Kreditaftaleloven § 41 - 

tilbagetagelsesregel anvendt som afviklingshjemmel

af Erik Matthiesen

Københavns Universitet  - sommeren 2002

Forfatteren kan pr. email kontaktes med kommentarer eller spørgsmål til specialet.

Retsnormen for tilkendelse af udlægsret for restfordringen ved tilbagetagelse af biler søges fastlagt. Endvidere undersøges det, om den betalingsdygtige - men modvillige - forbruger, som stopper afdragsbetalingen for at initiere tilbagetagelsen, beskyttes af hovedreglen om afskæring af udlægsret.

Indholdsfortegnelse

1.   Indledning

2.   Præsentation af tilbagetagelsesreglerne i kreditaftaleloven

3.   Kontrakternes udformning ved kreditkøb af biler

4.   Retlig eller faktisk forsømmelse

5.   Retlige mangler

6.   Bilens værdi og stand

7.   Tilregnelsen og beviset derfor

8.   Hindringer i vejen for tilbagetagelsen

9.   Den betalingsdygtige forbrugers anvendelse af tilbagetagelsesreglerne

10.  En dysfunktionel afviklingsret

11.  Forslag til lovændring

12.   Konklusion

13.   Summary in English

14. Litteraturliste


1. Indledning

Bilen er en af de dyreste løsøregenstande den almindelige forbruger erhverver sig. Prisen betyder, at en del af de forbrugerejede biler er finansieret ved kredit. Finansieringen sker ofte ved oprindelige eller efterfølgende trepartsforhold på finansieringskontrakter med ejendomsforbehold, hvilket betyder, at en eventuel tilbagetagelse i anledning af forbrugerens misligholdelse reguleres af Kreditaftalelovens[1] kapitel 10. I 1995 blev forbudet mod mere end 3 års kredittid i forbrugerkreditkøb ophævet.[2] Lang kredittid har sammen med vigende brugtbilspriser afstedkommet, at restgælden ofte overstiger bilernes værdi. For en del forbrugere kan det derfor være fordelagtigt at gøre brug af opgørelsesreglen i KAL § 41 i forbindelse med tilbagetagelse af bilen, hvis sociale omstændigheder bevirker, at de ikke længere ser sig i stand til at bibeholde bilen, eller hvis de ikke længere ønsker at betale til den. Det er afgørende for forbrugerens motivation for tilbagetagelse, om kreditor kan kræve en eventuel restfordring betalt. Et stigende antal forhandlere rådgiver aktivt potentielle købere om muligheden for at tilbagelevere den ”gamle bil” til kreditor i stedet for at lade den indgå i handlen.[3] Denne udvikling accelereres af seneste købelovsændring, da forhandleren ved denne fremgangsmåde slipper for at skulle sælge en ”indbytningsbil”, som han risikerer at tabe penge på, grundet de øgede reklamationsforpligtelser.[4] Køberen skal erlægge 20 % i udbetaling for at få bilkøbet finansieret på købekontrakt med ejendomsforbehold.[5] Disse penge kan spares op ved at stoppe afdragene på det gamle lån og afvente kreditors indenretlige tilbagetagelse af bilen.

1.1. Problemformulering

I hvilke tilfælde kan kreditor, i henhold til KAL § 41, i et forbrugerkreditkøb med ejendomsforbehold foretage udlæg for en eventuel restfordring efter tilbagetagelse af forbrugerens bil? Det undersøges, hvilke retlige eller faktiske mangler, der kan begrunde udlæg for restfordringen, samt om den betalingsdygtige forbruger, som misligholder betalingsforpligtelsen for at fremprovokere tilbagetagelsen, beskyttes af hovedreglen i KAL § 41.

1.2. Afgrænsning

Der er flere relevante problemstillinger i KALs regler end rammerne for denne afhandling tillader behandlingen af, hvorfor der fokuseres på KAL § 41. Reglerne i KAL er med undtagelse af § 34, stk. 2 anvendelige for alle løsøregenstande, dog således at justitsministeriet er bemyndiget til helt eller delvist at undtage kreditkøb af særlige genstande fra lovens regler, jf. KAL § 53[6]. Afhandlingen er desuagtet begrænset til tilbagetagelse af biler, hvilket skyldes, at anskaffelsen og anvendelsen heraf udgør en væsentlig post på den almindelige forbrugers budget, samt at brugen af biler er kompleks såvel retligt som faktisk. Afhandlingens analyser og konklusioner kan overføres til tilbagetagelse af andre løsøregenstande med de modifikationer, som følger af genstandenes karakter og de anvendte kontraktsvilkår, hvorfor en større kreds af læsere kan drage nytte af den.

1.3. Opbygning og metode

Fremstillingen falder i tre dele. I første del (kap. 1-8) præsenteres reglerne og det undersøges, hvilke retlige eller faktiske mangler kreditor må tåle i forbindelse med tilbagetagelsen uden at kunne foretage udlæg for restfordringen. Når kravene til bilen således er behandlet, undersøges det i anden del (kap. 9), om udlægsadgang nægtes, når en betalingsdygtig forbruger misligholder betalingsforpligtelsen for at fremprovokere tilbagetagelse. I tredie del (kap. 10-13) vurderes, om opgørelsesreglerne regulerer den forbrugerinitierede tilbagetagelse på hensigtsmæssig måde, hvorefter der gives forslag til lovrevision. Tredie del afsluttes med afhandlingens endelige konklusion samt et resumé på engelsk.

Afhandlingens analyse af retsnormen for de tilbageleverede biler samt analysen af, om reglerne beskytter den betalingsdygtige forbruger, bygger på den retsdogmatiske metode. Af forarbejderne er betænkning nr. 839 af 1978 om køb på kredit af central betydning. Den trykte retspraksis er begrænset, hvilket skyldes, at tilbagetagelsesforretningen sker for fogedretten jf. KAL § 45, stk. 2 med mulighed for kære til landsretten, jf. retsplejelovens § 584. Fogedretskendelser vies ikke megen plads i UfR, hvorfor kun nogle få kærede kendelser er trykt.[7] Det beskedne antal landsretskendelser skyldes, at forbrugernes præsumptivt dårlige økonomi afholder disse fra at kære fogedretskendelser, som tillader kreditor udlæg for restfordringen. Endvidere vil kreditor ikke kære en kendelse efter hovedreglen, hvis det står klart, at forbrugerens økonomi er så dårlig, at kravet ikke vil kunne inddrives. Grundet den utilstrækkelige retspraksis har jeg valgt at inddrage konkrete eksempler på tilbagetagelsessager fra mit arbejde. Disse har ikke retskildemæssig værdi, men eksemplerne kan illustrere de potentielle konfliktsituationer - vise hvordan de løses i praksis - og danne springbræt for en juridisk vurdering heraf. Vurderingen af om tilbagetrædelsesreglerne i KAL er adækvat regulering af forbrugerinitieret tilbagetagelse er ikke retsdogmatisk, men derimod baseret på retstekniske overvejelser.

2. Præsentation af tilbagetagelsesreglerne i Kreditaftaleloven

Med underpantsforbudet i § 21 indeholder KAL et enstrenget kreditsikringssystem, hvorefter kreditor kun kan opnå realsikkerhed i det solgte til sikkerhed for købesummens betaling ved ejendomsforbehold.[8] 

Reglerne for kreditors adgang til fyldestgørelse i anledning af forbrugerens misligholdelse af betalingerne i henhold til et kreditkøb med ejendomsforbehold findes i KALs kapitel 10. Kreditor skal søge sig fyldestgjort ved tilbagetagelse af det solgte, jf. KAL § 35. Dog kan kreditor foretage udlæg i forbrugerens øvrige genstande, hvis den solgte genstand er omfattet af trangsbeneficiet og derfor ikke kan tilbagetages, jf. KAL § 36, stk. 2. I disse situationer kan kreditor kun foretage udlæg for et beløb udover genstandens værdi ved tilbagetagelsesforretningens gennemførelse, hvis betingelserne i KAL § 41 er opfyldt, jf. KAL § 42, stk. 1. Kreditor kan endvidere foretage udlæg i forbrugerens øvrige formue, hvis det solgte ikke findes hos forbrugeren under tilbagetagelsesforretningen, jf. KAL § 42. I dette tilfælde kan kreditor foretage udlæg for fordringen opgjort efter § 38 – uden begrænsning til det solgtes værdi.

Ved tilbagetagelsen skal den tilbagetagne genstands værdi, evt. efter en rimelig istandsættelse, godskrives forbrugeren, jf. KAL § 39. Er genstandens værdi højere end kreditors krav kan tilbagetagelse kun ske mod samtidig betaling af det overskydende beløb, jf. KAL § 40. Er genstandens værdi derimod mindre end kreditors fordring opgjort efter KAL § 38, er det anført i KAL § 41, at kreditor kun har:

                       ...krav på betaling af det overskydende beløb, i det omfang særlige omstændigheder

                       taler derfor, navnlig hvis forbrugeren har udvist forsømmelighed ved brugen eller

                       opbevaringen af det købte eller har lagt hindringer i vejen for tilbagetagelsesforretningen.[9]

2.1. Tilbagetagelsesreglerne i historisk perspektiv

Den første regulering af afbetalingshandlen var i Afbetalingsloven fra 1917[10]. Efter Afbetalingslovens § 5, stk. 2, kunne sælgeren gøre krav på restfordringen efter tilbagetagelse i anledning af købers misligholdelse. Restfordringen blev dog begrænset af opgørelsesreglen i § 5, stk. 2. Kreditkøb, hvor långiver betingede sig sikkerhed i form af underpant i det solgte, var ikke omfattet af Afbetalingsloven. Afbetalingsloven blev i 1982 afløst af Kreditkøbsloven.[11] Forud for KKL lå et grundigt udvalgsarbejde, som mundede ud i afgivelsen af kreditkøbsbetænkningen[12]. Der var ikke tilsvarende udvalgsarbejde forud for KAL, som implementerede to EF-direktiver[13]. En del af bestemmelserne i KAL viderefører, med redaktionelle ændringer, regler fra KKL. Dette gælder bl.a. KAL § 41, som svarer til KKL § 27, stk. 2 og 3, hvilket fremgår af bemærkningerne til lovforslaget.[14] Kreditkøbsbetænkningen indeholder således fortolkningsbidrag for forståelsen af KAL § 41. KAL trådte i kraft d. 1. januar 1991.

2.2. Hvor stor er restfordringen

Restfordringens størrelse afhænger, dels af hovedfordringens størrelse opgjort efter KAL § 38, dels af opgørelsen af det solgtes værdi efter KAL § 39. Derudover antages det, at udlægsmuligheden for restfordringen maksimeres af det tab, som de ”...særlig omstændigheder...” har medført. Dette følger af ordene ”...i det omfang...” i KAL § 41. At denne passus maksimerer udlægget fremgår ikke tydeligt af bestemmelsen. Ordlyden kunne antyde, at bestemmelsen blot fastlægger de materielle betingelser for udlægsret, men ikke kvantificeringen heraf. I kreditkøbsbetænkningen siges det, at restfordringen ikke kan ”...overstige det tab, som er forårsaget ved det forhold, der danner grundlag for, at der kan gøres en restfordring gældende."[15] Praksis følger betænkningen, jf.  UfR 1999.1441 V.

2.3. Bortfalder restfordringen eller er den bare ikke fuldbyrdelig

Ordlyden i KAL § 41 er, at ”...kreditgiveren kun har krav på betaling af det overskydende beløb...”. Indholdsmæssigt svarer formuleringen til § 28 i kreditkøbsudvalgets forslag til Kreditkøbslov.[16] Kendelser efter hovedreglen skal afslå udlæg, da restfordringen ikke kan kræves betalt. Restfordringen består fortsat, men kan ikke danne grundlag for udlæg, hvorfor det må forventes at være umuligt at inddrive den hos forbrugeren. I retspraksis formuleres kendelserne i overensstemmelse hermed, i hvilken forbindelse der henvises til UfR 1999.1441 V, hvor landsretten statuerede, at ”...der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at kærende uanset tilbagetagelsen kan foretage udlæg efter...” og UfR 2002.540 H, hvor det anførtes, at der ikke forelå omstændigheder, som kunne begrunde, at ”...Fiat Finansiering kan gøre en restfordring gældende...”.

At fordringen består har betydning i de særegne tilfælde, hvor forbrugeren har et krav på kreditor, da kreditor kan bruge restfordringen til modregning, samt i tilfælde, hvor forbrugeren efterfølgende betaler restfordringen, da forbrugeren ikke kan støtte krav om tilbagebetaling af det erlagte på reglerne om condictio indebiti, når pengene rent faktisk skyldes.

2.4. Indledende fortolkning - udlægsmulighedens karakter af undtagelsesbestemmelse

Ordene ”...særlige omstændigheder... indikerer, at kreditor kun undtagelsesvist kan kræve restfordringen betalt. Dette støttes af Kreditkøbsbetænkningen, hvori det anføres, at afskæring af udlæg for restfordringen er den ”...altovervejende hovedregel...”.[17] I samme retning taler den almindelige fortolkningsregel, hvorefter undtagelsesbestemmelser fortolkes indskrænkende. Eksemplificeringen i bestemmelsen til forsømmelighed ved brug, opbevaring eller hindringer for tilbagetagelsen er ikke udtømmende, hvilket fremgår af ordet ”...navnlig...” og også finder klar støtte i Kreditkøbsbetænkningen, hvor det udtales, at der ”...blot er tale om eksempler og ikke nogen udtømmende opregning.[18] Ordet ”...navnlig...” henviser dels til hvori misligholdelsen materielt kan bestå, og dels til tilregnelsen for forbrugeren. Bestemmelsen åbner således mulighed for, at kreditor kan kræve restfordringen betalt, selvom værdiforringelsen ikke kan tilregnes forbrugeren. Når hovedreglen er, at restfordringen ikke kan gøres gældende, og undtagelsen er begrænset til ”...navnlig...” de tilfælde, hvor forbrugeren kan bebrejdes det forhold, som har betydet, at genstanden er mindre værd ved tilbagetagelsen, end kreditor kunne påregne, så har tilkendelse af restfordring, i tilfælde hvor der ikke er noget at bebrejde forbrugeren, karakter af en undtagelse til en undtagelsesbestemmelse. Heraf følger, at området for tilkendelse af udlægsret i disse tilfælde må være særdeles snævert. Dette støttes af Kreditkøbsbetænkningen, hvori det udtales, ”...at der som altovervejende hovedregel må være tale om forhold fra køberens side, som subjektivt kan bebrejdes ham.”[19]

3. Kontrakternes udformning ved kreditkøb af biler

Kreditkøb af biler sker hyppigst ved oprindelige trepartsforhold, hvorfor der oftest udfærdiges to aftaledokumenter - en slutseddel og en finansieringsaftale. I de sjældnere efterfølgende trepartsforhold indgås finansierings- og købsaftalen samtidig ved underskrivelse af én samlet kontrakt, som sælger efterfølgende diskonterer.[20] Nedenfor fremhæves de for afhandlingen relevante aftaledokumenter og -vilkår.

3.1. Slutsedlen

Slutsedlen er købsaftalen. Den underskrives umiddelbart efter, at forbrugeren har besluttet sig for at købe bilen. Aftalen i slutsedlen betinges til tider af kreditgodkendelse eller fagkyndig inspektion af bilen, men indeholder, så vidt ses, aldrig en egentlig fortrydelsesret for forbrugeren, hvilket ellers gyldigt kunne aftales. Ved kreditkøb angives købesummen, udbetalingen og finansieringsbehovet i slutsedlen. Ved de oprindelige trepartsforhold henvises der til finansieringsaftalen ved summarisk at præsentere finansieringen af restkøbesummen, f.eks. blot ”Via Finans 60 mdr.”  eller ”Unifinans 4,95 % Fastrente 96 mdr. a kr. 1150”.[21]

3.2. Finansieringskontrakten

Finansieringskontrakten underskrives typisk nogle dage efter slutsedlen, efter kreditors kreditgodkendelse af forbrugeren, men inden overgivelsen af bilen.[22] En række finansieringselskaber og banker tilbyder finansiering af forbrugerkreditkøb af biler. Selskaberne anvender standardiserede aftaler med individuel forhandling af ganske få vilkår.

Kontrakterne identificerer indledningsvist aftalens parter og salgsgenstanden. Dernæst angives lånebeløbet og afviklingsvilkårene, herunder afdragenes størrelse og forfaldstid, hvorefter følger en opgørelse af omkostningerne i henhold til KALs kapitel 2. Slutteligt følger de almindelige betingelser. De almindelige betingelser er af særlig interesse i relation til KAL § 41. Det er nemlig heri, aftalevilkårene vedrørende vedligeholdelses- og forsikringspligten samt kravene til forbrugerens anvendelse af bilen findes. Det er de samme forhold, som reguleres i de forskellige selskabers almindelige betingelser, men der er forskel på, hvor koncist kravene til forbrugeren er formuleret.

Kontrakten indeholder sædvanligvis krav om, at forbrugeren skal holde bilen fuldt kaskoforsikret, indtil lånet er afviklet, uden angivelse af specifikke krav til forsikringsvilkårene. Forbrugeren er eksempelvis ”... forpligtet til at holde det solgte løsøre fuldt kaskoforsikret i anerkendt dansk forsikringsselskab...” eller ”Køberen er pligtig til at holde det købte med alt tilbehør kaskoforsikret for et beløb, der til enhver tid dækker værdien ved handel og vandel”.[23] Forsikringsbestemmelserne angiver endvidere, i hvilken udstrækning forbrugeren er berettiget til at disponere over udbetalte forsikringssummer. I fire af de fem fundne finansieringskontrakter er forbrugeren forpligtet til at underrette forsikringsselskabet om kreditors ejendomsforbehold ved underskrivelse af en panthaverdeklaration.

Vedligeholdelsespligtens omfang beskrives ved en norm om ”...god vedligeholdelse...[24]. Denne standard præciseres ofte med krav om, at bilen skal repareres med originale reservedele og ikke må ændres, omdannes eller anvendes forskriftsstridigt.   

4. Retlig eller faktisk forsømmelse 

Undtagelsesmuligheden i KAL § 41 er tænkt som en mulighed for kreditor til at inddrive restfordringen i de situationer, hvor salgsgenstandens værdi på tilbagetagelsestidspunktet, grundet bilens stand eller forsinkede tilbagetagelse, er lavere, end kreditor kunne forvente ved lånets bevilling. Eksemplificeringen i KAL § 41 viser, at der primært er tænkt på forhold ved den tilbagetagne bil. I praksis er bestemmelsens anvendelsesområde udstrakt således, at afgørelsen om udlægsret kan påvirkes af retlig forsømmelse, i form af tilsidesættelse af forpligtelser i finansieringskontrakten. Dette ses bl.a. i UfR 1999.668 Ø, hvor:

Bil solgt med ejendomsforbehold ved tilbagetagelsen var totalskadet efter færdselsuheld og efter parternes forklaring værdiløs. Købekontrakten forpligtede forbrugeren til at holde bilen kaskoforsikret. To forsikringsselskaber havde, af forskellige grunde, successivt opsagt kaskoforsikringsdækningen forud for færdselsuheldet. Landsretten fandt, at det var forhold hos forbrugeren, som bevirkede, at der ikke var tegnet kaskoforsikring, og at denne fortsatte brugen af bilen selvom han vidste, at kontrakten stillede krav om forsikring. Herefter tilkendtes kreditor udlægsret med følgende begrundelse, ”Herefter finder retten, at den manglende tegning af kaskoforsikring i henhold til betingelserne for købekontraktens § 3, stk. 4, i sig selv er en sådan særlig omstændighed som omtalt i kreditaftalelovens § 41.

Om det kan udledes, at tilsidesættelse af forsikringspligten i sig selv er tilstrækkeligt for tilkendelse af udlægsret skal ikke kommenteres her[25], idet kendelsen her blot skal vise, at ”...særlige omstændigheder...” kan påvirkes af tilsidesættelse af kontraktlige forpligtelser og dermed være løsrevet fra genstanden og behandlingen deraf. Den kontraktlige forsømmelse skal, ligesom den faktiske, have afstedkommet en for kreditor uforventelig restfordring, hvilket ses i UfR 1999.1441 V, hvor kontraktsstridigt salg og tilbagekøb af bilen inden tilbagetagelsen ikke udløste udlægsret for restfordringen, da dispositionerne ikke havde ”...medført ulemper...” for kreditor.[26]                                                

5. Retlige mangler

Forsikringsspørgsmål giver anledning til forskellige problemer i relation til KAL § 41, hvorfor undersøgelsen af den retlige misligholdelses betydning for udlægsmuligheden ved tilbagetagelse begrænses til en undersøgelse af spørgsmål omkring de kaskoforsikringsmæssige forhold. Det må antages, at undersøgelsens resultat kan overføres til tilsidesættelse af andre vilkår med den tilpasning, som vilkårenes karakter tilsiger.

5.1. Træder forsikringssummen i stedet for bilen med den følge, at opgøret følger KAL § 41

Der underskrives panthaverdeklaration, hvorfor kreditor er sikret ved forsikringstegningen, jf. Forsikringsaftalelovens § 54.[27] Det er væsentligt, om opgørelsen følger KAL § 41 med afskæring af udlæg for restfordring, hvis forsikringssummen ikke dækker restgælden opgjort efter KAL § 38, eller om KAL § 42, stk. 2 finder anvendelse med tilkendelse af udlægsret til følge.

Kreditkøbsudvalget udtalte, at forbrugeren bar risikoen for underforsikring, og at KKL § 27, stk. 2[28] kun kunne finde analog anvendelse i disse tilfælde, hvis kreditor havde godkendt den pågældende forsikring.[29] Udvalgets bemærkninger er imødegået i UfR 1983 B.219, hvor det anføres, at det ville stemme bedre med lovens hensigt, hvis kreditor ikke kunne forlange udlæg for restfordringen, såfremt forbrugeren godtgør, at kreditor ved modtagelsen af forsikringssummen er blevet fyldestgjort et beløb svarende til det solgtes værdi opgjort efter nugældende KAL § 39, stk. 2.[30] Østre Landsret tog stilling til spørgsmålet i UfR 1996.1264 Ø, hvor det blev statueret, at KAL § 41 finder analog anvendelse på tilfælde, hvor et forsikringsselskab udreder erstatning til kreditor, idet forbrugeren ikke bør stilles ringere end ved opgørelse efter denne regel.

5.2. Underforsikring

Forsikringspligten i lånekontrakterne forpligter forbrugeren til at holde bilen fuldt kaskoforsikret. Dette vilkår skal sikre, at forsikringsselskabet ikke kun yder forholdsmæssig erstatning ved eventuelle forsikringsbegivenheders indtræden efter Forsikringsaftalelovens § 40.[31] I UfR 1983 B.219 blev det gjort gældende, at den nugældende KAL § 41 skulle afskære udlæg for restfordringen, hvis forbrugeren kunne godtgøre, at kreditor ved modtagelsen af forsikringssummen var blevet godtgjort et beløb svarende til værdien af salgsgenstanden efter nugældende KAL § 38. Kendelsen i                    UfR 1996.1264 Ø antyder, at opgøret skulle have fulgt KAL § 41 og ikke KAL § 42, selv hvis kreditor ikke var blevet fyldestgjort fuldt ud ved tilbagetagelsen. Præmisserne i UfR er toleddede: Først fastslås, at forbrugeren ikke bør stilles ringere end efter KAL § 41, og dernæst, at det ved opslag i Danmarks Automobilforhandler Forenings[32] katalog er vist, at kreditor var blevet fyldestgjort for et beløb mere end svarende til forhandlerprisen for pågældende model. Kreditors anbringende var, at bilen var dårligt vedligeholdt og erstatningen derfor var lav med restfordring til følge. Første del af præmisserne er generelt formuleret, hvorfor kendelsen må anses for præjudicerende for tilfælde, hvor underforsikringen betyder, at der er en restfordring. Forsikringssummen surrogerer således bilen, med den følge, at KAL § 42, stk. 2 ikke finder anvendelse. Kreditkøbsudvalget anførte, at kreditor var berettiget til at foretage udlæg for restfordringen, i den udstrækning restfordringen er opstået pga. underforsikring.[33] Forbrugeren handler kontraktstridigt ved ikke at tegne fuld forsikring, hvorfor der er parallelitet til tilfælde, hvor der ikke er tegnet forsikring. Kreditgivere bør derfor, uagtet kreditkøbsudvalgets udmelding, kun være berettiget til udlæg for restfordringen i samme udstrækning som ved tilsidesættelse af kaskoforsikringspligten.[34]

5.3. Selvrisikoens betydning

Finansieringskontrakterne indeholder ikke bestemmelser om maksimering af selvrisikoen ved skader.[35] Selvrisikoens betydning blev prøvet i UfR 2002.540 H under følgende omstændigheder:

Ved tilbagetagelsesforretningen for fogedretten havde bilen en bule i venstre bagskærm, i en dør og i kofangeren. Rekvisitus forklarede, at skaderne var påført af ukendte trediemænd. Kaskoforsikringen indeholdt betingelse om selvrisiko på 16.000 kr. Bilen var 17 mdr. før tilbagetagelsesforretningen købt for 81.000 kr. og udsalgsprisen for en tilsvarende model/årgang var 50.000 kr. Reparationsomkostningerne var anslået til 12.500 kr. og reparationen ville medføre en værdistigning udover dette beløb. Højesteret afslog udlæg for restfordringen under henvisning til, at bilen ikke var påført skader som rekvisitus var ansvarlig for, at bilen var forsvarligt vedligeholdt, at rekvisitus havde overholdt forsikringspligten, og at der i øvrigt ikke forelå omstændigheder, som lå helt uden for, hvad kreditor kunne påregne.  Forbrugeren skulle således hverken afhjælpe eller forsikringsanmelde skaderne, og kreditor kunne ikke foretage udlæg for den af skaderne følgende værdiforringelse.

Kreditor gjorde gældende, at den høje selvrisiko måtte ligestilles med underforsikring, hvilket antyder, at finansieringskontrakten - ligesom de fundne kontrakter - var tavs om selvrisikospørgsmålet.[36] Første og tredje led i Højesterets kendelse er interessante for så vidt angår det hér behandlede spørgsmål. Statueringen af, at forbrugeren havde overholdt forpligtelsen til at holde bilen kaskoforsikret, er udslag af koncipistreglen. Kreditor må tåle, at upræcist formulerede kontraktsvilkår fortolkes til skade for den kontraktskonciperende part. Der forelå således ikke retlig misligholdelse, hvorfor udlæg for restfordringen kun vil kunne tilkendes, hvis bilen var påført skader, som forbrugeren var ansvarlig for, hvilket ikke var godtgjort[37]. Højesterets forbehold om, at der ikke forelå omstændigheder, som lå helt uden for det påregnelige, antyder, at selvrisikoen kan være så stor, at forsikringen ikke tilfredsstiller forsikringspligten i kontrakten. Dækningen kan siges at være illusorisk, hvis selvrisikoen er så stor, at kun totalskader eller tyveri naturligt ville blive anmeldt til forsikringen. Sidstnævnte betragtning finder støtte i fortolkningsreglen om, at kontraktsvilkår antages at have et selvstændigt meningsindhold. Denne anskuelse sætter grænser for koncipistreglens udstrækning. Det kan dog ikke med sikkerhed fastslås, hvor stor selvrisiko kreditor må acceptere som kontraktskonform, når kontraktsvilkårene ikke behandler spørgsmålet. Første led, at bilen ikke var påført skader, som forbrugeren var ansvarlig for, behandles i kap. 7.1 og 7.3. Hvis selvrisikoen konkret anses for kontraktsstridig, må forholdet vurderes som ved manglende forsikringstegning, hvilket behandles i kap. 5.4. og 5.5.

5.4. Forrykkelse af tilregnelsesbedømmelsen

Eksemplificeringen i KAL § 41 viser, at kerneområdet for tilkendelse af udlæg for restfordring er tilfælde, hvor forbrugeren kan bebrejdes den værdiforringende skades opståen. Det kan overvejes, om praksis fra tilfælde, hvor kaskoforsikringspligten i finansieringskontrakten er tilsidesat, har forladt dette udgangspunkt, således at objektet for tilregnelsesvurderingen i disse tilfælde ikke er skadens opståen, men omstændighederne omkring den manglende forsikringsdækning. Ved  UfR 1999.668 Ø[38] var intet oplyst om skadens opståen. Den blotte anvendelse af bilen, med deraf følgende risiko for skade, som den opståede, var en særlig omstændighed. Ved UfR 2001.1188 Ø gik landsretten, for en umiddelbar betragtning, et skridt videre. Sagens omstændigheder var:

Forbrugeren undlod at forsikringsanmelde eller udbedre skade på bil købt med ejendomsforbehold. Skaden var opstået ved, at forbrugeren under kørslen overså en metalstolpe, som skrabede hen ad siden. Forsikringen blev opsagt på grund af manglende præmiebetaling, hvorefter bilen blev påført endnu en skade, mens den holdt parkeret på en parkeringsplads ved forbrugerens hjem. ”Herefter – samt på baggrund ... af bilens stand, skaden og om udgifterne til denne istandsættelse...” forelå der særlige omstændigheder.

Det fremgår af kendelsen, at forbrugerens forklaring, efter hvilken bilen holdt på en parkeringsplads, da den blev påført den sidste skade, ikke blev tilsidesat af retten. Forbrugeren havde således ikke udvist risikoforøgende adfærd efter forsikringspligtens tilsidesættelse.

Denne praksis synes opretholdt i UfR 2002.540 H[39], da Højesteret, efter at have konstateret at skadernes opståen ikke kunne tilregnes forbrugeren, anfører, at kontraktens krav om kaskoforsikring var overholdt. Det sidste led i argumentationen havde været overflødigt, hvis Højesteret havde været af den overbevisning, at den beskrevne landsretspraksis, efter hvilken forholdene omkring tilsidesættelsen af forsikringspligten kan begrunde udlæg uden hensyntagen til omstændighederne omkring skadens opståen, var forkert.

5.5. Skal den manglende forsikringsdækning kunne tilregnes forbrugeren

Finansieringsinstitutter har anført, at manglende kaskoforsikring, i strid med finansieringskontrakternes bestemmelser, i sig selv er en ”særlig omstændighed”. Denne påstand var nedlagt i

UfR 1999.668 Ø[40]. I kendelsen tilkendtes udlæg for restfordringen under henvisning til, at den manglende forsikringstegning beroede på forbrugerens forhold, og at denne lod bilen anvende, selvom han vidste, at bilen ikke var kaskoforsikret som foreskrevet i kontrakten. Herefter statuerede retten, at under disse omstændigheder var manglende tegning af kaskoforsikring ”...i sig selv en sådan særlig omstændighed som omtalt i kreditaftalelovens § 41.” Selvom hovedet i UfR giver indtryk deraf, kan det ikke læses af kendelsen, at manglende overholdelse af forsikringspligten altid er en særlig omstændighed, men blot, at det er en særlig omstændighed, hvis forbrugeren fortsat anvender bilen, efter at det står klart, at kaskodækningen er ophørt, og derved udsætter bilen for skadesrisiko. Efter denne kendelse stod det åbent, om forbrugeren kunne kompensere for den manglende overholdelse af forsikringspligten ved at undlade at benytte bilen. Spørgsmålet blev behandlet i

UfR 2001.1188 Ø[41]. Kreditor påstod heri udlæg for restfordringen bl.a. under henvisning til manglende overholdelse af  kaskoforsikringspligten. Udlægskravet for værdiforringelsen, som følge af skaden, som opstod, mens bilen holdt parkeret på en parkeringsplads, kan siges kun at have støtte i den manglende forsikringsdækning. Kendelsen synes primært båret af den manglende forsikringsanmeldelse af første skade. Efter denne læsning forholdt retten sig ikke særskilt til den seneste skade, hvilket støttes af præmissernes konsekvente brug af entalsformen ”...skaden...”. Vurderingen af restfordringens størrelse indeholder et element af skøn, hvorfor retten, da det stod klart, at forbrugeren havde handlet irregulært ved ikke at anmelde første skade, ikke fandt det nødvendigt særskilt at vurdere, om der også forelå ”...særlige omstændigheder...” i relation til den seneste skade. Rettens afgørelse, om at tilkende udlæg for hele værdiforringelsen uden at udskille den seneste skade til selvstændig vurdering, er således båret af praktiske hensyn og af et moralsk præget rimelighedsskøn.[42] Det kan derfor ikke sluttes fra kendelsen, at forbrugeren er objektivt ansvarlig for manglende forsikringsdækning, uafhængigt af skadens opståen. Culpavurderingen flyttes fra skadens opståen, men der skal fortsat være noget at bebrejde forbrugeren udover den manglende tegning. Skaden eller risikoen derfor skal fortsat kunne tilskrives forbrugerens forhold, jf. UfR 1999.668 Ø. Kravet til forsømmeligheden ved skadens opståen slækkes, hvis forbrugeren har tilsidesat forsikringspligten, således at det er nok, at bilen benyttes, hvis den manglende forsikringsdækning beror på forbrugerens forhold.

Almindelig kontraktsret pålægger ansvar for tilsidesættelse af biforpligtelser, men det her behandlede område er begrænset af præceptivitetsbestemmelsen i KAL § 7. KAL kan ikke fraviges til skade for forbrugeren ved forudgående aftale. Hvis praksis, efter hvilken tilregnelsesvurderingen flyttes fra skadens opståen til omstændigheder omkring den manglende forsikringstegning, kombineres med et objektivt ansvar ved manglende tegning, stiller forsikringsbetingelsen forbrugeren ringere ved tilbagetagelsen, hvorfor der ikke kan gælde et sådant objektivt ansvar. Der skal således også på dette område foreligge en vis kvalificeret forsømmelse. De viste kendelser er forenelige hermed.

5.6. Anmeldelsespligt

Har forbrugeren pligt til at anmelde skader, som forsikringen ville dække? Løsrevet fra tilbagetagelsessituationen vil forsikringstagere nøje overveje, om en given skade er af en sådan art og omfang, at den bør anmeldes til forsikringen. Dette fordi anmeldelsen af skaden koster selvrisiko og/eller anciennitetstab, med deraf følgende forhøjelse af de fremtidige præmieudgifter, medmindre skaden er omfattet af friskadedækning. Finansieringskontrakterne pålægger forbrugeren pligt til at samarbejde, når en skade er anmeldt og derved blevet til en forsikringsbegivenhed, men ingen af de fundne kontrakter forpligter forbrugeren til at forsikringsanmelde skader, som forsikringen ville dække. Forsikringsanmeldelse er også frivillig efter Forsikringsaftalelovens § 21.[43]

Problemet synes forbigået i teorien. Bernhard Gomard anfører således, at kreditkøbskontrakter med ejendomsforbehold indeholder vilkår om, at salgsgenstanden skal holdes fuldt forsikret, men intet om anmeldelsespligtens omfang.[44] Lennart Lynge Andersen behandler tilsyneladende heller ikke spørgsmålet.[45]

I UfR 2001.1188 Ø[46] kunne forbrugeren have fået den første skade dækket af forsikringen, hvilket han imidlertid fravalgte af frygt for, at forsikringsselskabet så ville opsige forsikringerne.[47] Udbedringsomkostningerne var oplyst til 20.000 kr., og forbrugeren var blevet budt tilsvarende for bilen i skadet tilstand. Udbedringsomkostningernes størrelse taler for, at det var en skade, som almindeligvis anmeldes til forsikringen. Forbrugeren forklarede som nævnt, at skaden opstod, da han overså en metalstolpe, som  ”...skrabede hen ad siden.”,  hvilket taler for, at skaden alene var af kosmetisk karakter. Som anført i kap.5.5. var den manglende forsikringsanmeldelse det væsentligste moment for tilkendelsen af udlægsret for restfordringen.

I UfR 2002.540 H udgjorde udbedringsomkostningerne 12.500 kr., og handelsværdien ville stige mere end dette beløb ved reparationen. Løsrevet fra tilbagetagelsesforretningen var det efter en økonomisk betragtning rationelt, at få bilen repareret. Bulerne var, efter det oplyste, ikke af driftsmæssig betydning, men af kosmetisk karakter. Kendelsen, som ikke tillægger udlæg for restfordringen, lægger vægt på, at forbrugeren havde overholdt kontraktens vilkår om forsikring, og at bilen ikke var påført skader, som forbrugeren var ansvarlig for, da skaderne var forårsaget af ukendte trediemænd.

Forbrugere vil løsrevet fra tilbagetagelsessituationen oftere undlade at forsikringsanmelde kosmetiske skader end skader af driftsmæssig betydning. Udlægsmuligheden i KAL § 41 værner imidlertid kreditors økonomisk interesse, hvorfor det i relation hertil er irrelevant, om skaden har driftsmæssig eller blot kosmetisk betydning. I UfR 1999.931 Ø skulle bilen repareres for at kunne synes. Kendelsen, som tilkender udlæg, begrundes i en mangfoldighed af omstændigheder, hvorfor synsaspektets vægt ikke kan fastslås. Kendelsen omhandlede ikke forsikringsspørgsmål.

Det må antages, at der ikke nødvendigvis indtræder anmeldelsespligt, hvis udbedrings-omkostningerne overstiger selvrisikoen. Denne konklusion bygger på, at det af UfR 2002.540 H ses, at det ikke er et strengt økonomisk rationale, som afgør, om der er anmeldelsespligt, når forsikringspligten er overholdt.

5.7. Delkonklusion

Det kan konkluderes, at tilregnelsesvurderingen kan flyttes fra skadens opståen til den manglende forsikringsdækning. Det ses endvidere, at når kontraktens krav om forsikringstegning er overholdt, er forbrugerens manglende forsikringsanmeldelse ikke nødvendigvis en ”særlig omstændighed”, når skadens opståen ikke kan henføres til forbrugerens adfærd. Dette endda i tilfælde, hvor udbedringen ville medføre værditilvækst, som overstiger udbedringsomkostningerne. Manglende forsikringsanmeldelse eller udbedring for egen regning af en kostbar skade, som forbrugeren har påført bilen ved simpel uagtsomhed, kan dog medføre udlægsret for restfordringen, idet den simple uagtsomhed kombineret med manglende anmeldelse kan udgøre tilstrækkelig kvalificeret forsømmelighed, jf. UfR 2001.1188 Ø.

Forsikringspligten ville være indholdsløs, hvis forbrugeren aldrig var forpligtet til at anmelde skader. Selvom lånekontrakterne ikke indeholder anmeldelsespligt, må anmeldelse siges at være et så naturlig accessorium til forsikringspligten, at principperne om tilregnelsesvurderingens forflyttelse ved tilsidesættelse af kontraktsforpligtelser bør finde tilsvarende anvendelse, hvis forbrugeren undlader at anmelde meget store skader. Denne konklusion finder nogen støtte i UfR 2002.540 H, hvor Højesteret afslutningsvist anfører, at der i øvrigt ikke forelå forhold, som lå helt uden for, hvad kreditor kunne påregne. Retspraksis giver dog ikke mulighed for at afgøre, hvor grænsen går.

6. Bilens værdi og stand              

En bils stand, og dermed dens værdi, påvirkes af flere forhold. Undersøgelsen af disse forholds betydning for udlægsmuligheden inddeles i slitage, trafikskader, manglende vedligeholdelse og mekaniske sammenbrud. Med disse afsnit ses de almindeligt forekommende spørgsmål behandlet, mens ekstraordinære tilfælde udelades. Indledningsvist undersøges det om udlægsret kan støttes alene på konstateringen af et væsentligt spring mellem den tilbagetagne bils værdi og modellens almindelige prisniveau, uden hensyntagen til værdiforringelsens årsag eller tilregnelsen for forbrugeren.

6.1. Objektiv værdispringsregel

Med ordet ”...navnlig...” er der i KAL § 41 åbnet mulighed for at tilkende kreditor udlæg, selvom der ikke er noget at bebrejde forbrugeren.[48] Dette er i praksis anvendt til at søge adgang til inddrivelse af restfordringen begrundet i en objektiv værdispringsregel. Det er således gjort gældende, at kreditor skulle være berettiget til at få udlæg for restfordringen, når bilens værdi ved tilbagetagelsesforretningens gennemførelse er væsentligt lavere end forventeligt uden henvisning til konkrete forhold omkring bilens stand, anvendelse eller lign. Således i UfR 1999.1441 V, hvor det, som sidste anbringende til støtte for udlæg, anførtes ”...at der i øvrigt foreligger sådan et værdispring mellem den tilbagetagne bils værdi og rekvirentens fordring, at der allerede af denne grund bør tilkendes rekvirenten en restfordring...”. Til støtte for anbringendet fremlagde kærende en vurderingsrapport, efter hvilken bilen umiddelbart efter første fogedretsmøde havde en realisationsværdi på 65.000 kr., hvilket efter det oplyste svarede til halvdelen af kærendes fordring opgjort ved kærebehandlingen. Det økonomiske opgør skal ske ved fogedretsbehandlingen, som faldt knap 14 måneder før landsretsbehandlingen, jf. KAL § 39. Kærende fremlagde ikke oplysninger om, hvorvidt bilens værdi var lavere, end långiver kunne have forventet ved lånets etablering. Landsretten afslog udlægsret uden stillingtagen til værdispringsspørgsmålet.

Den 12. marts 1998 afsagde Vestre Landsret kendelse i en sag, hvor der ligeledes var procederet på en objektiv værdispringsregel.[49] Faktum var:

I oktober 1996 købtes Citroën BX fra 1985 ved forbrugerkreditkøb med ejendomsforbehold for 35.750 kr. Efter fire måneder med 3.000 kørte kilometer gik gearkassen i stykker. Forbrugeren kunne ikke betale de 5.000 kr. som reparation af gearkassen ville koste, og sælgeren afviste at reparere, da der ikke var ydet garanti. Bilen henstod i defekt stand indtil tilbagetagelsesforretningens gennemførelse i januar 1998. Ved tilbagetagelsesforretningen vurderedes bilen til 500 kr., og det skyldige beløb blev opgjort til kr. 24.372,56.  Påstanden om udlæg efter KAL § 41 støttedes dels på en objektiv værdispringsregel, dels på at forbrugeren først gjorde kreditor bekendt med defekten ved fogedretsbehandlingen, og at forbrugeren havde siddet kreditors opfordringer til en mindelig løsning overhørig. Forbrugeren forklarede i retten, at gearkasseproblemerne var et kendt problem ved denne bilmodel, og at han ikke var skyld i defekten. Henset til denne forklaring, samt til bilens alder, nægtedes udlæg for restfordringen.

Der ses således ikke at være tilfælde, hvor der tilkendes restfordring ud fra en objektiv værdi-springsregel på grund af forhold ved bilen, selv ikke i tilfælde hvor bilen ved tilbagetagelsen er næsten værdiløs. Dette stemmer med, at reglerne tilsigter at pålægge kreditor risikoen for, at bilens værdifald sker hurtigere end afbetalingen af gælden.[50] Den blotte konstatering; at bilens værdi er væsentligt under restfordringen, er uegnet som kriterium for, om der foreligger særlige omstændigheder. Værdispringet kan nemlig skyldes, at bilen ikke er egnet til kreditsalg med ejendomsforbehold med de aftalte afdragsvilkår. Det er heller ikke tilstrækkeligt, at det dokumenteres, at bilen er væsentligt mindre værd end forventeligt, idet der kun tilkendes udlæg for restfordringen, hvis forbrugeren har handlet culpøst.

I kreditkøbsbetænkningen åbnes der mulighed for tilkendelse af udlæg ved slitage helt udover, hvad kreditor kunne påregne. Den uforventelige slitage kan ikke tilregnes forbrugeren som culpøs, men beror dog på dennes forhold, hvorfor en åbning for udlægsmulighed i disse situationer ikke indebærer en accept af en objektiv værdispringsregel.[51]

6.1.1. Værdispring funderet i forhold uden for bilen

I de ovenstående eksempler har værdispringet haft sit udspring i fysiske forhold ved den tilbagetagne bil. Bilers værdi påvirkes endvidere af en række tekniske, juridiske og samfundsøkonomiske parametre. Eksempelvis har den nævnte købelovsændring påvirket brugtbilspriserne, da implementeringsloven ikke udnytter direktivets mulighed for at undtage salg af brugte genstande fra formodningsreglen.[52] Skal kreditor kunne foretage udlæg for restfordringen, hvis sådanne ydre omstændigheder betyder, at bilens værdi ved tilbagetagelsen er uforventeligt lav? Ingen afgørelser belyser spørgsmålet. I Kreditkøbsbetænkningen ses det, at reglerne om kreditors pligt til at søge sig fyldestgjort gennem tilbagetagelse af det solgte, samt hovedreglens afskæring af udlæg for restfordringen er givet udfra ønsket om at begrænse anvendelsen af kreditsalg med ejendomsforbehold til salg af genstande, hvor der er realsikkerhed i det solgte i amortiseringsperioden. Udvalget anførte, at ”...samtidig vil § 28 medføre, at der ikke sælges ting med ejendomsforbehold, som efter at være blevet taget i brug af køberen taber så meget i værdi, at de ikke repræsenterer en sådan værdi, at de kan fyldestgøre kreditors tilgodehavende, når udbetalingen og amortiseringsreglerne i øvrigt er rimeligt fastsatte.[53]  Relationen til det solgtes karakter ses endvidere i samme betænkning på side 98, hvor det, som motivation for indførelsen af hovedreglen om afskæring af udlæg, udtales: ”Er det solgte på grund af sin karakter udsat for en hurtig værdiforringelse, eller falder dets værdi stærkt ved at blive taget i brug, egner det sig ikke til at blive solgt med ejendomsforbehold”. Det er således tydeligt, at det pædagogiske sigte med KAL § 41 er at formå kreditgiverne til kun at tage ejendomsforbehold, når genstandens karakter kombineret med de aftalte afdragsvilkår betyder, at restgælden amortiseredes i takt med genstandens forventede værditab. Med værditab tænktes på den forventelige værdinedgang som følge af genstandens brug og ælde. Forarbejderne nævner ikke, om der foreligger ”...særlige omstændigheder...”, hvis værditabet skyldes ydre omstændigheder. At det bærende for bestemmelsen er genstandens værdibestandighed som følge af genstandens art ses også ved eksemplificeringen af undtagelserne, derved at brugen og opbevaringen af genstanden fremhæves.

Hovedreglen i KAL § 41 har også et forbrugerbeskyttende sigte. Kreditkøbsudvalget anførte til støtte for reglerne, at ”For køberen kan det ofte virke urimeligt hårdt, om han fortsat skal betale et beløb, efter at det solgte er blevet taget fra ham.[54] Den ønskede forbrugerbeskyttelse tænktes gennemført ved, at ejendomsforbehold kun blev taget, når genstanden efter sin art egnede sig dertil.

Forarbejderne taler således for at tillade kreditor udlæg for restfordringen i noget videre omfang i de tilfælde, hvor værdinedgangen ikke skyldes salgsgenstandens art. Spørgsmålet er så, om ordlyden af KAL § 41 åbner mulighed for fortolkning i overensstemmelse hermed. Bestemmelsen i KAL § 41 er formuleret således, at hovedreglen om afskæring af udlæg for restfordringen er generelt anvendelig, idet eneste kriterium er, om genstandens værdi er mindre end kreditors fordring efter KAL § 38. Først i undtagelsesbestemmelsen ses det, at værdinedgangen er tænkt relateret til genstandens stand/art. Når hovedreglen således også omhandler tilfælde, hvor det er ydre omstændigheder, som har forårsaget værdinedgangen, og undtagelsen herfra overvejende er relateret til genstandens art/stand, er der kun plads for en objektiv værdispringsregel i meget særegne tilfælde, hvor forbrugeren findes at burde bære risikoen for de ydre omstændigheders indtræden. Det er vanskeligt at forestille sig tilfælde, hvor de værdiforringende ydre omstændigheder er af en sådan karakter, at kreditor - som den professionelle part -  ikke bør bære risikoen derfor. Kreditor har valgt at udstrække amortiseringsperioden for at tiltrække kunder. Kunderne har imidlertid også fordel af lang afviklingstid, da de månedlige afdrag derved bliver mindre. Den professionelle fordel bør veje tungest. Da kreditor således har fordelen, bør han også bære risikoen for udefra kommende værditab.[55] Det eneste tilfælde, der kan give anledning til tvivl, er, hvis registreringsafgiften ophæves eller nedsættes markant i låneperioden med store værditab på brugte biler til følge. Kreditor må som den professionelle part være nærmest til at bære risikoen for sådanne lovændringers forrykkelse af markedet, da han kan vælge at fastsætte kortere amortiseringsperioder, hvorved risikoen for tab ved sådan lovændring formindskes

6.1.2. Værdispringssynspunkt i litteraturen

I litteraturen er der enighed om, at udlæg for restfordring ikke kan støttes på en objektiv værdispringsregel. Henrik Rothe anfører således, at kreditor kun kan foretage udlæg for restfordringen, hvis realsikkerheden er forringet på en for ham upåregnelig måde, og forringelsen kan bebrejdes forbrugeren.[56] Lennart Lynge Andersen fremhæver, at KAL § 41 tager sigte på tilfælde, ”...hvor forbrugeren har handlet irregulært  og anfører, at ”...lovteksten må antages at indeholde et krav om, at forbrugeren skal have handlet culpøst...[57]

6.1.3. Værdispring som et moment blandt flere

Konstateringen af et væsentligt værdispring indgår som moment til støtte for tilkendelse af udlæg for restfordringen jf. UfR 2001.1188 Ø og UfR 1999.931 Ø. Af afgørelserne fremgår, at des større værdispringet er, desto oftere tilkendes udlæg for restfordringen. Dette er udtryk for, at der i vurderingen af om der foreligger særlige omstændigheder er et uudtalt væsentlighedskriterium, hvilket hænger sammen med at undtagelsesbestemmelser fortolkes indskrænkende.

6.2. Uforventeligt højt kilometertal

Bilers værditab afhænger af en mangfoldighed af omstændigheder bl.a. af kilometertallet. Gennemsnitsforbrugerens kørselsforbrug er 15.000-20.000 km. pr. år.[58] Har kreditor fastsat amortiseringsprofilen efter bilens værditab på basis af det gennemsnitlige kørselsbehov, kan et ualmindeligt højt kilometertal betyde, at afdragene ikke holder trit med værditabet. Ingen af de fundne kontrakter fastsætter, hvor mange kilometer forbrugeren må køre om året, hvorfor ualmindeligt højt forbrug ikke er kontraktsstridig adfærd. Værditabet må derfor behandles efter principperne om faktisk misligholdelse. Henrik Rothe anfører, at forbrugeren bør bære risikoen for den værdinedgang, der følger af, at bilen årligt kører 100.000 eller mere, da det, selvom det ikke kan bebrejdes forbrugeren, dog beror på dennes forhold.[59] I praksis ses anbringendet kun at være gjort gældende i

UfR 1999.931 Ø, hvor: 

Bilen havde kørt km. 45.000 om året, havde været smadret flere gange og var genopbygget af brugte dele. Forbrugeren havde ladet sin svoger bruge bilen i et halvt år. På tilbagetagelsestidspunktet var bilen 30.000 kr. mindre værd, end kreditor kunne forvente, og udbedringsomkostningerne blev anslået til 29.000 kr. plus moms. Landsretten tilkendte udlæg for 20.000 kr. af restfordringen under henvisning til samtlige omstændigheder, herunder til svogerens forklaring om ”...bilens benyttelse...”.

Kendelsen henviser til bilens benyttelse, uden selvstændig stillingtagen til kørselsforbrugets betydning, hvorfor der ikke kan udledes noget konkret herom.

I Kreditkøbsbetænkningen åbnedes der mulighed for tilkendelse af restfordring ved slitage helt ud over, hvad kreditor kunne påregne.[60] Dette muliggør udlægsret, hvor bilen har kørt væsentligt flere kilometer, end kreditgiver kunne påregne. Der ses ikke at være praksis, hvor momentet har været afgørende. Henrik Rothes vurdering er for vidtgående. Da forbrugeren ikke tilsidesætter kontraktlige forpligtelser, kan kravet til tilregnelsens kvalificering ikke svækkes, som i ovennævnte

UfR 1999.668 Ø, hvorfor det ikke er tilstrækkeligt, for tilkendelse af udlæg for restfordringen, at værdinedgangen kan siges at bero på køberens forhold. Der må kræves bevis for irregulær adfærd.

6.3. Trafikale skader

I dette afsnit søges det præciseret, hvilke trafikale skader kreditor må acceptere ved tilbagetagelsen. Som anført er undtagelsen i KAL § 41 motiveret af ønsket om at beskytte kreditor i situationer, hvor bilens værdi er uforventelig lav på grund af brugen, opbevaringen etc. Biler udsættes ved deres brug for risiko for skader af forskellig betydning i såvel driftsmæssig som økonomisk henseende, spændende fra den lille ridse, som opstår, når nøglen stikkes ved siden af nøglehullet, til den bevidst forårsagede totalskade. Undtagelsesreglen i KAL § 41 værner kreditgivers økonomiske interesse, hvorfor det afgørende må være skadens økonomiske betydning, og ikke hvorvidt skaden er af kosmetisk eller driftsmæssig betydning. Dette støttes af praksis, hvor der er tilkendt udlæg for restfordringen for utvivlsomt kosmetiske skader, jf. UfR 2001.1188 Ø[61].

Ingen af de trykte kendelser har afslået udlægsadgang under henvisning til skadens karakter. Det må derfor antages, at enhver egentlig skade kan danne grundlag for udlæg, forudsat at udbedringsomkostningerne er af en vis størrelse, og at skaden kan tilregnes forbrugeren. Dette får f.eks. betydning ved små kosmetiske buler og brudskader, som kan være kostbare at udbedre. De beskrevne nøgleridser må dog aldrig kunne udløse udlægsret, selvom udbedringsomkostningerne måtte være høje. Denne konklusion støttes på, at denne type almindeligt forekommende småskader nærmere er slitage end egentlige skader, og at de ikke er værdiforringende, da forbrugerne accepterer sådanne skavanker på brugte biler.

6.4. Mekaniske sammenbrud       

Mekaniske sammenbrud kan skyldes manglende vedligeholdelse, anvendelsen, uhensigtsmæssig konstruktion eller tilfældigheder. Den manglende vedligeholdelse behandles nedenfor.

Betydningen af uhensigtsmæssig konstruktion ses kun berørt i ”Gearkasse-sagen”, hvor udlæg for restfordringen blev nægtet ”På baggrund af skyldnerens forklaring...”[62] for fogedretten. Formuleringen efterlader tvivl om, hvorvidt det var afgørende, at fejlen var kendt som et almindeligt problem ved den pågældende model, eller om retten lagde vægt på forbrugerens forklaring, efter hvilken han ikke var skyld i sammenbruddet. Lennart Lynge Andersen efterlader det indtryk, at kendskabet til gearkasseproblemerne ved bilmodellen var af betydning, derved, at det er den eneste del af faktum, han gengiver.[63] Som vist i kap. 2.4. kræver tilkendelse af udlægsret som altovervejende hovedregel, at der foreligger forhold, som kan bebrejdes forbrugeren. Om gearkassen er kendt for at være skrøbelig eller slidstærk, siger intet om, hvorvidt forbrugeren konkret har udvist forsømmelighed, hvorfor det ville være udtryk for fravigelse af hovedreglen, hvis der lagdes afgørende vægt herpå. Det vurderes derfor, at kendskabet til gearkassens skrøbelighed ikke var afgørende. Afgørende var derimod forbrugerens forklaring om, at han ikke havde handlet culpøst. Fortolkningen har betydning for afgørelsens rækkevidde. Den her anlagte fortolkning betyder, at kendelsen også er præjudicerende for tilfælde, hvor der ikke er tale om en velkendt fejl ved den pågældende bilmodel, hvorfor det kan konkluderes, at mekaniske defekter kun kan udløse udlæg for restfordringen, hvis defekten skyldes forbrugerens irregulære adfærd.   

Så vidt ses er der aldrig tilkendt udlæg for restfordring støttet på, at defekten ved den tilbagetagne bil skyldes forbrugerens fejlbetjening af f.eks koblingen. Uagtsomheden ved en sådan fejlbetjening er så ringe at udlæg må nægtes. Omvendt må det være muligt at støtte krav på udlæg i forbindelse med mekaniske defekter på bilens anvendelse, hvis forbrugeren eksempelvis benytter bilen til motorsport. Selvom denne anvendelse ikke sigter på at skade bilen forøges risikoen for sammenbrud markant, og risikoforøgelsen beror på forbrugerens adfærd. Samtidig strider anvendelsen til motorsport mod finansieringskontrakternes vilkår. Kontrakterne indeholder således undtagelsesfrit begrænsninger for bilens anvendelse. Vilkårene spænder fra generelle påbud om at anvende bilen på ”...forskriftsmæssig måde...”[64] til bestemmelse som indeholder forbud mod, at den ”...anvendes til motorsport eller lignende.[65]

6.5. Manglende vedligeholdelse

Vedligeholdelse af biler spænder fra renholdelse til mekanisk service. Den almindelige forbrugers bidrag til vedligeholdelsen består i renholdelse og afgørelsen af, hvornår og hvor den skal til service.

I praksis ses spørgsmålet om tilsidesættelse af vedligeholdelsespligten kun berørt i UfR 2002.540 H. Heri anførtes det, at forbrugeren havde vedligeholdt bilen forsvarligt. Hvori vedligeholdelsen nærmere bestod, nævner de tre instanser intet om, hvorfor kendelsen ikke hjælper til at fastlægge retsnormen. Der kan ikke kompenseres for den manglende retspraksis ved at søge inspiration i praksis omkring andre løsøregenstande, da biler er særegne derved, at der medfølger en udførlig servicebog indeholdende serviceforskrifter og -intervaller ved købet.

Finansieringskontrakterne stiller krav om god vedligeholdelse. Det er således kontraktsstridigt ikke at vedligeholde bilen, hvilket påvirker culpavurderingen.[66] Kontrakterne henviser ikke til servicebøgernes forskrifter, men derimod til en standard om god vedligeholdelse, hvorfor udskydelse af service ikke nødvendigvis er kontraktsstridigt. Henrik Rothe anfører, at der foreligger særlige omstændigheder, hvis forbrugeren helt har undladt at vedligeholde med smøring og service.[67] Denne antagelse synes for kategorisk. Udlægsmuligheden må begrænses til tilfælde, hvor forskrifterne i servicebogen er blevet tilsidesat, da det er den eneste del af vedligeholdelsen, som er konkretiseret. Selv når intervallet oversiddes er det tvivlsomt, om der skal tilkendes udlægsret. Uanset om udskiftningsintervaller køberetligt kvalificeres som indeståelse eller faktiske oplysninger, har serviceforskrifterne ikke afgørende betydning i låneforholdet. Lånekontrakterne gør ikke servicebogens anvisninger til kontraktmæssige forpligtelser, hvorfor tilsidesættelse af forskrifterne ikke er kontraktsstridig adfærd, hvoraf følger at kravene til tilregnelsen ikke kan slækkes.

Har tilsidesættelsen af serviceforskrifterne ikke medført konkrete skader, vil værditabet – grundet den ufuldstændige servicebog – være så beskedent, at der ikke kan tilkendes udlæg for restfordring i den anledning.[68] Den typiske skade ved oversiddelse af serviceinterval er tandremsbrud. Tandremme skal skiftes ved efter 80-120.000 km., eller når de er to til tre år gamle. Køres der væsentligt længere uden tandremsskift, øges risikoen for, at den brister med kostbart motorhavari til følge. Det må antages, at kun kilometerbegrænsningen er så kendt, at tilsidesættelse kan medføre udlægsret, samt at der skal køres væsentligt udover det foreskrevne interval, førend der kan tilkendes udlæg, da forbrugeren ikke handler kontraktsstridigt ved at tilsidesætte intervallet.

6.6. Delkonklusion

Den blotte konstatering af, at den tilbagetagne bil, på grund af forhold ved denne eller ydre omstændigheder, er mindre værd end kreditor kunne påregne er ikke tilstrækkeligt for tilkendelse af udlæg for restfordringen. Et væsentligt værdispring indgår dog i den samlede vurdering, som moment til støtte for udlægsret.

Tilkendelse af udlæg på grund af uforventeligt højt kilometertal, må reserveres for eksorbitante tilfælde. Ved trafikale skader er det udelukkende skadens økonomiske betydning som er afgørende. Mekaniske defekter kan kun udløse udlæg for restfordringen, hvis de skyldes forbrugerens irregulære adfærd. Udlægsret grundet manglende vedligeholdelse må begrænses til tilfælde hvor kørsel væsentligt udover et foreskrevet serviceinterval har medført konkret skade på bilen.  

7. Tilregnelsen og beviset derfor

Da der ikke gælder nogen objektiv værdispringsregel, må det fastlægges, hvem der skal bevise forbrugerens uagtsomme adfærd og hvilken grad af uagtsomhed, der kræves godtgjort for at tilkende udlæg for restfordringen.

7.1. Bevisbyrdens placering

Først skal de bevisbyrdemæssige konsekvenser af ”Gearkasse-sagen”[69] undersøges. Hvis fogedrettens henvisning til forbrugerens oplysninger læses som henvisende til, at det drejede sig om en kendt defekt ved den pågældende bilmodel, kan kendelsen siges at antyde, at det er forbrugeren, som skal bevise, at den værdiforringende mangel/skade ikke kan tilregnes ham. Som ovenfor anført, kan dette moment ikke antages at have været bærende for resultatet. Fra afgørelsen kan det således ikke sluttes, at der tilkendes udlæg for restfordring, hvis forbrugeren ikke kan føre disculpationsbevis, når bilen ved tilbagetagelsen har mekanisk defekt.

Bevisbyrdeteoretisk er denne læsning af dommen velfunderet. Når kreditor påberåber sig en undtagelsesbestemmelse, som er betinget af særlige omstændigheders tilstedeværelse, bærer han bevisbyrden for, at disse betingende omstændigheder er til stede.[70] Som eksempel på at netop udlægsmulighedens karakter af undtagelsesbestemmelse taler for at lægge bevisbyrden på kreditor kan henvises til første fogedretskendelse i den sag, som blev endeligt afgjort med

UfR 2002.540 H[71]. Fogedrettens præmisser indledes med, at kreditor som hovedregel ikke kan foretage udlæg for restfordringen, hvorefter det anføres, at retten ”...efter den bevisførelse der er fundet sted for fogedretten...” lægger forbrugerens forklaring om bulerne til grund. Kreditor havde ikke begæret bilen besigtiget, og dermed ikke forsøgt at imødegå forbrugerens forklaring, efter hvilken skaderne var påført af ukendte trediemænd, på effektiv måde. Fogedrettens forbehold om bevisførelsen viser, at det afgørende var bevisusikkerheden, som kreditor måtte bære risikoen for.

7.2. Uagtsomhedsnormen

Som vist i kap. 2.4. er udlægsmuligheden i KAL § 41 undtagelsen fra den altovervejende hoved-

regel, hvilket taler for at stille krav om nogen uagtsomhed før udlæg tillades. Retspraksis efterlader da også det indtryk, at der skal en vis kvalificeret forsømmelighed til, førend kreditor tilkendes udlæg. Til illustration nævnes fogedretskendelsen i UfR 2001.1188 Ø, hvor det anføres, at der skal ”...foreligge et særligt kvalificeret, formentlig culpøst forhold...”.[72] Landsretten omgjorde

fogedrettens kendelse og tilkendte udlægsret under henvisning til den manglende forsikringsanmeldelse, fortsatte anvendelse og udbedringsomkostningernes anselige størrelse. Forbrugeren havde oplyst, at han selv havde påført bilen skaden ved under kørslen at overse en metalstolpe, som skrabede hen ad bilens side. Denne uagtsomhed var tilsyneladende ikke nok til i sig selv at udløse udlægsret for restfordringen efter KAL § 41. Ingen af afgørelserne tillægger udlægsret for et øjebliks uopmærksomhed. Kendelser, som tilkender udlægsret lægger, alle vægt på en flerhed af omstændigheder, hvilket også taler for, at der kræves en vis kvalificeret uagtsomhed. Når uagtsomhedsvurderingen flyttes fra skadens opståen, i anledning af tilsidesættelse af kontraktlige forpligtelser tilkendes udlæg ved mindre uagtsom skadesforvoldelse. Skadens opståen skal fortsat bero på forbrugerens forhold, men skadespåførsel ved ringe uagtsomhed kombineret med tilsidesættelse af kontraktlige forpligtelser er kumulativt udlægsbegrundende forsømmelighed.[73]

7.3. Kan skadens art påvirke tilregnelsesvurderingen

Negativt kan det siges, at nogle skader er af en sådan karakter, at det synes umuligt for kreditor, mod forbrugerens benægtelse, at godtgøre, at forbrugeren har forårsaget dem ved uagtsom adfærd. Her tænkes eksempelvis på stenslag i ruder og lak, som er så almindeligt forekommende og tilfældighedsprægede, at skadernes karakter taler imod uagtsomhed fra forbrugerens side. For andre

skadestyper ses skadernes karakter heller ikke at være blevet tillagt betydning for, om skaderne kan tilregnes forbrugeren. Tilbagetagelsesforretningen kan gennemføres for byretten med udmeldelse af syn og skøn for afklaring af skadernes mest sandsynlige årsag. Det er dog tvivlsomt, om skyldsspørgsmålet kan afklares herved, da de fleste skader kan påføres såvel uforskyldt som forsætligt. Dette betyder, at tilregnelsesspørgsmålet i de afsagte kendelser er afgjort uafhængigt af skadens karakter på baggrund af afgivne vidne- og partsforklaringer. Kendelsen UfR 1999.931 Ø[74] er tvivlsom, da der ikke var oplyst noget specifikt om omstændighederne ved skadernes indtræden. Svogerens forklaring om, at bilen havde været ”...smadret flere gange...” kan have gjort udslaget. Havde han i stedet forklaret, at bilen havde været indblandet i flere trafikuheld, havde der ikke implicit ligget en antydning af culpøs adfærd fra forbrugerens side, hvorfor udlæg for restfordring havde måttet afslås. Af kendelser, som ikke tilkender udlæg for restfordring, fordi forbrugeren forklarede, at han var uden skyld i skaden kan henvises til fogedretskendelsen i bilag 7, hvor skaderne efter det oplyste var påført af ukendte trediemænd og ”Gearkasse-sagen”[75], hvor forbrugeren oplyste, at han var uden skyld i gearkassens sammenbrud. Hvis bilen var brugt ved salget, skal kreditor endvidere bevise, at de mangler, som er ved tilbagetagelsen, ikke var til stede ved leveringen, hvilket i praksis kun ses berørt i vurderingsmandens rapport i UfR 1999.931 Ø, dog uden at momentet blev tillagt betydning.[76]

7.4. Delkonklusion

Sammenfattende kan det konkluderes, at kreditor skal bevise forbrugerens udlægsbegrundende adfærd. Der skal en vis kvalificeret forsømmelighed til, hvorfor udlægsadgang ofte begrundes i en mangfoldighed af omstændigheder. Skadens art er almindeligvis uden betydning for bevisbedømmelsen.

8. Hindringer i vejen for tilbagetagelsen

Af eksemplificeringen i KAL § 41 følger, at kreditor kan foretage udlæg for restfordringen, hvis forbrugeren har lagt hindringer i vejen for tilbagetagelsen. Denne undtagelsesmulighed er givet for at beskytte kreditor mod det tab, som følger af salgsgenstandens værdinedgang i den periode, tilbagetagelsesforretningen forsinkes på grund af hindringerne, samt fordi forbrugerens hindringer kan forøge omkostningerne ved tilbagetagelsen. Omkostningerne ved tilbagetagelsen indgår i kreditors krav ved tilbagetagelsen, jf. KAL § 38, stk. 1, nr. 3. Undtagelsesreglen skal således også værne kreditor mod tab af omkostningerne i de tilfælde, hvor disse ikke dækkes af genstandens værdi efter KAL § 39, stk. 2.[77] Spørgsmålet er berørt flere gange i retspraksis.[78] I UfR 1999.1908 Ø påstod kærende udlægsret under anbringende af, at forbrugeren havde lagt hindringer i vejen for tilbagetagelsen. Faktum var:

Inkassationsforløbet strakte sig over ca. 11 mdr. Rekvisitus var først forsøgt tilsagt til møde i Københavns Fogedret. Herefter blev sagen indbragt for fogedretten i Tårnby. Rekvisitus udeblev fra det først berammede møde. Dernæst fulgte 4 forgæves tilsigelser, inden rekvisitus blev politifremstillet. På mødet oplyste rekvisitus urigtigt, at bilen var solgt, hvorefter rekvirenten blev indsat i besiddelse af bilen. Indkærede udtalte sig ikke under kæremålet. Landsretten fandt, at rekvisitus havde lagt hindringer i vejen for tilbagetagelsen.

Som kendelsen er gengivet i UfR, er det ikke muligt at konstatere, om det kunne tilskrives forbrugerens forhold, at fogedrekvisitionerne ikke umiddelbart kunne forkyndes for ham. Der er heller ikke oplyst om bevæggrunden for udeblivelsen. Det eneste, der med sikkerhed kunne tilregnes forbrugeren som culpøst, var den urigtige oplysning om, at bilen var solgt videre. Usandheden kan ikke begrunde udlægsadgangen, da den ikke udsatte forretningen yderligere, idet sandheden kom frem på fogedretsmødet. Usandheden medførte derfor ikke noget tab for kreditor.[79]

I ”Gearkasse-sagen”[80] nedlagde kreditor påstand om, at forbrugeren havde lagt hindringer i vejen for tilbagetagelse ved at sidde kreditors opfordringer til at nå en mindelig udenretlig løsning overhørig.[81] Landsretten afslog tilkendelse af udlæg. At KAL § 41 begrænses til tilfælde, hvor der er lagt hindringer i vejen for en indenretlig tilbagetagelse, korrelerer med reguleringen af fremgangsmåden ved tilbagetagelsen i KALs kapitel 10, særligt tilbagetagelsespligten i KAL § 35 og KAL § 48, som begrænser kreditors rettigheder efter aftalebaseret udenretlig tilbagetagelse og selvtægt. KAL indeholder således et enstrenget tilbagetagelsessystem, som forbrugeren er berettiget til at forlade sig på.

9. Den betalingsdygtige forbrugers anvendelse af tilbagetagelsesreglerne

Når det således er præciseret hvilke krav, der stilles til bilen og tilbagetagelsens tidsmæssige udstrækning, skal det i dette kapitel undersøges, om opgørelsesreglerne beskytter den betalingsdygtige forbruger, som stopper betalingerne på lånet for at initiere tilbagetagelsen. Spørgsmålet ses ikke prøvet i praksis.

Kreditor skal, selvom den misligholdende forbruger er betalingsdygtig, indlede fyldestgørelsen ved tilbagetagelse af bilen, hvilket følger af KAL § 35, stk.1, 1. pkt., hvori der ikke kan indfortolkes subjektive momenter. Kreditor har kun mulighed for at foretage udlæg for restfordringen, hvis forbrugerens bevidste misligholdelse er en ”...særlig omstændighed...”, eller hvis retsstridighedssynspunkter forhindrer forbrugeren i at opnå kendelse efter hovedreglen i KAL § 41.

9.1.1. Terminologi

Terminologiske overvejelser gøres almindeligvis i indledende metodeafsnit. Ordvalget har imidlertid kun betydning for afhandlingens anden del, hvorfor afsnittet er placeret her.

Ordet ”tilbagetagelse” i KAL § 35 tilkendegiver, at initiativet udspringer fra kreditor, hvorfor det ikke er dækkende for tilfælde, hvor den betalingsdygtige forbruger stopper betalingerne for at initiere tilbagetagelsen. ”Tilbagelevering” forudsætter, at bilen leveres tilbage, hvilket ikke er tilfældet, da den tages tilbage. Ordet ”hæve” bruges i Kreditkøbsbetænkningen, men beskriver almindeligvis en gensidighedsbeføjelse, som fordrer modpartens kontraktsbrud. Her foreligger ikke noget kontraktsbrud fra kreditors side. ”Fortrydelse” og ”tilbagetrædelse” bruges om tilfælde, hvor den ene part uden modpartens kontraktsbrud kan diktere aftalens bortfald ex tunc. Ved de forbrugerinitierede tilbagetagelsesforretninger må kreditor regne sig fordringen - opgjort efter KAL § 38 - til gode, hvorfor benævnelserne ikke er dækkende.

Retsvirkningen af den betalingsdygtige forbrugers eventuelle beskyttelse af opgørelsesreglerne er, at forbrugeren på ethvert tidspunkt i amortiseringsperioden kan vælge, om låneforholdet skal afvikles ved tilbagetagelse af det solgte.[82] I afhandlingen anvendes derfor ordet afviklingsret.

9.1.2. Dansk rets udgangspunkt

Dansk ret bygger på det princip, at aftaler er bindende for parterne. Dette følger af  Danske Lov 5-1-1 og 5-1-2 og af Aftalelovens § 1, efter hvilke tilbud og accept af tilbud er bindende. Dog kan en viljeserklæring under visse omstændigheder tilbagekaldes, inden den har virket bestemmende på modtageren jf. Aftalelovens § 39, 2. pkt. En aftalepart kan dog fragå en gyldigt indgået aftale, hvis modydelsen er behæftet med hævebegrundende mangler, der foreligger hæveberettigende forsinkelse, eller hvis væsentlige, bestemmende og kendelige forudsætninger brister og bevirker aftalens ugyldighed. Der er således ikke nogen generel fortrydelsesret, men flere særlove har fortrydelsesbestemmelser, og fortrydelsesret ved løsørekøb kan endvidere være sædvanebaseret, jf. Købelovens § 1.

9.1.3. Fortrydelsesret ved bilkøb

Der foreligger hverken sædvanebaseret eller lovhjemlet fortrydelsesret ved bilkøb, og fortrydelsesret aftales kun undtagelsesvist. Biler købes sjældent under omstændigheder, som giver forbrugeren fortrydelsesret efter Forbrugeraftaleloven. Den eneste generelt anvendelige mulighed, forbrugeren har for at undgå naturalopfyldelse af et gyldigt bilkøb, er at annullere købet inden leveringen. Ved uberettiget annullation skal forbrugeren erstatte sælgeren dennes positive opfyldelsesinteresse. Tabsbegrænsningspligten forpligter sælgeren til at begrænse sine omkostninger, når påbudet om annullation er kommet frem.[83] Sælgeren skal derfor stoppe de leveringsforberedende foranstaltninger herunder omregistreringen af bilen. DAFs standardslutseddel indeholdt indtil årsskiftet bestemmelse om, at forbrugeren skulle betale 10 % af købesummen, ved annullation. Dette vilkår strider mod Aftalelovens § 38C sammenholdt med § 36.[84] Der anvendes stadig slutsedler med dette vilkår, hvilket får betydning, hvis sælgeren kan godtgøre, at annullationen har påført ham et tab på mere end 10 % af købesummen. Vilkåret må nemlig antages at maksimere sælgerens erstatningskrav ved annullation, da det ikke bør tilsidesættes, når det påberåbes til skade for denne.

Særligt hvis udbetalingskravet i KAL § 34, stk. 1, nr. 4 ikke er overholdt, er det interessant for forbrugeren, om det økonomiske opgør i forbindelse med annullation inden leveringen følger reglerne i KAL kapitel 10. Hvis opgøret i dette tilfælde følger KAL § 41, skal forbrugeren nemlig ikke erstatte sælgeren dennes tab ved annullationen, hvilket han skal, hvis tilfældet reguleres af de almindelige obligationsretlige regler om annullation, jf. UfR 2002.706 H.  Af ordet ”...tilbagetagelse...” ses det, at KAL § 35 efter ordlyden kun regulerer tilfælde, hvor salgsgenstanden er leveret til forbrugeren. Opgørelsesreglernes anvendelse ved uberettiget annullation, vil derfor være udtryk for analogisk anvendelse. Spørgsmålet blev prøvet i UfR 1987.692 V, hvor to ud af tre dommere, under henvisning til at den foreslåede fortrydelsesbestemmelse udgik ved lovens tilblivelse, voterede for, at opgøret ikke skulle følge KALs regler.[85]

9.2. Regelkonsensusfortolkning

I dette kapitel skal det undersøges, om anvendelsen af KAL § 41 som afviklingsret adskiller sig så væsentligt fra det forbrugerretlige regelkompleks, at reglen må fortolkes således, at den ikke giver den betalingsdygtige forbruger afviklingsret.

9.2.1. Lovhjemlet fortrydelsesret i forskellige forbrugerbeskyttelseslove

I flere forbrugerbeskyttende særlove er der givet regler om fortrydelsesret. Nedenfor søges karakteristika for disse fortrydelsesbestemmelser udsondret ved undersøgelse af lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom[86], Forbrugeraftaleloven[87] og lov om forbrugeraftaler, der giver brugsret til fast ejendom på timesharebasis[88].

9.2.1.1. Aftalens parter

Fortrydelsesbestemmelserne i de undersøgte love beskytter kun kontraktsparter, som ved den retshandel, hvori der indrømmes dem fortrydelsesret, handlede ikke erhvervsmæssigt. I TSL og forbrugeraftaleloven er kriteriet, at den berettigede ”...hovedsagelig handler uden...” for sit erhverv.[89] Denne definitionen af det beskyttede subjekt indførtes ved lov nr. 1098 af 21. december 1994[90], hvorved synbarhedskriteriet udgik. I LFFE er der fortrydelsesret, hvis ”...ejendommen hovedsagelig er bestemt til beboelse for køberen...”, jf. LFFE § 6, stk. 1  

Fortrydelsesbestemmelserne i Forbrugeraftaleloven er begrænset til tilfælde, hvor dén, fortrydelsesretten bliver gjort gældende over for, handlede som led i sit erhverv, jf. lovens § 1, stk. 2. I TSL er det tilstrækkeligt, hvis aftalen er formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende. Endeligt er fortrydelsesadgangen ved forbrugeres erhvervelse af fast ejendom, hverken betinget af sælgers eller formidlers erhvervsvirksomhed, jf. LFFE § 6, stk. 1, idet kun købers status har betydning. 

9.2.1.2. Fortrydelsesrettens tidsmæssige udstrækning

Alle de undersøgte fortrydelsesregler er tidsmæssigt begrænset. Fristen i Forbrugeraftalelovens fortrydelsesbestemmelser er 14 dage, jf. lovens §§ 6, stk. 1, 12 a og 13c. Fristerne løber fra forskellige tidspunkter ved aftalens indgåelse, leveringen eller ved leveringen af den første del af flere ydelser. I TSL § 8 er fortrydelsesfristen efter hovedreglen 10 dage fra aftalens indgåelse, dog således at fristen udstrækkes, hvis sælgeren har tilsidesat sin oplysningspligt, jf. lovens § 9. Ved forbrugeres erhvervelse af fast ejendom til egen beboelse og ved aftaler om køb eller opførelse af hele bygninger til samme formål, er fortrydelsesfristen 6 hverdage, jf. LFFE §§ 8 og 16.

9.2.1.3. Betingelser for fortrydelse

De nævnte fortrydelsesbestemmelser indeholder fakultativ ret til at fortryde uden krav om begrundelse. Der gælder forskellige formkrav. Eksempelvis kræver LFFE, at fortrydelsen meddeles skriftligt, jf. LFFE § 8. Anvendelse af de undersøgte fortrydelsesbestemmelser er som hovedregel gratis. Undtagelse herfra er gjort i LFFE, hvor fortrydelse er betinget af den fortrydendes betaling af godtgørelse på 1 % af købesummen til sælgeren, jf. LFFE § 11, stk. 1. Der skal dog kun betales godtgørelse, hvis sælgeren ikke handlede erhvervsmæssigt ved salget, jf. LFFE § 11, stk. 2. 

9.2.1.4. Oplysningspligt

Fortrydelsesreglerne er undtagelsesfrit kombineret med en forpligtelse for sælgeren eller formidleren til at oplyse kontraktsparten om dennes fortrydelsesret, jf. TSL § 6, stk. 3 kombineret med lovens bilag 2, pkt. 5, LFFE § 19 og Forbrugeraftalelovens §§ 7, 11, 11 a og 13 b.

9.2.1.5. Risikoen for genstanden

Fortrydelse efter Forbrugeraftaleloven er betinget af, at det købte tilbageleveres i ”...væsentlig samme stand og mængde...”, dog således at sælgeren bærer risikoen for salgsgenstandens hændelige forringelse, jf. lovens §§ 8, 12 a, stk. 6. Fortrydelse er efter LFFE § 10, stk. 3 betinget af, at køberen afhjælper skader, som han selv eller folk, som handlede i hans interesse, har påført ejendommen ved uagtsomhed. Køberen har bevisbyrden for, at skaderne ikke er påført ved uagtsomhed.

Forbrugeraftalelovens kap. 4 a om fortrydelsesret ved forsikringsaftaler og TSL indeholder ikke bestemmelser om risikoen for ”genstanden” indtil fortrydelsen, hvilket hænger sammen med ydelsernes immaterielle karakter.

9.2.1.6. Delkonklusion

De undersøgte love indeholder kun fortrydelsesbestemmelser for tilfælde, hvor køberen handler uden for sit erhverv. For så vidt angår sælgerens status, er der ikke samme homogenitet. Endvidere ses det, at hovedreglen om aftalers bindende karakter kun brydes af bestemmelser, som tillægger køberen fortrydelsesret i en kort periode efter aftalens indgåelse/levering/afgivelsen af nødvendige oplysninger. Hovedreglen er, at fortrydelsesbestemmelserne er fakultative og ikke betingede af betaling af godtgørelse. Lovene indeholder oplysningsforpligtelser til sikring af, at den berettigede bliver oplyst om fortrydelsesmuligheden. Sælgeren bærer risikoen for genstandens hændelige undergang indtil fortrydelsen.

9.2.2. Reglernes reklamations- og garantiudvidende karakter

Tilbagetagelsesreglerne kan siges at tilskynde sælgeren til at reparere salgsgenstanden vederlagsfrit efter garantiperiodens og reklamationsfristens udløb for at undgå forbrugerens misligholdelse.[91] Forbrugeren er beskyttet mod skjulte mangler via Købeloven.[92] Derudover ydes forbrugeren sædvanligvis garanti, på nye biler op til tre år, hvorimod der sjældent gives mere end 6 måneders garanti på brugte.[93] Udover disse forpligtelser yder importørerne typisk kulancemæssig godtgørelse til uforventelige reparationer, indtil bilen er tre år, såfremt den er serviceret forskriftsmæssigt på mærkeværksteder. Efter denne periode må forbrugeren selv betale for reparationer, uanset om det tekniske svigt skyldes en kendt svaghed ved bilmodellen. Forbrugere, som står over for en betydelig reparationsregning, har ofte svært ved at acceptere dette, da sælgeren eller importøren kunne have indkaldt bilerne for udskiftning af de skrøbelige dele inden sammenbruddet og derved sparet forbrugeren for meromkostninger til følgeskader. Når forhandlingerne med sælger og importør ikke bringer en acceptabel løsning, kan det være interessant for forbrugeren at benytte tilbagetagelsesreglerne som pressionsmiddel.

Frie forhandlere har ofte aftale[94] med flere finansieringsselskaber om finansiering af salgene. De frie forhandlere påtager sig sædvanligvis ikke at indestå for lånets tilbagebetaling, hverken ved oprindelige trepartsforhold eller ved efterfølgende transport af fordringen, jf. Gældsbrevslovens §§ 9 og 10. Tilbagetagelsen rammer derfor ikke forhandleren økonomisk, hvilket betyder, at truslen om at stoppe betalingerne ikke får denne til at reparere vederlagsfrit. De mærkerelaterede finansieringsselskaber udviser også modvilje mod at sammenkoble reklamationsretten og KALs opgørelsesregler. Dette synes sværere at forstå, da mærkefinansieringsselskaberne organisatorisk har sammefald-ende interesser med importøren. Denne kunne presse forhandlere, som nødigt vil miste forhandlingen af det pågældende mærke, til at reparere bilerne for at undgå sælgerens misligholdelse af lånet med tilbagetagelse af den defekte bil til følge. Så vidt ses har mærkefinansieringsselskaberne valgt at tilbagetage bilerne i defekt stand i stedet for at få forhandlerne til at reparere vederlagsfrit for forbrugeren.

Reglerne har således ikke fået garantiudvidende karakter på bilmarkedet forstået på den måde, at bilerne ikke bliver repareret vederlagsfrit for forbrugerne. Mange forbrugere vælger dog at stoppe betalingerne og lade bilen tilbagetage, når den står foran en dyrere reparation. Ved kreditkøb af nye biler betyder garantiperiodens længde og praksis for kulancemæssig godtgørelse, at spekulation i misligholdelse af lånet ved teknisk sammenbrud først bliver aktuelt, når bilen er blevet 3-4 år gammel. På dette tidspunkt er restgælden ofte større end bilens værdi. Forbrugerens valg står mellem at reparere bilen for egen regning eller bruge ”reparationspengene” som udbetaling på en anden bil. Den sidste løsning vælges især ved ”mandagsbiler”, som er blevet repareret så mange gange, at forbrugeren ikke er tryg ved at bære risikoen for dem, når sælgeren og importøren har meddelt, at de ikke længere vil betale for/til reparationerne.

9.2.3. Konsensusfortolkningens betydning for anvendelsen af KAL § 41 som afviklingshjemmel

Af de ovennævnte karakteristika for lovgivning om fortrydelsesret i visse forbrugerbeskyttende særlove, ses kun parters status at gå igen ved KALs opgørelsesreglers anvendelse som afviklingsregler. Materielt er anvendelsen af opgørelsesreglerne som afviklingsret en anomali af flere grunde. For det første fremgår det ikke eksplicit af reglerne, at de indeholder en fakultativ mulighed for forbrugeren til at afvikle låneforholdet. Desuden er anvendelsen af tilbagetrædelsesreglerne i KAL ikke begrænset til at finde anvendelse i en kort periode efter købet, men derimod netop interessant for forbrugeren nogen tid efter købet, hvor værdifaldet har indhentet udbetalingen efter KAL § 34, stk. 1, nr. 4. Der er heller ikke pligt for kreditor til at oplyse forbrugeren om, at afviklingsretten kan benyttes på ethvert tidspunkt i amortiseringsperioden.[95]

Selvom KALs opgørelsesregler ikke har bevirket, at forhandlerne betaler reparationer efter garantiperiodens og reklamationsfristens udløb, giver en eventuel afviklingsret forbrugeren mulighed for at slippe for byrden ved at bære risikoen for genstandens skjulte mangler eller tilfældige sammenbrud. Opgørelsesreglerne giver, såfremt de accepteres brugt som afviklingsret, således virkninger som bryder med køberetten. Anvendt som afviklingsret virker KALs opgørelsesregler således på en, for forbrugerretten, ukendt facon.

Anden lovgivning og retstraditionen indgår som fortolkningsbidrag for forståelsen af KALs anvendelsesområde.[96] Således er analog anvendelse af KAL § 48, stk. 2, på tilfælde hvor aftalen om tilbagetagelse var indgået uden aktuel misligholdelse af lånet, blevet afvist, da reglen i KAL § 48 er et ”...vidtgående indgreb i den almindelige frihed til at indgå bindende aftaler...”.[97] Afgørelsen er illustrativ for retstraditionens påvirkning af fortolkningen, men ikke materielt normerende for fastlæggelsen af om KAL § 41 indeholder afviklingsret. For så vidt angår retstraditionen, bryder den valgfrie afviklingsret med velindarbejdede principper. Reglerne i Aftaleloven og Danske Lov om aftalers bindende karakter mister betydning som normerende for fortolkningen af KAL § 41’s anvendelsesområde, ved at princippet som vist brydes i flere særlove. De viste særlove beskytter forbrugere, hvorfor der i forbrugerretten ikke kan siges at foreligge en så grundlæggende retsnorm om aftalers bindende kraft, at fortolkningen af KAL § 41’s anvendelsesområde påvirkes deraf.

Det kan så spørges, om muligheden for at anvende KAL § 41 som afviklingsret skal bortfortolkes, fordi den vil have et væsentligt andet indhold og er udformet anderledes end de viste loves fortrydelsesbestemmelser. At afviklingsretten i KAL er udformet anderledes hænger sammen med en kreditretlig tradition for at fokusere på oplysningsniveauet og derved sætte forbrugeren i stand til at indgå aftaler på fornuftig vis, hvorimod der i forbrugerretten er tradition for at beskytte forbrugeren mod forhastede beslutninger ved at indrømme denne en fortrydelsesret. En konsensussøgende fortolkning af KAL § 41, efter hvilken reglen ikke skulle kunne anvendes frit som afviklingsshjemmel, fordi den anvendt på denne måde afstedkommer nogle retsvirkninger, som er usædvanlige i forhold til forbrugerbeskyttende fortrydelsesbestemmelser, synes ikke indiceret. Dette navnlig fordi der ikke er tale om en fortrydelsesret, men derimod en opgørelsesregel, hvorfor opgørelsen nødvendigvis må adskille sig fra fortrydelsesreglerne i såvel økonomisk som tidsmæssig sammenhæng. 

9.3. Påvirkes anvendelsesområdet for KAL §§ 35 og 41 af kreditkøbsudvalgets overvejelser om indførelse af fortrydelsesret og behandlingen heraf i Folketinget

Spørgsmålet om indførelse af fortrydelsesret ved forbrugerkreditkøb blev behandlet af Kreditkøbsudvalget. Udvalget fandt det ønskeligt at give bestemmelser om fortrydelsesret i kreditkøb, idet den beskedne kontantindsats, som var nødvendig ved købets indgåelse, kunne afstedkomme, at nogle forbrugere forkøbte sig, samt under henvisning til at der i handelspraksis blev indrømmet køberne fortrydelsesret i et vist omfang.[98] Udvalget delte sig imidlertid på spørgsmålet om fortrydelsesrettens udformning og fremsatte to alternative lovforslag. Efter alternativ A var det frivilligt for kreditor, om han ville indrømme forbrugeren fortrydelsesret. Forbrugeren skulle blot have oplysning om, hvorvidt han havde fortrydelsesret eller ej, hvilket sikredes ved visse formkrav. Alternativ B indeholdt deklaratorisk bestemmelse om fortrydelsesret med fastsættelse af fortrydelsesfrist på en uge.

Justitsministeriet fandt det rigtigst at gennemføre alternativ B, hvorfor § 9 i det fremsatte lovforslag indeholdt bestemmelse i overensstemmelse hermed.[99] Mellem første og anden behandlingen foreslog udvalget, at forslagets § 9 skulle udgå af lovforslaget, og justitsministeren fremsatte ændringsforslag herom. Ved andenbehandlingen fremsatte to politikere ændringsforslag, hvorefter fortrydelsesretten skulle gøres beskyttelsespræceptiv.[100] Justitsministerens forslag blev vedtaget. Ingen af talerne ved første-, anden- eller tredjebehandlingen af lovforslaget berørte spørgsmålet om, hvorvidt det, med bestemmelserne svarende til KAL §§ 35 og 41, reelt blev muligt for forbrugeren på ethvert tidspunkt at afvikle mellemværendet. Dette selvom flere ordførere fremhævede den foreslåede fortrydelsesret som central for lovforslaget, og selvom kreditkøbsbetænkningen havde ladet spørgsmålet hænge i luften.[101]

Fra praksis ses det oprindelige forslag, om indførelse af lovbestemt fortrydelsesret, kun at have virket bestemmende i UfR 1987.692 V, hvor køber ved leveringsseddel med ejendomsforbehold havde købt møbler på kredit. Inden leveringen annullerede køberen handlen, hvorefter sælger påstod køber dømt til at erstatte dennes positive opfyldelsesinteresse. Købers subsidiære påstand var, at opgøret skulle følge tilbagetagelsesreglerne i KKL Flertallet på to dommere tog sælgerens påstand til følge under henvisning til, at tilbagetagelsesreglerne efter ordlyden kun finder anvendelse på sælgerens tilbagetagelse efter  leveringen og i øvrigt med følgende præmisser:  Under folketingets behandling af lovforslaget til  kreditkøbsloven udgik et forslag om indførelse af fortrydelsesret for køberen. Da en anvendelse af  kreditkøbslovens opgørelsesregler i tilfælde, hvor det solgte endnu ikke er leveret til køberen på grund  af dennes misligholdelse af aftalen, reelt ville indebære en ret for køberen til at træde tilbage fra købet,  findes reglerne ikke at kunne anvendes i disse tilfælde.”

Ordet ”tilbagetagelse” i dagældende KKL § 23, som indholdsmæssigt svarede til KAL § 35 giver kun mening, hvis genstanden er leveret til sælgeren, da den ellers ikke kan tilbagetages, men kun tilbageholdes. Det pådømte tilfælde faldt således uden for tilbagetagelsesreglernes ordgrænse, hvorfor forkastelsen af fortrydelsesretsforslaget under folketingsbehandlingen anføres til støtte for ikke at anvende reglerne analogt på uberettiget annullation inden leveringen. Dommen er ikke præjudicerende for tilfælde af tilbagetagelse efter leveringen, da disse tilfælde ligger indenfor tilbagetagelsesreglernes ordgrænse. Domme er konkrete afgørelser, hvorfor det vil være at strække dommens præjudikatsværdi for vidt, hvis flertallets betragtninger om indførelse af fortrydelsesret anses for normerende for, om den betalingsdygtige forbrugers misligholdelse - for at initiere tilbagetagelse - er en særlig omstændighed efter KAL § 41.

Der ses ikke at være en så nær materiel lighed mellem den foreslåede fortrydelsesret efter alternativ B og en bevidst anvendelse af opgørelsesreglerne som afviklingsret i amortiseringsperioden, at forkastelse af førstnævnte er bestemmende for fortolkningen af opgørelsesreglernes anvendelsesområde, når der ikke udtrykkeligt blev taget stilling dertil. Forslagets behandling i Folketinget bringer således ikke fortolkningsbidrag til om den betalingsdygtige, men modvillige, forbruger er beskyttet af KAL § 41. 

9.4. Fortolkningsbidrag fra forarbejderne

Kreditkøbsudvalget var opmærksom på, at der i teorien havde været ytret betænkeligheder ved indførelsen af et system, hvorefter kreditor ved forbrugerens misligholdelse var henvist til at søge sig fyldestgjort ved tilbagetagelse af det solgte. I betænkning om køb på afbetaling anføres det således til støtte for den foreslåede § 9, stk. 2, efter hvilken sælgeren kunne foretage udlæg i køberens øvrige formue, at denne regel navnlig tilsigtede at beskytte sælger mod det tilfælde, ”hvor en betalingsdygtig køber modvilligt har undladt at betale for at fremkalde købets tilbagegang”, og at det ville være uheldigt, hvis reglerne om tilbagetagelse af det solgte skulle ”fremkalde det indtryk”, at køberne kunne træde tilbage fra handlen.[102] Efter Afbetalingsloven kunne sælgeren foretage udlæg for restfordringen efter tilbagetagelsen. Reglen i § 9, om at der ikke kunne foretages udlæg i den solgte genstand, og at køberen kunne henvise sælgeren til at tilbagetage det solgte, hvis udlæg ville påføre køberen ulempe, skyldtes, at fogedens vurdering af det solgte ved tilbagetagelsen var gunstigere for køberen end udlæg med efterfølgende bortauktionering.[103] Der var således tale om betænkeligheder ved at påbyde kreditor at tage tingen tilbage, da den derved for køberen gunstigere vurdering af genstanden kunne misforstås som en generel ret til afvikling. Den modvillige, men betalingsdygtige køber, beskyttedes ikke af de gunstige opgørelsesregler, hvorfor denne ikke kunne henvise sælgeren til at tilbagetage det solgte.[104] Kreditkøbsudvalget var bekendt med nævnte betænkeligheder fra Afbetalingsbetænkningen og var endvidere opmærksom på, at der var ”...en nær sammenhæng mellem §§ 23 og 28...[105], derved at det enstrengede fyldestgørelsessystem ikke kun betød en høj værdiansættelse af genstanden i forbindelse med tilbagetagelse, men en hovedregel om afskæring af udlæg for restfordringen. Bekymringen gik også her på, at et sådant system kunne siges at indebære en ret for debitor til at afvikle købet på ethvert tidspunkt i amortiseringsperioden, da debitor blot kunne stoppe afdragene på lånet og afvente kreditors tilbagetagelse af salgsgenstanden. Til dette potentielle problem anførte udvalget:

Hertil må dog siges, at der næppe er grund til at tro, at ejendomsforbeholdskøberne bevidst gennem misligholdelse i større omfang vil søge at træde tilbage fra købene.[106]

Denne udtalelse giver ikke endeligt svar på, om hovedreglen om afskæring af udlæg for restfordringen finder anvendelse i alle tilfælde, hvor tilbagetagelsen initieres af en betalingsdygtig, men modvillig forbruger. Det kan med sikkerhed udledes, at udvalget ikke troede, at forbrugerne ville bruge bestemmelsen som afviklingsshjemmel i større omfang, og at udvalget var opmærksom på problematikken.

Ordet ”...bevidst...” i citatet henviser til, at forbrugerne ikke er tvunget til misligholdelse af økonomiske årsager, men derimod har valgt at misligholde for derved at initiere tilbagetagelsesforretningen. Havde ordene ”...søge at...” været udeladt, havde udtalelsen indeholdt et utvetydigt fortolkningsbidrag talende for, at reglerne indeholdt valgfri afviklingsret.  Med ordene ”...vil søge...” kan det siges, at Kreditkøbsudvalget ikke endeligt tog stilling til, om hovedreglen i KAL § 41 beskytter den bevidst misligholdende betalingsdygtige forbruger, som bruger bestemmelsen som afviklingshjemmel. Det er muligt, at ordet ”...søge...” skal læses som ”forsøge” og dermed fortolkes som indeholdende udvalgets reservation om, at den betalingsdygtige misligholdende ikke er omfattet af reglen om afskæring af udlæg for restfordringen, altså at motivationen kan være en særlig omstændighed. Ved denne fortolkning af udtalelsen kan leddet om omfanget af problemet læses som en forsikring til kreditgiverne om, at de ikke har grund til at frygte stor byrde ved at skulle undersøge de misligholdendes bevæggrunde for at sortere de ”...bevidst...” misligholdende fra.

På den anden side kan ordene ”...vil søge...” læses som kun henvisende til, at forbrugeren vil forsøge at få kreditor til at tilbagetage genstanden, men intet om det økonomiske opgør. Mod denne fortolkning taler, at det er oplagt, at betalingsmisligholdelsen vil få kreditor til at tilbagetage salgsgenstanden, da KAL § 35 kun tillader kreditor at søge fyldestgørelse ad den vej.

Kreditkøbsudvalgets udtalelse blev afgivet til imødegåelse af den nævnte bekymring og umiddelbart i forlængelsen af præsentationen deraf og i et særskilt afsnit, hvorfor konteksten tilsiger, at udvalgets bemærkninger om problemet skulle indeholde relevante fortolkningsbidrag til forståelsen af reglen. Udvalget valgte imidlertid at lade spørgsmålet hænge i luften.

Et mindretal på to udvalgsmedlemmer[107] kunne ikke støtte KKL § 28, bl.a. ud fra den betragtning, at aftaler skulle holdes.[108] Dette taler for at forstå flertallets vage udtalelse for indeholdende accept af, at reglerne kan benyttes af den betalingsdygtige forbruger som afviklingsret. Når flertallets bidrag kun peger i retning af afviklingsret, når den holdes op imod mindretallets bekymring, må fortolkningsbidraget betegnes som særdeles vagt. Når dette sammenholdes med, at fortolkningsbidrag fra forarbejder forældes over tid[109], må det siges, at forarbejderne ikke indeholder afgørende fortolkningsbidrag for, om KALs opgørelsesregler kan anvendes som afviklingsret, da spørgsmålet ikke er prøvet ved domstolene her 24 år efter betænkningens afgivelse.

9.5. Formålsfortolkning

Det kan overvejes, om KALs karakter af social beskyttelseslov forhindrer den betalingsdygtige forbruger i at anvende opgørelsesreglerne som afviklingsret. Der foreligger ikke afgørelser til belysning af spørgsmålet. Af bemærkningerne til KKL fremgår, at den har karakter af social beskyttelseslov.[110] Dette har udmøntet sig i, at forbrugere gives større beskyttelse end andre låntagere. Det blev overvejet, om der skulle sondres mellem forbrugerkøbene, således at forbrugerkøb af dyre genstande ikke skulle have samme høje beskyttelsesniveau. Det blev dog ved overvejelserne, da der ønskedes så få sondringer som muligt i loven. Målsætningen med KAL §§ 35 og 41 er tohovedet, derved at beskyttelsen af forbrugeren og saneringen af ejendomsforbeholdssalget søges sikret samtidigt. Forbrugerens mulighed for at anvende reglerne som afviklingsret, motiverer kreditgiverne til at være opmærksomme på, at lånevilkårene fastsættes, så restværdien kontinuerligt mindst modsvarer restgælden. Afviklingsretten styrker således reglernes sanering af ejendomsforbeholdssalget.

Endvidere må der antages at skulle foreligge en vis kvalificeret upåregnelighed, hvilket ikke er tilfældet ved KAL § 41’s anvendelse som afviklingsret, førend anvendelsen af en retsposition i strid med reglens kerneområde skal bortfortolkes som formålsstridig.

Alt dette, sammenholdt med den generelle objektivering af forbrugerretten[111], betyder, at lovens karakter af social beskyttelseslov ikke forhindrer, at tilbagetagelsesreglerne anvendes som afviklingsret.

9.6. Fortolkningsbidrag fra fællesskabsretten

Det fremgår af bemærkningerne til forslaget til KAL, at loven skulle implementere to EF-direktiver om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og bestemmelser om forbrugerkredit.[112] Implementeringslovgivning formodes at tilsigte konformitet med det fællesskabsretlige ophav.[113] Det  bør derfor undersøges, om direktiverne indeholder bestemmelser om det økonomiske opgør med den betalingsdygtige, men modvillige forbruger. Tilbagetagelse af det solgte er reguleret i direktiv 87/102/EØF. Det følger af art. 7, at regnskabet parterne imellem ved tilbagetagelsen ikke må medføre nogen uberettiget berigelse. Artiklen afslører ikke, om det gælder begge veje, således at den også afskærer forbrugeren fra at opnå en uberettiget berigelse. Direktivet er, efter art. 15, ikke  til hinder for national lovgivning, som giver forbrugeren en bedre beskyttelse. Direktivets karakter af minimumsdirektiv betyder, at det ikke indeholder fortolkningsbidrag til afgørelse af, om de danske regler indeholder afviklingsret.

9.7. Retsstridighedssynspunkter

Det kan overvejes om det er retsstridigt, hvis en betalingsdygtig forbruger forsøger at anvende opgørelsesreglerne i KAL som afviklingsret.

Der gælder en loyalitetsforpligtelse i skyldforhold.[114] Retsgrundsætningen forpligter parterne til, i udøvelsen af deres rettigheder, at vise rimelige hensyn til sine kontraktparters interesser. Der er særligt plads for konkretisering af specifikke pligter ud fra sådanne loyalitetsbetragtninger for så vidt angår ikke aftale- eller lovnormerede biforpligtelser. Dette er en følge af, at aftaler og lovbestemmelser traditionelt er ordknappe og derfor må suppleres med almindelige retssætninger for fastlæggelse af biforpligtelser, som er nødvendige for skyldforholdets hensigtsmæssige afvikling. Betalingsforpligtelsen er forbrugerens hovedforpligtelse i kreditkøb, og tilsidesættelsen heraf er nært reguleret i KAL §§ 35 og 41, hvorfor almindelige loyalitetsbetragtninger ikke er afgørende for, om den betalingsdygtige forbruger har afviklingsret.

En formelt bestående ret kan begrænses, hvis parten ikke har nogen berettiget interesse i rettighedens udøvelse, men udelukkende holder sig til formaliteten for at chikanere modparten, jf.

UfR 1981.300 H. Den betalingsdygtige, men modvillige forbruger, har en åbenbar økonomisk interesse i at initiere tilbagetagelse, hvis restgælden overstiger bilens værdi, da han ved kendelse efter hovedreglen i KAL § 41 vil forbedre sin formuemæssige stilling, hvorfor chikanebetragtninger er uaktuelle.

9.8. Delkonklusion

Det kan konkluderes, at opgørelsesreglen kan anvendes som afviklingsret på ethvert tidspunkt i amortiseringsperioden uden hensyntagen til forbrugerens subjektive bevæggrunde for misligholdelsen. Forbrugeren er ikke forpligtet til at medvirke til hurtig udenretlig tilbagetagelse efter misligholdelsen af kontrakten, men er berettiget til at afvente indenretlig tilbagetagelse.

10. En dysfunktionel afviklingsret

Indførelsen af afviklingsret var ikke hensigten med reglerne, men som vist konsekvensen. Som optakt til forslag til lovændring på området skal det undersøges, om reglerne egner sig som afviklingshjemmel.

10.1. Regelkommunikationsproblemet

Som vist er de eksplicitte fortrydelsesbestemmelser kombineret med en pligt for kontraktsparten til at informere den berettigede om dennes fortrydelsesret.[115] Dette er ikke tilfældet i KAL, hvilket betyder, at tilfældigheder afgør, hvem der benytter reglerne. Det kan frygtes, at det er de forbrugere, som har størst behov for afviklingsretten, som er dårligst orienterede om muligheden. KAL kan fraviges til skade for forbrugeren ved efterfølgende aftale, jf. KAL § 7. Forbrugere som ikke kender afviklingsretten, kan f.eks. i forbindelse med indgåelse af afdragsordning ved misligholdelse give kreditor underpant i bilen. Træder kreditor efterfølgende til pantet, er han ikke begrænset af KAL § 41. Forbrugere, som kender afviklingsretten, vil sjældent indgå sådanne aftaler.

10.2. Uklarhed  om afviklingsrettens grænser betyder, at forbrugere accepterer at betale fordringer, som ikke ville kunne danne grundlag for udlæg

Usikkerhed om forståelsen af  KAL § 41 bevirker, at en del forbrugere, over for hvem tilbagetagelse via retten ville afskære kreditor fra udlæg for restfordring, i stedet vælger at sælge bilen og dernæst betale restgælden.

I og med at opgørelsesreglen i § 41 er formuleret som en opgørelsesregel med mulighed for undtagelsesvist at gøre restfordringen gældende og ikke en klar og utvetydig fortrydelsesbestemmelse, har forbrugerne svært ved at afgøre hvilke skader, der giver kreditor ret til at foretage udlæg for restfordringen. I forbindelse med mit arbejde er jeg blevet præsenteret for tilfælde, som efterlader det indtryk, at nogle finansieringsselskaber forsøger at vildlede forbrugerne om reglernes indhold i forbindelse med udenretlig tilbagetagelse. Til illustration kan følgende eksempel fremhæves: 

              Forbrugeren skrev til kreditor, at han ville tilbagelevere bilen til fuld og endelig afvikling af gælden.  Kreditor henviste til forhandler, hvortil tilbagelevering kunne ske og oplyste samtidig, at en sådan tilbagelevering var betinget af, at bilen var i god stand ”...hvilket indebærer at der ikke må være buler  og ridser osv.”. Samtidig forbeholdt selskabet sig ret til at ”...vende tilbage til...” forbrugeren efter tilbageleveringen, såfremt bilens stand var utilfredsstillende. Ved tilbageleveringen blev der konstateret     ”...stenslag i forruden, der skal skiftes. Desuden er der ridser på h. fordør og stenslag på frontklap...”, og  at udbedringsomkostningerne var vurderet til  4.500 kr. Videre redegjorde kreditor for KAL på følgende  måde: ”som det sikkert er Dem bekendt,  fremgår det af samme lov, at bilen ved tilbageleveringen skal  være i orden”.[116]

Denne fremstilling af retstilstanden er, som det fremgår af det ovenstående, misvisende. Ikke desto mindre vil en del forbrugere vælge at betale skadesudbedringerne, når de modtager et sådant brev. Forbrugere, som ikke kender KALs regler, vil vurdere om det ikke er klogest at betale et trods alt beskedent beløb for at undgå, at sagen indbringes for retten. Der var tale om en udenretlig tilbagetagelse, hvorfor KAL § 48, stk. 2 afskærer kreditor fra at gøre aftale gældende, hvorefter der påhviler forbrugeren yderligere forpligtelser efter tilbagetagelsen. Kreditors eneste mulighed for at inddrive restfordringen var derfor at iværksætte en formel indenretlig tilbagetagelse og nedlægge påstand om udlæg for restfordringen. Kreditor misinformerede om fortolkningen af KAL § 41 og fortiede konsekvenserne af KAL § 48, stk. 2 for at få forbrugeren til at betale en restfordring - eller en del deraf - som selskabet ikke kunne få udlæg for. Forbrugeren kan kun sikre sig imod denne ubehagelige situation ved at afvente indenretlig tilbagetagelse. Dette gøres enkelt ved at stoppe betalingerne på lånet og køre ”gratis” indtil mødet i fogedretten. Denne fremgangsmåde kræver imidlertid også kendskab til reglernes funktion, hvortil kommer, at det byder nogle forbrugere imod at køre ”gratis” efter misligholdelsen, hvorfor udenretlig tilbagetagelse aftales.

Som vist har forbrugeren ikke pligt til at anmelde alle skader til forsikringsselskabet.[117] Alligevel er det kutyme, at kreditgiverne i forbindelse med udenretlig tilbagetagelse beder forbrugeren underskrive tilbageleveringserklæring, hvori kreditgiver bemyndiges til at anmelde samtlige skader til forbrugerens forsikringsselskab.[118]

Kreditorernes mulighed for at udnytte forbrugernes manglende kendskab til reglerne er en uheldig virkning af KAL § 41’s karakter af opgørelsesregel. Reglernes uklarhed forhindrer effektiv kommunikation til den enkelte forbruger om dennes muligheder og rettigheder, hvilket obstruerer reglernes fulde gennemslagskraft derved, at finansieringsselskaberne kan drage økonomisk fordel ved at agere som i de viste eksempler. 

10.3. Den processuelle klemme

Som vist ovenfor kan det være særdeles vanskeligt for forbrugeren at afgøre, om han er omfattet af KALs kap.10, da grænsen mellem de fritstående lån og trepartsforholdene er vanskelig at trække, samt fordi et kreditkøb efterfølgende kan være ændret ved ny aftale, således at KAL § 41 ikke længere afskærer udlæg for restfordring. Sådan aftale kan være gyldig da KAL kan fraviges ved efterfølgende aftale, jf. KAL § 7 modsætningsvist. Usikkerheden om aftalens juridiske klassificering betyder, at forbrugeren kan være interesseret i at afvente indenretlig tilbagetagelse. Retsusikkerheden kan obstruere muligheden for at nå til enighed om tilbagetagelse hurtigt efter, at det står klart, at forbrugeren ikke kan - eller ikke vil - betale flere afdrag. Aftales tilbagelevering inden betalingsforpligtelsen er misligholdt, kan kreditor foretage udlæg for restfordringen.[119] Det er usikkert hvilke krav, der stilles til kreditor om at anføre i tilbageleveringserklæringen, at restfordringen består efter en aftalt tilbagelevering før lånets misligholdelse. En kendelse fra Tåstrup fogedret afskar udlæg for restfordring, fordi kreditor ikke havde forbeholdt sig krav på restfordringen i sag, hvor der i tilbageleveringserklæringen stod ”...provenuet (anvendes) til (…) hel eller delvis fyldestgørelse...”[120] af gælden, hvorimod retten i Århus tilkendte udlæg i sag, hvor der i tilbageleveringserklæringen stod ”...til nedbringelse af gælden...[121]. Tilbageleveringerne i disse sager var ikke omfattet af reglen i KAL § 48, stk. 2, hvorfor parterne havde aftalefrihed. Aftalens indhold må blotlægges ved fortolkning, hvorfor koncipistreglen betyder, at uklarheder i tilbageleveringserklæringen fortolkes til skade for kreditor. Kendelsen fra Tåstrup synes dog noget vidtgående, da delvis nedbringelse naturligst må forstås som indeholdende forbehold om, at kreditor vil søge restgælden inddrevet. Denne udstrækning af koncipistreglen kan være en konsekvens af, at den almene forbruger tilbageleverer under den typeforudsætning, at det sker til fuld og endelig afvikling, hvorfor kreditor som den professionelle part bør sikre sig, at forbrugeren har forstået rækkevidden af den indgåede aftale.

For en umiddelbar betragtning synes forbrugeren sikret, blot tilbagetagelsen sker efter misligholdelse, da KAL § 48, stk. 2 så afskærer kreditor fra at påberåbe aftale, hvorefter der påhviler forbrugeren yderligere forpligtelser i anledning af købet. At dette ikke er en farbar vej skyldes, at det kan være vanskeligt for forbrugeren at afgøre, om købet er omfattet af kap. 10 i KAL. Forbrugeren er derfor nødsaget til at misligholde betalingsforpligtelsen og afvente indenretlig tilbagetagelse.

Af ”Gearkasse-sagen” følger, at kreditor ikke tilkendes udlægsret, blot fordi forbrugeren ikke vil samarbejde om udenretlig tilbagetagelse.[122] Denne afgørelse må anses for præjudicerende for tilfælde, hvor en betalingsdygtig forbruger udnytter afviklingsretten. Kreditor lider tab ved at tilbagetagelsen på denne måde udsættes, da fremgangsmåden betyder, at bilen bliver ældre og mere brugt inden tilbagetagelsen, og da tilbagetagelse via fogedretten koster fogedgebyr og omkostninger til advokat etc.

11. Forslag til lovændring 

Nærværende kapitel begrænses til retsteknisk baserede ”de lege ferenda” betragtninger.

Lovgivers primære motiv ved indførelsen af tilbagetagelsesreglerne var at få kreditgiverne til at fastsætte afdragsvilkårene således, at genstandens restværdi kontinuerligt overstiger restgælden. Tilsidesættelse af denne handlenorm er ikke strafsanktioneret, men blot civilretligt sanktioneret ved hovedreglen om afskæring af udlæg for restfordringen. Den civilretlige sanktions effektivitet kompromitteres af, at den bortfalder, hvis lånet erstattes ved novation, da der så kan forlanges underpant, jf. KAL § 7. Endvidere begrænses sanktionens effektivitet af, at afviklingsretten ikke er tilstrækkeligt kommunikeret.

Jeg skal derfor foreslå, at afviklingsretten formuleres positivt i loven efter samme mønster som indfrielsesretten i KAL § 26, samt at kreditor forpligtes til at oplyse forbrugeren om afviklingsretten og dens indhold ved aftalens indgåelse. Oplysningerne bør kræves på et særskilt dokument, så informationen ikke ”drukner” i de øvrige informationer, som kreditor skal give efter KALs kapitel 2.

12. Konklusion

Det er ved undersøgelse af de kaskoforsikringsmæssige forhold vist, at tilsidesættelse af forsikringspligten i finansieringskontrakten bevirker, at tilregnelsesvurderingens fokus flyttes fra skadens opståen til omstændigheder omkring bilens anvendelse i perioden uden dækning. Det er endvidere vist, at skadesforvoldelse ved simpel uagtsomhed kombineret med tilsidesættelse af forsikringspligten er tilstrækkeligt til tilkendelse af udlæg for restfordring. Der kan dog ikke antages at være ”objektivt ansvar” for tilsidesættelse af forsikringspligten, da dette ville stride mod præceptivitetsbestemmelsen i KAL § 7. Forbrugeren har ikke pligt til at anmelde enhver skade, som forsikringsselskabet ville være forpligtet til at dække. Det er skadens økonomiske betydning, som er afgørende for anmeldelsespligtens indtræden, hvorfor det er underordnet, om skaden er af kosmetisk eller driftsmæssig betydning. Finansieringskontrakterne indeholder ikke bestemmelser om anmeldelsespligt, hvorfor forbrugeren ikke handler kontraktsstridigt ved ikke at anmelde opståede skader. Dette betyder, at tilregnelsesvurderingen som udgangspunkt ikke flyttes fra skadens opståen, hvorfor udlæg for restfordring her kun kan tilkendes, hvis skaden er forvoldt ved forbrugerens irregulære adfærd. Ved meget store skader og bortkomst må principperne for tilregnelsesvurderingens forflyttelse og lempelse dog finde tilsvarende anvendelse ved manglende forsikringsanmeldelse.

Forsikringssummen træder i stedet for genstanden med den følge, at det økonomiske opgør skal følge KAL § 41 og ikke KAL § 42, stk. 2, når kreditor modtager forsikringssummen i stedet for bilen. Dette gælder også i tilfælde af underforsikring. Underforsikring er kontraktsstridigt, hvorfor reglerne om forflyttelse af og lempelse i tilregnelsesvurderingen finder anvendelse her. Modsat hertil er der ikke bestemmelser i lånekontrakterne om selvrisikoens størrelse, hvorfor forsikringer med endda ret høje selvrisikovilkår må accepteres som kontraktskonforme, hvorfor udgangspunktet om at lægge vægt på uagtsomheden ved skadens forvoldelse her må fastholdes. Selvrisiko på op til 16.000 kr. er accepteret som kontraktskonform. Hvor den øvre grænse ligger kan ikke fastlægges på baggrund af retspraksis.

For så vidt angår vurderingen af muligheden for tilkendelse af udlæg for restfordring baseret på bilens skader, konkluderes det indledningsvist, at der ikke gælder en objektiv værdispringsregel. Den blotte konstatering af, at værdien af den tilbagetagne bil er væsentligt lavere end kreditor kunne påregne ved lånets bevilling, er således ikke tilstrækkelig for tilkendelse af udlæg for restfordringen. Dette uanset om det uforventelige værdifald skyldes omstændigheder ved bilen eller ydre faktorer. Stort værdispring indgår dog som moment til støtte for tilkendelse af udlæg for restfordring. Også ved trafikale skader er det alene skadernes økonomiske konsekvenser, som er afgørende. Skader, som ikke forringer bilens værdi, kan dog ikke afstedkomme udlægsret uanset om afhjælpningsomkostningerne er høje. 

Det er undersøgt, om regelharmonifortolkning betyder, at den betalingsdygtige forbruger ikke beskyttes af KAL § 41. Ved undersøgelsen er det vist, at KALs regler, anvendt som afviklingsret, afstedkommer retsvirkninger, som adskiller sig væsentligt fra såvel dansk rets udgangspunkt som fra udvalgte særlove med fortrydelsesret. Det konkluderes, at harmonifortolkning ikke er afgørende for forståelsen af KAL § 41. At den foreslåede fortrydelsesbestemmelse udgik af lovforslaget under folketingsbehandlingen forud for vedtagelsen af KKL er heller ikke afgørende for, om reglerne kan anvendes som afviklingsret. Endvidere indeholder Kreditkøbsudvalgets bemærkninger om problematikken ej heller fortolkningsbidrag, som på nuværende tidspunkt binder fortolkningen af KAL i den henseende. KALs EF-retlige ophav er ikke afgørende for spørgsmålet. Forbrugerens anvendelse af denne formelt bestående ret skal ikke tilsidesættes som retsstridig retsudøvelse. Det kan således slutteligt konkluderes, at opgørelsesreglerne i KAL kan anvendes som afviklingsret af den betalingsdygtige forbruger.  

13. Summary in English

In this paper it is endeavoured to delimit which actual or legal defects a creditor must tolerate in connection with recapture of a car after a consumer's violation of the payment obligations in a purchase on credit. At the recapture the creditor only has the right to levy execution on the outstanding claims under special circumstances pursuant to § 41. The possibility of distrain is affected by the consumer's breech of contractual obligations. At contractual breech, the importance of the insurable matters is thoroughly examined. In this case the focus of judgement of imputation is transferred from the damage emergence to the disregard of the contractual obligations implying that cause of damage by poor negligence combined with disregard of the obligation to insure in the obligation to finance suffice award of execution for the outstanding claim. Furthermore, the consumer is not obligated to notify insurance damages even though these constitute to an extent for which it would be economically rational for the consumer to claim insurance cover. This in any case when the contract's duty on obligation to insure the loss of or damage to the car is performed.

Concerning trafficable damages the distinction between cosmetic and operational damages is of no importance. The exception under Credit Act § 41 should protect the creditor against the depreciative importance of the damage, which is why the decisive criterion is the economical importance of the damage. An objective rule of value depreciation does not apply why as for the trafficable as well as for the mechanical damages it is of importance whether the damage can be assigned to the consumer's irregular behaviour. Right of distrain is conditional on qualified negligent damage cause if contractual obligations are not set aside. Award of distrain is therefore often substantiated by a diversity of reprehensible circumstances. A large difference between the actual and expected value of the car at the time of repossessing constitute, however, and element supporting award of distrain.

It has been examined whether the principal rule on preclusion on right of distrain is of use when a solvent consumer initiates the repossessing by terminating the loan payments. In this connection it has been examined if the interpretation of the rules are affected by the following: that they - used as right of bedt settlement - give rise to legal effects which differentiate considerably from common principles in regard to the law of property and from consumer protective emergency acts with annulment clauses, that a proposed annulment clause in the law on purchase on credit did not pass the Danish Parliament and if there are considerable construed contributions available in the report on purchase on credit or in the rules' EC judicial source. It can be concluded that the provision contains an optional right of debt settlement for the consumer. It is suggested that the present right of settlement is maintained but that the rule is communicated explicitly by complementing the rules on repossessing with an explicit right of debt settlement for the consumer following the same pattern as stated under Credit Act § 26.  

14. Litteraturliste

Love

Afbetalingsloven, lov nr. 224 af 11. juni 1954 med senere ændringer

Forbrugeraftaleloven, lov nr. 139 af 29. marts 1978 med senere ændringer

Kreditkøbsloven, lov nr. 275 af 9. juni 1982 med senere ændringer

Kreditaftaleloven, lov nr. 398 af 13. juni 1990 med senere ændringer

Lov nr. 213 af 22. april 2002 om ændring af købeloven

Timeshareloven, lov nr. 234 af 2. april 1997 med senere ændringer

Betænkninger:

”Betænkning om KØB PÅ AFBETALING”, af 1950

Betænkning nr. 738 af 1975, ”Forbrugerkommissionens Betænkning III”

Betænkning nr. 839 af 1978, ”BETÆNKNING om KØB PÅ KREDIT”

Forarbejder fra Folketings Tidende

Folketings Tidende 1980-81 Folketingets forhandlinger, Bd. 1, spalte 328-331

Folketings Tidende 1981-82 Folketingets forhandlinger, Bd. 1, spalte 871-874

Folketings Tidende 1981-82 (2. samling) tillæg A, spalte 1637-1742

Folketings Tidende 1981-82 (2. samling) Folketingets forhandlinger. bd. 2, spalte 1953-1970

Folketings Tidende 1981-82 (2. samling) tillæg B, bd. 1, spalte 1109-1114

Folketings Tidende 1981-82 (2. samling) Folketingets forhandlinger. spalte 8264-8281

Folketings Tidende 1981-82 (2. samling) Folketingets forhandlinger. spalte 8511-8517

Folketings Tidende 1981-82. Tillæg C. spalte 581-594

 

Litteratur:

Andersen, Lennart Lynge: Lov om kreditaftaler. 3. reviderede udg.,1.oplag. Kbh., Thomson, 2001.

Evald, Jens: Retsmisbrug i formueretten. 1. udg. Kbh, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2001

Gomard, Bernhard: Obligationsret 1. del. 2. udg., 4. opl. Kbh, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1994.

Gomard, Bernhard: Obligationsret 2. del. 2. udg., 1. opl. Kbh, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1995. 

Lauridsen, Preben Stuer: Om ret og retsvidenskab. 2. opl. Holstebro, Gyldendal, 1994.

Rasmussen, EU-ret i kontekst. 2. udg., 1. opl. Kbh., Gad Jura, 1995.

Smith, Eva: Civilproces. 4. udg., 1. opl. Kbh., Thomson, 2000

 

Domme/Kendelser:

UfR 1981.300 H

UfR 1987.692 V

UfR 1996.1264 Ø

UfR 1998.67 H

UfR 1999.668 Ø

UfR 1999.931 Ø

UfR 1999.1441 V

UfR 1999.1908 Ø

Retten i Tåstrups kendelse af 26. februar 2002 i FS 7-4515/2001 Fiat Finansiering A/S mod Susanne H Andersen og Johnni Andersen

UfR 2001.1188 Ø

UfR 2002.540 H

Vestre Landsrets kendelse af 12.3.1998 i sag B-0336-98 Jysk Bilkredit A/S mod Michael Lausen

Højesterets dom af 4.1.2002 i sag 420/2000 Flemming Sølvsten Automobiler A/S mod Daniel Navne

Artikler:

Andersen, Smedegaard: Forbrugersynspunkter i obligationsretten. UfR 1979 B.144ff

Blok, Peter: Reform af reglerne om kreditkøb. Juristen, 1980, side 1-32

Illum, Knud: Bemærkninger til dommerfuldmægtig Hilmar Nielsens artikel om afbetalingskøb.  UfR 1964 B.113ff

Kristensen, Lene Pagter: Forbrugerklagenævnets afgørelser i sager om omgåelse af kreditaftaleloven ved indgåelse af lejeaftaler med køberet. Juridisk årbog 1999, side 31

Nielsen, Hilmar: Nogle problemer vedrørende lov om køb på afbetaling. UfR 1964 B.103ff

Pedersen, H. V. Godsk: En bemærkning om forbrugerbeskyttelse i kreditkøbslovens § 16, stk. 1.  UfR 1987 B.110

Rothe, Henrik: Fogedretlige problemer i forbindelse med kreditkøbsloven. UfR 1983 B.219

 


[1] I det følgende forkortet KAL.

[2] Lov nr. 226 af 6. april 1994, § 1, nr. 1.

[3] ”Næse til bilkøber blev begmand for långiver” af Jacob Svendsen, trykt i Politiken 20. december 2000, Erhvervsmagasinet s. 8.

[4] Lov nr. 213 ”Lov om ændring af lov om køb” , navnlig den nye formodningsregel i § 77 a, stk. 3.

[5] Lov nr. 398 af 13. juni.1990 ”Lov om kreditaftaler”, § 34, stk. 1, nr. 4.

[6] KAL § 53 ses kun anvendt ved ”Bekendtgørelse om undtagelse og fravigelse fra lov om kreditaftaler”, bkg.   nr. 497 af 13. juni 1994, som undtager kreditkøb af aktier, obligationer og andre finansielle investeringer fra KAL.

7  I samme retning se Børge Dahl ”Kreditkøbslov og kreditkøbslitteratur”, Juristen 1985, s. 65. 2. spalte.

 

[8]  Tages pant i strid med § 21, følger opgøret ved misligholdelse alligevel KAL § 41, jf. UfR 1998.67 H.

[9]  Lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler med senere ændringer.

10 Lov nr. 244 af 8. maj 1917 om køb på afbetaling.

[11] Lov nr. 275 af 9. juni 1982, ”Lov om køb på kredit”, i det følgende forkortet KKL.

[12] Betænkning nr. 839/1978, ”Betænkning om KØB PÅ KREDIT”.

[13] Rådets direktiver om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om  forbrugerkredit (87/102/EØF) og ændringsdirektiv dertil (90/88/EØF).

[14] Folketingstidende 1989/90 tillæg A, spalte 2077.

[15] Betænkning nr. 839/1978, ”Betænkning om KØB PÅ KREDIT”, s. 99, spalte 1.

[16] Betænkning nr. 839/1978, ”Betænkning om KØB PÅ KREDIT”, s. 52.

[17] Betænkning nr. 839/1978, ”Betænkning om KØB PÅ KREDIT”, s. 39 og s. 98.

[18] Betænkning nr. 839/1978, ”Betænkning om KØB PÅ KREDIT”, s. 98.

[19] Betænkning nr. 839/1978, ”Betænkning om KØB PÅ KREDIT”, s. 99.

[20] Om forholdet er et trepartsforhold – oprindeligt eller efterfølgende - undersøges ikke, idet der henvises til

    UfR 1995.192 H. Afhandlingen omhandler ikke fritstående lån, da opgøret ved misligholdelse af disse ikke reguleres af  KAL § 41.

[21] Kontrakterne er vedlagt som bilag 1 og 2.

[22] Dette er en gyldighedsbetingelse for ejendomsforbeholdet, jf. KAL § 34, stk. 1, nr. 1

[23] Se kontrakterne vedlagt som bilag 1 og 2.

24 Se § 2 i ”Generelle betingelser” i bilag 2 og lignende betingelse i § 3, nr. 2 i bilag 1.

 

[25] Den del behandles i kap. 5.5.

[26] Kendelsen er tvivlsom, da forholdet mere naturligt kunne henføres til KAL § 42, stk. 2.

[27] Lovbekendtgørelse nr. 726 af 24. oktober 1986.

[28] Svarende til KAL § 41, se note 14.

[29] Betænkning nr. 839/1978, ”Betænkning om KØB PÅ KREDIT”, s. 100 spalte 2.

[30] Henrik Rothe ”Fogedretlige problemer i forbindelse med kreditkøbsloven” i UfR 1983 B.223.

[31] Lov nr. 726 af 24. oktober 1986 om forsikringsaftaler med senere ændringer.

[32] Nedenfor forkortet DAF.

[33] Betænkning nr. 839/1978, ”Betænkning om KØB PÅ KREDIT”, s. 100 spalte 2

[34] Se nedenfor i kap. 5.4. og 5.5.

[35] Se finansieringskontrakter vedlagt som bilag 1 – 5.

[36] Se kontrakterne vedlagt som bilag 1 – 5.

[37] Se kap. 6.3.

[38] Refereret i kap. 4.

[39] Refereret i kap. 5.3.

[40] Refereret i kap. 4.

[41] Refereret i kap. 5.2.

42 Lauridsen: ”Om ret og retsvidenskab”, s. 101.

 

[43] Lovbekendtgørelse nr. 726 af 24. oktober 1986 om forsikringsaftaler.

[44] Gomard: ”Obligationsret 2. Del”, s. 122.

[45] Andersen: ”Lov om kreditaftaler”, s. 288ff.

[46] Refereret i kap. 5.4.

[47] Forsikringsbetingelserne indeholder ofte vilkår om, at forsikringen kan opsiges af parterne indtil 14 dage efter skadesanmeldelsen.

[48] Se kap. 2.4.

[49] Sag V.L. B-0336-98,  Jysk Bilkredit A/S mod Michael Lausen, nedenfor  ”Gearkasse-sagen”, vedlagt som bilag 6. 

   

[50] Folketingstidende 1981/1982 (2.samling) Tillæg A, spalte 1659f.

[51] Betænkning nr. 839/1978, ”Betænkning om KØB PÅ KREDIT”, s. 99, spalte 1, øverst.

[52] Lov nr. 213 ”Lov om ændring af lov om køb” og punkt 16 i præamplen til Europa-parlamentets og Rådets Direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed.

[53] Betænkning nr. 839/1978, ”Betænkning om KØB PÅ KREDIT”, s. 94.

54 Betænkning nr. 839/1978, ”Betænkning om KØB PÅ KREDIT”, s. 94.

 

[55] Antagelsen følger den obligationsretlige grundsætning: ”Cujus commodum, ejus periculum”.

[56] Se UfR 1983 B.219 ”Fogedretlige problemer i forbindelse med kreditkøbsloven”.

[57] Andersen: ”Lov om kreditaftaler med kommentarer”, s. 289.

58 Niveauet er fundet i DAF-kataloget.

 

[59] Se UfR 1983 B. 224 ”Fogedretlige problemer i forbindelse med kreditkøbsloven”.

[60] Betænkning nr. 839/1978, ”Betænkning om KØB PÅ KREDIT”, s. 99, spalte 1.

[61] Refereret i kap. 5.4.

[62] Kendelse er refereret i kap. 6.1. og vedlagt som bilag 6.

63 Andersen: ”Lov om kreditaftaler med kommentarer”, s. 289

 

[64] Se bilag 5.

[65] Se bilag 3.

[66] Se kap. 5.4. og 5.5.

67 Se UfR 1983 B.224 ”Fogedretlige problemer i forbindelse med kreditkøbsloven”

 

[68] Se kap. 6.1.3.

69 Kendelsen er refereret i kap. 6.1. og vedlagt som bilag 6.

 

[70] Smith: ”Civilproces”, s. 149ff

[71] Fogedretskendelsen er ikke gengivet i UfR, hvorfor den vedlægges som bilag 7.

[72] Refereret i kap. 5.4.

 

73 Se kap. 5.7.

[74] Refereret i kap. 6.2.

[75] Refereret i kap. 6.1.

[76] Refereret i kap. 6.2.

[77] Betænkning nr. 839/1978, ”Betænkning om KØB PÅ KREDIT”, p. 98, spalte 2

[78] I UfR 1999.931 Ø var der ikke procederet på, at forbrugeren havde lagt hindringer i vejen for tilbagetagelsen, selvom  forløbet kunne tale derfor.

79 Se UfR 1999.1441 V. 

 

[80] Kendelsen er refereret i kap. 6.1. og vedlagt som bilag 6.

[81] Se kæreskrift af 4. februar 1998 af advokat Poul Møller i bilag 6.

[82] Forbrugeren har ret til førtidig indfrielse, jf. KAL § 26.

[83] Gomard: ”Obligations Ret 1. Del”, s. 31.

[84] Jf. UfR 2002.706 H.

[85] Den foreslåede fortrydelsesbestemmelse er behandlet i kap. 9.3.

[86] Lov nr. 391 af 14 juni 1995. Nedenfor forkortet LFFE.

[87] Lov om visse forbrugeraftaler, jf. lovbkg, nr. 886 af 23. december 1987, senest ændret ved lov nr. 442 af 31. maj  2000

[88] Lov nr. 234 af 2. april 1997. Nedenfor forkortet TSL.

[89] Se TSL § 3  og Forbrugeraftalelovens § 1, stk. 2

[90] Loven implementerede Rådets direktiv 93/13/EØF af 15. april 1993 om urimelige kontraktvilkår.

[91] I samme retning Juridisk Årbog 1999, s. 31.

92 Ved lov nr. 213 af 22. april 2002 er reklamationsfristen i Købelovens §§ 54, stk. 1 og 83, stk. 1 udvidet  fra ét til to år.

93 Det kan være i strid med Markedsføringslovens § 4 at give forbrugeren ”6 måneders garanti”, da ordet garanti kun  må anvendes, hvis forbrugeren reelt stilles bedre end denne har krav på efter Købeloven, jf. Forbrugerombudsmandens retningslinier fra dec. 1987 vedr. garantiudsagn.

 

[94] Om forståelsen af ordet ”aftale” i KAL 5, stk. 1, nr. 2, se UfR 1995.192 H ”Vandsengdommen”.

[95] Kreditor skal kun oplyse om betingelserne for sin opsigelse af aftalen, jf. KAL § 9, stk. 1, nr. 7.

[96] Lauridsen: ”Om ret og retsvidenskab”, s. 127ff.

97 Se BS 9-5662/2001 

 

[98] Betænkning nr. 839/1978, ”Betænkning om KØB PÅ KREDIT”, s. 37f.

[99] Folketingstidende 1981/1982 (2. saml.), Tillæg A,  Spalte 1674.

100 Folketingstidende 1981/1982 (2. saml.), Folketingets Forhandlinger, spalte 8265.

 

[101] Kreditkøbsudvalgets stillingtagen til spørgsmålet undersøges i kap. 9.4.

[102] ”Betænkning om KØB PÅ AFBETALING” fra 1950, s. 44.

[103] Se Knud Illum i UfR 1964 B.113.

[104] Se Hilmar Nielsen i UfR 1964 B.104.

[105] Betænkning nr. 839/1978, ”Betænkning om KØB PÅ KREDII”, s. 94, spalte 1.

[106] Betænkning nr. 839/1978, ”Betænkning om KØB PÅ KREDIT”, s. 94, spalte 2.

[107] Fra henholdsvis Butikshandelens fællesråd og Industrirådet.

[108] Betænkning nr. 839/1978, ”Betænkning om KØB PÅ KREDIT”, s. 99, spalte 2.

[109] Lauridsen: ”Om ret og retsvidenskab”, s. 134.

[110] Betænkning nr. 839/1978, ”Betænkning om KØB PÅ KREDIT”, side 56.

[111] Se lov nr. 1098 af 21. december 1994 ”Lov om ændring af lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område og visse andre love”, hvorved synbarhedskriteriet udgik af det civilretlige forbrugerbegreb.

[112] jf. Folketingstidende 1989/1990 tillæg A, sp. 2041. Det drejede sig om rådsdirektiverne  87/102/EØF og 90/88/EØF.

[113] Rasmussen: ”EU-ret i kontekst”, s. 270.

[114] Gomard: ”Obligationsret 1. del”, s. 53

[115] Se kap. 10.4.

[116] Se bilag 9. Brevene stammer fra afviklingen af låneforholdet i bilag 1.

[117] Se kap. 5.6.

[118] Se ”Erklæring i forbrugerkreditkøb” i bilag 3.

[119] Se BS 9-5662/2001 

[120] Uddrag af kendelse af 26.2.2002 fra Retten i Tåstrup i sag FS 7-4515/2001 er vedlagt som bilag 10.

[121] Se bilag 8.

[122] Se kap. 8 in fine.


27-01-16

Hit Counter