Familieretlige erindringer
Af Svend Danielsen
Oktober 2009
Jeg nærmer mig min selvvalgte sene familieretlige pensionsalder. Det indebærer bl.a., at jeg fra slutningen af juni 2009, hvor jeg fyldte 75 år, trak mig tilbage som domsredaktør for T:FA, men har beholdt en vis tilknytning til tidsskriftet. I forbindelse hermed har jeg nedfældet nogle erindringer om den del af mit juridiske liv, der har vedrørt familieretten. Faget har ikke været min hovedbeskæftigelse, bortset fra nogle af de godt fem år jeg var fuldmægtig i Justitsministeriets lovafdeling og den forholdsvis korte periode af min tid som dommer i Østre Landsret, hvor jeg var i 10. afdeling. Dermed har familieretten i godt 40 år af mine 50 år som aktiv jurist været en hobby, eller som jeg skrev i forordet til min disputats min ”frimærkesamling”. Alligevel har nogle familieretlige erindringer måske interesse som familieretlig retshistorie. (Beskrivelsen er en uddybning af et foredrag holdt på Foreningen af Familieretsadvokaters 25-års jubilæumsmøde i foråret 2006 og en opfølgning i et afsnit ”Familieretlig selvbiografi” i min disputats fra 1989 s. 24-29).
1. Universitetet
Medens jeg læste jura på anden del på Københavns Universitet fra 1955 til 1958 var familieretten for mig kun et af de civilretlige fag. Universitetsmanuduktionen hos advokat Spang-Hanssen har ikke efterladt særlige spor i min erindring, og om jeg gik til forelæsninger hos professoren eller lektoren husker jeg ikke i dag. Bøgerne var foruden Ernst Andersens fremragende og tankevækkende Ægteskabsret I og II fra 1950-erne, noget af det bedste der er skrevet om faget i de sidste rigtig mange år, hans Arveret og Personret.
Foråret 1965 blev skelsættende for min familieretlige fremtid. Jeg havde manuduceret i proces i et par år, da to lektorstillinger blev ledige. Den ene var i kriminalret og proces, den anden i familieret. Dem søgte jeg begge ud fra den betragtning, at hvis jeg fik en af stillingerne, skulle jeg under alle omstændigheder læse et nyt fag op. Mogens Hornslet, der havde manuduceret i kriminalret, søgte kun den ene stilling. Dermed blev lektoratet i familieret mit efter Bitsch, den senere byretspræsident og formand for Ægteskabsudvalget af 1969. Først da blev faget noget specielt for mig. Jeg drømte ikke om, hvor mange timer jeg ville komme til at bruge på emnet de næste mange år. Medens jeg var lektor, blev faget som et led i en ny studieordning flyttet fra den afsluttende embedseksamen til første årsprøve. Ernst Andersen skrev en kortfattet familieretlig lærebog til brug under den nye studieordning, han var meget ofte i telefonen, medens den blev skrevet, og jeg blev takket i forordet. Efter tre år holdt op jeg op som lektor og forlod universitet, fordi Justitsministeriet, hvor jeg var ansat, dengang krævede, at man kom videre med uddannelsen, først som anklager i landsretten, senere som konstitueret formiddagsdommer i en omegnsret.
I 1997 vendte jeg tilbage til universitetet
som adjungeret professor. Det blev anbefalet af et bedømmelsesudvalg
bestående af Mads Bryde Andersen, Linda Nielsen og Finn Taksøe-Jensen. På engelsk
er titlen honorary professor, hvilket er ganske dækkende. Hvervet var ulønnet, og
jeg havde ikke noget kontor på universitet. I en periode, medens familieretsprofessoren
Linda Nielsen var rektor, havde jeg dog nøgle til hendes kontor. Jeg valgte at bruge
megen tid, efter at jeg havde ladet mig pensionere fra landsretten som knap 67-årig,
på at skrive og underviste meget lidt. Det blev til fire bøger i årene 2001-06.
Jeg deltog i møder i den forskningsafdeling, jeg var knyttet til, og i seminarer
med fagets lektorer og manuduktører. Efter to femårsperioder ophørte professoratet
den 1. november 2007.
2. Ægteskabsloven af 1969
I 1958 blev jeg sekretæraspirant i Justitsministeriet. Jeg springer frem til en junidag i 1967, hvor jeg var fuldmægtig i 3. kontor med brandvæsenerne som hovedområde. Denne dag fulgtes jeg med den senere departementschef Niels Madsen, der da var chef i lovafdelingen, tilbage til ministeriet fra universitetet, hvor han havde været censor, og jeg havde eksamineret. Han fortalte, at jeg den 1. september skulle flyttes til lovafdelingen med familieretten som område, navnlig med henblik på at udarbejde et ægteskabslovforslag. På mit nye skrivebord lå betænkning II fra 1964, udarbejdet af Ægteskabsudvalget af 1957, samt et sammendrag af høringssvarene. Jeg samarbejdede med kontorchef Ole Unmack Larsen, senere landsdommer i Viborg. Der blev skrevet notater om udvalgets lovudkast paragraf for paragraf med inddragelse af indvendinger fra de indkomne udtalelser afsluttende med vore overvejelser og forslag til lovbestemmelser. Var vi i tvivl, beholdt vi udvalgets formuleringer. Resultaterne blev naturligvis drøftet op i huset. I maj 1968 præsenterede den konservative justitsminister Thestrup et forslag til lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, for Folketinget. Samtidig blev der fremsat et forslag til ændring af myndighedsloven. Ugifte fædre skulle for første gang have mulighed for samkvem med deres børn, men det krævede, at det var foreneligt med barnets tarv, og at særlige omstændigheder talte herfor. De ugifte fædre skulle fortsat ikke havde mulighed for at få del i forældremyndigheden. Forslagene blev vel modtaget under førstebehandlingen, og der var ikke nogen offentlig debat i sommerens løb. Det var heller ikke ventet. Familieretten var dengang upolitisk. Når et lille sagkyndigt udvalg havde udarbejdet et lovudkast, var der store muligheder for, at det gik igennem så godt som uændret. Og Ægteskabsudvalget af 1957 havde været både lille og sagkyndigt. Højesteretsdommer Vetli og derefter senere højesteretspræsident Jørgen Trolle var formand. Medlemmerne var professor Ernst Andersen, Poul Gaarden, der var kontorchef i 1. kontor med familieretten under sig, og som i 1958 blev kommitteret i lovgivningsspørgsmål, landsdommer Karen Johnsen, som havde været aktiv i kvindebevægelsen, samt familieretsadvokaten og konservativ borgmester i København Edel Saunte.
En af de første dage i oktober 1968 gik der politik i familieretten. Thestrup genfremsatte sit lovforslag, men samme dag overraskende SF-eren Poul Dam med et alternativt ”forslag til lov om faste samlivsforhold og deres opløsning”. Der var en bemærkelsesværdig parallel udvikling i Sverige, hvor justitsminister Kling i samme måned nedsatte et udvalg, de familjelagssakkunniga, med meget udførlige direktiver, bl.a. med introduktion af neutralitetstanken. Af mange blev disse svenske direktiver og tilkendegivelser om, at man ikke kunne vente på de andre lande, med rette anset som dødsstødet til et reelt nordisk samarbejde på familierettens område. Eftertiden, navnlig den danske udvikling, viste, at der var meget hold i det svenske forsinkelsesargument. De to danske lovforslag blev efter førstebehandlingen i Folketinget henvist til samme ad hoc udvalg på 17 medlemmer – det var før de stående udvalgs tid. Den konservative politimester Langkilde blev formand. Blandt medlemmerne var to tidligere socialdemokratiske justitsministre, Hans Hækkerup og K. Axel Nielsen, samt en tidligere udenrigsminister Keld Olesen. Professor Alf Ross´ ægtefælle Else Merete Ross repræsenterede de radikale og advokat Hanne Budtz de konservative. Langkilde henvendte sig til Thestrup og bad om at få en embedsmand som bistand, hvilket ikke var sædvanligt. Det betød, at jeg deltog i samtlige udvalgsmøder, et hver onsdag morgen. Møderne gav mig et enestående indblik i de politiske overvejelser. Jeg var imponeret over sagligheden i drøftelserne og over, hvordan der blev slået ned på de mere tvivlsomme eller ømtålelige spørgsmål, selv om der også blev fremdraget meget fra de mange henvendelser, medlemmerne modtog om lovforslagene. Min opgave var at besvare opklarende spørgsmål, og dem var der mange af. Var de politiske, bad jeg om, at de blev skriftlige. Jeg mindes en gang, hvor jeg var ved at skønne galt og måtte tage mig i at svare, hvilket fremkaldte smil hos de tidligere ministre. Alle vidste, at jeg skrev udkast til svarene i ministeriet, men de passerede naturligvis Unmack, afdelingschef Niels Madsen og departementschef Boas, inden ministeren godkendte dem og skrev under. Det var en stor fordel, at jeg fra udvalgets drøftelser havde en præcis fornemmelse af, hvad baggrunden for spørgsmålene var. Svarene blev læst højt under det næste møde. Det var en underlig fornemmelse at være til stede, da justitsminister Thestrup var i samråd, og at overvære diskussionen om udbyttet, da han var gået.
Den sidste del af perioden indtil
1973, hvor jeg forlod Justitsministeriet for at blive byretsdommer, var præget
af, at en stor del af min tid gik med at aflaste kontorchef Due som chef med ansvaret
for den lovtekniske gennemgang af andre ministeriers lovforslag. Aktiviteten på
familieretsområdet var ikke stor, og jeg blev bistået af Leif Grønning Nielsen,
som samtidig var ministersekretær. Der kom dog en helt ny adoptionslov i 1972, og
jeg havde den glæde, at en lovskitse, jeg udarbejdede på et tidligt tidspunkt, gjorde
indtryk på det udvalg, som forberedte loven. I foråret 1973 var et lovforslag om
svangerskabsafbrydelse det store emne, fordi det åbnede op for fri abort, og det
samt et forslag til en ny lov om sterilisation og kastration betød, at jeg blev
holdt tilbage i ministeriet et halvt år, medens et par kolleger, som stod længere
nede på ministeriets personaleliste, blev konstitueret i byretten. Deres udnævnelse
afventede min.
3. Ægteskabsudvalget af 1969
I maj 1969 strammede folketingsforhandlingerne om ægteskabsloven til, og der blev indgået et politisk kompromis. Ministerens forslag blev gennemført med de ændringer, de fem partier, der da var repræsenteret i Folketinget, og som alle var med i forliget, kunne blive enige om. Det, der blev ægteskabsloven af 1969, var trods alt et fremskridt i forhold til 1922-loven. Samtidig lovede ministeren at nedsætte et nyt udvalg, det der blev Ægteskabsudvalget af 1969. Det betød, at et forslag til en ny lov om ægteskabets retsvirkninger, vi havde arbejdet på i lovafdelingen i vinterens løb på grundlag af betænkning III fra Ægteskabsudvalget af 1957, og som var færdig til fremsættelse i Folketinget i oktober 2000, blev skrottet.
Der gik nogle måneder, før udvalget blev nedsat i december 1969. Ifølge kommissoriet, der var på 10 linjer, skulle udvalget på baggrund af de ændrede samfundsforhold, ændringen af kvindens stilling i samfundet og de ændrede opfattelser af ægteskabsinstitutionen overveje, om der var behov for lovændringer. I en ny sætning nævntes, om nogle af ægteskabslovgivningens regler burde kunne anvendes på visse ægteskabslignende forhold. Noget, der gav anledning til mange drøftelser i ministeriet, var udvalgets sammensætning. Folketinget havde jo forkastet det, et meget sagkyndigt udvalg havde foreslået, og det havde ikke nogen mening at nedsætte et nyt tilsvarende udvalg. Resultatet blev, at der kom repræsentanter for de fem politiske partier i Folketinget med. Det var Hanne Budtz, Poul Dam, Else-Merete Ross, socialdemokraten Lene Bro, afløst af Lars Hjortnæs, og venstres Nathalie Lind. Der var fem såkaldt sagkyndige medlemmer, overpræsidenten Moltke, amtskontorchef Opstrup fra Ringkøbing, Hornslet, der var kontorchef i familieretskontoret, højesteretssagfører Oluf Lind og landsdommer Inger Margrete Pedersen. Bitsch, som var afdelingschef, blev formand. Hornslet ledede sekretariatet, og Ebbe Nielsen, der endte som retspræsident i Århus, og jeg blev sekretærer. Jeg skrev et omfattende oplæg til det første møde, som varede to dage, bl.a. på grundlag af mine erfaringer fra arbejdet med ægteskabsloven og med det kuldsejlede forslag til en ny lov om ægteskabets retsvirkninger.
Udvalget mente, at det efter baggrunden for nedsættelsen var nødvendigt at tænke utraditionelt. Derfor blev de første fire betænkninger fra 1973-74 kortfattede oplæg til den debat, vi forventede ville komme efter baggrunden for udvalgets nedsættelse. De omhandlede ægteskabs indgåelse, formueordningen, separation og skilsmisse samt vilkårene for separation og skilsmisse. Nogle steder var der dissenser, men enkelte af dem blev nærmest bestilt, for at få argumentationen bedre frem. Debatten udeblev imidlertid næsten helt. Udvalget iværksatte den mest omfattende statistiske undersøgelse, der nogensinde er foretaget på området, med spørgeskemaer om alle afgørelser i statsamterne og byretterne i en begrænset periode. Socialforskningsinstituttet blev bedt om en sociologisk undersøgelse. Inger Koch Nielsen, der stod for den, kom i øvrigt tilbage med en melding om, at der var et signifikant antal ugifte samboende, hvilket var første gang fænomenet blev registreret mere officielt. Nogle af de statistiske og sociologiske resultater blev offentliggjort i betænkning 6. En anden – juridisk - kortlægning stod Inger Margrete Pedersen for, og den blev offentliggjort i betænkning 5 med titlen: ”Samliv og ægteskab”
Valget i 1973 betød, at der kom fire nye partier i Folketinget. De udpegede også medlemmer til udvalget. Dermed var man i 1977, da den næste betænkning kom, oppe på 15 medlemmer. Blandt de markante nye var Kirsten Jacobsen fra Fremskridtspartiet, socialdemokraten Inger Fischer Møller, den radikale Aase Olesen, kommunisten Hanne Reintoft, Inge Krogh fra Kristeligt Folkeparti, og Elsebeth Koch-Petersen fra Venstre. Blandt de såkaldte sagkyndige var senere statsamtmand Bodil Panild blevet medlem. Antallet af medlemmer og den større politiske indflydelse prægede det fortsatte arbejde. Varigheden af udvalgsdrøftelser og dermed arbejdet samt muligheden for at få afklaret detaljer er efter min erfaring i høj grad afhængig af antallet af medlemmer. Det var også vanskeligt at få tropperne samlet, vi gik over til at holde møderne i Folketinget, men så lød klokken til afstemning, og de sagkyndige samt sekretariatet sad alene tilbage.
Samtidig dukkede et nyt emne op. Indenrigsministeren havde nedsat det såkaldte Abitzudvalg om den statslige administration på amtsplanet. Dermed var spørgsmålet om statsamternes fremtid aktuelt. Det havde betydning, at 85 % af statsamternes sager var familieretlige. Ægteskabsudvalget tog derfor fremgangsmåden ved separation og skilsmisse op. Det blev emnet for betænkning 7 fra 1977, som var mere udførlig og endelig end de tidligere. Det centrale var, om der skulle oprettes særlige ægteskabsretter. 7 af de 15 medlemmer gik ind for, at byretter med et stedligt område svarende til statsamternes skulle tage sig af alle ægteskabssager. De skulle behandles i afdelinger, som udelukkende eller overvejende behandlede familieretlige sager. 4 af de andre medlemmer var med forskellige begrundelser positive over for tanken. Kun 4 gik direkte imod. Flertallets tanker blev skudt i sænk, da regeringen i 1980 afgav en erklæring i Folketinget, hvorefter statsamterne skulle bevares nogenlunde med de hidtidige opgaver. Dermed endte drøftelsen om særlige familieretter. En række andre processuelle spørgsmål fik lov at ligge i næsten tyve år indtil strukturændringerne i 2007.
Så tog udvalget fat på de ugifte samboendes problemer og afgav de sidste to betænkninger 8 og 9 herom i 1980-83. Der var ikke stemning for en samlet lovgivning, eller, som det blev anført, et ægteskab af anden klasse. Betænkning 8 omhandlede derfor aktuelle enkeltspørgsmål, arveafgiften, forældremyndigheden, lejelejligheden og en kompensationsregel. Særligt vil jeg nævne drøftelserne om børnene. 11 medlemmer, herunder socialdemokraten, den radikale og kommunisten samt formanden, advokaten, overpræsidenten og landsdommeren kunne ikke gå ind for, at der skabtes mulighed for ugifte til at aftale fælles forældremyndighed. Vi var 7 - jeg var nu blevet medlem af udvalget – som gik ind for en sådan adgang. Da vi kom til adgangen til at aftale fælles forældremyndighed ved separation og skilsmisse, stod det 12-6 imod. Betænkning 9 havde titlen ”samliv uden ægteskab II – forsørgelsespligt”.
Det er naturligt, at medlemmerne i udvalget varierede yderligere i de sidste år udvalget virkede. Blandt de nye var Yvonne Herløv Andersen fra Centrumdemokraterne, Erik B. Schmidt fra Socialdemokratiet og Ebba Strange fra Socialist Folkeparti. Marianne Levy fra Justitsministeriet var også blevet medlem.
Medens Hornslet og jeg var med i sekretariatet, da de første syv betænkninger blev skrevet, skiftede mine kolleger. Ebbe Nielsen står i nævnt i betænkning 1-3, senere landsdommer Knud Knudsen nævnes i betænkning 4-8, nuværende kammeradvokat Karsten Hagel-Sørensen i betænkning 8 og nuværende landsdommer Vagn Joensen i betænkning 9
Med betænkningen fra 1983 nedlagde udvalget sig selv. Det, der stod tilbage, var at udarbejde deltaljerede lovudkast. Udvalget mente ikke, at denne opgave inden for rimelige tidsrammer kunne løses af et udvalg med ægteskabsudvalgets størrelse og sammensætning. Arbejdet burde udføres af en arbejdsgruppe med væsentligt færre medlemmer. En sådant blev som bekendt aldrig nedsat.
Skal jeg gøre status, var det, der kom ud af udvalgets arbejde, noget begrænset, navnlig for så vidt angår formueordningen. En del af forslagene omkring ægteskabs indgåelse samt om separations- og skilsmissebetingelserne er senere gennemført. På ægtefællebidragsområdet blev ændringerne i 1989 om begrænsningen i adgangen til at tilkende tidsubegrænsede bidrag en lappeløsning. For så vidt angik de ugifte samboende, gik udvalget ind for løsninger på enkelte påtrængende områder. Der blev lovgivet på grundlag af forslagene om fælles forældremyndighed, arveafgift og lejelejligheden, medens kompensationsreglen er gennemført i højesteretspraksis.
For så vidt angik ægteskabets retsvirkninger bestod s ærejereformen i 1990 i, at ministeriet lod sig inspirere af udvalgets kortfattede debatoplæg i betænkning 3 fra 1973, da der blev arbejdet med et lovforslag med titlen forenkling og modernisering inden for Justitsministeriets område. Forenklingen bestod i, at kravet om godkendelse af ægtepagter blev ophævet, uden at en foreslået vejledningsordning blev indført, men lejligheden blev benyttet til at introducere nye ægtepagtsmuligheder. Det kan diskuteres, om det var en god ide, at betænkningen havde indeholdt en skitse med 24 paragraffer, som et underudvalg bestående af Bitsch, højesteretssagfører Oluf Lind og amtskontorchef Opstrup havde udarbejdet med mig som sekretær. Havde ministeriet ikke haft denne skitse, kunne embedsmændene ikke have klippet et par af bestemmelserne ud af sammenhængen og indsat dem i lovforslaget. Resultatet i 1990 var ikke helt gennemarbejdet, hvilket som bekendt har givet anledning til nogen retsusikkerhed om de mange særejekombinationer og retsstillingen under ægteskabet. Udviklingen i praksis de første år efter lovens ikrafttræden var i øvrigt i høj grad præget af fantasifuld afgiftstænkning.
Resultaterne og den begrænsede opfølgning af ægteskabsudvalgets arbejde sættes i relief i nordisk perspektiv. I Sverige og Norge er der gennemført nye samlede ægteskabslove i 1987 og 1991. Islændinge, som plejer at hente megen inspiration i Danmark, men ikke kunne det i dette tilfælde, har fået en ny lov i 1993.
En af årsagerne til den hidtil udeblevne generelle danske formueretsreform er efter min vurdering Justitsministeriets prioritering af familieretten i de sidste årtier af 1990-tallet. Området hørte først under et kontor, der også tog sig af formueretten, som var blevet arbejdskrævende, efter at vi var kommet i EF. I de sidste mange år indtil 2005 hørte området under det såkaldte lovteknikkontor, hvor familieretten størstedelen af året ikke spillede hovedrollen. Kontinuiteten manglede også, idet udskiftningen af kontorchefer på posten var meget stor. Fem justitsministerielle kontorchefer var efter hinanden medlemmer af Ægtefællepensionsudvalget, medens det arbejdede fra 1998 til 2005. I Arvelovsudvalget, der arbejdede fra 2000 til 2006, var tre kontorchefer successivt medlemmer. Medens Familie- og forbrugerministeriet bestod, fik Familiestyrelsen en central rolle på området, og der blev mere sat fokus på familieretslovgivningen. Jeg håber, at dette fortsætter efter områdets tilbagevenden til Justitsministeriet og lovteknikkontoret i 2007.
En anden grund har været det manglende politiske pres for en ny lov om ægteskabets retsvirkninger til afløsning for loven fra 1925 eller en ny samlet ægteskabslov. Jeg var ked af, at ministeriet ikke fortsatte og prioriterede dette arbejde, da ægteskabsudvalget sluttede sit arbejde. Udviklingen har vist, at vi havde været bedre stillet med en moderne formueordning. Jeg er nok noget inhabil, idet jeg brugte mange timer i årene 1968 – 1983 på nye ægtefælleregler. Pensionsudvalget havde haft det lettere, hvis udgangspunktet havde været en ny lov, hvis der havde været taget mere generel og principiel stilling til afgrænsningen mellem fælleseje og særeje, og hvis der havde været moderniserede og koordinerede skønsmæssige fravigelsesregler. Det forekommer også noget bagvendt at have gennemføre en ny arvelov om bl.a. ægtefællers stilling efter dødsfald, uden at de grundlæggende formuedelingsregler er moderniserede. I 2007 er der taget fat på en revision af fællesboskifteprocessen ud fra materielle formueregler, der for de flestes vedkommende er 80 år gamle. Først nu i efteråret 2009 har Justitsministeriet nedsat et udvalg til revision af loven fra 1925, hvilket jeg naturligvis hilser velkommen.
Den linje, udvalget foreslog for de ugifte
samboende, må siges at være fulgt. Der har ikke som i Norge været udvalgsarbejder
med generelle overvejelser, og der er ikke som i Norge og Sverige gennemført lovgivning
om de ugiftes økonomiske forhold. Med Folketingets afvisning for nylig af en styrket
stilling for de ugifte i arveretlig henseende har sådanne initiativer nok lange
udsigter.
4. Revisionsarbejde efter 1983
Uanset disse pessimistiske betragtninger er der sket meget på det familieretlige lovgivningsområde siden 1983, og jeg har været inddraget i meget. En del af reformerne er efter ministerielle initiativer og prioriteringer. Det gælder bl.a. forældremyndighedsrevisionen, igangsat 1981, særejereformen fra 1990, værgemålsarbejdet påbegyndt 1989, og faderskabsændringerne igangsat 1992.
I øvrigt har reforminitiativerne været præget af lobbyvirksomhed i bred forstand. Interessegrupper har gjort deres indflydelse gældende, og det er mest virkningsfuldt sket ved at gøre folketingspolitikere interesserede. Et sådan organisation er den såkaldte Foreningen Far, hvis oplæg til lovændringer langt hen kunne genfindes i en beretning fra Folketingets Retsudvalg fra 1993 om nedsættelse af et udvalg om forældremyndighedsreglerne og med et oplæg til kommissorium. En anden gruppe har været Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske, som på samme måde fik udvirket, at der blev nedsat en kommission til belysning af de homoseksuelles stilling i samfundet. Endnu en vigtig interesseorganisation har Advokatrådet været. Rådets redegørelse om pensioners behandling på ægtefælleskifte fra 1995 nævnes som baggrund for, at ægtefællepensionsudvalget blev nedsat et par år senere. I 1998 fremkom rådet med et ideoplæg til en processuel lov om opløsning af formuefællesskabet mellem ægtefæller. Det førte til, at emnet kom med i Arvelovsudvalgets kommissorium, og at et noget reorganiseret udvalg Ægtefælleskifteudvalget næsten ti år senere er gået i gang med opgaven. For ikke så længe siden fremkom på Advokatrådets initiativ et gennemarbejdet forslag til nogle justeringer af dødsboskifteloven, som Ægtefælleskifteudvalget også er blevet bedt på også at se på. Lobbyarbejdet kan også udføres af en enkeltperson. Jeg tror ikke, at Arvelovsudvalget var blevet nedsat, hvis ikke Taksøe-Jensen havde skrevet om reformbehovet i sine lærebøger. Det førte til avisartikler, til politikerinteresse og til, at Taksøe blev bedt om at udarbejde sin redegørelse i 2000 om behovet for ændringer. Jeg kan ikke dy mig for at citere note 49 i redegørelsen om hans prioritering: ”Der ses ikke i øvrigt at foreligge behov for en dyberegående revision af loven om ægteskabets retsvirkninger”.
Det er interessant, at interessegrupper
i bred forstand er begyndt at blive repræsenteret i udvalg, først i kommissionen
om de homoseksuelle, så værgemålsudvalget, derefter i ægtefællepensions- og arvelovsudvalgene
og senest i forældremyndighedsudvalget.
5. Forældremyndighed
Allerede i 1981, inden ægteskabsudvalget havde afsluttet sit arbejde, deltog jeg i et møde i ministeriet med bl.a. departementschef Niels Madsen om, hvilke initiativer der skulle tages. På dette tidspunkt var Ole Espersen justitsminister. Det blev besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe om forældremyndighed, hvilket retrospektivt viste sig at være en rigtig prioritering, idet det er på dette område den største offentligheds- og politikerinteresse er. Opgaven var bunden, idet det i kommissoriet nævntes, at arbejdsgruppen bl.a. skulle overveje, hvorledes der i givet fald kunne gennemføres regler om fælles forældremyndighed. Der var fire medlemmer, Torben Melchior, som da var direktør i Familieretsdirektoratet, kontorchef i overpræsidiet Ellen Munch-Larsen, advokat Lisbeth Victor Hansen og professor Jørgen Graversen fra Århus. Jeg blev formand og Marianne Højgaard Pedersen, som var fuldmægtig i Justitsministeriet, sekretær. Jeg skal ikke skjule, at Graversen i relation til udvalgsarbejde var min opfindelse, idet jeg havde truffet ham gennem landsdommer Inger Margrete Pedersen. Siden lagde jeg megen vægt på, at han kom med i de fleste af de udvalg, jeg var formand for. Hans analytiske evner og mere teoretiske indgangsvinkel var til stor nytte. Han døde i begyndelsen af 1990-erne midt under arbejdet i Værgemålslovsudvalget, hvilket var et stort fagligt og for mig også et personligt savn.
Arbejdsgruppen om forældremyndighed afgav betænkning efter to år. Hovedresultatet var forslaget om adgangen for ugifte, separerede og skilte forældre til at aftale fælles forældremyndighed. Betænkningen blev afgivet efter et regeringsskifte. Medlemmer af oppositionen fremsatte et beslutningsforslag, som pålagde regeringen at fremsætte et lovforslag efter arbejdsgruppens retningslinjer. Lovforslaget gav anledning til megen debat i Folketinget. Jeg skulle holde foredrag for dommerne i Østre Landsretskreds få dage efter sidste behandling og måtte udarbejde alternative manuskripter. Det skyldtes, at det indtil det sidste var uafklaret, om forslaget ville blive vedtaget. De borgerlige regeringspartier stemte imod. En anden grund til tvivlen var, at Fremskridtpartiet sprang fra sin støtte på grund af et ændringsforslag om børnesagkyndig bistand og dermed om øgede udgifter. En tredje var, at enkelte socialdemokrater havde tilkendegivet modstand, men de fleste endte med at stemme for, og forslaget blev vedtaget med en meget snæver margen. Jeg tror i øvrigt ikke, at vi havde fået den børnesagkyndige rådgivning gennemført, hvis ikke den skyldtes et ændringsforslag herom fra salen.
Ti år senere, i 1993, blev der som nævnt nedsat et udvalg om emnet, igen med mig som formand. Også denne gang var initiativet taget af Socialdemokraterne, nu på ny i opposition, og forslaget til folketingsbeslutning bar som nævnt præg af synspunkter fra foreningen Far. Nu blev Marianne Højgaard medlem. Det samme var advokat Grethe Laursen. Jonna Waage repræsenterede Civilretsdirektoratet og Vibeke Larsen statsamtsjuristerne. Resultatet blev betænkningen ”Fælles forældremyndighed, samværsvanskeligheder, børnesagkyndig rådgivning”. Denne gang gik forslaget til en helt ny lov med udgangspunkt i betænkningens lovudkast ret smertefrit gennem Folketinget i 1995.
Der er åbenbart ti års kadencer. I 2004
blev der nedsat et nyt udvalg med højesteretsdommer Per Walsøe som formand.
Jeg blev medlem, betegnet som særlig sagkyndig. Resultatet er forældreansvarsloven
af 2007. Det var en interessant oplevelse, at retsordførerne fra samtlige politiske
partier i Folketinget fik tilslutning til at gå længere i retning af fælles forældremyndighed,
selv om forældrene ikke er enige herom, end flertallet i udvalget med repræsentanter
for interesseorganisationer foreslog. Et mindretal i udvalget ville endda være mere
restriktive.
6. Registreret partnerskab m.v.
I 1983 var jeg ledig på udvalgsmarkedet. Indenrigsministeriet skulle bruge en formand til et udvalg om gensplejsning. Det anvendte jeg to år på. Det medførte i øvrigt, at jeg blev medlem af et udvalg, som afgav betænkningen ”Fremskridtets pris”.
Jeg mindes tydeligt en snak på lovafdelingens chefs kontor i 1984. Departementschef Niels Madsen kom noget usædvanligt ind her i stedet for at kalde os ind på sit eget kontor. For første og sidste gang gav jeg efter for et pres for at påtage mig en reformopgave. De andre havde været lystbetonede, som jeg sagde ja til uden megen tøven. Hvervet var særpræget. Det drejede sig om kommissionen om de homoseksuelle, som Folketinget, som omtalt ovenfor, havde besluttet skulle nedsættes. Ninn Hansen havde som minister fået den, synes jeg, gode ide, at Poul Dam skulle være formand. Ham er vi jo stødt på før som initiativtager vedrørende ægteskabsretten. Han havde hørt til højrefløjen i Socialistisk Folkeparti – kom oprindelig fra Dansk Samling - og han gjorde et fortrinligt arbejde. Ministeriet ønskede en jurist som næstformand, og jeg lod mig som nævnt overtale. Der var fire erklærede homoseksuelle medlemmer – to fra Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske samt to radikale politikere. Sexologen professor Preben Hertoft var også medlem. I øvrigt bestod kommissionen af repræsentanter for ministerierne.
Vi fik i enighed afgivet en betænkning om arveafgift, der førte til lovgivning, og en anden om en diskrimineringsbestemmelse, der ligeledes blev gennemført. Det vanskelige emne var en mere generel lovgivning. Landsforeningen havde tidligere offentliggjort en ganske udførlig lovskitse om registreret partnerskab. Det er herfra, terminologien stammer. Foreningen havde plukket de blomster i det ægteskabsretlige blomsterbed, medlemmerne syntes bedst om. Der skulle f.eks. være legalt særeje og ikke indbyrdes forsørgelsespligt. Det lykkedes i et underudvalg og senere i kommissionen at overbevise om, at dette ikke var vejen frem. I stedet udarbejdedes det, der blev resultatet, en kortfattet lov om registreret partnerskab. I udvalget var der fuld enighed om, at skulle der lovgives, var dette løsningen. Derimod var der uenighed om, hvorvidt det var en god ide at lovgive. Jeg har senere offentlig tilkendegivet, at jeg, der var blandt flertallet af modstandere, har ændret opfattelse. Mindretallet, de fire homoseksuelle og Preben Hertoft, havde ret i, at loven var berettiget og opfyldte et behov, herunder fordi den betød anerkendelse og accept af denne livsform. Inden udvalgsarbejdet var afsluttet, blev lovudkastet lækket, og det blev fremsat som et privat lovforslag. Det førte til, at vi fremskyndede afslutningen af arbejdet og fik afgivet slutbetænkningen inden førstebehandlingen i Folketinget. Det var noget af en overraskelse for mig, at lovforslaget blev vedtaget, partierne havde stillet medlemmerne frit. Retrospektivt er det nok et af de reformarbejder, jeg har været med til, som har været den største succes. Vi høstede megen anerkendelse internationalt som pionerland, og de andre nordiske lande kalkerede stort set vores lov af.
I 1987 var der vedtaget en ny skilsmissegrund, vold, på grundlag af et privat lovforslag. Det førte til, at jeg blev bedt om at være med til at udarbejde nye separations- og skilsmissebetingelser. Tidligere på året havde jeg skrevet en artikel, hvor jeg var gået ind for ensidig adgang til skilsmisse og ophævelse af utroskabsreglen, men det vandt ikke genklang. Der blev nedsat en lille arbejdsgruppe, og vi fik fire måneder. Resultatet blev de regler, der findes i dag. Dog er der senere kommet en bortførelsesregel til.
Året efter skulle der tages stilling til
ratifikation af de to børnebortførelseskonventioner,
Europarådets og Haagerkonferencens. Også nu blev der nedsat en arbejdsgruppe. Vi
havde det held, at svenskerne havde gjort et meget stort stykke arbejde med at udarbejde
et lovforslag, som både nordmændene og vi kunne bruge i stor udstrækning som inspiration
til vore udkast. Resultatet blev børnebortførelsesloven
7. Værgemål
Skal jeg ud over partnerskabsloven nævne et af de mest succesfyldte reformarbejder, jeg har været med til, må det være om værgemålsloven. Udvalget herom blev nedsat i 1989, og jeg var formand. Det var fire år om at afgive betænkningen. Graversen var som nævnt medlem til sin død. Landsdommer Black med en administrativ fortid i Overformynderiet, underdirektør i Civilretsdirektoratet Jesper Vorstrup Rasmussen og advokat Jørgen U Grønborg var blandt medlemmerne. Den juridiske lektor Annette Kronborgs mor repræsenterede som embedslæge sundhedsmyndighederne og fuldmægtig Eva Petersen Socialministeret. Et par interesseorganisationer havde medlemmer. Først efter Graversens død kom der repræsentanter for statsamterne ind, stiftamtmand Ole Perch Nielsen og amtskontorchef Kirsten Frost Bjerregaard. Det er noget af det sværeste arbejde, rent lovteknisk, jeg har været med til. Lovudkastet blev gennemført uden de store diskussioner i Folketinget, som var mere optaget af forældremyndighedsloven, der blev vedtaget i samme samling. Loven viser sig at have virket efter hensigten.
Lovens kapitel 2 fik med et bogstavrim titlen ”Værgemål for voksne”. Det indeholder en række nydannelser. Slagord som skræddersyede løsninger og det mindste middels princip er blandt dem. Det indebærer bl.a., at der skal noget særligt til for som et supplement til en repræsentationsordning i form af et værgemål at fratage den pågældende den retlige handleevne. Børnenes retsstilling var mere i baggrunden.
Interessant ud fra den senere udvikling er,
at et af resultaterne blev, at størstedelen af værgemålssagerne, der hidtil udelukkende
havde været domstolsanliggender, blev gjort administrative, i praksis ca. 90 %.
Baggrunden var nok foruden en analyse at en række byretsdomme, der viste, at de
fleste afgørelser var uomtvistede og skrivebordsarbejde, bl.a. inspirationer fra
min disputats. Tendensen blev fulgt op af Børnelovsudvalget, der på samme måde overførte
de fleste faderskabssager til statsamterne, samt senere i regeringsoplægget og forliget
om den såkaldte strukturreform, hvorefter alle familieretlige sager begynder i statsforvaltningerne,
og så kun tvistsagerne oversendes til byretterne.
8. Fremtidsfuldmagter
I værgemålsbetænkningen fra 1993 nævntes sporadisk, at fuldmagter kunne være et alternativ til værgemål. Hvordan bemærkningerne herom kom ind, husker jeg ikke. Senere blev jeg inspireret af en skotsk betænkning til at skrive et par artikler om såkaldte vedvarende fuldmagter, noget der på svensk initiativ er omdøbt til fremtidsfuldmagter. Det er fuldmagter, som oprettes, medens fuldmagtsgiveren habilitetsmæssig er i stand hertil, idet denne udpeger en til at varetage sine anliggender; hvis eller når vedkommende ikke længere er i stand hertil. Universitet gav mig penge til en uges studieophold i London med et bidrag til et festskrift til Taksøe-Jensen som resultat. Mine skriverier var nok en af årsagerne til, at emnet indgik i direktiverne for norske og svenske værgemålsudvalg, der i betænkninger fra 2004 har lovskitser om muligheden. Min seneste artikel, et bidrag til et festskrift til den svenske professor Åke Saldeen, blev aftrykt som bilag i de to betænkninger. Jeg er da også blevet kaldt fremtidsfuldmagternes nordiske gudfar. Jeg blev i øvrigt efter initiativ fra en retschef i det svenske justitiedepartement Göran Lambertz bedt om at være ekspert i det svenske udvalg. Det førte til rejser til Stockholm en gang om måneden i nogle år og til deltagelse i udvalgets drøftelser med det tilsvarende norske udvalg. Den norske betænkning er i september 2009 fulgt op med et lovforslag, der indeholder et kapitel om fremtidsfuldmagter.
Medens fuldmagter af denne karakter længe har været kendt i engelsktalende lande, er der først på det seneste begyndt at blive lovgivet om emnet i andre europæiske lande. Finland og Spanien var de første, Frankrig og Østrig er fulgt efter. Der er lovforslag i Schweiz Nu behandles emnet, som omtalt nedenfor, i Europarådet. Fuldmagterne bruges i Danmark i et vist omfang uden speciel lovregulering.
Det glæder mig meget, at Justitsministeriet
nu har taget initiativ til at nedsætte en lille arbejdsgruppe om fremtidsfuldmagter.
9. Det nordiske samarbejde
Der er en næsten hundredårig tradition for nordisk samarbejde på familierettens område. Drøftelserne om ægteskabslovgivningen førte i 1970-erne til mange møder med repræsentanter for de norske og svenske udvalg, hvor jeg deltog sammen med formanden Bitsch og ofte en eller to andre. En enkelt gang var politikerne med. Da svenskerne, som omtalt ovenfor under pkt.2, havde valgt at gå egne vegne, var udbyttet stærkt begrænset. Der var også andre årsager, navnlig at der var politisk repræsentation i de danske og svenske udvalg, at positionerne var blevet lagt fast internt i udvalgene, inden vi mødtes, og at resultaterne var vanskelige at rykke. Den svenske formand Björn Kjellin og hovedsekretæren Lars Tottie havde også ganske bestemte opfattelser, som ikke lod sig påvirke af tung og overbevisende argumentation navnlig fra Bitsch og den norske højesteretsdommer Vera Holmøy. Det var imidlertid spændende og inspirerende at høre, hvad de andre udvalg var nået til. Den norske professor Peter Lødrup, som på et tidspunkt blev formand for det norske udvalg, og jeg har i Tidsskrift for Retsvitenskap 1988 s. 567-85 skrevet en artikel om dette nordiske ”samarbejde” på familierettens område.
I de sidste tiår indtil 2005 angik de nordiske møder, jeg deltog i, først navnlig internationalprivatretlige spørgsmål. Svenskerne var interesseret heri, da de i 1990-erne havde planer om en stor familieretlig internationalprivatretlig lov og ønskede at koordinere arbejdet med ændringer i de nordiske konventioner. Lovgivningsplanerne er dog skrinlagt. På et tidspunkt blev det mere uformelle samarbejde omdannet til en arbejdsgruppe om familieret, også kaldet en ekspertgruppe, og den består stadig. Med et par undtagelser, foruden undertegnede og en svensk professor, bestod den af embedsmænd. Der blev forberedt et par senere gennemførte revisioner af den nordiske ægteskabskonvention, herunder om ægtefælleformuereglerne, omtalt i tidsskriftets nr. 1. Nu arbejdes der med ændringer af dødsbokonventionen. Ikke mindre vigtigt udveksles der på møderne værdifulde og inspirerende oplysninger om igangværende og påtænkte familieretlige reformovervejelser. Selv om det var mange år siden, jeg havde forladt Justitsministeriet, blev jeg til stadighed bedt om at deltage. Det skyldtes bl.a. de store personelle udskiftninger i Justitsministeriet på familieretsområdet. Der må være følt et behov for kontinuitet og en deltager med erindring om mange års udvikling. I 2005 fandt jeg tiden inde til at fratræde.
Medens professor Peter Lødrup fra Oslo og jeg først i 1980-erne deltog i et møde i Helsingfors om ægteskabslovgivningen, drøftede vi, at det kunne være en god idé, at nordiske forskere, embedsmænd og advokater mødtes om bestemte emner. Det første sådanne møde var i Oslo med deltagelse fra Århus og Uppsala, det næste i Uppsala. Senere kom universiteterne i København og Helsingfors til og nu også Sydjysk Universitet. Gennem 25 år er det blevet til sytten familieretsseminarer, deltagerkredsen er vokset, og drøftelserne om mangeartede emner er kommet op på et stadigt højere plan.
Endnu et nordisk samarbejde har været det såkaldte familieretsprojekt. Svenskerne tog omkring 2000, lidt overraskende i lys af deres tidligere indstilling til det nordiske samarbejde, initiativ til en større konference om familieretssamarbejdet. Resultatet blev, at tre professorer, Anders Agell fra Uppsala, Peter Lødrup fra Oslo og Linda Nielsen fra København, blev bedt om at skrive en rapport. De mødtes adskillige gange. Da Linda Nielsen blev rektor for Københavns Universitet, indtrådte jeg i arbejdet. Også professor Urpo Kangas fra Helsingfors blev inddraget. Det blev til langt mere end en rapport, nemlig fire bøger på samlet omkring 1600 sider. Jeg deltog i de afsluttende drøftelser om Peter Lødrup: Nordisk Arverett, idet behandlingen af Anders Agells bog om ægteskabsretten var afsluttet. Derefter begyndte vi på børneretten, hvor jeg skrev Nordisk Børneret II om forældreansvar og samvær. Også dette samarbejde førte til mange møder, de fleste i vore hjembyer. Drøftelserne var spændende og inspirerende, venskaberne voksede. Navnlig har jeg været på bølgelængde med Peter Lødrup, vore tankegange er meget ens.
Nogle gange er jeg blevet opfordret til at
bistå under de nordiske juristmøder,
der holdes med tre års mellemrum, og hvor der er omkring 1.000 deltagere. Jeg har
været referent på emnerne ”Voksne handicappede” og ”Forældremyndighed”
samt korreferent på emnerne ”Fremtidsfuldmagter” og ”Gensplejsning”. Under endnu et møde har jeg sammen med Anders
Agell og Peter Lødrup fremlagt vore resultater af det nordiske familieretssamarbejde.
10. Andet internationalt arbejde
Udover det nordiske samarbejde har jeg været inddraget i en del internationalt.
Jeg har tilbragt op mod et halvt år under møder i Europarådet i Strasbourg i ugeperioder som medlem af udvalg om bl.a. myndighedsalderen i 1967 og om en konvention om børn uden for ægteskab 1968-72, som deltager i en specialistkomite om handicappede voksne 1996-98 og nu igen i 2007-08 som konsulent for en arbejdsgruppe om fremtidsfuldmagter.
Det første udvalg arbejdede, medens der i hele Europa var røre om myndighedsalderen, og et væsentligt udbytte var, at vi under møderne blev inspireret af orientering om aktuelle nationale initiativer til nedsættelse af alderen. På et nordisk kontaktmandsmøde fik jeg tilslutning til et udkast til en rekommandation, præget af at der ikke i Danmark på daværende tidspunkt var stemning for at gå længere ned end 20 år. Derfor kom det væsentligste element i den vedtagne rekommandation til at lyde på, at medlemsstaterne skulle nedsætte aldersgrænsen under 21 og da overveje det hensigtsmæssige i, at den skulle være 18 år.
Arbejdet i udvalget i begyndelsen af 1970-erne om børn uden for ægteskab blev ledet af den senere kendte formand for Europaparlamentet Simone Veil. Det var præget af meget forskellige reguleringer og holdninger, f.eks. principperne om moderskabsanerkendelse og om, at gifte fædre ikke kunne anerkende faderskabet. På den anden side måtte jeg konstatere, at ugifte fædre i mange lande dengang havde flere rettigheder end i Danmark. Da der ikke kunne opnås den nødvendige generelt positive indstilling til en rekommandation, intet medlem må efter reglerne stemme imod, udarbejdede vi et konventionsudkast. Stemmerne i det afsluttende møde var 4 for og 3 imod, medens 3 lande undlod at stemme. Der skulle endnu et møde til i Paris og et i det overordnede koordinerende organ CDCJ til, før konventionen blev vedtaget. Den har ikke fået nævneværdig tilslutning, men har i realiteten virket som en anbefaling og rettesnor for national lovgivning.
Det mest spændende arbejde i Europarådet var i specialistkomiteen om handicappede voksne i slutningen af 1990-erne. Jeg tror, at jeg havde en vis indflydelse på, at emnet blev taget op. Margaret Killerby, som havde en central rolle i rådets sekretariat, hørte under et familieretsseminar i Budapest om mit arbejde i værgemålsudvalget. Hun bad mig fortælle herom under et møde i familieretskomiteen. Det var måske en af årsagerne til, at de handicappede voksne blev et emne under den tredje familieretskonference i Cadiz, Spanien. Resultatet af drøftelserne blev nedsættelsen af specialistkomiteen. Vi var otte, der på seks møder udarbejdede en rekommandation fra 1999, som stadig er ”up to date ” og har fået ganske stor betydning bl.a. for revisionsarbejdet i Norge og Sverige.
En del år efter, at jeg sidst havde været i Strasbourg, fik jeg i efteråret 2007 en mail om at være konsulent vedrørende et nyt arbejde om rekommandationen fra 1999. Tanken var at omdanne den til en konvention. Tanken blev opgivet på det første møde i en arbejdsgruppe med syv medlemmer. Vi konstaterede, at Menneskerettighedsdomstolen havde anerkendt anbefalingerne som en almindelig europæisk standard, at der ikke kunne tilføres noget væsentligt nyt, at principperne i den om bl.a. skræddersyede løsninger var fremragende aktuelle, og at en konvention, der risikerede ikke at få stor tilslutning, ville svække anbefalingerne. I min rapport havde jeg nævnt, at selvbestemmelse kunne være emnet for en selvstændig rekommendation. Denne tanke blev taget op, og arbejdsgruppen fik et nyt mandat. Den har i 2008 efter fire møder afsluttet arbejdet med en rekommendation navnlig om fremtidsfuldmagter. Også om dette emne er jeg konsulent. Det har været en stor glæde, at gruppen under spændende og produktive drøftelser fulgte de retningslinjer, jeg havde udstukket i et udkast. Allerede på det første af fire møde lykkedes at udarbejde størstedelen af en rekommandationstekst. På samme måde har mit udkast sat sig mange spor i den forklarende rapport. Resultatet skal nu forelægges ministerrådet.
Mine kontakter i Europarådet førte til, at jeg blev bedt om at være indleder på nogle af rådets familieretskonferencer og om at udarbejde forudgående rapporter. Det begyndte under et kollokvium i Messina i 1981, hvor mit bidrag var ”Unmarried partners and their children”. Næste gang var under den anden europæiske konference om familieret i Budapest i 1992, hvor min rapport om ”Alternative methods of solving family disputes” handlede om vores særegne tostrengede system for ægteskabs opløsning. Under den tredje familieretskonference i Cadiz i 1995 var mit emne som nævnt ”Protection of incapacited adults, The Scandinavian approach”. Den femte europæiske familieretskonference blev afholdt i Haag i 1999, og her blev jeg bedt om at være såkaldt ”key note speaker” for at berette mere personligt om den danske partnerskabslov. Derudover har jeg nogle gange deltaget i møder i østeuropæiske lande, hvor arbejdet og resultaterne i Europarådet blev præsenteret for lokale specialister og de nationale reformovervejelser gennemgået. Jeg var i Budapest, i Bratislava, i Bukarest, i Kiev et par gange og i Jerevan.
Jeg har tilbragt megen tid i Haag, idet jeg bl.a. som dansk repræsentant har deltaget i Haagerkonferencens diplomatkonferencer, som udarbejdede konventionerne om internationale adoptioner fra 1993 og om handicappede voksne fra 2000. Her er der tale om fjortendagsmøder med rigtig mange lande repræsenteret. Dette har betydning for arbejdet, som navnlig i slutfasen præges af de mange deltagerlande og af meget formelle procedurer. Den første konvention har været meget succesfuld, og der er kræfter inden for EU for at få tilslutning til den anden.
Yderligere må min internationale forskning på forældremyndighedsområdet nævnes. Under en konference i Brisbane, Australien i 2000 nævnte jeg for den svenske retschef Göran Lambertz, at jeg kunne tænke mig at sætte mig ind i emnet parental responsibility, og at det kunne være en tanke at gå på pension før tiden, hvis et sådant projekt lod sig realisere. Der gik ikke mange uger, før Göran sendte mig et udkast til en ansøgning fra det svenske justitsministerium til Nordisk Ministerråd om penge. De blev bevilget. Det førte til rejser til England, Skotland, Wales og Australien, hvor jeg satte mig ind i lovgivningen og drøftede dens anvendelse i praksis med mine mange kontakter blandt dommere, advokater og professorer. Oprindelig indeholdt beskrivelsen en sammenligning med nordisk lovgivning, men efter at jeg kom med i det nordiske familieretsprojekt, delte jeg manuskriptet op, idet den nordiske del blev udbygget til ”Nordisk Børneret II”. Sammen med udgivelsen af denne bog i 2005 kom ”Børns rettigheder, forældres pligter” med en sammenligning af engelsk, australsk, skotsk og canadisk ret.
Jeg har haft megen glæde af at deltage i møder i The International Society on Family Law, forkortet ISFL Jeg fik min debut i Uppsala i 1972. I 1983 var jeg sammen med Jørgen Graversen på Harvard i Boston. Vi deltog nogle år senere i konferencen i Tokio, hvor det meget fremsynede emne var ”The Law and the Elderly”. I 1994 var Cardiff vært. Senere har jeg været i Brisbane, Australien og i Durban i Sydafrika. Det har givet megen inspiration, også gennem uformelle kontakter. Senest deltog jeg i planlægningen af konferencen i København og Oslo med en mellemliggende tur med båden, herunder med tildeling af køjepladser.
11. Pensionist
Ved min frivillige pensionering i 2001 som knap 67-årig var det slut med at være udvalgsformand. For så vidt angik forældremyndighedsområdet skyldtes det også, at jeg følte mig brugt op med mit medansvar for de to forudgående lovrevisioner. Formandshvervet medfører også for meget arbejde og mange skriveforpligtelser i min alder. Derimod har jeg med glæde modtaget opfordringen til at være med , når nye udvalg er blevet nedsat. Jeg har sat pris på at kunne være seniormedlem, at man har kunnet bruge mit mangeårige kendskab til udviklingen på familierettens område, og måske også min erfaring med at skrive lovregler. Først var det medlemskab af en arbejdsgruppe, som i 2005 skulle omdanne det politiske forlig om den såkaldte strukturreform på det familieretlige område til lovgivning. Senere deltog jeg som nævnt ovenfor i arbejdet i Forældremyndighedsudvalget i 2005-06, i 2007 blev jeg medlem af Fællesboskifteudvalget og i efteråret 2009 er jeg blevet bedt om at deltage både i det såkaldte retsvirkningsudvalg om den ægteskabelige formueordning og i arbejdsgruppen om fremtidsfuldmagter.
En særlig glæde var at blive passet op af
formanden for Advokatrådet Sys Rovsing i ankomsthallen i Kastrup en forårsdag i
2007. Hun inviterede mig til Advokatmødet i Kolding. Her fik jeg overrakt Advokatsamfundets
Fonds Hæderspris på 50.000 kr. for mit arbejde med familieretten og for,
hvad det havde betydet for advokaterne. Hun hentydede nok også til mine 4 års medlemskab
af Advokatrådets Privatretsudvalg og til, at jeg gennem op mod tyve år har været
fast inventar ved Foreningen af Familieretsadvokaters møder. Ved overrækkelsen betegnede
Sys mig som en ildsjæl. Om det er en rigtig karakteristik, må andre bedømme; men
som denne redegørelse viser, har emnet fyldt en stor del af min juridiske tilværelse,
hvad jeg ikke har fortrudt.
12. Skribentvirksomhed
Skrivning har spillet en stor rolle tidsmæssigt i min tilværelse. Der er
brugt mange timer først ved skrivemaskinen, senere computeren.
12.1. Kommentarerne
Det hele begyndte med en artikel i ugeskriftet i 1964 om ”Engelske retssagers forberedelse”, idet den daværende procesprofessor Bernhard Gomard mente, at det ville styrke mit kandidatur til en lektorstilling at have offentliggjort noget.
Medens jeg var lektor, fik jeg en henvendelse fra Poul Gaarden og Finn a Rogvi, der havde været så letsindige at skrive kontrakt om en arvelovskommentar, inden de begge havde forladt Justitsministeriet og var blevet direktører i Bikuben. De havde været aktive under lovens forberedelse, Gaarden i ministeriet og a Rogvi som sekretær for arvelovsudvalget. Jeg skrev, og vi gennemgik manuskriptet side for side på en række udbytterige og hyggelige møder. De overlod til mig at udarbejde de senere udgaver. 5. udgaven er som bekendt fra 2005.
Nogle år senere, i efteråret 1969, bistod jeg foruden at forberede arbejdet i det kommende nye ægteskabsudvalg familieretskontoret med at udarbejde bekendtgørelser og cirkulærer om ægteskabs indgåelse og opløsning. Mogens Hornslet, som var kontorchef, Jacques Hermann, der var fuldmægtig, og jeg besluttede samtidig at skrive en kommentar til ægteskabsloven. Jeg tog mig af forarbejderne, Hornslet gik domspraksis igennem, og Herman gravede i den administrative praksis. Det fælles resultat blev til efter drøftelser. Var vi uenige, blev det udtrykt med et formentlig. Tre måneder efter lovens ikrafttræden kom kommentaren. Den udkom 14 år senere i en ny udgave med den nye kontorchef i familieretskontoret Knud Knudsen som medforfatter i stedet for Hermann.
Der gik mange år, inden jeg igen tog fat på bogen. Som det fremgår af forordet til bogen Ægteskabslovens kap 4-5 var det oprindelig tanken, at det skulle være en ny udgave af ægteskabslovskommentaren i samarbejde med daværende underdirektør Jesper Vorstrup Rasmussen, Civilretsdirektoratet. Det lykkedes ikke, direktoratets folk har altid været meget ophængte. Derfor besluttede han, forlaget og jeg, at den del af manuskriptet, jeg havde liggende, skulle offentliggøres. Det blev så kun kapitlerne om separation og skilsmisse, som der står på omslaget ”navnlig belyst gennem retspraksis” og dermed uden omtale af administrative afgørelser.
Jeg var ikke med i udvalgsarbejdet omkring adoptionsloven af 1972, men stod for lovforslaget i lovafdelingen. Hornslet og jeg gav os i kast med en adoptionslovskommentar. Den er nu forældet, og andre har gjort forsøg på at skrive en ny udgave. Det er aldrig blevet til noget, bl.a. på grund af lovrevisioner, og fordi de, der begyndte at arbejde med stoffet, forlod fagområdet, inden et manuskript kunne være færdigt..
Det sidste samarbejde med Hornslet var om retsvirkningslovskommentaren, der kom i 1976 og i en ny udgave i 1986. Arbejdet i Ægteskabsudvalget af 1969 og det materiale, sekretariatet havde udarbejdet ikke mindst på grundlag af lovudkastet fra 1969, var basis. Jeg har for længe siden besluttet ikke at udgive en ny udgave.
Uden at der forelå ny lovgivning skrev jeg i 1978 en myndighedslovskommentar. Den kom i 2. udgave i 1982. Fire-fem år senere blev det til et tobindsværk, idet jeg foregreb den senere opspaltning af loven. Bogen om kap 2 og 3, dvs. om forældremyndighed og samværsret, var daværende kontorchef, nu direktør Dorrit Sylvest Nielsen, Familiestyrelsen, med til at skrive, og bogen om de andre kapitler, dvs. om værgemål, havde Nils Black, der da var underdirektør i Overformynderiet, som medforfatter. Efter at der var kommet en helt ny forældremyndighedslov i 1995 skrev jeg kommentaren hertil i 1997.
Da jeg gik på pension i 2001, var min væsentligste projekt at skrive en kommentar til værgemålsloven, også fordi det var et fagområde uden nyere litteratur, efter at personret ikke mere er pensum på universiteterne. På grund af andre gøremål, ikke mindst deltagelse i det nordiske familieretsprojekt, gik der fem år, inden værgemålslovskommentaren blev færdig i efteråret 2006. Det havde den fordel, at loven havde været i kraft i ti år, hvorfor reglerne kunne belyses med domme og administrativ praksis, ligesom jeg kunne drage nytte af min deltagelse i det svenske udvalg samt af den norske betænkning.
Jeg har moret mig ved at skrive kommentarerne, selv om det har været aften- og weekendarbejde. Der er gennemgået mange manuskriptsider og læst megen korrektur i toget på vej til og fra arbejdet. Det har været en tilfredsstillelse at gå i dybden med love, jeg selv har haft et medansvar for, selv om jeg undertiden har konstateret brister i reglerne. Kommentarer burde i og for sig være skrevet, inden lovforslagene blev fremsat, men så kan der jo rettes lidt op i bøgerne. Det glæder mig, hver gang jeg kommer på et fremmed kontor og har kunnet konstatere, at mine bøger står på reolen med slidte rygge. De er i nogle tilfælde sikkert også årsagen til, at jeg er blevet bedt om at deltage i revisionsarbejder. Vi har ikke haft den svenske diskussion om, hvorvidt det er rigtigt, at de embedsmænd og andre, der har været med til at udarbejde lovene, også kommenterer dem. Professor Stuer Lauridsen sagde en gang til mig, at det var underligt, at jeg, der havde et medansvar for lovreglerne, afsagde domme om emnet for så senere at udgive kommentarer. Jeg har ikke selv følt, at det var et problem.
12.2. Skilsmissesagen
Et særligt kapitel i det, nogle fint kalder mit juridiske forfatterskab, er disputatsen med titlen ”Skilsmissesagen, skandinaviske synsvinkler”. Det hele begyndte med et legat til studier i Norge i 1986, hvor jeg valgte skilsmisseprocessen som emne. I løbet af 14 dage viste det sig muligt at læse alt, hvad der var skrevet om sagsbehandlingen. Der blev også tid til at tale med dommere, advokater og universitetsjurister for at få afklaret, om det, jeg havde læst mig til, også svarede til virkeligheden. Jeg sammenskrev mine erfaringer, oprindelig med en tanke om at de skulle offentliggøres i en stencilserie fra Universitetet i Oslo. Der blev fyldt dansk ret på. Professor Stuer Lauridsen tilbød, medens han i nogle måneder var konstitueret i landsretten i samme afdeling som jeg, at læse manuskriptet. Hans budskab var, at jeg var meget langt med en disputats. Jeg besluttede at inddrage Sverige, hvilket skete under et nyt 14-dages studieophold. Stuer Lauridsen læste igen. En dag, hvor han spiste frokost med ombudsmanden Gammeltoft-Hansen, nævnte denne, at en anden med interesse for proces overvejede at skrive om ægteskabssagerne. Det førte til, at Gammeltoft også læste manuskriptet. Bogen var færdig efter tre år. Kun de sidste tre måneder, hvor jeg var endnu en uge i Oslo og Uppsala, havde jeg fri fra landsretten. Når projektet kunne gennemføres under disse betingelser, skyldtes det, at jeg havde et så godt forudgående kendskab til den materielle ret også i Norge og Sverige, at jeg ikke var nødt til at studere den, og at der som nævnt var skrevet meget lidt om sagsbehandlingen. Kun ganske få vidste, at det var en disputats, jeg skrev på, før den blev indleveret til bedømmelse, i øvrigt samtidig med at den blev sendt til trykning. Forsvaret foregik Valdemarsdag i 1989 i Århus. Opponenterne var professor Jørgen Graversen og professor Peter Lødrup, Oslo. Professor Svenné Schmidt var med i bedømmelsesudvalget. Under forsvaret var det i øvrigt første gang jeg tog ordet retsvidenskab i brug om mine skriverier.
Disputatsen handlede jo om skilsmisseprocessen. Den gav ikke anledning til reaktioner de første mange år. Nu mange år senere synes et par af de retspolitiske budskaber i bogen at have vakt genklang, hvilket overrasker mig. Et af dem var noget, Graversen kaldte en utopi i afhandlingen, nemlig muligheden for at lade alle de familieretlige sager begynde i statsamterne og derefter at opdele dem i en enighedsdel, som kan afsluttes administrativt, samt en tvistdel, der er et domstolsanliggende. Dette element har jeg strejfet ovenfor under pkt. 7 i relation til værgemål og faderskab, og det er jo nu blevet til virkelighed også på andre områder. Ordningen er, for så vidt angår skilsmisse- og forældremyndighedssager, en del af forliget mellem regeringen og Dansk Folkeparti fra 2007 omkring kommunalreformen om det, der er kaldt ”én indgang”. Jeg er meget spændt på strukturreformens skæbne, der i høj grad afhænger af, om statsforvaltningsjuristerne kan opfylde intentionerne bag ordningen og få tilstrækkelige ressourcer hertil, herunder ved at få tilvejebragt forlig om børnene i et samarbejde med de børnesagkyndige.
En anden hovedtese i disputatsen var en tvivl,
om det er nødvendigt, at der pligtmæssigt
skal tages stilling til vilkårene under en separations- eller skilsmissesag.
For nogle år siden blev forældremyndigheden som bekendt løsrevet, og for nylig er
ægteskabslovens § 54 om enkepension ophævet. I en arbejdsgruppe om strukturreformen
gennemgik vi de andre vilkår og endte med et forslag om, at § 56 skal overføres
til retsvirkningsloven, så kun ægtefællebidrag og lejlighedsspørgsmålet skal være
vilkår. Samtidig foreslog vi opspaltningen i enigheds- og tvistdelene lovhjemlet,
både således at statsforvaltningerne skal kunne udstede bevilling og oversende det
omtvistede vilkår til retten, og så domstolene får hjemmel til at træffe delafgørelser.
Man kan finde overvejelserne i en Redegørelse II fra 2005, som har levet en stille
tilværelse, idet den ikke er trykt, men kun findes på Familiestyrelsens hjemmeside,
og den har ikke været til høring.
12.3. Artikler
Jeg har skrevet mange artikler, vel over 30. Når jeg er snublet over et emne, jeg har følt er interessant, har jeg forsøgt, om det kunne bære et indlæg. Dem har jeg haft megen glæde af. I 1972 skrev jeg den første redegørelse for praksis om ægteskabslovens § 56, og det var en tilfredsstillelse, at højesteretspræsident Jørgen Trolle i kommentaren til den første højesteretsdom i UfR 1973 B s. 170 tog udgangspunkt i mine sondringer samt skrev, at artiklen naturligvis i væsentlig grad havde dannet grundlag for proceduren i Højesteret. Jeg har oplevet, at en artikel ”Skilsmissestatistik” fra 1988 blev trykt i Folketingstidende som bilag til en beretning fra retsudvalget. I 2004 skrev jeg en artikel ”Domstole og samvær”, og få måneder senere var mit forslag om, at domstolene efter anmodning fra en part under nogle forældremyndighedssager skal tage stilling også til samværsspørgsmålet, blevet til lov. Mest spændende har mine artikler om fremtidsfuldmagter som nævnt ovenfor under pkt.7 nok været.
Det har været en glæde at blive opfordret
til bidrage til festskrifter, både danske og nordiske. Jeg har været med til at
hædre mine professorkolleger Anders Agell og Åke Saldeen fra Uppsala samt Peter
Lødrup fra Oslo. I Danmark har jeg bidraget til skrifter for min gamle kollega Finn
Taksøe-Jensen, min studiekammerat professor Ole Espersen, højesteretsdommer Jørgen
Nørgaard og sparekassedirektør Ringgaard.
Det er også blevet til bidrag i særnumre af T:BB og T:FA i anledning af jubilæer
i Dansk Selskab for Boligret og Foreningen af Familieretsadvokater.
12.4. T:FA
Gennem mange år var jeg en af de to domsredaktører af Ugeskrift for Retsvæsen fra Østre Landsret. Forlaget Thomson overvejede midt i 1990-erne at begynde at udgive specialtidsskrifter. Jeg blev bedt om at komme med et bud på et familieretligt tidsskrift, den mulige stofmængde og antallet af potentielle abonnementer. Mit notat blev godt modtaget, og der blev udpeget nogle interesserede, som kom til at udgøre den senere redaktionskomite. Det var advokaterne Sys Rovsing og Jørgen U. Grønborg samt direktør Dorrit Sylvest Nielsen, som alle indgik i den senere redaktionskomité, og som fortsat er der. Jeg kom på titlen Tidsskrift for Familie- og Arveret, forkortet T:FA. Det første nummer udkom i 1997. Eksemplet kom til at danne skole på andre fagområder.
De år, tidsskriftet har eksisteret med seks numre om året, har vist dets levedygtighed. Det bliver citeret i mange bøger og i procedurer. Indtil 2005 redigerede jeg dommene fra begge landsretter, idet jeg fra domsredaktørerne af ugeskriftet modtog de afgørelser, de ikke ville bringe. De senere år har landsdommer Lis Frost stået for Vestre landsrets domme. Jeg er som nævnt nu op som domsredaktør for Østre Landsret og har overladt arbejdet til landsdommer Anne Louise Bormann, men fortsætter at stå for artikler m.v.
