Navnet det er stadig Jensen

Om danske navneregler, og om skiftende tiders muligheder for at ændre navn.

Af Karl Peder Pedersen

Arkivar, cand.mag. et lic.jur.

Artikel i Personalhistorisk Tidsskrift 2001, s. 200-221

Danmark har siden enevældens dage været et gennemreguleret land, og staten har i stort og småt søgt at styre danskernes adfærd og dagligdag. I artiklen beskrives det, hvorledes staten i 1770´erne begyndte at blande sig i, hvad vi danskere skulle kalde os, idet man gerne ville have, at alle brugte faste efternavne - det ville nemlig lette administrationen. Det førte til de mange sen-efternavne, som man siden 1903 har prøvet slippe af med ved at give folk mulighed for at skifte efternavn. Det er imidlertid kun lykkedes i beskedent omfang, og trods en mere liberal holdning siden 1980 er danske navneregler stadig indviklede og besværlige, sådan som det også fremgår af artiklen, der følger udviklingen helt frem til 2000.    

For 20 år siden fik Danmark en ny navnelov, der dengang var udtryk for en markant liberalisering af den ganske restriktive navnelovgivning, som indtil da havde været gældende i kongeriget. Loven vedtoges af Folketinget i foråret 1981, og trådte i kraft den 1. april 1982, og fra den dato fik kvinder ikke længere mandens efternavn, når de giftede sig, ligesom børn heller ikke automatisk udstyredes med faderens efternavn. Forklaringen på den liberale 1981-navnelov har givetvis meget at gøre med, at man godt 10 år tidligere var begyndt at tildele danskerne personnumre, og i takt med at de toges i brug af forvaltningen mistede navnene deres administrative betydning. Dermed blev det muligt for politikerne at imødekomme befolkningsønsket om nemmere navne- og navneændringsregler, sådan som det skete i 1981.

   I årene efter 1981 var der almindelig tilfredshed med de nye regler, men det har i de seneste år ændret sig, og man er begyndt at diskutere en revision af loven. Baggrunden er nogle markante udviklingstendenser, man har kunnet iagttage op gennem 1990´ erne. I stigende grad er det blevet almindeligt, at forældre tildeler deres børn efternavne, som er kombinationer af deres egne efternavne. Det er for så vidt til at leve med, men hvad nu hvis børnene senere gør det samme, ja så har vi 4-leds efternavne, og selv om sådanne ikke er ukendte fra adelige slægter, f.eks. Krag-Juel-Vind-Friis, så vil det ikke være særligt heldigt, hvis sådanne mastodontefternavne skulle få større udbredelse. Ifølge journalist Per Munch på Politiken har så godt som alle bladets praktikanter anno 2000 dobbeltefternavne, og det affødte følgende reaktion fra navneforskeren Michael Lerche Nielsen: ”Det er en skrækkelig situation. Det hænger sammen med tiden. Begge forældre vil have en fod med i spillet. På længere sigt bliver det noget værre miskmask, hvor man efter nogle generationer fuldkommen taber slægtslinien”.[i]

   Set på baggrund af den aktuelle navngivningstendens kan man godt forstå Lerche Nielsens bekymring, men det er nok et stort spørgsmål, hvor langt denne udvikling vil gå. Mon ikke folks naturlige forfængelighed sætter en stopper for lysten til at gå rundt med klodsede og mere eller mindre indholdstomme kæmpeefternavne? Jeg tror det. Det er da heller ikke dette perspektiv, der har sat de danske navneregler på den politiske dagsorden, men derimod, at der på navneområdet er opstået en problematisk gråzone, som man vanskeligt i længden kan leve med.  

  Da Folketinget i 1981 vedtog navneloven var det helt i tidens ånd, at folk, når de giftede sig, beholdt deres hidtidige efternavne, men sådan er det ikke længere. I løbet af 1990´erne er det blevet stadig mere almindeligt, at ægtefolk opgiver deres gamle efternavne til fordel for et nyt, fælles navn bestående af begges efternavne. Tendensen er ganske parallel til det, der kendes fra navngivningen af tidens børn. Hvad der kom først - forældrene eller børnene - skal jeg ikke kunne sige, men mon ikke det skete i skøn forening? Forklaringer på dette fænomen er det ikke her min opgave at give, andet end at konstatere, at mange åbenbart synes at have behov for på denne tydelige måde at signalere ud til en bredere kreds, at de ikke er singler. 

  At erhverve sig allianceefternavne er imidlertid ikke så nemt, som man skulle tro. For børns vedkommende går det nogenlunde let; de har nemlig i henhold til navneloven ret til begge deres forældres efternavne, enten hver for sig eller i kombination med bindestreg imellem; i sidste tilfælde kræver det dog navnebevis fra statsamtet. Vanskeligere er det for forældrenes vedkommende, idet de ikke har samme ret som barnet til at få den anden parts efternavn, og derfor heller ikke til at lade de to efternavne kombinere. I navnelovens forstand betragtes sådanne allianceefternavne som nye efternavne, da ingen af parterne har båret dem før, og det betyder, at folk i en række tilfælde, enten ikke kan få det ønskede efternavn, fordi det er forbeholdt andre (se mere om dette senere), eller også kan det kun tildeles ved navnebevis, og det har siden 1992 kostet 3.000 kr. Stillet overfor disse alternativer vælger en del at bruge det ene efternavn som mellemnavn og det andet som efternavn. Det er uden bindestreg, og derfor uden videre i orden. Det rejser imidlertid nogle praktiske problemer, fordi mange benytter de to efternavne som om de var kombinerede, og dermed opstår der en uoverensstemmelse mellem det, folk kalder sig, og det, de hedder officielt. Det er naturligvis ikke videre heldigt, og derfor åbnede Indenrigsministeriet i 1998 mulighed for, at man på folkeregistret kunne få registreret mellemnavne, der i realiteten brugtes som efternavne, som første led i efternavnet. Indførelsen af disse såkaldte adresseringsefternavne sikrede bedre overensstemmelse mellem det efternavn, folk faktisk brugte, og det officielle efternavn, og det var jo naturligvis en administrativ og praktisk foranstaltning, som ikke mindst postbudene er glade for. Til gengæld fik navnelovens skarpe skelnen mellem mellem- og  efternavne et kraftigt skud for boven, og det er ikke heldigt. Det er ikke mindst dette perspektiv, der har fået politikerne til at interessere sig for sagen. Inden vi ser nærmere på dette, skal vi dog først kigge nærmere på navnelovgivningens over 200 år lange historie. [ii]

  

Sit navn kan man ikke løbe fra

 Før 1903 eksisterede der i Danmark kun én legal mulighed for at ændre navn, nemlig via en kgl. bevilling, men den var der kun få, der benyttede sig af, både fordi bevillinger var dyre, og fordi regeringen førte en restriktiv navnepolitik.  Denne linie finder vi de første tegn på helt tilbage i 1770´erne, og den blev fastholdt til langt op i 1900-tallet. Kort sagt gik navnepolitikken ud på, at få folk, der var i familie med hinanden, til at føre samme efternavn, og til at bruge dette fra generation til generation. Tonen blev første gang slået an i Struenseeårene, hvor der den 8. november 1771 udsendtes et reskript til de slesvigske myndigheder, som påbød indførelsen af faste slægtsnavne (efternavne) i hertugdømmet. På det tidspunkt herskede i Slesvig, som i øvrigt også i kongeriget, den gamle navneskik, der gik ud på, at efternavne dannedes derved, at der til faderens fornavn føjedes et søn eller datter, og det betød, at hver generation fik nye efternavne (patronymer). Når regeringen ønskede at ændre på denne tradition, var det ifølge reskriptet, fordi de skiftende efternavne "i henseende til legitimering ved arvesager førte til usikkerhed og vidtgående stridigheder, og for så vidt det angik førelsen af skøde- og panteprotokoller kunne [de] give anledning til uorden".[iii]

  Regeringens ønske om at komme patronymerne til livs bundede altså i, at de forvoldte administrative forviklinger og problemer, og dette argument gik igen, da man i 1790 indskærpede 1771-reskriptet over for beboerne i Tørning Len. Her holdt man åbenbart stædigt fast ved den gamle navneskik, men det var efter Danske Kancellis mening ikke godt, da det "ofte skal forårsage tvistighed og forvirring såvel i formynder- og arvegangssager som i udskrivningssager.[iv]   

  Mens regeringen således flere gange søgte at ændre den navngivningspraksis, der var i Slesvig, lod man foreløbigt kongerigets indbyggere i fred. Nord for Kongeåen videreførtes den gamle navneskik uhindret ind i det 19. århundrede, men i 1828 gik det ikke længere. Den 30. maj 1828 udsendte Frederik 6. en dåbsforordning, og her siges det i § 18, at ethvert barn herefter skal døbes ”ei alene med fornavn, men og med det familie- eller stamnavn, som det i fremtiden bør bære”. Hverken selve forordningsteksten eller det opfølgende cirkulære af 4. oktober 1828 giver nogen nærmere begrundelse for, hvorfor det var vigtigt at få indført faste familienavne, men mon ikke motiverne har været de samme, som i de slesvigske reskripter, dvs. hensynet til en effektiv administration og behovet for at mindske mulighederne for fejltagelser og misforståelser. 

  I dåbsforordningens § 18 stod det printet sort på hvidt, at alle nye borgere skulle udstyres med efternavn, men hvem skulle bestemme, hvad barnet skulle hedde? På det punkt er forordningen tavs, og derfor fulgtes den snart op af cirkulæret af 4. oktober 1828, der rummede en række præciserende bestemmelser. På det konkrete spørgsmål gav cirkulæret det svar, at, såfremt familien ikke allerede havde et fast slægtsnavn, lå afgørelsen hos barnets far. Han kunne oven i købet vælge mellem flere muligheder, nemlig hans eget efternavn, hans eget fornavn vedhæftet -sen (patronym) eller for det tredje det stednavn, som familien havde tilknytning til. Dertil kom yderligere en regel om, at alle søskende skulle bære samme efternavn, og det betød for kvindernes vedkommende efterhånden et farvel til den gamle tradition med et efternavn bestående af faderens fornavn efterfulgt af datter. Endelig sagde cirkulæret, at det valgte efternavn ”bliver at vedligeholde i familien, hvis ingen bevilling til afvigelse erhverves”.

  Målet med de danske navneregler anno 1828 var helt klart at få indført faste efternavne overalt, således som det var tilfældet hos adelen og vel også i vid udstrækning hos byernes borgere. Herudover kan spores en tendens til, at statsmagten også i videre forstand ønskede at blande sig i navngivningen. I den tidligere citerede § 18 pålægges det nemlig præsterne at se til, at børnene ikke døbes til ”upassende navne”, og her sigtedes til både for- og efternavne. Under andenbehandlingen af navneforandringsloven i februar 1898 mente folketingsmedlem Oscar Hansen at vide, at bestemmelsen var foranlediget af en sag med en mand, der havde ønsket at hylde den gode danske akvavit ved at lade sin datter døbe Snapsiana, men om det er en skrøne er ikke til at vide.[v]

  I 1828 og årene derefter var der sikkert en del rundt omkring, der mente, at regeringen med de nye navneregler havde stukket sin næse i noget, som ikke kom den ved, og en del steder, fortsatte man i den gamle skure. Der, hvor de nye bestemmelser stødte sammen med de århundredgamle navnetraditioner var, dels kravet om at alle søskende skulle have samme efternavn, dels bestemmelsen om at det valgte efternavn skulle gå videre til næste generation. For det førstes vedkommende synes der ikke at have været den store modstand, og efter 1828 forsvandt de kvindelige patronymer lige så stille og erstattedes af samme efternavne, som mændene havde. Tungere lå det med det andet punkt, for her valgte man en del steder at fortolke reglerne derhen, at hver ny generation skulle kunne vælge efternavn blandt de tre muligheder, der var nævnt i 4. oktober 1828-cirkulæret. Dette blev der imidlertid sat en stopper for med Kirke- og Undervisningsministeriets cirkulære af 6. august 1856, hvor det siges , "at det er en følge af såvel sagens natur, som af det udtrykkelige indhold af ovennævnte kancellicirkulære (af 4. oktober 1828), at det faste familie- eller stammenavn, der efter frd. af 30te maj 1828 éngang er blevet valgt, ikke blot skal komme til anvendelse for alle børn i den samme generation, men også for alle følgende generationer i den samme familie, medmindre bevilling til afvigelse erhverves".

  Når indskærpelsen af 1828-navnereglerne fandt sted netop i det herrens år 1856 var det ingen tilfældighed, for den var led i en større plan, der gik ud på at stramme kraftigt op på de offentlige myndigheders personregistreringspraksis. Året før havde det danske monarki nemlig ved vedtagelsen af fællesforforfatningen af 1855 igen bragt sig på kollisionskurs med de tyske stater, og udskrivningsmyndighederne måtte derfor forberede sig på krigstilstand. I forbindelse med gennemgangen af lægdsrullerne havde man opdaget, at mange værnepligtige manglede efternavn, og forklaringen viste sig at være den, at navnet ikke havde stået på deres dåbsattester. Det var nemlig "hyppigt tilfældet, at i de døbeattester, der afgaves til brug for udskrivningsvæsenet, såvelsom de fortegnelser over konfirmerede drenge, der afagaves i henhold til værnepligtslovens § 9 og Justitsministeriets cirk. af 27. december 1849, enten intet familienavn er anført, eller dette af vedkommende embedsmand er på egen hånd dannet efter faderens fornavn". Det er klart, at dette måtte føles alarmerende, og derfor udvirkede Justitsministeriet, der var øverstansvarlig for udskrivningsvæsenet, at Kultusministeriet i maj 1856 indskærpede præsterne altid at notere både for- og efternavn på dåbsattesterne. Tilsvarende pålagde Justitsministeriet en måned senere alle udskrivningsinstanser altid at registrere de værnepligtiges fulde navn samt derudover gerne fødested (i parentes) og stilling. Dermed kunne man være sikker på at have så mange oplysninger om den enkelte værnepligtige, at de var entydigt identificerede, og således at man kunne imødese en presset indkaldelsessituation uden at behøve at være bange for kaos.[vi]

  Med 6. august 1856-cirkulæret fik præsterne lodret ordre om altid at døbe børnene til det efternavn, deres far havde. Det betød, at de i forvejen meget udbredte sen-efternavne blev totalt dominerende, i og med at der nu helt blev lukket af for den løbende tilgang af tilnavne og stednavne, som efterhånden blev til efternavne. Perioden efter 1850 var uden tvivl et af værst tænkelige tidspunkter for en sådan udvikling, for i disse årtier flyttede folk i hundredtusindvis væk fra landet og ind til byerne og ikke mindst til København. Netop i situationer, hvor man skal indgå i nye sammenhænge, er navnet vigtigt som kendemærke og identifikationspunkt, og derfor var det højst uheldigt, at så mange hed det samme.

   Det vil ikke være helt forkert at konkludere, at den danske stat i årtierne efter 1850 nåede det navnepolitiske mål, den havde sat sig under enevælden, nemlig at få alle danskere udstyret med faste slægtsnavne.[vii] Men når det er sagt, kan man samtidig lynhurtigt konkludere, at løsningen så sandelig langtfra var problemfri, og det er baggrunden for, at Rigsdagens politikere snart begyndte at tage sagen op. Inden vi følger denne debat, skal vi se lidt nærmere på den kgl. bevilling, der frem til 1903 var den eneste mulighed, der overhovedet eksisterede, for officielt at skifte navn. 

Den kongelige navnebevilling

 "Lov er lov og lov skal holdes", siger et gammelt ord, men som bekendt har det til alle tider været muligt at sprænge loven, enten ved kriminelle handlinger, eller ved at erhverve sig en allerhøjeste tilladelse til i konkrete tilfælde at fravige dens bestemmelser (kgl. bevilling). På navneområdet var det forholdsvis sjældent, at folk benyttede sig af denne udvej, og det hang både sammen med at bevillinger var dyre,[viii] og at de var relativt vanskelige at opnå. Under Folketingets drøftelser om navneændringer i 1882 fik man justitsminister Nellemann til at rykke ud med, hvilke betingelser ministeriet stillede for at udstede navnebevillinger, og hans svar lød på, at ansøgeren skulle kunne godtgøre "en rimelig retlig interesse" i relation til det ønskede navn. Det var dog ikke altid nok, for sjældne efternavne betragtedes som beskyttede, og de blev ikke tildelt andre med mindre, der forelå samtykke fra de pågældende bærere af navnet.[ix]

  For bevillingers vedkommende var sagsgangen den, at ansøgningerne med de fornødne bilag i form at dåbsattester mv. indleveredes til det amt, hvor man boede - for Københavns vedkommende til overpræsidenten. Herfra gik papirerne forsynet med amtmandens eller overpræsidentens indstilling videre til Danske Kancelli, eller efter 1848 Justitsministeriet, hvor sagen afgjordes. Når den kgl. bevilling forelå, sendtes den tilbage til amtmanden eller overpræsidenten, som udleverede den til ansøgeren. Navnebevillingssager har derfor normalt sat sig spor mindst to steder, nemlig i Danske Kancellis og Justitsministeriets arkiver, der rummer de fyldigste sager, samt hos amtet og overpræsidiet, hvor de pågældende journalsager normalt kun indeholder indstillingskoncepter. Endelig kan også finde meddelelser om navneændringer i kirkebøgerne, men det er dog ikke altid tilfældet, for først med navneloven af 1904 indføres en fast og ufravigelig procedure på dette område.  

  Kort sagt kan man sige, at folk kun benyttede sig af bevillingsvejen, hvis det var meget magtpåliggende for dem at få et nyt navne Det skete hyppigt i forbindelse med adoptioner, hvor de nye forældre ønskede at give adoptivbarnet deres eget efternavn samt i situationer, hvor børn født af ugifte kvinder indlemmedes i den familie, som hun senere stiftede, og samtidig ved kgl. bevilling tildeltes plejefaderens efternavn. Det forudsatte dog altid mandens udtrykkelige accept, og også i en række andre situationer skulle der foreligge accept fra én eller flere personer, før navnebevilling kunne udstedes. Det gjaldt f.eks. i 1871, hvor 4 voksne søskende søgte om at måtte få deres stedfars efternavn. Justitsministeriet afslog ønsket med den begrundelse, af der ikke forelå samtykke fra stedfaderen, og en sådan var ret så umulig at fremskaffe, da manden var død. Ministeriet stillede dog i udsigt, at man ville tage sagen op igen, så snart man modtog skriftligt accept fra stedfaderens nærmeste slægtninge.[x]

  Ønskede fraskilte kvinder at få deres ungpigeefternavn tilbage, var det ikke muligt uden ved bevilling, der da som regel også blev meddelt uden videre. Bevilget blev også den københavnske pengemand Mads Peder Pedersens ansøgning i 1875 om at måtte kalde sig Mads Peder Max Rangoon ”til erindring om et ophold i byen Rangoon i Indien”.[xi] Helt så heldig var Pionina Brixia Gelefine Veronika Henriksen ikke. Hendes forældre havde på denne iøjnefaldende måde ønsket at hylde de første socialdemokratiske frontkæmpere Pio, Brix og Geleff, men da hun blev voksen, søgte hun i 1890 om at slippe af med det monstrøse navn, og blot kalde sig Inger Taastrup. Så langt ville Justitsministeriet dog ikke gå; man gav hende alene tilladelse til at kaste de tre fornavne væk.[xii]

  Nogle af disse navnebevillingssager bragte også mere eller mindre pinlige afsløringer for dagen. F.eks. ansøgte ægteparret Christian og Wilhelmine Winge i 1865 om at datteren Christine måtte få deres efternavn. Sagen var den, at de havde fået denne pige, før de var blevet gift, og det havde åbenbart været en så pinlig sag, at de havde bestukket jordemoderen til at opgave falske forældre. Senere var de blevet gift, og havde fået 5 ægte børn, men først i 1865 - vel i forbindelse med Christines konfirmation - røbede de sagens rette sammenhæng og søgte -  og fik - bevilling, så også deres ældste datter kunne blive en rigtig Winge.[xiii]   

  I 1903 indførtes, som vi snart skal se det, en nemmere mulighed for at få nyt efternavn, men i en række situationer var bevillinger stadig eneste udvej helt frem til 1961, hvor de afskaffedes. Inden vi ser på navneudviklingen i 1900-tallet, skal vi først følge den politiske debat, der udspandt sig på Rigsdagen efter 1870, og som ledte frem til navneloven af 1904.

 

Kampen på Rigsdagen for en nemmere måde at skifte efternavn på

 Som vi tidligere har været inde på, cementerede 1856-cirkulæret sen-efternavnene, og den eneste udvej var via den kgl. bevilling. Det var mange utilfredse med, og i midten af 1870´erne bragte flere sagen op i Rigsdagen. I 1874 modtog man en henvendelse fra 476 beboere i Jylland, og året efter ansøgte 75 personer i Præstø Amt om, "at det må blive tilladt den, som ønsker det, at antage et passende slægtsnavn, uden at det derfor foreskrevne gebyr bliver at erlægge". I Folketinget var stemningen positiv, og bl.a. foreslog flere ordførere, at Kultusministeriet skulle udarbejde en vejledning i navnesager, og "en ordbog over gode danske navne, mellem hvilke man kunne give befolkningen valget". Med gode anbefalinger overlod man sagen til kultusminister Worsaae, der også var positiv: "Jeg skal med fornøjelse bidrage mit til at fremkalde en forandring i så henseende," udtalte han fra tingets talerstol. Worsaaes velvilje kom imidlertid snart til kort over for Justitsministeriet, der var meget betænkeligt ved at gøre navnebevillinger gratis. Man advarede om, at "en pludselig og massevis navneforandring vil medføre så store ulemper, såvel i det private samkvem, som for den offentlige orden, at den for at kunne retfærdiggøres, må støtte sig til meget alvorlige grunde". Herefter argumenterede man for, at sådanne grunde ikke forelå for indeværende, og i oktober 1878 måtte Kultusministeriet slukøret konkludere, at "under disse omstændigheder finder Ministeriet, at der ikke for tiden fra regeringens side kan foretages noget i anledning af de omhandlede til Folketinget indkomne andragender".[xiv]

  I 1881-82 vækkede en ny forespørgsel i Folketinget igen sagen til live, men det satte ikke gang i de to ministerier. Justitsminister Nellemann var fortsat meget afvisende, mens den nye kultusminister Scavenius var mere positiv, når han udtalte, at "jeg finder det ligesom de (dvs. ordførerne) uheldigt, at den altovervejende del af befolkningen ikke har virkelig faste familienavne, så man kan kende den ene familie fra den anden. Kunne man virke hen til, at dette forhold kunne lidt efter lidt forandre sig, ville jeg betragte det som heldigt. Jeg skal derfor ikke have noget imod at gå den vej, det ærede medlem for Vejle Amts 2. Kreds (Berg) opfordrer mig til, nemlig at nedsætte en kommission for at udarbejde en ordbog over fremtidige navne". Det Scavenius her sigtede til, var det genfremsatte forslag om at udarbejde en positivliste over efternavne, som på forhånd var godkendte, og som derfor uden videre kunne stilles til rådighed for folk, der ønskede at ændre efternavn.[xv]

  Efter folketingsdebatten i begyndelsen af 1880´erne skete der imidlertid intet, og det skyldtes ikke alene, at man i Justitsministeriet var modstandere af sagen, men nok så meget, at de to ministerier ikke kunne enes om, under hvilket ressort navneændringer hørte. Og endelig kom, få år senere, det store opgør mellem højreregeringen og det venstredominerede Folketing, der pludselig satte en helt anden dagsorden for det politiske og parlamentariske liv i Danmark, og det fejede hårdt og brutalt navnelovsprojektet helt af banen.

  Først i  midten af 1890´erne dukkede navnedebatten igen op til overfladen, ikke mindst foranlediget af det nyoprettede, meget aktive Genealogisk Institut, der i 1894-95 opfordrede justitsministeren til at nedsætte en navnekommission.[xvi] Da det ikke skete, tog den sjællandske provst og MF´er Michael Nielsen sagen i sin egen hånd, og den 11. marts 1897 fremsatte han et 6-paragraffer stort forslag til lov om navneforandring. Forslaget gav folk ret til som nyt efternavn at antage det evt. tilnavn, ens far eller farfar havde været kendt under, ligesom man fik ret til at få navnet på ens ejendom, såfremt den vel at mærke også havde været ejet af ens far og farfar. Der var ikke tale om en permanent ordning, men kun om en mulighed, der skulle stå åben ét års tid, men nok så epokegørende var det, at disse navneændringer ikke skulle ske ved bevilling, men derved at herreds- og byfogederne, og i København magistraten, fik bemyndigelse til at udstede navnebeviser, der i øvrigt skulle være gratis.[xvii]

    Provst Nielsens udspil fik en meget positiv modtagelse, og i det udvalg, der efterfølgende nedsattes for at se på forslaget, var der stemning for at gå endnu videre. Nu skulle man også kunne få papir på tilnavne, som man selv var kendt under, ligesom man også frit skulle kunne tage navn efter den ejendom, man ejede og beboede. I både Michael Nielsens og udvalgets forslag var det grundlæggende synspunkt, at folk alene skulle kunne få navne, som de på en eller anden måde var særligt knyttede til, men under den videre debat i Folketinget i 1897-98 begyndte man umærkeligt af forlade denne position, og i det reviderede lovforslag som udvalget barslede med i februar 1898 havde kun retten til at overtage ens fars eller farfars til- eller efternavne overlevet. Derimod tog man den gamle idé fra 1870´erne op igen, nemlig at man skulle kunne vælge sig et nyt efternavn fra en særlig godkendt navnefortegnelse. Selvom der var stor tilslutning bag lovforslaget i Folketinget, fandt man, at der var behov for at få navnlig brugen af tilnavne undersøgt nærmere i en kommission, og derfor sluttede 3. behandlingen den 4. marts 1898 med vedtagelsen af en dagsorden, der opfordrede regeringen til at nedsætte en sådan kommission.[xviii]

  Præcis to måneder senere udpegedes teologiprofessoren Fredrik Nielsen, historieprofessoren Johannes Steenstrup og folkemindeforskeren Axel Olrik til dette hverv, og de gik straks i gang. I løbet af maj 1898 sendte de spørgeskemaer ud til 122 personer over hele landet, som de mente kunne fortælle om den lokale brug af tilnavne og efternavne, og på grundlag af disse besvarelser udarbejdedes en samlet fremstilling, der lå klar i februar 1899 og som samtidig udkom i bogform.[xix] Her finder man også to lovudkast udarbejdet af hhv. Nielsen/Steenstrup og Olrik, men det var dog ingen af disse, der blev lagt til grund, da man i Justitsministeriet i det følgende år udarbejdede regeringens forslag til navneforandringslov. I efteråret 1900 var man klar til at fremsætte lovforslaget i Folketinget, men da dette skulle godkendes i statsrådet den 26. oktober 1900 stødte det på stærk modstand fra helt uventet hold, nemlig fra kongen selv. I statsrådsprotokollens referat af mødet, fremgår det, at "Hans Majestæt syntes, at der ikke var grund til at begunstige lysten til at forandre navn, der som oftest udspringer af forfængelighedshensyn, og mente, at den som ønskede at antage et nyt navn, i alt fald bør betale en navneskat".[xx] Justitsminister Goos prøvede så godt han kunne at overbevise kongen om, at loven kunne var en ganske ubetydelig justering i forhold til den kendte praksis, men det lykkedes ham tydeligvis ikke at overbevise den gamle herre. Videre i statsrådsprotokollen står der nemlig: "Uagtet Hans Majestæt formente, at der ikke er nogen stor trang til en sådan lov, med hvilken Hans Majestæt ikke sympathiserer, ville Hans Majestæt dog, da sagen er uden politisk betydning, ikke modsætte sig dens fremme, og approberede således lovforslaget til fremsættelse for Rigsdagen".[xxi] 

  Lovforslaget blev fremsat i november 1900, og det indeholdt følgende fire muligheder for at vælge nye efternavne: 1. Tilnavne, som ens far og bedstefædre havde båret. 2. Navnet på ens ejendom, såfremt den før havde tilhørt ejerens eller hans kones forældre eller bedsteforældre. 3. Navne på nordiske landsdele, øer, sogne, byer eller mindre bebyggelser. 4. Navne fra en fortegnelse over de ”med dansk sprogtone stemmende navne”, som Justitsministeriet ville lade udarbejde.[xxii]   

  Goos´ forslag vedtoges med nogle mindre ændringer i Folketinget den 1. februar 1901, hvorefter det gik videre til Landstinget, hvor man havde en række betænkeligheder. Navnlig fandt en række Højre-folk ikke beskyttelsen af eksisterende slægtsnavne tilstrækkelig god, og desuden mente de heller ikke, at straffede skulle have lov til at ændre navn. Resultatet blev, at man ikke nåede at behandle forslaget til ende inden rigsdagsårets udløb, og dermed bortfaldt det.

Albertis navnelov af 1904

Da Rigsdagen igen trådte sammen i efteråret 1901, var der få måneder før sket det, at Christian 9. langt om længe havde besluttet sig til at udnævne et ministerium med parlamentarisk flertal bag sig, og Venstre kom nu efter mange års ørkenvandring til magten. En af de mest markante nye ministre var manden med det italienskklingende navn, Peter Alberti, der i 1901 blev justitsminister, og som i de følgende år gennemførte en række vidtrækkende reformer. Navneændringer var i dette store spil en lille ting, men på den anden side var det klar venstrepolitik, og i maj 1903 slog han til. Tilbage i 1901 havde daværende justitsminister Goos bedt Johannes Steenstrup og sprogforskeren Verner Dahlerup om at lave en liste over godkendte navne, og den lå klar i 1902, hvor den også blev trykt.[xxiii] Det var disse 16.700 efternavne Alberti i maj 1903 gav fri. Samtidig realiserede han idéen fra de tidligere lovforslag om, at navnene skulle kunne erhverves på en nem og billig måde. Sagsbehandlingen uddelegeredes til landets borgmestre, by- og herredsfogeder (efter 1919: politimestrene) og for Københavns vedkommende til overpræsidenten; de fik mandat til at udstede navnebeviser  - også kaldet øvrighedsbeviser - formedelst 4 kr. i gebyr. Hver embedsmand fik pligt til at føre en navneforandringsprotokol, hvori alle navneændringer registreredes, og desuden skulle de relevante kirkebogs-, lægdsrulle- og strafferegisterførere, og efter 1924 også folkeregisterførere, underrettes. Derimod skulle intet indberettes til Justitsministeriet, og det ville derfor ikke kunne forhindres, at samme efternavn blev givet til flere personer.[xxiv] 

   Da Alberti i maj 1903 indførte denne nemme navneforandringsmulighed, skete det ikke i form af en lov, men med hjemmel i kgl. resolution af 26. marts 1903, og dermed byggede han for så vidt på den gamle bevillingspraksis, hvor navnebevillinger var nådesakter. Det var ikke holdbart, og derfor gik man også samtidig i Justitsministeriet i gang med at udforme det forslag til navneforandringslov, som fremsattes i Landstinget den 4. november 1903, og som efter vedtagelsen her videresendtes til Folketinget, hvor det i marts 1904 også vedtoges med stort flertal. Om Christian 9. også i forbindelse med dette lovforslags fremsættelse ytrede sig kritisk, fremgår ikke at de offentliggjorte statsrådsforhandlinger, men vi kan da i hvert fald konstatere, at han ikke vægrede sig ved at underskrive den vedtagne lov, for det gjorde han den 22. april 1904, og dermed havde Danmark fået sin første navneforandringslov. 

  Når Albertis lovforslag gik glat gennem Rigsdagen, hang det primært sammen med, at Højre ved valget i 1903 havde mistet sit landstingsflertal, men nok så vigtigt var det også, at forslaget bedre end forløberne tacklede problemet omkring sikringen af de ibrugværende efternavne mod ”overgreb” fra nye brugere. Løsningen gik i al sin enkelhed ud på, at man i stedet for at operere med en liste over tilladte efternavne, indførte en liste over forbudte - eller forbeholdte - navne, og samtidig bortfaldt de restriktioner for valg af nyt navn, som tidligere forslag havde rummet. Den administrative ordning fra 1903 fastholdt man uændret, dog med den tilføjelse, at alle navneændringer løbende skulle indberettes til Justitsministeriet . 

  Albertis navnelov trådte i kraft den 1. juli 1904, men først fra den 1. juli 1906 fik folk mulighed for at bruge den, og det skyldtes, at der jo først skulle udarbejdes en liste over navne, som ikke kunne vælges. Det tog man fat på i juni 1904 på den måde, at Justitsministeriet opfordrede alle, der ønskede at forbeholde sig deres efternavne, til inden den 1. juli 1905 at meddele dette til ministeriet. Der anmeldtes i alt 7.391 navne, og alle disse henvendelser, der ofte rummer interessant slægtshistorisk materiale, befinder sig i dag på Rigsarkivet.[xxv] Efter fristens udløb udarbejdedes en alfabetisk fortegnelse, som både blev trykt i Lovtidende og som selvstændig publikation.[xxvi] Fortegnelsen er siden løbende udvidet med tillæg over nye forbeholdte navne, og disse supplementslister blev i mange år frem til 1987 publiceret i Lovtidende. Samtidig udgav man også med års mellemrum fuldstændige navnefortegnelser; den sidste, der er fra 1987, rummer 69.000 forbeholdte efternavne.[xxvii]

  I 1904 var én negativliste imidlertid ikke nok, for der var også en række historiske navne, som Justitsministeriet mente man under alle omstændigheder skulle frede. Derfor sammenstillede man en fortegnelse på knap 500 navne, " der har været båret af personer, der har gjort sig fortjente af Fædrelandet”, og som nu også blev forbeholdte. Dermed forhindredes det, at ædle navne som Absalon, Bissen, Bournonville, Tordenskjold og Thorvaldsen skulle blive besudlede ved at blive brugt af gemene borgere.[xxviii]

  Det centrale idé bag 1904-navneloven gik ud på, at folk, der ønskede sig et nyt efternavn, kunne vælge lige, hvad det skulle være, når blot det ikke stod på en af de to negativlister, samt i øvrigt opfyldte følgende tre generelle krav, nemlig for det første at navnet adskilte sig markant fra de forbeholdte navne, for det andet at det var stemmende med dansk sprogtone og endelig for det tredje at det - men en vending fra 1828-forordningen - ikke var ”upassende”. Herudover åbnedes mulighed for, at man kunne antage efternavne og tilnavne, som ens fædre eller bedstefædre var kendt under, ligesom ejere af ejendomme lovformeligt kunne bære navnet på deres besiddelse, men i begge disse sidste tilfælde stod muligheden kun åben i en kort periode. Navneloven gav endelig også fraskilte kvinder et retskrav på at få deres ungpigeefternavn igen, hvis de skulle ønske dette.

  1904-navneforandringsloven var ikke tænkt som en permanent ordning, men som en overgangsløsning. Den tog alene sigte på, at rigtig mange mennesker i løbet af en kortere årrække skulle benytte sig af de nemme muligheder for at få nye efternavne, og når man så på den måde havde fået sen-navnene betydeligt decimeret, kunne der indføres en permanent ordning med bevillingen som eneste navneændringsmulighed. Denne frist blev i loven fastsat til 10 år fra bestemmelsernes ikrafttræden, dvs. til 1. juli 1916; det gjaldt dog ikke for fraskilte kvinder, som loven gav en permanent ret til efter ansøgning at få deres ungpigenavn tilbage.[xxix]

Blev Albertis navneforandringslov brugt?

I sommeren 1906 trådte de nye navneforandringsbestemmelser, som nævnt, i kraft. Hvordan mon det spændte af? Stod folk i kø udenfor retsbetjentkontorerne for at få fat i de flotteste navne, eller var de mange Jensen´er, Hansen´er og Petersen´er ret så ligeglade? Det sidste var faktisk tilfældet - interessen ude omkring var meget begrænset. På landsplan blev der i 1906 og 1907 udstedt omkring 700 navnebeviser, hvorefter niveauet faldt til næsten det halve i nogle år. I Tabel 1 kan man følge udviklingen de første 10 år.  

Tabel 1. Udstedte navnebeviser i Danmark 1906-1915[xxx]

 

1906: 700

1907: 740

1908: 410

1909: 360

1910: 370

1911: 590

1912: 620

1913: 650

1914: 900

1915: 520

 

I alt blev der de første 10 år udstedt ca. 6.000 navnebeviser omfattende omkring 20.000 personer. Det var altså lange udsigter til at slippe af med sen-navnene, og i 1911 indrykkede professor Johannes Steenstrup et opråb i Kraks Vejviser, som han indledte med ordene: "Der råder i Danmark en navneskik, som er til største besvær for vort samfundsliv. Det tilintetgør de enkeltes særpræg, og forvandler i høj grad folket til en ensartet masse". Steenstrups opfordring til at udskifte sen-efternavnene med mere individuelle navne bar frugt i den forstand, at antallet af navnebeviser udstedt af Københavns Overpræsidium fordobledes, og året efter udsendte Kraks Forlag en lille bog, hvor man udover et genoptryk af Steenstrups appel, bragte en liste med 9.400 navne, som folk "temmelig sikkert" kunne få navnebevis på.[xxxi]

  På samme tidspunkt begyndte man også i bredere historiske kredse at debattere navneloven. Således kritiserede den kendte personalhistoriske redaktør og forfatter H. Hjorth-Nielsen på Dansk Historisk Fællesforenings årsmøde i 1913 retsbetjentenes forvaltning af loven, og han fandt også navnebeskyttelsen for svag. Derfor foreslog han, at der nedsattes "et sagkyndigt udvalg til varetagelse af alle navnesager fra hele landet, således at disse ikke som nu ligge i hænderne på politimestrene".[xxxii] Hjorth-Nielsen talte ikke før døve øren, tværtom var der opbakning bag hans synspunkter, og DHF nedsatte et internt navneudvalg med arkivar Anders Thiset som formand og Hjorth-Nielsen som et af medlemmerne.[xxxiii] Dette udvalgt offentliggjorde i marts 1915 et lovforslag, der foreslog afgørelsen af alle navnesager henlagt til et kontor i Justitsministeriet. Samtidig anbefalede man, at der oprettedes et 3-personers sagkyndigt navneråd, hvor alle navnebevillinger og -beviser skulle godkendes. Når man valgte at udforme et konkret lovforslag, hang det sammen med, at navneloven jo skulle revideres senest i sommeren 1916. Revisionen blev imidlertid ikke så omfattende, som man havde håbet på - den gik blot ud på en 5 års forlængelse - og derfor fik DHF´s forslag ikke som sådant den store betydning. Det betød dog ikke, at man i Justitsministeriet sad kritikken overhørig. Navnekontor og navneråd blev der ikke noget af, men i realiteten trak man afgørelserne tilbage til ministeriet, i og med at alle navneforandringsssager fra august 1916 skulle indsendes til forhåndsgodkendelse, således "at det i højere grad end hidtil kan undgås, at der udfærdiges øvrighedsbevis på sådanne navne, der enten på grund af fremmed sprogtone eller på grund af lighed med beskyttede navne, ikke burde være udfærdigede". I Justitsministeriet tilsluttede man sig altså DHF-udvalgets kritik af retsbetjentene, som jo havde en klar økonomisk interesse i at udstede flest muligt navnebeviser, eftersom gebyrpengene gik ubeskåret i deres lommer. At det i nogle tilfælde kunne få dem til at gå ganske vidt i deres accept af nye navne, er der ingen tvivl om, men det blev der altså nu sat en stopper for. Nok så vigtigt var det også, at man ved den nye procedure forhindrede, at man flere steder udstedte navnebeviser på samme navn. Det havde der faktisk været eksempler på, for retsbetjentene kunne jo i sagens natur ikke vide, at et navn var forbeholdt, før de modtog listen over nye reserverede navne fra Justitsministeriet.[xxxiv] Som konsekvens af at den reelle afgørelse i navnebevissagerne centraliseredes, oprettedes i Justitsministeriet et seddelkartotek over forbeholdte navne, og det er i brug den dag i dag, hvor det befinder sig hos Civilretsdirektoratets 4. kontor, der har overtaget navneændringsområdet fra Justitsministeriets departement.

  I 1916 blev navneforandringsloven forlænget i 5 år, fordi man ikke mente, at der var tilstrækkeligt mange mennesker, der havde benyttet sig af den. Dertil kom, at man også ville afvente de nye familieretlige regler, som den skandinaviske civillovskommission forventedes at barsle med i løbet af nogen tid. Netop i 1916 var antallet af navnebeviser rekordstort (ca. 1.500) - givetvis fordi mange havde ændret navn i begyndelsen af året af frygt for, at loven ikke ville blive forlænget. I 1917 og 1918 lå tallet på godt 700, og selvom omfanget i de følgende år steg lidt, kunne man ved lovrevisionen i 1921 konstatere, at der fra lovens ikrafttræden i 1906 og til udgangen af 1920 kun var udstedt ca. 10.000 navnebeviser til i alt ca. 33.000 personer, og derfor besluttede man at forlænge loven i endnu 10 år. Op gennem 1920´erne udstedtes alt i alt ca. 3.000 navnebeviser, og derfor forlængedes loven i 1931 endnu 10 år. Heller ikke i 1930´erne var omfanget stort, godt 2.500 beviser blev det til, og derfor besluttede man i 1940 at forlænge loven "indtil videre".[xxxv]

De nyeste navnelove fra 1961 og 1981

Under Besættelsen og de nok så hårde første efterkrigsår lod man navnelov være navnelov, og først i 1952 tog man sagen op, og nu skulle det være slut med evigt at forlænge 1904-loven. Der nedsattes et udvalg under Justitsministeriet, som fik til opgave at komme med forslag til en helt ny navnelov, der kunne afløse Albertis navneforandringslov og de andre navneregler. Hele 8 år tog det, før betænkningen lå klar, men så gik det til gengæld hurtigt. Dets udkast til lovforslag blev omgående ekspederet videre til Folketinget, hvor det vedtoges uden den store debat, og Danmark fik dermed den 17. maj 1961 sin første rigtige navnelov. Med den nye lov overflyttedes behandlingen af navneforandringssager fra politimestrene til amterne (efter 1980 statsamterne), og her ligger de stadig. Også fra Justitsministeriet blev der flyttet kompetence ud til amterne, men en række sager skulle dog fortsat forelægges ministeriet til endelig afgørelse. Alle nye efternavne skulle også fortsat indrapporteres til det store landsdækkende kartotek over forbeholdte navne. Med 1961-loven ophørte muligheden for at få nyt navn ved kgl. bevilling, og samtidig indskrænkedes den besværlige regel om, at folk kunne erhverve sig allerede forbeholdte navn, såfremt samtlige bærere af det pågældende navn sagde ja skriftligt.

  Endelig udvidede 1961-navneloven mulighederne for at foretage navneskifte blot ved anmeldelse til kirkebogsføreren. Siden 1908 havde stedfædre, der ønskede at give plejebørn deres efternavn, kunnet gøre dette ved blot at meddele det til kirkebogsføreren.[xxxvi] Denne lette navneændringsvej var blevet udvidet i 1930´erne, men det var først i 1961, at den blev inkorporeret i navnelovskomplekset, ikke mindst derved at fraskilte kvinder nu kunne generhverve sig deres ungpigeefternavn på denne nemme måde.

  Den nuværende navnelov af 29. april 1981 lavede ikke om på sagsgangen i navnesager, men det udvidede mulighederne for at ændre navn ved navneanmeldelse. Ad den vej kan man erhverve sig nyt fornavn, efternavne, som man tidligere har båret samt ens forældres efternavne.[xxxvii] Navneloven bygger stadig på det gamle system med forbeholdte navne, men det er dog begyndt at blive gennemhullet, i og med at loven giver alle et retskrav på at kunne få nogle bestemte efternavne, primært efternavne som ens bedsteforældre eller oldeforældres har båret. Forud for vedtagelsen af den nye navnelov blev der ført en større debat, bl.a. i dette tidsskrifts spalter, og Selskabet for dansk genealogi og Personalhistorie protesterede officielt i en henvendelse til Folketinget over den krænkelse af slægtsnavnene, der efter selskabets mening lå i bestemmelsen om, at børn kunne få efternavne, som en af forældrene tidligere havde erhvervet sig ved ægteskab.[xxxviii]

Jeg er dansker, jeg hedder Jensen

Op gennem 1900-tallet fortonede det mål, der hed færre sen-efternavne, sig lidt efter lidt. Det viste sig efterhånden også at være helt urealistisk, for, som det nyeste tal fra 1999 viser, bærer 58% af alle danskere stadig sen-efternavne.[xxxix] Efterhånden har der udkrystalliseret sig et nyt navnepolitisk mål, der går ud på at give folk adgang til at få lige præcis de navne, de gerne vil have, men her støder man på i den barriere, der hedder forbeholdte navne. Den har man, som nævnt i indledningen, siden 1998 søgt at omgå ved en administrativ bestemmelse om addresseringsmellemnavne, men det er naturligvis ikke videre heldigt, at ikke alt vedrørende navne- og navneændringer er reguleret af navnelovgivningen. På det seneste har navneloven også været inddraget i den aktuelle indvandrerdebat. Lister over forbeholdte navne omfatter jo også de mange sen-efternavne, og det betyder, at en indvandrer, der gerne vil skifte navn fra f.eks. Arulmurukananthavadivel[xl] til Jensen eller et andet godt dansk navn, vil få nej til et sådant ønske. Navneloven blokerer derfor for den integration, der ellers er et af tidens vigtigste politiske mål. Justitsminister Frank Jensen vedgik da også i februar 2000 åbent i Folketinget, at "navneloven er jo en ældre lov, som på mange måder trænger til en revision", og senere i spørgetimen meddelte han, at man overvejede at nedsætte et udvalg, der kunne udarbejde et forslag til en ny navnelov.[xli] Endnu er dette udvalg ikke blevet nedsat, så man kan derfor vanskeligt fornemme, i hvilken retning arbejdet med en ny navnelov vil gå. Spændende bliver det, om det vil lykkes for kommende navnelove i løbet af et par hundrede år at komme de mange sennavne til livs?    

 

 

Noter:

[i]  Per Munch: Efternavne holder bunkebryllup, Politiken den 3. december 2000.

 

[ii]  Gode fremstillinger af dansk navneret og -lovgivning finder man bl.a. hos O.A. Borum: Familieretten 1, s. 160-206, 1936, Ib Lunøe: Dansk Personnavneret, 1944 og i Betænkning om en ny lovgivning om personnavne afgivet af det af Justitsministeriet den 20. marts 1952 nedsatte udvalg. Betænkning nr. 254, 1960. Også hos Fredrik Nielsen, Axel Olrik og Johannes Steenstrup: Dansk Navneskik, 1899, findes på s. 107-132 oplysninger om disse spørgsmål.

 

[iii]  Chronologische Sammlung der im Jahre 1771 ergangenen Königlichen Verordningen und Verfügungen für die Herzogthümer Schleswig und Holstein ect., 1771, No. 32, Kiel 1800.

 

[iv]  Kancellipromemoria til biskoppen i Ribe af 15. maj 1790 (Schous Forordninger).

 

[v]  Rigsdagstidende 1897/98. Folketingets Forhandlinger, sp. 3489.

 

[vi]  Cirk. af 6. maj og 7. juni 1856. Citatet stammer fra sidstnævnte cirkulære.

 

[vii]  Hvorledes navnebestemmelserne fra 1828 og 1856 blev ført ud i livet rundt om i Danmark er undersøgt og beskrevet at Ole Degn i artiklerne: Jens Sørensens søn, Søren Jensen eller Søren Sørensen. Jyske lokalsamfunds reaktioner på navnelovene af 1828 og 1856, i: Maeve Drewsen m.fl. (red.): Set store i det små, s. 58-69, 1997 og De danske efternavne på -sen. Landbefolkningens reaktioner på navnelovene af 1828 og 1856, Personalhistorisk Tidsskrift 2001:1, s. 14-34..

 

[viii]  Gebyret var efter 1875 33 kr. og 66 øre, og selv om det ikke lyder af meget i vore dages penge, var det ganske stort beløb. Dertil kom sagførerhonoraret.

 

[ix]  Beskyttelseshensynet udtrykkes på den måde, at man ved tildelingen af nye efternavne "kke derved gribe ind i andres rettigheder til visse navne". Rigsdagstidende 1881/82. Folketingets Forhandlinger, sp. 1367.

 

[x]  Landsarkivet for Sjælland, Københavns Overpræsidium. Visdomsbog 1869-1946, s.  191 (Journalsag 293/1871).

 

[xi]  Sst., s. 193 (Journalsag 6/1875).

 

[xii] Sst., s. 194 (Journalsag 976/1890).

 

[xiii] Landsarkivet for Sjælland, Københavns Overpræsidium. Visdomsbog 1858-68, s. 243  og journalsag 248/1865. I Helligåndskirkens kirkebog over fødte 1849-1854, s. 189 (3-6-22) finder man Christine Antonie Villis døbt den 20. januar 1850. Som forældre er anført kontorist Carl Sørensen og ugift fruentimmer Wilhelmine Villis, og som faddere faren og jordemoderen madame de Place. Af journalsagen fremgår det, at jordemoderen er taget til Amerika, og hun kunne derfor ikke straffes. Christian Winge var fuldmægtig i Generalpostdirektionen.

 

[xiv] Rigsdagstidende 1874/75. Folketingets Forhandlinger, bd. 3, sp. 5885 og 5891 og Tillæg B, sp. 1195-96;  Rigsdagstidende 1875/76. Folketingets Forhandlinger, bd. 1, sp. 936 og Kultusministeriets skrivelse ang. et forslag om foranstaltninger til indførelse af virkelige slægtsnavne af 18. oktober 1878.

 

[xv]  Rigsdagstidende 1881/82. Folketingets Forhandlinger, sp. 1380.

 

[xvi] Landsarkivet for Sjælland, Genealogisk Institut. Forhandlingsprotokol 1887-1909, s. 15 (mødet den 20. februar 1894). Instituttet fungerede, navnlig efter 1904 som konsulent for mange personer, der ønskede navneændringer, og disse sager findes stadig i dets arkiv henlagt i alfabetisk orden (ca. 25 pk.). Afleveringssagen rummer en alfabetisk oversigt over alle sagerne. 

 

[xvii]  Rigsdagstidende 1896/97. Folketingets Forhandlinger, sp. 5300, 5412-5414, 5690-5706 og 6776. Tillæg A, sp. 3993-3996 (Forslag til lov om navneforandring fremsat den 11. marts 1897 af Michael Nielsen).

 

[xviii] Rigsdagstidende 1897/98. Folketingets Forhandlinger, sp. 698, 919-950, 965 og 3170; Tillæg A, s. 2419-2422 (Forslag til lov om navneforandring fremsat den 27. oktober 1897 af  Svend Høgsbro m.fl.) og Tillæg B, sp. 755-766 (Betænkning over forslag til lov om navneforandring af 8. februar 1898).

 

[xix]  Fredrik Nielsen, Johs. Steenstrup og Axel Olrik: Danske Navneskik. Betænkning afgiven af den af Justitsministeriet den 4. maj 1898 nedsatte Kommission, 169 s., 1899.

 

[xx]  Hvorvidt Christian 9. også opfattede det som udtryk for upassende forfængelighed, da hans sønnesøn i 1905 ændrede navn fra Christian Frederik Carl Georg Valdemar Axel til Haakon for at blive konge af Norge  for stå hen i det uvisse.

 

[xxi] Harald Jørgensen (udg.): Statsrådets Forhandlinger 1872-1912, bd. 12, s. 505-506.

 

[xxii] Rigsdagstidende 1899/1900. Folketingets Forhandlinger, sp. 1269, 1303-1307, 1410-1442, 2685-2725, 2745, 2878-2892, Landstingets Forhandlinger, sp. 787-788 og 1089-1127; Tillæg A, sp. 2259-2274 (Forslag til lov om navneforandring fremsat den 9. november 1900 af justitsminister Goos) og Tillæg B, s. 605-612 og 2159-2166 (Betænkning over forslag til lov om navneforandring af 23. januar 1901 og Beretning fra Landstingets udvalg angående forslag til lov om navneforandring af 22. marts 1901).

 

[xxiii]  Verner Dahlerup og Johs. Steenstrup: Navnebog. Til Vejledning ved Valg af nye Slægtsnavne, 108 s., 1902.

 

[xxiv] Bekg. nr. 107 ang. udfærdigelse af navnebeviser af  30. maj 1903 og cirk. nr. 110 af 30, maj 1903 og nr. 150 af 1. juli 1903.

 

[xxv]  Rigsarkivet, Justitsministeriets 1. kontor. Materialet omfatter dels Fortegnelse over de anmeldte navne 1904-5 (2 bd.), hvori de mange efternavne blev indført i kronologisk orden efterhånden som de anmeldtes, dels Navneanmeldelser 1904-05 (14 pk.),  hvor sagerne ligger i samme rækkefølge, som i protokollerne. Der findes altså ikke noget alfabetisk navneregister, der kan bruges som indgang til sagerne. 

 

[xxvi] Bekg. nr. 170 af 16. juni 1906 (Fortegnelse I).

 

[xxvii] Efter 1987 findes tillægslisterne fremlagt hos statsamterne; i dag kan de også læses på internettet (Retsinformation og Civilretsdirektoratet). Den sidste fuldstændige fortegnelse udgaves af Familiedirektoratet og har titlen: Bekendtgørelse om forbeholdte navne, 1987, 427 s.

 

[xxviii] Bekg. nr. 170 af 16. juni 1906 (Fortegnelse II).

 

[xxix]  I bemærkningerne til lovforslaget udtrykkes det på denne måde: "Det ligger i hele lovforslagets tankegang, at den adgang til navneforandring, hvorom der er tale, kun bør stå åben inden for en bestemt afgrænset tidsrum. Det er, ligesom tilfældet også har været med tidligere forslag, meningen gennem den foreslåede ordning at tilvejebringe det grundlag, der er nødvendig for, at den i og for sig ønskelige fasthed på navneområdet kan blive gennemført på en tilfredsstillende måde". Rigsdagstidende 1903/04. Tillæg A, spalte 2465.

 

[xxx] Tallet  fra 1906 omfatter alene perioden 1. april-31. december. Desuden omfatter tallene 1906-08 også navnebevillinger. Tabellen bygger på følgende kilder: Fortegnelser over forbeholdte navne bragt som bilag til bkg. af 16. juni 1906, 4. juni og 9. nov. 1907, 24. april og 12. okt. 1908, 19. marts og 30. sep. 1909, 31. marts og 30. aug. 1910, 22. marts og 22. sep. 1911, 22. marts og 20. sep. 1912, 27. marts og 30. sep. 1913, 28. marts og 31. okt. 1914, 28. maj og 6. dec. 1915 og 26. april 1916 ( Lovtidende).

 

[xxxi]  Kraks Navnebog 1912.

 

[xxxii]  H. Hjorth Nielsen: Nogle Virkninger af Navneloven af 22. April 1904, Personalhistorisk Tidsskrift ? rk. 4. bd., s. 10.

 

[xxxiii]  Dansk Historisk Fællesforenings Aarsmøde i Sorø 13-15. juni 1913 og Dansk Historisk Fællesforenings Aarsmøde i Aalborg 12-14. juni 1914, Fortid og Nutid 1, s. 43 og 96. 

 

[xxxiv]  Cirk. nr.140 af 26., august 1916, jf. cirk. nr. 97 af 10. juni 1916.

 

[xxxv]  Lov nr. 85 af 31. marts 1916,  lov  nr. 209 af 15. april 1921, lov nr. 23. af 11. februar 1931 og lov nr. 66 af 19. februar 1941. Under bemærkningerne til den sidstnævnte lov findes oplysninger om antallet af navnebeviser 1906-40 (Rigsdagstidende 1940/41. Tillæg  A, sp. 2703-04 (Forslag til lov om Tillæg til lov om navneforandring af 22. april 1904).

 

[xxxvi] Børneloven af 27. maj 1908 §11.

 

[xxxvii] Der er dog visse undtagelser, således kan man normalt ikke erhverve navne, som de pågældende har giftet sig til.

 

[xxxviii] Personalhistorisk Tidsskrift 1981:1, s. 117-120 og samme 1981:2, s. 240-243. Se også i sidstnævnte nummer Torben Kisbyes artikel Slægtsnavne og patronymer, s. 121-132.

 

[xxxix]  Per Billesø: 20.000 slægtsnavne i Danmark, s. 13, 1999.

 

[xl] Dette efternavn er det længste uden bindestreg, der findes i Danmark (Per Billesø: 20.000 slægtsnavne i Danmark, s. 14).

 

[xli] Besvarelse af § 20-spørgsmål nr. US 46. Om indvandreres ønske om navneændring fra Kristian Jensen af 8. februar 2000.

 

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

25-01-16