Kommentarer til ægtefællepensionslovens § 4

§ 4. Retten til ægtefællepension berøres ikke af, at der efter separation eller skilsmisse ved afgørelse eller dom eller ved aftale udelukkende eller dog i det væsentlige på grund af efterfølgende omstændigheder sker ændring af afgørelse eller aftale om bidragspligt eller om bidragets størrelse.

Stk. 2. Hvis der i forbindelse med skilsmisse ved afgørelse eller dom eller ved aftale træffes en anden beslutning om bidragspligt eller om ægtefællepensionsret end ved separationen, er det ved skilsmissen besluttede dog afgørende for ægtefællepensionsrettens bevarelse efter §§ 1-3.


Lovændringer

Forarbejder

Litteratur

Kommentarer til ÆPL § 4, stk. 1

Kommentarer til ÆPL § 4, stk. 2


Lovændringer

§ 4, stk. 1 og 2 er ændret ved § 12.1 i lov nr. 1711 af 27.12.2018 fra d. 01.04.2019. I § 4, stk. 1 og 2, indsættes efter »skilsmisse ved«: »afgørelse eller«.

Forarbejder

Bet. nr. 1466/2005: Ægtefællers pensionsrettigheder p. 246

Ministeriets almindelige bemærkninger til ÆPL § 4 i lovforslag nr. L 147 af 26.01.2006 pkt. 3.4.

Ministeriets specielle bemærkninger til ÆPL § 4 i lovforslag nr. L 147 af 26.01.2006

Ministeriets specielle bemærkninger til § 12 i lovforslag nr. L 91 af 07.11.2018:

Litteratur

Irene Nørgaard i Pensionsretttigheders behandling, 2007, p. 112-113.

Anita Godsk Pedersen og Hans Viggo Godsk Pedersen i Familie- og arveret, 10. udg., 2018, p. 153-154

Linda Nielsen i Skilsmisseret, 2. udg., 2018, p. 238

Irene Nørgaard i Familieret, 4. udg., 2019, p. 309-310

Kommentarer til ÆPL § 4, stk. 1

Efter hidtil gældende ret var retsstillingen således:

Hustruens ret berøres ikke af, at der ved aftale eller i medfør af ÆL §§ 52-53 sker ændringer af aftale eller afgørelse om bidragspligt eller bidragets størrelse.

Derimod vil en ændring efter ÆL § 58 og efter AFTL § 36 på grund af forholdene ved aftalens indgåelse få konsekvenser for enkepensionsretten.

Hvis hustruen eksempelvis 30 dage efter skilsmissen giver afkald på hustrubidrag, bevarer hun fortsat retten til enkepension, medmindre det fra starten har været aftalt, at hustruen skulle give afkald. I så fald var bidragspligten ikke reel.

Bestemmelsen i § 4, stk. 1, er en præcisering af reglen i EPL § 2, stk. 1, 3. pkt. Det afgørende er, om aftalen eller ændringen udelukkende eller dog i det væsentlige sker på grund af efterfølgende omstændigheder. I så fald bevares retten til ægtefællepension

Ændringerne ved § 12.1 i lov nr. 1711 af 27.12.2018 fra d. 01.04.2019 er begrundet i, at der kan være truffet administrativ afgørelse om separation eller skilsmisse, jf. ÆL § 58 a, hvorefter afgørelse om separation og skilsmisse træffes af Familieretshuset eller familieretten.

Kommentarer til ÆPL § 4, stk. 2

Bestemmelsen i § 4, stk. 2 , der er ny, er en konsekvens af reglen i ÆPL § 1, hvorefter separationstidspunktet som udgangspunkt er afgørende for bevarelse af ægtefællepension.

Træffes en anden bestemmelse, eller indgår ægtefællerne en anden aftale om bidragspligt eller om ægtefællepensionsret i forbindelse med skilsmisse end ved den forudgående separation mellem ægtefællerne, følger det af bestemmelsen, at det er beslutningen eller aftalen ved skilsmissen, der er afgørende for ægtefællepensionsrettens bevarelse efter reglerne i ÆPL §§ 1, 2 og 3.

En sådan senere beslutning eller aftale skal registreres af den institution eller myndighed, der skal udbetale pensionen, jf. ÆPL § 11. Den tidligere forskrift om, at en sådan beslutning eller aftale skal fremgå af dom eller bevilling, er således ikke videreført.

Ændringerne ved § 12.1 i lov nr. 1711 af 27.12.2018 fra d. 01.04.2019 er begrundet i, at der kan være truffet administrativ afgørelse om separation eller skilsmisse, jf. ÆL § 58 a, hvorefter afgørelse om separation og skilsmisse træffes af Familieretshuset eller familieretten.


Ministeriets specielle bemærkninger til ÆPL § 4 i lovforslag nr. L 147 af 26.01.2006

Bestemmelsen i § 4, stk. 1 , er en præcisering af reglen i § 2, stk. 1, 3. pkt., i den gældende lov.

Efter den gældende bestemmelse berøres den bidragsberettigedes ret ikke af, at der ved aftale eller i medfør af §§ 52-53 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 37 af 5. januar 1995 med senere ændringer, sker ændringer af aftale eller afgørelse om bidragspligt eller om bidragets størrelse.

Bestemmelsen i § 4, stk. 2 , der er ny, er en konsekvens af reglen i § 1, hvorefter separationstidspunktet som udgangspunkt er afgørende for bevarelse af ægtefællepension.

Træffes en anden bestemmelse, eller indgår ægtefællerne en anden aftale om bidragspligt eller om ægtefællepensionsret i forbindelse med skilsmisse end ved den forudgående separation mellem ægtefællerne, følger det af bestemmelsen, at det er beslutningen eller aftalen ved skilsmissen, der er afgørende for ægtefællepensionsrettens bevarelse efter reglerne i forslagets §§ 1, 2 og 3. En sådan senere beslutning eller aftale skal registreres af den institution eller myndighed, der skal udbetale pensionen, jf. forslagets § 11. Den tidligere forskrift om, at en sådan beslutning eller aftale skal fremgå af dom eller bevilling er således ikke foreslået videreført.

Ministeriets specielle bemærkninger til § 12 i lovforslag nr. L 91 af 07.11.2018:

Det fremgår af § 4, stk. 1, i ægtefællepensionsloven, at retten til ægtefællepension ikke berøres af, at der efter separation eller skilsmisse ved dom eller aftale udelukkende eller dog i det væsentlige på grund af efterfølgende omstændigheder sker ændring af en afgørelse eller en aftale om bidragspligt eller om bidragets størrelse.

Bestemmelsen § 4, stk. 2, i ægtefællepensionsloven omhandler den situation, hvor ægtefællernes skilsmisse kommer efter en forudgående separation. Efter bestemmelsen er det afgørende for bevarelse af retten til ægtefællepension, at der i forbindelse med skilsmisse ved dom eller ved aftale træffes en anden beslutning om bidragspligt eller om ret til ægtefællepension end den beslutning, der blev truffet ved separationen.

Det foreslås, at henvisningerne i § 4, stk. 1 og 2, til grundlaget for en separation eller skilsmisse udvides, således at der også henvises til, at der også kan være truffet en administrativ afgørelse om separation eller skilsmisse.

De foreslåede ændringer er begrundet i, at det med de i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede ændringer af § 58 a i ægteskabsloven, hvorefter afgørelse om separation og skilsmisse træffes af Familieretshuset eller familieretten.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

03-01-20