Citatrettens grænser

Retten til at citere er fri. Uden at spørge ophavsmanden om tilladelse og uden at betale må man med hjemmel i ophl. § 22 benytte en andens værk – når blot det sker inden for reglens grænser. Det er disse grænser for citatretten, der er emnet for denne fremstilling.

Helt præcis siger reglen i ophavsretslovens § 22: ”Af et offentliggjort værk er det tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet”.

Bestemmelsen kan umiddelbart forekomme kort og uproblematisk, men den rummer alligevel kimen til adskillige stridigheder, hvilke vil blive belyst nærmere i det følgende.

Hvilke formål bør anses for at være ”i overensstemmelse med god skik”, og hvilke bør ikke? Må man aldrig citere i reklameøjemed? Og fungerer citatreglen i en verden, der i stigende grad består af digitale medier? Ikke mindst ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn kan det have en betydning at få fastlagt dette. Kender man citatrettens grænser, eller i det mindste nogle retningslinier for lovligt citat, har man som borger større mulighed for at forudsige sin retsstilling og indrette sig herefter.

Begrebet ”citat” er egentlig en dansk tilnærmelse af ordet citatum, der igen er førnutid af ordet citare: latin for at ”tilkalde” eller ”fremdrage”. På dansk er det almindeligvis en betegnelse for at foretage en ”ordret gengivelse af skrift eller tale”[2]. Man kunne derved få den opfattelse, at det eneste krav til et citat er, at det er ordret. Af ophavsretsloven kan man imidlertid udlede følgende krav til et lovligt citat:

1. Der må ikke ændres i citatet et på en måde, der virker krænkende - kun mindre, nødvendige ændringer accepteres. Der redegøres nærmere for dette i afsnit 3 .

2. Navn og kilde skal angives. Der redegøres ligeledes nærmere for dette formkrav i afsnit 3 .

3. Det citerede værk skal være offentliggjort. Dette vil blive gennemgået nærmere i afsnit 4 .

4. Citatet skal ske i overensstemmelse med god skik, hvilket der redegøres for i afsnit 5 .

5. Citatet skal have et passende omfang, betinget af formålet, hvilket gennemgås i afsnit 6 .

Det er betingelserne 4 og 5, der er mest uklare, og som har været genstand for flest stridigheder, hvorfor hovedvægten af fremstillingen vil omhandle disse to krav.

Citatretten i forbindelse med de i ophavsretslovens kapitel V omhandlede ”naborettigheder” vil endvidere blive behandlet (afsnit 7.1 ), ligesom de med citatretten beslægtede kunstcitater efter ophl. §§ 23-24 vil blive omtalt kort (afsnit 7.2 ).

Slutteligt vil der i to længere afsnit blive set mere indgående på, hvordan citatretten kommer til udtryk i bestemte digitale medier, nemlig ved musikcitat i form af digital sampling (afsnit 8.1 ) og ved citat i forbindelse med edb og Internettet (afsnit 8.2 ).

Gennemgangen af den danske ophl. § 22 har fået et nordisk perspektiv, idet der er hentet inspiration og fortolkningsbidrag i litteratur, lovforarbejder og retspraksis fra vore naboer i Norge og Sverige, hvor man har en enslydende citatregel i henholdsvis Åndsverkslovens § 22 og Upphavsrättslagens § 22. Praksis og litteratur fra Norge og Sverige indgår derfor i fremstillingen, hvor det kan hjælpe til at belyse uafklarede spørgsmål vedrørende den danske ophl. § 22.

At citatretten bør ses i dette særlige fællesnordiske perspektiv, har sin begrundelse i citatreglens historiske baggrund.

2. Historisk baggrund

Den retlige regulering af citat stammer tilbage fra Lov om Forfatteres og Kunstneres Rettigheder i 1933[3] (herefter 1933-loven), hvor der første gang blev givet hjemmel til citat i begrænset omfang med lovens § 14 a: ”Som Krænkelse af Forfatterretten anses ikke Optagelse af enkelte tidligere udgivne mindre Digte eller Musikværker (…) i et større Hele, som efter sit Hovedindhold er et selvstændigt Værk.”

1933-lovens § 14 a adskilte sig fra den nuværende på flere punkter, men navnlig er den bemærkelsesværdig ved, at den ikke indeholdt kravet om, at citat skulle ske “i overensstemmelse med god skik”.

Citatbestemmelsen fandt sin nuværende formulering i den ændring af ophavsretsloven, der blev vedtaget i 1961[4] (herefter 1961-loven). Bestemmelsen var dog på daværende tidspunkt placeret som § 14. Der blev lagt stor vægt på at udforme citatbestemmelsen, således at der i Norden var nogenlunde enslydende regler, og igennem 1940'erne og 1950'erne blev der jævnligt afholdt fællesnordiske møder, hvor lovudkast blev diskuteret og koordineret[5]. Den svenske Auktorrättskommittén (svarende til det danske ophavsretsudvalg) udarbejdede i den forbindelse en særlig grundig betænkning vedrørende ophavsretten og citatretten, hvilken var en inspirationskilde i de øvrige lande[6].

Udover at sikre en fælles nordisk citatregel, ønskede man tillige at iagttage Bernkonventionen af 1886 og dennes artikel 10 om citat, da alle de nordiske lande havde tiltrådt konventionen. Konventionen stillede (og stiller stadig) krav om, at citat kun kan ske fra værker, der er ”lawfully made available to the public” og kun i et omfang, der er ”justified by the purpose”. Med citatbestemmelsens krav om, at det citerede værk skal være ”offentliggjort” og citatet skal ske ”i det omfang, som betinges af formålet” er intentionerne med Bernkonventionen opfyldt.

Samtidig med, at vi i Danmark fik 1961-loven, blev der gennemført lignende lovændringer i Norge og Sverige og Finland, der fik deres citatbestemmelse vedtaget i henholdsvis 1961, 1960 og 1961.

Torben Lund udarbejdede i 1963 en kommentar til den danske ophavsretslov (1961-kommentaren). Der kan stadig hentes væsentlige fortolkningsbidrag i denne, eftersom citatbestemmelsen ikke har ændret ordlyd siden bogens udgivelse. Ophavsretsloven som helhed har dog ikke ligget uforandret hen. Der kom en større ændring i 1995, hvor fotografiloven blandt andet blev en del af ophavsretsloven, og hvor citatbestemmelsen blev flyttet til sin nuværende placering i lovens § 22.

Der gik et omfattende udvalgsarbejde forud for 1995-lovens vedtagelsen, men forslag om ændringer af citatbestemmelsens formulering blev afvist forud for lovens vedtagelse. I Kulturministeriets bemærkninger til lovforslaget (1995-bemærkningerne) blev afvisningen begrundet med, at man ønskede at give domstolene en længere tid til at udvikle en retspraksis, samt at de tilsvarende lovændringer i Norge og Sverige og Finland ikke havde ført til en ændring af deres citatbestemmelse[7].

Den seneste væsentlige ændring af ophavsretsloven kom i 1998[8] (1998-loven), hvor EU-direktiv 96/9 om databasebeskyttelse blev inkorporeret. Peter Schønnings kommentar til ophavsretsloven fra 1995 blev i den anledning ajourført, og vil i det følgende blive betegnet 1998-kommentaren.

3. Ophl. § 11 og dens betydning for citatretten

Det første krav et lovligt citat skal opfylde, er, at det skal overholde de i ophl. § 11 opstillede betingelser. Ophl. § 11 er den første bestemmelse i ophavsretslovens kapitel II, og den gælder generelt for alle ”lånereglerne” i kapitlet, herunder citatretten. De betingelser, der opstilles af ophl. § 11 er uomgængelige, men de har ikke givet anledning til samme tvivl som de øvrige betingelser, hvorfor de kun vil blive behandlet ganske kortfattet.

3.1. Ophl. § 11, stk. 1: Krænkende ændringer

Det følger af ophl. § 11, stk. 1, at der ikke gøres indskrænkninger i ophl. § 3, selvom man foretager citat. Det er således forbudt at citere fra et værk i en sammenhæng, som er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart. At bestemmelsen har en reel selvstændig betydning, illustreres af, at den har været benyttet i flere sager om citat, se eksempelvis den på side > PAGEREF Menn \h 29 > nævnte sag NIR 1983.138 ”The Hite report”, hvor Oslo byret fandt, at ”forfatterens og verkets anseelse er krenket ved at utdragene fra boken er benyttet som om den var pornografisk”. Bestemmelsen er dog ikke mere vidtgående end, at det er tilladt at citere i eksempelvis en kritisk anmeldelse af et værk. Kritik må en ophavsmand tåle, selv om det går ud over ham og hans værks anseelse, så længe det ikke kan betegnes som krænkende.

3.2. Ophl. § 11, stk. 2, 1. pkt.: Mindre ændringer

Ifølge den almindelige sproglige forståelse af et citat, er et citat en ordret gengivelse af skrift eller tale fra et andet værk. Juridisk er der imidlertid i ophl. § 11, stk. 2, 1. pkt. givet mulighed for, at man kan forlade den ordrette gengivelse og foretager mindre ændringer i det citerede. Dette hjemler ikke, at man laver egentligt krænkende ændringer, men tillader, at man foretager ændringer af ren teknisk/ håndværksmæssig karakter, som er påkrævede for den i øvrigt lovlige brug af citatet. For eksempel er det vanskeligt med instrumenter at gengive musikværker uændret, og man må ved musikcitat acceptere små ændringer i toneart, tonehøjde, tempo og instrumentering i det citerede (med en mulig undtagelse af sampling af musik, hvor citatet sker uden ændringer, se afsnit 8.1 på side 33 ).

Er citatet meget forandret, kan forholdet i visse tilfælde i stedet kaldes et referat.

I en norsk sag, refereret i Norsk Retstidende 1948.58, havde advokat Eivind Eckbo skrevet en bog om kræftforskning, hvori han gengav uddrag fra lægen L. Kreybergs arbejder. Brudstykkerne var imidlertid ”gjengitt på en så unøyaktig måte med utelatelser, forkortelser og omskrivninger, at de i den grad avviker fra professor Kreybergs fremstilling i originalverkene”. Af disse grunde, og da gengivelsen skete uden citationstegn, fandt retten, at der snarere var tale om referat end citat. Eckbo blev herefter frikendt, da misvisende referater ikke er i strid med ophavsretsloven, hverken i Norge eller i Danmark. Det kan ikke udelukkes, at groft misvisende referater efter omstændighederne vil kunne straffes efter anden lovgivning, eventuelt straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser.

I 1961-bemærkningerne går man let hen over adgangen til at referere, idet ”man har anset det for uden videre klart, at adgangen hertil er fri”[9]. At adgangen er fri, mens citatretten skal opfylde betingelser, synes imidlertid at gøre det særligt nødvendigt at klarlægge forskellen mellem disse.

Begge består for så vidt af en gengivelse af andres værker. Forskellen er, at et referat er en selvstændigt bearbejdet gengivelse, hvor meningsindholdet er blevet givet sin egen ydre form, mens et citat er en direkte og (forholdsvis) ordret gengivelse af dele af andres værk, således at den citerendes egen indsats reelt er begrænset til at finde frem til værket.

Det er næppe enhver mindre omformulering af en tekst, der kan accepteres som referat. Kun hvis originalværket har undergået en så stor ændring, at der er blevet tale om et nyt og selvstændigt værk, kan det henføres til reglen i ophl. § 4, stk. 2 om fri benyttelse. Det afgørende må være, hvorvidt de to værker opleves som identiske i indhold og form. Eller for at bruge 1961-bemærkningernes ord: “Det, der beskyttes, er den personligt prægede form, som idé og indhold er iklædt”[10].

3.3. Ophl. § 11, stk. 2, 2. pkt.: Navn- og kildeangivelse

Ophl. § 11, stk. 2, 2. pkt. stiller krav om, at ved offentlig gengivelse af et værk, skal kilden angives i overensstemmelse med, hvad god skik kræver. Dette krav om kildeangivelse skal ses i sammenhæng med ophl. § 3's krav om, at ophavsmanden navngives. Kravene udgør en særskilt betingelse for, at et citat kan anses for at være lovligt, og skal normalt begge opfyldes, medmindre god skik tilsiger andet.

Spørgsmålet blev berørt i UfR 1936.707 HD ”Akvavit-dommen”, der gennemgås nærmere på side > PAGEREF grosserer \h 12 > . Sagsøger fik ikke medhold i sin principale påstand om, at citat i reklameøjemed var ulovligt under de konkrete omstændigheder, men fik dog medhold i sin subsidiære påstand om, at den blotte angivelse af, at H.H. Seedorf Pedersen var ophavsmand til de citerede verselinier, ikke opfyldte den daværende § 14 a's krav til tydelig kildeangivelse. Det fremgår, at Højesteret mente, at sagsøgte også burde have anført digtets og digtsamlingens navn.

Hvorvidt der i dag kan stilles samme krav til udførligheden af angivelse af ophavsmand og kilde afhænger af, ved hvilken værkstype og i hvilken sammenhæng, citatet sker. I nogle sammenhænge synes det at være fyldestgørende og i overensstemmelse med god skik, at blot ophavsmandens navn angives. Således må man af praktiske årsager formentlig antage, at ikke alle medophavsmænd (hele “rulleteksten”) ubetinget skal nævnes, hvis man blot benytter et kortere filmklip.

Man kan forestille sig andre tilfælde, hvor kravet om overensstemmelse med god skik formentlig medfører, at man desuden skal angive tid, sted og i hvilken anledning en citeret ytring blev fremsat, da det kan have afgørende betydning for, at citatet ikke misforstås.

Kravene om navngivning og kildeangivelse, samt kravene til citaters ændring, er ret beset lige så fundamentale krav til et citats lovlighed som de øvrige krav, der fremgår direkte af ophl. § 22. Når ophl. § 22's betingelser i det følgende gennemgås, bør det således holdes in mente, at et citat ikke nødvendigvis er lovligt, blot fordi ophl. § 22 er overholdt – ophl. § 11 skal tillige iagttages.

4. ”Offentliggjort”

Det er oftest forholdsvis enkelt at fastslå, om et værk er offentliggjort eller ej, og er offentliggørelse først konstateret, er det et retsfaktum, der ikke kan trækkes tilbage.

I den oprindelige 1933-lovs § 14 a var kravet til lovligt citat, at det citerede værket skulle være udgivet, hvilket er et strammere krav: For at et værk kan siges at være udgivet, skal der være sket eksemplarspredning til almenheden, eksempelvis ved at et vist antal plader er blevet bragt i handlen eller lignende. Et udgivet værk er altid offentliggjort, men det samme gælder ikke vice versa.

Et værk er offentliggjort, når det ”lovligt er gjort tilgængeligt for almenheden”, jf. ophl. § 8, stk.1. Tilgængeliggørelse for almenheden kan ske ved eksemplarspredning, eksemplarvisning eller fremførelse for offentligheden, jf. ophl. § 2, stk. 3.

I sagen, der er refereret i NIR 1987.89 ”Fyris Radio”, anså retten det som offentlig fremførsel af musik, at forhandleren afspillede kortvarige musikcitater af 30-60 sekunders varighed for kunder, der ønskede en demonstration af stereoanlægs formåen. Det var uden betydning, at det som regel kun var for én kunde, musikken blev spillet, da der var adgang for alle i butikken, og der ikke var gjort noget for at afholde andre kunder fra at lytte.

Først når et værk er offentliggjort med ophavsmandens samtykke, kan der lovligt citeres fra det. Som Stray Vyrje udtrykker det: ”De verk almenheten ikke kjenner, har den heller ikke behov for å sitere fra”[11].

I nordisk retspraksis har der været flere sager[12], hvor ikke-offentliggjorte bøger, selvbiografier, breve, aftaler mv. er blevet gjort til genstand for citering. Illustrerende for retstilstanden er nedenstående sag, som er bemærkelsesværdig derved, at sagsøgte tillige overtrådte citatreglen ved at citere hele værket in extenso, hvilket kun i helt særlige tilfælde er i overensstemmelse med ophl. § 22, se nærmere nedenfor i afsnit 6.4.3 på side 29 om helhedscitat.

NJA 1985.909 (også gengivet i NIR 1986.239) ”Med egna ord”.

Aftonbladet i Stockholm havde modtaget et anmeldereksemplar af en bog med titlen ”Med egna ord”, hvori indgik et interview med politikeren Olof Palme. Aftonbladet valgte herefter at gengive interviewet med Olof Palme in extenso med nogle få indledende ord om bogens navn, udgivelsesdato og forfatteren. Den svenske højesteret var ikke i tvivl om, at der var sket krænkelse af ophavsretten. Højesteret henviste vedrørende ansvarsspørgsmålet til Hovrättens præmisser om at ”med hänsyn främst till den omfattning i vilken citat gjorts i artikln föreligger – oavsett om boken vid tiden för artikelns publicering var offentliggjord eller ej – ett sådant utnyttjande att det hade krävt medgivande av bokens upphovsman eller förlaggare”[13]. Af præmisserne ses, at krænkelsen både skyldtes citatets store omfang, såvel som at værket ikke var offentliggjort.

Det kan tilføjes, at der var et til forveksling lignende hændelsesforløb i en utrykt dom af 09.05.1997 fra Københavns Byret ”Kommissærens Dagbog”. Fremsendelsen af anmeldereksemplarer af EU-kommissær Ritt Bjerregaards bog til forskellige avisredaktioner kunne ikke sidestilles med en offentliggørelse, og bogen blev gengivet in extenso i et tillæg til dagbladet Politiken, hvorfor retten nåede frem til, at ophavsretten var blevet krænket. Dommen er kort omtalt i 1998-kommentaren s.199, men vil ikke blive gennemgået nærmere her, grundet sagens lighed med den ovenfor refererede dom.

4.1. Lovlig privat visning og fremførsel

Normalt har ophavsmanden eneret til at råde over sine ikke-offentliggjorte værker, men dette gælder ikke absolut. Der må sondres mellem den offentlige og den private sfære, og desuden sondres mellem eksemplarfremstilling og andre måder at råde over værket på.

Ophavsmanden har efter ophl. § 2 eneretten til eksemplarfremstilling af sit ikke-offentliggjorte værk, og kan således teoretisk protestere mod at blive citeret fra eksempelvis sine private breve/e-mails, uanset om citatbrugen sker i et andet privat brev eller i en offentlig debat. Det bemærkes i den forbindelse, at adgangen til eksemplarfremstilling til privat brug er indskrænket til at gælde privatkopiering af offentliggjorte værker, jf. ophl. § 12.

De øvrige økonomiske rettigheder, der følger af ophl. § 2, er rettighederne til at gøre værket tilgængeligt for offentligheden. Disse enerettigheder til spredning, visning og fremføring af værket er således begrænset til den offentlige sfære.

I praksis må dette få som konsekvens, at ophavsmanden har eneretten til enhver form for eksemplarfremstilling af ikke-offentliggjorte værker, mens han må tåle citatmæssig visning eller fremføring indenfor det private område. Hjemlen for dette er ophl. § 2 og ikke § 22, eftersom ophavsmandens manglende beskyttelse har sit udspring i ophavsretslovens begrænsede virkeområde og ikke i lånereglerne i lovens kapitel II. Det må antages, at det kun er i sjældne tilfælde, at denne form for citat finder sted.

5. ”God skik”

Når man skal vurdere retmæssigheden af et citat, finder man ofte svaret ved at rette opmærksomheden mod citatets formål. Nogle formål anses for at være ”i overensstemmelse med god skik” og derved acceptable – andre ikke. I det følgende er det søgt sammenfattet i hvilke situationer citat normalt anses for legitimt. Sammenfatningen omfatter ikke alle tænkelige formål med citat, men det skulle dog være de fem mest udbredte bevæggrunde for at citere, der gennemgås.

Formål, der må anses for uacceptable, fordi de strider mod den citeredes ideelle eller økonomiske interesser er omtalt på side 11 i afsnit 5.2.5 om reklame.

Hvorvidt citatreglen reelt bør opfattes som et enkelt krav om loyal brug, er tillige omdiskuteret, hvorfor der indledningsvis vil blive redegjort for, hvorfor det er formålstjenligt at opdele citatreglen i flere krav.

5.1. Et samlet krav om loyalitet

De i ophl. § 22 opstillede to hovedkrav til lovlige citater (”overensstemmelse med god skik ”og et ”omfang, som betinges af formålet”) bliver ofte sammenfattet i et enkelt krav om loyalitet: Benyttes citatet loyalt, anses lovens krav for at være opfyldt.

At citatbetingelserne skulle kunne sammenfattes i et loyalitetskrav kan ikke umiddelbart læses ud af § 22's ordlyd. Alligevel er det almindeligt antaget i teorien og i forarbejderne til ophavsretsloven, at der kan ske denne sammenfatning[14].

Fordelene ved en forenkling er imidlertid begrænsede, idet kravet om loyalitet må konstateres at være ligeså upræcist som § 22's udtrykkelige krav. Hvad er et loyalt formål? Hvad er det, der gør nogle hensigter mere loyale end andre?

En sammenfatning af ophl. § 22's krav til ét samlet krav om loyalitet er i mange tilfælde forståeligt, for ofte overlapper de to betingelser. Eksempelvis vil et for langt citat ofte samtidig være foretaget i et ulovligt øjemed, fordi den citerende har søgt at tilegne sig det oprindelige værk.

På lignende måde er grænsen mellem egentlige fejlcitater (hvor det citerede med vilje forvanskes) og for korte citater (hvor citatet er af så beskedent omfang, at den reelle mening ikke fremgår) svær at trække, hvilket ligeledes kunne tale for en sammenfatning.

Det er dog ikke helt uden værdi at opretholde en opsplitning af kravene i to, sådan som § 22 umiddelbart foreskriver. Derved kan man fastholde, at kravet om, at citatet skal ske ”i overensstemmelse med god skik”, er en kvalitativ betingelse, der stiller krav til citatets brug, mens kravet om ”betinget af formålet” mere er et kvantitativt krav, der går på den tilladte længde af et citat.

En stringent opdeling tjener tillige analytiske og pædagogiske formål. Opdelingen er således benyttet til at disponere denne fremstilling for derved at kunne gennemgå kravene til det tilladte citat på en overskuelig måde.

Ser man på retspraksis, synes mange overtrædelser da også at bunde i, at:

- Man citerer passende længde, men i et uacceptabelt øjemed – et emne, der vil blive uddybet straks nedenfor.

- Man citerer i et legitimt øjemed, men citatets længde overholder ikke kravet om at være betinget af formålet, se nærmere i afsnit > REF _Ref490231312 \r \h \* MERGEFORMAT 6 > , side 18 .

At bibeholde en opdeling i to krav ændrer dog ikke ved, at kravene er vage og behøver uddybning.

5.2. De legitime formål

Ved en vurdering af, hvorvidt et citat er ”i overensstemmelse med god skik” må man vurdere, om der er tale om et redeligt formål, der kan anses for beskyttelsesværdigt.

På baggrund af retspraksis og retsteorien synes der at kunne skitseres nogle principielt forskellige hovedformål med at citere:

§ citat som et kunstnerisk virkemiddel,

§ citat som et fagligt/videnskabeligt illustrerende virkemiddel,

§ citat som led i en debat,

§ citat som led i nyhedsformidling og muligvis

§ citat som led i reklame.

Det sidstnævnte ”reklameformål” er specielt, idet den almindelige antagelse om, at citat i reklameøjemed ikke er legitimt, muligvis er for kategorisk. Emnet bliver derfor behandlet særligt grundigt og udførligt i et længere afsnit, afsnit 5.2.5 på siderne 11 -17 .

5.2.1. Kunst

Citater benyttes ofte i en kunstnerisk sammenhæng, hvor et brudstykke eller et element af et værk benyttes i et nyt værk som et kunstnerisk virkemiddel. Både indenfor musik, film og litteratur findes der eksempler på det kunstnerisk begrundede citat. Indenfor film kunne kunstneriske brug eksempelvis bestå i, at en films hovedperson som led i handlingen går i biografen, hvorved man ser en del af en ældre film eller lignende. Citat som hyldest indenfor musik omtales nærmere på side 38 .

Hvis man i det konkrete tilfælde vurderer, at brugen er kunstnerisk legitim, og ophavsmandens økonomiske interesser ikke er berørt, vil brugen af citat som kunstnerisk virkemiddel være i overensstemmelse med kravet om god skik.

I nogle tilfælde kan brugen af et tidligere værk benyttes i det kunstneriske øjemed at skabe en særlig stemning – det være sig munter, sørgelig, dyster eller romantisk. I andre tilfælde skabes stemningen direkte ved, at det citerede værk er velkendt af publikum. I begge situationer bør citatet holdes helt kort og blot give et ”glimt” af association, der vækker publikums hukommelse. Får citatet en sådan længde, at fremføringen i sig selv skal give publikum en oplevelse, er citatet ikke længere betinget af det kunstneriske formål, men af underholdningsformål. I sådanne tilfælde vil brugen ske i strid med ophavsmandens økonomiske interesser, og man har begivet sig udenfor det lovlige citats grænser. Dette sætter særligt en begrænsning i forbindelse med musikcitater, se nærmere i afsnit 8.1 på side 33 om musikcitater.

Benytter man stemningsskabende musikcitater indenfor litteraturen, står det antageligt i en lidt anden stilling. Her kan det eksempelvis ske, at forfatteren lader en romanperson nynne en bestemt sangtekst, der giver læseren et indtryk af personens sindstilstand eller lignende. Risikoen for, at ophavsmandens økonomiske interesser skades, vil tillige generelt være mindre.

Undertiden er genkendeligheden et udslag af, at man ønsker at hylde den oprindelige ophavsmand.

Også her er forudsætningen, at der er tale om et reelt kunstnerisk begrundet citat og ikke et skalkeskjul for snylteri på en tidligere ophavsmand og hans værk. Det må antages, at det i praksis ikke vil være særligt svært at adskille de illoyalt begrundede citater fra de reelle.

5.2.2. Faglig brug

Citat i en mere videnskabelig sammenhæng anses tillige for at være et af citatrettens kerneområder.

Skal man kommentere andres værk, er det hensigtsmæssigt at kunne citere dem. Her kan citatet benyttes fagligt som illustration eller kritik af en del af en fremstilling, en analyse, et foredrag eller lignende. En nær sammenhæng med det citerende hovedværk er her nødvendig. Citatet skal illustrere en pointe i hovedværket, eventuelt ved at fungere som et egentligt bevis for en tese – dog må det aldrig blive unødigt langt, da det så ikke opfylder betingelsen om et omfang, betinget af formålet.

5.2.3. Debat

Det mest udbredte forum for citater må være i sammenhæng med debat. Dette er også en form for kritisk fremstilling, hvor citatet benyttes til at gengive en andens mening, som man støtter eller søger at imødegå. Retten til at citere eksempelvis andre debattører er uundværlig, da den ophavsretlige eneret ellers kunne stille sig i vejen for en fri diskussion. Stray Vyrje mener, at man her befinder sig indenfor ”selve kjerneområdet for sitatretten – å fremme offentlig debatt og meningsutveksling”[15].

Der bør derfor være en udstrakt ret til at kunne citere fra den politiske og kulturelle debat, da det er nødvendigt for en korrekt og præcis gengivelse af ophavsmandens udtalelser. For korte citater og fejlcitater vil typisk heller ikke være i den citeredes interesse.

5.2.4. Nyheder

Udover at citat kan benyttes i kunst, videnskab eller debat, er citater også udbredte i nyhedssammenhænge. Dagsaktualitet kan begrunde en citatadgang, hvilket pressen i praksis nyder godt af. Hindringer af den frie informationsudveksling er af indlysende samfundsmæssige grunde betænkelige, og skal aviser mv. opfylde deres rolle som orienterende medie, er det nødvendigt, at de kan citere fra de udtalelser, der kommer som led i dagens debat og hændelser.

Det taler også for den videre citatadgang i forbindelse med nyhedsformidling, at der oftest vil være tale om engangsbenyttelse og derfor ikke nogen videre fare for varigt snylteri. En mere udstrakt ret til citat end man normalt tillader fra filmiske og musiske værker må således eksempelvis accepteres, hvis en kendt skuespiller eller komponist dør. I så fald bør man i et nyhedsindslag om dødsfaldet kunne bringe et udsnit af en fremføring af et af kunstnerens værker, og lade dette få en længde, så man ikke blot genkender værket, men også får en genoplevelse af musikeren som musiker, skuespilleren som skuespiller osv.

Også citat af de vigtigste highlights i sportskampe må tillades, når det sker som led i nyhedsformidling. I England har denne adgang til at viderebringe brudstykker fra blandt andet fodboldkampe været diskuteret i en dom af 11.01.1991 vedrørende selskaberne BBC og British Sky Broadcasting[16].

For egentlige pressemeddelelser fra udenlandske nyhedsbureauer gælder der den særlige regel i ophl. § 72, hvorefter en meddelelse hverken må gengives helt eller delvist, før der er gået 12 timer fra offentliggørelsen. Bestemmelsen, der angiveligt sigter mod at beskytte rentabiliteten af international nyhedsformidling, gælder dog kun for meddelelsens konkrete form. Nyheden, som pressemeddelelsen bygger på, er ikke beskyttet.

5.2.5. Reklamer

Udover de ovennævnte fire hovedformål med at citere, er der et femte formål, hvis legitimitet er omstridt: Citat som led i reklame. Bruger man citater i erhvervsmæssige sammenhæng er det normalt antaget, at man har begivet sig for langt væk fra citatrettens kerneområde. Betænkning 1197/1990 gør det således klart, at man i dag ikke anser det for legitimt at benytte citater i reklameøjemed, fordi det “kun i sjældne tilfælde (vil) være i overensstemmelse med kravet om god skik"[17].

I dansk ret er der dog enkelte områder, hvor man har en hævdvunden tradition for, at citater alligevel godtages, nemlig citat af anmeldelser i reklame for bøger, film og teater. Hvorvidt der må citeres fra anmeldelser af andre produkter, samt hvorvidt er for kategorisk at forbyde enhver reklamemæssig citering, er blandt de ting, der vil blive diskuteret nærmere nedenfor.

5.2.5.1. Reklamebrug – engang lovligt

På baggrund af den ovenfor citerede udtalelse fra betænkning 1197/1990 kan det umiddelbart synes paradoksalt, at det ved højesteretsdommen i UfR 1936.707 HD blev stadfæstet, at et beskyttet værk lovligt kunne benyttes i reklamesammenhæng uden ophavsmandens samtykke:

En grosserer havde lavet en brochure/reklameskrift om de forskellige typer spiritus, som han forhandlede. Reklamen fyldte 20 sider og var trykt i 6.000 eksemplarer. Under omtalen af lysholmersnapsen var der i brochuren citeret et vers fra et digt af forfatteren Hans Hartvig Seedorf Pedersen: ”Lad mig spire i en Ager, nok saa lille, nok saa mager, blot jeg genopstaar engang som Aquavit”. Forfatteren mente, at der var tale om en krænkende brug og påstod sig tillagt erstatning, men Højesteret gav den sagsøgte grosserer medhold i, at der var tale om et lovligt citat.

Afgørelsen er siden blev kritiseret i flere ophavsretlige fremstillinger[18], og man kan da også umiddelbart undre sig over, at Højesteret dengang fandt, at der var tale om lovligt citat.

Svaret findes i, at hjemlen til citat på daværende tidspunkt var 1933-lovens § 14 a. Efter denne bestemmelses formulering var det hjemlet at optage mindre dele af tidligere udgivne værker ”i et større Hele, som efter sit Hovedindhold er et selvstændigt værk” – den i den nuværende ophl. § 22 så væsentlige betingelse om, at citatet skal foretages i overensstemmelse med god skik, fandtes ikke på daværende tidspunkt. Højesteret bemærkede da også i sine præmisser, at der ”savnes den fornødne Hjemmel til at indskrænke § 14 a til kun at angaa de af Sagsøgte nævnte folkeoplysende og –opdragende samt veldædige Værker (…)”.

Efter nutidens målestok var det en beskeden reklamekampagne, som citatet blev benyttet i, men alligevel ville sagen utvivlsomt få det modsatte resultat i dag, hvor citatbestemmelsen har fået sin nuværende formulering. Antageligvis ville en tilsvarende reklamebrug i dag både krænke ophavsmandens ideelle og økonomiske interesser.

5.2.5.2. Ideel krænkelse

Reklamebrug af et citat vil generelt kunne stride mod god skik ved at krænke en ophavsmand af ideelle årsager, idet der er en latent risiko for at ophavsmanden bliver identificeret med det produkt eller det standpunkt, som der reklameres for. Betænkning 1197/1990 giver udtryk for den samme bekymring, idet den nævner, at der er eksempler på, at samlinger af udklip vedrørende udlændinges kriminalitet er blevet samlet og husstandsomdelt. I betænkningen anføres det, at der herved sker et misbrug af avisen og “samtidig bliver journalisten 'spændt for vognen' i en reklamekampagne for et produkt eller en sag, som han ikke nødvendigvis behøver at sympatisere med”[19].

Dertil kommer faren for, at folk får det indtryk, at ophavsmanden er ”til salg”: Uanset hvilket produkt, der er tale om, kan det så tvivl om ophavsmandens integritet, at han overhovedet ses i reklamesammenhænge. Det kan endda gå endnu videre; man kan blive sat i forbindelse med et standpunkt eller et produkt, som man normalt er direkte imod:

I den norske ”Cisordinol-sag”, refereret i NIR 1995.687, havde et lægemiddelfirma lavet en reklame for nervemedicinen Cisordinol, bestående af en brochure, en plakat med motiv af brochurens forside, og en såkaldt ”reminder”. Reklamen var udelukkende henvendt til psykiatere og psykologer. I reklamematerialet var der uden tilladelse brugt citater fra forfatteren H. Kofoeds bog ”Lars Hertevig – Lysets maler”. Under de konkrete omstændigheder fandt Lagmannsretten, at citatet fra Kofoeds bog ikke blot gav et misvisende indtryk af, hvad Kofoed mente, men et direkte modsat indtryk. Den stedfundne brug af citatet var derfor ”egnet til å skape mistanke om at Kofoed mot betaling kan innta andre standpunkter enn dem han står for i de faglige sammenhenger”[20] (min kursivering).

5.2.5.3. Økonomisk krænkelse

Netop brugen i reklamer leder opmærksomheden hen på, at der også kan være store økonomiske interesser forbundet med brugen af et citat. Ophavsmanden ville ofte have kunne krævet et betydeligt vederlag for den brug af hans værk, som nu søges hjemlet i den ”gratis” citatret. Er det således sædvanligt, at der i en branche gives vederlag for brug, bør det tillægges betydning for vurderingen af, om brugen er illoyal[21]. Det er dog ikke enhver branchesædvane/skik, der er acceptabel – domstolene vurderer selv, hvorvidt en ”skik” også lever op til lovkravet om ”god skik”.

Der er også kommercielle interesser i bred forstand, der går imod citatretten, selv om det kan være tvivlsomt om den brug, der finder sted, kan betegnes reklamebrug. De svenske 1960-lovforarbejder omtaler et eksempel fra praksis, hvor dele af et digt blev brugt som mønster på gavepapir, og konstaterer, at denne brug af et citat er ”helt utanför citaträttens område”[22].

5.2.5.4. Forskellige reklametyper

Begrebet ”reklame” synes reelt at dække over mange forskellige fænomener, lige fra den nøgternt informerende pressemeddelelse til den storstilede kampagne, der søger at påvirke hele befolkningens indkøbsvaner. Det er ikke uden videre givet, at citat i alle reklamesammenhænge skal behandles ens.

Citat i de rent informative reklamer synes at ligge nærmest på at kunne hjemles i hensynet til almenheden og den frie meningsudveksling. En pressemeddelelse er et eksempel på en blanding af det rent informerende og det salgsfremmende øjemed; uden at henvende sig direkte til kundegruppen, sigter den dog alligevel på at øge efterspørgslen ved at få aviser/TV/radio til at fortælle bestemte ting om arrangementet.

Når det salgsfremmende element bliver for fremtrædende vil det som hovedregel føre til, at man ikke længere kan citere andres værker uden samtykke. Selvom interessen for et produkt eller en sag (eksempelvis et folketingsvalg) kan hævdes at være almen, falder den interesse nogen har i at påvirke folks holdninger/efterspørgsel udenfor de hensyn, som citatretten er beregnet på at fremme.

Brugen af ophl. § 22 er i forvejen underlagt en konkret vurdering, hvorfor man kan sige, at der i reklamesammenhænge muligvis bør overvejes et ekstra moment – reklamens art.

5.2.5.5. Boganmeldelser

Anmeldelserne af et værk må i et vist omfang gerne citeres med det formål at fremme omsætningen af det anmeldte. Der er en mangeårig sædvane for, at citater fra bog-, teater- og filmanmeldelser tolereres anvendt i forbindelse med reklame for værket. Denne sædvane accepteres udtrykkeligt i betænkning 1197/1990, hvori det siges, at “Udvalget tilsigter ikke nogen ændring på dette område”[23].

Svenske Herler skriver noget kategorisk, at: ”Citatregeln kan således inte åberopas vid önskan att utnyttja verk i reklamsammanhang. (…) För att ett intrång i upphovsmannens ideella rättigheter inte skall göras gällande, krävs här upphovsmannens samtycke”[24]. Denne udtalelse er ikke i overensstemmelse med den reelle retstilstand i Sverige, hvor det som i Danmark tillades at citere anmeldelser ”i bok- och nöjesannonser”[25].

Anmelderne bør ikke af den grund frygte misvisende citater, for selvom det ikke er al reklamemæssig brug, der er udtrykkeligt forbudt i loven, giver det ikke fri adgang til at citere film-/bog-/teateranmeldelser. Citatretten skal stadig udøves i overensstemmelse med god skik, og det vil aldrig kunne forenes med kravet om god skik at gengive misvisende udsnit af andres udtalelser på en sådan måde, at meningsindholdet bliver ændret.

5.2.5.6. Andre anmeldelser

Film-, bog- og teateranmeldelser bør næppe stå i en særstilling i denne sammenhæng. Det synes at være med rette, at Deichmann tager afstand fra Københavns Byrets dom af 22.04.1993[26], hvor en anmelder fik medhold i, at citater fra hans vinanmeldelse i reklamesammenhæng kunne bringe hans uafhængighed i tvivl, hvorfor citatet ikke kunne tillades.

Den egentlige begrundelse for, at man igennem så mange år har tilladt brugen af citat fra anmeldelserne må være, at de citerede anmeldelser netop er skabt udfra et ønske om at give offentligheden information om den vare, man søger at sælge. Dette ræsonnement må også kunne lægges til grund ved vinanmeldelser, hvor der er en tilsvarende sammenhæng mellem en vare og et værk/anmeldelse.

Stray Vyrje mener, at også ”produkttester” (formentlig forstået som uvildige produktundersøgelser og forbrugertests) må kunne citeres i forbindelse med markedsføringen af det testede produkt[27]. Hvorvidt en domstol vil nå til samme resultat kan naturligvis ikke siges med sikkerhed, men en vis forsigtighed ved citeringen af produktundersøgelser vil utvivlsomt være på sin plads. Ved netop disse tests synes der at være større mulighed for, at et citat vil blive taget ud af sammenhængen, og testen kan ikke citeres i sin helhed med hjemmel i ophl. § 22. Er der tale om en sammenlignende undersøgelse af flere produkter, vil et citat af en del af undersøgelsen desuden ofte kunne komme i strid med markedsføringslovens § 2 om vildledende og urimeligt mangelfulde angivelser.

5.2.5.7. Citat i reklame for det citerede produkt

I betænkning 1197/1990 tales der om faren for, at ophavsmanden bliver ”spændt for vognen”[28] som reklame for et produkt, han ikke sympatiserer med. Bekymringen synes berettiget, men bør næppe bruges som begrundelse for at afvise enhver form for reklame. Der kan ikke være nær samme principielle indvendinger mod reklamebrug af citat, når det sker for at promovere ophavsmandens eget værk.

Herler er inde på den samme, når hun hævder, at man allerede nu kan ”anse det lovligt om man vid försäljningsbefrämjande kampanjer återger utdrag ur recensioner av ifrågakommande verk. Denna syn kan försvaras med att man strävar efter att få upphovsmannenes namn vida känt och sålunda öka efterfrågan på verket (produkten)”[29].

Desværre synes domstolene (endnu?) ikke at dele dette syn på problemstillingen. Problemet var fremme i sagen UfR 1998.525 ØLK:

Cd-parallelimportøren CeeDee Empire indlagde på sit website i reklameøjemed ca. 1.500 musikcitater á 30-40 sekunders varighed fra plader, han forhandlede. Pladeproducenterne, repræsenteret ved brancheforeningen IFPI, påstod fogedforbud nedlagt, idet de hævdede, at det var en krænkelse af reproduktionsretten i ophl. § 66, og at musikcitaterne gik ud over citatretten i ophl. § 22. CeeDee Empire forsvarede sig med blandt andet med, at citeringen var loyal og passende beskeden, udnyttelsesmulighederne for forbrugerne var begrænset, og at der var tale om et simpelt ”lydlån” og ikke en udnyttelse af værket. Fogedretten gav IFPI medhold, og nedlagde fogedforbud mod brugen under henvisning til, at ”den kopiering, rekvisitus har foretaget, ligger ud over, hvad der naturligt må anses at være hensigten med citatretten i medfør af ophavsretslovens § 22. Rekvisiti kopiering er ikke sket i nogen anden sammenhæng end med salg for øje”. Dette forbud blev senere stadfæstet af Østre Landsret i henhold til de af fogedretten anførte grunde.

Med hensyn til reklamebrug af citater, kunne ovennævnte afgørelse umiddelbart tolkes som havende endeligt afgjort, at musikcitater på Internettet ikke kan accepteres i reklameøjemed. Sagens afgørelse er imidlertid baseret på meget konkrete omstændigheder, der ikke nødvendigvis altid er til stede ved brugen af musikcitater på Internettet. Dertil kommer, at der er ting, som der ikke tages stilling til i afgørelsen;

CeeDee Empire kom under sagen tilsyneladende ikke ind på, at man kunne sondre mellem brug af citat af et værk i reklameøjemed og brug af citat i reklame for værket selv. Det synes at være en meget vigtig og principiel pointe, som CeeDee Empire derved ikke får bragt frem: Der bør ikke være samme betænkelighed ved citat fra samme produkt, som der reklameres for, som hvis citatet blev benyttet til at gøre reklame for andre produkter[30]. I sagen nævnes det blot, at brugen af citaterne ”ikke fremkalder tvivl om uafhængigheden”, fordi citaterne er fra de cd'er, som man ønsker afsat, hvilket på sin vis er korrekt, men ikke af nær samme afgørende betydning.

Hvad der muligvis kunne have båret forbudet mod brugen af citaterne på Internettet, er det faktum, at citaterne indgår i en citatsamling, og ikke i en egentlig egenproduceret sammenhæng, hvilket ikke er acceptabelt, se nærmere s. > PAGEREF _Ref490241802 \h 26 > . Mey opponerer mod brugen af musikcitater på Internettet af netop denne årsag, og skriver:

”Sitater som faller innenfor sitatrettens område skal nemlig være en illustrasjon til det siterende verk, og er ikke ment å ha selvstendig verdi slik de kommer til uttrykk i slike sitatsamlinger som man ofte finner ute på Internett”[31].

I den konkrete sag var samlingen af musikcitater relativt stor og citaterne var lange (1.500 musikcitater á 30-40 sekunders varighed), hvilket taler for, at CeeDee Empire havde opbygget en egentlig samling af citater, der var udenfor citatrettens grænser.

Havde musikcitaterne været kortere og færre, og været benyttet som illustrerende element på en overvejende egenproduceret hjemmeside, ville/burde de antageligvis kunne hjemles i citatretten, uanset om hjemmesiden var oprettet for at sælge (originale) cd-plader med det citerede værk. Hvorvidt en domstol vil nå til samme resultat er ikke givet, men det synes det dog at stå klart, at der bør indgå adskillige momenter i afvejningen af lovligheden – også flere end der blev behandlet af retten i UfR 1998.525 ØLK. Digitale lytteprøver på verdensomspændende computernetværk ligger givetvis et stykke fra det kerneområde, som citatretten oprindeligt var tiltænkt at beskytte, men dette bør ikke føre til, at de nødvendigvis er at anse som stridende mod ophl. § 22 i enhver reklamesammenhæng. Citatbrug på Internettet i øvrigt gennemgås nærmere i afsnit 8.2 på side 40 .

5.3. Sammenfatning

I praksis synes ophl. § 22 ofte at blive udtrykt i ét samlet krav om loyalitet. Det synes dog formålstjenligt til analytiske formål at benytte en opdeling i henholdsvis et kvalitativt krav om god skik og et mere kvantitativt krav til citatets omfang. Kravet om god skik synes hovedsageligt at være opfyldt ved fire typer formål: Kunst, videnskab, debat og nyhedsformidling. På trods af kategoriernes forskellighed er de alle begrænset af, at de skal være i et omfang, der er betinget af det respektive formål – ikke mere, ikke mindre. Denne betingelse vil blive uddybet straks nedenfor i afsnit 6 .

Mere omstridt er brugen af citat i reklameøjemed - et begreb, der ikke er entydigt. Derfor synes såvel den gængse hovedregel om at ”reklamebrug af citat ikke kan accepteres”, samt undtagelsen om at ”citat fra anmeldelser af bøger, film og teater er tilladt” at være overdrevent kategorisk formulerede. Ved sidstnævnte citat fra anmeldelser synes der således ikke at være nogen grund til at skelne mellem om det er bøger, film, vin eller andre produkter, der anmeldes.

Der synes desuden at måtte foretages en mere nuanceret vurdering af reklamens art og omfang, før citatadgangen afvises i overensstemmelse med den gængse hovedregel, idet ”reklame” kan spænde over alt fra en pressemeddelelse til en storstilet kampagne i flere medier. Endvidere bør det tillægges vægt, hvis reklamebrugen udelukkende sker for at fremme salget af netop det citerede produkt. Dette er imidlertid et rent de sententia ferenda synspunkt, der ikke har støtte i retspraksis. I sagen UfR 1998.525 ØLK blev citatbrug ved salg af musik via Internettet afvist, og den konkrete brug synes tillige at stride mod ophl. § 22's krav om, at citat ikke kan benyttes i rene citatsamlinger.

6. ”Omfang, som betinges af formålet”

Ophl. § 22's sidste led stiller det mere kvantitative krav til det lovlige citat, nemlig at citatet skal være af et omfang, der er passende, sammenhængen og formålet taget i betragtning. Kravet stiller nogle formelle betingelser til både selve citatet og til det citerende værk, hvori citatet indgår, og fremstillingen er derfor opdelt tilsvarende.

Som det vil blive vist i det følgende, varierer det meget, hvad der er et ”passende” omfang: I nogle tilfælde kan det eksempelvis accepteres, at et værk citeres i sin helhed uden samtykke fra ophavsmanden. Også citater, der er helt fritstående, uden at indgå i nogen sammenhæng, accepteres under bestemte vilkår.

Dette synes dog rettelig at måtte betragtes som enkeltstående undtagelser. Skal man forsøge at opstille en hovedregel vedrørende citaters lovlige omfang, synes det at være, at man må citere en beskeden del af andres værk, og citatet skal ligeledes indgå som en beskeden/underordnet del af ens eget værk. Der ses således både på citatets længde i forhold til det citerende og det citerede værk. Det volder normalt ingen problemer for de fleste at overholde disse betingelser for citat. Ikke desto mindre forekommer der misbrug og enkelte af disse tilfælde har fundet vej til domstolenes afgørelse.

Misbrug af citatretten kan forekomme på mange måder. Misbruget kan bestå i, at man citerer for meget og i realiteten tilegner sig værket, men det kan også bestå i, at man citerer for lidt/fejlcitere.

I begge tilfælde er der tale om, at man ikke har citeret i et omfang, der er betinget af formålet, om end af forskellige årsager.

6.1. For lange citater

Hvor meget er for meget? Citatreglens vage kriterier gør det fristende at forsøge at finde mere håndfaste retningslinier: Tommelfingerregler som at ”man må benytte fire takter”[32] indenfor musikcitat, eller at ”man må citere 20 % af en artikel” florerer, men de kan ikke tillægges nogen sandhedsværdi. Retspraksis viser således, at man ikke skal tro, at man eksempelvis altid kan ”benytte 2 minutter fra TV-film”, blot fordi det er blevet tilladt i en tidligere sag.

I sagen UfR 1991.744 ØLD blev citatretten ikke anset for overskredet i et tilfælde, hvor der i en TV-udsendelse blev vist 1 min og 57 sek. fra en kortfilm på 40 minutter om handicappede.

I en efterfølgende sag UfR 1993.180 ØLD var et citat af 1 min. og 7 sek. varighed fra et 10 min. og 27 sek. langt TV-interview med en chilensk forfatterinde derimod for omfattende.

Forklaringen på sagernes forskellige udfald skal muligvis søges i, at citatet i den første sag indgik som et illustrerende og nødvendigt led i TV-udsendelsens skildring af handicappedes hverdag, idet citatet var fra en kortfilm, som udsendelsens hovedpersoner så i en undervisningstime. I den anden sag var citatet ligeledes illustrerende, men ikke på samme måde nødvendigt for udsendelsen formål, nemlig at portrættere en dansk filminstruktør. Derudover synes der i sidstnævnte sag primært at have været procederet på, at der forelå det fornødne samtykke til brugen af filmklippet, snarere end på citatretten, hvilket muligvis kan have haft indflydelse på sagens udfald.

Betydningsløs er retspraksis dog ikke; domme har præjudikatsværdi, og er man blot varsom med at tolke afsagte domme for generelt, vil de kunne give retningslinier for, hvordan lignende konkrete sager vil blive behandlet, hvis de kom for retten.

6.1.1. Kriterier for, hvornår et citat er for langt

På trods af, at det er relativt, hvad der forstås ved et passende omfang, synes der dog at være nogle bestemte momenter, der tillægges betydning ved vurderingen. Ifølge ophl. § 22's ordlyd skal omfanget betinges af formålet, og de momenter, der indgår i vurderingen af, hvorvidt et citat er for langt, kan opdeles tilsvarende.

Man vurderer citatets længde, set i forhold til:

§ længden på det citerende værk, hvori citatet indgår

§ længden på det citerede værk, hvorfra citatet stammer

Derudover vil der blive set på:

§ hvilket formål citatet tjener, samt

§ hvilken værkstype, der er tale om.

6.1.1.1. Længden på det citerende værk

Isoleret betragtet er dette moment teknisk let at måle (hvor stor en procentdel af teksten består af citat). Alligevel er der tale om et meget upræcist kriterium, idet der ikke kan gives nogle faste procentsatser for, hvornår et citat er for langt, og kriteriet må ses i sammenhæng med de øvrige omstændigheder i den konkrete sag. Det må blot konstateres, at citater generelt er for lange, når de ikke længere tjener et illustrerende formål i det citerende værk, men nærmere benyttes til at snylte på/udnytte det citerede værk. Det er ikke muligt at omgå dette ved blot at benytte flere mindre citater fra et værk i stedet for ét langt. Brug af mange citater fra ét værk gennemgås nærmere i afsnit 6.4.2.2 på side 28 .

Udgangspunktet er, at citatet skal være accessorisk og blot indgå som et illustrerende/ stemningsskabende element, hvorfor rene samlinger af citater derfor sjældent kan accepteres. Som Sijthoff Stray udtrykker det: ”Det er et vesentlig kjennemerke for sitatet at det er aksessorisk. Det opptas i et annet verk, og dette andre verket er hovedsaken”[33].

Det er dog ikke noget absolut krav, at citatet er af mindre omfang end den egenproducerede del af værket – hvilke krav, der kan stilles til det citerende værk vil blive behandlet særskilt i afsnit 6.4 på side 25 .

6.1.1.2. Længden på det citerede værk

Lovligheden af et citats omfang afhænger også af, hvor stor en del af det citerede værk, der benyttes. Går man ud over en blot beskeden brug, kan der således rejses tvivl om, hvorvidt citatet er et forsøg på at tilegne sig det citerede værk. At der er en sammenhæng mellem citatets længde og længden på det citerede værk betyder blandt andet, at selv helt korte citater kan være for lange, hvis de blot er taget fra tilsvarende korte værker.

Fra dansk retspraksis kendes sagen UfR 1980.689 ØLD/NIR 1984.81 ØLD, hvor Danmarks Radio i en række morgenradioudsendelser for børn havde benyttet citater fra den af forlaget Rhodos udgivne ”Naturlommekalenderen” for 1977. I bogen var der anført korte oplysninger om naturbegivenheder, der finder sted på hver kalenderdag, eksempelvis: ”2. maj: Kastanietræerne springer ud” og ”10. maj: Slåen springer ud. Den grønbrogede tudses fløjtende trillen høres på stille aftener”. Blandt andre disse oplysninger havde Danmarks Radio citeret i morgenradioen uden forudgående samtykke. Landsretten fandt, at citatretten var overskredet, på trods af de enkelte citaters ringe omfang.

Tilsvarende gælder det, at jo længere det citerede værk er, jo længere passager må citeres. Men heller ikke denne regel må forstås for bogstaveligt – selvom et musisk værk eksempelvis er af adskillige timers varighed, kan et citat af blot et minuts længde udmærket være for langt, hvis det benyttes i en sang, der kun er halvanden minut lang.

I sagen UfR 1999.1462 ØLD havde ugebladet BilledBladet i en artikel citeret ca. 3 % af teksten fra bogen ”En familie og dens Dronning”. Da artiklen imidlertid for 90 %'s vedkommende bestod af disse uddrag fra bogen, måtte citatretten anses for overskredet.

6.1.1.3. Citatets formål

Hele vurderingen af, hvorvidt et citats længde er passende, må ses i lyset af, at uanset hvor langt et citat er, vil det alligevel kunne stride mod hovedkravet om, at citatet skal benyttes i overensstemmelse med god skik. Der er således et samspil og vekselvirkning med kravet om ”overensstemmelse med god skik”. Denne sammenhæng med kravet om god skik er også udtrykt i 1961-bemærkningerne, hvor det siges, at det i tvivlstilfælde vil være afgørende, om ”citatretten er benyttet på en loyal måde efter sit formål”, således som det er udtrykt i kravet om ”god skik”[34]. Benyttes citatet således i en sammenhæng, der strider mod ophavsmandens interesser, er citatets omfang underordnet – citatet kan ikke accepteres.

Også i de tilfælde, hvor citatet indgår i et værk, der har et acceptabelt formål (eksempelvis et foredrag) er man nødt til at se nærmere på, hvad formålet med hvert enkelt citat er. Formålet med et bestemt citat behøver ikke nødvendigvis at være det samme som formålet med hele det citerende værk.

Generelt må det gælde, at uanset citatets formål, må citatet må ikke være unødvendigt langt, men heller ikke misvisende kort. Det er op til en konkret vurdering, hvorvidt dette overskrides til nogen side, men nogle retningslinier kan dog opstilles:

Det må antages, at ved kunstneriske citater (hyldester, stemningscitat mv.) skal citatet holdes kort. Her gælder det, at ”man kun sjældent vil kunne sige (…) at det er bedre at citere for langt end for kort”[35]. Meningen er nemlig blot, at citatet ganske kort skal henlede publikums erindring på det tidligere værk, snarere end at der skal ske en egentlig fremførsel af værket.

Har man andre bevæggrunde for at citere (debat, illustration mv.), er det snarere vigtigt, at man ikke citerer så lidt, at det citerede værk forvanskes, og der bliver tale om fejlcitat. Der redegøres nærmere for dette på side 23 i afsnit 6.3 om for korte citater.

6.1.1.4. Værksartens betydning

Også hvilken type værk/medie, der er tale om, synes at måtte tillægges betydning. I betænkning 1197/1990 siges det således direkte, at ”filmcitater vil (…) efter flertallets opfattelse normalt skulle udgøre en mere beskeden del af udsendelsens helhed end f.eks. de litterære citater”[36]. Dette forklares sammesteds i betænkningen med, at citater har forskellig ”funktion og gennemslagskraft” i forskellige værkstyper. Sammenligner man eksempelvis en biografisk artikel om en forfatter, indeholdende repræsentative citater fra dennes værker, med en fjernsynsudsendelse om en filminstruktørs liv, indeholdende klip fra en række af hans film, vil filmcitaterne typisk have en langt mere væsentlig rolle for fjernsynsudsendelsen end de litterære citater for artiklen.

Synspunktet synes at have meget for sig, men bør ikke forstås således, at man ikke behøver foretage en konkret vurdering af citatets funktion og gennemslagskraft, når der er tale om film. At filmcitater ofte kan virke dominerende på helhedsindtrykket af et værk, betyder ikke, at de i enhver sammenhæng vil virke sådan.

6.2. Fritstående citater

Et citat indgår som altovervejende hovedregel som en del af et citerende hovedværk. Imidlertid er reglen ikke uden undtagelse, for det sker, at citater bliver benyttet fritstående, uden at indgå i en sammenhæng i et andet værk. Lovligheden af dette har ændret sig igennem ophavsretslovgivningens historie, idet det oprindeligt ikke var tilladt, mens det nu tillades i begrænset omfang.

Det oprindelige forbud fremgik af den gamle 1933-lovs § 14 a, hvorefter det ikke var en krænkelse af forfatterretten at optage ”enkelte mindre Digte eller Musikværker eller enkelte af tidligere udgivne Værker uddragne stykker i et større Hele, som efter sit Hovedindhold er et selvstændigt Værk.” Modsætningsvis var det altså en krænkelse, hvis citatet blev benyttet fritstående.

Denne holdning valgte man dog at gå væk fra i forbindelse med lovændringen i 1961. I 1961-bemærkningerne nævnes det udtrykkeligt som eksempel på lovligt citat, at citater kan ”forekomme f.eks. som motto eller i en avisrubrik, alene omfattende sentenser eller lignende”[37].

I betænkning 1197/1990 er man ligeledes opmærksom på, at citater nogen gange benyttes fritstående, og udtaler, at man med lovændringen ikke ønsker ”at strække beskyttelsen så vidt, at dette udelukkes”[38]. Samme sted i betænkningen begrunder udvalget deres holdning med, at sådanne fritstående citater til tider går hen og bliver faste udtryk, og derved et led i den normale sproglige udvikling i samfundet.

Set fra en overordnet synsvinkel, må man dog holde fast i, at lovligheden af disse mottoer er en undtagelse til hovedreglen om formålsrelevans. Hele citatbestemmelsens formål lægger op til, at der eksisterer et egenproduceret værk, der har brug for at benytte dele af et tidligere værk til at belyse, uddybe mv., et synspunkt, man fremsætter - at der er et selvstændigt værk, hvor citatet har relevans for formålet med det selvstændige værk.

Koktvedgaard antager da også, at kravet om formålsrelevans indebærer, “at et citat normalt altid skal indgå i noget andet, typisk være led i et større værk. Nøgne partielle gengivelser af andres værker er således normalt ikke lovlig citering” (min kursivering)[39].

Stuevold Lassen gør sig i den sammenhæng til talsmand for, at denne regel er for kategorisk og at ”(…)hovedregelen bør være at løsrevet sitat er tillatt, når det hverken kan true ophavsmannens økonomiske eller ideelle interesser. Det synes ikke å kunne gis tungtveiende grunner for ikke å tillate løsrevet sitat av en enkelt setning eller to fra en roman, et skuespill eller en doktoravhandling”[40].

Forfatteren udtrykker sammesteds, at dette er blevet sædvanligt i samfundet, og at det i øvrigt vanskeligt kan tænkes, at det strider mod ophavsmandens ideelle interesser at citere en eller to sætninger fra f.eks. en roman løsrevet. Bliver det et længere citat eller strider det af en særlig årsag mod ophavsmandens økonomiske interesser at blive citeret på denne måde, skulle det dog ikke kunne tillades.

Disse udtalelser udtrykker næppe retstilstanden i dag – i hvert fald ikke i Danmark[41]. Fra en retspolitisk synsvinkel er de dog interessante og de kan muligvis påvirke en dansk domstols afgørelse i en konkret sag, da ophl. § 22 netop er en retlig standard, der skal underlægges en dynamisk fortolkning under hensyn til samfundsudviklingen, jf. 1995-bemærkningerne[42].

6.3. For korte citater

I ophl. § 22's krav om god skik ligger, at citatet skal være loyalt mod meningen eller tonen i det værk, der citeres fra. Dette indebærer, at citatet (naturligvis) ikke må fordrejes, men det medfører også, at citatet bør gives en vis længde. I praksis synes det oftere at være de for korte citater end de for lange citater, der er årsag til problemer. Som allerede Lund bemærkede, “citeres der gennemgående snarere for lidt end for meget”[43].

Ophavsretsloven forhindrer ikke dårlig debatkultur, hvor man forsøger at fordreje modstanderens meninger, men den forbyder at man gør det gennem illoyal citering af hans værk. Et citat, der tager en sætning eller to ud af deres sammenhæng kan således være et ulovligt citat – uanset, at det citerede formelt set er gengivet korrekt. God skik tillader formentlig heller ikke, at man laver en sammenstilling af flere citater, når de samlet er egnede til at formidle andre standpunkter end de giver udtryk for, hver for sig.

I en finsk afgørelse, refereret i NIR 1960.110, havde en teateranmelder i sin anmeldelse benyttet korte citater fra teaterstykket ”Münchhausen” og sat dem sammen på en måde, så skuespillet fremstod som værende vrøvlet og ”i avsaknad av allt förnuft”. I den konkrete sag blev anmelderen dog frikendt, fordi de enkelte citater var ”oväsentliga delar” af teaterstykket, det vil sige uden værkshøjde, jf. afsnit 6.3.1 nedenfor.

Der er ikke i ophl. § 22 noget krav om, at det citerende værk skal være sagligt – hvad der skal være sagligt, er brugen af citatet. Værker, der giver en fordrejet beskrivelse af samfundet, demokratiet, bestemte befolkningsgrupper eller lignende, kan udmærket benytte citater (eksempelvis fra tilsvarende ekstremistiske udgivelser), hvis blot meningen med det citerede værk ikke fordrejes.

På samme måde gælder det, at når blot citatet er en korrekt afspejling af, hvad ophavsmanden offentligt har udtrykt, kan ophavsmanden ikke senere nægte citatretten. ”Der er mang ein mann som har funne det plagsamt å få drege fram i tid og utid slikt han har skrive i stormande ungdomsår eller som han har kome til å seia i eit knipetak på talarstolen i Stortinget (…)”[44], som norske Lid udtrykte det.

Selvom man som hovedregel skal fokusere på, hvorvidt citatet er loyalt overfor det citerede værk, kan der meget vel være situationer, hvor man må se på forholdet til ophavsmanden. Den sammenhæng, som citatet indgår i, kan givetvis være nok at til, at citatet pludselig tilføres en anden mening end tiltænkt. Brugen af citater i eksempelvis politisk materiale kan let give et urigtigt indtryk af, at den citerede støtter et bestemt parti, hvilket strider mod ophavsmandens ideelle interesser og derved citatretten.

6.3.1. Korte citaters værkshøjde

Hvor kort kan et citat være? I praksis synes kravet om, at citatet ikke må fordreje ophavsmandens mening, at sætte en reel nedre grænse for de fleste citaters længde.

Men citerer man helt korte brudstykker af et værk, vil man ofte helt slippe uden om citatreglen og ophavsretsloven i det hele taget. Brudstykket skal være udtryk for en individuel skabende indsats, før man er indenfor ophavsretslovens virkeområde, og man kan først herefter begynde at vurdere, om kravene i ophl. § 22 er overholdt. I det særegne tilfælde, hvor man stadig er indenfor ophavsretslovens område, selvom brudstykket ikke har værkshøjde, må ophl. § 22's krav stadig skulle overholdes, se nærmere på side 35 i afsnit 8.1.3 om forholdet mellem ophl. §§ 66 og 22.

Den praktiske hovedregel er dog stadig, at brudstykket skal overskride den kvantitativt og kvalitativt nedre grænse for værkshøjde, før ophavsmandens samtykke bliver nødvendigt.

I retspraksis har spørgsmålet om kortfattede citaters værkshøjde været behandlet i Oslo Byrets dom af 16.07.1998 ”Nettavisen”[45]. Den Internetbaserede avis ”Nettavisen A/S” havde fra adskillige norske dagblades anmeldelser af film og restauranter citeret brudstykker i form af den opsummerende karaktergivning. Karaktergivningen benyttede en skala fra 1-6 og blev illustreret i form af tal, stjerner eller en ternings øjne. Det var i sagen ubestridt, at selve anmeldelserne nød værkshøjde, men Nettavisen A/S påstod derimod, at tallene ikke gjorde det, hvorfor de frit kunne citeres. Retten nåede frem til, at tallene repræsenterede en fagligt kvalificeret opsummering af anmeldelsen, og at dette gav tallene et individuelt og selvstændigt indhold ud over blot at være et tal. Tallene havde derfor værkshøjde og var ophavsretligt beskyttet på linie med selve anmeldelserne. Nettavisen A/S' egenindsats i forbindelse med citaterne var begrænset til at sortere tallene anderledes end aviserne, og sådanne citatsamlinger anses ikke for hjemlet i ophl. § 22, se nærmere straks nedenfor. Dertil kom, at citaterne blev benyttet systematisk, regelmæssigt og i økonomisk konkurrence med dagbladene. Brugen af tallene blev derfor anset for ulovlig, og Nettavisen A/S blev dømt til at betale en erstatning på nkr. 60.000 til hvert af de citerede dagblade.

Også i Danmark må selv helt korte tekst eller musikstykker antages at kunne have værkshøjde, hvis de blot beviseligt er produkt af en individuelt skabende indsats. Dette er en svær og konkret vurdering, men vurderingens vanskelighed synes ikke at burde føre til, at man generelt afviser, at eksempelvis elektronisk sammensatte lyde kan være så særprægede og bearbejdede, at de kan have værkshøjde[46].

6.4. Krav til det citerende værks omfang

6.4.1. Indholdet mere end omfanget

I ophl. § 22's krav om, at et citat skal være af et omfang, der er betinget af formålet, ligger der også et krav til omfanget af det citerende hovedværk. Dette udtrykkes blandt andet i 1961-bemærkningerne, hvor det angives, at retmæssigheden af et konkret citat må afgøres med hensyntagen til “størrelsesforholdet mellem det citerede stykke og hele værket”[47].

Da det citatretlige udgangspunkt er, at citater skal have en blot accessorisk karakter, vil det selvproducerede citerende værk oftest også overgå citaterne, rent kvantitativt. Man kan dog teoretisk forestille sig tilfælde, hvor citaterne i et værk fylder mere end den selvproducerede del af værket. Antageligvis må dette accepteres, hvis blot den forholdsvis lille selvstændige del af værket er tilstrækkelig til at formidle det særlige budskab eller den kritik, som er meningen med værket.

Spørgsmålet var oppe at vende i en svensk hovrättsdom fra 1965, refereret i NIR 1966.247. Sagen vedrørte den svenske pendant til ophl. § 23 om kunstcitat, men er dog alligevel illustrerende i denne sammenhæng:

I foreningsbladet Industria var der en fast rubrik, hvor vittighedstegninger fra forskellige tegnere blev bragt parvis. Meningen var at give en løbende kritisk belysning af det forhold, at vittighedstegnere jævnligt hentede ideer fra hinanden. Den eneste selvstændige kommentar, der blev knyttet til tegningerne var rubrikkens overskrift: ”Avdeling för originella genier”. 1. instansen fandt, at det fremgik af sammenhængen og overskriften, at formålet var at kritisere, hvorfor der var tale om lovligt citat. Ankeinstansen fandt derimod, at den konkrete sammenhæng ikke var tilstrækkelig, og at det var tegningerne og ikke teksten, der var hovedsagen, hvorfor citatet ikke kunne tillades.

Det accepteres tilsyneladende, at et en lille kommentar eller lignende kan være tilstrækkeligt til at citatet lovligt indgår i en egenproduceret sammenhæng – kommentaren var bare ikke omfattende nok i det konkrete tilfælde. Noget lignende udtrykkes i de svenske 1960-bemærkninger, om end med andre ord: ”även om framställningen övervägande skulle bestå av citat, behöver rätten icke ha överträtts. I kritisk eller polemisk framställning kunna sålunda återgivas avsnitt ur det främmande verket, vilka göras till föremål för helt korta men vägande kommentarer eller bemötanden”[48]. Et helt kort, men dog selvstændigt citerende hovedværk kan således udmærket være en tilstrækkelig ramme at citere i, uden at citaterne bliver unødigt dominerende.

Retsstillingen synes at kunne udtrykkes således, at der med betingelsen om, at citatet skal være accessorisk, stilles krav til det selvstændige indhold i ens eget værk, snarere end til værkets omfang.

6.4.2. ”Figenblade”

Det væsentligste er, at hovedværket ikke blot er et skalkeskjul for snylteri. Som Knoph udtrykte det: ”Bliver citatene særlig mange og særlig omfangsrike, er det nemlig fare for at det er dem som er hovedsaken, og at den ramme de puttes inn i nærmest er et fikenblad som skal skjule ophavsrettskrenkelsens nakenhet”[49] (min kursivering).

Sådanne “figenblade” kendes fra retspraksis. De forekommer oftest i situationer, hvor det egenproducerede hovedværk enten er meget lille eller ikke-eksisterende, og i øvrigt ikke er en sådan ”rammende kommentar”, som nævnt ovenfor. Disse situationer synes at kunne opdeles i to hovedgrupperinger, nemlig situationer, hvor der foretages:

§ Et citat fra mange værker

§ Mange citater fra et værk

6.4.2.1. Et citat fra mange værker

Rene citatsamlinger kan næppe accepteres som en tilstrækkelig helhed at lade lovlige citater indgå i.

I betænkning 1197/1990 udtales det direkte, at der må ”trækkes ganske snævre grænser for adgangen til at citere i tilfælde, hvor der slet ikke sker nogen frembringelse af en ny tekst, men alene en sammenstilling af eksisterende værker”[50]. Et eksempel på en citatbrug, der ikke kan tillades, er de såkaldte musikpotpourrier, hvor man vælger at opbygge en sang udelukkende af musikcitater, og hvor den selvstændige indsats er begrænset til sammensætningen af citaterne,

1961-bemærkningerne gør det da også klart, at såvel skrevne citatsamlinger som musikpotpourrier er udtryk for en “udnyttelse, som ikke bør kunne finde sted i ly af bestemmelsen om citatret”[51]. Det samme må efter min mening antages at gælde for citatsamlinger i form af samplingcollager eller lignende kompilationer af lydklip. Også brug af filmklip i fjernsynskavalkader og tilsvarende programmer om ”året, der gik” mv., må let kunne få præg af en ulovlig citatsamling, ikke mindst fordi den vel primært sammenstilles med et underholdningsformål for øje. Internetbaserede databaser kan ligeledes være citatsamlinger, se afsnit 8.2.6 på side 47 .

6.4.2.1.1. Samleværker efter ophl. § 5

Selv hvis samlingen har en så selvstændig karakter, at der er tale om et samleværk i ophl. § 5's forstand, medfører det antageligvis ikke automatisk, at en sådan mængde citater vil kunne hjemles i ophl. § 22.

På den ene side må det konstateres, at citaterne derved indgår i et egenproduceret værk, hvori der er lagt en så stor skabende indsats, at det er omfattet af ophavsretsloven.

På den anden side må en sammenstilling antages at kunne være beskyttet af ophl. § 5, uden at alle citaterne af den grund er nødvendige for at illustrere et moment i værket. I ophl. § 22 ligger der nemlig også et krav om, at citatet ikke bare er optaget i et andet værk, men også har sammenhæng med dette, således at citatet belyser eller bliver belyst af sammenhængen. Citatretten kan ikke påberåbes, når citatet ”visserligen sker i ett självständigt arbete men utan att fylla någon funktion däri”[52]. Man kan også udtrykke det således, at unødvendig brug af citat ikke er i overensstemmelse med god skik, da der derved mangler et loyalt formål med at citere.

6.4.2.1.2. ”Bevingede ord”

Én type citatsamlinger står alligevel i en særstilling, nemlig citatleksika af typen ”bevingede ord”, hvor man systematisk har samlet kendte og vittige citater med oplysninger om forfatter og eventuelt kilde.

Som nævnt ovenfor afviste man i 1961-bemærkningerne at lade citatreglen hjemle udgivelsen af citatsamlinger og potpourrier. I de samtidige norske 1960-bemærkninger siger man imidlertid, at det ikke kan udelukkes, at ”sitatretten vil kunne opåberopes av den som utgir sitatsamlinger av typen ”sitatleksikon”, hvor det samles fyndige og kjente formuleringer etter et eller annet gjennomført system, slik at det hele egner seg til oppslagsbruk”[53].

Få år senere ved udgivelsen af 1961-kommentaren, kommenteres dette af Lund, der skriver, at ”i de norske motiver (…) er det dog antaget, at citatsamlinger (f.eks. en samling ”bevingede ord”) kan udgives med hjemmel i § 14”[54]. Som det fremgår af citatet, nævner Lund ikke, hvorvidt dette også må gælde efter dansk ret.

Lunds kommentar er imidlertid uden videre blevet videreført i 1998-kommentaren, hvor Schønning antager, at ”citatsamlinger af typen “bevingede ord” kan udgives med hjemmel i § 22”[55]. Som det skulle fremgå af det ovenstående er dette reelt norsk ret, og udtalelsen er ret beset mere vidtgående end der er dækning for i de danske lovforarbejder.

Man kan dog ikke udelukke, at danske domstole ved en eventuel fremtidig sag vil nå frem til dette resultat, idet den norske åndsverkslovs § 22 er enslydende med ophl. § 22, og citatreglen trods alt er underlagt en dynamisk fortolkning i overensstemmelse med samfundsudviklingen, jf. det ovenfor ved note 42 anførte.

I bekræftende fald skulle det netop være værkets karakter af informerende opslagsværk (hvem sagde hvad og hvor), der berettiger citatbrugen. Eller med Bings ord: ”Til et sitatleksikon skal man komme med kunnskap om diktet, og med spørgsmål om forfatter eller verk”[56]. Nærmer værket sig antologiformen vil citaternes lovlighed formentlig blive tvivlsom.

Egentlige antologier med uddrag af lyrik, prosa, ordsprog og lignende kan ikke udgives med hjemmel i ophl. § 22 – ikke mindst fordi sådanne udpluk af det bedste arbejde fra en række forfattere vil kunne gå imod forfatternes egne økonomiske interesser i at sælge deres digtsamlinger mv. Ønsker man at fremstille antologier til brug i undervisningsvirksomhed man eventuelt søge sin hjemmel i tvangslicensreglen i ophl. § 18, stk.1.

Det bør understreges, at blot fordi der i et værk er mange citater, og citatbrugen derfor kan betegnes som omfattende eller intensiv, er det ikke nok til at bringe forholdet udenfor citatrettens grænser.

Det er ikke altid værre at blive citeret sammen med andre, end det er at blive citeret alene, og det er kun hvis den konkrete brug af et bestemt citat er for vidtgående, at citatretten overskrides. Naturligvis vil det dog indgå i denne konkrete vurdering, hvorvidt der generelt sker en udnyttelse af andres værker. Selv hvis der kun tages lidt fra hver enkelt, kan resultatet godt fremstå som tydeligt snylteri på andres indsats. Men at der benyttes citater fra mange kilder, indebærer ikke nødvendigvis i sig selv nogen øget udnyttelse af den enkelte forfatters værk.

6.4.2.2. Mange citater fra et værk

Benytter man sig udelukkende af citater fra en enkelt forfatters værk, synes faren for, at det tolkes som et forsøg på at tilegne sig værket at være større end hvis man havde benyttet citater fra mange forskellige værker. Mange citater fra ét værk og meget lange citater benyttes eksempelvis, når man med sit værk ønsker at hylde en bestemt kunstner, som har haft særlig betydning for en, eller når man skriver en afhandling om et bestemt værk. Hvor et værk har en helt speciel dagsaktualitet og nyhedsværdi kunne der også være situationer, hvor en større mængde citater kunne være berettiget.

En vidtgående brug af citater fra en bestemt person eller autoritet kan eventuelt benyttes for at give et skær af legitimitet eller blåstempling af ens egne udtalelser. Advokaters brug af citater fra tidligere domme i deres procedure kan til en vis grad tilskrives ønsket om at opnå denne virkning[57]. Hvor det i dette tilfælde imidlertid er tilsigtet, at domme skal have præjudikatsvirkning, og derfor citeres på denne måde, kan der også være tilfælde, hvor de mange citater blot medtages for at underholde.

Fra retspraksis kendes flere situationer[58], hvor det citerende hovedværk synes at være en art påskud for at citere ekstensivt fra et værk. Et illustrerende eksempel kan findes i en dom fra Oslo Byret, refereret i NIR 1983.138 ”The Hite Report”:

Ugebladet “Alle Menn” benyttede i en artikel store mængder citater fra kulturhistorikeren Shere Hites bog “The Hite Report”, der bestod af en undersøgelse af amerikanske kvinders seksualliv. Artiklen fyldte 12 spalter i ugebladet, hvoraf de sidste 8 spalter hovedsageligt var citater, løseligt sammenbundet med korte, oftest ubetydelige, kommentarer. Ikke alle citaterne var sat i citationstegn. Oslo Byret skrev direkte i præmisserne: “Rammen om sitatene er en bokanmeldelse, men det er åpenbart at sitatene er hovedsaken i de siste 8 spalter (...)”. Det fremgår af sagen, at retten ikke var i tvivl om, at formålet med samtlige citater i artiklen var at forsyne læserne med pornografi. Shere Hite blev tilkendt en erstatning for overtrædelsen.

6.4.3. Citater in extenso

Ophl. § 22 sige, at det er tilladt at citere af et offentliggjort værk, hvilket kunne antyde, at det blot er udsnit eller dele af et værk, der lovligt kan gøres til genstand for citat. Det er vel også først og fremmest denne type citat, som har været hensigten bag citatbestemmelsen, og citater af værker i deres helhed må normalt afvises.

For helt små værker kan det dog muligvis komme på tale at citere værket i sin helhed, uden at det er snylteri. Allerede Knoph antog, at man kunne citere små værker in extenso[59], og der er næppe noget i vejen for citering af hele småværker, hvis betingelsen om overensstemmelse med god skik overholdes. Vælger man at citere et mindre værk i sin helhed, må det stilles som et ubetinget krav, at citatet indgår i en sammenhæng, og altså ikke er fritstående.

En sådan helhed, der har den fornødne sammenhæng med citatet, kunne eksempelvis være en digtanalyse, der har til formål at belyse et kort digt. Hvis man godtog fritstående citater af værker i deres helhed, ville man reelt have ophævet ophavsmandens eneret til at råde over de små værker.

6.5. Sammenfatning

Om citaters længde kan der ikke ud af den nuværende retspraksis udledes nogle håndfaste regler, og myter såsom at ”fire takter kan lånes” er rettelig ikke mere end netop myter. Domme har dog præjudikatsværdi, og i det omfang en konkret sag er identisk med en tidligere afgjort sag, vil der naturligvis kunne udledes retningslinier herfra. Det synes at stå klart, at fritstående citater (med undtagelse af avismottoer mv.) ikke er acceptable, ligesom citater ikke må være så korte, at de forvansker meningen i det citerede værk.

I visse tilfælde er det en flerhed af momenter, der gør, at citatrettens grænser overskrides. Det er således en kombination af, at citaterne ikke er underordnede et selvstændigt arbejde (hvis der er et selvstændigt islæt overhovedet), samt at de ikke har nogen egentligt illustrerende sammenhæng med den selvstændige del af værket, der begrunder, at citatsamlinger ikke kan hjemles i ophl. § 22. Her skiller citatsamlinger af typen ”bevingede ord” sig dog ud som en undtagelse. En anden særlig undtagelse til reglerne findes også: Et citat behøver ikke i alle sammenhænge blot være en del af et andet værk. For helt små værker er det accepteret, at man ikke blot citerer dele af værket, men værket i sin helhed.

7. Citatretten i andre sammenhænge

7.1. Naborettighederne

Foruden at egentlige værker er beskyttet efter ophavsretsloven, er også de såkaldte ”naborettigheder” for udøvende kunstnere mv. undergivet en vis beskyttelse efter ophavsretslovens kapitel V. Disse rettigheder er også underlagt citatretten, idet der i hver bestemmelse i kapitel V er direkte nævnt, at ophl. § 22 finder tilsvarende anvendelse på de rettigheder, som de enkelte bestemmelser omhandler.

7.1.1. Fotos og stillbilleder

Undtaget er dog fotografiske billeder som nævnt i § 70, fordi man frygtede, at en ret til citat ville gøre den ophavsretlige beskyttelse af enkeltbilleder illusorisk[60]. Det var samme overvejelser, der førte til, at man i betænkning 1197/1990 stillede sig afvisende overfor at tillade citat i form af stillbilleder fra film og TV[61].

Tidligere blev det antaget i retspraksis[62], at gengivelse af stillbilleder var omfattet af ophl. § 22 og derved lovligt, hvis citatbetingelserne blev overholdt. Dette er imidlertid i den efterfølgende teori blevet kaldt en retlig misforståelse[63], idet lighedspunkterne mellem fotografier og stillbilleder gør, at de burde behandles ens, således at citat i form af stillbilleder ikke burde tillades. I modsætning til stillbilleder, må man med hjemmel i ophl. § 22 gerne gengive uddrag af film i form af levende billedsekvenser, hvis blot de almindelige citatbetingelser overholdes.

Generelt må det antages, at anvendelsen af citatreglen på naborettighederne ikke vil volde andre problemer end dem, man har ved citat fra egentlige værker. Dog kan det være problematisk, hvis man citerer fra udøvende kunstnere på en måde, som ikke kan ske ved citat fra værker.

Én særlig problemstilling opstår eksempelvis, hvis man citerer fra lydoptagelser af værker, og det citerede brudstykke er så kort, at det ikke har værkshøjde. Kræves producentens samtykke efter ophl. § 66 til et sådant citat? Spørgsmålet besvares benægtende i afsnit 8.1.3 på side 35 , hvortil der henvises.

En anden problemstilling er citat fra udøvende kunstneres optræden. Ophl. § 65, stk. 4 hjemler, at citatretten gælder for udøvende kunstneres fremførsel af værker, men hjemler den, at man foretager direkte optagelser af eksempelvis en koncert, mens den foregår?

Citat skal ske i overensstemmelse med god skik, og man kunne formentlig i ekstreme tilfælde forestille sig, at det ville stride mod god skik at optage en koncert af en kunstner, der frabeder sig det.

Citatbestemmelsens krav om god skik har på den anden side et helt andet sigte end dette. Det er brugen, omfanget og formålet med citatet, der skal være i overensstemmelse med god skik, ikke måden, hvorpå man skaffer citatet. At den citerede oplever det som ubehageligt at blive citeret kan ikke begrunde, at citat skulle være ulovligt, se side 23 om saglige citater. Ophavsretsudvalget forsøgte at løse problemet, og gav i betænkning 1197/1990 udtryk for den opfattelse, at man ikke måtte fiksere værksfremførelsen helt eller delvist, hvis det skete med det formål at tilvejebringe et materiale, som man herefter lovligt kunne citere fra. Dog måtte man gerne fiksere selve citatet/uddraget af en forestilling eller koncert[64].

Løsningen synes velbegrundet, men vil formentlig også kunne resultere i store praktiske problemer. Det må antages, at det kun sjældent vil være muligt at optage netop citatet og intet andet. Den praktiske hovedregel synes at være, at man optager et længere stykke af fremførelsen, som man efterfølgende redigerer ned til et citat af en passende beskeden længde. Dette gør det også nemmere at sikre, at citatet ikke tages ud af en sammenhæng og at ophavsmanden ikke fejlciteres, fordi man eksempelvis startede optagelsen for sent. Beklageligvis er dette ikke en lovlig fremgangsmåde, hvis man følger ordlyden af betænkning 1197/1990.

7.2. Kunstcitat efter ophl. § 23-24

Mens citater legitimt kan benyttes i et kunstnerisk øjemed, kan citatreglen ikke benyttes til at gengive egentlige kunstværker i form af grafik, malerkunst mv. Som det er gennemgået i det foregående, er citater næsten undtagelsesfrit brudstykker af et værk, og gengiver man kun en del af et offentliggjort kunstværk vil det være en krænkelse af ophavsmandens droit moral efter ophl. § 3.

Ophl. § 22 kan således ikke hjemle en gengivelse af billeder i eksempelvis collager – udover at krænke kunstnerens anseelse og egenart ville det antageligvis ofte kunne ligestilles med de ikke-accepterede citatsamlinger.

At det ikke er i ophl. § 22, at man skal finde hjemlen til citat fra kunstværker, fastslås helt generelt i 1995-bemærkningerne, hvor det siges, at for kunstværker ”har bestemmelsen i almindelighed ikke praktisk betydning, da sådanne værker ikke kan citeres i form af gengivelse af uddrag af værkerne”[65].

Der findes en særlig regulering af kunstværkers gengivelse i ophl. §§ 23 og 24. Her angives de nærmere betingelser for forskellige former for gengivelse af kunstværker og værker af beskrivende art, jf. ophl. § 1, stk. 2.

Kunstværker kan citeres i det omfang, det er hjemlet i den særlige regel om kunstcitat i § 23, stk.1. Reglen stiller betingelser om, at kunstværket skal være ”offentliggjort”, samt at gengivelsen skal ske ”i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet”. Disse krav må fortolkes i overensstemmelse med de enslydende krav i ophl. § 22, og der henvises derfor til, hvad der ovenfor er anført om disse.

Som et særligt krav stiller ophl. § 23, stk.1, at der kun må ske gengivelse i ”kritiske eller videnskabelige fremstillinger i tilslutning til teksten”. Retten har senest haft anledning til at fortolke dette krav i sagen UfR 2000.1291 ØLD ”Louisiana Revy”.

Kunstmuseet Louisiana udgav nogle gange årligt en publikation ”Louisiana Revy”, hvori der var en gengivet et større antal værker fra den eller de kunstnere, der i perioden udstillede på museet. Publikationen indeholdt desuden artikler om kunstnerne. Da museet ikke kunne godtgøre, at formålet med gengivelsen var at give et videnskabeligt eller kritisk bidrag, måtte publikationen opfattes som en alment oplysende kunstbog. Gengivelsen af kunstværkerne kunne således ikke hjemles i ophl. § 23, stk.1. Retten fandt, at der heller ikke var tale om et katalog i ophl. § 24, stk. 1's forstand.

Ophl. §§ 23-24 vil ikke i øvrigt blive gjort til genstand for selvstændig behandling her.

8. Citatretten i bestemte medier

8.1. Musikcitat og digital sampling

Musikcitater har ikke været genstand for megen diskussion i den ophavsretlige litteratur, på trods af, at de har været lovmæssigt reguleret siden 1933- loven[66]. Allerede Weincke bemærkede dette, og anførte, at musikken “fører noget af en Askepottilværelse”[67]. Weincke har givetvis ret – betænkning 1197/1990 begrænser sin omtale af musikcitater til den noget korte sætning ”også f.eks. musikværker kan lovligt gøres til genstand for citat”[68]. Sampling er slet ikke nævnt.

Fokus vil derfor i det følgende være på begrebet sampling, og der vil blive set nærmere på, hvilke retningslinier for sampling, der kan udledes udfra de gældende regler om citat af musikværker. Sampling kan i visse situationer foretages lovligt uden at skulle søge sin hjemmel i ophl. § 22. Disse situationer er også søgt beskrevet nedenfor, så der kommes hele vejen rundt og derved tegnes et retvisende billede af retsstillingen for sampling.

8.1.1. Sampling

Sampling er en form for lydoptagelse med hjælp fra en computer/mikroprocessor. Sampling er at sammenligne med en elektronisk båndoptagelse, idet man med ved sampling forstår det at optage og genbruge uddrag af en musikindspilning digitalt[69]. Lyden lagres som små datastykker og kan afspilles forlæns og baglæns, sammensættes og ændres i det uendelige.

Sampling har muliggjort citering af lyd uden nogen hørbar forskel eller tab af kvalitet. Dertil kommer, at sampling rent kvantitativt har mangedoblet brugen af brudstykker fra andre musikeres værker, og sampling kan i dag konstateres brugt i alle moderne musikgenrer. Samplingsudstyr er faldet drastisk i pris siden de første maskiner kom på markedet, og man kan i dag sample direkte via en almindelig hjemme-PC[70]. Der er derfor et utvivlsomt behov for at få fastlagt de nærmere regler for regulering af fænomenet.

Sampling kan uden videre benyttes til at foretage egentlige citater fra musik, men sampling har dog alligevel nogle særegenheder. Navnlig adskiller sampling sig fra konventionelle musikcitater ved mediets digitalitet. Dette får i en citatretlig sammenhæng først og fremmest den betydning, at der er tale om et ordret citat af den oprindelige indspilning af værket, med alle de lyde, klangfarver osv., der ellers kun eksisterede ved den oprindelige indspilning.

Man kan med en vis ret hævde, at sampling-teknikken derfor fører til en mere intensiv form for citat - citatet bliver jo 100 % magen til sit udgangspunkt i modsætning til tidligere, hvor musikcitat var begrænset til andre musikeres gengivelse af tidligere værker, hvilket nødvendigvis indebar en vis fortolkning og ændring af værket.

Sampling-teknikkens højere præcision er dog ikke i sig selv en tilstrækkelig begrundelse for at betegne sampling som ulovligt uden samtykke. Et citat er per definition en ordret gengivelse af et andet værk, og denne definition lever sampling op til - endda bedre end de tidligere eksisterende former for musikcitater, der, som nævnt, ikke altid kunne være ordrette. Der bør derfor kunne udledes retningslinier for sampling ud fra de eksisterende normer for musikcitater.

Med sampling-teknikken er det muligt at sample direkte fra eksempelvis en mikrofon, men det mest normale synes at være, at der samples fra en bestemt pladeindspilning/lydfæstning. Dette får den betydning, at også andres rettigheder end netop komponistens og tekstforfatterens berøres. De udøvende kunstnere og pladeselskabet har også selvstændige rettigheder til det samplede værk, både for så vidt angår fremførsel og eksemplarfremstilling af værket, jf. ophl. §§ 65 og 66. Begge disse bestemmelser henviser til ophl. § 22, således at de problemstillinger og retningslinier, der bliver omtalt i det følgende skulle gælde for alle rettighedshaverne.

En juridisk analyse af musikcitater/sampling kan passende tage sit udgangspunkt i det grundlæggende ophavsretlige krav om, at værket skal være udtryk for en selvstændig, skabende indsats, eller med andre ord, have værkshøjde. Har enten det citerede værk eller selve citatet ikke værkshøjde, bliver det ikke nødvendigt at vurdere, om der er tale om citat efter ophl. § 22, da citatreglen er begrænset til at gælde for værker i ophavsretslovens forstand. Først når dette er blevet slået fast, er der behov for at se på, om citatbetingelserne er opfyldt.

Denne tilgang til vurderingen af sampling kan forekomme unødigt formalistisk, men den tjener et formål, da problemer vedrørende sampling i visse situationer lader sig afgøre allerede ved, at kravet om værkshøjde ikke er opfyldt.

8.1.2. Værkshøjde eller ej

Den ophavsretlige beskyttelse af værker er som udgangspunkt betinget af, at værket har et vist omfang, rent kvantitativt. Samples blot en enkelt lyd eller tone vil denne minimumsgrænse ikke være nået - det samplede stykke musik er af så kort varighed, at det ikke afspejler nogen form for selvstændigt skabende indsats. En særligt velegnet trommelyd kan således samples og benyttes uden samtykke fra ophavsmanden til værket. Med disse blotte lydlån må ligestilles visse lån, som kun er praktisk mulige med sampling-teknikken. En sampling behøver eksempelvis ikke at være begrænset til at bestå af hele toner. Der kan samples egentlige brudstykker af en sang, og der kan startes og sluttes meget pludseligt, eksempelvis midt i en passage, et omkvæd eller lignende. Ligeledes er ubearbejdede lyde fra naturen eller lyde genereret af en computer undtaget fra ophavsretten, da den kun gælder for værker skabt af fysiske personer.

Schønning er i KODA-NYT 1993, nr. 1 inde i nogle overvejelser om, at en omfattende genbrug af andres lydoptagelser i en kommerciel sammenhæng eventuelt vil kunne stride mod god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1. Man må give forfatteren ret i, at dette formentlig kun vil blive relevant i ekstreme situationer.

Citatretten kommer som udgangspunkt ikke ind i billedet, før man sampler længere melodistykker. Eller som Mey udtrykker det: “Det er først når det blir en spesiell kombinasjon av toner, at man må ha tillatelse til å sample disse”[71].

Fra retspraksis kan nævnes den finske afgørelse fra Helsingfors Hovrätt af 02.04.1964, hvor fire takter fra den (i Finland) kendte sang “På Rovaniemi's marknad” blev flettet ind i en ny sang. Retten mente, at brugen af de fire takter var nok til, at citatretten var overskredet, idet der særligt blev lagt vægt på, at det citerede værk var velkendt.[72]

8.1.3. Forholdet til andre rettighedshavere

Grundlaget for sampling af en enkelt lyd vil ofte være en lydoptagelse, hvortil også de udøvende musikere/sangere og pladeproducenten har rettigheder, jf. ophl. §§ 65 og 66. De udøvende musikeres rettigheder er, som for de egentlige ophavsrettigheder, baseret på, at der foreligger et værk, jf. ophl. § 65, og citatreglen finder tilsvarende anvendelse, jf. ophl. § 65, stk. 4.

I modsætning hertil står ophl. § 66, hvorefter producentens rettigheder til lydoptagelser ikke er betinget af, at der foreligger et værk. I den beskrevne situation med citat af lyde har det som konsekvens, at lydlån fra eksempelvis pladeindspilninger af naturlyde ikke vil kunne ske uden producentens samtykke. Citatreglen finder også anvendelse på producentens rettigheder, jf. ophl. § 66, stk. 2, men da brugen af ophl. § 22 er betinget af, at man citerer “af et offentliggjort værk”, vil citatreglen ikke kunne benyttes som hjemmel til at citere fra lydoptagelser, der ikke samtidig er egentlige værker. Netop pladeindspilninger af ikke-menneskeskabte lyde vil være et typisk eksempel på optagelser, der ikke vil kunne citeres uden producentens samtykke.

Er der tale om, at lydfæstningen samtidig er et egentligt værk i lovens forstand, skulle ophl. § 22 uden videre finde tilsvarende anvendelse, men helt uproblematisk er dette dog ikke:

Hvis et citat fra en andens værk er så kortfattet, at citatet ikke har værkshøjde, antages det normalt, at citatet kan benyttes frit, fordi man er uden for ophavsretten. Ønsker man imidlertid at citere/ sample et helt kort brudstykke fra en indspilning af et musisk værk, opstår der et særpræget problem - producentens rettigheder efter ophl. § 66 er ikke betinget af værkshøjde, hvorfor hans samtykke muligvis er påkrævet. Teoretisk set skulle der derved kunne opstå den barokke situation, at et brudstykke af eksempelvis 10 sekunders varighed fra indspilningen af et musisk værk gerne måtte citeres med hjemmel i ophl. § 22, mens et brudstykke af 1 sekunds varighed fra samme værk ikke måtte, fordi det ikke havde værkshøjde.

Problemstillingen synes ikke at være videre omtalt i den hidtidige juridiske teori - muligvis fordi en nærmere behandling af helt korte citater ikke har været nødvendig, da de har kunnet hjemles i den manglende ophavsretlige beskyttelse af brudstykker uden værkshøjde.

Ophl. § 22 siger imidlertid blot, at citatet skal være af/fra et offentliggjort værk, ikke at brudstykket i sig selv skal have værkshøjde for at være et citat i ophl. § 22's forstand. Muligheden for at citere er således ikke betinget af, at citatet har en bestemt udstrækning - helt korte citater er stadig citater. Når ophl. § 66, stk. 2 herefter lader § 22 finde tilsvarende anvendelse på lydoptagelser, må det skulle forstås således, at selv om man sampler et kort brudstykke uden værkshøjde fra indspilningen af et musisk værk, er der tale om et lovligt citat, hvis citatbetingelserne i § 22 er opfyldt. Problemstillingen er speciel og har formentlig sin største relevans indenfor netop citat/sampling af lydbidder uden værkshøjde fra pladeindspilninger.

8.1.4. Omgåelse ved omarbejdning af citatet

Musik som værkstype muliggør i høj grad, at man undlader at benytte et direkte citat/sampling fra en anden sang, men blot benytter værket til fri inspiration, jf. ophl. § 4, stk. 2, og spiller/synger noget lignende. Er der ikke en oplevelse af identitet mellem de to værker, er det en juridisk farbar vej til at benytte sig af tidligere kunstneres arbejde.

Med sampling-teknikken er der skabt praktisk mulighed for, at man direkte sampler et brudstykke af et værk og herefter bearbejder samplingen/musikcitatet ud af det oprindelige værks beskyttelsessfære. Har citatet undergået så megen forandring, at det ikke længere kan forveksles med det oprindelige og derfor kan henføres under ophl. § 4, stk. 2, bliver det ikke nødvendigt at opfylde ophl. § 22's krav til benyttelse af citat.

Er det bearbejdede citat så tæt på udgangspunktet, at der stadig er en oplevelse af identitet, vil det bearbejdede musikcitat efter omstændighederne kunne være et afhængighedsværk, jf. § 4, stk.1, såfremt der er tale om en individuelt skabende indsats. Retten til det nye værk vil derfor altid være afhængig af eneretten til det oprindelige værk, og den bearbejdede sampling vil ikke kunne benyttes i strid med den oprindelige ophavsmands intentioner.

8.1.5. Citatbetingelserne

Såfremt værkshøjdekravet er konstateret opfyldt, er det nødvendigt at opfylde citatbetingelserne i ophl. § 22, hvis man vil benytte en sampling uden samtykke fra ophavsmanden og eventuelt andre rettighedshavere. Særligt hvis det er selve melodien, omkvædet eller lignende centrale elementer i musikstykket, der samples, vil plagiatet være tydeligt.

Sampling og musikcitater er, som nævnt, sparsomt beskrevet i den hidtidige juridiske teori, men dette bør ikke føre til at tro, at sampling er et retsløst område. I det omfang, der eksisterer en sædvane indenfor musikcitater generelt og denne sædvane tillige er “god”, må de eksisterende retningslinier for musikcitater kunne benyttes som et fingerpeg for sampling.

8.1.5.1. Den gode skik

Når man benytter en bid af et tidligere værk, kan det have forskellige mere eller mindre loyale årsager. Musikcitater synes i praksis oftest at være kunstnerisk begrundet. Kunstneriske formål, der anses for legitime, er eksempelvis ønsket om at lave en hyldest til en tidligere komponist eller fremkalde en bestemt følelse hos lytteren. Ligesom andre citater kan musiske citater også benyttes i andre sammenhænge, såsom til at illustrere et synspunkt i et videnskabeligt foredrag, i en debat eller i nyhedsformidlingen.

I 1998-kommentaren skrives det, at “digital sampling af musikværker (...) vil antagelig kun i sjældne tilfælde kunne anses som lovligt citat”[73]. I hvor mange tilfælde samplinger benyttes til de i det følgende nævnte formål er ikke til at vurdere, men såfremt en sampling skulle blive brugt til eksempelvis en hyldest, må det antages at være lige så legitimt som almindelige musikcitater.

8.1.5.1.1. Kunstnerisk begrundede musikcitater

Undertiden har komponister i deres værker indføjet citater som en hyldest til andre musikere, der har haft betydning for dem[74]. Sådanne kunstneriske hyldestværker accepteres i det omfang, der ikke er tale om en skjult form for plagiat, hvilket altid er en konkret afgørelse. Er musikcitater benyttet i et påstået hyldestværk blot for at snylte på en tidligere kunstners kreative indsats og popularitet, er det illoyalt og i strid med ophl. § 22. Musik er ikke blot kunst, men også i vidt omfang en forretning, og såfremt der indenfor dele af musikbranchen er en god og velbegrundet skik for, at man skal betale for gengivelsen af sekvenser af musikværker ”giver § 22 næppe hjemmel til fri citatret af sekvenser af samme karakter”[75].

Når det ikke strider mod ophavsmandens økonomiske interesser, anses det ligeledes som god skik at benytte et andet musikværk til at fremkalde en stemning. Herved forstås, at man fremkalder en bestemt stemning eller associationer hos tilhøreren ved at referere til et fælles bekendt musikværk

At benytte musikcitater på denne særlige måde anses som udgangspunkt for at være loyalt[76].

Et populært nummer vil her bedre kunne benyttes loyalt, da der er større chance for, at alle lytterne genkender det og man vil følgelig dårligt kunne beskyldes for at forsøge at lade en andens værk fremstå som ens eget. Dertil kommer, at flere lyttere vil kunne forstå referencen. Der er imidlertid også et paradoks i dette, for jo mere kendt det refererede værk er, jo større er faren for, at man vil kunne blive beskyldt for udelukkende at have benyttet sig af det kendte værk for at kunne snylte økonomisk på dets goodwill og popularitet. Grænsen er hårfin.

8.1.5.1.2. Andre formål med citat

Det kan endvidere ikke udelukkes, at musikcitater vil kunne benyttes som led i den løbende debat. Denne brug af musiske citater synes ikke at være særligt udbredt på nuværende tidspunkt, men det kan ikke udelukkes, at det senere vil ændre sig i takt med den teknologiske udvikling. Brug af citater til at belyse synspunkter i en meningsudveksling er et accepteret formål med citat, og såfremt citaterne ikke overtræder de øvrige citatbetingelser (citatet må ikke fordreje den mening, som ophavsmanden har udtrykt mv.), må sådanne musikcitater også skulle godtages.

Musikcitater kan dog også bruges i forbindelse med videnskabelige analyser og foredragsholdere kan benytte dem til at illustrere pointer i foredrag[77]. Dette må anses for legitimt, og til brug i den sammenhæng behøver citatet ikke at være helt så kortfattet som ved de kunstneriske citater. Her er det vigtigere, at citatet ikke bliver så kort, at det citerede værk forvanskes. Unødigt lange citater, der medtages uden at illustrere nogen musikalsk pointe, men blot fordi det ”lyder godt”, må dog heller ikke finde sted, se nærmere nedenfor.

I praksis sker citat formentlig af mange andre grunde end for at hylde eller som for at illustrere en pointe i en videnskabelig fremstilling. Musikcitat vil ofte ske af den simple grund, at den nye ophavsmand synes godt om et tidligere værk eller dele heraf og gerne vil bruge det selv. Vurderingen af sådanne citaters lovlighed må afhænge af de involverede økonomiske interesser og må formentlig kun sjældent kunne tillades, hvis overhovedet. I sådanne sammenhænge bør man anmode de oprindelige rettighedshavere om tilladelse forud for citeringen.

Rettighedshaverne vil normalt modtage et vederlag for at give denne tilladelse. Som udgangspunkt vil det blive givet som en forholdsmæssig andel af det beløb, man modtager for den offentlige fremførsel af det nye værk, som citatet indgår i. Fordelingen vil i mangel af anden aftale afhænge af, hvor stor en del af sangen, samplingen udgør[78].

8.1.5.2. Omfang, betinget af formålet

Citatretten er også indenfor musikkens verden begrænset af det upræcise krav om, at et citat ikke må være mere omfangsrigt end formålet betinger.

I forbindelse med forberedelsen af lovændringen i 1961, blev det fra musikforlæggere og komponisters side foreslået, at kun et bestemt antal takter skulle kunne benyttes som citat. Dette blev dog afvist som uhensigtsmæssigt, da “spørgsmålet må afgøres efter omstændighederne i det enkelte tilfælde med hensyntagen til formålet og til størrelsesforholdet mellem det citerede stykke og værket”[79].

På trods af manglen på håndfaste forskrifter, må det kræves, at de lånte lydbidder højst er et supplement til ens selvproducerede musiske værk. Selv et ærligt ment hyldestværk kan være i strid med ophl. § 22, hvis et citat benyttes som omkvæd eller gennemgående tema i en nyt musisk værk. Også hvis citatet på anden måde får en dominerende stilling, vil benyttelsen af citatet kun kunne ske med indhentelse af tilladelse fra rettighedshaverne.

Heller ikke ved citater, der tilsigter at fremkalde en stemning, er der en fast grænse for, hvor mange takter eller sekunder, der lovligt kan citeres, men har lytteren forstået referencen/hyldesten, vil yderligere citering være unødvendig og illoyal. Citatet skal udelukkende lede tankerne hen på en bestemt sang, således at hvis citatet eksempelvis fremkalder et smil hos lytterne, skal det kun skyldes erindringen om sangen og ikke den fremføring af værket som nu gøres. Eller for at udtrykke det med Højs ord, så bør et citat ikke ”være længere, end hvad der er nok til, at lytteren opnår den tankegang som citatet skal hidføre”[80].

Benyttes musikcitatet som videnskabeligt illustrerende eller andre af de nævnte legitime formål, er der et hensyn at tage til musikeren, således at hans værk og hans mening ikke fremstår anderledes end det var intentionen. Her vil faren for, at citatet er så kort, at meningen forvanskes, hjemle længere citater.

8.1.6. Sammenfatning

Vil man som musiker være på den sikre side, bør man bede om rettighedshaverens tilladelse forud for enhver brug af samplinger. Dette vil dog betyde, at man oftest kommer til at betale ophavsmanden et vederlag for brugen, forudsat at vedkommende overhovedet giver sin accept. Som det blev gennemgået, synes der dog at være flere måder, man på lovlig vis kan undgå at indhente tilladelse og betale vederlag. Sampler man et brudstykke fra en lydoptagelse uden værkshøjde, gælder citatretten ikke, jf. ophl. § 22's ordlyd ”af et offentliggjort værk”.

I det beslægtede tilfælde, hvor man sampler en lyd eller et helt kort ubeskyttet brudstykke fra et egentligt værk, konkluderes det, at der stadig er mulighed for at benytte citatreglen til at citere uden pladeproducentens samtykke efter ophl. § 66. Citatreglen kan desuden omgås ved, at citatet omarbejdes så meget, at der bliver tale om fri benyttelse efter ophl. § 4, stk. 1, hvilket er praktisk muligt med sampling-teknologien.

Er man indenfor den oprindelige ophavsmands beskyttelsessfære, er man derimod nødt til at opfylde de af ophl. § 22 udledte krav til, at man kan bruge samplingen uden samtykke. Opfylder samplingen kravene til lovligt formål og passende omfang, kan samplingen benyttes på linie med andre, mere konventionelle, former for musikcitat.

8.2. Citat fra edb og Internettet

Der gælder ikke særlige regler for citat på Internettet eller fra edb-programmer, men nye problemstillinger er opstået og opstår stadig i forbindelse med Internettets udvikling og udbredelse. Disse problemstillinger og deres forbindelse med ophl. § 22 vil blive søgt behandlet i det følgende. Begreber som frames og søgemaskiner var naturligvis ikke tænkt på ved citatreglens formulering, men reglen kan muligvis alligevel rumme den form for citat, disse begreber giver anledning til. Databaser, hjemmesider mv. kan give anledning til adskillige andre ophavsretlige og markedsføringsretlige spørgsmål, men da disse ikke berører citatretten, vil de ikke blive gennemgået nærmere her [81].

Internettets betydning er i høj grad knyttet til dets evne til at formidle information, og der findes således en stigende mængde informationsdatabaser på Internettet, som enten benytter mange citater eller selv er genstand for citat. Undertiden bruges musiske citater/lytteprøver på Internettet i reklameøjemed. Den diskutable lovlighed af dette er særskilt gennemgået nærmere på side 15 i afsnit 5.2.5.7 , hvortil der henvises.

8.2.1. Edb-programmer

Edb-programmer henregnes ifølge ophl. § 1, stk. 3 til de litterære værker, og de kan således citeres fra med hjemmel i ophl. § 22 i det omfang, at de opfylder kravet om værkshøjde. Værkshøjdekravet/ originalitetskravet for edb-programmer skal ikke diskuteres nærmere i denne citatretlige sammenhæng – det skal blot påpeges, at det også er muligt at benytte citater fra programmer, der ikke lever op til værkshøjdekravet for edb. En sådan brug af brudstykker vil ikke være begrundet i ophl. § 22, men i, at man så befinder sig udenfor ophavsretslovens område. Er det citatet selv, der er så kort, at det ikke har værkshøjde, vil det tilsvarende være at betragte som en fri benyttelse af et andet værk, og det vil ligeledes være lovligt.

Egentligt citat fra edb-programmer med værkshøjde vil kunne ske i eksempelvis undervisningssammenhæng, en kritisk fremstilling, debat eller lignende. Det vil antageligvis oftest være programkoden i papirform, der ønskes citeret fra, og ikke direkte fra de digitale instruktioner til maskinen. Papirudgaven af et edb-program må dog rubriceres som blot værende en anden fremtrædelsesform af programmet[82], og da ophavsretsloven omfatter værket i alle dets fremtrædelsesformer, gælder citatreglen tilsvarende, jf. ophl. § 2, stk. 1.

Hverken hele programmet eller større dele af det må citeres efter ophl. § 22 – man må blot medtage netop den del, man har brug for at kommentere. Er der en sammenhæng mellem to elementer af et program, må citatretten tilsvarende kunne benyttes til at citere disse elementer i undervisningsøjemed, således at sammenhængen fremstår tydeligt.

Ved denne brug af citat fra edb-programmer må der muligvis udvises større omhu for at sikre, at det citerede ikke fremstår på en anden måde end det var tiltænkt af ophavsmanden. Et brudstykke af koden vil let kunne fremstå meningsløst eller fejlagtigt, hvis ikke andre nødvendige dele af programmet citeres, eller blot refereres loyalt.

8.2.1.1. Kunstnerisk brug

Man kunne forestille sig brug af programcitater som et stemningsskabende element i et litterært værk, eksempelvis i en science fiction roman eller lignende. Et sådant litterært virkemiddel må kunne accepteres som et kunstnerisk begrundet citat – også i et større omfang end eksempelvis film- og musikcitater, hvor der er stor risiko for at det er selve fremføringen af citatet, der giver stemningen, hvilket ikke kan godtages, se nærmere på side 38 i afsnit 8.1.5.1.1 om musikcitat. Bruges en bid af programkoden i et litterært værk, må citatet skulle opnå et relativt stort omfang, før det bliver selve programmet, der giver en bestemt stemning, mere end blot det, at der er tale et edb-program. Ophavsmandens økonomiske interesser vil formentlig kun vanskeligt blive påvirket af en sådan brug af dele af programmet.

8.2.1.2. Anden brug

Citat af ophavsretligt beskyttet programkode til brug som virksom del i ens eget edb-program vil næppe kunne være i overensstemmelse med god skik – her synes brugen snarere at være begrundet i ønsket om at tilegne sig det oprindelige værk, hvilket ikke kan godtages. Noget lignende synes at følge af ophl. § 37, stk. 2, nr. 3, hvorefter oplysninger, der er tilvejebragt ved en lovlig eksemplarfremstilling og oversættelse af koden efter ophl. § 37, stk. 1, ikke må benyttes til at krænke ophavsretten på nogen måde, se nærmere nedenfor. Kun brudstykker, der ikke har værkshøjde, vil kunne benyttes på denne måde i andre edb-programmer uden at komme i strid med ophavsretten.

8.2.1.3. De særlige bestemmelser om edb-programmer

Ophl. § 36, stk. 1, nr. 1 indeholder en hjemmel til at fremstille eksemplarer af et program i det omfang, det er nødvendigt for at benytte programmet efter sit formål, og det kan diskuteres, hvorvidt denne bestemmelse kan hjemle citat fra edb-programmer i videre omfang.

Citat er en form for eksemplarfremstilling – at den kun er delvis og således kun berører mindre dele af programmet, gør næppe nogen forskel, så længe både værket og citatet nyder værkshøjde. Hvad der derimod kan få betydning er kravet om, at eksemplarfremstillingen skal være nødvendig for programmets benyttelse. Det må imidlertid vurderes at være i de færreste tilfælde, at det er teknisk nødvendigt for et programs funktion, at der citeres fra det.

Ophl. § 37, stk. 1 indeholder også en hjemmel til at fremstille eksemplarer af (og dekompilere) edb-programmers kode, når det er nødvendigt for at sikre interoperabilitet mellem et selvstændigt udviklet program og andre programmer. I den betydning begrebet ”nødvendigt” her benyttes, synes der at være større plads til eksemplarfremstilling i form af citat. Er et selvstændigt programs interoperabilitet med andre programmer emnet for en videnskabelig analyse, debat, intern undervisning eller lignende, synes bestemmelsen at hjemle, at der citeres fra de andre programmer. En sådan citering må kun ske i det omfang, der er betinget af formålet, nemlig at opnå interoperabilitet. Dette krav følger for så vidt af ophl. § 22, men fremgår i denne konkrete situation også af ophl. § 37, stk. 1, nr. 3. En videregående adgang til at citere fra edb-programmer synes således ikke at kunne udledes af ophl. § 37.

8.2.2. Hjemmesider og multimedier

En hjemmeside på Internettet vil ofte bestå af en kombination af flere medier, såsom tekst, grafik og animation/film, og brugen af musik/lyd vil formentlig blive en naturlig del af hjemmesider inde for en kortere årrække. En hjemmeside vil følgelig ofte kunne betegnes som et multimedie, samt eventuelt som et samleværk efter ophl. § 5. På lignende måde er mange Cd-rom produktioner egentlige multimedier, der citatretligt skal behandles på lige fod med hjemmesider. Mange hjemmesider kommer aldrig i berøring med citatretten, men i de tilfælde, hvor der benyttes andet end egenproduceret materiale, må det overvejes, om kravene i ophl. § 22 er opfyldt.

8.2.2.1. Hvert værk

Der er tale om samtidig brug af forskellige værkstyper, og udgangspunktet må være, at de begrænsninger, der gælder for brugen af hver enkelt værkstype skal overholdes. Teksten på en hjemmeside kan således citeres fra på akkurat samme måde, som der kan citeres fra andre litterære værker, mens filmklip skal overholde reglerne om filmcitat osv. Medierne lyd, film og tekst er gennemgået tidligere, hvorfor der henvises til den øvrige fremstilling. De grafiske elementer på en hjemmeside er at henregne til billedkunst, jf. ophl. § 1, stk. 1, i det omfang, at grafikken har et sådant særpræg, at det er et værk. Billedkunst kan ikke citeres med hjemmel i ophl. § 22, se nærmere i afsnit 7.2 på side 32 , men eventuelt efter ophl. § 23, stk. 1, såfremt gengivelsen sker i ”kritiske eller videnskabelige fremstillinger i tilslutning til teksten” og i øvrigt efter lignende kriterier som i ophl. § 22. Kun hvis citatrettens grænser overholdes for hver værkstype, kan hjemmesiden/multimediaproduktionen som sådan tillades.

8.2.2.2. Værkerne samlet

Det faktum, at værkerne bruges i en samlet fremstilling, kan imidlertid være grund til, at citatretten indskrænkes. Der er først og fremmest grund til at bemærke, at et multimedie let vil kunne få karakter af en citatsamling, hvor citat kun i meget begrænset omfang er tilladt, hvilket der er redegjort for på side 26 i afsnit 6.4.2.1 . Der får i denne sammenhæng den betydning, at den egenproducerede del af et multimedieværket som hovedregel skal være det væsentlige i værket, om end citaterne ikke skal være helt uden nogen funktion i værket. Bliver brugen af citater mere omfangsrig end dette, er den formentlig for omfattende/intensiv og må anses for uhjemlet i citatretten.

Dertil kommer, at der i større multimedier ofte er så store informationsmængder, at der er søgemekanismer tilknyttet. Muligheden for blandet andet fritekstsøgning har som mulig konsekvens, at citatet vil kunne ses/høres alene, uden at indgå i den egenproducerede sammenhæng, som retten til at citere netop var begrundet i. Det vil tillige kunne medføre, at det vil være svært at se, hvad der er citat, og hvad der er selvproduceret, hvilket taler imod, at citatet kan tillades. Blume peger da også på, at muligheden for fritekstsøgning indebærer, at citatretten må være ”noget indskrænket”[83] i denne sammenhæng.

I 1998-kommentaren er det meget rammende anført, at ”Citatadgangen må i det hele taget antages at være begrænset i multimediasystemer (…) på grund af den intensive udnyttelse, der herved finder sted, herunder i kraft af de effektive søgemuligheder”[84], hvilket må anses for at være en retvisende beskrivelse. Det bør dog tilføjes, at ovenstående beskrivelser og citerede udtalelser primært tager sigte på digitale multimedier i form af hjemmesider, cd-rom, databaser og lignende. Man kan ikke uden videre overføre dem til multimediebrug på anden måde, som eksempelvis et foredrag med musik og billeder, hvor der ikke er specielle søge- og udnyttelsesmuligheder, som begrunder særlige grænser.

Som det fremgår, må der stilles en del krav til hjemmesiders og andre multimediers sproglige og tekniske udformning, for at de kan holde sig indenfor citatrettens grænser. I den udformning som multimedier normalt har i dag, vil brugen i de fleste tilfælde næppe kunne anses for hjemlet i citatretten efter ophl. § 22, og rettighedshavernes samtykke må kræves.

8.2.3. Frames

Citatreglen kan desuden komme på tale ved brugen af frames. Frames/framing er udtryk for, at hjemmesiden er fast delt ind i forskellige rammer/frames, som hver for sig kan vise information fra forskellige kilder. I det omfang anden information hentes ind i en af disse rammer og fremstår som en del af denne, opstår spørgsmålet om, hvorvidt en sådan brug lovligt kan hjemles i citatreglen.

Dette vil formentlig kun sjældent være tilfældet. Selvom det vel teoretisk er muligt, synes den lovlige brug af citater i frames på nuværende tidspunkt at være hindret af enten:

- mangel på behørig kildeangivelse, jf. ophl. § 11, stk. 2.

- citat af så store brudstykker af den anden hjemmeside (eventuelt hele siden), at det vanskeligt kan siges at være et passende omfang eller

- at citatet ikke sker i noget loyalt øjemed, men blot for at tilegne sig andres arbejde.

En indhentelse af ophavsmandens samtykke synes således i de fleste tilfælde at være nødvendig.

8.2.4. Links

Links og hypertekst er selve grundkernen i Internetsurfing og bliver benyttet i mange forskellige sammenhænge. Der vil derfor være flere forskellige måder at brugen af hyperteksthenvisninger i form af links kan komme i berøring med citatretten.

Et citat kan indgå som et naturligt og lovligt led i eksempelvis en tekst på Internettet, og kan samtidig være et link til en anden hjemmeside, eventuelt den citerede ophavsmands. En sådan brug af citatet som link må anses for sædvanlig i Internetsammenhæng, og ikke i sig selv i strid med citatretten.

Der vil normalt ikke opstå andre ophavsretlige problemer ved at linke til et andet værk, såfremt linket optræder neutralt uden at foregive en form for tilknytning til det linkede værk. Virksomheders brug af links kan dog muligvis komme i strid med markedsføringsloven. Linkes der til en anden virksomheds hjemmeside, vil det efter omstændighederne kunne betragtes som et forsøg på at udnytte den goodwill, der knytter sig til den anden virksomhed. Man kunne som bruger nemlig få det indtryk, at der foreligger en form for samarbejde mellem de to virksomheder, hvilket i grove tilfælde vil kunne anses for snyltende reklame[85].

8.2.5. Søgemaskiner

Internettets store mængde af hjemmesider og information nødvendiggør brugen af programmer/ søgemaskiner til at finde frem til den relevante information. Søgemaskinerne har forskellige måder at finde frem til relevante hjemmesider på, men flere af disse søgemaskiner forsyner fundne links med brudstykker af tekst fra den fundne hjemmeside i deres opremsning af søgeresultaterne. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt dette kan hjemles i citatretten, eller det må søge sin hjemmel andetsteds.

8.2.5.1. Værkshøjde

En vurdering af, om denne praksis kan hjemles i ophl. § 22, må tage sit udgangspunkt i, om det citerede tekststykke har værkshøjde. Er teksten et selvstændigt udformet resumé af hjemmesidens informationsindhold er det ikke citatretligt betænkeligt, men det kan det være, såfremt det ikke er et resumé af indholdet, men blot et par linier tekst fra siden, som fremvises.

Den tilfældighedsprægede udvælgelse af disse tekststykker gør, at tekstcitaterne ofte vil mangle tilstrækkeligt særpræg til at have værkshøjde, hvorfor de allerede af den grund er udenfor ophavsretsloven. Selvom det således ikke er hovedreglen, at tekstuddragene har værkshøjde, er der dog eksempler fra retspraksis[86] på, at sætninger på 3-5 ord har kunnet opnå beskyttelse, se side 23 i afsnit 6.3 om korte citater.

Det kan således ikke på forhånd udelukkes, at det viste brudstykke har en sådan længde og særpræg, at det er omfattet af ophavsretsloven, og i disse tilfælde må man se nærmere på, om citatbetingelserne er opfyldt.

8.2.5.2. Citatbetingelserne

Citatet sker ikke med et af de mere sædvanlige videnskabelige/kunstneriske formål for øje, men det sker dog for at sørge for, at offentligheden skal ledes til at læse den information, der ligger på den citerede hjemmeside, hvilket næppe strider mod den citeredes interesse. Uddragene fra siden er oftest ganske korte, og er blot beregnede på at give brugeren et lidt bedre indblik i, hvad hjemmesidens tekst omhandler. Citatet sker således sjældent blot for at lukrere på den citeredes værk eller for at videregive det som ens eget. Det taler dog imod lovligheden af denne citatbrug, at formålet formentlig også ville være opfyldt, selvom tekstcitaterne blev udeladt fra linket.

Misvisende citater er dog meget udbredt: Opregningen af søgeresultater med en søgemaskine som eksempelvis ”Google”[87] sker ved, at et link vises, samt de tilfældige ord, der omgiver søgeordet. Ved andre søgemaskiner som eksempelvis ”Altavista”[88] er det ordene i de første linier på hjemmesiden, der vises. Selvom citaterne skulle have værkshøjde, er det i begge tilfælde vilkårligt, om citatet giver et præcist indtryk af, hvad hele værket omhandler, og om citatet fører til, at man ”undgår frustrationerne ved at indlæse en irrelevant side”[89], hvilket angiveligt er formålet med denne brug af citat.

Dette bør dog ses i sammenhæng med, at citatet/linket snarere er en henvisning end et egentlig udtryk for værkets meningsindhold, samt at det er meget let for læseren at se værkets fulde tekst – det kræver blot et klik. På lignende måde kan man hævde, at det er mindre betydningsfuldt, hvis kilden til citatet ikke er direkte nævnt ved navn, idet kilden dog er angivet derved, at linket i sig selv viser hen til ophavsmanden/ informationsleverandøren.

Søgemaskiners brug af tekstuddrag må på denne baggrund konkluderes at være en form for citatbrug med et så anderledes formål og omfang, at det ligger udenfor, hvad der kan rummes i citatreglen. Citaterne er ofte af en længde, der gør citatet misvisende, og de indgår ikke nødvendigvis i en selvproduceret sammenhæng. Ofte er der samlet et meget stort antal søgeresultater med tekstbeskrivelser på et sted, hvilket giver brugen et præg af at være en citatsamling uden noget tilhørende selvproduceret indhold. Alle citaterne relaterer sig til et bestemt søgeord, hvilket giver en vis sammenhæng, men dette vil næppe være nok til, at brugen kan hjemles i den nuværende forståelse af ophl. § 22´s ordlyd.

Dette er ikke ensbetydende med, at søgemaskiners brug af tekstuddrag aldrig er lovlig. Som nævnt indledningsvis vil størstedelen af de tekstuddrag, der vises ved søgninger, ikke have værkshøjde, hvorfor de allerede af den grund er uden for ophavsretsloven. I de tilfælde, hvor der imidlertid er tale om citater med værkshøjde, vil det formentlig være i strid med ophl. §.22.

8.2.6. Databaser

En database vil typisk indeholde en systematisk ordnet mængde af data, såsom tekst, lyd, billeder, tal, fakta mv., som det er muligt at søge i. Citatreglen kan have relevans for elektroniske databaser i to situationer: Ved benyttelse af citater i databaser, og ved citat fra databasers indhold.

Der kan endvidere sondres mellem databaser, der beskyttes af henholdsvis ophl. §§ 1, 5 eller 71, men i citatretlig sammenhæng må sondringen imidlertid vurderes til at have mindre betydning – ikke mindst fordi ophl. § 22 gælder for alle tre typer databaser, jf. særligt ophl. § 71, stk. 5.

8.2.6.1. Citater i databaser

Som udgangspunkt er der ikke noget i vejen for brug af citater i en database, hvis ophl. § 22 overholdes. For databaser, der i deres natur er store sammenstillinger af oplysninger, er det specielt det citatretlige krav om, at hvert citat skal indgå som et blot accessorisk element i en selvproduceret sammenhæng, der volder flest kvaler.

Som det blev gennemgået i afsnit 6.4.2.1 på side 26 , må citater ikke benyttes i et sådant omfang, at der er tale om egentlige citatsamlinger eller potpourrier. En database, der udelukkende består af citater fra eksempelvis faglige artikler vil således ikke kunne tillades. Er der nærmere tale om en database bestående af resuméer og referater af artikler, retsafgørelser og lignende, er det derimod tilladt, da referater ikke omfattes af ophl. § 22. Se til illustration sagen UfR 1987.882 HD, hvor nyhedstjenesten Online-avisen netop blev frikendt for at have overtrådt citatreglen, fordi den fortrinsvis havde benyttet sig af referater.

Det synes ikke nødvendigvis at gøre nogen forskel, at der er tale om en database, der er beskyttet efter ophl. §§ 1 eller 5. En database kan udmærket have værkshøjde som følge af databasens særlige struktur eller lignende, uden at honorere kravet om, at citatet skal have en belysende funktion i forhold til den egenproducerede sammenhæng, det indgår i, se nærmere om samleværker på side 27 . Noget lignende udtrykkes af Wagle & Ødegaard jr., der skriver, at ”Selv om det foreligger et samleverk, kan altså dette ikke aksepteres som et siterende verk”[90].

Mange databaser består ikke udelukkende af citater, men benytter dog enkeltstående og spredte citater til at belyse den øvrige tekst. Det kunne eksempelvis være en filmdatabase, der indeholdt korte filmklip til at illustrere en beskrivelse af en kendt skuespiller/film/instruktør eller lignende. I en sådan sammenhæng må filmcitatet accepteres som lovligt, om end kun i det omfang, at det illustrerer det øvrige værk. Citatet vil således være for langt, hvis der medtages længere passager fra en film, hvor en kortere passage vil være nok til at illustrere pointen. Det synes at følge som en konsekvens heraf, at citatet ikke må kunne hentes fra databasen uafhængigt af den tekst, som det skal illustrere, da lovligheden ophører, når citatet kan ses/høres/læses fritstående. På dette punkt gælder der det samme for databaser, Cd-roms og andre former for multimedier.

8.2.6.2. Citat fra databaser

Mens nogle søgemaskiner undersøger og indekserer store dele af Internettet, er det muligt at benytte lignende teknologi til udelukkende at undersøge få, udvalgte databaser og citerer herfra. Det er denne avancerede søgemetode, der gør denne type citat fra databaser anderledes end ved eksempelvis citat fra et almindeligt leksikon, hvilket er lovligt.

Citat fra databaser sker ikke nødvendigvis i økonomisk konkurrence med den citerede. Til tider har den målrettede gennemsøgning af bestemte sider (eksempelvis hjemmesider, hvorfra der formidles salg af biler, ejendomme, hårde hvidevarer eller lignende) kun til formål at lede brugerne hen til den, der har varen til salg, hvilket i givet fald kan resultere i en handel til fordel for denne. Det ville imidlertid være en fejlslutning at tro, at fraværet af en krænkelse af ophavsmandens økonomiske interesser er nok til, at citatretten ikke er krænket. Som ved søgemaskiner generelt, synes citaterne ofte at komme til at fremstå i en citatsamling, uden at indgå i en sammenhæng, der har andet formål end at præsentere citaterne. Er dette tilfældet, er det udenfor grænserne i ophl. § 22.

Brugen vil muligvis i stedet kunne finde sin hjemmel i ophl. §§ 36 eller 71, stk. 2, se artikelhenvisningen i note 81 .

8.2.7. E-mail

E-mail er nudansk for elektronisk post, og må i retlig henseende behandles som post i øvrigt. At mediet er digitalt ændrer således ikke ved, at e-mail kan være et litterært værk på lige fod med andre typer breve. Reglerne for citat i ophl. § 22 kan derfor uden videre konstateres at gælde for e-mail. Blot synes det værd at nævne, at ophl. § 22 stiller krav om, at det citerede værk skal være offentliggjort. Ophavsmanden har efter ophl. § 2 eneretten til eksemplarfremstilling af sit ikke-offentliggjorte værk, og kan således teoretisk protestere mod, at de e-mails, han sender til en privat person, kopieres videre til andre, eller at der blot citeres derfra.

8.2.8. Sammenfatning

Ophl. § 22 har ikke særlige betingelser for citater i digitale værker, hvilket de netop nævnte e-mails illustrerer. Muligheden for, at de særlige regler for edb-programmer skulle føre til en udvidet adgang til citat, blev afkræftet: Ophl. § 36, stk. 1, nr. 1 giver ikke mulighed for citat, da det vanskeligt kan betegnes som teknisk nødvendigt for programmets brug, at der citeres fra det. Ophl. § 37, stk. 1 synes at give mulighed for citat, men dog ikke i videre omfang end efter ophl. § 22 – i begge tilfælde skal omfanget af det citerede være betinget af formålet, jf. ophl. § 37, stk. 1, nr. 3.

I den udstrækning, en hjemmeside eller et multimedieværk har karakter af en almindelig værkstype, gælder citatreglerne uden videre. Brugen af mange værkstyper sammen giver dog anledning til særlige problemer, ligesom muligheden for fritekstsøgning kan betyde, at citatrettens grænser er overskredet.

Ligeledes synes brugen af citater i forbindelse med frames normalt at være en tilgængeliggørelse for almenheden, der kræver tilladelse fra ophavsmanden.

Heller ikke søgemaskiners opremsning af søgeresultater er umiddelbart muligt at hjemle i ophl. § 22, idet brugen ofte bliver at sidestille med brugen i en citatsamling, hvilket ikke kan tillades. Den samme problemstilling er aktuel ved brugen af citater i og fra databaser, hvorfor også disse normalt må siges at være udenfor citatrettens område.

9. Konklusion

Denne fremstilling skulle med al tydelighed have illustreret, at ophl. § 22 er en meget upræcis regel. Der kan ikke udledes nogle faste grænser for, hvornår man går fra lovlig benyttelse af citat til ulovlig udnyttelse. Denne formulering af citatreglen har den negative konsekvens, at de berørte (eksempelvis de i afsnit 8.1 omtalte musikeren, der benytter sampling) har vanskeligt ved at forudsige deres retsstilling.

At reglen er bevaret i generelle, vage vendinger har dog den positive effekt, at den uden videre har kunnet benyttes i forbindelse med fremkomsten af nye medier. At et værk er digitalt, er ikke i sig selv en hindring for, at der kan ske citat og derved en delvis eksemplarfremstilling af værket.

Som påvist i afsnit 8.2.2 , kan citatretten således benyttes til eksempelvis at lade andres ophavsretligt beskyttede materiale indgå på en hjemmeside/multimedieproduktion, når blot det indgår som et passende og nødvendigt led i en egenproduceret helhed. Der er tale om komplekse afvejninger, men det er ikke afvejninger, der er fremmede for citatretten, hvor lignende problemstillinger kendes fra fænomenet citatsamlinger.

Selvom citatreglens formulering forhindrer, at grænserne for lovligt citat tegnes skarpt op, kan man dog ud fra nordisk litteratur og retspraksis udlede nogle retningslinier for lovligt citat, ikke mindst i konkrete sager som følge af retsafgørelsers præjudikatsværdi.

Der blev således i afsnit 5.2 fundet frem til fire formål med at citere, der som udgangspunkt må betegnes som loyale og i overensstemmelse med det kvalitative krav om ”god skik”.

I afsnit 6 blev det konstateret, at der findes sejlivede myter om citaters tilladte omfang, såsom at ”fire takter kan lånes” ved musikcitat. Nogle mere virkelighedsnære forhold, som bør haves i erindring ved citat, blev opstillet: Fritstående citater, citat af et værk i dets helhed og citatsamlinger er tre kategorier af brugsformer, der generelt ikke accepteres, med få helt særlige undtagelser.

Manglen på faste grænser for citat er således ikke ensbetydende med, at det ikke er muligt at finde nogen gennemgående linie i den retlige regulering af citat.

Imidlertid synes denne ”linie” at være noget restriktiv, og det kunne overvejes, om ikke der var et behov for en mere nuanceret og fleksibel vurdering af citater. Ved reklamebrug af citat i forbindelse med salget af det citerede produkt, og ved brug af citat/tekststykker i søgemaskiners opremsninger af søgeresultater, synes der at være et behov for en ny og mindre snæver fortolkning af, hvad der er ”god skik”.

At ”overensstemmelse med god skik” er en betingelse for lovligt citat, har den ulempe, at det kan hindre nye handlemåder, der ikke er sædvanlige/”skik” i at blive anerkendt. Dette til trods for, at der i begge de nævnte situationer (brug i reklame og i søgemaskiner) er tale om, at der citeres i den citeredes egen interesse – enten i at få afsat sin vare (Cd-plade mv.) eller i at få besøgende til sin hjemmeside. En mere nuanceret afvejning af eksempelvis en reklames art, formål og sammenhæng med det citerede værk synes at være tiltrængt.

Ser man bort fra disse problemer, må det konkluderes, at citatreglen på udmærket vis afvejer behovet for citat overfor behovet for at beskytte den citerede ophavsmands rettigheder. Reglen synes således at fungere og i det store hele at være i stand til at dække det nutidige behov for en retlig regulering af citat.

- * -

10. Litteraturliste

Bøger og afhandlinger:

Hanne Bender: Edb-rettigheder, 1.udg., DJØF, 1998.

Jon Bing: Forlagsavtalen, 1.udg., Oslo, 1975.

Peter Blume: Retsbeskyttelse af edb – en introduktion, 1.udg., Akademisk Forlag, 1989.

Red. G. Boyaatha: WIPO Glossary of Terms of Copyright and Neighboring Rights, Geneve, 1980.

Red. Christian Becker-Christensen m.fl.: Politikens Nudansk Ordbog, 14.udg., Politikens Forlag, 1990.

Red. Bo von Eyben m.fl.: Karnovs Lovsamling, 15.udg., GadJura, 1999.

J. Hartvig Jakobsen: Ophavsretten, København, 1941.

Kasper Heine, Martin von Haller Grønbæk og Helen Holdt: Internet.Jura, 1.udg., GadJura, 1997.

Klaus Rudbæk Høj: Plagiering af musikværker, specialeafhandling nr. 144, Københavns Universitet, 1997.

Ragnar Knoph: Åndsretten, Nationaltrykkeriet, Oslo, 1936.

Mogens Koktvedgaard: Lærebog i immaterialret, 4.udg. DJØF, 1996.

Mogens Koktvedgaard og Marianne Levin: Lärobok i immaterialrätt, 5.udg., Norstedts Juridik AB, Stockholm, 1997.

Birger Stuevold Lassen: De opphavsretslige lånereglenes avgrensning av eneretten ved utnyttelse/sammenstilling av deler av verk og presentasjoner i ”multimedia”-sammenheng – særlig med henblikk på sitatrettens utstrekning, 1.udg., utredning på oppdrag fra NORWACO, Oslo, 1998.

Marianne Levin m.fl.: Vennebog til Mogens Koktvedgaard, Nerenius & Santérus Förlag AB, Stockholm, 1993.

Torben Lund: Ophavsretsloven og fotografiloven – kommenteret udgave, 1.udg., GadJura, 1961.

Palle Bo Madsen: Markedsret – del 2, 3.udg., DJØF, 1997.

Sam Ricketson: The Berne Convention for the Protection of Literary and Artistic Works: 1886-1986, Kluwer, 1987.

Morten Rosenmeier: Den ophavsretlige beskyttelse af musikværker, 1.udg., GadJura, 1996.

Peter Schønning: Ophavsretsloven med kommentarer, 2.udg., GadJura, 1998.

Tarjei Stensaasen: Rettslig vern av edb-programmer og databaser, TANO, 1987.

Anne Lise Sijthoff Stray: Opphavsretten - Lov om opphavsrett til åndsverk m.v. kommentert og supplert, Universitetsforlaget, Oslo, 1989.

Anders Mediaas Wagle og Magnus Ødegaard jr.: Opphavsrett i en digital verden, Cappelen Akademisk Forlag, Oslo, 1997.

Artikler:

Mads Bryde Andersen i UfR 2000 B.311-319: Linking og robottering på Internet.

Harald Bjelke og Astrid M. Lund i Marianne Levin m.fl.: Vennebog til Mogens Koktvedgaard, s.127-151: Presse og kringkasting – lån av fjernsynsbilder, ”døde” og ”levende”.

Anders Christian Boisens artikler på www.boisen.com.

Hanne Kirk Deichmann i NIR 1998.414-429: Markedsføring af parallelimporterede musikcd'er.

Brita Kristina Herler i NIR 1998.406-413: Bernkonventionens artikel 10 (3) och marknadsföring.

Dag Linde i NIR 1996.196-205: Om citaträtt – med anledning av Svea Hovrätts dom dec.-95, Dagens Nyheter mot Aftonbladet.

Olav Lid i Syn og Segn 1958, s.460-465: Sitatretten.

Inger Elise Mey's artikler på www.tono.no/juridisk.html

Rainer Oesch i NIR 1987.131-141: Citaträtten i nordisk upphovsrätt – några drag ur lagstiftning och praxis.

Peter Schønning i KODA-NYT 1993, nr.1: Sampling – det juridiske aspekt.

Ole Trier i KODA-NYT 1993, nr.1: Sampling – historie og teknologi.

Magnus Stray Vyrje i Marianne Levin m.fl.: Vennebog til Mogens Koktvedgaard, s.100-126: ”Forlät, jag blott citerar” – noen tanker rundt den norske sitatretten.

Willy Weincke i NIR 1975.408-415: Bemærkninger om ophavsretten til musikværker.

Databasen www.synopsis.dk.

[1] Jf. Magnus Stray Vyrje i Vennebog til Koktvedgaard, s.100.

[2] Se eksempelvis Politikens Nudansk Ordbog.

[3] Lov nr. 149 af 26.04.1933.

[4] Lov nr. 158 af 31.05.1961.

[5] For en mere detaljeret opregning af mødetidspunkter og delegerede, se Torben Lund i 1961-kommentaren, s. 40.

[6] Se Statens Offentliga Utredningar 1956, nr.25 – normalt betegnet SOU 1956:25.

[7] Jf. FT 1994/95, tillæg A, s. 1355.

[8] Lov nr. 407 af 26.06.1998.

[9] Jf. FT 1959/60, tillæg A, spalte 2711. I 1933-lovens § 13 var der en udtrykkelig hjemmel, idet ”kortfattede Referater af offentliggjorte Værker i intet Tilfælde anses for Indgreb i den nævnte Eneret”.

[10] Jf. FT 1959/60, tillæg A, spalte 2711.

[11] Jf. Magnus Stray Vyrje i Vennebog til Koktvedgaard, s.106.

[12] Se således også sagen om ”Manifestet”, refereret i NIR 1986.252.

[13] Jf. NJA 1985.914.

^[14] Loyalitetskravet udtrykkes blandt andet i FT 1959/60, tillæg A, spalte 2711 og igen i slutbetænkning 1197/1990 på side 165 m.fl.

[15] Jf. Magnus Stray Vyrje i Vennebog til Koktvedgaard, s.111.

[16] Sagen er refereret i det tyske GRUR International 1992.305-308. I Danmark er citater fra fjernsynsudsendelser fra større begivenheder reguleret i § 75, stk. 3 i loven om radio- og fjernsynsvirksomhed (lov nr. 138 af 19.02.1998).

[17] Jf. Bet.1197/1990, s.167.

[18] Jf. Torben Lund: 1961-kommentaren, s.141, J. Hartvig Jakobsen: Ophavsretten, s.179, Palle Bo Madsen: Markedsret II, s.62-63, og Mogens Koktvedgaard: Lærebog i immaterialret, s. 155.

[19] Jf. Bet.1197/1990, s.167.

[20] Jf. NIR 1995.690.

[21] Sml. 1998-kommentaren, s. 291.

[22] Jf. SOU 1956:25, s.199.

[23] Jf. Betænkning 1197/1990, s.167.

[24] Jf. Brita Kristina Herler i NIR 1998.411.

[25] Jf. SOU 1956:25, s.199.

[26] Dommen er omtalt hos Hanne Kirk Deichmann i NIR 1998.422 note 31.

[27] Jf. Magnus Stray Vyrje i Vennebog til Koktvedgaard, s.113.

[28] Jf. Bet. 1197/1990, s.167.

[29] Jf. Brita Kristina Herler i NIR 1998.411.

[30] Hanne Kirk Deichmann udtrykker et tilsvarende syn på dommen i NIR 1998.423. Forfatteren påpeger desuden, at lytteprøverne muligvis kunne have været hjemlet i varemærkeretten.

[31] Jf. Inger Elise Mey i artikel på www.tono.no/juridisk/0002.html#sitatbruk.

[32] Myten er nærmere omtalt hos Morten Rosenmeier: Ophavsretlig beskyttelse af musikværker, s. 60.

[33] Jf. Anne Lise Sijthoff Stray: Opphavsretten, s.117.

[34] Jf. FT 1959/60, tillæg A, spalte 2711.

[35] Jf. Willy Weincke i NIR 1975.412.

[36] Jf. Bet.1197/1990, s.170.

[37] Jf. FT 1959/60, tillæg A, sp.2710.

[38] Jf. Bet.1197/1990, s.164-165.

[39] Jf. Mogens Koktvedgaard: Lærebog i immaterialret, s.155.

[40] Jf. Birger Stuevold Lassen: De opphavsretslige lånereglenes avgrensning av eneretten…, s.17-18.

[41] Men muligvis i Norge – norske Stray Vyrje giver udtryk for samme synspunkt i Ophavsrettens ABC, s.249.

[42] Jf. FT 1994/95, tillæg A, sp.1355.

[43] Jf. Torben Lund i 1961-lovkommentaren, s.140.

[44] Jf. Olav Lid i Syn og Segn 1958, s.461-462.

[45] Dommen er publiceret i Lov & Data nr. 56/1998, s.3-7.

[46] Modsat Morten Rosenmeier: Ophavsretlig beskyttelse af musikværker, s. 38-39.

[47] FT 1959/60, tillæg A, spalte 2710-2711.

[48] Jf. SOU 1956:25, s.200.

[49] Jf. Regnar Knoph: Åndsretten, s.125.

[50] Jf. Bet. 1197/1990, s.167.

[51] Jf. FT1959/60, tillæg A, sp.2710.

[52] Jf. SOU 1956:25, s.199.

[53] Jf. Odelstingsproposisjon nr. 26, 1959/60, s. 38.

[54] Jf. 1961-kommentaren, s.141.

[55] Jf. 1998-kommentaren, s. 290.

[56] Jf. Jon Bing: Forlagsavtalen, s. 22.

[57] Det bemærkes, at retsafgørelser ikke er genstand for ophavsret og derfor frit kan citeres, jf. ophl. § 9, stk. 1.

[58] Se også den på s.20 omtalte UfR 1999.1462 ØLD, hvor ugebladet BilledBladet bragte en artikel, der for 90 % vedkommende bestod af citat fra en bog. Citatretten ansås for overskredet.

[59] Jf. Regnar Knoph: Åndsretten, s. 125 note 1.

[60] Jf. FT 1994-95, tillæg A, spalte 1400.

[61] Jf. Bet. 1197/1990, s.168-169.

[62] Jf. UfR 1984.881 ØLD ”Dronningens Nytårstale”.

[63] Se eksempelvis i Karnovs Lovsamling under kommentaren til ophl. § 22 og i 1998-lovkommentaren s. 288.

[64] Se nærmere i betænkning 1197/1990, s.171 f.

[65] Jf. FT 1994/95, tillæg A, s. 1355.

^[66] Jf. 1933-lovens § 14, litra a, der betegner “Optagelse af enkelte tidligere udgivne (...) Musikværker (...)” som lovligt citat.

[67] Jf. Willy Weincke i NIR 1975.409.

[68] Jf. bet. 1197/1990, s.168.

[69] Jf. definitionen i 1998-Kommentaren, s. 291-292.

[70] Om den prismæssige og teknologiske udvikling for sampling indtil 1993, se Ole Trier i KODA-NYT 1993, nr.1.

^[71] Jf. Inger Elise Mey i artikel på www.tono.no/juridisk/0002.html#sitatbruk.

^[72] Refereret af Rainer Oesch i NIR 1987.140.

[73] Jf. 1998-Kommentaren,s. 292.

[74] Eksempler fra praksis på sådanne hyldester kan ses hos Willy Weincke i NIR 1975.412.

[75] Jf. 1998-kommentaren, s.291.

^[76] Jf. betænkning 1197/1990, s.166.

[77] Som eksempel kan nævnes den danske musiker Peter Bastian, der i starten af 1990'erne holdt en serie foredrag med titlen ”Ind i Musikken”, hvor musikcitater indgik i stort omfang.

^[78] Jf. Inger Elise Mey i artikel på www.tono.no/juridisk/0002.html#tillatelse.

^[79] Jf. FT 1959/60, tillæg A, sp.2710-11.

^[80] Jf. Klaus Rudbæk Høj: Plagiering af musikværker, s. 28.

[81] Se eventuelt Mads Bryde Andersen i UfR 2000 B.311-319: Linking og robottering på Internet.

[82] Jf. Hanne Bender: Edb-rettigheder, s. 87.

[83] Peter Blume: Retsbeskyttelse af edb, s.47.

[84] Jf. 1998-kommentaren, s. 290.

[85] Om dette emne, se blandt andet Anders Christian Boisens artikler på www.boisen.com.

[86] Se eksempelvis UfR 1951.725 HD ”Hvem ringer klokkerne for?” og UfR 1966.676 ØLD ”Nabo til Nordpolen”.

[87] Kan ses på www.google.com.

[88] Kan ses på www.altavista.com.

[89] Jf. artiklen ”Hvorfor bruge Google?” på www.google.com/intl/da/why_use.html.

[90] Jf. Andreas M. Wagle & Magnus Ødegaard jr.: Opphavsrett i en digital verden, s. 320.