Kreditorforfølgning mod livs- og ulykkesforsikringer

Af Mikael Forsberg Skovbo

Aarhus Universitet, sommeren 2005.

Forfatteren kan pr. email kontaktes med kommentarer eller spørgsmål til specialet.

 INDLEDNING

 AFSNIT I: PERSONFORSIKRINGER: LIVS- OG ULYKKESFORSIKRINGER

AFSNIT II: KREDITORBESKYTTELSE OG KREDITORFORFØLGNING EFTER FAL  MOD LIVS- OG ULYKKESFORSIKRINGER

AFSNIT III: KREDITORBESKYTTELSEN I RPL § 513, STK. 1

AFSNIT IV: KREDITORBESKYTTELSE OG KREDITORFORFØLGNING MOD LIVS- OG ULYKKESFORSIKRINGER EFTER NORSK OG SVENSK LOVGIVNING

AFSNIT V:  OPSUMMERING OG KONKLUSION

---

 INDLEDNING

Med det stadig stigende antal af tegnede livs- og ulykkesforsikringer og de ofte ganske store erstatningsudbetalinger fra forsikringsselskaberne ved personskader er behovet for en afklaring af retsstillingen mellem de erstatningsberettigede og deres kreditorer blevet mere og mere påkrævet. De erstatningsberettigede ønsker at beskytte de fra forsikringsselskaberne udbetalte personskade-erstatninger mod udlæg, mens kreditorerne ønsker at få dækket deres krav eller en del heraf ved at kunne foretage kreditorforfølgning mod de erstatningsberettigedes livs- og ulykkesforsikringer. At der foreligger en interessekonflikt mellem debitorerne og kreditorerne, er der intet overraskende i. Derimod skaber den modstridende retspraksis og den manglende lovregulering i relation til kreditorbeskyttelses- eller kreditorforfølgningsmuligheder en betydelig retsusikkerhed for begge parter. Midt imellem står forsikringsselskaber, banker og advokater, som skal kunne rådgive kunder og klienter om, hvorledes de skal forholde sig, når der skal ske udbetaling. 

Som følge af den usikre retsstilling har Forsikring og Pension anmodet Justitsministeriet om, at der skabes klare regler på området. Justitsministeriet har sendt spørgsmålet om en eventuel lovændring til Retsplejerådet, som skal se på en generel reform af den civile retspleje, herunder bl.a. på retsplejelovens tvangsfuldbyrdelsesregler. Denne reform foreligger endnu ikke, hvorfor jeg med inspi-ration i F & P's notat til Justitsministeriet, ”Notat vedrørende kreditorbeskyttelsen efter retsplejelovens §§ 512, stk. 3, og 513, stk. 1, og bestemmelsernes anvendelsesområde i relation til livs- og pensionsforsikringer samt ulykkesforsikringer”, har valgt at se nærmere på retspraksis og litteratur for så vidt angår RPL § 513, stk. 1.

Ved at sammenstille den forsikrings-, foged- og erstatningsretlige litteratur og redegøre for retspraksis vedrørende spørgsmålet om kreditorforfølgning mod livs- og ulykkesforsikringer, er det mit mål udtømmende at behandle retsstillingen på området.

Som introduktion til emnet vil de forskellige relevante personforsikringer blive behandlet i afsnit I.

Herefter vil der i afsnit II blive redegjort for reglerne i forsikringsaftaleloven, som regulerer kreditorernes retsstilling før en livs- eller ulykkesforsikring udbetales.

I afsnit III behandles den generelle kreditorbeskyttelsesregel i RPL § 513, stk. 1, denne bestemmelses konkrete anvendelsesområde på livs- og ulykkesforsikringer, de specifikke forsikrings-ydelser, de mulige momenter ved vurderingen af kreditorbeskyttelsesomfanget, og livs- og ulykkesforsikringers behandling i formueforhold mellem ægtefæller, som har lighedstegn med kreditorforfølgningssituationen.

I afsnit IV ses der nærmere på kreditorforfølgning mod livs- og ulykkesforsikringer efter norsk og svensk lovgivning.

Endelig vil emnet blive afrundet i afsnit V med en opsummering og konklusion.

Materiale og domme fremkommet efter 15. juni 2005 er ikke medtaget.

AFSNIT I: PERSONFORSIKRINGER – LIVS- OG ULYKKESFORSIKRINGER  

1.           Typer af livs- og ulykkesforsikringer

1.1.     Typer af livsforsikringer

1.2.     Typer af ulykkesforsikringer

En personforsikring er en samlet betegnelse for alle de forsikringsformer, hvor det forsikrede objekt er en person, og hvor der ydes økonomisk erstatning ved personskade. Der kan være tale om forsikringer, der dækker det direkte økonomiske tab, der opstår som følge af nedsat indtjeningsevne på grund af sygdom eller alder, eller om forsikringer, der giver økonomisk erstatning for legemlige skader eller sygdom, som ikke direkte har betydning i relation til indtjeningen. En personforsikring kan også omfatte de dækninger, der udbetales til de efterladte, som mister et familiemedlem eller en forsørger.

Der er to forskellige måder, man kan fastsætte forsikringsydelsen på. Ved skadesforsikring forstås en forsikring, hvor forsikringsydelsen fastsættes efter størrelsen af det økonomiske tab, som skaden har medført, hvorimod forsikringsydelsen ved en summaforsikring er fastsat på forhånd i forsikringspolicen, således at forsikringsselskabet skal udbetale det fastsatte beløb uanset størrelsen af det faktiske, økonomiske tab. De fleste personforsikringer tegnes som summaforsikringer.

Da der findes mange forskellige former for personforsikring, vil alene de mest almindelige blive introduceret i afsnit 1 og efterfølgende behandlet i de følgende afsnit. De forskellige hovedtyper af livsforsikringer er behandlet i afsnit 1.1 og de forskellige hovedtyper af syge- og ulykkesforsikringer i afsnit 1.2.

1. TYPER AF LIVS- OG ULYKKESFORSIKRINGER

1.1. Typer af livsforsikringer

FAL indeholder ikke nogen definition af, hvad der skal forstås ved en livsforsikring. I udkastet til FAL, s. 139 står ”Ved en Livsforsikring forstaas i denne Lov baade en Forsikring, hvorved Forsikringssummen udbetales ved eller en bestemt Tid efter en Persons Død, og en saadan, hvor Summen udbetales i en Persons levende Live, f. Eks. ved Opnaaelse af en bestemt Alder eller ved Ægteskab”[1]. Efter FAL § 97 kan forsikringstageren tegne en livsforsikring på eget eller tredjemands liv. Dette gælder både ved livsfald (udbetaling inter vivos) og ved dødsfald (udbetaling mortis causa). Da der eksisterer adskillige former for livsforsikringer, og da disse findes i mange forskellige varianter i de enkelte forsikringsselskaber, skal i dette afsnit alene nævnes de mest almindelige.

En livsforsikring kan tegnes enten som 1) en kapitalforsikring eller 2) en renteforsikring.

Ad 1)

Ved en kapitalforsikring kommer en ydelse til udbetaling til den berettigede én gang for alle, når forsikringsbegivenheden indtræder. En kapitalforsikring kan tegnes som en ophørende livsforsik-ring, dvs. en korttidsforsikring/ren risiko forsikring, som kommer til udbetaling, hvis en person dør inden et nærmere angivet tidspunkt. Denne type forsikring tegnes ofte som en gruppelivsforsikring, dvs. en forsikring, der etableres for en afgrænset gruppe af personer. En kapitalforsikring kan også tegnes som en livsvarig livsforsikring, som kommer til udbetaling, når en person dør, uanset hvor-når dette sker. Endvidere kan en kapitalforsikring tegnes som en livsforsikring med udbetaling, dvs. at en forsikringssum erlægges, enten når en person dør inden et nærmere angivet tidspunkt, eller når den pågældende opnår en bestemt alder. Endelig kan der tegnes en simpel kapitalforsikring, dvs. en forsørgelsesforsikring, som kommer til udbetaling på et bestemt tidspunkt, hvad enten den person, den angår, er død eller levende på dette tidspunkt[2].

En kapitalforsikring kan tegnes som en ”nøglepersonforsikring”. Ved at tegne en ”nøgleperson-forsikring” kan virksomhederne sikre sig mod tab ved, at en eller flere af de ansatte, som har en særlig viden eller erfaring, typisk virksomhedens leder, afgår ved døden. Virksomheden er således den begunstigede og virksomhedens leder/ansatte den/de forsikrede.

Ad 2)

Ved en renteforsikring er den sikrede ved forsikringsbegivenhedens indtræden berettiget til en løbende ydelse, jf. FAL § 118. Den kan f.eks. tegnes enten som en livrente, overlevelsesrente eller arverente. Da FAL § 118, stk. 1, 1. pkt. henviser til de for kapitalforsikring fastsatte regler i FAL §§ 102-117, vil renteforsikringer ikke blive behandlet særskilt i det følgende.

1.2. Typer af ulykkesforsikringer

FAL eller dennes motiver indeholder ikke nogen definition af, hvad der skal forstås ved ulykke og sygdom. Ulykkesdefinitionen har nu i en del af forsikringsselskabernes policer fået følgende ordlyd: ”En pludselig hændelse, der forårsager personskade”. Herved er flere skader blevet anerkendt som dækningsberettigede, men udvidelsen af forsikringsselskabernes dækning skal ikke forfølges nærmere i det følgende[3]. Definitionen på ”kritisk sygdom” er heller ikke helt ens i de forskellige forsikringsselskaber, men kendetegnende er, at der er tale om alvorlige sygdomme, der kan være livstruende, kroniske eller uhelbredelige[4]. Hvilke lidelser, der konkret dækkes, fremgår af det enkelte selskabs forsikringsbetingelser, men det kan f.eks. være en hjerneblødning, et kronisk nyresvigt eller ved 100 %´s tab af synet.

En ulykkesforsikring er en forsikring, hvor et beløb eller en løbende ydelse kommer til udbetaling, når en person på grund af en ulykke enten dør (forsørgertabserstatning), bliver uarbejdsdygtig (erhvervsevnetabserstatning), bliver invalid (invaliditetserstatning) eller i øvrigt pådrager sig personskade, f. eks. i form af helbredelsesudgifter til lægebehandling, som ikke dækkes fra anden side.

En ulykkesforsikring tegnes normalt som henholdsvis en summaforsikring ved dødsfald, invaliditet og arbejdsudygtighed, dvs. at den aftalte forsikringssum skal erlægges, uanset om der er lidt noget økonomisk tab[5], og som skadesforsikring ved f.eks. ulykke med erstatning for helbredelsesudgifter, dvs. erstatningens udbetaling afhænger af det økonomiske tab, som den sikrede har lidt. Ved en summaforsikring kan erstatningen fra den sikredes forsikringsselskab – i modsætning til en skadeforsikring - endvidere kumuleres med f.eks. arbejdsgiverens lovpligtige forsikring. Forsikringsydelsen har altså ingen betydning for erstatningskravet, og skadelidte kan dermed forfølge begge krav fuldt ud.

Forsikring mod sygdom og ulykke kan tegnes som en ulykkesforsikring, en kombineret syge- og ulykkesforsikring såsom en arbejdsudygtighedsforsikring eller som en forsikring, der alene dækker sygdom, fx ofte som en forsikring mod kritisk sygdom.

Ulykkesforsikringen findes i mange forskellige former, fx heltidsforsikring, fritidsforsikring, familieforsikring, autoulykkesforsikring etc., men de forskellige forsikringsformer vil ikke blive behandlet nærmere i det følgende.

De lovpligtige ulykkesforsikringsordninger efter arbejdsskadesikringsloven og patientforsikringsloven vil heller ikke blive behandlet særskilt.

AFSNIT II: KREDITORBESKYTTELSE OG KREDITORFORFØLGNING EFTER FAL MOD  LIVS- OG ULYKKESFORSIKRINGER  

1.       Kreditorbeskyttelsen i FAL af livs- og ulykkesforsikringer

1.1.    Kreditorbeskyttelse før udbetaling af forsikringssummen – FAL §§ 116, stk. 1 og 123

2.       Kreditorforfølgning før udbetaling af forsikringssummen

2.1.    Forsikringstageren har handlet strafbart eller åbenbart misbrugt sin formue i ægteskabet

2.2.    Livsforsikringen er blevet overdraget -  FAL § 116, stk. 2

2.3.    Den berettiget er en juridisk person - nøglepersonforsikringer

2.4.    Forsikringstagerens konkurs - FAL § 117

I afsnit 1.1 redegøres der for kreditorbeskyttelsen i FAL §§ 116 og 123. I afsnittene 2.1 – 2.4 redegøres der for de tilfælde, hvor der kan foretages kreditorforfølgning før udbetaling af forsikringssummen.

1. KREDITORBESKYTTELSE I FAL AF LIVS- OG ULYKKESFORSIKRINGER

1.1. Kreditorbeskyttelse før udbetalingen af forsikringssummen – FAL §§ 116 og 123

Før FAL kunne forsikringssummer og livrentebeløb ikke gøres til genstand for nogen form for retsforfølgning, medmindre det måtte antages, at de ikke var bestemt til at tjene i forsørgelses-øjemed[6]. Alle former for livsforsikringer tegnet i Statsanstalten – nu forsikringsselskabet ”Danica” – var fritaget for retsforfølgning uden hensyn til, om forsikringen var tegnet i forsørgelsesøjemed, jf. lov af 18. juni 1870 § 16.

Nu fremgår det direkte af FAL § 116 og FAL § 123, at der ikke kan foretages kreditorforfølgning mod en livs- eller ulykkesforsikring hverken hos den begunstigede eller hos forsikringstageren, så længe den pågældende har en ret over for forsikringsselskabet. Den forsikrede er den person, på hvis liv eller helbred forsikringen er tegnet, og den begunstigede er den person, der af forsikrings-tageren er indsat – genkaldeligt eller uigenkaldeligt – i policen med ret til at få udbetalt forsikringssummen ved forsikringsbegivenhedens indtræden, jf. FAL §§ 102 ff. Ved ret over for selskabet forstås den ret til forsikringssummen, som følger af policen/aftalen mellem forsikringstageren og forsikringsselskabet. Retten over for forsikringsselskabet til forsikringssummen forudsætter, at forsikringstageren betaler den fastsatte præmie til de aftalte tidspunkter, jf. FAL §§ 13-15.

Reglerne i FAL §§ 116 og 117 medfører, at den begunstigede er stillet på nøjagtig samme måde som forsikringstageren, hvis forsikringskravet angribes af kreditorerne før forsikringstidens udløb.

Beskyttelsen efter FAL §§ 116 og 123 omfatter retten til udbetaling af en forsikringssum, dennes tilbagekøbsværdi eller bonussum. Det følger omvendt af bestemmelserne, at når en livs- eller ulykkesforsikringssum er udbetalt, så har de pågældende personer ikke længere nogen ret over for forsikringsselskabet. Dette følger endvidere af forarbejderne til FAL, hvorefter ”Beskyttelsen gælder lige til det Øjeblik, da Selskabet har udbetalt Forsikringsydelsen (eller eventuelt Tilbagekøbsværdien), og at ”Beskyttelsen mod Kreditorerne vedvarer ganske som ved Livsforsikring lige til det paagældende Beløbs faktiske Udbetaling, hvad enten det drejer sig om en Sum een gang for alle eller om en periodisk Ydelse som Dagpenge eller Invaliderente” [7]. Beskyttelsen mod kreditorforfølgning gælder dermed kun, indtil forsikringsselskabet har udbetalt forsikringssummen, tilbagekøbssummen mv. Efter udbetalingen kan der herefter som udgangspunkt iværksættes kreditorforfølgning, og beløbet kan inddrages i den pågældendes konkursbo[8].

En forsikringssum anses først for udbetalt, når den er modtaget af den berettigede[9], jf. UfR 1971.328 V, UfR 1983.404 H og UfR 1987.407 Ø. Hvis beløbet således f.eks. er udbetalt til den berettigedes konkursbo, så er det ikke modtaget af den berettigede, og konkursboet må videregive beløbet til den berettigede, jf. UfR 1929.1167 V og UfR 1971.328 V. Udlægsfritagelsen gælder altså også, selv om forfaldstiden efter forsikringsaftalen eller FAL § 24[10] er indtrådt på et tidligere tidspunkt end udbetalingstidspunktet. Den begunstigede har således mulighed for at bruge beløbet til at tegne en ny livsforsikring, som kreditorerne ikke kan gøre udlæg i[11], eller at genanbringe forsikringssummen i en af lov om visse civilretlige forhold mv. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter (POL) omfattet ordning.

Kreditorbeskyttelsen i FAL § 116, stk. 1 gælder ved alle typer af livsforsikringer og gælder derfor også for livsbetingede livsforsikringer. Beskyttelsen omfatter efter den direkte ordlyd kun forsikringer, der er oprettet af den oprindelige forsikringstager. Derimod gælder den uanset, om der ligger forsørgelseshensyn til grund for oprettelsen af forsikringen.

Der findes en til FAL § 116 svarende regel om beskyttelse mod kreditorforfølgning før udbetaling i lov om visse civilretlige forhold mv. ved  pensionsopsparing i pengeinstitutter, jf. POL § 11.

Det fremgår hverken af ordlyden af FAL §§ 116 og § 123 eller af udkastet til FAL, om de nævnte livs- eller ulykkesforsikringssummer efter udbetalingen kan opnå kreditorbeskyttelse på anden måde, eller om kreditorbeskyttelse generelt må anses for udelukket. Sammenstillingen af ordlyden af bestemmelserne og udkastet taler for at anse udlægsfritagelse efter udbetaling for fuldstændig udelukket. Retspraksis har imidlertid set bort fra udkastet og har i visse tilfælde ud fra en analogi af RPL § 513, stk. 1 nægtet kreditorforfølgning, selv om forsikringssummerne er blevet udbetalt til skyldneren, jf. herom nedenfor i afsnit III, 2.2.1.

2. KREDITORFORFØLGNING FØR UDBETALING AF FORSIKRINGSSUMMEN

2.1. Forsikringstageren har handlet strafbart eller åbenbart misbrugt sin formue i ægteskabet

Forarbejderne til FAL[12] udtaler sig ikke om muligheden for, at en forsikringstagers krav mod et forsikringsselskab kan gøres til genstand for kreditorforfølgning uden for tilfælde af konkurs, jf. herom nedenfor i afsnit II, 2.2.4.

I den forsikringsretlige teori er man imidlertid enige om, at beskyttelsen i FAL § 116, stk. 1 og § 123 forudsætter, at forsikringstageren ikke har tegnet forsikringen for midler, han har erhvervet ved en strafbar handling, fx tegnet forsikringen for stjålne penge[13]. Der vil derfor kunne foretages kreditorforfølgning mod tyven af den bestjålne på trods af reglerne i FAL §§ 116 og 123, dvs. før udbetalingen af forsikringssummen til forsikringstager. Det samme gælder, såfremt en gift forsikringstager har brugt uforholdsmæssig store beløb af sine midler på at tegne en livs- eller ulykkes-forsikring. Hans ægtefælle erhverver et vederlagskrav efter RVL § 23, jf. UfR 1944.368 Ø, og der vil også i denne situation kunne foretages kreditorforfølgning før udbetalingen mod den misbrugende ægtefælle af den forurettede ægtefælle.

Reglerne i FAL §§ 116 og 117 medfører som ovenfor nævnt, at den begunstigede er stillet på nøjagtig samme måde som forsikringstageren, hvis forsikringskravet angribes af kreditorerne før forsikringstidens udløb, dvs. der sker identifikation mellem forsikringstager og den begunstigede. Når den begunstigede ved forsikringstagerens død indtræder i dennes ret efter forsikringsaftalen, så afhænger den begunstigedes retsstilling ligeledes af, om forsikringstagerens præmiebetaling kan anses for sket ved en strafbar handling eller i øvrigt anses som et udtryk for misbrug. Der er altså tale om en for den begunstigede fra forsikringstageren afledet ret.

2.2. Livsforsikringen er blevet overdraget – FAL § 116, stk. 2

Efter FAL §§ 116, stk. 2, 1. pkt. kan en overdraget livsforsikringspolice gøres til genstand for kreditorforfølgning hos erhververen. En erhververs ret nyder dermed ikke generelt samme beskyttelse som forsikringstagerens og den begunstigedes ret.

En erhververs ret er dog beskyttet over for erhververens kreditorer, hvis erhververen er forsikringstagerens ægtefælle, eller hvis erhvervelsen har fundet sted uden vederlag. Disse to undtagelser er omfattet af hovedreglen i FAL § 116, stk. 1 om kreditorbeskyttelse. Undtagelserne er begge primært begrundet i forsørgelseshensyn, og den vederlagsfrie erhvervelse endvidere med, at der ikke er noget hensyn at tage til kreditorerne, da erhververen ikke har brugt noget af sin formue ved erhvervelsen[14]. Der kan heller ikke foretages kreditorforfølgning mod en registeret partner, som har fået overdraget en livsforsikring, da et registreret partnerskab sidestilles med ægteskab, jf. lov om registreret partnerskab § 3[15]. Men selv om erhvervelsen er sket uden vederlag, eller selv om erhververen er forsikringstagerens ægtefælle/partner, så følger det af FAL § 116, stk. 2, 2. pkt., at reglerne i FAL § 117 finder anvendelse på de præmier, som erhververen eventuelt har betalt før erhvervelsen og for ægtefællens vedkommende tillige på det vederlag, denne eventuelt måtte have erlagt for erhvervelsen, jf. om FAL § 117 i afsnit II, 2.4.

FAL § 116, stk. 2 tager efter sin ordlyd ikke direkte stilling til den situation, hvor erhververen fortsætter med at betale præmie efter overdragelsen, og forsikringen som følge heraf stiger i værdi.

Erhververens kreditorer må kunne holde sig til fripolicens værdi på overdragelsestidspunktet, mens den værdistigning, som opnås ved den fortsatte præmiebetaling efter erhvervelsen, må falde ind under FAL § 117. Herfor taler, at det vil være relativt let for den i forsikringen indtrådte erhverver at bringe senere indbetalinger ind under de almindelige misbrugsregler i FAL §§ 116 og 117, f.eks. ved indbetaling af den erhvervede forsikrings genkøbsværdi som indskud på en af erhververen oprettet ny forsikring, der derefter vil være omfattet af FAL §§ 116 og 117 for så vidt angår de senere præmiebetalinger[16].

Rækkevidden af ordet ”overdraget” i FAL § 116, stk. 2, 1. pkt. er omdiskuteret i teorien. Ivan Sørensen[17] og Preben Lyngsø[18] antager, at en hvilken som helst erhververs ret som hovedregel kan gøres til genstand for retsforfølgning og henviser begge til Drachmann Bentzon[19]. Forfatterne fortolker således ordet ”overdraget” udvidende og antager, at ikke blot den, der har erhvervet policen ved aftale, men også på anden måde, f.eks. ved arv, må tåle, at hans kreditorer iværksætter retsforfølgning mod den formue, policen repræsenterer. C.C. Munksgaard Nielsen[20] afviser denne udvidende fortolkning med den begrundelse, at en sådan fortolkning vil medføre, at kreditorforfølgning i princippet også vil ramme forsikringer, der omfatter en række løbende ydelser, som skal udbetales til en begunstiget, da denne situation må sidestilles med at modtage en forsikring som ”arv”. Efter C.C. Munksgaard Nielsens opfattelse må en så vidtgående fortolkning, der reelt også synes at måtte udelukke erhververen fra at indsætte nye begunstigede, der skal modtage forsikrings-ydelsen fra den erhvervede forsikring fri for kreditorforfølgning, forkastes. Forarbejder i FAL taler også for en mere snæver fortolkning af mulighederne for kreditorforfølgning mod overdrageren, jf. udkastet til FAL, s. 156, hvor det anføres, at selv om forsørgelsesøjemedet ikke egner sig til at opstilles som kriterium for beskyttelsen mod kreditorerne, så bør man i sådanne tilfælde, hvor det rent objektivt lader sig konstatere eller dog i høj grad sandsynliggøre, at dette øjemed ikke kan have spillet nogen rolle, ikke lade beskyttelsen finde anvendelse. Som eksempel hvor kreditorbeskyttelsen ikke gælder, nævnes personer, som har erhvervet policen ad omsætningsvejen mod vederlag. Det vil efter udkastet til FAL ikke have noget rimeligt formål, da det er ganske sjældent, at sådanne policer tjener til forsørgelsesøjemed for erhververen. Spørgsmålet er ikke behandlet i Dansk Forsik-ringsret[21] eller i Ivan Sørensens fremstillinger.

2.3. Den berettigede er en juridisk person - nøglepersonforsikringer

Da en livsforsikring typisk har et forsørgelsesformål, kan det eventuelt også komme på tale at foretage kreditorforfølgning før udbetalingen i tilfælde, hvor den berettigede ikke er en fysisk person, men en juridisk. Her tænkes på de såkaldte ”nøglepersonforsikringer”, hvor virksomheden er den begunstigede og virksomhedens leder den forsikrede. Virksomheden er som juridisk person ikke beskyttet af FAL § 116, stk. 1, og der kan derfor foretages retsforfølgning mod forsikringen, jf. UfR 1993.335 SHD, hvor forsikringssummen indgik i virksomhedens konkursbo, da virksomheden var under konkurs på udbetalingstidspunktet.

2.4. Forsikringstagerens konkurs – FAL § 117

Der gælder i relation til livsforsikringer endvidere en speciel undtagelse til hovedreglen i FAL § 116, stk. 1 om udlægsbeskyttelse af summen indtil udbetaling til forsikringstageren, nemlig hvor forsikringstageren kommer under konkurs, jf. FAL § 116, stk. 1, in fine. I denne situation kan konkursboet på vegne af kreditorerne søge sig fyldestgjort i forsikringen, hvis betingelserne efter FAL § 117 er opfyldt. Hvis forsikringstageren således inden for de sidste 3 år inden fristdagen til betaling af præmier har indbetalt et, efter hans økonomiske forhold på betalingstidspunktet uforholdsmæssigt stort beløb, så kan konkursboet forlange, at forsikringsselskabet tilbagebetaler det af forsikringstageren for meget erlagte beløb.

Fristdagstidspunktet fremgår af konkursloven og vil sædvanligvis være datoen for indgivelse til skifteretten af anmeldelse af betalingsstandsning eller begæring om akkordforhandling, gælds-sanering eller konkurs, jf. KL § 1, stk. 1, nr. 1.

Hver enkelt præmiebetaling skal sammenlignes med forsikringstagerens økonomiske forhold på netop dette indbetalingstidspunkt, jf. UfR 1985.791 V og UfR 2001.1914 V. Sidstnævnte dom viser også, at det kun er indbetalinger fra den nu konkursramte på en police, hvor han selv står som begunstiget, der kan omstødes, ikke indbetalinger til andre. Hvis indbetalingerne er foretaget af en anden end den nu konkursramte, kan der heller ikke ske omstødelse, jf. UfR 2001.739 Ø. Det må bero på et skøn, jf. ordene ”uforholdsmæssigt stort beløb”, hvor stor en del af de indbetalte præmie-beløb, konkursboet kan kræve af forsikringsselskabet. Dette følger også af udkastet til FAL s. 158 ”Findes det, at det ville have været en rimelig Disposition, om Skyldneren havde sikret sig en efter hans daværende Formuetilstand og Forsørgelsespligter passende mindre Forsikring mod en tilsvarende Præmiereduktion, vil kun det Beløb, hvormed den betalte præmie overstiger en efter de ovennævnte Hensyn reduceret Præmie, kunne afkræftes” (omstødes – min tilføjelse).  Det for meget erlagte beløb skal herefter kunne udredes enten af forsikringens tilbagekøbsværdi eller, såfremt en sådan ikke findes, af den kapitalværdi forsikringen ville have, hvis den blev omskrevet til fripolice, jf. FAL § 117, stk. 1, in fine. På trods af den direkte ordlyd af stk. 1 in fine antages det, at kravet på kapitalværdien kan gennemføres, selv om forsikringstageren ikke selv havde en sådan ret[22]. Det er antaget i retspraksis, at de omstødelige indbetalinger og den pågældende forsikrings tilbagekøbs-værdi /kapitalværdi af fripolicen skal hidrøre fra samme forsikring, jf. UfR 2001.739 Ø, hvor landsretten fandt, at omstødelige indbetalinger kun kunne fyldestgøres i tilbagekøbsværdien for hver enkelt forsikring, den omstødelige indbetaling vedrørte, og UfR 1997.1096 V (FED 1995.500 V), hvor landsretten fandt, at tilbagebetalingspligten til konkursboet af det for meget betalte kun kunne gøres gældende inden for tilbagekøbsværdien af den pågældende forsikring, og ikke af tilbagekøbsværdien af andre forsikringer. Den del af indbetalingerne, som måtte antages at hidrøre fra ægtefællens midler, kunne heller ikke kræves tilbagebetalt til konkursboet.

FAL § 117, stk. 2 regulerer det tilfælde, at forsikringssummen forfalder inden konkursens afslutning uden at være udbetalt, f.eks. at der skal ske udbetaling til forsikringstageren ved opnåelse af en bestemt alder. I denne situation kan konkursboet, hvis de ovenfor nævnte betingelser efter stk. 1 er opfyldt, kræve en tilsvarende del af forsikringssummen indbetalt til sig. Hvis forsikringssummen forfalder ved forsikringstagerens død, bliver det kun relevant at se på FAL § 117, stk. 2, i de tilfælde, hvor der er indsat en begunstiget, da forsikringssummen ellers alligevel vil tilkomme boet, jf. FAL § 104, stk. 1. Så længe forsikringen løber i forsikringstagerens levende live, gælder kreditor-beskyttelsen, uanset om der er indsat en begunstiget eller ej. Derimod skal der ved forsikringstagerens død være indsat begunstigede som forudsætning for, at beskyttelsen mod forsikringstagerens kreditorer kan opretholdes.  

Reglerne i FAL §§ 116 og 117 gælder både for retstillingen for den genkaldeligt og for den uigenkaldeligt begunstigede, jf. FAL § 117, stk. 3, 1. pkt. Begunstigelsens karakter har dermed ingen indflydelse på kreditorernes mulighed for at foretage kreditorforfølgning i forsikringskravet. I tilfælde af forsikringstagerens konkurs vil den begunstigede imidlertid kunne gøre et tilbagebetalingskrav gældende mod boet, såfremt han har betalt vederlag for indsættelsen, jf. FAL § 117, stk. 3, 2. pkt. En ægtefælle, der kan bevise, at skyldnerens uforholdsmæssige store forsikring helt eller for en del er opretholdt for hans/hendes midler inden for 3 års-perioden, vil dermed som følge af 2. pkt., kunne kræve sine vederlag tilbagebetalt af boet, hvis boet søger at inddrage forsikringen under konkursen. Konkursboet kan dog, såfremt forsikringssummen er udbetalt til den begunstigede, gøre tilbagebetalingskravet gældende over for den begunstigede, jf. FAL § 117, stk. 3, 3. pkt.

Har skifteretten besluttet insolvensbehandling af forsikringstagerens dødsbo efter DSKL § 69, synes reglen i samme lovs § 70 at føre til, at forsikringstagerens forsikringsaftaler vil kunne inddrages under dødsbobehandlingen i samme omfang som ved konkursbehandling i hans levende live. Dødsboet vil imidlertid blive behandlet efter solvensreglerne, hvis der er tvivl om solvensen; men overgår boet senere til insolvensbehandling, vil boet formentlig fortsat kunne påberåbe sig reglerne i FAL § 117[23].

Anvendelsen af FAL § 117 må forudsætte, at forsikringens værdi kun inddrages i det omfang, det er nødvendigt for at gøre boet solvent, dvs. tilbagesøgningskravet kan kun gøres gældende med det beløb, der er nødvendigt for at gøre det insolvente bo solvent. Er der betalt præmiebeløb herudover, bliver kreditorernes mulighed for tilbagesøgning ikke forringet.

FAL §§ 116 og 117 gælder for alle typer af livsforsikringer, og gælder derfor også for livsbetingede livsforsikringer. Som anført af C.C. Munksgaard Nielsen bryder FAL her med det princip, at kreditor normalt ikke kan få større ret mod en debitors aftaleerhververe, som er i god tro, end debitor selv har[24]. Selv om forsikringstageren således ikke efter vilkårene i forsikringen har nogen ret til at kræve tilbagekøb, så kan kreditorerne efter FAL § 117 gøre et tilbagesøgningskrav gældende mod forsikringsselskabet. Er der tale om livsbetingede forsikringer, må tilbagesøgningskravets beståen forudsætte, at forsikringstageren er i live, når konkursbehandlingen indledes. Hvis forsikringstagerens død således har medført, at forsikringshensættelsen tilfalder forsikringsselskabet, har dødsboet ikke mulighed for at inddrage den livsbetingede forsikring under insolvensbehandlingen.

Reglen i FAL § 117 gælder ikke ved ulykkes- og sygeforsikringer, da der ikke findes en tilsvarende bestemmelse i forbindelse med FAL § 123[25]. Er forsikringstageren således gået konkurs før forsikringens udbetaling, kan hverken forsikringstagerens eller en indsat begunstigedes ret efter en ulykkes- eller sygeforsikring gøres til genstand for kreditorforfølgning. Der skal ved forsikringstagerens død være indsat en begunstiget, for at beskyttelsen mod forsikringstagerens kreditorer kan opretholdes, ellers gælder reglerne i FAL § 104, jf. ovenfor. Som følge af den ubetingede eksekutionsfrihed ifølge FAL § 123 nyder den begunstigedes krav efter en ulykkesforsikring større retsbeskyttelse end den begunstigedes retsbeskyttelse efter en livsforsikring, jf. herved FAL §§ 116 og 117. Ifølge C.C. Munksgaard Nielsen[26] gælder den ubetingede udlægsfritagelse efter FAL § 123 uanset, om ulykkesforsikringen er oprettet i et livsforsikringsselskab eller et skadesforsikrings-selskab, og i tilfælde, hvor en ulykkesforsikring tegnes som komplementærforsikring til en livsforsikring, vil FAL § 117´s regler ikke kunne finde anvendelse på ulykkesforsikringsdelen.

Da FAL § 118, stk. 1 henviser til kapitalforsikringsreglerne, gælder FAL §§ 116 og 117 også for præmier betalt til en livrente, selv om forsikringer af denne type normalt ikke kan tilbagekøbes.

Som det fremgår af ovenstående, forhindrer omstødelsesreglen i FAL § 117, at den skyldner, hvis konkurs er nært forestående, forsøger at bringe sin formue i ly for kreditorerne ved at indbetale uforholdsmæssige store beløb på livsforsikringer, og bestemmelsen får derved en præventiv effekt.  

AFSNIT III: KREDITORBESKYTTELSEN I RPL § 513, STK. 1  

1.       Det generelle anvendelsesområde for RPL § 513, stk. 1

1.1.     Udlægsfritagelse for personskadeerstatninger og forsørgertabserstatninger

2.       Det konkrete anvendelsesområde for RPL § 513, stk. 1 på livs- og ulykkesforsikringer

2.1.    Retspraksis og opfattelsen i teorien før UfR 2001.1588 V/2372 H

2.2.    Retspraksis og opfattelsen i teorien efter UfR 2001.1588 V/2372 H

2.2.1. Retspraksis efter UfR 2001.1588 V/2372 H

2.2.2. Opfattelsen i teorien efter UfR 2001.1588 V/ 2372 H

2.3.    De specifikke forsikringsydelser

2.3.1. Erstatning ved invaliditet

2.3.2. Erstatning ved kritisk sygdom

2.3.3. Erstatning ved død

2.4.    Mulige momenter ved vurderingen af kreditorbeskyttelsesomfanget

2.4.1. Erstatningens formål

2.4.2. Erstatningens forsørgelsesmæssige karakter

2.4.3. Forsikringsydelsens personlige karakter

2.4.4. Forsikringsydelsens udbetalingsmåde

2.4.5. Forsikringssummens størrelse

2.4.6. Sondring mellem om der er tale om en pensionsordning oprettet som led i  ansættelsesforholdet eller som en privat pensionsordning

2.5.    Livs- og ulykkesforsikringers behandling i formueforhold mellem ægtefæller

2.5.1. Retsvirkningslovens § 15, stk. 2 – kompensationsbeløb før 1.10.1984

2.5.2. Erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2 – kompensationsbeløb for personskader efter 1.10.1984

RPL § 513 blev affattet ved lov nr. 258 af 26. maj 1976 § 1 og hjemler kreditorbeskyttelse af visse personskadeerstatninger og forsørgertabserstatninger. I det følgende skal i afsnit 1 det generelle anvendelsesområde for RPL § 513, stk. 1 behandles, dvs. hvilke betingelser, der under alle omstændigheder skal være opfyldt for, at bestemmelsen kan finde anvendelse. Dernæst skal der i afsnit 2 ses på det centrale spørgsmål vedrørende det konkrete anvendelsesområde for RPL § 513, stk. 1 på livs- og ulykkesforsikringsydelser, efter at disse er kommet til udbetaling. Endvidere vil der i afsnit 2.3. blive set nærmere på, om der er forskel på de enkelte forsikringsydelser, således at nogle forsikringsydelser eventuelt kan være omfattet af RPL § 513, stk. 1, mens andre ikke er det. Endelig vil momenterne ved vurderingen af kreditorbeskyttelsesomfanget blive behandlet i afsnit 2.4. og lighederne med livs- og ulykkesforsikringers behandling i formueforhold mellem ægtefæller i afsnit 2.5.

1. DET GENERELLE ANVENDELSESOMRÅDE FOR RPL § 513, STK. 1

1.1. Udlægsfritagelse for personskadeerstatninger og forsørgertabserstatninger.

Det fremgår af ordlyden RPL § 513, stk. 1, 1. pkt., at udlæg ikke kan foretages i erstatning for invaliditet eller tab af forsørger eller i godtgørelse i forbindelse hermed, hvis beløbet tilkommer skadelidte eller den, som har mistet en forsørger. Terminologien er den samme som den, der anvendes i EAL. Det antages i den erstatningsretlige teori, at ”invaliditet” må omfatte godtgørelse for varigt mén og/eller erstatning for tab af erhvervsevne, der tilkendes skadelidte i medfør af EAL §§ 4-9. Erstatning for tab af forsørger (herunder erstatning for begravelsesudgifter og overgangs-beløb efter EAL §§ 12-14 a) samt formentlig også helbredelsesudgifter og andet tab i henhold til EAL § 1 er ligeledes omfattet af RPL § 513, stk. 1. Godtgørelse for svie og smerte efter EAL § 3 eller godtgørelse for tort efter EAL § 26 er kun omfattet af RPL § 513, stk. 1, hvis den ydes i forbindelse med godtgørelse for varigt mén eller erstatning for tab af erhvervsevne[27]. Der kan altså foretages udlæg i godtgørelse for svie og smerte og godtgørelse for tort efter RPL § 513, stk. 2, når disse godtgørelser ydes alene og er blevet udbetalt. RPL § 513, stk. 1 fritager således alle erstatnings - og godtgørelsesbeløb i anledning af personskade, indtil de er udbetalt, dog med undtagelse af tabt arbejdsfortjeneste, som er omfattet af RPL § 513, stk. 3. Det er endvidere muligt at udstrække denne udlægsbeskyttelse til også at gælde efter udbetalingen, hvis de nedenfor nævnte betingelser er opfyldt.

Beskyttelsen mod udlæg gælder også krav på ydelser, som tilskadekomne eller dennes efterladte har efter arbejdsskadesikringsloven, jf. ASL § 30, hvorefter arbejdsskadekrav er undtaget fra kreditor-forfølgning. Arbejdsskadekravene fremgår af ASL § 11 og omfatter de samme ydelser, som kendes fra EAL, dog ikke tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte og erstatning for andet tab. Beskyttelsen mod udlæg må også gælde for krav, som patienten har efter patientforsikringsloven, selv om dette ikke direkte fremgår af loven[28]. Krav efter sygedagpengeloven er ligeledes beskyttet mod kreditorforfølgning, jf. sygedagpengeloven § 39, stk. 1, medmindre der er forløbet 3 måneder fra den dag, hvor ydelsen kunne kræves udbetalt.

Beskyttelsen i RPL § 513, stk. 1 gælder mod enhver form for retsforfølgning, også for de i arvelovens § 62, stk. 4 nævnte erstatningskrav. Skal en arving yde erstatning eller godtgørelse på grund af en af arvingen forsætlig eller uagtsom forvoldt skade på person (eller gods), så kan det ved dom bestemmes, at erstatningsbeløbet skal kunne udredes af båndlagte midler. I det tilfælde, hvor den erstatningspligtige kun bærer en del af skylden for skaden og selv er kommet til skade, så hindrer RPL § 513, stk. 1 ikke, at han, før han udbetaler erstatningsbeløbet, fradrager det beløb, som han kan kræve af skadelidte[29].

Beskyttelsen i RPL § 513, stk. 1 omfatter kun den umiddelbare skadesramte og den, der selv har lidt et tab ved at miste en forsørger[30]. Beskyttelsen omfatter ikke den, som har et afledet krav, f.eks. en arbejdsgiver, som har måttet udbetale dagpenge eller sygeløn til den skadelidte, og som følge deraf har et regreskrav mod skadevolder efter EAL § 17, stk. 2.

Det fremgår af RPL § 513, stk. 1, 2. pkt., at udlæg dog kan ske, hvis beløbet er udbetalt, medmindre summen ved indsættelse på særskilt konto i bank eller sparekasse eller på anden måde er holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue. Beskyttelsen mod udlæg er dermed absolut, dvs. ubetinget, så længe godtgørelsen eller erstatningen ikke er udbetalt[31]. Dette harmonerer for så vidt med de ovenfor nævnte regler i FAL §§ 116 og 123, hvor beskyttelsen af livs- og ulykkesforsikrings-summer også er ubetinget indtil forsikringens udbetaling[32].

Det følger af RPL § 513, stk. 1, 1. pkt. og 2. pkt., at såfremt der er sket udbetaling, kan udlæg ske, medmindre summen er holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue, f.eks. ved indsættelse på særskilt konto i bank, sparekasse eller på anden måde. Adskillelseskravet gælder også for aktiver, som er anskaffet for erstatnings- eller godtgørelsesbeløbet. Beskyttelsen mod udlæg afhænger af, om det kan bevises, at aktivet er anskaffet for erstatningen, og at adskillelseskravet er opfyldt, jf. UfR 1996.1699/2 H. Også fast ejendom og løsøre, der er anskaffet for erstatningsbeløb omfattet af RPL § 513, kan være undtaget for udlæg. Ved erhvervelse af fast ejendom kan det f.eks. skrives i skødet, at den kontante købesum for ejendommen stammer fra erstatningsbeløbet. Udlægsfritagelsen af ejendommen skal tinglyses, jf. TL § 1, og erstatningens oprindelse skal dokumenteres ved tinglysning, jf. UfR 1991.750 Ø om en ejendom erhvervet for en erhvervsevnetabserstatning. Hvis der opstår en friværdi i en ejendom, der er købt for erstatningsbeløbet, vil denne normalt være omfattet af beskyttelsen[33]. En omplacering af midlerne, f.eks. hvis et erstatningsbeløb fra en særskilt konto anvendes til erhvervelse af obligationer, der registreres på en særlig konto, bringer ikke beskyttelsen i RPL § 513, stk. 1 til ophør, men beskyttelsen bortfalder, hvis skyldneren sammenblander beløbet med sin øvrige formue, jf. FM 1997.143 ØLK. 

Efter den tidligere retsstilling skulle skyldneren bevise, at han i forbindelse med surrogataktivets erhvervelse særligt havde tilkendegivet, at aktivet var anskaffet for erstatningen, for at han kunne bevare udlægsbeskyttelsen. Dette formelle beviskrav er nu forladt, jf. UfR 1996.1699/2 H, UfR 2001.1600 V og John Peter Andersen i FM 1997.53-56. 

Der skal være tale om en klar adskillelse fra skyldnerens øvrige formue. Som eksempel herpå nævnes, at erstatningen indsættes på en særskilt konto, hvilket betyder, at der ikke må indsættes andre midler på kontoen. Såfremt skyldneren sætter andre midler ind på den konto, hvor erstatningen er anbragt, kan udlægsbeskyttelsen ikke opretholdes. Det samme gælder, hvis skyldneren en gang har hævet beløbet eller dele af dette, og senere indbetaler tilsvarende beløb på kontoen[34]. Dette må heller ikke ske på den indirekte måde, at skyldneren hos banken låner penge mod sikkerhed i kontoen og senere tilbagebetaler lånet. Som udgangspunkt falder udlægsbeskyttelsen således væk, hvis der er indbetalt andre beløb på kontoen, som ikke stammer fra erstatningen, men der må gælde en vis bagatelgrænse, jf. UfR 1999.165 V, hvor der var indbetalt en erstatningssum på en konto, hvor der kun stod 25,96 kr., og hvor der ikke var indbetalt andre beløb, inden rekvisitus købte en bil for midlerne fra kontoen.

Det fremgår af RPL § 513, stk. 1, 3. pkt., at også renter og udbytte af kapitalen er undtaget fra kreditorforfølgning, såfremt de ovenfor beskrevne betingelser for udlægsfritagelse er opfyldt.

Beskyttelsen i RPL § 513, stk. 1 gælder uden tidsbegrænsning og er ikke betinget af, at skyldneren har påtaget sig begrænsninger i sin adgang til at disponere over beløbet. Skyldneren er dermed berettiget til løbende at forbruge erstatningen eller godtgørelsen som han vil, uden at beskyttelsen falder bort, så længe erstatningen holdes klart adskilt fra den øvrige formue. Beskyttelsen mod kreditorforfølgning bortfalder dog ved den skadelidtes død (skyldnerens død – min tilføjelse), eller når den, som har mistet en forsørger, selv dør[35]. I dødsboet kan den afdøde skyldners kreditorer søge fyldestgørelse på sædvanlig måde.

Har skyldneren overdraget krav på erstatning eller godtgørelse for personskade eller et krav på forsørgertabserstatning, hvilket efter EAL § 18 kan ske, når kravet og dets størrelse er anerkendt eller fastslået ved dom, kan erhververens kreditorer frit gøre udlæg i kravet.

De krav efter EAL, der ikke er omfattet af RPL § 513, stk. 1, er kun beskyttet mod kreditorforfølgning efter udbetalingen, så langt som trangsbeneficiet efter RPL § 509 rækker[36].

Skyldneren kan i øvrigt under fogedforretningen give samtykke til, at de i RPL § 513, stk. 1 og 2 nævnte beløb og krav gøres til genstand for udlæg for kreditorerne, forudsat at kravet og dets størrelse er anerkendt eller fastslået ved domstolene, jf. RPL § 513, stk. 4. I denne situation er fogeden dog forpligtet til at sikre, at skyldneren forstår rækkevidden af sit samtykke[37]. Samtykke-reglen begrundes i forarbejderne med, at når de i stk. 1 og stk. 2 nævnte krav er blevet således konkretiseret, at skyldneren kan overdrage dem, må skyldneren også under udlægsforretningen kunne anvise dem som genstand for udlæg. Samtykkereglen i RPL § 513, stk. 4 harmonerer med skyldnerens påvisningsret efter RPL § 517, og det vil ikke være utænkeligt, at skyldneren vil foretrække, at der gøres udlæg i hans krav på personskadeerstatning frem for i andre mere personlige aktiver, som har større betydning for ham.

Udlæg kan endvidere foretages i de i RPL § 513, stk. 1 og 2 nævnte beløb og krav, efter at kravet og dets størrelse er anerkendt eller fastslået ved domstolene, hvis skyldneren har underpantsat det aktiv, som er erhvervet for personskadeerstatningen eller godtgørelsen. Selv om adskillelseskravet således har været opfyldt, kan panthaveren således gøre udlæg i pantet for pantefordringen. Som anført af Ejler Bruun m.fl.[38], så ville en pantsætning af et personskadeerstatningskrav eller et erstatningsbeløb, der er holdt adskilt fra skyldnerens øvrige formue, savne mening, hvis panthaveren ikke kunne holde sig til pantet.

 2. RPL § 513, STK.1 – DET KONKRETE ANVENDELSESOMRÅDE FOR RPL § 513, STK. 1, PÅ LIVS- OG ULYKKESFORSIKRINGER

2.1. Retspraksis og opfattelsen i teorien før UfR 2001.1588 V/ 2372 H: Udlægsbeskyttelse af livs- og ulykkesforsikringer efter RPL § 513, stk. 1 eller dennes analogi

Før UfR 2001.1588 V, stadfæstet ved UfR 2001.2372 H, var der såvel i den fogedretlige som forsikringsretlige litteratur enighed om, at RPL § 513, stk.1 formentlig kunne finde tilsvarende anvendelse på en livs- og ulykkesforsikringssum, der havde karakter af en invaliditets- eller forsørgertabserstatning, uanset om forsikringen var tegnet og opretholdt af skyldneren selv, og uanset om forsikringen var en summaforsikring[39].

RPL § 513, stk. 1 eller dennes analogi supplerede således efter teorien udlægsfritagelsesreglerne i FAL §§ 116 og 123.

Når Forsikring & Pension (i det følgende benævnt F & P) i notatet, s. 4, anfører, at dette synspunkt bl.a. fandt støtte i UfR 1987.407 Ø, er dette en overfortolkning af kendelsen og ikke i overensstemmelse med den overvejende del af såvel ældre som nyere teori. Kendelsen fastslog, at der efter principperne i FAL § 116 og RPL § 513, stk. 1 ikke under de foreliggende omstændigheder - beløbet var som følge af postspærring kommet boets kurator i hænde - kunne foretages udlæg i en livsforsikringssum, som tilkom skyldneren efter hendes afdøde ægtefælle, da livsforsikringssummen endnu ikke kunne anses for udbetalt til skyldneren. Den overvejende del af den ældre og nyere forsikrings- og fogedretlige teori har alene brugt kendelsen til at slå fast, at der ikke kunne foretages kreditorforfølgning, før livsforsikringssummen var udbetalt til skyldneren, dvs. modtaget af den berettigede[40]. F & P henviser desuden i notatet til Gomards synspunkt i ”Notat om Retspleje-lovens § 513 og invalideerstatning efter en personforsikring” fra 1990[41] om, at da kendelsen i redaktionsnoten (i UfR i 1987.408, note 1) både henviser til Gomard og Lyngsø, så kunne noget tyde på, at landsretten ikke afviser den hævdede fortolkning. Kendelsens henvisninger i note 1 til Gomard, Lyngsø, Bet. nr. 634/1971 s. 84, og til dommene UfR 1929.1167 V og UfR 1971.328 V må alene antages at være en understregning af, at forsikringssummer er beskyttet indtil udbetalingen, jf. ovenfor. Selv Gomard synes at have forladt sin tidligere vidtgående fortolkning af kendelsen i sit notat fra 1990[42]. F & P´s notat synes at have overset dette.

Når UfR 1987.407 Ø begrunder afgørelsen med principperne i FAL § 116 og RPL § 513, stk. 1, kan man således ikke lægge mere heri end, at der før udbetalingen til skyldneren ikke kan iværksættes retsforfølgning, da udbetaling til boet ikke er det samme som udbetaling til skyldner, og at forsikringsbeløbet dermed ikke inddrages under den pågældendes konkurs efter KL § 36. Omvendt kan der efter udbetalingen til skyldner iværksættes retsforfølgning, og forsikringsbeløbet kan inddrages under den pågældendes konkurs. Det samme er tilfældet med UfR 1971.328 V, som vedrørte en ulykkesforsikring, der blev udbetalt til boet i stedet for den berettigede, hvorefter der ikke kunne foretages udlæg, da forsikringsbeløbet tilkom skyldner efter RPL § 123, jf. herom afsnit II, 1.1. 

Den tidligere opfattelse i teorien om, at livs- og ulykkesforsikringer var beskyttet mod kreditorforfølgning efter RPL § 513, stk. 1, havde derimod støtte i UfR 1999.298 V, hvor to gruppelivsforsikringssummer, indsat på en separat konto hos en begunstiget ægtefælle i medfør af en analogi af RPL § 513, stk. 1, blev anset for udlægsbeskyttede. Det blev lagt til grund, at skyldner og hans afdøde ægtefælle i nogenlunde ligeligt omfang havde bidraget til familiens underhold, således at de gensidigt såvel retligt som faktisk havde været forsørgere i forhold til hinanden. Forsikringsudbetalingerne skulle kompensere for den mistede forsørgelse, og behovet for kreditorbeskyttelse var herefter det samme som for forsørgertabserstatning, der er direkte omfattet af RPL § 513, stk. 1. Landsrettens flertal fandt, at i hvert fald under de foreliggende omstændigheder måtte forsikrings-summerne i medfør af en analogi af RPL § 513, stk. 1 anses for udlægsbeskyttede. Da beløbene var holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue, kunne der ikke foretages udlæg i kontoens indestående. Der blev afgivet dissens, som under hensyn til ordlyden af RPL § 513, stk. 1, tilblivelsen af bestemmelsen og sammenhængen med RPL § 512, stk. 3 ville stadfæste fogedrettens udlæg. Som anført af Lennart Lynge Andersen[43] er afgørelsen meget konkret begrundet og kan ikke tages til indtægt for, at kapital- eller ratepension generelt kan henføres til § 513, stk. 1, selv om betingelserne med hensyn til adskillelse i øvrigt er opfyldt[44].

Opsummerende om opfattelsen i retspraksis og teori før UfR 2001.1588 V/2372 H kan siges, at der ikke kunne iværksættes retsforfølgning mod en til skyldneren udbetalt livs- eller ulykkesforsikring, hvis beløbet var indsat på en særskilt konto i et pengeinstitut eller på anden måde var holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue efter RPL § 513, stk. 1 eller en analogi heraf. RPL § 513, stk. 1 supplerede således udlægsfritagelsesreglerne i FAL §§ 116 og 123. Den sparsomme og tvetydige begrundelse i UfR 1987.407 Ø kan ikke tages til indtægt for denne retsstilling og ses da heller ikke anvendt af teorien med undtagelse af Gomard i dennes notat fra 1990. Der forelå en kendelse - UfR 1999.298 V - som direkte understøttede teoriens retsopfattelse, men som dog må siges at være meget konkret begrundet, kun handlede om livsforsikringer og i øvrigt blev afsagt med dissens.

2.2. Retspraksis og opfattelsen i teorien efter UfR 2001.1588 V/2372 H

2.2.1. Retspraksis efter UfR 2001.1588 V/ 2372 H: Tvivlsomt om RPL § 513, stk. 1 kan finde  anvendelse på livs- og ulykkesforsikringer

Efter UfR 2001.1588 V, som stadfæstedes af Højesteret i UfR 2001.2372 H i henhold til de af landsretten anførte grunde, har retspraksis ændret den skyldnervenlige linie, som der var lagt op til efter afsigelsen af UfR 1999.298 V, og som var den generelle opfattelse i den forsikrings- og fogedretlige litteratur. Flertallet i UfR 2001.1588 V og Højesteret i UfR 2001.2372 H  kom frem til, at RPL § 513, stk. 1 eller dennes analogi ikke generelt kan finde anvendelse på forsikringssummer, der udbetales i henhold til privattegnede livsforsikringer. En skyldner havde modtaget en række livsforsikringssummer efter sin afdøde hustru, som blev indsat på særskilte konti, da manden havde en betydelig gæld til hende. Boet efter hustruen begærede udlæg i livsforsikringssummerne, men såvel landsrettens flertal som Højesteret udtalte, at RPL § 513, stk. 1 ikke kan udstrækkes til generelt at omfatte forsikringssummer, der udbetales i anledning af en ægtefælles død, og at der ikke forelå konkrete omstændigheder, der kunne begrunde udlægsfritagelse. Landsrettens dom synes dog med denne begrundelse at give mulighed for, at konkrete omstændigheder kan begrunde at RPL § 513, stk. 1 kan udstrækkes til at omfatte forsikringssummer, se nærmere herom nedenfor i afsnit 2.3.1. og afsnit 2.4.

Det fremgår klart af henvisningerne til den foged- og forsikringsretlige litteratur i UfR 2001 s. 2372, note 1, at Højesteret har afvist den hidtidige opfattelse i teorien. Af de respektive henvisninger i såvel landsrettens som Højesterets redaktionsnote må man formentlig slutte, at såvel landsrettens flertal som Højesteret har lagt vægt på dissensen i UfR 1999.298 V og på Bet. nr. 634/1971 s. 85.

I FED 2002.40 Ø var skyldneren efter hustruens død ved en trafikulykke i 1994 berettiget bl.a. til  nogle livsforsikringsydelser. Landsretten udtalte, at der ikke var oplyst konkrete omstændigheder, der kunne begrunde, at udlægsbeskyttelsen i dette tilfælde kunne udstrækkes til udbetalingerne af gruppelivsforsikringsydelsen og forsikringsydelsen vedrørende pensionsordningen. Landsretten kom dermed til det samme resultat som UfR 2001.1588 V/2372 H, nemlig at private livsforsikringer, udbetalt efter en ægtefælles død, ikke var udlægsbeskyttede.

I FM 2002.63 Ø havde skyldneren fået udbetalt 335.000 kr. fra en gruppelivsforsikring i anledning af en ægtefælles død. Gruppelivsforsikringen var tegnet som et overenskomstmæssigt led i den afdøde ægtefælles ansættelsesforhold som socialchef i en kommune. Der kunne gøres udlæg hos skyldneren i forsikringssummen, som nu var anbragt i obligationer. Fogedretten henholdt sig til Højesterets præmisser i UfR 2001.2372 og anførte, at det forhold, at gruppelivsforsikringen var tegnet som led i ansættelsesforhold, ikke kunne tillægges betydning. Da der ikke i sagen var konkrete omstændigheder, der begrundede, at forsikringssummen blev undtaget fra udlæg, blev rekvirentens udlægsbegæring taget til følge. Landsretten stadfæstede i henhold til grundene.

UfR 2002.1742 H har efterfølgende berørt spørgsmålet om kreditorbeskyttelsens omfang efter RPL § 513 og ændrer atter retsstillingen, således at der nu igen anlægges en mere skyldnervenlig linje som i UfR 1999.298 V. Sagen drejede sig bl.a. om omstødelse efter konkursdekretets offentliggørelse af indbetalinger foretaget af skyldner til told og skat med midler hidrørende fra udbetalte invaliderenteydelser. Invaliderenteydelserne stammede fra en privattegnet erhvervsevnetabsforsikring på ca. 600.000 kr. årligt, udbetalt som erstatning for invaliditet. Højesteret fandt med dissens (4-1), at indbetalingerne var omstødelige efter KL § 72 og udtalte bl.a. i den forbindelse, at FAL § 118, jf. FAL § 116 ikke omfatter invaliderenteydelser, der er udbetalt af forsikringsselskabet, og at de hensyn, der har begrundet undtagelsen fra kreditorforfølgning i RPL § 513, stk. 1, også gør sig gældende, hvor erstatningen beror på en forsikringsaftale, hvad enten der er tale om en summaforsikring eller en forsikring med udbetaling af løbende ydelser såsom invaliderenteydelser. Højesteret fandt derfor, at RPL § 513, stk. 1, 2. pkt., hvorefter der ikke kan ske udlæg i beløb, der er udbetalt som erstatning for invaliditet, måtte anvendes analogt på invaliderenteydelser fra en privattegnet ordning. Da ydelserne imidlertid var blevet hævet af skyldneren uden at være klart adskilt fra hans øvrige aktiver, kunne der dog gøres udlæg heri, og de hørte derfor under konkurs-massen, jf. KL § 32 og § 36. Dissensen kom uden om RPL § 513, stk. 1 ved at udtale, at invaliderenteydelserne først forfaldt til betaling efter konkurstidspunktet, og at invaliderente-ydelserne da måtte sidestilles med indtægter ved egen virksomhed efter KL § 33, hvorefter de ikke indgik i konkursmassen efter KL § 36. Dette var dog heller ikke forlangt af boet for så vidt angår andre beløb end dem, der var betalt til skattevæsenet.

Da der i dommen var tale om en renteforsikring med løbende ydelse efter FAL § 118, for hvilke forsikringer der gælder de samme regler som for kapitalforsikringer efter FAL §§ 102-117, kan dommen kun bruges som præjudikat for så vidt angår livsforsikringer og ikke vedrørende retsstillingen for så vidt angår ulykkesforsikringer.

UfR 2001.2581 Ø, som primært vedrørte spørgsmålet om adskillelseskravet i RPL § 513, stk. 1[45], er interessant i relation til ulykkesforsikringer. I sagen havde skyldner været udsat for en personskade, hvorefter en ménerstatning kom til udbetaling fra hendes ulykkesforsikringsselskab. Det første a conto beløb på 53.524 kr. blev indsat på skyldnerens almindelige bankkonto, hvor der i forvejen var et indestående på ca. 117.000 kr. 10 dage efter overførte skyldneren 50.000 fra denne konto til en særskilt opsparingskonto. Dagen efter modtog skyldneren yderligere et acontobeløb på 50.248 kr. fra ulykkesforsikringsselskabet, som hun indsatte på opsparingskontoen. Da skyldneren ved indsættelse af a conto beløbene fra forsikringen på henholdsvis den almindelige bankkonto og opsparingskontoen ikke havde holdt erstatningsbeløbene klart adskilt fra sin øvrige formue, var kreditorbeskyttelsen i medfør af RPL § 513, stk. 1 derved bortfaldet. Kommunens udlæg blev derfor stadfæstet.

Opsummerende om retspraksis efter afgørelserne gengivet i UfR 2001.1588 V/2372 H, FED 2002.40 Ø,  FM 2002.63 Ø, UfR 2002.1742 H og UfR 2001.2581 Ø kan siges, at retsstillingen i relation til muligheden for udlægsbeskyttelse af livs- og ulykkesforsikringer efter RPL § 513, stk. 1, er uklar. For så vidt angår livsforsikringer kom de tre førstnævnte kendelser til, at RPL § 513, stk. 1 ikke var til hinder for, at der kunne foretages kreditorforfølgning mod udbetalte livsforsikringer efter en afdød ægtefælle, uanset om livsforsikringen var privattegnet eller tegnet som et led i ansættelsesforholdet. Derimod kom den nyeste dom, gengivet i UfR 2002.1742 H, til det modsatte resultat, idet Højesteret fandt, at RPL § 513, stk. 1 var til hinder for, at der kunne foretages kreditor-forfølgning. Retsstillingen i relation til ulykkesforsikringer må på baggrund af UfR 2001.2581 Ø være den, at ménerstatninger/invaliditetserstatninger fra skyldnerens ulykkesforsikringsselskab kan være omfattet af RPL § 513, stk. 1, hvis adskillelseskravet er opfyldt. Som følge af UfR 2001.2372 H må anvendelse af RPL § 513, stk.1 på livsforsikringer generelt anses for udelukket, men UfR 2002.1742 H har åbnet op for en mulig anvendelse af RPL § 513, stk.1 på invaliderenteydelser fra en livsforsikring. Retsstillingen i relation til livsforsikringer må som følge af den modstridende retspraksis anses for uafklaret.

2.2.2. Opfattelsen i teorien efter UfR 2001.1588 V/ 2372 H: Tvivlsomt om RPL § 513, stk. 1 kan  finde anvendelse på livs- og ulykkesforsikringer

Jønsson og Kjærgaard, Dansk Forsikringsret, 8. udg., s. 873, konkluderer på baggrund af UfR 2001.2372 H, at ”Er forsikringssummen udbetalt i den forstand, at den er modtaget af den berettigede, er det nu ret sikkert, at der kan iværksættes kreditorforfølgning. RPL § 513, stk. 1, gælder nemlig ikke for rettigheder ifølge en livsforsikring. Forfatterne tager herefter blot UfR 2001.2372 H til efterretning ved at konstatere, at den begunstigedes kreditorer kan søge sig fyldestgjort i de udbetalte beløb, selv om beløbene har været holdt adskilt. Forfatterne bortfortolker de reservationer i præmisserne om, at RPL § 513, stk. 1 ikke generelt er anvendelig, men at konkrete omstændigheder kan begrunde, at beskyttelsen mod udlæg kan udstrækkes til de foreliggende forsikringsudbetalinger[46]. For så vidt angår ulykkesforsikringer henviser forfatterne til det for livsforsikringer anførte og UfR 2001.2372 H. Forfatterne tager dog ikke stilling til UfR 2001.2581 Ø og 2002.1742 H.

Ivan Sørensen anfører i Forsikringsret, 3. udg., s. 501, at landsrettens kendelse i UfR 2001.1588 – der stadfæstedes af Højesteret – synes at åbne mulighed for, at konkrete omstændigheder kan begrunde, at § 513, stk. 1 udstrækkes (ved en analogislutning) til at omfatte forsikringssummer. Forfatteren gentager synspunktet i Den private Syge- og Ulykkesforsikring, 2. omarbejdede udgave, s. 263. UfR 2001.2581 Ø og UfR 2002.1742 H er ikke behandlet i fremstillingerne.

Kommenteret Karnov til FAL fra 2003, s. 5243, anfører blot, at den tidligere retsstilling, hvorefter kreditorforfølgning var udelukket efter en analogi af RPL § 513, stk. 1, hvis beløbet var indsat på en særskilt konto eller på anden måde var holdt adskilt fra modtagerens øvrige formue, ikke længere er gældende efter UfR 2001.2372 H. Der tages ikke stilling til UfR 2002.1742 H.

Kommenteret Karnov til RPL fra 2004, s. 162-163, nævner også kun den modstridende praksis, men dog uden at omtale UfR 2002.1742 H. UfR 2001.2581 Ø ses alene anvendt som et eksempel på, at skyldneren skal holde sine a conto erstatninger klart adskilt fra sin øvrige formue.

C.C. Munksgaard Nielsen udtaler sig i Begunstigelsesinstituttet s. 343 og 344 ligeledes klart herom, da der efter UfR 2001.2372 H ikke længere ifølge forfatteren synes grundlag for at antage, at begunstigede kan beskytte dødsfaldsudbetalinger fra private livs- og ulykkesforsikringer ved anbringelse på en særskilt konto, og at Højesterets kendelse synes at måtte læses som en bekræftelse på, at RPL § 513, stk. 1, ikke er anvendelig på private forsikringssummer overhovedet. Bogen er dog udgivet før afsigelsen af UfR 2002.1742 H og omtaler ikke UfR 2001.2581 Ø.

Den kommenterede Retsplejelov, 7. udg., antager på s. 186, at hvor der efter sådanne forsikringer (livs- og ulykkesforsikringer – min tilføjelse) udbetales ydelser, svarende til de i RPL § 513, stk. 1, nævnte, og ydelsen holdes klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue, må § 513 formentlig finde analogisk anvendelse, selv om forsikringen er tegnet og opretholdt af skyldneren, og selv om forsikringen er en summaforsikring, og der henvises til Gomard[47]. Senere nævnes dog afgørelserne i UfR 2001.2372 H og FM 2002.63 Ø, men ikke UfR 2002.1742 H, som ellers kunne støtte den nævnte opfattelse. UfR 2001.2581 Ø ses alene anvendt som et eksempel på, at skyldneren skal holde sine a conto erstatninger klart adskilt fra sin øvrige formue.

Jens Møller og Michael S. Wiisbye anlægger i Erstatningsansvarsloven med kommentarer, 6. udg., s. 395, en noget mere nuanceret opfattelse, hvorefter det ifølge forfatterne formentlig må antages, at RPL § 513 finder analog anvendelse på udbetalte ulykkesforsikringer i modsætning til livsforsikringer. De henviser i den forbindelse til Gomard[48] og UfR 1999.298 V, som er refereret ovenfor i afsnit III, 2.1. Da UfR 1999.298 V vedrører muligheden for kreditorforfølgning mod gruppelivsforsikringssummer, kan synspunktet om udlægsfritagelse for ulykkesforsikringer dog ikke siges at have støtte i denne kendelse. De to nævnte kendelser på s. 395 vedrørende livsforsikringer er i øvrigt den samme (UfR 2001.2372 H) , hvilket forfatterne synes at overse. Bogen har dog kun undtagelsesvis medtaget materiale efter 1.april 2002, og den har dermed ikke behandlet den senere afsagte dom i UfR 2002.1742 H. UfR 2001.2581 Ø ses som i de ovenfor nævnte fremstillinger alene at være et eksempel på adskillelseskravet i RPL § 513, stk. 1.

Senest har Ejler Bruun m.fl. behandlet spørgsmålet i Fogedsager, 3. udg. fra 2005, s. 382, hvorefter der ikke er grundlag for den tidligere udbredte antagelse, at RPL § 513, stk. 1, eller dennes analogi supplerer udlægsfritagelsesregler i FAL §§ 116 og 123. Ifølge forfatterne kan man godt kombinere UfR 2001.2372 H med UfR 2002.1742 H, da sidstnævnte dom er et eksempel på en konkret begrundet anvendelse af analogien fra RPL § 513, stk. 1 på udbetalte forsikringsbeløb. Heraf må man slutte, at ”konkret begrundet” eller de ”konkrete omstændigheder” som UfR 2001.2372 H henviser til, ifølge forfatterne må være invaliderenteydelser, som stammer fra en privattegnet erhvervsevnetabsforsikring, og som udbetales som erstatning for invaliditet, jf. nedenfor i afsnit  2.3.1., hvor også sondringen mellem ménerstatning og erhvervsevnetabserstatning behandles.

Opsummerende kan der vedrørende muligheden for kreditorforfølgning mod livs- og ulykkesforsikringer siges, at spørgsmålet efter afsigelsen af UfR 2001.2372 H må anses for uafklaret i såvel den forsikringsretlige som den fogedretlige litteratur. Litteraturen hælder på baggrund af UfR 2001.2372 H mest til, at livs- og ulykkesforsikringer generelt ikke er omfattet af beskyttelsen i RPL § 513, stk. 1, således at der kan foretages kreditorforfølgning. Der er forskellige opfattelser i litteraturen af, hvorvidt ” konkrete omstændigheder” kan begrunde, at udlægsbeskyttelsen i RPL § 513, stk.1 også kan udstrækkes til forsikringsydelser. En del af den nyere litteratur har dog helt undladt at tage stilling til UfR 2002.1742 H vedrørende livsforsikring, og UfR 2001.2581 Ø ses kun refereret i den Kommenteret Retsplejelov, 7. udg.

2.3. De specifikke forsikringsydelser

I det følgende skal der ses nærmere på, om der er forskel på de enkelte forsikringsydelser, således at nogle forsikringsydelser eventuelt kan være omfattet af RPL § 513, stk. 1, mens andre ikke er det.

2.3.1. Erstatning ved invaliditet

Begrebet ”invaliditet” er i erstatnings- og forsikringsretten identisk med begrebet ”varigt mén”. Invaliditetsgraden/méngraden fastsættes efter en medicinsk vurdering og en fastsat méntabel, og anvendes bl.a. også til at fastsætte invaliditetserstatninger i forbindelse med ulykkesforsikringer.

 ”Erstatning for invaliditet” må dog i overensstemmelse med de anvendte begreber i EAL ikke kun omfatte varigt mén, men også erstatning for erhvervsevnetab[49]. Herfor taler, at RPL § 513, stk. 1 blev gennemført på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen opdeling af erstatningskravet for skader med varige følger i godtgørelse for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab[50].

Tab af erhvervsevne er i forsikrings- og erstatningsretten identisk med tab af arbejdsevne[51] og begge betegnelser anvendes om skadelidte, der har mistet hele eller en del af evnen til at tjene penge som følge af arbejdsudygtighed. Ved tab af erhvervsevne/arbejdsevne er der dermed tale om et rent økonomisk kriterium, og ved bedømmelsen af erhvervsevnen vurderes skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved et arbejde, der med rimelighed kan forlanges af ham.

Ivan Sørensen har forladt sin tidligere sondring i ”Den private Syge- og Ulykkesforsikring”, 1. udg. og ”Forsikringsret”, 1. udg., hvorefter invaliditetserstatning (udmålt på grundlag af den forsikredes medicinske invaliditet) nød beskyttelse, hvorimod det var mere tvivlsomt, om hvorvidt arbejdsevne- og erhvervsevnetabserstatning (økonomisk invaliditet) og dødsfaldserstatning var omfattet. Da erstatning for tab af erhvervsevne udgør en løbende ydelse og faktisk skal kompensere for det indtægtstab, ville det ifølge forfatteren være nærliggende at lade denne ydelse, i lighed med dag-penge, være beskyttet på samme måde som tabt arbejdsfortjeneste, jf. RPL § 513, stk. 3, som yder en ringere beskyttelse end § 513, stk. 1. Sondringen mellem medicinsk og økonomisk invaliditet blev i relation til livsforsikringer afvist ved UfR 2002.1742 H, hvor en erhvervsevnetabserstatning (økonomisk invaliditet) fra et livsforsikringsselskab fandtes at være udlægsbeskyttet efter RPL § 513, stk. 1. Det samme må gælde for ulykkesforsikringer, jf. herved UfR 2001.2532 V, hvor en erhvervsevnetabserstatning (økonomisk invaliditet) fra et ansvarsforsikringsselskab helt generelt fandtes at være omfattet af RPL § 513, stk. 1, men dog ikke i det konkrete tilfælde. At sondringen dog ikke helt har mistet sin betydning i nyere juridisk rådgivning, ses bl.a. i Spørg advokaten fra 30.11.2004, hvor advokaten bruger sondringen som svar i relation til spørgsmålet om mulighederne for kreditorbeskyttelse af en livsforsikring, jf. bilag 4.

Før afsigelsen af UfR 2001.1588 V/2372 H var teorien enig om, at invalideerstatninger var omfattet af RPL § 513, stk. 1. Gomard behandler spørgsmålet i sit notat fra 1990 ”Notat om Retsplejelovens § 513 og invalideerstatning efter en personforsikring”[52]. Gomard konkluderer på side 3 med henvisning til den opremsede ældre litteratur, at ”behovet for beskyttelse af en udbetalt kapitalerstatning for invaliditet (og forsørgertab) er det samme, hvad enten erstatningen (og godtgørelsen) stammer fra ansvarlig skadevolder personlig, en ansvarlig skadevolders ansvarsforsikrer, en arbejdsskade-forsikring eller en privatpersonforsikring. Så vidt ses har da heller ingen i den juridiske litteratur udtalt sig imod, at reglen i RPL § 513, stk. 1 skulle være anvendelig også for erstatningsbeløb for invaliditet fra personforsikringer”. Gomard vil dermed behandle alle typer af personforsikringer ens, herunder også livs- og ulykkesforsikringer[53].

For så vidt angår ulykkesforsikringer har Jørgen Nørgaard i UfR 1976B.273, note 10, fortolket ordene ”erstatning for invaliditet” i RPL § 513, stk. 1 således, at beskyttelsen mod udlæg også omfatter ulykkesforsikringssummer af enhver art.

I UfR 2001.1588 V - som stadfæstedes af Højesteret i UfR 2001.2372 H i henhold til grundene -  udtalte landsretten, at formålet med erstatning for invaliditet og tab af forsørger er at kompensere for det tab, der måtte være lidt ved en skadegørende handling, og erstatningen udmåles efter de regler, der er fastsat herom i erstatningsansvarsloven. Landsretten slår endvidere fast, at udbeta-linger i henhold til privattegnede forsikringer afhænger af den aftale, der er indgået herom mellem forsikringstageren og det pågældende forsikringsselskab, og at der ikke er nogen sammenhæng mellem det lidte tab og forsikringssummen. Herefter foretager landsretten en ren ordlydsfortolkning af RPL § 513, stk. 1, således at bestemmelsen alene omfatter erstatning for invaliditet og tab af forsørger eller godtgørelse i forbindelse hermed (efter EAL – min tilføjelse). Afgørelsen vedrørte imidlertid ikke direkte udbetalinger som følge af invaliditet i henhold til en privattegnet forsikring. Landsretten har imidlertid indirekte klart givet udtryk for, at udbetalinger som følge af invaliditet i henhold til privattegnede forsikringer ikke er omfattet af udlægsbeskyttelsen i RPL § 513, stk. 1.

I UfR 2001.2581 Ø kom landsretten til det modsatte resultat i en sag, som vedrørte kreditorforfølgning mod udbetalte ménerstatninger (invaliditetserstatninger – min tilføjelse) fra et ulykkesforsikringsselskab. Ménerstatningerne fandtes generelt at være omfattet af RPL § 513, stk. 1, men beskyttelsen fandtes dog konkret at være bortfaldet som følge af manglende klar adskillelse.

I den ovenfor refererede afgørelse i UfR 2002.1742 H kom Højesteret som nævnt til det resultat, at invaliderenteydelser fra en privattegnet erhvervsevnetabsforsikring var omfattet af RPL § 513, stk. 1.

Spørgsmålet er herefter, om retspraksis i modsætning til teorien og forarbejderne har villet sondre mellem, om kreditorbeskyttelsen vedrørte udbetalte invaliditetserstatninger/ménerstatninger eller udbetalte erhvervsevnetabserstatninger. Retspraksis har, således som nævnt i afgørelserne UfR 2001.2532 V og UfR 2002.1742 H, klart forudsat, at erhvervsevnetabserstatninger fra forsikrings-selskaber helt generelt kan være omfattet af RPL § 513, stk. 1, hvis betingelserne i bestemmelsen er opfyldt. Det er tvivlsomt, om en sådan opdeling af erstatningerne er blevet afvist i UfR 2001.1588V /2372H. Hvis man fortolker ordene ”erstatning for invaliditet” i UfR 2001.1588V/2372 H indskrænkende, således at landsrettens flertal og Højesteret hermed kun har ment, at ”erstatning for mén” ikke er omfattet af RPL § 513, stk. 1, og omvendt stiltiende ment, at ”erstatning for erhvervsevnetab” skulle kunne opnå beskyttelse, så er afgørelsen UfR 2001.2372 H vel ikke i modstrid med den øvrige retspraksis vedrørende udlægsbeskyttelse af erhvervsevnetabserstatninger. En sådan antagelse synes at fremgå af Ejler Bruun m.fl.[54], hvor forfatterne anvender UfR 2002.1742 H som eksempel på de ”konkrete omstændigheder”, som UfR 2001.1588 V/2372 H nævner, og som kan komme ind under beskyttelsen i RPL § 513, stk. 1. Heraf må man slutte, at en konkret begrundet anvendelse af analogien af RPL § 513, stk. 1 (de ”konkrete omstændigheder”), ifølge forfatterne må være invaliderenteydelser, som stammer fra en privattegnet erhvervsevnetabsforsikring, og som udbetales som erstatning for invaliditet. Antagelsen harmonerer dog ikke med forfatternes synspunkt om, at ”erstatning for invaliditet” i overensstemmelse med erstatningsansvarslovens terminologi må forstås som omfattende såvel godtgørelse for varigt mén efter EAL § 4 som erstatning for erhvervsevnetab efter EAL § 5[55]. Der er heller intet i landsrettens (flertallets) og Højesterets meget generelle udtalelse i UfR 2001.1588 V/2372 H, der tyder på, at begrebet ”invaliditet” alene opfattes som ”erstatning for mén”, så afgørelsen dermed kan siges være i overensstemmelse med den øvrige retspraksis for så vidt angår erhvervsevnetabserstatning. 

Hvis man derimod adskiller erhvervsevnetab/arbejdsevnetab fra invaliditetsbegrebet i fogedretlig forstand, så kan afgørelserne siges at være i overensstemmelse med hinanden. Ved en sådan adskillelse vil man i overensstemmelse med den øvrige retspraksis kunne undtage erhvervsevnetabserstatninger fra kreditorforfølgning med hjemmel i RPL § 513, stk. 1. Spørgsmålet, om ménerstatninger er omfattet af RPL § 513, stk. 1, vil herefter afhænge af, om de udbetales fra en livs- eller en ulykkesforsikring. Det fandtes således forudsat i UfR 2001.2581 Ø, at udbetalte ménerstatninger efter en ulykkesforsikring kunne være omfattet af RPL § 513, stk. 1, hvorimod udbetalte invaliditetserstatninger (ménerstatninger – min tilføjelse) efter livsforsikringer ikke generelt fandtes at være omfattet af RPL § 513, stk. 1 i afgørelsen UfR 2001.1588 V/2372 H.

Som det ses, har den begrebsmæssige forvirring i teori og praksis om, hvad ”erstatning for invaliditet” dækker, ikke just gjort det lettere at skabe en klar retsstilling på området.

Opsummerende vedrørende invaliditetserstatninger må man konkludere, at retspraksis efter afgørelserne UfR 2001.2532 V og UfR 2002.1742 H tydeligt har slået fast, at udbetalte erhvervsevnetabserstatninger er omfattet af RPL § 513, stk. 1. Derimod er retsstillingen vedrørende ménerstatninger uklar. Hvis udtalelsen i UfR 2001.1588 V/2372 H skal kunne harmonere med afgørelsen i UfR 2001.2581 Ø, må retsstillingen være den, at udbetalte ménerstatninger efter livsforsikringer ikke er undtaget fra kreditorforfølgning efter RPL § 513, stk. 1, hvorimod udbetalte ménerstatninger efter ulykkesforsikringer er omfattet af kreditorbeskyttelsen i RPL § 513, stk. 1, hvis kravet i bestemmelsen om adskillelse er opfyldt. Om en sådan sondring mellem udbetalte ménerstatninger efter en ulykkesforsikring og udbetalte ménerstatninger efter en livsforsikring kan foretages, er dog noget tvivlsom som følge af den meget generelle udtalelse i UfR 2001.1588 V/ 2372 H.

2.3.2. Erstatning ved kritisk sygdom

Erstatninger ved kritisk sygdom måles ud fra sygdomsdiagnoser, der konkret er nævnt i forsikrings-betingelserne. Da der ikke foreligger nogen afgørelser om spørgsmålet, må det anses for uafklaret, om udbetalinger af erstatninger ved kritisk sygdom fra forsikringsselskaberne er omfattet af RPL § 513, stk. 1. Der må imidlertid gælde det samme ved kritisk sygdom som ved invaliditetserstatning i form af tab af erhvervsevne, således at erstatning ved kritisk sygdom er omfattet af beskyttelsen RPL § 513, stk. 1, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Den forsikrede vil, hvis han rammes af en kritisk sygdom, nemlig typisk ikke have nogen erhvervsevne tilbage.

2.3.3. Erstatning ved død

Dødsfaldserstatning er det forsikringsretlige begreb, som svarer til begrebet forsørgertabserstatning, som kendes fra erstatningsretten. Forsørgertabserstatningen efter EAL §§ 12-14a dækker ægtefællen, samleveren og de efterlevende børn. Dødsfaldserstatningen udbetales i modsætning til EAL uden hensyn til om der er lidt noget faktisk økonomisk forsørgertab, og da der er tale om en summaforsikring, kan forsikringsydelsen kumuleres med andre forsikringer og erstatningskrav[56].

Gomard vil ikke sondre mellem erstatninger udbetalt efter en livsforsikring og erstatninger udbetalt efter en ulykkesforsikring i relation til forsørgertabserstatninger[57]. Ifølge Gomard må forsørgertabserstatninger (dødsfaldserstatning – min tilføjelse) være beskyttet af RPL § 513, stk. 1 på samme måde som invaliditetserstatninger, og RPL § 513, stk. 1 må kunne finde anvendelse på invaliditets- og forsørgertabserstatninger, uanset om forsikringen er tegnet af skyldneren selv, og uanset om forsikringen er en summaforsikring.

C.C. Munksgaard Nielsen og Hjerting anførte tidligere, at hvis udbetalingen har karakter af egentlig erstatning for tab af forsørger (eller tab af erhvervsevne), giver RPL § 513 dog mulighed for at opretholde kreditorbeskyttelsen efter udbetalingstidspunktet, hvis adskillelseskravet er opfyldt[58]. C.C. Munksgaard Nielsen har senere fraveget dette synspunkt efter afgørelsen UfR 2001.2372 H[59].

Ivan Sørensen ville tidligere lægge vægt på, om den sikrede havde lidt et faktisk eller retligt forsørgelsestab[60]. Hvis forsikringsydelsen tilkom afdødes ægtefælle eller børn, ville det være rimeligt at beskytte disse mod kreditorforfølgning efter RPL § 513, stk. 1. I de seneste udgaver af hans forsikringsretlige fremstillinger har forfatteren taget UfR 2001.2372 H til efterretning, og anfører at de ”konkrete omstændigheder”, som kendelsen nævner, der kan begrunde at RPL § 513, stk. 1 udstrækkes til at omfatte forsikringssummer, måske kan være et forsørgelsestab, som det, der lagdes til grund i UfR 1999.298 V. Som forfatteren endvidere anfører, så er sidstnævnte afgørelse afsagt før UfR 2001.2372 H, og spørgsmålet må derfor anses for uafklaret[61]. Forsørgelsestabssynspunktet blev imidlertid påberåbt i Højesteret, men Højesteret undlod at tage stilling hertil ved at stadfæste landsrettens kendelse i henhold til grundene. Dette må formentlig ses som en afvisning heraf.

Som anført af Jønsson og Kjærgaard er de reservationer, der kan ligge i landsrettens kendelse i UfR 2001.1588 V om, at beskyttelsen i RPL § 513, stk. 1 ikke ”generelt” kan omfatte forsikrings-summer i anledning af en ægtefælles død, men at ”konkrete omstændigheder” kan føre til et andet resultat, blot vendinger som domstolene sædvanligvis benytter sig af, hvis man i fremtiden i en konkret sag gerne vil nå til et andet resultat[62].

Flertallet i UfR 2001.1588 V – som stadfæstes af Højesteret i UfR 2001.2372 H –  lægger ligesom dissensen i UfR 1999.298 V vægt på ordlyden af RPL § 513, stk. 1 og på, at det ikke i bemærkningerne til bestemmelsen har været tanken at udstrække beskyttelsen til også generelt at omfatte forsikringssummer, der er udbetalt i anledning af en ægtefælles død. Selv om der i afgørelsen var tale om udbetaling efter en gruppelivsforsikring, en privattegnet livsforsikring og en krydslivsforsikring, må udtalelsen også vedrøre udbetalinger efter ulykkesforsikringer.

Udtalelsen må således siges at være så klar for så vidt angår livs- og ulykkesforsikringsudbetalinger ved død, at man må konkludere, at RPL § 513, stk. 1 ikke generelt finder anvendelse på sådanne ydelser. Hvad enten dødsfaldserstatningen stammer fra en ulykkesforsikring eller fra en livsforsikring, udbetales forsikringsydelsen til den eller de begunstigede. Kreditorerne må således kunne foretage kreditorforfølgning mod de udbetalte ydelser hos den/de begunstigede, selv om beløbene har været holdt klart adskilt.

2.4. Mulige momenter ved vurderingen af kreditorbeskyttelsesomfanget

Som følge af Vestre Landsrets udtalelse i UfR 2001.1588 V om, at der ”ikke er oplyst konkrete omstændigheder, der kan begrunde, at beskyttelsen mod udlæg i dette tilfælde kan udstrækkes til de foreliggende forsikringsudbetalinger” skal der ses nærmere på, hvilke mulige hensyn og momenter, der kan lægges vægt på ved vurderingen af kreditorbeskyttelsesomfanget. 

2.4.1. Erstatningens formål

Som anført i Bet. nr. 634/1971, s. 85 er formålet med erstatning for invaliditet at få kompensation for fremtidigt indtægtstab, og dette formål vil ikke kunne opnås, hvis erstatningen inddrages under udlæg. Betænkningens udtalelse vedrører alene direkte erstatning for invaliditet, jf. herved diskussionen ovenfor i afsnit 2.3.1. Endvidere anføres, at både sociale hensyn og etiske betragtninger taler afgørende for en så vid beskyttelse, som det er praktisk muligt at give. Retsplejelovens forarbejder har dermed klart givet udtryk for, at RPL´s § 513, stk. 1 skal fortolkes udvidende i relation til erstatninger for invaliditet. Om denne udvidende fortolkning også skal udstrækkes til forsikringsydelser, der udbetales som følge af personskade, fremgår imidlertid ikke af betænkningen. Henvisningen i betænkningen til krav i henhold til den lovpligtige ulykkesforsikring, jf. lov nr. 137 af 26. april 1968 § 6, angår krav efter den nugældende Arbejdsskadesikringslov.

Flertallet i UfR 2001.1588 V er i præmisserne inde på forskellen mellem udbetalinger efter erstatningsansvarsloven og udbetalinger i henhold til privattegnede forsikringsordninger. Erstatning for invaliditet og tab af forsørger efter EAL har ifølge flertallet til formål at kompensere for det tab, der måtte være lidt ved en skadegørende handling, hvorimod udbetalinger efter privattegnede ordninger afhænger af den aftale, der er indgået mellem forsikringstageren og det pågældende forsikrings-selskab, og der er ingen sammenhæng mellem det lidte tab og forsikringssummen. Selvom udbetalingens størrelse efter henholdsvis erstatnings- og forsikringsretten som anført er forskellig, så er formålene vel ikke uforenelige. Formålet med at tegne en livs- eller ulykkesforsikring er primært at skabe tryghed for skadelidte eller dennes efterladte, hvilket bl.a. også må indebære at kompensere for det tab, som den berettigede har lidt ved en skadegørende handling, og få sikkerhed for, at der faktisk udbetales en ydelse til forsikringstager eller dennes nærmeste, hvis der skulle ske forsikringstager noget[63]. Da en del af personskadeerstatningskravene i kap. 1 i EAL beror på et skøn, jf. f.eks. EAL § 5 om erhvervsevnetab, som fastsættes på baggrund af den fremtidige skønnede erhvervsevne, kan det reelle faktiske tab ikke fastslås helt så nøjagtigt som i den almindelige erstatningsret. Størrelsen af de økonomiske tab er altså betydeligt vanskeligere at måle ved person-skade end ved tingsskade. At flertallet i UfR 2001.1588 V - udover henvisningen til ordlyden af RPL § 513, stk. 1 og forarbejderne i Bet. nr. 634/1971 - bruger et argument om ”manglende årsagssammenhæng” mellem det lidte tab og forsikringssummen til at nægte udlægsbeskyttelse, er således en meget stringent anvendelse af det generelle krav i den almindelige erstatningsret om, at kun tabet erstattes. Man kan stille sig tvivlende overfor, om man ved kreditorforfølgning af person-skadekrav efter RPL § 513, stk. 1, kan nøjes med kun at tage hensyn til formålet i den almindelige erstatningsret og dermed se bort fra formålet med at få udbetalt forsikringsydelser og formålet med kreditorbeskyttelsesreglen i RPL § 513, stk. 1. Som anført af dissensen i UfR 2001.1588 V, så er behovet for kreditorbeskyttelse det samme for forsikringssummer, der har karakter af dækning for tab af forsørger, som for erstatning for tab af forsørger (min kursivering).

2.4.2. Erstatningens forsørgelsesmæssige karakter

Før UfR 2001.1588 V/2372 H lagde man i retspraksis og teori afgørende vægt på erstatningens forsørgelsesmæssige karakter samt retlige status i relation til kreditorbeskyttelsens omfang, jf. afsnit 2.3.3. samt den under afsnit 2.1. refererede kendelse UfR 1999.298 V. Hvis den forsørgelsesmæssige karakter, kunne dokumenteres var der en formodning for, at forsikringen/pensionen var omfattet af beskyttelsen i RPL § 513. UfR 1999.298 V vedrørte som nævnt udlægsbeskyttelse af en gruppelivsforsikring efter en analogi af RPL § 513. Flertallet på to dommere udtaler: ”Den skete forsikringsudbetaling skal….. kompensere for den mistede forsørgelse, og behovet for kreditor-beskyttelse er herefter det samme som for forsørgertabserstatning, der falder direkte ind under RPL § 513, stk. 1”. Mindretallet i UfR 2001.1588 V brugte samme begrundelse, mens flertallet i landsretten og Højesteret i UfR 2001.2372 H ikke generelt ville lægge vægt på forsørgelsesmæssige synspunkter. Kendelsen handlede om forsikringssummer fra en gruppelivsforsikring, en privat-tegnet livsforsikring samt en krydslivsforsikring udbetalt i anledning af ægtefælles død, som altså ikke var omfattet af udlægsbeskyttelsen i RPL § 513, stk. 1.

I Højesterets bemærkninger i UfR 2002.1742 henvises der til de hensyn, der har begrundet denne undtagelse fra kreditorforfølgning, også gør sig gældende, hvor erstatningen beror på en forsikringsaftale, hvad enten der er tale om en summaforsikring eller en forsikring med udbetaling af løbende ydelser. Det fremgår ikke direkte, hvilke hensyn der tænkes på, men i redaktionsnoten til dommen UfR 2002 s.1743, note 1, er der bl.a. henvist til Bo von Eyben m.fl., Kreditorforfølgning - Materiel foged- og konkursret, 4. udg., s. 192 f. Her henvises der til de sociale hensyn m.v., der ligger bag reglerne om udlægsfritagelse. Til de sociale hensyn m.v. må også regnes efterladtes mulighed for at få udbetalt en forsørgertabserstatning fra en forsikring.

Bet. nr. 634/1971 slår ligeledes fast, at sociale hensyn og etiske betragtninger taler afgørende for en så vid beskyttelse, som det er praktisk muligt at give. Det er dog tvivlsomt om denne udtalelse også gælder for forsikringsydelser, jf. ovenfor under afsnit 2.4.1.

Udkastet til FAL forkastede forsørgelsesformålet som ”et uklart og usikkert kriterium” ved fastlæggelsen af, om en livsforsikring kunne anses for beskyttet overfor forsikringstagerens kreditorer[64]. Udtalelsen må alene antages at vedrøre retsstillingen efter FAL og dermed kun direkte at gælde for retsstillingen før udbetalingen af forsikringssummen til den berettigede. Det vil dog ikke have nogen mening, hvis udtalelsen ikke også skal gælde for retsstillingen efter udbetalingen.

Det er på baggrund af den generelle udtalelse i UfR 2001.1588 V/2372 H sammenholdt med UfR 1999.298 V og UfR 2002.1742 H tvivlsomt, om erstatningens forsørgelsesmæssige karakter skal tillægges nogen betydning. Der er ingen hjælp at hente i forarbejderne til FAL § 116 og RPL § 513, da udkastet til FAL og Bet. nr. 634/1971 går i hver sin retning.    

2.4.3. Forsikringsydelsens personlige karakter

Med forsikringsydelsens personlige karakter menes, hvorvidt der i relation til kreditorbeskyttelsen kan sondres mellem, om ydelsen kommer forsikringstageren eller en begunstiget, fx en ægtefælle, til gode. Denne sondring hænger til dels sammen med forsørgelsessynspunktet, som er behandlet umiddelbart ovenfor i afsnit 2.4.2. En sådan sondring kan formentlig udledes af praksis, da alle kendelserne vedrørende erhvervsevnetabserstatning[65] - som jo skal dække forsikringstagerens personlige mistede fremtidige indtægt - kommer til, at RPL § 513, stk. 1 generelt finder anvendelse på sådanne forsikringsydelser, blot ikke konkret (fordi de ikke var klart adskilte fra forsikringstagerens øvrige formue). Derimod var forsikringsydelser udbetalt ved forsikringstagerens død ikke omfattet af RPL § 513, stk. 1, jf. UfR 2001.1588 V/2372 H, men modsat UfR 1999.298 V[66], jf. afsnit 2.3.3 om dødsfaldserstatning. Bet. nr. 634/1971, som lægger vægt på, at erstatning for invaliditet skal kompensere for fremtidigt indtægtstab (min kursivering), er ikke i modstrid hermed. Omvendt kan et fremtidigt indtægtstab jo også være manglende udbetaling af forsørgertabserstatning. Spørgsmålet om betydningen af forsikringsydelsens personlige karakter er ikke endeligt afklaret i retspraksis.

2.4.4. Forsikringsydelsens udbetalingsmåde

Det må efter UfR 2002.1742 H være uden betydning, hvordan forsikringsydelsen udbetales. Højesteret fandt således, at RPL § 513, stk. 1, 2. pkt. kunne finde anvendelse, hvad enten der er tale om en summaforsikring eller en forsikring med løbende udbetaling[67].

2.4.5. Forsikringssummens størrelse

Der er tvivlsomt, om forsikringssummernes størrelse har nogen betydning for, om livs- eller ulykkesforsikringer kan opnå udlægsbeskyttelse efter RPL § 513, stk. 1. På den ene side er der et hensyn at tage til den skadelidtes og den forsørgedes interesse i at kunne opretholde en vis levestandard. På den anden side står det urimelige i, at en forsikringstager - ved at indbetale beløb på en livs- eller ulykkesforsikring - skal kunne unddrage kreditorerne fyldestgørelse i de ofte betydelige beløb, som kommer til udbetaling.

Spørgsmålet ses ikke behandlet i de ovenfor refererede kendelser og domme vedrørende kreditorforfølgning mod livs- og ulykkesforsikringer.

Der kan måske drages en sammenligning med UfR 1976.560 H, som vedrørte retten til en ulykkesforsikringssum efter en privat ulykkesforsikring under skifte af fællesbo i anledning af separation og skilsmisse. Det blev med dissens antaget, at retten til forsikringssummen på 460.000 kr. efter forsikringens formål måtte anses som således knyttet til skadelidtes person, at den var omfattet af Retsvirkningslovens § 15, stk. 2 og derfor ikke kunne inddrages under skiftet af fællesboet[68]. Der er ikke i dommen nogen antydning af, at forsikringssummens størrelse har spillet nogen rolle[69]. F & P formoder, at det samme må gælde for forsikringssummer i relation til RPL § 513, stk. 1[70]. Jørgen Nørgaard bemærker dog, at hvis forsikringssummen er meget stor, kan dette bevirke at der tilkendes den ”anden” ægtefælle et kompensationsbeløb i medfør af reglen i Ægteskabsloven § 56[71].

 2.4.6. Sondring mellem om der er tale om en pensionsordning oprettet som led i ansættelsesforholdet eller som en privat pensionsordning

Denne sondring kan komme på tale i relation til erstatning for død, da private ordninger jo ofte er tegnet med henblik på opsparing/investering, hvilket formål ikke falder ind under RPL § 513, stk. 1, hvorimod arbejdsgiverordninger, der er obligatoriske/kollektive, ikke er valgfrie og ikke har noget investeringsformål[72]. Det kan dog som nævnt sammesteds siges at bero på tilfældigheder, set med den ansattes øjne, om ordningen tegnes på den ene eller anden måde, og at man derfor ikke uden videre kan slutte, at individuelle arbejdsordninger er mindre beskyttelsesværdige. Da UfR 2001. 1588 V / 2372 H kun vedrører privattegnede forsikringsordninger, og da udtalelsen om den generelle uanvendelighed af RPL § 513, stk. 1 mere går på den type af forsikringssummer, der udbetalt i anledning af en ægtefælles død, så forekommer det ikke rigtigt, når F& P vil bruge kendelsen til helt generelt at udelukke kreditorbeskyttelse af obligatoriske arbejdsgiverordninger, oprettet som led i ansættelsesforholdet efter RPL § 513, stk. 1. FM 2002.63 Ø har imidlertid slået fast, at det forhold, at en gruppelivsforsikring var tegnet som led i ansættelsesforholdet, ikke kunne tillægges betydning[73]. UfR 2002.1742 H fandt, at RPL § 513, stk. 1 kunne anvendes analogt på invaliderente-ydelser fra en privattegnet ordning. Den tilfældighed, der ligger i, om ordningen tegnes på den ene eller anden måde, må ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt tale for, at ordningerne behandles ens.

2.5. Livs- og ulykkesforsikringers behandling i formueforhold mellem ægtefæller

Der skal i det følgende ses på, hvordan livs- og ulykkesforsikringer stilles i formueforhold mellem ægtefæller, da der for så vidt angår invaliditetserstatninger muligvis kan drages en parallel fra behandlingen af personskadeerstatninger på ægtefælleskifte til kreditorforfølgningssituationen i RPL § 513,stk. 1 for så vidt angår de momenter, der lægges vægt på.

2.5.1. Retsvirkningslovens § 15, stk. 2 – kompensationsbeløb for personskader før 1.10.1984

Efter RVL § 15, stk. 2 finder de almindelige regler om formuefællesskab kun anvendelse for uoverdragelige rettigheder eller for rettigheder, der i øvrigt er af personlig art, i den udstrækning, hvor det er foreneligt med de for disse rettigheder særligt gældende regler. Reglen må i relation til kompensationsbeløb for personskade antages at gælde for skader før 1.10.1984, hvor erstatnings-ansvarsloven og dermed § 18, stk. 3 (nu stk. 2 – min tilføjelse) trådte i kraft.

I UfR 1976.560 H[74] kom Højesterets flertal på 4 dommere til, at en ikke udbetalt invaliditets-erstatning ifølge en familieulykkesforsikring ikke kunne inddrages under skifte af et fællesbo i anledning af separation og skilsmisse. Dette blev begrundet med, at formålet med forsikringen var at yde den sikrede erstatning for invaliditet som følge af ulykke, derunder tab af erhvervsevne og forringelse af livsvilkår, og at erstatningen måtte anses således knyttet til sikredes person, at den ikke kunne anses for omfattet af RVL § 15, stk. 2, og dermed ikke kunne inddrages under skiftet. Afgørelsen lægger dermed afgørende vægt på forsikringens formål og på erstatningens personlige karakter, jf. om disse momenter ovenfor under afsnit III, 2.4.1 og 2.4.3.

Ifølge notatet fra F & P stemmer dommens begrundelse for at holde erstatningen uden for skiftet fint overens med hensigten bag RPL § 513, stk. 1, og man må derfor formode, at Højesteret med samme argumentation ville lade invaliditetserstatning ifølge en personforsikring være beskyttet mod kreditorer efter RPL § 513, stk. 1[75]. Dette må dog siges at være en meget udvidende fortolkning af højesteretsdommen, som i øvrigt er afsagt med dissens (4-3 afgørelse). Omvendt må man give F & P ret i, at synspunktet har nogen støtte i retspraksis, jf. de under afsnit 2.3.1 refererede afgørelser vedrørende erhvervsevnetabserstatning, der som en personlig ydelse generelt fandtes at kunne være omfattet af RPL § 513, stk. 1. Derimod fandtes dødsfaldserstatninger (til ægtefælle) ikke generelt at være omfattet, jf. UfR 2001.1588 V/2372 H.

2.5.2. Erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2 – kompensationsbeløb for personskader efter 1.10.1984

Efter EAL § 18, stk. 2 indgår erstatning og godtgørelse for personskade og erstatning for tab af forsørger, der ikke må antages at være forbrugt, ikke i formuefællesskabet mellem ægtefæller i anledning af ægteskabs ophør, separation eller bosondring. Erstatningen eller godtgørelsen indgår dog i formuefællesskabet, når den, som erstatningen tilkommer, afgår ved døden, medmindre erstatningen eller godtgørelsen ifølge ægtepagt er særeje.

Erstatningsansvarsloven og dermed de krav, der nævnes i EAL § 18, stk. 2, vedrører erstatnings- og godtgørelseskrav, herunder krav fremsat af den berettigede mod skadevolderens ansvarsforsikrings-selskab, men ikke ydelser fra forsikringsselskaber, hvori der er tegnet ulykkesforsikring eller livsforsikring. Af forarbejderne til Erstatningsansvarsloven[76] fremgår det imidlertid, at det ikke er hensigten, at der skal sluttes modsætningsvis fra EAL § 18, stk. 3 (nu § 18, stk. 2 – min tilføjelse) til sådanne forsikringer. Bestemmelsen kan derfor utvivlsomt anvendes analogt på forsikringssummer fra ulykkesforsikringer, hvorimod det er meget omdiskuteret i teorien og uafklaret i retspraksis, om bestemmelsen kan anvendes analogt på livsforsikringssummer, kapitalpensioner m.v. Ifølge den overvejende opfattelse i den juridiske teori må reglen om forsørgertabserstatning kunne anvendes analogt på livsforsikringsbeløb[77].

EAL § 18, stk. 2 kan bruges til støtte for sondringen mellem, om forsikringsydelsen kommer forsikringstageren personligt til gode, dvs. i dennes levende live, og dermed er omfattet af RPL § 513, stk. 1, eller om forsikringsydelsen tilkommer en begunstiget efter forsikringstagerens død og dermed ikke er omfattet af RPL § 513, stk. 1, jf. UfR 2001.1588 V/2372 H og afsnit 2.4.3 om forsikringsydelsens personlige karakter. UfR 2001.1588 V/2372 H nævner dog, at der ikke er oplyst konkrete omstændigheder, der kan begrunde, at beskyttelsen mod udlæg i udbetalingen i anledning af en ægtefælles død kan udstrækkes til de foreliggende forsikringsudbetalinger, hvorfor det er uklart, hvor langt sondringen rækker.  

AFSNIT IV: KREDITORFORFØLGNING MOD LIVS- OG ULYKKESFORSIKRINGER  EFTER NORSK OG SVENSK LOVGIVNING    

1.1.    Norsk lovgivning

1.2.    Svensk lovgivning

I det følgende skal der ses på retsstillingen i henholdsvis Norge og Sverige for så vidt angår mulighederne for at foretage kreditorforfølgning mod livs- og ulykkesforsikringer, da Danmark og de andre nordiske lande siden midten af 1930 og indtil slutningen af 1980´erne havde ensartet lovgiv-ning på forsikringsrettens område. Såvel norsk og svensk ret har herefter revideret forsikringsretten, således at kreditorbeskyttelsen er blevet udvidet, hvilket derimod ikke er sket i Danmark.

1.1. Norsk lovgivning

Efter norsk lovgivning kan forsikringstagerens eller ægtefællens kreditorer, ligesom det er tilfældet efter FAL § 116, ikke gøre udlæg i forsikringens værdi eller på anden måde kræve genkøbsværdien betalt til sig før forsikringsbegivenheden er indtruffet, jf. Forsikringsavtalelov § 16-1, 1. led (lov av 16.06.1989 nr. 69). At der ikke kan gøres udlæg i forsikringssummen, hvis forsikringen er blevet overdraget til ægtefællen, er i NOU 1983: 56 s. 137[78] begrundet med hensynet til forsørgelse. At forsikringen også er udlægsfritaget, hvis den er overdraget til den forsikrede, er en ny regel i forhold til 1930-loven, som tager højde for de situationer, hvor forsikringen oprindelig blev tegnet på fremmed liv, men hvor forsikringstageren overdrager forsikringen til den forsikrede, dvs. at for-sikrede nu får en forsikring på eget liv. Udlægsfritagelsen ophører derimod ved overdragelse af forsikringen til andre end den forsikredes ægtefælle eller den forsikrede, og erhververens kreditorer kan gøre krav på genkøbsværdien.

Mens § 16-1, 1. led regulerer kreditorbeskyttelsen for løbende forsikringer, finder 2. led anvendelse i de tilfælde, hvor forsikringsbegivenheden er indtrådt med den følge, at forsikringssummen forfal-der til betaling. § 16-1, 2. led fastslår som hovedregel, at afdødes kreditorer ikke kan gøre udlæg i en forsikringssum, som udbetales ved død. Med ” ved død” må menes en dødsfaldsforsikringssum og ikke eventuelle andre allerede forfaldne ydelser, som først udbetales i forbindelse med dødsfaldet[79]. Forsikringssummen skal således udbetales direkte til den berettigede efter § 15-1 eller til den begunstigede efter § 15-2, uden at afdødes almindelige kreditorer kan gøre udlæg i denne. Forsikringssummen nyder efter bestemmelsen i § 16-1, 2. led kun kreditorbeskyttelse overfor afdødes kreditorer, hvorfor den begunstigedes og ægtefællens kreditorer kan gøre udlæg i forsik-ringssummen. Ægtefællen kan dog påberåbe sig § 16-1, 3. led, 2. pkt., hvorefter ægtefællen kan lade forsikringssummen blive stående i selskabet i indtil 1 år, jf. umiddelbart nedenfor. § 16-1, 2. led åbner op for en begrænset undtagelse for hovedreglen om udlægsfritagelse for en dødsfalds-forsikringssum, nemlig i tilfælde, hvor forsikringstageren har bestemt noget andet, f.eks. at for-sikringssummen ved hans død skal benyttes til at indfri hans gæld, før den begunstigede får del i forsikringssummen.

Bestemmelsen i § 16-1, 3. led regulerer den situation, hvor andre forsikringsydelser forfalder ved andre begivenheder end dødsfald, fx en invaliditetserstatning som følge af ulykke. I sådanne ydelser kan kreditorerne i 1 år fra forfald ikke søge dækning i den forsikredes krav mod selskabet. Udlægs-fritagelsen gælder dermed kun krav på forsikringssummen mod selskabet, og er forsikringssummen blevet udbetalt, så ophæves kreditorbeskyttelsen. Dette indebærer, at forsikringstageren kan vælge at lade forsikringssummen blive stående på en konto i forsikringsselskabet indtil 1 år efter forfald for at hindre kreditorforfølgning. Tidspunktet for forfald må bero på en fortolkning af forsikrings-vilkårene for det enkelte produkt sammenstillet med § 18-2. Formålet med bestemmelsen er ifølge NOU 1983: 56 s. 136 at give forsikringstageren en mulighed for at benytte forsikringssummen som en engangspræmie til at tegne en ny forsikring. Herefter vil midlerne være udlægsfritaget efter 1. led. Det tilsvarende gælder overfor ægtefællens kreditorer, når ægtefællen har krav på forsikrings-summen ved forfald, f.eks. når ægtefællen er indsat som begunstiget til forsikringssummen.

Bestemmelsen i § 16-1, 1.-3. led finder ikke anvendelse på livrenteforsikringer, jf. 4. led. Ved livrenteforsikringer kan rentenyderens kreditorer søge sig fyldestgjort i den løbende livrente efter Dekningslovens af 8. juni 1984 nr. 59 § 2-7, 2. led c. Frivillige kapitalforsikringer falder udenfor § 2-7.

Krav på erstatning for skade på legeme eller helbred eller for tab af forsørger er kun beskyttet mod udlæg, så længe kravet ikke er forfaldet, jf. Dekningslovens § 2-7, 2. led f og Tvangsfullbyrdelses-lovens § 7-17. Dekningslovens § 2-7, 2. led f gælder både krav mod skadevolderen og forsikrings-selskabet, og Tvangsfullbyrdelseslovens § 7-17 regulerer særligt den situation, hvor de i Deknings-lovens § 2-7 nævnte krav er blevet udbetalt.

1.2 - Svensk lovgivning

Reglerne om udlæg i livs- og ulykkesforsikringer før udbetaling findes i den nugældende svenske forsikringsaftalelov, jf. Lag 1927:77 om försäkringsavtal §§ 116 og 123.

Udgangspunktet for så vidt angår livsforsikringer efter § 116 er, at disse ligestilles med anden ejendom som genstand for udlæg[80]. Dog kan forsikringen undtages fra udlæg, såfremt betingelserne efter § 116 er opfyldt. Er forsikringen tegnet på forsikringstagerens eller hans ægtefælles liv, må der ikke foretages udlæg i den ret, som tilkommer en af dem, hvis præmiebetalingen ifølge aftalen skal være opfyldt i løbet af et tidsrum på mindre end 10 år, eller hvis et hvilket som helst års erlagt præmie beløber sig til mere end en femtedel af det sammenlagte beløb af de præmier, som skulle erlægges, såfremt præmiebetalingen blev lige fordelt på 10 år fra aftalens indgåelse[81]. Forsikringer med engangspræmier er derimod ikke kreditorbeskyttet[82].

For så vidt angår ulykkes- og sygeforsikringer må der ikke efter § 123 gøres udlæg heri, så længe fordringen på forsikringssummen indestår hos forsikringsselskabet.  Derimod gælder udlægsfri-tagelsen ikke beløb, som allerede er blevet udbetalt[83]

I Utsökningsbalken[84], som supplerer den gældende forsikringsaftalelov, er der i kap. 5 givet regler om undtagelserne fra udlæg. Efter Utsökningsbalken § 7 i kap. 5 er skadeserstatninger, som tilkommer skyldneren i anledning af personskade, undtaget fra udlæg i den periode, hvor skadeerstatningen indestår hos den, som skal udbetale den. Beskyttelsen gælder uanset om personskadeerstatningen indestår hos skadevolderen, den som ellers er erstatningsansvarlig, forsikringsselskabet eller anden ansvarlig, fx en kautionist. Det umiddelbart ovenfor anførte gælder også for personskadeserstatninger, som udbetales som livrenter.

Efter udbetalingen er personskadeerstatninger, som tjener til forsørgelsesmæssige behov, beskyttet mod udlæg, såfremt beløbet holdes adskilt fra den øvrige formue, jf. § 7, 3. pkt. I andre tilfælde er personskadeerstatninger beskyttet i 2 år fra udbetalingstidspunktet.

Retten til pension eller til anden livrente er udlægsfritaget i det omfang, hvor rettigheden er nødvendig til skyldnerens forsørgelse og opfyldelse af underholdsforpligtelse, som påhviler ham, jf. Utsökningsbalken § 8. Dette gælder dog ikke, hvis skyldneren ved erhvervelse af rettigheden har tilsidesat tilbørlige hensyn til sine kreditorer. Beskyttelsen gælder ikke, hvis en livrente erhverves gennem en engangspræmie eller anden større kapitalandel, da tilbørlige hensyn til kreditorerne dermed anses for tilsidesat, f.eks. hvis skyldneren bliver insolvent gennem erhvervelsen[85]. Det i notatet fra F & P[86] angivne om pension og anden livrente må bero på fejloversættelse af ordet ”mån” i den svenske lovtekst, da det ikke kan udledes af lovtekstens § 8, at beskyttelsen kun skal gælde i 1 måned fra udbetalingstidspunktet. 

Den svenske forsikringsaftalelov fra 1927 afløses med ikrafttrædelse pr. 1. januar 2006 af en ny forsikringsaftalelov[87], som kan have stor interesse ved en kommende dansk lovrevision af muligheder for at gøre udlæg i livs- og ulykkesforsikringer. Den nye lov er behandlet umiddelbart nedenfor.

§ 3 i kap. 15 vedrører udlæg i en livsforsikring for forsikringstagerens gæld. Før forsikringsbegivenheden er indtrådt, må der i en livsforsikring, som er tegnet på forsikringstagerens eller forsikringstagerens ægtefælles liv, kun foretages udlæg for forsikringstagerens gæld i det omfang, at der i de sidste ti år er betalt præmier for forsikringen med beløb som overstiger

1)      for en tidsbegrænset forsikring, som kun gælder dødsfald: 5 gange den præmie, som beregnes at påløbe på det år,

2)      for livsforsikring, hvor forsikringsselskabets pligt til at betale efter forsikringsbegivenheden ikke længere beror på, om en vis person lever, hvis den ikke omfattes af nr. 1: det dobbelte gennemsnit af de præmier, som er blevet betalt i løbet af perioden eller i den kortere tid, i hvilken forsikringen har været gældende,

3)      for forsikring med periodisk udbetaling, hvor forsikringsselskabets betalingsforpligtelse er afhængig af, at en eller flere personer lever, hvis den ikke omfattes af nr. 1: 15 % af den præmie, som skulle have været betalt, hvis forsikringen var blevet tegnet for en engangspræmie ved begyndelsen af det år.

Når forsikringsbegivenheden er indtrådt, må der i en livsforsikring og i en erstatning, som stammer fra den, ikke gøres udlæg for forsikringstagerens gæld i det omfang, erstatningen tilfalder nogen, som selv behøver den til sin forsørgelse eller til en underholdsforpligtelse, jf. § 5 i kap. 15. Hvis erstatningen tilfalder nogen anden end den forsikrede, så gælder dette forbud dog kun, hvis den forsikrede har forsørget eller har været forpligtet til at forsørge den berettigede. Når erstatningen betales i form af livrente, gælder forbuddet kun retten til livrenten.

Fra hvad, der efter forsikredes død på grund af en begunstigelsesbestemmelse tilfalder den forsikredes ægtefælle eller den forsikredes eller ægtefælles børn, som ved dødsfaldet ikke er fyldt 25 år, skal der for hver berettiget altid undtages et sammenlagt forsikringsbeløb fra udlæg, som modsvarer 6 gange det beløb, som ifølge loven om almen forsikring gælder for dødsåret, jf. § 5, kap. 15 in fine.

§ 9 i kap.15 vedrører udlæg i en livsforsikring for den berettigedes gæld. Når en forsikrings-begivenhed er indtrådt, kan der ikke gøres udlæg i en livsforsikring og i en erstatning i andre tilfælde end de, som fremgår af § 5. På trods af det, som fremgår af § 5, kan der foretages udlæg for den berettigedes gæld i et erstatningsbeløb, som ikke holdes adskilt efter udbetalingen. Når der er gået 2 år fra det tidspunkt, hvor beløbet skulle betales, kan der også foretages udlæg i det, som holdes adskilt, for den del af beløbet, som ikke er nødvendig til den berettigedes forsørgelse eller til at opfylde underholdsforpligtelse, som påhviler ham.

§ 10 i kap. 15 vedrører udlæg i en syge- og ulykkesforsikring. Det følger af bestemmelsen, at hvis erstatningen fra en syge- eller ulykkesforsikring skal tilfalde den forsikrede, så kan der ikke foretages udlæg i forsikringen eller i erstatningen, hverken for forsikringstagerens eller den forsikredes gæld. På trods heraf kan der foretages udlæg for den forsikredes gæld i erstatningsbeløb, som er tilfaldet den forsikrede og som ikke holdes adskilt efter udbetalingen. Når der er gået 2 år siden, et sådant beløb skulle være betalt, kan der også foretages udlæg i det beløb, som holdes adskilt, i det omfang, beløbet ikke er nødvendigt til den forsikredes forsørgelse eller til at opfylde en underholdsforpligtelse, som påhviler ham. Hvis erstatning skal tilfalde nogen anden end den forsikrede, så anvendes, hvad der følger af §§ 3-7 og § 9 om udlæg i tidsbegrænset livsforsikring, som kun gælder dødsfald og erstatning, som stammer fra en livsforsikring

AFSNIT V: OPSUMMERING OG KONKLUSION

Som det fremgår af gennemgangen ovenfor, kan der som udgangspunkt ikke foretages kreditorforfølgning mod en livs- eller ulykkesforsikring, før denne er blevet udbetalt. Der kan dog i visse tilfælde foretages kreditorforfølgning før udbetalingen, f.eks. hvis forsikringstageren har handlet strafbart eller hvis den berettigede er en juridisk person. Endvidere er udlæg ikke udelukket, hvis livsforsikringen er blevet overdraget, eller hvis forsikringstageren kommer under konkurs.

Det er efter UfR 2001.1588 V/ 2372 H tvivlsomt, om der med hjemmel i RPL § 513, stk. 1, kan opnås kreditorbeskyttelse mod en udbetalt livs- eller ulykkesforsikring, hvis denne holdes adskilt fra skyldnerens øvrige formue. Såvel retspraksis som teori er som følge af kendelsens begrundelse om, at RPL § 513 generelt er uanvendelig, men at konkrete omstændigheder kan føre til et andet resultat, uenige om, hvorvidt kreditorbeskyttelsen for livs- og ulykkesforsikringer overhovedet eksisterer og i så fald, omfanget af denne. Erhvervsevnetabserstatninger ses generelt i retspraksis at være omfattet af RPL § 513, stk. 1, men om der kan foretages en sondring mellem ménerstatninger og erhvervsevnetabserstatninger - og om ménerstatninger i så fald er omfattet af bestemmelsen - er tvivlsomt. Hvis en sådan opdeling foretages, må retsstillingen være den, at udbetalte ménerstatninger efter livsforsikringer ikke er omfattet af beskyttelsen, hvorimod udbetalte ménerstatninger efter ulykkesforsikringer er omfattet af beskyttelsen, hvis kravet om adskillelse er opfyldt. Det er ligeledes uafklaret i retspraksis, om erstatninger ved kritisk sygdom er omfattet af beskyttelsen, men der må sandsynligvis gælde det samme som ved erhvervsevnetabserstatninger. Vestre Landsrets begrundelse for at nægte kreditorbeskyttelse for privattegnede forsikringer, udbetalt ved død, medfører at sådanne forsikringsudbetalinger ikke generelt er omfattet af RPL § 513, stk. 1, hvad enten de stammer fra en livs- eller en ulykkesforsikring, men hvornår konkrete omstændigheder kan siges at foreligge, er ikke afklaret i retspraksis. Erstatningens formål, erstatningens forsørgelsesmæssige karakter, forsikringsydelsens personlige karakter og forsikringssummens størrelse kan muligvis være sådanne konkrete omstændigheder, men retspraksis og forarbejder er enten modstridende eller uafklaret med hensyn til, hvorvidt disse momenter har nogen betydning. Man vil muligvis kunne skele til livs- og ulykkesforsikringers behandling i formueforhold mellem ægtefæller. Forsikringsydelsens udbetalingsmåde eller om der er tale om en pensionsordning oprettet som led i ansættelsesforholdet eller som en privat pensionsordning må være uden betydning.

Retsplejerådet kan ved den kommende revision af retsplejeloven hente inspiration til ændringer i tvangsfuldbyrdelsesreglerne i Norge og Sverige. Efter norsk lovgivning bortfalder kreditorbeskyttelsen, når forsikringssummen forfalder, og så snart forsikringsydelsen er blevet udbetalt, kan der foretages kreditorforfølgning. Efter gældende svensk lovgivning er personskadeerstatninger, som tjener forsørgelsesmæssige behov, beskyttet mod udlæg, såfremt beløbet holdes adskilt fra den øvrige formue. I andre tilfælde end forsørgelsessituationen er personskadeerstatninger beskyttet i 2 år fra udbetalingstidspunktet.

Det kan anbefales, at der ved den kommende revision af retsplejelovens tvangsfuldbyrdelsesregler indføres nye stykker, f.eks. som RPL § 513, stk. 5 og stk. 6, hvori retsstillingen i relation til kreditorforfølgning mod livs- og ulykkesforsikringer afklares.

 

Advokat Jørgen U. Grønborg

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til Advokat(H) Jørgen U. Grønborg