FORBUDET MOD ANVENDELSEN AF SUNDHEDSANPRISNINGER I MARKEDSFØRINGEN AF FØDEVARER”

Specialeafhandling af Trine Haag Kreisler

Københavns Universitet, februar 2000.

Forfatteren kan pr. e-mail kontaktes med kommentarer eller spørgsmål til specialet.

Indholdsfortegnelse	Danmark
Summary	Sverige
Indledning	Spanien
Sundhedsanprisninger	Konklusion
EU	EU’s Olivenoliekampagne
Codex Alimentarius	Ytringsfrihed
Confederation of the Food and Drink Industries of the EU	Konklusion og afslutning

Vildledning

Sundhedsanprisninger

Fødevarer og lægemidler

Mærkning, præsentationsmåde og reklame

Sundhedsoplysning

Retssubjekter

Sammenfatning EU

Danmark

Beskrivelse af dansk ret

Administrativ praksis om kolesterol

Sammenligning af dansk ret og mærkningsdirektivet

Sverige

Beskrivelse af svensk ret

Sammenligning af svensk ret, dansk ret og mærkningsdirektivet

Spanien

Beskrivelse af spansk ret

Sammenligning af spansk ret, dansk ret og mærkningsdirektivet

EU’s Olivenoliekampagne

Beskrivelse af EU's olivenoliekampagne

Vurdering af olivenoliekampagnens lovlighed

De danske myndigheders holdning til olivenoliekampagnen

Konklusion

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1..........
Indledning.......
1.1.             Præsentation af emnet
1.2.             Problemformulering
1.3.             Afgrænsning

Kapitel 2..........
Sundhedsanprisninger................
2.1.       EU.......

2.1.1.                  Vildledning
2.1.2.                  Sundhedsanprisninger
2.1.3.                  Fødevarer og lægemidler..
2.1.4.                  Mærkning, præsentationsmåde og reklame
2.1.5.                  Sundhedsoplysning
2.1.6.                  Retssubjekter
2.1.7.                  Sammenfatning EU

2.2.       Codex Alimentarius
2.3.             Confederation of the Food and Drink Industries of the EU
2.4.       Danmark

2.4.1.                  Beskrivelse af dansk ret
2.4.1.1.                      Fødevareloven
2.4.1.1.1.                      Fødevarer
2.4.1.1.2.                      Mærkning og reklame
2.4.1.1.3.                      Vildledning
2.4.1.1.4.                      Sundhedsanprisninger
2.4.1.1.5.                      Sundhedsoplysning
2.4.1.1.6.                      Retssubjekter
2.4.1.2.                      Lægemiddelloven
2.4.1.2.1.                      Lægemidler
2.4.1.2.2.                      Lægemiddellovens reklamebestemmelser
2.4.1.2.3.                      Reklame
2.4.1.2.4.                      Sygdom
2.4.1.3.                      Markedsføringsloven
2.4.1.3.1.                      Anvendelsesområde
2.4.1.3.2.                      God markedsføringsskik og vildledende reklame
2.4.1.3.3.                      Forhåndsgodkendelse
2.4.2.                  Administrativ praksis om kolesterol.
2.4.2.1.                      Syrnet mejeriprodukt
2.4.2.2.                      Havregryn
2.4.2.3.                      Fedtprodukt
2.4.2.4.                      Fedtprodukt
2.4.2.5.                      Sammenfatning administrativ praksis
2.4.3.                  Sammenligning af dansk ret og mærkningsdirektivet
2.5.       Sverige
2.5.1.                  Beskrivelse af svensk ret..
2.5.2.                  Sammenligning af svensk ret, dansk ret og mærkningsdirektivet
2.6.       Spanien
2.6.1.                  Beskrivelse af spansk ret.
2.6.2.                  Sammenligning af spansk ret, dansk ret og mærkningsdirektivet
2.7.             Konklusion kapitel 2

Kapitel 3........
EU’s Olivenoliekampagne
3.1.             Beskrivelse af EU's olivenoliekampagne
3.1.1.                  Baggrunden for kampagnen
3.1.2.                  Informationen af sundhedspersoner
3.1.3.                  Informationen af offentligheden
3.2.             Vurdering af olivenoliekampagnens lovlighed
3.2.1.                  Vurdering af olivenoliekampagnen i henhold til dansk ret

3.2.1.1.                      Reklame
3.2.1.2.                      Vildledning
3.2.1.3.                      Sundhedsanprisninger
3.2.2.                  Vurdering af olivenoliekampagnen i henhold til EU-retten
3.3.       De danske myndigheders holdning til olivenoliekampagnen
3.3.1.        Er kampagnen udarbejdet af EU ?
3.3.2.                  Virksomheder, handlende og lignende
3.4.             Konklusion kapitel 3

Kapitel 4........
Ytringsfrihed
4.1.             Sundhedsanprisninger og ytringsfrihed
4.1.1.                  Grundloven § 77
4.1.2.        Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, art. 10.
4.1.3.                  Grundloven § 77 og Menneskerettighedskonventionen art. 10.
4.2.             Konklusion kapitel 4...

Kapitel 5........
Konklusion og afslutning.....

Summary......

Bilag 1...........

Ordliste.........

Kilder............

Kapitel 1

Indledning

1.1. Præsentation af emnet

Emnet for dette speciale er ”forbudet mod anvendelsen af sundhedsanprisninger i markedsføringen af fødevarer”. Dette er fastsat i mærkningsdirektivet[1] art. 2, stk. 1b, jf. stk. 3b, hvorefter det er forbudt i markedsføringen af fødevarer at tillægge disse egenskaber til forebyggelse, behandling eller helbredelse af menneskelige sygdomme eller give indtryk af sådanne egenskaber. Baggrunden for at behandle dette emne er, at forbudets rækkevidde og hensigtsmæssighed er genstand for megen debat i Danmark[2] og andre EU-lande[3]. Der foreligger dog ingen fremstilling om forbudets retmæssighed – hverken for så vidt angår de nationale implementeringers overensstemmelse med mærkningsdirektivet eller lovmæssigheden i at fastsætte regler, der begrænser retten til at fremsætte sande ytringer. For en umiddelbar betragtning forekommer det, at det blandt andet i Sverige og Spanien er tilladt at content anvende sundhedsanprisninger i et videre omfang end i Danmark. Som et af Europas store olivenolieproducerende lande, er Spaniens håndtering af forbudet mod anvendelsen af sundhedsanprisninger endvidere interessant i lyset af EU's olivenoliekampagner. Spanien er desuden ikke omhandlet i Erhvervsministeriets internationale analyse af anprisningsreglerne i relation til funktionelle fødevarer[4].

1.2. Problemformulering

Der er tre overordnede formål med dette speciale. Det første er dels at undersøge hvilke forskelle, der finder sted inden for rammerne af mærkningsdirektivets forbud mod anvendelsen af sundhedsanprisninger i de tre europæiske lande: Danmark, Sverige og Spanien, dels at vurdere om disse forskelle er forenelige med samme direktiv.

Det andet formål er på baggrund af mærkningsdirektivet og de gældende regler samt administrative praksis om anvendelsen af sundhedsanprisninger i Danmark, at vurdere lovmæssigheden af EU's ”sjette kampagne til fremme af salget af olivenolie” i Danmark. Det er herunder hensigten at vurdere lovligheden af de danske myndigheders begrundelse for ikke at nedlægge forbud mod kampagnen.

Det tredje formål er at undersøge, om forbudet mod anvendelsen af sundhedsanprisninger er i overensstemmelse med reglerne om ytringsfrihed i Grundloven[5] § 77 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention[6] (EMRK) art. 10. For at analysere disse problemstillinger på en hensigtsmæssig og overskuelig måde er specialet inddelt i 5 kapitler: Nærværende kapitel 1: ”Indledning”, omhandler baggrunden for det valgte emne og formålet med specialet. Efter at have præsenteret problemstillingerne vil disse blive afgrænset i forhold til tilstødende emner. Kapitel 2: ”Sundhedsanprisninger”, indeholder en beskrivelse af forbudet mod anvendelsen af sundhedsanprisninger i Danmark, Sverige og Spanien. Da mærkningsdirektivet sætter rammerne for alle tre landes regler, vil rækkevidden af direktivets forbud mod anvendelsen af sundhedsanprisninger blive fastlagt indledningsvist. Umiddelbart herefter vil de frivillige bestræbelser, der i Codex Alimentarius[7]og CIAA[8] udøves for at fastsætte fælles retningslinier for anvendelsen af sundhedsanprisninger, kort blive omtalt. Dette sker for at introducere en terminologi, der er anvendelig for at kunne sammenligne de respektive landes implementeringer af mærkningsdirektivets forbud. Der vil især i kapitel 2 indgå en række definitioner. Af hensyn til læseren findes disse og en række andre anvendte begreber i en ordliste.

Kapitel 3: ”EU’s olivenoliekampagne” er inddelt i tre hovedafsnit. Først vil EU's ”sjette kampagne til fremme af salget af olivenolie”, i det følgende benævnt ”olivenoliekampagnen”, blive beskrevet. Derefter vil kampagnens lovlighed i henhold til dansk ret og mærkningsdirektivet, som gennemgået i kapitel 2, blive vurderet. Herefter vil retmæssigheden af de danske myndigheders begrundelse for ikke at nedlægge forbud mod kampagnen blive drøftet.

Kapitel 4: ”Ytringsfrihed” omhandler spørgsmålet om, hvorvidt kommercielle ytringer er omfattet af ytringsfrihedsbeskyttelsen i Grundloven § 77 og EMRK art. 10, og om forbudet mod anvendelsen af sundhedsanprisninger er i overensstemmelse med disse bestemmelser.

Kapitel 5: ”Konklusion og afslutning” opsamler delkonklusionerne i de tre hovedkapitler og sætter forbudet mod anvendelsen af sundhedsanprisninger i perspektiv.

1.3. Afgrænsning

Forbudet mod anvendelsen af sundhedsanprisninger udgør kun en del af de krav, mærkningsdirektivet stiller til mærkningen af fødevarer. Da det alene er forbudet mod anvendelsen af sundhedsanprisninger, der er emnet for denne fremstilling, vil de obligatoriske oplysninger, mærkningen herudover skal indeholde, ikke blive omtalt. Da emnet belyses ud fra en dansk synsvinkel, behandles den danske lovgivning og praksis indgående. Sveriges og Spaniens regler behandles mindre detaljeret, og omtale af administrativ praksis for disse lande er udeladt. Dansk administrativ praksis om emnet er mangfoldig. Af pladshensyn omtales kun afgørelser vedrørende anprisninger af en fødevares indflydelse på kolesteroltallet. Dette skyldes tillige, at praksis herom er velegnet som sammenligningsgrundlag med Sverige og Spanien og til at vurdere olivenoliekampagnens overensstemmelse med dansk ret. [9]. Da forbudet tidligere fandtes i levnedsmiddelloven[10], og den eksisterende administrative praksis er udstedt på baggrund heraf, vil de relevante regler i levnedsmiddelloven blive gennemgået kort.

Som det fremgår af navnet på ”EU's sjette kampagne til fremme af salget af olivenolie”, har der været gennemført adskillige kampagner af denne slags. Debatten herom er netop blevet aktuel på ny ved igangsættelsen af den syvende kampagne i efteråret 1999[11]. Da den seneste kampagne imidlertid endnu ikke er afsluttet, vil alene den sjette kampagne blive behandlet i nærværende fremstilling. Andre af EU støttede projekter til fremme af salget af diverse landbrugsprodukter vil ikke blive omtalt.

Da ytringsfriheden er et emne, der er blevet behandlet indgående af adskillige forfattere, er afsnittet herom summarisk og begrænset til spørgsmålet om, hvorvidt ytringer, der fremsættes i et kommercielt øjemed, er omfattet af beskyttelsen, og derefter om der lovligt kan fastsættes begrænsninger heri.

Forbudet mod anvendelsen af sundhedsanprisninger indskrænker omfanget af de informationer, som forbrugeren stilles til rådighed i indkøbssituationen. Da emnet behandles ud fra en konkurrenceretlig synsvinkel, vil forbrugerretten ikke blive behandlet som selvstændig disciplin.

Fødevarer markedsføres ofte gennem medier, der er omfattet af medieansvarsloven[12], hvorfor ansvaret for de fremsatte ytringer skal vurderes i henhold til reglerne i denne. En redegørelse for, hvem der bærer ansvaret for anvendt markedsføringsmateriale, er dog udeladt. Spørgsmålet om hvilke personer, der er forpligtede til at iagttage reglerne i mærkningsdirektivet og fødevareloven, er endvidere begrænset til offentlige myndigheder og EU, da dette er relevant for vurderingen af olivenoliekampagnens retmæssighed.

Kapitel 2

Sundhedsanprisninger

2.1. EU

fastlægge direktivets forbud mod anvendelsen af sundhedsanprisninger er det derfor nødvendigt at afdække indholdet af begreberne fødevare, mærkning, præsentationsmåde og reklame og at afgrænse forbudet mod vildledning overfor sundhedsanprisninger.

[13]. For eksempel vil det være vildledende at annoncere med et højt indhold af flerumættede fedtsyrer, hvis alle tilsvarende produkter nødvendigvis har den samme fedtsammensætning. Ukorrekte oplysninger vil dog som udgangspunkt tillige være egnede til at vildlede[14]. Udsagn om, at et produkt nedsætter indholdet af kolesterol i blodet, vil således være vildledende, hvis udsagnet ikke kan dokumenteres at være sandt.

[15].

[16]. [17]. [18] art. 152EF, stk. 1, skal fællesskabet bidrage til virkeliggørelsen af et højt sundhedsbeskyttelsesniveau, og i henhold til art. 152EF, stk. 3, skal fællesskabet og medlemsstaterne fremme samarbejdet med blandt andet internationale organisationer, der beskæftiger sig med folkesundhed, hvilket for eksempel kan være WHO[19]. WHO’s opfattelse af hvilke tilstande, der skal forstås som sygdomme[20], kan derfor anvendes som retningslinie for forståelsen af sygdomsbegrebet. [21]. Dette stemmer overens med tilkendegivelsen i præamblen om, at direktivet skal forbyde at tillægge en fødevare medicinske egenskaber. Det er desuden sådan, direktivet fortolkes i en stor del af EU[22]. [23]. Det er endvidere uafklaret, hvorledes forbudet forholder sig til anvendelsen af fysiologiske anprisninger[24]. Se definition kapitel 2.3. [25]. En sådan ville dog eventuelt kunne anskueliggøre hvilken type anprisninger, det har været hensigten, at direktivet skulle forbyde.

[26]. Direktivet åbner endvidere op for, at fællesskabslovgivningen eller de nationale lovgivninger kan undtage naturligt mineralvand fra forbudets anvendelsesområde, jf. art. 2, stk. 1b. [27]. Kommissionen understreger dog vigtigheden af at opnå enighed om en fælles definition, således at fællesskabslovgivningen for fødevarer finder anvendelse på de samme produkter og stoffer i alle medlemsstater[28]. Europa-Parlamentet har foreslået følgende definition af begrebet ”fødevare”, baseret på terminologien i Codex Alimentarius: ”Et hvilket som helst forarbejdet, delvist forarbejdet eller uforarbejdet stof eller produkt beregnet til at blive indtaget af mennesker med undtagelse af tobak som defineret i 89/622/EØF, lægemidler som defineret i 65/65/EØF samt narkotiske eller psykotrope stoffer kontrolleret af medlemsstaterne i henhold til de relevante internationale konventioner”[29]. [30] art. 1, stk. 2, som ”ethvert stof eller enhver sammensætning af stoffer, der betegnes som middel til helbredelse eller forebyggelse af sygdomme hos mennesker eller dyr” samt ”ethvert stof eller sammensætning af stoffer, der er bestemt til at anvendes i eller på menneskers eller dyrs legemer med henblik på at stille en medicinsk diagnose eller at genoprette, forbedre eller påvirke legemsfunktioner hos mennesker eller dyr”. Dette gælder uanset stoffets oprindelse; menneskelig, animalsk, vegetabilsk eller kemisk, jf. art. 1, stk. 3. [31] blev urtete klassificeret som et lægemiddel, på trods af at produktet ikke på dommens tidspunkt havde en kendt terapeutisk virkning.

”angivelser, oplysninger, fabriks- eller varemærker, billeder eller symboler, som vedrører en fødevare, og som er anført på emballager, dokumenter, skilte, etiketter eller halsetiketter af enhver art, der ledsager eller henviser til denne fødevare”. Mærkningen er således karakteriseret ved oplysninger om varen fremsat i nær tilknytning til denne. I art. 3 opregnes hvilke obligatoriske oplysninger, mærkningen skal omfatte.

[32] defineres reklame i art. 2, nr. 1, som ”enhver form for tilkendegivelse i forbindelse med udøvelse af virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøvelse af liberalt erhverv, som har til formål at fremme afsætningen af varer eller tjenesteydelser, herunder fast ejendom, rettigheder og forpligtelser”. [33] defineres reklame for lægemidler i art. 1, stk. 3, som ”enhver form for opsøgende informationsvirksomhed, kundesøgning eller holdningspåvirkning, der tager sigte på at fremme ordinering, udlevering, salg eller forbrug af lægemidler.” [34] defineres ”fjernsynsreklame” i art. 1c, som ”enhver meddelelse i en hvilken som helst form, som udsendes enten mod vederlag eller anden modydelse eller med selvpromoverende formål af en offentlig eller privat virksomhed i forbindelse med handel, industri, håndværk eller liberalt erhverv for at fremme afsætning mod betaling af varer eller tjenesteydelser, herunder fast ejendom, rettigheder og forpligtelser”.

[35] har som et underprogram ”health and food”, der vil sætte fokus på fødevarekvalitet og kostrelaterede sygdomme[36]. Resultater af denne forskning vil således kunne offentliggøres som sundhedsoplysning under forudsætning af, at der ikke henvises til, at de fremlagte resultater er opnået ved anvendelsen af et bestemt varemærke eller offentliggørelsen alene sker med henblik på at fremme salget af et produkt.

2.2. Codex Alimentarius

[37]. Der har været fremlagt et samlet forslag til anbefalinger om anvendelsen af både sundheds- og ernæringsanprisninger, men enighed er alene opnået om ernæringsanprisninger[38].

ernæringsanprisninger anbefaler Codex Alimentarius at tillade anprisninger om næringsstoffers relation til energi, protein, kulhydrat og fedt samt komponenterne fibre, natrium, vitaminer og mineraler. Codex Alimentarius sondrer i denne forbindelse mellem tre typer ernæringsanprisninger: 1) Vedrørende ernæringsindholdet, for eksempel ”højt fiberindhold”, 2) Sammenlignende ernæringsanprisning, for eksempel ”reduceret fedtindhold”, 3) Ernæringsfunktionsanprisning, for eksempel ”kalcium hjælper med til at styrke knoglerne”[39].

[40].

kostanbefalinger eller sund kost under forudsætning af, at de er i overensstemmelse med de officielle, nationale kostanbefalinger, og en fødevare ikke beskrives således, at den opfattes som sund kost i sig selv. Fødevarer, der anbefales som en del af sund kost, bør ikke indeholde selektive betragtninger om produktet, og de skal indeholde et vist niveau næringsstoffer. Anvendelsen af denne type anprisninger forudsætter, at produktets sammenhæng med kostanbefalingerne etikeres.

sundhedsanprisninger arbejder Codex Alimentarius i forslaget med en definition, der betyder, at alle fødevarekomponenter, der har en relation til sundhed, sygdom eller en sundhedsrelateret tilstand omfattes af begrebet[41]. Medtagelsen af sidstnævnte betyder blandt andet, at anprisninger vedrørende fedme og mavefunktioner vil være omfattet[42]. Sundhedsanprisninger bør endvidere ifølge forslaget kun angå egenskaber til forebyggelse af sygdomme og sundhedsrelaterede effekter. Ved forebyggelse skal tillige forstås reduceret risiko for en given sygdom. Medicinske anprisninger, hvori det anføres, at et produkt kan behandle eller helbrede en sygdom, bør ikke tillades[43].

[44].

fysiologiske anprisninger er karakteriseret ved at henvise til en fysiologisk effekt, der kan være men ikke nødvendigvis er sygdomsrelateret. Sygdomme må ikke eksplicit nævnes. Fysiologiske anprisninger omfatter både næringsstoffer og ikke-næringsstoffer, og adskiller sig derved fra næringsstofanprisninger ved ud over at vedrøre kroppens normale funktioner også at omfatte sygdomsrelaterede funktioner[45]. Fysiologiske anprisninger er af typen: ”X vegetabilske olie har et lavt indhold af mættet fedt og vil hjælpe dig med at reducere blodkolesterolniveauet”, eller ”X fiber reducerer blodkolesterolniveauet”.

omhandler en specifik fødevares mulighed for at reducere risikoen for kostrelaterede sygdomme, for eksempel ”X har et lavt indhold af mættet fedt og reducerer risikoen for hjertesygdomme”.

består derimod af to trin. Det første trin er en generisk anprisning om sammenhængen mellem en komponent i kosten og en reduceret risiko for en given kostrelateret sygdom, mens det andet trin relaterer det pågældende produkt til kostkomponenten. Et eksempel herpå er: ”Mættet fedt øger blodkolesterolniveauet. En kost, der har et lavt indhold af mættet fedt, vil reducere blodkolesterolniveauet og reducere risikoen for hjertekarsygdomme. X har et lavt indhold af mættet fedt”. Det er denne type sundhedsanprisninger, det er tilladt at anvende i Sverige i et nærmere afgrænset omfang, se kapitel 2.5.1.

En af grundene til, at der ikke er opnået enighed om dette forslag i Codex Alimentarius, er, at en række landes nationale lovgivninger ikke giver mulighed herfor[46]. Det anerkendes således i Codex Alimentarius, at et af de store problemer i forbindelse med vedtagelsen af fælles internationale normer for anvendelsen af sundhedsanprisninger er, at definitionen af sundhedsanprisninger er forskellig fra land til land. Der er derfor enighed om at arbejde for fastsættelsen af retningslinier i overensstemmelse med det, der er videnskabelig basis for[47].

2.3. Confederation of the Food and Drink Industries of the EU

Confederation of the Food and Drink Industies of the EU (CIAA) arbejder på europæisk plan for at fastsætte retningslinier for fødevarer i forskellige henseender. I juni 1999[48] opnåedes enighed om vedtagelsen af et kodeks for anvendelsen af sundhedsanprisninger[49].

Holdningen i CIAA er, at anvendelsen af sundhedsanprisninger kan spille en betydelig rolle for enkeltpersoner i deres valg af kost og have en positiv effekt ved at bibeholde eller fremme sundheden og reducere risikoen for en række sygdomsfaktorer[50]. CIAA mener desuden, at mærkning og anprisning – herunder reklame – er en af de mest effektive måder at kommunikere med forbrugerne på[51]. Anvendelsen af ét sæt retningslinier tiltrådt af hele den europæiske føde- og drikkevareindustri vil endvidere bidrage til færre konkurrencehindringer og et mindre behov for lovændringer[52].

CIAA definerer sundhedsanprisninger[53] som ”enhver påstand, der kæder en fødevare eller en fødevarekomponent sammen med sundhed, uanset om det er sundhed i almindelighed eller en tilstand relateret til sundhed eller sygdom”. Kodekset anerkender følgende sundhedsanprisninger, der bør følge de generelle regler opstillet i kodekset[54]:

Funktionelle anprisninger, der angår specifikke gavnlige effekter af nærings- eller ikke-næringsstoffer i relation til fysiske eller psykiske funktioner eller biologiske aktiviteter gennem deres grundlæggende rolle i forbindelse med kroppens udvikling og andre af dens normale funktioner. For eksempel ”X reducerer kolesteroltallet” og ”kalcium styrker knoglerne”. Funktionelle anprisninger svarer til fysiologiske anprisninger i Codex Alimentarius’ terminologi, hvorfor betegnelserne anvendes synonymt i det følgende.

reduceret risiko for sygdomme relateret til indtagelsen af en fødevare eller en fødevarekomponent, der på grund af et bestemt næringsstof eller ikke-næringsstof kan reducere risikoen for en specifik sygdom eller tilstand. For eksempel ”regelmæssig indtagelse af X kan reducere risikoen for hjertekarsygdomme” og ”tilpas indtagelse af kalcium kan reducere risikoen for knogleskørhed senere hen i livet”.

Som generelle betingelser skal brugen af sundhedsanprisninger være i overensstemmelse med videnskabeligt bevis, de skal være sande og må ikke vildlede, overdrive eller bedrage direkte eller indirekte. Den virksomhed, der er ansvarlig for at bringe det pågældende produkt på markedet, skal kunne bevise, at påstanden bygger på tilgængeligt videnskabeligt bevis. Den anpriste effekt skal desuden være betydelig såvel kvantitativt, statistisk og biologisk, og anprisningen bør følges med oplysninger om anbefalet mængde indtagelse[55]. Sundhedsanprisninger må kun anvendes for fødevarer som del af et samlet kostmønster, således at de ikke foranlediger overforbrug af enkelte fødevarer. De må desuden ikke give indtryk af, at andre fødevarer ikke kan bidrage til en sund kost eller at den pågældende fødevare er den eneste mulighed for at reducere risikoen for en sygdom. Endelig skal der tages hensyn til hvilken målgruppe en sundhedsanprisning henvender sig til.

2.4. Danmark

[56]. Disse regler skal desuden, i overensstemmelse med mærkningsdirektivet art. 2, sikre forbrugerne korrekte og klare oplysninger om de varer, der udbydes til salg, og forhindre vildledning, således at forbrugerne bliver i stand til at foretage et reelt og uafhængigt valg[57]. Det er endvidere formålet med loven at sikre erhvervslivet og forbrugerne relevant information og rådgivning om fødevarer, kost og ernæring[58].

[59], hvorfor begrebet umiddelbart omfatter mere end det, der almindeligvis forstås ved fødevarer[60]. For eksempel vil tyggegummi være omfattet af § 3, idet noget af denne vare, om end en beskeden mængde, synkes og ikke blot spyttes ud[61]. Da tandpasta og andre mundhygiejne produkter stort set er bestemt til at spyttes efter brug, bør disse ikke klassificeres som fødevarer[62]. [63]. Principielt skal fødevareloven omfatte alle produkter, der ikke er reguleret i anden lovgivning, for at undgå at der opstår en gråzone af produkter, der ikke er omfattet af en form for regulering og kontrol[64]. [65]. Se definition af lægemidler kapitel 2.4.1.2.1. [66]. Undtagelserne til fødevarelovens anvendelsesområde er dog en anelse bredere, hvilket betyder, at forbudet mod anvendelsen af sundhedsanprisninger i Danmark rammer lidt færre produkter. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at disse produkter frit kan sundhedsanprises, da de i stedet omfattes af et tilsvarende forbud i lægemiddelloven, der omtales kapitel 2.4.1.2.2.

[67]. For at overholde direktivets krav, må det danske mærkningsbegreb således forstås i overensstemmelse med det i direktivet fastsatte. : ”Reklame er enhver af en identificerbar sender betalt form for præsentation via massemedierne, med sigte på at fremme salget af varer og tjenesteydelser”[68]. ”en organiseret anvendelse af metoder til påvirkning af forbrugerne med den hensigt at skaffe, udvide og fastholde kundekredsen for et produkt, en virksomhed eller en erhvervsorganisation. Hertil benyttes medier, som sælger reklameplads og tilbyder annoncøren kontaktmulighed til et publikum”[69].

[70]. Denne hjemmel vil kunne udnyttes til at forbyde udsagn som ”fri for transfedtsyrer”. Det er ikke afgørende[71]. Som i relation til mærkningsdirektivet, se kapitel 2.1.1., er det de samlede omstændigheder ved markedsføringen, der skal tages i betragtning. Det er derfor ikke alene den til fødevaren tilhørende tekst, der er afgørende, men også emballagens form og produktets placering i butikken m.m. Desuden kan et element isoleret set forekomme vildledende, men den pågældende sammenhæng kan betyde, at der samlet set ikke foreligger vildledning[72]. Vildledningsforbudet har karakter af en generalklausul[73], således at anvendelsesområdet herfor kan udvikle sig i takt med tiden. [74].

[75]. Bestemmelsen implementerer mærkningsdirektivet art. 2, stk. 1b, og fastsætter supplerende regler for hvilke udsagn, der ikke må anvendes i markedsføringen af fødevarer. [76]. Danmark, Sverige og Tyskland havde således inden mærkningsdirektivets ikrafttræden regler om anvendelsen af sundhedsanprisninger. [77]. Fremhævelsen af en enkelt fødevares egenskaber kunne således forekomme vildledende, da det var kosten som helhed, der havde betydning for sundheden[78]. Endvidere kunne fokuseringen på et enkelt produkt betyde, at negative egenskaber ikke blev nævnt[79]. Forbudet skulle desuden forhindre, at frygt for sygdomme blev udnyttet i forbindelse med markedsføring af fødevarer, der angav at kunne bidrage til forebyggelsen af bestemte sygdomme[80]. Oplysning vedrørende sygdomme burde således ikke betros fremstillere af fødevarer, hvis salg kun blev forøget i takt med oplysningernes intensitet[81]. [82]. Det vil således være forbudt at antyde, at risikoen for en sygdom øges, såfremt en fødevare ikke indtages. Se afgørelse kapitel 2.4.2.4. [83]. Kolesterol anses således for at være en sygdom eller et sygdomssymptom, hvilket tillige fremgår af afgørelsen refereret i kapitel 2.4.2.1., hvor kolesterol beskrives som en sygdomstilstand, der kan medføre alvorlige lidelser. [84]. [85]. Heri ligger tillige en form for udnyttelse af forbrugerens angst svarende til § 20, stk. 1, nr. 1. Se afgørelse kapitel 2.4.2.4., hvor Veterinær- og Fødevaredirektoratet i modsætning til levnedsmiddelkontrollen ikke fandt, at ”X – Det kloge valg” rejste tvivl om forsvarligheden af lignende produkter. Udsagnet fandtes ej heller i strid med vildledningsforbudet, da det kunne bevises at være klogere at benytte det omhandlede produkt frem for andre. [86]. Baggrunden for dette er, at reklamering med de omhandlede egenskaber uanset sandhedsværdien kan tilskynde et uhensigtsmæssigt fødevareforbrug på grund af utryghed eller angst for sygdomssymptomer[87]. Anprisningen af en bestemt fødevare vil endvidere fokusere på en enkelt sundhedsfremmende egenskab, således at negative egenskaber ikke bliver nævnt. [88]. Det er således tilladt at anvende anprisninger, der relaterer sig til offentlige næringsstofanbefalinger og kostråd[89], som for eksempel ”frugt er sundt”[90]. [91] blevet ændret til en hjemmel for ministeren til at fastsætte regler om salg og anprisning af fødevarer, der angives at virke forebyggende overfor sygdomme, jf. fødevareloven § 20, stk. 2. Der er således ikke tvivl om bestemmelsens overensstemmelse med censurforbudet i § 77, der omtales i kapitel 4.1.1. [92]. Som anført i kapitel 2.1.2. er direktivet dog alene til hinder for anvendelsen af medicinske anprisninger. Det anføres endvidere, at der som hidtil vil være en restriktiv holdning overfor anvendelsen af sundhedsanprisninger. En stor del af praksis herom frem til 1993 fremgår af sundhedsanprisningsvejledningen[93]. Nyere praksis vedrørende kolesteroltallet vil blive gennemgået i kapitel 2.4.2. [94]. Denne konsekvente indstilling kan ses i lyset af, at det er svært at sætte grænsen for tilladte anprisninger, hvis der først åbnes op for anvendelsen af nogle typer udsagn, der antyder en form for sundhedsmæssig sammenhæng mellem en fødevare og helbredet[95]. [96]. Dér, hvor man vil åbne op for anvendelsen af sundhedsanprisninger, er på områder, hvor der er en viden om sammenhængen mellem kosten og forebyggelse af sygdomme, og hvor sundhedsanprisningerne kan være til støtte for den offentlige sundhedspolitik[97]. Det overvejes desuden, at anvendelsen af sundhedsanprisninger kun skal være mulig for produkter, der i sig selv er sunde, således at der indføres en tærskel for produkter med diskvalificerende egenskaber[98]. [99]. Funktionelle eller fysiologiske anprisninger som ”kalcium styrker knogler og tænder” er derimod forbudte[100]. Til denne kategori henfører de danske myndigheder endvidere omtale af kolesteroltallet, hvorfor det er forbudt at anføre for eksempel ”X reducerer indholdet af kolesterol i blodet”[101]. Som begrundelse for ikke at tillade funktionelle anprisninger anfører Fødevareministeriet, at det ikke er en hensigtsmæssig form for forbrugeroplysning, da fysiologiske udsagn ofte vil være uforståelige for forbrugeren, og ønsket om at anvende denne type anprisninger ofte bunder i, at der ikke er tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for at anprise et produkt som egnet til at reducere risikoen for en sygdom eller et sygdomssymptom[102]. En fysiologisk anprisning vil imidlertid fremkalde en forventning hos forbrugeren om, at en sådan sammenhæng er dokumenteret[103].

Danmarks holdning til Codex Alimentarius’ terminologi er, at det er svært at definere sundhedsanprisninger særskilt overfor funktionelle ernæringsanprisninger, da der vil være en gråzone mellem disse to typer. Danmark taler for ikke at have forskellige definitioner, da det kun vil skabe forvirring overfor forbrugeren, der ikke vil være i stand til at skelne mellem, om et udsagn angår en ernæringsmæssig funktion eller et sygdomsrelateret udsagn. Det er derfor Danmarks synspunkt, at funktionelle ernæringsanprisninger skal betragtes som sundhedsanprisninger[104], således at anvendelsesområdet forbliver indskrænket.

[105].

[106]. Udenlandske aktører er således omfattet i det omfang behandling eller salg af fødevarer sker på det danske territorium. [107]. Dette skete med henvisning til levnedsmiddelloven § 33, hvoraf fremgik, at ministeren kunne meddele de af § 31 omfattede virksomheder de påbud eller forbud, som måtte anses nødvendige for at sikre lovens overholdelse[108]. Levnedsmiddelloven § 31, stk. 1, foreskrev, at tilvirkning af fødevarer ikke måtte påbegyndes, før tilladelse hertil var meddelt af ministeren. Efter en ordlydsfortolkning var således alene fremstillere af fødevarer omfattet. [109]. Hertil svarede Fødevareministeriet, at der ikke i forhold til levnedsmiddelloven § 28, stk. 3, var foretaget ændringer i relation til substansen for forbudets anvendelsesområde. Forbudet var først og fremmest rettet mod virksomheder, forhandlere og lignende, der måtte anses at have en interesse i at fremme handlen med et givent produkt. Fødevareministeriet fandt herefter ikke anledning til at foretage en yderligere præcisering af forbudets anvendelsesområde[110]. lignende, der måtte have interesse i at fremme handelen, betyder dog, at andre end virksomheder og forhandlere kan være omfattet af loven. Det afgørende er, om der foreligger en interesse i at fremme handelen med et produkt.

[111], der i § 1, stk. 1, definerer lægemidler som ”varer, der er bestemt til at tilføres mennesker eller dyr for at forebygge, erkende, lindre, behandle eller helbrede sygdom, sygdomssymptomer og smerter eller for at påvirke legemsfunktioner”. Det afgørende er således, hvad en vare er bestemt at skulle benyttes til, hvorimod der ikke stilles krav om en dokumenteret virkning. Det vil derfor være oplysninger i markedsføringsmaterialet og formålet med indtagelsen af et produkt, der har betydning for, om det klassificeres som et lægemiddel[112]. [113] art. 1, gennemgået i kapitel 2.1.3.[114], men udvider dog området for lægemidler ved at medtage ”erkende” og ”lindre” samt sygdomssymptomer, smerte og påvirkning af legemsfunktioner. Sidstnævnte skal sikre, at lægemiddelloven også finder anvendelse på varer, der markedsføres som for eksempel ”hjernenærende”, ”foryngende” og ”opkvikkende”[115]. [116]. Dog er der hjemmel til, at de nævnte varer kan inddrages under lovens anvendelsesområde, hvis det anses for påkrævet. [117]. [118].

[119], der blandt andet gennemfører lægemiddeldirektivets[120] krav til lægemiddelreklamen. Herudover er der udstedt en ganske omfattende reklamevejledning[121]. [122] er lægemiddellovens generalklausul[123] og gælder enhver form for lægemiddelreklame uanset målgruppen herfor[124]. Stk. 1, fastlægger, at al reklame for lægemidler skal være fyldestgørende og saglig, og at oplysningerne heri skal være i overensstemmelse med det af Lægemiddelstyrelsen godkendte produktresumé[125]. Ifølge stk. 2, må reklamen ikke være vildledende eller overdrive lægemidlets egenskaber. [126]. Endvidere er begrænsningen i reklameadgangen udtryk for et ønske om at ville beskytte almenheden mod en for massiv påvirkning af informationer, hvis indhold vanskeligt kan vurderes af lægfolk[127]. Urigtige eller vildledende informationer om lægemidler kan have alvorlige konsekvenser, ikke alene hvis reklamen henvender sig til offentligheden, men også overfor sundhedspersoner[128]. Sondringen mellem offentligheden og medicinalpersoner er således begrundet i de to målgruppers forskellige muligheder for at vurdere reklamens indhold, og reglerne om receptpligt betyder desuden, at forbrugeren ikke står overfor et frit forbrugsvalg men til en vis grænse må lade en uddannet person vælge for sig[129]. Det er derfor nødvendigt, at denne person er korrekt og vel informeret[130]. [131], og for at sikre medicinalpersoner mod ufyldestgørende, misvisende eller vildledende informationsmateriale etableredes i 1973 Nævnet for medicinsk informationsmateriale[132]. [133], hvorfor den ikke gælder fødevarer. Bestemmelsen svarer dog til forbudet mod anvendelsen af sundhedsanprisninger i fødevareloven § 20, stk. 1, nr. 2, og finder ligeledes anvendelse uanset om udsagnet er sandt[134]. [135]. En så omfattende regel er fundet nødvendig for at beskytte forbrugeren mod erhvervslivets ”fantasifuldhed”[136]. Det er desuden blevet fremhævet, at det er sundhedsmyndighedernes opgave at hindre reklame for skadelige varer og reklame, der kan medføre, at folk afholder sig fra at søge adækvat behandling[137]. [138], der gør det muligt at anvende en række udsagn om tandplejeprodukters virkning på diverse tandlidelser.

[139] art. 1, stk. 3[140], se kapitel 2.1.3., der er gengivet i reklamevejledningen. Før lægemiddeldirektivets ikrafttræden skulle begrebet også fortolkes bredt[141], og der foreligger enkelte domstolsafgørelser[142] og administrativ praksis[143] herom. Det afgørende punkt i disse sager har været sondringen mellem information og reklame. I de tilfælde, hvor formålet med den udsendte information har været at fremme salget, er materialet blevet anset som reklame. [144]. Ifølge disse skal uredigeret og uforkortet gengivelse på internettet af godkendt information om et lægemiddel som udgangspunkt betragtes som information og ikke reklame. Dette betyder, at offentligheden nu også har adgang til informationer om receptpligtige lægemidler på internettet. Disse retningslinier strider således mod det ellers meget brede reklamebegreb, der som udgangspunkt ville betyde, at denne type information ville blive opfattet som reklame, idet begrebet omfatter enhver form for opsøgende informationsvirksomhed eller holdningspåvirkning, der tager sigte på at fremme forbruget af lægemidler, se kapitel 2.1.4. [145].

[146]. I det omfang et forhold ikke er særskilt reguleret i særlovgivningen, vil markedsføringsloven imidlertid finde anvendelse. I relation til sundhedsanprisninger er det især markedsføringsloven §§ 1 og 2, om god markedsføringsskik og vildledning, der kan få betydning.

2.4.1.3.1.

[147] virkefelt[148]. [149]. Ved ”offentlig erhvervsvirksomhed” forstås virksomhed, der udøves af stats- eller kommunalforvaltningen, og som består i at udbyde eller efterspørge varer eller tjenesteydelser m.m., der har betydning for konkurrencen. Som undtagelser hertil nævnes myndighedsudøvelse og ”in-house” produktion[150]. [151].

2.4.1.3.2. ende reklame

[152]. [153]. Dette kodeks finder anvendelse på al reklame, der i videste betydning har til formål at markedsføre enhver form for varer eller tjenester[154]. Art. 5, omhandler princippet om sandfærdig reklame og fastsætter i stk. 1, et princip svarende til fødevareloven § 19, om vildledende reklame. I henhold til art. 5, stk. 2, må forskningsresultater og citater fra tekniske og videnskabelige publikationer ikke misbruges i reklamer. [155]. [156]. [157]. Endelig kan bestemmelsen, i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens udtalelse i en sag vedrørende annoncer kamufleret som redaktionelt stof, finde anvendelse på denne form for skjult reklame[158]. [159].

2.4.1.3.3.

[160]. [161]. Fødevareloven åbner ikke op for samme mulighed.

2.4.2.1.

[162].

2.4.2.2.

”..herunder de amerikanske myndigheders (FDA’s[163]) anerkendelse af havres kolesterolsænkende effekt..” på havregrynsemballage[164]. Henvisningen til de amerikanske myndigheder blev anset for irrelevant, da det i Danmark var den danske levnedsmiddellovgivning, der var gældende. [165]. Afgørelsen understreger således, at anvendelsen af sundhedsanprisninger er forbudt uanset om udsagnenes rigtighed kan dokumenteres. ”havre – godt for dit hjerte” og ”styrk hjertet” udgik, da disse blev anset som sundhedsanprisninger.

2.4.2.3.

”hjertevenner”, ”Hjerteforeningen” og Hjerteforeningens logo samt at angive: ”X støtter Hjerteforeningens forskning” [166].

2.4.2.4.

[167]. Sagen vedrørte reklamemateriale i bladet Samvirke under medvirken af en gennem medierne kendt dansk person Y, der året i forvejen havde været syg. Annoncen bestod af et stort billede af Y med overskriften ”Gør som Y: Lev lidt sundere” og en tekstkolonne. : ”Og Y ved hvad han taler om. I fjor blev han sendt til tælling og svævede mellem liv og død. Det var prisen for en lidt for hektisk og usund livsførelse”. Det blev her lagt til grund, at alle var bekendt med, at Y havde haft hjerteproblemer. Udsagnet blev derfor anset for egnet til at vække angstfølelser både hos de forbrugere, der havde haft hjerteproblemer og dem, der var i risikogruppen herfor. ”I dag har han lagt sine vaner om og er frisk som en havørn. Han har fulgt lægernes råd om at lægge sine kostvaner om – og har i øvrigt valgt X som sit daglige fedtstof.” Dette blev vurderet som en overtrædelse af levnedsmiddelloven § 28, stk. 3, nr. 2, idet X fremstod som anbefalet af læger, og valget af X i øvrigt havde bevirket, at Y havde fået det bedre. ”X – det kloge valg” mente levnedsmiddelkontrollen gav udtryk for at valg af andre fedtprodukter af den pågældende type ville være mindre klogt, hvorfor udsagnet fandtes i strid med levnedsmiddelloven § 28, stk. 2, nr. 2, om forbud mod at vække tvivl om forsvarligheden af tilsvarende fødevarer. [168]. [169], der handlede om, at Y’s ægtefælles indkøbsvaner var blevet ændret radikalt efter Y´s hjertesygdom. Der blev i artiklen omtalt en række forskellige produkter, der var gode for helbredet – herunder X. Ægtefællen udtalte for eksempel, at ”smør er forbudt for Y, så X fedtstof uden transfedtsyrer er sagen.” Afgørelsen viser således, at oplysninger, der fremsættes i redaktionelle artikler er ”fredede”, i den forstand, at der her tillades informationer, som ville være forbudte i annoncer.

2.4.2.5.

2.5. Sverige

[170]. De første regler trådte i kraft i 1990 men er senere blevet revideret til de gældende regler, der har været i kraft siden 1. januar 1997[171]. [172] § 6, må mærkningen og dens nærmere udformning ikke indeholde påstande om, at en fødevare forebygger, behandler eller helbreder sygdom. Af bemærkningerne til bestemmelsen følger imidlertid, at den ikke er til hinder for anvendelsen af de sundhedsanprisninger, som omfattes af et frivilligt program udarbejdet af seks repræsentanter for fødevarebranchen[173], og som efterfølgende er godkendt af myndighederne[174]. [175]. Det er hensigten med programmet, at det skal bruges som supplement til lovgivningen og forskellige myndigheders forvaltning – herunder Livsmedelverket, Konsumentverket og Marknadsdomstolen[176]. [177] forstås madvarer, drikkevarer, nydelsesmidler eller andre varer, som er beregnet til at fortæres af mennesker, med undtagelse af varer, for hvilke lægemiddelloven[178] finder anvendelse. Ved lægemiddel skal i overensstemmelse med denne lov forstås varer, som er beregnet til at tilføres mennesker eller dyr for at forebygge, påvise, lindre eller helbrede sygdom eller sygdomssymptomer eller lignende. [179] har, som en væsentlig retningslinie til forståelsen af fødevare- og lægemiddelbegrebet, tilkendegivet, at varer, der i udstrakt betydning udgør normal kost, ikke bør klassificeres som lægemidler[180]. Dette er sket under henvisning til forarbejderne til lægemiddelloven[181], idet sætningen ”beregnet til at forebygge sygdom eller sygdomssymptomer” fortolkes således, at der til lægemiddel kun henregnes de varer, der er ikke i vid betydning kan henføres til normal kost og som ikke kun tjener til at afhjælpe en mangel på et stof, der normalt kan tilføres ved almindelig kost. Området for lægemidler fortolkes således indskrænkende overfor et bredt fødevarebegreb. [182]. Påstanden skal gå ud fra den aktuelle fødevares betydning for en afbalanceret kost, og den skal være i overensstemmelse med de officielle svenske kostanbefalinger. Den skal udformes i to trin, således at det første trin består af en godkendt generisk anprisning[183], og det andet trin består af et udsagn om, i hvilken grad det pågældende produkt kan bidrage til den generiske sammenhæng[184]. Hvis påstanden går ud på, at fødevaren i sig selv har specifikke effekter, henvises til markedsføringsreglerne om naturlægemidler og fødevarer bestemt til særlig ernæring. Påstanden skal desuden være sand og ikke vildledende, den må ikke reducere forbrugernes tillid til andre fødevarer, og den påståede effekt skal være væsentlig ved almindeligt forbrug og i relation til en afbalanceret kost[185]. [186]. [187]. Det er således muligt at forelægge stiftelsen planlagte markedsføringstiltag, og denne skal i sin vurdering heraf tage højde for gennemsnitsforbrugerens interesser og behov for vejledning[188]. [189].

KOLESTEROLINDHOLD I BLODET:

Reduktion af mættet fedt gennem mindre totalindtagelse af fedt eller ved substitution med enkelt- eller flerumættet fedt kan bidrage til at sænke kolesterolindholdet i blodet. Da transfedtsyrer også har en kolesterolforhøjende effekt, bør sundhedsanprisninger ikke anvendes for produkter med et højt indhold af dette.

BLODTRYK:

FORSTOPPELSE:

JERNMANGEL:

[190].

[191]. I modsætning hertil har de danske myndigheder den opfattelse, at et forbud mod sundhedsanprisninger er nødvendigt for at beskytte forbrugeren. [192].

OVERVÆGT:

KOLESTEROLINDHOLD I BLODET:

[193].

[194].

at man i Sverige opfatter de opregnede anprisninger som generiske og ikke produktspecifikke[195]. I og med at det netop er et konkret produkt, der kan markedsføre sig ved at henvise til den generiske sammenhæng, er der dog ikke tvivl om, at der foreligger såvel en generisk og en produktspecifik anprisning[196]. Idet udsagnet fremsættes med henblik på at afsætte varer, udgør de to udsagn tilsammen en reklame, der bør overholde direktivets reklameregler.

2.6. Spanien

[197]. Artikel 4 er en regel om generelle principper, der fastlægger, at mærkningen og dens nærmere udformning ikke må være af en sådan karakter, at den vildleder køberen, se bilag 1. [198]. I henhold til denne har ministeriet for sundhed og forbrug og den spanske sammenslutning af føde- og drikkevareindustrier underskrevet en fortolkningsaftale vedrørende reklame for fødevarers egenskaber i relation til helbredet[199]. Anvendelsen af aftalen er frivillig for de kontraherende parter, og den udelukker ikke domstolene[200]. [201]. Sundhedsanprisninger[202] defineres således i aftalen som enhver påstand, der er relateret til en eller flere næringsstoffers eller fødevarekomponenters funktion i den menneskelige organisme, til en eller flere produkters effekt på helbredet eller blot til sunde kostvaner. [203]. [204]. Det er de ord, der er fremhævet med sort, der bevirker, at et udsagn er forbudt at anvende. Regenererende, styrkende, afslappende effektformindsker risikoen for at lide af Y, afværger eller erstatter lægelig behandling, hjælper det naturlige forsvar, beskytter dig mod X sygdom, afværger eller erstatter brug af medicin, hjælper dig med at beskytte dig mod tarmfunktioner, afhjælper forstoppelse, hjælper dig med at kæmpe mod knogleskørhed, stimulerer immunforsvaret, letter bortskaffelsen af kolesterol, letter en korrekt knogledannelse, fibre forebygger tyktarmskræft, appelsiner af mærket X er anbefalet af WHO, produktet X hjælper dig med at tabe dig, sædvanligt forbrug af X er anbefalet for at kæmpe mod nyresten. [205], der alle reguleres af særskilte love. [206].

2.7. Konklusion kapitel 2

[207].

Kapitel 3

EU’s Olivenoliekampagne

3.1. Beskrivelse af EU's olivenoliekampagne

[208]. Herved blev det sikret, at informationen nåede ud til alle de led, der i sidste instans ville kunne påvirke forbrugernes valg i indkøbssituationen. [209], der på EU-kommissionens initiativ kom i stand ved et møde i Rom den 11. april 1997 under deltagelse af en række europæiske eksperter i ernæring og lægevidenskab. Formålet med mødet var at opnå enighed om en række sundhedsmæssige effekter af olivenolie og middelhavskosten. Konklusionen på mødet var, at der forelå tilstrækkeligt videnskabeligt materiale til at kunne iværksætte en kampagne med det målrettede formål at påvirke såvel opinionsledere i regeringer, hospitals- og privatpraktiserende læger, helserådgivere, medier, ernæringseksperter, skoler, offentligheden, forbrugere og fødevareindustrien – herunder supermarkeder, producenter og leverandører – til at acceptere de gunstige egenskaber ved olivenolien og grundprincipperne i middelhavskosten, således at middelhavskostens principper kunne blive integreret i de nationale kostvaner[210]. reklame, TV, workshops, skoleprogrammer m.m.[211], og at hvert land skulle udarbejde en aktivitetsplan, der inkluderede en kampagne til fremme af en middelhavslignende kost og øget brug af frugter og grøntsager i den traditionelle kost[212]. En forudsætning var derfor, at det skulle sikres, at de i middelhavskosten forekommende bestanddele var tilgængelige – især olivenolie, frugt, grøntsager og fisk – og at fødevareleverandørerne, og dem der tilberedte fødevarerne, havde adgang til disse produkter og kendskab til deres anvendelse[213]. Endelig blev det anført, at fødevareindustrien skulle involveres i gennemførelsen af forandringerne i samarbejde med regeringen, forbrugersammenslutninger og forskere[214].

Der blev fastlagt fire strategier i udtalelsen: De lande, der i forvejen havde tradition for at anvende olivenolie, skulle bevare denne. De øvrige lande – hovedsageligt Nordeuropa – skulle gøres bekendt med de fordele, som indtagelse af olivenolie i overensstemmelse med konsensusudtalelsen indebar. Endvidere blev det bestemt at støtte fødevareproducenter – for eksempel producenter af olivenolie. Slutteligt skulle nationale og internationale regler og kostanbefalinger ændres, så de i højere grad refererede direkte til middelhavskosten[215].

”en kost indeholdende en stor mængde planteføde som brød, pasta, grøntsager, frugt, nødder, salat, bælgfrugter, olivenolie som det primære fedtstof, små til moderate mængder fisk, fjerkræ, mejeriprodukter og æg, kun små portioner rødt kød og små til moderate mængder vin, der normalt indtages i forbindelse med et måltid. Denne kost har et lavt indhold af mættede fedtsyrer, er rig på kulhydrater og fibre, og har et stort indhold af monoumættede fedtsyrer. Disse kommer primært fra olivenolie”[216].

Middelhavskostens gavnlige effekter på helbredet blev gennemgået. Det blev fremhævet, at indtagelse heraf havde positiv effekt på både iskæmisk hjertesygdom, blodtrykket, diabetes, fedme og kræft. Årsagen til dette var olivenoliens høje indhold af monoumættede fedtsyrer og indholdet af antioxidative substanser, da blodets totale kolesterolindhold og LDL-kolesterol[217] ville reduceres, når monoumættede fedtsyrer blev udskiftet med flerumættede, mens det ikke ville påvirke indholdet af HDL-kolesterol[218].

[219]. Optrykket af konsensusudtalelsen i Ugeskrift for Læger var en forløber for dette. [220]. Kritikken gik dels på, at et salgsfremstød blev kamufleret som et videnskabeligt budskab, dels at budskabet hvilede på et ukorrekt grundlag. En af forfatterne til artiklen havde deltaget i det møde, hvori konsensusudtalelsen blev til, men valgte ikke at underskrive udtalelsen, da den byggede på fejl og fordrejninger, og det desuden under mødet fremkom, at formålet hermed udelukkende var at øge salget af olivenolie og ikke at fremme sunde kostvaner. [221]. [222]. [223] om oprettelse af en fælles markedsordning for fedtstoffer, havde været positivt indstillet overfor oplysningskampagner eller andre foranstaltninger til fremme af salget af olivenolie, blandt andet fordi produktionen heraf fandt sted i nogle af EU's fattigste regioner[224]. [225]. [226]. Det blev dog ikke ved denne lejlighed besvaret, om kampagnen var vildledende. [227] rettede fødevareministeren henvendelse til den ansvarlige EU-kommissær og gjorde opmærksom på, at de danske myndigheder var enige i den kritik, som de to læger havde fremsat i artiklen i Ugeskrift for Læger. Det blev endvidere meddelt, at man fra dansk side fandt det urimeligt, at en kampagne finansieret af Fællesskabet indeholdt urigtige videnskabelige oplysninger, og at den aktuelle kampagne i øvrigt var egnet til at give befolkningen den opfattelse, at indtagelsen af mere olivenolie alene kunne gøre kosten sundere. Ministeren henledte opmærksomheden på, at det var vigtigt i sådanne kampagner til fremme af diverse landbrugsprodukter, at de ikke kom til at virke konkurrenceforvridende. 27. november 1998[228] blev det afvist, at der skulle være tale om konkurrenceforvridning i forbindelse med den sjette olivenoliekampagne, da der i alle tolv medlemsstater var blevet givet objektive og korrekte informationer til forbrugeren om olivenoliens egenskaber uden sammenligning med andre produkter. Det blev endvidere afvist, at der skulle være brugt ukorrekt videnskabelig dokumentation, da al information, produceret i de respektive medlemslande, før offentliggørelsen, var blevet forelagt LARUM[229] som videnskabelig konsulent. [230]. [231].

[232]. [233]. [234].

3.2. Vurdering af olivenoliekampagnens lovlighed

På baggrund af reglerne gennemgået i kapitel 2, vil olivenoliekampagnens lovlighed i det følgende blive vurderet. Dette vil ske i henhold til dansk ret, da det udelukkende er markedsføringen på det danske marked, der er genstand for denne fremstilling. Der vil dog efterfølgende ske en kort drøftelse af kampagnens overensstemmelse mærkningsdirektivet samt EU-traktatens principper om sundhedsoplysning.

3.2.1.1.

3.2.1.2.

3.2.1.3.

iværksætte overvågningsprogrammer, der skal identificere hvor, der skal sættes ind for at oplyse den danske befolkning om sammenhænge mellem kost og sundhed. Ved ikke at høre de danske myndigheder om det ernæringsmæssige indhold i kampagnen, fungerer kampagnen ikke som et supplement til den nationale politik, men træder derimod i stedet for denne. Dette er beklageligt og i strid med princippet i traktatens art. 152EF, da kampagnen ikke er i overensstemmelse med den danske ernæringspolitik, der primært går ud på at nedsætte forbruget af fedt og sekundært at erstatte en del af det mættede fedt med umættet fedt.

3.3. De danske myndigheders holdning til olivenoliekampagnen

Da den sjette kampagne til fremme af salget af olivenolie herefter ikke anses at være i overensstemmelse med hverken dansk ret eller mærkningsdirektivet, vil retmæssigheden af myndighedernes argumentation for ikke at nedlægge forbud herimod, som beskrevet i kapitel 2.4.1.1.6., blive belyst.

[235].

3.4. Konklusion kapitel 3

Kapitel 4

Ytringsfrihed

4.1. Sundhedsanprisninger og ytringsfrihed

[236]. Hertil kan føjes, at den kommercielle ytringsfrihed – på lige fod med reklamen – må være uundværlig for en sund markedsøkonomi[237], der som den øvrige del af samfundet til stadighed udvikles.

4.1.1.

[238]. Fødevarelovens indførelse af en hjemmel for ministeren til at fastsætte nærmere regler for anvendelsen af sundhedsanprisninger i henhold til § 20, stk. 2, betyder, at der ikke er tvivl om bestemmelsens overensstemmelse med den formelle ytringsfrihed, modsat den tidligere tilladelsesordning i levnedsmiddelloven § 28. Denne ændring kan, som den tilsvarende ændring af lægemiddellovens reklamebestemmelser[239], anses som lovgivningsmagtens accept af ytringsfriheden på reklameområdet[240]. [241], skønt det ikke er en af de mest behandlede facetter af Grundloven § 77. Dommen U 1986 428 Ø kan endvidere anses som udtryk for dette[242]. I denne sag havde to pædagogsammenslutninger indrykket annoncer med billeder af fire fremtrædende erhvervsledere samt citater fra interviews med disse, ledsaget af pædagogernes egne synspunkter. De afbildede erhvervsledere fik nedlagt forbud herimod, da det fremstod som om, erhvervslederne støttede pædagogernes påstande, hvilket ikke var tilfældet. Erhvervslederne fik delvist medhold i deres påstande. Det interessante var, at landsretten anførte, at den omstændighed, at pædagogernes synspunkter blev offentliggjort i annonceform og ikke i redaktionelt stof, ikke i sig gjorde offentliggørelsen retsstridig. Pædagogsammenslutningerne havde fremført, at de ikke selv rådede over medier til at offentliggøre deres synspunkter, hvorfor de var nødt til at købe annonceplads, men at dette ikke burde betyde, at de blev pålagt strengere restriktioner, end dem der gjaldt for det redaktionelle stof. Landsretten synes således med dommen at have tilkendegivet, at reklamer kan være beskyttet på lige fod med det redaktionelle stof. Den administrative afgørelse refereret i kapitel 2.4.2.4. forekommer dog at nå til det modsatte resultat. ”enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene”, skal fortolkes bredt, således at det i realiteten er alle og enhver[243], der er berettiget til at offentliggøre sine tanker eller andre meddelelser. Juridiske personer må således også være omfattet, ikke mindst fordi de kan stilles til ansvar for deres fremsatte ytringer[244]. Beskyttelsen gælder uanset hvilken form ytringerne giver sig til udtryk i[245], og uanset gennem hvilket medium de formidles[246]. Ytringer fremsat gennem nye medier vil således også være beskyttet[247], hvilket senest har haft betydning for anvendelsen af internettet. [248]. Endvidere kan mediets karakter naturligt sætte grænser for omfanget af de ytringer, det er muligt at offentliggøre. Det er således ikke muligt at imødekomme alle ønsker om at komme til orde i radio og tv, men ytringsfriheden skal sikre, at det af andre kanaler kan lade sig gøre at offentliggøre sine meninger. [249]. Yderpunkterne er i denne sammenhæng den frie adgang til at fastsætte regler, der begrænser ytringsfriheden[250] overfor den næsten fuldstændige frihed til at ytre sig om offentlige anliggender[251]. [252].

4.1.2.

[253]. Dette skal blandt andet ses i lyset af, at reklamer tjener som information for modtageren heraf[254]. Det er dog ubestridt, at beskyttelsen af kommercielle ytringer ikke er bestemmelsens kerneområde, og at disse nyder en vis mindre beskyttelse end eksempelvis politiske ytringer[255]. De relevante afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) er således ej heller enstemmige. [256]. Det er ikke en betingelse for at opnå beskyttelse i henhold til art. 10, at en fremsat ytring kan bevises at være sand[257]. Omvendt anerkender EMD, at der lovligt kan fastsættes begrænsninger i adgangen til at fremsætte selv sande udsagn. [258], angående et spansk forbud mod reklamering for advokater, at selvom annoncering for borgerne var et middel til at få kendskab til udbudte varer og tjenesteydelser, måtte reklameadgangen alligevel til tider pålægges restriktioner, særligt for at hindre unfair konkurrence og usand eller vildledende reklame. I denne sammenhæng kunne selv objektivt sande udsagn begrænses for at sikre respekten for andres rettigheder eller på grund af de særlige omstændigheder, der omgav specielt forretningsaktiviteter og professioner. EMD fremhævede dog, at begrænsningerne i ytringsfriheden nøje måtte følges af EMD, som må tage stilling i den konkrete situation. [259]. [260]. Med andre ord skal ”enhver tvivl komme hovedreglen til gode”. Art. 17 har dog ikke i praksis haft en så væsentlig betydning[261]. EMD har endvidere fastslået, at retten til at ytre sig i henhold til art. 10, ikke er et spørgsmål om at afveje to rettigheder overfor hinanden, men derimod et generelt princip om ytringsfrihed, der er underlagt en række undtagelser, som skal fortolkes snævert[262]. [263]. Det afgørende er, om retskilden er tilgængelig og så præcist formuleret, at borgeren så vidt muligt kan forudse gældende ret i en given situation[264]. [265]. Da kravet om forudsigelighed endvidere stilles for at beskytte borgerne mod tilfældige indgreb fra staten[266], og det ikke udelukker ethvert skøn fra myndighederne[267], må den tilstrækkelige forudsigelighed være til stede. [268]. Det er endvidere ikke tilstrækkeligt til at opfylde nødvendighedskravet, at den omhandlede begrænsning passer på et af de legitime hensyn, der er opremset i art. 10, stk. 2[269]. EMD skal i det konkrete tilfælde kunne overbevises om, at et indgreb i ytringsfriheden er nødvendigt[270]. Nødvendighedskravet har dog karakter af en retlig standard, der er genstand for en dynamisk fortolkning[271] [272]. Denne skønsmargin tilkommer både de nationale lovgivere, domstole og andre organer, der skal fortolke den pågældende lovgivning[273]. Skønsmarginen varierer alt efter faktum og hvilken bestemmelse i EMRK, der fortolkes. Er der for eksempel tale om et meget nationalt eller personligt anliggende, er statens skønsmargin større. Det har endvidere betydning, hvor intensivt indgrebet er[274]. I EMD 285 Casado Coca fandt EMD, at staternes skønsmargin er relativt vid i det komplekse og flydende område for unfair konkurrence. Da forbudet mod anvendelsen af sundhedsanprisninger ikke er et meget nidkært nationalt anliggende, det ikke griber ind i den private sfære og desuden ikke er fastsat for at imødegå unfair konkurrence, er statens råderum i denne situation ikke ret stort. [275]. Myndighederne er således forpligtet til at anvende de mindst indgribende foranstaltninger for at opnå et givent mål.

4.1.3. .

[276]. I betænkningen bag denne[277] blev der lagt vægt på, at det hovedsageligt burde være lovgivningsmagten, der skulle sikre EMRK’s overholdelse, mens domstolene skulle være tilbageholdende med en selvstændig fortolkning heraf, i hvert tilfælde når det ville have vidtrækkende konsekvenser for retstilstanden[278]. [279]. En forudsætning for, at denne fortolkningsstil vil få betydning ved fortolkningen af de tilsvarende rettigheder i Grundloven, er, at de danske bestemmelser ikke tilsigter et snævrere beskyttelsesområde[280]. Grundloven § 77 har som anført et snævrere beskyttelsesområde end EMRK art. 10. Til trods herfor kan det dog ikke udelukkes, at Grundlovens bestemmelser vil blive fortolket i lyset af internationale standarder, og indfortolkningen af den materielle ytringsfrihed i Grundloven § 77 er netop et oplagt eksempel herpå[281].

4.2. Konklusion kapitel 4

Kapitel 5

Konklusion og afslutning

Mærkningsdirektivet er alene til hinder for anvendelsen af medicinske anprisninger i markedsføringen af fødevarer. Direktivet er i øvrigt så generelt og bredt formuleret, at dets nærmere indhold ikke entydigt kan fastlægges.

I Danmark fortolkes forbudet mod anvendelsen af sundhedsanprisninger mere indskrænket, end det har været hensigten bag mærkningsdirektivet. Enhver anprisning, der antyder en sammenhæng mellem kost og sygdom eller sygdomssymptomer, er forbudt. Det er hverken tilladt at anvende ernærings- eller fysiologiske/funktionelle anprisninger. Da omtale af en fødevares betydning for kolesteroltallet henføres under kategorien fysiologiske anprisninger, er ethvert udsagn vedrørende kolesterol forbudt. Dette fremgår tillige af utvetydig administrativ praksis herom.

Sverige tillader, i henhold til retningslinier fastsat af fødevareindustrien, som efterfølgende er godkendt af myndighederne, at benytte i alt otte anprisninger om sammenhængen mellem fødevarer og sundheden. Fem af disse refererer direkte til sygdomme, hvorfor de forekommer at være i strid med mærkningsdirektivet. De øvrige tre udsagn, herunder omtale af kolesterol, klassificeres i Codex Alimentarius som fysiologiske anprisninger, der bør være tilladte at anvende. Begrebet fysiologiske anprisninger forudsætter i Codex Alimentarius’ terminologi, at der ikke henvises til sygdomme. Mærkningsdirektivet tager ikke stilling til, hvorvidt denne type anprisninger skal være lovlige at anvende.

I Spanien er gennemførelsen af forbudet mod anvendelsen af sundhedsanprisninger stort set en ordret gengivelse af mærkningsdirektivets bestemmelse herom – dog med den forskel, at forbudet her fremstår som et eksempel på vildledende reklame, hvilket er i strid med mærkningsdirektivet, der sondrer mellem vildledning og sundhedsanprisninger. I henhold til en fortolkningsaftale indgået mellem myndighederne og fødevareindustrien tillades, i overensstemmelse med Codex Alimentarius’ anbefalinger, anvendelsen af både ernærings- og funktionelle/fysiologiske anprisninger. Omtale af kolesterol er derfor som udgangspunkt tilladt, såfremt det ikke sker i vendinger, der giver udtryk for, at den påståede effekt utvivlsomt opnås.

EU's sjette kampagne til fremme af salget af olivenolie forekommer både at være i strid med forbudet mod anvendelsen af sundhedsanprisninger og forbudet mod vildledende reklame – såvel i henhold til dansk ret som i henhold til mærkningsdirektivet. De danske myndigheder har dog ikke anset det for muligt at nedlægge forbud mod kampagnen, da EU ikke fandtes omfattet af fødevarelovgivningen.

Ifølge myndighederne er forbudet mod anvendelsen af sundhedsanprisninger møntet på virksomheder, handlende og lignende, der anses at have interesse i at fremme handlen med et givent produkt. Da EU i olivenoliekampagnen netop indgår på markedet på lige fod med private virksomheder med henblik på at fremme salget af olivenolie, forekommer myndighedernes argumentation ikke holdbar. Der kan desuden argumenteres for, at EU under alle omstændigheder skal overholde markedsføringsloven, hvorfor det med hjemmel i denne ville være muligt at nedlægge forbud mod den vildledende del af kampagnen. Markedsføringsloven giver dog ikke mulighed for at nedlægge forbud mod sundhedsanprisninger, der definitorisk er sande.

Den kommercielle ytringsfrihed er i et vist omfang beskyttet af såvel Grundloven § 77 som EMRK art. 10. Grundloven § 77, beskytter imidlertid blot den formelle ytringsfrihed, mens EMRK art. 10, tillige omfatter den materielle ytringsfrihed. EMRK er dog en del af dansk ret, og dens videre anvendelsesområde kan eventuelt indfortolkes i Grundloven § 77.

Efter at levnedsmiddellovens tilladelsesordning med indførelsen af fødevareloven blev ændret til en hjemmel til fastsættelse af regler om anvendelsen af sundhedsanprisninger, er forbudet nu i overensstemmelse med censurforbudet i Grundloven § 77. Mere usikkert er det, om den indskrænkning, som forbudet mod anvendelsen af sundhedsanprisninger udgør i ytringsfriheden, er i overensstemmelse med EMRK art. 10, da det er tvivlsomt, om forbudet er proportionalt og udtryk for et tilstrækkeligt ”presserende socialt behov”.

[282]. Omvendt hindres udenlandske produkter adgang til det danske marked. Dette har konsekvenser for både forbrugerne og industrien. [283] – den såkaldte ”convenience-trend”[284] – betyder, at behovet for at kunne vælge de ernæringsmæssigt rigtige produkter bliver større, da valgfriheden af elementer i kosten nedsættes. [285] – gør det påkrævet, at producenten kan fortælle forbrugeren, hvilke helbredsmæssige fordele disse produkter medfører[286]. Såfremt dette ikke er muligt, vil markedet herfor ikke kunne udvikles, til trods for at disse produkter ville kunne have en gavnlig effekt på forbrugernes sundhed.

Summary

This dissertation "Forbudet mod anvendelsen af sundhedsanprisninger i markedsføringen af fødevarer" investigates matters concerning "the prohibition of the use of health claims" according to the directive 79/112/CEE set by the EU. The paper is divided into three parts.

The first part concentrates on the barriers of the directive, and how they are mapped out. The various member states such as Denmark, Sweden and Spain, implement and interpret the directive differently, and it is therefor obvious to analyze how the member states vary in their administration of the directive. This is done by using the definitions in Codex Alimentarius and exemplified by the possibilities the different countries give the use of claims according to the properties of food commodities in relation to cholesterol figures. From this first part of the dissertation it can be concluded that the directive only prohibits the use of medical claims. The Danish administration of the prohibition of the use of health claims is very narrow, and Denmark prohibits the use of more claims than the directive asserts, whereas every claim that indicates a relation between properties of food commodities and health is forbidden. With regard to the Swedish regulations of the use of health claims, this does not seem to be absolutely in accordance with the directive, whereas five of the legal Swedish claims refer directly to diseases. Regarding the Spanish implementation of the prohibition, the Spanish authorities differ in the way that the prohibition is set up as an example of misleading advertising. Furthermore Spain, just like Sweden, allows for a use of so called “functional claims” which the directive does not take into consideration of a possible prohibition or none. The different interpretations of the directive lead to the conclusion, that Denmark takes a poor position in the market for healthy food within the EU.

In the second part of the paper "The sixth campaign to promote the sale of olive oil” in Denmark, financed by the EU, is subject to a discussion in relation to the directive and the Danish rules and administration examined in the first part. During the campaign the critics of the campaign was concentrated on its misleading character, meanwhile the point about the campaign being in accordance with the prohibition of the use of health claims was overseen. Furthermore the Danish authorities' argumentation of not being able to forbid the campaign, is subject to a discussion. It can be concluded that the sixth olive oil campaign caused confusion and contradicted the prohibition of the use of health claims and the administration of this in Denmark. Furthermore the argumentation set forth by the Danish authorities sheds some doubt to its sincerity. Moreover it is argued, that the Danish law about marketing could be applicable to the misleading part of the campaign.

Finally the third part of the paper discusses whether the protection of the freedom of speech according to the Danish constitution § 77 and the European Convention of Human Rights, art. 10, includes commercial expressions and then if so whether this protection legally can be restricted because of other legitimate reasons. It can be concluded from this third part that the commercial expressions do not enjoy as high an esteem as the political expressions. Even though it is difficult to reason with this statement that it should be necessary to maintain such a prohibition in a democratic society, and it should therefore be legitimate according to the reasons listed in art. 10 of the European Convention of Human Rights.

Bilag 1

Citat af den anvendte spanske lovgivning:

17996 REAL DECRETO 1334/1999, de 31 de julio, por el que se aprueba la Norma General de etiquetado, presentación y publicidad de los productos alimenticios.

CAPÍTULO III, Artículo 4, Principios generales:

Oversættelse af den citerede spanske lovtekst:

der fastsætter de generelle regler for mærkning, præsentationsmåde og reklame for fødevarer.

Generelle principper:

Ordliste

· Anprisning: Fremhævelse af et produkts egenskaber.

· CIAA: Confederation of the food and drink industries of the EU.

· Codex Alimentarius : FN-organ under FAO og WHO, der har til formål at udarbejde globale standarder og retningslinier m.v. for fødevarer og fødevareproduktion med henblik på at sikre forbrugerne sunde og sikre fødevarer og at lette den internationale samhandel. Vedtagne standarter m.m. er ikke bindende for Danmark eller andre lande. Codex Alimentarius blev etableret i 1962, og 151 FN lande deltager.

· Ernæringsanprisning: Fremhævelse af et næringsstofs egenskaber i relation til energi, protein, kulhydrat og fedt samt komponenterne fibre, natrium, vitaminer og mineraler.

· FAO: Food and Agriculture Organization.

· FDA: Food and Drug Administration (Amerikanske fødevaremyndigheder).

· Functional Food Almindelige fødevarer, som er en del af den daglige kost, og som har en sammensætning, der medfører, at produktet som helhed har en fysiologisk relevans og en dokumenteret effekt på en eller flere sundhedsdimensioner.

· Funktionelle anprisninger: Se fysiologiske anprisninger.

· Fysiologiske anprisninger: Fremhævelse af et næringsstofs eller et ikke-næringsstofs egenskaber i relation til en fysiologisk effekt – såvel vedrørende kroppens normale- som sygdomsrelaterede funktioner. Betegnelsen anvendes synonymt med ”funktionelle” anprisninger.

· Fødevarer: Madvarer, drikkevarer, nydelsesmidler og andre varer, der er bestemt til eller må antages at skulle fortæres af mennesker.

· Fødevarer bestemt til særlig ernæring: Kan f.eks. være modermælkserstatning eller kost beregnet for diabetes patienter.

· Generisk anprisning: Standardreference til bestemte sammenhænge mellem kost og sundhed, som der er bred videnskabelig enighed om.

· Generisk produkt: En varegruppe/art.

· HDL-kolesterol: Det ”heldige” eller ”gode” kolesterol.

· Homøopatiske lægemidler: Lægemidler fremstillet af produkter, stoffer eller blandinger kaldet homøopatiske stammer, hvoraf der foretages en række på hinanden følgende fortyndinger efter en homøopatisk fremstillingsmetode.

· LDL-kolesterol: Det ”lede” eller ”onde” kolesterol.

· Lægemidler: Varer der er bestemt til at tilføres mennesker eller dyr for at forebygge, erkende, lindre, behandle eller helbrede sygdomme, sygdomssymptomer og smerter eller for at påvirke legemsfunktioner.

· Medicinalpersoner i henhold til lægemiddelloven: Læger, tandlæger, dyrlæger, farmaceuter, sygeplejersker, apoteksassistenter eller studerende inden for disse fag.

· Medicinske anprisninger: Fremhævelse af et produkts egenskaber i relation til sygdomme.

· Mærkning: Angivelser, oplysninger, fabriks- eller varemærker, billeder eller symboler, som vedrører en fødevare, og som er anført på emballager, dokumenter, skilte, etiketter eller halsetikker af enhver art, der ledsager eller henviser til denne fødevare.

· Naturlægemidler: Lægemidler, der udelukkende indeholder naturligt forekommende stoffer i koncentrationer, der ikke er væsentligt større end dem, hvori de forekommer i naturen.

· Offentligheden i henhold til lægemiddelloven: Enhver, der ikke er læge, tandlæge, dyrlæge, farmaceut, sygeplejerske, apoteksassistent eller studerende inden for disse fag.

· Præsentationsmåde: Fødevaren eller dens emballages form, det til emballagen anvendte materiale, og den måde hvorpå fødevaren udstilles.

· Reklame: Enhver form for tilkendegivelse, der fremsættes i forbindelse med en form for virksomhed, med det formål at fremme afsætningen af et produkt.

· Sundhedsanprisning: Fremhævelse af et produkts egenskaber i relation til sundheden.

· Vitamin- og mineralpræparater: Præparater, hvis virksomme indholdsstoffer udelukkende er vitaminer og/eller mineraler eller lignende.

· WHO: World Health Organization.

Kilder

· egenråtgardsprogram: ”Hälsopåstående i marknadsföringen av livsmedel”, vedtaget af Livsmedelsindustrierna, Livsmedelsbranscherna inom Grossistförbundet Svensk Handel, Lantbrukarnas Riksförbund, Kooperativa Förbundet, Dagligvaruleverantörers Förbund og Sveriges Livsmedelshandlareförbund. Programmet kan rekvireres gratis via e-mail info@snf.ideon.se

· www.vfd.dkwww.fodevaredirektoratet.dk

· www.fs.dk

· tidligere www.olive-oil.org

· www.who.int/dsa/cat98/disease8.htm

· ciaa@ciaa.be

[1] Direktiv 112/79/EØF af 18. december 1978 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for sådanne levnedsmidler.

[2] Fødevaregruppen, ”International analyse af anprisningsreglerne i relation til funktionelle fødevarer”, Erhvervsministeriet, Oktober 1998; Karin Andersen, ”Milliarder på spil ?”, Tænk, nr. 4, 1999, Forbrugerrådet. Forskellige holdninger afspejles desuden i høringssvarene til lovforslaget til Fødevareloven, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, 25. marts 1998. Regeringens holdning fremgår af Regeringens Fødevarepolitiske Redegørelse, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Januar 1998.

[3] CIAA (Confederation of the food and drink industries of the EU) har på europæisk plan fastsat retningslinierne ”Guidelines on the Use of Health Claims”, se kapitel 2.3. På verdensplan forsøger Codex Alimentarius at opnå enighed om et tilsvarende sæt retningslinier, se kapitel 2.2. Kommissionen har desuden fremsat forslag til revidering af mærkningsdirektivet med henblik på at ændre reglerne om sundhedsanprisninger, senest ved EN/SPC/94/14000000.POO: ”Proposal for a European Parliament and Council Directive on the use of claims concerning to foodstuffs”, der dog af forskellige grunde ikke blev vedtaget, jf. Fødevaregruppen, International analyse af anprisningsreglerne i relation til funktionelle fødevarer, Erhvervsministeriet, Oktober 1998, s. 20.

[4] Fødevaregruppen, International analyse af anprisningsreglerne i relation til funktionelle fødevarer, Erhvervsministeriet, Oktober 1998.

[5] Danmarks Riges Grundlov, lov nr. 169 af 5. juni 1953.

[6] Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (ETS 5, UNTS 213.221), åbnet for undertegnelse af Europarådets medlemsstater november 1950.

[7] FN-organ under FAO (Food and Agriculture Organization of The United Nations) og WHO (World Health Organization), der har til formål at udarbejde globale standarder og retningslinier m.v. for fødevarer og fødevareproduktion.

[8] Se note 3 samt ordliste.

[9] Lov nr. 471 af 1. juli 1998 om fødevarer m.m., der trådte i kraft i sin helhed 1. januar 2000, jf. bekendtgørelse nr. 928 af 13. december 1999 om ikrafttræden af lov om fødevarer m.m. (fødevareloven) og om ophævelse af visse love. Enkelte bestemmelser trådte i kraft 1. juli 1999, jf. bekendtgørelse nr. 445 af 9. juni 1999 om ikrafttræden af dele af lov om fødevarer m.v. (fødevareloven).

[10] Lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler m.m.

[11] Middelhavskost & Olivenolie, Fokus på sundhed og ernæring; Nummer 1, Efterår 1999; Dansk udgave.

[12] Lov nr. 348 af 6. juni 1991om medieansvar, senere ændringer sammenskrevet i lovbekendtgørelse nr. 85 af 9. februar 1998.

[13] Mogens Koktvedgaard, Lærebog i konkurrenceret, s. 243.

[14] Se endvidere kapitel 2.4.1.1.3.

[15] Veterinær- og Fødevaredirektoratet, Materiale til Det Rådgivende Fødevareudvalg, 5. november 1997, J.nr. 511.0401-0021, s. 7.

[16] Mogens Koktvedgaard, Lærebog i konkurrenceret, s. 243.

[17] Hjalte Rasmussen, EU-ret i kontekst, s. 397ff.

[18] Traktaten om Den Europæiske Union, EFT C 340 af 10. november 1997, s. 145-172.

[19] ”World Health Organisation”, EU-Karnov 1996, kommentaren til den tidligere bestemmelse om folkesundhed, art. 129, s. 1193, note 2.

[20] WHO, ICD – 10 (International Classifications of Diseases), www.who.int/dsa/cat98/disease8.htm .

[21]”Codex-møde om mærkning”, Fødevarenyt 3, 1996.

[22] Veterinær- og Fødevaredirektoratet, Materiale til Det Rådgivende Fødevareudvalg, 5. november 1997, J.nr. 511.0401-0021, s. 8.

[23] Fødevaregruppen, ”International analyse af anprisningsreglerne i relation til funktionelle fødevarer”, Erhvervsministeriet, oktober 1998, s. 20.

[24] Ibid.

[25] Oplyst af Veterinær- og Fødevarediretktoratet.

[26] Direktiv 89/398/EØF af 3. maj 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om levnedsmidler bestemt til særlig ernæring.

[27] KOM (97)176: ”De generelle principper for Den Europæiske Unions levnedsmiddellovgivning”, s. 22.

[28] Ibid.

[29] Ibid.

[30] Direktiv 65/65/EØF af 26. januar 1965 om tilnærmelser af lovgivning om lægemidler som ændret senest ved direktiv 93/39.

[31] C-219/91, Saml. 1992, I-5485, pr. 21.

[32] Direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om vildledende reklame, der pr. 1.1.2000 også omfatter sammenlignende reklame, jf. direktiv 97/55/EØF om ændring af direktivet om vildledende reklame for at medtage sammenlignende reklame.

[33] Direktiv 92/28/EØF af 31. marts 1992 om reklame for humanmedicinske lægemidler.

[34] Direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-spredningsvirksomhed, ændret ved direktiv 97/36/EØF af 30. juni 1997.

[35] 5. Rammeprogram (1998-2002), jf. Fødevaregruppen, “International analyse af anprisningsreglerne i relation til funktionelle fødevarer”, Erhvervsministeriet, Oktober 1998, s. 22.

[36]Ibid.

[37] ”Health claims”.

[38] Codex Alimentarius, ”Guidelines for Use of Nutrition Claims”, CAC/GL23-1997, jf. ALINORM 97/22. I maj 1998 blev dog på ny optaget drøftelser om sundhedsanprisninger i Codex Alimentarius, jf. Fødevaregruppen, “International analyse af anprisningsreglerne i relation til funktionelle fødevarer”, Erhvervsministeriet, Oktober 1998, s. 17.

[39] Op.cit., s. 14ff

[40] Op.cit., s. 15f.

[41] Op.cit., s. 17.

[42] Ibid.

[43] Ibid.

[44] Ibid.

[45] Op.cit., s. 18.

[46] Ibid.

[47] Codex Alimentarius, ALINORM 99/26, s. 4.

[48] Ikrafttrædelsestidspunktet oplyst ved henvendelse til CIAA.

[49] ”Code of practice on the use of health claims”, i teksten benævnt ”kodeks”.

[50] Op.cit., s. 1.

[51] Fødevaregruppen, “International analyse af anprisningsreglerne i relation til funktionelle fødevarer”, Erhvervsministeriet, Oktober 1998, s. 24.

[52] ”Code of practice on the use of health claims”, s. 2.

[53] ”Health claims”.

[54] Baseret på the European Commission Concerted Action on Functional Food Science in Europe – FUFOSE – British Journal of Nutrition, Vol. 81, number 4 includung supplement number 1, April 1999, jf. ”Code of practice on the use of health claims”, s. 3.

[55] ”Code of practice on the use of health claims”, s. 4-7.

[56] Folketingstidende 1997-98 (2. samling), bind 1, s. 397.

[57] Ibid.

[58] Op.cit., s. 381.

[59] Op.cit., s. 388.

[60] Op.cit., s. 389.

[61] Folketingstidende 1972-73, tillæg A2, sp. 2518.

[62] Op.cit., sp. 2517.

[63] Folketingstidende 1997-98 (2. samling), bind 1, s. 389.

[64] Op.cit., s. 388.

[65] Ibid.

[66] Op.cit., s. 389.

[67] Op.cit., s. 398 og 400.

[68] Mogens Koktvedgaard, Lærebog i Konkurrenceret, s. 224, der citerer Flemming Cumberland, Reklamen til debat (1981), s. 12f.

[69] Camilla Collet og Lars Adam Rehof, Håndbog i Reklameret, s. 8.

[70] Folketingstidende 1997-98 (2. samling), bind 1, s. 398.

[71] Ibid.

[72] Ibid.

[73] Ibid.

[74] Op.cit., s. 399.

[75] Ibid.

[76] Folketingstidende 1972-73, tillæg A2, sp. 2550f.

[77] Op.cit. sp. 2550.

[78] Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, ”Notat om anprisning af fødevarer” (FØU 83/99), 1. afdeling, 2. kontor, J.nr. 1997-4810-0002, 22. juli 1999, Regeringens Fødevarepolitiske Redegørelse, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Januar 1998, s. 21.

[79] Regeringens Fødevarepolitiske Redegørelse, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Januar 1998, s. 21.

[80] Folketingstidende 1972-73, tillæg A2, sp. 2551.

[81] Ibid.

[82] Folketingstidende 1997-98 (2. samling), bind 1, s. 399.

[83] Op.cit., s. 399.

[84] Kriterierne herfor er fastsat i overensstemmelse med principperne i Codex Alimentarius: ”General Principles for the Addition of Essential Nutrients to Foods, jf. Veterinær- og Fødevaredirektoratet, ”Materiale til Det Rådgivende Fødevareudvalg”, 5. november 1997, J.nr. 511.0401-0021, s. 4.

[85] Folketingstidende 1997-98 (2. samling), bind 1, s. 399.

[86] Op.cit., s. 399.

[87] Ibid. samt Folketingstidende 1972-73, tillæg A2, sp. 2551.

[88] Folketingstidende 1997-98 (2. samling), bind 1, s. 399.

[89] Veterinær- og Fødevaredirektoratet, Materiale til Det Rådgivende Fødevareudvalg, 5. november 1997, J.nr. 511.0401-0021, s. 6.

[90] Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, ”Notat om anprisning af fødevarer” (FØU 83/99), 1. afdeling, 2. kontor, J.nr. 1997-4810-0002, 22. juli 1999, s. 2.

[91] Pr. 1. januar 2000, jf. bekendtgørelse nr. 928 af 13. december 1999 om ikrafttræden af lov om fødevarer m.m. og om ophævelse af visse love, § 1, der tillige ophæver levnedsmiddelloven, jf. § 2.

[92] Folketingstidende 1997-98 (2. samling), bind 1, s. 400.

[93] Vejledning om sundhedsanprisninger, Administration af levnedsmiddellovens § 28, stk. 2 og 3, Levnedsmiddelstyrelsen, juni 1993, J.nr.: L 104-019.

[94] Høringssvar til Kommissionen, jf. Fødevaregruppen, “International analyse af anprisningsreglerne i relation til funktionelle fødevarer”, Erhvervsministeriet, Oktober 1998, s. 55.

[95] Interview med Jørgen Fredsted.

[96] Folketingstidende 1997-98 (2. samling), bind 1, s. 400.

[97] Regeringens Fødevarepolitiske Redegørelse, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Januar 1998, s. 20 ff.

[98] Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, ”Notat om anprisning af fødevarer” (FØU 83/99), 1. afdeling, 2. kontor, J.nr. 1997-4810-0002, 22. juli 1999, s. 5f.

[99] Veterinær- og Fødevaredirektoratet, Materiale til Det Rådgivende Fødevareudvalg, 5. november 1997, J.nr. 511.0401-0021, s. 6, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, ”Notat om anprisning af fødevarer” (FØU 83/99), 1. afdeling, 2. kontor, J.nr. 1997-4810-0002, 22. juli 1999, s. 2.

[100] Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, ”Notat om anprisning af fødevarer” (FØU 83/99), 1. afdeling, 2. kontor, J.nr. 1997-4810-0002, 22. juli 1999, s. 3.

[101] Veterinær- og Fødevaredirektoratet, Materiale til Det Rådgivende Fødevareudvalg, 5. november 1997, J.nr. 511.0401-0021, s. 8,

[102] Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, ”Notat om anprisning af fødevarer” (FØU 83/99), 1. afdeling, 2. kontor, J.nr. 1997-4810-0002, 22. juli 1999, s. 6.

[103] Ibid.

[104] Codex Alimentarius, ”Proposed draft recommendations for the use of health claims”, CX/FL 98/10, Agenda Item No. 11, s. 2.

[105] Sundhedsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 6 (alm.del-bilag 13) forskning (offentligt), stillet af Sundhedsudvalget 21. oktober 1997, Sundhedsministeriet, 5.kt.j.nr. 97-520/00-1.

[106] Folketingstidende 1997-98 (2. samling), bind 1, s. 369ff, bemærkningerne til § 43.

[107] Sundhedsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 6 (alm.del-bilag 13) forskning (offentligt), stillet af Sundhedsudvalget 21. oktober 1997, Sundhedsministeriet, 5.kt.j.nr. 97-520/00-1. Uddrag heraf endvidere refereret i Ugeskrift for Læger, 18. maj 1998.

[108] Ministeriet for Fødevare, Landbrug og Fiskeri, brev til Sundhedsministeriet, 23. januar 1998, J.nr.: 1997-4819-0002.

[109] Forslag til fødevareloven, høringssvar, 25. marts 1998, Fødevareministeriet, J.nr.: 1997-4123-0002.

[110] Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fisker, brev til Margarine Industri Foreningen, 24. april 1998, J.nr. 1997-4123-0002.

[111] Lov nr. 656 af 28. juli 1995 om lægemidler.

[112] Jørgen Kvist og Jens Overø, Lægemiddelloven, s. 42 og 54.

[113] Direktiv 65/65/EØF af 26. januar 1965 om tilnærmelser af lovgivning om lægemidler som ændret senest ved direktiv 93/39.

[114] Jørgen Kvist og Jens Overø, Lægemiddelloven, s. 45.

[115] Ibid.

[116] Kosmetiske produkter reguleres af bekendtgørelse nr. 1171 af 10. oktober 1999 om kosmetiske produkter, kosttilskud reguleres af bekendtgørelse nr. 860 af 25. september 1996 om kosttilskud.

[117] Folketingstidende 1997-98 (2. samling), bind 1, s. 388.

[118] Naturlægemidler reguleres således af bekendtgørelse nr. 790/1992, ændret ved bekendtgørelse nr. 573/1995. Homøopatiske lægemidler reguleres i henhold til bekendtgørelse nr. 632/1994, senest ændret ved bekendtgørelse nr. 855/1997, og vitamin- og mineralpræparater er reguleret i bekendtgørelse nr. 567/1996. Se definitionerne af produkterne i ordlisten.

[119] Bekendtgørelse nr. 736 af 7. august 1996 om reklame for lægemidler.

[120] Direktiv 92/28/EØF om reklame for humanmedicinske lægemidler.

[121] Vejledning nr. 166 af 5. oktober 1998 om reklame for lægemidler. Denne er dog under ændring på grund af en tilkendegivelse fra Lægemiddelstyrelsen af 18. juni 1999, ”Grænsen mellem information og reklame”, J.nr. 5411-182, hvilket fremgår af samme skrivelse.

[122] Svarer i sin helhed til den tidligere gældende § 30.

[123] Mogens Koktvedgaard, ”Lægemiddellovens reklamebestemmelser”, JUR 1982, s. 180.

[124] Folketingstidende 1992-93, tillæg A, bind III, sp. 3816.

[125] Produktresuméet indeholder blandt andet oplysninger om lægemidlets sammensætning, dispenseringsform, indikationer, kontraindikationer, bivirkninger, forsigtighedsforanstaltninger, dosering og eventuelle advarsler, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, bind III, sp. 3816f.

[126] Betænkning om lægemidler, nr. 663/1972, s. 14, Folketingstidende 1974-75, tillæg A1, 2. samling, sp. 836 og Folketingstidende 1992-93, tillæg A, bind III, sp. 3810.

[127] Mogens Koktvedgaard, ”Lægemiddellovens reklamebestemmelser”, JUR 1982, s. 179.

[128] Ibid.

[129] Jørgen Kvist og Jens Overø, Lægemiddelloven, s. 171f.

[130] Præamblen til reklamedirektivet.

[131] Folketingstidende 1992-93, tillæg A, bind III, sp. 3811.

[132] Mogens Koktvedgaard, Lærebog i konkurrenceret, s. 230.

[133] Op.cit., sp. 3822.

[134] Ibid.

[135] Folketingstidende 1974-75, tillæg A1, 2. samling, sp. 835f, betænkning om lægemidler, nr. 663/1972, s. 48.

[136] Ibid.

[137] Ibid.

[138] Bekendtgørelse nr. 370 af 9. september 1993 om reklame for tandplejeprodukter.

[139] Direktiv 92/28/EØF af 31. marts 1992 om reklame for humanmedicinske lægemidler.

[140] Folketingstidende 1992-93, tillæg A, bind III, sp. 3816.

[141] Jørgen Kvist og Jens Overø, Lægemiddelloven, s. 173, betænkning om lægemidler, nr. 663/1972, s. 69.

[142] UfR 1995.263V, UfR 1977.381Ø, UfR 1980.901H.

[143] Afgørelser fra Sundhedsstyrelsens Årsberetning 1977, s. 50, refereret af Mogens Koktvedgaard, ”Lægemiddellovens reklamebestemmelser”, JUR 1982, s. 184, og afgørelser refereret i Karnov, s. 3248, note 125.

[144] Lægemiddelstyrelsen, ”Grænsen mellem information og reklame”, 18. juni 1999, J.nr. 5411-182.

[145] Karnov, s. 3248, note 125.

[146] Lov nr. 428 af 1. juni 1994 om markedsføring.

[147] Lov nr. 384 af 10. juni 1997 om konkurrence.

[148] Mogens Koktvedgaard, Lærebog i Konkurrenceret, s. 49, jf. s. 132.

[149] Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 3653.

[150] Ibid.

[151] Mogens Koktvedgaard, Lærebog i Konkurrenceret, s. 49f.

[152] Op.cit., s. 46.

[153] Op.cit., s. 47.

[154] Det International Handelskammers Kodeks for reklamepraksis, indledsningsafsnittet vedrørende definitioner.

[155] Mogens Koktvedgaard, Lærebog i Konkurrenceret, s. 246.

[156] Folketingstidende 1997-98 (2. samling), bind 1, s. 398.

[157] Mogens Koktvedgaard, Lærebog i konkurrenceret, s. 258, og Det Internationale Handelskammers Kodeks for Reklamepraksis, art. 9.

[158] Forbrugerombudsmanden mod Aalborg Stiftstidende i sag om sammenblanding af skjult reklame og redaktionelt stof, www.fs.dk

[159] Mogens Koktvedgaard, Lærebog i konkurrenceret, s. 44.

[160] Folketingstidende 1994, F.t.l. om markedsføring, bemærkningerne til § 18.

[161] Karnov s. 3249, note 146.

[162] Levnedsmiddel- og Miljøtilsynet, Århus Kommune, 15. oktober 1993, J.nr. 931047.

[163] Food and Drug Administration.

[164] Levnedsmiddelkontrollen i København, 3. august 1998, J.nr. 10741000.

[165] Federal Register, February 18, 1998, volume 63, number 32, Rules and Regulations, Page 8103-8121; Fødevaregruppen, “International analyse af anprisningsreglerne i relation til funktionelle fødevarer”, Erhvervsministeriet, Oktober 1998, s. 65; Bente Koch, ”Når mad anbefales som medicin”, Fødevarenyt nr. 1, 1997. Endvidere er lovgivningen om sundhedsanprisninger i USA omtalt i Levnedsmiddelstyrelsen, ”Debatoplæg til Levnedsmiddelstyrelsens møde den 1. og 2. november 1993”, 12. oktober 1993, J.nr. 9.3-09.31, s. 10ff.

[166] Levnedsmiddelkontrollen i Sønderjylland, 22. november 1994, J.nr. 94-47.01, stadfæstet af Levnedsmiddelstyrelsen, 2. maj 1995, J.nr. L 936-063.

[167] Levnedsmiddelkontrollen i Sønderjylland nedlagde forbud ved afgørelse truffet 3. november 1997, J.nr. ikke anført, og ankeinstansens afgørelse blev truffet 10. juli 1998, J.nr. 521.1971-0074.

[168] I forbindelse med en større vildledningskampagne nedlagde en tilsynsmyndighed ligeledes forbud mod anvendelsen af udsagnet "det kloge valg", men da virksomheden kunne dokumentere dette, blev afgørelsen ikke stadfæstet, jvf. www.vfd.dk, ”Status for kampagnen mod vildledning”, marts 1999.

[169] Offentliggjort i handelsbladet EKSTRA EKSTRA, forår 1997, og vedlagt sagen.

[170] Desuden har England, Frankrig, Holland og Belgien fastsat selvregulerende regler eller vejledende retningslinier, jf. Fødevaregruppen, “International analyse af anprisningsreglerne i relation til funktionelle fødevarer”, Erhvervsministeriet, Oktober 1998, s. 8. Det svenske ord for sundhedsanprisninger er ”hälsopåstående”.

[171] Stiftelsen Svensk Näringsforskning, ”Hälsopåståenden i märkning och marknadsföring av livsmedel”, 28. november 1996.

[172] Märkningskundgörelsen, SLV FD 1193:19.

[173] Livsmedelsbranschens egenråtgardsprogram: ”Hälsopåstående i marknadsföringen av livsmedel”, i det følgende ”programmet”. Vedtaget af Livsmedelsindustrierna, Livsmedelsbranscherna inom Grossistförbundet Svensk Handel, Lantbrukarnas Riksförbund, Kooperativa Förbundet, Dagligvaruleverantörers Förbund og Sveriges Livsmedelshandlareförbund. Programmet kan rekvireres gratis via e-mail: info@snf.ideon.se

[174] Fødevaregruppen, “International analyse af anprisningsreglerne i relation til funktionelle fødevarer”, Erhvervsministeriet, Oktober 1998. s. 41.

[175] Programmet, jf. note 161, s. 4.

[176] Op.cit., s. 5. Disse myndigheder ville i Danmark svare til Fødevaredirektoratet (tidligere Veterinær- og Fødevaredirektoratet), Forbrugerstyrelsen og Sø- og Handelsretten.

[177] Livsmedelslagen, SFS 1992:1680.

[178] Läkemedelslagen, SFS 1992:859.

[179] Socialstyrelsen, Läkemedelsavdelingen, som nu hedder Läkemedelsverket.

[180] Socialstyrelsen, Läkemedelsavdelingen, 7. december 1989, Dnr.: L-511:1843/89.

[181] Prop 1962:184, § s 101.

[182] Programmet, jf. note 161, s. 4.

[183] Dvs. standardreferencer til bestemte sammenhænge mellem kost og sundhed, som der er bred videnskabelig enighed om, jf. Fødevaregruppen, “International analyse af anprisningsreglerne i relation til funktionelle fødevarer”, Erhvervsministeriet, Oktober 1998, s. 7.

[184] Op.cit., s. 42, programmet, jf. note 161, s. 7.

[185] Op.cit., s. 41.

[186] Op.cit., s. 43.

[187] Stiftelsen Svensk Näringsforskning, ”Hälsopåståenden i märkning och marknadsföring av livsmedel”, 28. november 1996; Programmet, jf. note 161, s. 5.

[188] Programmet, jf. note 161, s. 5.

[189] Op.cit., s. 7.

[190] Fødevaregruppen, “International analyse af anprisningsreglerne i relation til funktionelle fødevarer”, Erhvervsministeriet, Oktober 1998, s. 43.

[191] Programmet, jf. note 161, s. 7.

[192] Mogens Koktvedgaard, Lærebog i Konkurrenceret, s. 46.

[193] Afgørelse truffet af Fælleskommunal Levnedsmiddelkontrol, Københavns Amt Vest, 18. februar 1998, J.nr.: 34/1983.

[194] Bekendtgørelse nr. 1171 af 10. oktober 1999 om kosmetiske produkter.

[195] Fødevaregruppen, “International analyse af anprisningsreglerne i relation til funktionelle fødevarer”, Erhvervsministeriet, Oktober 1998, s. 43.

[196] Ibid.

[197] Real Decreto 1334/1999, de 31 de julio, por el que se aprueba la Norma general de etiquetado, presentación y publicidad de los productos alimenticios.

[198] Real Decreto 212/1992, de 6 de marzo, por el que se aprueba la Norma general de etiquetado, presentación y publicidad de los productos alimenticios, modificeret ved Real Decreto 930/1995, de 9 de junio.

[199] Ministerio de Sanidad y Consumo; ”Acuerdo interpretativo sobre la publicidad de las propiedades de los alimentos en relación con la salud”, underskrevet af repræsentanter for ”Ministerio de sanindad y consumo” og ”Federación española de industrias de la alimentación y bebidas”, Madrid, 20. marts 1998, i det følgende ”aftalen”.

[200] Aftalen, jf. note 187, s. 3.

[201] Op.cit., s. 2.

[202] ”Alegación salud”.

[203] Aftalen, jf. note 197, s. 3.

[204] Ibid.

[205] Op.cit., s. 2.

[206] Ibid.

[207] Levnedsmiddelstyrelsen, ”Debatoplæg til Levnedsmiddelrådets møde den 1. og 2. november 1993”, 12. oktober 1993, J.nr. 93.09.31, s. 9.

[208] Jf. i det hele Politiken, 18. maj 1997, forsiden samt 2. sektion, s. 3; OutCom A/S, ”EU-Kommissionen har valgt Eurosciences Communication til også at gennemføre den 7. kampagne for olivenolie”, nyhedsbrev udsendt 25. maj 1999.

[209] Offentliggjort i Ugeskrift for Læger, 18/8-1997, og tilgængelig på http://europa.eu.int/olive.oil tidligere www.olive-oil.org , i det følgende ”konsensusudtalelesen”.

[210] Konsensusudtalelsen, pkt. 4.1.

[211] Op.cit., pkt. 4.2.

[212] Op.cit., pkt. 4.4.

[213] Op.cit., pkt. 4.5.

[214] Ibid.

[215] Op.cit., strategi 3.

[216] Op.cit., introduktion.

[217] Der betegnes som det ”onde” eller ”Lede” kolesterol.

[218] Der betegnes som det ”gode” eller ”Heldige” kolesterol.

[219] http://europa.eu.int/olive.oil, Politiken, 18. maj 1997, forsiden samt 2. sektion, s. 3.

[220] Ugeskrift for Læger, nr. 39, 1997, ”EU-kampagne for olivenolie smurt med fordrejet videnskab”.

[221] Sundhedsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 6 (alm.del-bilag 13) forskning (offentligt), stillet af Sundhedsudvalget 21. oktober 1997, Sundhedsministeriet, 5.kt.j.nr. 97-520/00-1.

[222] Ibid.

[223] Forordning 136/66/EØF om oprettelse af en fælles markedsordning for fedtstoffer med senere ændringer.

[224] Sundhedsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 6 (alm.del-bilag 13) forskning (offentligt), stillet af Sundhedsudvalget 21. oktober 1997, Sundhedsministeriet, 5.kt.j.nr. 97-520/00-1.

[225] Ibid.

[226] Ibid.

[227] Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Henrik Dam Kristensen, brev til EU-kommissær Franz Fischler, 30. oktober 1998, J.nr. 1997-48119-0002.

[228] EU-kommissær Franz Fischler, brev til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Henrik Dam Kristensen, 27. november 1998, SG (98) D/11189 003177.

[229] Institute for Artheriosclerosis Research at the University of Münster, op.cit.

[230] Veterinær- og Fødevaredirektoratets brev til Departementet, 8. februar 1999, J.nr. 521.1021-0092.

[231] Ernæringsrådets brev til Fødevareministeriet, 27. april 1999, J.nr. 1998-543.

[232] Dansk Handelsblad, 7. marts 1997, s. 13.

[233] Dansk Handelsblad, 21. marts 1997, s. 11.

[234] Politiken, 18. maj 1997, forsiden samt 2. sektion, s. 3.

[235] Telefonininterview med Outcom A/S.

[236] Knud Aage Frøbert, Massemediernes frihed og ansvar, s. 16, Henrik Zahle, Menneskerettigheder, s. 28.

[237] Camilla Collet, ”Den kommercielle ytringsfrihed”, Justitia nr. 5, 1996, s. 11.

[238] Henrik Zahle, Danmarks Riges Grundlov med kommentarer, s. 438, Henrik Zahle, Menneskerettigheder, s. 4, Knud Aage Frøbert, Massemediernes frihed og ansvar, s. 22.

[239] Folketingstidende 1992-93, tillæg A, bind III, sp. 3810.

[240] Mogens Koktvedgaard, Lærebog i Konkurrenceret, s. 226.

[241] Henrik Zahle, Menneskerettigheder, s. 39, Peter Germer, TV-reklame i retlig belysning, s. 23f, Knud Aage Frøbert, Massemediernes frihed og ansvar, s. 44 og 64, Mogens Koktvedgaard, Lærebog i konkurrenceret, s. 226.

[242] Camilla Collet, ”Den kommercielle ytringsfrihed”, Justitia nr. 5, 1996, s. 11.

[243] Dog med undtagelse af visse indskrænkninger, der anses for nødvendige af ordensmæssige hensyn i diverse situationer, bla. forårsaget af retlige afhængighedsforhold Henrik Zahle, Menneskerettigheder, s. 48-51, Knud Aage Frøbert, Massemediernes frihed og ansvar, s. 38-43.

[244] Henrik Zahle, Menneskerettigheder, s. 50.

[245] Knud Aage Frøbert, Massemediernes frihed og ansvar, s. 44.

[246] Henrik Zahle, Menneskerettigheder, s. 29, der henviser til Ross 1980, s. 711 og Max Sørensen 1973, s. 370. Dog sætter tv- og radiolovgivningen visse begrænsninger for ytringsfriheden, men § 77 indebærer i disse tilfælde en vis alsidighedsforpligtelse, Henrik Zahle, Menneskerettigheder, s. 58, Knud Aage Frøbert, Massemediernes frihed og ansvar, s. 46f og 224.

[247] Peter Germer, Statsforfatningsret, s. 271, der henviser til, at Max Sørensens synspunkt herom er blevet lagt til grund i mediekommissionens betænkning om video nr. 954/1982, s. 28, Knud Aage Frøbert, Massemediernes frihed og ansvar, s. 45.

[248] Henrik Zahle, Menneskerettigheder, s. 53, Knud Aage Frøbert, Massemediernes frihed og ansvar, s. 48 og 55.

[249] Knud Aage Frøbert, Massemediernes frihed og ansvar, s. 31, Henrik Zahle, Danmarks Riges Grundlov med kommentarer, s. 441, Peter Germer, Ytringsfrihedens væsen, s. 33ff.

[250] Knud Aage Frøbert, Massemediernes frihed og ansvar, s. 31, der citerer Alf Ross, Peter Germer, Ytringsfrihedens væsen, s. 30f, der citerer Alf Ross og Max Sørensen.

[251] Peter Germer, Ytringsfrihedens væsen og TV-reklame i retlig belysning, s. 19ff, der dog i vid udstrækning står alene med sine liberale synspunkter, jf. f.eks. JUR 1973, s. 360 og UfR 1973B, s. 201.

[252] Knud Aage Frøbert, Massemediernes frihed og ansvar, s. 65.

[253] EMD 291 Jacubowski, EMD 285 Casado Coca, EMD 165 Markt Intern Verlag GmbH, EMK 7805/77 Pastor X og Scientology-kirken mod Sverige samt EMD 178 Autronic AG, David B. Winn, m.fl., European Community and International Media Law, s. 160, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kommenteret af Peer Lorenzen, m.fl., s. 262.

[254] EMD 285 Casado Coca, pr. 35-36.

[255] Lars Adam Rehof og Tyge Trier, Menneskeret, s. 114, 261, 267, EMK 7805/77 Pastor X og Scientology-kirken mod Sverige.

[256] Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kommenteret af Peer Lorenzen, m.fl.., s. 262, EMD 246 Open Door.

[257] Lars Adam Rehof og Tyge Trier, Menneskeret, s. 262f.

[258] Præmis 51.

[259] Lars Adam Rehof og Tyge Trier, Menneskeret, s. 119f.

[260] Op.cit., s. 110.

[261] Op.cit., s. 111.

[262] David B. Winn, m.fl., European Community and International Media Law, s. 176f, jf. EMD 30 The Sunday Times, pr. 65, hvor dissensen dog mente, at der var tale om en afvejning mellem to konkurrerende interesser.

[263] Lars Adam Rehof og Tyge Trier, Menneskeret, s. 127, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kommenteret af Peer Lorenzen, m.fl., s. 49ff, EMD 30, pr. 47, hvor det ikke var afgørende, at sagen byggede på ”common-law”.

[264] Ibid.

[265] David B. Winn, m.fl., European Community and International Media Law, s. 168, EMD 236 Castells.

[266] David B. Winn, m.fl., European Community and International Media Law, s. 167.

[267] Lars Adam Rehof og Tyge Trier, Menneskeret, s. 128. I EMD 90 Barthold blev en konkurrencelov ligeledes fundet tilstrækkelig forudsigelig, selvom den indebar et vidt skøn, David B. Winn, m.fl., European Community and International Media Law, s. 171.

[268] Lars Adam Rehof og Tyge Trier, Menneskeret, s. 120, David B. Winn, m.fl., European Community and International Media Law, s. 173, der henviser til EMD 24 Handyside m.fl.

[269] David B. Winn, m.fl., European Community and International Media Law, s. 173.

[270] EMD 30 The Sunday Times, pr. 65.

[271] Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kommenteret af Peer Lorenzen, m.fl., s. 47.

[272] Lars Adam Rehof og Tyge Trier, Menneskeret, s. 120f.

[273] David B. Winn, m.fl., European Community and International Media Law, s. 174.

[274] Lars Adam Rehof og Tyge Trier, Menneskeret, s. 123f.

[275] Op.cit., s. 124.

[276] Lov nr. 285 af 29. april 1992 om Den Europæiske Menneskerettighedskovention, der trådte i kraft 1. juli 1992.

[277] Betænkning nr. 1220/1991 om inkorporering af EMRK.

[278] Retsudvalget tilsluttede sig dette, Folketingstidende 1991-92, tillæg B, sp. 891f.

[279] Henrik Zahle, Danmarks Riges Grundlov med kommentarer, s. 18.

[280] Op.cit., s. 19.

[281] Op.cit., s. 20.

[282] Børsen, 9. november 1999, s. 12.

[283] Perspektiv, Tidsskrift om ernæring, nr. 2, 1999, s. 6ff, og Konkurrenceredegørelsen 1999, Konkurrencestyrelsen, Kap. 3.

[284] MAPP, Nyhedsbrev, nr. 13, Januar 1999.

[285] Functional foods defineres af en producent som almindelige fødevarer, som er en del af den daglige kost, og som har en sammensætning, der medfører, at produktet som helhed har en fysiologisk relevans og en dokumenteret effekt på en eller flere sundhedsdimensioner, jf. MD informerer, Nyhedsbrev nr. 3, 1997, s. 2.

[286] Fødevarenyt, nr. 1, 1997, ”Når mad anbefales som medicin” af Bente Koch.