Afkald på ventende arv
2. Gyldighedsbetingelser
Anne-Louise Bormann og Ib Hounsgaard Trabjerg i AL-kommentar, 2. udg., 2017, p. 250
Caroline Adolphsen i Arveret, 8. udg., 2021, p. 141
Der gælder ingen specielle formkrav til arveafkald. Arveafkald på ventende arv skal blot være kommet frem til arveladeren, men af bevismæssige grunde bør et arveafkald altid ske skriftligt i en arveafkaldserklæring, som underskrives af både afkaldsgiver og arvelader. Det kræves ikke, at arveafkaldet registreres noget sted.
Afkaldsgiver kan ikke senere ensidigt annullere sit arveafkald. Et genkaldeligt arveafkald må betragtes som en nullitet.
Derimod kan arvelader til enhver tid annullere et arveafkald, så arvingen arver alligevel. Der gælder heller ikke formkrav for annullationen, som fx. kan ske ved, at arveladeren river det eneste eksemplar af afkaldserklæringen i stykker.
UfR 1970.126/2 HD: M døde i 1952, og H overtog boet som eneste arving. Plejedatteren E skulle i henhold til testamente arve et pantebrev på kr. 20.000 ved længstlevendes død. E havde i 1959 i vrede over, at pantebrevet var blevet forsynet med en rykningspåtegning bl. a. skrevet til H: "Du skal ikke føle dig forpligtet med de 20.000 kr. - gør med dem hvad du vil." H havde i 1966 oprettet testamente til fordel for en plejesøns 3 børn. H fandtes efter indholdet af brevene at have måttet opfatte brevene som et endeligt afkald på arv fra E's side.
UfR 1970.247 ØLD: Den 65-årige branddirektør Poul Olsen havde d. 11.03.1966 ved påtegning på sit testamente delvist tilbagekaldt dette, herunder ophævet et arveafkald fra H. Antaget, at arveafkald ikke kunne afskære M fra med H's vidende formløst at ophæve arveafkaldet, hvilken beslutning ikke kunne anses for en dødsgave eller lignende disposition.
b. Afgivet over for arveladeren
Anne-Louise Bormann og Ib Hounsgaard Trabjerg i AL-kommentar, 2. udg., 2017, p. 250-251
Caroline Adolphsen i Arveret, 8. udg., 2021, p. 141-142
Arveafkald skal ifølge AL § 42, stk. 2 gives over for arveladeren personligt. Hvis en arving vil give afkald på arv over for begge sine forældre, skal begge forældre underskrive arveafkaldserklæringen. Er den ene af forældrene død, og sidder den anden i uskiftet bo, kan arveafkald på arv efter den førstafdøde dog gives over for den længstlevende.
Et ubetinget arveafkald skal være kommet frem til arvelader, og et betinget arveafkald skal være kommet til arveladers kundskab. Det kræves ikke, at arvelader har accepteret arveafkaldet. Et afkald på forventet arv er ubetinget, selv om det er givet med forbehold af livsarvingers arveret'
UfR 2017.1160 ØLD (TFA 2017.130 ØLD): Personligt afkald på ventende arv var gyldigt, da afkaldet var kommet frem til arvelader, som havde den fornødne habilitet til at forstå det ukomplicerede arveafkald.
D gav i 2012 personligt arveafkald over for sin da 93-årige mor, M, som boede på et plejehjem. D lagde arveafkaldet hos M og bad sin bror X, om at lægge det i M's papirer. I 2013 blev D taget under konkursbehandling, og i 2014 afgik M ved døden. D's konkursbo anlagde sag mod D's døtre, B og C, med påstand om, at arveafkaldet var ugyldigt. Retten i Lyngby frifandt B og C. ØL bemærkede, at den omstændighed, at arveafkaldet var givet under forbehold af D's livsarvingers arveret, ikke indebar, at arveafkaldet måtte betegnes som et betinget arveafkald. Da D's arveafkald således var meddelt uden betingelser, var det ikke en gyldighedsbetingelse, at arvelader havde accepteret arveafkaldet, men alene at arveafkaldet var kommet frem til arvelader. Efter bevisførelsen for ØL fandtes det godtgjort, at arveafkaldet kom frem til M, og at hun havde den fornødne habilitet til at forstå det ukomplicerede arveafkald. Arveafkaldet var under disse omstændigheder gyldigt.
Anne-Louise Bormann og Ib Hounsgaard Trabjerg i AL-kommentar, 2. udg., 2017, p. 251-252
Caroline Adolphsen i Arveret, 8. udg., 2021, p. 142-143
Afkaldsgiver skal selv være myndig og ved sin fornufts fulde brug, og arveladeren skal være testamentshabil. Er arveladeren alvorligt alderdomssvækket, kan arvingen derfor ikke give arveafkald over for denne. Arveafkald kan ikke gives over for en værge eller en fremtidsfuldmægtig.
UfR 1966.516 Hjørring skifterets dom: Søn havde givet personligt arveafkald 5 dage, før faderen døde, og 3 dage, før han selv indgav konkursbegæring. Arveafkaldet anset for ugyldigt, da den 84-årige stærkt senildemente fader ikke havde været i stand til at forstå afkaldets indhold og følger. Arven tilfaldt herefter konkursboet.
UfR 2017.1160 ØLD (TFA 2017.130 ØLD). Personligt afkald på ventende arv var gyldigt, da afkaldet var kommet frem til arvelader, som havde den fornødne habilitet til at forstå det ukomplicerede arveafkald.
D gav i 2012 personligt arveafkald over for sin da 93-årige mor, M, som boede på et plejehjem. D lagde arveafkaldet hos M og bad sin bror X, om at lægge det i M's papirer. I 2013 blev D taget under konkursbehandling, og i 2014 afgik M ved døden. D's konkursbo anlagde sag mod D's døtre, B og C, med påstand om, at arveafkaldet var ugyldigt. Retten i Lyngby frifandt B og C. ØL bemærkede, at den omstændighed, at arveafkaldet var givet under forbehold af D's livsarvingers arveret, ikke indebar, at arveafkaldet måtte betegnes som et betinget arveafkald. Da D's arveafkald således var meddelt uden betingelser, var det ikke en gyldighedsbetingelse, at arvelader havde accepteret arveafkaldet, men alene at arveafkaldet var kommet frem til arvelader. Efter bevisførelsen for ØL fandtes det godtgjort, at arveafkaldet kom frem til M, og at hun havde den fornødne habilitet til at forstå det ukomplicerede arveafkald. Arveafkaldet var under disse omstændigheder gyldigt.
Anne-Louise Bormann og Ib Hounsgaard Trabjerg i AL-kommentar, 2. udg., 2017, p. 252
Caroline Adolphsen i Arveret, 8. udg., 2021, p. 143-145
En insolvent arving og en arving under konkurs kan godt give afkald på ventende arv. Det er omdiskuteret i teorien og uafklaret i retspraksis, om en fallent kan givet afkald på ventende arv, hvis arvelader lå på sit dødsleje
En arving kan godt give blankt afkald på ventende arv på sit dødsleje, og dette er ikke en dødslejegave, jf.
UfR 1990.819 ØLD (FM 1990.94/2): Den 42-årige T havde i 1987 på sit dødsleje givet blankt afkald på arv efter sine forældre, som ½ måned senere oprettede testamente, hvorefter T's arvelod på 1/3 skulle tilfalde T's 2 fællesbørn, men ikke T's særbarn S. Antaget, at AL § 31 ikke indeholder noget krav til formen for et arveafkald, og at arveafkaldet ikke var en disposition omfattet af AL § 30. Da arveafkaldet ikke var en gave, fandt AL § 70 om dødslejegaver ikke anvendelse. Heller ikke grundlag for at tilsidesætte afkaldet efter AL § 52.
e. Mangler ved viljeserklæringen
Anne-Louise Bormann og Ib Hounsgaard Trabjerg i AL-kommentar, 2. udg., 2017, p. 252-254
Caroline Adolphsen i Arveret, 8. udg., 2021, p. 145-147
Et arveafkald kan erklæres ugyldigt efter reglerne i AFTL §§ 28-36 og - hvis afkaldet er vederlagsfrit - reglerne i AL §§ 75 og 77
UfR 1986.829 ØLD: HBH, som havde 3 særbørn, herunder S, fra sit 1. ægteskab, havde i sit nye ægteskab delvist særeje og delvist fælleseje. I 1982 gav S blankt afkald på arv efter sin fader, for så vidt angik boslodden i faderens fælleseje, mod et vederlag på kr. 252.000. I 1984 overførte M ved ægtepagt en del af sit særeje til fællesejet. S påstod arveafkaldet kendt uforbindende på grund af bristende forudsætninger. Antaget, at S havde forudsat, at bosloddens størrelse ikke efterfølgende blev forøget ved udvidelse af formuefællesskabet på bekostning af særeje som sket, og at dette havde stået parterne klart. S ville derfor ikke være bundet af arveafkaldet, hvis han på sin side tilbagebetalte vederlaget. Da S ikke har villet acceptere dette vilkår, kunne hans påstand ikke tages til følge.
UfR 1988.897 HD: H sad i uskiftet boet med sønnen P og datteren Y. H oprettede i 1979 et testamente, hvorefter P skulle arve aktierne i vognmandsforretning og Y alle andre aktiver. P og Y tiltrådte skriftligt testamentet, "uanset om det på skiftets tidspunkt skulle vise sig, at der sker en sådan skævdeling mellem os, at dette ville være i strid med arvelovens regler om tvangsarv." Y fik ikke medhold i, at arveafkald kunne tilsidesættes på grund af urigtige eller bristende forudsætninger.
FM 1992.78/3 ØLD: M, som sad i uskiftet bo med fællesbørnene D og S, oprettede et testamente, hvorefter "boet efter mig" skulle fordeles mellem D og S's søn. S tiltrådte ved underskrift på testamentet det indeholdte personlige arveafkald. Da testamentet efter sit indhold alene omfattede den fædrene arv, og da arveafkaldet henviste til testamentets bestemmelser, fandtes det ikke godtgjort, at arveafkaldet omfattede den mødrene arv.
Dom afsagt af Skifteretten i Lemvig d. 31.07.1995 (Sks 285/1993) (Fagl. Nyt 1996. 77): H, som siden 1959 havde siddet i uskiftet bo med fællesbørnene S og D, skiftede i 1967 boet efter M. S gav på 1. skiftesamling blankt afkald på arven efter sin moder. I 1987 døde D, som var ugift og barnløs. H gav afkald på arven efter D, som herefter tilfaldt S. Efter H's død i 1993 gjorde H's 4 søskendebørn gældende, at de var enearvinger i boet efter H, som var på ca. kr. 2,5 mio., idet S havde givet arveafkald i 1967. Antaget, at arveafkaldet var led i en generel familieordning, der havde til hensigt at stille afdødes børn lige, og at afkaldet var givet med det formål at kompensere D for den skævdeling, der skete ved fordelingen af arven efter faderen i S's favør. Da D døde uden at efterlade sig livsarvinger, bortfaldt formålet med arveafkaldet. Endvidere godtgjort ved vidneforklaringer, at H selv anså det af sønnen meddelte arveafkald for bortfaldet. S var herefter enearving i boet.TFA 2006.290 ØLD: M og H indgik ægteskab d. 03.07.2003, og de oprettede på vielsesdagen ægtepagt, M oprettede vidnetestamente og H gav arveafkald. Dokumenterne blev underskrevet på Rigshospitalet, hvor M var indlagt. Det ene af testamentsvidnerne var en socialrådgiver. H påstod efter M's død, at testamentet og arveafkaldet var ugyldigt, så hun skulle arve det hele, dvs. ca. 2,5 mio. kr. ØL henviste til, at H ubestridt havde underskrevet afkaldet, og det lagdes til grund, at hun forstod, hvad det indebar. Det tiltrådtes derfor, at det ikke var godtgjort, at det var ugyldigt. Efter testamentsvidnernes forklaringer tiltrådte ØL, at det fandtes godtgjort, at testamentet var gyldigt oprettet.
3. Retsvirkningerne af arveafkald
b. Betydning for adgangen til modregning af arvings gæld.
c. Betydning for testationskompetencen
d. Betydning for begunstigelsesindsættelse
Munck i Festskrift til Borum 1964 p. 311-321
Fisch-Thomsen i JUR 1968.217-219
Svend Danielsen i UfR 1987 B.96
Anne-Louise Bormann og Ib Hounsgaard Trabjerg i AL-kommentar, 2. udg., 2017, p. 254-256
Caroline Adolphsen i Arveret, 8. udg., 2021, p. 147-151
Afkaldet har også virkning for afkaldsgiverens livsarvinger (dvs. blankt arveafkald), medmindre disses arveret er forbeholdt (personligt arveafkald), jf. AL § 42, stk. 3.
Arvingen kan ikke give afkald på sin arv til fordel for andre end sine livsarvinger. Arvingen kan f. eks. ikke i et arveafkald bestemme, at arvelodden skal tilfalde arvingens ægtefælle. Derimod kan arveladeren i sit testamente bestemme, at arvingens ægtefælle skal arve et beløb svarende til den arvelod, som arvingen har givet afkald på.
Et personligt afkald på ventende arv kan gives med forbehold af livsvarig rentenydelsesret for afkaldsgiveren.
Et afkald kan være betinget, f. eks. af, at arveladeren opretter testamente til fordel for en bestemt person, eller at arveladers testamente ikke ændres, eller at arvelader overleves af sin samlever.
En ægtefælles fuldstændige arveafkald omfatter også retten til suppleringsarv efter AL § 11, stk. 2, men næppe retten til at hensidde i uskiftet bo, medmindre dette udtrykkeligt er anført, jf. Caroline Adolphsen i Arveret, 8. udg., 2021, p. 148 ved note 37
b. Betydning for adgangen til modregning af arvings gæld.
Jørgen Nørgaard i FM 1991.149-150: Succederer arvinger også i adgangen til modregning i arvings gæld?
c. Betydning for testationskompetencen.
Et blankt arveafkald fra en tvangsarving medfører ifølge ældre teori, at de øvrige
tvangsarvingers tvangsarvelod vokser proportionalt. Ifølge nyere teori startende
med Trolle i UfR 1961 B. p. 285 og Munck i Festskrift til Borum 1964 p. 316 ff.
medfører arveafkaldet, at arveladers testationskompetence forøges med afkaldsgiverens
tvangsarv, forudsat at arveladeren overleves af afkaldsgiveren eller dennes livsarvinger,
jf. AL-kommentar, 2. udg., 2017, p. 256, og Arveret, 8, udg., 2021. p. 150.
Det kan ifølge Jørgen Nørgaard JUR 1992.1-3 ikke kræves, at arveafkaldet er betinget
af, at arvelader udnytter den frigjorte tvangsarvebrøk til fordel for NN, cfr. Taksøe-Jensen
i Arveretten p. 303 og i Tillæg til Arveretten 1996 p. 33.
Er der ydet vederlag for arveafkaldet, forøges arveladers testationskompetence med
afkaldsgiverens tvangsarvelod med fradrag af vederlaget, som behandles som et arveforskud.
UfR 1993.799/2 ØLD (FM 1993.147/2): M var død i 1989, og H sad i uskiftet bo med fællesbørnene D og S. S havde to børn, datteren B og et barn født uden for ægteskab. S havde mange kreditorer, og han ønskede derfor at give arveafkald til fordel for B. S gav i 1989 blankt arveafkald over for H på enhver arv efter begge forældre. Samme dag oprettede H et uigenkaldeligt testamente, hvorefter den del af arven efter M og H, som skulle tilfalde S, skulle tilfalde B. H døde i 1990. Det uskiftede bo udgjorde ca. kr. 885.000, som af skifteretten blev fordelt med 3/4 til D og 1/4 til B. ØL gav B medhold i, at boet skulle fordeles med 5/8 til D og 3/8 til B. Uanset arvelovens forarbejder måtte det i overensstemmelse med den nyere teori antages, at en tvangsarvings fuldstændige arveafkald må medføre en udvidelse af arveladers testationskompetence svarende til afkaldgivers tvangsarv. Omtalt af Danielsen som månedens dom i Lov & Ret nr. 10/1993 p.18 .
d. Betydning for begunstigelsesindsættelse.
Eva Naur i Arveret, 9. udg., 2024, p. 386-387
Udgangspunktet er ifølge Eva Naur, at et afkald på arv ikke omfatter afkald på begunstigelse i livsforsikringer m.v., men konkret fortolkning kan føre til det modsatte resultat.
