Forvaltning af familieretligt samvær
af lektor LL.M., ph.d. Annette Kronborg, Københavns Universitet. Oktober 2000.
I artiklen behandles statsamternes forvaltning af reglerne om forældremyndighed og samvær. Det vurderes, at forvaltningen i dag overspiller sine muligheder for at påvirke forældres indbyrdes konflikter om deres børn.
Ægteskabet var indtil midten af det 20. århundrede den almindelige ramme for familielivet.
Loven havde ægteskabet som den legitime ramme for børneopdragelse. Meningen med
to-somhed skulle i mindre grad skabes nedefra af det enkelte ægtepar, men var givet
ovenfra med ægteskabsinstitutionen. Ægteskabets normer var konstituerende for samfundets
fællesskab, og ægteskabets gyldighed kom med dette. Ægteskabet var grundlaget for
ægtefællernes individuelle pligter, rettigheder og ansvar forankret i samfundsnormer.
Det var på grundlag af ægteskabet muligt at beskrive den retmæssige ægteskabelige
adfærd. Ægtefællerne skulle være tro mod ægteskabet, ikke blot i seksuel forstand,
men også over for den indbyrdes personlige og økonomiske arbejdsdeling. Individet
bevægede sig i dette normative rum, og den enkeltes adfærd blev evalueret heri.
Retten understøttede en balance i ægtefællernes indbyrdes forhold, ud fra hvilken
skyld blev placeret, og billighed fik fylde. Rettens formål var i de enkelte konflikter
at ekskludere den utilstrækkelige af ægtefællerne fra familien. Retten var et korrektiv
til afvigende adfærd og benævnes derfor som korrigerende ret.
Det fulgte af myndighedsloven fra 1922, at det ved separation og skilsmisse i en
forældremyndighedstvist var afgørende, "Hvad der særligt under Hensyn til Børnenes
Tarv findes billigt. Er det godtgjort, at den ene af Forældrene væsentligt bærer
Skylden for Samlivets Ophævelse, og skønnes de begge lige egnede til at opdrage
Børnene skal den anden af Forældrene være nærmest til at få Forældremyndigheden."
Det primære i det retlige skøn var således ifølge ordlyden billighed. Retten fungerede
korrigerende. I tiden efter vedtagelse af loven blev barnets tarv glidende mere
dominerende i det retlige skøn, og billighed blev tilsvarende et mindre betydningsfuldt
element og forsvandt ud af lovteksten i år 1986. I takt hermed aftog rettens korrigerende
karakter. Skyld blev fortrængt fra familieretten, som en umoderne betragtning i
forhold til forestillingen om det selvbestemmende individ frisat fra de traditionelle
normer, som der i samfundet var gjort op med.
Den skyldige ægtefælle bevarede dog også tidligere med indførelsen af myndighedsloven
samværsret med sine børn, men antallet af sager var i første halvdel af det 20.
århundrede få. Omfanget af den enkeltes samvær fastsat af myndighederne var begrænset,
og den retlige beskyttelse af samværsretten gik ikke langt, for så vidt som den
blev ophævet, hvis den var konfliktskabende. Forvaltningen af samvær foregik i skyggen
af de ægteskabelige normer og indebar, at forældrene havde et fælles ansvar for
et eventuelt fremtidigt samarbejde om deres fællesbørn, som var af begrænset familieretlig
og forvaltningsmæssig relevans.
Opbruddet med ægteskabeligt samliv som den eneste legitime form for samliv, kvindernes
kamp for ligestilling og deres ændrede rolle i erhvervslivet i midten af det 20.
århundrede indebar, at der blev rokket ved de traditionelle normer for forældreskab.
Samlivsformerne blev i højere grad et privat anliggende. Skyld-vurderinger tabte
terræn i takt med, at samfundsnormerne ændrede sig, og familiemønstrene blev mere
varierende, efterhånden som kvinder og mænd i samfundsmæssig henseende formelt fik
et mere jævnbyrdigt forhold. Ægteskabets svækkede samfundsmæssige betydning medførte,
at retten mistede en samfundsforankring af de retmæssige familieforhold og dermed
billedet på det gode familieliv. Retsgrundlaget måtte ændres, så reglerne kunne
rumme de varierende familiemønstre. Ændringen blev fra ret og det relationelle mellem
forældrene til velfærd og fokus på barnet.
Forestillingen om, at det gode familieliv rummer både en mor og en far, gennemtrængte
fortsat retten. Denne forestilling blev opretholdt efter normbruddet, fordi der
fandtes stærke ønsker i samfundet om, at både kvinder og mænd havde adgang til familielivet.
Helhedstænkningen om familien forsvandt med ophøret af ægteskabet som den eneste
legitime ramme for familien, men værdierne forblev familien som en helhed. Derfor
måtte der samarbejde til for at fastholde helheden. Hvis en familie efter et opbrud
fortsat skulle anerkendes som et familiemønster af retten - i modsætning til tidligere
- så måtte trådene holdes sammen af en myndighed. Normopløsningen havde skabt en
individualisering i familien, hvor familiemedlemmerne i højere grad betragtedes
som et antal af enkelte individer end som en enhed. Uden forældrenes samarbejde
gik den individualiserede familie i stykker som billedet på det gode familieliv,
og alternativet til samarbejde for at bevare billedet af kernefamilien var fortidens
faste rammer, som passede nutidens frisatte individer dårligt. Brud på samarbejdsprincippet
var derfor at sammenligne med tidlige tiders skyld.
Normopløsningen gjorde ikke behovet for afgørelser om parternes familieretlige forhold
mindre, men den retmæssige adfærd kunne ikke længere i samme grad vurderes på forældrenes
ydre adfærd udfra forud fastlagte og kulturelt indlejrede ægteskabelige normer.
Afgørelserne måtte derfor nu bygge på det, der var tilbage efter normbruddet, nemlig
forældrenes personlige indre forhold. Rettens tidsmæssige perspektiv ændredes ligeledes
som et resultat af normopløsningen. Fra at have været rettet mod at evaluere forældrenes
tidligere adfærd forskød vurderingen sig fra dette bagudrettede perspektiv til et
fremadrettet perspektiv i en vurdering af, hvilken afgørelse der vil være til barnets
bedste i fremtiden. Retten ændrede herved væsen fra at være dømmende til at forsøge
at forbedre mulighederne for det gode fremtidige forældreskab til gavn for barnet.
Statsamtets interesse for familiens fortid måtte nu konkurrere med en stigende konstruktiv
interesse for familiens fremtid. Retsnormen var samarbejde.
Som følge af den stigende kompleksitet i samfundsnormerne rettes arbejdet i statsamterne
mod de specifikke relationer i den enkelte familie. Det er denne nye optagethed
af fremtiden for den enkelte familie i den konkrete forvaltning, der er begrundelsen
for at karakterisere retten som normaliserende. Det normative rum, som tidligere
var sat af ægteskabet, forvandledes i denne efterfølgende epoke til en flerhed af
fænomener med det formål at pleje samarbejdet mellem forældre. Disse behandles nedenfor
opdelt i følgende afsnit: a) Menneskerettigheder, b) Rådgivning, c) Korrekthed i
lovgivningen, d) Psykologi og e) Mægling.
a. Menneskerettigheder
FN´s børnekonvention anvender en retlig terminologi, men der er ved en nærmere karakteristik
tale om forestillinger om det gode på et retligt metaplan, og som derfor i forhold
til national ret fremstår som en etisk målestok. I tråd hermed nævnes i
kommissoriet bag betænkningen fra 1994 "Fælles forældremyndighed, samværsvanskeligheder,
børnesagkyndig rådgivning", at det skal vurderes af udvalget, om dansk ret er i
overensstemmelse med konventionen. Konventionens funktion som etisk målestok kan
skabe den fejlagtige opfattelse, at konventionen giver en anvisning på det gode.
Dette ville være at overvurdere den etiske diskurs indflydelse på det gode liv.
Det etiske konstitueres ikke af vore tolkninger, og det står og falder ikke med
vores skiftende diskurser om det. Sagt med andre ord; et barn får det ikke bedre
af, at nogen måtte mene, at barnet har det godt.
Særligt artikel 18, stk. 1, nævnes i "samværs-debatten". Ifølge artiklen skal deltagerstaterne
bestræbe sig på at sikre anerkendelse af princippet om, at begge forældre har fælles
ansvar for barnets opdragelse og udvikling. Der er inden for den menneskeretlige
diskurs skabt en formodning for, at samvær med begge forældre er godt for barnet.
Tilsvarende formodning findes ikke inden for andre vidensområder, herunder psykologi
og sociologi.
Menneskerettighederne er blevet et element i den ideologiske overbygning, som de
retlige instanser, herunder forvaltningen, betjener sig af. De er dukket op med
introduktionen af den normaliserende forældreret.
b. Rådgivning
Statsamtet skal tilbyde forældre og børn børnesagkyndig rådgivning ved uenighed
om forældremyndighed og samvær. Formålet er at hjælpe parterne til at løse konflikter
under hensyn til, hvad der er bedst for barnet. Rådgivningen varetages af socialrådgivere,
psykologer og psykiatere.
Forløberen for bestemmelsen - myndighedsloven § 27 a - blev indført ved 1985-reformen
og introducerede en pligt for statsamterne til at tilbyde rådgivning, hvilket allerede
på daværende tidspunkt var introduceret i nogle statsamter.
I forarbejderne til 1985-reformen er der lagt vægt på, at det er ønskeligt, at familien
selv løser de konflikter, der opstår i forbindelse med den ændrede situation for
familien.
I betænkningen fra 1994 (s. 156) nævnes, at "rådgivningen styrker forældrene i at
bruge egne ressourcer på bedre at blive i stand til at komme overens ... En kvalitet
i rådgivningen kan være forældrenes oplevelse af at komme til orde og en følelse
af at blive hørt og forstået, hvilket kan give en mulighed for at omvurdere og kaste
nyt lys over gamle konflikter og at hjælpe dem til at acceptere og "begrave" fortiden
... Der er ikke tale om et egentligt terapeutisk forløb, men rådgiverne anvender
deres terapeutiske sagkundskab til at bibringe det nye familiesystem nogle redskaber
til konfliktløsning." Heroverfor står Mai Heide Ottesens kritiske spørgsmål om,
det er "... realistisk at have forventninger til, at et rådgivningsforløb, der gennemsnitligt
varer 2,2 timer, ikke kun skal udvirke kriseintervention med henblik på konkret
problemløsning, men tillige skulle kunne ændre så grundlæggende på strukturerne
i parternes indbyrdes samspil, at det udmønter sig i en egentlig adfærdsændring,
dvs. i et kvalitativt forbedret samarbejde?"
Svaret på spørgsmålet må findes i det forhold, at rådgivningen ikke kun har til
formål grundlæggende at ændre på parternes konflikt, men også det mere beskedne
formål blot at påvirke forældrenes ydre adfærd. I betænkningen fra 1994 (s. 166)
nævnes, at "[d]et burde kunne "betale sig" at samarbejde om, hvad der er bedst
for barnet. [fodnote udeladt] Det kunne være et tegn på manglende overskud til at
handle ud fra barnets interesser, at man - uden en rimelig begrundelse - nægter
at deltage i rådgivningen for at finde en for barnet optimal løsning med regelmæssig
kontakt med begge forældre efter samlivsophør. Nægtelse af at deltage i rådgivning
kan således som et aspekt være medvirkende til, at man ud fra en samlet vurdering
af sagen finder, at den anden forælder er mere egnet til at have forældremyndigheden
over barnet. [fodnote udeladt]"
Forældrenes adfærd under selve samværssagen er et let tilgængeligt faktum at inddrage
i grundlaget for afgørelsen. Ved at medvirke til rådgivning kan den enkelte fremstille
sig selv over for sagsbehandleren som en samarbejdsvillig person. Et forhold der
- set fra den enkelte forælders synsvinkel - muligvis vil indgå i det retlige grundlag
for statsamtets efterfølgende afgørelse om samvær.
En konsekvens af, at rådgivningen foregår i statsamtet, er, at forældrene ikke oplever,
at der reelt er vandtætte skodder mellem et rådgivningsforløb og deres sag. Dette
skyldes, at rådgiverne er kollegaer i statsamtet med dertil hørende personlig indbyrdes
omgang. Desuden vil der ofte på samværssagen findes et notat om, hvorvidt parterne
har modtaget et tilbud om rådgivning. Der efterlades en fornemmelse af, at en reel
adskilthed mellem rådgivende og besluttende myndighed er en illusion.
En begrundelse for dette faglige samarbejde følger af betænkning 1994 (s. 168),
hvor samarbejdet anses for at være "af stor værdi både for statsamtsjuristerne og
for de børnesagkyndige rådgivere. Begge grupper har fået større forståelse for de
problemer, som de juridiske konstruktioner forældremyndighed og samvær kan give
anledning til, og for, hvordan de bedst kan løses under skyldig hensyntagen til
de fremtidige familierelationer." En begrundelse som således ikke tager udgangspunkt
i at værne om, at den enkelte oplever, at rådgivning og den retlige forvaltning
reelt holdes adskilt, men derimod i en forbedring af den professionelle håndtering
af familiekonflikter.
Det uklare forhold mellem rådgivning og retlig forvaltning afspejler, at de professionelle
i statsamtet søger at påvirke forældrene i retning af et indbyrdes samarbejde uden
sikkerhed for, om forældrene personligt kan stå inde for resultatet af rådgivningen.
Rådgivning er således at betragte som et instrument for statsamtets normaliserende
virke.
c. Korrekthed i lovgivningen
Rettens normaliserende karakter har medført en forskydning i lovgivningsarbejdet
fra at normere den enkeltes retsstilling til at beskrive det korrekte forældreskab
- at samarbejde. Denne forskydning indebærer, at lovgivningens signalværdi er blevet
en accepteret begrundelse i forarbejder til lovgivningen. Denne ændring kan forklares
med, at statsamtet har udvidet sit aktivitetsområde. Statsamtets virksomhed består
ikke blot af enkeltstående retsafgørelser. Andre aktiviteter er forskellige kommunikationstilbud
i form af rådgivning og mægling, som har til formål at påvirke forældrene i en god
retning - normeret af lovens signalværdi. Loven udgør i dette arbejde en del af
den ideologiske overbygning. Den er et instrument for normpleje i den enkelte familie.
Ved 1995-reformen har der fundet en markant ændring sted i lovgivningsstilen eksemplificeret
i det følgende. Afsæt i negative billeder af fædre ses ikke længere som begrundelsesform
i forarbejderne, eksempelvis at nogle fædre vil misbruge en adgang til søgsmål.
Der er tænkt positivt/korrekt. Lovens påvirkning af den enkeltes holdning er nu
i modsætning til tidligere blevet en tilfredsstillende begrundelse for en lovændring.
Udtrykket samværsret er blevet erstattet med samvær for at nedtone rettigheder og
pligter i forbindelse med forældrekontakten og dermed fremhæve, at det centrale
er at bevare barnets forbindelse med begge forældre. Desuden er modarbejdelse af
samvær blevet nævnt i loven som et hensyn, der skal tillægges vægt i forbindelse
med afgørelser om overførsel af forældremyndigheden:
"Formålet hermed er at signalere, at begge forældrene bør medvirke til gennemførelsen
af samvær, således at barnet kan bevare en stabil kontakt også til den af forældrene,
som det ikke bor hos."
Ved 1985-reformen var dette blevet forkastet med følgende begrundelse:
"[Det vil] ikke være hensigtsmæssigt i selve lovteksten om ændring af forældremyndigheden
særligt at fremhæve modarbejdelse af samværsretten som ændringsgrund frem for de
utallige andre grunde, der i lige så høj grad kan give anledning til krav om ændring
på grund af modarbejdelse af samværsret."
Ved 1995-reformen blev indført en hjemmel til, at statsamterne kan fastsætte bestemmelse
om telefonkontakt og anden kontakt end samvær mellem en forælder og barnet bl.a.
med følgende begrundelse:
"En skrivelse fra statsamtet, udformet med denne hjemmel, vil utvivlsomt have psykologisk
betydning i familierne. Man må imidlertid gøre sig klart, at en afgørelse af denne
karakter ikke direkte kan gennemtvinges eller sanktioneres, f.eks. gennem fogedbistand
eller tvangsbøder."
Perspektivet i lovens beskrivelse af forældremyndighedens indhold er blevet ændret
fra udelukkende at være forældrenes til også at indeholde et børneperspektiv svarende
til FN´s børnekonvention. Herved signaleres, at det korrekte forældreskab tager
udgangspunkt i barnet. Ordlyden af bestemmelsen om forældremyndighedens indhold
introducerede således i 1985-reformen barnets interesser og behov som det retligt
relevante afsæt for udøvelse af myndigheden for så ved 1995-reformen at føre udviklingen
videre - i retning af fokus på barnet - ved at introducere en ret for barnet.
Ved 1995-reformen er der åbnet for, at statsamterne kan udfærdige samværsresolutioner
til forældre, som har del i forældremyndigheden. Hermed har man begrebsmæssigt udvidet
området for fælles forældremyndighed til en gruppe af forældre med flere konflikter
end før reformen, da forældre ikke længere behøver at være enige om en samværsordning
for at have fælles forældremyndighed. Det vil sige, at forældre, som ikke er enige
om en samværsordning og som før reformen ikke var omfattet af begrebet fælles forældremyndighed,
nu er omfattet. Dette indebærer, at forældre med fælles forældremyndighed nu også
omfatter forældre, der har et relativt højt konfliktniveau, og hvor det faktiske
fællesskab er yderst spinkelt. Herved har fælles forældremyndighed begrebsligt fået
en stærk ideologisk karakter, da fællesskabet mere er ifølge den retlige betegnelse
af forældreskabet end nødvendigvis en realitet.
I forlængelse af ændringerne i begrundelsesformen ved 1995-reformen som beskrevet
ovenfor kan afskaffelse af revselsesretten i 1997 nævnes, da denne lovændring også
vedrører forældremyndighed og er udtryk for en øget vægtning af lovens signalværdi
som begrundelse for lovgivning. Følgende er bemærkninger til lovforslaget:
"[Børne]konventionen indeholder ikke noget specifikt revselsesforbud, men artikel
19 forpligter konventionslandene til at træffe alle passende forholdsregler med
henblik på at beskytte børn mod fysisk eller psykisk vold og andre former for overgreb,
mens barnet er i forældres og andres varetægt ... en afskaffelse af revselsesretten
vil være helt i overensstemmelse med Børnekonventionens ordlyd om at beskytte barnet
mod alle former for vold. ... En klar lovgivning på området og en klar information
om intentionerne er vigtige forudsætninger for at ændre befolkningens holdning til
spørgsmålet om anvendelse af fysisk afstraffelse af børn."
Begrundelserne for lovgivningen om forældremyndighed og samvær i 1990´erne har således
været at beskrive det korrekte forældreskab. Lovgivningen er den retlige ramme for
rettens normaliserende virke.
d. Psykologi
I det 20. århundredes sidste årtier har psykologerne vundet indpas i arbejdet i
statsamterne. De deltager i rådgivningen, de udfærdiger børnesagkyndige erklæringer
til belysning af familiernes forhold til brug for den konkrete sagsbehandling, og
endelig - som sidst tilkommende opgave - fungerer de som mæglere, som beskrevet
nedenfor under pkt. e.
Der er i denne periode sket et skred i forståelsen af familieproblemer fra det materielle
til det psykologiske. Når børns situation diskuteres mellem eksperter i kommunalt
regi, er der tale om en psykologisk samtale, hvor forældrenes umodenhed, symbioser,
manglende indsigt i børns behov, grænseoverskridende relationer, karakterafvigelser,
psykiske lidelser m.v. indkredses og overvejes i forhold til de mulige konsekvenser
for barnet. Tine Egelund udtrykker det således, "at det psykologiske liv dekontekstualiseres.
Menneskets indre får selvstændig liv, og linierne til omverdenen og sociale betingelser
kappes". Det er på grundlag af den psykologiske viden, at der tales om menneskets
indre svagheder i statsamtet. Svagheder som er defineret ud fra normen om samarbejde.
Således inddrages den psykologiske ekspertise i rettens normaliserende virke.
Sager om samværschikane afgøres udfra forestillingen om, at begge forældre skal
have mulighed for at tage del i barnets opvækst. Sund fornuft bør kunne sige enhver,
at børn ikke nødvendigvis får en bedre opvækst af at have kontakt med både deres
mor og far. Den gode barndom beror naturligvis på karakteren af de relationer, barnet
indgår i, uanset til hvem disse er. Forestillingen om, at den bedste barndom er
med begge forældre, er med andre ord ikke grundlagt på empirisk viden, men må have
sit udspring i normen om samarbejde, som har afløst den tidligere skyldvurdering,
og det fortsatte ønske om, at der er plads til både mødre og fædre i familierne,
som beskrevet ovenfor i afsnit I. Der er derfor nærmere tale om en vurdering af,
om forældrene lever op til normen, end om deres børn har det godt, når der skal
tages stilling til, om samværschikane kan begrunde en overførsel af forældremyndigheden
over barnet. Et retligt kriterium om "samværschikane" for overførsel af forældremyndigheden
må derfor betragtes som en vurdering, der mere knytter an til forældrenes egnethed
som forældre end til barnets bedste. "Egnethed" er det delmoment i forældremyndighedssager,
der traditionelt har været den mest isolerede betragtning af forældrenes forhold
sammenlignet med betragtninger, der har fokus på barnets personlige relationer:
nærhed, intimitet, tryghed, stabilitet m.v. Forhold, der typisk indebærer mindre
egnethed, er sindssygdom eller anden psykisk forstyrrelse, manglende åndsudvikling,
svært alkohol- eller narkotikabrug, livstruende sygdom eller alvorlig legemlig mangel
samt langvarig strafafsoning. Indførelse af "samværschikane" som et hensyn ved en
afgørelse, som i øvrigt tager udgangspunkt i barnets velfærd, er ensbetydende med,
at evnen til at samarbejde plantes i hjertet af rettens konstruktion af mennesket.
Afvigelser fra normen bliver til en egenskab ved den pågældende person, der blotlægges
ved en psykologisk orienteret beskrivelse af den enkelte. Forældre, som ikke samarbejder,
betragtes ligesom de åndsvage og sindssyge, som mindre egnede forældre. Således
betjener den normaliserende ret sig af den psykologiske diskurs.
e. Mægling
Københavns Statsamt har siden 1998 tilbudt konfliktmægling som et alternativ til
sagsbehandling til forældre, hvor mægling ikke på forhånd har været anset for formålsløst.
Formålet med tilbuddet er, at forældrene selv kan tale sig frem til løsninger og
aftaler med bistand fra to mæglere, en jurist og en psykolog.
Mæglerne er særligt uddannet til opgaven. De behersker forskellige spørge- og lytteteknikker
og er trænede i at synliggøre problemerne for deltagerne på en ny måde. De må ikke
tage parti, og de må ikke fremkomme med løsningsforslag eller give udtryk for, hvordan
de mener, at konflikten skal løses. De fungerer også som sagsbehandlere og rådgivere,
men mægler ikke i sager, som de kender på forhånd. Sagsbehandlerne uddeler informationsmateriale
til de forældre, der står over for at skulle vælge mellem rådgivning eller konfliktmægling.
Formelt set er det frivilligt at deltage, og forløbet inddrages ikke i en eventuel
efterfølgende sagsbehandling om samvær. Uanset om den enkelte ønsker at modtage
tilbuddet om mægling, og uanset om den enkelte føler sig presset til det, fungerer
tilbuddet som normpleje i statsamtet. Mægling fungerer som eksemplets magt. Statsamtet
kan fremvise den gode model for samarbejde. Således indgår mægling i rettens normaliserende
virke.
I udøvelsen af normaliserende ret betragtes individet både som subjekt (med ret
til selvbestemmelse) og som objekt (genstand for statsamtets påvirkning). Retssikkerhedsgarantier,
som er knyttet til en retsstat, matcher dårligt faren for en krænkelse af den enkelte
i udøvelsen af normaliserende ret. Disse garantier er grundlagt på forestillingen
om, at borgeren skal kunne kontrollere de administrative afgørelsers lovlighed.
Således er forvaltningsloven garant for en høj grad af forudsigelighed i det formelle
forløb, som selve statsamtets behandling af samværssagen udgør (sagens oplysning,
begrundelse, vejledning, kontradiktion og rekurs). Denne formelle retssikkerhed
er derimod ikke en garanti for, at den normaliserende rets understøttelse af samarbejdsnormen
ikke krænker den enkelte. Samværssagens forløb, herunder samtaler og sagkyndige
undersøgelser om deres personlige forhold, har forældre god grund til at føle sig
tvungen til at acceptere, da statsamtet besidder en overvældende magt til at træffe
afgørelse om deres børn. I statsamtet betragtes forældrepar ikke som to enkelte
individer med hver deres respektive retsstilling, men som en enhed som barnets familie,
for så vidt begge forældres forhold vurderes samlet som grundlag for statsamtets
afgørelse om samvær. Dette udgør en fare for, at respekten for den enkelte går fløjten.
Sagsforløbet kan således repræsentere et overgreb mod den enkelte, som formel retssikkerhed
ikke er et værn mod.
Et forsøg på at legitimere den normpleje, som finder sted i statsamtet, kunne tage
udgangspunkt i en betragtning om, at statsamtet yder sit bedste for at servicere
børn med et personligt forhold til begge deres forældre. En korresponderende betragtning
om retssikkerhed kunne da være, i hvilket omfang statsamtet kan præstere målopfyldelse,
såkaldt materiel retssikkerhed. En administration, der således forsøger at virkeliggøre
den familiepolitiske vision om familien, og som legitimerer sit arbejde med henvisning
til den lovhjemlede forståelse af barnets bedste, går tæt på de enkelte forældres
virkelighed. Forældres rolle i barnets opvækst er ikke en professionel ydelse, og
rådgivning i statsamtet er ikke at ligestille med uddannelse af forældrene. Dominerer
samarbejdsnormen i den konkrete sagsbehandling, mindskes i tilsvarende grad sagsbehandlerens
blik for den enkeltes virkelighed. Det konkrete skøn mister fodfæste i det levede
liv. Ovennævnte betragtning om at kunne servicere børn med to forældre er derfor
ensbetydende med, enten at statsamtet herved overvurderer dets adgang til at normalisere
forældre, eller en forsimplet opfattelse af den enkeltes virkelighed eller en utilstrækkelig
respekt for denne. Da det ikke er muligt at formulere et fælles mål for familieforhold
med udgangspunkt i barnets bedste, som kan danne grundlag for statsamtets samværspraksis,
er det ikke i forbindelse med samværspraksis relevant at sikre borgerne materiel
retssikkerhed.
Forvaltning af normaliserende ret betjener sig af rådgivning og mægling. Dette giver
anledning til betragtninger om lighed for loven, da forældre har forskellige opfattelser
af og følelser for rådgivning og mægling, og det kan påvirke deres sagsbehandling
på forskellig vis. Rådgivnings- og mæglingstilbud, som indgår i statsamtets forvaltning
af normaliserende ret, favoriserer relativt velfungerende mennesker. En evaluering
af et forsøg med børnesagkyndig rådgivning peger på, at det hyppigst var dem, der
i forvejen havde de bedste forudsætninger for "det fortsatte forældreskab", der
profiterede af ordningen, mens udbyttet af og holdningen til rådgivning var mere
moderat blandt dem, der havde store problemer. En evaluering af konfliktmægling
i Københavns Statsamt viser, at forældre i konfliktmægling generelt har en højere
uddannelsesmæssig baggrund end den danske befolkning som helhed. I Socialforskningsinstituttets
undersøgelse af "Forældreskab i 90´erne" peges på, at forhandlingskulturen er slået
mest igennem hos velstillede familier, mens det stærkeste præg af tradition findes
hos par, hvor begge har lønarbejderlivsform.
Det må antages, at statsamtets tilbud til forældre kan være mere eller mindre fremmed
for forældre afhængigt af, om de lever i en familie præget af forhandling, og af
i hvilket omfang forældrene med deres egen fælles historie har personligt overskud
til at opbygge et fællesskab omkring deres børn. Med de nævnte undersøgelser kan
der peges på, at normaliserende ret i højere grad opfylder sine egne succeskriterier
hos ressourcerige og fleksible mennesker. Blandt forældre, hvor samarbejdsnormen
ikke er meningsfuld efter deres brud, er den med til at skabe forvirring og usikkerhed
om deres forældreevne. Statsamtet risikerer derfor i forhold til disse børn at have
en negativ indflydelse på deres familieforhold.
Rettens muligheder må granskes ved at fundere over retten som fænomen. Ret henviser
til en orden i det sociale rum og optræder som en slags kodifikation af den gode
sociale orden. Dens optik er dens egne begreber (særligt: ansvar, rettighed, pligt,
og skyld) hvorigennem det enkelte menneske i sin sociale sammenhæng betragtes. Retten
er som oftest nærværende i en forståelse af virkeligheden. Mennesker spørger om,
hvem som har ansvar for hvad, og hvad det i den konkrete situation vil sige at have
ansvar for sig selv og andre, og når noget går galt, overvejer vi ofte, om der kan
skabes mening ud af virkeligheden ved at placere skyld og dermed ansvar og forsømmelse
af pligter. Ret handler snarere om vores ydre adfærd end om vores velbefindende.
Vores normer er sat af den levede ret. Det er retten, der er afgørende for vores
erfaring af det rigtige og forkerte. Den betjener sig af tankemønstret "hvis ...så
...". Retten styrker vores forventninger til fremtiden.
Ved rettens formgivning af forældrenes indbyrdes retsstilling følger det af rettens
natur, at den griber forældrene som to enkelte individer udspændt i hver deres retlige
rum defineret af rettens egne begreber. Retten skabes på grundlag af et kendskab
til forældrenes indbyrdes forhold, da dette er en forudsætning for, at retten kan
tolke deres respektive ydre adfærd. En delikat sag - for hvad er på spil forældrene
imellem? Er det muligt retligt at gribe det intime i forældrenes livshistorie med
ord?
I dag har lovgivningen og forvaltningen i statsamtet med retsgrundsætningen om barnets
bedste - et etisk ord - opgivet den retlige diskurs til fordel for den etiske. Måske
er det tillid til velfærdsstaten, som har medført en negligering af retten til fordel
for etikken. Måske er svækkelsen af den retlige diskurs en del af autoritetsopgøret
i midten af det 20. århundrede. Men retten er på spil, uanset hvilken diskurs der
hersker i statsamtet. Det vil sige, vi kontinuerligt forstår virkeligheden også
gennem en retlig optik, som beskrevet ovenfor. Det er blot ikke længere muligt med
det eksisterende normskred at erfare forældrenes konflikt gennem en retlig optik
på tilstrækkeligt kvalificeret vis, således at statsamtets virke kan udformes på
dette grundlag. Den retlige tankefigur fungerer i stedet i det tavse.
Den normaliserende ret har til hensigt at påvirke den enkelte, og det må derfor
overvejes, hvilken form for respekt den normaliserende ret bør udvise over for den
enkeltes integritet. Faktum i samværssager er af en sådan personlig karakter, at
familiens forhold hyppigt blotlægges ved hjælp af psykologisk ekspertise. Læsning
af en professionel psykologisk erklæring om ens egen person vækker ikke nødvendigvis
genkendelse hos læseren, men kan lige så vel fremstå som læsning som den enkelte
ikke er i stand til at relatere til egen person, således at læsningen virker fremmedgørende
eller stemplende for den enkelte. Særligt da de professionelle psyke-eksperter ofte
opfattes som autoriteter, og deres ord derfor behæftes med en vis grad af pålidelighed
og kan rokke ved den enkeltes selvopfattelse. Sagsbehandlingen påvirker den enkeltes
opfattelse af sig selv som forælder og menneske på en måde, som for denne kan være
svært at forholde sig til. Det kan skabe usikkerhed hos forældre om, hvad der er
godt for barnet, fordi statsamtets eksperter fortæller noget andet, end nogle forældre
selv føler. Forældres møde med statsamtet kan være berigende for den enkelte, men
det kan også føles som en personlig belastning.
Samværspraksis er ikke tilfredsstillende forbundet med retssikkerhed, eftersom formel
retssikkerhed ikke er en tilstrækkelig form for retssikkerhed i forhold til normaliserende
ret, og det ikke er relevant at tale om materiel retssikkerhed, da hver familie
har sine meningsskabende fortællinger. Endvidere er forvaltningen på farefuld færd
i forhold til respekten for den enkeltes integritet. Opbruddet med ægteskabet som
fælles ramme om familien har fundet sted uden at ægteskabet er blevet erstattet
med en ny fælles ramme som grundlag for fælles politisk handlen. Prisen for denne
individualisering af familien bør efter min opfattelse være, at ansvaret for forældreskabet
gives tilbage til privatsfæren, således at samværspraksis afskaffes, og samvær fremover
alene er forældrenes ansvar. Dette indebærer, at den af forældrene, som har barnet
boende, bestemmer, om barnet og den anden af forældrene skal have samvær. Hvor barnet
skal bo, afgøres i tilfælde af uenighed mellem forældrene af domstolene i en forældremyndighedstvist.
