Dødsboskiftet generelt
Berigtigelsesperioden
Anmeldelse af dødsfald til skifteretten
Der er ifølge bet. nr. 1270/1994 p. 137-139 og bem. p. 53 ikke tilsigtet ændringer i forhold til den gældende retstilstand. De gældende regler om anmeldelse af dødsfald findes i lov nr. 225 af 31.05.1968 om anmeldelse af fødsler og dødsfald, der pålægger afdødes nærmeste pårørende at anmelde dødsfaldet over for begravelsesmyndigheden, der fører folkekirkens ministerialbøger og fungerer som datakilde til det centrale personregister. Ved Kirkeministeriets bekg. nr. 1145 af 30.09.2010 er der fastsat nærmere regler om anmeldelsen over for personregisterføreren for det sogn, hvor afdøde havde bopæl - eller hvis afdøde ikke havde bopæl her i landet - personregisterføreren på dødsstedet. Anmeldelse skal ske senest to hverdage efter dødsfaldet, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1. Der gælder særlige regler for de sønderjyske landsdele, hvor dødsfaldet af personregisterføreren skal videreanmeldes til personregisterføreren i den kommune, hvor afdøde havde bopæl.
Dødsanmeldelsen skal afgives på en særlig blanket, som findes på www.personregistrering.dk.
Snarest muligt efter at have modtaget dødsattesten skal personregisterføreren i medfør af afsnit II 6 i Kirkeministeriets cirk. nr. 241 af 01.12.1977 videreanmelde dødsanmeldelsen til skifteretten i den retskreds, hvor afdøde havde bopæl, eller hvis afdøde ikke havde bopæl her i landet til skifteretten i den retskreds, hvor dødsfaldet har fundet sted.
§ 4, stk. 1 angiver pligten for begravelsesmyndigheden eller anden dansk myndighed til at videreanmelde dødsfaldet til skifteretten. Bestemmelsen er en videreførelse af de hidtil gældende principper.
Efter § 4, stk. 2 skal skifteretten straks indføre meddelelsen om dødsfaldet i skiftesaglisten, hvilket også sker i dag, jf. herved vejledning nr. 235 af 13.11.1979 om skiftesaglisten, pkt. 11 samt Peter Thestrup i FM 1980.35-36: Nogle bemærkninger om førelsen af skiftesagslisten.
Skal boet ikke behandles i den retskreds, hvortil anmeldelsen indgår, skal dødsfaldet videreanmeldes til rette skifteret. Var afdøde processuel udlænding, videreanmeldes dødsfaldet til Justitsministeriet, jf. cirk. nr. 171 af 03.12.1931 og cirk. nr. 31 af 10.03.1955, medmindre afdøde var omfattet af den nordiske dødsbokonvention, i hvilke tilfælde dødsfaldet videreanmeldes til de i cirk. nr. 2 af 07.01.1971 angivne nordiske myndigheder.
Indkaldelse til møde i skifteretten
Bet. nr. 1270/1994: Skifte af dødsboer
Litteratur: bet. nr. 1270/1994 p. 141-145 og bem. p. 55-56.
Efter DSL § 7, stk. 1 indkaldes afdødes pårørende snarest muligt til et møde i skifteretten, hvor der så vidt muligt skal tages stilling til boets behandlingsmåde. Er det muligt på rent skriftligt grundlag at tage stilling til boets behandlingsmåde, kan afholdelse af møde undlades. En sådan fremgangsmåde er navnlig praktisk i sager, hvor arvingerne bor langt væk, eller hvor arvingerne straks efter dødsfaldet har rettet henvendelse til en advokat eller anden sagkyndig.
Skifteretten kan ligeledes lade førstegangsmødet bortfalde og i stedet straks i medfør af DSL § 36 udlevere boet til behandling ved bobestyrer, såfremt det straks efter dødsfaldets anmeldelse står klart, at boet skal behandles ved bobestyrer.
Har den afdøde oprettet testamente, og findes der i dette bestemmelser om, hvem der som bobestyrer skal behandle boet, må skifteretten således om nødvendigt rette henvendelse til den pågældende.
Er det ikke muligt for skifteretten inden rimelig tid efter modtagelsen af dødsanmeldelsen at få oplyst, hvem der kan indkaldes til førstegangsmødet, udleverer skifteretten boet til behandling ved bobestyrer efter § 36, nr. 7.
Inden beslutning om boets berigtigelsesmåde har kunnet træffes, kan der efter omstændighederne opstå behov for en hurtig stillingtagen til bestemte forhold vedrørende boet. Dette kan i praksis være tilfældet, hvor der i boet findes en igangværende virksomhed, som skal videreføres. Kan afgørelse om, hvorledes boet skal behandles i sådanne tilfælde ikke træffes hurtigt, kan skifteretten i stedet beskikke en midlertidig bobestyrer efter § 12, hvorefter den midlertidige bobestyrer kan varetage boets interesser, indtil der tages stilling til, hvorledes boet skal behandles.
Bliver skifteretten allerede under overvejelserne om, hvorledes boet skal berigtiges bekendt med, at boet klart må antages at være insolvent, kan skifteretten efter omstændighederne træffe bestemmelse om insolvensbehandling på det foreliggende grundlag og udpege en bobestyrer, jf. DSL § 69.
DSL § 7, stk. 2 om, at skifteretten skal indhente de fornødne oplysninger om arvinger og legatarer fra Centralregisteret for Testamenter, svarer til gældende ret. Indholdet af et testamente kan være af betydning for afgørelser af, til hvem boudlæg efter kap. 12 skal ske. Selv om boet efter det oplyste er insolvent, kan bestemmelser i afdødes testamente om forældremyndighed, jf. FML § 15 om børnetestamenter, begravelsesmåde eller om tilbagetrædelse fra kreditorer være af betydning.
Oplysninger om arvinger kan bl.a. fremskaffes via cpr-registret. Registeret indeholder oplysninger om moderskab og faderskab til børn født fra og med d. 01.01.1968 og kan indeholde sådanne oplysninger om børn født før dette tidspunkt. Spørgsmålet om udnyttelse af disse oplysninger, der med tiden vil få øget praktisk betydning for en sikker fastlæggelse af de legale arveforhold, har sammenhæng med, om der skal indføres en adgang for potentielle arvinger til at få deres cpr. nr. indført i tilknytning til den potentielle arveladers i cpr-registeret. Der henvises hermed til bet. nr. 1270/1994 p. 32-33 og 143. Oplysningerne fra Det centrale Personregister (CPR) kan af skifteretten enten indhentes via folkeregisteret i afdødes seneste bopælskommune eller ved direkte terminalopslag i CPR.
Flemming Sorth i FM 2002.175-178: Skifteretsseminarerne i oktober 2001. 3. afsnit. ad 5: Skifterettens/bobestyrers undersøgelsespligt navnlig vedrørende arveforhold
Noe Munck og Taksøe-Jensen oplyser i bogen Særeje, 1996, p. 33, at gifte mænd har ca. 150.000 arveberettigede børn født uden for ægteskab, og at ca. 75.000 af disse "børn på gule plader" vil blive forbigået ved faderens død!
DSL § 7, stk. 3, jf. § 91, omhandler skifterettens vejledningspligt. Skifterettens vejledningspligt ved dødsboskifter har hidtil været hjemlet i RPL § 14, stk. 3. Skifterettens vejledning og retshjælp har stor betydning i forbindelse med afholdelse af førstegangsmødet, hvor de fleste pårørende møder uden professionel bistand. Vejledningspligten angår først og fremmest arve- og skifteretlige spørgsmål, men også hovedpunkterne i skatte- og afgiftslovgivningen. Se i øvrigt om vejledningspligten nedenfor side .
Skifteretten har efter bestemmelsen pligt til at vejlede den afdødes pårørende om deres retsstilling og bistå med udfærdigelse af anmeldelser og opgørelser, der skal udfærdiges og indgives af de pårørende. Retshjælpen kan omfatte bistand til udfærdigelse af anmodning om boudlæg, om ægtefælleudlæg, om uskiftet bo og om privat skifte, samt udfyldelse af fuldmagtsblanketter. I ukomplicerede boer kan retshjælpen tillige omfatte bistand til udfærdigelse af fællesboopgørelser og boopgørelser. Derimod er det ikke skifterettens opgave at bistå med udfærdigelse af selvangivelser og andre påbudte indberetninger til skattemyndighederne. Uden for skifterettens retshjælpsopgaver falder ligeledes udfærdigelse af arveafkald og overdragelsesdokumenter. Hertil kommer, at boets størrelse eller forhold i øvrigt kan tilsige, at de pårørende i stedet henvises til privat rådgivning.
UfR 1993.402 VLK (FM 1993.147/1): H døde d. 19.08.1992. M fik d. 03.11.1992 efter vejledning af en § 17 a stk. 2-fuldmægtig i skifteretten i Thisted boet udleveret efter SKL § 57, stk. 1. M begærede d. 18.11.1992 boet genoptaget, idet et påbegyndt skifte ville give M en skattebesparelse på godt kr. 27.000. VL tog begæringen til følge. Antaget, at skifteretten ikke havde opfordret M til at søge den skattemæssige betydning af valget af boets behandlingsmåde afklaret, og at der ikke var sikret M orientering om, hvad hans valgmuligheder ville indebære i skattemæssig henseende, herunder at offentlig skiftebehandling ville medføre ændret skatteberegning i dødsåret med en betydelig skattebesparelse til følge. Begæringen var fremsat inden rimelig tid, uden at var sket noget, der havde indvirket på tredjemands retsstilling. Komm. af Henning Broman i FM 1993.144-145 og TfS 1993.568. Se også Viltoft i FM 1988.126 f.: Skifterettens vejledningspligt.
Efter DSL § 7, stk. 4 har de pårørende pligt til at give de oplysninger om arveforholdene, som de er bekendt med. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 112, hvorefter justitsministeren kan fastsætte regler om de erklæringer, arvinger under strafansvar skal afgive for at få et bo udleveret, og med § 92, stk. 2, hvorefter de pågældende kan pålægges at afgive forklaring og fremlægge dokumenter efter reglerne i RPL om vidnepligt og editionspligt for tredjemand.
DSL § 7, stk. 5 giver skifteretten mulighed for at udsætte en sag, hvis der ikke på førstegangsmødet kan træffes afgørelse om boets behandlingsmåde. Skifteretten kan da udsætte sagen og fastsætte en frist for tilvejebringelse af de manglende oplysninger. Fristen, der eventuelt kan forlænges, skal fastsættes så kort som muligt. Tilvejebringes de nødvendige oplysninger ikke inden for en af skifteretten fastsat frist, og er der efter det foreliggende ikke grund til at antage, at oplysningerne vil kunne foreligge inden rimelig tid, eller er der hengået urimelig lang tid siden dødsfaldet, kan skifteretten beslutte, at boet skal tages under behandling ved bobestyrer, jf. § 36, nr. 7. Ifølge bem. p. 79 bør udsættelse ud over 6 måneder i almindelighed ikke bør gives.
Ved DSL § 7, stk. 6 bemyndiges justitsministeren til administrativt at fastsætte mere detaljerede regler om indhentelse af oplysninger fra Det centrale Personregister og Centralregisteret for Testamenter vedrørende arvinger.
Litteratur: bet. nr. 1270/1994 p. 145-147 og bem. p. 56-57.
Reglerne i SKL § 12 om pligt til at foretage en fuldstændig registrering og sikring af aktiverne i alle boer umiddelbart efter dødsfaldet er bortfaldet og afløst af regler, der pålægger de pårørende m.fl. en omsorgspligt for dødsboets aktiver. Dette harmonerer med gældende skifteretspraksis og svarer i øvrigt til norsk og svensk ret.
Efter DSL § 8, stk. 1 påhviler det enhver, der er i besiddelse af afdødes aktiver, at opbevare disse på betryggende måde. Reglen retter sig i første række til afdødes pårørende, der har adgang til den afdødes bolig, men også til institutioner eller andre, der er i besiddelse af dødsboets aktiver. Pligten til opbevaring fortsætter indtil boets berigtigelse. Kan de pårørende eller andre ikke uden væsentlig ulempe opbevare boets aktiver, kan skifteretten fritage dem for pligten efter stk. 1 og træffe bestemmelse om anden opbevaringsmåde.
Tilsidesættelse af omsorgspligten kan medføre erstatningspligt. Har de pårørende eller andre afholdt nødvendige udgifter til opbevaring af boets aktiver, kan udgifterne forlanges dækket i boet, om fornødent som massekrav.
Omsorgspligten indebærer, at hospitaler og andre institutioner, som opbevarer en afdøds aktiver, ikke må udlevere disse til pårørende eller andre, før der kan forevises en skifteretsattest eller en særlig tilladelse fra skifteretten.
Ifølge DSL § 8, stk. 2 har enhver, som har kendskab til, at den afdødes aktiver ikke opbevares på betryggende måde, pligt til at give skifteretten meddelelse derom. Gør forholdene det nødvendigt, kan skifteretten efter § 8, stk. 3 beslutte, at et bos aktiver helt eller delvis skal registreres eller tages i forvaring. Dette bør ske, hvor ingen fører tilsyn med ejendelene, hvor der i et bo henligger større kontantbeløb, eller hvor der i øvrigt rejses berettiget mistanke om, at pårørende eller andre ikke kan eller vil opfylde omsorgspligten for aktiverne. I tilfælde, hvor mere omfattende dispositioner skal foretages, kan skifteretten efter § 12 udpege en midlertidig bobestyrer til at foretage det nødvendige, jf. nærmere herom nedenfor.
Litteratur: bet. nr. 1270/1994 p. 147-149 og bem. p. 57-58.
Efter gældende ret er adgangen til individualforfølgning fra kreditorer med forskellige undtagelser afskåret fra dødsfaldet i alle boer. Fra boernes berigtigelse er individualforfølgning endvidere afskåret, når boet behandles offentligt som gældsfragåelsesbo. Denne retstilstand er i DSL §§ 9 og 10 opretholdt i tiden fra dødsfaldet og indtil et bos berigtigelse.
For så vidt angår retsstillingen, efter at der er truffet afgørelse om behandlingsmåden, henvises til de enkelte bestemmelser herom. Boer, der er udleveret til behandling ved bobestyrer, er reguleret ved § 51. Retsstillingen ved henholdsvis boudlæg og privat skifte er reguleret ved §§ 19, stk. 2, og § 26, stk. 2 og 3. For så vidt angår boer, der er udlagt til en efterlevende ægtefælle, henvises til § 22, stk. 1, nr. 2, og for så vidt angår uskiftede boer henvises til den ændrede bestemmelse i AL § 16, stk. 1.
Bestemmelsen i § 9 svarer til SKL § 34. Bestemmelsen afskærer søgsmål mod den afdødes bo fra dødsfaldet, og indtil der er truffet bestemmelse om boets behandlingsmåde. Fordringer og andre krav mod boet må i stedet anmeldes til skifteretten. Såvel søgsmål, der støttes på krav opstået før som efter dødsfaldet, er omfattet af bestemmelsen.
Var der inden dødsfaldet anlagt sag mod afdøde, fortsætter sagen mod boet, idet boet indtræder i afdødes stilling, jf. § 110. I perioden fra dødsfaldet og indtil der er taget stilling til, hvorledes boet skal behandles, kan der ifølge bem. p. 57 imidlertid alene over boet afsiges domme, der fastslår, at domhaveren kendes berettiget til at modtage udlæg i boet efter dettes og fordringens nærmere beskaffenhed. Det forekommer noget uklart, hvad der menes hermed.
Bestemmelsen i DSL § 10 svarer med forskellige præciseringer til SKL § 35. Det følger af bestemmelsen, at visse separatist- og pantekrav kan forfølges inden berigtigelsen, jf. herved § 10, stk. 3, 5 og 6. Rejses sådanne krav mod boet, eller er boets aktiver taget til brugelig pant, vil det efter omstændighederne kunne være hensigtsmæssigt at udpege en midlertidig bobestyrer, der kan varetage boets interesser.
UfR 2016.2311 VLK (TFA 2016.258/1 VLK): Konkursbos anmodning om tvangsauktion over skyldnerens ejendom, der indgik som et aktiv i konkursboet, blev taget til følge, efter at skyldneren var død.
A blev erklæret konkurs d. 13.03.2015 og døde d. 16.07.2015. Kurator anmodede d. 18.11.2015 fogedretten i Esbjerg om, at ejendommen blev solgt på tvangsauktion. Fogedretten afviste anmodningen med henvisning til, at A var død, og at der herefter ikke eksisterede et konkursbo med kompetence til at tage stilling til, hvad der skulle ske med aktiver og passiver, herunder den faste ejendom. VL anførte, at A forud for konkursen havde ejet den pågældende ejendom, og ejendommen indgik i forbindelse med konkursen som et aktiv i konkursboet, jf. KL § 32. Ejendommen udgik samtidig af A's formue og indgik derfor ikke efterfølgende som et aktiv i det senere dødsbo efter A. Som følge heraf fandt bestemmelsen i DSL § 10 ikke anvendelse, ligesom dødsfaldet ikke medførte nogen ændring i konkursboets adgang til at disponere over sine aktiver. VL ændrede derfor fogedrettens kendelse således, at konkursboets anmodning om tvangsauktion blev taget til følge.
Jens Anker Andersen i JUR 1978.138-144: Kan en auktionssag fortsætte, hvis rekvisitus død eller erklæres konkurs?
Fra dødsfaldet og indtil bestemmelse om boets behandlingsmåde er truffet, kan udlæg eller arrest ikke foretages i boets aktiver. Tvangsauktion kan alene afholdes efter anmodning fra boet eller med dettes samtykke, jf. § 10, stk. 1. Kreditorer, herunder også udlægshavere, må således anmelde deres krav i boet.
TFA 1999.268 VLK (FM 2000.13/3 VLK): Fogedretten havde afvist fogedsag, da rekvisitus, der boede i udlandet, var afgået var døden. VL hjemviste sagen til fornyet behandling, da boet ikke var undergivet dansk skifteretskompetence, hvorfor de regler, der udelukker individualforfølgning, ikke fandt anvendelse.
I udsættelsesperioden (perioden fra dødsfaldet og indtil der er truffet bestemmelse om boets behandlingsmåde) kan tvangsauktion over boets aktiver alene afholdes efter anmodning fra boet eller med dettes samtykke. En midlertidig bobestyrer vil i særlige situationer kunne tiltræde, at boets aktiver sælges ved tvangsauktion. Verserer der ved dødsfaldet en sag om tvangsauktion, og findes der i boet ikke midler til at afværge auktionen, og skønnes det, at der ikke vil være mulighed for at sælge aktivet i fri handel, vil den midlertidige bobestyrer eksempelvis kunne godkende, at tvangsauktionen gennemføres inden boets berigtigelse. En udsættelse af auktionen vil i sådanne tilfælde oftest kun medføre et endnu større tab for boet.
Dødsfaldet kan eventuelt udløse forsikringssummer m.v., som tilfalder arvingerne uden om dødsboet, men som eventuelt kan anvendes til at afværge tvangsauktionen.
Har nogen erhvervet ret over boets aktiver på en tvangsauktion, der er afholdt i strid med bestemmelsen i stk. 1, ophæves tvangsauktionen om fornødent ved en af fogedretten afsagt kendelse, såfremt dødsfaldet forinden var bekendtgjort i Statstidende, eller der ved auktionens afholdelse var sket tinglysning på ejendommens blad eller anden tilsvarende registrering af dødsfaldet eller bobehandlingen, eller erhververen vidste eller burde vide besked om dødsfaldet, jf. § 10, stk. 2. Ifølge bem. p. 57 vil boet efter omstændighederne efterfølgende kunne godkende, at tvangsauktionen er gennemført med den virkning, at auktionen herefter ikke ophæves.
Var dødsfaldet hverken bekendtgjort i Statstidende eller tinglyst på ejendommen m.v., inden auktion fandt sted, vinder erhververen ret, medmindre denne kendte eller burde have kendskab til dødsfaldet. Er der ved en første auktion sket betinget bortsalg inden dødsfaldet, vinder en erhverver på den nye auktion, der afholdes efter dødsfaldet, dog altid ret. Der henvises herved til RPL § 576.
Den, som har tilbageholdsret i boets ejendele, indtil et bestemt beløb er betalt, kan uanset dødsfaldet foretage udlæg i de tilbageholdte ejendele og søge fyldestgørelse deri. Udlæg kan dog kun foretages, hvis fordringen er fastslået ved dom eller på anden for boet bindende måde, og boet trods opfordring fremsat mindst to uger inden udlæggets foretagelse ikke har betalt beløbet, jf. § 10, stk. 3, som svarer til hidtil gældende ret, jf. henvisningen i SKL § 44, stk. 3, til KL § 31, stk. 2.
Arrest foretaget inden dødsfaldet taber sin virkning, jf. § 10, stk. 4, som ligeledes svarer til hidtil gældende ret, jf. SKL § 35 og KL § 31, stk. 3. Ved udlevering til bestemte former for bobehandling vågner arresten op på ny, jf. herved § 22, stk. 3 om udlæg til en efterlevende ægtefælle, § 24, stk. 2 om uskiftet bo og § 26, stk. 3 om privat skifte. Se derimod § 51 om bobestyrerboer.
Brugeligt pant kan ikke stiftes fra dødsfaldet, og indtil bestemmelse om boets behandlingsmåde er truffet. En brugspanteret stiftet før dødsfaldet kan af boet bringes til ophør uden varsel, jf. § 10, stk. 5, der i princippet svarer til KL § 31, stk. 4, idet det dog ikke som i KL anføres, at brugspanteretten ikke fortsat kan udøves efter dødsfaldet, og at brugspanthaveren straks skal overgive bestyrelsen af pantet til boet og aflægge regnskab. Dette sker efter bestemmelsen alene på forlangende af boet, men må da ske straks.
Adgang til fyldestgørelse af krav, der er sikret ved håndpant eller anden tilsvarende sikkerhedsret, berøres ikke af pantsætters dødsfald. Betalingsopfordring og andre meddelelser rettes til boet. Boet er berettiget til at lade pantet vurdere, jf. § 10, stk. 6, der svarer til gældende ret, jf. SKL § 44, stk. 2, jf. KL § 91. Bestemmelsen omfatter foruden egentlig håndpanteret pant i fordringer og i andre rettigheder samt lovbestemte panterettigheder, der er betinget af en vis faktisk rådighedsberøvelse. Håndpant i et ejerpantebrev giver ikke ret til at bestyre eller forauktionere den pantsatte ejendom.
TFA 2010.382 ØLK: Fogedretten i Lyngby afviste udlæg for ejerforenings krav på skyldige fællesudgifter på 38.869 kr. i henhold til ejerforeningsvedtægter, der var lyst pantstiftende på afdødes ejerlejlighed, da boet behandledes som insolvent bobestyrerbo, jf. DSL § 51, jf. §§ 9 og 10. ØL stadfæstede, idet ejerforeningens krav ikke var omfattet af DSL § 10, stk. 6.
Litteratur: bet. nr. 1270/1994 p. 152-158 og bem. p. 59-60.
Efter DSL § 12 kan skifteretten om nødvendigt udpege en autoriseret bobestyrer til at varetage boets anliggender eller udføre bestemte opgaver i udsættelsesperioden. Reglen gælder, selv om der er findes en testamentsindsat bobestyrer. Hvorvidt en sådan midlertidig bobestyrer skal udpeges eller ej, beror ganske på skifterettens vurdering. Det er dog forudsat, at de arbejdsopgaver, der nødvendiggør antagelsen af en midlertidig bobestyrer, ikke er af ganske ubetydelig karakter. Hvor forholdene tillader det, kan arvinger og eventuelt tillige større kendte kreditorer tages med på råd, inden en midlertidig bobestyrer udpeges. Skifterettens afgørelse efter § 12, stk. 1 kan ikke kæres, jf. § 105, stk. 2.
Den midlertidige bobestyrer må alene træffe beslutninger, der ikke tåler udsættelse. Bobestyreren skal så vidt muligt afholde sig fra at foretage skridt, der vil kunne foregribe den senere bobehandling, jf. § 12, stk. 2.
Hvilke opgaver, en midlertidig bobestyrer skal varetage, må ifølge bem. p. 59 i vidt omfang bero på et skøn, hvor det bl.a. bør tillægges vægt, om et anliggende er af en sådan karakter, at en nærmere stillingtagen kan afvente boets berigtigelse. Afgørende vil det navnlig være, om der er en risiko for, at boet vil lide tab, såfremt der ikke straks gribes ind.
Som fremtrædende eksempler på opgaver, det bør overlades til en midlertidig bobestyrer at udføre, er i bem. p. 59 anført registrering og sikring af boets aktiver, såfremt det skønnes, at der er risiko for, at disse vil kunne gå tabt ved tyveri, brand eller lignende. Sikring af indboeffekter og andre løsøreeffekter vil kunne ske ved opmagasinering og tegning af forsikring. Findes der i boet let fordærvelige varer eller levende dyr, kan der ofte være anledning til at udpege midlertidig bobestyrer, der hurtigt kan tage stilling til spørgsmål om salg af varerne m.v. og pasning, salg eller aflivning af dyrene.
Endvidere kan der i boer, i hvilke der findes en igangværende virksomhed, være særlig anledning til at udpege en midlertidig bobestyrer, som da må sikre ledelsesforholdene og kontrollen med virksomhedens aktiver. Foreligger der gensidigt bebyrdende aftaler med ansatte, leverandører eller udlejere af lokaler m.v., bør den midlertidige bobestyrer om nødvendigt optage forhandlinger med de pågældende medkontrahenter med henblik på en sikring af virksomhedens fortsatte drift. Det forhold, at den ene kontraktspart afgår ved døden, vil kunne skabe en risiko for, at medkontrahenterne under henvisning til reglerne om anticiperet misligholdelse vil forsøge at frigøre sig. Det er da den midlertidige bobestyrers opgave ved forhandlinger med medkontrahenterne at søge at iværksætte ordninger, der sikrer, at kontraktsforhold, der ønskes fortsat, ikke bringes til ophør. Skønner den midlertidige bobestyrer, at der ikke er grundlag for, at boet indtræder i foreliggende gensidigt bebyrdende aftaler, må den midlertidige bobestyrer drage omsorg for, at kontraktsforholdene snarest bringes til ophør ved opsigelse, således at boets økonomiske tab begrænses mest muligt.
Hvor et bo, der behandles af en midlertidig bobestyrer, klart må antages at være insolvent, og hvor der foreligger behov for konkursregulering, bør den midlertidige bobestyrer drage omsorg for, at spørgsmålet om boets insolvens straks i medfør af § 43 forelægges for skifteretten. Er boet insolvent, træffer skifteretten afgørelse om insolvensbehandling, hvorefter reglerne i KL kap. 7 finder anvendelse. Efter omstændighederne kan skifteretten beskikke en midlertidig bobestyrer med den specifikke opgave at oplyse sagen således, at stillingtagen til insolvensspørgsmålet kan foretages på et forsvarligt grundlag.
Har en tredjemand inden et bos berigtigelse indgået aftale med en midlertidig bobestyrer, hvorved der er påført boet en forpligtigelse, og træffes der senere afgørelse om insolvensbehandling, stilles de af bobestyreren godkendte krav i medfør af § 72, nr. 4, som massekrav efter KL § 93, nr. 3, jf. tillige § 72, nr. 1-3, om arbejdsaftaler, leje- og forpagtningsforhold og ydelser, der er overgivet efter dødsfaldet.
Snarest muligt efter at en midlertidig bobestyrer er blevet udpeget, skal skifteretten udstyre denne med en skifteretsattest, der angiver bobestyrerens legitimation, jf. § 12, stk. 3. Denne kan i overensstemmelse med formuleringen af stk. 1 defineres bredt, men vil også kunne begrænses til nærmere specificerede opgaver.
Skifteretten kan i medfør af bestemmelsen i særlige tilfælde træffe bestemmelse om, at den midlertidige bobestyrer skal stille sikkerhed efter reglerne i § 39. Skifteretterne bør ifølge Niels-Jørgen Kaj Petersen i FM 1997.19 formentlig ikke være tilbageholdende med at anvende denne bestemmelse, når den midlertidige bestyrer har rådighed over bomidler.
I tilfælde, hvor nødvendige udgifter, herunder salær til en midlertidig bobestyrer, ikke kan dækkes i et bo, der sluttes ved boudlæg efter kap. 12, må udgifterne betales af statskassen, jf. § 12, stk. 4. Den midlertidige bobestyrers honorar fastsættes af skifteretten på grundlag af en vurdering af arbejdets omfang og det opgjorte tidsforbrug.
TFA 2016.153 ØLK: Dødsbo kunne ikke prisgive dødsbos andel i lejlighed i Italien. Arvingernes sikkerhedsstillelse nedsat.
Skifteretten i Glostrup havde antaget midlertidig bobestyrer med henblik på salg af afdødes halvdel af lejlighed i Italien. Den anden halvdel ejedes af afdødes bror. Skifteretten besluttede nu at prisgive lejligheden under henvisning til, at statskassen i boet, som var behandlet som et boudlæg, og som ikke havde tilstrækkelige midler til at fortsætte salgsbestræbelserne, ville komme til at hæfte for foreløbige udgifter på ca. 115.000 kr., hvis disse skulle fortsætte. Hvis skifteretten skulle fortsætte salgsbestræbelserne, skulle arvingerne stille en sikkerhed på 115.000 kr. for boomkostningerne. ØL fandt, at der i medfør af DSL § 12, stk. 4, skulle stilles sikkerhed for boomkostningerne, men fandt, at beløbet burde fastsættes til 90.000 kr., da der ikke ved sikkerhedsstillelsens størrelse burde medregnes salær til den midlertidige bobestyrer. ØL bemærkede endvidere, at der - for det tilfælde, at der ikke af arvingerne blev stillet sikkerhed som krævet - ikke var hjemmel til at prisgive den faste ejendom, men at boet burde afsluttes uden afhændelse af den faste ejendom, således at der - når der var sket afklaring vedrørende denne - skete genoptagelse af boet mod sikkerhedsstillelse for omkostningerne herved.FM 2020.142 ØLK: Skifterettens afgørelse om udpegning af en midlertidig bobestyrer til varetagelse af bestemte opgaver kunne ikke indbringes for højere ret.
Frederiksberg Skifteret traf i et dødsbo beslutning om udpegning af en midlertidig bobestyrer til at undersøge og afklare værdien af et kolonihavehus. A og B, der angav sig som tidligere og nuværende ejer af kolonihavehuset, kærede skifterettens afgørelse med påstand om ophævelse af beslutningen, idet de gjorde gældende, at afdøde ikke var ejer af kolonihavehuset. Skifteretten oplyste ved fremsendelsen, at boet efterfølgende var udleveret til bobestyrerbehandling som følge af konfliktniveauet i boet, og idet berigtigelse ikke havde kunnet ske inden for rimelig tid. ØL bemærkede, at skifterettens beslutning om i medfør af DSL § 12, stk. 1, at udpege en midlertidig bobestyrer til at udføre nærmere bestemte opgaver ikke kan indbringes for højere ret, jf. DSL § 105, stk. 2. ØL afviste derfor kæremålet.
