Betalingskort og betalinger
Lov om betalinger (inkl. bemærkninger til loven og senere ændringslove)
Lov om betalingstjenester og elektroniske penge - Ophævet pr. 01.01.2018
Lov om betalingskort - Ophævet pr. 01.07.2000
Møntlov, jf. lovbekg. nr. 1803 af 12.12.2018
Lov om supplerende bestemmelser til forordning om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked, jf. lov nr. 617 af 08.06.2016.
Bekg. nr. 1706 af 11.12.2023 om Danmarks Nationalbanks indkaldelse af visse pengesedler
Bekg. nr. 44 af 16.01.2023 om ansvarsforsikring eller garantistillelse for udbydere af betalingsinitieringstjenester og kontooplysningstjenester
Bekg. nr. 2163 af 18.12.2020 om prismodeller for visse typer af betalingsinstrumenter i henhold til § 123, stk. 4 og stk. 5, i lov om betalinger
Bekg. nr. 1609 af 18.12.2018 om repræsentative tjenesteydelser, gebyroplysningsdokument og gebyropgørelse
Bekg. nr. 1365 af 01.12.2017 om interbankgebyrer for indenlandske forbrugerrelaterede debetkorttransaktioner
Bekg. nr. 1364 af 01.12.2017 om offentliggørelse af maksimale gebyrer for betalingsmodtagere i fysisk handel
Bekg. nr. 1419 af 30.11.2017 om visse betalingsmodtageres pligt til at modtage betaling med kontanter i hele åbningstiden
Bekg. nr. 1360 af 30.11.2017 om e-pengeinstitutters og betalingsinstitutters sikring af brugermidler
Bekg. nr. 1433 af 07.12.2015 om interbankgebyrer for indenlandske forbrugerrelaterede debetkorttransaktioner
Bekg. nr. 814 af 30.06.2011 om gebyrer ved brug af internationale betalingsmidler
Bekg. nr. 1712 af 20.12.2006 om gebyrer ved brug af internationale betalingsmidler
Bekg. nr. 660 af 29.06.2005 om gebyrer ved brug af internationale betalingsmidler
Bekg. nr. 659 af 29.06.2005 om beregning af det årlige abonnement i henhold til § 14, stk. 3, i lov om visse betalingsmidler
Vejledning om betalingslovens § 63, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, februar 2021
Bet. nr. 1255/1993: Elektronisk betalingsformidling uden betalingskort
Bet. nr. 965/1982: Rapport om betalingskort
Bet. nr. 8/1951: Forslag til rigsdagsbeslutning angående Danmarks ratifikation af den i Paris den 19. september 1950 undertegnede overenskomst om oprettelse af en europæisk betalingsunion
Jørgen Hammer Hansen, Christen Boye Jacobsen og Henning Steensig: Lov om betalingskort med kommentarer, 1. udg., 1986, 148 sider, DJØF.
Susanne Karstoft: Lov om visse betalingsmidler, 1.. udg., okt. 2001, 248, DJØF. Anmeldt af Mads Byde Andersen i UfR 2002 B.166.
Lennart Lynge Andersen (red.): Pengeforsyning og betalingsformidling - Kreditretsprojektet 1, 2002, 128 sider, Gjellerup. Anmeldt af Erik Werlauff i DJØF. Anmeldt af Camilla Hørby Jensen.
Susanne Karstoft: Betalingsloven - med kommentarer, 1. udg., apr. 2020, 1142 sider, DJØF
Anne-Dorthe Bruun Nielsen i JUR 1982.339-348: Brug og misbrug af kontokort. Hæftelse for uberettiget brug af kontokort i dag og efter kreditkøbelovens ikrafttræden.
Preben Stuer Lauridsen i JUR 1985.301-304: Enkelte bemærkninger om kreditkøbelovens § 34.
Tove Schelle i UfR 1986 B.11-16: Om misbrug af betalingskort
Særligt om erfaringerne fra amerikansk ret.Jørgen Nørgaard i JUR 1986.147-151: Om overladelse af betalingskort.
Elsebeth Rasmussen i JUR 1987.206-211: Betalingskortets velsignelser
Om mulighederne for misbrug.Henning Andersen i JUR 1988.260-268: Internationale betalingskort og lov om betalingskort §§ 20 & 34.
Susanne Mulvad i JUR 1989.135-141: Betalingskortloven - afbureaukratisering eller mangel på retssikkerhed.
Susanne Mulvad i UfR 1989 B.75-79: Betalingskortloven: En offentligretlig og civilretlig styrkelse af forbrugernes retsstilling?
Inger Frydendahl i Lov & Ret nr. 4/1991 p. 18-20: Brug og misbrug af betalingskort.
Jytte Ølgaard i JUR 1992.380-386: Ændring af betalingskortloven.
Peter Blok i Pengeinstitutankenævnets årsberetning 1996 p. 11-22.
Lars Lindencrone Petersen i Festskrift til Juridisk Klub, 1998, p. 107-112: Pengeinstitutankenævnet og retsudviklingen
Indeholder p. 109-110 en omtale af en række sager om betalingskort.Susanne Karstoft i UfR 2004 B.50-55: Kortindehavers hæftelse ved overladelse af betalingskort.
Jan Huusmann Christensen og Bert Mesdom i Skat Udland 2005.331: Ny EU-forordning - Hvordan er det nu, det er med betalingskortgebyr?
Jeppe R. Stokholm og Nina Dietz Legind i ET nr. 4/2007 p. 318-324: God skik – når loyalitet kommer til kort
Vedrørende betalingskort med indbyggede loyalitetsprogrammer, herunder omtale af udbydere og aftagere. Omtale af bestemmelse i relevante love, samt beskrivelse af tilsyn.Ezgi Pelin Goul Kilinc Andersen i RETTID 2018 afhandling nr. 23: Forbrugerbeskyttelse ved betalingstransaktioner i forbindelse med fjernsalg - En analyse af reglerne om charge back i betalingslovens § 112
UfR 1992.766 ØLD: A havde fået stjålet sit Dankort ved et indbrud i hendes bil på parkeringspladsen ved Fødselsstiftelsen i Århus d. 04.02.1990. Tyven havde samme dag hævet 10.619 kr. på kortet. Ved at efterlade sit Dankort og tilslørede oplysninger om PIN-koden i en taske i bagagerummet i en parkeret bil, fandtes A at have handlet groft uagtsomt, og hun måtte selv bære det maksimale tab på 5.000 kr. ved en tyvens uberettigede brug af kortet, jf. betalingskortlovens §21 stk. 1 nr. 1.
UfR 1995.655 HD: Ikke hjemmel til påbud om, at Diners Club Danmark A/S tillige skulle udbyde et rent betalingskort.
UfR 1995.796 ØLD: Bikuben påstod A dømt til betaling af 10.322 kr, som var hævet på A's dankort i perioden 11.-15.06.1992. Det lagdes til grund, at rette pinkode var benyttet ved hævningerne. Da det var uvist, hvordan indehaveren havde mistet kortet, som siden anmeldtes stjålet, fandtes det ikke tilstrækkelig godtgjort, at indehaveren ved groft uforsvarlig adfærd havde muliggjort den uberettigede brug. Der lagdes herved blandt andet vægt på, at bestemmelsen om groft uforsvarlig adfærd efter betalingskortlovens forarbejder er forudsat kun at kunne gøres gældende i få tilfælde. Ved at have ventet med at give meddelelse om kortets bortkomst til mandag d. 15.06.1992, selv om indehaveren antoges at have haft kendskab hertil fra lørdag, fandtes han at have udvist en sådan uagtsomhed, at han burde hæfte for de beløb, der blev hævet i den mellemliggende periode, i alt 4.000 kr., jf. betalingskortlovens § 21, stk. 3, nr. 3.
UfR 1998.4 SHD: LIC's betalingskortordning med fakturarente fandtes ikke i strid med lov om betalingskort § 20, stk. 1.
Kendelse afsagt af Pengeinstitutankenævnet d. 26.01.1998 i sag nr. 970386: K havde i handskerummet i uaflåst bil efterladt pung med hævekort og pinkode, som var noteret som et telefonnummer. K fandtes at have udvist groft uforsvarlig adfærd og K hæftede for det fulde misbrug på 5.000 kr.
Kendelse afsagt af Pengeinstitutankenævnet i sag nr. 10/98: K var en fredag blevet opmærksom på, at han ikke havde sit dankort på sig. Han gik ud fra, at dette enten var glemt i hans bank eller lå i hans bil. Han anmeldte det først bortkommet om søndagen kl. 16.43. Antaget at K hæftede for 8.000 kr. Det samlede misbrug var 30.000 kr.
UfR 1999.1067 SHD: Statoils vilkår om tilmelding til PBS som betingelse for udstedelse af Premium Club PLUS-kontokort var hverken i strid med betalingskortlovens § 12 a, stk. 2, nr. 2, aftalelovens §§ 36 og 38 c eller markedsføringslovens § 1.
TfS 2000.97 ØLD: Pantefoged havde gjort udlæg i kundernes Dankortindbetalinger d. 24.11.1994 indtil kl. 14.45 på 1.625 kr. Samme dag kl. 15.05 gav pantefogeden meddelelse herom til Den Danske Bank, som nægtede at notere udlægget, idet banken fandt, at meddelelse burde ske til de enkelte kunder. Antaget, at kunderne var frigjort, når transaktionen var gennemført på terminalens display, og at dette måtte sidestilles med kontant betaling. Udlægget var ikke i strid med RPL § 508's forbud mod udlæg i fremtidige erhvervelser. Det udlagte var tilstrækkeligt identificeret.. Meddelelsen var en gyldig underretning til banken. Udlægget var herefter gyldigt.
UfR 2000.1853 VLD: Jens-Henrik Eriksen fik medhold i, at dankort-betaling på 10.500 kr. på Gøglerbåden i Aalborg d. 03.05.1997 skyldtes en fejl, og han fik medhold til krav om tilbagebetaling af 10.395 kr. Det fandtes usandsynligt, at han havde købt varer for det pågældende beløb eller fået udbetalt differencen efter varekøb.
Pengeinstitutankenævnets kendelse af 18.10.2000 (Finansfokus nr. 4/2000 p. 32): Visa/Dankort var brugt til internetindkøb i perioden 03.09.1999 til 26.01.2000 for i alt 12.500 kr. Pengeinstituttet dækkede misbrug, der var foregået frem til d. 26.11.2000. Antaget at kunden selv måtte dække det efterfølgende misbrug, idet han på grund af kontoudtog burde have konstateret misbruget, og inden rimelig tid herefter burde have rettet henvendelse til pengeinstituttet.
Pengeinstitutankenævnets kendelse af 18.10.2000 (Finansfokus nr. 4/2000 p. 33): Kunde hæftede for 1.200 kr. af misbrug af Visa/Dankort, som var blevet stjålet på Tenerife, da det fandtes godtgjort, at pinkoden havde været anvendt.
Pengeinstitutankenævnets kendelse af 06.12.2000 (Finansfokus nr. 1/2001 p. 46): Kunde hæftede alene for 1200 kr som en tyv havde hævet på K's dankort, idet efterladelsen af kortet og kamufleret PIN-kode i uaflåst lejlighed ikke anset for uforsvarlig adfærd. (3-2).
Pengeinstitutankenævnets kendelse af 03.09.2001 (Finansfokus nr. 4/2001 p. 34): Kunde hæftede for 8 hævninger på hans Dankort, allerede fordi det ikke kunne fastslås om og i givet fald i hvilket omfang der var sket misbrug af kortet.
Pengeinstitutankenævnets kendelse af 06.05.2002 (Finansfokus nr. 3/2002 p. 37): K hæftede alene for misbrug af dankort med 1.200 kr, da tyveri af kortet var rettidigt anmeldt.
Pengeinstitutankenævnets kendelse af 11.11.2002 (Finansfokus nr. 4/2002 p. 34): K hæftede ikke for mere end 1200 kr, uanset at K burde have underrettet P om tyveri af dankortet i Barcelona tidligere. Betalingsmodtageren burde have opdaget, at der forelå uberettiget anvendelse af kortet, jfr. lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 8, 1. pkt.
Finansfokus nr. 1/2003 p. 42-43: Pengeinstitutankenævnets kendelse af 12.12.2002: K hæftede for misbrug på 50.100 kr., da han havde overladt kortet sammen med pinkode til to venner.
UfR 2004.1268 HD: Økonomichef i Infoteam A/S, der var gået konkurs, hæftede ikke for brug af Eurocard-firmakort i firmaets interesse i tiden op til firmaets konkurs. 2 dommere i Højesteret ville tilsidesætte hæftelsesvilkåret i medfør af AFTL § 36. 3 dommere ville kun tilsidesætte standardvilkåret om, at den ansatte skulle bevise, at han ikke kendte eller burde kende til firmaets økonomiske situation. Een af de 3 dommer fandt ikke at Eurocard havde løftet sin bevisbyrde. Alle dommere enige om, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte vilkåret om en morarente på 20,5% p.a.
UfR 2005.1010 VLD: Direktør for TPC Erdbau ApS, som ejedes af direktørens samlever og nu var gået konkurs, dømt til at betale Eurocard godt 64.000 kr., idet han ikke havde godtgjort, at selskabets økonomiske situation på kortbrugstidspunktet var så god, at der ikke var risiko for en konkursbegæring
UfR 2007.2968 VLD: Sparbank, B, udsendte omkring 01.08.2005 et kontoudtog til K vedr. en konto med et tilknyttet Visa-Dankort. K undersøgte først kontoudtoget d. 21.08.2005, hvor han kunne konstatere, at der var foretaget uberettigede hævninger på i alt 235.000 kr., hvorfor han d. 22.08.2005 anmodede B om at spærre kontoen. K var klar over, hvem der havde foretaget disse hævninger, der var sket i perioden fra d. 24.06.2005 – 22.08.2005. Hævningerne var foretaget af to svenske naboer, som under straffesagen havde oplyst, at de var kommet i K’s lejlighed, og at K havde givet dem koden til kortet, hvorefter de havde taget kortet fra K’s skrivebord og under anvendelse af koden hævet penge i pengeautomater, hvorefter de havde lagt kortet tilbage. K benægtede at have udleveret koden, men kunne ikke afvise, at svenskerne måske havde afluret koden. K påstod B tilpligtet at betale 196.000 kr., idet K gjorde gældende, at han ikke havde udvist uagtsomhed, hvorfor B hæftede for nettobeløbet med fradrag af de penge som var i behold, indkomne effekter samt en selvrisiko på 1.200 kr. Skive Byret udtalte, at hvis K d. 01.08.2005 havde gennemgået kontooversigten, ville han have opdaget de uberettigede hævninger og derved hindret yderligere misbrug. K rettede imidlertid først d. 22.08.2005 henvendelse til B, og byretten fandt derfor, at B’s hæftelse som følge heraf burde begrænses. Denne begrænsning blev skønsmæssigt opgjort til 90.000 kr. Under hensyn hertil, og da betingelserne i lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 6, ikke fandtes opfyldt, skulle K’s påstand tages til følge for et samlet beløb på 105.933,25 kr. VL udtalte, at det måtte antages, at K ikke have set på kontoudtoget forud for d. 21.08.2005. Der var ikke oplyst forhold, der kunne begrunde, at K ikke har set på brevet tidligere. Under disse omstændigheder fandtes K efter passivitetssynspunkter at have fortabt retten til at kræve tilbagebetaling f.s.v.a. hævninger, der kunne have været forhindret, såfremt han havde set på det modtagne brev fra banken inden rimelig tid. VL fandt derfor ikke, at K kunne kræve tilbagebetaling af 20.000 kr., svarende til de uberettigede hævninger foretaget efter den 15. august 2005. VL tog K’s påstand om betaling af yderligere 70.000 kr. til følge. (2-1)
UfR 2009.909 ØLD: Denne sag drejede sig om, hvorvidt A's køb af ydelser fra den juridiske person bag hjemmesiden www.ownyourgame.com (OwnYourGame), O, var omfattet af Forbrugerombudsmandens retningslinjer vedrørende fjernsalg m.v. i betalingssystemer med betalingskort af 16.12.1996, FR, idet A havde betalt med sit VISA/Dankort via PayPal, P, der blandt andet drev virksomhed med udstedelse og salg af elektroniske penge (e-penge). A påstod at Nordea Bank Danmark A/S, N, skulle tilpligtes til A at betale 100.791,28 kr. Beløbet vedrørte 11 køb til brug for et computerspil, disse ydelser var ikke blevet leveret og efter at A havde opdaget at O's ydelser var ulovlige, rettede han sit krav mod N. ØL udtalte, at FR var udstedt i medfør af den dagældende lov om betalingskort § 12 a, stk. 2 og den dagældende MFL § 17. Det fremgik af ordlyden i FR pkt. 1, at disse fandt anvendelse i betalingssystemer med betalingskort. Det var endvidere forudsat, at der skulle ske en ajourføring af FR, før disse kunne finde anvendelse på elektroniske betalingssystemer uden betalingskort. Da en sådan ajourføring ikke var foretaget, måtte det lægges til grund, at FR kun fandt anvendelse på betalinger foretaget i betalingssystemer med betalingskort. Hverken FR eller lovteksten eller bemærkningerne til lov om betalingskort havde nærmere defineret begrebet "betalingssystem med betalingskort". ØL fandt imidlertid, at en naturlig forståelse af begrebet måtte føre til, at et betalingssystem alene omfattede de parter, der ud over kortudsteder havde indgået aftale med denne om at afgive, modtage eller formidle en betaling ved brug af betalingskortet. Det var under sagen ubestridt, at kortudstederen, VISA, V, ikke havde indgået en indløsningsaftale med O, og at O derfor ikke var berettiget til at modtage betalinger, der blev foretaget med et VISA-kort. Det var endvidere oplyst, at V og P havde indgået en indløsningsaftale, men ikke en formidlingsaftale, og at P derfor alene var berettiget til at modtage betalinger, der blev foretaget med et VISA-kort. Under disse omstændigheder fandt ØL, at FR, der var blevet til efter forhandling med de berørte parter, ikke kunne udstrækkes til at gælde i forhold til en betalingsmodtager, der ikke var omfattet af det pågældende betalingssystem. Det bemærkes herved, at A med sit VISA-kort havde købt og fået leveret e-penge af P. Den omstændighed, at P efter aftale med A havde benyttet de købte e-penge til at betale de ydelser, som han havde købt hos O, var visasystemet uvedkommende. Det forhold, at der var en tidsmæssig sammenhæng mellem A's køb af e-penge og disses anvendelse til betaling for ydelser leveret af O, kunne ikke føre til et andet resultat. ØL frifandt dermed N.
UfR 2010.1019 ØLD: A var af sin samlever, B, gennem vold og trusler, frataget et betalingskort og pinkode hertil. ØL fandt, at A ved udleveringen måtte have kendt til sandsynligheden for, at kortet ville blive misbrugt af B. Betalingsmiddellovens § 11, stk. 6 fandt ikke anvendelse, når kort og kode var fratvunget. Dette måtte dog forudsætte, at A som følge af AFTL § 28, stk. 2 skulle underrettede kortudsteder uden ugrundet ophold, efter at tvangen var ophørt. Dette fandtes ikke gjort, hvorfor A, hæftede for B's brug af kortet.
UfR 2017.933 SHD: Kortudsteder ikke forpligtet til at tilbageføre betaling for vareforfalskede sko købt over internettet, da skoene blev tilbageholdt af SKAT, og der derfor ikke var tale om manglende levering, jf. betalingstjenestelovens § 74, stk. 1, nr. 2.
A, som var kunde i Nordea, B, havde d. 27.12.2011 købt tre par Nike sko på en hjemmeside ved hjælp af sit Visa/Dankort. A købte yderligere to par Nike sko i januar 2012 på en anden hjemmeside med sit Visa/Dankort. Efterfølgende modtog A i januar et brev fra SKAT, S, hvori A blev meddelt, at S ville tilbageholde de tre par sko fra det første køb, idet Nike Denmark ApS, N, havde bedt S herom, og dagen efter oplyste N over for A, at der var tale om varemærkeforfalskning med hensyn til de tre par sko, og A underskrev efterfølgende en erklæring om tilladelse til at tilintetgøre skoene. A modtog de to par sko fra det andet køb, og han oplyste N vedr. disse sko og fik oplyst, at der også her var tale om kopier. A sendte de to par sko til N. SH skulle tage stilling til, om betingelserne for tilbageføring i betalingstjenestelovens § 74 var opfyldt for de to internetkøb, som ubestridt viste sig at være kopier af Nike sko. SH fandt, at det for det første internetkøb med de tre par sko fremgik af forarbejderne til betalingstjenestelovens § 74, stk. 1, nr. 2, at der ved bedømmelsen af, om levering havde fundet sted, skulle tages udgangspunkt i det almindelige køberetlige leveringsbegreb, og det fulgte heraf, at levering i en situation som denne ikke havde fundet sted. Det fremgik tillige af forarbejderne, at i en situation, hvor en vare tilbageholdtes i tolden, fordi den ikke lovligt kunne indføres i Danmark, havde kortudsteder ikke pligt til at tilbageføre betalingen, uanset at levering ikke havde fundet sted. Vedrørende A's andet internetkøb var det gjort gældende, at levering slet ikke havde fundet sted, når der bestiltes en ægte mærkevare og leveredes en kopi, men det måtte imidlertid anses som en mangel, at de leverede sko ikke var originale Nike sko, men derimod kopivarer. Levering af mangelfulde varer kunne ikke sidestilles med begrebet "manglende levering" i betalingstjenestelovens § 74, stk. 1, nr. 2, og den omstændighed, at A frivilligt afleverede skoene til originalproducenten til destruktion kunne ikke sidestilles med, at han havde undladt at modtage de bestilte varer. B blev frifundet. (4-1)UfR 2023.3601 HD (HD afsagt d. 04.04.2023, ØLD afsagt d. 17.02.2021): Konkurrencemyndighedernes påbud til Nets om nedsættelse af gebyr for betaling med Dankort på internettet blev stadfæstet, da proportionalitetsprincippet var overholdt, og der ikke var godtgjort væsentlige fejl ifm. skønsudøvelsen
Nets Denmark, N, ejede dankortsystemet og var eneste indløser af Dankortet, D. Forretninger skulle indgå en aftale med N for at kunne modtage betaling via D. Ved internethandel skulle forretningerne bl.a. betale et gebyr pr. dankorttransaktion. I 2012 og 2013 meddelte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, S, Nets påbud om at ændre de gebyrer, der blev pålagt forretninger, hvis kunder kunne betale gennem internethandel. Første påbud indebar, at N ikke måtte opkræve gebyrer, der indebar anvendelse af urimelige priser og avancer, jf. dagældende betalingstjenestelov § 79. S fandt, at N’s ændring var utilstrækkelig. Andet påbud var, at gebyret ikke måtte overstige 1,20 kr. pr. transaktion. Konkurrenceankenævnet, N, kom til samme resultat. ØL stadfæstede.
HR fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at konkurrencemyndighederne skulle have foretaget en markedsanalyse mhp. at vurdere, om der var virksom konkurrence på betalingskortmarkedet. En sådan afgørelse måtte ifølge forarbejderne ske gennem en hypotetisk præget bedømmelse af forholdene, som de ville være i et konkurrencepræget marked. Det påhvilede som udgangspunkt den, der anfægtede myndighedernes skøn at godtgøre, at der forelå mangler ved grundlaget for skønsudøvelsen, samt betydningen for afgørelsens indhold. Efter en samlet vurdering var det ikke godtgjort, at S havde begået væsentlige fejl ifm. skønsudøvelsen, eller at påbuddet om et maksimalt gennemsnitligt servicegebyr pr. transaktion på 1,20 kr. var i strid med proportionalitetsprincippet. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte afgørelserne. HR stadfæstede.
