UfR 1985.1113 ØLK:
En gårdejer, der ikke havde efterkommet et påbud fra kommunen
om sløjfning af en brønd på sin ejendom, fik under en politisag en advarsel, hvorefter
han efterfølgende vedtog indenretligt at efterkomme påbudet inden 4 måneder
og at betale tvangsbøder, hvis dette ikke skete. Gårdejeren sløjfede ikke brønden
efter de 4 måneder og politimesteren i Slagelse begærede tvangsfuldbyrdelse af påbudet
med fogedrettens hjælp efter RPL § 532. Fogedretten afviste begæringen, da gårdejerens
indenretlige vedtagelse ikke kunne anses som fundament for tvangsfuldbyrdelse. Landsretten hjemviste
imidlertid sagen til realitetsbehandling, da man fandt, at gårdejerens indenretlige
vedtagelse af at ville sløjfe brønden i relation til tvangsfuldbyrdelse måtte sidestilles
med et ved dom meddelt påbud.
UfR 1991.239 SHD:
Gori A/S rejste et krav mod Sadolin & Holmblad A/S om erstatning,
da der var sket formidling af salg i strid med markedsføring. Landsretten tilkendte
Gori A/S en erstatning på 25.000 kr., da det forhold, at der forelå overtrædelse
af en dom, ved tvivl om tabets størrelse burde komme den erstatningsberettigede
til gode i rimeligt omfang, jf. RPL § 533 sammenholdt med RPL § 529, stk. 5.
FM 1995.106/1 VLK:
Rekvirenten A og rekvisitus B havde indgået et indenretligt forlig
om B's udførelse af bortledning af overfladevand fra A's ejendom. A blev tilladt
at lade arbejdet udføre.
FM 1998.83/3 ØLK:
Fogedretten havde nægtet at fuldbyrde dom, hvorefter rekvisitus
skulle foranstalte et træ beskåret og opspændt, da dommen ikke angav, hvilke grene
der skulle opspændes eller beskæres. ØL hjemviste sagen, da dommen sammenholdt med
præmisserne fandtes tilstrækkeligt klar. Hvis det fandtes påkrævet, kunne fogedretten
anvende RPL
§ 529, stk. 2, 3. pkt. om udmeldelse af en eller flere sagkyndige.
UfR 2002.199
VLK: A var ved straffedom tilpligtet at foretage øremærkning af sin kvægbestand.
da han ikke efterkom dette, havde fogedretten i Holsted bestemt, at øremærkningen
kunne ske ved fagligt kvalificerede medarbejdere. Dette kostede 527.027 kr., som
Politiet ønskede udlæg for. A fik ikke medhold i afvisning af sagen
UfR 2007.590
VLK: I forbindelse med en sag vedrørende A's vejret over B's ejendom, påberåbte
A sig som grundlag for tvangsfuldbyrdelse efter
RPL kap. 48, et retsforlig vedrørende denne vejret. Der var dog ikke
i retsforliget henvist til et rids udarbejdet af en landsinspektør, der viste hvor
vejen skulle ligge, og vejens beliggenhed kunne ikke med sikkerhed fastslås på baggrund
af retsforliget. Det fremgik af retsforliget, at B ved forliget forpligtede sig
til at ”etablere bro med den eksisterende bros materialer” på det sted,
”hvor vejen passerer bækken i skellet mellem matr. nr. 4 c og 4 b Stenderup
by, Føvling”. Det fremgik imidlertid ikke af retsforliget, om vejen i øvrigt
skulle anlægges af A eller af B, idet det alene i retsforliget var anført, at B
skulle afholde alle omkostninger ”i forbindelse med etablering af vejen”. VL fandt, at retsforliget ikke havde en sådan klarhed med hensyn til, hvilke forpligtelser,
B havde påtaget sig ved forliget, og hvilke rettigheder, A havde opnået ved forliget,
at retsforliget kunne danne grundlag for en fogedforretning efter
RPL kap. 48, hvad enten der var tale om en fogedforretning efter
RPL § 528, hvor fogedretten gav A en rådighed over ejendommen, således
at hun i overensstemmelse med forliget kunne anlægge vejen, eller en fogedforretning
efter
RPL § 529, stk. 1, hvor fogedretten gav A rådighed over ejendommen med henblik
på, at hun, da B ikke selv havde anlagt vejen, fik adgang til at lade arbejdet udføre
af andre. Det havde derfor påhvilet fogedretten ex officio at afvise A's anmodning
om tvangsfuldbyrdelse.
UfR 2014.1246/2 VLK: En andelsforening, A, hvori
T, L og K var medlemmer, ejede en ejendom. A blev opløst, og ejendommen blev tilbudt
til T, L og K for minimum vurderingsprisen, hvor T havde forkøbsret. T, L og K skulle
inden for 30 dage efter vurderingen afgive deres bud, hvorefter ejendommen ville
blive udbudt til salg. Ejendommen blev d. 22.10.2012 vurderet til 2.295.000 kr.
L og K bød d. 21.11.2012 2.295.000 kr. for ejendom, hvor de samtidigt stillede en
bankgaranti. T bød d. 22.11.2012 2.295.000 kr. for ejendommen, dog uden bankgaranti.
Derefter opstod der tvist om, om L og K var forpligtiget til at antage T's bud,
og sagen blev herefter indbragt for fogedretten. Fogedretten fandt, at L og K var
forpligtiget til at antage T's bud, og T ville overtage ejendommen d. 01.08.2013.
T havde ikke underskrevet købsaftalen d. 01.08.2013 på trods af flere rykkere fra
L og K og havde heller ikke erlagt den aftalte købesum eller stillet sikkerhed herfor.
Ejendommen skulle herefter tilbydes til L og K til vurderingsprisen. Sagen kunne
fremmes, og fogedretten kunne underskrive købsaftalen med samme virkning, som var
købeaftalen underskrevet af T, jf. RPL § 530.
Fastsættelse af handelsvilkår ville som udgangspunkt ligge uden for fogedrettens
kompetence til fuldbyrdelse efter RPL § 478, stk. 1, nr. 2. Det måtte dog lægges til grund, at vilkårene svarede til
de vilkår, som udkastet havde indeholdt, og at T ikke havde fremsat nærmere begrundede
indsigelser mod disse vilkår, endsige angivet, hvilke vilkår, der burde fastsættes
for overdragelsen. VL fandt derfor, at T's forpligtelse til at overdrage ejendommen
kunne gennemtvinges ved fuldbyrdelse af retsforliget i medfør af
RPL § 530.
FM 2015.141 VLK: Retsforlig tvangsfuldbyrdet på trods af indsigelser mod indholdet
og mod fastsættelse af omkostninger i forbindelse med gennemførelse af retsforligets
indhold. 
Rekvirenterne R indgik på et retsmøde d. 18.09.2014 forlig med C. R indbragte sagen
for fogedretten med henblik på bistand til underskrift af dokumenter til brug for
tinglysning af servitut, som omhandlet i retsforliget. Fogedretten anførte, at indsigelser
mod indholdet af retsforliget alene kunne fremsættes ved et civilt søgsmål. Et sådant
søgsmål var efter det oplyste ikke iværksat. Det var således ikke muligt at fremsætte
indholdsmæssige indsigelser mod forligsteksten i fogedretten. Retsforliget blev
derfor lagt til grund. Den fremlagte servitut stemte ordlydsmæssigt overens med
retsforliget, herunder tillige med, hvilke ejendomme servitutten skulle tinglyses
på. Fogedretten fandt, at det til tinglysning vedlagte rids stemte overens med servituttens
beskrivelse af udlagt vej på 3,77 m med tillæg af 1 m rabat til hver side. C kærede
kendelsen og ville ikke underskrive de fremlagte dokumenter, hvorefter fogedretten
afsagde kendelse om, at fogedretten underskrev dokumenterne med samme virkning,
som var de underskrevet af C. R anmodede endvidere fogedretten om at lade tredjemand
fjerne to jernstolper på vegne af C og med mulighed for udlæg hos C for omkostningerne
herved, da C ikke ønskede at fjerne stolperne, der indgik i retsforliget. Fogedretten
bestemte, at arbejdet med fjernelse af stolperne kunne iværksættes af R, jf.
RPL § 529, stk. 1. Fogedretten fandt, at de anslåede oplysninger omkring
omkostningerne til fjernelse af stolperne var rimelige, hvorfor fogedretten forhåndsgodkendte
et beløb op til 8.000 kr. med tillæg af moms. VL stadfæstede.
FM 2016.89 ØLK: Bestyrelsesmøde dannede grundlag for eksklusion af medlem i
haveforening.
En haveforenings bestyrelse havde på et møde truffet beslutning om, at hvis ikke
pågældende lejer af have havde betalt det skyldige kontingent, gik sagen til en
advokat med henblik på inddrivelse eller ophævelse af medlemskab. Der blev d. 25.03.2014
sendt en påkravsskrivelse til pågældende og d. 15.04.2015 sendt en ophævelsesskrivelse
hvor der ligeledes skete eksklusion af haveforeningen. Fogedretten fandt, at bestyrelsen
ikke på mødet havde vedtaget klar beslutning herom, og derfor kunne eksklusion kun
ske, hvis dette senere blev besluttet på et nyt møde. ØL fandt, efter indholdet
af referatet at bestyrelsen på mødet havde truffet beslutning om, at det skyldige
kontingent mv. skulle inddrives ved advokat, og at medlemsskabet skulle ophæves,
hvis beløbet ikke blev betalt. Efter indholdet af beslutningen var der ikke krav
om yderligere beslutning fra bestyrelse, før advokaten foretog ophævelsen. På denne
baggrund, burde fogedforretningen derfor have været fremmet, jf.
RPL § 596, stk. 1, jf.
§ 528
.
FM 2017.25 VLK: Rekvirent,
R, havde ved dom fået medhold i, at skyldner, S, skulle skifte en kanalpakke og
udskifte nogle vinduer. R havde indgivet anmodning om bistand til at tvangsfuldbyrde
dommen. Fogedretten fandt, at det måtte lægges til grund, at S havde opfyldt dommen
for så vidt angik kanalpakken. Den rude der efter det oplyste var punkteret ville
blive udskiftet, hvilket var blevet varslet overfor R. Efter det oplyste havde R
indtil videre nægtet S adgang til R's lejlighed med henblik på udskiftning af vinduer.
Der var derfor ikke grundlag for at gennemtvinge dommen over for S, for så vidt
angik udskiftning af en punkteret termorude. VL stadfæstede.
FM 2017.130 ØLK: En
bådforening, B, ønskede at ekskludere et medlem, A, da A havde udøvet vold mod B's
kasserer. Fogedretten fandt, at da udfaldet af straffesagen havde afgørende betydning
for vurderingen af eksklusionens berettigelse og dermed fogedsagens fremme, burde
sagen afvente udfaldet af straffesagen, hvorfor sagen blev udsat på
udfaldet straffesagen, jf.
RPL § 502, stk. 1, nr. 2. ØL stadfæstede.
FM 2018.117 ØLK: U’s nye flytning af adgangsvejen til en erhvervsejendom
var en ny tvist, som derfor hørte under boligretten, da U tidligere var blevet dømt
til at reetablere den oprindelige indgang og havde opfyldt dette
U havde ved en ØLD af 31.05.2016 fået pålæg om at reetablere den oprindelige
adgangsvej til et lejemål, idet U’s flytning af indgangen var en væsentlig
ændring af lejemålets identitet, jf. EHL § 26. Efterfølgende havde U gennemført reetableringen, hvilket L havde bekræftet
over for ØL. U varslede d. 06.12.2017 på ny, at adgangsvejen blev flyttet, og U
gennemførte også dette. L anmodede herefter Fogedretten i KBR om at behandle sagen,
således at dommen af 31.05.2016 blev tvangsfuldbyrdet. Fogedretten fandt, at det
var ubestridt, at U dengang havde reetableret adgangsvejen til lejemålet i overensstemmelse
med pålægget i dommen, men alligevel blev sagen fremmet til tvangsfuldbyrdelse.
ØL tiltrådte, at reetableringen af adgangsvejen havde fundet sted i overensstemmelse
med pålægget. Dommen af 31.05.2016 var dog ikke til hinder for, at U d. 06.12.2017
varslede en ny flytning af adgangsvejen til lejemålet. Tvisten,
om hvorvidt den varslede og efterfølgende også gennemførte flytning af adgangsvejen
havde hjemmel i EHL § 26, hørte under boligretten. ØL afgjorde
derfor, at sagen skulle nægtes fremme i fogedretten.
FM 2018.180 ØLK: Ved tredjemandskøb af en leaset bil
skulle leasingselskabet ikke bære risikoen, da dee
ikke havde udvist uforsigtighed.
Tredjemand (T) fandt en bil på bilbasen.dk,
som han var interesseret i. Efter at T havde tjekket bilens
nummerplade i bilbogen, forhandleren (F) i CVR-registreret og
haft en prøvetur i bilen, besluttede han sig for at købe den.
Ved købet fik T ikke forevist eller udleveret
registreringsattesten, da denne, efter F’s påstand, befandt sig
på et andet kontor. Fogedretten i Roskilde fandt, at T ved købet
af bilen var i god tro, og at T derfor ikke kunne vide, at bilens
ejer var leasingselskabet (L). Da bilen ikke var særlig mærket,
og leasingaftalen var med en forhandler, skulle L bære risikoen,
da denne havde udvist uforsigtighed. Afgørelsen blev kæret til
landsretten. ØL fandt, at de forhold som var forklaring for at
registreringsattesten ikke blev udleveret, var plausible, og med
de andre omstændigheder til følge fandtes T ikke at være i ond
tro. L havde udtrykkeligt i leasingkontrakten betinget sig
ejendomsretten til bilen og var i motorregistret anført som
ejer. L havde derudover heller ikke udleveret
registreringsattestens del II til F. Der var derfor ikke udvist
uforsigtighed, hvormed L ikke skulle bære risikoen.
FM 2018.216 VLK: En fogedforretning blev
nægtet fremmet, da det var uklart, om U ved passivitet eller
stiltiende accept havde accepteret fremleje af lejemål
I en lejeretssag anlagde U sag mod L og
fremlejer, F, og påstod sig indsat i lejemålet. Fogedretten i
Holstebro fandt, at eftersom U overtog lejeforholdet fra et
konkursbo, overgik U i de aftaler der var indgået mellem den gamle
ejer og lejer, og var derfor bundet af den ubegrænset fremleje, der
var meddelt L. U oplyste til fogedretten, at han i 2016 blev bekendt
med, at F boede i lejemålet, men at U først i 2018 blev bekendt med,
at der ikke var fremlejeret. Fogedretten fandt, at det var Us eget
ansvar at kende lejekontrakten, og eftersom F har boet i lejemålet i
2 år, hvor U var bekendt hermed, hersker der tvivl om hvorvidt U
gennem passivitet eller stiltiende accept, havde accepteret
fremlejen. Sagen blev på denne baggrund nægtet fremmet, jf.
RPL § 597, stk. 3. VL stadfæstede fogedrettens
kendelse.
FM 2023.99 VLK:
Dom om at friholde matrikel, så enhver færdsel var mulig, var endelig, og derfor kunne den berettigede begynde
arbejdet med genetablering af færdselsmuligheden
Det var ved dom afgjort, at C’s nabo til enhver tid skulle holde sin ejendom, Z, fri, så C
kunne færdes over matriklen med gående eller kørende færdsel af enhver art. C anmodede fogedretten om at tillade,
at hegn og beplantning blev fjernet.
Retten i Viborg fandt, at det ikke var muligt at færdes over Z med gående eller kørende færdsel af enhver art, da der
på ejendommen var opsat hegn og beplantning. Dommen var ikke opfyldt, og betingelserne for at fremme sagen
efter RPL § 529 var opfyldt. C kunne iværksætte arbejdet
med genetablering af færdselsmuligheden. Sagen blev fremmet.
VL fandt, at dommen fra BR var endelig og havde retskraft. Den til enhver tid værende ejer af Z skulle til enhver tid
holde ejendommen fri, så den til enhver tid værende ejer af C’s ejendom kunne færdes over Z med gående eller kørende
færdsel af enhver art. Ejeren af Z blev pålagt handlepligt. ØL stadfæstede.
FM 2023.121 ØLK:
En anerkendelsesdom om brugsret til kælderrum kunne ikke danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse efter RPL kap. 48, da
udlejeren ikke var pålagt en handlepligt, der kunne tvangsfuldbyrdes, og dommen kunne ikke behandles efter RPL kap. 55,
da den ikke var rettet mod de nuværende lejere
To lejere, L1 og L2, havde ved dom fået anerkendelse af, at de fortsat havde brugsret til to
kælderrum. Domskonklusionen indeholdt dog ikke en klar og bindende konstatering af, at de havde krav på genindsættelse.
Det fremgik af ankedommens præmisser, at ØL ikke havde taget lejernes påstand 1 til følge, som lød på ikke kun en
anerkendelse af, at lejerne aftaleretligt havde eksklusiv brugsret til de to omtvistede kælderrum, men også̊ en pligt
til at tilbagelevere dem.
Retten i Hillerød fandt, at det var betænkeligt at gennemtvinge genindsættelse på baggrund af den foreliggende ankedom.
Begæringen blev nægtet fremme.
ØL fandt, at det fremgik af domskonklusionen, at lejerne fortsat havde brugsret over de to kælderrum, der klart var
identificeret i dommen. ØL tiltrådte, at anerkendelsesdommen ikke kunne danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse
efter RPL kap. 48, da U ikke var pålagt en handlepligt, der
kunne tvangsfuldbyrdes. Det fremgik af rekvisitionen, at der blev anmodet om en umiddelbar fogedforretning rettet mod U.
Sagen kunne alene behandles efter reglerne i RPL kap. 55
om umiddelbare fogedforretninger, såfremt den i første række var blevet rettet mod de nuværende lejere eller brugere
af kælderrummene. ØL stadfæstede.
FM 2023.124 ØLK:
Sag om adkomsterklæring og afregning af provenu blev afvist, da der ikke forelå et eksekutionsgrundlag, og da sagen var
rettet mod ejendomsadministratoren i stedet for andelsboligforeningen
A anmodede om, at ejendomsadministrator, B, blev pålagt at udstede adkomsterklæring og afregne
provenu efter, at to erhvervsandele i andelsboligforeningen, C, var solgt. Spørgsmålet var, hvorvidt B kunne pålægges
at udstede adkomsterklæring og afregne provenu til en udlægshaver.
KBR fandt, at der ikke forelå et eksekutionsgrundlag
efter RPL § 478, og derfor kunne sagen ikke fremmes efter
reglerne i RPL § 529
og § 530. A kunne desuden ikke anses for at have et
besidderkrav omfattet af RPL § 528, hvorfor sagen heller
ikke kunne fremmes som en umiddelbar fogedforretning. Sagen blev afvist, da der ikke forelå krav, der kunne
tvangsfuldbyrdes.
ØL fandt, at C ikke blev nævnt i rekvisitionen, og C var dermed ikke part i fogedsagen. Kæremålet vedr. C blev dermed
afvist. Da der var indleveret fogedsag mod C’s administrator og ikke mod C, blev BR’s afgørelse om at afvise sagen
stadfæstet, jf. ABL § 4 a, stk. 1.
FM 2023.240 VLK: Tvangsfuldbyrdelse
af dom, hvorefter hovedaktionær i et moderselskab blev pålagt at overdrage 50 pct. af selskabets aktier i datterselskab
til en tredjemand, blev nægtet fremme, da det var bestyrelsen og ikke aktionæren selv, der kunne foretage ændringer i
datterselskabets ejerbog
Ved dom i 2022 blev det bestemt, at S på anfordring skulle foranledige at A ApS overdrog 50 pct.
af aktierne i B A/S til K. S ejede 62,5 pct. af anparterne i A, mens hans døtre ejede 37,5 pct. A ejede 100 pct. af
aktierne i B.
Fogedretten i Aarhus fandt, at sagen skulle fremmes, så S skulle foranledige overdragelsen til K, idet S skulle sørge for,
at K blev anført som ejer af 50 pct. af aktierne i ejerbogen for B inden 7 dage. Hvis S ikke imødekom dette, skulle S
inden for en frist på 7 dage overdrage ejerbogen til fogedretten, så fogedretten kunne påføre K som ejer.
VL fandt, at spørgsmålet var, om tvangsfuldbyrdelse kunne ske på den måde, som det var bestemt i BR’s kendelse.
K’s påstand var støttet på RPL § 530. Med henvisning
til selskabslovens § 50, stk. 1,
jf. § 5, nr. 4, litra a, blev det lagt til grund,
at det var B’s bestyrelse på tre medlemmer, der førte B’s ejerbog. Det var dermed bestyrelsen og ikke S, der kunne
foretage ændringer i B’s ejerbog. Der var ikke tilstrækkeligt grundlag for at tvangsfuldbyrde dommen på den måde,
at S, subsidiært fogedretten, skulle underskrive en ændring af ejerbogen i B,
jf. RPL § 530. Sagen blev nægtet fremme.
FM 2016.17
VLK: Fogedretten underskrev tinglysningsdokument for rekvisitus på baggrund
af dom, da rekvisitus ikke havde fremsendt lovlig grund til at udeblive fra et retsmøde
og der ikke i øvrigt kunne gøres indsigelser gældende mod dommens rigtighed jf.
RPL § 501, stk. 2.
FM 2016.272 ØLK: A,
B og C ejede i sameje en ejendom. Der var ved dom fastslået, at A skulle anerkende,
at ejendommen blandt flertal mellem ejerne kunne afhændes på markedsvilkår, hvilket
A ikke havde gjort. Fogedretten fandt, at efter ordlyden af den afsagte dom fandtes
der ikke at være et tilstrækkeligt grundlag for at tvangsfuldbyrde, at A, subsidiært
fogedretten, skulle underskrive den i sagen fremlagte købsaftale og afviste derfor
sagen. ØL stadfæstede.
UfR 2017.3080 VLK: Ikke tilstrækkeligt grundlag for at
tvangsfuldbyrde udstedelse af underskrevne dokumenter til brug
for tinglysning af en servitut om vejret.
A nedlagde påstand om, at fogedretten skulle
foranstalte nødvendig underskrivelse til tinglysning af den
tidligere afsagte dom af 24.09.2015 som servitut på A's ejendom.
B anerkendte dommens resultat om vejret, men B ønskede vejen
placeret i skellet, da det ville gøre udnyttelsen mere
hensigtsmæssig. A påpegede, at dommen præciserede vejens
beliggenhed så tilstrækkeligt, at der ville kunne ske
fuldbyrdelse i overensstemmelse med
RPL § 530
og
TL § 12, stk. 2. Fogedretten i Horsens fandt, at efter
ordlyden af den afsagte dom af 24.09.2015 skulle B anerkende, at
den til enhver tid værende ejer af ejendommen matr.nr. 23,
Stubbom, Aller, havde vejret på ejendommen matr.nr. 322 Stubbom,
Aller, som angivet på et luftfoto. Efter ordlyden af dommen var
der ikke tilstrækkeligt grundlag for at tvangsfuldbyrde, at B,
subsidiært fogedretten, skulle udstede eller underskrive
dokumenter til brug for tinglysning af en servitut om vejret på
ejendommen matr.nr. 23, Stubbom Aller. A's påstand blev ikke
taget til følge. VL stadfæstede dommen i sin helhed.
FM 2023.89 ØLK:
Der kunne ske tvangsfuldbyrdelse af overdragelse af ejendom, da skyldner ankede efter fuldbyrdelsesfristens udløb og ikke
havde søgt om opsættende virkning.
S var i BR blevet tilpligtet at overdrage en ejendom til R. R anmodede efterfølgende om
tvangsfuldbyrdelse af dommen. S havde anket dommen til ØL. S gjorde gældende, at han havde søgt om opsættende virkning
i ankesagen, og at dommen var forkert, idet han var blevet svindlet og afpresset ifm. indgåelsen af aftalen med R.
Fogedretten fandt, at S ikke havde søgt om opsættende virkning. S’ forpligtelse til at overdrage ejendommen kunne
gennemtvinges ved fuldbyrdelse af dommen i medfør
af
RPL § 530. Fogedsagen blev fremmet til underskrift
af skøde.
ØL fandt, at S først havde anket BR’s dom efter udløbet af fuldbyrdelsesfristen,
jf.
RPL § 480, stk. 1. ØL stadfæstede.
FM 2023.190 VLK: Fogedretten
havde med rette afvist at underskrive overdragelsesaftale mellem M
og H om en fast ejendom, som var en del af et samlet bodelingsforlig mellem parterne.
Det fremgik af et retsforlig, som parterne havde indgået i
skifteretten d. 23.08.2022, bl. a. at en ejendom skulle udlægges til K pr.
01.10.2021, og at ejendommen efterfølgende skulle overdrages
til K. Fogedretten i Viborg anførte, at da den overdragelsesaftale, som K
havde nedlagt påstand om, at M, subsidiært fogedretten, skulle
underskrive, indeholdt stillingtagen til andre problemstillinger end
overdragelse af parternes ejendom, og som ikke var omfattet af
retsforliget, var betingelserne for, at fogedretten kunne
underskrive overdragelsesaftalen på vegne af M allerede af den grund
ikke opfyldt, jf.
RPL
§ 530,
og anmodningen herom blev derfor ikke taget til følge. VL
anførte, at det fremgik af forliget bl. a., at parterne var
enige om, at vilkårene for bodelingen var som i bobehandlerens
udkast til boopgørelse af 04.10.2021 med de ændringer, at M
havde et boslodskrav mod K på 250.000 kr., og at hver part udtog de
aktiver, som de hver især var i besiddelse af, dog med en række
nærmere opregnede undtagelser. Det fremgik endvidere af forliget, at
hver part skulle bære egne omkostninger ved retssagen, dog skulle de
hver især betale halvdelen af den samlede retsafgift. Den i
fogedretten fremlagte overdragelsesaftale, som var udarbejdet af
advokat A, indeholdt - ud over ejendomsoverdragelsen - bestemmelse
om, at K skulle betale 240.215 kr. til M. Beløbet var fastsat med
udgangspunkt i det aftalte boslodskrav på 250.000 kr., men var
fratrukket, henholdsvis tillagt, beløb, som efter K's opfattelse
fulgte af retsforliget. Der var for VL fremlagt en ændret
overdragelsesaftale, hvor det kontante beløb, som K skulle betale,
var forhøjet til 245.875 kr. med henvisning til uenighederne på
fogedretsmødet. M bestred fortsat, at K herved opfyldte sin del af
forliget. Under disse omstændigheder, og da ejendomsoverdragelsen
alene kunne anses som en del af det samlede forlig, tiltrådte
VL, at der ikke forelå en sådan bestemt pligt for M til at
underskrive overdragelsesaftalen, at fogedretten kunne gennemtvinge
dette, herunder ved at underskrive aftalen på hans vegne.
VL stadfæstede derfor fogedrettens kendelse.
Nye lovkommentarer
Log på