Krav på andet end penge

UfR 1985.1113 ØLK: En gårdejer, der ikke havde efterkommet et påbud fra kommunen om sløjfning af en brønd på sin ejendom, fik under en politisag en advarsel, hvorefter han efterfølgende vedtog indenretligt at efterkomme påbudet inden 4 måneder og at betale tvangsbøder, hvis dette ikke skete. Gårdejeren sløjfede ikke brønden efter de 4 måneder og politimesteren i Slagelse begærede tvangsfuldbyrdelse af påbudet med fogedrettens hjælp efter RPL § 532. Fogedretten afviste begæringen, da gårdejerens indenretlige vedtagelse ikke kunne anses som fundament for tvangsfuldbyrdelse. Landsretten hjemviste imidlertid sagen til realitetsbehandling, da man fandt, at gårdejerens indenretlige vedtagelse af at ville sløjfe brønden i relation til tvangsfuldbyrdelse måtte sidestilles med et ved dom meddelt påbud.

UfR 1991.239 SHD: Gori A/S rejste et krav mod Sadolin & Holmblad A/S om erstatning, da der var sket formidling af salg i strid med markedsføring. Landsretten tilkendte Gori A/S en erstatning på 25.000 kr., da det forhold, at der forelå overtrædelse af en dom, ved tvivl om tabets størrelse burde komme den erstatningsberettigede til gode i rimeligt omfang, jf. RPL § 533 sammenholdt med RPL § 529, stk. 5.

FM 1995.106/1 VLK: Rekvirenten A og rekvisitus B havde indgået et indenretligt forlig om B's udførelse af bortledning af overfladevand fra A's ejendom. A blev tilladt at lade arbejdet udføre.

FM 1998.83/3 ØLK: Fogedretten havde nægtet at fuldbyrde dom, hvorefter rekvisitus skulle foranstalte et træ beskåret og opspændt, da dommen ikke angav, hvilke grene der skulle opspændes eller beskæres. ØL hjemviste sagen, da dommen sammenholdt med præmisserne fandtes tilstrækkeligt klar. Hvis det fandtes påkrævet, kunne fogedretten anvende RPL § 529, stk. 2, 3. pkt. om udmeldelse af en eller flere sagkyndige.

UfR 2002.199 VLK: A var ved straffedom tilpligtet at foretage øremærkning af sin kvægbestand. da han ikke efterkom dette, havde fogedretten i Holsted bestemt, at øremærkningen kunne ske ved fagligt kvalificerede medarbejdere. Dette kostede 527.027 kr., som Politiet ønskede udlæg for. A fik ikke medhold i afvisning af sagen

UfR 2007.590 VLK: I forbindelse med en sag vedrørende A's vejret over B's ejendom, påberåbte A sig som grundlag for tvangsfuldbyrdelse efter RPL kap. 48, et retsforlig vedrørende denne vejret. Der var dog ikke i retsforliget henvist til et rids udarbejdet af en landsinspektør, der viste hvor vejen skulle ligge, og vejens beliggenhed kunne ikke med sikkerhed fastslås på baggrund af retsforliget. Det fremgik af retsforliget, at B ved forliget forpligtede sig til at ”etablere bro med den eksisterende bros materialer” på det sted, ”hvor vejen passerer bækken i skellet mellem matr. nr. 4 c og 4 b Stenderup by, Føvling”. Det fremgik imidlertid ikke af retsforliget, om vejen i øvrigt skulle anlægges af A eller af B, idet det alene i retsforliget var anført, at B skulle afholde alle omkostninger ”i forbindelse med etablering af vejen”. VL fandt, at retsforliget ikke havde en sådan klarhed med hensyn til, hvilke forpligtelser, B havde påtaget sig ved forliget, og hvilke rettigheder, A havde opnået ved forliget, at retsforliget kunne danne grundlag for en fogedforretning efter RPL kap. 48, hvad enten der var tale om en fogedforretning efter RPL § 528, hvor fogedretten gav A en rådighed over ejendommen, således at hun i overensstemmelse med forliget kunne anlægge vejen, eller en fogedforretning efter RPL § 529, stk. 1, hvor fogedretten gav A rådighed over ejendommen med henblik på, at hun, da B ikke selv havde anlagt vejen, fik adgang til at lade arbejdet udføre af andre. Det havde derfor påhvilet fogedretten ex officio at afvise A's anmodning om tvangsfuldbyrdelse.

UfR 2014.1246/2 VLK: En andelsforening, A, hvori T, L og K var medlemmer, ejede en ejendom. A blev opløst, og ejendommen blev tilbudt til T, L og K for minimum vurderingsprisen, hvor T havde forkøbsret. T, L og K skulle inden for 30 dage efter vurderingen afgive deres bud, hvorefter ejendommen ville blive udbudt til salg. Ejendommen blev d. 22.10.2012 vurderet til 2.295.000 kr. L og K bød d. 21.11.2012 2.295.000 kr. for ejendom, hvor de samtidigt stillede en bankgaranti. T bød d. 22.11.2012 2.295.000 kr. for ejendommen, dog uden bankgaranti. Derefter opstod der tvist om, om L og K var forpligtiget til at antage T's bud, og sagen blev herefter indbragt for fogedretten. Fogedretten fandt, at L og K var forpligtiget til at antage T's bud, og T ville overtage ejendommen d. 01.08.2013. T havde ikke underskrevet købsaftalen d. 01.08.2013 på trods af flere rykkere fra L og K og havde heller ikke erlagt den aftalte købesum eller stillet sikkerhed herfor. Ejendommen skulle herefter tilbydes til L og K til vurderingsprisen. Sagen kunne fremmes, og fogedretten kunne underskrive købsaftalen med samme virkning, som var købeaftalen underskrevet af T, jf. RPL § 530. Fastsættelse af handelsvilkår ville som udgangspunkt ligge uden for fogedrettens kompetence til fuldbyrdelse efter RPL § 478, stk. 1, nr. 2. Det måtte dog lægges til grund, at vilkårene svarede til de vilkår, som udkastet havde indeholdt, og at T ikke havde fremsat nærmere begrundede indsigelser mod disse vilkår, endsige angivet, hvilke vilkår, der burde fastsættes for overdragelsen. VL fandt derfor, at T's forpligtelse til at overdrage ejendommen kunne gennemtvinges ved fuldbyrdelse af retsforliget i medfør af RPL § 530.

FM 2015.141 VLK: Retsforlig tvangsfuldbyrdet på trods af indsigelser mod indholdet og mod fastsættelse af omkostninger i forbindelse med gennemførelse af retsforligets indhold.

Rekvirenterne R indgik på et retsmøde d. 18.09.2014 forlig med C. R indbragte sagen for fogedretten med henblik på bistand til underskrift af dokumenter til brug for tinglysning af servitut, som omhandlet i retsforliget. Fogedretten anførte, at indsigelser mod indholdet af retsforliget alene kunne fremsættes ved et civilt søgsmål. Et sådant søgsmål var efter det oplyste ikke iværksat. Det var således ikke muligt at fremsætte indholdsmæssige indsigelser mod forligsteksten i fogedretten. Retsforliget blev derfor lagt til grund. Den fremlagte servitut stemte ordlydsmæssigt overens med retsforliget, herunder tillige med, hvilke ejendomme servitutten skulle tinglyses på. Fogedretten fandt, at det til tinglysning vedlagte rids stemte overens med servituttens beskrivelse af udlagt vej på 3,77 m med tillæg af 1 m rabat til hver side. C kærede kendelsen og ville ikke underskrive de fremlagte dokumenter, hvorefter fogedretten afsagde kendelse om, at fogedretten underskrev dokumenterne med samme virkning, som var de underskrevet af C. R anmodede endvidere fogedretten om at lade tredjemand fjerne to jernstolper på vegne af C og med mulighed for udlæg hos C for omkostningerne herved, da C ikke ønskede at fjerne stolperne, der indgik i retsforliget. Fogedretten bestemte, at arbejdet med fjernelse af stolperne kunne iværksættes af R, jf. RPL § 529, stk. 1. Fogedretten fandt, at de anslåede oplysninger omkring omkostningerne til fjernelse af stolperne var rimelige, hvorfor fogedretten forhåndsgodkendte et beløb op til 8.000 kr. med tillæg af moms. VL stadfæstede.

FM 2016.89 ØLK: Bestyrelsesmøde dannede grundlag for eksklusion af medlem i haveforening.

En haveforenings bestyrelse havde på et møde truffet beslutning om, at hvis ikke pågældende lejer af have havde betalt det skyldige kontingent, gik sagen til en advokat med henblik på inddrivelse eller ophævelse af medlemskab. Der blev d. 25.03.2014 sendt en påkravsskrivelse til pågældende og d. 15.04.2015 sendt en ophævelsesskrivelse hvor der ligeledes skete eksklusion af haveforeningen. Fogedretten fandt, at bestyrelsen ikke på mødet havde vedtaget klar beslutning herom, og derfor kunne eksklusion kun ske, hvis dette senere blev besluttet på et nyt møde. ØL fandt, efter indholdet af referatet at bestyrelsen på mødet havde truffet beslutning om, at det skyldige kontingent mv. skulle inddrives ved advokat, og at medlemsskabet skulle ophæves, hvis beløbet ikke blev betalt. Efter indholdet af beslutningen var der ikke krav om yderligere beslutning fra bestyrelse, før advokaten foretog ophævelsen. På denne baggrund, burde fogedforretningen derfor have været fremmet, jf. RPL § 596, stk. 1, jf. § 528 .

FM 2017.25 VLK: Rekvirent, R, havde ved dom fået medhold i, at skyldner, S, skulle skifte en kanalpakke og udskifte nogle vinduer. R havde indgivet anmodning om bistand til at tvangsfuldbyrde dommen. Fogedretten fandt, at det måtte lægges til grund, at S havde opfyldt dommen for så vidt angik kanalpakken. Den rude der efter det oplyste var punkteret ville blive udskiftet, hvilket var blevet varslet overfor R. Efter det oplyste havde R indtil videre nægtet S adgang til R's lejlighed med henblik på udskiftning af vinduer. Der var derfor ikke grundlag for at gennemtvinge dommen over for S, for så vidt angik udskiftning af en punkteret termorude. VL stadfæstede.

FM 2017.130 ØLK: En bådforening, B, ønskede at ekskludere et medlem, A, da A havde udøvet vold mod B's kasserer. Fogedretten fandt, at da udfaldet af straffesagen havde afgørende betydning for vurderingen af eksklusionens berettigelse og dermed fogedsagens fremme, burde sagen afvente udfaldet af straffesagen, hvorfor sagen blev udsat på udfaldet straffesagen, jf. RPL § 502, stk. 1, nr. 2. ØL stadfæstede.

FM 2018.117 ØLK: U’s nye flytning af adgangsvejen til en erhvervsejendom var en ny tvist, som derfor hørte under boligretten, da U tidligere var blevet dømt til at reetablere den oprindelige indgang og havde opfyldt dette

U havde ved en ØLD af 31.05.2016 fået pålæg om at reetablere den oprindelige adgangsvej til et lejemål, idet U’s flytning af indgangen var en væsentlig ændring af lejemålets identitet, jf. EHL § 26. Efterfølgende havde U gennemført reetableringen, hvilket L havde bekræftet over for ØL. U varslede d. 06.12.2017 på ny, at adgangsvejen blev flyttet, og U gennemførte også dette. L anmodede herefter Fogedretten i KBR om at behandle sagen, således at dommen af 31.05.2016 blev tvangsfuldbyrdet. Fogedretten fandt, at det var ubestridt, at U dengang havde reetableret adgangsvejen til lejemålet i overensstemmelse med pålægget i dommen, men alligevel blev sagen fremmet til tvangsfuldbyrdelse. ØL tiltrådte, at reetableringen af adgangsvejen havde fundet sted i overensstemmelse med pålægget. Dommen af 31.05.2016 var dog ikke til hinder for, at U d. 06.12.2017 varslede en ny flytning af adgangsvejen til lejemålet. Tvisten, om hvorvidt den varslede og efterfølgende også gennemførte flytning af adgangsvejen havde hjemmel i EHL § 26, hørte under boligretten. ØL afgjorde derfor, at sagen skulle nægtes fremme i fogedretten.

FM 2018.180 ØLK: Ved tredjemandskøb af en leaset bil skulle leasingselskabet ikke bære risikoen, da dee ikke havde udvist uforsigtighed.

Tredjemand (T) fandt en bil på bilbasen.dk, som han var interesseret i. Efter at T havde tjekket bilens nummerplade i bilbogen, forhandleren (F) i CVR-registreret og haft en prøvetur i bilen, besluttede han sig for at købe den. Ved købet fik T ikke forevist eller udleveret registreringsattesten, da denne, efter F’s påstand, befandt sig på et andet kontor. Fogedretten i Roskilde fandt, at T ved købet af bilen var i god tro, og at T derfor ikke kunne vide, at bilens ejer var leasingselskabet (L). Da bilen ikke var særlig mærket, og leasingaftalen var med en forhandler, skulle L bære risikoen, da denne havde udvist uforsigtighed. Afgørelsen blev kæret til landsretten. ØL fandt, at de forhold som var forklaring for at registreringsattesten ikke blev udleveret, var plausible, og med de andre omstændigheder til følge fandtes T ikke at være i ond tro. L havde udtrykkeligt i leasingkontrakten betinget sig ejendomsretten til bilen og var i motorregistret anført som ejer. L havde derudover heller ikke udleveret registreringsattestens del II til F. Der var derfor ikke udvist uforsigtighed, hvormed L ikke skulle bære risikoen.

FM 2018.216 VLK: En fogedforretning blev nægtet fremmet, da det var uklart, om U ved passivitet eller stiltiende accept havde accepteret fremleje af lejemål

I en lejeretssag anlagde U sag mod L og fremlejer, F, og påstod sig indsat i lejemålet. Fogedretten i Holstebro fandt, at eftersom U overtog lejeforholdet fra et konkursbo, overgik U i de aftaler der var indgået mellem den gamle ejer og lejer, og var derfor bundet af den ubegrænset fremleje, der var meddelt L. U oplyste til fogedretten, at han i 2016 blev bekendt med, at F boede i lejemålet, men at U først i 2018 blev bekendt med, at der ikke var fremlejeret. Fogedretten fandt, at det var Us eget ansvar at kende lejekontrakten, og eftersom F har boet i lejemålet i 2 år, hvor U var bekendt hermed, hersker der tvivl om hvorvidt U gennem passivitet eller stiltiende accept, havde accepteret fremlejen. Sagen blev på denne baggrund nægtet fremmet, jf. RPL § 597, stk. 3. VL stadfæstede fogedrettens kendelse.

FM 2023.99 VLK: Dom om at friholde matrikel, så enhver færdsel var mulig, var endelig, og derfor kunne den berettigede begynde arbejdet med genetablering af færdselsmuligheden

Det var ved dom afgjort, at C’s nabo til enhver tid skulle holde sin ejendom, Z, fri, så C kunne færdes over matriklen med gående eller kørende færdsel af enhver art. C anmodede fogedretten om at tillade, at hegn og beplantning blev fjernet.
    Retten i Viborg fandt, at det ikke var muligt at færdes over Z med gående eller kørende færdsel af enhver art, da der på ejendommen var opsat hegn og beplantning. Dommen var ikke opfyldt, og betingelserne for at fremme sagen efter RPL § 529 var opfyldt. C kunne iværksætte arbejdet med genetablering af færdselsmuligheden. Sagen blev fremmet.
    VL fandt, at dommen fra BR var endelig og havde retskraft. Den til enhver tid værende ejer af Z skulle til enhver tid holde ejendommen fri, så den til enhver tid værende ejer af C’s ejendom kunne færdes over Z med gående eller kørende færdsel af enhver art. Ejeren af Z blev pålagt handlepligt. ØL stadfæstede.

FM 2023.121 ØLK: En anerkendelsesdom om brugsret til kælderrum kunne ikke danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse efter RPL kap. 48, da udlejeren ikke var pålagt en handlepligt, der kunne tvangsfuldbyrdes, og dommen kunne ikke behandles efter RPL kap. 55, da den ikke var rettet mod de nuværende lejere

To lejere, L1 og L2, havde ved dom fået anerkendelse af, at de fortsat havde brugsret til to kælderrum. Domskonklusionen indeholdt dog ikke en klar og bindende konstatering af, at de havde krav på genindsættelse. Det fremgik af ankedommens præmisser, at ØL ikke havde taget lejernes påstand 1 til følge, som lød på ikke kun en anerkendelse af, at lejerne aftaleretligt havde eksklusiv brugsret til de to omtvistede kælderrum, men også̊ en pligt til at tilbagelevere dem.
    Retten i Hillerød fandt, at det var betænkeligt at gennemtvinge genindsættelse på baggrund af den foreliggende ankedom. Begæringen blev nægtet fremme.
    ØL fandt, at det fremgik af domskonklusionen, at lejerne fortsat havde brugsret over de to kælderrum, der klart var identificeret i dommen. ØL tiltrådte, at anerkendelsesdommen ikke kunne danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse efter RPL kap. 48, da U ikke var pålagt en handlepligt, der kunne tvangsfuldbyrdes. Det fremgik af rekvisitionen, at der blev anmodet om en umiddelbar fogedforretning rettet mod U. Sagen kunne alene behandles efter reglerne i RPL kap. 55 om umiddelbare fogedforretninger, såfremt den i første række var blevet rettet mod de nuværende lejere eller brugere af kælderrummene. ØL stadfæstede.

FM 2023.124 ØLK: Sag om adkomsterklæring og afregning af provenu blev afvist, da der ikke forelå et eksekutionsgrundlag, og da sagen var rettet mod ejendomsadministratoren i stedet for andelsboligforeningen

A anmodede om, at ejendomsadministrator, B, blev pålagt at udstede adkomsterklæring og afregne provenu efter, at to erhvervsandele i andelsboligforeningen, C, var solgt. Spørgsmålet var, hvorvidt B kunne pålægges at udstede adkomsterklæring og afregne provenu til en udlægshaver.
    KBR fandt, at der ikke forelå et eksekutionsgrundlag efter RPL § 478, og derfor kunne sagen ikke fremmes efter reglerne i RPL § 529 og § 530. A kunne desuden ikke anses for at have et besidderkrav omfattet af RPL § 528, hvorfor sagen heller ikke kunne fremmes som en umiddelbar fogedforretning. Sagen blev afvist, da der ikke forelå krav, der kunne tvangsfuldbyrdes.
    ØL fandt, at C ikke blev nævnt i rekvisitionen, og C var dermed ikke part i fogedsagen. Kæremålet vedr. C blev dermed afvist. Da der var indleveret fogedsag mod C’s administrator og ikke mod C, blev BR’s afgørelse om at afvise sagen stadfæstet, jf. ABL § 4 a, stk. 1.

FM 2023.240 VLK: Tvangsfuldbyrdelse af dom, hvorefter hovedaktionær i et moderselskab blev pålagt at overdrage 50 pct. af selskabets aktier i datterselskab til en tredjemand, blev nægtet fremme, da det var bestyrelsen og ikke aktionæren selv, der kunne foretage ændringer i datterselskabets ejerbog

Ved dom i 2022 blev det bestemt, at S på anfordring skulle foranledige at A ApS overdrog 50 pct. af aktierne i B A/S til K. S ejede 62,5 pct. af anparterne i A, mens hans døtre ejede 37,5 pct. A ejede 100 pct. af aktierne i B.
    Fogedretten i Aarhus fandt, at sagen skulle fremmes, så S skulle foranledige overdragelsen til K, idet S skulle sørge for, at K blev anført som ejer af 50 pct. af aktierne i ejerbogen for B inden 7 dage. Hvis S ikke imødekom dette, skulle S inden for en frist på 7 dage overdrage ejerbogen til fogedretten, så fogedretten kunne påføre K som ejer.
    VL fandt, at spørgsmålet var, om tvangsfuldbyrdelse kunne ske på den måde, som det var bestemt i BR’s kendelse. K’s påstand var støttet på RPL § 530. Med henvisning til selskabslovens § 50, stk. 1, jf. § 5, nr. 4, litra a, blev det lagt til grund, at det var B’s bestyrelse på tre medlemmer, der førte B’s ejerbog. Det var dermed bestyrelsen og ikke S, der kunne foretage ændringer i B’s ejerbog. Der var ikke tilstrækkeligt grundlag for at tvangsfuldbyrde dommen på den måde, at S, subsidiært fogedretten, skulle underskrive en ændring af ejerbogen i B, jf. RPL § 530. Sagen blev nægtet fremme.

Afbrydelse af El-forsyning

UfR 2019.1256 ØLK: Fogedforretning blev fremmet med henblik på afbrydelse af elforsyning pga. manglende betaling af depositum og regninger for i alt 5.500 kr.

En skyldner, S, havde ikke betalt depositum og regninger for i alt 5.500 kr. til et elselskab, E. E opsagde leveringsaftalen med S og anlagde sag med påstand om afbrydelse af S’ elforsyning. Fogedretten i Lyngby fandt, at E med rette havde ophævet aftalen, da der var flere regninger, der ikke var betalt, og E havde overholdt betingelserne i elforsyningsloven. Fogedforretningen blev derfor fremmet med henblik på at afbryde S’ elforsyning. ØL fandt, at S ikke havde stillet sikkerhed for fremtidig levering af el, som E i medfør af elforsyningslovens § 6 b, stk. 3 havde fremsat krav om. Betingelserne i § 8, stk. 2 og 3 i bekendtgørelse nr. 1233 af 06.11.2016 om elhandelsvirksomhedernes opgaver og forpligtelser ifm. levering af elektricitet til kunder var opfyldt. På denne baggrund kunne E i medfør af elforsyningslovens § 6 b, stk. 5 opsige leveringsaftalen. E havde derfor krav på, at elforsyningen blev lukket, jf. elforsyningslovens § 6 b, stk. 7, selv om E ikke havde et sædvandligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, jf. RPL § 596, stk. 1, jf. § 528. ØL stadfæstede fogedrettens afgørelse.

Tvangsfuldbyrdelse af forlig

FM 2019.133 VLK: Et forlig, der ifølge egne bestemmelser bortfaldt ved misligholdelse, kunne ikke danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse ved den ene parts misligholdelse

Ifølge forlig skulle M medvirke til overdragelse af ejendom i Tyskland til K, samt underskrive dokumenter som en notar, N, i Tyskland ville udarbejde ifm. overdragelsen. Det fremgik af forliget, at det bortfaldt øjeblikkeligt og uden yderligere varsel, hvis M misligholdt betingelserne i forliget. Ifølge en kontrakt, som N lavede, skulle den almindelige tinglysningsfremgangsmåde fraviges, så tinglysning skulle ske før K betalte købesummen. M ville ikke underskrive kontrakten. K indgav anmodning om tvangsfuldbyrdelse af underskrift på en godkendelseserklæring til kontrakten. Fogedretten i Sønderborg fandt, at kontraktens bestemmelser om tinglysning ikke kunne udledes af forliget. Forliget kunne derfor ikke danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse. VL fandt, at M havde misligholdt forliget ved at nægte at underskrive kontrakten, og da forliget ifølge bestemmelserne bortfaldt, hvis M misligholdt betingelserne, måtte forliget anses for bortfaldet. VL stadfæstede derfor.

Udstedelse eller underskrivelse af et dokument

FM 2016.17 VLK: Fogedretten underskrev tinglysningsdokument for rekvisitus på baggrund af dom, da rekvisitus ikke havde fremsendt lovlig grund til at udeblive fra et retsmøde og der ikke i øvrigt kunne gøres indsigelser gældende mod dommens rigtighed jf. RPL § 501, stk. 2.

FM 2016.272 ØLK: A, B og C ejede i sameje en ejendom. Der var ved dom fastslået, at A skulle anerkende, at ejendommen blandt flertal mellem ejerne kunne afhændes på markedsvilkår, hvilket A ikke havde gjort. Fogedretten fandt, at efter ordlyden af den afsagte dom fandtes der ikke at være et tilstrækkeligt grundlag for at tvangsfuldbyrde, at A, subsidiært fogedretten, skulle underskrive den i sagen fremlagte købsaftale og afviste derfor sagen. ØL stadfæstede.

UfR 2017.3080 VLK: Ikke tilstrækkeligt grundlag for at tvangsfuldbyrde udstedelse af underskrevne dokumenter til brug for tinglysning af en servitut om vejret.

A nedlagde påstand om, at fogedretten skulle foranstalte nødvendig underskrivelse til tinglysning af den tidligere afsagte dom af 24.09.2015 som servitut på A's ejendom. B anerkendte dommens resultat om vejret, men B ønskede vejen placeret i skellet, da det ville gøre udnyttelsen mere hensigtsmæssig. A påpegede, at dommen præciserede vejens beliggenhed så tilstrækkeligt, at der ville kunne ske fuldbyrdelse i overensstemmelse med RPL § 530 og TL § 12, stk. 2. Fogedretten i Horsens fandt, at efter ordlyden af den afsagte dom af 24.09.2015 skulle B anerkende, at den til enhver tid værende ejer af ejendommen matr.nr. 23, Stubbom, Aller, havde vejret på ejendommen matr.nr. 322 Stubbom, Aller, som angivet på et luftfoto. Efter ordlyden af dommen var der ikke tilstrækkeligt grundlag for at tvangsfuldbyrde, at B, subsidiært fogedretten, skulle udstede eller underskrive dokumenter til brug for tinglysning af en servitut om vejret på ejendommen matr.nr. 23, Stubbom Aller. A's påstand blev ikke taget til følge. VL stadfæstede dommen i sin helhed.

FM 2023.89 ØLK: Der kunne ske tvangsfuldbyrdelse af overdragelse af ejendom, da skyldner ankede efter fuldbyrdelsesfristens udløb og ikke havde søgt om opsættende virkning.

S var i BR blevet tilpligtet at overdrage en ejendom til R. R anmodede efterfølgende om tvangsfuldbyrdelse af dommen. S havde anket dommen til ØL. S gjorde gældende, at han havde søgt om opsættende virkning i ankesagen, og at dommen var forkert, idet han var blevet svindlet og afpresset ifm. indgåelsen af aftalen med R.
Fogedretten fandt, at S ikke havde søgt om opsættende virkning. S’ forpligtelse til at overdrage ejendommen kunne gennemtvinges ved fuldbyrdelse af dommen i medfør af RPL § 530. Fogedsagen blev fremmet til underskrift af skøde.
ØL fandt, at S først havde anket BR’s dom efter udløbet af fuldbyrdelsesfristen, jf. RPL § 480, stk. 1. ØL stadfæstede.

FM 2023.190 VLK: Fogedretten havde med rette afvist at underskrive overdragelsesaftale mellem M og H om en fast ejendom, som var en del af et samlet bodelingsforlig mellem parterne.

Det fremgik af et retsforlig, som parterne havde indgået i skifteretten d. 23.08.2022, bl. a. at en ejendom skulle udlægges til K pr. 01.10.2021, og at ejendommen efterfølgende skulle overdrages til K. Fogedretten i Viborg anførte, at da den overdragelsesaftale, som K havde nedlagt påstand om, at M, subsidiært fogedretten, skulle underskrive, indeholdt stillingtagen til andre problemstillinger end overdragelse af parternes ejendom, og som ikke var omfattet af retsforliget, var betingelserne for, at fogedretten kunne underskrive overdragelsesaftalen på vegne af M allerede af den grund ikke opfyldt, jf. RPL § 530, og anmodningen herom blev derfor ikke taget til følge. VL anførte, at det fremgik af forliget bl. a., at parterne var enige om, at vilkårene for bodelingen var som i bobehandlerens udkast til boopgørelse af 04.10.2021 med de ændringer, at M havde et boslodskrav mod K på 250.000 kr., og at hver part udtog de aktiver, som de hver især var i besiddelse af, dog med en række nærmere opregnede undtagelser. Det fremgik endvidere af forliget, at hver part skulle bære egne omkostninger ved retssagen, dog skulle de hver især betale halvdelen af den samlede retsafgift. Den i fogedretten fremlagte overdragelsesaftale, som var udarbejdet af advokat A, indeholdt - ud over ejendomsoverdragelsen - bestemmelse om, at K skulle betale 240.215 kr. til M. Beløbet var fastsat med udgangspunkt i det aftalte boslodskrav på 250.000 kr., men var fratrukket, henholdsvis tillagt, beløb, som efter K's opfattelse fulgte af retsforliget. Der var for VL fremlagt en ændret overdragelsesaftale, hvor det kontante beløb, som K skulle betale, var forhøjet til 245.875 kr. med henvisning til uenighederne på fogedretsmødet. M bestred fortsat, at K herved opfyldte sin del af forliget. Under disse omstændigheder, og da ejendomsoverdragelsen alene kunne anses som en del af det samlede forlig, tiltrådte VL, at der ikke forelå en sådan bestemt pligt for M til at underskrive overdragelsesaftalen, at fogedretten kunne gennemtvinge dette, herunder ved at underskrive aftalen på hans vegne. VL stadfæstede derfor fogedrettens kendelse.

Advokat Jørgen U. Grønborg