Regler for private kautioner
Forbrugerrådets og Finansrådets fælles holdning til regler for privat kaution
I forbindelse med de etiske retningslinier for pengeinstitutters rådgivning fra 1994 blev der også udformet en henstilling om anvendelse af kaution. Det fremgår heraf, at pengeinstitutter ikke bør medvirke til ydelse af lån mod kaution, hvor kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens økonomi, og at der bør udvises særlig tilbageholdenhed, hvor kautionisten har en almindelig eller beskeden økonomi. Endvidere fremgår det af henstillingen, at pengeinstituttet altid skal sikre sig, at kautionisten har forstået indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen, og der skal udvises særlig agtpågivenhed, hvor kautionisten kan have vanskeligt ved at forstå indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen.
Privat kaution anvendes ofte af forældre, som vil stille sikkerhed for lån hjemtaget af deres børn. Udviklingen er gået i retning af, at privat kaution ikke anvendes så hyppigt som tidligere, og er i de tilfælde, hvor det skønnes hensigtsmæssigt, afløst af anvendelse af meddebitorer. Den fælles holdning omfatter ikke en sådan medhæften for lån eller kredit, hvor der er et direkte skyldforhold til pengeinstituttet.
I de tilfælde, hvor kaution fortsat anvendes, er der efter Forbrugerrådets og Finansrådets opfattelse behov for en ændret praksis og nye regler. Organisationerne er efter drøftelse i Forbrugerforum blevet enige om nedennævnte fælles holdning.
Anvendelsesområde for nye regler om privat kaution
Det bemærkes, at de følgende forslag kun angår "privat kaution", hvormed menes tilfælde, hvor der ikke i erhvervsmæssig sammenhæng er et økonomisk fællesskab mellem kautionisten og låntager. Denne afgrænsning svarer til de private kautionsforhold, som kan behandles ved Pengeinstitutankenævnet.
Parterne er enige om, at der ikke bør stilles kaution for gammel gæld.
Information forud for afgivelse af kautionsløftet
Der er udarbejdet en pjece med generel information om kaution, som pengeinstituttet - enten det långivende eller kautionistens - skal udlevere og gennemgå med kautionisten forud for eventuel afgivelse af et kautionsløfte.
I et let forståeligt sprog forklares, hvad kaution går ud på, for bedre at sætte kautionisten i stand til at overskue kautionsforpligtelsens indhold og omfang.
Det fremgår bl.a., at den potentielle kautionist skal tage højde for, at kautionsløftet kan blive aktuelt, og at man derfor kun skal påtage sig kautionsforpligtelsen, hvis ens privatøkonomi kan tåle, at man skal indfri låntagers forpligtelser.
Det fremgår endvidere, at kautionen er udtryk for, at pengeinstituttet finder behov for sikkerhed for låneforholdet, og at pengeinstituttet i tilfælde af låntagers misligholdelse vil gøre krav gældende over for kautionisten.
De specifikke informationer, som er beskrevet i det følgende afsnit, giver alene et delvist billede af låntagers økonomi ved låneaftalens indgåelse og dermed af låntagers mulighed for at opfylde kreditaftalen, og må - hvis kautionisten ønsker det - suppleres med yderligere oplysninger fra låntager.
I kautionsaftalen henvises til den udleverede pjece, og både kautionisten og den ekspederende bankmedarbejder skal med deres underskrifter bekræfte, at informationen er gennemgået med kautionisten.
Specifikke informationskrav ved afgivelse af kautionserklæring
Låntagers pengeinstitut skal informere kautionisten om låntagers øvrige kreditaftaler med pengeinstituttet med angivelse af aktuel gæld for lån samt aktuel kreditramme og udnyttelse for kredit. Pengeinstituttet skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at der udelukkende er tale om et øjebliksbillede af låntagers kreditaftaler med pengeinstituttet, og at pengeinstituttet efter kautionsløftets afgivelse ikke er afskåret fra at yde låntager yderligere lån eller kredit.
Låntagers pengeinstitut skal endvidere give kautionisten kopi af seneste årsopgørelse fra skattevæsenet, seneste 3 lønsedler samt det eventuelt seneste regnskab, hvor der er tale om en virksomhed. Pengeinstituttet indhenter - i det omfang det er muligt - de nævnte bilag fra låntager eller - hvis det ikke er muligt - eventuelt tilsvarende alternativt materiale. Pengeinstituttet har ikke ansvar for indholdet af de nævnte bilag. Hvis materialet giver anledning til spørgsmål, opfordres kautionisten som nævnt til at kontakte låntager.
Kautionisten bekræfter med sin underskrift i kautionsaftalen modtagelsen af det nævnte specifikke materiale.
De skærpede krav til information indebærer en større sikkerhed for, at kautionisten har forstået indholdet og mulige konsekvenser af kautionsforpligtelsen.
Krav til indholdet af kautionsforpligtelsen
Parterne er enige om, at kautionsaftaler skal være skriftlige, og at kautionsløfter entydigt skal angive kautionsforpligtelsens omfang, hvilket udelukker anvendelse af kautionserklæringer omfattende låntagers fremtidige gældsforpligtelser, såkaldte alskyldserklæringer. Kautionsforpligtelsen må ikke overstige lånets hovedstol eller maksimum for den kautionssikrede kredit.
Parterne er enige om, at kautionsforpligtelser maksimalt skal være gældende i 10 år. For kassekreditter og lån uden fastsat tilbagebetalingstidspunkt skal kautionsforpligtelsens løbetid dog være begrænset til 5 år. Hvis kautionisten ikke inden for den fastsatte løbetid for kautionsforpligtelsen er blevet mødt med krav fra pengeinstituttet, vil kautionisten være frigjort fra sin forpligtelse ved udløbet. De nævnte frister for kautionsforpligtelsens løbetid er ikke til hinder for, at der med kautionisten kan aftales en forlængelse af kautionsforpligtelsen.
Parterne er enige om, at kautionisten hvert år tilsendes meddelelse - eventuelt elektronisk - om størrelsen af den kautionssikrede forpligtelse, hvorved kautionisten gives mulighed for at følge udviklingen af kautionsforpligtelsens omfang. Den foreslåede tidsbegrænsning af kautionsløfter og de årlige meddelelser vil være med til at forebygge, at kautionister lang tid efter, at kautionen er stillet, overraskes af en kautionsforpligtelses eksistens.
Skærpet meddelelsespligt og umiddelbare sanktioner ved overtrædelse
Parterne kan støtte forslaget fra formanden for Pengeinstitutankenævnet, højesteretsdommer Peter Blok, i Pengeinstitutankenævnets årsberetning fra 1999 om, at der udarbejdes et forslag til ændring af bank- og sparekasselovens § 41 for så vidt angår privat kaution som defineret ovenfor.
Forslaget medfører dels en afkortelse af fristen for meddelelse til kautionisten om låntagers misligholdelse fra 6 måneder til 3 måneder, og indfører dels en umiddelbar sanktion i tilfælde af, at pengeinstituttet ikke opfylder sin meddelelsespligt. Meddelelsen skal kunne gives ved almindeligt brev eller - hvis kautionisten er indstillet på dette - elektronisk.
Forslaget til sanktionsbestemmelse går ud på, at overskridelse af fristen for underretning vil få den konsekvens, at kautionisten alene hæfter for det beløb, som låntagerens gæld til pengeinstituttet ville have udgjort, hvis denne havde betalt alle ydelser rettidigt bortset fra 3 måneders perioden. Er låntageren eksempelvis i restance med 8 måneders ydelse på det tidspunkt, hvor underretning gives, skal hæftelsen bortfalde for de 5 sidste måneders ydelser med tillæg af rente fra de tidspunkter, hvor ydelserne skulle have været betalt.
Hvor pengeinstitutter i henhold til en forhåndstilladelse i kautionsaftalen giver låntager henstand uden samtykke fra kautionisten, skal der ligeledes gives underretning inden for 3 måneders-fristen. Meddelelsesfristen på 3 måneder over for kautionisten er præceptiv og kan derfor ikke fraviges.
Derudover vil kautionisten som hidtil være sikret af den nugældende regel om, at pengeinstituttet taber sit krav over for kautionisten i det omfang, kautionistens regreskrav mod låntageren er blevet forringet ved undladelse af at give meddelelse rettidigt. Den sidstnævnte sanktion vil kun være relevant i de tilfælde, hvor kautionistens regreskrav er blevet forringet udover de førnævnte forfaldne ydelser, som pengeinstituttet skal have pligt til umiddelbart at nedsætte kravet mod kautionisten med.
Disse ændringer vil give pengeinstitutterne et væsentligt øget incitament til at overholde meddelelsespligten, og kautionisten opnår en væsentligt bedre beskyttelse, hvis pengeinstituttet desuagtet ikke giver rettidig meddelelse.
Ikrafttræden
Den fælles holdning gælder alene for kautionsaftaler, som indgås fra og med 1. januar 2002. Den årlige meddelelse til kautionisten om størrelsen af den kautionssikrede forpligtelse skal dog først udsendes fra det følgende årsskifte. De foreslåede ændringer af bank- og sparekasselovens § 41 får virkning fra lovens ikrafttræden.
Krav til indhold af kautionsforpligtelsen samt den skærpede meddelelsespligt og de skærpede sanktioner ved manglende efterlevelse foreslås gennemført ved en ændring af bank- og sparekasselovens § 41. Parterne udarbejder en fælles henvendelse til Økonomiministeriet med disse forslag samt en henvendelse til Justitsministeriet med opfordring til, at forslaget kan indgå i fremtidige generelle regler for kaution omfattende alle typer af virksomheder og ikke kun pengeinstitutter.
