Arveforordningen
Forordning af 21.05.1845 indeholdende nogle Forandringer i Lovgivningen om Arv.
I dag er §§ 26 og 27, 2. punktum gældende, jfr. herved arvelovens § 80. De øvrige bestemmelser er ophævet ved arveloven fra d. 01.04.1964.
Gr. I Anledning af et fra Provindsialstænderne for Nørrejylland i 1840 indkommet
Andragende har Kongen taget under Overveielse, hvilke Forandringer og nærmere Bestemmelser
der kunne ansees tilraadelige i de gieldende Arvelove, med Hensyn saavel til den
ved samme foreskrevne almindelige Arvegangsorden, som til Testationsfriheden, samt
flere Punkter. Han har derfor ladet begge Forsamlinger af Provindsialstænderne for
Danmark forelægge Udkast til en Forordning angaaende denne Gienstand, og, efter
derover at have modtaget Disses Betænkninger, byder og befaler Han, som følger:
1.) En Afdøds Børn og øvrige Afkom skal fremdeles, som hidtil, være hans nærmeste
Arvinger, saa at ingen Anden paa Grund af Slægtskab kan tage Arv, saalænge nogen
Saadan er til. Det skal, hvad Arvegangsmaaden i den nedstigende Linie angaaer, have
sit Forblivende ved Lovens 5 B. 2 Cap., saa at, naar en Søn eller Datter er død
inden Arveladeren, sammes Børn, der ere Arveladerens Børnebørn, træde istedetfor
deres afdøde Fader eller Moder og tage den Lod, som vilde have tilfaldet denne,
om den havde været i Live, - at, hvis ogsaa Barnebarnet er død inden Arveladeren,
og har efterladt sig Børn, disse da ligeledes træde i hint Barnebarns Sted, og at
der skal forholdes paa lignende Maade, saafremt noget Barnebarns Barn maatte være
død, efterladende sig Børn, og saa fremdeles, saalænge Afkom er til.
3.) Er intet arveberettiget Afkom til, ere den Afdødes Fader og Moder, hvis begge
ere i Live, hans eneste Arvinger....
4.) Er derimod enten Fader eller Moder død, saa arver den af disse, som endnu er
til, den halve Deel af Formuen, men den anden halve Deel tilfalder den afdøde Faders
eller Moders Børn, der ere Arveladerens Fuld- eller Halvsødskende, til lige Deling,
og hvis Nogen af disse allerede er død, træde dens Børn og Afkom i dens Sted, aldeles
i Lighed med hvad der er foreskrevet i § 1,...Saafremt der intet Afkom er til efter
den af Forældrene, der er død, arver den Anden alene.
5.) Ere begge Forældrene døde, vil enhver af deres Arvelodder tilfalde deres Børn,
som ere Arveladerens Sødskende. Saafremt der ikke er uden eet Kuld Børn, saa ville
disse altsaa arve lige, men ere der forskiellige Kuld, da tager hvert Kuld den Part,
som vilde være tilfalden dets Fader eller Moder, og de, der ere Børn af begge, arve
saaledes i begge Egenskaber. Forsaavidt nogen af Arveladerens Sødskende forud er
død, men har efterladt sig Børn, træde disse i deres Faders eller Moders Sted, og
paa samme Maade forholdes der og, naar Nogen af Sødskendenes Børn er død, og saa
fremdeles, Alt i Lighed med hvad der er fastsat i § 4. Saalænge Nogen er til saavel
af Samfædre- som af Sammødre-Sødskendes Afkom, vil altid den halve Arv blive ved
hver af disse Linier, enten de dertil hørende Personer ere flere eller færre, nærmere
eller fiernere, men naar der ingen er til i den ene Sødskendelinie, arver den anden
alene.
6.) Er hverken Afkom til, eller Fader eller Moder, eller Sødskende eller Sødskendes
Afkom, saa tilfalder Arven den Afdødes Bedsteforældre, saaledes, at den ene Halvdeel
tilfalder Faderens og den anden Halvdeel Moderens Forældre, mellem hvilke den indbyrdes
deles i lige Parter. Er nogen af Bedsteforældrene død, vil dennes Lod gaae over
til dens Børn og øvrige Afkom, aldeles efter de samme Regler, som i §§ 4 og 5 ere
foreskrevne med Hensyn til den, Forældre, Sødskende og disses Afkom tilkommende
Arv. Er een af Bedsteforældrene paa fædrene eller mødrene Side død, uden at efterlade
sig Descendenter, vil dens Part tilfalde den anden af Bedsteforældrene paa samme
Side eller dens Børn; men er ingen til denne Arvegangsclasse hørende Person til
paa fædrene Side, tilfalder hele Arven dem, der høre til Mødrelinien, og omvendt.
7.) Er heller ingen Arving til af den i § 6 omhandlede Arvegangsclasse, gaaer Arven
over til Oldeforældrene og disses Afkom, hvorved der forholdes aldeles i Lighed
af Bestemmelserne i fornævnte §, saaledes nemlig, at enhver Ascendentlinie, saalænge
nogen dertil hørende Person er til, beholder sin særegne Lod, og at denne, naar
en enkelt Linie er uddød, gaaer over til den samme nærmeste Hovedlinie; men at,
hvis kun een af disse Linier er til, da den hele Arv tilfalder denne. Saaledes vil
Farfaderens og Farmoderens Forældre, eller de fra disse nedstigende Linier, tilsammentagne,
til lige Deling arve den halve Part, og Morfaderens og Mormoderens Forældre, eller
disses Afkom, den halve Part. Men naar t.Ex. ingen Ascendent er til i Farfaderens
Linie, ei heller noget fra saadan Ascendent nedstigende Afkom, vil den Part, som
ellers vilde være tilfalden samme, gaae over til Farmoderens, hvorimod det Hele,
naar denne heller ikke er til, vil tilfalde Morfaderens og Mormoderens Linie til
lige Deling, eller, naar en af dem er uddød, den af dem, som maatte være til.
8.) Naar der heller ingen efter § 7 arveberettiget Person er til, vil den Afdødes
Efterladenskaber tilfalde hans Tipoldeforældre eller disses Afkom, og dermed i Eet
og Alt være at forholde efter de i den ommeldte og de foranstaaende §§ fremsatte
Grundsætninger, i Overeensstemmelse med hvilke den Grændse, som Loven i visse Tilfælde
sætter med syvende Mand, herefter bortfalder.
9.) Da de forangaaende §§ kun gaae ud paa at bestemme, hvorledes Slægtninge skulle
arve, saa vil det med Hensyn til Spørgsmaalet om Beskaffenheden af det Slægtskab,
der skal stifte Arveret, have sit Forblivende ved de hidtil derom gieldende Regler.
Dog vil Kongen, da Lovens 5-2-33 ikke længere efter sit bogstavelige Indhold er
anvendelig, istedet derfor have fastsat, at et udenfor Ægteskab født Barn skal være
arveberettiget efter Fader og Fædrenefrænder, saafremt Forældrene inden dets Fødsel,
ved at bestille Tillysning til Ægteskab, eller løse Vielsebrev, (eller, forsaavidt
Manden er af Adel eller i Rangen, ved at bestille Vielse hos Præsten, eller, naar
han henhører til Søetaten, ved at løse Friseddel,) have tilkiendegivet den Hensigt
at indgaae Ægteskab, men Vielsen er bleven forhindret ved Faderens kort efter indtrufne
Død, eller anden ham utilregnelig og indtil hans Død vedvarende Hindring, saasom
Sygdom eller Fangenskab. Dette gielder imidlertid kun med Hensyn til den sædvanlige
Slægtskabsarv, og bliver uden Anvendelse paa de Familieeiendomme, med Hensyn til
hvilke en særegen Arvefølge er indført, ligesom heller ikke det Barn, der er i fornævnte
Tilfælde, kan giøre Fordring paa de særdeles Rettigheder, som ifølge Faderens Stilling
maatte tilkomme hans ægte Børn.
10.) Saafremt en Fader paa eet eller flere af sine Børn anvender særskilte betydelige
Bekostninger, være sig for, efterat Opdragelsen er tilendebragt, at fremme deres
videre Uddannelse til deres tilkommende Bestemmelse, eller for at sætte dem istand
til at indgaae Ægteskab eller komme i en Levevei, eller til deres Virksomheds Udvidelse,
eller i andre Maader til deres Velfærds Befordring, og han til Iagttagelse af Billighed
mod sine øvrige Børn finder, at disse Udlæg eller Forstrækninger bør afkortes i
hver enkelt Barns Arvelod, saa bør, naar dette fremgaaer af en i den Henseende forfattet
Optegnelse eller af andre klare Beviser, saadan Afkortning finde Sted, og det saavel
i deres Fædrenearv, som i den, der maatte tilfalde dem efter deres i Fællesskab
med Faderen levende Moder. Den af Faderen derom efterladte Optegnelse skal ialmindelighed
være tilstrækkelig til Beviis for de hvert Barn givne Forskud. Dog, hvis der maatte
fremkomme særdeles Oplysninger, som svække denne Optegnelses Troværdighed, eller
det maatte vise sig, at saadanne for Barnet giorte Udgifter vare optegnede, som
efter deres Beskaffenhed og Boets Forfatning, samt hvad der er anvendt paa de øvrige
Børn, uden paa lige Maade at være optegnet, ikke egne sig til at betragtes som Forskud
paa tilkommende Arv, eller at Noget var ansat til en kiendelig overdreven Priis,
saa haver Skifteforvalteren efter alle Forholds nøie Overveielse at bestemme, om
og hvorvidt Afkortning skal finde Sted. Naar den modtagne Gienstand kan tilbagegives
i uforringet Tilstand, maa Barnet i Almindelighed derved kunne befrie sig fra at
tilsvare den derfor ansatte Værdi. I modsat Fald bør dog Anskaffelsesprisen ikke
ubetinget beregnes, men Hensyn efter Omstændighederne ogsaa tages til den nærværende
Pengeværdi, og i det Hele Ansættelsen ikke skee til høiere Priis, end billigt kan
være, for at de øvrige Børn kunne nyde Jevnet. Naar det til en sikker Bedømmelse
af de Forhold, der ved den omhandlede Afkortning bør komme i Betragtning, findes
tienligt, haver Skifteforvalteren at opfordre gode og retsindige Mænd af den Afdødes
Beslægtede eller nøie Bekiendtskab til i saa Henseende at afgive deres Skiøn.
11.) Hvis de Summer, der findes at være forstrakte et Barn, overstige den Arvelod,
der kan tilkomme det, saa vil det vel ingen Arv erholde, men ikke kunne tilpligtes
som Debitor at betale, hvad det alene har modtaget som Forskud paa tilkommende Arv.
Dog, hvis en Fader til Forurettelse for sine Creditorer har giort saadanne Gaver
til sine Børn, at han eller hans Bo derved sættes ud af Stand til at fyldestgiøre
Creditorerne, saa vil der blive at forholde efter L. 5-4-8,(9 og 10 Art.,) og 14
Cap. 46 Art.
12.) De Forstrækninger, som Moder efter Faders Død giør sine enkelte Børn, blive
paa samme Maade og under samme nærmere Bestemmelser, som §§ 10 og 11 indeholde med
Hensyn til Faderen, at afkorte i deres tilkommende Arv. Dette skal og gielde, naar
det er hendes anden Mand, der, som den, der er raadig over sit og Moderens fælles
Bo, giør dem deslige Forstrækninger. Saa skal der og forholdes paa lignende Maade,
med Hensyn til de Forstrækninger, som Bedsteforældre giøre til et Barnebarns Bedste,
efterat selve Barnet er død.
13.) Saafremt det Barn, der har faaet Forskud paa dets tilkommende Arv efter Fader
og Moder, eller een af disse, ikke overlever samme, men det derimod efterlader sig
Børn, bliver Forskuddet i sin Tid af afkorte disse i deres Arv efter Bedsteforældrene,
aldeles paa den Maade og under de samme Betingelser, som med Hensyn til selve Barnet
er bestemt.
14.) Det skal fremdeles være forbudt at sælge eller pantsætte den Arv, som man har
at vente, hvilket Forbud og skal være anvendeligt paa Bortgivelse af saadan Arv.
Dog er det ikke Børn eller andre Descendenter, naar de iøvrigt ere mægtige og myndige
til at raade over deres Formue, formeent, enten mod eller uden Vederlag at meddele
Arveladeren Afkald paa deres Arveret; hvilket Afkald, naar ingen Indskrænkning i
saa Henseende er giort, skal være ligesaa forbindende for Udstederens Børn, som
for ham selv; dette skal ogsaa gielde, naar udenfor Descendentlinien en Arving maatte
meddele Afkald til den, som han skal arve.
15.) (Foruden de i §§ 1-8 omhandlede Beslægtede, er også den Afdødes Ægtefælle berettiget
til at tage en Lod efter samme.)
16.) Da Kongen ved (§ 15) har indrømmet den længstlevende Ægtefælle en Rettighed,
der i det Hele er den gavnligere, og forbunden med færre Misligheder, end den Ret,
L.5-2-19 i visse Tilfælde tillægger samme til en saadan Broderlod, som der omhandles,
eller den Adgang, som den paafølgende Artikel i bemeldte Lovens Capitel tillægger
Ægtefolk til at oprette en Specification, hvorved det sædvanlige Formuesfællesskabs
Virkninger i visse Henseender indskrænkes, saa bortfalder derved Alt, hvad bemeldte
Artikler desangaaende have fastsat. - Det følger iøvrigt af sig selv, at den Arv,
der tilkommer den Længstlevende, erhverves med samme Ret, som al anden Arv, uden
at de særegne Bestemmelser, som førstnævnte Lovens Artikel indeholder med Hensyn
til den der omhandlede Broderlod, derpaa kunne finde nogen Anvendelse, ligesom det
Ovenanførte ikke giør nogen Forandring i den Adgang, som der for Tiden er for Ægtefolk
til at erhverve Confirmation paa Foreninger, hvorved det sædvanlige Formuefællesskab
mellem dem ophæves eller indskrænkes. Hvad angaaer den en Enke i L.5-2-25 A., cfr.
Art. 26, tillagte Ret til at udtage den Fæstens- eller Morgengave, som af hendes
afdøde Mand maatte være hende tillagt, da vil denne fremdeles vedblive, saaledes
at bemeldte Gaver udtages forlods af det fælles Bo, inden nogen Deling af samme
finder sted.
19). Den i den foregaaende § omhandlede Ret for den længstlevende Ægtefælle, til
at forblive hensiddende i uskiftet Bo, ophører, naar han eller hun indlader sig
i nyt Ægteskab. Men, naar der i saa Tilfælde skal holdes Skifte, saavelsom og hvor
den længstlevende Ægtefælle, endog uden at indgaae nyt Ægteskab, i Medhold af Bestemmelserne
i § 18, er pligtig at skifte, bør dog Skifteforvalteren drage Omsorg for, at der
derved ikke skeer videre Standsning i Boets Benyttelse af den Paagieldende, end
høist nødvendigt....) Og naar paa foranførteMaade Børnenes Arvelodder ere udfundne,
blive disse at udbetale, eller, forsaavidt de ere umyndige, paa behørig Maade at
sikkre, i hvilken Henseende de, i Rescr. 7 Febr. 1794 § 2, samt Pl. 19 Aug. 1823
og 13 Apr. 1824, foreskrevne Bestemmelser blive at iagttage.
20.) Da Grunden til de særegne Regler, som Fr. 21 Jun. 1799 har foreskrevet for
Skifteforvaltningen i Stervboer efter Huusmænd og Inderster af Landalmuen, bortfalder
ved de Bestemmelser, som indeholdes i §§ 18 og 19 af nærværende Anordning, saa bliver
hiin Fr. herved ophævet, saa at der med de foranførte Boer i Eet og Alt bliver at
forholde som med andre.
21.) Det skal for Fremtiden være Enhver, der har opnaaet 18 Aars Alderen, og er
ved sin Fornufts fulde Brug, og som ikke efterlader sig Børn eller andre Livsarvinger,
tilladt ved Testament at disponere over samtlige sine Eiendele, saaledes som den
finder for godt, uden at det er fornødent, derpaa at erhverve allerhøieste Confirmation.
Dog kan den ene Ægtefælle ikke uden den andens Samtykke betage denne den Deel af
sine Efterladenskaber, hvortil (nærværende Anordn. § 15) berettiger ham eller hende.
22.) Hvis den, der opretter en testamentarisk Disposition, enten formedelst Ødselhed
eller af anden særdeles Aarsag er sat under Værgemaal, vil en Saadan dog ikke gyldigen
kunne disponere over sin Formue ved Testament, med mindre der paa dette erhverves
allerhøiste Confirmation, hvilken vil være at meddele af det danske Cancelli. Ligeledes
vil Autorisation af bemeldte Cancelli være nødvendigt for, at en saadan umyndiggiort
Person retsgyldigen skal kunne tilbagekalde sit paa foranførte Maade bekræftede
Testament eller et ældre, som han inden sin Umyndighedstilstand maatte have oprettet.
23.) Den, der efterlader sig Børn eller Livsarvinger, skal være berettiget til at
disponere over en (fierde) Deel af sit Bo, og det, hvad enten Dispositionen oprettes
til Fordeel for Private eller til Bedste for Kirker, Skoler, Fattige eller andet
saadant Øiemed.
24.) For at et Testament, hvis Rigtighed ikke af alle Vedkommende
erkiendes, skal kunne have Retsgyldighed, bør det være affattet skriftligt, samt
derhos af Testator underskrevet eller vedkiendt, enten for Notarius publicus, under
Iagttagelse af Bestemmelserne i Pl. 8 Jan. 1823, eller for tvende særligen i dette
Øiemed tilkaldte Vidner, der ved Paategning paa Testamentet have attesteret, og
i paakommende Tilfælde under Eed kunne bekræfte, at Testator paa den Tid, da han
i deres Overværelse underskrev eller vedkiendte sig Testamentet, var sin Fornuft
fuldkommen mægtig. Hvis Testator ei kan læse Skrift, maa Testamentet tydelig være
oplæst for ham, og dette af Notarius eller Vidnerne bekræftes. Som Testamentsvidner
skulle kun saadanne Mænd komme i Betragtning, mod hvis Paalidelighed og Upartiskhed
aldeles ingen gyldig Indvending kan fremsættes. Naar Vidner skulle føres om Rigtigheden
af et Testament, bør stedse den Afdødes Intestatarvinger, og, hvor det er givet,
at der er et ældre Testament, som staaer i Strid med det, hvis Rigtighed skal oplyses,
tillige de ved dette tidligere Testament indsatte Arvinger, tilkaldes til at overvære
Vidneføringen. Forsaavidt den, der saaledes vil føre Vidner, enten er uvidende om,
hvilke arveberettigede Slægtninge den Afdøde efterlader sig, eller de Paagieldende
ikke have noget ham bekiendt Opholdssted i Riget, skal Stævningen med (6 Ugers)
Varsel indføres, (hvis Boet bliver at behandle indenfor Siællands Stift, i den Berlingske
politiske og Avertissments-Tidende, og ellers i Stiftsavisen for det Stift, hvori
Boet bliver at behandle.)
25.) Fra den i § 24 givne Forskrift om, at Testamenter blive
skriftligt at forfatte, skal Undtagelse finde Sted, naar Nogen under en pludselig
og betænkelig Sygdom ønsker at oprette Testament. Testationsacten kan da foregaae
mundtlig i Overværelse af tvende særligen tilkaldte Vidner, der have de Egenskaber,
som ifølge § 24 udkræves for Testamentsvidner i Almindelighed, dog at disse Mænd
strax have om Dispositionens Indhold at opsætte og underskrive et Document, hvortil
foreløbig kan bruges ustemplet Papir. Men et saadant Testament er at ansee som tilbagekaldt,
saafremt Testator, efter at have overstaaet Sygdommen, ikke inden 4 uger gientager
samme under de for skriftlige Testamenter foreskrevne Former. Fremdeles skulle de
af Selveierbønder, saavelsom de inden Skibsborde eller i Feldten oprettede Testamenter
være gyldige, naar de i de derom givne særlige Anordninger hiemlede Former ere iagttagne.
26.) Ogsaa med Hensyn til Indholdet skal den Selveierbønder ved
Fr. 13 Mai 1769 og 22 Nov. 1837 hiemlede, særegne Testationsret fremdeles vedblive.
Dog bliver det herved at iagttage, at, naar en Selveierbonde, i Medfør af bemeldte
Anordninger, har givet sin faste Eiendom til eet af sine Børn mod et moderat Vederlag,
skal han ikke være beføiet til paae anden Maade at disponere over mere end en ottende
Deel af sin øvrige Formue, saaledes som denne bliver efter den Værdi, der i Testamentet
er sat paa Gaarden, hvilket samme skal gielde, naar en Selveierbonde og hans Hustru,der
have Livsarvinger, ville benytte den Ret, Fr. 22 Nov. 1837 § 5 hiemler dem til at
testere hinanden Gaarden til Eiendom, ligesom da ogsaa den Arvedeel, der efter (nærværende
Anordn. § 15) kan tilkomme den Længstlevende, skal bortfalde.
Er fortsat gældende, jfr. AL § 80
27.) Saa skal og den, der efter sin Stilling maatte finde det
stemmende med sine Livsarvingers Tarv, at den hele Formue eller en væsentlig Deel
af samme overlades til en enkelt af disse mod et passende Vederlag, have Adgang
til at faae et dertil sigtende Testament confirmeret i Cancelliet, naar det, efter
at Erklæringer ere indhentede, saavel fra vedkommende Øvrighed, som fra andre paalidelige,
med Forholdene nøie bekiendte Mænd, saavidt muligt af den nærmeste Slægt, befindes,
at en saadan Disposition virkelig er til fælles Tarv, hvortil hører, at der er tillagt
hver enkelt Livsarving et saadant Vederlag, der med Grund kan antages at svare til
den Lod, der efter § 23 skal være forbeholden. Hvad i Særdeleshed Sædegaardseiere
angaaer, da skal det være en Saadan tilladt at disponere over sit halve Bo til Fordel
for den af sine Livsarvinger, som han vil tillægge Sædegaarden, dog at han, naar
han heraf giør Brug, ikke skal være berettiget til at disponere over mere end en
fierde Deel af sin øvrigeFormue til Fordeel enten for de andre Børn, eller for Fremmede.
Derimod skulle de særegne Bestemmelser i Lovens 5-4-6 bortfalde.
§ 27, 2. pkt. er fortsat gældende, jfr. AL § 80
28.) Ligeledes skulle Forældre have Adgang til, efter indhentede Erklæringer fra
de i § 27 nævnte Personer, at faae en Disposition, der gaaer ud paa, at deres Børns
Arvemidler, eller en Deel deraf, efter deres Død skal sættes fast, saa at de ikke
kunne raade over Capitalen, men alene oppebære Renten, confirmeret af det danske
Cancelli, som det paaligger at paasee, at slige Midler behørigen sikkres, forsaavidt
der maatte være Grund til at tilstede, at de unddrages fra Indsættelsen i Overformynderiet.
Iøvrigt vil der ved Afgiørelsen af, hvorvidt Confirmation maa meddeles paa Dispositioner
af fornævnte Slags, være at tage Hensyn til, om Forældrene have betaget vedkommende
Børn noget af deres lovbestemte Arvelod.
29.) Forsaavidt en testamentarisk Disposition, der gaaer ud paa at betage et Barn
noget af dets lovbestemte Arvelod eller den fri Raadighed over Arvemidlernes Substants,
skal udstrække sin Virkning baade til Fædrene- og Mødrene-Arven, maa den være oprettet
af begge Forældrene i Forening. Endskiøndt det saaledes staaer en Fader frit for,
uden Moderens Medvirkning at giøre en Disposition af foranførte Beskaffenhed med
Hensyn til Børnenes Arv efter ham, vil hendes Samtykke dog være nødvendigt, for
at Dispositionen ogsaa skal gielde med Hensyn til Børnenes Mødrenearv. (Derimod
skal Moderen, saalænge hun lever i Ægteskab med Børnenes Fader, ikke uden dennes
Samtykke) kunne giøre nogen Forandring i Børnenes lovbestemte Arveret efter hende.
Men er Faderen død, skal hun være berettiget til at giøre alle de Dispositoner med
Hensyn til hendes Børns Arv, som det ellers er en Fader tilladt at giøre.)
30.) De Forskrifter, som de ovenstaaende §§ indeholde med Hensyn
til Testamenter, skulle ogsaa være anvendelige paa saadanne Gavebreve, der først
skulle opfyldes efter Giverens Død, dog med de Modificationer, som flyde af et sligt
Gavebrevs Natur som Contract.
33.) Den Forandring i den ved Loven foreskrevne Arvegangsmaade, som nærværnede Fr.
indeholder, træder først i Kraft med Hensyn til den Arv, der falder efter 1 Oct.
dette Aar. Hvad de før Forordningens Publication udstedte Afkald og Ægtepagter angaaer,
da ville disse være at bedømme efter den hidtil gieldende Ret. Forsaavidt der ved
nærværende Fr. er givet nye og strengere Bestemmelser med Hensyn til de Former,
hvorunder Testamenter, for at have Restgyldighed, skulle oprettes, ville dog de
inden dens Publication oprettede Testamenter, om hvis Confirmation der inden Udgangen
af 1845 indgives Ansøgning, kunne ventes confirmerede i Overeensstemmelse med de
hidtil gieldende Regler, saafremt Testators Død eller andre Omstændigheder forhindre,
at han kan gientage sin sidste Villie under de i denne Anordning foreskrevne Former.
Dette Samme skal og gielde med Hensyn til de Testamenter, der ere oprettede inden
1 Oct. d. A. Paa den anden Side skulle de forhen oprettede Testamenter, som, bedømte
efter nærværende Anordning, vilde med Hensyn til Form og Indhold være retsgyldige,
staae ved Magt uden Confirmation, om de end ikke er overeensstemmende med de hidtil
gieldende Lovforskrifter.
34.) For at Indholdet af denne Forordning desto sikrere skal komme til alle vedkommendes
Kundskab, vil Kongen, at den, foruden at kundgiøres paa sædvanlig Maade, trykkes
i et saadant Antal, at et Exemplar deraf paa Landet kan nedlægges hos enhver Sognefoged,
og i de større Sogne derhos paa eet eller to andre bequemme Steder efter Sogneforstanderskabernes
Foranstaltning, og at herom skeer Kundgiørelse ved Læsning til Kirkestevne paa den
i Fr. 8 Oct. 1824 § 2 foreskrevne Maade, hvorhos Kongen og forventer, at Præster,
Sogneforstandere og Andre, der efter deres Stilling have Leilighed til at veilede
Almue, ville lade sig det være magtpaaliggende at bringe denne Anordnings Forskrifter,
og i Særdeleshed Indholdet af dens §§ 24 og 25, til almindelig Kundskab.
