Bekendtgørelse om henstand med udbetaling af livsarvingers arv

Lovændringer

Kapitel 1: Forrentning af henstandsarv, §§ 1-2

Kapitel 2: Administration af beløb til forsørgelse af særlivsarvinger i henstandsperioden, § 3

Kapitel 3: Sikkerhedsstillelse mv., §§ 4-15

Kapitel 4: Bortfald af henstand, § 16

Kapitel 5: Ikrafttræden, § 17

Lovændringer

Bekg. nr. 1553 af 18.12.2007, som ændret ved

§ 1 i bekg. nr. 424 af 11.05.2016 fra d. 01.06.2016. Ændringsloven finder anvendelse på henstand, der gives i boer, hvor arveladeren er død efter d. 01.06.2016.



Kapitel 1: Forrentning af henstandsarv

§ 1. Arv, der er omfattet af arvehenstand efter arvelovens kapitel 5, forrentes med en rente svarende til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et procenttillæg på 1. Er den officielle diskonto mindre end -1,00 pct., forrentes henstandsarven med 0,0 pct. Forrentningen sker fra skifterettens afgørelse om, at der skal gives henstand.

Stk. 2. Renterne udbetales til livsarvingen hvert halve år.

§ 1, stk. 1 er ændret ved § 1 i bekg. nr. 424 af 11.05.2016 fra d. 01.06.2016. Ændringen finder anvendelse på henstand, der gives i boer, hvor arveladeren er død efter d. 01.06.2016. Hidtidig formulering: § 1. Arv, der er omfattet af arvehenstand efter arvelovens kapitel 5, forrentes med den til enhver tid gældende mindsterente efter kursgevinstlovens § 38. Forrentningen sker fra skifterettens afgørelse om, at der skal gives henstand.

§ 2. Hvis den længstlevende ægtefælle har overtaget forsørgelsespligten over en umyndig særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle, betales kun rente efter § 1, stk. 1, i det omfang renteindtægten vil overstige udgifterne ved forsørgelsen.


Kapitel 2: Administration af beløb til forsørgelse af særlivsarvinger i henstandsperioden

§ 3. Beløb, der efter skifterettens bestemmelse udbetales til en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle til forsørgelse i henstandsperioden, indbetales, så længe arvingen er umyndig, til den forvaltningsafdeling, der bestyrer henstandsarven.

Stk. 2. Forvaltningsafdelingen udbetaler en gang om måneden et passende beløb til den umyndige særlivsarvings forsørgelse.


Kapitel 3: Sikkerhedsstillelse mv.

Fuld sikkerhed

§ 4. Der skal stilles fuld sikkerhed for arvekrav, der er omfattet af henstand. Skifteretten fastsætter, hvilke aktiver der skal stilles som fuld sikkerhed for arvekravet.

Umyndige livsarvinger

§ 5. For en umyndig livsarvings arvekrav skal der fortrinsvis stilles sikkerhed i fast ejendom. Der kan herudover stilles sikkerhed i løsøre eller værdipapirer, herunder efter omstændighederne en livsforsikring på den længstlevende ægtefælles liv, garanti fra en finansiel virksomhed eller anden lignende sikkerhed.

Stk. 2. Henstand kan kun i særlige tilfælde gives alene mod kaution.

§ 6. Gives henstand mod sikkerhed i fast ejendom eller løsøre, udstedes der pantebrev til den umyndige livsarving.

Stk. 2. Det skal af pantebrevet fremgå,

1) at pantebrevet er udstedt i medfør af denne bekendtgørelse,

2) at pantebrevets vilkår er godkendt af skifteretten, og

3) at pantebrevet forfalder ved ejerskifte, herunder tvangsauktion.

Stk. 3. Pantebrevet, der skal udstedes med oprykkende prioritet, udformes i øvrigt i overensstemmelse med vilkårene i Justitsministeriets pantebrevsformular med de ændringer og tilføjelser, som følger af denne bekendtgørelse og eventuelle særlige vilkår, som er godkendt af skifteretten.

§ 7. Gives henstand mod anden sikkerhed end nævnt i § 6, udstedes der særligt gældsbrev til den umyndige livsarving.

Stk. 2. Gældsbrevet skal indeholde oplysning om

1) forrentning og betaling af fordringen,

2) sikkerheden, og

3) hvordan der skal forholdes med eventuelt udbytte og provenu af aktiver, der er stillet som sikkerhed, jf. § 9.

§ 8. Gives henstand til flere umyndige livsarvinger, bør disse så vidt muligt gives sideordnet sikkerhed.

§ 9. Kontante midler, der fremkommer ved indfrielse, udtrækning eller lignende af aktiver, der tjener som sikkerhed for livsarvingens arvekrav, anvendes til dækning af arvekravet, medmindre andet er fastsat af skifteretten eller senere tillades af statsforvaltningen.

§ 10. Gældsbreve, pantebreve, obligationer, aktier, andelsbeviser, livsforsikringspolicer, garantierklæringer eller andre dokumenter, hvortil sikkerheden er knyttet, skal indleveres til bestyrelse i en godkendt forvaltningsafdeling.

Stk. 2. Den umyndige livsarvings værge bestemmer, hvilken godkendt forvaltningsafdeling der skal bestyre aktiverne.

Stk. 3. Skifteretten underretter forvaltningsafdelingen om, at der er givet henstand og om vilkårene herfor.

§ 11. Statsforvaltningen kan afkræve ægtefællen alle oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om sikkerheden for en umyndig livsarvings arvekrav er forringet.

§ 12. Statsforvaltningen skal give ægtefællen lejlighed til at udtale sig, inden fremsættelse af en anmodning til skifteretten om udbetaling af en umyndig livsarvings arv i medfør af arvelovens § 37, stk. 2, 2. pkt., eller § 37, stk. 3.

§ 13. Ægtefællen kan anmode statsforvaltningen om tilladelse til at omlægge sikkerheden. Sikkerheden skal efter omlægningen opfylde kravene i §§ 5-9.

Stk. 2. Statsforvaltningens afgørelse efter stk. 1 kan indbringes for skifteretten.

Myndige livsarvinger

§ 14. Hvis livsarvingen er myndig, skal skifteretten ved fastsættelsen af sikkerheden tage særligt hensyn til, om ægtefællen og livsarvingen er enige om, at sikkerheden skal stilles i bestemte aktiver.

Stk. 2. § 6, § 7, stk. 1 og stk. 2, nr. 1 og 2, og § 8 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Kontante midler, der fremkommer ved indfrielse, udtrækning eller lignende af aktiver, der tjener som sikkerhed for livsarvingens arvekrav, anvendes til fyldestgørelse heraf, medmindre andet er fastsat af skifteretten eller senere aftales mellem livsarvingen og ægtefællen.

§ 15. Ægtefællen og livsarvingen kan aftale en omlægning af sikkerheden. Sikkerheden skal efter omlægningen opfylde de krav, der følger af § 14, stk. 2.

Stk. 2. Kan ægtefællen og livsarvingen ikke opnå enighed om en aftale om omlægning efter stk. 1, afgøres spørgsmålet af skifteretten.


Kapitel 4: Bortfald af henstand

§ 16. Henstanden bortfalder, hvis den længstlevende ægtefælle afgår ved døden, eller hvis den længstlevende ægtefælles bo tages under konkursbehandling.


Kapitel 5: Ikrafttræden

§ 17. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2008 og finder anvendelse på henstand, der gives i boer, hvor arveladeren er død efter den 1. januar 2008.

Stk. 2. Samtidig bortfalder bekendtgørelse nr. 55 af 23. januar 1997 om ydelse af henstand med udbetaling af umyndige livsarvingers arv.


Justitsministeriet, den 18. december 2007

Lene Espersen

/ Torben Jensen

Advokat Jørgen U. Grønborg