Arveretsforordningen

(1)

Unionen har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer. Med henblik på gradvis at indføre et sådant område skal Unionen vedtage foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger, navnlig når det er nødvendigt for det indre markeds funktion.

(2)

I henhold til artikel 81, stk. 2, litra c), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde kan sådanne foranstaltninger omfatte foranstaltninger, der skal sikre forenelighed mellem medlemsstaternes regler om lovvalg og om retternes kompetence.

(3)

På mødet i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999 tilsluttede Det Europæiske Råd sig princippet om gensidig anerkendelse af domme og andre retsafgørelser som hjørnestenen i det civilretlige samarbejde og anmodede Rådet og Kommissionen om at vedtage et program med foranstaltninger, der gennemfører dette princip.

(4)

Kommissionens og Rådets fælles program med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (3) blev vedtaget den 30. november 2000. Dette program fastslår, at foranstaltninger vedrørende en harmonisering af lovvalgsreglerne kan bidrage til at lette den gensidige anerkendelse af retsafgørelser, og omfatter udarbejdelse af et instrument vedrørende testamente og arv.

(5)

Det Europæiske Råd vedtog på sit møde den 4. og 5. november 2004 i Bruxelles et nyt program med titlen »Haag-programmet: styrkelse af frihed, sikkerhed og retfærdighed i Den Europæiske Union (4) «. Dette program understreger behovet for at vedtage et instrument på det arveretlige område, der især regulerer spørgsmålene om lovvalg, kompetence, gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det arveretlige område og et europæisk arvebevis.

(6)

Det Europæiske Råd vedtog på sit møde den 10.-11. december 2009 i Bruxelles et nyt flerårigt program med titlen »Stockholmprogrammet — Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse« (5). I dette program fandt Det Europæiske Råd, at den gensidige anerkendelse bør udvides til områder, der endnu ikke er omfattet, men som er væsentlige for dagliglivet, f.eks. arv og testamenter, idet der tages hensyn til medlemsstaternes retssystemer, herunder grundlæggende retsprincipper (ordre public ), og nationale traditioner på dette område.

(7)

Det indre markeds rette funktion bør fremmes ved at fjerne hindringerne for den frie bevægelighed for personer, der på nuværende tidspunkt har svært ved at gøre deres rettigheder gældende, når det drejer sig om arvesager med grænseoverskridende virkninger. Borgerne bør inden for det europæiske retlige område være i stand til på forhånd at tilrettelægge arven efter dem. Rettigheder, der tilkommer arvinger og legatarer, andre af afdødes nærtstående samt boets kreditorer, bør sikres effektivt.

(8)

For at nå disse mål bør bestemmelser om kompetence, lovvalg, anerkendelse eller, alt efter tilfældet, om accept, eksigibilitet og fuldbyrdelse af retsafgørelser, officielt bekræftede dokumenter og retsforlig samt om indførelsen af et europæisk arvebevis samles i denne forordning.

(9)

Denne forordnings anvendelsesområde bør omfatte alle civilretlige aspekter vedrørende arv, dvs. enhver form for overgang af goder, rettigheder og forpligtelser ved dødsfald, hvad enten det drejer sig om en viljesbestemt overførsel ved dødsdisposition eller om overgang ved arv efter loven.

(10)

Denne forordning bør ikke finde anvendelse på skattemæssige spørgsmål eller administrative anliggender af offentligretlig karakter. Derfor bør det være national lovgivning, der fastlægger f.eks. hvordan skatter og andre forpligtelser af offentligretlig karakter beregnes og betales, uanset om det er skatter, som afdøde skyldte på dødstidspunktet eller en hvilken som helst anden form for skat eller afgift, der er knyttet til arvesagen, og som skal betales af boet eller de arveberettigede. Det bør også være national lovgivning, der fastlægger, hvorvidt overdragelse af ejendomsretten til de goder, der udgør arven, til de arveberettigede i henhold til denne forordning eller indførelse af boets ejendele i et register kan gøres betinget af, at der betales en afgift.

(11)

Denne forordning bør ikke finde anvendelse på andre civilretlige områder end arv. Af klarhedshensyn bør en række spørgsmål, der kan anses for at have tilknytning til arvesager, udtrykkeligt undtages fra denne forordnings anvendelsesområde.

(12)

Denne forordning bør således ikke finde anvendelse på spørgsmål vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, herunder ægtepagter som de kendes i visse retssystemer, i det omfang disse ægtepagter ikke vedrører arvespørgsmål, og formueforholdet i forhold, der anses for at have virkninger svarende til et ægteskabs. De myndigheder, der behandler en given arv i henhold til denne forordning, bør dog afhængigt af situationen tage hensyn til opløsningen af afdødes formueforhold mellem ægtefæller eller tilsvarende formueforhold ved fastlæggelsen af dødsboet og de arveberettigedes respektive andele.

(13)

Spørgsmål vedrørende oprettelse, forvaltning eller afvikling af truster bør også undtages fra denne forordnings anvendelsesområde. Dette bør ikke opfattes som en generel udelukkelse af truster. Når en trust oprettes i henhold til et testamente eller i henhold til loven i forbindelse med legal arv, bør overdragelsen af goderne og fastlæggelsen af de arveberettigede være omfattet af den lov, som finder anvendelse på arven i henhold til denne forordning.

(14)

Rettigheder og goder, der opstår eller overdrages på anden måde end ved arv, f.eks. i form af gaver, bør også undtages fra denne forordnings anvendelsesområde. Det bør imidlertid tilkomme den lov, der udpeges i medfør af denne forordning som den lov, der finder anvendelse på arven, at fastslå, hvorvidt sådanne gaver eller andre former for dispositioner inter vivos , der giver anledning til tinglige rettigheder før dødens indtræden bør medføre tilbageførsel eller modregning ved beregningen af de arveberettigedes andele i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven.

(15)

Denne forordning bør give mulighed for ved arv at skabe eller overdrage en rettighed i fast ejendom eller løsøre i henhold til den lov, som finder anvendelse på arven. Den bør dog ikke berøre det begrænsede antal (»numerus clausus«) af tinglige rettigheder, der findes i nogle medlemsstaters nationale lovgivning. En medlemsstat bør ikke være forpligtet til at anerkende en tinglig rettighed vedrørende goder, der befinder sig i den pågældende medlemsstat, hvis den pågældende tinglige rettighed er et ukendt begreb i dens lovgivning.

(16)

Med henblik på at give arveberettigede mulighed for at nyde de rettigheder, som er opstået, eller som de har fået overdraget, ved arv, i en anden medlemsstat bør denne forordning imidlertid give mulighed for at tilpasse en ukendt tinglig rettighed til den tinglige rettighed, der ligger tættest herpå ifølge den anden medlemsstats lov. En sådan tilpasning bør ske under hensyntagen til de mål og interesser, som den specifikke tinglige rettighed og de dertil knyttede virkninger forfølger. Med henblik på fastlæggelse af den nationale tinglige rettighed, der ligger tættest på, kan myndighederne eller de kompetente personer i den stat, hvis lov finder anvendelse på arven, kontaktes for yderligere oplysninger om rettighedens art og virkninger. Med dette for øje kan de eksisterende netværk inden for retssamarbejdet på det civil- og handelsretlige område benyttes såvel som andre tilgængelige midler, der kan lette forståelsen af fremmed ret.

(17)

Tilpasningen af ukendte tinglige rettigheder, der er udtrykkeligt omhandlet i denne forordning, bør ikke udelukke andre former for tilpasning i forbindelse med anvendelsen af denne forordning.

(18)

Kravene om registrering i et register af en rettighed i fast ejendom eller løsøre bør udelukkes fra denne forordnings anvendelsesområde. Det bør derfor være loven i den medlemsstat, hvor registret føres (for fast ejendom loven på det sted, hvor denne befinder sig), som afgør, på hvilke retlige betingelser og hvorledes registreringen skal foretages, samt hvilke instanser, f.eks. tinglysningskontorer eller notarer, der har ansvaret for at kontrollere, at alle krav er opfyldt, og at den fremlagte eller fastlagte dokumentation er tilstrækkelig eller indeholder de nødvendige oplysninger. Myndighederne kan navnlig kontrollere, at afdødes ret til boets ejendele som angivet i det dokument, der ønskes registreret, er en rettighed, der er registreret som sådan i registret, eller som dokumenteres på anden måde i overensstemmelse med loven i den medlemsstat, hvor registret føres. For at undgå dobbelt udfærdigelse af dokumenter bør registreringsmyndighederne godkende dokumenter, der er udarbejdet i en anden medlemsstat af de kompetente myndigheder, og hvis videregivelse er omfattet af denne forordning. Navnlig bør det europæiske arvebevis, som er udstedt i henhold til denne forordning, udgøre et dokument, der er gyldigt til registrering af boets ejendele i et register i en medlemsstat. Dette bør ikke udelukke, at registreringsmyndighederne kan anmode den person, der ansøger om registrering, om at tilvejebringe sådanne yderligere oplysninger eller forelægge yderligere dokumenter, som er påkrævet i henhold til loven i den medlemsstat, hvor registret føres, f.eks. oplysninger eller dokumenter vedrørende betaling af skat. Den kompetente myndighed kan oplyse den person, der ansøger om registrering, om, hvordan de manglende oplysninger eller dokumenter kan tilvejebringes.

(19)

Virkningerne af registrering af en rettighed i et register bør også udelukkes fra denne forordnings anvendelsesområde. Det bør derfor være lovgivningen i den medlemsstat, hvor registret føres, der afgør, hvorvidt registreringen f. eks. har deklaratorisk eller retsstiftende virkning. Når erhvervelsen af en rettighed i fast ejendom f.eks. kræver registrering i et register i henhold til loven i den medlemsstat, hvor registret føres, for at sikre et registers erga omnes -virkning eller for at beskytte en retlig transaktion, er det således denne medlemsstats lov, der bør afgøre tidspunktet for en sådan erhvervelse.

(20)

Denne forordning bør respektere de forskellige systemer for behandling af arvesager, der anvendes i medlemsstaterne. I denne forordning bør begrebet »ret« derfor fortolkes bredt, så det ikke kun omfatter domstole i ordets egentlige betydning, som udfører en retslig funktion, men også notarer eller tinglysningskontorer i visse medlemsstater, som i bestemte arvesager udøver en retslig funktion ligesom domstole, og de notarer og juridiske aktører, som i visse medlemsstater udøver en retslig funktion i en given arvesag ved en rets delegation af beføjelser. Enhver ret, som defineret i denne forordning, bør være bundet af de kompetenceregler, der er fastsat i denne forordning. Omvendt bør begrebet »ret« ikke omfatte en medlemsstats ikkejudicielle myndigheder, der i henhold til national lov er bemyndiget til at behandle arvespørgsmål, f.eks. notarerne i de fleste medlemsstater, som normalt ikke udøver en retslig funktion.

(21)

Denne forordning bør give alle notarer, der har adgang til at behandle arvesager i medlemsstaterne, mulighed for at udøve en sådan adgang. Hvorvidt notarerne i en given medlemsstat er bundet af kompetencereglerne i denne forordning bør afhænge af, om de falder ind under definitionen af »ret« i denne forordning.

(22)

Akter udstedt af notarer i arvesager i medlemsstaterne bør udbredes i henhold til denne forordning. Når notarer udøver en retslig funktion, er de bundet af kompetencereglerne, og de afgørelser, som de udsteder, bør udbredes efter bestemmelserne om anerkendelse, eksigibilitet og fuldbyrdelse af retsafgørelser. Når notarer ikke udøver en retslig funktion, er de ikke bundet af kompetencereglerne, og de officielt bekræftede dokumenter, som de udsteder, bør udbredes efter bestemmelserne om officielt bekræftede dokumenter.

(23)

I betragtning af de europæiske borgeres stigende mobilitet og for at sikre korrekt retspleje i Unionen og sikre en reel tilknytning mellem arven og den medlemsstat, hvori kompetencen udøves, bør denne forordning bestemme, at det generelle tilknytningskriterium for fastlæggelsen af såvel kompetence som lovvalg bør være afdødes sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet. For at fastlægge det sædvanlige opholdssted bør den myndighed, der behandler arvesagen, foretage en samlet vurdering af afdødes livsomstændigheder i årene forud for dødsfaldet og på dødstidspunktet under hensyn til alle relevante, faktiske forhold, især varigheden og lovligheden af afdødes tilstedeværelse i den pågældende stat samt vilkårene og baggrunden for denne tilstedeværelse. Det således fastlagte sædvanlige opholdssted bør vise en nær og stabil tilknytning til den pågældende stat under hensyntagen til denne forordnings specifikke mål.

(24)

I visse tilfælde kan det vise sig at være komplekst at fastlægge afdødes sædvanlige opholdssted. Et sådant tilfælde kan navnlig være, når afdøde af arbejdsmæssige eller økonomiske grunde havde slået sig ned i udlandet for at arbejde dér, nogle gange for længere tid, men havde bevaret en nær og stabil tilknytning til sit hjemland. I et sådant tilfælde kan afdøde, afhængigt af sagens omstændigheder, anses for stadig at have sit sædvanlige opholdssted i sit oprindelsesland, hvor centret for den pågældendes families livsudfoldelse og den pågældendes sociale liv befandt sig. Andre komplekse tilfælde kan være, når afdøde på skift boede i flere lande eller rejste fra land til land uden at have slået sig fast ned i noget land. Hvis afdøde var statsborger i et af disse lande eller havde alle sine vigtigste ejendele i et af disse lande, kunne den pågældendes nationalitet eller disse ejendeles placering være en særlig faktor i forbindelse med den samlede vurdering af alle de faktiske omstændigheder.

(25)

Med hensyn til fastlæggelse af den lov, der finder anvendelse på arven, kan den myndighed, som behandler arven, i undtagelsestilfælde — når den afdøde f.eks. var flyttet til den stat, hvor vedkommende havde sit sædvanlige opholdssted, temmelig kort tid inden sin død, og alle sagens omstændigheder viser, at han var klart tættere tilknyttet en anden stat — konkludere, at den lov, som skal finde anvendelse på sagen, ikke bør være loven i den stat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted, men derimod loven i den stat, som den afdøde havde en klart tættere tilknytning til. Den klart tætteste tilknytning bør dog ikke anvendes som en subsidiær tilknytningsfaktor, hver gang fastlæggelse af den afdødes sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet viser sig at være kompleks.

(26)

Intet i denne forordning bør forhindre en ret i at anvende mekanismer, der har til formål at bekæmpe omgåelse af loven som f.eks. fraude à la loi inden for international privatret.

(27)

Bestemmelserne i denne forordning er udformet med henblik på at sikre, at den myndighed, der behandler arvesagen, i de fleste situationer anvender sin egen lov. Denne forordning fastlægger derfor en række mekanismer, der finder anvendelse, når den afdøde har valgt, at det er loven i en medlemsstat, hvor den pågældende var statsborger, der skal anvendes på arven efter vedkommende.

(28)

En af disse mekanismer bør gøre det muligt for de berørte parter at indgå en værnetingsaftale til fordel for retterne i den medlemsstat, hvis lov er valgt. Det bør afgøres i det enkelte tilfælde, alt efter især det spørgsmål, der er omfattet af værnetingsaftalen, om aftalen skal indgås mellem alle de parter, der berørt af arvesagen, eller om nogle af dem kan aftale at indbringe et specifikt spørgsmål for den valgte ret i en situation, hvor denne rets afgørelse om spørgsmålet ikke vil berøre de øvrige parters arverettigheder.

(29)

Hvis en ret af egen drift indleder en arvesag, hvilket er tilfældet i visse medlemsstater, bør den pågældende ret afslutte behandlingen, hvis parterne er enige om at afgøre arvesagen udenretsligt ved forlig i den medlemsstat, hvis lov er valgt. Hvis en ret ikke af egen drift indleder arvesagen, bør denne forordning ikke hindre parterne i at afgøre arvesagen udenretsligt ved forlig f.eks. for en notar i en medlemsstat efter eget valg, såfremt dette er muligt i henhold til denne medlemsstats lov. Dette bør være tilfældet, selv om den lov, der finder anvendelse på arven, ikke er denne medlemsstats lov.

(30)

For at sikre, at retterne i alle medlemsstater kan udøve kompetence på samme grundlag for så vidt angår arven efter personer, der på dødstidspunktet ikke havde deres sædvanlige opholdssted i en medlemsstat, bør denne forordning på udtømmende vis i hierarkisk rækkefølge angive, på hvilke grundlag en sådan subsidiær kompetence kan udøves.

(31)

Navnlig med henblik på at afhjælpe situationer, hvor der ikke er adgang til domstolsprøvelse, bør der i denne forordning åbnes mulighed for forum necessitatis, således at retten i en medlemsstat i undtagelsestilfælde kan træffe afgørelse i en arvesag, der er nært knyttet til et tredjeland. Et sådant undtagelsestilfælde kan anses at foreligge, når det viser sig umuligt at føre en sag i det pågældende tredjeland, f.eks. på grund af borgerkrig, eller når den arveberettigede ikke med rimelighed kan forventes at anlægge eller føre en sag i dette land. Kompetence baseret på forum necessitatis bør imidlertid kun udøves, hvis sagen har tilstrækkelig tilknytning til den medlemsstat, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende.

(32)

Af hensyn til arvinger og legatarer, der har deres sædvanlige opholdssted i en anden medlemsstat end den, hvor arvesagen behandles eller vil blive behandlet, bør denne forordning gøre det muligt for personer, der i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven har ret til at fremsætte erklæringer om, hvorvidt de vedgår eller giver afkald på arven, legatet eller tvangsarven, eller erklæringer om begrænsning af deres hæftelse for gælden i boet, at fremsætte sådanne erklæringer i den form, som er fastsat i loven i den medlemsstat, hvor de har deres sædvanlige opholdssted, over for retterne i den pågældende medlemsstat. Dette bør ikke udelukke, at sådanne erklæringer kan fremsættes over for andre myndigheder i denne medlemsstat, der er kompetente til at modtage erklæringer i henhold til national lov. De, der vælger at benytte sig af denne mulighed for at fremsætte erklæringer i den medlemsstat, hvor de har deres sædvanlige opholdssted, bør selv underrette den ret eller myndighed, der behandler eller vil behandle arvesagen, om, at der findes sådanne erklæringer, inden for den frist, der er fastsat i den lov, der finder anvendelse på arven.

(33)

Det bør ikke være muligt for en person, der ønsker at begrænse sin hæftelse for gælden i boet, at gøre dette blot med en erklæring herom over for retterne eller andre kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor han har sit sædvanlige opholdssted, såfremt den lov, der finder anvendelse på arven, kræver, at han anlægger en specifik sag, f.eks. en opgørelse af boet, ved den kompetente ret. En erklæring, der fremsættes under sådanne omstændigheder af en person i den medlemsstat, hvor han har sit sædvanlige opholdssted, i den form, der er fastsat i denne medlemsstats lov, bør derfor ikke være formelt gyldig i henhold til denne forordning. Endvidere bør indledende processkrifter heller ikke anses for at være erklæringer i henhold til denne forordning.

(34)

Af hensyn til en harmonisk retspleje bør det undgås, at der træffes uforenelige retsafgørelser i forskellige medlemsstater. Med dette for øje bør denne forordning fastlægge almindelige retsplejeregler, der svarer til dem, der findes i andre EU-instrumenter vedrørende samarbejde på det civilretlige område.

(35)

En sådan retsplejeregel er reglen om litispendens , som vil finde anvendelse, hvis den samme arvesag indbringes for forskellige retter i forskellige medlemsstater. Reglen vil i givet fald fastlægge, hvilken ret der skal behandle arvesagen.

(36)

Eftersom arvesager i nogle medlemsstater kan behandles af ikkejudicielle myndigheder, f.eks. notarer, som ikke er bundet af kompetencereglerne i denne forordning, kan det ikke udelukkes, at et udenretsligt forlig og en retssag vedrørende den samme arv eller at to udenretslige forlig vedrørende den samme arv indledes parallelt i forskellige medlemsstater. I en sådan situation bør det være op til de berørte parter indbyrdes at aftale en fremgangsmåde, når de får kendskab til de parallelle sager. Hvis de ikke kan blive enige, bør de retter, der har kompetence i henhold til denne forordning, behandle og træffe afgørelse i arvesagen.

(37)

For at borgerne med fuld retssikkerhed kan nyde godt af de fordele, som det indre marked indebærer, bør denne forordning give dem mulighed for på forhånd at vide, hvilken lov der vil finde anvendelse på arven efter dem. Der bør indføres harmoniserede lovvalgsregler for at undgå modstridende resultater. Hovedregelen bør sikre, at boet behandles efter en lov, der kan forudsiges, og som er nært tilknyttet boet. Af hensyn til retssikkerheden og for at undgå opdeling af arven bør denne lov omfatte hele arven, dvs. alle de ejendele, der udgør boet, uanset godernes art, og uanset om de befinder sig i en anden medlemsstat eller i et tredjeland.

(38)

Denne forordning bør sætte borgerne i stand til på forhånd at tilrettelægge arven efter sig ved at vælge den lov, der skal anvendes på arven. Dette valg bør begrænses til loven i et land, hvor de er statsborgere, for at sikre en tilknytning mellem afdøde og den valgte lov og for at undgå, at der vælges en lov med henblik på at lægge hindringer i vejen for berettigede forventninger hos personer, der er berettiget til tvangsarv.

(39)

Lovvalget bør være udtrykkeligt indeholdt i en erklæring i form af en dødsdisposition eller fremgå af en sådan dispositions bestemmelser. Et lovvalg kan anses for at fremgå af en sådan dødsdisposition, når den afdøde f.eks. i sin disposition har henvist til specifikke bestemmelser i loven i det land, hvor vedkommende var statsborger, eller på anden vis har nævnt denne lov.

(40)

Et lovvalg i henhold til denne forordning bør være gyldigt, selv om den valgte lov ikke indeholder bestemmelser om lovvalg i arvesager. Det bør imidlertid være den valgte lov, der fastslår den materielle gyldighed af selve det at foretage valget, dvs. hvorvidt den person, der traf valget, kan anses for at have forstået og samtykket i det, han foretog sig. Det samme bør gælde for en ændring eller en tilbagekaldelse af et lovvalg.

(41)

Med henblik på anvendelsen af denne forordning bør fastlæggelsen af en persons statsborgerskab eller flere statsborgerskaber løses som et præjudicielt spørgsmål. Spørgsmålet om fastlæggelsen af en persons statsborgerskab i et land falder uden for denne forordnings anvendelsesområde og er underlagt national lovgivning, herunder i givet fald internationale konventioner, under fuld overholdelse af Den Europæiske Unions almindelige principper.

(42)

Den lov, der udpeges som den lov, der finder anvendelse på arven, bør anvendes på arven fra arvefaldet til overdragelsen af ejendomsretten til de goder, der udgør boet, til de arveberettigede i henhold til den udpegede lov. Denne lov bør omfatte spørgsmål i forbindelse med bobehandlingen og hæftelse for gælden i boet. Betalingen af gæld i boet kan især afhængigt af den lov, der finder anvendelse på arven, omfatte hensyntagen til en specifik rangordning af kreditorerne.

(43)

Kompetencereglerne som fastsat i denne forordning kan i visse tilfælde føre til en situation, hvor den ret, der er kompetent til at træffe afgørelse i arvesagen, ikke anvender sin egen lov. Når den situation opstår i en medlemsstat, ifølge hvis lov det er obligatorisk at udpege en bobestyrer, bør denne forordning gøre det muligt for en ret, som en sag indbringes for, i den pågældende medlemsstat at udpege en eller flere sådanne bobestyrere i henhold til sin egen lov. Dette bør ikke berøre et eventuelt valg truffet af parterne om at afgøre arvesagen udenretsligt ved forlig i en anden medlemsstat, hvor dette er muligt i henhold til denne medlemsstats lov. For at sikre problemfri koordinering mellem den lov, der finder anvendelse på arvesagen, og loven i den medlemsstat, hvor den udpegende ret befinder sig, bør retten udpege den eller de personer, der ville være berettiget til at optræde som bobestyrer i henhold til den lov, der finder anvendelse på arvesagen, såsom f.eks. den testamentsindsatte bobestyrer eller arvingerne selv eller, hvis den lov, der finder anvendelse på arvesagen, foreskriver det, en tredjepart som bobestyrer. Retterne kan dog i særlige tilfælde, hvor loven kræver det, udpege en tredjepart som bobestyrer, selv om dette ikke er foreskrevet i den lov, der finder anvendelse på arvesagen. Såfremt afdøde havde indsat en bobestyrer i sit testamente, kan denne person ikke fratages sine beføjelser, medmindre den lov, der finder anvendelse på arvesagen, tillader, at mandatet ophører.

(44)

De beføjelser, som udøves af bobestyrere, der er udpeget i den medlemsstat, hvor sagen anlægges, bør være de beføjelser, de kan udøve i henhold til den lov, der finder anvendelse på arvesagen. Hvis f.eks. arvingen udpeges til bobestyrer, bør denne således have de beføjelser til at forvalte boet, som en arving har i henhold til den pågældende lov. Såfremt de bobestyrerbeføjelser, som kan udøves i medfør af den lov, der finder anvendelse på arven, ikke er tilstrækkelige til at bevare boets goder eller beskytte kreditorernes rettigheder eller de rettigheder, som andre personer, der har stillet garanti for den afdødes gæld, har, kan den eller de bobestyrere, der er udpeget i den medlemsstat, hvor sagen er anlagt, på et residuelt grundlag udøve de bobestyrerbeføjelser, som loven i den pågældende medlemsstat giver mulighed for til det formål. Sådanne residuelle beføjelser kunne f.eks. omfatte det at opstille en liste over boets goder og gæld i boet, underrette kreditorerne om arvefaldet og opfordre dem til at fremsætte deres krav samt at træffe foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, med det formål at bevare boets goder. De handlinger, som en bobestyrer foretager i kraft af disse residuelle beføjelser, bør være i overensstemmelse med den lov, der finder anvendelse på arven, for så vidt angår overdragelsen af ejendomsretten til de goder, der udgør arven, herunder transaktioner foretaget af de arveberettigede før udpegelsen af bobestyreren, hæftelsen for boets gæld samt de arveberettigedes rettigheder, herunder i givet fald retten til at vedgå sig eller give afkald på arven. Sådanne handlinger vil f.eks. kun kunne medføre afhændelse af goder eller betaling af gæld, såfremt dette er tilladt i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven. Såfremt udpegelsen af en tredjepart som bobestyrer i medfør af den lov, der finder anvendelse på arven, medfører ændringer i arvingernes hæftelse, bør en sådan ændring i hæftelsen respekteres.

(45)

Denne forordning bør ikke være til hinder for, at kreditorer, f.eks. via en repræsentant, kan træffe yderligere foranstaltninger, som eventuelt er til rådighed i medfør af national lov, i givet fald, i overensstemmelse med de relevante EU-instrumenter med henblik på at sikre deres rettigheder.

(46)

Denne forordning bør gøre det muligt at underrette potentielle kreditorer i andre medlemsstater, hvor goderne befinder sig, om arvefaldet. I forbindelse med anvendelsen af denne forordning bør det derfor overvejes at etablere en mekanisme, eventuelt ved hjælp af e-justice portalen, hvis dette er hensigtsmæssigt, med henblik på at gøre det muligt for potentielle kreditorer i andre medlemsstater at få adgang til de relevante oplysninger, således at de kan fremsætte deres krav.

(47)

Den lov, der finder anvendelse på arven, bør fastlægge, hvem de arveberettigede er i en given arvesag. Begrebet »arveberettigede« vil i de fleste lovgivninger omfatte arvinger og legatarer samt personer, der er berettiget til tvangsarv, selv om f.eks. legatarers retsstilling ikke er ens i alle lovgivninger. I henhold til nogle lovgivninger kan legataren modtage en direkte andel af boet, mens legataren i henhold til andre lovgivninger kun kan erhverve et krav over for arvingerne.

(48)

For at sikre retssikkerhed for personer, der på forhånd ønsker at planlægge arven efter sig, bør denne forordning fastsætte en særlig lovvalgsregel vedrørende antagelighed og materiel gyldighed af dødsdispositioner. For at sikre en ensartet anvendelse af denne regel bør det i denne forordning angives, hvilke elementer der bør anses for at være elementer, der vedrører materiel gyldighed. Undersøgelsen af den materielle gyldighed af en dødsdisposition kan føre til den konklusion, at den pågældende dødsdisposition ikke har retskraft.

(49)

En aftale om arv er en form for dødsdisposition, hvis antagelighed og anerkendelse varierer i medlemsstaterne. For at gøre det lettere at få arverettigheder, der er erhvervet som følge af en aftale om arv, anerkendt i en medlemsstat, bør denne forordning fastsætte, hvilken lov der skal finde anvendelse på antageligheden af sådanne aftaler om arv, deres materielle gyldighed og deres bindende virkninger mellem parterne, herunder betingelserne for deres opløsning.

(50)

Den lov, der i henhold til denne forordning finder anvendelse på antageligheden og den materielle gyldighed af en dødsdisposition og, for så vidt angår aftaler om arv, på de bindende virkninger mellem parterne, bør ikke berøre rettighederne for en person, som i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven, har ret til tvangsarv eller en anden rettighed, som vedkommende ikke kan fratages af den person, hvis bo er involveret.

(51)

Når der i denne forordning henvises til den lov, der skulle anvendes på arven efter den person, der har foretaget en dødsdisposition, hvis vedkommende var afgået ved døden på den dag, hvor dispositionen alt efter omstændighederne blev foretaget, ændret eller tilbagekaldt, bør en sådan henvisning forstås som en henvisning til enten loven i det land, hvor den berørte person den pågældende dag havde sit sædvanlige opholdssted, eller, hvis personen har foretaget et lovvalg i henhold til denne forordning, loven i det land, hvor vedkommende den pågældende dag var statsborger.

(52)

Denne forordning bør regulere gyldigheden for så vidt angår formen af alle dødsdispositioner, der er udfærdiget skriftligt, ved hjælp af bestemmelser, der er i overensstemmelse med bestemmelserne i Haagerkonventionen af 5. oktober 1961 om lovkonflikter vedrørende formen for testamentariske dispositioner. Når det afgøres, hvorvidt en given dødsdisposition er formelt gyldig i henhold til denne forordning, bør den kompetente myndighed lade en svigagtig etablering af et internationalt element for at omgå bestemmelserne om den formelle gyldighed ude af betragtning.

(53)

I denne forordning bør enhver bestemmelse, der begrænser de tilladte former for dødsdisposition ved henvisning til visse personlige forhold hos den person, der foretager dispositionen, som f.eks. dennes alder, anses for at vedrøre formen. Dette bør ikke fortolkes således, at den lov, der finder anvendelse på den formelle gyldighed af en dødsdisposition i henhold til denne forordning, bør fastsætte, hvorvidt en mindreårig har habilitet til at foretage en dødsdisposition eller ej. Den pågældende lov bør udelukkende fastsætte, hvorvidt et personligt forhold, som f.eks. mindreårighed, bør afskære en person fra at foretage en dødsdisposition i en bestemt form.

(54)

Af økonomiske, familiemæssige eller sociale hensyn er visse former for fast ejendom, virksomheder og andre særlige kategorier af goder omfattet af særlige bestemmelser i den medlemsstat, hvor de befinder sig, som indebærer begrænsninger, der vedrører eller berører arven med hensyn til disse goder. Denne forordning bør sikre, at sådanne særlige bestemmelser finder anvendelse. Denne undtagelse fra den lov, der skal anvendes på arven, bør imidlertid fortolkes strengt, hvis den skal være forenelig med forordningens overordnede mål. Derfor kan hverken lovvalgsregler, hvorefter der gælder en anden lov for fast ejendom end den, der finder anvendelse på løsøre, eller bestemmelser, som medfører en højere tvangsarv end den, der følger af den lov, der skal anvendes på arven i henhold til denne forordning, anses for særlige bestemmelser, der indebærer begrænsninger, der vedrører eller berører arven med hensyn til bestemte goder.

(55)

Med henblik på at sikre en ensartet behandling af en situation, hvor der hersker usikkerhed om, i hvilken rækkefølge to eller flere personer, hvis arv er underlagt forskellige love, døde, bør denne forordning fastsætte en bestemmelse om, at ingen af de afdøde bør have rettigheder i forhold til arven fra den anden eller de andre.

(56)

I nogle tilfælde er der ingen arveberettigede til et bo. Disse situationer er ikke reguleret på samme måde i de forskellige lovgivninger. I henhold til nogle lovgivninger kan staten gøre krav på den forladte arv som arving uanset godernes geografiske placering. I henhold til andre lovgivninger kan staten kun tilegne sig de goder, der befinder sig på dens område. Denne forordning bør derfor omfatte en bestemmelse om, at anvendelsen af den lov, der finder anvendelse på arven, ikke bør være til hinder for, at en medlemsstat ifølge egen lov kan tilegne sig goder, der befinder sig på dens område. For at sikre, at denne bestemmelse ikke er til skade for boets kreditorer, bør der imidlertid tilføjes en bestemmelse om, at boets kreditorer bør kunne søge deres krav fyldestgjort i hele arvens goder uanset den geografiske placering.

(57)

De lovvalgsregler, der er fastsat i denne forordning, kan føre til anvendelsen af et tredjelands lov. I sådanne tilfælde bør der tages hensyn til de internationalprivatretlige regler i den pågældende tredjelands lov. Hvis disse bestemmelser foreskriver renvoi enten til en medlemsstats lov eller til loven i et tredjeland, der vil anvende sin egen lov på arven, bør denne renvoi accepteres med henblik på at sikre international overensstemmelse. Renvoi bør imidlertid ikke anvendes i situationer, hvor den afdøde har truffet et lovvalg til fordel for loven i et tredjeland.

(58)

Når det er begrundet i almene hensyn, bør det i ekstraordinære tilfælde være muligt for medlemsstaternes retter og andre kompetente myndigheder, der behandler arvesager, at undlade at anvende visse bestemmelser i fremmed ret, når det i en konkret sag ville være klart uforeneligt med grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den pågældende medlemsstat at anvende disse bestemmelser. Retterne og andre kompetente myndigheder bør imidlertid ikke kunne anvende denne ordre public -undtagelse for at undlade at anvende loven i en anden stat eller afvise at anerkende eller i givet fald acceptere eller fuldbyrde en retsafgørelse, et officielt bekræftet dokument eller et retsforlig fra en anden medlemsstat, når dette ville stride mod Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 21, som forbyder enhver form for forskelsbehandling.

(59)

I lyset af denne forordnings overordnede mål, nemlig gensidig anerkendelse af retsafgørelser truffet i medlemsstaterne i arvesager, uanset om sådanne retsafgørelser er truffet i tvistige eller ikketvistige retssager, bør denne forordning fastsætte bestemmelser om anerkendelse, eksigibilitet og fuldbyrdelse af retsafgørelser, der svarer til bestemmelser i andre EU-instrumenter vedrørende samarbejde på det civilretlige område.

(60)

For at tage hensyn til de forskellige systemer for behandling af arvesager i medlemsstaterne bør denne forordning sikre accept og eksigibilitet i alle medlemsstater af officielt bekræftede dokumenter i en arvesag.

(61)

Officielt bekræftede dokumenter bør have samme beviskraft i en anden medlemsstat, som de har i domsstaten, eller de mest sammenlignelige virkninger. Fastlæggelse af beviskraft for et bestemt officielt bekræftet dokument i en anden medlemsstat eller af de mest sammenlignelige virkninger bør ske under henvisning til arten og omfanget af det officielt bekræftede dokuments beviskraft i domsstaten. Det vil derfor afhænge af domsstatens lov, hvilken beviskraft et givent officielt bekræftet dokument har i en anden medlemsstat.

(62)

»Ægtheden« af et officielt bekræftet dokument bør være et selvstændigt begreb, der bør omfatte forhold som dokumentets autenticitet, formelle krav til dokumentet, beføjelser for den myndighed, der har udfærdiget dokumentet, og den procedure, hvorefter dokumentet er udfærdiget. Det bør også omfatte de faktuelle forhold, som den berørte myndighed registrerer i det officielt bekræftede dokument, f.eks. at de angivne parter har givet møde for myndigheden på den angivne dato, og at de har afgivet de anførte erklæringer. En part, som ønsker at anfægte ægtheden af et officielt bekræftet dokument, bør gøre det for den kompetente ret i den medlemsstat, der har oprettet det officielt bekræftede dokument, i henhold til loven i samme medlemsstat.

(63)

Begrebet »retshandler eller retlige forhold, der er registreret i et officielt bekræftet dokument« bør fortolkes som en henvisning til det materielle indhold, der er registreret i det officielt bekræftede dokument. De retshandler, der er registreret i et officielt bekræftet dokument, kunne f. eks. være en aftale mellem parterne om fordeling af arven, eller det kunne være et testamente, en aftale om arv eller en anden viljeserklæring. De retlige forhold kunne f.eks. være fastlæggelsen af arvingerne og andre arveberettigede efter den lov, der finder anvendelse på arven, deres respektive andele og eksistensen af tvangsarv eller andre forhold som fastsat i den lov, der finder anvendelse på arven. En part, som ønsker at anfægte retshandler eller retlige forhold, der er registreret i et officielt bekræftet dokument, bør gøre det for de retter, som har kompetence i medfør af denne forordning, og som bør træffe afgørelse om anfægtelsen i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven.

(64)

Hvis et spørgsmål vedrørende retshandler eller retlige forhold, der er registreret i et officielt bekræftet dokument, rejses som et bispørgsmål i en retssag ved en ret i en medlemsstat, bør denne ret have kompetence til at afgøre spørgsmålet.

(65)

Et officielt bekræftet dokument, der anfægtes, bør ikke have beviskraft i en anden medlemsstat end domsstaten, så længe anfægtelsen verserer. Hvis anfægtelsen kun vedrører et specifikt spørgsmål angående retshandler eller retlige forhold, der er registreret i et officielt bekræftet dokument, bør det anfægtede officielle bekræftede dokument ikke have beviskraft i en anden medlemsstat end i domsstaten for så vidt angår det anfægtede spørgsmål, så længe anfægtelsen verserer. Et officielt bekræftet dokument, der som følge af en anfægtelse er blevet erklæret ugyldigt, bør ikke længere have nogen beviskraft.

(66)

En myndighed, som i forbindelse med anvendelsen af denne forordning forelægges to uforenelige officielt bekræftede dokumenter, bør under hensyntagen til omstændighederne ved den specifikke sag tage stilling til, hvilket af de officielt bekræftede dokumenter der i givet fald skal have forrang. Hvis det på baggrund af omstændighederne ikke er klart, hvilket af de officielle bekræftede dokumenter der i givet fald skal have forrang, bør spørgsmålet afgøres af de retter, der er kompetente i henhold til denne forordning, eller, hvis spørgsmålet rejses som et bispørgsmål i en retssag, den ret, ved hvilken sagen er anlagt. I tilfælde af uforenelighed mellem et officielt bekræftet dokument og en retsafgørelse, bør der tages hensyn til grundene til ikke at anerkende en retsafgørelse i henhold til denne forordning.

(67)

Med henblik på en hurtig, gnidningsfri og effektiv afvikling af en arvesag med grænseoverskridende virkninger i Unionen bør arvinger, legatarer, testamentsindsatte bobestyrer eller bobestyrer have mulighed for let at dokumentere deres status og/eller rettigheder samt beføjelser i en anden medlemsstat, f.eks. i en medlemsstat, hvor boets ejendele befinder sig. Med henblik herpå bør denne forordning omfatte en bestemmelse om indførelse af et ensartet bevis, det europæiske arvebevis (herefter »beviset«), som udstedes til brug i en anden medlemsstat. Af hensyn til nærhedsprincippet bør dette bevis ikke træde i stedet for interne dokumenter, der findes til tilsvarende formål i medlemsstaterne.

(68)

Den myndighed, der udsteder beviset, bør tage hensyn til de formaliteter, der er nødvendige i forbindelse med registrering af fast ejendom i den medlemsstat, hvor registret føres. Med henblik herpå bør denne forordning indeholde bestemmelser om udveksling af oplysninger om sådanne formaliteter medlemsstaterne imellem.

(69)

Anvendelse af beviset bør ikke være obligatorisk. Dette betyder, at personer, der har ret til at ansøge om et bevis, ikke bør være forpligtet til at gøre dette, men frit bør kunne anvende de øvrige instrumenter, der er til rådighed i henhold til denne forordning (retsafgørelser, officielt bekræftede dokumenter og retsforlig). En myndighed eller person, som har fået forelagt et bevis, der er udstedt i en anden medlemsstat, bør imidlertid ikke kunne anmode om, at en retsafgørelse, et officielt bekræftet dokument eller et retsforlig fremlægges i stedet for beviset.

(70)

Beviset bør udstedes i den medlemsstat, hvis retter er kompetente i henhold til denne forordning. Medlemsstaterne bør i deres interne lovgivning fastsætte, hvilke myndigheder der har kompetence til at udstede beviset, dvs. enten retter som defineret i denne forordning eller andre myndigheder med kompetence til at behandle arveretlige spørgsmål, f.eks. notarer. Medlemsstaterne bør også i deres interne lovgivning fastsætte, om den udstedende myndighed kan inddrage andre kompetente organer i udstedelsesprocessen, f.eks. organer, der er kompetente til at modtage en erklæring på tro og love i stedet for en erklæring under ed. Medlemsstaterne bør give Kommissionen relevante oplysninger vedrørende deres udstedende myndigheder, således at disse oplysninger kan gøres offentligt tilgængelige.

(71)

Beviset bør have samme virkning i alle medlemsstater. Det bør ikke i sig selv være et eksigibelt dokument, men bør have beviskraft, og det bør forudsættes, at beviset nøjagtigt godtgør de elementer, der er fastsat i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven, eller i henhold til en hvilken som helst anden lov, der finder anvendelse på specifikke forhold, f.eks. den materielle gyldighed af dødsdispositioner. Bevisets beviskraft bør ikke omfatte elementer, der ikke er underlagt denne forordning, som f.eks. spørgsmålet om slægtskab eller spørgsmålet om, hvorvidt et bestemt aktiv tilhørte afdøde eller ikke. Enhver person, der foretager udbetalinger eller overdrager boets ejendele til en person, der i beviset er angivet som berettiget til at acceptere disse betalinger eller ejendele som arving eller legatar, bør ydes den nødvendige beskyttelse, hvis vedkommende handlede i god tro i tillid til, at de oplysninger, der er attesteret i beviset, er korrekte. Den samme beskyttelse bør ydes til enhver person, som i tillid til, at de oplysninger, der er attesteret i beviset, er korrekte, køber eller modtager boets ejendele fra en person, der i beviset er angivet som berettiget til at disponere over sådanne ejendele. Denne beskyttelse bør sikres, hvis der forelægges bekræftede genparter, der stadig er gyldige. Hvorvidt tredjemands erhvervelse af ejendom på denne måde er gyldig, bør ikke fastsættes i denne forordning.

(72)

Den kompetente myndighed bør udstede beviset efter anmodning. Originalen bør forblive hos den udstedende myndighed, som bør udstede en eller flere bekræftede genparter til ansøgeren og til enhver anden person, som kan dokumentere en legitim interesse. Dette bør ikke udelukke, at en medlemsstat i henhold til sine nationale regler om aktindsigt kan tillade, at genparter af beviset videregives til medlemmer af offentligheden. Denne forordning bør give mulighed for at appellere afgørelser truffet af den udstedende myndighed, herunder afgørelser om at nægte at udstede et bevis. Når beviset berigtiges, ændres eller trækkes tilbage, bør den udstedende myndighed meddele dette til de personer, som der er udstedt bekræftede genparter til, for at undgå misbrug af sådanne genparter.

(73)

Respekten for de internationale forpligtelser, som medlemsstaterne har indgået, indebærer, at denne forordning ikke bør berøre anvendelsen af de internationale konventioner, som en eller flere medlemsstater er parter i på tidspunktet for denne forordnings vedtagelse. De medlemsstater, der er kontraherende parter i Haagerkonventionen af 5. oktober 1961 om lovkonflikter vedrørende formen for testamentariske dispositioner, bør således fortsat kunne anvende bestemmelserne i konventionen i stedet for bestemmelserne i denne forordning med hensyn til den formelle gyldighed af testamenter og fælles testamenter. Overensstemmelse med denne forordnings overordnede mål kræver dog, at den mellem medlemsstaterne har forrang frem for konventioner, der udelukkende er indgået mellem to eller flere medlemsstater, for så vidt sådanne konventioner vedrører områder, der er omfattet af denne forordning.

(74)

Denne forordning bør ikke være til hinder for, at de medlemsstater, der er parter i konventionen af 19. november 1934 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, der indeholder internationalprivatretlige bestemmelser om arv, testamenter og dødsboskifte, kan fortsætte med at anvende visse bestemmelse i denne konvention, som ændret ved den mellemstatslige overenskomst mellem disse stater.

(75)

For at lette anvendelsen af denne forordning bør der indføres en forpligtelse for medlemsstaterne til at meddele visse oplysninger om deres lovgivning og procedurer vedrørende arveret inden for rammerne af det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område oprettet ved Rådets beslutning 2001/470/EF (6). For at alle oplysninger, der er relevante for den praktiske anvendelse af denne forordning, kan blive offentliggjort rettidigt i Den Europæiske Unions Tidende , bør medlemsstaterne også give meddelelse til Kommissionen herom, før denne forordning finder anvendelse.

(76)

Ligeledes for at lette anvendelsen af denne forordning og for at muliggøre brugen af moderne kommunikationsteknologi bør der benyttes standardformularer til de attester, der skal fremlægges i forbindelse med en anmodning om, at en retsafgørelse, et officielt bekræftet dokument eller et retsforlig erklæres for eksigibelt, samt til en anmodning om et europæisk arvebevis og til selve beviset.

(77)

Ved beregningen af de frister og tidsrum, der er fastsat i nærværende forordning bør Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter (7) finde anvendelse.

(78)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser for så vidt angår udarbejdelse og senere ændring af tekster og formularer vedrørende afgørelser om eksigibilitet af retsafgørelser, retsforlig og officielt bekræftede dokumenter samt det europæiske arvebevis. Sådanne beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (8) .

(79)

Rådgivningsproceduren bør anvendes til vedtagelse af gennemførelsesretsakter vedrørende udarbejdelse og senere ændring af de attester og formularer, der er fastsat i denne forordning, efter proceduren i artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011.

(80)

Målene for denne forordning, nemlig den frie bevægelighed for personer, borgernes forhåndstilrettelæggelse af arven efter sig i en EU-kontekst og beskyttelsen af arvingers og legatarers og afdødes nærtståendes samt boets kreditorers rettigheder, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af denne forordnings omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(81)

Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Denne forordning skal anvendes af medlemsstaternes retter og andre kompetente myndigheder under fuld overholdelse af disse rettigheder og principper.

(82)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager disse medlemsstater ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige og Irland. Dette berører dog ikke Det Forenede Kongeriges og Irlands mulighed for efter vedtagelsen at meddele, at de ønsker at acceptere denne forordning i medfør af artikel 4 i nævnte protokol.

(83)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol (nr. 22) om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

a)

fysiske personers retlige status samt familieforhold og forhold, der ifølge den lov, der finder anvendelse på sådanne forhold, anses for at have tilsvarende virkninger

b)

fysiske personers rets- og handleevne, jf. dog artikel 23, stk. 2, litra c), og artikel 26

c)

spørgsmål vedrørende fysiske personers forsvinden, fravær eller formodede død

d)

spørgsmål vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller og formueforholdet i forhold, der ifølge den lov, der finder anvendelse på sådanne forhold, anses for at have virkninger svarende til et ægteskabs

e)

underholdspligt, bortset fra underholdspligt som følge af dødsfald

f)

den formelle gyldighed af mundtlige dødsdispositioner

g)

rettigheder og goder, der opstår eller overdrages på anden måde end ved arv, f.eks. i form af gaver, sameje mellem flere personer med begunstigelse af længstlevende, pensionsordninger, forsikringspolicer og lignende ordninger, jf. dog artikel 23, stk. 2, litra i)

h)

spørgsmål, der er omfattet af reglerne for selskaber, foreninger og andre juridiske personer, såsom klausuler i stiftelsesoverenskomster og vedtægter for selskaber, foreninger og andre juridiske personer, som bestemmer, hvem andelene tilfalder i tilfælde af et medlems død

i)

afvikling, nedlæggelse og fusion af selskaber, foreninger og andre juridiske personer

j)

oprettelse, forvaltning eller afvikling af truster

k)

arten af tinglige rettigheder, og

l)

enhver registrering i et register af rettigheder i fast ejendom eller løsøre, herunder de lovmæssige krav til en sådan registrering, samt virkningerne af registrering eller manglende registrering af sådanne rettigheder i et register.

a)

kan gøres til genstand for anke eller fornyet prøvelse ved en judiciel myndighed, og

b)

har tilsvarende retskraft og retsvirkning som en retsafgørelse truffet af en judiciel myndighed i samme sag.

a)

kan den ret, ved hvilken sagen er anlagt i medfør af artikel 4 eller artikel 10, efter anmodning fra en af parterne i sagen erklære sig inkompetent, hvis den mener, at retterne i den medlemsstat, hvis lov er valgt, er bedre egnet til at træffe afgørelse i arvesagen i betragtning af de praktiske omstændigheder i forbindelse med arvesagen, f.eks. parternes sædvanlige opholdssted og det sted, hvor goderne befinder sig, eller

b)

skal den ret, ved hvilken sagen er anlagt i medfør af artikel 4 eller artikel 10, erklære sig inkompetent, hvis parterne i sagen i overensstemmelse med artikel 5 har aftalt at tillægge en ret eller retterne i den medlemsstat, hvis lov er valgt, kompetence.

a)

en ret, ved hvilken sagen tidligere er anlagt, har erklæret sig inkompetent i samme sag i medfør af artikel 6

b)

parterne i sagen i overensstemmelse med artikel 5 har aftalt at tillægge en ret eller retterne i den pågældende medlemsstat kompetence, eller

c)

parterne i sagen udtrykkeligt har accepteret, at den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er kompetent.

a)

den afdøde var statsborger i denne medlemsstat på dødstidspunktet, eller subsidiært,

b)

den afdøde havde sit foregående sædvanlige opholdssted i denne medlemsstat, og der ved sagens anlæggelse ved retten ikke er gået en periode på mere end fem år, efter at dette sædvanlige opholdssted blev ændret.

a)

på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument indleveres til retten, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentet forkyndt for sagsøgte

b)

hvis det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal forkyndes, før det indleveres til retten, på det tidspunkt, hvor dette dokument modtages af den myndighed, der er ansvarlig for forkyndelsen, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentet indleveret til retten, eller

c)

hvis retten indleder sagen af egen drift, på det tidspunkt, hvor retten træffer afgørelse om at indlede sagen, eller, når en sådan afgørelse ikke er påkrævet, hvor sagen registreres af retten.

a)

udløsende faktorer, tid og sted for arvefaldet

b)

fastlæggelse af de arveberettigede, af deres respektive andele og af den afdødes eventuelle pålæg til dem, samt fastlæggelse af andre rettigheder i boet, herunder den længstlevende ægtefælles eller partners arveret

c)

retten til at arve

d)

arveløsgørelse og bortfald af arveretten på grund af en handling

e)

overdragelse til arvinger og i givet fald legatarer af de goder, rettigheder og forpligtelser, der udgør en del af boet, herunder vilkårene for og virkningerne af vedgåelse af eller afkald på arven eller legatet

f)

arvingers, testamentsindsatte bobestyreres og andre bobestyreres beføjelser, især med hensyn til salg af ejendele og betaling af kreditorer, jf. dog de beføjelser, der er omhandlet i artikel 29, stk. 2 og 3

g)

hæftelse for boets gæld

h)

andel af boet, som arvelader frit kan råde over gennem testamente, tvangsarv og andre indskrænkninger i friheden til at træffe dødsdispositioner samt krav, som nærtstående personer til den afdøde måtte have over for boet eller arvingerne

i)

enhver forpligtigelse til at tilbageføre eller modregne gaver, arveforskud eller legater ved beregningen af de forskellige arveberettigedes andele, og

j)

fordeling af arv.

a)

hvorvidt den person, der foretager dødsdispositionen, har habilitet til at foretage en sådan disposition

b)

de særlige grunde, der forhindrer den person, der foretager dødsdispositionen, i at træffe dispositioner til fordel for visse personer, eller forhindrer en person i at modtage ejendele i boet fra den person, der foretager dispositionen

c)

hvorvidt en dødsdisposition kan foretages ved repræsentation

d)

fortolkningen af dispositionen

e)

bedrageri, tvang, vildfarelse og ethvert andet spørgsmål, der vedrører samtykket fra eller hensigten hos den person, der foretager dispositionen.

a)

i den stat, hvor dispositionen blev foretaget, eller aftalen om arv blev indgået

b)

i en stat, hvor testator eller mindst en af de personer, hvis bo er berørt af en aftale om arv, var statsborger enten på det tidspunkt, hvor dispositionen blev foretaget, eller pagten blev indgået, eller på dødstidspunktet

c)

i en stat, hvor testator eller mindst en af de personer, hvis bo er berørt af en aftale om arv, havde bopæl enten på det tidspunkt, hvor dispositionen blev foretaget, eller pagten blev indgået, eller på dødstidspunktet

d)

i en stat, hvor testator eller mindst en af de personer, hvis bo er berørt af en aftale om arv, havde sit sædvanlige opholdssted enten på det tidspunkt, hvor dispositionen blev foretaget, eller pagten blev indgået, eller på dødstidspunktet, eller

e)

for så vidt angår fast ejendom i den stat, hvor den pågældende ejendom er beliggende.

a)

den lov, der finder anvendelse på arven i medfør af artikel 21 eller artikel 22, eller

b)

loven i den medlemsstat, hvor den person, der indgiver erklæringen, har sit sædvanlige opholdssted.

a)

til en medlemsstats lov, eller

b)

til loven i et andet tredjeland, der ville anvende sin egen lov.

a)

forstås en henvisning til loven i den stat, der er omhandlet i stk. 1, som en henvisning til loven i den territoriale enhed, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, når den lov, der finder anvendelse, skal fastlægges i medfør af bestemmelser vedrørende den afdødes sædvanlige opholdssted

b)

forstås en henvisning til loven i den stat, der er omhandlet i stk. 1, som en henvisning til loven i den territoriale enhed, som den afdøde havde den tætteste tilknytning til, når den lov, der finder anvendelse, skal fastlægges i medfør af bestemmelser vedrørende den afdødes statsborgerskab

c)

forstås en henvisning til loven i den stat, der er omhandlet i stk. 1, som en henvisning til loven i den territoriale enhed, hvor det relevante forhold gør sig gældende, når den lov, der finder anvendelse, skal fastlægges i medfør af eventuelle andre bestemmelser vedrørende andre forhold som tilknytningsfaktorer.

a)

såfremt en anerkendelse er i åbenlys modstrid med grundlæggende retsprincipper (ordre public ) i den medlemsstat, hvortil anmodningen rettes

b)

i forbindelse med en udeblivelsesafgørelse, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at sagsøgte kan varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om vedkommende havde mulighed for at gøre det

c)

såfremt den er uforenelig med en retsafgørelse truffet mellem de samme parter i den medlemsstat, hvortil anmodningen rettes

d)

såfremt den er uforenelig med en retsafgørelse, der tidligere er truffet i en anden medlemsstat eller i et tredjeland mellem de samme parter i en retssag, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, og denne tidligere retsafgørelse opfylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i den medlemsstat, hvori anerkendelsen søges.

a)

en genpart af retsafgørelsen, der opfylder betingelserne med hensyn til godtgørelse af dens ægthed

b)

en attest, der er udstedt af retten eller den kompetente myndighed i domsstaten under anvendelse af den formular, der er udarbejdet efter rådgivningsproceduren i artikel 81, stk. 2, jf. dog artikel 47.

a)

statussen og/eller arveretten for hver arving eller i givet fald hver legatar, der er nævnt i beviset, og deres respektive arveandele

b)

tildelingen af et bestemt gode eller flere bestemte goder, der udgør en del af boet, til den eller de arvinger eller i givet fald den eller de legatarer, der er nævnt i beviset

c)

beføjelserne for den person, der er angivet i beviset, til at optræde som testamentsindsat bobestyrer eller bobestyrer.

a)

en ret, som defineret i artikel 3, stk. 2, eller

b)

en anden myndighed, som i henhold til national lov har kompetence til at behandle arvesager.

a)

oplysninger vedrørende den afdøde: efternavn (eventuelt efternavn ved fødslen), fornavn(e), køn, fødested og fødselsdato, civilstand, statsborgerskab, (eventuelt) id-nummer, adresse på dødstidspunktet og tid og sted for dødsfaldet

b)

oplysninger vedrørende ansøgeren: efternavn (eventuelt efternavn ved fødslen), fornavn(e), køn, fødested og fødselsdato, civilstand, statsborgerskab, (eventuelt) id-nummer, adresse og eventuel tilknytning til den afdøde

c)

oplysninger vedrørende den eventuelle repræsentant for en ansøger: efternavn (eventuelt efternavn ved fødslen), fornavn(e), adresse og repræsentativ kompetence

d)

oplysninger vedrørende den afdødes ægtefælle eller partner og eventuelt fraskilt(e) ægtefælle(r) eller tidligere partner(e): efternavn (eventuelt efternavn ved fødslen), fornavn(e), køn, fødested og fødselsdato, civilstand, statsborgerskab, (eventuelt) id-nummer og adresse

e)

oplysninger vedrørende andre eventuelle arveberettigede i medfør af en dødsdisposition og/eller ved lov: efternavn og fornavn(e) eller organisationens navn, (eventuelt) id-nummer og adresse

f)

formålet med beviset i overensstemmelse med artikel 63

g)

eventuelt kontaktoplysninger på den ret eller anden kompetent myndighed, der behandler eller har behandlet selve arvesagen

h)

forhold, hvorpå ansøgeren i givet fald baserer sin påståede arveret som arveberettiget og/eller beføjelse som den afdødes testamentsindsatte bobestyrer og/eller som bestyrer af den afdødes bo

i)

en angivelse af, om den afdøde havde foretaget en dødsdisposition; hvis hverken originalen eller en genpart er vedlagt, oplysninger om, hvor originalen befinder sig

j)

en angivelse af, om den afdøde havde indgået en ægtepagt eller anden aftale om et forhold, der anses for at have virkninger svarende til et ægteskabs; hvis hverken originalen eller en genpart af pagten/aftalen er vedlagt, oplysninger om, hvor originalen befinder sig

k)

en angivelse af, om de arveberettigede har indgivet erklæring om vedgåelse af eller afkald på arven

l)

en erklæring om, at der efter ansøgerens bedste vidende ikke verserer nogen sag om de forhold, der skal attesteres

m)

andre oplysninger, som ansøgeren finder nyttige med henblik på udstedelse af beviset.

a)

de elementer, der skal attesteres, anfægtes, eller

b)

beviset ikke ville være i overensstemmelse med en afgørelse om de samme elementer.

a)

den udstedende myndigheds navn og adresse

b)

sagsnummer

c)

de elementer, på grundlag af hvilke den udstedende myndighed anser sig for at være kompetent til at udstede beviset

d)

datoen for udstedelsen

e)

oplysninger om ansøgeren: efternavn (eventuelt efternavn ved fødslen), fornavn(e), køn, fødested og fødselsdato, civilstand, statsborgerskab, (eventuelt) id-nummer, adresse samt eventuel tilknytning til den afdøde

f)

oplysninger om den afdøde: efternavn (eventuelt efternavn ved fødslen), fornavn(e), køn, fødested og fødselsdato, civilstand, statsborgerskab, (eventuelt) id-nummer, adresse på dødstidspunktet og tid og sted for dødsfaldet

g)

oplysninger om de arveberettigede: efternavn (eventuelt efternavn ved fødslen), fornavn(e) og (eventuelt) id-nummer

h)

oplysninger om ægtepagt eller eventuel anden aftale indgået af den afdøde om et forhold, der ifølge den lov, der finder anvendelse på sådanne forhold, anses for at have virkninger svarende til et ægteskabs, og oplysninger om formueforholdet mellem den afdøde og dennes ægtefælle eller et tilsvarende formueforhold

i)

den lov, der finder anvendelse på arven, og de forhold, på grundlag af hvilke denne lov er bestemt

j)

oplysninger om, hvorvidt der er tale om arv efter testamente eller efter loven, herunder oplysninger om de forhold, der giver anledning til rettigheder og/eller beføjelser for arvinger, legatarer, testamentsindsatte bobestyrere eller bobestyrere

k)

i givet fald oplysning for hver arveberettiget om forhold vedrørende vedgåelse af eller afkald på arven

l)

de respektive arveandele samt i givet fald listen over rettigheder og/eller goder, der tilfalder hver enkelt arving

m)

listen over rettigheder og/eller ejendele, der tilfalder hver enkelt legatar

n)

begrænsninger i arvingers og i givet fald legatarers rettigheder i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven, og/eller i henhold til dødsdisposition

o)

testamentsindsatte bobestyreres og/eller bobestyreres beføjelser og begrænsninger i disse beføjelser i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven, og/eller i henhold til dødsdisposition.

a)

den udstedende myndighed efter anmodning fra enhver person, der kan dokumentere en legitim interesse, i afventning af ændring eller tilbagekaldelse af beviset i henhold til artikel 71, eller

b)

den judicielle myndighed efter anmodning fra enhver person, der har ret til at appellere en afgørelse truffet af den udstedende myndighed i henhold til artikel 72, i afventning af en sådan appel.

a)

de proceduremæssige aspekter af bobehandlingen som fastsat i konventionen og bistand i denne forbindelse fra myndighederne i de kontraherende stater, der er part i konventionen, og

b)

forenklede og hurtigere procedurer for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv.

a)

navne og kontaktoplysninger på de retter eller myndigheder, der har kompetence til at behandle anmodninger om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, i overensstemmelse med artikel 45, stk. 1, og klager over retsafgørelser om sådanne anmodninger i henhold til artikel 50, stk. 2

b)

de procedurer for anfægtelse af appelafgørelser, der er omhandlet i artikel 51

c)

relevante oplysninger vedrørende de myndigheder, der i henhold til artikel 64 er kompetente til at udstede beviset, og

d)

de appelprocedurer, der er omhandlet i artikel 72.