Uddrag af bemærkningerne i L 132 af 30.03.2005 vedr. nye regler om retshjælp og fri proces
Kapitel 31 foreslås nyaffattet med henblik på en mere udførlig lovregulering og en række indholdsmæssige ændringer af reglerne om retshjælp og fri proces, jf. herved bemærkningerne til de enkelte paragraffer.
Systematikken i de foreslåede regler kan beskrives på følgende måde:
§§ 323 og 324 indeholder bestemmelser om retshjælp.
§§ 325-328 indeholder de almindelige betingelser for fri proces. § 325, der er indgangen til disse regler, opstiller økonomiske betingelser og betingelser med hensyn til retshjælpsforsikring og henviser herudover til §§ 327 og 328. § 327 angår sager, hvor der efter forslaget ikke skal foretages en nærmere vurdering af ansøgerens udsigt til at få medhold, og hvor kompetencen til at meddele fri proces derfor er henlagt til retten. § 328 angår sager, hvor der som et væsentligt moment indgår en nærmere vurdering af ansøgerens udsigt til at få medhold, og hvor kompetencen til at meddele fri proces derfor er henlagt til Civilstyrelsen med klageadgang til Procesbevillingsnævnet. § 326 indeholder regler om regulering af de økonomiske grænser.
§ 329 indeholder en generel hjemmel til at meddele fri proces, selv om de almindelige betingelser i §§ 325-328 ikke er opfyldt.
§§ 330-332 indeholder fælles regler, der gælder, hvad enten fri proces bevilges efter de almindelige regler i §§ 325-328 eller efter den særlige regel i § 329. § 330 er en bemyndigelsesbestemmelse om fastsættelse af regler om ansøgninger om fri proces, § 331 angår virkningerne af fri proces, og § 332 indeholder regler om sagsomkostninger og refusion af statskassens udgifter til den fri proces.
§§ 333 og 334 indeholder regler om beskikkede advokater. Reglerne gælder, hvad enten advokaten beskikkes efter kapitel 31 eller efter regler i andre kapitler i retsplejeloven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 og 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår retshjælp ved advokatvagter og advokater. Bestemmelsen erstatter sammen med den foreslåede § 324 den gældende § 128, der er placeret i et kapitel om udøvelse af advokatvirksomhed. Reglerne om retshjælp ved advokatvagter og advokater hører imidlertid mere naturligt sammen med reglerne om fri proces og foreslås derfor placeret i kapitel 31.
I stk. 1 opregnes de tre niveauer for retshjælp ved advokatvagter og advokater, som det foreslås at operere med fremover. Det drejer sig for advokatvagternes vedkommende om helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 1), og det drejer sig for advokaternes vedkommende om rådgivning ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 2) og rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger (trin 3). Det foreslås, at justitsministeren ved bekendtgørelse fastsætter nærmere regler om omfanget af retshjælp på trin 1, 2 og 3, jf. nedenfor om stk. 7.
Stk. 2 indeholder regler om retshjælp på trin 1 (helt grundlæggende mundtlig rådgivning). Det foreslås, at enhver (uden hensyn til indkomst- og formueforhold) skal have ret til helt grundlæggende mundtlig rådgivning vedrørende ethvert retsspørgsmål, herunder erhvervsforhold.
Retshjælp i form af grundlæggende mundtlig rådgivning ydes af advokatvagter. Det forudsættes, at advokaterne i advokatvagterne ligesom i dag vil være ulønnede. Staten skal således fortsat ikke yde tilskud til advokaters vederlag i forbindelse med helt grundlæggende mundtlig rådgivning, men derimod navnlig til annoncering og mindre kontorholdsudgifter, herunder den mest basale litteratur.
Den rådsøgende skal ikke betale for retshjælp på trin 1.
Stk. 3-6 indeholder regler om retshjælp på trin 2 og 3 (rådgivning ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning samt rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger).
Efter stk. 3 er retshjælp på trin 2 og 3 forbeholdt personer, der opfylder de økonomiske betingelser efter den foreslåede § 325. Retshjælp på trin 3 er yderligere betinget af, at der foreligger en tvist, og at der skønnes at være udsigt til, at sagen ved yderligere bistand fra advokat vil kunne afsluttes forligsmæssigt.
Den rådsøgende skal selv betale en del af vederlaget for retshjælp på trin 2 og 3, jf. nedenfor om stk. 6.
Stk. 4 undtager visse sager fra retshjælp på trin 2 og 3. Undtagelserne svarer til de undtagelser, der i dag er fastsat for offentlig retshjælp ved advokater.
Nr. 1 undtager sigtede eller tiltalte i offentlige straffesager, fordi retsplejeloven indeholder udførlige regler om forsvarerbistand. Det bemærkes, at sigtede eller tiltalte endvidere hos advokatvagter og private retshjælpskontorer vil kunne få helt grundlæggende mundtlig rådgivning (retshjælp på trin 1).
Andre end sigtede og tiltalte, eksempelvis forurettede, kan få retshjælp på trin 2 og 3, når betingelserne i øvrigt er opfyldt. Det gælder også i de tilfælde, hvor forurettede kan få beskikket en advokat efter reglerne i retsplejelovens kapitel 66 a. Anmoder forurettede om retshjælp på trin 2 eller 3 i et sådant tilfælde, skal forurettede imidlertid, før rådgivningen iværksættes, orienteres om muligheden for advokatbeskikkelse, således at forurettede har mulighed for at vælge den gratis advokatbeskikkelse fremfor retshjælp med delvis egenbetaling.
Nr. 2 undtager aktivt erhvervsdrivendes sager af overvejende erhvervsmæssig karakter, hvilket er begrundet i, at udgifter til juridisk bistand til erhvervsdrivende bør afholdes som en driftsudgift og ikke med statsstøtte. Det bemærkes, at den erhvervsdrivende endvidere hos advokatvagter og private retshjælpskontorer vil kunne få helt grundlæggende mundtlig rådgivning (retshjælp på trin 1).
Nr. 3 undtager sager om gældssanering, fordi skifteretten vejleder om betingelserne for og fremgangsmåden ved indgivelse af ansøgning om gældssanering, jf. retsplejelovens § 14, stk. 3. Det bemærkes, at skyldneren endvidere hos advokatvagter og private retshjælpskontorer vil kunne få helt grundlæggende mundtlig rådgivning (retshjælp på trin 1).
Indledes der gældssaneringssag, ydes bistand til skyldneren efter konkurslovens regler.
Nr. 4 undtager sager, der angår eller er under behandling ved en forvaltningsmyndighed eller et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender. Undtagelsen er begrundet i, at forvaltningsmyndigheder efter forvaltningslovens § 7 yder vejledning og bistand inden for deres sagsområde. Da godkendte private klage- og ankenævn ligeledes yder vejledning og bistand i forbindelse med sager inden for nævnets område, kan der heller ikke i sager, der behandles af sådanne nævn, ydes retshjælp på trin 2 og 3.
Det bemærkes, at der hos advokatvagter og private retshjælpskontorer vil kunne fås helt grundlæggende mundtlig rådgivning (retshjælp på trin 1).
Stk. 5 indeholder en undtagelse til stk. 4, nr. 4, således at der kan gives retshjælp ved klage over en forvaltningsmyndigheds afgørelse. Dette gælder både ved administrativ rekurs og ved klage til Folketingets Ombudsmand.
Stk. 6 indeholder regler om vederlaget til advokater for retshjælp på trin 2 og 3, om statens tilskud og om forholdet til retshjælpsforsikring.
Efter 1. pkt. udgør vederlaget til advokater for retshjælp på trin 2 (rådgivning ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning) 800 kr. i 2005-niveau. Heraf betaler staten 75 pct., mens den retshjælpssøgende betaler resten, dvs. 375 kr. i 2005-niveau.
Efter 2. pkt. udgør vederlaget til advokater for retshjælp på trin 3 (rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger) 1.830 kr. i 2005-niveau. Heraf betaler staten og den retshjælpssøgende hver halvdelen, dvs. 915 kr. i 2005-niveau.
Efter 3. pkt. betaler statskassen dog hele vederlaget (dvs. der opkræves ikke egenbetaling) for retshjælp i forbindelse med en ansøgning om fri proces.
En person kan i samme sag (når betingelserne i øvrigt er opfyldt) få retshjælp på både trin 2 og 3. I alt kan der således (når betingelserne i øvrigt er opfyldt) ydes et samlet vederlag på 2.630 kr. i 2005-niveau, hvoraf den retshjælpssøgende selv skal betale 1.290 kr.
Alle de angivne beløb er inkl. moms. Beløbene reguleres årligt, jf. forslaget til § 326, første gang ved reglernes ikrafttræden den 1. januar 2007, jf. lovforslagets § 12, stk. 3.
Efter 4. pkt. omfatter tilskud fra statskassen ikke vederlag, der er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden form for forsikring. Den blanket, som anvendes ved advokatretshjælp, vil derfor skulle indeholde en erklæring fra den retshjælpssøgende om, hvorvidt den pågældende har en retshjælpsforsikring, der dækker den pågældende sag. I bekræftende fald sender den advokat, der yder retshjælp, blanketten til forsikringsselskabet med anmodning om udbetaling af et beløb svarende til statstilskuddet. Er sagen derimod ikke dækket af en retshjælpsforsikring, udbetales statstilskuddet af det offentlige. Det samme gælder, hvis forsikringsselskabet afviser dækning, idet statskassen samtidig indtræder i sikredes eventuelle krav mod selskabet, jf. den foreslåede § 335.
Stk. 7, 1. pkt., bemyndiger justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om ydelse af retshjælp, herunder om omfanget af retshjælp på trin 1, 2 og 3.
Stk. 7, 2. pkt., bemyndiger justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om tilskud til retshjælp, herunder om tilskuddets beregning og udbetaling.
Bemyndigelsen i stk. 7 omfatter både tilskud til advokatvagter til retshjælp på trin 1 (helt grundlæggende mundtlig rådgivning) og tilskud til retshjælp ved advokater på trin 2 og 3 (rådgivning ud over helt grundlæggende mundtlig retshjælp og rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger).
For så vidt angår retshjælp ved advokater på trin 2 og 3, fremgår statstilskuddets størrelse direkte af retsplejeloven, jf. det foreslåede stk. 6, men justitsministeren kan fastsætte nærmere regler, herunder om kravene til advokaternes anmodninger om udbetaling af tilskud og om, hvilken myndighed der skal udbetale tilskuddet.
Justitsministeriet agter efter en vedtagelse af lovforslaget at fastsætte regler bl.a. om omfanget af retshjælp på trin 1, 2 og 3 og om kravene til anmodninger om udbetaling af tilskud til advokatretshjælp og om, hvilken myndighed der skal udbetale tilskuddet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår retshjælp ved retshjælpskontorer. Advokatvagter er dog omfattet af den foreslåede § 323.
Det foreslås, at justitsministeren af statskassen kan yde tilskud til retshjælpskontorer, jf. 1. pkt. 1. pkt. svarer til den gældende regel i § 128, stk. 5, 2. pkt. Tilskudsrammen fastsættes hvert år på finansloven.
Det foreslås som en ny regel, at justitsministeren fastsætter regler om tilskuddets beregning og udbetaling. Formålet hermed er at skabe større gennemsigtighed med hensyn til vilkårene for at få tilskud og ikke mindst tilskuddets beregning. Justitsministeriet agter efter en vedtagelse af lovforslaget at fastsætte bl.a. generelle regler om vilkårene for ydelse af tilskud og om tilskuddets beregning og udbetaling samt regler om ansøgningsfrister, dokumentationskrav og udbetalingsterminer.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen fungerer som indgang til de almindelige betingelser for fri proces, der findes i de foreslåede §§ 325-328, mens hjemlen til at meddele fri proces, uden at de almindelige betingelser er opfyldt, findes i den foreslåede § 329.
Bestemmelsen i § 325 opstiller økonomiske betingelser og betingelser med hensyn til retshjælpsforsikring og henviser herudover til de foreslåede §§ 327 og 328, der indeholder yderligere materielle betingelser.
Stk. 1 fastslår, at der efter ansøgning kan meddeles en person, der opfylder de økonomiske betingelser, og som ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker sagen, fri proces efter reglerne i §§ 327 og 328.
Forslaget indebærer, at der ikke kan gives fri proces efter §§ 327 og 328, hvis parten har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker den konkrete sag. En ansøgning om fri proces vil derfor – ligesom efter de gældende regler – skulle indeholde en erklæring fra ansøgeren om, hvorvidt den pågældende har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker den pågældende sag. I bekræftende fald skal fri proces afslås allerede af den grund.
Er sagen derimod ikke dækket af en retshjælpsforsikring eller anden forsikring – enten fordi ansøgeren slet ikke har tegnet forsikring, eller fordi sagen efter sin art klart falder uden for forsikringsdækningen – behandles ansøgningen om fri proces på sædvanlig vis.
Det samme gælder, hvis forsikringsselskabet har afslået dækning, eksempelvis fordi ansøgeren efter selskabets opfattelse ikke i relation til forsikringsbetingelserne har rimelig grund til at føre proces. I sidstnævnte tilfælde foretager den myndighed, der behandler ansøgningen om fri proces, en selvstændig vurdering af, om ansøgeren i relation til reglerne om fri proces har rimelig grund til at føre proces. Forsikringsselskabets afgørelse vil indgå i grundlaget for myndighedens afgørelse, men myndigheden er ikke bundet af selskabets afgørelse.
Bevilges fri proces i et tilfælde, hvor forsikringsselskabet har afslået dækning, indtræder statskassen i sikredes eventuelle krav mod selskabet, i det omfang statskassen afholder udgifter under den fri proces, jf. den foreslåede § 335.
Stk. 2-5 indeholder de økonomiske betingelser for retshjælp ved advokater, jf. den foreslåede § 323, og for fri proces efter de almindelige betingelser, jf. de foreslåede §§ 325-328. Fri proces efter den foreslåede § 329 kræver derimod ikke, at de økonomiske betingelser er opfyldt.
Det foreslås at lovfæste de grundlæggende regler, dvs. indtægtsgrænserne for henholdsvis enlige og samlevende og tillægget for børn samt reglen om, at der ikke gives fri proces, hvis omkostningerne ved sagen skønnes at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag (jf. § 2, stk. 4 og 5, og § 6, stk. 2, i den gældende bekendtgørelse om fri proces).
Ved vurderingen af, om omkostningerne ved sagen må antages at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag indgår også, om søgsmålet agtes anlagt af flere eller vil have betydning for flere, således at omkostningerne også kan deles mellem flere. Dette er i overensstemmelse med gældende ret (jf. § 7 i den gældende bekendtgørelse om fri proces).
Undtagelsen fra adgangen til fri proces, når omkostningerne ved sagen må antages at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag, gælder også, når sagen forinden har været afgjort ved et klagenævn mv. Dette er nyt i forhold til gældende ret (jf. § 6, stk. 3, i den gældende bekendtgørelse om fri proces).
Som eksempler på tilfælde, hvor omkostningerne typisk vil være uvæsentlige i forhold til ansøgerens indkomstgrundlag, kan nævnes ukomplicerede kæremål og inkassosager, der behandles efter reglerne om betalingspåkrav, jf. retsplejelovens kapitel 44 a.
Det foreslås, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om opgørelse af indtægtsgrundlaget, jf. stk. 2, 2. pkt. Justitsministeriet agter efter en vedtagelse af lovforslaget at fastsætte regler om opgørelse af indtægtsgrundlaget svarende til de gældende regler (jf. § 2, stk. 1-3, § 3 og § 4 i den gældende bekendtgørelse om fri proces). Justitsministeriet agter dog at præcisere, at reglen om, at der skal ses bort fra summen af kapitalindkomsten, aktieindkomsten og CFC-indkomsten, hvis denne er negativ (jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., i den gældende bekendtgørelse om fri proces), i relation til samlevende sigter til den samlede sum af parrets indkomster. Hermed vil det blive præciseret, at hvis den ene af de samlevende har positiv kapitalindkomst, aktieindkomst eller CFC-indkomst, mens den anden har negativ indkomst, skal der ved opgørelsen af indkomstgrundlaget kun ses bort fra de pågældende negative indkomster, hvis parret samlet set har negativ indkomst af de nævnte arter.
Det bemærkes, at justitsministeren med hjemmel i bestemmelsen i givet fald vil kunne fastsætte regler til opfyldelse af eventuelle kommende EU-regler om, at ansøgere skal have mulighed for at godtgøre, at de på grund af forskelle i leveomkostningerne mellem forumstaten (dvs. den stat, hvor retssagen føres) og den medlemsstat, hvor de har bopæl eller sædvanligt opholdssted, ikke kan betale sagsomkostningerne. Reglerne vil kunne have form af et skønsmæssigt »leveomkostningsfradrag« i indtægtsgrundlaget.
Det bemærkes endvidere, at den særlige dispensationshjemmel, der i dag findes i § 5 i bekendtgørelsen om fri proces, ikke videreføres som en del af de økonomiske betingelser for at få fri proces. Såfremt ansøgeren skønnes at have et ganske særligt behov for bistand, eller sagens omkostninger skønnes at blive ekstraordinært store, kan der derimod ansøges om fri proces efter den foreslåede regel i retsplejelovens § 329, jf. bemærkningerne hertil.
Stk. 3 fastsætter indtægtsgrænsen for enlige til 236.000 kr. i 2005-niveau svarende til den gældende grænse.
Stk. 4 fastsætter indtægtsgrænsen for samlevende til 300.000 kr. i 2005-niveau svarende til den gældende grænse. Der lægges i alle tilfælde vægt på samlivsforholdet og ikke på et eventuelt ægteskab, og også for ægtefæller er det afgørende kriterium således, om parret er samlevende. Forslaget er ikke udtryk for nogen realitetsændring i forhold til gældende ret, da ikke-samlevende ægtefæller allerede i dag i administrativ praksis behandles som enlige i relation til indtægtsgrænserne, hvis samlivet er ophævet på grund af uoverensstemmelse.
Det foreslås i 2. pkt. , at en ansøger, der er samlevende, i relation til indtægtsgrænsen skal bedømmes efter reglerne for enlige, hvis parret har modstående interesser i sagen. I forhold til de gældende regler betyder det, at sagens art fremover vil være uden betydning (jf. i modsætning hertil § 2, stk. 6, i den gældende bekendtgørelse om fri proces vedrørende sager om ægteskab eller forældremyndighed).
Forslaget indebærer på den ene side, at parret i alle sager, hvor parret har modstående interesser, i relation til indtægtsgrænsen skal bedømmes efter reglerne for enlige. Dette er formentlig ikke udtryk for nogen realitetsændring i forhold til gældende praksis. Forslaget indebærer på den anden side, at en ansøger, der er samlevende, i relation til indtægtsgrænsen skal bedømmes efter reglerne for samlevende også i sager om ægteskab og forældremyndighed, hvis parret ikke har modstående interesser i sagen. Det vil i praksis navnlig dreje sig om sager, hvor modparten er en tidligere ægtefælle eller samlever, og er udtryk for en mindre ændring i forhold til gældende ret.
Efter stk. 5 forhøjes indtægtsgrænsen med 41.000 kr. (2005-niveau) for hvert barn under 18 år, som enten bor hos ansøgeren eller i overvejende grad forsørges af ansøgeren. Størrelsen af tillægget for hvert barn svarer til det gældende tillæg. Tillægget for børn, der ikke bor hos, men i overvejende grad forsørges af ansøgeren, anvendes, selv om ansøgeren betaler bidrag til barnet, som helt eller delvis kan fradrages ved skatteansættelsen, hvilket er nyt (jf. i modsætning hertil § 2, stk. 5, 2. pkt., i den gældende bekendtgørelse om fri proces). Ændringen er begrundet i, at der i givet fald er tale om et ligningsmæssigt fradrag, som ikke fragår ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget. Den gældende regel har i øvrigt ringe betydning, da et barn sjældent i overvejende grad forsørges af en bidragsbetalende forælder.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen viderefører den gældende reguleringsbestemmelse i § 330 a. Der foreslås den ændring, at afrunding skal ske til nærmeste beløb, der er deleligt med 1.000 kr. (og ikke opad til nærmeste beløb, der er deleligt med 1.000 kr.). Endvidere vil reguleringen fremover også omfatte vederlaget til advokater for retshjælp på trin 2 og 3 (svarende til offentlig retshjælp ved advokater i dag), dog således at afrunding sker til nærmeste beløb, der er deleligt med 10 kr.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 og 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Se også bemærkningerne til L91/2018 - § 15, nr. 8 og 9
Bestemmelsen angår de materielle betingelser for fri proces. Bestemmelsen opregner nogle sager, der har særlig stor betydning for ansøgeren, eller hvor der i kraft af en tidligere afgørelse klart er rimelig grund til at føre proces. Det foreslås, at der i disse sager som udgangspunkt uden videre skal gives fri proces til sager i første instans, når de økonomiske betingelser er opfyldt. Det samme gælder ankesager, hvor ansøgeren helt eller delvis har fået medhold i den foregående instans, og sagen er appelleret af modparten.
Stk. 1 angår sager i første instans. Henvisningen i indledningen til § 325 indebærer, at såvel de økonomiske betingelser som reglerne om retshjælpsforsikringsdækning finder anvendelse.
Nr. 1 omfatter sager om ægteskab og forældremyndighed samt sager om frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed. For sager om ægteskab og forældremyndighed er der tale om en vis lempelse i adgangen til fri proces. Dette gælder navnlig for så vidt angår sager om ægteskab, da praksis allerede er meget lempelig i de sager om forældremyndighed, der er omfattet af forslaget. For sager om frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed er der alene tale om, at de eksisterende regler om fri proces flyttes fra retsplejelovens §§ 139 og 147 e til kapitel 31, jf. også lovforslagets § 1, nr. 7.
Nr. 1 omfatter ikke fri proces til sagsøgeren i sager efter § 13 i lov om forældremyndighed og samvær, dvs. sager om ændring af en tidligere aftale eller afgørelse om, at forældremyndigheden tillægges en af forældrene alene, ændring af en tidligere afgørelse om, at forældremyndigheden ikke overføres fra moderen til faderen efter § 12 i lov om forældremyndighed og samvær, eller ændring af en tidligere afgørelse om forældremyndighed efter, at indehaveren eller indehaverne af forældremyndigheden er afgået ved døden, jf. § 14 i lov om forældremyndighed og samvær. Derimod er selve § 12-sagen (søgsmål om overførsel af forældremyndigheden fra moderen til en far, der aldrig har haft del i forældremyndigheden) eller § 14-sagen (søgsmål inden 8 uger til prøvelse af statsamtets afgørelse om forældremyndigheden efter dødsfald) omfattet af nr. 1 og dermed af den særligt lempelige adgang til fri proces. Endvidere er fri proces til sagsøgte i en § 13-sag omfattet af nr. 1.
I sager efter § 13 i lov om forældremyndighed og samvær vil sagsøgerens ansøgning om fri proces skulle behandles efter den foreslåede regel i retsplejelovens § 328, således at der ligesom i dag skal foretages en sædvanlig vurdering af ansøgerens udsigt til at få medhold i sagen.
I de sager, der er omfattet af nr. 2 og 3 , har sagen allerede været undergivet en prøvelse, som gør, at en part har særlig god grund til at føre retssag, når modparten ikke frivilligt efterkommer den tidligere afgørelse.
Nr. 2 angår sager om tilbagebetaling af pengeydelser, som er omfattet af et påbud efter markedsføringsloven nedlagt af retten eller meddelt af Forbrugerombudsmanden. Hvis en erhvervsdrivende ikke frivilligt efterkommer et sådant påbud om tilbagebetaling til en forbruger, har forbrugeren adgang til fri proces. Forslaget er udtryk for, at den gældende regel i markedsføringslovens § 23 flyttes til retsplejelovens kapitel 31.
Nr. 3 angår sager, hvor en person helt eller delvis har fået medhold i en salærklage (jf. retsplejelovens § 146), i et huslejenævn eller beboerklagenævn, i et centralt statsligt klagenævn eller i et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender. Hvis modparten ikke frivilligt opfylder nævnets afgørelse (eller et forlig indgået for nævnet), eller hvis modparten har anlagt retssag med påstand om ændring af nævnets afgørelse (eller et forlig indgået for nævnet), har den person, der helt eller delvis har fået medhold i nævnet mv., adgang til fri proces.
Bestemmelsen viderefører de gældende regler i retsplejelovens § 335 a om fri proces ved salærklager og afgørelser fra Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat klage- eller ankenævn. Bestemmelsen omfatter samtidig – som noget nyt – også afgørelser fra dels andre centrale statslige klagenævn end Forbrugerklagenævnet (og Advokatnævnet ved salærklager), dels huslejenævn og beboerklagenævn.
Bestemmelsen omfatter ikke klagesager, som Institut for Menneskerettigheder behandler i medfør af lov om etnisk ligebehandling, da Instituttet efter sin karakter ikke er et »nævn«. Lov om etnisk ligebehandling indeholder imidlertid en særlig regel, som foreslås videreført, jf. lovforslagets § 11, om, at Institut for Menneskerettigheder kan henstille, at der meddeles fri proces. En sådan henstilling indebærer, at der normalt uden videre gives fri proces i medfør af den foreslåede § 328, jf. nærmere bemærkningerne hertil.
Stk. 2 angår appelsager. Henvisningen i indledningen til § 325 indebærer, at såvel de økonomiske betingelser som reglerne om retshjælpsforsikringsdækning finder anvendelse. Er disse betingelser og regler opfyldt, vil den, der helt eller delvis har fået medhold i den foregående instans, have adgang til fri proces, når sagen er appelleret af modparten.
Bestemmelsen er kun relevant, når ansøgeren ikke allerede havde fri proces i den foregående instans. Havde ansøgeren fri proces i den foregående instans, omfatter den fri proces også appelsagen, når ansøgeren helt eller delvis har fået medhold, og sagen er appelleret af modparten, jf. forslaget til retsplejelovens § 331, stk. 4, der viderefører den gældende § 332, stk. 4, uden ændringer.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 er ny, men også efter gældende praksis vil en part, der opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, normalt uden videre få fri proces til en ankesag, hvis den pågældende helt eller delvis har fået medhold i den foregående instans, og sagen er anket af modparten. Fremover vil adgangen til fri proces i disse appelsager imidlertid gælde uanset sagens art, dvs. for eksempel også i erhvervsmæssige sager, forudsat at ansøgeren er en fysisk person, der opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces.
Den fri proces efter stk. 2 omfatter appelsagen, i det omfang ansøgeren påstår stadfæstelse. Hvis ansøgeren ønsker fri proces til at nedlægge en anden påstand, herunder gentage en påstand, hvori ansøgeren ikke fik medhold i den foregående instans, skal der særskilt ansøges herom efter de foreslåede regler i § 328 eller § 329.
Stk. 3 fastslår, at der ikke kan gives fri proces efter stk. 1 og 2, hvis det er åbenbart, at ansøgeren ikke vil få medhold i sagen. Der skal således ikke foretages nogen nærmere vurdering af ansøgerens udsigt til at få medhold i sagen, men hvis det er åbenbart, at ansøgeren ikke vil få medhold, kan der ikke gives fri proces.
Kompetencen til at meddele fri proces efter stk. 1 og 2, foreslås henlagt til den ret, som sagen er indbragt for eller kan indbringes for, jf. stk. 4.
Når der er anlagt retssag, gives fri proces efter stk. 1 af den ret, hvor sagen verserer. Er der ikke anlagt retssag, gives fri proces af den ret, hvor sagen kan anlægges. Ansøges der om fri proces hos en ret, hvor sagen ikke kan anlægges, kan retten afvise ansøgningen eller henvise den til rette domstol.
En bevilling af fri proces gives til en retssag ved den pågældende ret. Hvis en part, der før sagens anlæg har fået fri proces, vælger at anlægge sagen ved en anden domstol, skal der derfor søges om fri proces på ny.
Er sagen appelleret, gives fri proces efter stk. 2 af appeldomstolen.
Hvis fri proces afslås, skal afgørelsen træffes ved kendelse, jf. 2. pkt. Dette indebærer, at afslaget skal begrundes, jf. retsplejelovens § 218, stk. 1, 1. pkt.
Et afslag på fri proces kan kæres efter retsplejelovens almindelige regler. Det foreslås dog, at et afslag på fri proces til en sag, der behandles af Sø- og Handelsretten eller af landsretten som første instans, skal kunne kæres uden særlig tilladelse, jf. 3. pkt. I modsætning til, hvad der gælder efter de almindelige regler i retsplejelovens § 392, stk. 2, er tilladelse fra Procesbevillingsnævnet således ikke fornøden.
Modparten kan ikke kære en afgørelse om fri proces (hverken en bevilling eller et afslag), da der ikke er tale om en afgørelse over for modparten, jf. retsplejelovens § 393, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Se også bemærkningerne til L91/2018
Bestemmelsen angår de materielle betingelser for fri proces. Bestemmelsen omfatter de sager, der ikke er udskilt til særskilt regulering i den foreslåede § 327.
I denne (rest)gruppe af sager bliver hovedkriteriet ligesom efter de gældende regler, om ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre proces, jf. stk. 1. Henvisningen i indledningen til § 325 indebærer endvidere, at såvel de økonomiske betingelser som reglerne om retshjælpsforsikringsdækning finder anvendelse.
Det foreslås at lovfæste de vigtigste hensyn, som indgår i vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces, jf. stk. 2. Opregningen af hensyn er ikke udtømmende, jf. ordene »blandt andet«.
Som generel rettesnor må det haves for øje, at formålet med fri proces er at give personer med mindre gode økonomiske forhold mulighed for at føre retssag på linje med personer med bedre økonomiske forhold. Vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces, tager derfor principielt udgangspunkt i, om en person, der har økonomisk mulighed for selv at afholde udgifterne til en retssag, ville føre retssag under de foreliggende omstændigheder.
Nr. 1 nævner sagens betydning for ansøgeren. Hvis sagen har stor betydning for ansøgeren, taler det for at give fri proces. Hvis sagen har mindre betydning for ansøgeren, taler det imod at give fri proces. Sagens betydning for ansøgeren må vurderes ud fra de objektive omstændigheder med hensyn til sagens karakter og ansøgerens situation og ikke ud fra ansøgerens subjektive opfattelse.
Som eksempler på tilfælde, hvor sagen fra en objektiv betragtning kan have stor betydning for ansøgeren, kan nævnes sager om en persons bolig, arbejde og helbred. I sager om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål, om opsigelse eller ophævelse af ansættelsesforhold eller om personskade er lejeren, arbejdstageren og skadelidte ofte i en svag stilling i forhold til udlejeren, arbejdsgiveren og skadevolderen, og samtidig vil sagerne kunne have stor velfærdsmæssig betydning for den, der risikerer at miste sin bolig, den, der risikerer at miste eller har mistet sit arbejde, og den, der er kommet – måske alvorligt – til skade. I de nævnte sager foreslås i øvrigt en særlig afvejningsregel, jf. nedenfor om stk. 3.
Som et andet eksempel kan nævnes sager om forældremyndighed, hvor ansøgeren risikerer at miste forældremyndigheden eller del i forældremyndigheden. Sådanne sager har så afgørende betydning for ansøgeren, at det normalt vil være udslagsgivende, herunder selv om ansøgeren har tabt sagen i første instans og nu ansøger om fri proces til appel. Det bemærkes, at sager i første instans af denne karakter er omfattet af den foreslåede regel i § 327, stk. 1, nr. 1, og at § 328, stk. 2, nr. 1, således netop får betydning i appelsager. Det bemærkes endvidere, at særlige omstændigheder kan begrunde, at udgangspunktet fraviges, og at der dermed ikke gives fri proces. Sådanne særlige omstændigheder kan navnlig bestå i oplysninger om, at ansøgeren har udøvet vold over for barnet eller har misbrugt barnet seksuelt, eller – hvis der er tale om et stort barn (som udgangspunkt over 12 år) – om, at barnet klart ønsker at bo hos den anden af forældrene.
Nr. 2 nævner udsigten til, at ansøgeren vil få medhold i sagen. Hvis ansøgeren har god udsigt til at få medhold i sagen (overvejende sandsynlighed for at få medhold), taler det for at give fri proces. Hvis ansøgeren har ringe udsigt til at få medhold i sagen, taler det imod at give fri proces. Alt andet lige vil personer, der har økonomisk mulighed for at afholde udgifterne ved en retssag, være mere tilbøjelige til at bruge penge på en retssag, desto større udsigten er til at få medhold.
Nr. 3 nævner sagsgenstandens størrelse. Fri proces bør afslås, hvis sagen er bagatelagtig. En sag kan i overensstemmelse med nuværende administrativ praksis anses som bagatelagtig, hvis den har en økonomisk værdi under ca. 3.000 kr. og ikke har videregående betydning, hverken for ansøgeren eller andre.
Nr. 4 nævner størrelsen af de forventede omkostninger. Det følger allerede af den foreslåede regel i § 325, stk. 1, at fri proces afslås, hvis omkostningerne ved sagen må antages at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag. Nr. 4 har derfor navnlig betydning, hvis omkostningerne må forventes at blive urimeligt høje set i forhold til det, sagen drejer sig om. Er det tilfældet, bør fri proces afslås.
Nr. 5 nævner muligheden for at få sagen afgjort ved et administrativt nævn eller et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender. Fri proces bør afslås, hvis ansøgeren har forsømt at forsøge at få sagen afgjort ved et sådant nævn, medmindre sagen ikke er egnet til nævnsbehandling, eller nævnsbehandling ville være forgæves. En sag, der kræver bevisførelse i form af parts- eller vidneforklaringer, er sjældent egnet til nævnsbehandling. Nævnsbehandling kan for eksempel anses for forgæves, hvis modparten på forhånd har tilkendegivet ikke at ville efterkomme en nævnsafgørelse.
Som nævnt er opregningen af hensyn ikke udtømmende. Som eksempler på andre hensyn, der kan indgå i vurderingen, kan nævnes ansøgerens adfærd i forbindelsen med kravets opståen og alternativer til at anlægge retssag. Der bør således for eksempel ikke gives fri proces til sager, der udspringer af et forsætligt strafbart forhold, som ansøgeren ved endelig dom er fundet skyldig i, medmindre det krav, som er rejst mod ansøgeren, er åbenbart urimeligt. Det vil endvidere kunne indgå i vurderingen, om der er andre nærliggende alternativer til retssag end dem, der er nævnt i nr. 5, eksempelvis udnyttelse af en administrativ klageadgang, som bør forsøges, før der i givet fald anlægges retssag.
Hvis Institut for Menneskerettigheder i medfør af § 10, stk. 3, i lov om etnisk ligebehandling har henstillet, at der meddeles fri proces, vil der normalt uden videre skulle gives fri proces, når betingelserne i den foreslåede regel i retsplejelovens § 325 er opfyldt. Det samme gælder, hvis Folketingets Ombudsmand i medfør af § 23 i lov om Folketingets Ombudsmand har henstillet, at der meddeles fri proces i anledning af forhold, der er omfattet af ombudsmandens virksomhed.
En henstilling fra Folketingets Ombudsmand om at meddele fri proces kan også imødekommes, hvis de økonomiske betingelser ikke er opfyldt, jf. herved forslaget til retsplejelovens § 329, der svarer til den gældende § 331.
Stk. 3 indeholder en særlig afvejningsregel for tre typer af sager. Det drejer sig om sager om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål, sager om opsigelse eller ophævelse af ansættelsesforhold og sager om personskade. Det foreslås, at den præsumptivt svagere part – dvs. henholdsvis lejeren, arbejdstageren og skadelidte – i disse sager skal anses for at have rimelig grund til at føre proces, medmindre de i stk. 2, nr. 2-5, nævnte forhold klart taler herimod. Reglen er således udtryk for, at sagens betydning for ansøgeren (jf. stk. 2, nr. 1) i disse sager skal vægte tungt i forhold til de andre kriterier, der er opregnet i stk. 2. Reglen finder anvendelse i sager i første instans.
Ved anvendelsen af reglen kan det tillægges betydning, om sagen allerede har været behandlet af et særligt sagkyndigt administrativt klagenævn, i praksis navnlig Patientskadeankenævnet eller Lægemiddelskadeankenævnet. Efter omstændighederne kan Patientskadeankenævnets eller Lægemiddelskadeankenævnets afgørelse således føre til, at forhold som nævnt i stk. 2, nr. 2 (udsigten til at få medhold i sagen), klart taler imod at give fri proces.
Stk. 4 indeholder særlige regler om erhvervsmæssige sager og sager om ærekrænkelse. Det foreslås, at der ligesom efter gældende ret kun undtagelsesvis skal kunne gives fri proces til sager, der udspringer af ansøgerens erhvervsvirksomhed eller til sagsøgeren i sager om ærekrænkelse, medmindre en ærekrænkelse af en vis grovhed er udbredt gennem et massemedium eller i øvrigt i en videre kreds. Bestemmelsen giver mulighed for undtagelsesvis at give fri proces i disse sager, når betingelserne efter stk. 1-3 er opfyldt. Der kan således eksempelvis efter omstændighederne gives fri proces til mindre erhvervsdrivende, herunder navnlig når retssagen angår forhold, der har betydning for virksomhedens fortsatte eksistens.
Kompetencen til at meddele fri proces efter § 328 foreslås henlagt til justitsministeren (Civilstyrelsen), jf. stk. 5.
Det foreslås, at Civilstyrelsens afslag på fri proces skal kunne påklages til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter, at ansøgeren har fået meddelelse om afslaget.
Efter de gældende regler, hvor kompetencen til at meddele fri proces til retssager i første instans ligger hos statsamterne med klageadgang til Civilstyrelsen, er der ingen særlig klagefrist for at påklage et statsamts afslag på fri proces til Civilstyrelsen, men Civilstyrelsen afviser dog at behandle klager, der indgives meget lang tid efter statsamtets afgørelse.
Med de nye kompetenceregler, hvor klage sker til Procesbevillingsnævnet, er der behov for et mere formaliseret fristsystem, og en almindelige klagefrist på 4 uger må anses for passende. Civilstyrelsens afslag på fri proces vil skulle oplyse om klageadgangen og klagefristen.
Der foreslås ikke nogen lovregel om behandling af klager, der indgives for sent, men Procesbevillingsnævnet vil efter almindelige principper om klagefrister kunne behandle en klage, der indgives for sent, hvis forsinkelsen er undskyldelig. En forsinkelse kan navnlig være undskyldelig, hvis der ikke er givet behørig klagevejledning.
Det bemærkes, at hvis der foreligger væsentlige, nye oplysninger, vil ansøgeren kunne indgive en ny ansøgning om fri proces, selv om klagefristen er udløbet, og uanset om Procesbevillingsnævnet efter påklage har stadfæstet Civilstyrelsens afslag på fri proces.
Der henvises til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen er en generel dispensationshjemmel, der giver mulighed for at give fri proces, selv om de almindelige betingelser efter de foreslåede regler i §§ 325-328 ikke er opfyldt. Bestemmelsen modsvarer den gældende § 331 i retsplejeloven, men omfatter som følge af nyaffattelsen af kapitel 31 også nogle tilfælde, som ikke i dag henføres under den gældende § 331.
Det foreslås at videreføre den gældende regel om, at der, når særlige grunde taler for det, kan meddeles fri proces, selv om de almindelige betingelser for at få fri proces ikke er opfyldt. Det foreslås endvidere at videreføre reglen om, at dette navnlig gælder i sager, som er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation.
Sager af principiel karakter eller almindelig offentlig interesse vil navnlig være sager, der rejser hidtil uafklarede lovfortolkningsspørgsmål, sager af mere indgribende betydning over for enkeltpersoner eller grupper samt sager, hvor afgørelsen vil kunne tjene som præjudikat ved senere tilfælde. Sager, som har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation, kan efter omstændighederne være sager udsprunget af mindre selvstændig erhvervsvirksomhed.
Forslaget giver ligesom efter gældende ret især mulighed for at give fri proces, selv om de økonomiske betingelser ikke er opfyldt, og for at give fri proces til juridiske personer.
Forslaget giver i den forbindelse – som noget nyt i forhold til den gældende § 331 – bl.a. mulighed for at give fri proces, selv om de økonomiske betingelser ikke er opfyldt, såfremt ansøgeren skønnes at have et ganske særligt behov for bistand, eller sagens omkostninger skønnes at blive ekstraordinært store. I givet fald foretages en sædvanlig vurdering af de øvrige betingelser for fri proces, herunder i givet fald om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces. Forslaget er i overensstemmelse med gældende ret, idet der efter § 5 i den gældende bekendtgørelse om fri proces er en ganske tilsvarende adgang til, når betingelserne i øvrigt er opfyldt, af de nævnte grunde (ganske særligt behov for bistand eller ekstraordinært store sagsomkostninger) at meddele fri proces, selv om ansøgerens indtægtsgrundlag overstiger indtægtsgrænserne. Denne adgang til under visse betingelser at dispensere fra de økonomiske betingelser videreføres som en del af den generelle dispensationsbestemmelse i den foreslåede § 329, der således i disse situationer forudsættes administreret på samme måde som § 5 i den gældende bekendtgørelse om fri proces.
Forslaget giver som nævnt endvidere mulighed for efter omstændighederne at give fri proces til en erhvervsmæssig sag. Dette er i overensstemmelse med gældende ret.
Hvis Folketingets Ombudsmand i medfør af § 23 i lov om Folketingets Ombudsmand har henstillet, at der meddeles fri proces i anledning af forhold, der er omfattet af ombudsmandens virksomhed, vil der normalt uden videre skulle gives fri proces. Dette er også i overensstemmelse med gældende ret.
Med lovforslaget foreslås, at det som udgangspunkt skal være en betingelse for at få fri proces, at ansøgeren ikke har en retshjælpsforsikring, der dækker omkostninger ved sagen, jf. forslaget til § 325, stk. 1. Denne betingelse gælder ikke, når fri proces meddeles i medfør af den foreslåede § 329. Endvidere forudsættes det, at der, når betingelserne for fri proces i øvrigt er opfyldt, med hjemmel i den foreslåede § 329 dispenseres fra kravet om, at ansøgeren ikke er dækket af en retshjælpsforsikring, såfremt det er åbenbart, at omkostningerne ved sagen ikke kan holdes inden for forsikringens maksimum, og sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde denne overskridelse af forsikringens maksimum. I givet fald foretages en sædvanlig vurdering af de øvrige betingelser for fri proces, herunder i givet fald om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces. Meddeles fri proces, betaler statskassen i denne situation forlods andre udgifter end salær og godtgørelse til den beskikkede advokat, men har regres mod forsikringsselskabet, i det omfang forsikringen dækker, jf. den foreslåede § 335. Salær og godtgørelse til den beskikkede advokat betales i første række af forsikringsselskabet, i det omfang forsikringen dækker, jf. forslaget til § 334, stk. 6.
Kompetencen til at give fri proces efter § 329 foreslås ligesom efter gældende ret henlagt til justitsministeren (Civilstyrelsen).
Som noget nyt foreslås det imidlertid, at Civilstyrelsens afslag på fri proces skal kunne påklages til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter, at ansøgeren har fået meddelelse om afslaget, jf. 3. pkt.
Civilstyrelsens afslag på fri proces vil skulle oplyse om klageadgangen og klagefristen.
Der foreslås ikke nogen lovregel om behandling af klager, der indgives for sent, men Procesbevillingsnævnet vil efter almindelige principper om klagefrister kunne behandle en klage, der indgives for sent, hvis forsinkelsen er undskyldelig. En forsinkelse kan navnlig være undskyldelig, hvis der ikke er givet behørig klagevejledning.
Det bemærkes, at hvis der foreligger væsentlige, nye oplysninger, vil ansøgeren kunne indgive en ny ansøgning om fri proces, selv om klagefristen er udløbet, og uanset om Procesbevillingsnævnet efter påklage har stadfæstet Civilstyrelsens afslag på fri proces.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler om indholdet af en ansøgning om fri proces og om de oplysninger, som ansøgeren skal meddele. Bestemmelsen viderefører retsplejelovens § 331 a, 1. pkt.
Bestemmelsen angår virkningerne af fri proces. Bestemmelsen viderefører retsplejelovens § 332 uændret alene med en redaktionel ændring af stk. 1, nr. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsens stk. 1 angår forholdet mellem fri proces og reglerne om sagsomkostninger. Bestemmelsen viderefører med nogle redaktionelle ændringer og præciseringer den gældende regel i retsplejelovens § 334.
Det foreslås, at retten skal træffe afgørelse om betaling af sagsomkostninger, som om der ikke var givet fri proces, jf. 1. pkt. Ved afgørelsen af, om en part skal betale sagsomkostninger, og om der i givet fald skal betales fulde eller delvise sagsomkostninger og med hvilket beløb, skal der således slet ikke tages hensyn til, at en eller flere parter har fri proces.
Ligesom efter den gældende § 334 skal der ved udmålingen af sagsomkostninger også medtages et skønsmæssigt fastsat beløb svarende til de retsafgifter, der efter sagsgenstandens værdi skulle have været betalt, jf. § 331, stk. 1, nr. 1 – naturligvis forudsat at de pågældende udgifter til retsafgifter ville have indgået i de tilkendte sagsomkostninger, hvis parten ikke havde været fritaget for at betale retsafgift.
Det foreslås lovfæstet, at i det omfang en part er fritaget for betaling af sagsomkostninger til modparten, jf. § 331, stk. 1, nr. 4, skal sagsomkostningerne betales af statskassen, jf. 2. pkt.
Ligesom efter den gældende § 334 tilfalder sagsomkostninger, der pålægges modparten, statskassen, idet retten dog fordeler beløbet mellem statskassen og den part, der har fri proces, hvis parten selv har afholdt udgifter i anledning af sagen, jf. 3. pkt.
Ligesom efter gældende ret kan parterne ikke ved aftale gøre indgreb i statskassens rettigheder og forpligtelser efter den foreslåede § 332. Hvor den tabende part har fri proces, pålægges statskassen således at betale sagsomkostninger til modparten efter de i øvrigt deklaratoriske regler i retsplejelovens kapitel 30, idet en eventuel aftale om fravigelse heraf, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1, 2. led, er uden betydning. Hvor den vindende part har fri proces, tilkendes statskassen tilsvarende sagsomkostninger hos modparten efter de i øvrigt deklaratoriske regler i retsplejelovens kapitel 30, idet der også i denne situation ses bort fra en eventuel aftale efter retsplejelovens § 312, stk. 1, 2. led.
Bestemmelsens stk. 2 giver retten mulighed for under visse omstændigheder at bestemme, at en part, der har haft fri proces, helt eller delvis skal refundere statskassens udgifter til den fri proces. Bestemmelsen viderefører med en enkelt ændring den gældende regel i retsplejeloven § 335.
Det foreslås, at retten ved sagens afslutning skal kunne pålægge en part at refundere statskassens udgifter til den fri proces, hvis partens forhold, herunder som disse er efter sagens udfald, taler for det. Det kræves således ikke længere, at omstændighederne i øvrigt tillige skal tale for det, og det fremhæves særligt, at partens forhold omfatter forholdene, som de er efter sagens udfald.
Det forudsættes således, at retten i alle tilfælde, hvor en part med fri proces tilkendes et større pengebeløb, fremover vil overveje, om parten bør pålægges at refundere statskassens udgifter til den fri proces.
Retten bør også hvor en part med fri proces i øvrigt besidder større (likvid) formue overveje at pålægge parten helt eller delvis at refundere statskassens udgifter til den fri proces. Det bemærkes herved, at formue ikke (direkte) indgår i de økonomiske betingelser for fri proces (men kun indirekte i kraft af afkast af formuen).
Herudover dækker udtrykket »partens forhold« ligesom i dag også tilfælde, hvor fri proces er bevilget på et urigtigt grundlag, som skyldes partens svigagtige eller groft uagtsomme forhold. Det bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede regel i retsplejelovens § 331, stk. 6 (der viderefører den gældende § 332, stk. 6, uden ændringer), kun hjemler tilbagekaldelse af en bevilling af fri proces med virkning for fremtiden, dvs. ikke med virkning for allerede afholdte udgifter.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen indeholder regler om, hvem der kan beskikkes som advokat for en part, der har fri proces, jf. § 331, stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen indeholder endvidere regler om, hvilke advokater der er forpligtet til at yde retshjælp med statstilskud, jf. § 323.
Stk. 1, 1. pkt. , viderefører den gældende regel i retsplejelovens § 336 alene med en præcisering af, at de advokater, som justitsministeren antager (beneficerede advokater), er forpligtet til at udføre sager såvel for parter, der har fri proces, som for parter, for hvem der i øvrigt beskikkes en advokat efter retsplejelovens regler. Det drejer sig om retsplejelovens §§ 49 og 54 a (Den Særlige Klageret), § 259 (advokatpålæg), § 260 (har ikke selv kunnet antage advokat), §§ 449, 456 g, 460, 470 og 475 c (indispositive sager), § 561 (tvangsauktion), §§ 741 a og 995 a (bistandsadvokat i straffesager) samt § 821 e (mistænkte under 15 år).
Bestemmelsen angår direkte kun tilfælde, hvor beskikkelse af advokat sker i medfør af retsplejelovens regler. Såfremt retsplejelovens regler om beneficerede advokater skal finde anvendelse på beskikkelse af advokat i medfør af anden lovgivning, bør der fortsat af hensyn til overskueligheden medtages en udtrykkelig henvisning til retsplejelovens kapitel 31 i tilknytning til de pågældende lovbestemmelser. Som eksempler på lovbestemmelser, der indeholder en sådan henvisning til retsplejelovens kapitel 31, kan nævnes konkurslovens § 106, straffuldbyrdelseslovens § 119, borteblevnelovens § 10, udlændingelovens § 58 samt § 18 i lov om internationale børnebortførelser.
Stk. 1, 2. pkt. , viderefører med en redaktionel ændring den gældende regel i retsplejelovens § 336 c, stk. 2.
Stk. 2-4 viderefører de gældende regler i retsplejelovens § 336 b alene med en redaktionel ændring af stk. 2 (gældende stk. 1).
Stk. 5 knytter sig til den foreslåede § 323 om retshjælp ved advokater og modsvarer de gældende regler i retsplejelovens § 128, stk. 1 og 2.
Bestemmelsen indeholder regler om den konkrete beskikkelse af advokat for en part, der har fri proces, jf. § 331, stk. 1, nr. 2, og om salær og godtgørelse for udlæg til advokaten.
Bestemmelsen finder også anvendelse, når beskikkelse af advokat sker med hjemmel i andre regler i retsplejeloven.
Bestemmelsen finder endvidere anvendelse, når der i anden lovgivning henvises til retsplejelovens kapitel 31 i forbindelse med beskikkelse af advokat.
Stk. 1 viderefører med redaktionelle ændringer den gældende regel i retsplejelovens § 336 a, mens stk. 2-5 viderefører de gældende regler i retsplejelovens § 336 c, stk. 1 og 3-5, med redaktionelle ændringer i stk. 2 og 5 (gældende stk. 1 og 5).
Det foreslås i stk. 6 , at hvis omkostninger ved sagen er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, skal salær og godtgørelse til den beskikkede advokat i første række betales af forsikringen.
Reglen har for det første betydning i de tilfælde, hvor advokatbeskikkelse sker efter regler uden for retsplejelovens kapitel 31, og hvor det ikke er et krav, at den pågældende part ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker sagen.
Reglen har dernæst betydning i de tilfælde, hvor der er meddelt fri proces i medfør af den foreslåede regel i retsplejelovens § 329, og hvor det heller ikke er et krav, at ansøgeren ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker sagen.
Reglen har endelig betydning i de tilfælde, hvor et forsikringsselskab har afslået at yde forsikringsdækning, og hvor en part derfor har kunnet søge om fri proces efter de foreslåede almindelige regler i retsplejelovens §§ 325-328, men hvor der efterfølgende findes grundlag for at rejse krav mod forsikringsselskabet. Dette omfatter både tilfælde, hvor forsikringsselskabets afslag på retshjælpsforsikringsdækning blev givet med urette, og tilfælde, hvor forsikringsdækningen følger af bestemmelsen i forsikringsbetingelserne om efterfølgende dækning, når sikrede i det væsentlige får medhold.
Reglen indebærer, at advokaten – i det omfang der er forsikringsdækning – i første omgang skal rette kravet på betaling af salær og godtgørelse fastsat af retten i medfør af stk. 4 mod forsikringsselskabet.
Betaler forsikringsselskabet ikke eller kun delvis, udbetaler statskassen (resterende) salær og godtgørelse til advokaten, og det vil herefter være op til det offentlige at søge kravet inddrevet hos forsikringsselskabet, jf. den foreslåede § 335.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen angår statskassens regres mod forsikringsselskabet i de tilfælde, hvor omkostninger ved sagen er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden forsikring.
Det foreslås, at statskassen indtræder i sikredes krav mod forsikringsselskabet, i det omfang statskassen har ydet dækning efter reglerne om retshjælp og fri proces. Der bortses dog fra dækning i form af fritagelse for retsafgifter efter den foreslåede regel i retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 1, og fritagelsen for retsafgifter afholdes derfor altid endeligt af statskassen.
Bestemmelsen i § 335 vil navnlig have betydning i de tilfælde, hvor der er meddelt fri proces i medfør af den foreslåede regel i retsplejelovens § 329, idet det her ikke er et krav, at ansøgeren ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker sagen.
Reglen vil endvidere have betydning i de tilfælde, hvor et forsikringsselskab har afslået at yde forsikringsdækning, og hvor en part derfor har kunnet søge om fri proces efter de foreslåede almindelige regler i retsplejelovens §§ 325-328, men hvor der efterfølgende findes grundlag for at rejse krav mod forsikringsselskabet. Dette omfatter både tilfælde, hvor forsikringsselskabets afslag på retshjælpsforsikringsdækning blev givet med urette, og tilfælde, hvor forsikringsdækningen følger af bestemmelsen i forsikringsbetingelserne om efterfølgende dækning, når sikrede i det væsentlige får medhold. Tilsvarende gør sig gældende, hvor forsikringsselskabet har afvist at yde forsikringsdækning i forbindelse med advokatretshjælp efter de foreslåede regler i § 323 eller i forbindelse med advokatbeskikkelse efter regler uden for retsplejelovens kapitel 31, jf. herved den foreslåede regel i § 334, stk. 6.
Bestemmelsen giver mulighed for efter ansøgning efterfølgende at dække omkostninger ved sagen ud over forsikringens maksimum, såfremt de økonomiske betingelser og kravene i de foreslåede regler i retsplejelovens §§ 327 eller 328 er opfyldt, og sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at omkostningerne ikke har kunnet holdes inden for forsikringens maksimum.
Bestemmelsen har sammenhæng med forslaget om, at der efter de almindelige betingelser for fri proces ikke gives fri proces, hvis ansøgeren har en forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, jf. den foreslåede regel i retsplejelovens § 325, stk. 1. Bestemmelsen skal endvidere ses i lyset af, at hvis det tidligt under sagen står klart, at omkostningerne ved sagen ikke vil kunne holdes inden for forsikringens maksimum, vil der efter omstændighederne kunne meddeles fri proces efter den foreslåede regel i retsplejelovens § 329.
Bestemmelsen tager således navnlig sigte på de tilfælde, hvor det først på et sent tidspunkt, eventuelt først ved sagens afslutning, viser sig, at omkostningerne ved sagen ikke har kunnet holdes inden for forsikringens maksimum. Det kan for eksempel være, når der kun er tale om en mindre overskridelse af maksimummet, eller det kan være tilfælde, hvor ansøgeren har fået medhold i første instans, men taber efter appel og derfor bl.a. pålægges at betale (fulde) sagsomkostninger til modparten for to instanser. Bestemmelsen er dog ikke begrænset hertil og kan således anvendes, selv om ansøgeren på et tidligt tidspunkt kunne forudse, at omkostningerne ved sagen ikke ville kunne holdes inden for forsikringens maksimum.
Bestemmelsen er ikke en regel om fri proces, men derimod en regel om dækning af påløbne omkostninger, i det omfang de ikke har kunnet afholdes inden for forsikringens maksimum. Dette indebærer bl.a., at der ikke beskikkes en advokat for ansøgeren efter den foreslåede regel i § 331, stk. 1, nr. 2.
En ansøgning efter den foreslåede § 336 imødekommes, når de almindelige betingelser for at få fri proces (dvs. dels de økonomiske betingelser, dels de materielle betingelser i §§ 327 eller 328) er opfyldt, og sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at omkostningerne ikke har kunnet holdes inden for forsikringens maksimum, jf. stk. 1.
En ansøgning om dækning kan først indgives, når de påløbne omkostninger ved sagen overstiger forsikringens maksimum. Ansøgningen behandles i øvrigt efter de almindelige regler i de foreslåede §§ 327 og 328, herunder kompetencereglerne i § 327, stk. 4, og § 328, stk. 5.
Imødekommes en ansøgning om supplerende dækning, får ansøgeren ret til at få erstattet de omkostninger ved sagen, som kan dækkes efter reglerne om fri proces, men som ligger ud over forsikringens maksimum. Ved den konkrete beløbsmæssige udmåling må de samlede omkostninger ved sagen, som ville kunne dækkes efter reglerne om fri proces, derfor opgøres, jf. stk. 2 , og fra dette samlede beløb fratrækkes forsikringsdækningen, hvorefter differencen udbetales. Ved denne opgørelse skal der ikke tages hensyn til fritagelsen for retsafgifter efter den foreslåede regel i § 331, stk. 1, nr. 1, da der gælder en tilsvarende fritagelse for retsafgifter, når en part har retshjælpsforsikringsdækning, jf. den foreslåede regel i retsafgiftslovens § 13, stk. 1, nr. 3 (lovforslagets § 2, nr. 3). Ved opgørelsen kan den foreslåede regel i § 332, stk. 2, om erstatning af statskassens udgifter ved den fri proces anvendes, således at dækningen i givet fald nedsættes med det beløb, der ville være blevet truffet bestemmelse om tilbagebetaling af, hvis der havde været givet fri proces.
Den konkrete udmåling af, hvilket beløb der kan fås dækket, foretages af retten, jf. stk. 3 og 4. Det foreslås dog, at i de tilfælde, hvor justitsministeren (Civilstyrelsen) har kompetencen til at behandle ansøgningen om supplerende dækning, kan Civilstyrelsen også godkende udbetalingen af det beløb, der er ansøgt om dækning af. Kan Civilstyrelsen imidlertid ikke godkende beløbet, sendes sagen til retten, hvorefter retten fastsætter, hvilket beløb der kan dækkes. Formålet med at give Civilstyrelsen mulighed for at godkende beløbets størrelse, er at spare en unødvendig ekspedition hos retten, når det kan lade sig gøre. Civilstyrelsen skal imidlertid kun godkende beløbets størrelse, hvis styrelsen har et tilstrækkeligt grundlag herfor, f.eks. i kraft af rettens omkostningsafgørelse. I modsat fald sender Civilstyrelsen sagen til retten til afgørelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
