Uddrag af bemærkninger til L 179 af 10.03.2004 om forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love

3.

Lov om forældremyndighed og samvær

 

 

3.1.

Aftaler om ophævelse af fælles forældremyndighed og overførsel af forældremyndighed

 

 

 

3.1.1.

Gældende ret

 

 

 

3.1.2.

Justitsministeriets overvejelser

 

 

3.2.

Skærpelse af ændringskriteriet i samværssager

 

 

 

3.2.1.

Gældende ret

 

 

 

3.2.2.

Justitsministeriets overvejelser

 

 

 

3.2.2.1.

Statsamternes opgaver i samværssager

 

 

 

3.2.2.2.

Ændringer i samværet

 

 

 

3.2.2.3.

Førstegangsfastsættelse af samvær

 

 

 

3.2.2.4.

Erstatningssamvær

 

 

 

3.2.2.5.

Ændringer af det løbende samvær

 

 

3.3.

Udvidelse af adgangen til orientering om barnet

 

 

 

3.3.1.

Gældende ret

 

 

 

3.3.2.

Justitsministeriets overvejelser

3. Lov om forældremyndighed og samvær

3.1. Aftaler om ophævelse af fælles forældremyndighed og overførsel af forældremyndighed 

3.1.1. Gældende ret

Ugifte forældre har i dag fælles forældremyndighed over deres fælles børn, hvis de efter børnelovens § 2, stk. 1, § 14, stk. 1 eller 3, eller § 19, jf. § 14, stk. 1 eller 3, afgiver erklæring om, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet, jf. lov om forældremyndighed og samvær § 5, stk. 1.

Forældre kan endvidere aftale, at de skal have fælles forældremyndighed over deres fælles børn. Aftalen er kun gyldig, når den er anmeldt til statsamtet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil, jf. lov om forældremyndighed og samvær § 6, 1. pkt.

En aftale om fælles forældremyndighed skal således ikke godkendes.

Skal fælles forældremyndighed ophøre, kan forældrene med statsamtets godkendelse aftale, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen godkendes af retten, jf. lovens § 9, stk. 1.

Forældremyndigheden kan ved aftale godkendt af statsamtet overføres til den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, eller til andre. Forældremyndigheden kan også overføres til et ægtepar i forening, herunder den ene af forældrene og dennes ægtefælle. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen godkendes af retten, jf. lovens § 11.

Formålet med, at statsamtet skal godkende aftaler om ophør af fælles forældremyndighed og overførsel af forældremyndighed, er, at statsamtet skal sikre, at der foreligger en reel enighed om, hvem der skal have forældremyndigheden over barnet, og at aftalen er bedst for barnet.

I forbindelse med godkendelse af aftaler om ophør af fælles forældremyndighed indkalder statsamtet forældrene til et møde, jf. § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 874 af 24. oktober 2002 om forældremyndighed og samvær m.v. (forældremyndighedsbekendtgørelsen).

Ved anmodning om godkendelse af en aftale om overførsel af forældremyndigheden til den anden af forældrene eller til andre indkalder statsamtet parterne til et møde og vejleder om aftalens retsvirkninger, jf. forældremyndighedsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.

Mødet giver endvidere statsamtet mulighed for at vurdere, om aftalen strider mod, hvad der er bedst for barnet.

3.1.2.Justitsministeriets overvejelser

Det må som udgangspunkt lægges til grund, at forældrene er de nærmeste til at vurdere, hvad der er bedst for deres barn, og at de også disponerer i overensstemmelse hermed. På den baggrund kan det virke formynderisk og utidssvarende, at statsamtet skal godkende forældrenes aftale.

Når det drejer sig om aftaler om ophævelse af fælles forældremyndighed, kan det principielt set være vanskeligt at argumentere for, at det strider mod, hvad der er bedst for barnet, at tillægge forældremyndigheden til en forælder, der i forvejen har del heri - og fortsat vil have det.

På den anden side vil en ophævelse af godkendelseskravet ved aftaler om overførsel af forældremyndighed til den anden forælder medføre, at myndighederne ikke har mulighed for at vurdere, om aftalen strider mod, hvad der er bedst for barnet.

Justitsministeriet har derfor overvejet, om anmeldelsesordningen alene skal gælde sager, hvor der er tale om ophør af fælles forældremyndighed (efter § 9), idet forældremyndigheden i sager om overførsel af forældremyndigheden (efter § 11) placeres hos en forælder, der ikke i forvejen har del i forældremyndigheden. Det vil dog næppe tjene noget formål. Det skyldes, at forældrene let vil kunne omgå et sådant godkendelseskrav ved først at anmelde en aftale om fælles forældremyndighed til statsamtet for derefter at anmelde en aftale om ophør heraf.

Det foreslås på den baggrund, at forældrenes aftaler efter §§ 9 og 11 i stedet for at skulle godkendes, alene skal anmeldes til statsamtet for at få gyldighed.

Det er vigtigt, at forældrene fortsat bliver vejledt om retsvirkningerne af aftalen. Denne vejledning vil dog som udgangspunkt kunne gives skriftligt. Hvis forældrene har behov for yderligere vejledning, har de mulighed for at anmode statsamtet om et møde, hvilket bør fremgå af vejledningsmaterialet.

Det gældende krav om, at aftaler om overførsel af forældremyndigheden til andre end forældrene skal godkendes, foreslås ikke ophævet.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side 25-28, og lovforslagets § 3, nr. 1 og 2.

3.2. Skærpelse af ændringskriteriet i samværssager 

3.2.1. Gældende ret

Statsamtet kan ændre en aftale eller afgørelse om samvær, hvis ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af forandrede forhold, jf. § 17, stk. 2-3, i lov om forældremyndighed og samvær.

Det er således som udgangspunkt en betingelse for at ændre et samvær, at den, der anmoder om ændringen, kan påvise, at der foreligger nye oplysninger.

Bestemmelsen indeholder dog ikke et ubetinget krav om, at der skal foreligge forandrede forhold, før der kan træffes afgørelse om ændring af samværet. Omfanget af samvær skal således altid fastsættes ud fra, hvad der er bedst for barnet.

Kriteriet »navnlig på grund af forandrede forhold« kom ind i loven i 1995. Herved blev det fremhævet, at ændringssituationer adskiller sig fra førstegangsfastsættelser af samværet. Formålet med lovændringen var at medvirke til at mindske forældrenes incitament til at rette henvendelse til statsamtet for at få ændret allerede udfærdigede resolutioner eller aftaler om samvær. Dermed skulle der blive mere ro om besøgsspørgsmålet. Det skærpede kriterium skulle også give statsamterne mulighed for at skønne over, hvor grundig sagsbehandlingen ved gentagne henvendelser skulle være, jf. betænkning nr. 1279/1994 om fælles forældremyndighed mv., side 134.

Af de almindelige bemærkninger, afsnit 4.2., til forslag til lov om forældremyndighed og samvær (L 176 af 22. februar 1995, Folketingstidende 1994-95, Tillæg A, spalte 2199 f.) fremgår bl.a. om ændringskriteriet:

  »Forældremyndighedsudvalget anfører, at dette [det tidligere] kriterium giver forældrene mulighed for at kræve, at statsamtet tager samværsspørgsmålet op til fornyet behandling, selv om forholdene er uændrede siden sidste afgørelse om samvær. Statsamtet skal i princippet gennemføre en fuldstændig sagsbehandling ved hver ny henvendelse. Dette har i praksis i nogle sager givet anledning til gentagne henvendelser til statsamtet om forandringer af detaljer vedrørende samværet eller om indskrænkninger og udvidelse af samvær, som for nylig har været genstand for grundig sagsbehandling. Det skaber i nogle tilfælde lange perioder med uro og kan efter udvalgets opfattelse være ødelæggende for samværet og dermed stride mod, hvad der er bedst for barnet.

  Forældremyndighedsudvalget foreslår på den baggrund, at adgangen til ændring af en samværsaftale eller -afgørelse reguleres i en særlig bestemmelse, og at kriteriet for at træffe ny afgørelse strammes, således at ændringen fremover skal være bedst for barnet, navnlig på grund af » forandrede« forhold. Herved fremhæves det, at der som udgangspunkt skal være tale om nye forhold, der kan begrunde en ændring af samværet. Dette kan medvirke til at mindske forældrenes interesse i hyppige henvendelser til statsamtet for at få ændret samværets omfang og dermed skabe mere ro om samværet.

  Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets betragtninger om praksis med hensyn til afgørelser om samvær.

  Justitsministeriet er således enig med udvalget i, at der kan være behov for at begrænse adgangen til at søge en aftale eller afgørelse om samvær ændret, og det foreslås derfor i overensstemmelse med udvalgets forslag, at kriteriet herfor fremover skal være, at » ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af forandrede forhold« , jf. lovforslagets § 17, stk. 2. Dette indebærer, at den af forældrene, der anmoder om ændring af samværet, normalt vil skulle påvise, at der foreligger nye forhold, før der kan blive tale om en ændring af den tidligere afgørelse.«

Bestemmelsen er i praksis blevet fortolket således, at den navnlig retter sig mod gentagne ansøgninger om samme spørgsmål. Praksis er beskrevet i Skarrildhusberetningen for 1996 side 46f og 1997 side 51. Sådanne ansøgninger er imidlertid i praksis meget vanskelige at identificere. Ofte drejer ansøgningen sig om noget, der afviger fra det tidligere behandlede, eller om ad hoc ændringer. Bestemmelsen har derfor i praksis kun i begrænset omfang været i stand til at dæmme op for de »evigt verserende sager«.

Statsamterne oplever i øvrigt, at forældre i stigende omfang forventer, at der ved afgørelser om samvær skal tages hensyn til hensigtsmæssigheden heraf for forældrene, og at de skal afgøre selv relativt små uenigheder om samværet forældrene imellem. Endvidere opleves, at myndighederne forventes at tage stilling til spørgsmål, der ligger uden for begrebet samvær og vilkårene herfor, herunder f.eks. hvor meget tøj, barnet skal have med til samvær, hvad det skal have at spise, om det må se TV, og i givet fald hvilke udsendelser, og i øvrigt spørgsmål, der må anses at vedrøre barnets almindelige opdragelse m.v. I visse tilfælde, hvor forældrene har været ude af stand til at kommunikere om gennemførelsen af samværet, har statsamterne fungeret som »postkontor« for forældrene, ved at sende beskeder, breve m.v. mellem forældrene og nogle gange også gaver til barnet.

Det har medført, at afgørelser om samvær er blevet ganske deltaljerede, og at der derfor i en del tilfælde er behov for relativt hyppige ændringer i et fastsat samvær.

Denne udvikling har medført, at mange forældre føler, at samværet i højere grad er statsamternes ansvar end deres eget, og at de derfor ikke selv har et medansvar for, at samværet bliver gennemført på en hensigtsmæssig måde for barnet. Samtidig er det ofte belastende for barnet, at statsamtet hyppigt behandler sagen, med de konsekvenser for forældrenes samarbejde omkring samværet en sådan behandling har, og at der relativt ofte foretages ændringer i samværet, som mindst den ene af forældrene er uenige i.

3.2.2. Justitsministeriets overvejelser

3.2.2.1. Statsamternes opgaver i samværssager

Udviklingen er i de senere år gået i retning af i højere grad blandt andet gennem børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling at inddrage forældrene, således at disse sættes i stand til selv at finde løsninger på deres problemer. Også børnene høres oftere i disse sager.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at statsamterne som udgangspunkt alene skal tage stilling til spørgsmål, der har betydning for at fastlægge rammerne omkring samværet. Hermed tænkes navnlig på spørgsmål, som har betydning for samværets omfang, og om det overordnet set kan gennemføres. Spørgsmål af mere detailpræget karakter må parterne henvises til at søge løst indbyrdes, eventuelt gennem børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling. Der vil dog være tilfælde, hvor forældrene har behov for, at rammerne for samværet fastlægges mere detaljeret.

Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at spørgsmål, der ligger uden for samværsbegrebet, ikke har betydning for den overordnede gennemførelse af samværet. Statsamterne bør derfor kunne afvise at behandle sager herom eller at tage stilling til sådanne problemer. Hvis spørgsmål af denne karakter og af en vis tyngde dukker op, bør forældrene henvises til at søge børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling.

Gør forældrene sådanne spørgsmål gældende i forbindelse med en ansøgning om ændring af samvær, bør statsamtet vurdere, om forholdet har en så væsentlig betydning, at det kan begrunde en ændring af samværet. Er dette ikke tilfældet, bør forældrene henvises til selv at løse spørgsmålene.

Endelig er det ikke statsamternes opgave at fungere som »postkontor« for forældrene ved at sende beskeder, breve m.v. mellem dem, fordi de er ude af stand til at kommunikere om gennemførelsen af samværet.

3.2.2.2. Ændringer i samværet

Adgangen til at søge en aftale eller afgørelse om samvær ændret er i dag ret vidtgående, jf. ovenfor.

Justitsministeriet foreslår derfor, at kriteriet for at ændre et samvær skærpes sådan, at ændringer kan afslås, selv om der er tale om spørgsmål, som ikke direkte har været behandlet tidligere. Herved vil intentionerne bag lovens § 17, stk. 2, bedre kunne føres ud i livet. Ved ændringer forstås enhver ændring eller justering af eller fravigelse fra en eksisterende afgørelse eller aftale om samvær. Selv om forholdene har forandret sig, vil en skærpelse af ændringskriteriet kunne føre til, at et samvær ikke vil skulle ændres, nemlig hvis forandringerne ikke er væsentlige.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at en skærpelse af kriteriet for at ændre et samvær skal gælde både for afgørelser truffet af statsamtet og for forældrenes aftaler om samvær. Det skærpede ændringskriterium tilsigtes navnlig at få virkning ved ansøgninger om konkrete fravigelser fra en samværsresolution (ad hoc ændringer), enten fordi konkrete samvær ikke ønskes gennemført eller ønskes udvidet, eller fordi der ønskes gennemført et ekstra samvær eller et samvær til erstatning for et ikke-gennemført samvær.

Sådanne ansøgninger om ad hoc ændringer er ofte begrundet i, at samværet falder i en weekend, hvor bopælsforælderen ønsker, at barnet skal deltage i noget andet, f.eks. bryllup eller fødselsdage i den nære familie. Endvidere kan situationen være, at bopælsforælderen ikke har mulighed for at deltage i afhentning og aflevering som forudsat i afgørelsen. Også samværsforælderen kan søge om ad hoc ændringer, f.eks. for at barnet kan deltage i familiebegivenheder på samværsforælderens side af familien.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at sådanne ønsker om ad hoc ændringer af samværet, f.eks. på grund af større familiebegivenheder, ikke er forhold, en myndighed skal involveres i. Det bør derfor normalt være overladt til forældrene selv at indgå aftaler om at bytte samværsweekender el.lign. Dette gælder uanset, om det er bopæls- eller samværsforælderen, der søger om at få samværet ændret. Parterne vil således have en gensidig interesse i at samarbejde om samværet på en fleksibel måde. Kan forældrene ikke blive enige, må de følge den samværsordning, som er fastlagt af statsamtet, eller som de tidligere har aftalt, og som de har mulighed for at indrette sig efter.

Ved at give statsamterne adgang til at afslå at træffe løbende afgørelser af justerende eller detailpræget karakter vil forældrene i højere grad skulle tage ansvaret for gennemførelsen af samværet. Har de behov for støtte og hjælp hertil, vil de kunne bede statsamtet om børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling.

Statsamtet vil således kunne afslå at behandle en ansøgning om ændring af samværet uden at forelægge ansøgningen for den anden forælder, hvis det ikke er sandsynliggjort, at der foreligger væsentligt forandrede forhold, eller at det fastsatte eller aftalte samvær ikke er til barnets bedste. Hermed kan det undgås, at den anden forælder oplever, at der konstant verserer en sag, som han eller hun skal forholde sig til, og som ofte belaster forælderen og ikke sjældent også barnet.

Justitsministeriet har i forbindelse med spørgsmålet om fastholdelse af forældrenes samværsaftaler overvejet, hvilken betydning det skal have, hvis forældrene har indgået aftaler om samværet, der ikke ville have været fastsat af statsamtet. Der kan f.eks. være tale om samværsaftaler, der strider mod, hvad der er bedst for barnet. I sådanne situationer vil statsamtet kunne ændre aftalen, jf. nedenfor. Der kan også være tale om aftaler, hvor barnet skal være lige meget hos begge forældre (»deleordninger«) el.lign., der falder uden for begrebet »samvær«. Hvis der er aftalt et sådant samvær, skal statsamtet efter ansøgning fastsætte et samvær, der kan rummes inden for lovens »samværsbegreb«. Derimod bør et aftalt udvidet eller begrænset samvær i øvrigt opretholdes, medmindre det strider mod, hvad der er bedst for barnet, eller forholdene væsentligt har forandret sig. Statsamtet er ikke bundet af parternes aftaler om overvågning af samværet eller om eventuelle undersøgelser af barnet i offentligt regi.

3.2.2.3. Førstegangsfastsættelse af samvær

Justitsministeriet har ikke fundet anledning til at foreslå lovændringer vedrørende førstegangsfastsættelser af samvær. Sådanne afgørelser skal således træffes efter de hidtil gældende retningslinjer. I lyset af ovennævnte forslag om skærpelse af ændringskriteriet bør statsamterne dog tilstræbe, at samværsresolutionen efter sin ordlyd har en vis fremtidssikring, således at mindre ændringer af de faktiske forhold ikke bevirker, at resolutionen ikke kan gennemføres efter sin ordlyd. Det bemærkes i den forbindelse, at det skærpede ændringskriterium også omfatter de tilfælde, hvor der søges om mindre ændringer i forhold til resolutionens ordlyd eller forældrenes aftale, hvis ændringen er uden betydning for, om samværet overordnet set kan gennemføres.

F.eks. bør afhentnings- og afleveringstidspunkter som udgangspunkt fastsættes i rimelige intervaller, således at mindre ændringer i arbejdstider, køreplaner eller barnets fritidsinteresser samt forsinkelser ikke medfører, at resolutionen ikke kan gennemføres efter sin ordlyd. Resolutionen vil således f.eks. kunne fastsætte, at barnet skal kunne afhentes i daginstitutionen hver anden fredag mellem klokken 14 og 16. Aflevering vil eksempelvis kunne fastsættes til i hjemmet søndag mellem klokken 17 og 18 eller i skole mandag morgen ved skoletids begyndelse. Afhentning og aflevering kan også fastsættes i forhold til objektive begivenheder, f.eks. første (tog)afgang efter kl. 16.

Justitsministeriets har herved forudsat, at sådanne resolutioner vil kunne tvangsfuldbyrdes. I den forbindelse bemærkes, at en sådan resolution anses for misligholdt, når samværsforælderen efter udløbet af det fastsatte interval ikke har kunnet få barnet udleveret. Det samme gælder ved aflevering af barnet efter samvær.

Barnet skal som udgangspunkt kunne afhentes i hele intervallet. Dette skal dog ikke være til hinder for, at barnet i visse situationer ikke kan afhentes i dele af intervallet f.eks. på grund af barnets deltagelse i aktiviteter i daginstitution el.lign.

Endvidere bør statsamterne ved afgørelserne være opmærksomme på, hvad der er deres opgave i forbindelse med fastsættelse af samvær og ikke fastsætte vilkår om forhold, der falder uden for det almindelige samværsbegreb. Dette betyder, at statsamtet ikke skal træffe afgørelse om spørgsmål uden betydning for den overordnede gennemførelse af samværet, f.eks. tøj, sengetider, legetøj el.lign.

3.2.2.4. Erstatningssamvær

Mange henvendelser til statsamterne skyldes, at et samvær af en eller anden grund ikke har kunnet gennemføres, hvorfor der søges om erstatningssamvær. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis barnet har været sygt og derfor ikke har kunnet besøge samværsforælderen.

Som anført ovenfor, er det Justitsministeriets opfattelse, at erstatningssamvær som udgangspunkt ikke er et spørgsmål, der har overordnet betydning for gennemførelsen af samvær. På den anden side vil spørgsmålet i visse særlige situationer kunne være af væsentlig betydning. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis bopælsforælderen saboterer eller chikanerer samværet, hvis der kun er samvær i begrænset omfang, eller hvis samværet har været aflyst i et omfang, der kan svække forbindelsen mellem barnet og samværsforælderen. I disse situationer bør der således fortsat kunne fastsættes samvær til erstatning for aflyste eller ikke gennemførte samvær.

Ved afgørelser om erstatningssamvær skal der således især lægges vægt på, om tabet af samværsdage har haft betydning for forholdet mellem barnet og samværsforælderen. Hvis der er et hyppigt og regelmæssigt samvær, vil tabet af nogle få dage i almindelighed ikke skade barnets forhold til samværsforælderen. I sådanne situationer bør der ikke fastsættes erstatningssamvær, idet det er vigtigt ikke at bryde den faste plan for samværet, som normalt må anses for at være bedst for barnet.

Der vil derfor normalt ikke blive fastsat erstatningssamvær, hvis samværsforælderen på grund af egne forhold må aflyse et samvær, eller hvis samværet må aflyses på grund af barnets sygdom.

Der vil normalt heller ikke blive fastsat erstatningssamvær, hvis samværet bortfalder, fordi den af forældrene, der har barnet boende, holder ferie med barnet. Baggrunden herfor er, at barnet skal have mulighed for at holde ferie i en længere sammenhængende periode sammen med den, som barnet bor hos. Hvis ferien ikke afholdes sammenhængende, eller hvis der afholdes væsentligt mere ferie end normalt, kan det dog efter et konkret skøn bestemmes, at samværet ikke skal bortfalde, at det kun skal bortfalde delvist, eller at der skal fastsættes erstatningssamvær.

Hvis der kun er samvær i begrænset omgang, vil der kunne fastsættes erstatningssamvær, når aflysningen ikke skyldes samværsforælderens forhold, og det er bedst for barnet, at der fastsættes erstatningssamvær. Der vil også kunne fastsættes erstatningssamvær, hvis samværet aflyses gentagne gange over en kortere periode, eller hvis aflysningerne har et sådant omfang, at det svækker forbindelsen mellem barnet og samværsforælderen.

Hvis den af forældrene, der har barnet boende, har chikaneret samværet, skal der dog som udgangspunkt fastsættes helt eller delvist erstatningssamvær, medmindre hensynet til barnet taler imod det. Herunder skal erstatningssamværet vurderes i forhold til omfanget af det løbende samvær, og om samværet på afgørelsestidspunktet fungerer efter resolutionen eller aftalen.

3.2.2.5. Ændringer af det løbende samvær

Skærpelsen af ændringskriteriet har alene til formål at skabe mere ro om samværet og spare statsamterne for at bruge til tider ganske mange ressourcer på at behandle anmodninger om ændringer eller justeringer af samværet, der ikke kan forventes at føre til ændringer, eller som ikke har betydning for den overordnede gennemførelse af samværet.

Det skærpede ændringskriterium kan derimod ikke føre til, at statsamtet afviser at behandle en ansøgning om ændring af samværet, hvis der er sket væsentlige forandringer i forholdene, eller det vil være bedst for barnet, at samværet ændres.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side 30-35, og lovforslagets § 3, nr. 3.

3.3. Udvidelse af adgangen til orientering om barnet

3.3.1. Gældende ret

Efter § 19, stk. 1, i lov om forældremyndighed og samvær har den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, ret til efter anmodning at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner samt social- og sundhedsvæsenet. Myndigheden eller institutionen kan nægte at give oplysninger, hvis det er til skade for barnet. Der må ikke gives fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold. En nægtelse af at give oplysninger kan påklages efter de almindelige regler om klageadgang, der gælder for vedkommende institution eller myndighed. Efter § 19, stk. 2, kan statsamtet i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden eller en af de i stk. 1 nævnte institutioner fratage den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, adgangen til at få orientering efter stk. 1. Statsamtets afgørelse har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen modtager meddelelse om afgørelsen.

§ 19 blev indført ved lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær og har til formål at styrke mulighederne for den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, for at følge barnets opvækst og fremskridt og holde sig orienteret, hvis der er problemer eller lignende. Bestemmelsen regulerer skolers, børneinstitutioners og social- og sundhedsvæsenets ret og pligt til at videregive oplysninger også til forældre uden forældremyndighed. Bestemmelsen regulerer ikke aktindsigt og giver således ikke ret til at få udleveret kopier af sagsakter vedrørende barnet. Bestemmelsen pålægger en pligt til at give en orientering, typisk i form af mundtlige oplysninger. Om indholdet af og baggrunden for § 19 henvises til bemærkningerne til L 176 af 22. februar 1995, Folketingstidende 1994-95, Tillæg A, spalte 2187 ff., navnlig de almindelige bemærkninger pkt. 5.2 og bemærkningerne til lovforslagets § 19, samt pkt. 6 i vejledning nr. 214 af 20. december 1995 og Civilretsdirektoratets skrivelse af 8. december 1995 til samtlige kommuner m.fl.

Justitsministeriet har i praksis antaget, at udtrykket »social- og sundhedsvæsenet« udelukkende omfatter den offentlige del af sundhedsvæsenet. På den baggrund er det antaget, at bl.a. privat praktiserende læger ikke er omfattet af bestemmelsen.

3.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Ved besvarelsen af spørgsmål 407 af 31. juli 2003 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del - bilag 1248) tilkendegav justitsministeren, at der var grund til at overveje, om § 19 burde udvides til også at omfatte privat praktiserende læger og eventuelt også andre privat praktiserende sundhedspersoner. I svaret anføres, at dette i givet fald vil give den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, bedre mulighed for at få orientering om barnets forhold.

Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Tandlægeforening og Dansk Psykologforening har været hørt i anledning af Justitsministeriets overvejelser om at udvide § 19.

Den Almindelige Danske Lægeforening anbefaler, at § 19 udvides til også at omfatte privat praktiserende læger, således at forældres ret til orientering bliver den samme hos henholdsvis sygehusansatte og privat praktiserende læger. Dansk Tandlægeforening anbefaler ligeledes, at § 19 udvides til også at omfatte privat praktiserende tandlæger.

Derimod udtaler Dansk Psykologforening sig imod, at § 19 udvides til også at omfatte privat praktiserende psykologer. Foreningen finder det stærkt bekymrende, hvis oplysninger om et barn, der konsulterer en psykolog, skal formidles til den forælder, der ikke har forældremyndigheden. Foreningen lægger vægt på, at personer, der henvender sig til privat praktiserende psykologer, har en forventning om, at de oplysninger, der formidles i forbindelse med behandlingen, ikke videregives uden samtykke. Foreningen anfører, at det er en grundlæggende betingelse for at kunne arbejde som psykolog, at der kan etableres tillid og fortrolighed mellem klienten og psykologen. Forudsætningen herfor er, at klienten kan komme med oplysninger i berettiget tiltro til, at oplysningerne ikke vil blive videregivet, heller ikke i form af en orientering. Foreningen påpeger, at orientering i visse tilfælde kan være til skade for barnet.

En udvidelse af § 19 til også at omfatte privat praktiserende læger og tandlæger vil efter Justitsministeriets opfattelse forbedre mulighederne for den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, for at følge barnets opvækst og fremskridt og holde sig orienteret, hvis der er problemer eller lignende. Oplysning om besøg og behandling hos læge eller tandlæge er efter Justitsministeriets opfattelse oplysninger, som det er naturligt for forældre at være bekendt med, for derved at kunne følge med i barnets forhold og trivsel. En sådan udvidelse vil efter Justitsministeriets opfattelse ikke være betænkelig, idet forældre allerede i dag har ret til orientering fra f.eks. offentlige hospitaler og skoletandlæger. Hertil kommer, at i de tilfælde, hvor en orientering måtte være til skade for barnet, vil det være muligt at nægte orientering, jf. § 19, stk. 1, 2. pkt.

På den baggrund foreslås § 19 udvidet til også at omfatte privat praktiserende læger og tandlæger.

Justitsministeriet har endvidere overvejet, om § 19 også bør udvides til at omfatte privatpraktiserende psykologer. For en sådan udvidelse taler bl.a., at bestemmelsen i forvejen omfatter offentligt ansatte psykologer, herunder skolepsykologer. Imod en sådan udvidelse taler imidlertid, at det som anført af Psykologforeningen ofte vil være en forudsætning for behandlingen, at barnet kan tale med psykologen i fortrolighed. En mulighed for, at oplysninger videregives som led i en orientering til forældrene, kan derfor modvirke barnets villighed til at tale med psykologen. Hertil kommer, at baggrunden for henvendelsen til den privat praktiserende psykolog og barnets tilstand ofte ville kunne begrunde en anvendelse af undtagelsen i § 19, stk. 1, 2. pkt., hvorefter det er muligt at nægte at give oplysninger, hvis det er til skade for barnet.

På den baggrund foreslås § 19 ikke udvidet til også at omfatte privat praktiserende psykologer.

§ 19 foreslås ikke i øvrigt ændret. Det betyder, at § 19 fortsat ikke regulerer adgangen til aktindsigt, ligesom § 19 fortsat ikke giver ret til at få udleveret kopier af sagsakter om barnet. § 19 pålægger alene en pligt til at give en orientering, typisk i form af mundtlige oplysninger.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har oplyst, at privat praktiserende lægers og tandlægers meddelelse af orientering ikke vil være sygesikringsydelser, som kan leveres af lægen eller tandlægen til udgift for den offentlige sygesikring. Eventuelle udgifter i forbindelse med en orientering vil derfor skulle afholdes af den, der anmoder om orientering.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 4.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

06-11-18