Cirkulæreskrivelse nr. 9554 af 08.11.2002 om international kompetence i sager om børne- og ægtefællebidrag
(Til samtlige statsamter, herunder Københavns Overpræsidium)
EF-domskonventionen og Lugano-konventionen
De relevante bestemmelser i EF-domskonventionen og Lugano-konventionen
Definition af nogle begreber i relation til EF-domskonventionen og Lugano-konventionen
Afgørelser om international kompetence
Uden for EF-domskonventionen og Lugano-konventionen
De nordiske lande har den 6. februar 2001 undertegnet en overenskomst om ændring af Nordisk Ægteskabskonvention (Konvention mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål, undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931).
Den danske udgave af overenskomsten blev udsendt til statsamterne ved cirkulæreskrivelse af 3. september 2002. Særtryk vil blive udsendt senere.
Overenskomsten trådte den 1. november 2002 i kraft mellem Danmark og de øvrige nordiske lande.
Ved overenskomsten blev konventionens artikel 8 ændret således, at sager om »underholdspligt« (fastsættelse og ændring af børne- og ægtefællebidrag) ikke længere er omfattet af konventionen.I den anledning har Civilretsdirektoratet med virkning fra den 1. november 2002 ophævet bekendtgørelse nr. 457 af 13. juni 2002 om behandling af sager om børnebidrag, jf. bekendtgørelse nr. 873 af 24. oktober 2002.
Samtidig har direktoratet udstedt en ny opløsningsbekendtgørelse: bekendtgørelse nr. 875 af 24. oktober 2002 om opløsning af ægteskab.
Bekendtgørelserne blev udsendt ved cirkulæreskrivelse af 28. oktober 2002.
EF-domskonventionen og Lugano-konventionen
Ændringen af konventionen betyder bl.a., at statsamternes internationale kompetence i sager om børne- og ægtefællebidrag i forhold til de andre nordiske lande ikke længere skal afgøres efter ægteskabskonventionen, men alene efter følgende konventioner:
konvention af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager (EF-domskonventionen), eller
konvention af 16. september 1988 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (Lugano-konventionen).
EF-domskonventionen er efter bekendtgørelse nr. 152 af 18. marts 1999 for Danmarks vedkommende i kraft i forhold til følgende EU-lande:
Belgien, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Luxemburg, Portugal, Spanien, Storbritannien (inkl. Nordirland), Sverige, Tyskland og Østrig.
EF-domskonventionen er optrykt i en konsolideret udgave i EFT 1998 C 27/1 ff.
Lugano-konventionen er efter bekendtgørelse nr. 70 af 12. februar 1996, som ændret ved bekendtgørelse nr. 7 af 8. januar 1998 og nr. 31 af 19. januar 2000, for Danmarks vedkommende i kraft i forhold til følgende lande:
Belgien, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Island, Italien, Luxemburg, Norge, Polen, Portugal, Schweiz, Spanien, Storbritannien (inkl. Nordirland), Sverige, Tyskland og Østrig.
Lugano-konventionen er optrykt i EFT 1988 L 319/9 ff.
EF-domskonventionen har forrang for Lugano-konventionen.
Danmark har ikke tiltrådt andre konventioner, der direkte regulerer statsamternes internationale kompetence i sager om underholdsbidrag.
De relevante bestemmelser i EF-domskonventionen og Lugano-konventionen
Reglerne i de to konventioner er beskrevet i Skarrildhus-beretningen for 1998, pkt. B.c.1.
I det følgende gengives de relevante bestemmelser i de to konventioner i relation til sager om underholdsbidrag. Det bemærkes, at ordlyden af disse bestemmelser er ens i konventionerne.
Artikel 2:
»Med forbehold af bestemmelserne i denne konvention skal personer, der har bopæl på en kontraherende stats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne stat.
Personer, som ikke er statsborgere i den stat, hvor de har bopæl, er undergivet de kompetenceregler, der gælder for landets egne statsborgere.«
Artikel 4:
»Såfremt sagsøgte ikke har bopæl på en kontraherende stats område, afgøres retternes kompetence i hver enkelt kontraherende stat efter statens egen lovgivning,
Over for en sagsøgt, der ikke har bopæl på en kontraherende stats område, kan enhver, der har bopæl på en kontraherende stats område, uanset sin nationalitet, i lighed med landets egne statsborgere påberåbe sig de kompetenceregler, som gælder der,«
Artikel 5:
»En person, der har bopæl på en kontraherende stats område, kan sagsøges i en anden kontraherende stat:
...2) i sager om underholdspligt ved retten på det sted, hvor den berettigede har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted eller, ved krav i forbindelse med sager om personers retlige status, ved den ret, der efter dennes egen lovgivning er kompetent i sagen, medmindre denne kompetence alene støttes på en af parternes nationalitet; ...«.
Artikel 6:
»En person, der har bopæl på en kontraherende stats område, kan endvidere sagsøges:
...3) i sager om modfordringer, der udspringer af den samme kontrakt eller det samme forhold, som hovedfordringen støttes på, ved den ret, hvor sagen om hovedfordringen er indbragt ... «.
Artikel 17:
»Såfremt parterne i tilfælde, hvor mindst én af dem har bopæl på en kontraherende stats område, har vedtaget, at en ret eller retterne i en kontraherende stat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er alene denne ret eller retterne i den pågældende stat kompetente. En sådan aftale om retternes kompetence skal være indgået enten:
a) skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse, eller ...«.
Artikel 18:
»For så vidt retten i en kontraherende stat ikke allerede er kompetent i medfør af andre bestemmelser i denne konvention, bliver den kompetent, når sagsøgte giver møde for den. Denne regel finder ikke anvendelse, såfremt sagsøgte kun giver møde for at bestride rettens kompetence, «
Artikel 20, stk. 1:
»Såfremt en sagsøgt, der har bopæl på en kontraherende stats område, er sagsøgt ved en ret i en anden kontraherende stat, men ikke giver møde, skal den pågældende ret på embeds vegne erklære sig inkompetent, såfremt den ikke er kompetent efter reglerne i denne konvention.«
Artikel 21:
»Såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige kontraherende stater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, på embeds vegne sin afgørelse, indtil denne rets kompetence er fastslået.
Når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, erklærer enhver anden ret sig inkompetent til fordel for den første.«
Artikel 52:
»Ved afgørelsen af, om en part har en bopæl i den kontraherende stat, for hvis domstole sagen er indbragt, skal retten anvende denne stats interne lovgivning.
Har en part ikke bopæl i den stat, ved hvis retter sagen er anlagt, skal retten ved afgørelsen af, om parten har bopæl i en anden kontraherende stats, anvende sidstnævnte stats lovgivning.«
Art. Va i protokollen til EF-domskonventionen/art. VA i protokol 1 til Lugano-konventionen:
»I sager om underholdspligt omfatter udtrykkene "ret", "dommer" og "domsmyndighed" også de danske (...) administrative myndigheder.«
Definition af nogle begreber i relation til EF-domskonventionen og Lugano-konventionen
Sagsøger er i sager om fastsættelse/forhøjelse af et bidrag den bidragsberettigede. I sager om nedsættelse/bortfald af et bidrag er det den bidragspligtige, der er sagsøger.
Sagsøgte er i sager om fastsættelse/forhøjelse af et bidrag den bidragspligtige. I sager om bortfald/nedsættelse af et bidrag er det den bidragsberettigede, der er den sagsøgte.
Sagsanlæg: Anmodning til statsamtet om fastsættelse/ændring af bidrag.
Sager om nedsættelse/bortfald af bidrag behandles på samme måde.
Status-sag, jf. artikel 5, nr. 2:
Sager om personers familieretlige status er i relation til børnebidrag: faderskabs- og forældremyndighedssager, herunder separations- og skilsmissesager hvor der tages stilling til forældremyndigheden over barnet.
I relation til ægtefællebidrag er status-sager: separations-, skilsmisse- og omstødelsessager.
Bopæl, jf. artikel 52:
I dansk ret er det antaget, at begrebet "bopæl" i artikel 52 er det processuelle bopælsbegreb i retsplejelovens § 235, stk. 1-2, samt § 236.
Den vigtigste bestemmelse i relation til dette er retsplejelovens § 235, stk. 2:
»Hjemtinget er i den retskreds, hvor sagsøgte har bopæl. Har sagsøgte bopæl i flere retskredse, er hjemtinget i enhver af dem.«
Det danske bopælsbegreb i § 235, stk. 2, er beskrevet således i Gomard: "Civilprocessen", 5. udgave, side 94-95:
»En persons bopæl er det sted, hvor han selv og hans husstand har deres varige hjem, hvor deres ejendele i almindelighed befinder sig, og hvor han opholder sig, når han ikke af særlige grunde midlertidigt, f.eks. på grund af ferie- studie- eller forretningsrejse, sygdom eller strafafsoning, opholder sig et andet sted.«
Det afgørende for kompetencen er forholdene ved sagens start. Statsamtet skal således færdigbehandle en bidragssag, selvom de omstændigheder, som kompetencen bygger på, ændres under behandlingen af sagen.
Afgørelser om international kompetence
Civilretsdirektoratet har truffet følgende offentliggjorte afgørelser om international kompetence i bidragssager i relation til de to konventioner:
T:FA1998.213/Nyhedsbrev nr. 5, s. 10-13.
T:FA1998.451/Nyhedsbrev nr. 7, s. 58-65.
T:FA2000.225/Nyhedsbrev nr. 11, s. 48-50.
T:FA2001.74/Nyhedsbrev nr. 14, s. 17-23.
Uden for EF-domskonventionen og Lugano-konventionen
Som nævnt ovenfor har Danmark ikke tiltrådt andre konventioner end EF-domskonventionen og Lugano-konventionen, der direkte regulerer statsamternes internationale kompetence i sager om underholdsbidrag.
Endvidere er opløsningsbekendtgørelsen blevet ændret, og bekendtgørelse om behandling af sager om børnebidrag er blevet ophævet.
Herefter skal statsamternes internationale kompetence i bidragssager, der ikke er omfattet af EF-domskonventionen og Lugano-konventionen, afgøres efter følgende retningslinier:
1. Hvis kompetencen skal afgøres i forhold til et land, der ligesom Danmark har tiltrådt Haagerkonventionen af 2. oktober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt, må statsamtet kun behandle sagen, hvis betingelserne i konventionens artikel 7-8 er opfyldt:
Artikel 7:
»En myndighed i oprindelsesstaten skal anses for at være kompetent i denne konventions forstand:
1) hvis enten den bidragspligtige eller den bidragsberettigede ved sagens rejsning havde sin sædvanlige bopæl i oprindelsesstaten; eller
2) hvis den bidragspligtige og den bidragsberettigede ved sagens rejsning var statsborgere i oprindelsesstaten; eller
3) hvis indklagede har anerkendt myndighedens kompetence enten udtrykkeligt eller ved at udtale sig om sagens realitet uden forbehold med hensyn til kompetencen.«
Artikel 8:
»Uanset bestemmelserne i artikel 7 skal en myndighed i en kontraherende stat, som har afgjort en sag om underholdsbidrag, anses for at være kompetent i konventionens forstand, hvis underholdsbidraget skyldes som følge af en afgørelse om skilsmisse eller separation, eller om at et ægteskab er omstødt eller kendt ugyldigt, truffet af en myndighed i samme stat, og denne myndighed har haft kompetence i denne sag efter loven i den anmodede stat.«
2. Hvis kompetencen skal afgøres i forhold til et land, der ligesom Danmark har tiltrådt Haagerkonventionen af 15. april 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende underholdspligt over for børn, må statsamtet kun behandle sagen, hvis betingelserne i konventionens artikel 3 er opfyldt:
Artikel 3:
»Ifølge denne konvention er følgende myndigheder kompetente til at træffe afgørelser vedrørende underholdsbidrag:
1. myndighederne i den stat, på hvis territorium den bidragspligtige havde bopæl på det tidspunkt, da sagen blev rejst;
2. myndighederne i den stat, på hvis territorium den bidragsberettigede havde bopæl på det tidspunkt, da sagen blev rejst;
3. den myndighed, hvis kompetence den bidragspligtige har underkastet sig udtrykkeligt eller ved uden forbehold med hensyn til kompetencen at udtale sig om sagens realitet.«
Det bemærkes, at Haagerkonventionen fra 1958 er subsidiær i forhold til 1973-konventionen, og at den derfor kun har betydning i forhold til meget få lande.
3. Hvis kompetencen skal afgøres i forhold til lande, der ikke har tiltrådt nogen af de fire ovennævnte konventioner, bør statsamterne anvende reglerne i EF-domskonventionen og Lugano-konventionen analogt.
Dette betyder bl.a., at statsamtet ikke bør behandle en ansøgning fra den bidragspligtige om nedsættelse eller bortfald af bidraget, hvis sagens eneste tilknytning til Danmark er, at den bidragspligtige bor her. Statsamtet bør dog behandle en sådan ansøgning, hvis bidraget er fastsat i Danmark, eller hvis bidragsafgørelsen vil kunne tvangsfuldbyrdes i Danmark.
Civilretsdirektoratet, den 8. november 2002
Lars Thøgersen
