Danmarks Riges Grundlov. Lov nr. 169 af 5. juni 1953
§ 1. Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks
Rige.
§ 2. Regeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten
nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte
regler.
§ 3. Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i
forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.
§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke
og understøttes som sådan af staten.
§ 5. Kongen kan ikke uden folketingets samtykke være
regent i andre lande.
§ 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.
§ 7. Kongen er myndig, når han har fyldt sit 18. år. Det
samme gælder tronfølgeren.
§ 8. Forinden kongen tiltræder regeringen, afgiver han
skriftligt i statsrådet en højtidelig forsikring om ubrødeligt at ville holde grundloven.
Af forsikringsakten udstedes tvende ligelydende originaler, af hvilke den ene overgives
folketinget for at opbevares i sammes arkiv, den anden nedlægges i rigsarkivet.
Kan kongen som følge af fraværelse eller af andre grunde ikke umiddelbart ved tronskiftet
afgive denne forsikring, føres regeringen, indtil dette sker, af statsrådet, medmindre
anderledes ved lov bestemmes. Har kongen allerede som tronfølger afgivet denne forsikring,
tiltræder han umiddelbart ved tronskiftet regeringen.
§ 9. Bestemmelser angående regeringens førelse i tilfælde
af kongens umyndighed, sygdom eller fraværelse fastsættes ved lov. Er der ved tronledighed
ingen tronfølger, vælger folketinget en konge og fastsætter den fremtidige arvefølge.
§ 10. Statens ydelse til kongen bestemmes for hans regeringstid
ved lov. Ved denne fastsættes tillige, hvilke slotte og andre statsejendele der
skal overlades kongen til brug.
Stk. 2. Statsydelsen kan ikke behæftes med gæld.
§ 11. For medlemmer af det kongelige hus kan der bestemmes
årpenge ved lov. Årpengene kan ikke uden folketingets samtykke nydes uden for riget.
§ 12. Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger
den højeste myndighed over alle rigets anliggender og udøver den gennem ministrene.
§ 13. Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig.
Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere
ved lov.
§ 14. Kongen udnævner og afskediger statsministeren og
de øvrige ministre. Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling imellem
dem. Kongens underskrift under de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger
giver disse gyldighed, når den er ledsaget af en eller flere ministres underskrift.
Enhver minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen.
§ 15. Ingen minister kan forblive i sit embede, efter
at folketinget har udtalt sin mistillid til ham.
Stk. 2. Udtaler folketinget sin mistillid til
statsministeren, skal denne begære ministeriets afsked, medmindre nyvalg udskrives.
Et ministerium, som har fået et mistillidsvotum, eller som har begæret sin afsked,
fungerer, indtil et nyt ministerium er udnævnt. Fungerende ministre kan i deres
embede kun foretage sig, hvad der er fornødent til embedsforretningernes uforstyrrede
førelse.
§ 16. Ministrene kan af kongen eller folketinget tiltales
for deres embedsførelse. Rigsretten påkender de mod ministrene for deres embedsførelse
anlagte sager.
§ 17. Ministrene i forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren,
når han er myndig, tager sæde. Kongen fører forsædet undtagen i det i
§ 8 nævnte tilfælde og i de tilfælde, hvor lovgivningsmagten i henhold til
bestemmelsen i § 9 måtte have tillagt statsrådet myndighed til
at føre regeringen.
Stk. 2. I statsrådet forhandles alle love og
vigtige regeringsforanstaltninger.
§ 18. Er kongen forhindret i at holde statsråd, kan han
lade sagen forhandle i et ministerråd. Dette består af samtlige ministre under forsæde
af statsministeren. Enhver minister skal da afgive sit votum til protokollen, og
beslutning tages efter stemmeflerhed. Statsministeren forelægger den over forhandlingerne
førte, af de tilstedeværende ministre underskrevne protokol for kongen, der bestemmer,
om han umiddelbart vil bifalde ministerrådets indstilling eller lade sig sagen foredrage
i statsrådet.
§ 19. Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige
anliggender. Uden folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling,
der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til
hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig, eller som iøvrigt er af større
betydning. Ejheller kan kongen uden folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig
overenskomst, som er indgået med folketingets samtykke.
Stk. 2. Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges folketinget. Er folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde.
Stk. 3. Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk
nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større
udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om det udenrigspolitiske nævn fastsættes
ved lov.
§ 20. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets
myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige
myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme
af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.
Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves
et flertal på fem sjettedele af folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal
ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og
opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse
eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte
regler.
§ 21. Kongen kan for folketinget lade fremsætte forslag
til love og andre beslutninger.
§ 22. Et af folketinget vedtaget lovforslag får lovskraft,
når det senest 30 dage efter den endelige vedtagelse stadfæstes af kongen. Kongen
befaler lovens kundgørelse og drager omsorg for dens fuldbyrdelse.
§ 23. I særdeles påtrængende tilfælde kan kongen, når
folketinget ikke kan samles, udstede foreløbige love, der dog ikke må stride mod
grundloven og altid straks efter folketingets sammentræden skal forelægges dette
til godkendelse eller forkastelse.
§ 24. Kongen kan benåde og give amnesti. Ministrene kan
han kun med folketingets samtykke benåde for de dem af rigsretten idømte straffe.
§ 25. Kongen meddeler dels umiddelbart, dels gennem vedkommende
regeringsmyndigheder sådanne bevillinger og undtagelser fra lovene, som enten ifølge
de før 5. juni 1849 gældende regler er i brug, eller hvortil hjemmel indeholdes
i en siden den tid udgiven lov.
§ 26. Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til
loven.
§ 27. Regler om ansættelse af tjenestemænd fastsættes
ved lov. Ingen kan ansættes som tjenestemand uden at have indfødsret. Tjenestemænd,
som udnævnes af kongen, afgiver en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven.
Stk. 2. Om afskedigelse, forflyttelse og pensionering af tjenestemænd fastsættes regler ved lov, jfr. dog herved § 64.
Stk. 3. Uden deres samtykke kan de af kongen udnævnte tjenestemænd kun forflyttes, når de ikke derved lider tab i de med tjenestemandsstillingen forbundne indtægter, og der gives dem valget mellem sådan forflyttelse og afsked med pension efter de almindelige regler.
§ 28. Folketinget udgør een forsamling bestående af
højst 179 medlemmer, hvoraf 2 medlemmer vælges på Færøerne og 2 i Grønland.
§ 29. Valgret til folketinget har enhver, som har dansk
indfødsret, fast bopæl i riget og har nået den i stk. 2 omhandlede valgretsalder,
medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf
og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af
valgret.
Stk. 2. Valgretsalderen er den, som har opnået
flertal ved folkeafstemning i overensstemmelse med lov af 25. marts 1953. Ændring
af den til enhver tid gældende valgretsalder kan ske ved lov. Et af folketinget
vedtaget forslag til en sådan lov kan først stadfæstes af kongen, når bestemmelsen
om ændring af valgretsalderen i overensstemmelse med § 42, stk.
5, har været undergivet en folkeafstemning, der ikke har medført bestemmelsens
bortfald.
§ 30. Valgbar til folketinget er enhver, som har valgret
til dette, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt
omdømme gør ham uværdig til at være medlem af folketinget.
Stk. 2. Tjenestemænd, som vælges til medlemmer
af folketinget, behøver ikke regeringens tilladelse til at modtage valget.
§ 31. Folketingets medlemmer vælges ved almindelige, direkte
og hemmelige valg.
Stk. 2. De nærmere regler for valgrettens udøvelse gives ved valgloven, der til sikring af en ligelig repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne fastsætter valgmåden, herunder hvorvidt forholdstalsvalgmåden skal føres igennem i eller uden forbindelse med valg i enkeltmandskredse.
Stk. 3. Ved den stedlige mandatfordeling skal der tages hensyn til indbyggertal, vælgertal og befolkningstæthed.
Stk. 4. Ved valgloven gives nærmere regler vedrørende valg af stedfortrædere og disses indtræden i folketinget samt angående fremgangsmåden i tilfælde, hvor omvalg måtte blive nødvendigt.
Stk. 5. Særlige regler om Grønlands repræsentation
i folketinget kan gives ved lov.
§ 32. Folketingets medlemmer vælges for fire år.
Stk. 2. Kongen kan til enhver tid udskrive nyvalg med den virkning, at de bestående folketingsmandater bortfalder, når nyvalg har fundet sted. Efter udnævnelse af et nyt ministerium kan valg dog ikke udskrives, forinden statsministeren har fremstillet sig for folketinget.
Stk. 3. Det påhviler statsministeren at foranledige, at nyvalg afholdes inden valgperiodens udløb.
Stk. 4. Mandaterne bortfalder i intet tilfælde, før nyvalg har fundet sted.
Stk. 5. Der kan ved lov gives særlige regler om færøske og grønlandske folketingsmandaters ikrafttræden og ophør.
Stk. 6. Mister et medlem af folketinget sin valgbarhed, bortfalder hans mandat.
Stk. 7. Ethvert nyt medlem afgiver, når hans
valg er godkendt, en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven.
§ 33. Folketinget afgør selv gyldigheden af sine medlemmers
valg samt spørgsmål om, hvorvidt et medlem har mistet sin valgbarhed.
§ 34. Folketinget er ukrænkeligt. Enhver, der antaster
dets sikkerhed eller frihed, enhver, der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende
befaling, gør sig skyldig i højforræderi.
§ 35. Nyvalgt folketing træder sammen kl. 12 den tolvte søgnedag efter valgdagen, dersom kongen ikke har indkaldt det til møde forinden.
Stk. 2. Straks efter prøvelsen af mandaterne
sættes folketinget ved valg af formand og næstformænd.
§ 36. Folketingsåret begynder den første tirsdag i oktober
og varer til samme tirsdag det følgende år.
Stk. 2. På folketingsårets første dag kl. 12
sammentræder medlemmerne til møde, hvor folketinget sættes påny.
§ 37. Folketinget træder sammen på det sted, hvor regeringen
har sit sæde. I overordentlige tilfælde kan folketinget dog samles andetsteds i
riget.
§ 38. På det første møde i folketingsåret afgiver statsministeren
en redegørelse for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger.
Stk. 2. På grundlag af redegørelsen finder en
almindelig forhandling sted.
§ 39. Folketingets formand indkalder folketinget til møde
med angivelse af dagsorden. Det påhviler formanden at indkalde til møde, når mindst
to femtedele af folketingets medlemmer eller statsministeren skriftligt fremsætter
begæring herom med angivelse af dagsorden.
§ 40. Ministrene har i embeds medfør adgang til folketinget
og er berettigede til under forhandlingerne at forlange ordet, så ofte de vil, idet
de iøvrigt iagttager forretningsordenen. Stemmeret udøver de kun, når de tillige
er medlemmer af folketinget.
§ 41. Ethvert medlem af folketinget er berettiget til
at fremsætte forslag til love og andre beslutninger.
Stk. 2. Et lovforslag kan ikke endeligt vedtages, forinden det tre gange har været behandlet i folketinget.
Stk. 3. To femtedele af folketingets medlemmer kan overfor formanden begære, at tredje behandling tidligst finder sted tolv søgnedage efter forslagets vedtagelse ved anden behandling. Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer. Udsættelse kan dog ikke finde sted, forsåvidt angår forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation, love om indirekte skatter samt i påtrængende tilfælde forslag til love, hvis ikrafttræden ikke kan udsættes af hensyn til lovens formål.
Stk. 4. Ved nyvalg og ved folketingsårets udgang
bortfalder alle forslag til love og andre beslutninger, der ikke forinden er endeligt
vedtaget.
§ 42. Når et lovforslag er vedtaget af folketinget, kan
en trediedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets
endelige vedtagelse overfor formanden begære folkeafstemning om lovforslaget. Begæringen
skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer.
Stk. 2. Et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, jfr. stk. 6, kan kun i det i stk. 7 omhandlede tilfælde stadfæstes af kongen inden udløbet af den i stk. 1 nævnte frist, eller inden begæret folkeafstemning har fundet sted.
Stk. 3. Når der er begæret folkeafstemning om et lovforslag, kan folketinget indenfor en frist af fem søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse beslutte, at forslaget skal bortfalde.
Stk. 4. Træffer folketinget ikke beslutning i henhold til stk. 3, skal meddelelse om, at lovforslaget skal prøves ved folkeafstemning, snarest tilstilles statsministeren, der derefter lader lovforslaget bekendtgøre med meddelelse om, at folkeafstemning vil finde sted. Folkeafstemningen iværksættes efter statsministerens nærmere bestemmelse tidligst tolv og senest atten søgnedage efter bekendtgørelsen.
Stk. 5. Ved folkeafstemningen stemmes for og mod lovforslaget. Til lovforslagets bortfald kræves, at et flertal af de i afstemningen deltagende folketingsvælgere, dog mindst 30 procent af samtlige stemmeberettigede, har stemt mod lovforslaget.
Stk. 6. Forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove, normeringslove, lønnings- og pensionslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation, love om direkte og indirekte skatter samt love til gennemførelse af bestående traktatmæssige forpligtelser kan ikke undergives folkeafstemning. Det samme gælder forslag til de i § 8, 9, 10 og § 11 omhandlede love såvel som de i § 19 nævnte beslutninger, der måtte være i lovs form, medmindre det for disse sidste ved særlig lov bestemmes, at sådan afstemning skal finde sted. For grundlovsændringer gælder reglerne i § 88.
Stk. 7. I særdeles påtrængende tilfælde kan et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, stadfæstes af kongen straks efter dets vedtagelse, når forslaget indeholder bestemmelse herom. Såfremt en tredjedel af folketingets medlemmer efter de i stk. 1 omhandlede regler begærer folkeafstemning om lovforslaget eller den stadfæstede lov, afholdes sådan folkeafstemning efter foranstående regler. Forkastes loven ved folkeafstemningen, kundgøres dette af statsministeren uden unødigt ophold og senest fjorten dage efter folkeafstemningens afholdelse. Fra kundgørelsesdagen er loven bortfaldet.
Stk. 8. Nærmere regler om folkeafstemning, herunder
i hvilket omfang folkeafstemning skal finde sted på Færøerne og i Grønland, fastsættes
ved lov.
§ 43. Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves
uden ved lov; ejheller kan noget mandskab udskrives eller noget statslån optages
uden ifølge lov.
§ 44. Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.
Stk. 2. Om udlændinges adgang til at blive ejere
af fast ejendom fastsættes regler ved lov.
§ 45. Forslag til finanslov for det kommende finansår
skal fremsættes for folketinget senest fire måneder før finansårets begyndelse.
Stk. 2. Kan behandlingen af finanslovforslaget
for det kommende finansår ikke ventes tilendebragt inden finansårets begyndelse,
skal forslag til en midlertidig bevillingslov fremsættes for folketinget.
§ 46. Forinden finansloven eller en midlertidig bevillingslov
er vedtaget af folketinget, må skatterne ikke opkræves.
Stk. 2. Ingen udgift må afholdes uden hjemmel
i den af folketinget vedtagne finanslov eller i en af folketinget vedtaget tillægsbevillingslov
eller midlertidig bevillingslov.
§ 47. Statsregnskabet skal fremlægges for folketinget
senest seks måneder efter finansårets udløb.
Stk. 2. Folketinget vælger et antal revisorer. Disse gennemgår det årlige statsregnskab og påser, at samtlige statens indtægter er opført deri, og at ingen udgift er afholdt uden hjemmel i finansloven eller anden bevillingslov. De kan fordre sig alle fornødne oplysninger og aktstykker meddelt. De nærmere regler for revisorernes antal og virksomhed fastsættes ved lov.
Stk. 3. Statsregnskabet med revisorernes bemærkninger
forelægges folketinget til beslutning.
§ 48. Folketinget fastsætter selv sin forretningsorden,
der indeholder de nærmere bestemmelser vedrørende forretningsgang og ordens opretholdelse.
§ 49. Folketingets møder er offentlige. Formanden eller
det i forretningsordenen bestemte antal medlemmer eller en minister kan dog forlange,
at alle uvedkommende fjernes, hvorpå det uden forhandling afgøres, om sagen skal
forhandles i et offentligt eller lukket møde.
§ 50. Folketinget kan kun tage beslutning, når over halvdelen
af medlemmerne er tilstede og deltager i afstemningen.
§ 51. Folketinget kan nedsætte kommissioner af sine medlemmer
til at undersøge almenvigtige sager. Kommissionerne er berettigede til at fordre
skriftlige eller mundtlige oplysninger såvel af private borgere som af offentlige
myndigheder.
§ 52. Folketingets valg af medlemmer til kommissioner
og hverv sker efter forholdstal.
§ 53. Ethvert medlem af folketinget kan med dettes samtykke
bringe ethvert offentligt anliggende under forhandling og derom æske ministrenes
forklaring.
§ 54. Andragender kan kun overgives til folketinget ved
et af dettes medlemmer.
§ 55. Ved lov bestemmes, at folketinget vælger en eller
to personer, der ikke er medlemmer af folketinget, til at have indseende med statens
civile og militære forvaltning.
§ 56. Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning
og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.
§ 57. Intet medlem af folketinget kan uden dettes samtykke
tiltales eller underkastes fængsling af nogen art, medmindre han er grebet på fersk
gerning. For sine ytringer i folketinget kan intet af dets medlemmer uden folketingets
samtykke drages til ansvar udenfor samme.
§ 58. Folketingets medlemmer oppebærer et vederlag, hvis
størrelse fastsættes ved valgloven.
§ 59. Rigsretten består af indtil 15 af de efter embedsalder ældste ordentlige medlemmer af rigets øverste domstol og et tilsvarende antal af folketinget efter forholdstal for 6 år valgte medlemmer. For hver af de valgte vælges en eller flere stedfortrædere. Folketingets medlemmer kan ikke vælges til eller virke som medlemmer af rigsretten. Kan i et enkelt tilfælde nogle af den øverste domstols medlemmer ikke deltage i sagens behandling og påkendelse, fratræder et tilsvarende antal af de af folketinget sidst valgte rigsretsmedlemmer.
Stk. 2. Retten vælger selv sin formand af sin midte.
Stk. 3. Er sag rejst ved rigsretten, beholder de af folketinget valgte medlemmer deres sæde i retten for denne sags vedkommende, selvom det tidsrum, for hvilket de er valgt, udløber.
Stk. 4. Nærmere regler om rigsretten fastsættes
ved lov.
§ 60. Rigsretten påkender de af kongen eller folketinget
mod ministrene anlagte sager.
Stk. 2. For rigsretten kan kongen med folketingets
samtykke lade også andre tiltale for forbrydelser, som han finder særdeles farlige
for staten.
§ 61. Den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov.
Særdomstole med dømmende myndighed kan ikke nedsættes.
§ 62. Retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen.
Regler herom fastsættes ved lov.
§ 63. Domstolene er berettigede til at påkende ethvert
spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Den, der vil rejse sådant spørgsmål,
kan dog ikke ved at bringe sagen for domstolene unddrage sig fra foreløbig at efterkomme
øvrighedens befaling.
Stk. 2. Påkendelse af spørgsmål om øvrighedsmyndighedens
grænser kan ved lov henlægges til en eller flere forvaltningsdomstole, hvis afgørelser
dog skal kunne prøves ved rigets øverste domstol. De nærmere regler herom fastsættes
ved lov.
§ 64. Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter
loven. De kan ikke afsættes uden ved dom, ejheller forflyttes mod deres ønske, uden
for de tilfælde, hvor en omordning af domstolene finder sted. Dog kan den dommer,
der har fyldt sit 65. år, afskediges, men uden tab af indtægter indtil det tidspunkt,
til hvilket han skulle være afskediget på grund af alder.
§ 65. I retsplejen gennemføres offentlighed og mundtlighed
i videst muligt omfang.
Stk. 2. I strafferetsplejen skal lægmænd medvirke. Det fastsættes ved lov, i hvilke sager og under hvilke former denne medvirken skal finde sted, herunder i hvilke sager nævninger skal medvirke.
§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.
§ 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for
at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres
eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.
§ 68. Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen
anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.
§ 69. De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold
ordnes nærmere ved lov.
§ 70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning
berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller
unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.
§ 71. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.
Stk. 2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.
Stk. 3. Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer. Hvis den anholdte ikke straks kan sættes på fri fod, skal dommeren ved en af grunde ledsaget kendelse, der afsiges snarest muligt og senest inden tre dage, afgøre, om han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod sikkerhed, bestemme dennes art og størrelse. Denne bestemmelse kan for Grønlands vedkommende fraviges ved lov, forsåvidt dette efter de stedlige forhold må anses for påkrævet.
Stk. 4. Den kendelse, som dommeren afsiger, kan af vedkommende straks særskilt indbringes for højere ret.
Stk. 5. Ingen kan underkastes varetægtsfængsel for en forseelse, som kun kan medføre straf af bøde eller hæfte.
Stk. 6. Udenfor strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse. Nærmere regler herom fastsættes ved lov.
Stk. 7. Behandlingen af de i stk. 6 nævnte personer
undergives et af folketinget valgt tilsyn, hvortil de pågældende skal have adgang
til at rette henvendelse.
§ 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse
og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden
må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.
§ 73. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes
at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov
og mod fuldstændig erstatning.
Stk. 2. Når et lovforslag vedrørende ekspropriation af ejendom er vedtaget, kan en trediedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse kræve, at det først indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til folketinget har fundet sted, og forslaget påny er vedtaget af det derefter sammentrædende folketing.
Stk. 3. Ethvert spørgsmål om ekspropriationsaktens
lovlighed og erstatningens størrelse kan indbringes for domstolene. Prøvelsen af
erstatningens størrelse kan ved lov henlægges til domstole oprettet i dette øjemed.
§ 74. Alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til
erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov.
§ 75. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at
enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans
tilværelse.
Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller
sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af
det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.
§ 76. Alle børn i den undervisningspligtige alder har
ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for,
at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves
i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.
§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale
at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende
forholdsregler kan ingensinde påny indføres.
§ 78. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse
at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.
Stk. 2. Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.
Stk. 3. Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstaltning. Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges sag imod den til dens opløsning.
Stk. 4. Sager om opløsning af politiske foreninger skal uden særlig tilladelse kunne indbringes for rigets øverste domstol.
Stk. 5. Opløsningens retsvirkninger fastsættes
nærmere ved lov.
§ 79. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse
at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære.
Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for
den offentlige fred.
§ 80. Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke angribes,
kun skride ind, efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er
opfordret til at skilles.
§ 81. Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person
at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.
§ 82. Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt
at styre deres anliggender ordnes ved lov.
§ 83. Enhver i lovgivningen til adel, titel og rang knyttet
forret er afskaffet.
§ 84. Intet len, stamhus, fideikommisgods eller andet
familiefideikommis kan for fremtiden oprettes.
§ 85. For forsvarsmagten er de i § 71,
§ 78 og 79 givne bestemmelser kun anvendelige
med de indskrænkninger, der følger af de militære loves forskrifter.
§ 86. Valgretsalderen til de kommunale råd og menighedsrådene
er den for valg til folketinget til enhver tid gældende. For Færøernes og Grønlands
vedkommende fastsættes valgretsalderen til de kommunale råd og menighedsrådene ved
lov eller i henhold til lov.
§ 87. Islandske statsborgere, der i medfør af loven om
ophævelse af dansk-islandsk forbundslov m.m. nyder lige ret med danske statsborgere,
bevarer de i grundloven hjemlede rettigheder, der er knyttede til dansk indfødsret.
§ 88. Vedtager folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse, og regeringen vil fremme sagen, udskrives nyvalg til folketinget. Vedtages forslaget i uændret skikkelse af det efter valget følgende folketing, bliver det inden et halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning. De nærmere regler for denne afstemning fastsættes ved lov. Har et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede afgivet deres stemme for folketingets beslutning, og stadfæstes denne af kongen, er den grundlov.
§ 89. Denne grundlov træder i kraft straks. Dog vedbliver den i henhold til Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915 med ændringer af 10. september 1920 senest valgte rigsdag at bestå, indtil nyvalg har fundet sted i overensstemmelse med reglerne i kapitel IV. Indtil nyvalg har fundet sted, forbliver de i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915 med ændringer af 10. september 1920 for rigsdagen fastsatte bestemmelser i kraft.