Vejledning nr. 9038 af 18.01.2018 er afløst af vejledning nr. 10029 af 28.11.2018.
Vejledning nr. 9038 af 18.01.2018, som fra 01.02.2018 har afløst vejledning nr. 10323 af 11.12.2017, som fra d. 01.01.2018 har afløst vejledning nr. 9045 af 24.01.2017, som fra d. 01.02.2017 har afløst vejledning nr. 9246 af 18.03.2016, som fra d. 01.04.2016 har afløst vejledning nr. 11361 af 30.12.2015, som fra d. 01.01.2016 har afløst vejledning nr. 9399 af 04.06.2014, som fra d. 01.07.2014 har afløst vejledning nr. 9653 af 23.11.2013.
Denne vejledning henvender sig primært til prøvelses- og vielsesmyndigheden i kommunerne. Vejledningen kan dog også være relevant for andre myndigheder, der behandler sager, hvor det kan være nødvendigt at tage stilling til, om et ægteskab indgået i udlandet kan anerkendes i Danmark.
I vejledningen beskrives sagsgangen i forbindelse med indgåelse af ægteskab, herunder om hvor man kan indgå ægteskab, hvem der har kompetence til at foretage vielser, hvilke dokumenter der er nødvendige for sagsbehandlingen, hvad betingelserne er for at blive gift, og hvordan sagen afsluttes efter vielsen m.v.
Vejledningen beskriver også kommunens opgaver i forbindelse med borgeres indgåelse af ægteskab i udlandet og behandlingen af sager om anerkendelse af udenlandske ægteskaber.
Herudover er der i vejledningen en beskrivelse af særlige emner som navneændring på bryllupsdagen, nødvielser, proforma ægteskaber og tvangsægteskaber m.v.
Reglerne om indgåelse af ægteskab findes i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (herefter ægteskabsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 54 af 23. januar 2018. Derudover er der i bekendtgørelse nr. 1493 af 11. december 2017 om indgåelse af ægteskab (herefter ægteskabsbekendtgørelsen) fastsat nærmere regler om fremgangsmåden m.v. ved indgåelse af ægteskab.
Denne vejledning anvendes fra den 1. februar 2018 og erstatter vejledning nr. 10323 af 11. december 2017 om behandling af ægteskabssager. Vejledningens kapitel 4, punkt 4.4., om kommunens udstedelse af vielsesattest, når vielse er foretaget i et trossamfund, er opdateret som følge af lov nr. 1533 af 19. december 2017 om trossamfund uden for folkekirken (herefter trossamfundsloven).
Vejledningen gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Kapitel 1. Hvem behandler en ægteskabssag, og hvilke dokumenter er nødvendige
1.1. Stedlig kompetence – hvor i landet skal sagen behandles
1.2. Bemyndigelse – hvem kan foretage borgerlige vielser
1.4. Dokumentation for parternes identitet m.v.
1.5. Oversættelser og tolkebistand
1.1. Stedlig kompetence – hvor i landet skal sagen behandles
Det er parternes bopælskommune, der foretager prøvelse af ægteskabsbetingelserne (ægteskabslovens § 13, stk. 2). Bor parterne i forskellige kommuner, kan de selv vælge, hvilken kommune de vil sende ansøgningen til.
Hvis ingen af parterne har bopæl her i landet, foretages prøvelsen der, hvor en af parterne opholder sig (ægteskabslovens § 13, stk. 2).
Prøvelse kan uanset ovenstående foretages i en anden kommune, hvis prøvelsesmyndigheden dér accepterer det.
Er en af parterne statsborger i et af de andre nordiske lande, og bor en af parterne i Danmark, foretager kommunen prøvelsen for vedkommende. Hvis ingen af parterne bor i Danmark, sker prøvelsen efter loven i det land, hvor de(n) pågældende har statsborgerskab. Statsborgerlandets lov skal altid anvendes, hvis den pågældende anmoder derom (ægteskabsbekendtgørelsens § 7). Se også dette kapitel, punkt 1.3.
1.2. Bemyndigelse – hvem kan foretage borgerlige vielser
Efter ægteskabsloven er det formanden for kommunalbestyrelsen (borgmesteren), der har vielseskompetencen i kommunen. Borgmesteren kan skriftligt bemyndige ansatte i kommunens administration og medlemmer af kommunalbestyrelsen til på sine vegne at foretage vielser (ægteskabslovens § 18 og ægteskabsbekendtgørelsens § 12).
Afgåede borgmestre, afgåede kommunalbestyrelsesmedlemmer og tidligere ansatte i kommunens administration kan altså ikke bemyndiges til at foretage vielser. Der er heller ikke adgang til at meddele bemyndigelse til f.eks. borgmestre i andre kommuner.
En bemyndigelse til at foretage vielser bortfalder, når den bemyndigede fratræder sin hidtidige stilling.
Bemyndigelse kan gives enten via en stillingsfuldmagt eller ved en konkret bemyndigelse. En stillingsfuldmagt medfører, at den pågældende har en stående bemyndigelse til at foretage vielser. En konkret bemyndigelse kan enten gives som en stående bemyndigelse eller som en ad hoc bemyndigelse til at foretage en enkelt vielse af to bestemte parter.
Når en borgmester går af – uanset om dette sker i forbindelse med et valg eller før tid – bortfalder alle konkrete bemyndigelser. I så fald skal disse bemyndigelser, hvis den nye borgmester ønsker dette, fornyes. En stillingsfuldmagt bortfalder ikke ved et borgmesterskifte.
En vielse foretaget af en person, der ikke tilhører den personkreds, der kan bemyndiges til at foretage borgerlige vielser, er ugyldig. Af hensyn til parterne er det derfor yderst vigtigt, at borgmesteren kun bemyndiger personer, der med sikkerhed tilhører den bemyndigelsesberettigede personkreds (ansatte i kommunens administration og kommunalbestyrelsesmedlemmer).
Hvis der opstår tvivl om, hvem der kan bemyndiges, kan kommunen forelægge sagen for Ankestyrelsen. Styrelsen har dog ikke mulighed for at dispensere fra bemyndigelsesreglerne.
En ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne skal indgives til kommunen ved anvendelse af den digitale løsning, som prøvelsesmyndigheden stiller til rådighed (digital selvbetjening) (ægteskabslovens § 58 d, stk. 1). Hvis en ansøgning ikke er indgivet digitalt, og hvis ansøgningen ikke er omfattet af undtagelserne herom i ægteskabslovens § 58 d, stk. 3 eller 4, afvises ansøgningen. Kommunens afgørelse om at afvise en ansøgning kan ikke påklages. Se også kapitel 2, punkt 2.1.2.
Er der særlige forhold, der gør, at parterne, der har anmodet om prøvelse af ægteskabsbetingelserne, ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, jf. ægteskabslovens § 58 d, stk. 3, må kommunen ikke afvise anmodningen, men skal i stedet for tilbyde, at den kan indgives på anden måde.
Hvis kommunen eksempelvis har afvist en anmodning, der ikke er indgivet digitalt, og parterne derefter kontakter kommunen og oplyser, at de ikke skal eller kan anmode digitalt, må kommunen undersøge, om der kan foreligge særlige forhold.
Det er kommunen, der ud fra et konkret skøn vurderer, om der foreligger særlige forhold. Der skal i den forbindelse lægges vægt på parternes beskrivelse af egne evner og muligheder for at anvende it-værktøjer og eventuelle problemer med at søge om hjælp, ligesom kommunen ud fra en helhedsvurdering af parterne må bedømme, om de vil kunne ansøge digitalt efter modtagelse af hjælp hertil.
Særlige forhold kan for eksempel foreligge, hvor der er tale om parter med særlige handikap, såvel kognitiv som fysisk funktionsnedsættelse samt demens, parter, der mangler digitale kompetencer, visse socialt udsatte parter, parter med psykiske lidelser, hjemløse, parter med sprogvanskeligheder m.v., hvor hjælp eller medbetjening til den digitale ansøgning fra prøvelsesmyndighedens side konkret vurderes ikke at være en egnet løsning. Der vil således kunne være tale om, at der foreligger særlige forhold for nogle af de nævnte parter, der gør, at de ikke kan ansøge digitalt. Tilsvarende vil der også være parter fra de nævnte grupper, der kan ansøge digitalt, og derfor skal ansøge digitalt.
Særlige forhold vil eksempelvis også foreligge, hvor en part er indsat i fængsel eller er institutionsanbragt og af den grund ikke har adgang til en computer eller lignende digital platform, hvorfor parten ikke kan ansøge digitalt.
Det forekommer ofte, at to udenlandske statsborgere med bopæl i udlandet ønsker at blive gift i Danmark, f.eks. under et ferieophold. Udenlandske statsborgere med bopæl i udlandet kan ikke få NemID. Det samme gælder borgere på Færøerne. Dette skyldes, at man skal have et CPR-nummer for at få NemID. Da en digital anmodning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne skal underskrives digitalt af begge parter, må det anses som et særligt forhold, at parterne ikke kan få NemID og derfor ikke kan anvende den digitale løsning. Det er tilstrækkeligt, at det kun er den ene part, der ikke kan få NemID.
Hvis parterne ikke har, men begge kan få udstedt NemID, skal kommunen bede dem om at anskaffe sig NemID. Hvis kommunen vurderer, at der foreligger særlige forhold, kan der dog ikke stilles krav herom.
Udover særlige forhold hos parterne kan der også helt ekstraordinært forekomme situationer, hvor omstændighederne ved ansøgningen eller hos kommunen gør, at der ikke kan ansøges digitalt. Der kan eksempelvis være tale om, at kommunens digitale selvbetjeningssystem ikke er indrettet til at håndtere en bestemt situation. Tilsvarende vil kommunen eksempelvis kunne anvise parterne en anden måde at ansøge på, hvis kommunens selvbetjeningssystem er ude af drift.
Når en ansøgning ikke skal indgives digitalt, skal ansøgningen indgives på blanketten "Ægteskabserklæring" (ægteskabsbekendtgørelsens § 2), der er godkendt af Ankestyrelsen.
I forbindelse med indgivelse af en ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne skal kommunen sørge for, at parterne modtager orientering (i form af en pjece) om reglerne om ægtefællers økonomiske forhold (ægteskabsbekendtgørelsens § 2, stk. 3). Parterne modtager pjecen, når de udfylder ansøgningen via kommunens digitale selvbetjeningsløsning, da pjecen er en del af selvbetjeningsløsningen. Hvis ansøgningen indgives skriftligt, modtager parterne ligeledes pjecen, da den er en del af blanketten "Ægteskabserklæring".
Det er prøvelsesmyndigheden, der vurderer, om parterne skal fremlægge yderligere dokumenter til brug for prøvelsen, eksempelvis til brug for vurderingen af om parten er ugift, jf. kapitel 2, punkt 2.5.
For nordiske statsborgere, der skal prøves efter deres eget lands lovgivning, kan prøvelsesmyndigheden kræve, at retten til at indgå ægteskabet godtgøres ved prøvelsesattest/ægteskabsattest udstedt af statsborgerlandets myndigheder. Hvis parten kan fremvise en sådan attest, skal prøvelsesmyndigheden ikke foretage yderligere prøvelse for den pågældende (ægteskabsbekendtgørelsens §§ 7 og 8).
Ifølge de senest tilgængelige oplysninger fra de andre nordiske lande udstedes en sådan attest i Finland af en befolkningsregisterfører (borgerlig eller kirkelig myndighed), i Island af en sysselmand, en islandsk ambassade eller legation, i Norge af en borgerlig vigselsmand, Barne- og familiedepartementet, en norsk ambassade eller legation, og i Sverige af en skattemyndighed, Udenrigsdepartementet, en svensk ambassadør, gesandt eller konsul. Hvis kommunen er i tvivl om, hvorvidt en ægteskabsattest fra et af de andre nordiske lande er udstedt af den rette myndighed, kan kommunen kontakte det pågældende lands ambassade i Danmark.
Efter ægteskabsbekendtgørelsens § 8, stk. 2, må en nordisk attest ikke være mere end 4 måneder gammel, medmindre andet er bestemt i attesten.
Da bekendtgørelse om den mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indgåede konvention indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål (herefter kaldet nordisk ægteskabskonvention) ikke finder anvendelse på ægteskab mellem to personer af samme køn, kan prøvelse af, om par af samme køn opfylder ægteskabsbetingelserne, ikke ske på baggrund af en prøvelsesattest udstedt i de andre nordiske lande.
For par af samme køn gælder således, at prøvelsen må foretages efter dansk ret.
1.4. Dokumentation for parternes identitet m.v.
Begge parter skal fremlægge dokumentation for navn og fødselsdato.
Hvis kommunen er i tvivl om parternes identitet, kan kommunen kræve billedlegitimation forevist.
Hvis parten/parterne bor her i Danmark (eller i Grønland), vil oplysningerne om deres navne og fødselsdatoer som udgangspunkt fremgå af CPR. Parten/parterne skal derfor ikke fremvise fødsels-, navne- eller dåbsattester m.v. Er kommunen i tvivl om oplysningerne i CPR, kan kommunen dog bede om at parten/parterne fremviser deres attester m.v.
Et navn, der afviger fra eller ikke fremgår af CPR eller partens/parternes fødsels-, navne- eller dåbsattester, skal dokumenteres på anden måde (f.eks. vielsesattest, partnerskabsattest eller navnebevis).
Der bør som udgangspunkt ikke stilles krav om fremlæggelse af originale dokumenter, når det drejer sig om dokumenter, der er udstedt af danske myndigheder. Det er tilstrækkeligt at fremlægge kopier af dokumenterne eller scanne dokumenterne og sende dem til kommunen sammen med ansøgningen eller via sikker e-mail. Andre dokumenter, herunder udenlandske dokumenter og eventuel oversættelse heraf, skal fremlægges i original.
Hvis parten/parterne bor i udlandet (eller på Færøerne) og ikke er registreret i CPR, skal navn og fødselsdato dokumenteres f.eks. ved at forevise pas.
Da asylansøgere m.v. ofte ikke er i besiddelse af et pas, kan deres identitet dokumenteres ved fremlæggelse af legitimationskort udstedt af de danske udlændingemyndigheder. Hvis kommunen er i tvivl om en asylansøgers identitet, kan kommunen – med samtykke fra asylansøgeren – kontakte udlændingemyndighederne.
Om fremlæggelse af dokumentation for ikke at være gift (civilstandsattest) henvises til kapitel 2, punkt 2.5.
1.5. Oversættelser og tolkebistand
Kommunen kan bestemme, at dokumenter, der er nødvendige for prøvelsen, og som ikke er på dansk eller et andet nordisk sprog, skal oversættes. Udgiften hertil afholdes af parterne, uanset om de har bopæl her i landet eller ej. Kommunen kan også bestemme, at der skal indbetales et beløb til sikkerhed for betalingen. Dette gælder dog ikke, hvis parterne selv lader dokumenterne oversætte ved en uddannet translatør el.lign. (ægteskabsbekendtgørelsens § 4, stk. 1).
Det bemærkes, at det følger af artikel 2, stk. 1, i den nordiske sprogkonvention (nordisk konvention af 17. juni 1981 om nordiske statsborgeres ret til at anvende deres eget sprog i et andet nordisk land, jf. bekendtgørelse nr. 16 af 10. marts 1987, Lovtidende C), at en nordisk borger skal kunne anvende sit eget sprog ved henvendelse til myndigheder i et andet nordisk land. Kommunen kan derfor ikke kræve, at parterne oversætter nordiske dokumenter m.v., der er nødvendige for prøvelsen, til dansk.
Kommunen kan tilkalde en tolk, der er uddannet translatør el.lign., hvis det er nødvendigt for prøvelsen. Udgiften hertil afholdes af parterne, hvis ingen af parterne har bopæl her i landet. Det gælder dog ikke, hvis parterne er nordiske statsborgere eller asylansøgere, der opholder sig her i landet under behandlingen af deres ansøgning om asyl (ægteskabsbekendtgørelsens § 4, stk. 2). I disse tilfælde afholdes udgiften til tolkebistand af kommunen. Kommunen kan også i relation til tolkebistand bestemme, at der skal indbetales et beløb til sikkerhed for betalingen.
Også under vielsen kan borgmesteren tilkalde en tolk, der er uddannet translatør el.lign., hvis en af parterne ikke forstår dansk (ægteskabsbekendtgørelsens § 17). Med hensyn til udgifterne til tolkebistanden gælder de samme regler som ved tolkebistand under prøvelsen (ægteskabsbekendtgørelsens § 21, stk. 2).
Hvis det er muligt at behandle sagen på betryggende vis uden oversættelser eller med tolkebistand, f.eks. fordi kommunens medarbejdere behersker det fremmede sprog, er det ikke nødvendigt at lade dokumenter oversætte eller tilkalde en tolk, der er uddannet translatør el. lign.
Ved indgivelse af en anmodning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne betales et gebyr på 870 kr. (2018-niveau), hvis ingen af parterne har bopæl her i landet (ægteskabslovens § 13, stk. 3).
Gebyret reguleres en gang årligt den 1. januar med det generelle pris- og lønindeks. Gebyrets størrelse offentliggøres i den årlige vejledning om regulering af visse satser m.v. på Børne- og Socialministeriets område.
Kapitel 2. Ægteskabsbetingelserne
2.1. Ægteskabsbetingelserne generelt
2.3. Samtykke fra værge, herunder dispensation
2.4. Ægteskab mellem nærtbeslægtede, herunder tilladelse
2.5. Begge parter skal være ugifte
2.7. Lovligt ophold, herunder dispensation
2.8. Eventuel erklæring om kendskab til reglerne om familiesammenføring
2.9. Evne til at handle fornuftsmæssigt
2.1. Ægteskabsbetingelserne generelt
2.1.1. Dispensation fra ægteskabsbetingelser
2.1.2. Klage over afslag på dispensation fra en ægteskabsbetingelse
Ægteskabsbetingelserne er de betingelser, som parterne skal opfylde for at kunne blive gift. Kommunen undersøger, om parterne opfylder betingelser og i bekræftende udstedes en prøvelsesattest. Herefter kan parterne blive gift.
En udlænding, der ønsker at indgå ægteskab her i landet, skal opfylde de danske ægteskabsbetingelser, også selvom der gælder andre ægteskabsbetingelser i det land, som udlændingen stammer fra eller bor i.
For nordiske statsborgere gælder dog den nordiske ægteskabskonvention, hvorefter ægteskabsbetingelserne skal prøves efter dansk ret, hvis en af parterne er bosat i Danmark. Hvis dette ikke er tilfældet, foretages prøvelsen efter reglerne i det land, hvor den pågældende har statsborgerskab. Opfyldelse af disse ægteskabsbetingelser skal dokumenteres ved fremlæggelse af en prøvelses- eller ægteskabsattest, der er udstedt af en kompetent myndighed i statsborgerlandet.
For andre end nordiske statsborgere, som har bopæl i et af de nordiske lande, kan en prøvelses- eller ægteskabsattest, der er udstedt af en kompetent myndighed i et andet nordisk land, dokumentere, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt.
En prøvelses- eller ægteskabsattest udstedt af et andet nordisk lands skal fremlægges i original og kan derfor ikke sendes digitalt til kommunen.
I nogle tilfælde kan kommunen dispensere fra visse af ægteskabsbetingelserne. Mulighederne for at give dispensation gennemgås nedenfor.
2.1.1. Dispensation fra ægteskabsbetingelser
Hvis en part ikke opfylder en ægteskabsbetingelse, som kommunen kan dispensere fra, skal kommunen af sig selv tage stilling til, om der er grundlag for at dispensere fra betingelsen. Dispensation fra en ægteskabsbetingelse forudsætter altså ikke, at parten indgiver en formel ansøgning om dispensation.
Der kan dispenseres fra følgende ægteskabsbetingelser:
1) Samtykke fra værge (se dette kapitel, punkt 2.3.).
2) Skifte af dødsbo (se dette kapitel, punkt 2.6.).
3) Lovligt ophold (se dette kapitel punkt 2.7.).
Hvis en eller begge parter tidligere har været gift, og ægteskabet er opløst ved skilsmisse m.v. i udlandet eller ved dødsfald i udlandet, skal kommunen tage stilling til, om den udenlandske skilsmisse/dødsfald m.v. kan anerkendes efter dansk ret i relation til ægteskabsbetingelsen om, at begge parter skal være ugifte (ægteskabslovens § 9). Behandlingen af dette spørgsmål foretages på samme måde som ved behandlingen af spørgsmål om dispensation fra en eller flere af de tre ovennævnte ægteskabsbetingelser.
Mener kommunen, at der skal gives dispensation fra en ægteskabsbetingelse, eller at en udenlandsk skilsmisse eller et udenlandsk dødsfald kan anerkendes, behøver kommunen ikke at give parterne særskilt besked herom. Dispensationen m.v. er indeholdt i afgørelsen af, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt. Der er ikke behov for, at kommunen særskilt noterer, at der er dispenseret fra en ægteskabsbetingelse. Omvendt er der ikke noget til hinder for, at kommunen i sagen noterer, at den har givet en dispensation eller anerkendt en udenlandsk skilsmisse eller dødsfald.
2.1.2. Klage over afslag på dispensation fra en ægteskabsbetingelse
Kommunernes afgørelser om afslag på at udstede prøvelsesattest, fordi ægteskabsbetingelserne ikke er opfyldt, skal som udgangspunkt meddeles skriftligt og være begrundet. Kommunens afslag kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, medmindre kommunen ved afslaget samtidig har afslået at dispensere fra en ægteskabsbetingelse, jf. ovenfor dette kapitel punkt 2.1.1.
Har kommunen afslået at dispensere fra en ægteskabsbetingelse, kan denne afgørelse påklages til Ankestyrelsen. Det samme gælder kommunens afslag på anerkendelse af en udenlandsk skilsmisse m.v. til brug for prøvelse af ægteskabsbetingelserne.
Sådanne afslag skal derfor også indeholde en klagevejledning, der f.eks. kan udformes sådan:
”Du kan klage over afgørelsen. Hvis du vil klage, skal du sende klagen til kommunen. Vi sender din klage og resten af sagen til Ankestyrelsen, som så behandler din klage. ”
Man skal være fyldt 18 år for at indgå ægteskab (ægteskabslovens § 1). Der er tale om et absolut krav, og der kan således ikke dispenseres fra dette. Dette gælder uanset baggrunden for den mindreåriges ønske om at ville indgå ægteskab.
Indgås et ægteskab i strid med alderskravet, er ægteskabet ugyldigt, jf. kapitel 7 om gyldigheden af et ægteskab.
2.3. Samtykke fra værge, herunder dispensation
Den, som er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6, må ikke indgå ægteskab uden værgens samtykke (ægteskabslovens § 3). Ved samværgemål kræves ikke samtykke fra samværgen (værgemålslovens § 7).
Samtykke kræves, selv om den pågældende tidligere har været gift.
Der skal fremlægges dokumentation for, hvem der er værge for den pågældende part. Afgørelser om værgemål fremgår i et vist omfang af CPR. I så fald behøver parterne ikke fremlægge dokumentation for værgemålet.
Samtykket skal gælde ægteskab med en bestemt person. Samtykket skal være afgivet inden for de seneste fire uger.
Nægter værgen at give samtykke til ægteskabet, kan kommunen give dispensation fra kravet herom, hvis der ikke er rimelig grund til nægtelsen.
En afgørelse om dispensation træffes altid ud fra en konkret vurdering af den enkelte sag. Det er uden betydning for adgangen til dispensation, hvem af parterne der er under værgemål.
I vurderingen kan der bl.a. blive lagt vægt på, om parterne har eller venter barn, og om de har egen bolig samt betryggende personlige og økonomiske forhold. Der kan også lægges vægt på, om parten forstår betydningen af ægteskabet. Disse kriterier svarer i hovedtrækkene til den tidligere praksis for at give aldersdispensation, som beskrevet i afsnit 2.2. i vejledning nr. 9246 af 18. marts 2016 om behandling af ægteskabssager, der i øvrigt ikke længere er gældende.
Kommunens afgørelse om dispensation fra kravet om samtykke fra værgen kan påklages til Ankestyrelsen, jf. dette kapitel, punkt 2.1.2.
2.4. Ægteskab mellem nærtbeslægtede, herunder tilladelse
2.4.1. Slægtninge i ret op- og nedstigende linje samt søskende
2.4.1. Slægtninge i ret op- og nedstigende linje samt søskende
Ægteskab må ikke indgås mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje eller mellem søskende (ægteskabslovens § 6).
Forbuddet mod ægteskab gælder f.eks. ægteskab mellem mor og søn og mellem bedstefar og barnebarn.
Forbuddet gælder også mellem søskende, herunder halvsøskende, også selvom de ikke er opvokset sammen.
I relation til adopterede børn bemærkes, at forbuddet gælder i forhold til adoptivbarnets biologiske slægt, og ikke i forhold til barnets adoptivslægt.
Adoptant og adoptivbarn må dog ikke indgå ægteskab med hinanden, så længe adoptivforholdet består (ægteskabslovens § 8). Ønsker adoptant og adoptivbarn at indgå ægteskab med hinanden, kan de søge Ankestyrelsen om at ophæve adoptivforholdet (adoptionslovens § 18).
Der kan ikke dispenseres fra forbuddet.
Ægteskab må ikke uden tilladelse fra Ankestyrelsen indgås mellem personer, hvor den ene har været gift med den andens slægtning i ret op- eller nedstigende linje. Er der fællesbørn i det tidligere ægteskab, må tilladelsen kun gives, såfremt hensynet til børnene ikke taler derimod (ægteskabslovens § 7).
Forbuddet omfatter f.eks. ægteskab mellem stedfar og steddatter, hvor stedfaren har været gift med steddatterens mor. Det gælder også mellem svigermor og svigersøn, men ikke ægteskab mellem svoger og svigerinde.
2.5. Begge parter skal være ugifte
2.5.1. Dokumentation for at en part aldrig har været gift, herunder civilstandsattester
2.5.2. Dokumentation for ophør af ægteskab (skilsmisse, død m.v.)
Den, som tidligere har indgået ægteskab eller har været part i et registreret partnerskab, må ikke indgå ægteskab, så længe det tidligere ægteskab eller registrerede partnerskab består (ægteskabslovens § 9).
Kommunen kan derfor kræve, at en part dokumenterer,
– at parten aldrig har været gift eller har indgået registreret partnerskab, eller
– at et eventuelt ægteskab eller registreret partnerskab er opløst ved skilsmisse, omstødelse, annullation eller død.
En separation er ikke en opløsning af et ægteskab. Så længe en part er separeret, må parten ikke indgå nyt ægteskab.
2.5.1. Dokumentation for at en part aldrig har været gift, herunder civilstandsattester
2.5.1.1. Hvornår kræves civilstandsattest fremlagt
2.5.1.2. Hvornår kan civilstandsattest ikke kræves fremlagt
Parten har ingen relevant tilknytning til udlandet
Opfyldelse af betingelsen om at være ugift for parter, der ikke har nogen relevant tilknytning til udlandet, prøves normalt således:
– Parten underskriver under strafansvar ægteskabserklæringen.
– Kommunen undersøger oplysninger om parten i CPR.
Dette gælder for parter, der har boet i Danmark hele deres voksne liv.
Parten har relevant tilknytning til udlandet
For parter, der ikke har boet i Danmark hele deres voksne liv, kan kommunen kræve, at parterne fremlægger en erklæring fra den kompetente udenlandske myndighed om, at den pågældende ikke har indgået ægteskab i det pågældende land.
Erklæring om, at en part ikke har indgået ægteskab, benævnes ofte ”civilstandsattest”, men den kan have andre navne og udformninger. I det følgende kaldes alle sådanne erklæringer m.v. ”civilstandsattest”. Attesten skal indeholde oplysninger om partens civilstand, f.eks. gift, ugift, enke/enkemand.
Civilstandsattester udstedes ofte af folkeregistreringsmyndigheder, fødselsmyndigheder eller lignende. På www.ast.dk findes oplysninger om fremskaffelse af civilstandsattester fra enkelte lande, i det omfang Ankestyrelsen har sikre oplysninger herom.
I stedet for en civilstandsattest kan der være tale om en erklæring om partens civilstand fra en kompetent myndighed i det pågældende land.
Civilstandsattester, erklæringer og andre dokumenter fra udenlandske myndigheder skal forelægges i original og kan derfor ikke sendes digitalt til kommunen.
Det er ikke alle lande, der udsteder civilstandsattester for statsborgere fra andre lande. I så fald bør det i stedet overvejes at bede parten fremlægge de oplysninger om partens civilstand, som udlændingemyndighederne i det land, hvor parten aktuelt bor eller opholder sig, er i besiddelse af.
Hvis det ikke er muligt for parten at fremskaffe nogen form for dokumentation for, at vedkommende er ugift, oplyser parten under strafansvar med sin underskrift på ægteskabserklæringen, at vedkommende er ugift.
Ægtheden af en civilstandsattest m.v. skal bekræftes. Dette er dog ikke nødvendigt, hvis kommunen er vant til at se civilstandsattester, der er udstedt af den pågældende myndighed. Se mere herom i vejledning om dokumentation for ægtheden af familieretlige dokumenter fra udlandet. Vejledningen findes på www.ast.dk.
2.5.1.1. Hvornår kræves civilstandsattest fremlagt
Der stilles ikke krav om, at en part med relevant tilknytning til udlandet altid fremlægger en civilstandsattest, men kommunen kan altid kræve en civilstandsattest fremlagt.
Følgende forhold kan begrunde, at kommunen kræver, at en part fremlægger en civilstandsattest:
– Parten bor ikke i Danmark.
– Konkret mistanke om, at parten er eller har været gift.
– Stikprøve.
Det beror på en konkret vurdering, om kommunen kræver fremlagt en civilstandsattest.
Kommunen kan kræve civilstandsattest fra følgende lande:
– Lande, hvor parten har eller har haft bopæl.
– Lande, hvor parten har eller har haft ophold.
– Lande, hvor parten har eller har haft statsborgerskab.
Dette kan illustreres ved følgende eksempel:
|
2.5.1.2. Hvornår kan civilstandsattest ikke kræves fremlagt
I følgende situationer kan kommunen ikke kræve, at parten fremlægger civilstandsattest:
– Parten er flygtning eller asylansøger.
– Det er umuligt for parten at fremskaffe en civilstandsattest.
– Det er meget vanskeligt eller byrdefuldt for parten at fremskaffe en civilstandsattest.
Parten er flygtning eller asylansøger
Man kan bl.a. opnå flygtningestatus i Danmark, hvis udlændingemyndighederne anerkender, at man er forfulgt af myndighederne i sit hjemland; disse personer betegnes flygtninge. En asylansøger er ikke en flygtning, men en person, der anmoder om at blive anerkendt som flygtning, fordi den pågældende mener sig forfulgt af myndighederne i sit hjemland; dvs. at de danske udlændingemyndigheder endnu ikke har taget stilling til denne anmodning.
På grund af risikoen for (yderligere) forfølgelse, kan man ikke kræve, at en flygtning eller asylansøger kontakter myndighederne i det land, som den pågældende er flygtet fra. Af samme grund må danske myndigheder heller ikke kontakte de pågældende myndigheder for at få oplysninger om parten. Det gælder i særlige tilfælde også, selvom parten efterfølgende er blevet dansk statsborger.
Dette gælder dog ikke, hvis parten flere gange har rejst til det land, hvorfra parten er flygtet, efter parten har opnået flygtningestatus i Danmark, eller hvis parten giver samtykke til det.
Oplysninger om, hvorvidt en part er flygtning eller asylansøger, kan findes på UdlændingeInformationsPortalen (UIP) på www.nyidanmark.dk.
Der er ikke noget til hinder for at kræve civilstandsattest fra lande, som en flygtning eller asylansøger har boet i, men som den pågældende ikke er flygtet fra.
Umuligt for parten at fremskaffe en civilstandsattest
Det er ikke alle lande, der udsteder civilstandsattester, og selvom et land udsteder civilstandsattester, er det ikke sikkert, at de udstedes for alle, der har en tilknytning til landet. Civilstandsattester kan f.eks. være forbeholdt landets egne statsborgere eller parter med permanent opholdstilladelse.
I så fald bør det i stedet overvejes at bede parten fremlægge de oplysninger om partens civilstand, som udlændingemyndighederne i det land, hvor parten aktuelt bor eller opholder sig, er i besiddelse af.
Det er parten, der skal dokumentere, at parten ikke kan få udstedt en civilstandsattest fra det pågældende land. Dette kan eksempelvis dokumenteres ved en udtalelse fra landets myndigheder, den danske ambassade i det pågældende land eller det pågældende lands ambassade i Danmark. Hvis parten ikke kan fremskaffe dokumentationen herfor, kan kommunen være behjælpelig hermed – eksempelvis ved at kommunen ringer til myndighederne eller den danske ambassade i det pågældende land.
Meget vanskeligt eller byrdefyldt for parten at fremskaffe en civilstandsattest
I nogle tilfælde kan det tage tid for en part at fremskaffe en civilstandsattest fra udlandet, og parten vil måske også skulle betale et gebyr for attesten. Dette er dog ikke til hinder for at kræve civilstandsattest fremlagt.
I nogle situationer kan det imidlertid være meget vanskeligt eller byrdefuldt for parten at fremskaffe en civilstandsattest. Det er parten, der skal dokumentere, at det vil være meget vanskeligt eller byrdefuldt at fremskaffe en civilstandsattest. I så fald bør kommunen efter et konkret skøn undlade at kræve attesten fremlagt. Som eksempler på dette kan nævnes:
– Den udenlandske myndighed reagerer ikke på henvendelser om udstedelse af civilstandsattest.
– Udstedelse af civilstandsattest forudsætter personligt fremmøde hos en udenlandsk myndighed i et fjerntliggende land. (Det skal dog her undersøges, om parten i stedet kan møde på det pågældende lands ambassade i Danmark eller et andet sted i Europa).
2.5.2. Dokumentation for ophør af ægteskab (skilsmisse, død m.v.)
2.5.2.1. Skilsmisse og dødsfald i Danmark
2.5.2.2. Skilsmisse, dødsfald m.v. i de nordiske lande
2.5.2.3. Skilsmisse og dødsfald uden for Norden
2.5.2.4. Forelæggelse for Ankestyrelsen og klageadgang
2.5.2.1. Skilsmisse og dødsfald i Danmark
Hvis det fremgår af CPR, at en parts tidligere ægteskab er ophørt ved skilsmisse meddelt af Statsforvaltningen (tidligere statsamterne og Københavns Overpræsidium), Rigsombudsmanden i Grønland eller Rigsombudsmanden på Færøerne, behøver parten ikke at fremlægge bevillingen.
Hvis det fremgår af CPR, at en parts ægteskab er ophørt ved dansk dom til skilsmisse eller omstødelse, behøver parten ikke at fremlægge dommen.
Ønsker en ægtefælle at indgå nyt ægteskab, inden en skilsmissedom er registreret i CPR, dokumenteres skilsmissen ved en udskrift af dommen. Byretten skal have påtegnet dommen om, at den ikke er anket (ankepåtegning). I stedet for ankepåtegning kan der forevises bevis for, at den tidligere ægtefælle har givet afkald på anke, eller for at anken vil blive begrænset til at gælde vilkårene for skilsmissen. Dette er dog ikke nødvendigt, hvis det fremgår af dommen, at den tidligere ægtefælle har erklæret sig indforstået med påstanden om skilsmisse, også selv om ægtefællen ikke har været indforstået med vilkårene for skilsmissen.
Hvis en parts tidligere ægtefælle er død, og dødsfaldet er registreret i CPR, behøver den længstlevende ægtefælle ikke at fremlægge dokumentation for dødsfaldet. I andre tilfælde dokumenteres dødsfaldet ved dødsattest eller attest fra skifteretten.
Er dødsfaldet fastslået ved dødsformodningsdom, skal der fremlægges en udskrift af dommen med ankepåtegning som ved skilsmissedomme, der endnu ikke er registreret i CPR.
2.5.2.2. Skilsmisse, dødsfald m.v. i de nordiske lande
Hvis det tidligere ægteskab er opløst ved dom til skilsmisse eller omstødelse afsagt i Finland, Island, Norge eller Sverige, skal der forevises en original domsudskrift eller en genpart bekræftet af retten forsynet med erklæring om, at dommen er retskraftig (dvs. endelig).
Er det tidligere ægteskab opløst ved islandsk eller norsk skilsmissebevilling, skal der fremlægges den originale bevilling eller en genpart som er bekræftet af den udstedende myndighed.
Hvis ægteskabet er opløst ved dødsfald, skal den originale dødsattest eller lignende fremlægges.
2.5.2.3. Skilsmisse og dødsfald uden for Norden
I det følgende gennemgås de betingelser, der skal være opfyldt, for at kommunen kan anerkende, at et ægteskab er opløst ved en udenlandsk skilsmisse (uden for Norden) eller ved at den ene af ægtefællerne er afgået ved døden i udlandet (uden for Norden).
Kommunen kan kræve, at udenlandske (dog ikke nordiske) skilsmisse- og dødsfaldsdokumenter oversættes til dansk ved en uddannet translatør el.lign. Den uddannede translatør el.lign. kan være dansk eller udenlandsk. Da udenlandske dokumenter skal forelægges i original, kan dokumenterne og oversættelse heraf ikke sendes digitalt til kommunen.
Udgifterne til oversættelse afholdes af parterne, uanset om de har bopæl her i landet eller ej. Se også kapitel 1, punkt 1.5.
Hvis det er muligt at behandle sagen på betryggende vis uden oversættelse af dokumenterne, f.eks. fordi kommunens medarbejder behersker det fremmede sprog, er det ikke nødvendigt at lade dokumenterne oversætte.
2.5.2.3.1. Generelle dokumentationskrav
2.5.2.3.2. Særlige krav til anerkendelse af udenlandske skilsmisser
2.5.2.3.1. Generelle dokumentationskrav
Som dokumentation for en udenlandsk skilsmisse eller at ægteskabet er opløst ved, at den ene af ægtefællerne er afgået ved døden i udlandet, skal der fremlægges følgende dokumenter:
– Det originale dokument eller en original genpart eller udskrift, der er bekræftet af den myndighed, der har udstedt det originale dokument.
– Retskraftpåtegning.
– Oversættelse af dokumentet med alle påtegninger.
Ved en retskraftpåtegning dokumenteres det, at en afgørelse (normalt en dom) er endelig, det vil sige, at den ikke kan ankes, eller at den ikke er anket inden udløbet af ankefristen.
Dødsattester udstedes i mange lande af administrative myndigheder. Hvis en dødsattest er udstedt af en administrativ myndighed, skal den ikke forsynes med retskraftpåtegning.
Legaliseringspåtegning eller apostillepåtegning
Danske myndigheder bør som udgangspunkt altid sikre sig, at dokumenter, der er af væsentlig betydning for afgørelsen af en sag, og som er udstedt af udenlandske myndigheder, er ægte. Dette gælder ikke kun dokumenter, der anvendes i ægteskabssager.
Der findes et vidt udstrakt internationalt samarbejde om bekræftelse af ægtheden af dokumenter, der skal anvendes i andre lande. I vejledning om dokumentation for ægtheden af familieretlige dokumenter fra udlandet er det nærmere beskrevet, hvordan man bekræfter ægtheden af et udenlandsk familieretligt dokument. Vejledningen er på www.ast.dk.
Hvis en part er flygtning eller asylansøger, kan kommunen ikke kræve, at parten fremlægger dokumenter fra det land, som den pågældende er flygtet fra, jf. dette kapitel, punkt 2.5.1.2. Det gælder også, selvom flygtningen har opnået dansk indfødsret.
Dette gælder dog ikke, hvis parten flere gange har rejst til det land, hvorfra parten er flygtet, efter parten har opnået flygtningestatus i Danmark. Det gælder heller ikke, hvis parten er blevet skilt i det land, hvor parten er flygtet fra, efter parten har fået flygtningestatus i Danmark, forudsat at parten selv har anlagt skilsmissesagen eller aktivt deltaget i behandlingen af den.
2.5.2.3.2. Særlige krav til anerkendelse af udenlandske skilsmisser
Sager omfattet af Haagerkonventionen om anerkendelse af skilsmisser:
Sager, der ikke er omfattet af Haagerkonventionen om anerkendelse af skilsmisser:
Sager omfattet af Haagerkonventionen om anerkendelse af skilsmisser
Danmark har tiltrådt Haagerkonventionen af 1. juni 1970 om anerkendelse af skilsmisse og separation. Efter konventionen skal Danmark som udgangspunkt anerkende skilsmisser fra de lande, der har tiltrådt konventionen, hvis konventionens betingelser for anerkendelse er opfyldt.
Efter konventionens artikel 2 skal skilsmisser fra et land, der har tilsluttet sig konventionen, som udgangspunkt anerkendes i Danmark, når en af følgende betingelser var opfyldt den dag, sagen blev rejst i den stat, hvor skilsmissen eller separationen er meddelt:
1) Den ægtefælle, fra hvem skilsmisse eller separation søgtes, havde bopæl der.
2) Sagsøgeren/ansøgeren havde bopæl der, og en af følgende yderligere betingelser var opfyldt:
a) Sådan bopæl havde bestået i mindst et år, umiddelbart før sagen blev rejst.
b) Ægtefællernes sidste fælles bopæl var der.
3) Begge ægtefæller var statsborgere i denne stat.
4) Sagsøgeren/ansøgeren var statsborger i denne stat, og en af følgende yderligere betingelser var opfyldt:
a) Sagsøgeren/ansøgeren havde bopæl der.
b) Sagsøgeren/ansøgeren havde haft sin bopæl der i en sammenhængende periode på et år, som i hvert fald delvis falder inden for de sidste to år, før sagen blev rejst.
5) Den, der søger skilsmisse, var statsborger i denne stat, og begge de følgende yderligere betingelser var opfyldt:
a) Sagsøgeren/ansøgeren opholdt sig i denne stat, da sagen blev rejst, og
b) ægtefællernes sidste fælles bopæl var i en stat, hvis lovgivning, da sagen blev rejst, ikke gav adgang til skilsmisse.
En skilsmisse anerkendes ikke, hvis den strider mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public). For at en skilsmisse ikke strider mod grundlæggende danske retsprincipper, er det bl.a. en betingelse, at stævningen i skilsmissesagen har været forkyndt for sagsøgte, eller at sagsøgte på anden måde er blevet bekendt med sagen. Denne betingelse er bl.a. opfyldt, hvis det fremgår af dommen, at sagsøgte har udtalt sig i sagen, eller sagsøgte har underskrevet skilsmissedokumentet. Endvidere anerkendes skilsmisser, der er foretaget privat uden medvirken af myndigheder eller domstole, ikke.
Konventionen er bl.a. tiltrådt af: Australien, Cypern, Egypten, Estland, Finland, Italien, Luxembourg, Holland, Norge, Polen, Portugal, Slovakiet, Sverige, Schweiz, Storbritannien og Tjekkiet. En liste over lande, der har tiltrådt konventionen, findes på: www.hcch.net.
Sager, der ikke er omfattet af Haagerkonventionen om anerkendelse af skilsmisser
Anerkendelse af en udenlandsk skilsmisse forudsætter, at den myndighed, som foretog skilsmissen, havde international kompetence i overensstemmelse med reglerne i § 448 c i den danske retsplejelov.
Dette indebærer, at på tidspunktet, hvor skilsmissesagen startede, skulle parterne have en tilknytning til det land, hvor skilsmissen blev foretaget, der svarer til den tilknytning, som man skal have til Danmark for at få behandlet en skilsmissesag her i landet. Denne betingelse er opfyldt, hvis en af parterne boede i skilsmisselandet, eller hvis begge parter var statsborgere i skilsmisselandet, selvom ingen af dem havde bopæl der. Der henvises til retsplejelovens § 448 c, stk. 1, nr. 1, nr. 2 og nr. 4.
De nævnte bestemmelser i retsplejelovens § 448 c har følgende ordlyd:
|
Eksempler:
|
Endelig må skilsmissen ikke stride mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public).
Affidavit
En affidavit er en ensidig erklæring, der ofte afgives for en notar. I nogle lande, herunder Indien, anvendes affidavits meget. Kommunerne kan derfor få forelagt sager, hvor parterne hævder, at en affidavit er dokumentation for, at de f.eks. er blevet skilt, eller at en ægtefælle er død. En affidavit er imidlertid en ensidig erklæring, og der er ingen myndigheder, der har taget stilling til indholdet af den. En affidavit kan derfor ikke anvendes som dokumentation for, at en part er fraskilt eller enke/enkemand.
Kommunen bør således ikke bede parten om en oversættelse af en affidavit, eller om at den bliver legaliseret eller får en apostillepåtegning. Er en affidavit forelagt i kopi, bør kommunen heller ikke bede parten om at fremlægge den i original.
Civilstandsattester
Civilstandsattester anvendes som nævnt i dette kapitel, punkt 2.5.1. som dokumentation for, at en part er ugift, dvs. aldrig har indgået ægteskab. En civilstandsattest kan imidlertid ikke anvendes selvstændigt som dokumentation for, at en part er fraskilt eller enke/enkemand. Selvom en part f.eks. fremlægger en civilstandsattest, ifølge hvilken parten er fraskilt, skal den originale skilsmissedom med diverse påtegninger fremlægges. I nogle lande kan en civilstandsattest dog være en del af en retskraftpåtegning.
2.5.2.4. Forelæggelse for Ankestyrelsen og klageadgang
Kommunen kan forelægge en sag for Ankestyrelsen, hvis parterne ikke kan fremskaffe dokumentation for en udenlandsk skilsmisse eller for den tidligere ægtefælles død. Også sager, der giver anledning til tvivl, kan forelægges for Ankestyrelsen.
Forelæggelsen skal indeholde følgende:
– Kommunen skal angive grunden til, at sagen forelægges, herunder hvilken problemstilling kommunen ønsker belyst.
– Parterne skal have udfyldt et oplysningsskema om henholdsvis skilsmisse eller dødsfald. Begge skemaer findes på www.ast.dk.
– Eventuelle originale dokumenter skal fremsendes sammen med oversættelse til dansk eller engelsk. Ankestyrelsen kan ikke udtale sig om dokumenter, der alene er fremsendt i kopi.
Kommunen skal sørge for, at de personer, om hvem der indsendes personoplysninger til Ankestyrelsen i forelæggelsessager, er bekendt med deres rettigheder efter persondataloven og med, at sagen forelægges for Ankestyrelsen. Det skal fremgå af forelæggelsen, at dette er sket.
Afgørelser om anerkendelse af udenlandske skilsmisser kan påklages til Ankestyrelsen (ægteskabslovens § 58 b) og skal derfor som udgangspunkt meddeles skriftligt og være begrundet. Se også dette kapitel, punkt 2.1.2.
Afgørelsen skal indeholde en klagevejledning, der f.eks. kan udformes således:
”Du kan klage over afgørelsen. Hvis du vil klage, skal du sende klagen til kommunen. Vi sender din klage og resten af sagen til Ankestyrelsen, som så behandler din klage. ”
Beslutninger om fremlæggelse af civilstandsattester samt om anerkendelse af udenlandske dødsattester m.v. kan ikke påklages til Ankestyrelsen.
2.6. Indgåelse af nyt ægteskab når det tidligere ægteskab er opløst ved død (krav om skifte af eventuel delingsformue), herunder dispensation
2.6.1. Dødsboet behandles i Danmark
2.6.2. Dødsboet behandles ikke i Danmark
2.6.3. Indgåelse af nyt ægteskab efter skilsmisse
2.6.1. Dødsboet behandles i Danmark
2.6.1.1. Dokumentation for at privat skifte eller lignende er afsluttet
2.6.1.3. Dokumentation for at der ikke var formuefællesskab i det tidligere ægteskab
2.6.1.4. Ægtefællerne var separerede ved dødsfaldet
2.6.1.5. Arvingerne efter afdøde giver samtykke til indgåelse af nyt ægteskab
2.6.1.6. Den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo
Når det tidligere ægteskab er opløst ved død, og dødsboet behandles i Danmark, må den længstlevende ægtefælle ikke indgå nyt ægteskab, før delingsformuen (fællesboet) er delt eller taget under bobestyrerbehandling eller offentligt skifte, jf. ægteskabslovens § 10.
Dette krav gælder dog ikke i følgende situationer:
– Der var ikke noget formuefællesskab i det tidligere ægteskab.
– Ægtefællerne var separerede ved dødsfaldet.
– Samtlige arvinger efter afdøde giver arveafkald.
– Samtlige arvinger efter afdøde giver samtykke til indgåelse af nyt ægteskab. Dette gælder dog kun, hvis den længstlevende ægtefælle ikke har overtaget ægtefællernes delingsformue til uskiftet bo efter arvelovens § 17, jf. nedenfor om uskiftet bo.
I det følgende beskrives, hvordan den længstlevende ægtefælle kan dokumentere, at dødsboet ikke er til hinder for indgåelse af ægteskab. Beskrivelsen er ikke udtømmende.
Ofte vil borgeren have dokumentation for skifte i form af en erklæring fra skifteretten om, hvem boet er udlagt til. Har borgeren ikke afleveret denne dokumentation sammen med ægteskabserklæringen, vil det oftest være lettest for kommunen og den længstlevende ægtefælle, at kommunen indhenter oplysninger hos skifteretten om, hvordan dødsboet er blevet behandlet. I så fald er det ikke nødvendigt for borgeren at fremskaffe dokumentation fra skifteretten.
Kommunen kan give dispensation fra kravet om, at en delingsformue skal være delt, før man kan indgå et nyt ægteskab (ægteskabslovens § 10, stk. 2). Se dette kapitel, punkt 2.6.1.7. om skiftefritagelse.
2.6.1.1. Dokumentation for at privat skifte eller lignende er afsluttet
Et privat skifte af et dødsbo anses for afsluttet, når skifteretten har færdigbehandlet sagen, medmindre dødsboet er udleveret til uskiftet bo.
Der findes mange forskellige måder at behandle et dødsbo på. Hvis kommunen er i tvivl om, hvorvidt et dødsbo er afsluttet eller ej, kan kommunen kontakte skifteretten, eventuelt telefonisk. Hvis skifteretten bekræfter, at dødsboet er afsluttet, er det ikke nødvendigt at indhente dokumentation fra den længstlevende ægtefælle.
Om nødvendigt kan det bl.a. ved følgende attester m.v. dokumenteres, at privat skifte er afsluttet:
– Skifteretsattest om, at delingsformuen (fællesboet) er udleveret til privat skifte samt erklæringer fra samtlige arvinger om, at skiftet er afsluttet. Fortegnelse over arvingerne findes på "Skifteretsattest Om Privat Skifte”. I stedet for erklæring fra arvingerne kan der fremlægges bekræftelse fra skifteretten på, at skiftet er afsluttet, f.eks. i form af endelig beregning af boafgift.
– Skifteretsattest om, at delingsformuen (fællesboet) er udleveret til forenklet privat skifte efter dødsboskifteloven §§ 33 og 34.
– Skifteretsattest om, at boet er udlagt som boudlæg eller udlagt til en bestemt person efter dødsboskiftelovens § 18.
– Skifteretsattest om, at delingsformuen (fællesboet) er udlagt til den længstlevende ægtefælle efter dødsboskiftelovens § 22.
Dette kan dokumenteres ved skifteretsattest om, at dødsboet er eller har været under offentligt skifte eller udleveret til bobestyrerbehandling. Det er ikke nødvendigt, at behandlingen af dødsboet er afsluttet.
2.6.1.3. Dokumentation for at der ikke var formuefællesskab i det tidligere ægteskab
Dette kan dokumenteres ved tinglyst ægtepagt, hvorefter alle ejendele i det tidligere ægteskab fuldt ud var omfattet af fuldstændigt særeje.
Ægtepagt om skilsmissesæreje er ikke tilstrækkeligt.
2.6.1.4. Ægtefællerne var separerede ved dødsfaldet
Dette kan dokumenteres ved fremlæggelse af separationsdom eller -bevilling.
Hvis separationen er registreret i CPR, behøver den længstlevende ægtefælle ikke at fremlægge dokumentation for separationen. Den 27. maj 2004 begyndte de daværende statsamter at indberette separationsbevillinger til CPR, og den 1. juli 2004 begyndte domstolene at indberette separationsdomme til CPR.
2.6.1.5. Arvingerne efter afdøde giver samtykke til indgåelse af nyt ægteskab
Arvingerne efter den tidligere ægtefælle kan give samtykke til, at den længstlevende ægtefælle indgår nyt ægteskab, selvom dødsboet endnu ikke er afsluttet. I stedet for samtykke til indgåelse af ægteskab kan en arving give afkald på arv. I så fald skal denne arving ikke give samtykke til indgåelse af ægteskab. Samtykke til indgåelse af ægteskab kan dog ikke gives, hvis boet er udlagt til uskiftet bo eller har været udlagt til uskiftet bo, men det er taget under skiftebehandling igen. Se dette kapitel, punkt 2.6.1.6.
Skifteretten kan eventuelt oplyse, hvem der er afdødes arvinger.
Ved samtykke til indgåelse af nyt ægteskab giver arvingerne ikke afkald på arven efter afdøde.
2.6.1.6. Den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo
Det fremgår af ægteskabslovens § 10, stk. 1, nr. 3, at arvingerne efter førstafdøde ægtefælle kun kan give samtykke til, at den længstlevende ægtefælle indgår nyt ægteskab, hvis den længstlevende ægtefælle ikke har overtaget ægtefællernes delingsformue til uskiftet bo efter arvelovens § 17.
Bestemmelsen i ægteskabslovens § 10, stk. 1, nr. 3, hænger sammen med arvelovens § 26, stk. 2, som trådte i kraft den 1. januar 2008. Efter sidstnævnte bestemmelse skal den længstlevende ægtefælle skifte et uskiftet bo ved indgåelse af nyt ægteskab. Dette indebærer, at førstafdødes livsarvinger ikke uden samtidig at give et arveafkald kan give samtykke til, at den længstlevende ægtefælle indgår nyt ægteskab, når denne sidder i uskiftet bo. Dette gælder også for uskiftede boer, der er etableret før den 1. januar 2008.
Livsarvingerne kan altså ikke give afkald på skifte og samtidig bevare deres arveret. Dette betyder, at hvis den længstlevende ægtefælle ønsker at indgå nyt ægteskab, skal vedkommende anmode skifteretten om skifte af det uskiftede bo. I så fald dokumenteres adgangen til at indgå ægteskab som beskrevet i dette kapitel, punkt 2.6.1.1. om dokumentation for, at privat skifte og lignende er afsluttet og punkt 2.6.1.2. om dokumentation for, at dødsboet er taget under behandling af bobestyrer.
Hvis alle andre arvinger efter førstafdøde ægtefælle giver arveafkald til fordel for den længstlevende ægtefælle, er der kun én arving (den længstlevende ægtefælle). Er dette tilfældet, er det ikke nødvendigt at skifte boet for at indgå nyt ægteskab. Kommunen skal dog sikre sig, at det er alle andre arvinger end længstlevende ægtefælle, der har givet arveafkald. Arvingerne vil normalt fremgå af skifteretsattesten om uskiftet bo. Kommunen kan om nødvendigt kontakte skifteretten.
Kommunen har mulighed for at meddele skiftefritagelse (dispensation fra ægteskabsbetingelsen), sådan at den længstlevende ægtefælle kan indgå nyt ægteskab, uden at der er taget stilling til delingen af ægtefællernes delingsformue (fællesbo), jf. ægteskabslovens § 10, stk. 2.
Adgangen til at meddele skiftefritagelse anvendes kun, hvis der foreligger helt specielle grunde, f.eks. at den længstlevende ægtefælle, der ønsker at indgå nyt ægteskab, ligger for døden.
Kommunens afgørelse om skiftefritagelse kan påklages til Ankestyrelsen, jf. dette kapitel, punkt 2.1.2.
Meddelelse af skiftefritagelse betyder ikke, at arven efter afdøde ikke skal deles, men alene at den længstlevende kan indgå nyt ægteskab, selvom dødsboet ikke er afsluttet.
Det er ikke muligt at meddele skiftefritagelse, hvis den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo, se dette kapitel punkt 2.6.1.6.
2.6.2. Dødsboet behandles ikke i Danmark
Når det tidligere ægteskab er opløst ved død, og dødsboet ikke behandles i Danmark, kan den længstlevende ægtefælle indgå nyt ægteskab, selvom behandlingen af dødsboet ikke er afsluttet.
2.6.3. Indgåelse af nyt ægteskab efter skilsmisse
Når det tidligere ægteskab er opløst ved skilsmisse eller omstødelse, er det ikke et krav, at delingsformuen (fællesboet) er delt, før man kan indgå nyt ægteskab.
2.7. Lovligt ophold, herunder dispensation
Efter ægteskabslovens § 11 a, stk. 1, er det en betingelse for at indgå ægteskab i Danmark, at begge parter har dansk indfødsret eller lovligt ophold her i landet efter udlændingelovens §§ 1-3 a, § 4 b, § 5, stk. 2, eller § 6 eller i medfør af en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f eller §§ 9 i-9 n.
Lovligt ophold efter de nævnte bestemmelser kan blandt andet bygge på:
– Dansk indfødsret.
– Statsborgerskab i et af de nordiske lande.
– Statsborgerskab i et EU-land eller Schweiz.
– Statsborgerskab i et visumfrit land.
– Opholdstilladelse eller turistvisum udstedt i Danmark eller i et andet Schengenland.
Asylansøgere og andre udlændinge, der alene opholder sig i Danmark, mens deres sag om opholdstilladelse m.v. er under behandling (processuelt ophold), har ikke lovligt ophold i Danmark i relation til ægteskabslovens § 11 a. De kan derfor ikke indgå ægteskab i Danmark. Processuelt ophold i et andet Schengenland, f.eks. som asylansøger, medfører heller ikke lovligt ophold i Danmark i relation til ægteskabsloven.
Betingelsen om lovligt ophold skal være opfyldt, når vielsen foretages. Hvis en persons lovlige ophold i Danmark er tidsbegrænset til at vare mindre end 4 måneder, tidsbegrænses prøvelsesattestens gyldighedsperiode tilsvarende. Dette anføres i anmærkningsrubrikken.
Kommunen kan give tilladelse til indgåelse af ægteskab i Danmark, hvis ganske særlige omstændigheder, navnlig varigheden af en udlændings ophold her i landet, taler derfor (ægteskabslovens § 11 a, stk. 2).
Afgørelser om dispensation kan påklages til Ankestyrelsen, jf. dette kapitel, punkt 2.1.2.
Selvom kommunen giver dispensation fra betingelsen om lovligt ophold, må parterne kun indgå ægteskab med hinanden, hvis de øvrige ægteskabsbetingelser er opfyldt.
Reglerne om lovligt ophold er nærmere beskrevet i vejledning om lovligt ophold som betingelse for indgåelse af ægteskab, der findes på www.ast.dk. Hvis kommunen er i tvivl om, hvorvidt der er tale om lovligt ophold, kan kommunen kontakte Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration.
Efter ægteskabslovens § 11 a, stk. 2, kan dispensationsadgangen anvendes, ”hvis ganske særlige omstændigheder, herunder navnlig varigheden af en udlændings ophold her i landet, taler derfor. ”
Efter forarbejderne til bestemmelsen og praksis siden bestemmelsens ikrafttræden den 1. juli 2002 bør kommunen give dispensation fra betingelsen om lovligt ophold i følgende situationer:
1) Parten har opholdt sig meget længe i Danmark og derved har opnået en påviselig tilknytning til den anden person.
2) Parterne har eller venter barn sammen.
3) Parten lider af alvorlig sygdom eller har et alvorligt handicap.
Der vil også kunne gives dispensation, hvis begge parter er asylansøgere, og hvor parterne inden indrejsen i Danmark havde en tilknytning til hinanden.
Opregningen af dispensationsmulighederne i forarbejderne til loven er ikke udtømmende. Der kan være andre ganske særlige omstændigheder, der efter et konkret skøn må sidestilles med de ovennævnte dispensationsmuligheder.
Spørgsmålet om, hvorvidt et afslag på at indgå ægteskab i Danmark på grund af manglende lovligt ophold her i landet er foreneligt med parrets menneskerettigheder, er behandlet i bilag 1.
Ved afgørelsen af en sag om dispensation fra betingelsen om lovligt ophold må kommunen ikke tage hensyn til parternes ønsker om eller mulighed for at bosætte sig i Danmark.
Efter forarbejderne til ægteskabslovens § 11 a er betingelsen om lovligt ophold ved indgåelse af ægteskab i Danmark begrundet i et ønske om at undgå, at især asylansøgere indgår proforma ægteskab med en herboende og derefter søger om familiesammenføring under henvisning til ægteskabet.
Uanset dette lægger ægteskabslovens § 11 a ikke op til, at der skal foretages en nærmere undersøgelse af, om der er tale om et proforma ægteskab. Afgørelser om dispensation skal i stedet alene træffes ud fra et konkret skøn over sagens objektive kendsgerninger.
Længden af opholdet i Danmark og tilknytning til den anden person
Efter praksis har personer, der har opholdt sig her i landet i mindst 3 år, opholdt sig så længe i Danmark, at de som udgangspunkt opfylder betingelsen om et længerevarende ophold.
Længden af opholdet beregnes fra ansøgerens indrejse i Danmark. Det har ikke betydning for længden af opholdet, at den pågældende inden indrejsen i Danmark har opholdt sig i andre EU-lande eller nordiske lande.
Det er som udgangspunkt uden betydning, om parten tidligere har haft lovligt ophold her i landet. Et tidligere ophold kan dog tillægges betydning, hvis det er afsluttet kort tid inden, det nuværende ophold begyndte.
Hvis parten har et lovligt ophold, der ophører – f.eks. et turistvisum – og parten først derefter ansøger om indgåelse af ægteskab i Danmark, medregnes dette ophold ved beregningen af opholdets varighed.
Det er en yderligere betingelse, at udlændingen ved det lange ophold i Danmark har opnået en påviselig tilknytning til den, som udlændingen nu ønsker at blive gift med.
Efter praksis har parter, der har kendt hinanden og været kærester i en længere periode på mindst 1-1½ år, kendt hinanden/været kærester så længe, at de som udgangspunkt opfylder betingelsen om at have opnået en påviselig tilknytning til den anden person. Der kan ikke stilles krav om, at parterne skal have været kærester i hele perioden.
Der kan heller ikke stilles krav om, at parterne bor sammen, men hvis de bor sammen og har boet sammen i længere tid, anses tilknytningskravet for opfyldt.
Asylansøgere, der er indkvarteret på et asylcenter, må ikke flytte fra centret uden udlændingemyndighedernes tilladelse. Den omstændighed, at en asylansøger ikke bor sammen med sin kæreste, kan derfor ikke i sig selv begrunde, at tilknytningskravet ikke anses for opfyldt. Hvis der er tvivl om parternes tilknytning til hinanden, skal kommunen derfor foretage en nærmere undersøgelse af sagen.
Parternes alder kan have betydning ved den skønsmæssige vurdering af parternes tilknytning til hinanden. Hvis parterne f.eks. har mødt hinanden, hvor den ene eller begge parter var meget unge, kan dette medføre, at der stilles større krav til længden af parternes kendskab til hinanden/længden af kæresteforholdet.
Hvis det er helt åbenbart, at der er tale om et proforma ægteskab, kan kommunen afslå at give dispensation.
Parterne har eller venter barn sammen
Det fremgår af forarbejderne til ægteskabslovens § 11 a, at der bør dispenseres, hvis parterne har eller venter barn sammen. Hvis dette er tilfældet, er udgangspunktet, at der skal gives dispensation, også selvom udlændingen ikke har haft langvarigt ophold i Danmark, eller parterne ikke har kendt hinanden i særlig lang tid.
Venter parret barn sammen, skal kommunen henvise parret til at indgive en omsorgs- og ansvarserklæring til Statsforvaltningen sådan, at faderskabet kan fastslås inden fødslen. Når faderskabet er fastslået, skal parret fremvise en kopi af erklæringen med Statsforvaltningens påtegning.
Er barnet født i Danmark, vil forældreskabet fremgå af CPR.
Er barnet født inden ankomsten til Danmark, og er der tvivl om, hvem der er forældre til barnet, kan kommunen bede parterne om at fremlægge dokumentation for forældreskabet fra deres hjemland eller fra det land, hvor barnet blev født. Udenlandske dokumenter skal forelægges i original og kan derfor ikke sendes digitalt til kommunen.
Som det fremgår af dette kapitel, punkt 2.5.1.2. kan kommunen normalt ikke kræve fremlæggelse af dokumenter fra det land, som en flygtning eller asylansøger er flygtet fra. I disse sager kan kommunen i stedet – med parternes samtykke – indhente en kopi af den udenlandske parts sag hos udlændingemyndighederne.
Alvorlig sygdom eller alvorligt handicap
Efter forarbejderne til ægteskabslovens § 11 a, bør der ligeledes dispenseres, hvis det f.eks. på grund af alvorlig sygdom eller alvorligt handicap vil være urimeligt ikke at tillade parterne at gifte sig her i landet. Der bør også i denne situation meddeles dispensation, selvom den udenlandske part ikke har opholdt sig i Danmark i meget lang tid. Det er uden betydning, hvilken af parterne der er alvorligt syg eller har et alvorligt handicap.
Ankestyrelsen har meget begrænset praksis på området, men det må antages, at der skal være tale om fysiske eller psykiske sygdomme af meget alvorlig karakter. Der skal foreligge en indgående lægefaglig beskrivelse af sygdommen.
Forudgående tilknytning til hinanden
I situationer, hvor asylansøgere og andre inden indrejsen i Danmark havde en påviselig tilknytning til hinanden, bør den samlede varighed af parternes forhold – også omfattende tiden før indrejsen – tillægges vægt ved en afgørelse om dispensation fra betingelsen om lovligt ophold.
I tilfælde, hvor parterne har en påviselig tilknytning til hinanden, der rækker tilbage til tiden før ankomsten til Danmark, kan der gives dispensation, selvom udlændingen ikke har haft langvarigt ophold i Danmark.
Denne dispensationsmulighed omfatter bl.a. situationer, hvor parterne inden ankomsten til Danmark havde indgået ægteskab med hinanden, men enten ikke kan bevise dette, eller hvor ægteskabet er ugyldigt efter dansk ret – f.eks. fordi parterne ikke var samtidig til stede under vielsen.
Eksempler på afgørelser
I det følgende refereres en række sager, hvor der er taget stilling til spørgsmålet om dispensation fra betingelsen om lovligt ophold.
|
2.8. Eventuel erklæring om kendskab til reglerne om familiesammenføring
Ægteskab må, hvis en af parterne ikke har dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f eller 9 i-9 n, og hvor den anden part har indfødsret, et sådant statsborgerskab eller en sådan opholdstilladelse, først indgås, når hver part har afgivet erklæring om at være bekendt med reglerne om familiesammenføring i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og stk. 2-14 og 30 (ægteskabslovens § 11 b).
Denne bestemmelse indebærer følgende:
1) Den ene part har et ”permanent opholdsgrundlag” (f.eks. dansk statsborgerskab m.v.) i Danmark, mens den anden part kun har midlertidig opholdstilladelse i Danmark (f.eks. turistvisum): Begge parter skal underskrive erklæringen. Dette gælder også, selvom parterne oplyser, at de ikke har planer om at bo i Danmark.
2) Begge parter har et ”permanent opholdsgrundlag” i Danmark: Parterne skal ikke underskrive erklæringen.
3) Begge parter har kun midlertidig opholdstilladelse i Danmark: Parterne skal ikke underskrive erklæringen.
Når den herboende part enten er EU/EØS-statsborger med opholdsret efter udlændingelovens § 6, jf. § 2, stk. 4, eller er schweizisk statsborger med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 6, jf. § 2, stk. 5, skal parterne dog ikke underskrive erklæringen.
Ved underskriften på erklæringen erklærer parterne, at de er bekendt med reglerne om familiesammenføring i udlændingeloven. Derimod giver parterne ikke afkald på muligheden for at søge om familiesammenføring på grund af ægteskabet.
Erklæringen afgives på ”Erklæring efter ægteskabslovens § 11 b om kendskab til udlændingelovens regler om ægtefællesammenføring”. Erklæringen findes på www.ast.dk på dansk, engelsk og tysk.
Når parterne skal udfylde ovennævnte erklæring, skal kommunen udlevere ”Vejledning i forbindelse med indgåelse af ægteskab og registreret partnerskab om opholdstilladelse i Danmark på grundlag af ægteskab eller registreret partnerskab med en person, der bor i Danmark (ægtefællesammenføring)” til dem. Vejledningen findes på www.ast.dk på dansk, engelsk og tysk.
Ved udstedelse af ægteskabsattest til brug for indgåelse af ægteskab i udlandet efter reglerne herom i ægteskabsbekendtgørelsen, skal betingelsen om lovligt ophold og en eventuel erklæring om kendskab til udlændingelovens regler om familiesammenføring (§ 11 b-erklæring) ikke prøves. Kommunen bør dog alligevel udlevere vejledningen til parterne, når de efter ægteskabslovens § 11 b skulle have udfyldt § 11 b-erklæringen, hvis de i stedet havde valgt at blive gift i Danmark. Se mere om ægteskabsattest i kapitel 8.
2.9. Evne til at handle fornuftsmæssigt
Man må ikke indgå ægteskab i Danmark, hvis man mangler evnen til at handle fornuftsmæssigt. Kommunen må derfor heller ikke gennemføre prøvelsen for en part, der mangler evnen til at handle fornuftsmæssigt.
Hvis kommunen er i tvivl om en parts evne til at handle fornuftsmæssigt, kan kommunen afholde et møde med parten for at undersøge partens forhold nærmere. Kommunen kan lade en person med den fornødne lægefaglige kompetence eller lignende afholde mødet eller deltage i det. Kommunen kan også anmode om en erklæring fra partens læge eller andre med et fagligt kendskab til partens aktuelle situation. Manglende evne til at handle fornuftsmæssigt kan have forskellige årsager: Alderdomssvækkelse, demens, psykiske problemer, alkohol- eller narkotikamisbrug m.v. Disse årsager kan være permanente eller midlertidige.
To personer, der er gift eller registreret med hinanden, kan efter dansk ret ikke indgå nyt ægteskab med hinanden.
Det er uden betydning, om det første ægteskab/registrerede partnerskab er indgået i Danmark eller i udlandet.
Hvis det første ægteskab/registrerede partnerskab er indgået i udlandet, og det ikke anerkendes efter dansk ret, er der ikke noget til hinder for, at parterne indgår ”nyt” ægteskab i Danmark, hvis ægteskabsbetingelser i øvrigt er opfyldt.
I forbindelse med sådanne ægteskaber orienteres parterne om, at det seneste ægteskab efter dansk ret er ugyldigt, hvis der efterfølgende måtte fremkomme nye oplysninger om det første ægteskab/partnerskab, der medfører, at dette ægteskab alligevel anerkendes efter dansk ret.
Dette vil medføre, at parterne fortsat anses for gift efter dansk ret, men at deres ægteskab anses for indgået på datoen for den udenlandske vielse. I så fald bør denne vielsesdag – samt den udenlandske vielsesmyndighed – registreres i CPR.
Det skal understreges, at denne fremgangsmåde alene kan anvendes, når to parter, der mener, at de allerede er gift med hinanden, ønsker at indgå ”nyt” ægteskab med hinanden.
Fremgangsmåden kan altså ikke anvendes, hvis der opstår tvivl om, hvorvidt en part, der ønsker at indgå ægteskab i Danmark, allerede er gift med en anden, end den, som parten nu ønsker at blive gift med.
3.1. Vielsessted og -tidspunkt
3.1. Vielsessted og -tidspunkt
Når kommunen foretager en borgerlig vielse, foregår vielsen på det sted, som kommunen har anvist hertil. Det kan eksempelvis være et særligt vielseslokale, der er indrettet hertil, byrådssalen eller lignende (ægteskabslovens § 18, stk. 3).
Kommunen kan tillade, at vielser foretages et andet sted i eller uden for kommunen (f.eks. i parternes egen have, i en skov, et sted i en anden kommune eller på fjorden/havet), men kommunen er ikke forpligtet hertil. Foretages en vielse et andet sted, end det sted som kommunen har anvist, kan kommunen kræve, at parterne betaler de ekstra udgifter, som kan være forbundet hermed, eksempelvis udgifter til transport. Kommunen kan derimod ikke fastsætte et fast gebyr for vielser, der foretages et andet sted end det sted, som kommunen har anvist.
Hvis en vielse skal foretages i en anden kommune, skal den anden kommune godkende dette inden vielsen. Denne godkendelse er en ordensforskrift. Hvis vielseskommunen f.eks. på grund af en fejl ikke har fået indhentet en godkendelse fra den anden kommune, vil dette ikke have betydning for vielsens og dermed ægteskabets gyldighed.
En kommunes godkendelse af, at en anden kommune foretager en vielse i kommunen, vil kunne gives fra sag til sag. Kommunen kan imidlertid også vælge generelt at godkende, at en eller flere kommuner (eventuelt alle kommuner) må foretage vielser i kommunen. Hvis en kommune ikke ønsker, at andre kommuner foretager vielser i kommunen, kan kommunen afslå at godkende dette fra sag til sag, eller kommunen kan eventuelt generelt meddele til alle landets kommuner, at kommunen ikke vil godkende, at andre kommuner foretager vielser i kommunen. Det er også muligt at give en sådan generel meddelelse til en eller flere bestemte kommuner, hvis det kun er den eller disse kommuner, som kommunen ikke vil godkende til at foretage vielser i kommunen.
Det er vielsesmyndigheden (borgmesteren), der har kompetencen til at beslutte, om kommunen vil tilbyde, at vielser foretages andre steder i eller uden for kommunen end det sted, som er anvist hertil (et særligt vielseslokale, byrådssalen eller lignende), mens det er kommunen (kommunalbestyrelsen), der har kompetencen til at beslutte, om andre kommuner må foretage vielser i kommunen.
Uanset om en vielse foretages inden for kommunen (f.eks. i en skov) eller uden for kommunen (f.eks. på havet) skal kommunen iagttage de eventuelle særlige regler, der evt. gælder for ophold m.v. det pågældende sted. Det kan f.eks. være regler om, hvorvidt man overhovedet må opholde sig det pågældende sted, støjniveau, affaldshåndtering m.v.
Hvis vielse er foretaget på et andet sted end det, kommunalbestyrelsen normalt anvender, noteres dette i anmærkningsrubrikken i ægteskabsbogen.
Selvom kommunen således kan foretage vielser uden for kommunen, må vielsen dog ikke foretages på Færøerne, i Grønland eller uden for Danmark.
Vielsen foretages i de kommunale kontorers kontortid. Det vil sige, at det er kommunen, der tilrettelægger åbningstiden. Uanset den øvrige åbningstid skal kommunen dog sørge for, at parterne, hvis de anmoder herom, kan blive gift om lørdagen i tidsrummet kl. 9.00-12.00 (ægteskabsbekendtgørelsens § 15).
At det skal være muligt at blive gift om lørdagen er dog ikke ensbetydende med, at parterne har krav på at blive gift en bestemt lørdag. Det er altså kommunen, der tilrettelægger datoen, tidspunktet og varigheden af vielsesceremonien, ligesom det er kommunen, der tilrettelægger personalebemandingen. Parternes ønske om tidspunktet for vielsen skal dog så vidt muligt imødekommes af kommunen.
Kommunen kan tillade, at vielsen foretages på andre tidspunkter end i kontortiden og om lørdagen kl. 9.00-12.00, men kommunen er ikke forpligtet hertil.
Der er offentlig adgang til alle borgerlige vielser. Det vil sige, at kommunen er forpligtet til at tillade andre at overvære vielsen. Heraf følger også, at kommunen efter anmodning er forpligtet til at oplyse, hvornår der foretages vielser, og som udgangspunkt også, hvem der skal giftes de pågældende dage. Dette følger af offentlighedslovens § 7, idet oplysninger om en bestemt persons indgåelse af ægteskab som udgangspunkt ikke er omfattet af undtagelsen i offentlighedslovens § 30, nr. 1 (undtagelse af oplysninger om private forhold). Der vil dog kunne være tilfælde, hvor oplysninger om en bestemt persons indgåelse af ægteskab efter en konkret vurdering kan undtages efter § 30, nr. 1, f.eks. hvis det er begrundet af hensynet til personens sikkerhed.
En vielse skal overværes af mindst to vidner (ægteskabslovens § 20 og ægteskabsbekendtgørelsens § 16).
Der er ikke særlige krav til vidnernes alder. Det vil sige, at også personer under 18 år kan være vidner. Dog skal vidnerne kunne forstå, hvad der foregår. Det vil sige, at vidnerne skal kunne forstå, at det er en vielse af de to parter, der foretages.
Sørger parterne ikke selv for vidner, har kommunen pligt til at sørge herfor. Dette gælder både i den almindelige åbningstid og om lørdagen kl. 9.00-12.00.
Kommunen kan selv tilrettelægge, hvordan vielsen skal foregå (evt. i samarbejde med parterne). Inden vielsen foretages, skal kommunen fastslå parternes identitet.
Hvis vielsesmyndigheden konstaterer, at en af parterne mangler evnen til at handle fornuftsmæssigt, må vielsen ikke foretages, se også kapitel 2, punkt 2.9.
Når vielsen foretages, skal den person, der foretager vielsen, følge denne fremgangsmåde:
Under vielseshandlingen spørger den, der foretager vielsen, efter at have fastslået parternes identitet: ”Da I over for mig har oplyst, at I ønsker at indgå ægteskab med hinanden, spørger jeg, om du (part 1's fulde navn) vil have (part 2's fulde navn) til ægtefælle? ”. Når part 1 har svaret ja, spørges part 2: ”På samme måde spørger jeg dig (part 2's fulde navn), om du vil have (part 1's fulde navn) til ægtefælle? ”. Når part 2 har svaret ja, udtaler den, der foretager vielsen: ”Efter at I nu har erklæret at ville ægte hinanden, forkynder jeg jer herved at være ægtefolk. ”
Når vielsen er foretaget, udleverer vielsesmyndigheden straks en vielsesattest til parterne.
Er vielse sket, selv om der ikke eller kun delvis er sket prøvelse af ægteskabsbetingelserne (nødvielse) anføres dette i anmærkningsrubrikken i ægteskabsbogen med oplysning om, hvilken prøvelse der er foretaget. Se også kapitel 6, punkt 6.1, om nødvielser.
I forbindelse med vielsen indføres denne i ægteskabsbogen. Se også kapitel 4, punkt 4.2, om ægteskabsbog.
Ægteskabsbogen og dens duplikat underskrives af den, der har foretaget vielsen, parterne og vidnerne.
Ovenstående om vielsesattest og ægteskabsbog og duplikat gælder også i situationer, hvor en kommune foretager en vielse i en anden kommune. Se også dette kapitel, punkt 3.1. Det vil sige, at det er den kommune, der foretager vielsen, der udfærdiger vielsesattest, ægteskabsbog og duplikat, selvom vielsen er foretaget i en anden kommune.
Kapitel 4. Prøvelses- og ægteskabsbøger samt vielser i trossamfund
4.3. Prøvelses- og vielsesmyndighedens arkiv
4.4. Kommunens udstedelse af vielsesattest når vielsen er foretaget i et trossamfund
Prøvelsesmyndigheden skal føre bog om prøvelse af ægteskabsbetingelser, herunder også ved udstedelse af ægteskabsattester. Bogen kan også føres elektronisk.
Prøvelsesbogen skal udover alle prøvelser også indeholde et navneregister, hvori partens navn/parternes navne og bopæl indføres med henvisning til prøvelsesnummeret. Indførelsen af navnene sker alfabetisk og inden for hvert bogstav i kronologisk rækkefølge. Navneregistret kan også føres elektronisk, og i så fald kan indførelserne ske alfabetisk.
Ankestyrelsen har godkendt blanketter til brug for prøvelsesattest og ægteskabsattest samt prøvelsesbog og tilhørende navneregister (ægteskabsbekendtgørelsens § 22).
Prøvelsesbogen og det tilhørende navneregister afsluttes, når prøvelsesbogen indeholder 400 blade.
Den borgerlige vielsesmyndighed skal føre en bog om vielse og et duplikat af bogen. Bøgerne kan også føres elektronisk.
Ægteskabsbogen og duplikatet skal udover alle borgerlige vielser i kommunen også indeholde et navneregister, hvori begge parters navne og bopæl indføres med henvisning til vielsesnummeret. Indførelsen af navnene sker alfabetisk og inden for hvert bogstav i kronologisk rækkefølge. Navneregistret kan føres elektronisk, og i så fald kan indførelserne ske alfabetisk.
Ankestyrelsen har godkendt blanketter til brug for vielsesattest og partnerskabsattest samt ægteskabsbog og dens duplikat med tilhørende navneregister (ægteskabsbekendtgørelsens § 22).
Ægteskabsbogen og det tilhørende navneregister samt duplikatet afsluttes, når ægteskabsbogen indeholder 400 blade.
4.3. Prøvelses- og vielsesmyndighedens arkiv
Prøvelsessagens dokumenter, herunder ægteskabserklæringen, samtykkeerklæringer og tilladelser m.v. skal opbevares i et sagsomslag med prøvelsesnummeret. Originale dokumenter, herunder dåbs- eller navneattester, skilsmissepapirer m.v. udleveres til parterne samtidig med prøvelsesattesten eller vielsesattesten. Der beholdes en kopi af disse dokumenter til sagen.
Sagens dokumenter kan føres og opbevares elektronisk. I så fald skal der ikke være et sagsomslag, men prøvelsesnummeret skal være identificerbart i den elektroniske sag.
Prøvelsesbogen, ægteskabsbogen og dens duplikat skal opbevares på et sikkert sted, og ægteskabsbogen og dens duplikat må ikke opbevares i samme bygning, medmindre bøgerne opbevares i et brandsikkert rum. Dette gælder også, hvis bøgerne føres elektronisk.
Prøvelsesbøger der er skabt eller tilvejebragt i perioden mellem den 1. januar 1923 og 31. december 2006 afleveres til landsarkivet (i København til stadsarkivet) 5 år efter, at de er afsluttet. Prøvelsesbøger, der er skabt eller tilvejebragt den 1. januar 2007 eller senere, skal ikke afleveres til landsarkivet efter 5 år, men bevares af kommunen.
Ægteskabsbøger, der er skabt eller tilvejebragt i perioden mellem den 1. januar 1923 og 31. december 2006, afleveres til landsarkivet (i København til stadsarkivet) 50 år efter, at de er afsluttet. Duplikater, der er skabt eller tilvejebragt i perioden mellem den 1. januar 1923 og 31. december 2006, afleveres til landsarkivet (i København til stadsarkivet), når de er afsluttet. Ægteskabsbøger og duplikat heraf, der er skabt eller tilvejebragt den 1. januar 2007 eller senere, skal ikke afleveres til landsarkivet efter 50 år, men bevares af kommunen.
Samtlige andre dokumenter vedrørende prøvelsen af ægteskabsbetingelserne, som parterne ikke har fået udleveret, kan kasseres efter 10 års opbevaring.
4.4. Kommunens udstedelse af vielsesattest når vielsen er foretaget i et trossamfund
Efter ægteskabslovens § 16, stk. 1, nr. 1, og § 17, stk. 1, kan kirkelig vielse finde sted inden for folkekirken, når en af parterne hører til denne. Kirkelig vielse inden for folkekirken foretages af dennes præster. Kirkeministeren fastsætter regler om, hvilke præster i folkekirken der kan foretage vielser. Folkekirken fører ministerialbog, og når en præst i folkekirken foretager en vielse, udleverer præsten derfor en vielsesattest til parterne.
Efter ægteskabslovens § 16, stk. 1, nr. 2, og § 17, stk. 2, kan kirkelig vielse finde sted inden for de anerkendte trossamfund, når en af parterne hører til vedkommende trossamfund. Kirkelig vielse uden for folkekirken foretages af de præster, som er bemyndiget hertil efter kapitel 5 i trossamfundsloven.
Indtil trossamfundsloven trådte i kraft den 1. januar 2018, var der to typer trossamfund uden for folkekirken, der havde præster eller vielsesforrettere med vielsesbemyndigelse:
- Anerkendte trossamfund (dvs. trossamfund der er anerkendt ved kongelig resolution inden den 1. januar 1970).
- Godkendte trossamfund (dvs. trossamfund der er godkendt administrativt efter den 1. januar 1970).
Med trossamfundsloven ophæves den hidtidige sondring mellem ”anerkendte trossamfund” og ”godkendte trossamfund”. Derfor anvendes terminologien ”anerkendte trossamfund” generelt.
Når en præst eller vielsesforretter med vielsesbemyndigelse i et trossamfund, der er anerkendt ved kongelig resolution før den 1. januar 1970, foretager en vielse, skal præsten eller vielsesforretteren udlevere en vielsesattest til parterne. Disse trossamfund fører selv ministerialbog og udsteder derfor selv vielsesattester. Dette omfatter dog ikke Baptistkirken i Danmark, der pr. 1. juli 2013 ikke længere fører ministerialbog og derfor heller ikke selv udsteder vielsesattester. Der henvises til bekendtgørelse nr. 733 af 18. juni 2013 om ændring af bekendtgørelse om anerkendelse af de til Det danske Baptistsamfund her i landet hørende trossamfund og cirkulæreskrivelse nr. 9300 af 25. juni 2013 om Baptistkirkens ophør med at føre kirkebøger. (Adgangen til at føre ministerialbøger i trossamfund, der er anerkendt ved kongelig resolution inden den 1. januar 1970, ophører den 1. januar 2023, jf. § 23, jf. § 24, stk. 2, i trossamfundsloven).
De øvrige trossamfund fører ikke ministerialbog og kan derfor ikke selv udstede vielsesattest til parterne.
Når der foretages en vielse i et trossamfund, der er godkendt efter den 1. januar 1970 eller anerkendt efter den 1. januar 2018, eller i Baptistkirken i Danmark, sørger præsten eller vielsesforretteren for, at blanketten ægteskabsbogen (se punkt 4.2.) udfyldes. Blanketten (VI 040) findes på www.kl.dk under ”Blanketter”. Ægtefællerne, vidnerne og præsten eller vielsesforretteren skal underskrive ægteskabsbogen umiddelbart efter vielsen. Derefter sender præsten eller vielsesforretteren ægteskabsbogen og prøvelsesattesten til den kommune, hvor vielsen er foretaget. Kommunen udsteder en vielsesattest og fører vielsen ind i kommunens ægteskabsbog.
Det er kommunen, der udsteder vielsesattesten, og det er derfor kommunen (og ikke præsten eller vielsesforretteren), der underskriver vielsesattesten i underskriftsfeltet. I feltet om vielsesstedet anføres det sted, hvor vielsen er foretaget. Kommunen skal således ikke anføre rådhusets adresse eller lignende. I feltet om vielsesmyndigheden anfører kommunen navnet på trossamfundet sammen med navnet på den præst eller vielsesforretter, der har foretaget vielsen. Der er også mulighed for at anføre trossamfundets adresse i dette felt. Kommunen sender derefter straks vielsesattesten til præsten eller vielsesforretteren, som udleverer attesten til parterne.
Inden kommunen udsteder vielsesattesten, skal kommunen sikre, at præsten eller vielsesforretteren havde bemyndigelse til at foretage vielsen. Hvis der er en stående vielsesbemyndigelse, vil kommunen normalt allerede have oplysning herom. Havde præsten eller vielsesforretteren derimod en enkeltstående bemyndigelse til at foretage den konkrete vielse, vil kommunen normalt inden vielsen have modtaget en orientering om bemyndigelsen fra Kirkeministeriet.
Hvis præsten eller vielsesforretteren ikke havde vielsesbemyndigelse, må kommunen ikke udstede en vielsesattest, og vielsen må ikke føres ind i ægteskabsbogen. Dette gælder også, selvom præsten eller vielsesforretteren senere får vielsesbemyndigelse.
Er vielsen foretaget uden bemyndigelse, orienterer kommunen præsten eller vielsesforretteren om, at der ikke kan udstedes en vielsesattest, da vielsen er ugyldig på grund af den manglende vielsesbemyndigelse. Hvis det er relevant, kan kommunen samtidig orientere om, at parterne fortsat har mulighed for at indgå ægteskab (hvis de i øvrigt opfylder betingelserne herfor), eller at parterne kan anmode Ankestyrelsen om godkendelse af den ugyldige vielse.
Hvis kommunen bliver bekendt med uregelmæssigheder i forbindelse med en vielse foretaget i et trossamfund, og hvis disse uregelmæssigheder relaterer sig til spørgsmål om anerkendelsen som trossamfund eller spørgsmål om vielsesbemyndigelse, bør kommunen forelægge sagen for Kirkeministeriet. Hvis kommunen i øvrigt støder på vielser, der kan give anledning til tvivl, kan kommunen forelægge sagen for Ankestyrelsen. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis der er tvivl om, hvorvidt den handling, der er foretaget, alene er en religiøs handling.
Kapitel 5. Navneændring på bryllupsdagen
5.1. Generelt om navneændring på bryllupsdagen
5.2. Prøvelsesmyndighedens opgaver
5.3. Vielsesmyndighedens opgaver
5.1. Generelt om navneændring på bryllupsdagen
Den administrative ordning ”Navneændring på bryllupsdagen” giver mulighed for, at par, der ønsker at foretage navneændring med virkning fra bryllupsdagen, forud for vielsen kan indgive en ansøgning om navneændring til personregisterføreren.
En ansøgning om navneændring på bryllupsdagen indgives ved anvendelse af den digitale løsning, som Kirkeministeriet stiller til rådighed (digital selvbetjening) via www.borger.dk. Ansøgninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af personregisterføreren, medmindre der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening. I så fald skal personregisterføreren tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening. Se mere herom i vejledning om navne, som er tilgængelig på www.ast.dk.
Hvis personregisterføreren tilbyder, at ansøgningen kan indgives på anden måde, skal ansøgningen indgives på blanketten ”Navneændring på bryllupsdagen” som er godkendt af Ankestyrelsen.
Hvis begge parter ønsker at ændre navn på bryllupsdagen, skal de begge indgive en ansøgning. Parterne bør være opmærksomme på, at de kan tilhøre hvert deres bopælssogn, hvorfor ansøgningerne skal indgives til hvert deres sogn.
Det er personregisterførerne i folkekirken og for personer fødselsregisteret i Sønderjylland personregisterførerne ved kommunen, der foretager selve navneændringen, men for så vidt angår navneændring på bryllupsdagen, har prøvelses- og vielsesmyndigheden også arbejdsopgaver, som beskrives i det følgende.
5.2. Prøvelsesmyndighedens opgaver
Når et par henvender sig til prøvelsesmyndigheden for at blive gift, skal prøvelsesmyndigheden vejlede parret om muligheden for at ændre navn på bryllupsdagen.
Hvis en eller begge parter ønsker at ændre navn på bryllupsdagen, skal prøvelsesmyndigheden henvise parterne til at indgive ansøgningen ved digital selvbetjening på www.borger.dk.
Parterne bør vejledes om, at en ansøgning om navneændring som udgangspunkt skal være bopælssognet/personregisteret i hænde senest 15 hverdage før vielsesdatoen.
Det er vigtigt, at parterne i ansøgningen om prøvelse af ægteskabsbetingelserne har oplyst, om der er søgt om navneændring på bryllupsdagen. Hvis det er oplyst, at der er søgt herom, skal prøvelsesmyndigheden, når der er foretaget en prøvelse af ægteskabsbetingelserne, i forbindelse med udstedelse af prøvelsesattesten notere i anmærkningsfeltet, at der er søgt om navneændring på bryllupsdagen.
Prøvelsesmyndigheden skal altså ikke afvente behandlingen af navneændringen.
Da prøvelsesbogen og en eventuel prøvelsesattest udstedes før vielsen og navneændringen, skal ægtefællernes navne på tidspunktet for udstedelsen anføres, også selvom de har søgt om navneændring ved vielsen, og navnemyndigheden har bekræftet, at denne ansøgning kan imødekommes.
Prøvelsesmyndigheden orienteres ikke om udfaldet af ansøgningen om navneændring. Meddelelse herom sendes alene til vielsesmyndigheden.
5.3. Vielsesmyndighedens opgaver
Hvis der er søgt om navneændring på bryllupsdagen, afventer vielsesmyndigheden at modtage ”attestation af navneændring” fra personregisterføreren. Dette sker normalt senest 3 hverdage før, at vielsen skal finde sted. ”Attestation af navneændring”, der alene er til vielsesmyndighedens brug, er dateret med vielsesdatoen som hændelsesdato.
Vielsesmyndigheden udfærdiger herefter vielsesattest med de ansøgte navne i overensstemmelse med ”attestation af navneændring”. Det vil sige, at det er partens/parternes nye navn, der anføres i ægteskabsbogen og vielsesattesten.
Der er intet i vejen for, at vielsesmyndigheden inden vielsen i ægteskabsbogen og på vielsesattesten m.v. anfører det nye navn, som ægtefællerne har ansøgt navnemyndigheden om, selvom vielsesmyndigheden endnu ikke har fået bekræftelse fra navnemyndigheden om, at ansøgningen om navneændring kan imødekommes.
Det påhviler under alle omstændigheder vielsesmyndigheden at sikre sig, at de rigtige navne er anført i ægteskabsbogen og på vielsesattesten.
Vielsesmyndigheden registrerer vielsen i CPR.
Efter vielsen er foretaget, og vielsesmyndigheden har ændret civilstand i CPR, aktiverer personregisterføreren navneændringen og fremsender fødsels- og dåbsattest, fødsels- og navneattest eller navneattest med nyt navn til borgerne.
Civilstandsændringen samt navneændringen vil herefter fremgå af CPR med vielsesdatoen som hændelsesdato.
Hvis parret ændrer vielsesdatoen under forløbet, giver vielsesmyndigheden besked herom til personregisterføreren.
Ændrer parterne ikke navn i forbindelse med vielsen, men sker dette eventuelt senere, er der ikke noget til hinder for, at vielsesmyndigheden efter anmodning fra parterne udsteder en ny vielsesattest med parternes nye navn.
Kapitel 6. Nødvielser, proformaægteskaber, arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber
En vielse må ikke foretages, før der er foretaget en prøvelse af, om betingelserne for at indgå ægteskab er opfyldt.
Hvis der på grund af en af parternes sygdom er alvorlig fare for, at udsættelse af en vielse vil betyde at denne ikke kan gennemføres, kan vielsesmyndigheden dog undlade at foretage en forudgående prøvelse (ægteskabslovens § 19, stk. 2).
Det er vielsesmyndigheden, der vurderer, om der på grund af en af parternes sygdom er alvorlig fare for, at en udsættelse af vielsen vil medføre, at den ikke kan finde sted.
Til brug for denne vurdering bør vielsesmyndigheden så vidt muligt indhente en lægeerklæring, der dokumenterer partens tilstand, herunder at partens tilstand gør, at vielsen ikke kan udsættes, og at vedkommende ikke kan flyttes (ægteskabsbekendtgørelsens § 18).
Hvis det på grund af partens tilstand ikke af tidsmæssige årsager er muligt at indhente en lægeerklæring, kan en læge eventuelt mundtligt erklære ovenstående over for vielsesmyndigheden. I modsat fald må vielsesmyndigheden selv foretage denne vurdering.
Parterne skal skriftligt (eventuelt på ægteskabserklæringen) eller mundtligt erklære, at der ikke på grund af slægtskab eller tidligere ægteskab er noget til hinder for ægteskabet (ægteskabslovens §§ 6 og 9). Spørgsmål om eventuelt skifte af delingsformue (fællesbo) i et tidligere ægteskab skal altså ikke undersøges nærmere.
Vielsesmyndigheden skal altid sikre, at parten kan handle fornuftsmæssigt. Der bør derfor ikke være tvivl om, at parten ønsker at indgå ægteskab og forstår selve handlingen og konsekvenserne heraf. Dette kan fremgå af en lægeerklæring, men vielsesmyndigheden bør altid selv sikre sig dette.
Når vielsen er foretaget, udleverer vielsesmyndigheden en vielsesattest til parterne og fører vielsen ind i ægteskabsbogen. Det anføres i anmærkningsrubrikken i ægteskabsbogen, at der er foretaget en nødvielse med oplysning om, hvilken prøvelse der er foretaget. Det skal fremgå, at parterne har afgivet erklæring om, at der ikke efter lovens §§ 6 og 9 er noget til hinder for ægteskabet.
Vielsesmyndigheden indberetter til prøvelsesmyndigheden, at der er foretaget en nødvielse og indsender eventuel lægeerklæring, ægteskabserklæring m.v. Prøvelsesmyndigheden foretager herefter så vidt muligt en fuldstændig prøvelse af ægteskabsbetingelserne og indsender derefter sagen inklusive prøvelsesattest og andre relevante dokumenter til Ankestyrelsen, som fører tilsyn med nødvielser i relation til, om betingelserne for nødvielse er til stede. Tilsvarende regler gælder om en indberetning, prøvelsesmyndigheden modtager fra en præst.
Prøvelsesmyndigheden og den borgerlige vielsesmyndighed skal indberette tilfælde, hvor myndigheden har grund til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse er, at en af parterne opnår opholdstilladelse i Danmark. Indberetning skal ske til Udlændingestyrelsen, hvor oplysningen kan indgå i behandlingen og afgørelsen af sager om ægtefællesammenføring.
Pligten til at indberette mistanken om et proformaægteskab gælder for kommunen både ved prøvelse og vielse, men ikke for de kirkelige vielsesmyndigheder.
Indberetningspligten kan f.eks. finde anvendelse, hvis parterne ikke kan tale samme sprog, eller hvis den, der foretager prøvelsen eller vielsen, får indtryk af, at parterne ikke har set hinanden før.
Indberetning af en mistanke om et proformaægteskab begrunder ikke, at myndigheden kan afvise at udstede en prøvelsesattest, hvis ægteskabsbetingelserne i øvrigt er opfyldt, eller at gennemføre en vielse. Indberetningen giver heller ikke kommunen mulighed for at udsætte en vielsessag.
Danske myndigheder må ikke medvirke til, at der bliver indgået ægteskab under tvang, dvs. vold, trusler og andre former for utilbørligt pres.
Et tvangsægteskab er ikke det samme som et proformaægteskab eller et arrangeret ægteskab. Dette skyldes, at disse to former for ægteskab ikke på samme måde som et tvangsægteskab er præget af tvang.
Når en ansøgning om at indgå ægteskab bliver behandlet, eller når vielsen foretages, skal kommunen og vielsesmyndigheden sikre sig, at begge parter ønsker at indgå ægteskabet, og at ingen af parterne er udsat for tvang eller utilbørligt pres.
Der er tale om et tvangsægteskab, hvis blot den ene part oplever, at han eller hun er blevet udsat for tvang eller pres, sådan at der ikke har været tale om et reelt valg. Der kan være tale om trusler, fysisk vold eller psykisk pres til at indgå ægteskabet.
Følgende omstændigheder kan tyde på, at der er tale om et tvangsægteskab. Når der foreligger oplysninger om disse omstændigheder, skal kommunen være særligt opmærksomme på risikoen for tvangsægteskab:
– Parterne eller en af parterne indgår ægteskab i en ung alder.
– En af parterne stammer fra et land eller et område, hvor tvangsægteskaber forekommer.
– Parterne er nært beslægtede.
– En af parterne eller andre oplyser, at der er tale om et tvangsægteskab.
– Parternes adfærd i øvrigt indikerer, at der er tale om et tvangsægteskab.
Også andre omstændigheder kan tyde på, at der kan være tale om et tvangsægteskab, eksempelvis oplysninger om tidligere tilfælde af tvangsægteskab i parternes familier eller oplysninger om, at den ene parts familie har betalt et beløb til den andens familie.
Selvom en eller flere af disse omstændigheder foreligger, beviser det ikke, at der er tale om et tvangsægteskab, men i de ovennævnte situationer skal kommunen eller vielsesmyndigheden overveje at foretage en nærmere undersøgelse af sagen.
Udsætter kommunen eller vielsesmyndigheden en sag på grund af mistanke om tvangsægteskab, er det vigtigt at være opmærksom på parternes samlede situation, herunder de familiemæssige forhold. Kommunen eller vielsesmyndigheden bør derfor udvise stor diskretion og forsigtighed ved håndteringen af disse sager og være opmærksom på en eventuel risiko for, at en af parterne udsættes for overgreb eller lignende.
Sager, hvor der er mistanke om tvangsægteskab, skal altså behandles varsomt. Kommunen eller vielsesmyndigheden bør derfor eventuelt overlade disse sager til medarbejdere med den fornødne ekspertise f.eks. sagsbehandlere, der er vant til at arbejde med etniske minoriteter og æresrelaterede konflikter.
Regeringen offentliggjorde den 11. oktober 2016 en handlingsplan for forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. Kommunen kan desuden søge rådgivning hos VISO og Etnisk Ung, der yder rådgivning m.v. i æresrelaterede sager, herunder sager om tvangsægteskab.
Nyttige links:
Den nationale handlingsplan for forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol: http://uim.dk/arbejdsomrader/copy_of_aeresrelaterede-konflikter.
Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside: www.uim.dk.
VISO: http://socialstyrelsen.dk/viso/udvalgte%20indsatsomraader/aeresrelaterede-konflikter.
Etnisk Ung: http://www.etniskung.dk/For-fagfolk/.
Kapitel 7. Et ægteskabs gyldighed
I ægteskabsloven skelnes der mellem fejl/mangler, der medfører ugyldighed, og fejl/mangler ved de formelle betingelser for indgåelse af ægteskab.
Der er fem betingelser for gyldigheden af et ægteskab (ægteskabslovens § 20, stk. 2, og § 21, stk. 1):
1) Vielsen skal være foretaget af en myndighed, som efter loven kan foretage vielser.
2) Begge parter skal ved vielsen være fyldt 18 år (finder kun anvendelse på ægteskaber indgået efter den 1. februar 2017, jf. nedenfor).
3) Parterne skal være samtidigt til stede under vielsen.
4) Begge parter skal erklære, at de vil giftes med hinanden.
5) Vielsesmyndigheden skal forkynde, at parterne er blevet gift.
Hvis én eller flere af disse betingelser ikke er opfyldt, er vielsen ugyldig.
Gyldighedsbetingelsen om, at begge parter ved vielsen skal være fyldt 18 år, er indført ved en lovændring, der trådte i kraft den 1. februar 2017. Ægteskaber, der er indgået af mindreårige før den 1. februar 2017 er således gyldige, hvis ovenstående gyldighedsbetingelser nr. 1 og 3-5 er opfyldt.
Er et ægteskab indgået under tvang, eller er man blevet forledt (”snydt”) til indgåelse af ægteskab, medfører dette ikke ugyldighed. Den, der er tvunget eller forledt til indgåelse af ægteskab, kan dog anlægge en retssag om omstødelse af ægteskabet. Retssagen skal anlægges inden seks måneder efter, at tvangen er ophørt, dog senest tre år efter indgåelse af ægteskabet (ægteskabslovens § 24).
Omstødelse af et ægteskab har samme virkning som en skilsmisse (ægteskabslovens § 25).
Formelle fejl/mangler, eksempelvis at parten fremviste falske identitetspapirer, at én eller flere af ægteskabsbetingelserne (f.eks. lovligt ophold) ikke var opfyldt, medfører ikke, at ægteskabet er ugyldigt.
Er ægtefællerne i nær familie med hinanden (f.eks. søskende), eller er én af parterne gift i forvejen (bigami), kan ægteskabet omstødes. Hvis kommunen får oplysninger herom, bør sagen forelægges for Ankestyrelsen, sådan at en eventuel omstødelsessag kan indledes.
Hvis en vielse foretaget i Danmark er ugyldig, kan Ankestyrelsen under særlige omstændigheder godkende vielsen som gyldig (ægteskabslovens § 21, stk. 2). Er der tale om en ugyldig vielse af en mindreårig, skal der ved denne vurdering anlægges samme restriktive praksis som ved vurderingen af, om et udenlandsk ægteskab, der er indgået af mindreårige, undtagelsesvist kan anerkendes, jf. afsnit 9.3.3. nedenfor.
Kapitel 8. Civilstandsattest og ægteskabsattest til brug for vielse i udlandet
Når en part eller et par skal giftes i udlandet, vil den udenlandske vielsesmyndighed ofte stille krav om, at parten/parret dokumenterer sin/deres civilstand ved en civilstandsattest fra de danske myndigheder. I dag findes der ikke en officiel attest hertil, men i de fleste kommuner udskriver folkeregistret en attest fra CPR-registret, hvoraf civilstanden fremgår, og denne udskrift underskrives og stemples af kommunen.
I nogle tilfælde er det ikke tilstrækkeligt med en civilstandsattest, da visse lande i stedet kræver dokumentation for, at parten/parret kan indgå ægteskab efter de danske ægteskabsregler. Er dette tilfældet, foretager kommunen efter anmodning en prøvelse af ægteskabsbetingelserne. I så fald skal parten/parret indgive en ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne ved digital selvbetjening. Se mere herom under kapitel 1, punkt 1.3. Hvis parten/parret opfylder betingelserne, udfærdiger kommunen en ægteskabsattest.
Ved denne prøvelse skal kommunen på sædvanlig vis undersøge, om parten/parret opfylder ægteskabsbetingelserne i ægteskabslovens §§ 2-4 og §§ 6-10 (ægteskabsbekendtgørelsens § 10).
Dette indebærer, at parten/parret kan få udstedt en ægteskabsattest, selvom følgende ægteskabsbetingelser ikke er opfyldt:
– Lovligt ophold (ægteskabslovens § 11 a).
– Underskrivelse af erklæring om kendskabet til udlændingelovens regler om ægtefællesammenføringsregler (ægteskabslovens § 11 b). Se mere herom i kapitel 2, punkt 2.8.
Ingen af disse bestemmelser er altså relevante ved indgåelse af ægteskab i udlandet. Hvis der udstedes ægteskabsattest, uden at betingelsen i ægteskabslovens § 11 a er opfyldt, noteres dette dog i anmærkningsrubrikken.
Ægteskabsattester kan ikke anvendes ved indgåelse af ægteskab i Danmark. Hvis parten/parret efter udstedelse af en ægteskabsattest ønsker at indgå ægteskabet i Danmark i stedet for, skal kommunen undersøge, om de også opfylder betingelsen i ægteskabslovens §§ 11 a og 11 b.
En ægteskabsattest kan udfærdiges i følgende situationer:
– To parter ønsker at blive gift i udlandet, og kommunen foretager en prøvelse af ægteskabsbetingelserne for begge parter, uanset om parterne har bopæl i Danmark eller ej.
– En part ønsker at blive gift i udlandet med en navngiven person, og kommunen foretager en prøvelse af ægteskabsbetingelserne for parten, men ikke den navngivne person.
– En part ønsker at blive gift i udlandet med en unavngiven person, og kommunen foretager en prøvelse af ægteskabsbetingelserne for parten.
Kapitel 9. Anerkendelse af udenlandske ægteskaber og partnerskaber mellem to personer af samme køn
9.1. Generelt om udenlandske ægteskaber
9.2. Indhentelse af oplysninger
9.3. Betingelserne for at anerkende et udenlandsk ægteskab
9.4. Særligt om udenlandske partnerskaber mellem to personer af samme køn
9.5. Forelæggelse for Ankestyrelsen
9.1. Generelt om udenlandske ægteskaberPar, som har indgået ægteskab i udlandet, kan have behov for at få ægteskabet anerkendt i Danmark. Et ægteskab har juridisk betydning for ægtefællerne, bl.a. i forhold til formueforhold, arveret, forsørgelsespligt over for hinanden og faderskab til og forældremyndighed over fælles børn.
Anerkendelse af et udenlandsk ægteskab medfører, at parterne anses for ægtefæller efter dansk ret. Dette betyder bl.a., at et ægtepar, der er blevet gift i udlandet, har de samme rettigheder og pligter i Danmark som et ægtepar, der er blevet gift i Danmark.
Udgangspunktet er, at udenlandske ægteskaber, der er gyldige i det land, hvor de er indgået, anerkendes i Danmark. Der er dog visse undtagelser hertil, jf. punkt 9.3. om betingelserne for at anerkende et udenlandsk ægteskab.
Ægteskaber indgået i de andre nordiske lande anerkendes dog uden yderligere undersøgelser (se bilag 1, punkt 2).
Dette kapitel henvender sig både til borgere og til de myndigheder, der kan komme i den situation, at en myndighed i Danmark skal tage stilling til anerkendelse af et udenlandsk ægteskab. Kapitlet indeholder en beskrivelse af ægteskabslovens regler i kapitel 2 a om anerkendelse af ægteskaber, der er indgået i udlandet.
Der henvises også til bilag 1, som indeholder bemærkninger til enkelte punkter i dette kapitel. I det følgende beskrives, hvordan danske myndigheder bør behandle sager om anerkendelse af udenlandske ægteskaber.
I punkt 9.2. foretages en nærmere beskrivelse af de dokumenter, som parterne skal fremlægge i forbindelse med sagsbehandlingen, og om myndighedens indhentelse af oplysninger i øvrigt.
I afsnit 9.3. foretages en gennemgang af de betingelser, som skal være opfyldt, for at ægteskabet kan anerkendes.
Disse betingelser blev indsat i ægteskabsloven den 1. februar 2017.
Er et udenlandsk ægteskab eller registreret partnerskab anerkendt af en dansk myndighed før den 1. februar 2017, er ægteskabet ikke omfattet af de regler, der beskrives nedenfor i dette kapitel. For disse ægteskaber og registrerede partnerskaber finder den tidligere gældende praksis anvendelse. Den tidligere gældende praksis er beskrevet i vejledning om behandling af ægteskabssager af 18. marts 2016 (historisk), der findes på retsinformation.dk.
De særlige forhold, som myndigheden skal være opmærksom på ved anerkendelse af udenlandske registrerede partnerskaber mellem to personer af samme køn, er beskrevet i dette kapitel, punkt 9.4.
Endelig bemærkes det, at danske myndigheder ikke bør medvirke til accept af tvangsægteskaber. Hvis en myndighed ved behandlingen af en sag om anerkendelse af et udenlandsk ægteskab får mistanke om, at en part er blevet tvunget til at indgå ægteskabet, bør myndigheden forelægge sagen for Ankestyrelsen. Om forelæggelse af sager for Ankestyrelsen, se dette kapitel, punkt 9.5.
9.2. Indhentelse af oplysninger, dokumenter m.v.
9.2.2. Oplysninger om vielsesregler i andre lande
9.2.3. Situationer hvor dokumentation for et udenlandsk ægteskab ikke kræves fremlagt
9.2.1. DokumenterEn myndighed, der skal tage stilling til anerkendelse af et udenlandsk ægteskab, bør sikre sig, at den er i besiddelse af de nødvendige dokumenter og oplysninger. Det anbefales, at parterne udfylder skemaet ”Oplysninger om udenlandsk vielse”. Skemaet findes på www.ast.dk. Parterne skal besvare alle punkter i skemaet.
Derudover bør myndigheden være i besiddelse af følgende dokumentation og oplysninger:
– Det originale vielsesdokument. En udskrift eller kopi af vielsesdokumentet, der er bekræftet af den myndighed, der har udstedt det originale dokument, kan dog anvendes i stedet. Vielsesdokumenter fra udlandet skal forelægges i original og kan derfor ikke indsendes digitalt til myndigheden.
– Vielsesdokumentets ægthed skal være bekræftet gennem legalisering eller apostillepåtegning. Dette gælder dog ikke dokumenter fra en lang række lande. Se beskrivelsen af legalisering og apostillepåtegning i vejledning om dokumentation for ægtheden af familieretlige dokumenter fra udlandet. Vejledningen kan findes på www.ast.dk.
– Dokumentation for at vielsen er registreret eller lignende, hvis vielsen efter loven i det land, hvor vielsen blev foretaget, kun er gyldig, når vielsen er registreret eller lignende.
– Oversættelse af dokumenterne. Dokumentationen behøver dog ikke at være oversat, hvis det er muligt at behandle sagen på betryggende vis uden oversættelse, f.eks. fordi myndighedens medarbejdere behersker det udenlandske sprog.
I visse situationer bør en dansk myndighed ikke kræve udenlandske dokumenter fremlagt. Dette er beskrevet i dette kapitel, punkt 9.2.3.
9.2.2 Oplysninger om vielsesregler i andre lande
Anerkendelse af et udenlandsk ægteskab kan forudsætte kendskab til vielsesreglerne m.v. i det land, hvor vielsen blev foretaget. På www.ast.dk offentliggør Ankestyrelsen de oplysninger om vielser i andre lande, som styrelsen har fået kendskab til. Stillingtagen til anerkendelse af et udenlandsk ægteskab forudsætter derfor, at den pågældende danske myndighed undersøger, om hjemmesiden indeholder relevante oplysninger om vielser i det land, hvor vielsen blev foretaget, medmindre myndigheden på anden måde har kendskab til vielsesreglerne i det pågældende land.
– Indeholder hjemmesiden ikke oplysninger om vielser i det land, hvor vielsen blev foretaget, og kan myndigheden ikke selv få oplyst nærmere om vielse i det pågældende land, bør sagen forelægges for Ankestyrelsen.
– Stemmer oplysningerne på hjemmesiden ikke overens med de dokumenter og oplysninger om vielsen, som myndigheden er i besiddelse af, bør sagen forelægges for Ankestyrelsen.
– Ankestyrelsen kan hjælpe med at fremskaffe oplysninger fra andre lande. Dette er beskrevet i dette kapitel, punkt 9.5.
Herudover kan myndigheden undersøge, om Udlændingestyrelsen har behandlet en ansøgning fra parterne om familiesammenføring. Hvis dette er tilfældet, kan myndigheden bede parterne om en kopi af Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingestyrelsen har oplyst, at man som udgangspunkt i sager om familiesammenføring altid tager stilling til, om parterne har indgået ægteskab og til gyldigheden af ægteskabet. Hvis Udlændingestyrelsen har vurderet, at det udenlandske ægteskab kan anerkendes efter dansk ret, anvender Udlændingestyrelsen ordet ”ægtefæller” om parterne i afgørelsen. Modsat vil det også fremgå af afgørelsen, hvis Udlændingestyrelsen ikke kan anerkende ægteskabet. Myndigheden kan i disse tilfælde, dvs. i sager om familiesammenføring og kun i disse sager – uden videre forelæggelse for Ankestyrelsen – lægge den vurdering, som Udlændingestyrelsen har foretaget, til grund.
Er en vielse foretaget på Færøerne eller i Grønland, er der tale om en dansk vielse. Tilsvarende er der tale om en dansk vielse, når vielsen er foretaget på en dansk ambassade i udlandet (ægteskabslovens § 22, stk. 2). Der opstår derfor ikke spørgsmål om anerkendelse af sådanne ægteskaber.
Er vielsen foretaget i udlandet af en dansk folkekirkepræst, skal det undersøges, om præsten var bemyndiget til dette af kirkeministeren (ægteskabslovens § 22, stk. 1). Oplysninger herom fås hos Kirkeministeriet.
9.2.3. Situationer hvor dokumentation for et udenlandsk ægteskab ikke kræves fremlagt
En dansk myndighed bør ikke kræve udenlandske dokumenter fremlagt, hvis:
– Parten er flygtning eller asylansøger.
– Det er umuligt eller meget vanskeligt eller byrdefuldt for parten at fremskaffe dokumentationen.
Parten er flygtning eller asylansøger
Hvis en flygtning eller asylansøger ikke er i besiddelse af de nødvendige vielsespapirer, bør danske myndigheder ikke kræve, at den pågældende kontakter myndighederne i det land, som den pågældende er flygtet fra. Dette skyldes risikoen for, at udlændingen udsættes for (yderligere) forfølgelse ved henvendelsen. Af samme grund må danske myndigheder heller ikke kontakte de pågældende myndigheder for at få oplysninger om parten. Det gælder i særlige tilfælde også, selvom parten efterfølgende er blevet dansk statsborger. Danske myndigheder bør derfor ikke kræve, at en flygtning eller asylansøger fremlægger dokumentation for en udenlandsk vielse.
Hvis parten har rejst til det land, hvorfra parten er flygtet, efter parten har opnået flygtningestatus i Danmark, vil der dog normalt ikke være noget til hinder for at indhente oplysninger om parten fra det pågældende land. Parten bør orienteres herom, inden en myndighed indhenter oplysninger om parten fra det pågældende land.
Der er ikke noget til hinder for at kræve dokumentation fra lande, som en flygtning eller asylansøger har boet i, men som den pågældende ikke er flygtet fra.
Når en myndighed ikke kan kræve, at en flygtning eller asylansøger fremlægger dokumentation for et udenlandsk ægteskab, bør myndigheden forelægge sagen for Ankestyrelsen, jf. dette kapitel, punkt 9.5. Det samme gælder i situationer, hvor en flygtning eller asylansøger fremlægger dokumentation for et udenlandsk ægteskab, men hvor dokumentet ikke er legaliseret eller har en apostillepåtegning, jf. dette kapitel, punkt 9.2.1., og hvor myndigheden ikke kan kræve en sådan påtegning, fordi parten er flygtning eller asylansøger.
Umuligt eller byrdefuldt for parten at fremskaffe dokumentationen
I nogle situationer er det umuligt eller byrdefuldt for parten at fremskaffe dokumentation for et udenlandsk ægteskab. Det er parten, der skal dokumentere dette.
Hvis myndigheden vurderer, at det er umuligt for parten at fremskaffe den ønskede dokumentation bør myndigheden efter et konkret skøn undlade at kræve dokumentationen fremlagt. Som eksempel på dette kan nævnes, at den udenlandske myndighed ikke reagerer på gentagne henvendelser om dokumentationen.
Det er ikke til hinder for at kræve dokumentationen fremlagt, at det tager lang tid at fremskaffe dokumentationen, eller at parten skal betale et gebyr for dokumentationen.
Hvis myndigheden vurderer, at det ikke er umuligt eller byrdefuldt for parten at fremskaffe den ønskede dokumentation, eller parterne ikke ønsker at medvirke aktivt til sagens oplysning, kan myndigheden henlægge ansøgningen.
Ankestyrelsen offentliggør på www.ast.dk oplysninger om, fra hvilke lande det ikke er muligt at fremskaffe dokumentation for en vielse, i det omfang der er kendskab til de pågældende oplysninger.
Har en myndighed fået forelagt et originalt vielsesdokument, men er i tvivl om dokumentets ægthed f.eks. på grund af forholdene i det land, hvor dokumentet er udstedt, og uanset om dokumentet eventuelt er bekræftet gennem legalisering eller apostillepåtegning, eller det f.eks. af de årsager, der er nævnt i dette kapitel under punkt 9.2.3., ikke er muligt at få en sådan bekræftelse, bør myndigheden forelægge sagen for Ankestyrelsen, jf. dette kapitel, punkt 9.5. For nærmere oplysninger om dokumenter fra forskellige lande, se www.ast.dk/born-familie/aegteskab-og-skilsmisse/aegteskab/anerkendelse-af-udenlandsk-vielse-skilsmisse-eller-dodsattest.
9.3. Betingelserne for at anerkende et udenlandsk ægteskab
Når de dokumenter m.v., der er nævnt ovenfor, er fremlagt, skal myndigheden sikre sig, at det udenlandske ægteskab opfylder betingelserne for anerkendelse i Danmark.
Et udenlandsk ægteskab anerkendes, hvis ægteskabet er gyldigt i det land, hvor ægteskabet er indgået (ægteskabslovens § 22 b, stk. 1).
Et ægteskab kan, uanset at det er gyldigt i det land, hvor det er indgået, ikke anerkendes hvis:
– Parterne ikke var samtidig til stede under vielsen.
– En af parterne på vielsestidspunktet ikke var fyldt 18 år.
– Anerkendelse af ægteskabet strider mod grundlæggende danske retsprincipper.
Det er ikke en betingelse for at anerkende et udenlandsk ægteskab, at vielsen opfyldte de lovgivningsmæssige krav for en dansk vielse.
Kan et ægteskab ikke anerkendes, skal parterne vejledes om, at de ikke betragtes som ægtefæller efter dansk ret, men at det er muligt i vid udstrækning at opnå de samme retsvirkninger som ægtefæller i relation til fælles børn, f.eks. faderskab, forældremyndighed, samvær og børnebidrag. Det er Statsforvaltningen, der behandler sager om bl.a. faderskab, forældremyndighed, samvær og børnebidrag, og parterne bør derfor henvises til at kontakte Statsforvaltningen for at få nærmere vejledning herom. Myndigheden skal sikre, at parterne forstår deres retstilling, og hvor de kan få yderligere vejledning.
Parterne kan desuden indgå ægteskab her i landet, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Kommunen kan vejlede nærmere om betingelserne for at indgå ægteskab i Danmark.
I det følgende gennemgås de enkelte betingelser for at anerkende ægteskabet.
9.3.1. Ægteskabet skal være gyldigt i det land, hvor det er indgået
9.3.2. Begge parter skal have været til stede ved vielsen
9.3.3. Begge parter skal ved vielsen være fyldt 18 år
9.3.1. Ægteskabet skal være gyldigt i det land, hvor det er indgået
Et ægteskab, der er indgået i udlandet, anerkendes, hvis ægteskabet er gyldigt i det land, hvor ægteskabet er indgået (ægteskabslovens § 22 b, stk. 1).
Et ægteskab kan, uanset at det er gyldigt i det land, hvor det er indgået, alligevel ikke anerkendes, hvis betingelserne nævnt i afsnit 9.3.2.-9.3.4. ikke er opfyldt.
Om et ægteskab er gyldigt i det land, hvor ægteskabet blev indgået, afhænger af de betingelser for ægteskabets gyldighed, der gælder i det pågældende land. Vurderingen af, om ægteskabet er gyldigt i indgåelseslandet, beror derfor på en nærmere undersøgelse. Som nævnt i afsnit 9.2.2. offentliggør Ankestyrelsen på www.ast.dk de oplysninger om vielser i andre lande, som styrelsen har kendskab til.
Gyldigheden af et ægteskab kan bl.a. være betinget af, at vielsen er foretaget af en myndighed eller person, der var bemyndiget til at foretage vielser i det land, hvor ægteskabet er indgået.
I nogle lande er en vielse kun gyldig, hvis vielsen er foretaget af en offentlig myndighed. Dette kan bl.a. indebære, at en vielse, der alene er foretaget af en kirkelig myndighed i et sådant land, ikke er gyldig.
At en vielse er foretaget af myndigheder, der hører til et andet land end det land, hvor vielsen blev foretaget, f.eks. en vielse der er foretaget på et andet lands ambassade eller af personer, der ikke har et klart tilhørsforhold til en myndighed, kan også betyde, at ægteskabet efter det pågældende lands lovgivning ikke er gyldigt.
Når vielsesdokumentet er legaliseret eller forsynet med apostillepåtegning, er der dog normalt ikke grund til at betvivle vielsesbemyndigelsen.
En vielse, der er foretaget på en udenlandsk ambassade i Danmark, er ugyldig efter dansk ret. Dette gælder dog ikke vielser, der er foretaget på Norges eller Sveriges ambassade i Danmark (se bilag 1).
Gyldigheden af ægteskabet kan i nogle lande være betinget af, at en vielse skal registreres hos en offentlig myndighed, før vielsen er gyldig.
Sager, hvor der opstår spørgsmål om ægteskabets gyldighed i det land, hvor det blev indgået, bør forelægges for Ankestyrelsen, jf. dette kapitel, punkt 9.5.
9.3.2. Begge parter skal have været til stede ved vielsen
Et dansk ægteskab er kun gyldigt, når begge parter samtidig er fysisk til stede ved vielsen (ægteskabslovens § 20, stk. 2, og § 21, stk. 1).
I nogle lande kan man blive gift, selvom en af parterne eller begge parter ikke fysisk er til stede ved vielsen. Dette forudsætter normalt, at den fraværende part er repræsenteret af en stedfortræder eller fuldmægtig, som på partens vegne giver samtykke til vielsen. En sådan vielse kaldes en stedfortrædervielse.
Et udenlandsk ægteskab anerkendes ikke, hvis parterne ikke var samtidig til stede ved vielsen (ægteskabslovens § 22 b, stk. 2). Dette gælder uanset, om ægteskabet er gyldigt i det land, hvor det er indgået.
Om muligheden for undtagelsesvist alligevel at anerkende ægteskabet, fordi der foreligger tvingende grunde herfor og en manglende anerkendelse vil stille parret i en urimelig situation henvises til dette kapitel, punkt 9.3.5.
9.3.3. Begge parter skal ved vielsen være fyldt 18 år
Efter dansk ret er ægteskabsalderen 18 år. I visse lande er ægteskabsalderen imidlertid lavere end i Danmark, og danske myndigheder vil derfor i nogle situationer skulle tage stilling til anerkendelse af ægteskaber, der er indgået af mindreårige.
Udenlandske ægteskaber, der er indgået af mindreårige, anerkendes ikke i Danmark (ægteskabsloven § 22 b, stk. 2, nr. 2). Dette gælder uanset, hvornår ægteskabet er indgået, dvs. også for ægteskaber, hvor der er forløbet en vis tid fra ægteskabets indgåelse og til, at en dansk myndighed skal tage stilling til spørgsmålet om anerkendelse.
For EU-/EØS-statsborgere og disses ægtefæller gælder det særlige, at ægteskabet anerkendes, uanset om det er indgået af en mindreårig (ægteskabslovens § 22 b, stk. 4).
At et ægteskab ikke anerkendes indebærer, at parterne ikke betragtes som ægtefæller efter dansk ret. Parterne skal vejledes herom. Som nævnt ovenfor er det Statsforvaltningen, der behandler sager om bl.a. faderskab og forældremyndighed, og parterne kan derfor henvises til at rette henvendelse til Statsforvaltningen for vejledning om de muligheder, der er i relation til fælles børn, f.eks. i forhold til faderskab, forældremyndighed, samvær og børnebidrag, jf. dette kapitel, punkt 9.3.
Om muligheden for undtagelsesvist alligevel at anerkende ægteskabet, fordi der foreligger tvingende grunde herfor, og en manglende anerkendelse vil stille parret i en urimelig situation henvises til dette kapitel, punkt 9.3.5.
Udenlandske afgørelser anerkendes ikke i Danmark, hvis de strider mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public). Dette er tilfældet, hvis afgørelsen er uforenelig med de fundamentale principper, som det danske retssamfund bygger på, og det derfor er udelukket at anerkende afgørelsen i Danmark. Dette gælder også ved anerkendelse af udenlandske ægteskaber (ægteskabslovens § 22 b, stk. 2, nr. 3).
Udenlandske ægteskaber indgået af mindreårige under 15 år og udenlandske ægteskaber, hvor begge parter ikke var samtidig til stede under vielsen, strider mod ordre public. Det fremgår direkte af ægteskabsloven, at disse ægteskaber ikke kan anerkendes, se dette kapitel, punkterne 9.3.2. og 9.3.3.
Om et udenlandsk ægteskab, der ellers opfylder betingelserne for at blive anerkendt efter § 22 b, strider mod ordre public og af den grund derfor ikke kan anerkendes, beror på en konkret vurdering.
Overvejer en myndighed om der er grundlag for ikke at anerkende et ægteskab på grund af ordre public, bør sagen forelægges for Ankestyrelsen, jf. dette kapitel, punkt 9.5.
Om muligheden for undtagelsesvist alligevel at anerkende ægteskabet, fordi der foreligger tvingende grunde herfor og en manglende anerkendelse vil stille parret i en urimelig situation henvises til dette kapitel, punkt 9.3.5.
Det kan ikke udelukkes, at der kan være tilfælde, hvor parterne stilles i en urimelig situation, hvis ægteskabet ikke anerkendes.
Ægteskabet kan derfor undtagelsesvist anerkendes, hvis der foreligger tvingende grunde herfor, og en manglende anerkendelse vil stille parterne i en urimelig situation (ægteskabslovens § 22 b, stk. 3).
Er det således f.eks. på grund af en af parternes dødsfald umuligt at løse de retlige udfordringer, der opstår ved en manglende anerkendelse, kan det tale for, at ægteskabet alligevel anerkendes. Dette kan f.eks. være i forhold til at fastslå faderskabet til fælles børn og parternes gensidige arveret.
Muligheden for alligevel at anerkende ægteskabet skal alene anvendes i et meget begrænset omfang, og en myndighed, som skal tage stilling hertil, skal således anlægge en yderst restriktiv vurdering.
Det forhold, at parterne har eller venter et fællesbarn, vil således ikke alene kunne begrunde en anerkendelse af ægteskabet.
Ægteskabet kan heller ikke anerkendes, selvom parterne har haft en langvarig tilknytning til hinanden. Dette gælder uanset, om de har levet sammen gennem længere tid eller har indgået ægteskab i et land, hvor samfundsnormer tilsiger, at samliv kun kan foregå inden for rammerne af et ægteskab.
Det vil bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, om ægteskabet helt undtagelsesvist kan anerkendes.
Sager, hvor en myndighed overvejer at anerkende ægteskabet, fordi det vurderes, at der foreligger tvingende grunde herfor, og en manglende anerkendelse vil stille parterne i en urimelig situation, bør forelægges for Ankestyrelsen, jf. dette kapitel, punkt 9.5.
9.4. Særligt om udenlandske partnerskaber mellem to personer af samme køn
For anerkendelse i Danmark af udenlandske registrerede partnerskaber mellem to personer af samme køn gælder de samme betingelser som for anerkendelse af udenlandske ægteskaber (ægteskabslovens § 22 c). Det er dog en yderligere betingelse, at retsvirkningerne af det udenlandske registrerede partnerskab mellem to personer af samme køn svarer til retsvirkningerne af et registreret partnerskab efter dansk ret.
Registrerede partnerskaber mellem to personer af samme køn indgået i en række lande kan umiddelbart anerkendes i Danmark, hvis ægteskabslovens betingelser, der er nævnt ovenfor, er opfyldt. Disse lande omfatter de nordiske lande samt Belgien, Holland, Spanien, Storbritannien, Tjekkiet og Tyskland. Dette skyldes, at retsvirkningerne af et registreret partnerskab mellem to personer af samme køn fra disse lande svarer til retsvirkningerne af et registreret partnerskab mellem to personer af samme køn indgået i Danmark.
Modtager en kommune en anmodning om registrering af et registreret partnerskab mellem to personer af samme køn indgået i et andet land end de oven for nævnte, skal kommunen forelægge sagen for Ankestyrelsen, der undersøger, om retsvirkningerne af et registreret partnerskab fra det pågældende land svarer til retsvirkningerne af et registreret partnerskab efter dansk ret. Kan partnerskabet anerkendes, skal det registreres i CPR.
9.5. Forelæggelse for Ankestyrelsen
Som det fremgår af ovenstående, er der situationer, hvor en myndighed bør forelægge spørgsmål om anerkendelse af et udenlandsk ægteskab for Ankestyrelsen. Dette gælder bl.a. sager, hvor der opstår tvivl om gyldigheden af ægteskabet i det land, hvor vielsen er foretaget, og i sager, hvori der opstår spørgsmål om at anerkende et ægteskab efter ægteskabslovens § 22 b, stk. 3, fordi der foreligger tvingende grunde herfor, og parterne stilles i en urimelig situation, hvis ægteskabet ikke anerkendes. Dette gælder også sager, hvor en myndighed har mistanke om, at ægteskabet er indgået under tvang.
Ankestyrelsen har ikke kompetence til at godkende udenlandske ægteskaber eller til at bestemme, at et udenlandsk ægteskab skal anerkendes eller ikke anerkendes i Danmark. Ankestyrelsen kan alene bistå andre myndigheder med at hjælpe med at afklare, om et udenlandsk ægteskab opfylder betingelserne for anerkendelse i Danmark, og kan afgive en udtalelse om dette.
En forelæggelse skal indeholde følgende oplysninger og dokumenter:
1) Myndigheden skal angive grunden til, at sagen forelægges, herunder hvilke spørgsmål myndigheden ønsker afklaret.
2) Skemaet ”Oplysninger om udenlandsk vielse” der kan findes på www.ast.dk. Parterne skal have besvaret alle punkter i skemaet.
3) De originale dokumenter, der fremgår af dette kapitel, punkt 9.2.1. Dokumenterne skal være oversat til dansk eller engelsk af en uddannet translatør el.lign., se dog nr. 4.
4) Hvis sagen forelægges, fordi en part gør gældende, at det er umuligt eller byrdefuldt at fremskaffe dokumentationen fra udlandet, skal der fremlægges dokumentation for dette eller nærmere oplysninger herom, se dette kapitel, punkt 9.2.3.
5) Forelægger Statsforvaltningen et spørgsmål om anerkendelse af et udenlandsk ægteskab til brug for behandlingen af en sag om separation eller skilsmisse, skal der fremlægges dokumentation for, at betingelserne for at meddele separation eller skilsmisse er opfyldt enten i form af protokoludskrift eller korrekt udfyldt ansøgningsskema fra begge parter.
Hvis ikke ovenstående dokumentation m.v. fremlægges, vil Ankestyrelsen afvise at afgive en udtalelse om anerkendelse af ægteskabet i Danmark.
Afklaring af de spørgsmål, som myndigheden har forelagt, kræver ofte, at Ankestyrelsen indhenter oplysninger fra andre lande. Dette kan være forbundet med omkostninger. Den myndighed, der forelægger sagen, skal refundere de udgifter, som Ankestyrelsen må afholde til sådanne undersøgelser af sagen, og det skal derfor fremgå af forelæggelsen, at myndigheden vil afholde eventuelle udgifter.
Det skal fremgå af forelæggelsen, at den forelæggende myndighed har gjort de personer, om hvem der indsendes personoplysninger, bekendt med deres rettigheder efter persondataloven og med, at sagen forelægges for Ankestyrelsen.
Kapitel 10. Omdannelse af registreret partnerskab til ægteskab
Et partnerskab, der er indgået efter lov om registreret partnerskab, kan efter partnernes fælles ønske omdannes til et ægteskab. Anmodning om omdannelse skal ske på en særlig blanket: ”Omdannelse af registreret partnerskab til ægteskab”, jf. ægteskabsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 8.
Anmodningen skal indgives til den kommune, hvor partnerskabet er indgået.
Når kommunen modtager anmodningen, skal det kontrolleres, at der er tale om en fælles anmodning, og at partnerskabet er indgået i Danmark. Er disse betingelser opfyldt, omdanner kommunen herefter partnerskabet til et ægteskab ved at udstede en vielsesattest til parterne med den oprindelige registreringsdato som indgåelsesdato. Er partnerskabet registreret i CPR, skal kommunen samtidig ændre registreringen i CPR, sådan at det registreres der, at parterne er gift med hinanden fra datoen for indgåelsen af partnerskabet.
Ordningen med omdannelse er ikke tidsbegrænset, og den gælder også for parter, der har indgået registreret partnerskab i Danmark, og som eventuelt begge bor i udlandet.
Børne- og Socialministeriet, den 18. januar 2018
Mai Mercado
/ Carina Fogt-Nielsen
1. Er afslag på at lade et par indgå ægteskab i Danmark på grund af manglende lovligt ophold her i landet foreneligt med parrets menneskerettigheder
Efter artikel 12 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) har giftefærdige mænd og kvinder ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love om udøvelsen af denne ret. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med konventionens artikel 8 om respekt for familielivet og privatlivet. Rettighederne i artikel 12 er imidlertid relative, og den materielle beskyttelse heraf begrænset, idet rettighederne kan undergives sådan lovmæssig regulering, som staten finder passende. Medlemsstaterne har et ganske vidt skøn dog sådan, at en regulering af bl.a. adgangen til at kunne indgå ægteskab skal være i overensstemmelse med et almindeligt legalitetsprincip.
Det fremgår af forarbejderne til ægteskabslovens § 11 a, at det er regeringens opfattelse, at betingelsen om, at begge parter skal have lovligt ophold i Danmark for at indgå ægteskab her i landet, er i overensstemmelse med rammerne for medlemsstaternes adgang i EMRK artikel 12 til at fastsætte nationale love om udøvelsen af retten til at indgå ægteskab.
Endvidere følger det af EMRK artikel 14, at rettigheder i henhold til konventionen beskyttes uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold. Det grundlæggende kriterium for anvendelsen af artikel 14 er, at der skal være tale om sammenlignelige situationer. Er en forskelsbehandling i sammenlignelige situationer objektiv og rimelig begrundet, foreligger der ikke diskrimination. Heri ligger, at en forskelsbehandling skal varetage et anerkendelsesværdigt formål og være proportional for ikke at være omfattet af diskriminationsforbuddet.
Af forarbejderne til ægteskabslovens § 11 a fremgår det endvidere, at det er regeringens opfattelse, at en udlænding, der opholder sig en kortere periode i Danmark, mens en ansøgning om opholdstilladelse behandles, ikke er i en sammenlignelig situation med en anden udlænding med et egentligt lovligt ophold her i landet. Reglerne kan således ikke generelt antages at stride mod konventionens bestemmelser.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol foretager som udgangspunkt ikke en generel eller abstrakt vurdering af, om en medlemsstats retstilstand er forenelig med konventionen. Det afgørende er den konkrete anvendelse af regelsættet. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol foretager således en vurdering af, hvorvidt der i det konkrete tilfælde foreligger en krænkelse af en af de i konventionen sikrede rettigheder eller friheder.
Ved behandlingen af konkrete sager om dispensation fra kravet om lovligt ophold i Danmark skal det sikres, at konventionen er overholdt.
2. Anerkendelse af udenlandske ægteskaber
Konventioner om ægteskab
Danmark har tiltrådt den nordiske ægteskabskonvention. Denne konvention handler ikke direkte om anerkendelse af vielser fra de andre nordiske lande (Finland, Island, Norge og Sverige), men den forudsætter, at Danmark anerkender vielser fra de andre nordiske lande. Konventionen findes i bekendtgørelse nr. 121 af 10. april 1954. Den er senere ændret flere gange.
Danmark har endvidere tiltrådt De Forenede Nationers konvention af 7. november 1962 om samtykke til ægteskab, mindstealder for ægteskab og registrering af ægteskaber. Denne konvention har ikke betydning for spørgsmål om anerkendelse af udenlandske vielser. Konventionen findes i bekendtgørelse nr. 50 af 7. maj 1965, Lovtidende C.
Danmark har ikke tiltrådt Haagerkonventionerne af 1902 eller 1978 om vielser.
Vielser på udenlandske ambassader i Danmark
Efter ægteskabslovens § 22, stk. 4, kan det ved overenskomst med fremmed stat bestemmes, at ægteskaber, der indgås for vedkommende lands præster eller diplomatiske eller konsulære tjenestemænd her i landet, er gyldige i Danmark. Dette indebærer, at sådanne ægteskaber er ugyldige, hvis der ikke er indgået en sådan overenskomst om vielse mellem Danmark og det pågældende land.
Danmark har indgået overenskomst om vielse med Sverige, jf. bekendtgørelse nr. 252 af 4. december 1909, Lovtidende C.
Danmark har også indgået overenskomst om vielse og indgåelse af registreret partnerskab med Norge, jf. bekendtgørelse nr. 34 af 12. november 1998, Lovtidende C og bekendtgørelse nr. 27 af 29. september 2006, Lovtidende C.
Danmarks internationale forpligtelser ved anerkendelse af udenlandske ægteskaber
En manglende ret til at indgå ægteskab eller et afslag på anerkendelse af et ægteskab indgået i udlandet kan efter omstændigheder udgøre et indgreb i retten til privatliv og retten til at indgå ægteskab efter artikel 8 og 12 i Menneskerettighedskonventionen.
Det følger af artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen, at enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv. Beskyttelsen efter denne bestemmelse er imidlertid ikke absolut. Der kan gøres indgreb i de nævnte rettigheder, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demokratisk samfund (dvs. opfylder kravet om proportionalitet) til varetagelse af nærmere bestemte anerkendelsesværdige formål, herunder at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. konventionens artikel 8, stk. 2.
Det følger endvidere af artikel 12 i Menneskerettighedskonventionen, at giftefærdige mænd og kvinder har ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love om udøvelsen af denne ret. Retten til at indgå ægteskab er således ikke en absolut rettighed og kan derfor nationalt underkastes både formelle og materielle begrænsninger. Det følger dog af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at sådanne begrænsninger ikke må begrænse retten i et sådant omfang, at selve kernen i retten gøres indholdsløs.
Af forarbejderne til ægteskabslovens § 22 b, stk. 2, fremgår det, at bestemmelsen forudsættes administreret sådan, at Danmarks internationale forpligtelser overholdes, navnlig i forhold til retten til familieliv efter artikel 8 i EMRK.
...