Vejledning om international kompetence i sager om separation og skilsmisse
Vejledningen er pr. 01.04.2019 afløst af vejledning nr. 9277 af 20.03.2019.
Vejledning nr. 11349 af 30.12.2015, som fra d. 01.01.2016 har afløst vejledning nr. 9295 af 25.06.2013
2. Fastlæggelse og prøvelse af kompetence
5. Den Nordiske Ægteskabskonvention
6. Lov om registreret partnerskab, § 5, stk. 3
7. Afvisning af at behandle en sag om separation eller skilsmisse
9. Sag om forældremyndighed og barnets bopæl i tilknytning til sag om separation eller skilsmisse
Officielle noterDenne vejledning beskriver statsforvaltningens internationale kompetence i sager om separation og skilsmisse.
Vejledningen anvendes fra den 1. januar 2016 og erstatter vejledning af 25. juni 2013 om international kompetence i sager om separation og skilsmisse. Vejledningen er opdateret som følge af § 7 i lov nr. 1741 af 22. december 2015 om ændring af forskellige lovbestemmelser om klageadgang og kompetence m.v. på det familieretlige område (Ankestyrelsen som familieretlig klagemyndighed m.v.).
Denne vejledning gælder ikke for Færøerne og Grønland.
2. Fastlæggelse og prøvelse af kompetence
Ægteskabslovens § 43 a regulerer statsforvaltningens internationale kompetence i sager om separation og skilsmisse:
|
Efter ægteskabslovens § 37, stk. 2, skal anmodning om separation eller skilsmisse indgives til statsforvaltningen. Det er således ikke muligt umiddelbart at anlægge retssag om separation eller skilsmisse. Dette indebærer, at statsforvaltningen også skal behandle en sag om separation og skilsmisse, hvor den anden part er forsvundet, ikke er enig i separation eller skilsmisse eller vilkårene herfor eller protesterer mod, at statsforvaltningen behandler sagen, for eksempel under henvisning til manglende international kompetence.
Når separations- og skilsmissesager skal starte i statsforvaltningen, er det forholdene på tidspunktet for statsforvaltningens modtagelse af anmodningen, der er afgørende for danske myndigheders internationale kompetence. Dette gælder også for de sager, der efterfølgende indbringes for retten 1).
Derfor skal statsforvaltningen af egen drift overveje spørgsmålet om international kompetence ved modtagelsen af anmodninger om separation eller skilsmisse.
Den omstændighed, at de forhold, der ved sagens modtagelse dannede grundlag for kompetence i Danmark, ændres under behandlingen af sagen, medfører ikke, at danske myndigheder mister kompetencen til at behandle sagen. Hvis eksempelvis en af parterne flytter fra Danmark under behandlingen af sagen, skal behandlingen af sagen fortsætte, og hvis det ikke lykkes at finde en mindelig løsning på sagen, skal statsforvaltningen efter anmodning fra en af parterne indbringe sagen for retten, jf. lovens § 43. Det er således uden betydning, at der vurderet efter forholdene på det tidspunkt, hvor sagen indbringes for retten, ikke ville være kompetence til at behandle den.
Omvendt skal der være kompetence på det tidspunkt, hvor statsforvaltningen modtager anmodningen. Hvis dette ikke er tilfældet, skal statsforvaltningen afvise sagen, jf. punkt 7. Dette gælder også, selvom forholdene efterfølgende er ændret, således at kompetencebetingelserne er opfyldt på afvisningstidspunktet. I så fald må ansøgeren sammen med afvisningen vejledes om muligheden for at indgive en ny anmodning 2). Hvis kompetencebetingelserne er opfyldt på afvisningstidspunktet, er det dog ikke nødvendigt formelt at afvise anmodningen, hvis modparten erklærer sig indforstået med, at sagen behandles i Danmark. I den forbindelse skal ægtefællerne orienteres om reglerne om tidspunktet for ophør af formuefællesskabet, jf. lov nr. 594 af 14. juni 2011 om ægtefælleskifte m.v.
Indbringes sagen for retten, og finder retten, at der ved indgivelsen af anmodningen om separation eller skilsmisse til statsforvaltningen ikke var international kompetence til at behandle den, vil retten kunne afvise sagen.
Efter ægteskabslovens § 43 a, stk. 1, reguleres statsforvaltningens internationale kompetence i sager om separation og skilsmisse af følgende regelsæt:
– Retsplejeloven § 448 c, stk. 1, 2 og 3
– Den Nordiske Ægteskabskonvention
Endvidere reguleres den internationale kompetence af § 5, stk. 3, i lov om registreret partnerskab, som er ophævet pr. 15. juni 2012, men som fortsat finder anvendelse på opløsning af registreret partnerskab, der er indgået i Danmark før den 15. juni 2012.
I det følgende gennemgås disse tre regelsæt nærmere.
4.1. Kompetence efter § 448 c, stk. 1
4.2. International overenskomst – § 448 c, stk. 4
4.3. Litispendens – flere samtidigt verserende sager om separation eller skilsmisse
|
||||||||||||||||||||
4.1. Kompetence efter § 448 c, stk. 1
4.1.1. § 448 c, stk. 1, nr. 1 og 2: Sagsøgte eller sagsøger har bopæl i Danmark
4.1.4. Opløsning af et ægteskab mellem to personer af samme køn
4.1.6. Kompetenceaftaler, herunder stiltiende accept af kompetence
4.1.1.
§ 448 c, stk. 1, nr. 1 og 2: Sagsøgte eller sagsøger har bopæl i Danmark
Bestemmelserne i stk. 1, nr. 1-2, medfører, at der normalt altid er kompetence til at behandle en sag om separation og skilsmisse i Danmark, hvis en af parterne har bopæl her i landet.
Statsforvaltningen skal dog være opmærksom på sager, hvor anmodningen indgives af en part, og den anden part ikke har bopæl i Danmark. Her betragtes ansøgeren som ”sagsøger”, mens den anden part betragtes som ”sagsøgte”. Sagen kan således kun behandles i Danmark, hvis ansøgeren opfylder betingelserne i stk. 1, nr. 2.
Følgende situationer kan opstå:
– Hvis den anden part er forsvundet, ikke besvarer henvendelserne fra statsforvaltningen om sagen eller protesterer mod, at statsforvaltningen behandler sagen, må statsforvaltningen kun fortsætte behandlingen af sagen, når den har sikret sig, at ansøgeren opfylder betingelserne i stk. 1, nr. 2.
– Erklærer den anden part sig indforstået med, at statsforvaltningen behandler sagen, har statsforvaltningen kompetence til at behandle den, hvis ansøgeren på tidspunktet for modtagelsen af accepten har bopæl i Danmark, selvom betingelserne i stk. 1, nr. 2, med hensyn til opholdets længde m.v. ikke er opfyldt. Dette skyldes, at den anden parts accept i denne situation kan betragtes som en anmodning om separation eller skilsmisse fra denne part, som kan behandles i Danmark efter stk. 1, nr. 1, på grund af den oprindelige ansøgers bopæl her.
Statsforvaltningen bør således ikke afvise at behandle en sag om separation eller skilsmisse ved modtagelsen af anmodningen, selvom det er klart, at hverken stk. 1, nr. 1 eller nr. 2, giver grundlag for kompetence, hvis ansøgeren bor i Danmark. I henvendelsen til modparten skal statsforvaltningen forespørge, om vedkommende er indforstået med, at sagen behandles i Danmark. Samtidig skal ansøgeren orienteres om kompetenceproblemet.
Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, indeholder to muligheder for at etablere kompetence i Danmark:
– Efter første led er der kompetence, hvis ansøgeren har haft bopæl i Danmark i 2 år inden sagens start. 2-års fristen regnes først fra det tidspunkt, hvor ansøgeren etablerede egentlig bopæl i Danmark, og ikke fra det eventuelle tidligere tidspunkt hvor ansøgeren tog ophold her i landet 4).
– Efter andet led er der kompetence, hvis ansøgeren nu har bopæl i Danmark og tidligere har haft bopæl her i landet. Der stilles ikke krav til længden af hverken den aktuelle eller den tidligere bopæl i Danmark 5).
Efter bestemmelsen kan en sag om separation eller skilsmisse behandles i Danmark, hvis ansøgeren er dansk statsborger, og ansøgeren på grund af sit danske statsborgerskab ikke kan blive separeret eller skilt i sit bopælsland.
Bestemmelsen har således et meget snævert anvendelsesområde, og i den juridiske litteratur er der enighed om, at den ikke har nogen praktisk betydning.
Bestemmelsen påberåbes dog jævnligt af parter, der har problemer med at blive skilt i deres bopælsland. Det er imidlertid ikke erfaringen, at de meget strenge betingelser i bestemmelsen næppe nogensinde vil være opfyldt. Der er ikke kendskab til sager, hvor betingelsen var opfyldt.
Efter bestemmelsen er det ikke tilstrækkeligt til at etablere kompetence i Danmark efter bestemmelsen:
– At der i bopælslandet gælder andre skilsmisseregler for udlændinge end for landets egne statsborgere.
– At skilsmissesager vedrørende udlændinge behandles af andre myndigheder eller efter en mere besværlig eller bekostelig proces end sager vedrørende landets egne statsborgere.
– At ansøgeren ikke kan få behandlet skilsmissesagen i sit bopælsland, fordi lovgivningen dér henviser sagen til behandling i et andet land, f.eks. modpartens bopælsland.
– At ansøgeren ikke opfylder betingelserne i bopælslandet for skilsmisse, f.eks. krav til længden af opholdet i det pågældende land for at få skilsmissesagen taget under behandling eller de materielle betingelser for skilsmisse.
– At bopælslandets lovgivning ikke giver mulighed for skilsmisse.
Påberåbes bestemmelsen, bør statsforvaltningen anmode ansøgeren om at fremlægge dokumentation for, at ansøgeren ikke kan blive separeret eller skilt i sit bopælsland, og at dette skyldes ansøgerens danske statsborgerskab.
Det er uden betydning, at begge parter erklærer sig indforstået med, at sagen behandles i Danmark, jf. punkt 4.1.6.
Hvis begge parter er danske statsborgere, er kompetence efter stk. 1, nr. 4, betinget af, at modparten (”sagsøgte”) ikke modsætter sig, at sagen behandles i Danmark.
Hvis international kompetence til at behandle en sag om separation eller skilsmisse alene vil bygge på, at begge parter er danske statsborgere, skal statsforvaltningen orientere modparten herom med opfordring til at tage stilling til kompetencespørgsmålet.
Der kan herefter opstå tre situationer:
– Modparten protesterer mod kompetencen: Betingelsen i nr. 4 er ikke opfyldt.
– Modparten forholder sig ikke til kompetencespørgsmålet, men forholder sig i øvrigt til anmodningen om separation eller skilsmisse: Betingelsen i nr. 4 er opfyldt.
– Modparten reagerer ikke på henvendelserne fra statsforvaltningen om sagen: Betingelsen i nr. 4 er ikke opfyldt.
4.1.4. Opløsning af et ægteskab mellem to personer af samme køn
De gældende regler om opløsning af ægteskab i ægteskabsloven og retsplejeloven er direkte anvendelige på sager om opløsning af ægteskab mellem to personer af samme køn. Dette indebærer bl.a., at danske myndigheders internationale kompetence til at behandle en sag om opløsning af et ægteskab mellem to personer af samme køn er reguleret af retsplejelovens § 448 c.
Efter § 448 c, stk. 2, kan en sag om ægteskab mellem to personer af samme køn også behandles her i riget, når ægteskabet er indgået her, og ingen af ægtefællerne bor i et land med en lovgivning om ægteskab mellem to personer af samme køn, der svarer til den danske.
Det er parten/parterne, der må godtgøre, at de ikke har mulighed for at få opløst deres ægteskab i det land, hvor de har bopæl.
Efter fast praksis og i overensstemmelse med forarbejderne til § 448 c fortolkes ”bopæl” som ”domicil”. Baggrunden herfor er, at lovgiver har ønsket, at parterne skal have en særlig stærk tilknytning til Danmark for at kunne få behandlet en separations- eller skilsmissesag her.
Ved domicil forstås efter dansk ret den stat eller det territoriale retsområde, hvor en person har bopæl eller ophold i den hensigt varigt at forblive der eller i det mindste uden hensigt til, at opholdet kun skal være rent midlertidigt. Domicilbegrebet består af et objektivt og et subjektivt element. I retspraksis lægger domstolene vægt på de faktiske omstændigheder og parternes erklæringer om hensigten med og udstrækningen af ”opholdet” i et bestemt land. Dette betyder bl.a., at man kan opretholde sit domicil i Danmark, selv om man bliver udstationeret til et andet land og i den forbindelse opgiver sin bopæl i Danmark. Eksempelvis har danske diplomater domicil i Danmark, selvom de i flere år er udstationeret på ambassader i andre lande. Efter dansk ret kan man kun have ét domicil.
Nyt domicil kan efter dansk ret opnås (i nogle tilfælde øjeblikkeligt) ved at tage ophold i en anden stat i den hensigt at være der varigt, eller i det mindste i den hensigt at opholdet ikke er midlertidigt. I dansk ret kan domicil ophøre uden at et nyt domicil etableres. Det er således muligt at være uden domicil.
Der findes en righoldig praksis, der fortolker domicilbegrebet i relation til § 448 c 7).
4.1.6. Kompetenceaftaler, herunder stiltiende accept af kompetence
§ 448 c giver ikke parterne mulighed for at aftale, at en sag om separation eller skilsmisse skal behandles i Danmark, selvom betingelserne i bestemmelsen ikke er opfyldt, heller ikke selvom betingelserne var opfyldt ved aftalens indgåelse. Det afgørende er forholdene ved indgivelsen af anmodningen om separation eller skilsmisse, jf. punkt 2. Dette indebærer bl.a., at en fælles anmodning om separation eller skilsmisse skal afvises, hvis betingelserne i bestemmelsen eller i de øvrige kompetenceregler (se punkt 5-6) ikke er opfyldt.
Endvidere kan en anmodning om separation eller skilsmisse ikke behandles i Danmark, hvis kompetencebetingelserne ikke er opfyldt, selvom modparten ikke protesterer mod kompetencen. Stiltiende accept af kompetence kan således ikke danne grundlag for kompetence 8).
Danske myndigheder skal formentlig ikke respektere en aftale om, at en sag om separation eller skilsmisse skal behandles i et bestemt andet land 9).
4.2. International overenskomst – § 448 c, stk. 4
Efter § 448 c, stk. 4, kan kompetencereglerne i § 448 c, stk. 1, fraviges ved overenskomst med fremmed stat. Kompetencebestemmelsen i § 448 c finder således kun anvendelse, i det omfang en sag ikke er omfattet af en bestemmelse i en konvention, som Danmark har tiltrådt. Det drejer sig om Den Nordiske Ægteskabskonvention, jf. punkt 5. Henvisningen i ægteskabslovens § 43 a til § 448 c, stk. 4, medfører, at statsforvaltningens internationale kompetence ligeledes vil være reguleret af denne konvention.
4.3. Litispendens – flere samtidigt verserende sager om separation eller skilsmisse
Hvis der samtidig med en sag om separation eller skilsmisse i Danmark verserer en sag om samme spørgsmål i udlandet, opstår spørgsmålet om, hvorvidt den danske sag skal vige for den udenlandske sag.
Det er almindeligt anerkendt, at den udenlandske sag skal have forrang for den danske sag – have litispendensvirkning – hvis den udenlandske sag blev anlagt først. Dette forudsætter dog, at følgende betingelser er opfyldt:
– Der er identitet mellem parterne i begge sager
– Sagernes faktiske og retlige grundlag er det samme
– Den udenlandske afgørelse kan forventes anerkendt i Danmark 10)
Derimod er det uden betydning for en separations- eller skilsmissesag, der verserer i Danmark, at der efterfølgende anlægges en tilsvarende sag i udlandet.
Efter bemærkningerne til ægteskabslovens § 43 a, stk. 2, 11) vil statsforvaltningen efter litispendens-princippet efter en konkret vurdering kunne afvise at behandle en sag om separation eller skilsmisse, hvis der allerede verserer en sag om samme spørgsmål i et andet land ved indgivelsen af anmodningen om separation eller skilsmisse til statsforvaltningen12).
Gør modparten gældende, at sagen i Danmark skal afvises på grund af en tidligere anlagt sag om separation eller skilsmisse i udlandet, skal statsforvaltningen udsætte sagen på, at parterne fremlægger nærmere oplysninger om den udenlandske sag. Hvis ovennævnte betingelser er opfyldt, afviser statsforvaltningen sagen, jf. punkt 7.
Et eksempel på en litispendens-bestemmelse findes i artikel 8 a i Den Nordiske Ægteskabskonvention, jf. punkt 5.
Om opløsning af registreret partnerskab ved separation og skilsmisse henvises til punkt 6.
5. Den Nordiske Ægteskabskonvention
Gennem henvisningen i ægteskabslovens § 43 a til retsplejelovens § 448 c, stk. 4, reguleres statsforvaltningens internationale kompetence også af artikel 7, 8 a og 9 i Den Nordiske Ægteskabskonvention (”Overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om ændring i konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931”, jf. bekendtgørelse (C) nr. 323 af 28. december 1931).
Konventionens artikel 7, 8 a og 9 blev ændret13) ved nordisk overenskomst af 6. februar 2001 om ændring af den nordiske konvention af 6. februar 1931 indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål, jf. bekendtgørelse (C) nr. 34 af 28. november 2002, og har herefter følgende ordlyd:
|
I konventionen anvendes ikke det bopælsbegreb (domicil, jf. punkt 4.1.5. ), der anvendes i retsplejelovens § 448 c. I stedet anvendes begrebet ”sædvanligt opholdssted” – habitual residence – der er anvendt i flere nyere internationale privatretlige konventioner samt i EU-forordninger14).
Den Nordiske Ægteskabskonvention finder ikke anvendelse på registreret partnerskab eller på ægteskab mellem to personer af samme køn.
6. Lov om registreret partnerskab, § 5, stk. 3
Lov om registreret partnerskab er ophævet fra den 15. juni 2012, men finder fortsat anvendelse på opløsning af registrerede partnerskaber indgået før den 15. juni 2012.
Efter § 5, stk. 1, i partnerskabsloven finder retsplejelovens § 448 c tilsvarende anvendelse på opløsning af registreret partnerskab. Kompetencereglerne i § 448 c suppleres i relation til opløsning af registreret partnerskab af partnerskabslovens § 5, stk. 3:
|
Efter partnerskabslovens § 2, stk. 3, kan statsborgerskab og bopæl i de øvrige nordiske lande sidestilles med statsborgerskab og bopæl i Danmark. Efter denne bestemmelse er det tidligere bestemt, at også statsborgerskab og bopæl i Belgien, Holland og Spanien kan sidestilles med statsborgerskab og bopæl i Danmark.
Dette medfører, at hvis ingen af parterne er bosiddende i de andre nordiske lande eller Belgien, Holland og Spanien, kan danske myndigheder behandle en sag om opløsning af deres partnerskab, selvom betingelserne i retsplejelovens § 448 c ikke er opfyldt. Dette gælder dog kun for partnerskaber indgået i Danmark.
7. Afvisning af at behandle en sag om separation eller skilsmisse
Afviser statsforvaltningen at behandle en sag om separation eller skilsmisse under henvisning til manglende international kompetence, skal statsforvaltningen efter ægteskabslovens § 43 a, stk. 2, indbringe sagen for retten, hvis en af parterne anmoder herom. Parterne skal orienteres herom.
Hvis retten finder, at der er kompetence til at behandle sagen i Danmark, kan den hjemvise sagen til fornyet behandling i statsforvaltningen.
Om fremgangsmåden ved indbringelse af en sag for retten henvises til vejledning om statsforvaltningens behandling af sager om separation og skilsmisse, der findes på www.ast.dk.
Efter dansk international privatret afgøres sager om separation og skilsmisse, der efter ovennævnte regler behandles her i landet, altid efter dansk ret 15).
Dette gælder også selvom ægteskabet er indgået i et andet land, eller ægtefællerne under ægteskabet har haft en stærkere tilknytning til et andet land.
Dansk international privatret ses ikke at give parterne mulighed for at aftale, at deres separation eller skilsmisse skal afgøres efter et andet lands lov.
9. Sag om forældremyndighed og barnets bopæl i tilknytning til sag om separation eller skilsmisse
Efter ægteskabslovens § 42, stk. 1, er det ikke et vilkår for separation eller skilsmisse, at der tages stilling til forældremyndigheden over parternes fælles børn. En sag om forældremyndighed (og barnets bopæl) behøver derfor ikke at blive behandlet sammen med forældrenes sag om separation eller skilsmisse.
Reglerne om international kompetence i relation til forældremyndighed eller barnets bopæl i retsplejelovens § 448 f, jf. § 46 i forældreansvarsloven, lovbekendtgørelse nr. 1073 af 20. november 2012, svarer ikke til de ovennævnte kompetenceregler i relation til separation og skilsmisse, idet den afgørende tilknytningsfaktor i forældremyndighedssager som udgangspunkt er barnets bopæl, mens den almindelige tilknytningsfaktor i separations- og skilsmissesager er parternes bopæl. Dette kan betyde, at en sag om forældremyndighed eller barnets bopæl ikke kan behandles i Danmark, selvom en sag om forældrenes separation eller skilsmisse behandles her i landet.
Reglerne om international kompetence i sager om forældremyndighed er gennemgået i vejledning om international kompetence i sager om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v.
1) Se bemærkningerne til Haagerbørnebeskyttelseskonventionslovens § 14.
2) Se UfR 1981.1069.
3) Statsforvaltningen behandler ikke sager, der er omfattet af § 448 c, stk.3. Denne bestemmelse behandles derfor ikke i denne vejledning
4) Fra praksis se U95. 808, hvor flere års ophold i Danmark forud for sagsanlægget ikke blev anset som domicil, og sagen derfor blev afvist.
5) Eksempel på anvendelsen af bestemmelsen: En part med bopæl (domicil) i Danmark gifter sig med en udlænding og bosætter sig i udlandet. Denne part kan efter bestemmelsen til enhver tid tage tilbage til Danmark og straks indlede skilsmissesag, forudsat at parten tager domicil i Danmark igen. Se f.eks. U83. 416 og T:FA2006. 242.
6) Denne fortolkning af domicilbegrebet stammer fra punkt 3.3.1.2.1. i Betænkning nr. 1467/2005 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. . Europarådets resolution om domicil og opholdssted (72) 1 af 18. januar 1972 indeholder en nærmere definition af domicil; resolutionen er optrykt som bilag 4 i betænkningen. En persons domicil afledes ifølge resolutionen ud fra det forhold, at personen frivilligt vælger at etablere sig eller bibeholder sit eneste eller primære opholdssted i et land, med henblik på at gøre dette land til et varigt centrum for personlige, sociale og økonomiske interesser.
7) Domicilbegrebet er bl.a. fortolket i følgende afgørelser: U83.416, U95.808, T:FA1998.134, T:FA2005.391 og T:FA2006.242. I T:FA1998.133 blev en midlertidig opholdstilladelse ikke anset som grundlag for domicil. I U95.789 anså landsretten ikke et ægtepar, der begge var asylansøgere, og som havde opholdt sig i Danmark i 3 år, for havende domicil i Danmark.
8) U2007.314 viser, at stiltiende accept af kompetence i form af manglende protest mod kompetencen ikke etablerer kompetence.
9) Se U2005.2343 vedrørende forældremyndighed.
10) Haagerkonventionen af 1. juni 1970 om anerkendelse af skilsmisser og separationer (bkg. (C) nr. 83 af 24. juli 1975) indeholder regler om anerkendelse af udenlandske skilsmisser og separationer. Konventionen indeholder endvidere i artikel 12 en ikke-bindende litispendens-regel. Om anerkendelse af udenlandske separationer og skilsmisser i øvrigt, se vejledning om behandling af ægteskabssager, kapitel 2, afsnit 5.2. Dokumentation for at en part er ugift, herunder anerkendelse af udenlandske skilsmisser
11) Se bemærkningerne til Haagerbørnebeskyttelseskonventionslovens § 14.
12) Fra retspraksis kan nævnes følgende afgørelser om litispendens: T:FA2006. 225 (skilsmissedom ophævet under henvisning til, at der i Tyskland først var anlagt skilsmissesag; parterne var enige om at skulle skilles, men uenige om vilkårene, bl.a. bidragspligten), U2003. 1897 (dansk separationssag udsat på skilsmissesag i England) og T:FA2002. 22 (dansk skilsmissesag fremmet, selvom modparten først havde anlagt skilsmissesag i Makedonien; lagt vægt på at det – efter en konkret vurdering – ikke kunne antages, at danske domstole ville anerkende den makedonske skilsmisse). Se endvidere: T:FA2003. 169, T:FA2001. 381, T:FA2000. 186 og U81. 715.
13) Ændringen skyldtes ikrafttrædelsen for Finland og Sverige af ”Forordning (EU) Nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000” (Den nye Bruxelles II-forordning). De ændrede regler om international kompetence i sager om separation og skilsmisse i Den Nordiske Ægteskabskonvention svarer til reglerne i forordningen, der på grund af det danske forbehold (retlige og indre anliggender) ikke gælder for Danmark.
14) Se om ”sædvanligt opholdssted” – habitual residence – punkt 3.3.1.2.3. i Betænkning nr. 1467/2005 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen samt vejledning om international kompetence i sager om forældremyndighed og samvær m.v.
15) I relation til Den Nordiske Ægteskabskonvention følger dette af artikel 9, stk. 1.
