- Man har overset fælden ved skilsmissesæreje, nemlig at skilsmissesæreje er
en meget dårlig løsning, hvis den fattigste af ægtefællerne dør først, og er insolvent
og/eller efterlader sig særbørn. Det er normalt ikke tanken med særeje, at man skal
aflevere en del heraf til den afdødes kreditor/særbørn. Den legale løsning burde
have været ægtefællebegunstigede kombinationssæreje eller fuldstændigt særeje. Det
er yderst uheldigt, at der ifølge bemærkningerne gælder en formodning for, at man
ved anvendelsen af ordet særeje efter d. 01.10.1990 mener skilsmissesæreje, som
jo er en særejeform, som kan føre til rådgiveransvar, jfr.
UfR 2000.424 VLD. Indholdet af § 17 i overgangsreglerne vedr. særejeklausuler
i gamle testamenter er af samme grund meget uheldig.
- Man har undladt at tage stilling til, om skilsmissesæreje er fælleseje under
ægteskabet, således at der kan være tvivl om, hvorvidt samtykkereglerne i RVL
§ 18-20 og bosondringsreglerne i RVL § 38 finder anvendelse på skilsmissesæreje.
I bemærkningerne til L 23 FT 1989/90 Tillæg A, sp. 779, er det under brøkdelssæreje
anført, at et brøkdelssæreje ikke i sig selv bringer en fast ejendom uden for samtykkereglerne
i RVL §§ 18-19. Hvis justitsministeriet lagde til grund, at samtykkereglerne også
skulle gælde for skilsmissesæreje, er denne motivudtalelse misvisende.
- Man har ikke i bemærkningerne givet nogen begrundelse for, at særeje ved død altid
skal forudsætte særeje ved separation eller skilsmisse. I Sverige er har dødsfaldssæreje
været den legale formueordning siden 1988, men dette oplyses ikke i bemærkningerne,
og det må henstå i det uvisse, om man har overvejet at indføre dødsfaldssæreje eller
blot i skyndingen har glemt denne mulighed.
- Det fremgår ikke klart af forarbejderne, om tanken har været, at alle varianter
af aftalemuligheder skal have sikker hjemmel i loven eller bemærkningerne
for at være gyldige. Det fremgår af bemærkningerne til L 23 FT 1989/90 Tillæg A,
sp. 778, at der bør være en vidtgående adgang for ægtefæller til at aftale individuelle
ordninger. I
UfR 1998.1674 HD er Højesteret nået frem til, at en aftale om
en individuel formueordning må have sikker hjemmel i § 28.
- Der er ikke i bemærkningerne taget stilling til, om der i ægtepagter,
gavebreve og testamenter kan træffes bestemmelse om formueordningen vedrørende gæld.
- Teksten i RVL § 28 taler om, at ægtefæller kan oprette ægtepagt. Meningen
er imidlertid, at også vordende ægtefæller kan træffe aftale om ægtepagt.
- Der er i formuleringen af RVL § 28, stk. 1 ikke taget højde for, at formuefællesskabet
ikke blot ophører ved separation, skilsmisse eller død, men også ved omstødelse eller
bosondring.
- Brøkdelssærejet er blevet indført via en tilfældig tilføjelse til bemærkningerne
ved genfremsættelsen af lovforslaget d. 10.01.1989, og retsvirkningerne er ikke
gennemtænkt med de 3 sætninger i bemærkningerne. Hvad gælder f. eks. når længstlevende
har brøkdelssæreje og sidder i uskiftet bo?
- Ordlyden af RVL § 28, stk. 3 lægger op til, at det kan aftales, at surrogater
af skilsmissesæreje skal kunne gøres til fuldstændig særeje. Dette kan næppe
være rigtigt, jf. Irene Nørgaard i
UfR 1991 B.139.
- Det fremgår ikke af bemærkningerne, om anvendelse af ordet tilsvarende i
RVL § 28 a indebærer en begrænsning af tredjemands muligheder for at bestemme særeje
i gavebreve og testamenter.
- Man har undladt at indføje en overgangsregel vedr. indtægter af særeje i
forbindelse med at formodningsreglen blev ændret ved RVL § 28, stk. 3. Der er dermed
opstået et fortolkningsproblem i de tilfælde, hvor særejet er etableret før d. 01.10.1990,
uden at der i særejebestemmelsen er taget stilling til indtægterne af særejet
Advokat Jørgen U. Grønborg