Oversigt over nogle af forslagene til nye regler i betænkning nr. 1473/2006 om revision af arvelovgivningen m.v.

Arvelovsudvalget, som blev nedsat d. 22.11.2000, har i betænkning nr. 1473/2006 bl. a. fremsat følgende forslag til modernisering af arveloven. Hele forslaget til ny arvelov kan læses her.

Forslagene blev ændret på mange punkter se forslag i bet. nr. 1473/2006, som er ændret den nye arvelov.

  1. Ægtefællens arveret

    Ægtefællens legale arvebrøk forhøjes fra 1/3 til 1/2 af arveladerens ejendele, når arveladeren efterlader sig livsarvinger, dvs. børn og børnebørn, jf. § 9, stk. 1. Er der ingen livsarvinger efter den førstafdøde ægtefælle, skal den længstlevende fortsat arve det hele, jf. § 9, stk. 2.

    Beløbsgrænsen for ægtefællens ret til suppleringsarv forhøjes fra 200.000 kr. til 500.000 kr., som reguleres hvert år, jf. § 11, stk. 2. Som noget nyt skal livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, der kommer til udbetaling til længstlevende i anledning af dødsfaldet medregnes ved beregningen af suppleringsarven, medmindre der er tale om løbende livsbetingede ydelser. Længstlevendes øvrige rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig karakter, medregnes kun i den udstrækning disse rettigheder, hvis de var fælleseje, ville indgå i ligedelingen på skifte i den længstlevende ægtefælles levende live. Længstlevendes pensioner og lignende rettigheder, som den længstlevende ægtefælle kan udtage forlods efter RVL § 16 a, skal således ikke medregnes ved opgørelsen af suppleringsarven. Dette gælder, uanset om ordningen er særeje eller fælleseje.

  2. Tvangsarveretten

    Livsarvingernes tvangsarv nedsættes fra 1/2 til 1/4 af den legale arv, jf. § 5, stk. 1. Hvis afdøde efterlader sig ægtefælle og livsarvinger, nedsættes livsarvingernes legale arvelod til 1/2 af arveladers bo, og livsarvingernes samlede tvangsarvelod nedsættes fra 1/3 til 1/8 af arveladers bo.

    Arveladeren kan ved testamente begrænse arvelodden til hvert af sine børn til 1 mio. kr., som reguleres hvert år, jf. § 5, stk. 2.

    Arveladeren kan ved testamente bestemme, at en livsarving skal have sin tvangsarv udbetalt kontant. Tvangsarveretten skal således ikke være en egentlig andelsret i boet.

    Ægtefællens tvangsarv skal ifølge § 10 fortsat være 1/2 af den legale arv uden beløbsmæssige begrænsninger og bliver derfor på 1/2, hvis ægtefællen ikke har livsarvinger, og 1/4, hvis ægtefællen har livsarvinger.

    En gift person uden livsarvinger kan fortsat frit testere over 1/2 af sin formue. Har den pågældende både ægtefælle og livsarvinger, kan han eller hun testere over 5/8 af sin formue. (2/8 er ægtefællens tvangsarv og 1/8 er livsarvingernes tvangsarv).

    Hvis en afdød person efterlader sig livsarvinger og ægtefælle, og der i ægteskabet er formuefællesskab og begge ægtefællers nettoformuer (nettobodele) er positive, får den længstlevende på skifte i levende live 3/4 mod tidligere 2/3 af fællesformuen. Hvis den afdøde i testamente har begunstiget sin ægtefælle mest muligt, får den længstlevende på skifte i levende live 15/16 mod tidligere 5/6 af fællesformuen. Har ægtefællerne tillige ved ægtepagt etableret ægtefællebegunstigende kombinationssæreje om ejendele i lige sameje, vil den længstlevende på skiftet få 31/32 af disse ejendele, mens førstafdødes livsarvinger til sammen får 1/32 mod tidligere 1/12.

  3. Uskiftet bo

    Der sker i § 19 en præcisering og skærpelse af kravet til den længstlevende ægtefælles solvens.

    Der sker en præcisering af, i hvilket omfang rettigheder af personlig eller uoverdragelig karakter indgår i det uskiftede bo.

    Livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, der tilfalder den længstlevende ægtefælle i anledning af den førstafdøde ægtefælles død, og som må antages ikke at være forbrugt, indgår ifølge § 23, stk. 2 ikke i det uskiftede bo ved skifte af boet i den længstlevende ægtefælles levende live.

    Den længstlevende ægtefælles egne livsforsikringsordninger samt pensionsrettigheder og lignende rettigheder indgår ifølge § 23, stk. 3 ikke i det uskiftede bo ved skifte af boet i den længstlevende ægtefælles levende live. Beløb, der er udbetalt fra ordningerne i § 23, stk. 3, indgår i det uskiftede bo. Dette gælder dog ikke udbetalinger fra kapitalpensionsrettigheder og lignende rettigheder samt supplerende engangsydelser, som må antages ikke at være forbrugt, medmindre beløbet ved udbetalingen har mistet sin karakter af pensionsopsparing.

    Der sker i § 31 en udbygning af reglerne om misbrug af det uskiftede bo, således at der også kan ske omstødelse af arveforskud og udbetaling til en begunstiget i en livsforsikring eller lignende ordning, der er oprettet for boets midler for et beløb, som stod i misforhold til boets formue.

  4. Arvehenstand

    Adgangen til arvehenstand udvides, således at ægtefællen også kan få henstand med udbetalingen af myndige livsarvingers arv, jf. § 35. Henstand gives af skifteretten for 5 år fra den førstafdøde ægtefælles dødsdag. Skifteretten kan forlænge perioden med yderligere 5 år.

    I tilfælde af henstand skal arven som hidtil tidligst udbetales, når et fællesbarn fylder 18 år. Tilsvarende skal gælde i forhold til et særbarn efter den førstafdøde ægtefælle, hvis ægtefællen overtager forsørgelsespligten.

    Arv, der er omfattet af en henstandsordning, skal forrentes med mindsterenten efter kursgevinstlovens § 38, for tiden 3 % p.a.

  5. Ugifte samlevende

    En person, der ved arveladerens død har boet sammen med arveladeren de sidste 2 år før dødsfaldet, og som sammen med arveladeren venter, har eller har haft et barn skal - med respekt af afdødes livsarvingers tvangsarv - arve en fjerdedel, dog højst 500.000 kr., som reguleres hvert år, jf. § 40. Der opstår også arveret, hvis parterne har fået et dødfødt barn, dvs. barnet er født efter udgangen af 22. svangerskabsuge. Det er en betingelse for arveret, at hverken arveladeren eller den længstlevende samlever var gift eller i uskiftet bo på tidspunktet for arveladerens død. Det er ikke en tvangsarveret, og arveladeren kan derfor ved testamente træffe anden bestemmelse. Hvis arveladers formue f. eks. er på 1.200.000 kr. og han testerer 60% til T, skal de resterende 40% fordeles med 25% til livsarvingerne (tvangsarv) og 15% til samleveren.

    Har parterne ophævet samlivet på grund af uoverensstemmelse, vil den legale arveret bortfalde. Den legale arveret vil herefter alene genindtræde, når samleverne på ny opfylder betingelsen om 2 års samliv og i øvrigt har eller venter et fællesbarn.

    Skifteretten kan - uanset om der er en legal arvet efter § 40 - undtagelsesvist bestemme, at en samlever, der har levet i et ægteskabslignende forhold med arveladeren, skal arve, hvis særlige hensyn taler for det, jf. § 41. Heller ikke i denne situation er der tale om en tvangsarveret, og arveladeren kan derfor ved testamente bestemme, at reglen ikke skal anvendes. Der er ikke med bestemmelsen tilsigtet nogen begrænsning i den i retspraksis fastslåede adgang til at få et kompensationsbeløb ud fra formueretlige betragtninger. De samme momenter, som danner grundlag for vurderingen af, om der skal tillægges den længstlevende samlever arveret, vil imidlertid også ofte indgå ved vurderingen af, om den længstlevende samlever er berettiget til et kompensationsbeløb. Det er ikke udelukket at tilkende en samlever arv, selv om den pågældende får tillagt et kompensationsbeløb. Et tilkendt kompensationsbeløb vil dog indgå ved vurderingen af, om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der kan være grundlag for at tillægge samleveren arv.

    Ugifte samlevende kan ved testamente bestemme, at de skal arve hinanden og arves, som om de var ægtefæller (udvidet samlevertestamente), jf. § 92. For gyldigt at oprette et sådant testamente skal parterne opfylde betingelserne for at kunne indgå ægteskab med hinanden. Et udvidet samlevertestamente kan derfor ikke oprettes af søskende eller andre personer, der er beslægtet i op- og nedstigende linje. Der kan heller ikke oprettes et udvidet samlevertestamente, hvis en af parterne er gift eller part i et registreret partnerskab. Er der tale om personer af samme køn, er det endvidere en betingelse, at en af parterne er dansk (eller norsk, svensk eller islandsk) statsborger og har bopæl her i landet, eller at begge parter har haft bopæl her i landet i de sidste to år, jf. § 2 i lov om registreret partnerskab. Personer, der sidder i uskiftet bo, kan ifølge bemærkningerne godt oprette udvidet samlevertestamente. Parterne skal endvidere leve sammen på fælles bopæl og vente, have eller have haft et fælles barn, eller have levet sammen i et ægteskabslignende forhold de sidste 2 år.

    Ved afgørelsen af, om der foreligger et ægteskabslignende samlivsforhold, må der foretages en vurdering af, om samlivet har haft en sådan karakter, at det er rimeligt at sidestille samleveren med en ægtefælle. Der må bl.a. lægges vægt på, om parterne efter lovgivningen har haft mulighed for at indgå ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden, og om de har haft samme folkeregisteradresse. Det vil endvidere indgå i vurderingen, i hvilket omfang parterne har haft fælles økonomi og husholdning under samlivet.

    Kravene skal være opfyldt på oprettelsestidspunktet og ikke på dødstidspunktet. Med et sådant testamente kan ugifte samlevende opnå samme retsstilling som ægtefæller, der har rent fuldstændigt særeje. Samleveren kan således få udtagelsesret og ret til suppleringsarv. Samleveren kan ikke få udløsningsret eller ret til at sidde i uskiftet bo. Et udvidet samlevertestamente kan tilbagekaldes og indebærer således ikke, at der er tillagt den længstlevende samlever en tvangsarveret. Parterne kan bestemme i testamentet, hvilke af arvelovens regler om ægtefællens retsstilling der skal finde anvendelse. Det er f.eks. muligt at bestemme, at den længstlevende samlever ikke skal have fortrinsret efter § 13, stk. 2, til inden for sin arvelod at overtage aktiver til vurderingsbeløbet.

    Hvis et ægteskabslignende samliv ophører på grund af uoverensstemmelser, skal et testamente, herunder et testamente efter § 92, som en samlever har oprettet til fordel for en anden samlever, anses for tilbagekaldt, medmindre særlige omstændigheder taler imod det, jf. § 72, stk. 3.

    Ugifte samlevende af samme køn kan ikke opnå legal arveret efter lovudkastets § 40 på grund af kravet om, at parterne sammen venter, har eller har haft et barn. Efter § 41 kan skifteretten imidlertid bestemme, at en samlever skal arve, uanset om den pågældende er omfattet af § 40. Denne bestemmelse kan også påberåbes af en samlever i et homoseksuelt parforhold. Et homoseksuelt par kan oprette udvidet samlevertestamente efter § 92, hvis de opfylder betingelserne for at indgå registreret partnerskab med hinanden. Parterne skal endvidere leve sammen på fælles bopæl og have gjort det i 2 år forud for oprettelsen af testamentet.

    Det bør i boafgiftsmæssig henseende overvejes at sidestille samlevere, der har legal arveret efter §§ 40 og 41, og samlevere, der har oprettet udvidet samlevertestamente, med ægtefæller, dvs. at der ikke skal betales boafgift, jf. BAL § 3, stk. 1, litra a)

  6. Oprettelse og tilbagekaldelse af testamenter.

    Adgangen til at oprette vidnetestamente afskaffes. Vidnetestamenter, der er oprettet før den nye lovs ikrafttræden, bevarer dog deres gyldighed.

    Ifølge § 68 kan et testamente oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes for en notar. Kravene om skriftlighed samt underskrivelse eller vedkendelse for en notar er som hidtil gyldighedsbetingelser. Som noget nyt skal notaren i sin påtegning afgive erklæring om, hvilke personer der er til stede under notarialforretningen, uden at det dog er et krav, at notaren sikrer sig deres identitet.

    Der kan for en advokat oprettes et midlertidigt testamente, der er gyldigt i 3 måneder, jf. § 69. Advokatens påtegning om testators habilitet har ikke samme bevismæssige virkning som notarens påtegning herom.

    Formkravene til oprettelse af nødtestamente afskaffes, således at nødtestamente fremover kan oprettes på en hvilken som helst måde, forudsat at det er sikkert, at nødtestamentet stammer fra afdøde, jf. § 70.

    Arvelader kan, uden at de almindelige regler om oprettelse af testamente er opfyldt, ved en dateret og underskrevet erklæring, bestemme, hvem der skal arve sædvanligt indbo og personlige effekter, jf. § 71.

    Kravene til tilbagekaldelse skærpes, således at dette altid skal ske i overensstemmelse med reglerne om oprettelse af testamente, jf. § 72, stk. 1.

  7. Testamenters ugyldighed og anfægtelse

    Kravene til beviset for, at et testamente er ugyldigt på grund utilbørlig påvirkning, f. eks. misbrug af testators svaghedstilstand, lempes, således at beviskravene svarer til de krav, der stilles efter VML § 46 om aftaler indgået af en person, der er ude af stand til at handle fornuftmæssigt.

    Der indføres i § 82, stk. 1, nr. 2 en udtrykkelig regel om ugyldighed på grund af bristende forudsætninger. Reglen er en lovfæstelse af, hvad der må anses for gældende ret.

  8. Fælles testamenter

    Der indføres i kap. 14 mere udførlige regler om fælles testamenter, herunder gensidige testamenter. Reglerne skal gælde både for ægtefæller og for andre, der sammen opretter testamente.

    Ensidig tilbagekaldelse af et fælles testamente skal - uanset om det er gensidigt - for at være gyldig meddeles den anden part, medmindre dette af særlige grunde er udelukket, jf. § 85.

    Der indføres i § 86 deklaratoriske regler om den længstlevende testators testationskompetence, dvs. regler, der skal finde anvendelse, medmindre parterne har fastsat andet i testamentet.

    Der indføres i § 88 deklaratoriske regler om den længstlevende testators adgang til at disponere i levende live og om omstødelse af dispositioner, som længstlevende har foretaget i strid med testamentet.

  9. Båndlæggelse

    Adgangen til båndlæggelse af tvangsarv begrænses, således at dette alene kan ske for tiden, indtil livsarvingen fylder 24 år, jf. § 58, stk. 1

    Justitsministeren kan som noget nyt ophæve båndlæggelse af tvangsarv eller friarv, hvis det er åbenbart, at båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt formål, jf. § 61, nr. 3

    Båndlagt arv er skilsmissesæreje, jf. § 63. Den båndlagte arv bliver dog fuldstændigt særeje ved arvingens ægtefælles død. Arvingen og dennes ægtefælle kan ved ægtepagt bestemme, at arven skal være fuldstændigt særeje.

  10. Permutation

    Justitsministerens adgang til at ændre et testamente tilpasses i § 97 permutationspraksis efter fondslovene.

  11. Dødsgaver

    Der sker i § 98 en begrænset udvidelse af dødslejebegrebet i AL § 70, idet reglerne om testamenter skal anvendes på gaver, der er givet kort før giverens død på et tidspunkt, hvor døden måtte anses for nært forestående, og giveren var klar over dette.

  12. Successionsrækkefølger

    Der indføres i § 65 en regel om, at friarv kan indsættes i en successionsrækkefølge. Herved forstås, at det ved testamente kan bestemmes, at friarv skal tilfalde en arving på første plads og derefter en eller flere arvinger på anden eller senere pladser.

  13. Statens afståelse af arv

    Justitsministeriets adgang til at afstå arv, der tilfalder staten, foreslås videreført i § 100 med en række ændringer, der tilpasser bestemmelsens ordlyd til Justitsministeriets praksis.

    Det foreslås, at der i § 101 indføres en særlig adgang til domstolsprøvelse ved skifteretten af Justitsministeriets afgørelse.

  14. Kvalitative regler

    En arvelader skal ved testamente kunne bestemme, at en livsarving skal have tvangsarven udbetalt kontant og således ikke have ret til overtagelse efter vurdering, jf. § 55, stk. 2, 1. pkt.

    En arvelader skal ved testamente kunne bestemme, at en livsarving skal have ret til for sin tvangsarv at overtage bestemte aktiver eller aktiver efter eget valg til vurderingsbeløbet, jf. § 55, stk. 2, 2. pkt.

    Det kan ved testamentet bestemmes, at denne ret også kan gives til aktiver, der overstiger værdien af den pågældendes arvelod mod, at livsarvingen betaler det overskydende beløb kontant til boet. Ægtefællens ret efter § 11, stk. 1 (forlodsretten for genstande, der har tjent til ægtefællens personlige brug og mindreårige børns brug), og § 96, stk. 2 (samtykkereglen vedrørende visse fællesejeaktiver), skal dog respekteres. Ægtefællens udløsningsret efter § 12 og udtagelsesret efter § 13 skal derimod vige for den testamentariske køberet for en livsarving.

    En arving, der ejer et aktiv i sameje med afdøde, skal have fortrinsret til at overtage afdødes andel af aktivet mod at betale et eventuelt overskydende beløb til boet, jf. § 7.

    Ægtefællens ret til at overtage et aktiv til vurderingsbeløbet i visse tilfælde må vige for et ønske fra førstafdødes særlivsarving om at overtage aktivet, hvis det har særlig erindringsværdi for den pågældende, jf. § 11, stk. 4

  15. Indsættelse af begunstigede på pensioner og forsikringer

    Lennart Lynge Andersen og Lisbeth Faurdal i TFA 2006.267-282: Arvelovsudvalgets forslag til ændrede begunstigelsesregler i personforsikring og pensionsopsparing

  16. Der indføres i FAL § 103, stk. 2 og 3 og i POL § 103, stk. 2 og 3 udtrykkelig hjemmel til at træffe bestemmelser om særeje og båndlæggelse - enten ved testamente eller ved opfyldelse af formkravene til begunstigelse.

    Medmindre andet fremgår af omstændighederne, anses ifølge FAL § 105 a, stk. 1 som nærmeste pårørende i følgende rækkefølge::

    1) ægtefælle,
    2) samlever, der opfylder kravene i stk. 2,
    3) livsarvinger
    4) testamentsarvinger
    5) arvinger efter loven

    En samlever medtages i FAL § 105 a og POL § 5 a i kredsen af nærmeste pårørende, hvis parterne

    1) har levet sammen på fælles bopæl de sidste 2 år før dødsfaldet og sammen venter, har eller har haft et barn, eller
    2) har oprettet samlevertestamente i medfør af arvelovens § 92.

    Reguleringsreglerne i FAL § 104 og POL § 4, der bygger på en mekanisk sammenhæng med reglerne om tvangsarv og boslod, afløses af mere skønsprægede regler. De går ud på, at der kan ske regulering, hvis en begunstigelse i f. eks. en livsforsikring må anses for urimelig i forhold til ægtefællen eller en livsarving. Lovteksten angiver, hvilke momenter der navnlig skal lægges vægt på ved denne vurdering.

    Regulering kan som noget nyt ske, selv om den begunstigede er tvangsarving, og selv om begunstigelsen er uigenkaldelig. En samlever kan ikke angribe en begunstigelse, ejheller selv om der er oprettet udvidet samlevertestamente, jf. bet. 1473/2006 p. 588-589.

    Det beløb, der ved en regulering kan tilfalde ægtefællen eller en livsarving, kan ikke overstige, hvad der ville være tilfaldet den pågældende som boslod eller tvangsarv, hvis forsikringssummen i stedet var indgået i forsikringstagerens bo. Suppleringsarven efter AL § 11, stk. 2 på 500.000 kr. kan som noget nyt angribe forsikringssummen

    Underretningsreglen i FAL § 102, stk. 3 og reguleringsreglen i FAL § 104 skal ikke anvendes ikke på renteforsikringer, jf. FAL § 118, stk. 1.

    Forsikringsselskabet eller pengeinstituttet skal senest samtidig med udbetaling forsikringssummen mv. til den begunstigede underrette skifteretten om begunstigelsen. Skifteretten skal herefter vejlede ægtefælle og livsarvinger om muligheden for regulering, jf. FAL § 102, stk. 3 og POL § 2, stk. 3.

    Underretningsreglen i FAL § 102, stk. 3, og reguleringsreglen i FAL § 104, samt de tilsvarende regler i POL § 2, stk. 3, og § 4, skal ikke anvendes på en indsættelse af en begunstiget, der er foretaget før lovens ikrafttræden, hvis indsættelsen er uigenkaldelig, eller hvis en tvangsarving er indsat som begunstiget, dvs. i de tilfælde, hvor der efter de gældende regler ikke er mulighed for at kræve regulering.

    Udvidelsen af definitionen af nærmeste pårørende i FAL §§ 105 a og 105 b samt POL §§ 5 a og 5 b til også at omfatte visse grupper af ugifte samlevende finder alene anvendelse på begunstigelsesindsættelser, der foretages efter lovens ikrafttræden.

  17. Overgangsregler

    De nye regler skal som hovedregel anvendes, når arveladeren er død efter lovens ikrafttræden, jf. § 104, stk. 2

    Formløse indbofordelingslister oprettet før lovens ikrafttræden vil blive gyldige, hvis testator dør efter lovens ikrafttræden og indbofortegnelsen opfylder kravene i lovudkastets § 71.

    Testamenter oprettet i tiden fra afgivelsen af udvalgets betænkning og indtil lovens ikrafttræden kan direkte henvise til lovudkastets § 92 og bestemme, at de samlevende skal arve hinanden, som var de ægtefæller, hvis en sådan mulighed indføres i arveloven. Samleverne skal ved testamentets oprettelse opfylde betingelserne i § 92, herunder samlivskravet.

Advokat Jørgen U. Grønborg