Hvor mange ekstra separationer og skilsmisser i 2006 bliver en direkte følge af lovforslaget, hvis dette vedtages med ikrafttræden d. 01.01.2007?
De mange ægtepar, som fortsat ønsker, at deres kapital- og ratepensioner skal være fælleseje, kan ifølge lovforslaget oprette ægtepagt herom, hvilket vil koste dem 1.400 kr. i tinglysningsafgift plus advokatsalær. Hvor mange ekstra ægtepagter vil der efter Familieministerens skøn blive tinglyst i 2006 og i de kommende år?
Hvorfor ønsker Familieministeren at forbyde danske ægtepar
at oprette ægtepagt om, at også alle andre typer pensionsrettigheder
end kapital- og ratepensioner, herunder selvpensioneringskonti, indekskonti, indestående
i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, SP-pension, livrenter og overlevelsesrenter skal være
fælleseje?
Ægtefællepensionsudvalget har end ikke ulejliget sig med at give en begrundelse
for, at kun kapital- og ratepensioner skal kunne gøres til fælleseje, selv om dette
er et alvorligt indgreb i ægtefællers aftalefrihed. Der er heller ikke nogen form
for begrundelse i bemærkningerne til lovforslaget.
Hvorfor ønsker Familieministeren at forbyde danske ægtepar at oprette ægtepagt om, at deres pensionsordninger også skal ligedeles, hvis ægteskabet opløses ved den anden ægtefælles død.
Er Familieministeren enig i, at lovforslaget vil medføre alvorlig usikkerhed om
retsstillingen og dermed give anledning til et stort antal retssager i de kommende
år?
Lovforslagets bestemmelser er fyldt med skønsmæssige kriterier, som skaber stor
usikkerhed for retsanvendelsen, som ikke bliver mindre af, at der ikke i betænkningen
eller i lovforslaget er givet klare retningslinier for udøvelsen af skønnet, som
dermed er overladt til domstolene.
Familieministeren bedes give nogle konkrete eksempler på beregningen af rimeligshedskompensation i henhold til lovforslagets § 16 e. Der er ingen konkrete beregningseksempler i lovforslagets specielle bemærkninger eller i betænkningen.