Er klienten død?

Lov nr. 402 af 13.06.1990 om ligsyn, obduktion og transplantation mv. § 1:

§ 1. En persons død kan konstateres

ved uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed eller
ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion.

Janne Rothmar Herrmann: Retten om de døde, 1. udg., april 2016, 191 sider, DJØF. Anmeldt af Mette Hartlev i UfR 2016 B.359.

Lars Adam Rehof i UfR 1986 B.305-323: Dødskriterier.

Jacob Graff Nielsen i Skattepolitisk Oversigt 2005.77-84: Flodbølgen i Sydøstasien - hvornår er en person død i skatteretlig henseende?

SKM2005.50 DEP: I forbindelse med flodbølgen i Sydøstasien er der risiko for, at ikke alle danske dødsofre bliver fundet eller identificeret. Skatteministeriets Departement finder, at pensionsinstitutternes bevisvurdering af, om en forsikret mv. kan betragtes som død, vil kunne lægges til grund i forbindelse med den skattemæssige behandling af udbetalingerne efter pensionsbeskatningsloven.

2. Dødsfaldskendelse

DSL § 5. Kan det anses for sikkert, at en person er afgået ved døden, uden at dødsattest kan udstedes, afsiger skifteretten efter anmodning fra enhver, der har retlig interesse deri, kendelse om, at den pågældende skal anses for død.
Stk. 2. I kendelsen angives det sandsynlige tidspunkt for dødens indtræden. Kan et sådant tidspunkt ikke fastsættes, angives det tidligste tidspunkt, hvor personen efter det oplyste var død.

DSL § 6. Er der afsagt dødsfaldskendelse efter § 5, og viser det sig, at den omhandlede person alligevel er i live, finder lov om borteblevne kapitel 4 og 6 anvendelse.

O.A. Borum og Jørgen Trolle: Lov om borteblevne med kommentarer, 1946
Arveret p. 336
Skifteret p. 23
Dødsboskifte p. 4
Jørgen Trolle i JUR 1969.116-117: Om dødsformodningsdomme og kendelser for, at nogen er død.
Anne Grete Kampmann i FM 1981.46-47: Dødsfald uden dødsattest.
Jens Anker Andersen i FM 1992.73 i anmeldelse af Petersen og Skammelsen, 1. udg.

Bet. nr. 1270/1994 om skifte af dødsboer p. 139-140.

I tilslutning til reglerne om afsigelse af dødsformodningsdom, har der gennem retspraksis udviklet sig en adgang for skifteretterne til at afsige kendelse om, at en person må anses for død. I lighed med dødsformodningsdom forudsætter en kendelse om dødsfald, at den pågældende person er forsvundet, således at der ikke kan udstedes dødsattest.

I kap. 4 er den hidtidige praksis vedrørende dødsfaldskendelser blevet lovfæstet. Afdødes pårørende får herved en væsentlig gunstigere retsstilling end den, der følger af reglerne om dødsformodningsdom i lov om borteblevne.

§ 5, stk. 1 bestemmer, at skifteretten ved kendelse skal kunne fastslå, at en person skal anses for død. Kendelse herom er betinget af, at der fremsættes en anmodning, og at det kan anses som sikkert, at den pågældende er afgået ved døden. Endvidere forudsætter en sådan kendelse om dødsfald, at dødsattest ikke kan udstedes.

Bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til de tilfælde, hvor der er praktisk vished for, at en person er afgået ved døden. Kan det ikke anses for sikkert, at en person er død, må man falde tilbage på reglerne i lov om borteblevne.

Sikkerhed for død vil almindeligvis kunne statueres ved skibskatastrofer under omstændigheder som f. eks. ved "Estonia's" og "Hans Hedtoft's" forlis, hvor et skib forliser i et iskoldt hav, eller såfremt et skib eller fly totalt udbrænder, uden at der er efterladt nødvendige kendetegn til identifikation af de ombordværende, eller efter omstændighederne såfremt en person ifølge vidneudsagn er faldet over bord om vinteren i rum sø og ikke har kunnet findes.

TFA 1999.298 VLK (FM 1999.116/1 VLK): To børn anmodede skifteretten i Ribe om at afsige dødsfaldskendelse i anledning af, at deres far havde været forsvundet i 8 år. Han var forsvundet i Italien, hvor man på en rasteplads ved Firenze havde fundet en bil, som han skulle køre til Schweiz, med tændingsnøglen i. Han havde været hospitalsindlagt efter et selvmordforsøg lige inden sin forsvinden. Skifteretten fandt det sandsynligt, men ikke så sikkert som krævet i DSL § 5, at han var død, og der blev derfor ikke afsagt dødsfaldskendelse. VL stadfæstede.

TFA 2008.395 VLK: M havde forladt sit hjem i deprimeret tilstand og var ikke vendt tilbage. Samleveren K anmodede om dødsfaldskendelse. Hjørring Skifteret afviste begæringen, idet det faktum, at M forlod hjemmet i deprimeret tilstand for 3 uger siden og ikke havde givet livstegn fra sig siden, på trods af, at hans bil, hue og trøje var fundet på - - -, ikke var tilstrækkeligt til, at det kunne anses for sikkert, at han var død, jf. DSL § 5. VL stadfæstede.

TFA 2011.354 VLK: M og H var i sept. 2010 på dykketur i skærgården sammen med to andre. På et tidspunkt dykkede M alene sammen med en af de andre, og ingen af dem kom tilbage til båden. H anmodede i jan. 2011 skifteretten om at afsige dødsfaldskendelse over M. Skifteretten i Horsens fandt, at det faktum, at M ikke kom tilbage til båden som aftalt og ikke siden havde givet livstegn fra sig, ikke var tilstrækkeligt til, at det kunne anses som sikkert, at M var død, og begæringen blev derfor ikke taget til følge. VL stadfæstede..

I modsætning til dødsformodningsdomme forudsætter kendelse om dødsfald ikke forudgående offentlig indkaldelse. En sådan indkaldelse er unødvendig, henset til de omstændigheder, der forudsættes at foreligge, for at kendelse kan afsiges.

Kendelse om dødsfald kan alene afsiges efter en anmodning, der vil kunne fremsættes af enhver, som har retlig interesse i afgørelsen om dødsfaldet. For skifterettens behandling af sager om dødsfaldskendelse svares en retsafgift på 400 kr., jf. RAL § 36 j, stk. 2.

Såvel en kendelse om, at en person skal anses for død, som en kendelse, der afviser at fastslå dødsfaldet, kan ved kære indbringes for højere ret efter de almindelige regler. Retlig interesse vil i særdeleshed kunne være til stede hos ægtefælle, arvinger, legatarer, kreditorer eller et forsikringsselskab, for hvem det efter afsigelse af en dødsfaldskendelse kan komme på tale at skulle udbetale en livsforsikringssum.

Afsiger skifteretten kendelse om dødsfald, anses den pågældende person for død i enhver henseende. Forsikringsselskaber, pensionskasser m.fl. er således umiddelbart forpligtet efter afgørelsen. Ligeledes kan en eventuel efterlevende ægtefælle indgå nyt ægteskab. Retsvirkningerne af en kendelse om dødsfald svarer således til, hvad der gælder ved dødsformodningsdomme.

§ 5, stk. 2 fastslår, at kendelsen skal indeholde en angivelse af tidspunktet for dødens indtræden. Kan et sandsynligt dødstidspunkt fastsættes, anvendes dette. Kan et sådant tidspunkt ikke fastsættes, angives det tidligste tidspunkt, hvor personen efter det oplyste var død, f. eks. det tidspunkt, hvor vidner har iagttaget og identificeret et lig. Ifølge BAL § 8, stk. 1 indtræder afgiftspligten ved afsigelse af dødsfaldskendelsen.

§ 6 fastlægger retsstillingen i den yderst usandsynlige situation, at en person, der er afsagt dødsfaldskendelse over, alligevel skulle vise sig at være i live. Skulle en sådan situation opstå, finder reglerne i kap. 4 og 6 i lov om borteblevne anvendelse. Dette indebærer, at der i relation til tilbagesøgningsreglerne må sondres mellem, om den borteblevne er arvelader eller arving. Arveladeres retsstilling reguleres ved borteblevnelovens kap. 4, medens retsstillingen for borteblevne og forbigåede arvinger er reguleret ved borteblevnelovens kap. 6 og DSL § 104.

En arvelader, der er afsagt dødsfaldskendelse over, vil herefter som udgangspunkt i medfør af borteblevnelovens § 18 i indtil 10 år fra det i § 5, stk. 2, fastsatte tidspunkt for dødens indtræden kunne kræve sine ejendele tilbage fra dem, der har fået dem udlagt som arv m.v. Tilbagesøgningsreglerne ved dødsfaldskendelse svarer således i denne henseende til de regler, der gælder ved tilbagesøgning af ejendele, når der er afsagt dødsformodningsdom efter borteblevnelovens kap. 2.

For forbigåede arvinger gælder tilbagesøgningsreglerne i DSL § 104, jf. lov om borteblevne § 25, stk. 2, og ikke som hidtil reglerne i lov om borteblevne § 18 og 22. Kravet kan rejses i 10 år fra dødsfaldet - i boer behandlet ved bobestyrer dog alene 5 år fra dødsfaldet, jf. lov om borteblevne § 25, stk. 1, 2. pkt., således som ændret pr. 01.01. 1997.

Henvisningen til kap. 4 i borteblevneloven indebærer endvidere bl.a., at i fald den tilbageblevne ægtefælle efter kendelsens afsigelse indgår nyt ægteskab, betragtes den pågældendes tidligere ægteskab med den, der er afsagt dødsfaldskendelse over, definitivt for ophørt.

3. Dødsformodningsdom

Lov om borteblevne § 6

O.A. Borum og Jørgen Trolle: Lov om borteblevne med kommentarer, 1946

Jørgen Trolle i JUR 1950.227 ff: Om afsigelse af dødsformodningsdom

Arveretten p. 316-317
Dødsboskifte p. 3 f.
Arveret p. 338-339

UfR 1949.221 ØLD: ØL afviste at anvende § 6, stk. 2, i forhold til tyske jøder, der i 1941 var blevet ført til en arbejdslejr i det østlige Tyskland, idet landsretten udtalte, at det var betænkeligt at anse det for godtgjort, at der havde været »en sådan konkret livsfare«, eller at der på anden måde var »skabt en på specielle omstændigheder begrundet, til vished grænsende sandsynlighed« for de pågældendes død.

UfR 1951.918 ØLD: Borteblevnes hustru havde ikke hørt fra borteblevne, siden hun i december 1944 modtog brev fra borteblevne, der var i tysk koncentrationslejr. Flere overensstemmende andenhånds vidneforklaringer understøttede, at borteblevne var blevet henrettet i lejren. Begæring om anvendelse af § 6, stk. 2 blev imødekommet

UfR 1963.251 ØLK: En skibsfører fra Thurø var sidst set d. 22.08.1959 på det kajområde i New York, hvor hans skib lå forankret. Antaget, at der ikke var en til vished grænsende sandsynlighed for, at han var død, og enkens begæring om dødsformodningsdom blev derfor ikke fremmet.

UfR 1990.98 ØLK: M, som forlod sit hjem efter et skænderi, blev sidst set på København-Oslo-båden Dana Gloria d. 22.09.1987. Hans tegnebog blev ved ankomsten fundet i informationen. M havde tidligere forsøgt selvmord. H ønskede livsforsikringssum på kr. 300.000 udbetalt. H fik i medfør af § 6, stk. 2 tilladelse til offentlig indkaldelse af M med 3 måneders varsel.

UfR 1998.1261 ØLK (TFA 1998.340 ØLK): B, der 2 gange havde været indlagt på psykiatrisk hospital og senest udskrevet d. 13.05.1991, var d. 13.12.1991 fløjet på enkeltbillet til Færøerne, hvor hun sidst var blevet set d. 14.12.1991. B havde skrevet afskedsbreve til din familie d. 13.12.1991. Betingelserne for indkaldelse til at afsige dødsformodningsdom i medfør af lov om borteblevne § 6, stk. 2 med forkortet varsel fandtes ikke at være opfyldt.

UfR 2014.3487 ØLK (TFA 2014.481/1 ØLK): M var muligvis død i Syrien. Der var ikke grundlag for indkaldelse efter den korte frist i borteblevnelovens § 6, stk. 2.

M rejste til Syrien d. 22.11.2012 og oplyste over for H, at han agtede at deltage i kamphandlingerne i landet. Midt i februar 2013 og tiden herefter fik H meddelelse om, at M var faldet i kamp d. 06.02.2013. H anmodede om afsigelse af dødsformodningsdom efter offentlig indkaldelse efter 6 måneder, jf. lov om borteblevne § 6, stk. 2. Københavns Byret afslog dette. ØL fandt det ikke godtgjort, at M havde været i livsfare i lovens forstand på det tidspunkt, hvor han sidst vides at have været i live. Den omstændighed, at M antagelig befandt sig i Syrien og havde oplyst, at han agtede at deltage i kamphandlingerne, fandtes ikke tilstrækkeligt i denne henseende. ØL fandt, at der heller ikke i øvrigt kunne siges at foreligge en særdeles høj grad af sandsynlighed for, at M var død. Der var ikke afgivet forklaring af nogen af de personer, som H og en journalist efter det oplyste havde talt med, og der var ikke fremkommet oplysninger om de nærmere omstændigheder, hvorunder M skulle være død. Den omstændighed, at H og journalisten havde forklaret, at de fra flere forskellige personer havde fået oplyst, at M var død, gav ikke tilstrækkelig sikre holdepunkter herfor. Herefter var betingelserne for indkaldelse til at afsige dødsformodningsdom med forkortet varsel i medfør af lov om borteblevne § 6, stk. 2, ikke opfyldt.

UfR 2016.3526 ØLK (TFA 2016.391/2 ØLK): 18-årig A var muligvis død under bombardement i Syrien. Der var ikke grundlag for indkaldelse efter den korte frist i borteblevnelovens § 6, stk. 2.

18-årig A rejste i juli 2014 til Tyrkiet. Han konverterede lige før han fyldte 15 år til islam. I 2. halvdel af 2014 havde han hyppig kontakt med sin mor, M, indtil d. 21.12.2014. M fik senere via sociale medier og fra forskellige personer oplyst, at A døde omkring d. 25.12.2014 i forbindelse med et bombardement af byen Kobane i Syrien. A's far og andre havde modtaget tilsvarende oplysninger om A. I nov. 2015 anmodede M om indkaldelse til at afsige dødsformodningsdom over A med forkortet varsel efter lov om borteblevne § 6, stk. 2. Hverken Københavns Byret eller ØL fandt, at der forelå en særdeles høj grad af sandsynlighed for, at A var død. M's anmodning blev derfor ikke taget til følge.

Advokat Jørgen U. Grønborg