Konkursbeskatning
Konkursskatteloven, jf. lovbekg. nr. 353 af 28.03.2019
Den juridiske vejledning C.C.9: Skat ved konkurs
Bet. nr. 1101/1987: Skat ved konkurs og akkord
Allan Borch-Hansen og Jacob Smith: Skat ved konkurs og akkord, 1. udg., 1992, 352 sider, DJØF.
Tobias Stenkær Albrechtsen og Thomas Rønfeldt: Insolvens- og rekonstruktionsbeskatning, 1. udg., jun. 2012, 249 sider, Forlaget Ex Tuto
Mads Møller Mogensen og Poul Erik Lytken: Konkursskatteloven - med kommentarer, 1. udg., 2022, 120 sider, DJØF
Jørgen Hoffmeyer i UfR 1976 B.217-229: Beskatning af insolvente boer.
Lida Hulgaard i JUR 1977.225-239: Om adgangen til fradrag for underskud ved insolvens, likvidation o. lign.
Lars Henriksen i Revisorbladet nr. 5/1991 p. 12-13
Michael Serup i Revisorbladet nr. 5/1991 p. 31 ff.
Margrethe Nørgaard i R&R nr. 10/1991 p. 18 ff.
Margrethe Nørgaard i SR-Skat 1991.289: Beskatning ved konkurs, akkord mv.
E. Polack i TfS 1991.61: Skal man betale skat af sine egne penge?
Omhandler konkursskattelovens § 8.Merete Helle Hansen i TfS 1991.262: Den nye konkursskattelov
Michael Serup i Revisorbladet nr. 3/1992 p. 14 ff.
Jens Paulsen i ADV 1993.32-34: "Anmeldelse" af cirkulære om visse skattemæssige forhold ved konkurs og underskudsbegrænsning ved akkord m.v.
Karin Hald i INSPI nr. 3/1996 p. 4-7: Konkursskatteloven.
Ann-Charlotte Beierholm i INSPI nr. 2/2011 p. 6-17: Aktivering af skattemæssige underskud
En empirisk analyse af konkursramte selskabers aktivering af skattemæssige underskud.
UfR 2004.2931 HD (TfS 2004.702 HD, SKM2004.366 HD, TfS 2003.480 ØLD, SKM2003.275 ØLD): M blev i medfør af den dagældende konkursskattelovens § 8 beskattet af lejeværdi af konkursboets ideelle anpart af ægteparrets bolig i 1998 og 1999, idet boet først ved endeligt skøde i 2000 overdrog anparten til hustruen
I 1995 købte M og H en ejendom, som de benyttede som bolig. M gik konkurs d. 05.05.1997. Hans halvdel af ejendommen blev inddraget under konkursboets aktiver, men ægtefællerne fortsatte med at bo i huset. Der blev indledt forhandlinger mellem boet og H om hendes køb af boets halvdel af ejendommen, og ved endeligt skøde d. 09.02.2000 solgte boet sin halvdel til H med overtagelsesdag d. 05.05.1997. SKAT forhøjede M's indkomst for 1998 og 1999 med halvdelen af ejendommens lejeværdi. Forhøjelserne skete efter den dagældende konkursskattelovs § 8.
ØL fandt, at det ikke var godtgjort, at der forud for d. 09.02.2000 mellem boet og H var indgået aftale om overdragelse af den ideelle anpart af ejendommen. Boet havde stiltiende accepteret, at M fortsat beboede ejendommen i 1998 og 1999. M skulle i medfør af den dagældende konkursskattelovens § 8 beskattes af lejeværdi af den boet tilhørende ideelle anpart af ejendommen i indkomstårene 1998 og 1999.
HR stadfæstede.SKM2012.318 SR: SR bekræftede, at et selskab under konkurs ikke kunne anses for at handle i egenskab af afgiftspligtig person, når det solgte et grundstykke, hvorfor salget kunne ske momsfrit.
SKM2013.6 BRD: Krav om omstødelse af betalinger af A-skat, AM-bidrag og moms blev ikke taget til følge, da betalingerne blev anset som ordinære og ikke afgørende forringede skyldners betalingsevne
Virksomheden H blev erklæret konkurs d. 22.03.2010 efter begæring fra SKAT, og kurator rejste krav om omstødelse af syv betalinger til SKAT, samlet 533.000 kr., foretaget i perioden 12.11.2009-12.02.2010. Betalingerne vedrørte løbende A-skat, AM-bidrag og moms. H havde tidligere oparbejdet en betydelig restance og misligholdt flere afdragsordninger med SKAT. SKAT havde uden held forsøgt at foretage udlæg tre gange i 2009.
KBR fandt, at det ikke var godtgjort, at de skete betalinger af A-skat, AM-bidrag og moms afgørende forringede A’s betalingsevne. Betalingerne var i kraft af deres karakter ordinære, hvilket også gjaldt de betalinger, som skete efter sidste rettidige betalingsdag, idet disse ikke kunne karakteriseres som betaling af (gammel) gæld til SKAT. Derfor kunne ingen af betalingerne omstødes efter KL § 67. Det var heller ikke godtgjort, at de nævnte betalinger indebar en utilbørlig begunstigelse af A, hvorfor betalingerne heller ikke kunne omstødes efter KL § 74.SKM2013.413 BRD: Indbetaling på 250.000 kr. til SKAT én måned før konkurs blev anset for ikke-ordinær og likviditetsinvaliderende og derfor omstødt efter KL § 67
H indbetalte d. 03.11.2011 et beløb på 250.000 kr. til SKAT som delvist afdrag på en oparbejdet gæld. Indbetalingen skete umiddelbart efter en udlægsforretning, hvor SKAT havde tilkendegivet, at manglende betaling ville føre til konkursbegæring. H blev taget under konkurs d. 19.12.2011 efter egen begæring. Spørgsmålet i sagen var, om den foretagne indbetaling var omstødelig i henhold til KL § 67. Parterne var enige om, at de tidsmæssige betingelser for anvendelsen af § 67 var opfyldte, men der var uenighed om, hvorvidt betalingen var likviditetsinvaliderende. SKAT gjorde i den forbindelse gældende, at betalingen ikke var likviditetsinvaliderende henset til S' aktiver på tidspunktet for indbetalingen, herunder et positivt indestående på bankkontoen, og henset til likviditetsstrømmen i perioden mellem indbetalingen og dekretets afsigelse. Ligeledes gjorde SKAT gældende, at indbetalingen var ordinær, da den skete som et led i SKATs sædvanlige forvaltning som oppebørselsmyndighed.
KBR fandt, at indbetalingen var omstødelig iht. KL § 67. Det blev lagt til grund, grundet posteringer på H’s konto og størrelsen af H’s aktiver, at betalingen havde afgørende forringet H’s betalingsevne. Betalingen kunne ikke anses for ordinær, idet den skete i direkte tilknytning til inddrivelsesskridt og på baggrund af pres fra SKAT. Betingelserne for omstødelse efter KL § 67 var derfor opfyldt.SKM2014.58 ØLK: Et interessentskab kunne undergives selvstændig konkursbehandling trods manglende konkursbehandling af interessenterne, da særlige omstændigheder forelå
SKAT indgav konkursbegæring mod et interessentskab, I, alene. I bestod af to fysiske personer, som begge var registreret som udrejst af Danmark. Interessenterne havde ikke konkursværneting i Danmark i medfør af KL § 3, og der blev derfor alene indgivet konkursbegæring mod I. Der havde under sagen været kontakt med mindst en af interessenterne via e-mail. Interessenterne undlod imidlertid at besvare flere opfordringer til at oplyse om deres bopælsmæssige og økonomiske forhold. Sø- og Handelsrettens skifteafdeling afviste SKAT’s konkursbegæring, idet skifteretten bemærkede, at I ikke kunne tages under konkursbehandling, da interessenterne ikke allerede var eller senest samtidigt med behandlingen af konkursbegæringen over I blev taget under konkursbehandling.
ØL fandt, at skifterettens kendelse skulle ophæves og hjemviste sagen til fornyet behandling. Interessenternes vedvarende undladelse af at samarbejde og oplyse om relevante forhold samt den fortsatte drift og gældsopbygning i Danmark udgjorde sådanne særlige omstændigheder, at udgangspunktet i KL § 3 måtte fraviges.SKM2014.100 BRD: Fire betalinger af A-skat og AM-bidrag kunne ikke omstødes, da de fremstod som ordinære og ikke på afgørende måde havde forringet skyldnerens betalingsevne
Et selskab, H, foretog over en periode på 45 dage i alt fire betalinger til SKAT. Betalingerne angik A-skat og AM-bidrag, og fandt sted ca. 4 - 8 uger efter sidste rettidige betalingsdag. Betalingerne skete efter gentagne indkaldelser til udlægsforretning, og efter at SKAT havde overvejet at kræve sikkerhedsstillelse fra H. Det skulle vurderes, om betalingerne var omstødelige, jf. KL § 67, stk. 1.
Retten i Lyngby fandt, at der var tale om betalinger af A-skat og AM-bidrag for separate perioder, hvorfor der ikke var grundlag for at vurdere betalingerne samlet. Ud fra en vurdering af de enkeltvise betalinger ift. H’s indtægter og udgifter i samme periode som betalingernes foretagelse samt ift. H’s indestående på de specifikke betalingstidspunkter, blev det vurderet, at ingen af betalingerne udtømte H’s likviditet. Der var således ikke grundlag for at fastslå, at betalingerne på afgørende vis havde forringet H’s betalingsevne. Endvidere var der tale om betaling af A-skat og AM-bidrag, som SKAT modtog som et normalt led i sin oppebørselsvirksomhed, og betalingerne gik i det væsentligste til dækning af A-skat og AM-bidrag, som forfaldt senere end 3 måneder før fristdagen, hvorfor der ikke var tale om betaling af gammel gæld. Ud fra en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder fandt retten således videre, at betalingerne fremtrådte som ordinære. Betalingerne kunne derfor ikke omstødes efter KL § 67.SKM2014.192 ØLD: Holdingselskabs udgifter til administrationshonorar og direktørbonus ansås ikke for fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a, da de vedrørte kapitalinteresser og ikke var mhp. at erhverve, sikre eller vedligeholde selskabets skattepligtige indkomst
Sagen vedrørte spørgsmålet, om et holdingselskab, H, kunne fradrage hhv. administrationshonorarer, moms af dette og bonus til H’s direktør i hhv. indkomstårene 2006 og 2007. For indkomståret 2007 vedrørte sagen tillige en forhøjelse af H’s skattepligtige indkomst som følge af, at SKAT havde tilbageført bonus tillagt indkomsten i dette år. LSR havde bl.a. givet H medhold i, at administrationshonorar og bonus til direktøren var fradragsberettigede udgifter. SKAT indbragte LSR’s kendelse vedr. dette spørgsmål for domstolene.
ØL fandt, at LSR’s vurdering var i strid med ordlyden og rækkevidden af SL § 6, stk. 1, litra a, jf. SKM2012.13 HD, idet at H’s udgifter til administration og bonus knyttede sig til dets kapitalinteresser, og at udgifterne dermed ikke var afholdt mhp. at erhverve, sikre eller vedligeholde H’s skattepligtige indkomst. Derudover kunne H ikke anses for rette udgiftsbærer ift. de afholdte udgifter. H’s synspunkt om, at ministeriet ikke skulle tillægges sagsomkostninger, da sagen var principiel og anlagt af en offentlig myndighed, blev ikke taget til følge.SKM2014.537 VLD: Betalinger til SKAT efter afdragsordning blev ikke anset for utilbørlig kreditorbegunstigelse efter KL § 74, da ordningen var led i normal inddrivelsespraksis
D. 22.08.2011 blev der afsagt konkursdekret over A med fristdag d. 16.08.2011. Der blev indgået en afdragsordning. I februar 2010 med betaling af kr. 10.000. Afdragsordningen blev i marts 2011 forhøjet til kr. 15.000, idet ordningen også omfattede restskat for 2009. Der blev begæret omstødelse af A’s betalinger til SKAT efter KL § 74 eller § 67.
BR fandt, at alle betalingerne iht. afdragsordningen var omstødelige i medfør af KL § 74, idet afdragsordningen vedrørte "gammel gæld" og alene blev indgået på grund af SKAT’s trussel om konkurs, uden at der samtidig skete betaling af anden gammel gæld. Som følge heraf skete der en utilbørlig begunstigelse af SKAT på de øvrige kreditorers bekostning.
VL fandt, at betalingerne ikke udgjorde en utilbørlig begunstigelse af SKAT. Der blev lagt vægt på, at virksomheden i perioden havde et betydeligt overskud, at A i tidligere år havde oparbejdet restancer, der var betalt ved afdragsordninger, og at inddrivelsen af den konkrete gæld blev iværksat umiddelbart i forlængelse af forfaldstidspunktet. Betalingerne skete iht. en løbende betalingsordning, som var aftalt som et normalt led i SKAT’s virksomhed med inddrivelse af skat, og ordningen var blevet overholdt. Betalingerne udgjorde derfor ikke en utilbørlig kreditorbegunstigelse. Den omstændighed, at SKAT under inddrivelsen omtalte muligheden for konkurs, kunne ikke føre til et andet resultat, idet det i praksis blev antaget, at en offentlig kreditor, hvis formål med en konkursbegæring er at hindre en skyldner i at øge sin gæld til det offentlige, som udgangspunkt har retlig interesse i, at skyldneren erklæres konkurs.SKM2014.694 LSR: En hovedaktionær under personlig konkurs kunne ikke opnå betalingskorrektion efter LL § 2, stk. 5, da den påtagne forpligtelse ikke udgjorde en reel retlig forpligtelse grundet insolvens og betydelig usikkerhed om betalingsevne
A’s skattepligtige indkomst var blevet forhøjet med 170 mio. kr., heraf 88,9 mio. kr. som maskeret udlodning ved køb af ejendomme fra egne selskaber til underpris. Efterfølgende ønskede A at påtage sig betalingsforpligtelse til selskaberne for at undgå beskatning af udlodning efter LL § 2, stk. 5. Påtagelsen skete efter A’s konkurs og blev meddelt SKAT samt selskabernes konkursboer. Konkursboet havde en underbalance på ca. 2,1 mia. kr.
LSR fandt, at betalingsforpligtelsen først blev effektivt påtaget ved meddelelsen til konkursboerne d. 22.11.2012. Da A på dette tidspunkt var under konkurs og ikke kunne dokumentere reel betalingsevne, kunne forpligtelsen ikke anses for reel i LL § 2, stk. 5’s forstand. Endvidere udgjorde de afgivne erklæringer ikke en gyldig retlig forpligtelse, idet de ikke opfyldte kravene til armslængdevilkår. Det havde ingen betydning, at krav var anmeldt mod A’s bo. LSR stadfæstede.SKM2014.756 BRD: SKAT’s modtagelse af momsbetaling tre uger før fristdag blev ikke anset for omstødelig, da betalingen fremtrådte som ordinær og ikke afgørende forringede selskabets betalingsevne
Et selskab, H, indbetalte momsrestance på 150.000 kr. til SKAT d. 24.02.2012, hvilket var kort tid før konkurs. Indbetalingen blev foretaget på baggrund af rådgivning fra H’s advokat og revisor. H havde ikke oplyst SKAT om insolvens eller angivet, hvilken periode momsen vedrørte. Fristdagen blev senere fastsat til d. 14.03.2012, og konkursdekret blev afsagt d. 02.04.2012. Konkursboet begærede omstødelse efter KL §§ 67 og 74 mht., at betalingen havde afgørende forringet H’s betalingsevne og var foretaget i insolvens.
Retten i Roskilde fandt, iht. KL § 67, at den relevante periode for H’s ind- og udbetalinger var hele omstødelsesperioden fra tre måneder før fristdagen og indtil dekretets afsigelse. Endvidere skulle omsætningsaktiver omfattet af et virksomhedspant inddrages i vurderingen efter KL § 67, fordi pantet ikke var tiltrådt på tidspunktet for den omstridte indbetaling, ligesom en uudnyttet kassekredit var relevant for vurderingen. Der var derfor ikke grundlag for omstødelse efter KL § 67. Der påhvilede ikke SKAT en undersøgelsespligt, selvom det indbetalte beløb ikke svarede til de forfaldne krav, og SKAT havde derfor ikke været i ond tro, hvorfor heller ikke KL § 74 kunne føre til omstødelse.SKM2014.811 ØLD: Et selskab havde ikke separatiststilling til et fejlagtigt overført beløb, der var sammenblandet med midler på modtagerens konto, og havde derfor alene et simpelt krav i konkursboet
Et anpartsselskab, H, havde d. 11.07.2012 betalt 350.000 kr. til en bankkonto tilhørende A, som H skyldte 350 kr. D. 12.07.2012 blev bankkontoen spærret. D. 17.07.2012 fik SKAT foretaget arrest i indeståendet på kontoen. D. 30.07.2012 indgav H konkursbegæring mod A på grundlag af et tilbagesøgningskrav på 350.000 kr. svarende til det fejlagtigt betalte beløb. D. 21.08.2012 blev A taget under konkursbehandling. Sagen handlede om, hvorvidt H havde separatiststilling.
ØL fandt, at der ved indsættelsen af beløbet på 350.000 kr. på bankkontoen skete der en sammenblanding med de penge, der i forvejen var på kontoen. H’s tilbagesøgningskrav måtte herefter anses som en fordringsret med den virkning, at kravet alene skulle anerkendes som et simpelt krav, jf. KL § 97. Et af H’s påberåbt synspunkt om, at manglende separatiststilling ville føre til, at boets øvrige kreditorer opnåede en ugrundet berigelse på H’s bekostning blev ikke taget til følge.SKM2014.874 BRD: Skattebetaling i medfør af kreditoraftale blev ikke anset for omstødelig, da betalingen var ordinær, og SKAT ikke var i ond tro
H indgik i juli 2011 en afdragsordning med SKAT om betaling af restancer, hvorefter restancen skulle indfries over 6 måneder. H betalte 1. afdrag rettidigt, men d. 04.09.2011 meddelte H sine kreditorer, at H søgte en udenretlig rekonstruktion. SKAT accepterede en revideret kreditoraftale med betingelser om sikkerhedsstillelse og rettidig betaling. SKAT meddelte samtidig H, at der ville blive indgivet konkursbegæring mod H, såfremt betingelserne for kreditorordningen blev misligholdt. D. 28.09.2011 anmodede H om 10 dages henstand med betaling af A-skat og AM-bidrag for september, og SKAT accepterede. D. 12.10.2011 betalte H kr. 2,9 mio. til SKAT. D. 26.10.2011 blev H taget under konkursbehandling med fristdag d. 14.07.2011. Konkursboet krævede betalingen til SKAT omstødt iht. KL § 67, § 72, og § 74.
KBR fandt, at der ikke var grundlag for at omstøde betalingen i medfør af nogen af de påberåbte bestemmelser. Der blev lagt vægt på, at betalingen vedrørte løbende skatteforpligtelser, som var et naturligt led i H’s drift, og at betalingens overskridelse af forfaldsdatoen med 12 dage ikke ændrede den ordinære karakter. SKAT havde ikke været i ond tro om H’s insolvens og var ikke bekendt med eventuelle konkursbegæringer, og der påhvilede ikke SKAT en særlig undersøgelsespligt. Betalingen kunne derfor ikke omstødes efter nogen af de påberåbte bestemmelser.SKM2015.540 VLD (SKM2014.550 BRD): Skattebetaling under udlægsforretning var ikke omstødelig, da betalingen skete på virksomhedens initiativ, og SKAT ikke havde kendskab til virksomhedens økonomiske vanskeligheder
SKAT foretog d. 15.10.2012 en udlægsforretning hos H. Der var tale om den 9. udlægsforretning det pågældende år, idet SKAT kontinuerligt - med undtagelse af juli måned - havde foretaget udlæg i H’s udestående fakturaer til sikkerhed for H’s skatte- og afgiftstilsvar. H’s bank indleverede d. 16.10.2012 en konkursbegæring mod H, og H blev taget under konkursbehandling d. 26.10.2012. Under udlægsforretningen i oktober fik SKAT betaling for momstilsvaret for juni 2012 samt A-skat og AM-bidrag for juli 2012. Konkursboet gjorde gældende, at betalingen til SKAT var omstødelig i medfør af KL § 71, stk. 1, eller en analogi af bestemmelsen, KL § 72, stk. 1, og KL § 74.
Retten i Sønderborg fandt, at der ikke var grundlag for at omstøde betalingen i medfør af nogen af de påberåbte bestemmelser eller en analogi af KL § 71, stk. 1. Betalingen skete på H’s initiativ og ikke under tvang, og SKAT havde ikke kendskab til H’s økonomiske vanskeligheder. SKAT blev først bekendt med fristdagen efter konkursdekretet. Da betalingen ikke var utilbørlig, og SKAT ikke var i ond tro, forelå der heller ikke grundlag for omstødelse.
VL stadfæstede.SKM2015.439 BRD: Betaling til SKAT fra et selskab i en sambeskattet koncern kunne ikke omstødes, da der dels var tale om betaling af tredjemandsgæld og dels ikke forelå betalingsevneforringelse eller ond tro hos SKAT
Et selskab, H, havde betalt 400.000 kr. til SKAT. Betalingen var foretaget ca. 2 mdr. før fristdagen til dækning af et skattekrav ca. 1 måned efter sidste rettidig betalingsdag. H indgik i en sambeskattet koncern, og betalingen dækkede ca. halvdelen af den samlede koncerns selskabsskat, hvoraf H iht. dagældende regler om sambeskatning alene hæftede for ca. 1/3 af det krav som betalingen dækkede, idet 2/3 relaterede sig til søsterselskabets selskabsskat. Samme dag som betalingen fandt sted var der indbetalt 200.000 kr. på H’s konto, der efter det oplyste hidrørte fra en anden enhed i koncernen.
Retten i Viborg fandt, at H hverken iht. SEL eller på andet grundlag hæftede for 2/3 af det betalte krav, og at betalingen af dette beløb derfor udgjorde betaling af tredjemandsgæld. For så vidt angik denne del af beløbet var omstødelse efter KL § 67 allerede udelukket af denne grund. Beløbet på 200.000 kr. var alene blev overført til H for at gøre dette i stand til at betale afdraget på skatterestancen. Vedr. den sidste 1/3 af beløbet var der fokus på, at H fortsatte driften efter betalingen, at saldoen på kassekreditten havde svinget betydeligt i månederne inden konkursen, at saldoen i tiden efter den omstridte betaling var beskeden, men dog voksede forholdsvist hurtigt, hvorefter saldoen ikke væsentligt afveg fra, hvad den også i andre perioder havde været, og at det pågældende beløb udgjorde under 10 % af de samlede udbetalinger. Denne del af betalingen havde derfor ikke afgørende forringet H’s betalingsevne, og der kunne derfor ikke ske omstødelse efter KL § 67, stk. 1. Hertil kom efter KL § 74, at SKAT ikke var i ond tro om insolvensen og omstændigheder, der gjorde betalingen utilbørlig.SKM2016.101 LSR: Et tab, der var lidt ifm. internethandel, var ikke fradragsberettiget, idet det som følge af ukendskab til debitors identitet ikke fandtes godtgjort, at der forelå en fordring, som kunne gøres gældende ved domstolene
A havde forsøgt at købe en traktor gennem en udenlandsk hjemmeside og betalt ca. 250.000 kr. i to bankoverførsler. Da leveringen udeblev, viste det sig, at hjemmesiden tilhørte en falsk virksomhed, og at S ikke kunne identificeres. A indgav politianmeldelse og hævdede, at der forelå en pengefordring, som var tabt i 2013, og derfor var fradragsberettiget efter KGL. SKAT nægtede fradrag, da det ikke var godtgjort, at der forelå en retskraftig fordring, som kunne gøres gældende mod en identificérbar skyldner.
LSR stadfæstede afgørelsen, idet A alene havde været udsat for bedrageri, og der derfor ikke eksisterede en juridisk fordring i KGL’s forstand. Tabet ansås som et ikke-fradragsberettiget formuetab.SKM2016.368 ØLD: Tilbagesøgningskrav anerkendt status som massekrav efter KL § 93
D. 30.10.2013 blev A erklæret konkurs. D. 19.11.2013 anmeldte SKAT et krav på 1.275.000 kr. i konkursboet og forbeholdt sig modregningsadgang. Kurator, K, blev nogenlunde samtidig hermed gjort opmærksom på, at A var blevet skønsmæssigt ansat i SKAT, og at A's revisor ville søge at ændre skatteansættelserne. D. 03.02.2014 modtog K 500.000 kr. fra SKAT. Udbetalingen skyldtes fejl ifm. ændring af A's skønsmæssige skatteansættelser og fejlagtig modregning i forbindelse hermed.
ØL fandt, at K burde have indset, at udbetalingen fra SKAT kunne bero på en fejl. Betydningen af SKAT’s fejl måtte vurderes efter principper svarende til dem, som gjaldt for krav om tilbagebetaling af beløb, der var betalt i urigtig formening om skyld, og at disse principper førte til, at betalingen under de nævnte omstændigheder ikke kunne anses for bindende. Dette gjaldt, selv om SKAT havde begået flere fejl ved udbetalingen af beløbet. SKAT's krav om tilbagebetaling af beløbet skulle derfor anerkendes som et massekrav, jf. KL § 93, nr. 3.SKM2017.403 ØLK: Et selskab blev taget under konkursbehandling trods klage over skattekravet, da SKAT’s fordring var tilstrækkeligt sandsynliggjort efter KL § 17
SKAT indgav konkursbegæring mod et selskab, H, baseret på en fordring som bestod af transfer pricing-forhøjelser og hæftelse for ikke-indeholdt udbytteskat. H gjorde gældende, at fordringen ikke var klar, da den var påklaget til LSR og henstand var nægtet og indbragt.
ØL stadfæstede konkursdekretet.SKM2017.678 ØLD: Betalinger fra selskab til SKAT forud for fristdagen var ikke omstødelige efter KL §§ 67 eller 74, da de hverken forringede betalingsevnen afgørende eller medførte insolvens
Et selskab, H, havde foretaget to betalinger til SKAT. Betalingerne var foretaget iht. en afdragsaftale. Betalingerne skete hhv. 18 dage og knap to måneder før fristdagen i konkursboet d. 31.05.2015. Anden betaling skete efter, at SKAT havde tilsagt H til en udlægsforretning, men inden udlægsforretningen blev gennemført. SKAT havde igennem en længere periode forud for betalingerne gennemført en kontrolsag på H, hvor SKAT løbende havde indkaldt og delvist modtaget regnskabsmateriale, dog aldrig opdateret materiale eller kontoudskrifter. H gjorde gældende, at betalingerne var omstødelige i medfør af KL § 67.
BR fandt, at betalingerne ikke var omstødelige. Der blev lagt vægt på, dels at betalingerne alene udgjorde hver ca. 3,1 % af H’s ind- og udbetalinger på H’s driftskonto, dels at der omkring betalingstidspunkterne indgik flere millioner i betalinger fra samhandelspartnere på H’s driftskonto, samt dels at der var et indestående på mere end 125.000 kr. efter, at de to betalinger var foretaget. Det var herefter ikke godtgjort, at betalingerne afgørende havde forringet H’s betalingsevne. Betalingerne var ej heller omstødelige i medfør af KL § 74, da det efter en gennemgang af kontoudtogene ikke fandtes godtgjort, at H blev insolvent ved betalingerne.
ØL stadfæstede.SKM2018.131 VLD (SKM2017.447 BRD): En tidligere advokat var ikke part i FVL’s forstand og havde derfor ikke ret til aktindsigt i kurators korrespondance med SKAT om momsrefusion af kuratorsalær
Efter afslutningen af et konkursbo søgte fallenten aktindsigt i korrespondance mellem kurator og SKAT vedrørende momsrefusion af kuratorsalær. Fallenten gjorde gældende, at momsrefusionen havde reduceret hans restgæld og derfor havde direkte økonomisk betydning for ham, hvorfor han burde anses som part.
Retten i Aarhus fandt, at det alene var konkursboet, B, der var part i FVL’s forstand, og at A havde derfor ikke ret til aktindsigt efter reglerne i FVL. A skulle anses som uvedkommende efter SFL § 17, og han kunne derfor heller ikke få aktindsigt efter reglerne i OFL. For VL gjorde A gældende, at han skulle anses som part i FVL’s forstand, fordi momsrefusionen til B havde direkte indflydelse på hans økonomiske situation, idet udbetalingen havde formindsket den gæld, som han fortsat hæftede for efter konkursen. Det var A’s opfattelse, at B uberettiget havde fået momsrefusion, og at momsen derfor skulle tilbagebetales til SKAT.
VL fandt, at selv hvis momsrefusionen var uberettiget, kunne bobehandlingen ikke genoptages, da der ikke var hjemmel hertil i KL. Da B alene havde dækning til krav omfattet af KL § 93, som A ikke hæftede for, havde momsrefusionen ingen betydning for hans gæld. VL stadfæstede.SKM2018.430 SR: Et selskab under konkurs var ikke skattepligtigt af konkursindkomsten, da SKAT ikke havde truffet afgørelse om skattepligt inden fristens udløb
S var et selskab under konkurs, der anmodede om bindende svar på, om det var skattefritaget for indkomst optjent under konkursen, idet boet alene kunne afsluttes som solvent efter KL § 144, hvis skattefriheden blev opretholdt. Hvis der blev statueret skattepligt, ville skattekravet gøre boet insolvent.
SR fandt, at indkomsten under konkursen ikke ville være skattefri, hvis boet blev sluttet som solvent efter KL § 144. H under konkurs var ikke skattepligtigt af konkursindkomsten, da SKAT ikke havde truffet afgørelse herom inden for fristen i KKSL § 15, stk. 2. Såfremt konkursboet blev afsluttet som solvent efter KL § 144, ville skattefriheden bortfalde efter KKSL § 5, og H skulle derefter beskattes efter almindelige regler, som om konkurs ikke havde været gennemført. Dermed kunne H pålægges skattepligt, uanset at skattekravet ville gøre det insolvent. Det var skifteretten, der vurderede, om boet kunne afsluttes som solvent. Selskabet var ikke gjort skattepligtig af konkursindkomsten.SKM2021.46 BRD: Kurators anmodning vedrørende afgørelse om konkursskattepligt, jf. KKSL § 15, stk. 3, var hverken klar eller utvetydig, hvorfor SKAT havde truffet rettidig afgørelse inden for 4-ugers fristen
Et selskab, A, solgte campingvogne i Danmark. Det foregik gennem A’s datterselskab, B, der var beliggende i udlandet, hvorfor der blev opkrævet udenlandsk moms. Efter et kontrolbesøg traf SKAT afgørelse om, at salgene skulle pålægges dansk moms, hvorefter A og B gik konkurs. Konkursboet ønskede at få den udenlandske moms tilbagebetalt, hvorfor kurator, K, præsenterede et forligsforslag. Forliget blev vedtaget, og K fremsendte d. 22.11.2017 mail til SKAT, hvori det fremgik, at "boernes udenlandske advokat har oplyst, at hvis udbetalingsprocessen går glat, kan vi forvente at modtage beløbet i starten af december". K afsendte d. 03.12.2017 mail til SKAT vedr. anmodning om afgørelse om konkursskattepligt, jf. KKSL § 15, stk. 3. SKAT traf d. 21.12.2017 afgørelse om, at boet var skattepligtigt, og tvisten omhandlede herefter, hvorvidt afgørelsen var truffet inden for fristen på 4 uger.
KBR fandt, at det påhvilede bostyret at give særskilt meddelelse, jf. KKSL § 15, stk. 3, 2. pkt. Meddelelsen skulle være klar og utvetydig. Hverken oplysningen om forligsforslaget eller mailen, hvori der blev oplyst "hvis udbetalingsprocessen går glat[…]" var klar og utvetydig, hvorfor fristen først begyndte at løbe ved K’s anmodning d. 03.12.2017. SKAT’s afgørelse var rettidig.SKM2021.57 BRD: Skatteforvaltningen havde iagttaget fristen i KKSL § 15, stk. 3 i en afgørelse om, hvorvidt et konkursramt selskab var skattepligtigt, da en meddelelse fra bostyret til SKAT i form af kreditorinformation om et nyt aktiv i boet ikke opfyldte kravet om klarhed
Sagen angik, om Skatteforvaltningen, F, havde iagttaget fristen i KKSL § 15, stk. 3, 3. pkt. jf. 1. pkt., hvorefter afgørelse om konkursskattepligt skulle træffes inden fire uger fra modtagelsen af bostyrets meddelelse om, at der var indgået et aktiv i boet, hvis tilhør til boet måtte anses for usikker eller omstridt. F havde stadfæstet en afgørelse fra SKAT, hvorefter et selskab, S, der var under konkurs, var skattepligtigt. Kurator, K, gjorde gældende, at det var godtgjort, at boet havde givet F meddelelse om at et aktiv var tilgået boet i form af udsendelse af kreditorinformation til kreditorer, som bl.a. var SKAT.
BR fandt, at der efter ordlyden af KKSL § 15, stk. 3, og forarbejderne hertil, måtte stilles krav om, at bostyrets meddelelse til SKAT om et sådant aktiv skulle være klar og utvetydig. En orientering til kreditorerne opfyldte ikke kravet, da der var knyttet en række forbehold til, hvorvidt aktivet ville tilgå boet samt den endelige størrelse af aktivet. Det var ligeledes ikke godtgjort, at K på anden måde, herunder telefonisk, havde givet F en sådan meddelelse, inden der blev truffet afgørelse om skattepligten. F havde dermed iagttaget fristen i KKSL § 15, stk. 3.
SKM2021.259 SR: Et konkursbo fik bekræftet, at boet ikke var skattepligtigt af den af boet realiserede indkomst, da konkursboet ikke var selvangivelsespligtigt vedr. indkomsten i konkursperioden og ikke hæftede for eventuel skat. En række andre spørgsmål blev afvist, da forudsætningerne for bindende svar ikke var opfyldt
En kurator, A, ønskede bindende svar på en række spørgsmål om et konkursbo, B, og den afdøde fallent, C. Spørgsmålene drejede sig om boets skattepligt ifm. realiseret indkomst fra bl.a. afståelse af fast ejendom, om afregning af skat og om dividendeudbetaling.
SR kunne ikke bekræfte, at B var skattepligtig af den af B realiserede indkomst fra bl.a. afståelse af fast ejendom, da konkursboet ikke var selvangivelsespligtigt vedr. indkomsten i konkursperioden og ikke hæftede for eventuel skat. De andre spørgsmål blev afvist, da forudsætningerne for et bindende svar efter SFL § 21 ikke var opfyldt. Af manglende opfyldte forudsætninger var: 1) A repræsenterede ikke længere en skattepligtig person, da C var afgået ved døden, og A kunne derfor ikke søge om bindende svar på C’s vegne. 2) B var ikke et selvstændigt skattesubjekt. 3) Spørgsmål vedr. afregning af skat var ikke en handling med skattemæssig konsekvens. 4) SR havde ikke kompetence til at træffe afgørelse om dividende fra konkursboet, da det hørte under skifterettens kompetence.
