UfR 2004.2931 HD, (TfS 2004.702 HD,
SKM2004.366 HD, TfS 2003.480 ØLD,
SKM2003.275 ØLD) I 1995 købte M og H en ejendom,
som de benyttede som bolig. M
gik konkurs d. 05.05.1997. Hans halvdel
af ejendommen blev inddraget under konkursboets aktiver, men ægtefællerne fortsatte
med at bo i huset. Der blev indledt forhandlinger mellem boet og H om hendes køb
af boets halvdel af ejendommen, og ved endeligt skøde af 09.02.2000
solgte boet sin halvdel til H med overtagelsesdag d. 05.05.1997.
Skattemyndighederne forhøjede M's indkomst for 1998 og 1999
med halvdelen af ejendommens lejeværdi. Forhøjelserne skete efter den dagældende
konkursskattelovs § 8, hvorefter en fallent, som af konkursboet får adgang til at
benytte en fast ejendom som bolig, skal beskattes af lejeværdien på samme måde,
som hvis konkursen ikke var indtrådt. M indbragte sagen for
domstolene med påstand om, at hans kapitalindkomst ikke skulle forhøjes. Han anførte,
at der allerede i 1997 var indgået aftale mellem konkursboet og H om hendes køb
af boets halvdel af ejendommen, og at boet ikke havde givet ham adgang til ejendommen.
ØL og HR gav skattemyndighederne medhold. Det var ikke
bevist, at der var indgået aftale om salg af konkursboets halvdel af ejendommen
før d. 09.02.2000, og F's fortsatte beboelse ejendommen i
de to indkomstår var sket med boets stiltiende accept.
SKM2012.318 SR:
SR bekræftede, at et selskab under konkurs ikke kunne anses for at
handle i egenskab af afgiftspligtig person, når det solgte et grundstykke, hvorfor
salget kunne ske momsfrit.
SKM2013.6 BRD: Sagen
vedrørte krav om omstødelse af betalinger af A-skat, AM-bidrag og momstilsvar i
henhold til KL § 67 og
§ 74.
Retten fandt det ikke godtgjort, at de skete betalinger
af A-skat, AM-bidrag og moms afgørende forringede sagsøgerens betalingsevne. Retten
anså endvidere betalingerne i kraft af deres karakter for ordinære, hvilket også
gjaldt de betalinger, som skete efter sidste rettidige betalingsdag, idet disse
ikke kunne karakteriseres som betaling af (gammel) gæld til SKAT. På den baggrund
fandt retten, at ingen af betalingerne kunne omstødes efter
KL § 67. Retten fandt
det heller ikke godtgjort, at de nævnte betalinger indebar en utilbørlig begunstigelse
af sagsøgte, hvorfor betalingerne allerede af denne grund heller ikke kunne omstødes
efter KL § 74. SKAT blev herefter frifundet.
SKM2013.413 BRD:
Sagen vedrørte en indbetaling til SKAT på kr. 250.000, som skyldner, S, foretog
en måned før, S gik konkurs. Indbetalingen skete som et afdrag på S's gæld til SKAT
og blev foretaget i umiddelbar forlængelse af en udlægsforretning. SKAT havde på
udlægsforretningen tilkendegivet, at manglende betaling ville medføre, at der ville
blive indgivet konkursbegæring mod S. Spørgsmålet i sagen var, om den foretagne
indbetaling var omstødelig i henhold til
KL § 67. Parterne var enige om, at de tidsmæssige
betingelser for anvendelsen af
§ 67
var opfyldte, men der var uenighed om, hvorvidt
betalingen var likviditetsinvaliderende. SKAT gjorde i den forbindelse gældende,
at betalingen ikke var likviditetsinvaliderende henset til S's aktiver på tidspunktet
for indbetalingen, herunder et positivt indestående på bankkontoen, og henset til
likviditetsstrømmen i perioden mellem indbetalingen og dekretets afsigelse. Ligeledes
gjorde SKAT gældende, at indbetalingen var ordinær, da den skete som et led i SKATs
sædvanlige forvaltning som oppebørselsmyndighed. Retten fandt, at indbetalingen
var omstødelig i henhold til
KL § 67
på baggrund af en sammenligning mellem indbetalingens
størrelse og de øvrige bevægelser på S's konto i den relevante periode. Retten fandt
endvidere, at indbetalingen ikke var ordinær, da den skete i direkte sammenhæng
med den foretagne udlægsforretning.
SKM2014.58 ØLK:
I sagen havde SKAT indgivet konkursbegæring mod et interessentskab, I, alene. I
bestod af to fysiske personer, som begge var registreret som udrejst af Danmark.
Interessenterne havde til folkeregistreret alene angivet en postboksadresse i USA,
og skattemyndighederne var ikke bekendt med interessenternes faktiske bopæl. Interessenterne
havde således ikke konkursværneting i Danmark i medfør af
KL § 3, og der blev derfor
alene indgivet konkursbegæring mod I. Der havde under sagen været kontakt med mindst
en af interessenterne via e-mail. Interessenterne undlod imidlertid at besvare flere
opfordringer til at oplyse om deres bopælsmæssige og økonomiske forhold. Sø- og
Handelsrettens skifteafdeling afviste SKATs konkursbegæring, idet skifteretten bemærkede,
at interessentskabet ikke kunne tages under konkursbehandling, da interessenterne
ikke allerede var eller senest samtidigt med behandlingen af konkursbegæringen over
I blev taget under konkursbehandling. ØL ophævede skifterettens kendelse og hjemviste
sagen til fornyet behandling. ØL fandt, at der konkret forelå sådanne særlige omstændigheder,
at udgangspunktet om, at der ikke kan afsiges konkursdekret over et interessentskab,
medmindre samtlige interessenter er under konkursbehandling, måtte fraviges.
SKM2014.100 BRD: Sagen omhandlede hvorvidt fire betalinger til SKAT, der var
foretaget senere end tre måneder før fristdagen var omstødelige, jf.
KL § 67, stk.
1. Et selskab foretog over en periode på 45 dage i alt fire betalinger til SKAT.
Betalingerne angik A-skat og AM-bidrag, og fandt sted ca. 4 - 8 uger efter sidste
rettidige betalingsdag. Der var tale om betalinger på henholdsvis kr. 300.000, kr.
754.620, kr. 1.641.978 samt kr. 1.629.691. Betalingerne skete efter gentagne indkaldelser
til udlægsforretning, og efter at SKAT havde overvejet at kræve sikkerhedsstillelse
fra selskabet. BR fandt, at der var tale om betalinger af A-skat og AM-bidrag for
separate perioder, hvorfor der ikke var grundlag for at vurdere betalingerne samlet.
Ud fra en vurdering af de enkeltvise betalinger i forhold til selskabets indtægter
og udgifter i samme periode som betalingernes foretagelse samt i forhold til selskabets
indestående på de specifikke betalingstidspunkter fandt BR, at ingen af betalingerne
udtømte selskabets likviditet. Der var således ikke grundlag for at fastslå,
at betalingerne på afgørende vis havde forringet selskabets betalingsevne. Endvidere
var der tale om betaling af A-skat og AM-bidrag, som SKAT modtog som et normalt
led i sin oppebørselsvirksomhed, og betalingerne gik i det væsentligste til dækning
af A-skat og AM-bidrag, som forfaldt senere end 3 måneder før fristdagen, hvorfor
der ikke var tale om betaling af gammel gæld. Ud fra en samlet vurdering af de konkrete
omstændigheder fandt retten således videre, at betalingerne fremtrådte som ordinære.
Betalingerne kunne derfor ikke omstødes efter
KL § 67.
SKM2014.192
ØLD: Sagen vedrørte spørgsmålet, om et holdingselskab kunne fradrage henholdsvis
administrationshonorarer, moms af dette og bonus til direktøren med i alt kr. 12.421.676
og kr. 575.636 i hhv. 2006 og 2007. For 2007 vedrørte sagen tillige en forhøjelse
af selskabets skattepligtige indkomst med kr. 797.000 som følge af, at SKAT havde
tilbageført bonus tillagt indkomsten i dette år. LSR havde bl.a. givet selskabet
medhold i, at administrationshonorar og bonus til direktør var fradragsberettigede
udgifter. SKM indbragte LSRs kendelse vedrørende dette spørgsmål for domstolene.
Selskabet erklærede sig enig med SKM i, at sagen var af principiel betydning og
sagen blev som følge heraf henvist til ØL. SKM gjorde til støtte for synspunktet
om manglende fradragsret gældende, at holdingselskabets udgifter til administration
og bonus knyttede sig til selskabernes kapitalinteresser, og at udgifterne dermed
ikke var afholdt med henblik på at erhverve, sikre eller vedligeholde selskabets
skattepligtige indkomst, og at LSRs vurdering derfor var i strid med såvel ordlyden
og rækkevidden af SEL § 6, stk. 1, litra a, jf.
SKM2012.13.HR. SKM gjorde endvidere gældende, at holdingselskabet ikke kunne
anses for rette udgiftsbærer i relation til de afholdte udgifter. Under sagens forberedelse
tog selskabet bekræftende til genmæle over for SKMs påstand, og ministeriet blev
tillagt sagsomkostninger. Selskabets synspunkt om, at ministeriet ikke skulle tillægges
sagsomkostninger, da sagen var principiel og anlagt af en offentlig myndighed, blev
således ikke taget til følge.
SKM2014.537
VLD: Ved dom af 24.06.2014 ændrede VL BRs dom, således at SKAT blev frifundet
for tilbagebetaling af et omstødelseskrav i medfør af
KL § 74. Sagen omhandler en
afdragsordning vedrørende restskat for 2008. Afdragsordningen blev indgået i februar
2010 med betaling af kr. 10.000. Afdragsordningen blev i marts 2011 forhøjet til
kr. 15.000, idet ordningen nu også omfattede restskat for 2009. Der blev afsagt
konkursdekret d. 22.08.2011 på baggrund af en egenbegæring indgivet d. 16.08.2011.
BR fandt, at alle betalingerne i henhold til afdragsordningen var omstødelige i
medfør af KL § 74,
idet afdragsordningen vedrørte "gammel gæld" og alene
blev indgået på grund af SKATs trussel om konkurs, uden at der samtidig skete betaling
af anden gammel gæld. Som følge heraf skete der efter byrettens vurdering en utilbørlig
begunstigelse af SKAT på de øvrige kreditorers bekostning. VL frifandt derimod SKAT,
idet VL ikke fandt, at betalingerne udgjorde en utilbørlig begunstigelse af SKAT.
VL lagde i sine præmisser vægt på, at virksomheden i perioden havde et betydeligt
overskud, at skyldneren i tidligere år havde oparbejdet restancer, der var blevet
betalt ved afdragsordninger, og at inddrivelsen af den konkrete gæld blev iværksat
umiddelbart i forlængelse af forfaldstidspunktet. Herefter konkluderer VL, at betalingerne
skete i henhold til en løbende betalingsordning, som var aftalt som et normalt led
i SKATs virksomhed med inddrivelse af skat, og ordningen var blevet overholdt. Betalingerne
udgjorde derfor ikke en utilbørlig kreditorbegunstigelse. Dommen er på dette punkt
i overensstemmelse med tidligere landsretspraksis. VL slog videre fast, at den omstændighed,
at SKAT under inddrivelsen omtalte muligheden for konkurs, ikke kunne føre til et
andet resultat, idet det i praksis antages, at en offentlig kreditor, hvis formål
med en konkursbegæring er at hindre en skyldner i at øge sin gæld til det offentlige,
som udgangspunkt har retlig interesse i, at skyldneren erklæres konkurs.
SKM2014.694
LSR: En klager, der var under konkurs, blev nægtet adgang til betalingskorrektion
efter LL § 2, stk. 5.
SKM2014.756
BRD: BR fastslog i relation til
KL § 67,
at den relevante periode for selskabets
ind- og udbetalinger var hele omstødelsesperioden fra tre måneder før fristdagen
og indtil dekretets afsigelse. Endvidere skulle omsætningsaktiver omfattet af et
virksomhedspant inddrages i vurderingen efter
§ 67, fordi pantet ikke var tiltrådt
på tidspunktet for den omstridte indbetaling, ligesom en uudnyttet kassekredit var
relevant for vurderingen. Der var derfor ikke grundlag for omstødelse efter
KL
§ 67. BR udtalte videre, at der ikke påhvilede SKAT en undersøgelsespligt, selvom
det indbetalte beløb ikke svarede til de forfaldne krav, og BR fandt derfor allerede
på den baggrund ikke, at SKAT havde været i ond tro, hvorfor heller ikke
KL § 74
kunne føre til omstødelse. SKAT blev herefter frifundet.
SKM2014.811 ØLD: Anpartsselskab, der havde et tilbagesøgningskrav (conditio
indebiti)
i et konkursbo, havde ikke separatiststilling i konkursboet, men alene et simpelt
krav, jf. KL § 97.
Anpartsselskabet havde d. 11.07.2012 betalt kr. 345.000 til en
bankkonto tilhørende en person, som anpartsselskabet skyldte kr. 345,-. Tidligere
samme dag var der fra anden side overført 260.000 kr. til bankkontoen, der efter
overførslen af de 345.000 kr. havde et indestående på 605.155,29 kr. Senere samme
dag blev der fra kontoen udbetalt henholdsvis 7.000 kr., 13.000 kr. og 50.000 kr.,
hvorefter der indestod 535.155,29 kr. D. 12.07.2012 blev bankkontoen spærret, hvilket
indebar, at kontohaveren ikke længere kunne disponere over kontoen. D. 17.07.2012
fik SKAT foretaget arrest i indeståendet på kontoen. D 30.07.2012 indgav anpartsselskabet
konkursbegæring mod kontohaveren på grundlag af et tilbagesøgningskrav på kr. 344.655
svarende til det fejlagtigt betalte beløb. D. 21.08.2012 blev kontohaveren taget
under konkursbehandling. Sagen handlede om, hvorvidt anpartsselskabet havde separatiststilling
for så vidt angår kr. 344.655 ud af kontoens indestående på konkurstidspunktet.
ØL fandt, at der ved indsættelsen af beløbet på 345.000 kr. på bankkontoen skete
der en sammenblanding med de penge, der i forvejen var på kontoen. Anpartsselskabets
tilbagesøgningskrav måtte herefter anses som en fordringsret med den virkning, at
kravet alene skulle anerkendes som et simpelt krav, jf.
KL § 97. Et af anpartsselskabets
påberåbt synspunkt om, at manglende separatiststilling ville føre til, at boets
øvrige kreditorer opnåede en ugrundet berigelse på anpartsselskabets bekostning
blev ikke taget til følge.
SKM2014.874 BRD: SKAT foretog d. 27.06.2011 udlægsforretning
hos H1 A/S. Udlægsforretningen blev udsat på selskabets betaling af restancen til
SKAT, og efterfølgende indgik selskabet og SKAT d. 26.07.2011 en afdragsordning,
hvorefter restancen skulle indfries over 6 mdr. Selskabet betalte 1. afdrag rettidigt,
men d. 04.11.2011 meddelte selskabet sine kreditorer, at selskabet søgte en udenretlig
rekonstruktion. SKAT afslog selskabets første oplæg til en kreditoraftale, men tilsluttede
sig d. 22.11.2011 et revideret forslag til kreditoraftale. Kreditoraftalen indebar
et moratorie og en akkord, og SKAT betingende bl.a. sin tiltræden, at fremtidige
angivelser og betalinger var rettidige, og at selskabet stillede en sikkerhed for
fremtidigt tilsvar på kr. 2.000.000,-. SKAT meddelte samtidig selskabet, at der
ville blive indgivet konkursbegæring mod selskabet, såfremt betingelserne for kreditorordningen
blev misligholdt. D. 28.11.2011 takkede selskabet SKAT for sin tilslutning til kreditoraftalen
og meddelte samtidig, at selskabet nu kæmpede med at få byggepladser i gang igen
og bygherrer til at indbetale selskabets tilgodehavender. Samtidig anmodede selskabet
SKAT om en betalingsudsættelse på 10 dage for A-skat og AM-bidrag for september
måned 2011, kr. 2.929.243,-, med forfald d. 30.11.2011. SKAT bevilligede i overensstemmelse
med selskabets anmodning en ekstraordinær betalingsudsættelse til d. 10.10.2011
og modtog d. 12.10.2011 betaling af kr. 2.929.243,-. D. 26.10.2011 blev selskabet
taget under konkursbehandling med fristdag d. 14.07.2011. Konkursboet krævede betalingen
til SKAT omstødt med henvisning til
KL § 67,
§ 72, og
§ 74. BR fandt, at der ikke
var grundlag for at omstøde betalingen i medfør af nogen af de påberåbte bestemmelser.
BR lagde i den forbindelse vægt på, dels at betalingen var ordinær, dels at SKAT
ikke var i ond tro med hensyn til de omstændigheder, der dannede grundlag for fastlæggelse
af fristdagen, og at betalingen i øvrigt ikke indebar en utilbørlig begunstigelse
af SKAT. Som følge heraf blev SKAT frifundet. Dommen er anket til ØL.
SKM2015.540 VLD (SKM2014.550
BRD) SKAT foretog d.
15.10.2012 en udlægsforretning hos H1 A/S. Der var tale om den 9. udlægsforretning
det pågældende år, idet SKAT kontinuerligt - med undtagelse af juli måned - havde
foretaget udlæg i selskabets udestående fakturaer til sikkerhed for selskabets skatte-
og afgiftstilsvar. Selskabets bank indleverede d. 16.10.2012 en konkursbegæring
mod selskabet, og selskabet blev på baggrund heraf taget under konkursbehandling
d. 26.10.2012. Selskabet havde forinden indleveret en egenbegæring om konkursbehandling
d. 27.09.2012, som imidlertid var blevet tilbagekaldt d.01.10.2012. Under udlægsforretningen
d. 15.10.2012 fik SKAT betaling for momstilsvaret for juni 2012 samt A-skat og AM-bidrag
for juli 2012, i alt kr. 1.163.144,-, hvilket blev betalt ved en overførsel via
selskabets bankforbindelse. Betalingen blev foretaget fra en særlig kredit, der
ifølge konkursboet var bevilliget til selskabet med henblik på betaling af nødvendige
udgifter, mens virksomheden blev forsøgt solgt til tredjemand. Selskabets bestyrelsesformand,
der var indsat på foranledning af banken, skulle godkende alle betalinger fra kreditten,
og bestyrelsesformanden rådførte sig med banken, forinden betalingen blev effektueret.
Konkursboet gjorde gældende, at betalingen til SKAT var omstødelig i medfør af
KL
§ 71, stk. 1, eller en analogi af bestemmelsen,
KL § 72, stk. 1, og
KL § 74. VL
fandt, at der ikke var grundlag for at omstøde betalingen i medfør af nogen af de
påberåbte bestemmelser eller en analogi af
KL § 71, stk. 1, og SKAT blev derfor
frifundet.
SKM2015.439 BRD: Sagen omhandlede en betaling på 400.000 kr. til
SKAT, der var foretaget ca. 2 mdr. før fristdagen til dækning af et skattekrav ca.
1 måned efter sidste rettidig betalingsdag. Det betalende selskab indgik i en sambeskattet
koncern, og betalingen dækkede ca. halvdelen af den samlede koncerns selskabsskat,
hvoraf det betalende selskab i henhold til dagældende regler om sambeskatning alene
hæftede for ca. 1/3 af det krav som betalingen dækkede, idet 2/3 relaterede sig
til søsterselskabets selskabsskat. Samme dag som betalingen fandt sted var der indbetalt
200.000 kr. på det betalende selskabs konto, der efter det oplyste hidrørte fra
en anden enhed i koncernen. BR fandt, at det betalende selskab hverken i henhold
til SEL eller på andet grundlag hæftede for 2/3 af det betalte krav, og at betalingen
af dette beløb derfor udgjorde betaling af tredjemandsgæld. For så vidt angår denne
del af beløbet var omstødelse efter
KL § 67 allerede udelukket af denne grund. BR
lagde videre til grund, at beløbet på kr. 200.000 alene blev overført til selskabet
for at gøre dette i stand til at betale 400.000 kr. i afdrag på skatterestancen,
og at beløbet var øremærket til dette formål. For så vidt angår den sidste 1/3 af
beløbet udtalte BR blandt andet, at selskabet fortsatte driften efter betalingen,
at saldoen på firmaets kassekredit havde svinget betydeligt i månederne inden konkursen,
at saldoen i tiden efter den omstridte betaling var beskeden, men dog voksede forholdsvist
hurtigt, hvorefter saldoen ikke væsentligt afveg fra, hvad den også i andre perioder
havde været, og at det pågældende beløb (ca. 1/3 af den samlede betaling) eksempelvis
for perioden 23.11.2012 til 12.03.2013 - dvs. fra tre måneder før fristdagen og
frem til konkursdagen - udgjorde under 10 % af de samlede udbetalinger. BR fandt
derfor, at denne del af betalingen ikke afgørende havde forringet selskabets betalingsevne,
og der kunne derfor ikke ske omstødelse efter
KL § 67, stk. 1. I forhold til vurderingen
efter KL § 74
skulle der ses bort fra betalingen på 200.000, som måtte anses overført
til selskabet alene for at gøre betalingen til SKAT mulig. BR udtalte herefter blandt
andet, at SKAT ikke havde andre oplysninger om selskabets økonomiske situation,
end at selskabsskatten ikke var betalt rettidigt. Betalingen fandt sted til delvis
dækning af SKATs krav på selskabsskat og i SKATs egenskab af tvangskreditor. SKAT
var derfor ikke i ond tro om insolvensen og omstændigheder, der gjorde betalingen
utilbørlig. SKAT blev herefter frifundet.
SKM2016.101 LSR:
Et tab, der var lidt i forbindelse med internethandel, var ikke fradragsberettiget,
idet det som følge af ukendskab til debitors identitet ikke fandtes godtgjort, at
der forelå en fordring, som kunne gøres gældende ved domstolene.
SKM2016.368 ØLD: D. 30.10.2013 blev
A erklæret konkurs. D. 19.11.2013 anmeldte SKAT et krav på 1.275.308 kr. i konkursboet
og forbeholdt sig modregningsadgang. Kurator blev nogenlunde samtidig hermed gjort
opmærksom på, at A var blevet skønsmæssigt ansat i skat, og at A's revisor ville
søge at ændre skatteansættelserne. D. 03.02.2014 modtog kurator uden ledsagende
besked 507.099 kr. fra SKAT. Udbetalingen skyldtes fejl i forbindelse med ændring
af A's skønsmæssige skatteansættelser og fejlagtig modregning i forbindelse hermed.
ØL fandt, at kurator d. 03.02.2014 burde have indset, at udbetalingen af de 507.099
kr. fra SKAT kunne bero på en fejl, f.eks. som følge af at SKAT havde været uopmærksom
på sin adgang til modregning. ØL fandt, at betydningen af SKATs fejl i den foreliggende
situation måtte vurderes efter principper svarende til dem, som gælder for krav
om tilbagebetaling af beløb, der er betalt i urigtig formening om skyld (condictio
indebiti), og at disse principper førte til, at betalingen under de nævnte omstændigheder
ikke kunne anses for bindende. Dette gjaldt, selv om SKAT havde begået flere fejl
ved udbetalingen af beløbet. SKATs krav om tilbagebetaling af beløbet skulle derfor
anerkendes som et massekrav, jf.
KL § 93, nr. 3.
SKM2017.403 ØLK: ØL stadfæstede et konkursdekret, som var afsagt
på baggrund af en konkursbegæring, indgivet af SKAT mod et selskab. Konkursbegæringen
hvilede på en fordring, som bestod dels af nogle transfer pricing-forhøjelser og
dels af en afgørelse om hæftelse for ikke-indeholdt udbytteskat. At de af SKAT afsagte
afgørelser, som konkursfordringen udsprang af, var indbragt for LSR, kunne ikke
medføre, at der ikke kunne afsiges konkursdekret. Heller ikke det forhold, at selskabet
havde indbragt SKATs afslag på henstand for LSR, afskar afsigelse af konkursdekret.
SKM2017.678 ØLD: Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt to betalinger
foretaget af et selskab til SKAT inden for tre mdr før fristdagen, var omstødelige
i medfør af KL § 67 og/eller
§ 74. Betalingerne var foretaget i henhold
til en afdragsaftale med et selskab, som SKAT havde vurderet var et ”missing
trader”-selskab. Betalingerne, der blev foretaget med 34 dages mellemrum,
skete henholdsvis 18 dage og knap to mdr før fristdagen i konkursboet den 31.05.2015.
Anden betaling skete efter, at SKAT havde tilsagt selskabet til en udlægsforretning,
men inden udlægsforretningen blev gennemført. SKAT havde igennem en længere periode
forud for betalingerne gennemført en kontrolsag på selskabet, hvor SKAT løbende
havde indkaldt (og delvist modtaget) regnskabsmateriale, dog aldrig opdateret materiale
eller kontoudskrifter. H1 gjorde gældende, at betalingerne var omstødelige i medfør
af KL § 67,
idet det bl.a. blev gjort gældende, at der var kommet ny retspraksis
på området, hvorefter der ikke længere skulle lægges afgørende vægt på, hvilken
procentdel betalingerne udgjorde af de samlede ind- og udbetalinger fra selskabets
konto, men at det i stedet var afgørende, at SKAT vidste, at selskabet var insolvent.
BR afviste dette og gav SKAT medhold i, at betalingerne ikke var omstødelige, idet
BR lagde vægt på, dels at betalingerne alene udgjorde hver ca. 3,1 % af selskabets
ind- og udbetalinger på selskabets driftskonto, dels at der omkring betalingstidspunkterne
i april og maj måned 2015 indgik flere millioner i betalinger fra samhandelspartnere
på selskabets driftskonto, samt dels at der var et indestående på mere end
kr. 125.000,- efter, at de to betalinger var foretaget. BR fandt det herefter ikke
godtgjort, at betalingerne, der fremtrådte som ordinære i henhold til selskabets
afdragsordning med SKAT, afgørende havde forringet selskabets betalingsevne. BR
fandt heller ikke, at betalingerne var omstødelige i medfør af
KL § 74, idet det
efter en gennemgang af kontoudtogene ikke fandtes godtgjort, at selskabet blev insolvent
ved betalingerne. BR afviste efter vidneforklaring fra en skattemedarbejder –
at SKAT var nærmere bekendt med selskabets økonomi på betalingstidspunkterne. Herefter,
og da betalingerne blev foretaget kort efter forfaldstidspunkterne i henhold til
betalingsordningen, fandt BR, at SKAT ikke ved betalingerne havde opnået en utilbørlig
begunstigelse på de øvrige kreditorers bekostning. Det kunne ikke føre til andet
resultat, at SKAT i brev af 14.01.2015 meddelte selskabet, at SKAT anså selskabet
som en "missing trader", og at momsregistreringen ville blive inddraget,
hvis selskabet ikke stillede en sikkerhed på 5 mio. kr. SKM blev herefter frifundet.
SKM2018.131 VLD (SKM2017.447.BR): Sagen
handlede om, hvorvidt en tidligere advokat, A, der var gået konkurs, havde ret til
aktindsigt i kurators korrespondance med SKAT vedrørende momsrefusion af kuratorsalær.
BR fandt, at det alene var konkursboet, B, der var part i
FVL's forstand, og A havde
derfor ikke ret til aktindsigt efter reglerne i
FVL. BR fandt desuden, at A skulle
anses som uvedkommende efter
SFL § 17,
og han kunne derfor heller ikke få aktindsigt
efter reglerne i OFL.
For VL gjorde A supplerende gældende, at han skulle anses
som part i FVL's
forstand, fordi momsrefusionen til B havde direkte indflydelse på
hans økonomiske situation, idet udbetalingen havde formindsket den gæld, som han
fortsat hæftede for efter konkursen. Det var As opfattelse, at B uberettiget havde
fået momsrefusion, og at momsen derfor skulle tilbagebetales til SKAT. Hertil udtalte
VL, at selv hvis momsrefusionen var sket med urette, ville A ikke kunne forlange
bobehandlingen genoptaget, fordi der ikke er hjemmel hertil i KL. VL udtalte endvidere,
at der i B alene var dækning til krav omfattet af
KL § 93, som A ikke hæftede for,
og momsrefusionen havde derfor ikke påvirket størrelsen af As gæld efter konkursen.
VL tiltrådte, at A ikke kunne anses som part i
FVL's forstand samt at A heller ikke
havde ret til aktindsigt efter reglerne i
OFL. VL stadfæstede derfor BRs frifindelse
af SKAT.
SKM2018.430 SR:
SR kunne ikke bekræfte, at indkomst optjent i den periode, hvor
selskabet var under konkursbehandling var skattefri, hvis
konkursboet kunne afsluttes som solvent efter
KL § 144.
Selskabet var ikke gjort skattepligtig af konkursindkomsten.
SKM2021.46 BRD:
Kurators anmodning vedrørende afgørelse om
konkursskattepligt, jf. KKSL § 15, stk. 3, var hverken klar eller
utvetydig, hvorfor SKAT havde truffet rettidig afgørelse inden for
4-ugers fristen
Et selskab, A, solgte campingvogne i Danmark. Det foregik gennem A’s
datterselskab, B, der var beliggende i udlandet, hvorfor der blev
opkrævet udenlandsk moms. Efter et kontrolbesøg traf SKAT afgørelse
om, at salgene skulle pålægges dansk moms, hvorefter A og B gik
konkurs. Konkursboet ønskede at få den udenlandske moms
tilbagebetalt, hvorfor kurator, K, præsenterede et forligsforslag.
Forliget blev vedtaget, og K fremsendte d. 22.11.2017 mail til SKAT,
hvori det fremgik, at "boernes udenlandske advokat har oplyst, at
hvis udbetalingsprocessen går glat, kan vi forvente at modtage
beløbet i starten af december". K afsendte d. 03.12.2017 mail til
SKAT vedr. anmodning om afgørelse om konkursskattepligt, jf. KKSL §
15, stk. 3. SKAT traf d. 21.12.2017 afgørelse om, at boet var
skattepligtigt, og tvisten omhandlede herefter, hvorvidt afgørelsen
var truffet inden for fristen på 4 uger.
KBR fandt, at det påhvilede bostyret at give særskilt meddelelse,
jf. KKSL § 15, stk. 3, 2. pkt. Meddelelsen skulle være klar og
utvetydig. Hverken oplysningen om forligsforslaget eller mailen,
hvori der blev oplyst "hvis udbetalingsprocessen går glat[…]" var
klar og utvetydig, hvorfor fristen først begyndte at løbe ved K’s
anmodning d. 03.12.2017. SKAT’s afgørelse var rettidig.
SKM2021.57 BRD:
Skatteforvaltningen havde
iagttaget fristen i KKSL § 15, stk. 3 i en afgørelse om, hvorvidt et
konkursramt selskab var skattepligtigt, da en meddelelse fra
bostyret til SKAT i form af kreditorinformation om et nyt aktiv i
boet ikke opfyldte kravet om klarhed
Sagen angik, om Skatteforvaltningen, F,
havde iagttaget fristen i KKSL § 15, stk. 3, 3. pkt. jf. 1. pkt.,
hvorefter afgørelse om konkursskattepligt skulle træffes inden fire
uger fra modtagelsen af bostyrets meddelelse om, at der var indgået
et aktiv i boet, hvis tilhør til boet måtte anses for usikker eller
omstridt. F havde stadfæstet en afgørelse fra SKAT, hvorefter et
selskab, S, der var under konkurs, var skattepligtigt. Kurator, K,
gjorde gældende, at det var godtgjort, at boet havde givet F
meddelelse om at et aktiv var tilgået boet i form af udsendelse af
kreditorinformation til kreditorer, som bl.a. var SKAT.
BR fandt, at der efter ordlyden af KKSL §
15, stk. 3, og forarbejderne hertil, måtte stilles krav om, at
bostyrets meddelelse til SKAT om et sådant aktiv skulle være klar og
utvetydig. En orientering til kreditorerne opfyldte ikke kravet, da
der var knyttet en række forbehold til, hvorvidt aktivet ville tilgå
boet samt den endelige størrelse af aktivet. Det var ligeledes ikke
godtgjort, at K på anden måde, herunder telefonisk, havde givet F en
sådan meddelelse, inden der blev truffet afgørelse om skattepligten.
F havde dermed iagttaget fristen i KKSL § 15, stk. 3.
SKM2021.259 SR: Et konkursbo
fik bekræftet, at boet ikke var skattepligtigt af den af boet realiserede indkomst, da konkursboet ikke var
selvangivelsespligtigt vedr. indkomsten i konkursperioden og ikke hæftede for eventuel skat. En række andre spørgsmål
blev afvist, da forudsætningerne for bindende svar ikke var opfyldt
En kurator, A, ønskede bindende svar på en række spørgsmål om et konkursbo, B, og den afdøde
fallent, C. Spørgsmålene drejede sig om boets skattepligt ifm. realiseret indkomst fra bl.a. afståelse af fast ejendom,
om afregning af skat og om dividendeudbetaling.
SR kunne ikke bekræfte, at B var skattepligtig af den af B realiserede indkomst fra bl.a. afståelse af fast ejendom, da
konkursboet ikke var selvangivelsespligtigt vedr. indkomsten i konkursperioden og ikke hæftede for eventuel skat. De
andre spørgsmål blev afvist, da forudsætningerne for et bindende svar
efter SFL § 21 ikke var opfyldt. Af manglende opfyldte
forudsætninger var: 1) A repræsenterede ikke længere en skattepligtig person, da C var afgået ved døden, og A kunne
derfor ikke søge om bindende svar på C’s vegne. 2) B var ikke et selvstændigt skattesubjekt. 3) Spørgsmål vedr. afregning
af skat var ikke en handling med skattemæssig konsekvens. 4) SR havde ikke kompetence til at træffe afgørelse om
dividende fra konkursboet, da det hørte under skifterettens kompetence.