Et selskab, A, solgte campingvogne i Danmark. Det foregik gennem A’s
datterselskab, B, der var beliggende i udlandet, hvorfor der blev
opkrævet udenlandsk moms. Efter et kontrolbesøg traf SKAT afgørelse
om, at salgene skulle pålægges dansk moms, hvorefter A og B gik
konkurs. Konkursboet ønskede at få den udenlandske moms
tilbagebetalt, hvorfor kurator, K, præsenterede et forligsforslag.
Forliget blev vedtaget, og K fremsendte d. 22.11.2017 mail til SKAT,
hvori det fremgik, at "boernes udenlandske advokat har oplyst, at
hvis udbetalingsprocessen går glat, kan vi forvente at modtage
beløbet i starten af december". K afsendte d. 03.12.2017 mail til
SKAT vedr. anmodning om afgørelse om konkursskattepligt, jf. KKSL §
15, stk. 3. SKAT traf d. 21.12.2017 afgørelse om, at boet var
skattepligtigt, og tvisten omhandlede herefter, hvorvidt afgørelsen
var truffet inden for fristen på 4 uger.
KBR fandt, at det påhvilede bostyret at give særskilt meddelelse,
jf. KKSL § 15, stk. 3, 2. pkt. Meddelelsen skulle være klar og
utvetydig. Hverken oplysningen om forligsforslaget eller mailen,
hvori der blev oplyst "hvis udbetalingsprocessen går glat[…]" var
klar og utvetydig, hvorfor fristen først begyndte at løbe ved K’s
anmodning d. 03.12.2017. SKAT’s afgørelse var rettidig.
Konkursbeskatning
Konkursskatteloven, jf. lovbekg. nr. 353 af 28.03.2019
Den juridiske vejledning C.C.9: Skat ved konkurs
Bet. nr. 1101/1987: Skat ved konkurs og akkord
Allan Borch-Hansen og Jacob Smith: Skat ved konkurs og akkord, 1. udg., 1992, 352 sider, DJØF.
Tobias Stenkær Albrechtsen og Thomas Rønfeldt: Insolvens- og rekonstruktionsbeskatning, 1. udg., jun. 2012, 249 sider, Forlaget Ex Tuto
Mads Møller Mogensen og Poul Erik Lytken: Konkursskatteloven - med kommentarer, 1. udg., 2022, 120 sider, DJØF
Jørgen Hoffmeyer i UfR 1976 B.217-229: Beskatning af insolvente boer.
Lida Hulgaard i JUR 1977.225-239: Om adgangen til fradrag for underskud ved insolvens, likvidation o. lign.
Lars Henriksen i Revisorbladet nr. 5/1991 p. 12-13
Michael Serup i Revisorbladet nr. 5/1991 p. 31 ff.
Margrethe Nørgaard i R&R nr. 10/1991 p. 18 ff.
Margrethe Nørgaard i SR-Skat 1991.289 ff.
E. Polack i TfS 1991.61: Skal man betale skat af sine egne penge? (Omhandler konkursskattelovens § 8).
Merete Helle Hansen i TfS 1991.262
Michael Serup i Revisorbladet nr. 3/1992 p. 14 ff.
Jens Paulsen i ADV 1993.32-34: "Anmeldelse" af cirkulære om visse skattemæssige forhold ved konkurs og underskudsbegrænsning ved akkord m.v. (vedr. cirk. nr. 68 af 20.05.1992).
Karin Hald i INSPI nr. 3/1996 p. 4-7: Konkursskatteloven.
Ann-Charlotte Beierholm i INSPI nr. 2/2011 p. 6-17: Aktivering af skattemæssige underskud (En empirisk analyse af konkursramte selskabers aktivering af skattemæssige underskud).
UfR 2004.2931 HD, (TfS 2004.702 HD, SKM2004.366 HD, TfS 2003.480 ØLD, SKM2003.275 ØLD) I 1995 købte M og H en ejendom, som de benyttede som bolig. M gik konkurs d. 05.05.1997. Hans halvdel af ejendommen blev inddraget under konkursboets aktiver, men ægtefællerne fortsatte med at bo i huset. Der blev indledt forhandlinger mellem boet og H om hendes køb af boets halvdel af ejendommen, og ved endeligt skøde af 09.02.2000 solgte boet sin halvdel til H med overtagelsesdag d. 05.05.1997. Skattemyndighederne forhøjede M's indkomst for 1998 og 1999 med halvdelen af ejendommens lejeværdi. Forhøjelserne skete efter den dagældende konkursskattelovs § 8, hvorefter en fallent, som af konkursboet får adgang til at benytte en fast ejendom som bolig, skal beskattes af lejeværdien på samme måde, som hvis konkursen ikke var indtrådt. M indbragte sagen for domstolene med påstand om, at hans kapitalindkomst ikke skulle forhøjes. Han anførte, at der allerede i 1997 var indgået aftale mellem konkursboet og H om hendes køb af boets halvdel af ejendommen, og at boet ikke havde givet ham adgang til ejendommen. ØL og HR gav skattemyndighederne medhold. Det var ikke bevist, at der var indgået aftale om salg af konkursboets halvdel af ejendommen før d. 09.02.2000, og F's fortsatte beboelse ejendommen i de to indkomstår var sket med boets stiltiende accept.
SKM2012.318 SR: SR bekræftede, at et selskab under konkurs ikke kunne anses for at handle i egenskab af afgiftspligtig person, når det solgte et grundstykke, hvorfor salget kunne ske momsfrit.
SKM2013.6 BRD: Sagen vedrørte krav om omstødelse af betalinger af A-skat, AM-bidrag og momstilsvar i henhold til KL § 67 og § 74. Retten fandt det ikke godtgjort, at de skete betalinger af A-skat, AM-bidrag og moms afgørende forringede sagsøgerens betalingsevne. Retten anså endvidere betalingerne i kraft af deres karakter for ordinære, hvilket også gjaldt de betalinger, som skete efter sidste rettidige betalingsdag, idet disse ikke kunne karakteriseres som betaling af (gammel) gæld til SKAT. På den baggrund fandt retten, at ingen af betalingerne kunne omstødes efter KL § 67. Retten fandt det heller ikke godtgjort, at de nævnte betalinger indebar en utilbørlig begunstigelse af sagsøgte, hvorfor betalingerne allerede af denne grund heller ikke kunne omstødes efter KL § 74. SKAT blev herefter frifundet.
SKM2013.413 BRD: Sagen vedrørte en indbetaling til SKAT på kr. 250.000, som skyldner, S, foretog en måned før, S gik konkurs. Indbetalingen skete som et afdrag på S's gæld til SKAT og blev foretaget i umiddelbar forlængelse af en udlægsforretning. SKAT havde på udlægsforretningen tilkendegivet, at manglende betaling ville medføre, at der ville blive indgivet konkursbegæring mod S. Spørgsmålet i sagen var, om den foretagne indbetaling var omstødelig i henhold til KL § 67. Parterne var enige om, at de tidsmæssige betingelser for anvendelsen af § 67 var opfyldte, men der var uenighed om, hvorvidt betalingen var likviditetsinvaliderende. SKAT gjorde i den forbindelse gældende, at betalingen ikke var likviditetsinvaliderende henset til S's aktiver på tidspunktet for indbetalingen, herunder et positivt indestående på bankkontoen, og henset til likviditetsstrømmen i perioden mellem indbetalingen og dekretets afsigelse. Ligeledes gjorde SKAT gældende, at indbetalingen var ordinær, da den skete som et led i SKATs sædvanlige forvaltning som oppebørselsmyndighed. Retten fandt, at indbetalingen var omstødelig i henhold til KL § 67 på baggrund af en sammenligning mellem indbetalingens størrelse og de øvrige bevægelser på S's konto i den relevante periode. Retten fandt endvidere, at indbetalingen ikke var ordinær, da den skete i direkte sammenhæng med den foretagne udlægsforretning.
SKM2014.58 ØLK: I sagen havde SKAT indgivet konkursbegæring mod et interessentskab, I, alene. I bestod af to fysiske personer, som begge var registreret som udrejst af Danmark. Interessenterne havde til folkeregistreret alene angivet en postboksadresse i USA, og skattemyndighederne var ikke bekendt med interessenternes faktiske bopæl. Interessenterne havde således ikke konkursværneting i Danmark i medfør af KL § 3, og der blev derfor alene indgivet konkursbegæring mod I. Der havde under sagen været kontakt med mindst en af interessenterne via e-mail. Interessenterne undlod imidlertid at besvare flere opfordringer til at oplyse om deres bopælsmæssige og økonomiske forhold. Sø- og Handelsrettens skifteafdeling afviste SKATs konkursbegæring, idet skifteretten bemærkede, at interessentskabet ikke kunne tages under konkursbehandling, da interessenterne ikke allerede var eller senest samtidigt med behandlingen af konkursbegæringen over I blev taget under konkursbehandling. ØL ophævede skifterettens kendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. ØL fandt, at der konkret forelå sådanne særlige omstændigheder, at udgangspunktet om, at der ikke kan afsiges konkursdekret over et interessentskab, medmindre samtlige interessenter er under konkursbehandling, måtte fraviges.
SKM2014.100 BRD: Sagen omhandlede hvorvidt fire betalinger til SKAT, der var foretaget senere end tre måneder før fristdagen var omstødelige, jf. KL § 67, stk. 1. Et selskab foretog over en periode på 45 dage i alt fire betalinger til SKAT. Betalingerne angik A-skat og AM-bidrag, og fandt sted ca. 4 - 8 uger efter sidste rettidige betalingsdag. Der var tale om betalinger på henholdsvis kr. 300.000, kr. 754.620, kr. 1.641.978 samt kr. 1.629.691. Betalingerne skete efter gentagne indkaldelser til udlægsforretning, og efter at SKAT havde overvejet at kræve sikkerhedsstillelse fra selskabet. BR fandt, at der var tale om betalinger af A-skat og AM-bidrag for separate perioder, hvorfor der ikke var grundlag for at vurdere betalingerne samlet. Ud fra en vurdering af de enkeltvise betalinger i forhold til selskabets indtægter og udgifter i samme periode som betalingernes foretagelse samt i forhold til selskabets indestående på de specifikke betalingstidspunkter fandt BR, at ingen af betalingerne udtømte selskabets likviditet. Der var således ikke grundlag for at fastslå, at betalingerne på afgørende vis havde forringet selskabets betalingsevne. Endvidere var der tale om betaling af A-skat og AM-bidrag, som SKAT modtog som et normalt led i sin oppebørselsvirksomhed, og betalingerne gik i det væsentligste til dækning af A-skat og AM-bidrag, som forfaldt senere end 3 måneder før fristdagen, hvorfor der ikke var tale om betaling af gammel gæld. Ud fra en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder fandt retten således videre, at betalingerne fremtrådte som ordinære. Betalingerne kunne derfor ikke omstødes efter KL § 67.
SKM2014.192 ØLD: Sagen vedrørte spørgsmålet, om et holdingselskab kunne fradrage henholdsvis administrationshonorarer, moms af dette og bonus til direktøren med i alt kr. 12.421.676 og kr. 575.636 i hhv. 2006 og 2007. For 2007 vedrørte sagen tillige en forhøjelse af selskabets skattepligtige indkomst med kr. 797.000 som følge af, at SKAT havde tilbageført bonus tillagt indkomsten i dette år. LSR havde bl.a. givet selskabet medhold i, at administrationshonorar og bonus til direktør var fradragsberettigede udgifter. SKM indbragte LSRs kendelse vedrørende dette spørgsmål for domstolene. Selskabet erklærede sig enig med SKM i, at sagen var af principiel betydning og sagen blev som følge heraf henvist til ØL. SKM gjorde til støtte for synspunktet om manglende fradragsret gældende, at holdingselskabets udgifter til administration og bonus knyttede sig til selskabernes kapitalinteresser, og at udgifterne dermed ikke var afholdt med henblik på at erhverve, sikre eller vedligeholde selskabets skattepligtige indkomst, og at LSRs vurdering derfor var i strid med såvel ordlyden og rækkevidden af SEL § 6, stk. 1, litra a, jf. SKM2012.13.HR. SKM gjorde endvidere gældende, at holdingselskabet ikke kunne anses for rette udgiftsbærer i relation til de afholdte udgifter. Under sagens forberedelse tog selskabet bekræftende til genmæle over for SKMs påstand, og ministeriet blev tillagt sagsomkostninger. Selskabets synspunkt om, at ministeriet ikke skulle tillægges sagsomkostninger, da sagen var principiel og anlagt af en offentlig myndighed, blev således ikke taget til følge.
SKM2014.537 VLD: Ved dom af 24.06.2014 ændrede VL BRs dom, således at SKAT blev frifundet for tilbagebetaling af et omstødelseskrav i medfør af KL § 74. Sagen omhandler en afdragsordning vedrørende restskat for 2008. Afdragsordningen blev indgået i februar 2010 med betaling af kr. 10.000. Afdragsordningen blev i marts 2011 forhøjet til kr. 15.000, idet ordningen nu også omfattede restskat for 2009. Der blev afsagt konkursdekret d. 22.08.2011 på baggrund af en egenbegæring indgivet d. 16.08.2011. BR fandt, at alle betalingerne i henhold til afdragsordningen var omstødelige i medfør af KL § 74, idet afdragsordningen vedrørte "gammel gæld" og alene blev indgået på grund af SKATs trussel om konkurs, uden at der samtidig skete betaling af anden gammel gæld. Som følge heraf skete der efter byrettens vurdering en utilbørlig begunstigelse af SKAT på de øvrige kreditorers bekostning. VL frifandt derimod SKAT, idet VL ikke fandt, at betalingerne udgjorde en utilbørlig begunstigelse af SKAT. VL lagde i sine præmisser vægt på, at virksomheden i perioden havde et betydeligt overskud, at skyldneren i tidligere år havde oparbejdet restancer, der var blevet betalt ved afdragsordninger, og at inddrivelsen af den konkrete gæld blev iværksat umiddelbart i forlængelse af forfaldstidspunktet. Herefter konkluderer VL, at betalingerne skete i henhold til en løbende betalingsordning, som var aftalt som et normalt led i SKATs virksomhed med inddrivelse af skat, og ordningen var blevet overholdt. Betalingerne udgjorde derfor ikke en utilbørlig kreditorbegunstigelse. Dommen er på dette punkt i overensstemmelse med tidligere landsretspraksis. VL slog videre fast, at den omstændighed, at SKAT under inddrivelsen omtalte muligheden for konkurs, ikke kunne føre til et andet resultat, idet det i praksis antages, at en offentlig kreditor, hvis formål med en konkursbegæring er at hindre en skyldner i at øge sin gæld til det offentlige, som udgangspunkt har retlig interesse i, at skyldneren erklæres konkurs.
SKM2014.694 LSR: En klager, der var under konkurs, blev nægtet adgang til betalingskorrektion efter LL § 2, stk. 5.
SKM2014.756 BRD: BR fastslog i relation til KL § 67, at den relevante periode for selskabets ind- og udbetalinger var hele omstødelsesperioden fra tre måneder før fristdagen og indtil dekretets afsigelse. Endvidere skulle omsætningsaktiver omfattet af et virksomhedspant inddrages i vurderingen efter § 67, fordi pantet ikke var tiltrådt på tidspunktet for den omstridte indbetaling, ligesom en uudnyttet kassekredit var relevant for vurderingen. Der var derfor ikke grundlag for omstødelse efter KL § 67. BR udtalte videre, at der ikke påhvilede SKAT en undersøgelsespligt, selvom det indbetalte beløb ikke svarede til de forfaldne krav, og BR fandt derfor allerede på den baggrund ikke, at SKAT havde været i ond tro, hvorfor heller ikke KL § 74 kunne føre til omstødelse. SKAT blev herefter frifundet.
SKM2014.811 ØLD: Anpartsselskab, der havde et tilbagesøgningskrav (conditio indebiti) i et konkursbo, havde ikke separatiststilling i konkursboet, men alene et simpelt krav, jf. KL § 97. Anpartsselskabet havde d. 11.07.2012 betalt kr. 345.000 til en bankkonto tilhørende en person, som anpartsselskabet skyldte kr. 345,-. Tidligere samme dag var der fra anden side overført 260.000 kr. til bankkontoen, der efter overførslen af de 345.000 kr. havde et indestående på 605.155,29 kr. Senere samme dag blev der fra kontoen udbetalt henholdsvis 7.000 kr., 13.000 kr. og 50.000 kr., hvorefter der indestod 535.155,29 kr. D. 12.07.2012 blev bankkontoen spærret, hvilket indebar, at kontohaveren ikke længere kunne disponere over kontoen. D. 17.07.2012 fik SKAT foretaget arrest i indeståendet på kontoen. D 30.07.2012 indgav anpartsselskabet konkursbegæring mod kontohaveren på grundlag af et tilbagesøgningskrav på kr. 344.655 svarende til det fejlagtigt betalte beløb. D. 21.08.2012 blev kontohaveren taget under konkursbehandling. Sagen handlede om, hvorvidt anpartsselskabet havde separatiststilling for så vidt angår kr. 344.655 ud af kontoens indestående på konkurstidspunktet. ØL fandt, at der ved indsættelsen af beløbet på 345.000 kr. på bankkontoen skete der en sammenblanding med de penge, der i forvejen var på kontoen. Anpartsselskabets tilbagesøgningskrav måtte herefter anses som en fordringsret med den virkning, at kravet alene skulle anerkendes som et simpelt krav, jf. KL § 97. Et af anpartsselskabets påberåbt synspunkt om, at manglende separatiststilling ville føre til, at boets øvrige kreditorer opnåede en ugrundet berigelse på anpartsselskabets bekostning blev ikke taget til følge.
SKM2014.874 BRD: SKAT foretog d. 27.06.2011 udlægsforretning hos H1 A/S. Udlægsforretningen blev udsat på selskabets betaling af restancen til SKAT, og efterfølgende indgik selskabet og SKAT d. 26.07.2011 en afdragsordning, hvorefter restancen skulle indfries over 6 mdr. Selskabet betalte 1. afdrag rettidigt, men d. 04.11.2011 meddelte selskabet sine kreditorer, at selskabet søgte en udenretlig rekonstruktion. SKAT afslog selskabets første oplæg til en kreditoraftale, men tilsluttede sig d. 22.11.2011 et revideret forslag til kreditoraftale. Kreditoraftalen indebar et moratorie og en akkord, og SKAT betingende bl.a. sin tiltræden, at fremtidige angivelser og betalinger var rettidige, og at selskabet stillede en sikkerhed for fremtidigt tilsvar på kr. 2.000.000,-. SKAT meddelte samtidig selskabet, at der ville blive indgivet konkursbegæring mod selskabet, såfremt betingelserne for kreditorordningen blev misligholdt. D. 28.11.2011 takkede selskabet SKAT for sin tilslutning til kreditoraftalen og meddelte samtidig, at selskabet nu kæmpede med at få byggepladser i gang igen og bygherrer til at indbetale selskabets tilgodehavender. Samtidig anmodede selskabet SKAT om en betalingsudsættelse på 10 dage for A-skat og AM-bidrag for september måned 2011, kr. 2.929.243,-, med forfald d. 30.11.2011. SKAT bevilligede i overensstemmelse med selskabets anmodning en ekstraordinær betalingsudsættelse til d. 10.10.2011 og modtog d. 12.10.2011 betaling af kr. 2.929.243,-. D. 26.10.2011 blev selskabet taget under konkursbehandling med fristdag d. 14.07.2011. Konkursboet krævede betalingen til SKAT omstødt med henvisning til KL § 67, § 72, og § 74. BR fandt, at der ikke var grundlag for at omstøde betalingen i medfør af nogen af de påberåbte bestemmelser. BR lagde i den forbindelse vægt på, dels at betalingen var ordinær, dels at SKAT ikke var i ond tro med hensyn til de omstændigheder, der dannede grundlag for fastlæggelse af fristdagen, og at betalingen i øvrigt ikke indebar en utilbørlig begunstigelse af SKAT. Som følge heraf blev SKAT frifundet. Dommen er anket til ØL.
SKM2015.540 VLD (SKM2014.550 BRD) SKAT foretog d. 15.10.2012 en udlægsforretning hos H1 A/S. Der var tale om den 9. udlægsforretning det pågældende år, idet SKAT kontinuerligt - med undtagelse af juli måned - havde foretaget udlæg i selskabets udestående fakturaer til sikkerhed for selskabets skatte- og afgiftstilsvar. Selskabets bank indleverede d. 16.10.2012 en konkursbegæring mod selskabet, og selskabet blev på baggrund heraf taget under konkursbehandling d. 26.10.2012. Selskabet havde forinden indleveret en egenbegæring om konkursbehandling d. 27.09.2012, som imidlertid var blevet tilbagekaldt d.01.10.2012. Under udlægsforretningen d. 15.10.2012 fik SKAT betaling for momstilsvaret for juni 2012 samt A-skat og AM-bidrag for juli 2012, i alt kr. 1.163.144,-, hvilket blev betalt ved en overførsel via selskabets bankforbindelse. Betalingen blev foretaget fra en særlig kredit, der ifølge konkursboet var bevilliget til selskabet med henblik på betaling af nødvendige udgifter, mens virksomheden blev forsøgt solgt til tredjemand. Selskabets bestyrelsesformand, der var indsat på foranledning af banken, skulle godkende alle betalinger fra kreditten, og bestyrelsesformanden rådførte sig med banken, forinden betalingen blev effektueret. Konkursboet gjorde gældende, at betalingen til SKAT var omstødelig i medfør af KL § 71, stk. 1, eller en analogi af bestemmelsen, KL § 72, stk. 1, og KL § 74. VL fandt, at der ikke var grundlag for at omstøde betalingen i medfør af nogen af de påberåbte bestemmelser eller en analogi af KL § 71, stk. 1, og SKAT blev derfor frifundet.
SKM2015.439 BRD: Sagen omhandlede en betaling på 400.000 kr. til SKAT, der var foretaget ca. 2 mdr. før fristdagen til dækning af et skattekrav ca. 1 måned efter sidste rettidig betalingsdag. Det betalende selskab indgik i en sambeskattet koncern, og betalingen dækkede ca. halvdelen af den samlede koncerns selskabsskat, hvoraf det betalende selskab i henhold til dagældende regler om sambeskatning alene hæftede for ca. 1/3 af det krav som betalingen dækkede, idet 2/3 relaterede sig til søsterselskabets selskabsskat. Samme dag som betalingen fandt sted var der indbetalt 200.000 kr. på det betalende selskabs konto, der efter det oplyste hidrørte fra en anden enhed i koncernen. BR fandt, at det betalende selskab hverken i henhold til SEL eller på andet grundlag hæftede for 2/3 af det betalte krav, og at betalingen af dette beløb derfor udgjorde betaling af tredjemandsgæld. For så vidt angår denne del af beløbet var omstødelse efter KL § 67 allerede udelukket af denne grund. BR lagde videre til grund, at beløbet på kr. 200.000 alene blev overført til selskabet for at gøre dette i stand til at betale 400.000 kr. i afdrag på skatterestancen, og at beløbet var øremærket til dette formål. For så vidt angår den sidste 1/3 af beløbet udtalte BR blandt andet, at selskabet fortsatte driften efter betalingen, at saldoen på firmaets kassekredit havde svinget betydeligt i månederne inden konkursen, at saldoen i tiden efter den omstridte betaling var beskeden, men dog voksede forholdsvist hurtigt, hvorefter saldoen ikke væsentligt afveg fra, hvad den også i andre perioder havde været, og at det pågældende beløb (ca. 1/3 af den samlede betaling) eksempelvis for perioden 23.11.2012 til 12.03.2013 - dvs. fra tre måneder før fristdagen og frem til konkursdagen - udgjorde under 10 % af de samlede udbetalinger. BR fandt derfor, at denne del af betalingen ikke afgørende havde forringet selskabets betalingsevne, og der kunne derfor ikke ske omstødelse efter KL § 67, stk. 1. I forhold til vurderingen efter KL § 74 skulle der ses bort fra betalingen på 200.000, som måtte anses overført til selskabet alene for at gøre betalingen til SKAT mulig. BR udtalte herefter blandt andet, at SKAT ikke havde andre oplysninger om selskabets økonomiske situation, end at selskabsskatten ikke var betalt rettidigt. Betalingen fandt sted til delvis dækning af SKATs krav på selskabsskat og i SKATs egenskab af tvangskreditor. SKAT var derfor ikke i ond tro om insolvensen og omstændigheder, der gjorde betalingen utilbørlig. SKAT blev herefter frifundet.
SKM2016.101 LSR: Et tab, der var lidt i forbindelse med internethandel, var ikke fradragsberettiget, idet det som følge af ukendskab til debitors identitet ikke fandtes godtgjort, at der forelå en fordring, som kunne gøres gældende ved domstolene.
SKM2016.368 ØLD: D. 30.10.2013 blev A erklæret konkurs. D. 19.11.2013 anmeldte SKAT et krav på 1.275.308 kr. i konkursboet og forbeholdt sig modregningsadgang. Kurator blev nogenlunde samtidig hermed gjort opmærksom på, at A var blevet skønsmæssigt ansat i skat, og at A's revisor ville søge at ændre skatteansættelserne. D. 03.02.2014 modtog kurator uden ledsagende besked 507.099 kr. fra SKAT. Udbetalingen skyldtes fejl i forbindelse med ændring af A's skønsmæssige skatteansættelser og fejlagtig modregning i forbindelse hermed. ØL fandt, at kurator d. 03.02.2014 burde have indset, at udbetalingen af de 507.099 kr. fra SKAT kunne bero på en fejl, f.eks. som følge af at SKAT havde været uopmærksom på sin adgang til modregning. ØL fandt, at betydningen af SKATs fejl i den foreliggende situation måtte vurderes efter principper svarende til dem, som gælder for krav om tilbagebetaling af beløb, der er betalt i urigtig formening om skyld (condictio indebiti), og at disse principper førte til, at betalingen under de nævnte omstændigheder ikke kunne anses for bindende. Dette gjaldt, selv om SKAT havde begået flere fejl ved udbetalingen af beløbet. SKATs krav om tilbagebetaling af beløbet skulle derfor anerkendes som et massekrav, jf. KL § 93, nr. 3.
SKM2017.403 ØLK: ØL stadfæstede et konkursdekret, som var afsagt på baggrund af en konkursbegæring, indgivet af SKAT mod et selskab. Konkursbegæringen hvilede på en fordring, som bestod dels af nogle transfer pricing-forhøjelser og dels af en afgørelse om hæftelse for ikke-indeholdt udbytteskat. At de af SKAT afsagte afgørelser, som konkursfordringen udsprang af, var indbragt for LSR, kunne ikke medføre, at der ikke kunne afsiges konkursdekret. Heller ikke det forhold, at selskabet havde indbragt SKATs afslag på henstand for LSR, afskar afsigelse af konkursdekret.
SKM2017.678 ØLD: Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt to betalinger foretaget af et selskab til SKAT inden for tre mdr før fristdagen, var omstødelige i medfør af KL § 67 og/eller § 74. Betalingerne var foretaget i henhold til en afdragsaftale med et selskab, som SKAT havde vurderet var et ”missing trader”-selskab. Betalingerne, der blev foretaget med 34 dages mellemrum, skete henholdsvis 18 dage og knap to mdr før fristdagen i konkursboet den 31.05.2015. Anden betaling skete efter, at SKAT havde tilsagt selskabet til en udlægsforretning, men inden udlægsforretningen blev gennemført. SKAT havde igennem en længere periode forud for betalingerne gennemført en kontrolsag på selskabet, hvor SKAT løbende havde indkaldt (og delvist modtaget) regnskabsmateriale, dog aldrig opdateret materiale eller kontoudskrifter. H1 gjorde gældende, at betalingerne var omstødelige i medfør af KL § 67, idet det bl.a. blev gjort gældende, at der var kommet ny retspraksis på området, hvorefter der ikke længere skulle lægges afgørende vægt på, hvilken procentdel betalingerne udgjorde af de samlede ind- og udbetalinger fra selskabets konto, men at det i stedet var afgørende, at SKAT vidste, at selskabet var insolvent. BR afviste dette og gav SKAT medhold i, at betalingerne ikke var omstødelige, idet BR lagde vægt på, dels at betalingerne alene udgjorde hver ca. 3,1 % af selskabets ind- og udbetalinger på selskabets driftskonto, dels at der omkring betalingstidspunkterne i april og maj måned 2015 indgik flere millioner i betalinger fra samhandelspartnere på selskabets driftskonto, samt dels at der var et indestående på mere end kr. 125.000,- efter, at de to betalinger var foretaget. BR fandt det herefter ikke godtgjort, at betalingerne, der fremtrådte som ordinære i henhold til selskabets afdragsordning med SKAT, afgørende havde forringet selskabets betalingsevne. BR fandt heller ikke, at betalingerne var omstødelige i medfør af KL § 74, idet det efter en gennemgang af kontoudtogene ikke fandtes godtgjort, at selskabet blev insolvent ved betalingerne. BR afviste efter vidneforklaring fra en skattemedarbejder – at SKAT var nærmere bekendt med selskabets økonomi på betalingstidspunkterne. Herefter, og da betalingerne blev foretaget kort efter forfaldstidspunkterne i henhold til betalingsordningen, fandt BR, at SKAT ikke ved betalingerne havde opnået en utilbørlig begunstigelse på de øvrige kreditorers bekostning. Det kunne ikke føre til andet resultat, at SKAT i brev af 14.01.2015 meddelte selskabet, at SKAT anså selskabet som en "missing trader", og at momsregistreringen ville blive inddraget, hvis selskabet ikke stillede en sikkerhed på 5 mio. kr. SKM blev herefter frifundet.
SKM2018.131 VLD (SKM2017.447.BR): Sagen handlede om, hvorvidt en tidligere advokat, A, der var gået konkurs, havde ret til aktindsigt i kurators korrespondance med SKAT vedrørende momsrefusion af kuratorsalær. BR fandt, at det alene var konkursboet, B, der var part i FVL's forstand, og A havde derfor ikke ret til aktindsigt efter reglerne i FVL. BR fandt desuden, at A skulle anses som uvedkommende efter SFL § 17, og han kunne derfor heller ikke få aktindsigt efter reglerne i OFL. For VL gjorde A supplerende gældende, at han skulle anses som part i FVL's forstand, fordi momsrefusionen til B havde direkte indflydelse på hans økonomiske situation, idet udbetalingen havde formindsket den gæld, som han fortsat hæftede for efter konkursen. Det var As opfattelse, at B uberettiget havde fået momsrefusion, og at momsen derfor skulle tilbagebetales til SKAT. Hertil udtalte VL, at selv hvis momsrefusionen var sket med urette, ville A ikke kunne forlange bobehandlingen genoptaget, fordi der ikke er hjemmel hertil i KL. VL udtalte endvidere, at der i B alene var dækning til krav omfattet af KL § 93, som A ikke hæftede for, og momsrefusionen havde derfor ikke påvirket størrelsen af As gæld efter konkursen. VL tiltrådte, at A ikke kunne anses som part i FVL's forstand samt at A heller ikke havde ret til aktindsigt efter reglerne i OFL. VL stadfæstede derfor BRs frifindelse af SKAT.
SKM2018.430 SR: SR kunne ikke bekræfte, at indkomst optjent i den periode, hvor selskabet var under konkursbehandling var skattefri, hvis konkursboet kunne afsluttes som solvent efter KL § 144. Selskabet var ikke gjort skattepligtig af konkursindkomsten.
SKM2021.46 BRD: Kurators anmodning vedrørende afgørelse om konkursskattepligt, jf. KKSL § 15, stk. 3, var hverken klar eller utvetydig, hvorfor SKAT havde truffet rettidig afgørelse inden for 4-ugers fristen
SKM2021.57 BRD: Skatteforvaltningen havde iagttaget fristen i KKSL § 15, stk. 3 i en afgørelse om, hvorvidt et konkursramt selskab var skattepligtigt, da en meddelelse fra bostyret til SKAT i form af kreditorinformation om et nyt aktiv i boet ikke opfyldte kravet om klarhed
Sagen angik, om Skatteforvaltningen, F, havde iagttaget fristen i KKSL § 15, stk. 3, 3. pkt. jf. 1. pkt., hvorefter afgørelse om konkursskattepligt skulle træffes inden fire uger fra modtagelsen af bostyrets meddelelse om, at der var indgået et aktiv i boet, hvis tilhør til boet måtte anses for usikker eller omstridt. F havde stadfæstet en afgørelse fra SKAT, hvorefter et selskab, S, der var under konkurs, var skattepligtigt. Kurator, K, gjorde gældende, at det var godtgjort, at boet havde givet F meddelelse om at et aktiv var tilgået boet i form af udsendelse af kreditorinformation til kreditorer, som bl.a. var SKAT.
BR fandt, at der efter ordlyden af KKSL § 15, stk. 3, og forarbejderne hertil, måtte stilles krav om, at bostyrets meddelelse til SKAT om et sådant aktiv skulle være klar og utvetydig. En orientering til kreditorerne opfyldte ikke kravet, da der var knyttet en række forbehold til, hvorvidt aktivet ville tilgå boet samt den endelige størrelse af aktivet. Det var ligeledes ikke godtgjort, at K på anden måde, herunder telefonisk, havde givet F en sådan meddelelse, inden der blev truffet afgørelse om skattepligten. F havde dermed iagttaget fristen i KKSL § 15, stk. 3.
SKM2021.259 SR: Et konkursbo fik bekræftet, at boet ikke var skattepligtigt af den af boet realiserede indkomst, da konkursboet ikke var selvangivelsespligtigt vedr. indkomsten i konkursperioden og ikke hæftede for eventuel skat. En række andre spørgsmål blev afvist, da forudsætningerne for bindende svar ikke var opfyldt
En kurator, A, ønskede bindende svar på en række spørgsmål om et konkursbo, B, og den afdøde fallent, C. Spørgsmålene drejede sig om boets skattepligt ifm. realiseret indkomst fra bl.a. afståelse af fast ejendom, om afregning af skat og om dividendeudbetaling.
SR kunne ikke bekræfte, at B var skattepligtig af den af B realiserede indkomst fra bl.a. afståelse af fast ejendom, da konkursboet ikke var selvangivelsespligtigt vedr. indkomsten i konkursperioden og ikke hæftede for eventuel skat. De andre spørgsmål blev afvist, da forudsætningerne for et bindende svar efter SFL § 21 ikke var opfyldt. Af manglende opfyldte forudsætninger var: 1) A repræsenterede ikke længere en skattepligtig person, da C var afgået ved døden, og A kunne derfor ikke søge om bindende svar på C’s vegne. 2) B var ikke et selvstændigt skattesubjekt. 3) Spørgsmål vedr. afregning af skat var ikke en handling med skattemæssig konsekvens. 4) SR havde ikke kompetence til at træffe afgørelse om dividende fra konkursboet, da det hørte under skifterettens kompetence.
