Bekg. nr. 180 af 13.02.2025, som d. 01.03.2025 afløste bekg. nr. 182 af 29.03.1973.
I medfør af § 8, stk. 2, og § 11, stk. 2, i lov om udlejning af fast ejendom til ferie- og fritidsformål m.v. og campering m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 400 af 12. april 2024, fastsættes:
§ 1. Dokumenter om adkomst på fast ejendom eller en del af en sådan for selskaber, foreninger og andre sammenslutninger, private institutioner, stiftelser og legater skal for at kunne tinglyses
1) indeholde erhververens erklæring om, at ejendommen skal anvendes til helårsbeboelse,
2) indeholde erhververens erklæring om, at ejendommen skal anvendes i et erhvervsøjemed, der ikke er omfattet af lovens § 1 samt angive dette erhvervsøjemed f.eks. produktionsvirksomhed, forretningslokaler, udstykning eller bebyggelse med videresalg for øje,
3) indeholde erhververens erklæring om, at ejendommen skal anvendes i et erhvervsøjemed, der er omfattet af lovens § 1 og angive dette erhvervsøjemed,
4) indeholde erhververens erklæring om, at erhververen er en grundejerforening, og at ejendommen er et ubebygget areal, der erhverves med henblik på anvendelse som fællesareal for foreningens medlemmer, eller
5) være ledsaget af en tilladelse fra Plan- og Landdistriktsstyrelsen til erhvervelsen.
§ 2. De i § 1, nr. 1-4, omhandlede erklæringer afgives under strafansvar.
§ 3. I de i § 1, nr. 3, omhandlede tilfælde indsender tinglysningsdommeren kopi af skødet til Plan- og Landdistriktsstyrelsen.
§ 4. Kommer tinglysningsdommeren i øvrigt under varetagelsen af sine sædvanlige opgaver til kundskab om virksomhed, som kan være omfattet af lovens § 1, afgives indberetning herom til Plan- og Landdistriktsstyrelsen.
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 2025.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 182 af 29. marts 1973 om dokumentation og indberetningspligt ved tinglysning af dokumenter vedrørende fast ejendom for selskaber m.fl., ophæves.
By-, Land- og Kirkeministeriet, den 13. februar 2025
Morten Dahlin
/ Sara Aasted Paarup