Gældsbrevsloven

Lovændringer

I. Fælles bestemmelser, §§ 1-10
II. Omsætningsgældsbreve, §§ 11-25
III. Simple gældsbreve, §§ 26-31
IV. Kontrabøger for modtagne indlån, §§ 32-35
V. Notering af massegældsbreve, §§ 36-42
VI. Forældelse af massegældsbreve og kuponer, §§ 43-49
VII. Overgangsbestemmelser, §§ 50-59
VIII. Ændringer i andre love, §§ 60-61

---

Lovændringer

---

Herved bekendtgøres lov om gældsbreve, jf. lovbekendtgørelse nr. 669 af 23. september 1986, med de ændringer, der følger af § 5 i lov nr. 389 af 14. juni 1995, § 2 i lov nr. 539 af 8. juni 2006 og § 9 i lov nr. 523 af 6. juni 2007.

I. Fælles bestemmelser

§ 1. Den, der udsteder et gældsbrev, mister ikke derved indsigelser fra det retsforhold, der gav anledning til gældsbrevets udstedelse, medmindre andet er aftalt eller følger af særlige omstændigheder.

§ 2. Når et gældsbrev er udstedt af flere, er udstederne forpligtet een for alle og alle for een, medmindre andet er aftalt.

Stk. 2. Har en af dem betalt gælden, kan kan afkræve hver enkelt af medskylderne hans del. Hvis en af medskylderne åbenbart ikke kan betale eller hans opholdssted er ubekendt, må de andre udrede hver sin del af, hvad han ikke har betalt. Det samme gælder, hvis han ikke har betalt sin del inden 14 dage, efter at krav herom er fremsat eller på betryggende måde afsendt til ham.

§ 3. Er der ikke truffet aftale om betalingsstedet, skal betaling erlægges på fordringshaverens bopæl, eller, hvis han driver forretning, på forretningsstedet. Hvis fordringshaveren flytter til et andet land, eller fordringen erhverves af en person i et andet land, skal betaling erlægges på det tidligere betalingssted. 

Stk. 2. Fordringshaveren kan dog fordre betalingen erlagt på et andet sted i det land, hvor betaling skal ske, såfremt dette ikke medfører væsentlig ulempe eller udgift for skyldneren.

Stk. 3. Er fordringshaveren flyttet eller fordringen kommet på andre hænder, uden at skyldneren har fået at vide, hvor betaling skal ske, medfører en deraf følgende forsinkelse med betalingen intet ansvar for skyldneren. Fordringshaveren må dække udgifter og tab som skyldneren har haft, fordi han ikke kendte forandringen.

§ 4. Ved gældsbreve, der er udstedt til ihændehaveren, skal betaling dog ske i skyldnerens forretningslokale, når ikke andet er aftalt.

Stk. 2. Samme regel anvendes på gældsbreve, der fremtræder som led i en sammenhørende udgivelse af et større antal gældsbreve med fælles tekst (massegældsbreve), eller som i anledning af indlån udstedes af banker eller andre, hvis virksomhed omfatter modtagelse af indlån.

§ 5. Er der ikke aftalt noget om betalingstiden, er skyldneren forpligtet til at betale gælden, så snart fordringshaveren forlanger det, og berettiget til at betale til enhver tid.

Stk. 2. Hvis et gældsbrevs forfaldsdag eller sidste rettidige betalingsdag falder på en helligdag eller en lørdag eller på grundlovsdagen den 5. juni, udskydes forfaldsdagen, henholdsvis sidste rettidige betalingsdag, til den følgende søgnedag. Dette gælder også, når gældsbrevet lyder på betaling inden en vis frist, som udløber på en helligdag eller en lørdag eller på grundlovsdagen.

Stk. 3. Lyder et gældsbrev på betaling i (11.) juni eller (11.) december termin, regnes den 11. som forfaldsdag, men betaling anses for rettidig, når der erlægges senest den 18. i måneden eller, når denne er en helligdag eller en lørdag, den følgende søgnedag. Ved andre gældsbreve har skyldneren kun løbedage, når det er aftalt.

§ 6. (Ophævet).

§ 7. Lyder gældsbrevet på mønt, der ikke er gangbar på det sted, hvor betaling sker, kan betalingen, medmindre andet er aftalt, ske enten i den mønt, hvorpå gældsbrevet lyder, eller i stedets mønt efter værdien på betalingsdagen.

Stk. 2. Betaler skyldneren ikke i rette tid et gældsbrev, hvis mønt ikke er gangbar på det sted, hvor betaling skal ske, og er gældsbrevets mønt faldet i kurs, har fordringshaveren krav på erstatning for det tab, han derved måtte have lidt. Hvis omstændighederne ikke giver grundlag for at opgøre tabet anderledes, kan han kræve betaling i mønt, der er gangbar på det sted, hvor betaling skulle ske, efter kursen på den dag, da gælden skulle være betalt.

Stk. 3. Kurstabet skal dog ikke erstattes, hvis forhalingen beror på fordringshaverens forhold eller skyldes lovgivningsforanstaltninger, standsninger i den almindelige samfærdsel eller lignende uovervindelige hindringer, som skyldneren ikke burde have regnet med ved gældsbrevets udstedelse.

§ 8. (Ophævet).

§ 9. Overdrages et gældsbrev til eje eller pant, indestår overdrageren for, at fordringen består. Dette gælder dog ikke ved gaver og heller ikke, når erhververen vidste, at fordringen ikke bestod, eller havde grund til mistanke derom.

§ 10. Overdrageren af et gældsbrev indestår kun for skyldnerens vederhæftighed, når han har påtaget sig det.

II. Omsætningsgældsbreve

§ 11. Reglerne i dette kapitel kommer til anvendelse på omsætningsgældsbreve.

Stk. 2. Omsætningsgældsbreve er:

1. Gældsbreve, der lyder på betaling til ihændehaveren eller ikke angiver, hvem gælden skal betales til (ihændehavergældsbreve).
2. Gældsbreve, der lyder på betaling til bestemt person eller ordre (ordregældsbreve).
3. Gældsbreve, der giver pant i registreret skib eller luftfartøj, medmindre der i gældsbrevet er indføjet ordene »ikke til ordre« eller tilsvarende forbehold.
4. Gældsbreve, der lyder på betaling til en bestemt person (navnegældsbreve), når de utvetydig angiver, at de skal være omsætningsgældsbreve.

Stk. 3. Reglerne i dette kapitel finder dog ikke anvendelse på tinglyste digitale gældsbreve, jf. dog tinglysningslovens § 27 a.

 

§ 12. Får et ihændehavergældsbrev påtegning om, at fordringen tilkommer en bestemt person, eller at det skal betales til en bestemt person eller ordre, vedbliver det at være undergivet denne lovs regler om ihændehavergældsbreve, medmindre påtegningen er underskrevet af skyldneren eller foretaget med hjemmel i gældsbrevet.

Stk. 2. Massegældsbreve, der er udstedt til ihændehaveren eller til bestemt person eller ordre, vedbliver at være omsætningsgældsbreve, selv om de af skyldneren forsynes med påtegning om, at de er noteret på navn. De undergives for en del særlige regler ved denne lovs kapitler 5 og 6.

§ 13. Ved ihændehavergældsbreve formodes den, der har gældsbrevet i hænde, at have retten til at gøre fordringen gældende. Ved andre omsætningsgældsbreve formodes retten at tilkomme den, der har gældsbrevet i hænde, når det enten er stilet til ham eller er overdraget til ham eller til ihændehaveren ved skriftlige overdragelser, der fremtræder som en sammenhængende række.

§ 14. Når et ihændehavergældsbrev er overdraget til eje eller pant af den, der sad inde med det, og erhververen har fået gældsbrevet i hænde, hindrer det ikke hans ret, at overdrageren var umyndig eller manglede ret til at råde over gældsbrevet, medmindre erhververen vidste dette eller ikke har udvist den agtpågivenhed som forholdene krævede.

Stk. 2. Ved andre omsætningsgældsbreve gælder det samme, dersom overdragelsen er foretaget af den, som efter § 13 formodes at have ret til at gøre fordringen gældende, eller af nogen, som med grund antoges at være identisk med ham eller at have fuldmagt til at overdrage for ham. Støtter overdrageren sin ret på tidligere overdragelser, behøver erhververen ikke at prøve deres ægthed eller gyldighed, medmindre omstændighederne giver grund dertil.

Stk. 3. Forekommer der unoterede påtegninger om rettigheder på et massegældsbrev, som er stilet til ihændehaveren, og som ikke kan fås noteret på navn, behøver erhververen ikke at tage hensyn til dem.

§ 15. Over for den, der ved overdragelse har erhvervet ret over et omsætningsgældsbrev og fået det i hænde, kan udstederen ikke gøre gældende,

at gældsbrevet var ugyldigt efter reglerne i lov nr. 242 af 8. maj 1917 om aftaler og andre retshandler på formuerettens område §§ 29-33, eller at det efter at være underskrevet af ham er udgivet uden hans vilje,

at han ikke har modtaget det aftalte vederlag eller har andre indsigelser fra det retsforhold, som gav anledning til gældsbrevets udstedelse,

at betaling var sket før overdragelsen, eller at skyldforholdet i øvrigt var ophørt eller ændret ved aftale, modregningserklæring, opsigelse eller dom.

Stk. 2. En indsigelse går dog ikke tabt, når erhververen vidste, at der forelå omstændigheder, hvorpå indsigelsen kunne støttes, eller havde grund til mistanke derom.

Stk. 3. Har gældsbrevet fået en påtegning, der ikke let kan fjernes, om betaling eller andet forhold, hvorpå der kan støttes en indsigelse, bevares indsigelsen, selv om påtegningen var fjernet inden overdragelsen.

§ 16. Havde skyldneren betalt renter, der forfaldt før overdragelsen, kan han gøre dette gældende også over for en erhverver i god tro. Han beholder også alle andre indsigelser mod krav på renter, der efter gældsbrevet skulle være betalt før overdragelsen.

Stk. 2. Det samme gælder om afdrag, som efter gældsbrevet skal erlægges til bestemt angivne tidspunkter.

§ 17. Udstederen kan selv over for en erhverver i god tro påberåbe sig,

at gældsbrevet var falsk eller forfalsket, underskrevet på hans vegne uden fuldmagt dertil, eller ugyldigt på grund af voldelig tvang (lov nr. 242 af 8. maj 1917 om aftaler og andre retshandler på formuerettens område § 28), umyndighed som følge af mindreårighed og tinglyst værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, eller manglende
evne til at handle fornuftsmæssigt, jf. værgemålslovens § 46,

at gældsbrevet var erklæret dødt og magtesløst, eller at fordringen var ophørt eller forandret efter lovgivningens regler om deponering, forældelse, præklusion, tvangsakkord eller gældssanering.

§ 18. Over for den, som har fået et omsætningsgældsbrev i hænde ved overdragelse til eje eller pant, kan skyldneren kun kræve modregning med fordringer på overdrageren, hvis erhververen vidste, at skyldneren havde en fordring, der kunne benyttes til modregning, og at han ville lide tab ved overdragelsen, dersom den afskar modregning.

Stk. 2. Adgangen til at modregne fordringer, der udspringer af samme retsforhold som gældsbrevsfordringen, bevares dog trods overdragelsen, medmindre andet følger af reglerne om indsigelser fra dette forhold.

§ 19. Betaler skyldneren et ihændehavergældsbrev til den, der sidder inde med det, frigøres han, selv om modtageren var umyndig eller manglede ret til at modtage betalingen, medmindre han vidste dette eller ikke har udvist den agtpågivenhed, som forholdene krævede, for at undgå, at beløbet kom i urette hænder.

Stk. 2. Ved andre omsætningsgældsbreve gælder det samme, hvis betaling er sket til den, som efter § 13 formodes at have ret til at gøre fordringen gældende, eller til nogen, som med grund antoges at være identisk med ham eller at have fuldmagt fra ham til at modtage betaling. Støtter modtageren sin ret på tidligere overdragelser, behøver skyldneren ikke at prøve deres ægthed eller gyldighed, medmindre omstændighederne giver grund dertil.

§ 20. Når et omsætningsgældsbrev er overdraget til eje eller pant, kan skyldneren med frigørende virkning betale forfaldne renter til overdrageren, medmindre han vidste, at denne ikke længere havde ret til at modtage betalingen, eller havde grund til mistanke derom. Det samme gælder om afdrag, som efter gældsbrevet skal erlægges til bestemt angivne tidspunkter.

Stk. 2. Betaling til overdrageren fra en kautionist eller i øvrigt fra andre end gældsbrevsskyldneren virker ikke frigørende, medmindre såvel den betalende som skyldneren var i god tro.

Stk. 3. Hvis gældsbrevsforpligtelsen uden fordringshaverens medvirken er gået over på en ny skyldner, frigøres denne ikke ved betaling til overdrageren, medmindre også den tidligere skyldner var i god tro eller den, til hvem gældsbrevet er overdraget, ved overdragelsen vidste, at forpligtelsen var gået over på den nye skyldner.

§ 21. Skyldneren er kun forpligtet til at betale gælden mod udlevering af gældsbrevet. Drejer det sig ikke om et ihændehavergældsbrev, kan skyldneren desuden kræve kvittering på gældsbrevet.

Stk. 2. Betaler han efter forfaldstid afdrag, der efter gældsbrevet skal erlægges til bestemt angivne tidspunkter, kan han kun forlange særskilt kvittering. Andre afdrag kan han tillige kræve afskrevet på gældsbrevet.

Stk. 3. Når skyldneren har interesse deri, kan han kræve, at fordringshaveren påtegner gældsbrevet kvittering om afdrag, som er betalt.

Stk. 4. Opsiges gældsbrevet, kan skyldneren forlange, at det får påtegning herom.

§ 22. Pantsætning af et omsætningsgældsbrev og anden overdragelse til sikkerhed har ikke gyldighed mod overdragerens kreditorer, medmindre erhververen har fået gældsbrevet i hænde.

§ 23. Rentekuponer til massegældsbreve følger lovens regler om ihændehavergældsbreve.

Stk. 2. Bestemmelser i gældsbrevenes fælles tekst er bindende for den, der erhverver en kupon. Han må også finde sig i den indsigelse, at det gældsbrev, kuponen hørte til, er ugyldigt, fordi det ikke er udgivet af udstederen.

Stk. 3. Når gældsbrevet med hjemmel i den fælles tekst er udtrukket eller på anden måde forfaldet til indfrielse, giver senere forfaldende kuponer ikke krav på betaling.

Stk. 4. Skyldneren kan ikke påberåbe sig § 19, hvis han særskilt indfrier en kupon mere end en måned før forfaldsdag. Overdrages en kupon særskilt inden samme tid, anvendes §§ 14 og 15 ikke.

Stk. 5. Overdrages kuponer sammen med gældsbrevet, får erhververen ikke bedre ret med hensyn til kuponerne end med hensyn til gældsbrevet.

§ 24. Udbyttekuponer, der hører til et aktiebrev eller andet bevis for andelsret i et selskab, følger ligeledes reglerne om ihændehavergældsbreve.

Stk. 2. Selskabets vedtægter er bindende for den, der erhverver en kupon. Han må også finde sig i den indsigelse, at aktiebrevet eller andelsbeviset ikke gav andelsret i selskabet, dengang kuponen forfaldt.

Stk. 3. Overdrages en kupon særskilt, inden udbyttet er fastsat, anvendes §§ 14 og 15 ikke.

Stk. 4. Overdrages kuponer sammen med aktiebrevet eller andelsbeviset, får erhververen ikke bedre ret med hensyn til kuponerne end med hensyn til aktiebrevet eller andelsbeviset.

Stk. 5. På kuponer, hvorefter et bestemt beløb udbetales på et i kuponen angivet tidspunkt, finder bestemmelsen i § 23, stk. 4, tilsvarende anvendelse.

§ 25. Fordringen ifølge en rente- eller udbyttekupon falder bort, hvis kuponen ikke er forevist til betaling inden 3 år fra forfaldsdagen eller inden udløbet af den længere frist, der måtte være tilsikret kuponejerne. 3 års fristen kan ikke forkortes.

Stk. 2. Den, der inden fristens udløb har anmeldt for skyldneren, at hans kupon er bortkommet, og som antageliggør sin ejendomsret, kan efter fristens udløb fordre kuponens beløb betalt. Kravet forældes efter forældelsesloven, dog finder forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 1, ikke anvendelse.

 

III. Simple gældsbreve

§ 26. Reglerne i dette kapitel finder kun anvendelse på simple gældsbreve, hvorved forstås navnegældsbreve, der ikke falder ind under § 11, stk. 2, nr. 3 eller 4.

Stk. 2. Reglerne i dette kapitel, bortset fra § 31, finder tillige anvendelse på tinglyste digitale simple gældsbreve, jf. tinglysningslovens § 27, stk. 2, § 42 g, stk. 3, § 42 m, stk. 2, og § 47, stk. 7.

 

§ 27. Overdrages et simpelt gældsbrev til eje eller pant, får erhververen ikke bedre ret end overdrageren, medmindre andet følger af særlige retsregler.

§ 28. En fordring på overdrageren kan skyldneren benytte til modregning, medmindre han har erhvervet fordringen efter det tidspunkt, da han fik kundskab eller formodning om overdragelsen. Var fordringen uforfalden på dette tidspunkt, kan den dog kun bruges til modregning, hvis den forfaldt senest samtidig med gældsbrevsfordringen.

§ 29. Er et simpelt gældsbrev overdraget til eje eller pant, kan skyldneren dog, når andet ikke følger af gældsbrevets særlige beskaffenhed, med frigørende virkning betale til overdrageren, medmindre han vidste, at denne ikke længere havde ret til at modtage betalingen, eller han ikke har udvist den agtpågivenhed, som forholdene krævede.

§ 30. Når skyldneren betaler til den, til hvem et simpelt gældsbrev skriftlig er overdraget til eje eller pant, hindrer det ikke hans frigørelse, at overdragelsen var ugyldig. Skyldneren frigøres dog ikke, hvis han vidste dette eller havde grund til mistanke derom, og heller ikke, hvis overdragelsen var ugyldig af en af de grunde, § 17 nævner.

§ 31. Overdragelse af et simpelt gældsbrev til eje eller pant har ikke gyldighed mod overdragerens kreditorer, medmindre skyldneren fra overdrageren eller erhververen har fået underretning om overdragelsen.

Stk. 2. Har fordringshaveren overdraget gældsbrevet til flere forskellige, går en senere erhverver forud, når skyldneren først har fået underretning om overdragelsen til ham, og erhververen var i god tro ved underretningen.

Stk. 3. Når en handelsvirksomhed eller en bogføringspligtig erhvervsvirksomhed af anden art overdrages sammen med virksomhedens udestående fordringer, anvendes disse regler dog kun, hvis overdragelsen sker til sikkerhed.

Stk. 4. Medfører gældsbrevets særlige beskaffenhed, at skyldneren ikke frigøres ved at betale til andre end ihændehaveren, får overdragelsen gyldighed mod overdragerens kreditorer, når erhververen har fået gældsbrevet i hænde. Har fordringshaveren overdraget fordringen til flere forskellige, går en senere erhverver forud, når han har fået gældsbrevet i hænde i god tro.

IV. Kontrabøger for modtagne indlån

§ 32. Kontrabøger, som til bevis for indskud udstedes af banker, sparekasser eller andre, hvis almindelige virksomhed omfatter modtagelse af indlån, er undergivet reglerne i denne lovs kapitel 1 og 3, medmindre andet følger af §§ 33-35.

§ 33. Aftale om, at penge, der indestår på kontrabog, udbetales til enhver, der møder med bogen, kan kontrabogens udsteder kun påberåbe sig, når den er indført i kontrabogen på iøjnefaldende måde.

Stk. 2. Udbetaling til en uberettiget ihændehaver virker ikke frigørende, hvis han ikke har opgivet det navn, kontoen lyder på. Dersom særlige omstændigheder opfordrer hertil, må der afkræves den mødende bevis for hans ret til at hæve på bogen.

§ 34. Overdragelse af en kontrabog til eje eller pant får først gyldighed mod overdragerens kreditorer, når kontrabogens udsteder har noteret overdragelsen på kontoen i sine bøger og meddelt erhververen dette med angivelse af, hvilket beløb der indestår på kontoen. Når notering begæres af kontohaveren, og bogen forelægges udstederen, påhviler det denne at foretage notering og give erhververen meddelelse, medmindre udstederens vedtægter udelukker notering af overdragelser.

Stk. 2. Har kontrabogens ejer overdraget ret over bogen til flere forskellige, går en senere erhverver forud, når har får sin ret noteret på kontoen og modtager meddelelsen derom i god tro.

Stk. 3. Hvis der kan hæves på bogen af enhver ihændehaver, kræves det yderligere, at erhververen har fået kontrabogen i hænde.

§ 35. Kontrabogens udsteder kan ikke kræve modregning med fordringer på overdrageren, når han har givet erhververen meddelelse som nævnt i § 34. Han kan heller ikke gøre gældende, at han ikke skyldte beløbet, medmindre erhververen vidste dette eller havde grund til mistanke herom.

Stk. 2. Såfremt udstederen gyldigt har forbeholdt sig ret til at betale til enhver, der møder med kontrabogen, bevarer han trods notering om overdragelsen sin adgang til at betale til ihændehaveren, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt.

V. Notering af massegældsbreve

§ 36. Dette kapitels regler anvendes på:

1. Massegældsbreve, som er omsætningsgældsbreve og udtaler, at de kan noteres på navn.

2. Massegældsbreve, som er udstedt før lovens ikrafttræden, og som hidtil var genstand for notering i henhold til forordning af 21. juni 1844.

§ 37. Gældsbrevet betragtes som noteret på navn, når det er stilet til en bestemt person, eller når skyldneren har forsynet det med påtegning om, at det er noteret på navn. Navnet behøver ikke at være påført gældsbrevet.

Stk. 2. Gældsbrevet anses som noteret på ihændehaveren, når skyldneren har forsynet det med påtegning om, at det er noteret på ihændehaveren.

Stk. 3. Skyldnerens påtegning bevidner, at der på gældsbrevets rubrik i hans noteringsbog er indført henholdsvis den berettigedes navn eller bemærkning om, at gældsbrevet er overdraget til ihændehaveren. Som indførelse af den berettigedes navn betragtes også bemærkningen om, at rådighed eller medrådighed over gældsbrevet tilkommer en bestemt person.

§ 38. Betaler skyldneren et på navn noteret gældsbrev til en person, der støtter sin ret på en unoteret overdragelse, frigøres han ikke, dersom det viser sig, at overdragelsen fra den noterede ejer var falsk. Skyldneren kan nægte at betale til den, der støtter sin ret på en unoteret overdragelse. 

§ 39. På gældsbrevets overdragelse til eje eller pant anvendes reglerne i § 14 med følgende ændringer:

Stk. 2. Hvis gældsbrevet ved overdragelsen var noteret på en andens navn end overdragerens, fortrænger erhververen først den noterede ret, når gældsbrevet er blevet noteret på hans navn eller på ihændehaveren, og retten går ikke tabt, hvis erhververen, inden han modtog meddelelse om noteringen, har fået at vide, at overdrageren manglede ret til at råde over gældsbrevet.

Stk. 3. En noteringspåtegning, der var fjernet inden overdragelsen, er ikke til hinder for, at erhververen vinder ret over gældsbrevet, medmindre dettes udseende gav grund til mistanke.

Stk. 4. Når gældsbrevet ved overdragelsen bar en ægte noteringspåtegning, hindrer det ikke erhververens ret, at den foranstående overdragelsesrække ikke hang sammen.

§ 40. Når den, på hvis navn et gældsbrev er noteret, anmelder for skyldneren, at gældsbrevet er frakommet ham, må skyldneren ikke på tredjemands begæring notere gældsbrevet på ny, og skyldneren frigøres ikke ved at betale gældsbrevet eller udlevere nyt kuponark til en uberettiget ihændehaver.

Stk. 2. Hvis anmelderens bopæl ikke meddeles skyldneren og heller ikke kendes af ham, afvises anmeldelsen. Virkningen af anmeldelsen falder bort, når en ihændehaver af gældsbrevet får sin ret til at råde over gældsbrevet fastslået ved erkendelse fra anmelderen eller endelig dom over ham. Bor anmelderen i udlandet, og har han ikke i anmeldelsen udpeget en stedfortræder her i landet, kan sagen anlægges her i landet på det sted, hvor notering begæres.

Stk. 3. Hvis en ihændehaver har meldt sig, men han ikke rejser sag mod anmelderen inden tre måneder, efter at han er blevet afvist af skyldneren, skal den omstændighed, at gældsbrevet er blevet forelagt skyldneren, ikke udelukke dets mortifikation, når det har vist sig umuligt at opspore den, der meldte sig med gældsbrevet.

§ 41. For at formindske faren for, at falske overdragelser anmeldes til notering, påhviler det skyldneren i det omfang, justitsministeren bestemmer, at foretage stikprøvevis kontrol af noteringerne ved udsendelse af skriftlig meddelelse om den foretagne notering til den, på hvis navn gældsbrevet forud var noteret, og hvis adresse var påført gældsbrevet eller i øvrigt let kan udfindes.

Stk. 2. Mod gebyr af højst 1 krone kan den, der får et gældsbrev noteret på navn, fordre meddelelse i anbefalet brev om notering af overdragelse eller ophævelse af hans ret over gældsbrevet.

Stk. 3. Om antallet af udsendte meddelelser og modtagne indsigelser aflægger skyldneren beretning til justitsministeren.

§ 42. Nærmere regler om fremgangsmåden ved notering og om de i § 41 omhandlede forhold fastsættes af justitsministeren efter forhandling med ministeren for handel, industri og søfart.

VI. Forældelse af massegældsbreve og kuponer

§ 43. Fordringen efter et massegældsbrev forældes 10 år fra forfaldsdagen, når denne er kalendermæssig bestemt i dokumentet eller med hjemmel i dettes tekst hidført ved offentlig bekendtgørelse om udtrækning eller om opsigelse fra skyldnerens side.

Stk. 2. 10 år efter udstedelsen forældes massegældsbreve, der kan kræves betalt til enhver tid (på anfordring).

Stk. 3. Andre massegældsbreve forældes i 20 år fra forfaldsdagen.

Stk. 4. Fristen kan forlænges eller forkortes ved udtrykkelig bestemmelse i gældsbrevet.

Stk. 5. Har skyldneren i forældelsestiden indløst en gyldig rentekupon, løber forældelsen af gældsbrevet tidligst fra kuponens forfaldsdag.

§ 44. Massegældsbreve, der er deponeret hos skyldneren (indskrevet), forældes også, når der efter deponeringen er gået 20 år, uden at renter er betalt.

§ 45. Når et massegældsbrev med rentekuponer ikke giver fordringshaveren ret til at kræve kapitalen tilbagebetalt, forældes fordringen - bortset fra, hvad der følger af § 44 - først, når der er forløbet 3 år efter den rentetermin, til hvilken den sidste af de udgivne rentekuponer er forfaldet til indløsning, uden at der er fremsat krav om nye rentekuponer, og kun, hvis der i de sidste 20 år ikke er fremkommet nogen rentekupon fra dette tidsrum til indløsning.

§ 46. Fordringen ifølge en rente- eller udbyttekupon, der rettidig er forevist til betaling, jfr. § 25, stk. 1, forældes i 10 år fra forevisningen.

§ 47. (Ophævet).

 

§ 48. Forældelse af et massegældsbrev medfører ikke bortfald af krav ifølge rentekuponer, der er forfaldet senest den dag, da gældsbrevet blev forældet.

 

§ 49. Den, der inden udløbet af de i §§ 43, 44 eller 46 nævnte forældelsesfrister har anmeldt for skyldneren, at hans fordringsdokument er gået tabt, og som antageliggør sin ejendomsret, kan efter fristens udløb kræve fordringen betalt. Kravet forældes efter forældelsesloven, dog finder forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 1 , ikke anvendelse.

 

VII. Overgangsbestemmelser

§ 50. Denne lov træder i kraft den 1. juli 1938.

§ 51. Lovens kapitel 1-6 anvendes også på gældsbreve og kuponer, der er udstedt før lovens ikrafttræden, medmindre andet følger af §§ 52-59.

§ 52. Bestemmelserne i lovens §§ 1-5 og 7 finder kun anvendelse på gældsbreve, der er udstedt efter lovens ikrafttræden.

§ 53. Lovens § 6 anvendes i alle tilfælde, hvor betalingstiden indtræder efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. § 8 kommer til anvendelse på ældre gældsbreve, når det forhold, der giver anledning til at påkalde gældsbrevets bestemmelser, er indtrådt efter lovens ikrafttræden.

§ 54. Ved anvendelsen af lovens regler skal ældre navnegældsbreve behandles, som om de var stilet til bestemt person eller ordre, medmindre der i gældsbrevet er indføjet ordene »ikke til ordre« eller tilsvarende forbehold. I stedet for § 14 skal ældre retsregler dog anvendes medmindre gældsbrevet er et massegældsbrev eller bærer en udstedelsesdag, der ligger efter lovens ikrafttræden.

§ 55. § 12 anvendes, selv om påtegningen er givet før lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Reglen i § 20 om, at afdrag kan betales med frigørende virkning til overdrageren, skal, når overdragelsen er sket før lovens ikrafttræden, kun anvendes, dersom erhververen forsømmer at underrette skyldneren om overdragelsen.

§ 56. Hvis en rente- eller udbyttekupons forfaldsdag er kommet før lovens ikrafttræden, regnes de i § 25 nævnte 3 år fra ikrafttrædelsesdagen. Fordringen bortfalder dog i hvert fald, når den ville være faldet bort efter hidtil gældende ret.

§ 57. Ved kontrabøger, der er udstedt før lovens ikrafttræden, kan udstederen uanset § 33, stk. 1, påberåbe sig bestemmelser i sine vedtægter eller forretningsbetingelser, når disse er optaget i kontrabogen. Udstederen vil dog ved en kontrabogs første præsentation for ham efter lovens ikrafttræden have at give bogen påtegning i overensstemmelse med det i § 33, stk. 1, angivne.

§ 58. Forordning af 21. juni 1844 finder anvendelse på enhver notering, som før nærværende lovs ikrafttræden er sket i henhold til forordningen. Dog vinder en erhverver ret i overensstemmelse med § 39, stk. 1 og 2, overalt, hvor den notering, han påberåber sig, er sket efter lovens ikrafttræden, ligesom § 39, stk. 3, anvendes overalt, hvor overdragelsen er sket, efter at loven er trådt i kraft.

§ 59. I de første 3 år efter lovens ikrafttræden skal forældelse i henhold til kapitel 6 ikke kunne indtræde, medmindre fordringen også ville være forældet efter ældre rets regler.

VIII. Ændringer i andre love

§ 60. DL 1-23-13 og 14 - for Færøernes vedkommende NL 1-21-13 og 14, - forordning af 6. oktober 1753, § 9, forordning af 9. februar 1798, forordning af 21. juni 1844, lov af 6. april 1855 § 3, lov nr. 18 af 28. januar 1871 samt alle særlige regler om vekselobligationer ophæves.

§ 61. Denne lovs § 2 skal anvendes også på samkautionister.

§ 62. (Ophævet).

----

Lov nr. 212 af 26. april 1973 indeholder følgende bestemmelse:

§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger. (* 1)

----

Lov nr. 250 af 12. juni 1975 indeholder følgende bestemmelse:

§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. §§ 1, 2 og 4, nr. 1, 2, 3, 5 og 6, kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne.

Stk. 3. §§ 2 og 4, nr. 1, 2, 3, 5, og 6, kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland. (* 2)

----

Lov nr. 638 af 21. december 1977 indeholder følgende bestemmelse: 

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

----

Lov nr. 187 af 9. maj 1984 indeholder følgende bestemmelser:

§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men §§ 1-2 kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Justitsministeriet, den 23. september 1986

Erik Ninn-Hansen

/Jens Møller

Officielle noter


(* 1) Se anordning nr. 586 af 19. november 1973 samt endvidere lov nr. 104 af 31. marts 1965 om ikraftsættelse for Grønland af visse formueretlige love m.v., § 1, nr. 9.

(* 2) Se anordning nr. 350 af 14. juli 1980.

Advokat Jørgen U. Grønborg

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til Advokat(H) Jørgen U. Grønborg