Lov om kommission, handelsagentur og handelsrejsende
Herved bekendtgøres lov nr. 243 af 8. maj 1917 om kommission, handelsagentur og handelsrejsende med den ændring, der følger af § 15 i lov nr. 168 af 13. april 1938.
Lovændringer
I. Almindelige bestemmelser, §§
1-3
II. Om kommission, §§ 4-64
INDLEDENDE BESTEMMELSER, §§
4-6
OM KOMMISSIONÆRENS PLIGTER,
§§ 7-26
OM KOMMISSIONÆRENS RETTIGHEDER,
§§ 27-39
OM KOMMISSIONÆRENS
SELVINDTRÆDE, §§ 40-45
OM KOMMISSIONSFORHOLDETS
OPHØR, §§ 46-52
OM FORHOLDET TIL TREDIEMAND,
§§ 53-64
Lovbekg. nr. 636 af 15.09.1986
Som ændret ved
§ 3 i lov nr. 271
af 02.05.1990
§ 37 i lov nr. 272
af 02.05.1990.
§ 9 i lov nr. 718
af 25.06.2010 (Rekonstruktion m.v.) fra et tidspunkt, der fastsættes af
justitsministeren.
§ 1. Denne lovs bestemmelser kommer kun til anvendelse, forsåvidt ikke andet følger af aftale eller af handelsbrug eller anden sædvane.
Stk. 2. En undtagelse fra denne
regel hjemles ved § 45.
§ 2. Ved handlende forstås i denne lov enhver, der gør
sig til bedrift at afhænde dertil indkøbte varer, at drive vekselerer- eller bankforretning,
forsikringsvirksomhed, kommissionshandel, forlagsvirksomhed, apotek, beværtning,
håndværk eller fabrik, at overtage udførelse af bygnings- eller anlægsarbejder eller
at befordre personer, gods eller meddelelser, samt enhver, som er handelsagent.
Dog anses ikke som handlende den, som uden anden medhjælp end sin ægtefælle, sine
børn under 15 år og sit hustyende driver beværtning, håndværk, befordringsvirksomhed
eller sådan ringe handel, hvortil ikke kræves særlig adkomst, eller hvortil borgerskab
udstedes uden betaling.
§ 3. Når nogen, som efter denne lov skal »give meddelelse«,
har indleveret meddelelsen til befordring med telegraf eller post eller afsendt
den på anden forsvarlig måde, går det ikke ud over ham, at meddelelsen forsinkes
eller ikke kommer frem.
§ 4. Ved kommissionær forstås i denne lov den, som har påtaget sig det hverv at sælge eller købe varer, værdipapirer eller andet løsøre for en andens regning, men i eget navn. Den, for hvis regning salget eller købet skal ske, kaldes kommittent.
Stk. 2. Er kommissionæren handlende,
og går hvervet ud på salg eller køb, som falder indenfor hans bedrift, kaldes han
handelskommissionær og forholdet handelskommission.
§ 5. Får nogen, som erhvervsmæssigt driver virksomhed som
handelskommissionær, anmodning fra en anden, med hvem han står i forretningsforbindelse,
om at besørge salg eller køb, der falder indenfor denne hans virksomhed, skal han
uden ugrundet ophold give meddelelse, hvis han ikke vil overtage hvervet. Gives
sådan meddelelse ikke, anses hvervet for overtaget.
§ 6. Når nogen, som har fået gods tilsendt for at sælge
det i kommission, ikke vil udføre hvervet, men dog tager sig af godset, har han
panteret i det for, hvad han i denne anledning har at fordre efter de nedenfor om
kommissionæren givne regler.
OM KOMMISSIONÆRENS
PLIGTER
§ 7. Kommissionæren skal ved udførelsen af sit hverv varetage
kommittentens interesser. Han skal følge kommittentens forskrifter, så vidt det
er muligt, og give ham underretning om forhold, som er af betydning for hvervet,
særlig om afsluttede aftaler, samt aflægge regnskab og afgive, hvad der tilkommer
kommittenten. Dog behøver handelskommissionæren ikke at meddele kommittenten navnet
på den, med hvem han har sluttet aftale, medmindre pligt hertil følger af
§§ 57 og 58.
§ 8. Udkræver omstændighederne, at kommittentens forskrifter
fraviges, skal kommissionæren uden ophold underrette kommittenten derom og forlange
hans bestemmelse. Kan denne ikke afventes, skal kommissionæren handle, som omstændighederne
tilsiger.
Stk. 2. Dette gælder også, når
kommittenten har foreskrevet, at godset ikke må sælges billigere eller købes dyrere
end til en angiven pris (limitum). Limitum anses ikke sat alene derved, at en pris
er anført af kommittenten i en salgskommissionæren tilstillet nota.
§ 9. Er limitum foreskrevet, bør kommissionæren alligevel
søge at opnå en fordelagtigere pris, hvis forholdene ved aftalens indgåelse gør
det muligt.
§ 10. Kommissionæren er pligtig at drage omsorg for gods,
som kommittenten tilstiller ham til salg, eller som han køber for kommittentens
regning. Hvis ikke andet følger af forholdene, skal han holde godset adskilt fra
andet gods.
Stk. 2. Handelskommisionæren
er pligtig at holde godset brandforsikret, forsåvidt ikke dets art, eller forholdene
i øvrigt medfører, at forsikring er unødvendig.
§ 11. Har kommittenten tilstillet handelskommissionæren
gods til salg, er denne pligtig at undersøge godset i sådan udstrækning, som ordentlig
forretningsbrug i handelskommission kræver.
§ 12. Viser der sig ved modtagelsen eller senere mangler
ved gods, som er tilstillet kommissionæren til salg, skal han underrette kommittenten
derom. Afgiver han ikke sådan underretning uden ugrundet ophold, efter at han har
opdaget eller burde have opdaget mangelen, er han erstatningspligtig efter bestemmelsen
i § 17 for den derved forvoldte skade.
§ 13. Kommissionæren skal godskrive kommittenten alt,
hvad han har opnået gennem aftale med trediemand.
§ 14. Står kommissionæren ifølge aftale, handelsbrug eller
anden sædvane del credere, hæfter han overfor kommittenten som selvskyldner for
opfyldelsen af aftale, som han for dennes regning indgår med trediemand.
Stk. 2. Selv om handelskommissionæren
ikke står del credere, kan kommittenten kræve, at han opfylder aftalen, når kommissionæren
ikke i sin underretning til kommittenten om hvervets udførelse opgiver navnet på
den, med hvem han har sluttet aftalen.
§ 15. Har en kommissionær afsluttet en aftale for kommittentens
regning, og har han ved afslutningen eller senere forsømt sine pligter, kan kommittenten
afvise aftalen, såfremt hans interesser er væsentligt tilsidesatte, eller kommissionæren
har handlet svigagtigt.
Stk. 2. Kan kommittenten, når
han således afviser aftalen, på grund af bestemmelsen i § 54
ikke få gods tilbage, som kommissionæren har solgt, skal denne betale dets værdi.
§ 16. Har kommissionæren købt over eller solgt under limitum
eller i øvrigt til en ufordelagtigere pris end den, der burde være opnået, kan kommittenten
ikke af den grund afvise aftalen, når kommissionæren uden ugrundet ophold betaler
ham prisforskellen eller stiller ham betryggende sikkerhed derfor. Dette gælder
dog ikke, når kommittenten ved kommissionærens adfærd har lidt skade eller ulempe,
som ikke dækkes af prisforskellen, og som berettiger til afvisning efter
§ 15, eller når kommissionæren har handlet svigagtigt.
§ 17. Forsømmer kommissionæren sine pligter overfor kommittenten,
skal han erstatte den skade, som derved forvoldes denne.
§ 18. Har kommissionæren forsømt sin pligt ved at sælge
under eller købe over limitum, og afvises aftalen ikke, bliver i mangel af bevis
for, at større skade er lidt, som erstatning at svare forskellen mellem den aftalte
pris og limitum. Har omstændighederne udkrævet en afvigelse fra limitum, men er
afvigelsen ved kommissionærens forsømmelse blevet større end påkrævet, skal erstatningen
udgøre mindst forskellen mellem den pris, der er opnået, og den, der burde være
opnået.
§ 19. Har salgskommissionæren forsømt sin pligt ved uberettiget
at give kredit eller anden henstand med købesummens betaling, og bliver aftalen
ikke afvist, hæfter kommissionæren for købesummen, selv om han ikke står del credere,
og er pligtig at betale den til den tid, kommittenten ville have kunnet fordre den,
hvis henstanden ikke var givet.
Stk. 2. Oplyser kommissionæren,
at der kun ville være opnået en lavere pris, hvis henstanden ikke var givet, er
han ikke pligtig at betale mere end denne pris.
§ 20. Formener kommittenten, at kommissionæren har forsømt
sine pligter, og vil han derpå støtte nogen ret efter §§ 15,
17 og 19, skal han give kommissionæren meddelelse
om, at han vil påberåbe sig forsømmelsen. Meddelelsen skal gives uden ugrundet ophold,
efter at han fra kommissionæren har modtaget underretning om, hvorledes denne har
forholdt sig. Gives sådan meddelelse ikke, kan kommittenten ikke påberåbe sig forsømmelsen.
Indeholder meddelelsen ikke, at kommittenten vil afvise en aftale, der er sluttet
for hans regning, kan han ikke senere gøre sådan ret gældende.
§ 21. I handelskommission har kommittenten, hvis han er
handlende, og købet er sket for hans bedrift, den samme undersøgelsespligt, som
påhviler køberen efter loven om køb § 51.
§ 22. Viser det sig, at gods, som er købt for kommittentens
regning, lider af en mangel, og vil kommittenten påberåbe sig denne, skal han uden
ugrundet ophold give kommissionæren meddelelse derom.
Stk. 2. Giver han ikke sådan
meddelelse, uagtet han har opdaget eller burde have opdaget mangelen, kan han ikke
senere gøre den gældende overfor kommissionæren, undtagen forsåvidt denne hos sælgeren,
fragtføreren eller andre kan få fyldestgørelse for det krav, han i den anledning
måtte have mod denne.
§ 23. Er gods, som er købt for kommittentens regning,
leveret for sent, og vil kommittenten påberåbe sig dette, skal han give kommissionæren
meddelelse derom uden ugrundet ophold, efter at godset er ankommet til ham, eller
det ved underretning fra kommissionæren eller sælgeren har vist sig, at leveringen
er sket for sent. Giver han ikke sådan meddelelse finder bestemmelsen i
§ 22, 2det stykke, tilsvarende anvendelse.
§ 24. De i §§ 20, 22
og 23 givne regler kommer ikke til anvendelse, når kommissionæren
har handlet svigagtigt, eller når han har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed, og
denne medfører betydelig skade for kommittenten.
§ 25. Er gods, som var købt for kommittentens regning,
overgivet til ham, og har han ikke inden et år derefter givet kommissionæren meddelelse
om, at han vil påberåbe sig en mangel, kan han ikke senere gøre den gældende i videre
omfang end i § 22, 2det stykke, bestemt. Dette gælder
dog ikke, når kommissionæren har påtaget sig at indestå for godset i længere tid,
eller når han har handlet svigagtigt.
§ 26. Afviser kommittenten gods, som kommissionæren har
købt for hans regning, finder angående hans pligter og rettigheder de i
loven om køb §§ 55-58 givne regler tilsvarende
anvendelse.
OM KOMMISSIONÆRENS
RETTIGHEDER
§ 27. Handelskommissionæren er berettiget til provision
af aftale, han afslutter for kommittentens regning, dog kun hvis trediemands forpligtelse
ifølge aftalen opfyldes. Skal levering ske efterhånden, og skal betaling erlægges
særskilt for hver levering, kan kommissionæren forlange provision af de leveringer,
som er gået i orden.
Stk. 2. Når trediemands forpligtelse
ifølge aftalen ikke opfyldes, er kommissionæren dog berettiget til provision, såfremt
dette skyldes kommittenten eller en hændelse, som denne ikke kunne have påberåbt
sig overfor trediemand, hvis han selv havde afsluttet aftalen.
§ 28. Bliver købesummen kun delvis betalt, og skyldes
dette ikke sådant forhold som i § 27, 2det stykke, nævnt,
har salgskommissionæren ikke ret til provision. Hvis den provision, som ville have
tilkommet kommissionæren, såfremt hele købesummen var blevet betalt, overstiger,
hvad der mangler i fuld betaling, har kommissionæren dog ret til forskellen.
Stk. 2. Hvad ovenfor er bestemt,
finder tilsvarende anvendelse med hensyn til indkøbskommissionærens ret til provision,
hvis sælgerens forpligtelse ifølge aftalen kun delvis opfyldes.
§ 29. Kommissionæren har krav på særlig godtgørelse for
udgifter til porto, telegrammer, telefonsamtaler og forsikringspræmier samt for
andre beføjede udgifter, forsåvidt ikke provision eller andet vederlag er beregnet
på at skulle udgøre betaling også for dem. Han kan beregne sig godtgørelse for afgivelse
af lagerrum eller andet oplagssted og for transport og arbejde af lignende art,
selv om han ikke i så henseende har haft nogen særlig udgift.
§ 30. Har kommissionæren selv måttet opfylde en aftale
overfor trediemand, kan han kræve dækning hos kommittenten.
Stk. 2. Forskudsbetaling, som
indkøbskommissionæren uden kommittentens tilladelse har erlagt til sælgeren, er
kommittenten kun pligtig at dække, forsåvidt sælgerens forpligtelse ifølge aftalen
opfyldes.
§ 31. Salgskommissionæren, som har givet kommittenten
forskud på købesummen, eller som i øvrigt i anledning af hvervet har noget krav
mod kommittenten, har for sådan fordring panteret i det gods, der er tilstillet
ham til salg, når han eller nogen på hans vegne er i besiddelse af godset eller
af konnossement eller fragtbrev af sådan beskaffenhed, at afsenderen ikke uden at
forevise det kan råde over godset.
§ 32. I Gods, som en handelskommissionær har modtaget
til salg, har han panteret efter § 31 også for fordringer, som
hidrører fra andre kommissionshverv fra kommittenten, såfremt denne er handlende,
og hvervet falder indenfor hans bedrift.
§ 33. I kraft af den ved §§ 31 og
32 hjemlede panteret kan salgskommissionæren, forsåvidt hans
sikkerhed ellers ville udsættes for fare, holde godset tilbage, når kommittenten
fordrer det udleveret, og i øvrigt undlade at følge hans forskrifter. Dog må kommissionæren
ikke sælge godset imod kommittentens vilje undtagen i de tilfælde, som omtales i
næste paragraf.
§ 34. Når den fordring, som er sikret ved panteretten,
er forfaldet, kan kommissionæren sælge godset til sin fyldestgørelse. Er godset
udsat for hurtig fordærvelse, eller vil dets bevaring medføre uforholdsmæssig store
omkostninger, kan kommissionæren, forsåvidt hans sikkerhed ellers ville udsættes
for fare, sælge det, selv om fordringen ikke er forfaldet. Finder salg sted, har
kommissionæren samme ret til provision, som ellers ville have tilkommet ham.
Stk. 2. Forinden salg finder
sted, skal kommissionæren så vidt muligt med rimeligt varsel afkræve kommittenten
betaling under tilkendegivelse af, at godset vil blive solgt, hvis betaling ikke
erlægges. Foregår salget ved en forsvarligt bekendtgjort og afholdt auktion eller
på anden forsvarlig måde, kan kommittenten ikke gøre nogen indsigelse mod den opnåede
pris.
§ 35. Har salgskommissionæren solgt godset i henhold til
hvervet, kan han ved salg eller på anden måde råde over fordringsretten mod køberen,
forsåvidt det er fornødent til fyldestgørelse af forfaldne fordringer på kommittenten,
for hvilke han ville have haft panteret i godset, hvis dette havde været i hans
besiddelse. Regelen i § 34, 2det stykke, 1ste punktum,
finder tilsvarende anvendelse.
§ 36. Hvad der i §§ 31-35
er bestemt om salgskommissionæren, finder tilsvarende anvendelse på indkøbskommissionæren,
dog at han, når han sælger godset efter § 34, ikke har krav
på provision.
§ 37. Har indkøbskommissionæren sendt godset til kommittenten,
og kommer denne under konkurs, kan kommissionæren hindre godsets overgivelse til
boet eller kræve det tilbage af dette efter reglerne i
loven om køb §§ 39 og 41 og
søloven § 166. Ligeledes kan han hindre godsets overgivelse, når
kommittenten tages under rekonstruktionsbehandling, eller
når dennes formuesforhold i øvrigt viser sig at være sådanne, at han må antages
at være ude af stand til ved forfaldstid at betale en fordring, for hvilken kommissionæren
ville have haft panteret i godset, hvis det var forblevet i hans besiddelse. Har
kommissionæren gjort brug af den angivne ret, kan han gøre sin panteret gældende
efter reglerne i §§ 33 og 34.
Stk. 2. Har salgskommissionæren tilbagesendt gods, som han har haft til salg for kommittenten, kommer tilsvarende regler til anvendelse.
§ 38. Er gods, som er indkøbt for kommittentens regning, på grund af forsinkelse fra hans side ikke blevet overgivet i hans besiddelse, har kommissionæren ret til at sælge det for hans regning, når kommissionæren ikke uden væsentlig omkostning eller ulempe kan vedblive med at sørge for det, eller når kommittenten ikke råder over det inden rimelig tid, efter at han dertil er blevet opfordret. Forinden salg finder sted, har kommissionæren så vidt muligt at give kommittenten betimeligt varsel. Foregår salget ved en forsvarligt og afholdt auktion eller på anden forsvarlig måde, kan kommittenten ikke gøre nogen indsigelse mod den opnåede pris. Kommissionæren kan ikke beregne sig provision af salget.
Stk. 2. Kan salg ikke finde sted, eller er det åbenbart, at de med et salg forbundne omkostninger ikke vil kunne dækkes af salgssummen, er kommissionæren berettiget til at skaffe godset bort.
Stk. 3. Hvad ovenfor er bestemt,
finder tilsvarende anvendelse på salgskommisionæren, når han ikke længere er pligtig
at beholde gods, som han har modtaget til salg, dog at han, når han sælger godset,
har samme ret til provision, som ellers ville have tilkommet ham.
§ 39. Har kommissionæren ifølge hvervet modtaget prøver,
mønstre eller andet, som tilhører kommittenten og ikke er bestemt til salg, kan
han, forsåvidt hans sikkerhed for, hvad han har at fordre ifølge hvervet, ellers
ville udsættes for fare, tilbageholde det modtagne, indtil kommittenten betaler
hans fordring eller stiller anden betryggende sikkerhed for dens betaling.
OM KOMMISSIONÆRENS
SELVINDTRÆDE
§ 40. Kommissionæren kan kun, når aftale, handelsbrug
eller anden sædvane giver ham ret dertil, udføre hvervet ved at indtræde som køber
eller sælger for egen regning.
§ 41. Selvindtræde sker derved, at kommissionæren i sin
underretning om hvervets udførelse udtrykkeligt erklærer overfor kommittenten, at
han selv er køber eller sælger.
Stk. 2. Vil kommittenten gøre
gældende, at kommissionæren ikke ifølge § 40 var berettiget
til selvindtræde, skal han give kommissionæren meddelelse derom uden ugrundet ophold,
efter at han har modtaget den ovennævnte erklæring. Giver han ikke sådan meddelelse,
kan han ikke afvise selvindtrædet af den angivne grund.
§ 42. Kommissionæren har i tilfælde af selvindtræde at
varetage kommittentens interesser med samme omsorg, som når han udfører hvervet
gennem aftale med trediemand.
Stk. 2. Med hensyn til prisberegningen
gælder særligt, at kommissionæren i alt fald ikke må overtage godset til lavere
pris eller levere det til højere pris end den, som var gangbar på det tidspunkt,
han afgav erklæringen om selvindtræde. Har salgskommissionæren til et tidligere
tidspunkt for egen regning rådet over godset, kan kommittenten i alt fald fordre
den pris, der var gangbar på dette tidspunkt. Har indkøbskommissionæren efter at
have fået anmodning om at overtage hvervet, men før selvindtrædet købt sådant gods,
som hvervet angår, kan kommittenten fordre opgørelse efter den pris, som kommissionæren
har betalt, medmindre denne oplyser, at købet ikke er sket i anledning af hvervet.
Forsømmer kommissionæren, hvad der således påhviler ham med hensyn til prisberegningen,
finder bestemmelserne i §§ 15-17,
20 og 24 tilsvarende anvendelse.
§ 43. Når selvindtræde har fundet sted, har salgskommissionæren
en købers og indkøbskommissionæren en sælgers rettigheder og pligter mod kommittenten.
Stk. 2. En kommissionær, som
foretager selvindtræde, har samme ret til provision, som ville have tilkommet ham,
hvis han havde udført hvervet ved at afslutte aftale med trediemand. Desuden har
han ret til godtgørelse efter § 29 for sine udgifter som kommissionær.
§ 44. Har kommissionæren i strid med de virkelige forhold
og mod bedre vidende underrettet kommittenten om, at hvervet er udført, kan kommittenten
betragte underretningen som en erklæring om selvindtræde og fordre de i
§ 42 om prisberegningen givne regler bragt til anvendelse.
§ 45. Bestemmelserne i §§ 41,
42 og 44 kan ikke ifølge aftale, handelsbrug eller anden
sædvane fraviges til skade for kommittenten. I andre tilfælde end de i
§ 44 omtalte kan bestemmelserne i § 42 dog fraviges,
hvis kommittenten er handlende, og hvervet går ud på salg eller køb for hans bedrift.
OM KOMMISSIONSFORHOLDETS
OPHØR
§ 46. Kommittenten kan til enhver tid tilbagekalde hvervet,
og kommissionæren kan til enhver tid frasige sig det. Dog bliver i de i
§ 50 omtalte tilfælde kommittenten og i de i § 51 omtalte
tilfælde kommissionæren erstatningspligtig efter de der givne regler.
§ 47. Kommer kommittenten under konkurs, bortfalder hvervet,
når lovgivningens forskrifter om konkursens bekendtgørelse er iagttagne, eller konkursen
er eller burde være kendt af kommissionæren. Kommer kommissionæren under konkurs,
bortfalder hvervet.
§ 48. Er hvervet ophørt i henhold til bestemmelserne i
§§ 46 og 47, har kommissionæren dog, forsåvidt
det kan ske uden væsentlig omkostning eller ulempe for ham, at foretage, hvad der
er fornødent for at beskytte kommittenten mod tab, indtil denne selv kan varetage
sine interesser.
§ 49. Er hvervet ophørt, kan kommissionæren dog gøre de
rettigheder gældende, som tilkommer ham efter §§ 31-39.
§ 50. Når kommissionærens hverv gælder for en bestemt
tid, eller det må anses tilsikret kommissionæren at føre en bestemt forretning til
afslutning, eller opsigelsesvarsel er eller må anses aftalt, har kommissionæren,
hvis hans hverv tilbagekaldes i utide, ret til erstatning for det tab, han derved
lider. Dog er kommittenten ikke erstatningspligtig, hvis han i kommissionærens undladelse
af at opfylde sine pligter eller andre særlige omstændigheder havde gyldig grund
til at tilbagekalde hvervet.
Stk. 2. Hvis kommissionæren frasiger
sådant hverv som ovenfor omtalt, og han i kommittentens pligtforsømmelse har gyldig
grund dertil, eller hvis sådant hverv bortfalder ifølge kommittentens konkurs, har
kommissionæren ligeledes ret til erstatning.
§ 51. Når kommissionæren har eller må anses at have påtaget
sig hvervet for et bestemt tidsrum eller at føre en bestemt forretning til afslutning,
eller når opsigelsesvarsel er eller må anses aftalt, har kommittenten, hvis kommissionæren
i utide frasiger sig hvervet, ret til erstatning for det tab, han derved lider.
Dog er kommissionæren ikke erstatningspligtig, når han i kommittentens undladelse
af at opfylde sine pligter eller i andre særlige omstændigheder havde gyldig grund
til frasigelsen.
Stk. 2. Hvis kommittenten tilbagekalder
sådant hverv som ovenfor omtalt, og han i kommissionærens pligtforsømmelse har gyldig
grund dertil, eller hvis sådant hverv bortfalder ifølge kommissionærens konkurs,
har kommittenten ligeledes ret til erstatning.
§ 52. Hvis kommissionæren frasiger sig hvervet uden dertil
at have gyldig grund i omstændigheder, som kan tilregnes kommittenten eller er at
henføre til denne, taber han retten til godtgørelse for udgifter, forsåvidt disse
som følge af hvervets ophør bliver unyttige for komittenten.
Stk. 2. Det samme gælder, når
kommittenten tilbagekalder hvervet og dertil har gyldig grund i omstændigheder,
som kan tilregnes kommissionæren eller er at henføre til denne, samt når hvervet
bortfalder ved kommissionærens konkurs.
OM FORHOLDET TIL
TREDIEMAND
§ 53. Gods, som er overgivet kommissionæren til salg,
vedbliver at være kommittentens ejendom, indtil ejendomsretten overgår til trediemand
eller til kommissionæren, når denne selv indtræder som køber.
Stk. 2. Gods, som indkøbskommissionæren erhverver for kommittentens regning, er kommittentens ejendom.
§ 54. Har salgskommissionæren fået godset i sin besiddelse, og forsømmer han sine pligter ved at sælge det til en ufordelagtigere pris end den, der burde være opnået, eller i øvrigt i strid med kommittentens interesser, erhverver køberen alligevel ret til godset, når han ved aftalens indgåelse hverken vidste eller burde vide, at kommissionæren ved salget væsentligt tilsidesatte kommittentens interesser eller handlede svigagtigt overfor kommittenten.
Stk. 2. Når salgskommissionæren
på anden måde end ved salg uberettiget råder over godset, medens han har det i sin
besiddelse, og når indkøbskommissionæren uberettiget råder over gods, som er erhvervet
for kommittentens regning, og som han har i sin besiddelse, gælder det foretagne
til fordel for trediemand, som var i god tro ved erhvervelsen.
§ 55. Når kommissionæren, efter at hans hverv er ophørt,
ubeføjet sælger eller på anden måde råder over gods, som han har i sin besiddelse
for kommittentens regning, gælder alligevel det foretagne til fordel for trediemand,
som ved erhvervelsen hverken vidste eller burde vide, at hvervet var ophørt, og
at det foretagne som følge deraf var ubeføjet. Er hvervet ophørt ved kommissionærens
eller kommittentens konkurs, kan trediemand, når lovgivningens forskrifter om bekendtgørelse
af konkursen er iagttagne, ikke påberåbe sig uvidenhed om konkursen.
§ 56. Ved aftale, som kommissionæren for kommittentens
regning, men i eget navn indgår med trediemand, erhverver denne kun fordringsret
mod kommissionæren, ikke mod kommittenten.
Stk. 2. Trediemand kan ikke overfor
kommissionæren eller dennes konkursbo støtte nogen ret derpå, at kommissionæren
har krav på at få eller har fået gods eller penge af kommittenten til opfyldelse
af aftalen.
§ 57. Udenfor handelskommission har kommittenten til enhver
tid ret til under de i § 58 nævnte betingelser at gøre den fordring,
som ved aftalen erhverves mod trediemand, gældende.
Stk. 2. I handelskommission har
kommittenten under samme betingelser ret til at gøre fordringen gældende, når trediemands
forpligtelse efter aftalen ikke opfyldes i rette tid, samt når kommissionæren ikke
har opfyldt sin i § 7 omtalte afregningspligt eller har handlet
svigagtigt mod kommittenten eller er kommet under konkurs.
§ 58. Vil kommittenten gøre fordringsretten gældende mod
trediemand, skal han erklære det overfor kommissionæren eller i tilfælde af dennes
konkurs overfor konkursboet. Har kommissionæren overfor kommittenten krav af den
beskaffenhed, at kommissionæren, når de er forfaldet, ifølge §§ 35
og 36 kan råde over fordringsretten imod trediemand til deres
fyldestgørelse, skal kommittenten derhos fyldestgøre sådanne krav eller stille betryggende
sikkerhed for deres fyldestgørelse.
Stk. 2. Opfylder kommissionæren
eller hans konkursbo trediemands forpligtelse, kan kommittenten ikke gøre fordringen
gældende.
§ 59. Kommittenten kan, når han efter §§ 57
og 58 har ret til at gøre fordringen gældende, fra kommissionæren
eller dennes konkursbo fordre skriftlig anerkendelse af, at denne ret tilkommer
ham.
Stk. 2. Gør kommittenten fordringen
gældende uden at have sådan anerkendelse, har han på forlangende af trediemand at
stille betryggende sikkerhed for, hvad denne efter § 63 kan
komme til at udrede til kommissionæren.
§ 60. Når retten til at gøre fordringen gældende ikke
efter §§ 57 og 58 tilkommer kommittenten,
har kommissionæren denne ret. Dette gælder også, efter at hvervet er ophørt, dog
således, at i tilfælde af kommissionærens konkurs boet træder i hans sted.
Stk. 2. Finder betaling sted
til konkursboet, har dette at afgive det modtagne til kommittenten.
§ 61. I fordringen mod trediemand kan der ikke gøres udlæg
for kommissionærens gæld, medmindre denne overfor kommittenten har opfyldt trediemands
forpligtelse, eller han efter § 35 eller § 36
kan råde over fordringen.
§ 62. Har trediemand opfyldt aftalen overfor kommissionæren,
er han dog pligtig på ny at opfylde den overfor kommittenten, såfremt han, da opfyldelsen
fandt sted, vidste eller burde vide, at det var kommittenten, som havde retten til
at gøre fordringen gældende imod ham.
§ 63. Har trediemand opfyldt aftalen overfor kommittenten,
uagtet det ikke var denne, som havde retten til at gøre fordringen gældende imod
ham, er han dog pligtig at opfylde den overfor kommissionæren, forsåvidt det ikke
oplyses, at denne ikke lider nogen skade ved, at opfyldelse er sket til kommittenten
i stedet for til ham.
§ 64. Når salgskommissionæren benytter sin ret til at
gøre fordring på betaling for solgt gods gældende imod trediemand, kan denne bringe
i modregning krav på kommissionæren, selv om de er erhvervede af ham på et tidspunkt,
da han vidste, at kommissionæren solgte for en andens regning. Krav, som trediemand
har mod kommittenten, kan han ikke bringe i modregning, uden forsåvidt det oplyses,
at kommissionæren ikke lider nogen skade ved modregningen.
Stk. 2. Gøres fordringen gældende
af kommittenten, kan trediemand bringe i modregning, foruden krav på kommittenten,
tillige krav på kommissionæren, som han har erhvervet på et tidspunkt, da han hverken
vidste eller burde vide, at det var kommittenten, som havde retten til at gøre fordringen
gældende imod ham.
