Offentlighedsloven 1985 gældende indtil 01.01.2014
Fra d. 01.01.2014 gælder offentlighedsloven
2013
Lovændringer
Kapitel 1: Lovens almindelige anvendelsesområde, §§ 1-3
Kapitel 2: Retten til aktindsigt, §§ 4-6
Kapitel 3: Undtagelser fra retten til aktindsigt, §§ 7-14
Kapitel 4: Behandlingen og afgørelsen af begæringer om aktindsigt, §§ 15-16
Kapitel 5: Ikrafttræden, forholdet til anden lovgivning m.v., §§ 17-18
Lovændringer
Lov nr. 572 af 19.12.1985
om offentlighed i forvaltningen
Som ændret ved
§ 1 i lov nr. 276 af
13.05.1998,
§ 80 i lov nr. 429
af 31.05.2000 (behandling af personoplysninger)
§ 5 i lov nr. 552 af
24.06.2005 (Ændringer som følge af kommunalreformen) fra d. 01.01.2007
§ 1 i lov nr. 433
af 04.06.2009 (Aktindsigt i ministerkalendere) fra d. 05.06.2009
Kapitel 1: Lovens
almindelige anvendelsesområde
§ 1. Loven gælder for al virksomhed, der udøves af den
offentlige forvaltning, jfr. dog § 2 og § 3.
Stk. 2. Loven gælder endvidere for
1) elforsyningsvirksomheder, der producerer, transmitterer eller distribuerer elektricitet
ved spænding på 500 V eller derover,
2) selskaber, institutioner, foreninger m.v., der driver naturgasforsyningsvirksomhed,
og
3) kollektive varmeforsyningsanlæg, som er omfattet af varmeforsyningsloven og har
en kapacitet på mere end 10 MJ/s.
Stk. 3. Vedkommende minister kan efter forhandling
med justitsministeren fastsætte regler om, at loven skal gælde for nærmere angivne
selskaber, institutioner, foreninger m.v., som ikke kan henregnes til den offentlige
forvaltning. Det gælder dog kun, såfremt udgifterne ved deres virksomhed overvejende
dækkes af statslige, regionale eller kommunale midler, eller i det omfang de ved
eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelse til at træffe afgørelser på statens,
en regions eller en kommunes vegne. Vedkommende minister kan herunder fastsætte
nærmere regler om opbevaring m.v. af dokumenter.
§ 1, stk. 3, 2. pkt. er ændret fra d. 01.01.2007 ved § 4.1
i lov nr. 552 af 24.06.2005:
Formulering indtil da: Det gælder dog kun, såfremt
udgifterne ved deres virksomhed overvejende dækkes af statslige eller kommunale
midler, eller i det omfang de ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelse
til at træffe afgørelser på statens eller en kommunes vegne.
§ 2. Loven gælder ikke for sager inden for strafferetsplejen.
Loven gælder endvidere ikke for sager om førelse af en ministerkalender.
Sager om lovgivning, herunder bevillingslove, er kun omfattet af loven, for så vidt
lovforslag er fremsat for Folketinget.
Stk. 2. Bortset fra bestemmelsen i
§ 6 gælder loven endvidere ikke for sager om ansættelse eller forfremmelse i
det offentliges tjeneste. Det samme gælder for andre sager om enkeltpersoners ansættelsesforhold
i det offentliges tjeneste, jf. dog stk. 3 og § 4, stk. 2.
Stk. 3. I sager som nævnt i stk. 2, 2. pkt.,
gælder loven for oplysninger om den ansattes navn, stilling, uddannelse, arbejdsopgaver,
lønmæssige forhold og tjenesterejser. For så vidt angår ansatte i chefstillinger,
gælder loven endvidere for oplysninger om disciplinære reaktioner af advarsel eller
derover. Det gælder dog kun for et tidsrum af to år efter, at den endelige afgørelse
herom er truffet.
Stk. 4. Justitsministeren kan bestemme, at loven
i sager, der er omfattet af stk. 2, 2. pkt., tillige skal gælde for andre oplysninger
end dem, der er nævnt i stk. 3.
§ 2, stk. 1, 2. pkt. er indsat ved § 1.1 i
lov nr. 433 af 04.06.2009 fra d. 05.06.2009. Begæringer
om aktindsigt i ministerkalendere, som er indgivet før den 5. maj 2009, afgøres
efter de hidtil gældende regler.
§ 3. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren
fastsætte regler om, at nærmere angivne myndigheder, sagsområder eller arter af
dokumenter, for hvilke bestemmelserne i § 7-14
i almindelighed vil medføre, at begæring om aktindsigt kan afslås, skal være undtaget
fra loven.
Stk. 2. Vedkommende minister kan fastsætte regler
om, at der efter et vist åremål skal være ret til at blive gjort bekendt med nærmere
angivne dokumenter, der ikke er undergivet retten til aktindsigt efter reglerne
i denne lov.
Kapitel 2: Retten til aktindsigt
§ 4. Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i § 7-14, forlange at blive gjort bekendt med
dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led
i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed. En forvaltningsmyndighed
kan give aktindsigt i videre omfang, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt
m.v.
Stk. 2. Den, hvis personlige forhold er omtalt
i et dokument, kan med de undtagelser, der er nævnt i § 7-11
og § 14, forlange at blive gjort bekendt med oplysningerne herom.
Det gælder dog ikke i det omfang de hensyn, der er nævnt i § 13,
eller hensynet til den pågældende selv eller andre med afgørende vægt taler imod.
Stk. 3. Begæring efter stk. 1 og 2 skal angive
de dokumenter eller den sag, som den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med.
§ 5. Retten til aktindsigt omfatter
1) alle dokumenter, der vedrører sagen, herunder genpart af de skrivelser, der er
udgået fra myndigheden, når skrivelserne må antages at være kommet frem til adressaten,
og
2) indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende
sags dokumenter.
Stk. 2. Retten til aktindsigt omfatter ikke registre
eller andre systematiserede fortegnelser, hvor der gøres brug af elektronisk databehandling,
dog bortset fra fortegnelser som nævnt i stk. 1, nr. 2.
Stk. 3. Vedkommende minister kan fastsætte regler
om offentlighedens adgang til at blive gjort bekendt med fortegnelser som nævnt
i stk. 2, der ikke er omfattet af lov om behandling af personoplysninger. Der kan
herunder fastsættes regler om betaling.
Notatpligt m.v.
§ 6. I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en
forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende
en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller
som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af
oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens
dokumenter.
Stk. 2. Justitsministeren kan for nærmere angivne
områder af forvaltningsvirksomhed fastsætte regler om opbevaring m.v. af meddelelser,
der udfærdiges eller modtages ved hjælp af elektronisk databehandling.
Stk. 3. Vedkommende minister kan efter forhandling
med justitsministeren fastsætte regler om notatpligt for nærmere angivne grupper
af sager om udøvelse af anden forvaltningsvirksomhed end nævnt i stk. 1.
Kapitel 3:
Undtagelser fra retten til aktindsigt
Undtagelse af interne arbejdsdokumenter
§ 7. Retten til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds
interne arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses
1) dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til eget brug,
2) brevveksling mellem forskellige enheder inden for samme myndighed og
3) brevveksling mellem en kommunalbestyrelse og dennes udvalg, afdelinger og andre
organer eller mellem disse organer indbyrdes.
§ 8. Retten til aktindsigt omfatter uanset bestemmelsen
i § 7 interne arbejdsdokumenter, som foreligger i endelig form,
når
1) dokumenterne alene gengiver indholdet af myndighedens endelige beslutning vedrørende
en sags afgørelse,
2) dokumenterne alene indeholder en gengivelse af oplysninger, som myndigheden har
haft pligt til at notere efter bestemmelsen i § 6,
3) dokumenterne er selvstændige dokumenter, der er udarbejdet af en myndighed for
at tilvejebringe bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed med hensyn til en sags
faktiske omstændigheder, eller
4) dokumenterne indeholder generelle retningslinier for behandlingen af bestemte
sagstyper.
§ 9. (Ophævet pr. 01.01.1994).
Undtagelser af andre dokumenter
§ 10. Retten til aktindsigt omfatter ikke:
1) Statsrådsprotokoller, referater af møder mellem ministre og dokumenter, der udarbejdes
af en myndighed til brug for sådanne møder.
2) Brevveksling mellem ministerier om lovgivning, herunder bevillingslove.
3) Dokumenter, der udveksles i forbindelse med, at en myndighed udfører sekretariatsopgaver
for en anden myndighed.
4) Myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse
af, om retssag bør føres.
5) Materiale, der tilvejebringes som grundlag for udarbejdelse af offentlig statistik
eller videnskabelige undersøgelser.
Meddelelse af faktiske oplysninger
§ 11. Oplysninger i dokumenter, der er omfattet af
§ 7 og § 10, nr. 1-4, om faktiske omstændigheder, der
er af væsentlig betydning for sagsforholdet, skal uanset disse bestemmelser meddeles
i overensstemmelse med lovens almindelige regler.
Stk. 2. Vedkommende minister kan efter forhandling
med justitsministeren fastsætte regler om, at pligten efter stk. 1 ikke skal gælde
nærmere angivne grupper af sager om udøvelse af faktisk forvaltningsvirksomhed.
Undtagelse af oplysninger
§ 12. Retten til aktindsigt omfatter ikke oplysninger
om
1) enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold,
2) tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold
eller lignende, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person
eller virksomhed, oplysningen angår, at begæringen ikke imødekommes.
Stk. 2. Omfattes kun en del af et dokument af
bestemmelsen i stk. 1, skal den pågældende gøres bekendt med dokumentets øvrige
indhold.
§ 13. Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang,
det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til
1) statens sikkerhed eller rigets forsvar,
2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet
til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,
3) forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse
og lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig
eller disciplinær forfølgning,
4) gennemførelse af offentlig kontrol, regulerings- eller planlægningsvirksomhed
eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen,
5) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges
forretningsvirksomhed, eller
6) private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige
karakter er påkrævet.
Stk. 2. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun
gældende for en del af et dokument, skal den pågældende gøres bekendt med dokumentets
øvrige indhold.
Forholdet til tavshedspligt
§ 14. Pligten til at meddele oplysninger er begrænset
af særlige bestemmelser om tavshedspligt fastsat ved lov eller med hjemmel i lov
for personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv. Det gælder ikke, for
så vidt angår den almindelige tavshedspligt efter
straffeloven, forvaltningsloven og
tjenestemandslovgivningen.
Kapitel 4: Behandlingen og afgørelsen af begæringer om aktindsigt
§ 15. Fremsættes der begæring om aktindsigt vedrørende
dokumenter, der indgår i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse
af en forvaltningsmyndighed, afgør denne myndighed, om begæringen kan imødekommes.
I andre tilfælde afgøres sager om aktindsigt af den myndighed, der har dokumentet
i sin besiddelse.
Stk. 2. Afgørelser om aktindsigtsspørgsmål kan
påklages særskilt til den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen
eller behandlingen i øvrigt af den sag, begæringen om aktindsigt vedrører.
Stk. 3. Vedkommende minister kan fastsætte bestemmelser,
der fraviger reglerne i stk. 1 og 2.
§ 16. Vedkommende myndighed afgør snarest, om en begæring
kan imødekommes, og om den, der har fremsat begæringen, skal gøres bekendt med dokumenterne
ved, at der gives adgang til gennemsyn på stedet, eller ved, at der udleveres en
afskrift eller kopi.
Stk. 2. Er en begæring om aktindsigt ikke imødekommet
eller afslået inden 10 dage efter, at den er modtaget af vedkommende myndighed,
skal myndigheden underrette den begærende om grunden hertil samt om, hvornår en
afgørelse kan forventes at foreligge.
Stk. 3. Fremsættes der begæring om aktindsigt
i sager som nævnt i § 2, stk. 2, 2. pkt., underretter
myndigheden snarest den ansatte herom med angivelse af, hvem der har fremsat begæringen.
Når der er truffet afgørelse om aktindsigt, underretter myndigheden den ansatte
om, hvilke oplysninger i sagen der er udleveret.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler
om betaling for afskrifter og kopier.
Kapitel 5: Ikrafttræden, forholdet til anden lovgivning m.v.
§ 17. Loven træder i kraft den 1. januar 1987.
Stk. 2. Lov nr. 280 af 10. juni 1970 om offentlighed
i forvaltningen ophæves.
Stk. 3. Loven gælder ikke for dokumenter, der
er udfærdiget af en myndighed eller er kommet i en myndigheds besiddelse før den
1. januar 1971. Oplysninger om faktiske omstændigheder, der indeholdes i sådanne
dokumenter, er dog omfattet af retten til aktindsigt efter reglerne i denne lov,
hvis dokumenterne er indgået i en sag, der er eller har været under behandling af
en forvaltningsmyndighed efter det nævnte tidspunkt, og oplysningerne er eller har
været af betydning for sagen. Bestemmelsen i § 8, nr. 4, gælder
for dokumenter, der anvendes efter lovens ikrafttræden. Bestemmelsen i
§ 9 gælder for sygehusjournaler oprettet efter lovens ikrafttræden og for
tilførsler til eksisterende journaler, der er foretaget efter lovens ikrafttræden.
Adgangen til aktindsigt efter § 1, stk. 2, gælder ikke
for dokumenter, der er udfærdiget af eller er indkommet til de i bestemmelsen nævnte
selskaber, institutioner, foreninger m.v. før lovens ikrafttræden.
Stk. 4. Bestemmelser i andre love om adgang
til at blive gjort bekendt med dokumenter hos den offentlige forvaltning opretholdes,
uanset om de giver ret til aktindsigt i snævrere omfang end denne lov.
§ 18. Loven gælder ikke sager om færøske og grønlandske
anliggender. Loven kan ved kgl. anordning sættes i kraft for sådanne sager med de
afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger. Dette gælder
dog kun sager, der er eller har været under behandling af rigsmyndigheder.
Advokat Jørgen U. Grønborg