Naboret
Bekg. nr. 1271 af 01.11.2023 om vederlag til hegnsynet og vurderingsmænd efter mark- og vejfredsloven
Bekg. nr. 385 af 09.04.2019 om skelforretninger
O. K. Magnussen: Naboretlige studier, disputats, 1950.
Knud Illum: Dansk tingsret, 3. udg., 1976, ved Vagn Carstensen kap. 4 p. 99-118
Merethe Stagetorn: Naboret, 1978, Berlingske Leksikonbibliotek
Per Nørby Jensen og Helge Wulff: Hvad må min nabo?, 1981, Gad.
Bendt Berg: Hegnsloven - håndbog for hegnssynsmænd, 1989, Foreningen af hegnsynsformænd. Anmeldt af Ditlev Nielsen i ADV 1994.140 og af K. Iversen i JUR 1990.293-295. Kan købes hos forfatteren, som bor Gyvelbakken 38, 3460 Birkerød.
Holger Hansen: Regulering af fast ejendom, 3.udg., 1997, DJØF. (Omhandler de privatretlige reguleringsmuligheder, bl.a. servitutter og naboret, samt offentlige regler om regulering af fast ejendom, herunder planlægning).
Lars Ramhøj: Hvor ligger skellet?, 1. udg. , 1998. 258 sider, GadJura. Anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 1998 B.349.
Bendt Berg: Hegnsloven, 4. udg., 2015, 440 sider, Eget forlag, 3. udg., 2004 er anmeldt af Ditlev Nielsen i ADV 2004.262-264 og af Poul Kleiminger i FM 2004.2321. 2. udg. er anmeldt af Kristian Iversen i FM 1995.100-102.
Chr. T. Thomsen i JUR 1944.131-140: Træer i naboforhold.
Frants Thygesen i UfR 1977 B.146-149: Erstatning til forretningsdrivende for kundetab under langvarigt vejarbejde. (Komm. til UfR 1976.86 HD)
Henrik Schultz og Jesper Vorstrup Rasmussen i Justitia nr. 3/1978: Kommuneplanloven - specielt med henblik på servitutretten og dele af naboretten.
Birgitte Refn og Michael Jørgensen i Justitia nr. 4/1979: Naborettens overgang fra privat ret til offentlig ret - med særligt henblik på regler i kommuneplanloven.
Bendt Berg i UfR 1985 B.325-336: Retsforholdet mellem kommunalbestyrelsen og kommunens hegnssyn og hegnssynets kompetence.
J. Kisbye Møller i UfR 1986 B.125-126: Vedr. hegnsloven.
Mette Hedelund Frandsen og Pia Juul Nielsen i Justitia nr. 5/1990: Ulemper fra vejanlæg.
Bendt Berg i FM 1991.85-90: Om domstolsprøvelse af hegnssager.
Skarrildhus 1997.67-68: Om muligheden for omkostningsdækning hos statsamtet til skelsætningsforretninger.
Lars Ramhøj i TfL1999.90-95: Små skelændringer
Bendt Berg i UfR 2001 B.366-371: Hegnssager - et nyt sagsområde for domstolene.
Bendt Berg i FM 2003.129-134: Domstolsbehandling af hegnssager.
Orla Friis Jensen i TfL 2004.45-56: Naboret og lugtgener fra store husdyrbrug
Jens Evald i TfL 2007.5-8: Skader på husdyr som følge af ekstraordinær støj
Søren H Mørup i UfR 2015 B.439-449: Om naborettens samspil med den offentlige ret (I artiklen belyses en række forskellige problemstillinger, der angår naborettens forhold til grundlovens § 73, den offentligretlige regulering og offentlige instanser.)
Peter Pagh i UfR 2016 B.145-152: Replik om naborettens samspil med offentlig ret (Artiklen er en kommentar til Søren H. Mørups indlæg i UfR 2015B.439 om naborettens samspil med offentlig ret, hvor der bl.a. blev rejst spørgsmålet, om stat eller kommuner subsidiært hæfter for naboretskrænkelser.)
Søren H Mørup i UfR 2016 B.210-212: Nogle præciserende bemærkninger om naborettens samspil med offentlig ret (Artiklen er en kommentar i anledning af Peter Paghs artikel i UfR 2016 B.145, der i sig selv er en kommentar til min artikel i UfR 2015 B.439 om naborettens samspil med offentlig ret.)
Jens Evald i Festskrift til Peter Pagh, 2023, DJØF, p. 219-234: Hovedtræk af naborettens udvikling
Søren Stenderup Jensen i Festskrift til Peter Pagh, 2023, DJØF, p. 383-394: Forholdet mellem naboretten og den offentligretlige regulering
UfR 2016.2495 HD: Retssag om erstatning, hvorunder der var uenighed om beliggenheden af skellet mellem parternes ejendomme, skulle ikke afvises som følge af, at der ikke forud for retssagen var afholdt en skelforretning.
A anlagde retssag mod B med påstand om erstatning som følge af, at B havde fældet et læhegn mellem parternes ejendomme. B bestred erstatningskravet og gjorde bl.a. gældende, at han ikke var erstatningsansvarlig, fordi hegnet var placeret på hans ejendom og tilhørte ham som eget hegn. Ved Retten i Hernings dom blev B pålagt at betale erstatning til A. VL afviste derimod sagen fra domstolene, fordi der ikke forud for sagens anlæg i BR var gennemført en skelforretning, og fordi der ikke var enighed mellem parterne om skellets beliggenhed. VL henviste til en bestemmelse i udstykningslovens § 38, hvorefter der ikke kunne anlægges retssag om skels beliggenhed, herunder som følge af hævdserhvervelse, før der var afholdt en skelforretning. HR fastslog, at den pågældende bestemmelse i udstykningsloven ikke gav grundlag for at afvise en erstatningssag som den foreliggende, hvor skellets beliggenhed havde præjudiciel betydning for afgørelsen af erstatningskravet. HR ophævede derfor VL's bestemmelse om afvisning af sagen og hjemviste sagen til VL til behandling af erstatningskravet.
UfR 2018.1441 HD: Genskinsgener fra et sort glaseret tegltag overskred den naboretlige tålegrænse, og ejerne af taget havde pligt til at fjerne genskinsgenerne
Sagen angik, om A og B havde pligt til at fjerne genskinsgener fra den del af deres glaserede tegltag, som vendte ind mod C’s ejendom, og i givet fald, om denne pligt var bortfaldet pga. passivitet. HR fandt, at hvad en nabo måtte tåle, beroede på en konkret rimelighedsvurdering af ulempens karakter, væsentlighed og påregnelighed sammenholdt med ejendommens karakter og beliggenhed og områdets karakter. Genskinsgenerne fra A og B’s glaserede tegltag måtte ud fra en samlet vurdering anses for at overskride den naboretlige tålegrænse. Der forelå ikke retsfortabende passivitet, og C fik herefter medhold i, at A og B havde pligt til at fjerne de genskinsgener fra deres glaserede tegltag, som gik ud over, hvad C måtte tåle. VL var nået til samme resultat.
UfR 2020.3833 ØLD: Gener af genskin fra teglstenstag med glans var så store for A og B, at den naboretlige tålegrænse var overskredet, og C måtte fjerne eller overfladebehandle teglstenene
A og B blev generet af genskin fra C’s teglstenstag med glans. En skønsrapport blev udfærdiget om genskinnet. Der var stærkt synsnedsættende blænding på et eller flere af målepunkterne i rapporten i forskellig grad i løbet af året svingende mellem 3½-4 timer midt dagen til nogle timer om formiddagen og eftermiddagen, dog afbrudt i en periode på ca. to måneder midt på sommeren.
Retten i Svendborg fandt, at den naboretlige tålegrænse var overskredet, og at generne skulle afhjælpes, jf. UfR 2018.1441 HD anførte principper. Det var ikke muligt at fastslå, om en efterkommelse af påstanden om fjernelse af tagstenene ville være uproportional. C skulle inden 3 måneder fjerne tagstenene på den del af taget, som vendte ind mod A og B’s ejendom.
ØL stadfæstede, dog kunne A også vælge at fjerne genskinsgenerne ved at foretage en overfladebehandling af tagfladen, der vendte ind mod A og B’s ejendom.
UfR 2023.3707 ØLD: Genskinsgener fra et ædelengoberet tegltag overskred den naboretlige tålegrænse, og da der løbende havde været dialog om generne, var der ikke indtrådt forældelse
C og G ejede et sommerhus. I starten af 2006 havde de fået dispensation til at benytte sommerhuset til helårsbeboelse. A og B købte en sommerhusgrund i maj 2006, hvor der i ansøgningen om etablering af sommerhus var anført tagkonstruktion bestående af engoberede sorte lertegl. Ejendommene var omfattet af deklarationer, der bl.a. anførte, at bygninger skulle opføres således, at de ikke fik skæmmende virkning for det omgivne landskab og nabogrundene. Sagen vedrørte, hvorvidt tålegrænsen for genskinsgener fra det ædelengoberede tegltag var overskredet.
Retten i Holbæk fandt, at taget gav et sådant genskin, at generne oversteg, hvad der med rimelighed kunne påregnes. A og B var gennem årene løbende blevet gjort opmærksom på genskinsgenerne fra deres tag. Herefter og med henvisning til G og C’s klage til kommunen og Planklagenævnet, var kravet ikke bortfaldet ved passivitet. C og G havde krav på, at generne fra A og B’s tag blev bragt til ophør. Fristen blev fastsat til tre måneder.
ØL fandt, at genskinsgenerne efter en samlet vurdering overskred den naboretlige tålegrænse. Der var i en times tid om eftermiddagen tale om et genskin af stærkt ubehagelig karakter, ligesom der i et ikke ubetydeligt omfang før og efter denne periode også var tale om ubehageligt genskin, som indebar, at man måtte bestræbe sig på ikke at kigge mod A og B’s hus fra C’s terrasser. Der var ikke indtrådt forældelse, da parterne havde dialog om generne. ØL stadfæstede.
UfR 1960.459/2 VLK: Erstatningskrav i anledning af nedskæring af en tjørnehæk langs skel mod en markvej henhører under domstolene og ikke under hegnssynet.
UfR 1994.499 VLK: Hegnssynskendelse ikke eksigibel, da kendelsen var ugyldig som følge af manglende partshøring.
Udlæg foretaget af pantefogeden i Holstebro på grundlag af hegnssynskendelse ophævet, da kendelsen var ugyldig, idet den var afsagt, uden at den pågældende part havde været tilvarslet til at give møde eller på anden måde var givet mulighed for at tage stilling til grundlaget for kendelsen. Denne fremgangsmåde fandtes at stride mod grundlæggende processuelle principper, der måtte antages også at være gældende i hegnssynssager, og som er tilgodeset ved den i hegnslovens § 34 foreskrevne fremgangsmåde ved afholdelse af hegnssynsforretninger.UfR 2006.2724 VLD: Hegnssyns afgørelse om flytning af hegn ophævet pga. sagsbehandlingsfejl, idet hegnssynet burde have udsat sagen på afholdelse af skelforretning.
Under en hegnssag var A og B blevet uenige om et hegns placering i forhold til et skel. A havde anført, at hegnet stod i skel, mens B, der havde rejst hegnssagen, havde anført, at det var placeret på B's grund. Hegnssynet traf afgørelse om, at hegnet skulle flyttes til A's grund, men skulle i en sådan situation have fastsat en frist, inden for hvilken B skulle lade afholde en skelforretning efter udstykningslovens regler, jf. hegnslovens § 37. Hjørring Byret udtalte, at hegnssynet skulle have udsat sagen på, at B kunne afholde en skelforretning. På grund af denne fejl i sagsbehandlingen blev hegnssynskendelsen ophævet. VL stadfæstede.UfR 2007.679 ØLD: Hegnssynets kendelse var ugyldig som følge af hegnssynsformands inhabilitet.
D. 10.12.2003 blev der afholdt hegnssyn vedrørende skelforholdene mellem to nabogrunde. I forbindelse hermed undlod hegnssynsformanden at meddele A, at han vederlagsfrit dyrkede et ikke ubetydeligt jordstykke, der tilhøre den anden part B, der havde fået medhold ved hegnssynets afgørelse. A blev først bekendt med forholdet i foråret 2005. A gjorde gældende, i forbindelse med en tvangsfuldbyrdelsesforretning i juli 2006, at hegnssynets afgørelse var ugyldig, idet formanden var inhabil. A fik ikke medhold heri, og anlagde derfor sag mod B. ØL udtalte, at spørgsmålet om speciel inhabilitet for hegnssynsmedlemmer reguleres af hegnslovens § 31, hvorefter inhabilitet bl.a. foreligger, hvis medlemmet selv er part i sagen, har personlig interesse i dens udfald, eller hvis der foreligger slægtsinhabilitet. ØL fandt imidlertid, at denne bestemmelse måtte suppleres med almindelige offentligretlige principper om inhabilitet, således at der foreligger inhabilitet i den foreliggende situation, hvor der foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om hegnssynsformandens upartiskhed. Selvom både den ordinære frist på 4 uger og den absolutte frist på 6 måneder for sagsanlæg i anledning af hegnssynets afgørelse, jf. hegnslovens § 43, stk. 2, var udløbet, kunne spørgsmålet om gyldigheden af hegnssynets kendelse af 10.12.2003 inddrages under den foreliggende sag. Idet der ikke kunne bortses fra, at hegnssynsformandens inhabilitet kunne have påvirket hegnssynets afgørelse, fandtes denne kendelse ugyldig, og hegnssynets efterfølgende fuldbyrdelseskendelse måtte som konsekvens heraf også tilsidesættes som ugyldig.UfR 2007.2030 ØLD: 8 nåletræer udgjorde ikke et hegn i hegnslovens forstand.
F og B var ejere af en sommerhusejendom, hvor der var placeret en trærække på 8 høje nåletræer inden for en afstand til skel på 1,75 meter, som på de nederste 2-3 meter ikke havde grene. M ønskede træerne fjernet, da de bevirkede, at der var skygge på hele grunden det meste af dagen. Under henvisning til en tinglyst deklaration traf hegnssynet afgørelse om, at træerne indenfor en afstand af 1,75 m skulle fældes i jordhøjde. F og B gjorde gældende, at de omtvistede nåletræer ikke udgjorde et hegn i hegnslovens forstand, hvorfor hegnssynet manglede kompetence til at træffe afgørelse i sagen. I modsætning til byretten i Helsinge fandt ØL, at trærækken ikke havde fremtrådt eller fungeret som hegn og således ikke havde hegnskarakter som forudsat i hegnsloven. Der blev herved lagt afgørende vægt på, at træerne ikke havde dannet en afgrænsning ved jordoverfladen. Træerne havde således allerede på tidspunktet for Hegnsynets afgørelse ikke dannet adskillelse eller beskyttelse mod fredskrænkelse, jf. hegnslovens § 10. Træerne kunne i øvrigt ikke antages at være plantet med det formål at danne hegn. Hegnsynet havde derfor ikke haft kompetence til at behandle sagen og afgørelsen om, at træerne skulle fældes, blev ophævet.UfR 2008.2338/2 ØLK: 4-ugers fristen for anlæggelse af sag skulle regnes fra modtagelsen af hegnssynets afgørelse.
A deltog ikke selv i den hegnssynsforretning der fandt sted d. 24.05.2007, men modtog d. 25.05.2007 afgørelsen, og A anlagde d. 22.06.2007 sag mod B og C. Retten i Helsingør udtalte, at det fremgik af hegnslovens § 43, stk. 2, at hegnssynets afgørelse af hver af parterne kunne indbringes for retten, senest 4 uger efter at afgørelsen var meddelt den pågældende. BR fandt, at A med indlevering af stævning d. 22.06.2007 ikke havde overskredet fristen på 4 uger, ØL stadfæstede.UfR 2010.1245 ØLD: E havde ikke handlet ansvarspådragende ved under hegnssynssag at undlade at oplyse nabo om tinglyst servitut.
E havde fuld hegnspligt mod naboejendommen, hvilket fremgik af en tinglyst servitut på E's ejendom. Ejeren af naboejendommen, N, var påtaleberettiget, dog var dette ikke blevet tinglyst på ejendommen. Da E fjernede plankeværket i skellet og erstattede det med en ligusterhæk, medførte dette en hegnssynssag, der udviklede sig til en retssag. Her blev der indgået forlig, hvorefter N og E skulle dele udgifterne til et nyt raftehegn. Efterfølgende blev N opmærksom på servitutten og krævede erstatning for de afholdte udgifter. ØL frifandt E, idet det ikke fandtes, at E havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med de tidligere sager mellem parterne ved ikke have oplyst om den tinglyste servitut, som er offentligt tilgængelig for enhver.UfR 2010.1805 ØLK: Sag om opfyldelse af aftale om opførelse af et hegn henhørte ikke under hegnssynet, men under domstolene.
A påstod menighedsråd B dømt til at betale ca. 321.000 kr. til opsætning af et hegn langs kirkesti. Til støtte for denne påstand var det af A anført, at B havde påtaget sig en forpligtelse til at rejse et sådant hegn og bekoste de hermed forbundne omkostninger. Da parterne ikke var enige på dette punkt, fulgte det af hegnsloven § 37, stk. 1, 2. pkt., at afgørelsen af spørgsmålet henhørte under domstolene. På denne baggrund og da det ikke kunne antages, at der blev gjort ændring heri, da § 43 i 2001 fik sin nuværende affattelse, var der ikke grundlag for at afvise domstolsbehandlingen.UfR 2012.1382/2 ØLD: Kendelse afsagt af hegnssynet om fjernelse af beplantning, så der kunne opsættes et fælles hegn i skellinien, faldt inden for rammerne af hegnslovens § 41.
Mellem naboejendommene A og B var der i skellet placeret en hæk som et fælleshegn. Hækken blev fjernet i 2002, hvorefter B opsatte sit eget lamelhegn i stedet. Efter anmodning fra B afsagde Hegnssynet, H, kendelse om, at A bl.a. skulle fjerne beplantningen på grundstykket indtil det af B's opsatte hegn, så der kunne etableres et fælles hegn i skellet mellem ejendommene i henhold til hegnslovens § 7. A gjorde herefter gældende, at H's trufne afgørelse var behæftet med mangler i relation til hjemmel, og at afgørelsen ikke opfyldte de almindelige bestemmelser i hegnslovens § 41. Retten i Glostrup fandt, at H's kendelse pålagde A at reetablere forholdene, så der kunne opsættes et fælles hegn i skellinjen. BR fandt disse tiltag som forudsætningsvise for opsættelsen af fælleshegn at ligge inden for H's kompetence efter hegnslynslovens § 41. og hegnssynets kendelse blev stadfæstet. ØL stadfæstede.UfR 2012.2455 VLD: Kendelse fra hegnsyn ophævet, da kendelsen var baseret på en utinglyst deklaration, og sagen hjemvist til fornyet behandling ved hegnsynet.
A købte en ejendom, hvorpå en deklaration var tinglyst. På A's ejendom var der indtegnet et 4 m. bredt bevoksningsbælte langs to nabo ejendomme mod nord, hvoraf B's ejendom var den ene. Ifølge deklarationen skulle eksisterende bevoksning vedligeholdes og fornyes, så områdets skovmæssige præg kunne bibeholdes. B henvendte sig til Hegnsynet, da B ønskede, at A skulle nedkappe og tilklippe en beplantning af kirsebærtræer samt fælde et asketræ og et sammenvokset grantræ, som voksede langs skellet til B's ejendom. Hegnsynet afsagde kendelse om, at beplantningen, asketræet og grantræet skulle bibeholdes som følge af den tinglyste deklaration i medfør af hegnslovens § 5. B indbragte herefter sagen for Retten i Randers. Da tvister om hegn henhørte under Hegnsynets kompetence, kunne BR kun behandle sagen, i det omfang Hegnsynet materielt havde taget stilling til tvisten, jf. hegnslovens § 43, stk. 1. Naborettens almindelige regler, som ikke fandt anvendelse under hegnssager ved Hegnsynet, kunne derfor ikke gøres gældende under prøvelse af Hegnsynets kendelse. Da Hegnsynet afgjorde sagen med anvendelse af et forkert retsgrundlag, i det deklaratioen ikke var tinglyst på B's ejendom. og da der ikke var nedlagt påstand om ophævelse af Hegnsynets kendelse og hjemvisning af sagen til Hegnsynet til fornyet behandling, frifandt BR A. Det var ikke for VL godtgjort, at asketræet og grantræet ikke var en del af et hegn. Herefter, og da VL af de grunde, som BR anførte, kunne tiltræde, at der ikke forelå et særligt retsgrundlag, som efter hegnslovens § 5 førte til, at hegnslovens bestemmelser om hegn mv. ikke fandt anvendelse, ophævede VL Hegnsynets kendelse og hjemviste til fornyet behandling.UfR 2014.760 ØLK: Byrettens afgørelse om hegnssynsmands habilitet kunne påkæres til landsretten. Formanden for hegnssyn var ikke inhabil.
En sag mellem A og B blev behandlet ved hegnsynet, H. A mente herefter, at H's formand, F, skulle erklæres inhabil. A fandt, at hegnsloven § 31 ikke var udtømmende og skulle suppleres af alm. regler om inhabilitet, jf. FVL § 3, stk. 1 og RPL § 61, og at F måtte F være inhabil, da F og B var medlemmer af samme lokale, politiske forening. Retten i Nykøbing Falster fandt ikke, at der var grund til at betvivle F's habilitet, hvorfor F ikke skule vige sit sæde. ØL fandt, at det fremgik af hegnsloven § 32, stk. 2, 2. pkt., at kendelser, hvorved indsigelser mod en synsmands habilitet forkastes, kunne indbringes for civildommeren i den pågældende retskreds. Efter RPL § 389, stk. 1, kunne kendelser afsagt af en byret, medmindre andet var bestemt i loven, kæres til den landsret, hvori byretten lå. Idet der ikke i forarbejderne til hegnsloven med videre nævnt i UfR 1965.182 VLK ansås at være holdepunkter for at antage, at BR's afgørelse i det pågældende spørgsmål måtte anses for endelig, realitetsbehandlede ØL kæremålet. ØL stadfæstede BR's kendelse.UfR 2014.3037 ØLD: Hegn anset for eget hegn og ikke et fælles hegn, og hegnsynets afgørelse om genopførelse af fjernet hegn blev ophævet.
A fjernede i 2002 et hegn under en verserende skelsag, som var opført mellem to ejendomme på A's side af skellet. Hegnsynet, H, traf afgørelse om, at der var tale om et fælleshegn, og at det skulle genopføres af A på samme sted. A indbragte afgørelsen for Retten i Glostrup, som frifandt H. ØL udtalte, at der ved fælleshegn efter hegnslovens § 1 skulle forstås et hegn, der var rejst således, at der til hegnet var afgivet jord fra begge de tilstødende ejendomme. Ved egne hegn skulle forstås hegn, som var rejst på egen grund langs ejendommens skel. ØL fandt det bevist, at hegnet blev opført af den tidligere ejer af A's ejendom, som også havde afholdt udgifterne hertil, ca. 25 cm fra skel på A's ejendom, hvorfor der var tale om et hegn på egen grund. Da det ikke kunne lægges til grund, at ejerne var enige om at anse hegnet som et fælleshegn, og da der ikke forelå andre særlige forhold for det modsatte resultat, ansås hegnet at være eget hegn, jf. HL § 1, 3. pkt., og der var ikke hjemmel til at kræve et nyt hegn genopført samme sted. ØL ophævede herefter H's afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling med henblik på opførelse af fælleshegn i skel.UfR 2017.1035 VLD: Hegn havde medført en meget væsentlig begrænsning af B's udsigt fra sin ejendom, hvorfor A blev pålagt at sænke hegnet.
Inden for åbeskyttelseslinjen opsatte A et hegn i forskellig højde op til 1,8 m. Han havde ikke forud for opsætningen søgt om dispensation, men søgte efterfølgende. Ikast-Brande Kommune, K, traf afgørelse om dispensation. Naboen, B, fik forringet sit udsyn fra sin grund væsentligt, og A havde ikke oplyst B om opførelse af hegnet forud herfor, hvorfor Hegnssynet traf afgørelse om, at A skulle sænke hegnet ud for B's ejendom. Derefter anlagde A sag an mod B med påstand om, at B skulle anerkende lovligheden af A's hegn, og at B skulle frifindes for Hegnssynets, H's, afgørelse. Retten i Herning fandt, at plankeværket var opført i et bebygget område med huse, haver og forskellige hegn/hække og ådalen fremstod hverken uberørt eller markant i det område, hvor plankeværket var stillet op. B's ejendom var beliggende i et ældre boligområde uden beskyttelsesinteresse, hvor han måtte være forberedt på, at der kunne ske ændringer i beplantningen og udnyttelsen af de omkringliggende områder, der kunne påvirke udsigten fra hans ejendom såvel i positiv som negativ forstand. B skulle anerkende, at hegnet var lovlig og kunne blive stående, og at A derfor frifandtes for den af B nedlagte påstand for H. VL fandt, at B forud for udstykningen af området og etableringen af søen havde udsyn fra sin ejendom til grønne områder gennem træer og buskads samt et trådhegn. Opførelsen af plankeværket havde medført en meget væsentlig begrænsning af B's udsigt fra ejendommen. B's påstand blev taget til følge, og A blev pålagt at sænke hegnet.UfR 2017.3534 VLD: Forholdende på tidspunktet, hvor Hegnsynet havde truffet afgørelse omkring nogle træers karakter af et hegn, dannede ligeledes rammerne for domstolsprøvelsen.
Der var mellem A og B uenighed omkring, hvorvidt en række af B's træer, som var plantet tæt på skellet til A, havde karakter af et hegn eller blot en række enkeltstående træer. Hegnsynet, H, afgjorde, at der var tale om et hegn, hvorfor det skulle beskæres til en højde af 2,3 meter. VL fandt, at H's afgørelse udgjorde efter hegnslovens forarbejder rammerne for retssagen. Parterne ville således ifølge forarbejderne ikke under retssagen kunne inddrage krav, der ville gøre det nødvendigt for retten at tage stilling til forhold, som ikke forelå for H. Herefter, og under hensyn til sagens karakter af partstvist og de nedlagte påstande for retten i Viborg samt under hensyn til H's kompetence efter hegnslovens § 43, skulle domstolsprøvelsen ske på grundlag af forholdende på tidspunktet for hensynets afgørelse. Det var herefter uden betydning for prøvelsen, at den ene part ensidigt ved fældning, udtynding eller på anden måde havde ændret dele af bevoksningen i tiden mellem H's afgørelse og sagens behandling ved BR. Herefter og da der ikke var påberåbt væsentlige fejl ved H's sagsbehandling eller skøn, blev H's kendelse taget til følge.UfR 2021.2422 ØLD: Støttemurs formål var ikke at varetage de funktioner, som hegnsloven henviste til, hvorfor bestemmelser omkring den pågældende mur lå uden for hegnssynets kompetenceområde
Sagen handlede om placeringen af en støttemur, som var anlagt i skellet mellem A og B’s ejendomme. A havde fjernet store dele af støttemuren. Hegnssynet, C, i Halsnæs Kommune pålagde ved kendelse A at genetablere støttemuren inden en fastsat dato. Herefter indbragte A iht. hegnslovens § 43, stk. 2 sagen for retten med påstand om, at C’s kendelse skulle ophæves. For at være omfattet af lovens anvendelsesområde var det krævet, at der var tale om et hegn, som enten var en markering af ejendomsskel, beskyttelse mod uønsket færdsel af mennesker og dyr, lævirkning eller sikring af privatliv ved boligbeskyttelse.
Retten i Hillerød fandt, at støttemuren ikke havde til formål at varetage en sådan funktion. Hegnets eneste formål var at sikre mod udskridning af jord ifm. terrænspring, der var mellem de to grunde. Derfor var tvisten ikke omfattet af hegnsloven, og den lå uden for C’s kompetenceområde. C’s afgørelse blev ophævet. B tilpligtedes at anerkende, at støttemuren skulle anbringes på B’s ejendom, da placeringen af støttemuren i skellet ellers stred mod lokalplanen.
ØL stadfæstede afgørelsen om, at tvisten lå uden for C’s kompetenceområde. B tilpligtedes at anerkende, at støttemuren skulle fjernes, da det ikke var muligt at opføre den på B’s grund i overensstemmelse med lokalplanen.
UfR 2022.2443 VLD: Der var ikke grundlag for at fortolke en tinglyst deklaration indskrænkende, hvorfor et hegn opført en meter fra skel blev anset som værende indeholdt af servituttens begrænsninger
To nabopar, A1-A2 og B1-B2, var i nabostrid. B1-B2 mente, at A1-A2 generede dem, når de opholdt sig i haven. A1-A2 byggede et 2 meter højt plankeværk af træ, som blev opstillet 1 meter inde på A1-A2’s grund. B1-B2 mente, at hegnet var opført i strid med hegnlovens § 2, da hegnet påførte dem større ulempe end fælleshegnet. Desuden var hegnet i strid med tinglyst deklaration fra 1974, hvoraf det fremgik, at hegn ikke måtte være over 1,8 m og skulle være levende, medmindre det var aftalt naboerne imellem.
Retten i Horsens fandt ikke, at servitutten kunne fortolkes indskrænkende. Begrænsningen om levende hegn med max højde på 1,8 meter gjaldt således ikke alene fælles hegn, men også det pågældende plankeværk. Plankeværket var derfor opført i strid med den tinglyste servitut og skulle fjernes.
VL stadfæstede.UfR 2023.4382 ØLK: Hegnssynets tidligere afgørelse om samme hegn var ikke til hinder for realitetsbehandling af retssag, da retssagen omhandlede hævdvunden færdselsret, og hegnssynet ikke var kompetent til at tage stilling hertil
A og B anlagde sag mod C. C skulle anerkende, at A og B havde en hævdvunden færdselsret i skel på en 1,5 meter bred bræmme, og C skulle nedtage en del af sit stålhegn. Subsidiært at en del af stålhegnet overskred den naboretlige tålegrænse. Hegnssynet havde i 2021 taget stilling til det af C opsatte hegn på det omtvistede areal.
Retten i Næstved fandt, at selvom hegnssynets afgørelse i 2021 ikke vedrørte alle dele af de for retten fremsatte påstande, havde den pågældende sag så nær sammenhæng med hegnssynets afgørelse fra 2021, at tidsfristen i hegnslovens § 43, stk. 2 fandt anvendelse. Sagen var ikke indbragt inden for fire uger fra afgørelsen i 2021. Sagen blev afvist.
ØL fandt, at hegnssynet ikke havde kompetence til at tage stilling til, om der var vundet hævd på retten til at færdes på et areal, der lå bag hegnet, ligesom naborettens almindelige regler ikke fandt anvendelse under hegnssynets behandling af hegnssager. Det forhold, at der ikke var anlagt sag inden for fire uger fra hegnssynets afgørelse, var ikke til hinder for realitetsbehandling af sagen. Sagen blev hjemvist. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2023, p. 46.
UfR 1965.363 ØLD: Søllerød Kommune (K) dømt til at afkappe grene på et flere hundrede år gammelt 20 meter højt egetræ, der ragede ind over F's ejendom, som F brugte til stejleplads. F påstod K dømt til at fælde træet, der var til væsentlig ulempe for ham ved klargøring af fiskegarn. Udtalt, at spørgsmålet om fjernelse af træet eller beskæring af dets grene skulle afgøres efter naborettens almindelige regler. K kunne ikke antages at have vundet hævd på den bestående tilstand.UfR 1967.715 VLD: På A's ejendom i Sct. Pederstræde i Viborg tæt ved skellet til B's ejendom stod 8-9 høje og kraftige elme- og lindetræer. Det fandtes godtgjort, at træernes rodnet havde en sådan udbredelse under B's bygninger, at rødderne uden effektiv afskæring ville indebære fare for beskadigelse af bygningerne, og ulemperne for B fandtes, uanset at B's bygninger var opført, efter at træerne havde nået en betydelig størrelse, at gå væsentligt ud over, hvad B burde tåle. A dømtes til at beskære rødderne i det omfang, hvori de ragede ind på B's ejendom.
UfR 1989.101 ØLD: I et parcelhuskvarter i Espergærde stod et ca. 10 m højt piletræ ca. 50 cm fra skellet til nabohaven, men dets grene og delvis dets stamme strakte sig ind over skellet. Da der ikke var oplyst forhold, der berettigede til denne overskridelse, blev ejeren tilpligtet at fjerne den del af stammen og kronen, der overskred skellet. Det var ikke godtgjort, at træet i øvrigt medførte så væsentlige gener, at naboen kunne kræve det fjernet fuldstændigt.
UfR 1991.444 VLD: Nabo kunne ikke kræve 2 pæretræer i Faaborggade i Århus på 12 m og 6 m fældet eller beskåret. Selv om det var forståeligt, at B opfattede træerne som generende, fandtes de påberåbte gener ikke at burde karakteriseres som så betydelige og væsentlige, at det på nuværende tidspunkt kunne medføre krav om fældning eller nedskæring af træerne.
UfR 2001.2406 VLD: Nabo dømt til at fjerne 4 ca. 150-årige bøgetræer, der stod nær ved skel.
A havde på sin ejendom i Fjellerup 4 ca. 150 år gamle bøgetræer, som stod så tæt på skellet til naboerne B, at en stor del af trækronerne ragede ind over B's ejendom: Der faldt grene ned på B's grund, og træerne skyggede så meget, at der dele af eftermiddagen og om aftenen ikke var sol i B's have. Der var efter en syns- og skønserklæring ikke nogen umiddelbar fare for, at træerne ville vælte ind over B's grund. En beskæring ville i nogen grad begrænse generne ved nedfald af grene, men kun i begrænset omfang skyggevirkningerne. En beskæring ville i øvrigt skamfere træerne og fremskynde deres nedbrydning. Under hensyn til omfanget af de ulemper, som træerne påførte B's ejendom, fandt - uanset at forholdene ikke var ændret, siden B købte ejendommen - at der kun ved fjernelse af træerne kunne tilvejebringes acceptable forhold for B's ejendom. A dømtes derfor efter almindelige naboretlige regler til at fjerne træerne.UfR 2001.2584 ØLD: Nabo tilpligtet at beskære et lærketræ, således at alle dele af træet, herunder af træets hovedstamme, der rakte ind over B's ejendom, skulle afskæres.
A havde på sin parcelhusgrund i Hørsholm et lærketræ, hvis stamme og i et vist omfang grene overskred skellet til naboejendommen tilhørende B. Træet generede B, navnlig ved at skygge for solen på B's terrasse. A havde ikke vundet hævd på den bestående tilstand, hvorfor tvisten skulle afgøres efter naborettens almindelige regler. Omfanget af træets skyggevirkning og de øvrige gener for B fandtes at overstige, hvad B skulle tåle, og A skulle derfor træffe de fornødne foranstaltninger med henblik på at fjerne generne. A tilpligtedes at beskære træet, således at alle dele af træet, herunder af træets hovedstamme, der rakte ind over B's ejendom, skulle afskæres.UfR 2007.2957 VLD: Nabo skulle ikke fælde 3 træer tæt på skellet, men blev pålagt at beskære træerne i skellinien.
E ejede en ejendom, hvis baghave stødte op til A's grund med skovagtig karakter. Parterne var blevet uenige om højden på 2 kastanjetræer og 1 navrtræ beliggende på A's ejendom tæt på skellet mellem de to ejendomme, eftersom træerne var blevet så høje, at der ikke kom sol ind i E's baghave. Holstebro Byret pålagde A at beskære træerne og afholde udgifterne herved. E ankede dommen, hvorefter der blev foretaget syn og skøn. Skønsmanden udtalte bl.a., at det ville være muligt at beskære træerne uden at forringe deres stabilitet. VL fandt ikke, at træerne havde sådanne størrelser og medførte sådanne gener, at grænsen for, hvad E måtte tåle ud fra almindelige naboretlige regler, på dette tidspunkt var overskredet. E's påstand om, at træerne skulle fældes, blev derfor ikke til følge. VL tiltrådte, bl.a. med henvisning til skønsmandens vurdering, at A skulle beskære træerne i skellinjen mellem ejendommene. VL tiltrådte endvidere, at A skulle afholde udgifterne hertil.UfR 2009.1325 VLD: Grundejer kunne kræve, at nabo fældede eller beskar et mere end 5 m højt Nordmannsgrantræ til en højde på ikke over 3 meter.
A nedlagde påstand om, at naboen B skulle beskære eller fælde en mere end 5 m. høj nordmannsgran, der skyggede for solen i A's have. Det blev i VL lagt til grund, at nordmannsgranen var blevet plantet på et tidspunkt, hvor huset, som A boede i, var opført, og at en nordmannsgran måtte forventes i løbet af en årrække at kunne blive så stor i både højde og bredde, som nordmannsgranen i B's have nu var. Det havde derfor været forudsigeligt, da granen blev plantet, at den i løbet af en årrække kunne påføre A's ejendom de gener, som skønsmanden havde beskrevet og afgivet forklaring om. Nordmannsgranen ville fra ca. kl. 14 skygge for A's hus, og skyggevirkningen ville herefter brede sig til gårdhaven og fra kl. ca. 16 kaste skygge over den del af græsplænen, der lå nærmest huset. Skyggevirkningen ville, fra den indtrådte, være permanent, indtil solen gik ned. Navnlig i sommerhalvåret måtte generne ved, at solens stråler ikke kunne nå en sydvestvendt gårdhave, karakteriseres som betydelige. At der ved beskæring af andre træer i B's have var skabt et hul, så solen i modsætning til tidligere nu kunne skinne på A's græsplæne noget syd for gårdhaven, kunne ikke medføre, at A skulle tåle, at gårdhaven fra kl. ca. 14 ville henligge i skygge. Under de anførte omstændigheder fandt VL, at det var bevist, at generne forårsaget af træet, derved oversteg det, som en nabo i forhold til en anden nabo efter almindelige naboretlige regler skulle tåle i sædvanlige naboforhold. B skulle herefter efter eget valg fælde eller beskære granen til en højde på ikke over 3 meter, inden for en af retten fastsat frist.UfR 2010.923 ØLD: Ejer af grund i parcelhuskvarter, hvor et ca. 25 m højt poppeltræ var placeret ca. 1 m fra skellet til nabogrunden, og som skyggede i naboens have, blev efter naboretlige regler pålagt at styne træet.
Sagen vedrørte et ca. 25 meter højt poppeltræ, der var placeret på E's grund ca. 1 meter fra skellet til N's grund. N anlagde sag mod E, med principal påstand om, at E blev tilpligtet at foranledige træet fældet. Subsidiært at E blev tilpligtet til at foranledige træet stynet (hovedstamme blev skåret over og alle grene fjernet). Mere subsidiært at E blev tilpligtet til at foranledige træet kronereduceret, således at alle grene i kronen blev afkortet 2/3 af totallængden, hvorved træet blev reduceres med ca. 6 meter, samt bortskærelse alle grene, som rakte ind over skel til N, samt at døde grene løbende skulle fjernes. ØL udtalte, at det efter bevisførelsen måtte lægges til grund, at det ca. 25 meter høje poppeltræ kastede skygge i N's have i en udstrækning, der indebar, at der stort set ikke var sol i den sydvendte del af N's have og på terrassen i sommerhalvåret i ca. 3-4 timer om eftermiddagen. Den herved forvoldte gene for N i form af skyggevirkning og manglende udnyttelsesmuligheder af haven fandtes at overstige, hvad N efter almindelige naboretlige regler skulle tåle, når også hensås til, at parternes ejendomme havde karakter af almindelige parcelhuse med sædvanlige grundstørrelser. Da ØL ikke fandt det godtgjort, at det var nødvendigt at fælde træet, blev N's subsidiære påstand om styning af træet taget til følge. E var herved ikke afskåret fra i stedet at fælde træet.UfR 2013.48 VLD: Ejer tilpligtet at beskære stort egetræ således, at ingen del af trækronen eller grene fra stammen overskred skellinjen ind mod nabos ejendom.
En husejer, A, havde på sin ejendom et stort egetræ, som stod tæt op af naboen, B's, grund. B påstod, at egetræet på grund af sin højde og placering medførte væsentlige skyggegener for B's terrasse og hindrede lysindfaldet til B's stue og køkken-alrum. Desuden gjorde B gældende, at træets krone rakte ind over hans grund, og at træets frugter og blade faldt ind på hans grund. Retten i Horsens bemærkede, at den naboretlige tålegrænse var overskredet, og under hensyn til omfanget af ulemper, som egetræet, grundet dets placering, størrelse og omfang, påførte B, fandt BR, at kun en fjernelse af egetræet kunne tilvejebringe acceptable forhold. B's principale påstand toges derfor til følge. Efterfølgende beskar A egetræet og ankede dommen. VL lagde til grund, at området, hvor parternes ejendomme befandt sig i, var præget af megen beplantning og store træer samt at det store egetræ allerede var at finde på A's grund, da B købte sin ejendom. VL fandt ikke, at egetræet, efter beskæringen, medførte så store gener for B, at det kunne begrunde en fældning. VL tog herefter B's subsidiære påstand til følge således, at A tilpligtedes at beskære det omhandlede egetræ yderligere, også fremtidigt, således at ingen del af trækronen eller grene fra stammen overskred skellinjen ind mod B's ejendom.UfR 2013.899 VLD: Tre 10 m. høje træer ca. 50 cm fra skel påførte ikke naboen så store gener, at træerne kunne kræves beskåret til 2,5 meters højde.
A anlagde en sag mod B med påstand om, at B skulle pålægges at beskære tre ca 10 m høje træer, der stod placeret på B's grund ca. 50 cm fra skellet, til en højde ikke over 2,5 m. A støttede sin påstand på, at han var udsat for væsentlige gener fra træerne - primært i form af nedfald fra træerne og skygge på A's grund. Retten i Kolding lagde til grund, at to birketræer var plantet i hhv. 1982/1983 og 1986/1987, og at det sidste aske træ var plantet i 2003/2004. B flyttede ind i sin ejendom i 1978, mens A flyttede ind i sin ejendom i 1995. BR fandt det bevist, at A havde gener fra træerne, i form af at nedfald fra træerne, men BR fandt det ikke bevist, at A havde skyggegener på grund af træerne. Ud fra naboretlige grundsætninger fandtes de påberåbte gener ikke at kunne karakteriseres som så betydelige og væsentlige, at det på nuværende tidspunkt kunne medføre krav om en nedkapning af træerne i højden. Hertil bemærkedes i øvrigt, at A ved sit køb af ejendommen måtte have været bekendt med i hvert fald to af træerne, deres placering, højde og generne herfra. Derfor frifandtes B. VL stadfæstede.UfR 2017.1407 VLD: I en ny retssag mellem naboer om træers højde havde en dom fra 1981 om det samme spørgsmål ikke retskraft, da der grundet træernes vækst ved sagens anlæg i 2015, forelå en situation, der var væsentligt anderledes end situationen i 1981, og ejerne blev pålagt at beskære træerne til 10 meters højde.
H krævede ud fra naboretlige regler, at naboerne, N1 og N2, skulle fælde nogle træer, som var placeret på deres grunde. Subsidiært at disse blev kappet ned, så de ikke længere var til gene for H. I 1981 var afsagt dom vedr. træerne og N1 og N2, var modsat H af den opfattelse, at denne dom havde retskraft ved den nye tvist. Retten i Viborg fandt, at det på grundlag af den skete besigtigelse var utvivlsomt, at træerne i endog betragtelig grad var højere end de godt 10 m, der blev anslået som højden på de højeste træer ved Rettens besigtigelse i 1981. Herefter, og efter det betydelige omfang som trækronerne havde, og som til dels strakte sig ind over skellet til H, forelå der en situation, der var så anderledes end den, der blev bedømt i 1981, at den tidligere dom ikke havde retskraft i forhold til den nu anlagte sag. Der var derfor ikke grundlag for at afvise sagen. Træernes skadepåvirkning på daværende tidspunkt havde nået et niveau, så det utvivlsomt overskred hvad H, ud fra naboretlige principper, var forpligtet til at tåle. Selv hvis der blev foretaget en afskæring af de topgrene, der ragede ind over H's skel, ville der fortsat være sådanne gener, at H ikke ville være forpligtet til at tåle dette. Herefter, og idet det af en sagkyndig skovrider var fastslået i forbindelse med 1981-dommen, at en beskæring ikke kunne komme på tale, havde H ud fra naboretlige principper, pga. de betydelige genevirkninger, krav på at de omhandlede træer fjernedes. Idet træerne tilhørte N1 og N2, skulle disse afholde omkostningerne. VL fandt, at situationen som følge af træernes vækst havde ændret sig så meget i forhold til 1981, at dommen fra 1981 ikke kunne begrunde afvisning. Der var heller ikke i øvrigt grundlag for at afvise sagen. Det var godtgjort, at generne fra træerne, navnlig i form af skyggevirkning, på dette tidspunkt var så væsentlige, at de oversteg, hvad H ud fra almindelige naboretlige regler var forpligtet til at tåle. Det var ikke godtgjort, at det var nødvendigt at træffe videregående foranstaltninger, hvorfor N1 og N2's påstand om frifindelse, mod at træerne blev beskåret til 10 m højde, toges til følge.UfR 2019.2931 VLD: Sommerhusejer skulle ikke fælde egetræ og to birketræer, men træerne skulle beskæres, så trækronerne ikke overskred skellinjen ind mod nabos ejendom
A og B var begge sommerhusejere og naboer. Tre af B’s træer, hhv. et egetræ og to birketræer, skyggede over A’s terrasse, og trækronerne overskred skellinjen. A nedlagde påstand om, at træerne blev fældet eller kraftigt beskåret. Retten i Kolding fandt, at der i sommerhusområdet var flere store træer, og træerne på B’s grund var forholdsvis store, da A købte grunden i 2002. Det kunne ikke anses for godtgjort, at de tre træer medførte så væsentlige gener, herunder skyggegener, at A efter almindelige naboretlige regler havde krav på, at træerne skulle fældes. Ifølge syns- og skønserklæringen gav andre træer tilsvarende skyggegener, og at der var risiko for, at træerne ville svækkes ved kraftig beskæring i højden. Uanset at træernes grene overskred skellinjen, og at det måtte have betydning for omfanget af generne, var der ikke grundlag for at imødekomme A’s påstand om beskæring af kronerne, der overskred skellinjen. VL tiltrådte, at skyggegenerne på A’s ejendom ikke overskred den naboretlige tålegrænse, og at træerne ikke skulle beskæres i højden. Der var ikke oplysninger om forhold, der berettigede overskridelsen af skellinjen, og der forelå derfor en overskridelse af den naboretlige tålegrænse. B blev herefter tilpligtet at beskære den del af kronerne, som overskred skellinjen.UfR 2022.447 VLD: Ejer var ikke forpligtet at fjerne eller beskære 5 træer, da omfanget af skyggevirkningerne fra træerne på naboens grund ikke var til hinder for, at naboen kunne benytte sine terrasser uden betydelige skyggepåvirkninger
A og B købte et hus i 2009 i et område, hvor haverne havde store grupper af gamle træer. A og B blev generet af skyggegener fra deres nabos, N’s, 5 træer. A og B havde tilbage i 2009 spurgt N, om han ville beskære træerne, hvilket N havde afvist. N havde dog på et tidspunkt valgt at beskære det ene træ for at sikre, at træets grene ikke gik ind over skellet til A og B. I 2017 anlagde A og B to terrasser, hvor de oplevede at træerne skyggede for solen. A og B lagde i 2019 sag an mod N med påstand om, at N enten skulle fælde træerne eller beskære dem i et nærmere omfang. En skønsmand, S, undersøgte området og fandt, at de pågældende træer var sædvanlige for området, samt at A og B kunne benytte de to terrasser uden betydelige skyggepåvirkninger.
Retten i Aarhus fandt, at det ikke var bevist, at den naboretlige tålegrænse var overskredet. Der blev lagt vægt på områdets karakter med mange store træer og skov, omfanget af skyggevirkningerne og S’ vurdering af, at terrasserne kunne benyttes uden betydelige skattepåvirkninger.
VL fandt, at det efter S’ forklaring måtte lægges til grund, at træerne ikke skyggede på alle tre terrasser på samme tid. På baggrund af dette, og af de grunde anført af BR, var der ikke ført det fornødne bevis for, at skyggegenerne overskred den naboretlige tålegrænse. VL stadfæstede.UfR 2022.1412 ØLD: Erstatning efter uberettiget træfældning skulle fastsættes skønsmæssigt, da fuld erstatning efter VAT03 ville udgøre et uforholdsmæssigt højt beløb
To naboer, N, havde fældet 10 træer, der var placeret på E’s ejendom. Som følge heraf anlagde E sag mod N med krav om erstatning for de fældede træer. E gjorde gældende, at erstatningen skulle opgøres til genanskaffelsesværdien, samt dækning af udgifter til efterfølgende pasning af træerne. En skønsmand, S, udtalte, at der ikke kunne plantes træer som de fældede, og der var dermed ikke grundlag for fuld erstatning til E. Ifølge S ville udgifter til genanskaffelse i videst muligt omfang og efterfølgende pasning af træerne udgøre 550.000 kr. Værdien af de fældede træer blev af S ansat til 100.000 kr. Til brug for sin udregning havde S anvendt den værdiansættelsesmetode som fremgik af branchestandarden Værdisætning af træer 2003 (VAT03).
Retten i Hillerød fandt, at N uberettiget havde fældet 10 træer på E’s ejendom. Den skønsmæssige udmåling af erstatningen kunne passende tage udgangspunkt i værdiansættelsen ifølge VAT03, hvor en fuld erstatning beregnet på baggrund af udgifterne til retablering ved nyplantning af højst mulige træer udgjorde et uforholdsmæssigt højt beløb. Erstatningen skulle derfor skønsmæssigt fastsættes til 100.000 kr. på baggrund af de fældede træers værdi.
ØL fandt, at erstatningen på baggrund af S’ vurdering skulle fastsættes til 100.000 kr. Det var ikke godtgjort, at fældningen havde forringet værdien af E’s ejendom på en sådan måde, at de var berettiget til erstatning for tab af herlighedsværdi.UfR 2022.3250 ØLD: Træer på en kirkegård overskred ikke den naboretlige tålegrænse, da træerne stod i og udgjorde centrale elementer i et såkaldt anonymt gravanlæg på en kirkegård med den særlige kirkelige og kulturelle betydning, som et sådant anlæg havde
En nabo, A, blev generet af høje træer på en kirkegård. Da træerne blev plantet ifm. kirkegårdens udvidelse, var A’s ejendom opført på dette tidspunkt. Træerne måtte forventes i løbet af en årrække at blive store i både højde og bredde. Sagen angik, om den naboretlige tålegrænse var overskredet. A gjorde gældende, at træerne skulle fældes.
Retten i Næstved fandt, at A havde betydelige gener fra træerne i form af nedfald, skyggevirkning, manglende udnyttelsesmuligheder af haven og påvirkning af bygninger på ejendommen. Under hensyn til omfanget af de ulemper, som træerne på kirkegården påførte A’s ejendom, havde A efter alm. naboretlige regler krav på, at der skete en væsentlig begrænsning af disse ulemper. Der skulle dog tages hensyn til, at træerne stod på en kirkegård og var en vigtig del af en af kirkegårdens gravpladser. Der var herefter ikke grundlag for at kræve en fuldstændig fjernelse af samtlige træer. Træer, der rakte ind over skellet, skulle beskæres.
ØL fandt, at det på den ene side skulle tillægges betydning, at A på sin ejendom oplevede tiltagende og betydelige gener som følge af skyggevirkning og nedfald fra de høje træer på kirkegården. På den anden side måtte det tillægges betydning, at de omhandlede træer stod i og udgjorde centrale elementer i et såkaldt anonymt gravanlæg på en kirkegård med den særlige kirkelige og kulturelle betydning, som et sådant anlæg havde. Herefter måtte A tåle de gener, som naboskabet til kirkegården var forbundet med, og som A måtte have været bekendt med eller havde kunnet forudse, da A købte sin ejendom. Træerne skulle således ikke beskæres eller fældes.
Bekg. nr. 1736 af 21.12.2015 om støj fra vindmøller
Lise Westphal i Ejendomsmægleren nr. 6/2004 p. 18-19: Mobilmaster giver lavere ejendomspriser.
Mikkel Kjeldsen i Ejendomsmægleren nr. 6/2004 p. 20-21: Naboer til mobilmaster kan måske få erstatning.
Sandy Thornland i Ejendomsmægleren nr. 8/2004 p. 14-15: Ingen garanti mod strålingsrisiko
Sandy Thornland i Ejendomsmægleren nr. 11/2004 p. 12: Mobilmaster: Jo nærmere jo bedre.
Jørgen Møller i Ejendomsmægleren nr. 2/2009 p. 30: Møller i modvind og mæglere i medvind. (Omtale af kursus for ejendomsmæglere vedrørende taksering af værditab for ejendomme ved opstilling af vindmøller.)
Jørgen Møller i Ejendomsmægleren nr. 4/2009 p. 20-21: Taksationsmyndighed for vindmøller. (Om DE's kurser for ejendomsmæglere med henblik på vurdering af værditab på ejendomme i forbindelse med opførelse af vindmøller.)
Sandy Thornland i Ejendomsmægleren nr. 9/2009 p. 28: Blæst om de første vindmølleerstatninger. (Omtale af de første vindmølleerstatninger efter Værditabsordningen.)Søren H. Mørup i JUR 2009.254-259: Erstatning til naboer til vindmøller, samspil mellem naboret og miljøretlig regulering
Søren H. Mørup i TfL 2009.197-210: Nye regler om erstatning til naboer til vindmøller
Birgitte Egelund Olsen og Helle Tegner Anker i JUR 2011.223-233: Erstatningsordningen for naboer til vindmøller. Erfaringer og fremtidsperspektiver
Frederik Waage i Festskrift til Bent Ole Gram Mortensen, 2022, DJØF, p. 449-458: Compensating neighbors to windmills, solar energy panels and other sources of renewable energy in Denmark
UfR 1998.1515 HD: Ejer af ejendom i Vissenbjerg fik tilkendt erstatning efter naboretlige regler for værdiforringelse på 70.000 kr. fra Elsam, som i 1990 havde etableret en 400 kV højspændingsledning 33 m fra beboelsesbygningerne på hans ejendom.
UfR 2001.929 VLD: A, der ejede en landejendom i Trehøje, havde ikke krav på erstatning i anledning af, at E på naboejendommen havde rejst 4 vindmøller, hvoraf den nærmeste var knap 300 m fra A's ejendom. Der forelå ikke sådanne særlige forhold, at det fornødne ansvarsgrundlag var til stede.
UfR 2006.1290 HD: Mobiltelefonselskab pålagt at betale 50.000 kr i erstatning for værdiforringelse af ejendom på grund af telemast på naboejendommen.
I 1998 opstillede Dansk MobilTelefon I/S efter tilladelse fra Sønderjyllands Amt og Haderslev Kommune en 48 m høj telemast knap 5 m fra skel og godt 35 m fra Børge Becks ejendom i Hejsager. Placeringen skete på naboejendommen i udkanten af bebyggelsen af en mindre landsby, hvor der ikke i øvrigt var andre høje bygninger eller installationer i umiddelbar nærhed, og masten blev placeret ved siden af et lille vandværk. Ifølge de udfærdigede syns- og skønserklæringer havde placeringen af masten medført værdiforringelse af ejendommen. VL dømte Dansk MobilTekefon I/S til at betale erstatning på 50.000 kr. HR udtalte, at erstatning for en værdiforringelse som den foreliggende skal ydes i det omfang, ulemperne ved telemasten overstiger den grænse, som Børge Beck må tåle som følge af den almindelige samfundsudvikling. Da denne grænse var overskredet fastsatte HR erstatningen skønsmæssigt til 50.000 kr. (3-2)Mindretallet fandt ikke, at generne fra den opførte telemast oversteg, hvad der med rimelig måtte påregnes som led i den almindelige samfundsudvikling.UfR 2009.2237 VLD: Varde Kommune og teleselskabet Telia ikke erstatningsansvarlige for værdiforringelse af ejendomme efter ombytning af telemast med ny mast.
5 boligejere, A, lagde sag an mod Varde kommune, V, og teleselskabet T med påstand om erstatning på 50.000, som følge af værdiforringelsen af deres ejendomme som følge af ombytningen af en gammel telemast med en ny. Den gamle telemast var fra 1974, den nye var tilsvarende for så vidt angik højde, 48 m, men dog med andre dimensioner. A gjorde til støtte for påstanden gældende, at tålegrænsen var nået, og at SKAT efter ombytningen havde nedsat ejendomsværdien med 90.000 kr. A gjorde endvidere gældende, at V havde lavet sagsbehandlingsfejl i forbindelse med sagen. Masten var placeret i udkanten af et grønt område, som var omkranset af parcelhuse i en mindre landsby, hvor der ikke i øvrigt var høje bygninger eller installationer. Ejendommens handelspris var faldet med 25.000 kr. efter ombytningen af telemasterne vurderede en skønsmand. Retten i Esbjerg udtalte, at det ikke kunne anses for upåregneligt for A, at den tidligere mast på et tidspunkt ville blive skiftet ud, og selv om den nuværende telemast var af en kraftigere konstruktion og af større dimensioner end den tidligere, kunne det ikke lægges til grund, at den nuværende mast virkede så meget mere dominerende for ejendommen end den gamle, at grænsen for, hvad A med rimelighed måtte tåle som led i den almindelige samfundsudvikling, var overskredet. Det kunne heller ikke lægges til grund, at ulemper med hensyn til støjgener, gener fra fugle eller isnedfald var forøgede i et omfang, som oversteg tålegrænsen. Udskiftning af en ældre mast med en ny af tilsvarende højde ikke krævede dispensation efter byggelovens § 22. Der havde derfor ikke været pligt til for V at foretage nabohøring i medfør af byggelovens § 22, stk. 2. Indholdet af naboorienteringen af 02.10.2001, som ikke var forkert, omend forskellene mellem den hidtidige og den nye mast kunne være beskrevet mere præcist, medførte derfor ikke erstatningsansvar for V. Da V i naboorienteringen af 02.10.2001 havde meddelt, at de hørte naboer ville blive orienteret om V's afgørelse, burde V have foretaget en sådan orientering. Undladelse heraf var imidlertid ikke en så væsentlig sagsbehandlingsfejl, at det medførte erstatningsansvar for V. VL stadfæstede i henhold til BR's grunde.UfR 2009.2457 HD: Erstatning for værdiforringelse af ejendom på grund af luftledningsanlæg forhøjet fra 1.500.000 kr. til 3.275.000 kr.
I 2003/2004 blev et 400/150 kV-luftledningsanlæg på en delstrækning i det jyske højspændingsnet sat i drift. Anlægget, som Energinet.dk, E, var ansvarlig for, var placeret tæt ved J's landbrugsejendom i Spentrup, der hverken havde afgivet jord eller var blevet pålagt servitutter i forbindelse med etableringen af anlægget. Ved ibrugtagningen af anlægget nedtog E et andet og mindre luftledningsanlæg. Taksationskommissionen, T, fastsatte skønsmæssigt erstatningen til 1,5 mio. kr. Herefter anlagde Landbrug & Fødevarer som mandatar for J sag mod E med påstand om yderligere erstatning på 1.775.000 kr. E påstod frifindelse. Under VL's behandling af sagen vurderede to skønsmænd, at anlægget havde medført en væsentlig forringelse af værdien af J's ejendom. Værdiforringelsen på boligen var 700.000 kr. som følge af dominans, sundhedsrisiko, mistet herlighedsværdi og i mindre grad støjgener. Heri skulle fragå 250.000 kr. for værdiforøgelse ved nedtagning af det gamle anlæg. Værdiforringelsen på driftsbygningerne var 2.825.000 kr., fordi ejendommens omsættelighed var væsentligt nedsat. Ejendommen ville i en handel sandsynligvis blive solgt til sammenlægning. HR fastslog, at ejendommen - på grund af det dominerende ledningsanlæg - ved et salg sandsynligvis ville blive sammenlagt med en anden landbrugsejendom med den heraf følgende nedsatte værdi af såvel bolig som driftsbygninger. Det var ikke godtgjort, at skønsmændene ved deres erklæring havde haft som udgangspunkt, at det var ejendommens størrelse og indretning og ikke ledningsanlægget, der begrundede, at ejendommen mest sandsynligt kun ville kunne sælges til sammenlægning. På den baggrund havde J godtgjort, at anlægget havde medført, at værdiforringelsen af hans ejendom væsentligt oversteg T's vurdering. Derfor gav HR J medhold i påstanden om yderligere erstatning på 1.775.000 kr. og stadfæstede dermed VL's dom (3-2).UfR 2009.2706 HD: Naturklagenævnets afgørelse om tilladelse til opstilling af to havvindmøller ved Isefjorden ikke tilsidesat.
I april 2005 vedtog Hovedstadens Udviklingsråd, H, et regionplantillæg med VVM-redegørelse samt gav Energi E2, E, VVM-tilladelse med henblik på E's opstilling af to nærmere beskrevne ca. 150 meter høje demonstrations-havvindmøller på Kyndbyværkets grund ved Isefjorden. Blandt andet Foreningen Beboere for Havvindmøller på Havet, F, indbragte H's afgørelser for Naturklagenævnet, N, som i december 2005 stadfæstede afgørelserne. Herefter anlagde F samt en række personer, som boede i nærheden af Kyndbyværket, to retssager. Den ene sag blev anlagt mod E (nu DONG Energy Power A/S) med påstand om, at det skulle forbydes E at opføre de to demonstrationsvindmøller. Ved dom af 03.04 afviste HR denne sag, efter at E havde afgivet en proceserklæring om, at det VVM-godkendte projekt om opstilling af de to demonstrationsvindmøller var opgivet endeligt. Den anden sag blev anlagt mod N bl.a. med påstand om, at N's afgørelse skulle kendes ugyldig. Til støtte herfor havde F og beboerne bl.a. anført, at afgørelsen led af en række tilblivelses- og indholdsmangler. HR bemærkede, at A var formand for H og tillige medlem af bestyrelsen for E, da H traf sine afgørelser i sagen, og at han som følge heraf ikke deltog i afgørelserne om vedtagelse af regionplantillægget og om VVM-tilladelse. HR fandt, at det forhold, at A personligt var inhabil, ikke kunne bevirke, at også H som kollegial myndighed var inhabil. HR bemærkede endvidere, at spørgsmålet om, hvorvidt Kyndbyværket som følge af vindmølleprojektet skulle have fornyet miljøgodkendelse, som anført af N henhørte under Frederiksborg Amt, der var inddraget i udarbejdelsen af VVM-redegørelsen. HR fandt derfor, at der ikke var begået fejl af N på dette punkt. HR fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger, der gav grundlag for at tilsidesætte N's bedømmelser af, at visualiseringerne havde givet et rimeligt dækkende indtryk af de positive og negative konsekvenser af det samlede projekt, at placeringen af vindmøllerne opfyldte kravene i PL § 5 b til særlig planlægningsmæssig begrundelse for kystnær placering, at de foreliggende oplysninger om støjgener var tilstrækkelige, og at de gældende grænseværdier for støj fra vindmøller var overholdt, at vindmøllerne ikke ville påvirke beskyttede dyr og planter eller det nærliggende internationale naturbeskyttelsesområde, og at der i VVM-redegørelsen var givet sådanne oplysninger om den meteorologiske målemast som en del af det samlede projekt, at der ikke efter VVM-reglerne kunne stilles krav om yderligere undersøgelser vedrørende masten. Herefter, og da det, beboerne i øvrigt havde anført, heller ikke kunne føre til tilsidesættelse af N's afgørelse, stadfæstede HR ØL's frifindelse af N.UfR 2009.2680 HD (UfR 2008.2 VLD): Udskiftning af eksisterende vindmøllepark i Ulfborg med færre, men højere vindmøller, berettigede ikke nabo til erstatning efter naboretlige regler.
I 2002 blev en vindmøllepark på 10 vindmøller med en højde på lige under 100 m etableret på og i nærheden af gårdejer A's landejendom ved Ulfsborg i Vestjylland. Parken erstattede en eksisterende vindmøllepark bestående af 27 vindmøller med en højde på 50 m. A gjorde gældende, at han var berettiget til erstatning på naboretligt grundlag, da den nye vindmøllepark havde påført ham ulemper, som i væsentlig grad oversteg, hvad der var sædvanligt efter områdets almindelige beskaffenhed. Selskabet, D, der havde opstillet møllerne, anførte, at der, når vindmøller var opstillet under iagttagelse af alle plan- og miljøretlige krav, kun kunne gives erstatning på naboretligt grundlag, hvis der forelå ganske særlige forhold. Efter aftale mellem A og D blev erstatningsspørgsmålet henskudt til voldgift efter stærkstrømslovens regler, og voldgiftsretten gav A medhold i, at A havde krav på erstatning, som voldgiftsretten fastsatte til 100.000 kr. Retten i Fredericia nåede frem til samme resultat. D blev frifundet i VL. HR fastslog, at dansk rets almindelige regler, hvorefter der blev ydet erstatning for værditab som følge af varige naboulemper fra anlæg af almen samfundsmæssig værdi, i det omfang, ulemperne oversteg, hvad der med rimelighed måtte påregnes som led i den samfundsmæssige udvikling på det ulempeforvoldende område, også gjaldt på vindmølleområdet. Ud fra en konkret rimelighedsvurdering af ulempens karakter, væsentlighed og påregnelighed sammenholdt med ejendommens karakter og beliggenhed og områdets karakter samt under hensyntagen til den offentligretlige regulering af vindmøller, tiltrådte HR, at grænsen for, hvad A måtte tåle uden erstatning, ikke var overskredet, og HR stadfæstede dermed VL's dom. Komm. af Søren H. Mørup i JUR 2009.254-259: Erstatning til naboer til vindmøller.UfR 2010.818 HD: Vindmøllebekendtgørelsens regler om en særlig gunstig prisafregning for eksisterende vindmøller krævede, at der inden udgangen af 1999 var indhentet de fornødne tilladelser til den konkrete vindmølle.
Efter vindmøllebekendtgørelsen skulle vindmøller inden udgangen af 1999 være udtrykkelig tilladt i henhold til en endelig vedtaget lokalplan eller en landzonetilladelse, hvis den skulle være en "eksisterende" vindmølle og berettiget til en særlig gunstig prisafregning. Kolding Kommune, K, vedtog i juni 1999 en såkaldt "bonuslokalplan" (en lokalplan, der erstattede en landzonetilladelse), som fastlagde retningslinjerne for opstilling af op til 3 vindmøller i lokalplanområdet. Vindmøllerne måtte have en navhøjde på op til ca. 45 meter. Af hensyn til vindmøllernes rentabilitet ansøgte vindmølleejerne i november 1999 om tilladelse til at opføre vindmøller med en navhøjde på 50 meter. Byrådet, B, besluttede på et møde d. 30.12.1999, at dette forudsatte en dispensation fra lokalplanen, hvorefter sagen blev sendt i nabohøring. På et møde d. 24.01.2000 besluttede B at meddele dispensation. Under dialogen med K var vindmølleejerne blevet oplyst, at det ikke ville få betydning for, om møllerne var eksisterende, at dispensationen først ville blive givet efter d. 01.01.2000. Energistyrelsen traf imidlertid afgørelse om, at vindmøllerne ikke efter overgangsreglerne var "eksisterende" ved udgangen af 1999. Energiklagenævnet stadfæstede afgørelsen, og VL såvel som HR tiltrådte ligeledes, at vindmøllerne ikke kunne anses for eksisterende ved udgangen af 1999. VL frifandt endvidere K for erstatningsansvar, hvilket ikke blev indbragt for HR.UfR 2014.59 VLD: E tilkendt yderligere 150.000 kr. i erstatning for værditab som følge vindmøllepark.
I september 2009 vedtog Ringkjøbing-Skjern Kommune et forslag til en lokalplan om en vindmøllepark. A's ejendom var beliggende 797 m. fra den nærmeste mølle. Opstillerne af møllerne, O, havde orienteret de berørte, herunder A, om værditabsordningen i lov om fremme af vedvarende energi, og Taksationsmyndigheden, T, vurderede, at opstillingen af møllerne ville påføre A's ejendom et tab på 100.000 kr. A lagde ved Retten i Holstebro sag an mod O med påstand om betaling af 200.000 kr. i yderligere erstatning. BR tilkendte A 150.000 kr. i yderligere erstatning, og VL stadfæstede bl.a. med den begrundelse, at T's vurdering af værditabet var foretaget forud for møllernes opsætning, og BR havde besigtiget ejendommen og vurderet, at det visualiseringsmateriale for ejendommen, som T havde benyttet til at visualisere møllernes placering, ikke havde givet et retvisende indtryk af de opstillede møllers påvirkning på ejendommen.UfR 2015.3477 VLD: Nabo til vindmøller fik ikke erstatning af Taksationsmyndigheden, men fik i stedet erstatning af vindmølleejeren.
Efter opstilling af fem vindmøller ca. 55-175 m. fra skellet til A's ejendom, søgte A om erstatning for værditab efter lov om fremme af vedvarende energi. Taksationsmyndigheden vurderede, at værditabet var 150.000 kr., hvormed A ikke var berettiget til erstatning, da tabet ikke var over 1 % af ejendommens værdi. Retten i Randers vurderede, at Taksationsmyndigheden havde inddraget alle relevante og saglige kriterier i forbindelse med vurderingen, og at der i øvrigt ikke var begået sagsbehandlingsmæssige fejl. A lagde efterfølgende sag an mod selskabet W, der havde opført vindmøllerne. A blev ud fra en samlet vurdering, tilkendt 2 millioner i erstatning som følge af den værdiforringelse, som opstillingen af vindmøllerne havde medført for ejendommen. VL stadfæstede byrettens dom.UfR 2017.3354 HD: Der var ikke grundlag for at tilsidesætte taksationsmyndighedens skøn over værditabet som følge af opstillingen af 3 vindmøller
Ejstrup Møllerne, E, havde lovligt opstillet tre 125 m. høje vindmøller ca. 870 meter fra A's ejendom. A og E var enige om, at generne som følge af vindmøllerne havde medført et værditab på ejendommen, og at E skulle betale for værditabet efter den særlige værditabsordning i lov om fremme af vedvarende energi (VE-loven). Sagen angik derfor alene udmålingen af værditabet. HR fandt med henvisning til taksationsmyndighedens, T's, sagkundskab og funktion mv., at der ikke burde ske tilsidesættelse af T's skøn over værditabets størrelse uden sikkert grundlag herfor. Tilsidesættelse ville f.eks. kunne ske, hvis T's skøn var baseret på forudsætninger om gener i form af visuelle påvirkninger, støj og skyggekast mv., som havde vist sig ikke at holde stik efter opstillingen af møllerne, og dette måtte antages at have betydning for vurderingen af værditabet. Tilsidesættelse af skønnet kunne også ske, hvis det med fornøden sikkerhed kunne lægges til grund, at T's afgørelse om værditabet afveg væsentligt fra det, som efter bevisførelsen måtte anses for ejendommens reelle værditab. Det var ikke i sig selv tilstrækkeligt bevis herfor, at der forelå en skønserklæring med en anden konklusion om værditabets størrelse, heller ikke selv om skønsmandens vurdering var foretaget på baggrund af en besigtigelse efter opstilling af vindmøllerne. Da der efter bevisførelsen herefter ikke var grundlag for at tilsidesætte T's skøn over værditabet på A's ejendom, stadfæstede HR VL's dom.UfR 2018.3205 HD: Der var ikke grundlag for at tilsidesætte taksationsmyndighedens skøn over værditabet som følge af opstilling af 22 vindmøller
Nørhede-Hjortmose Vindudvikling, A, havde opstillet 22 vindmøller i nærheden af B’s ejendomme. Vindmøllerne var 150 m. høje. Paterne var enige om, at generne som følge af vindmøllerne havde medført et værditab på ejendommene, og at A skulle betale for værditabet efter den særlige værditabsordning i lov om fremme af vedvarende energi (VE-loven). Sagerne angik udmålingen af værditabet. HR fandt, at taksationsmyndigheden, T, i overensstemmelse med lovens ordning havde vurderet værditabene inden opstillingen af de nye vindmøller, og at T’s skøn ikke kunne tilsidesættes, medmindre der var et sikkert grundlag herfor. De faktiske forhold efter opsætningen af vindmøllerne svarede i alt væsentligt til de forudsætninger om generne, som var lagt til grund af T. Da der efter bevisførelsen ikke var tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte T’s vurdering af værditabet på ejendommene, stadfæstede HR VL’s domme.
UfR 2019.1422 ØLD: Den naboretlige tålegrænse var overskredet ved opførelse af 9 etagers kontorbygning med betydelig facadelængde samt skygge-, indbliks- og visuelle gener, og opførelsen havde ud fra lokalplanen og kvarterets karakter og præg ikke været påregneligt for naboerne
Tre parcelhusejere, P, nedlagde påstand om, at en entreprenør, E, blev tilpligtet at betale erstatning for værdiforringelse på hhv. 500.000 kr., 400.000 kr. og 300.000 kr. som følge af overskridelse af den naboretlige tålegrænse ved opførelse af 9 etagers kontorbygning. En skønsmand, S, havde skønnet værdiforringelserne. Retten i Glostrup fandt, at E havde overholdt alle betingelser i byggetilladelsen. E havde forud for indgivelse af anmodning om byggetilladelse været i detaljeret dialog med Gladsaxe Kommune, K, så kontorbygningen kunne blive opført efter de krav, som K og lokalplanen ville stille, herunder hensyntagen til naboerne i området. Grænsen for hvad P måtte tåle uden erstatning var derfor ikke overskredet. ØL fandt, at kontorbygningen medførte skygge-, indbliks- og visuelle gener for P. Ud fra lokalplansgrundlaget og kvarterets karakter og præg havde det ikke været påregneligt for P, at kontorbygningen på 16.370 m2 i 9 etager ville blive opført 23 meter fra P’s ejendomme. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at området var under intensiveret udvikling. Kontorbygningens massive udformning, nærhed, højde og meget betydelige facadelængde i relation til udsynet fra P havde en sådan dominans ift. P’s ejendomme og medførte sådanne gener, at den naboretlige tålegrænse måtte anses for overskredet. E blev tilpligtet at betale P hhv. 500.000 kr., 400.000 kr. og 300.000 kr.
UfR 2021.1195 HD (UfR 2020.403 VLD): En boligejer var ikke berettiget til erstatning for indbliksgener, som fulgte af, at vejmyndigheden fjernede beplantning ved en motorvej, da indbliksgenerne ikke oversteg, hvad man med rimelighed måtte forvente som led i trafikudviklingen
I 1967 blev der til brug for anlæg af en motorvej eksproprieret et stykke af en ejendom. Den daværende ejer blev i den forbindelse tilkendt erstatning for bl.a. "samtlige ulemper". I 1997 blev ejendommen solgt til den nuværende ejer, A. Til brug for ombygning af et vejkryds ved motorvejen blev der i 2012 eksproprieret et yderligere stykke af ejendommen. A blev tilkendt erstatning for arealafståelsen. Som led i ombygningen fjernede Vejdirektoratet, B, en del af beplantningen på et offentligt vejareal mellem vejen og ejendommen. A ønskede særskilt erstatning for de yderligere indbliksgener, som han blev påført ved fjernelsen af beplantningen.
HR fandt, at den tilkendte erstatning i 1967 måtte anses for at have gjort op med indbliksgenerne fra motorvejsanlægget, som de forelå på dette tidspunkt. Indbliksgenerne, som beplantningen skærmede imod, var større i 2012 pga. øget trafik. B var dog som udgangspunkt berettiget til at fjerne beplantning på offentligt vejareal, uden at naboer kunne kræve erstatning for ulemper. Der var ikke grundlag for at fravige udgangspunktet, da de yderligere indbliksgener ikke oversteg, hvad A med rimelighed måtte forvente som led i den almindelige samfundsudvikling på trafikområdet. A havde derfor ikke krav på erstatning.
UfR 1976.86 HD: 7 forretningsdrivende ved Kildegårdsplads på Lyngbyvej fik tilkendt i alt 180.000 kr. i erstatning for ekstraordinære ulemper ved udbygning af Lyngbyvej fra 1968-1971. Komm. af Frants Thygesen i UfR 1977 B.146-149.
UfR 2002.1152 ØLD: Konfektionsforretning tilkendt erstatning fra Ørestadsselskabet på 1.344.784 kr for omsætningsnedgang som følge af metrobyggeriet ved Nørreport Station.
Ullrichs Konfektion E fik tilkendt erstatning fra Ørestadsselskabet på. 1.344.784 kr. for omsætningsnedgang som følge af metrobyggeriet ved Nørreport Station. Selv om E med forretningssted centralt i København måtte være forberedt på, at der vil kunne foregå ganske omfattende offentlige arbejder, uden at E vil være berettiget til erstatning herfor, fandtes arbejdet med metroen, der i området ved E's forretning var planlagt til at vare cirka 2 år, men hvis varighed nu skønnedes at blive omkring 4 år, både med hensyn til intensitet og varighed at gå ud over, hvad E er forpligtet til at tåle. § 69 i lov om offentlige veje fandt anvendelse ved nye vejanlæg og ved ombygning af bestående veje. Etableringen af den arbejdsplads, som har forårsaget ulemperne for E, fandtes ikke at være omfattet af bestemmelsens ordlyd, og der var ikke i lov om Ørestaden § 16 henvist til denne bestemmelse, men alene til ekspropriationsloven, hvorfor der ikke i medfør af vejlovens § 69, stk. 2, var grundlag for at begrænse erstatningsansvaret.HD af 31.05.2005 (Sag 120/2004): Solrød Kommunes afslag på ansøgning om dispensation fra lokalplans bestemmelse om opførelse af hegn ikke tilsidesat.
UfR 2007.559 VLD: Ikke erstatning på naboretligt grundlag som følge af etablering af køreteknisk anlæg, der tillige anvendtes til motorsport, godt 500 m fra A's landbrugsejendom.
I dec. 2002 meddelte Sønderjyllands Amt, S, miljøgodkendelse til etablering og drift af et køreteknisk anlæg, P. Der blev samtidig givet mulighed for at anvende P til motorsportsarrangementer. Ca. 550 m fra P lå A's landbrugsejendom, der var beliggende på en del af Kruså-Padborg flyveplads, og ikke langt derfra fandtes der desuden en motocrossbane, ligesom der også fandtes en jernbane i området. A anlagde i 2004 sag mod P's ejere, I, med påstand om erstatning på naboretligt grundlag for forringelse af handelsværdien af A's ejendom. Erstatningskravet var opgjort til 1 mio. kr. VL udtalte, at A's ejendom lå i et område, der allerede i 1975 blev udlagt til flyveplads med deraf følgende støjbelastning af omgivelserne. Området var også senere i den offentlige planlægning udlagt til støjende aktiviteter. Det blev samtidig lagt til grund, at der ud over selve flytrafikken var en række andre væsentlige støjkilder i området i form af et flyværksted med afprøvning af flymotorer, en motocrossbane og en jernbane. Endeligt måtte det lægges til grund, at støjgenerne fra I's anlæg ikke oversteg de støjgrænser ved nærmeste nabo, som var fastsat efter miljø- og planlovgivningen. Der var desuden ikke grundlag for at antage, at anlægget ikke skulle tilgodese anerkendelsesværdige formål. Efter det oplyste om områdets karakter og placeringen af I's anlæg på flyvepladsen sammenholdt med støjniveauet fra anlægget, herunder når der blev drevet motorsport, og bidraget fra andre støjkilder, var det ikke bevist,, at generne fra I's anlæg oversteg, hvad A måtte tåle som led i den almindelige udvikling i området. Det blev bemærket, at syns- og skønsmandens personlige vurdering af genernes omfang på et givet tidspunkt, ikke kunne anses som bevis for, at den naboretlige tålegrænse efter områdets beskaffenhed var overskredet. I blev derfor frifundet.UfR 2008.331 VLD: Ægtepar dømt til at betale 300.000 kr. i erstatning for værdiforringelse af naboens grund, efter at de havde fældet ca. 45 træer på naboens grund.
H og M var ved en straffesag blevet dømt for hærværk for at fælde ca. 45 træer på naboen K's sommerhusgrund. I erstatningssagen blev K tilkendt erstatning på knap 69.000 kr. for opskæring og ny plantning samt en skønsmæssig fastsat erstatning for værdiforringelse af ejendommen på 300.000 kr.UfR 2015.3628 ØLD: Den naboretlige tålegrænse var ikke overskredet ved nøgenbadning fra badehus med badebro.
Hellerup Roklub anlagde et badehus med sauna og en badebro. Området blev særligt i vinterhalvåret anvendt til nøgenbadning. Ejeren af ejendommen syd for badebroen, A, mente at nøgenbadning overskred den naboretlige tålegrænse. Retten i Lyngby fandt, at et rækværk skulle flyttes syd for badebroen for at afskærme, idet nøgenbadning overskred den naboretlige tålegrænse. ØL nåede frem til et andet resultat og fandt, at ejeren A måtte forvente såvel en vis støj fra badende som nøgenbadning, idet A ved erhvervelsen af ejendommen var bekendt med, at der op af grunden var placeret en roklub med sauna og badebro. Den naboretlige tålegrænse var således ikke overskredet.UfR 2016.1785 ØLD: Ikke erstatning på naboretlig grundlag som følge af, at træ på grund havde rødder, der var groet ind under fundamentet på naboens hus.
Rødderne fra et træ, som stod på N's grund, var vokset ind under det ene hjørne af fundamentet på H's hus. H anlagde herefter sag mod N med påstand om erstatning. N blev af Retten i Nykøbing Falster frifundet. For ØL gjorde H gældende, at naboretlige betragtninger måtte føre til, at N skulle fjerne eller afskære træroden, der stammede fra dennes ejendom. ØL fandt, at der ved afgørelsen heraf måtte foretages en afvejning af parternes interesser, herunder en vurdering af væsentligheden af ulempe, overkommelighed og økonomi. Det lagdes i den forbindelse til grund, at det ved den foretagne skønsforretning viste sig, at der var tale om trærødder både fra et træ fra N's ejendom og et træ fra H's egen ejendom, og at det havde været overkommeligt for H, herunder økonomisk, selv at afskære og evt. fjerne trærødderne. På denne baggrund frifandtes N.UfR 2023.534 ØLD: Fortolkning af en tinglyst deklaration førte til, at beplantning på skrånende ejendom alene kunne kræves nedskåret i det omfang, den var generende for udsigten
Sagen vedrørte fortolkning af en tinglyst deklaration om højden på beplantning i et sommerhusområde, hvor grundene skrånede betydeligt.
Retten i Hillerød fandt, at den tinglyste deklaration måtte forstås således, at beplantningen på de pågældende ejendomme ikke måtte være over 1½ meter høj, bortset fra enkelte birketræer med mindst 15 meters afstand. Der var lagt vægt på deklarationens ordlyd og formål, navnlig at bevare udsigten til fjorden. A og D skulle beskære deres del af hække og anden beplantning på nær birketræer med rette afstand, således at beplantningen intet sted var højere end 1½ meter over jorden.
ØL fandt, at deklarationen ikke var blevet håndhævet i form af et mere konsekvent krav om overholdelse af højdegrænsen, men at påtaleberettigede, der havde været generet af beplantning, der afskærmede for udsigten, havde anmodet om, at der blev foretaget beskæring i overensstemmelse med deklarationens formål, således at beplantningen ikke længere var generende. Området var skrånende, og det var derfor forskelligt, hvornår en beplantning ville blive generende. Et sådant mere begrænset krav ville stemme overens med alm. naboretlige grundsætninger om hensyntagen. Dommen blev ændret således, at A og D skulle anerkende, at anden beplantning end birketræer med rette afstand, på deres ejendomme, som var over 1½ meter, kunne kræves nedskåret i det omfang, den var generende for udsigten.
