Oversigt over nogle af de nye regler i udkast til ny lov om ægtefællers økonomiske forhold
Retsvirkningslovsudvalget har d. 28.01.2015 offentliggjort betænkning nr. 1552/2015 om ægtefællers økonomiske forhold
Udvalget har arbejdet i 5 år og har afholdt 40 heldagsmøder. Betænkningen er på 623 sider.
Udvalget har udarbejdet et udkast til en ny lov om ægtefællers økonomiske forhold, som skal afløse retsvirkningsloven fra 1925. Udkastet til den nye lov, som består af 97 paragraffer, kan læses her. Der er fra hver paragraf links til de 102 sider specielle bemærkninger.
Ifølge Justitsministeriets kommissorium skulle RVL's regler om pensioners behandling ved skifte ikke inddrages i udvalgets overvejelser, og reglerne i RVL §§ 16 a-16 h, som omhandler ca. 50% af familiernes formue, er derfor indarbejdet ordret uden ændringer i den nye lovudkast.
Loven vil formentlig tidligst kunne træde i kraft d. 01.01.2017
Danske Advokater har d. 10.03.2015 afgivet høringssvar.
Den legale formueordning Gaver mellem ægtefæller
Den legale formueordning
Generelt
Udtagelse af indbragt formue (tilvækstmodellen)
I bet. nr. 1522/2015 om ægtefælles økonomiske forhold er der i lovudkastet § 45 tre forskellige forslag til legal formueordning. De tre forskellige modeller gælder delingen ved separation og skilsmisse. Ved omstødelse foreslår udvalget, at det overvejes at indføre en bestemmelse i ægteskabsloven og forlodsudtagelse af hver ægtefælles egen formue - se bet. p. 563.
Opløses ægteskabet ved død, skal reglerne i § 45 anvendes, hvis længstlevende anmoder herom over for skifteretten inden boets afslutning, jf. § 60, stk. 3. Hele udvalget er enige om denne regel.
Udvalget har foreslået, at udtrykkene formuefællesskab, fælleseje og fællesformue afskaffes, da mange tror, at dette betyder sameje. Der opereres nu med udtrykket delingsformue. Sumfælleseje skal hedde sumdeling. Udtrykket særeje bibeholdes.
§ 45. Hvis ophørsdagen efter § 34 indtræder inden et år efter ægteskabets indgåelse, indgår kun 1/8 af hver ægtefælles formue i delingen efter § 33. For hvert hele år, der er gået fra ægteskabets indgåelse og indtil ophørsdagen, forøges den andel, der indgår i delingen med yderligere 1/8 af formuerne.
Stk. 2. Har ægtefællerne levet sammen før ægteskabets indgåelse, regnes fristerne i stk. 1 fra det tidspunkt, hvor de har levet sammen på fælles bopæl i to år. Har samlivet været afbrudt, medregnes kun den sidste sammenhængende samlivsperiode forud for ægteskabet. En fælles bopæl anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i anden bolig eller på institution.
Udvalgets flertal på 6 medlemmer foreslår, at den legale formueordning fortsat skal indebære, at begge ægtefællers formue skal ligedeles ved separation og skilsmisse. Der skal dog først ske fuld ligedeling, når ægteskabet har varet i mindst 7 år regnet fra vielsesdagen til ophørsdagen, se lovudkastet § 45. Fra ægteskabets indgåelse indgår 1/8 af formuerne i ligedelingen, efter 1 år indgår 2/8, efter 2 år indgår 3/8, efter 3 år indgår 4/8, efter 4 år indgår 5/8 , efter 5 år indgår 6/8 og efter 6 år 7/8 af formuerne i ligedelingen. Brøkerne skal anvendes både på den formue, som ægtefællerne ejede ved ægteskabets indgåelse, og den formue, som ægtefællerne har sparet på under ægteskabet. I ca. 1/3 af alle skilsmisser har ægteskabet varet mindre end 7 år.
Har ægtefællerne levet sammen før ægteskabets indgåelse, regnes tidsfristerne fra det tidspunkt, hvor de har levet sammen på fælles bopæl i to år. Har samlivet været afbrudt, medregnes kun den sidste sammenhængende samlivsperiode forud for ægteskabet. En fælles bopæl anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i anden bolig eller på institution.
Til støtte for flertallets forslag til en trappemodel kan anføres følgende argumenter:
- Trappemodellen giver langt mere forudsigelige resultater end den hidtidige regel
i
ÆSKL § 61 om skønsmæssig skævdeling i kortvarige ægteskaber.
- Modellen indebærer efter 7 års
samliv/ægteskab ligedeling af formuen (bortset fra pensionsopsparingen), uanset
om den ene af ægtefællerne ejede hele formuen, før samlivet blev etableret. Dette
er en klar fordel for den økonomisk svageste ægtefælle, som ikke længere kan påregne
en sikring via reglerne om ægtefællebidrag
- Man slipper for at skulle finde
ud af parternes respektive formuer ved ægteskabets indgåelse
- Den ægtefælle, som har den største formue, må selv tage initiativ til, at der oprettes ægtepagt om særeje inden ægteskabets indgåelse. Hvis den anden ægtefælle ikke vil medvirke hertil, må ægtefællen med den største formue aflyse brylluppet.
Imod trappemodellen kan anføres følgende argumenter:
-
Flertallets forslag til en trappemodel indebærer en formueordning, som ikke findes i noget andet land i verden - bortset fra Sverige, som har en 5-årig trappemodel, således at 1/5 skal deles efter 1 års ægteskab, 2/5 efter 2 års ægteskab osv. Der er kun få lande i verden, hvor ægtefæller ved separation og skilsmisse skal dele den formue, som de hver for sig ejede ved ægteskabets indgåelse: Et sådant universelt formuefællesskab findes i Sverige, Holland, Sydafrika, Namibia, Filippinerne, Columbia og på Island. Se denne oversigt
Danmark bør ifølge mindretallet ophøre med at være ”the golddiggers paradise”.
-
Den hidtidige regel har altid indebåret, at opsparing under ægteskabet skal ligedeles. Trappemodellen indebærer i modsætning hertil, at der er er en form for brøkdelssæreje i ægteskabets første 7 år, også for så vidt angår den formue, som opspares under ægteskabet, og alle nybagte ægtefæller skal derfor i ægteskabets første år være meget opmærksomme på, hvem der står som ejer af den enkelte aktiver, som anskaffes under ægteskabet. Dette vil givetvis komme bag på mange ægtefæller og føre til mange urimelige resultater.
Hvis f. eks. begge parter går ind i ægteskabet uden formue, manden er færdiguddannet og har en høj løn, mens hustruen fortsat er studerende og ikke har indtægter, vil en opsparing være foretaget af manden. Det samme gælder ofte, hvis hustruen i ægteskabets første år har været på barselsorlov eller har arbejdet på deltid på grund af børnepasning. Manden kan efter flertallets løsning forlods udtage en del af denne opsparing, selv om den er optjent under ægteskabet, mens opsparingen skal ligedeles efter mindretallets løsning.
Den opsparing, som et ægtepar foretager under ægteskabet, bør efter langt de flestes opfattelse være ligedelingsformue, og dette bør gælde også i de ca. 34 % af alle ægteskaber, som opløses inden 7 år.
De mange ægtefæller, der ønsker, at opsparing under ægteskabet skal være ligedelingsformue, vil være nødsaget til at oprette ægtepagt herom.
- Trappemodellen har kunnet aftales i ægtepagt siden 1990, da det jo er en kombination af brøkdelssæreje og tidsbegrænset særeje. Ifølge en endnu ikke publiceret undersøgelse foretaget af advokat Ulrik Grønborg af 1536 ægtepagter er der kun i under 2% af de undersøgte ægtepagter aftalt aftrapningssæreje, og det forekommer mindretallet meget betænkeligt at indføre en ny legal formueordning, som ingen eller kun meget få selv ville vælge.
- Trappemodellen med trinvise spring på 12,5 % for hver bryllupsdag, der passeres, kan i øvrigt opfordre til spekulation i valget af ophørsdag ved at trække en aktuel separations- eller skilsmisseanmodning til bryllupsdagen er passeret. Hvis f. eks. en mand med en formue på 5.110.000 kr. gifter sig med en hustru uden formue, stiger hustruens boslodskrav med 365.000 kr., hver gang en bryllupsdag passeres i de første 7 år. Hun kan med andre ord forøge sit boslodskrav med 365.000 kr. ved at vente med at indsende anmodning om separation til dagen efter bryllupsdagen frem for sagen før bryllupsdagen. Omvendt kan manden i de første 7 år spare 365.000 kr. ved at anmode om separation dagen før bryllupsdagen frem for dagen efter.
- Mindretallet finder det ikke rimeligt, at den indbragte formue skal deles lige, når ægteskabet har varet 7 år eller mere. Det giver associationer til ansættelseskontrakter, hvor en løbende indsats belønnes. Hvis en mand med en formue på 5.110.000 kr. gifter sig med en hustru uden formue, og formuen er uforandret ved skilsmissen, vil hun efter 7 års ægteskab kunne gå ud af ægteskabet med 2.555.000 kr., hvilket svarer til en optjening på 1.000 kr. om dagen i 2.555 dage! Det bemærkes, at optjening af boslodskrav er skattefri.
- Det forekommer meget overraskende for mindretallet, at flertallet som legal regel
lader trappen begynde, hvis og når parret før ægteskabet har samlevet på fælles
bopæl i to år. Dette forslag er en enestående nydannelse i dansk ægteskabsret. Dets
§
45, stk. 2, stemmer f.eks. meget dårligt med ordene i
lovudkastet § 41, stk. 1, hvorefter en ægtefælle kan udtage alle pensionsrettigheder
forlods, hvis ”ægteskabet (har) været af kortere varighed”. En legal
særregel af den karakter, flertallet foreslår, bør efter mindretallets opfattelse
ikke indføres uden mere generelle overvejelse om samlivs betydning inden for ægteskabsretten.
En nydannelse i flertallets retning på et isoleret område forekommer, med de vidtrækkende
konsekvenser den vil have, ikke aktuel. Mindretallets løsning er
§ 54, stk. 2, hvorefter der ved skønnet for at undgå, at ægtefæller stilles
urimeligt som følge af en forlods udtagelse, kan lægges vægt på ”et eventuelt
forudgående samliv".
- Det må forventes, at der kommer mange tvister om tidspunktet for etableringen af fælles bopæl, og om samlivet har været afbrudt.
Spekulationsmuligheden kunne formindskes, hvis man lod trappen løbe med 1% pr. måned
Udtagelse af indbragt formue (tilvækstmodellen)
Et mindretal (Jørgen U. Grønborg og Kirsten Reimers Lund) foreslår, at § 45 affattes således:
§ 45. Et beløb svarende til værdien ved ægteskabets indgåelse af hver ægtefælles formue indgår ikke i delingen efter § 33. Det påhviler ægtefællen klart at godtgøre tidspunktet for erhvervelserne og værdierne ved indgåelsen.
Stk. 2. Arv og gave, livsforsikringssummer, pensionsydelser, forsørgertabserstatninger og lignende ydelser, som en ægtefælle har erhvervet ret til før ægteskabets indgåelse, medregnes ikke i begyndelsesformuen.
Stk. 3. Særeje efter §§ 13, 14, 17, 27 og 43 samt pensionsrettigheder m.v. og uoverdragelige og personlige rettigheder i det omfang de ikke indgår i delingen efter §§ 41, 42 og 44, medregnes ikke i begyndelsesformuen.
Stk. 4. Ved opgørelsen af begyndelsesformuen fordeles gælden efter § 36.
Til støtte for mindretallets forslag til en ret til forlods udtagelse af den indbragte formue kan anføres følgende argumenter:
- Ved separation og skilsmisse bør ægtefælle kun dele den formue, som er skabt under
ægteskabet ved fælles slid og afsavn, og ikke den formue, som parterne allerede
ejede ved ægteskabets indgåelse. Dette svarer til formueordningen mellem ægtefæller
i langt størstedelen af verden.
Ordningen minder mest om den tyske ordning med Zugewinngemeinschaft.
- Modellen er rent kvantitativ og ikke kvalitativ som i Norge, hvor man skal følge
de enkelte aktivers skæbne under hele ægteskabet. Er et indbragt aktiv steget i
værdi under ægteskabet, tilfalder værdistigningen efter norsk ret ejerægtefællen,
og er et indbragt aktiv faldet i værdi under ægteskabet, skal ejerægtefællen efter
norsk ret bære tabet - på samme måde, som hvis aktiverne var særeje
Mindretallets forslag indebærer, at man skal opgøre hver ægtefælles formue ved ægteskabets indgåelse, og hvis denne begyndelsesformue er steget under ægteskabet i kraft af værdistigninger, skal alene værdistigningen deles. Er formuen faldet under ægteskabet, går dette udelukkende ud over ejerægtefællen.
Modellen indebærer, at indtægterne af den indbragte formue samt opsparing under ægteskabet skal deles i det omfang, at slutformuen er større end begyndelsesformuen.
- Er et indbragt aktiv - f. eks. en bil eller en ejerbolig - faldet i værdi under
ægteskabet, kan ejerægtefællen udtage et beløb svarende til aktivets værdi ved vielsen,
forudsat at ejerægtefællen ved separationen eller skilsmissen har en større formue
end ved vielsen. Den anden ægtefælle får ikke andel i ejerægtefællens opsparing
under ægteskabet, før denne opsparing overstiger værdifaldet. Den anden ægtefælle
kommer dermed indirekte til at deltage i betalingen af værdifaldet. Dette ville
også gælde, hvis aktivet var købt under ægteskabet.
- Det påhviler den, der vil forlodsudtage indbragt formue, at føre klart bevis for formuen størrelse ved vielsen.
Imod forslaget om forlods udtagelse af indbragt formue kan anføres:
- Et værdifald under ægteskabet på f. eks. en indbragt aktiepost kan modregnes i værdistigning
på f. eks. en fast ejendom.
- Det vil være svært at finde ud af værdien af den formue, parterne ejede ved ægteskabets
indgåelse - især i langvarige ægteskaber.
- Der kan være en tendens til, at parterne kun oplyser om deres aktiver og ikke om deres gæld ved ægteskabets indgåelse.
Et mindretal (Svend Danielsen) foreslår denne regel:
§ 45. Hvis en deling vil være urimelig, kan det bestemmes, at en ægtefælle helt eller delvist kan beholde værdien af egen formue.
Stk. 2. Ved vurderingen lægges vægt på, hvad der er erhvervet ved arv eller gave eller er medbragt i ægteskabet, ægteskabets varighed, den anden ægtefælles økonomiske forhold samt omstændighederne i øvrigt.
Til støtte for skønsmæssigt skævdelingsmodellen kan anføres:
- Indebærer, at også indbragt formue og arv og gaver som udgangspunkt skal ligedeles,
hvilket er det bedste for den økonomisk svageste af ægtefællerne.
- Der er mulighed for forlodsudtagelse af indbragt formue og arv og gaver, hvis en ligedeling konkret skønnes at være urimelig.
Imod skønsmæssig skævdelingsmodellen kan anføres:
- Reglen vil skabe retsusikkerhed og give anledning til mange retssager, da det vil blive meget svært at forudsige udfaldet af den konkrete retssag.
Arv og gave m.v.
Et flertal på 5 medlemmer foreslår, at værdien af arven eller gaven ved modtagelsen
skal kunne holdes uden for delingen ved separation og skilsmisse, jf.
lovudkastet § 26. Flertallet foreslår endvidere, at tredjemand ikke skal
kunne bestemme, at arv eller gave skal være særeje, men at tredjemand kun skal kunne
bestemme, om værdien af arven eller gaven ved modtagelsen skal indgå i delingen
eller ej. Har en ægtefælles således modtaget en arv med en værdi af f.eks. 1 mio.
kr., kan den pågældende højst holde 1 mio. kr. uden for delingen, uanset at de arvede
aktiver er steget i værdi. Dette indebærer efter flertallets opfattelse en betydelig
forenkling og også et mere rimeligt resultat i tilfælde, hvor ægtefællerne anvender
betydelige midler til forbedring af f.eks. en fast ejendom, der er modtaget som
arv eller gave. Hvis ægtefællerne i et sådant tilfælde ønsker, at hele ejendommen
med eventuelle værdistigninger skal være særeje, må de aftale dette ved ægtepagt.
Et forbud mod, at arveladere og givere bestemmer særeje vedr. arv og gave, findes ikke i noget andet land i verden. Det vil ofte forekomme, at modtagerens ægtefælle ikke vil gå med til at oprette en ægtepagt om, at arv og gaven skal være særeje, og så står modtageren med valget mellem at søge separation med det samme eller at leve med, at værdistigninger på og indtægter af arven eller gaven bliver ligedelingsformue. Flertallets forslag indebærer, at mange testatorer og gavegivere vil gøre arven eller gaven betinget af, at modtageren opretter ægtepagt om, at arven eller gaven skal være særeje. Flertallets forslag løser problemerne med delgaver, da det kun er gavens værdi, der kan holdes uden for delingen ved separation eller skilsmisse.
Et mindretal på 3 medlemmer foreslår, at arv og gave skal være særeje ved modtagerens separation eller skilsmisse, og at arveladers og gavegivers adgang til at bestemme særeje opretholdes. Anvendes midler fra delingsformuen til at forbedre f. eks en fast ejendom, der er modtaget som arv eller gave, opstår der reguleringskrav, jf. lovudkastet § 50. Problemerne med hensyn til delgaver kan også løses ved en regel om brøkdelssæreje ved delgaver eller en regel om, at hele aktivet bliver særeje, hvis gaveandelen er væsentlig.
Et andet mindretal på 1 medlem foreslår,
at arv og gave som hidtil skal indgå i delingen, men at tredjemand skal kunne bestemme,
at værdien holdes udenfor. Det suppleres med en skønsmæssig adgang til skævdeling.
Udvalget er enigt om, at arv og gave – medmindre arvelader eller gavegiver
har bestemt andet – kun skal kunne holdes uden for delingen ved en ægtefælles
død, hvis længstlevende anmoder om det,
jf. § 60, stk. 3
Særejeformer
Udvalget foreslår en videreførelse
af de gældende regler om særejeformerne skilsmissesæreje, kombinationssæreje og
fuldstændigt særeje, jf.
lovudkastet § 13
Der kan fortsat ikke aftales dødsfaldssæreje.
Der indføres mulighed for at aftale abstrakt sumsæreje og sumdeling. Det lovfæstes,
at der også kan aftales genstandsbestemt sumsæreje eller sumdeling, jf.
UfR 2007.2748 ØLD.
Det kan som noget nyt aftales, at summen pristalsreguleres, og ved sumdeling kan
det tillige aftale, at beløbet skal forhøjes med et årligt beløb
eller en årlig procentsats.
Der kan fortsat ikke indgås forhåndsaftaler om kompensation ved separation eller
skilsmisse, jf.
lovudkastet § 5, stk. 3, hvorefter ægtefæller ikke ved aftale
kan fravige reglerne i denne lov, medmindre andet følger af
kapitel 3 om ægtepagter eller
§ 38 om bodelingsaftaler.
Ophørsdagen
Reglerne om ophørsdagen i ÆSKL
§ 51 videreføres i
lovudkastet § 34, stk. 1. Ved delingen af ægtefællernes formuer
indgår de aktiver og passiver, som de hver især har ved udgangen af det døgn, hvor
statsforvaltningen modtog deres anmodning om separation eller skilsmisse.
Udvalget foreslår, at der indføres en sløjferegel i
lovudkastet § 34, stk. 2: Tilbagekalder en ægtefælle sin anmodning
om separation eller skilsmisse, mens statsforvaltningen behandler sagen, opretholdes
ophørsdagen efter stk. 1, hvis statsforvaltningen senest 2 måneder fra modtagelsen
af tilbagekaldelsen modtager anmodning om separation eller skilsmisse fra den anden
ægtefælle. Ophørsdagen opretholdes endvidere, hvis statsforvaltningen afslår eller
afviser anmodningen om separation eller skilsmisse eller afslutter sagen, og statsforvaltningen
modtager anmodning om separation eller skilsmisse fra den anden ægtefælle senest
4 uger fra afslaget, afvisningen eller afslutningen.
Udvalget foreslår, at der indføres en tilsvarende regel i RPL § 456, stk. 2, der
sikrer, at ophørsdagen kan opretholdes, hvis den anden ægtefælle indbringer sagen
for retten på ny inden for en passende frist efter, at den anden ægtefælle har hævet
sagen eller forårsaget, at sagen er blevet afvist..
Formuearten af gæld
Udvalget foreslår lovregler om formuearten af gæld, jf.
lovudkastet § 36,
§ 36. Ved opgørelsen af den formue, der skal deles, fradrages gæld, der har sikkerhed i aktiver, der indgår i delingen. Endvidere fradrages usikret gæld, der er stiftet til brug for anskaffelse, forbedring eller vedligeholdelse af aktiver, der indgår i delingen, eller i øvrigt kan henføres til sådanne aktiver.
Stk. 2. Gæld, der har sikkerhed i aktiver, der ikke indgår i delingen, og usikret gæld, der er stiftet til brug for anskaffelse, forbedring eller vedligeholdelse af aktiver, der ikke indgår i delingen, eller i øvrigt kan henføres til sådanne aktiver, fradrages ikke i den formue, der skal deles, medmindre gælden overstiger den del af ægtefællens formue, der ikke indgår i delingen.
Stk. 3. Gæld, der ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, fradrages skønsmæssigt i ægtefællens formue efter forholdet mellem værdien af den formue, der indgår i delingen, og den formue, der ikke indgår.
Stk. 4. Sikkerhedsstillelse eller ændring heraf efter stiftelsen af gælden ændrer ikke, hvordan gælden skal fradrages efter stk. 1-3.
E flertal på 7 medlemmer foreslår,
at det skal være muligt i ægtepagt at indgå aftaler om formuearten af gæld, jf.
lovudkastet
§ 19. Dette har hidtil ikke været muligt, jf.
UfR 2011.1112 HKK.
Ægtefællerne kan dog ikke aftale, at fremtidig gæld, der efter § 36, stk. 2, ikke
skal fradrags delingsformuen, skal fratrækkes i den formue, der skal deles. Ægtefællerne
kan således f.eks. ikke aftale, at al gæld, som manden fremtidig optager med sikkerhed
i sin særejeejendom, skal fratrækkes i den formue, der indgår i delingen.
Ægtefællerne kan heller ikke indgå en aftale om, at gælden skal fratrækkes i den
formue, der indgår i delingen ved en ægtefælles død, men ikke ved separation eller
skilsmisse. Ægtefællerne kan således ikke f.eks. aftale, at pantegælden i mandens
særejeejendom skal fratrækkes i den formue, der skal deles, hvis ægteskabet ophører
ved en ægtefælles død, men ikke hvis ægtefællerne bliver separeret eller skilt.
Den nye regel kan benyttes til i ægtepagter at skabe klarhed mellem ægtefællerne
over, om en gæld helt eller delvist skal belaste ligedelingsformuen
Uanset
§ 36 og aftaler efter
§ 19 har en ægtefælle ikke pligt til ved delingen at betale så meget
til den anden, at den pågældende ikke beholder tilstrækkelige midler til at dække
sine forpligtelser, jf.
§ 37
Formkrav til ægtepagter
Kravet om, at aftaler om særeje skal indgås ved ægtepagt, foreslås opretholdt, men
udvalget foreslår, at det gældende krav om tinglysning som gyldighedsbetingelse
for ægtepagter erstattes af et krav om, at ægtepagter skal underskrives for notaren
eller for vidner svarende til, hvad der gælder for testamenter, jf.
lovudkastet §§ 21-26.
En notarægtepagt er gyldig fra det øjeblik, den er underskrevet for notaren, også
selv om notaren ved en fejl ikke indberetter ægtepagten til Ægtepagtsregistret.
Det er ikke et krav, at ægtefællerne er til stede hos notaren samtidig.
En vidneægtepagt er gyldig fra det øjeblik, der er underskrevet for to vidner, forudsat
at ægtepagten inden 4 uger er modtaget i Ægtepagtsregistret. Dør en ægtefælle
inden 4 uger efter ægtepagtens oprettelse, er ægtepagten dog gyldig, selv om den
ikke er modtaget i Ægtepagtsregistret. Det er ikke et krav, at ægtefællerne underskriver
eller vedkender ægtepagten samtidig. Bor ægtefællerne i hver sit land, kan den ene
således underskrive ægtepagten for to vidner og derefter sende ægtepagten til den
anden, der så underskriver for to vidner i sit land. I så fald regnes 4 ugers fristen
fra den sidste underskrift. Hvis ægtefællerne vælger denne løsning, er det en betingelse
for, at ægtepagten er gyldig, at den er modtaget i Ægtepagtsregistret inden 4 uger
efter oprettelsen, jf.
§ 22, stk. 2. Det er uden betydning, at ægtefællerne er blevet separeret
eller skilt inden modtagelsen, eller om de har anmodet om separation eller skilsmisse,
og ophørsdagen dermed er indtrådt, jf.
§ 34. Indberetning kan således ske, selv om ægtefællerne er blevet separeret
eller skilt, hvis 4-ugers fristen overholdes.
Gaver mellem ægtefæller
Udvalget foreslår kravet i RVL § 30,
stk. 1 om, at gaver mellem ægtefæller som udgangspunkt kræver ægtepagt,
ophævet. Det kan dog fortsat ikke gyldigt aftales, at det, som den ene
ægtefælle fremtidigt erhverver, uden vederlag skal tilfalde den anden, jf.
lovudkastet § 30, stk. 2.
Udvalget foreslår samtidig en præcisering og udbygning af de eksisterende regler
i RVL § 33, der skal sikre, at en ægtefælle ikke bringer sin formue i kreditorly
hos den anden ægtefælle, jf.
lovudkastet § 31. Modtagerægtefællen hæfter subsidiært over for giverens
daværende kreditorer, medmindre giveren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler
til at dække sine kreditorer.
danske Advokater anfører i høringssvaret
af 10.03.2015, at forslaget med stor sandsynlighed vil medføre en forringelse af
kreditorernes stilling.
Beskyttelse af ægtefællernes fælles bolig m.v.
Udvalget finder, at begrænsningen i RVL § 18 i en ægtefælles ret til frit at råde
over sine aktiver kun bør gælde ægtefællernes helårsbolig. En ægtefælle må ikke
uden den andens samtykke overdrage, pantsætte, udleje eller bortforpagte familiens
helårsbolig eller en bolig, der er bestemt til familiens helårsbolig, jf.
lovudkastet § 9, stk. 1. Der kræves således ikke længere samtykke til dispositioner
over fritidshuse og erhvervsejendomme, der ikke tillige anvendes som helårsbolig.
Det afgørende er, hvor familien faktisk bor eller har til hensigt at bo, og ikke
boligens status af helårs- eller fritidshus. Anvendes et helårshus faktisk som fritidshus,
er det ikke omfattet af kravet om samtykke, og anvendes et fritidshus faktisk som
helårsbolig, vil det være omfattet.
Reglen foreslås udvidet til at omfatte andelsboliger og andre boliger omfattet af
andelsboliglovens § 1 a, der blandt andet omfatter boligaktieselskaber, boliganpartsselskaber, boligsamejer,
boliginteressentskaber og boligkommanditselskaber. Er ægtefællernes helårsbolig
f.eks. en husbåd eller en campingvogn, vil også den være omfattet.
Bestemmelsen omfatter også ejendomme med mere end en beboelseslejlighed, hvis familien
bor i en af lejlighederne.
Samtykkekravet skal også gælde, selv om boligen er ejerens særeje
Udvalget foreslår samtidig samtykkekravet ophævet for så vidt angår indbo, fritidsboliger og erhvervsaktiver.
Endvidere foreslår udvalget, at de gældende regler om en ægtefælles adgang til ved
separation eller skilsmisse at udtage fast ejendom og indbo m.v., som den anden
ægtefæller ejer (såkaldt krydsende udtagelsesret) udvides til at omfatte aktiver,
der er særeje,. jf. lovudkastet
§§ 46-48. Et mindretal foreslår i den forbindelse, at adgangen til krydsende
udtagelsesret vedrørende bestemte særejeaktiver, skal kunne fraviges på forhånd
ved ægtepagt, jf.
§ 19 a, og ved arveladers eller gavegivers bestemmelse, jf.
§ 27, stk. 5. Dette gælder dog ikke aktiver omfattet af
§ 46, stk. 3, nr. 1 og 2 (helårsboliger).
Et flertal foreslår, at værdien af en ægtefælles erstatning, godtgørelse og forsikringsudbetalinger som følge af personskade i form af erhvervsevnetab, varigt mén, svie og smerte, kritisk sygdom og tort m.v. ikke indgår i delingen, i det omfang det modtagne er i behold, jf. § 43, stk. 1, som svarer til EAL § 18, stk. 2.
Et mindretal forslår, at de pågældende beløb skal tilhøre skadelidte som skilsmissesæreje, der dog er fuldstændigt særeje, hvis den skadelidte bliver den længstlevende.
Udvalget foreslår som noget nyt en lovregulering af lovvalget, jf. lovudkastet §§ 65-72.
Som udgangspunkt vil det efter udvalgets forslag være loven i den første stat, hvor begge ægtefæller bosætter sig efter ægteskabets indgåelse, der finder anvendelse, jf. § 66, stk. 1. Bopælsbegrebet i bestemmelsen skal forstås som ”habitual residence” (sædvanligt opholdssted), der er den tilknytningsfaktor, der anvendes i international privatret. Sædvanligt opholdssted svarer i det store hele til bopælsbegreb ”hjemting” i RPL § 235.
Hvis ægtefællerne senere bosætter sig i en anden stat og bor der uafbrudt i mindst fem år, vil denne stats lov herefter finde anvendelse, jf. 66, stk. 2. Dette er et brud på uforanderlighedsprincippet.
Udvalget foreslår, at ægtefæller ved ægtepagt skal kunne indgå aftale om, hvilken stats lov, der skal finde anvendelse (lovvalgsaftale), jf. § 67, stk. 1. Ægtefæller kan efter forslaget navnlig vælge loven i den stat, hvor en af dem er statsborger eller har bopæl på tidspunktet for aftalens indgåelse. Har begge ægtefæller bopæl her i landet på tidspunktet for aftalens indgåelse, eller aftaler ægtefællerne, at dansk ret skal anvendes, skal aftalen indgås ved ægtepagt.
Udvalget foreslår, at enhedsprincippet lovfæstes, jf. § 70, stk. 1, hvorefter lovvalget anvendes på alle aktiver og passiver, der er omfattet af formueforholdet, uanset hvor de befinder sig.
Endelig foreslår udvalget, at anvendelse af en anden stats lov kan undlades, hvis
anvendelsen vil være åbenbart uforeneligt med grundlæggende danske retsprincipper
(ordre public)., jf.
§ 71, og at visse regler skal være internationalt præceptive, jf.
§ 72.
Ovenstående skal ikke gælde, hvis andet følger af Den Nordiske Ægteskabskonvention.
Ophævelse af forældede regler
Udvalget foreslår
reglerne om husholdningsfuldmagt i
RVL § 11 og reglerne om bosondring i
RVL § 38 ophævet.
De nye regler om den legale formueordning i § 45 finder ikke anvendelse på ægteskaber indgået før lovens ikrafttræden, jf. § 82.
Allerede oprettede ægtepagter vil fortsat være gyldige efter de foreslåede nye regler, hvis de senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden er anmeldt til tinglysning i personbogen, jf. § 84.
De nye regler om arv og gave finder ikke anvendelse på arv, der er faldet før lovens ikrafttræden og gaver, der er modtaget før dette tidspunkt, når modtageren er gift eller er i uskiftet bo på tidspunktet for lovens ikrafttræden, jf. § 85.
Er en gave mellem ægtefæller givet før lovens ikrafttræden, og er kravet i RVL § 30 ikke opfyldt, anses gaven som gyldigt givet ved lovens ikrafttræden, medmindre den ægtefælle, der har givet gaven, eller denne ægtefælles kreditorer eller arvinger før lovens ikrafttræden har fremsat krav om, at gaven tilbagegives, på en måde, der efter kapitel 5 i lov om forældelse ville afbryde en forældelsesfrist, jf. § 89
De nye lovvalgsregler finder også anvendelse på ægteskaber, der er indgået før lovens ikrafttræden, jf. § 92, stk. 1.
