Kapitel 2: Ægtefællens arveret
Arv efter loven
§ 9. Arveladerens ægtefælle arver halvdelen af arveladerens ejendele, når
denne efterlader sig livsarvinger.
Stk. 2. Efterlader arveladeren sig ikke livsarvinger,
arver ægtefællen alene.
Ægtefællens tvangsarv
§ 10. En fjerdedel af ægtefællens arvelod er tvangsarv.
§ 11. Den længstlevende ægtefælle kan forlods udtage genstande, som
1) udelukkende tjener til den pågældendes personlige brug, hvis deres værdi ikke
står i misforhold til ægtefællernes formueforhold, eller
2) er erhvervet til mindreårige børns brug.
Stk. 2. Den længstlevende ægtefælle kan endvidere
af boet udtage så meget, at værdien heraf sammenlagt med den længstlevendes bos-
og arvelod samt fuldstændige særeje udgør indtil 600.000 kr. Beløbsgrænsen reguleres
efter § 97.
(2025: 910.000 kr., 2024: 870.000 kr., 2023: 850.000 kr.)
Stk. 3. I beregningen efter stk. 2 indgår forsørgertabserstatning,
livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, der kommer til udbetaling
til den længstlevende ægtefælle i anledning af dødsfaldet. Længstlevendes øvrige
rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig karakter, medregnes
kun i den udstrækning disse rettigheder, hvis de var delingsformue, ville indgå
i ligedelingen på skifte i den længstlevende ægtefælles levende live.
Stk. 4. En særlivsarving efter den førstafdøde
ægtefælle kan uanset stk. 2 overtage et aktiv mod at betale vurderingsprisen kontant
til boet, hvis aktivet har en særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre
aktivet er omfattet af § 11, stk. 1, eller der er tale om et
aktiv, der er delingsformue, som nævnt i § 91, stk. 2.
§ 11, stk. 4 er ændret ved § 5.1 i
lov nr. 550 af 30.05.2017 fra d. 01.01.2018. I § 11, stk. 4, ændres »fællesejeaktiv«
til: »aktiv, der er delingsformue,«.
§ 11, stk. 3 er ændret ved § 5.3 i
lov nr. 550 af 30.05.2017 fra d. 01.01.2018. I § 11, stk. 3, 2. pkt., ændres
»fælleseje« til: »delingsformue«.
Overtagelse efter vurdering
Delingsformue
Overskriften før § 12 er ændret ved § 5.2 i
lov nr. 550 af 30.05.2017 fra d. 01.01.2018. Hidtidig formulering:
Fælleseje
§ 12. Den længstlevende ægtefælle kan for sin bos- og arvelod
overtage aktiver, der er delingsformue i dødsboet, til vurderingsbeløbet.
Stk. 2. Ønsker ægtefællen og en arving at overtage
det samme aktiv, har ægtefællen fortrinsret. En særlivsarving har dog fortrinsret
til at overtage et aktiv, hvis dette har særlig erindringsværdi for den pågældende,
medmindre aktivet er omfattet af § 11, stk. 1, eller der er
tale om et aktiv, der er delingsformue, som nævnt i § 91, stk. 2.
Stk. 3. Overstiger værdien af det aktiv, som
den længstlevende ægtefælle ønsker at overtage bos- og arvelodden, kan ægtefællen
overtage aktivet mod at betale det overskydende beløb kontant til boet.
§ 12, stk. 2 er ændret ved § 5.1 i
lov nr. 550 af 30.05.2017 fra d. 01.01.2018. I § 12, stk. 2, 2. pkt., ændres
»fællesejeaktiv« til: »aktiv, der er delingsformue,«.
§ 12, stk. 1 er ændret ved § 5.3 i
lov nr. 550 af 30.05.2017 fra d. 01.01.2018. I § 12, stk. 1, ændres »fælleseje«
til: »delingsformue«.
Fuldstændigt særeje
§ 13. Af den afdødes fuldstændige særeje kan den længstlevende
ægtefælle inden for sin arvelod af særejet overtage aktiver til vurderingsbeløbet.
Stk. 2. Ønsker ægtefællen og en arving at overtage
det samme aktiv, har ægtefællen fortrinsret. En særlivsarving har dog fortrinsret
til at overtage et aktiv, der har særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre
aktivet er omfattet af § 11, stk. 1, eller der er tale om ægtefællernes
hidtidige fælles bolig.
Stk. 3. Overstiger værdien af et aktiv, som
ægtefællen ejer i sameje med boet, arvelodden, kan ægtefællen overtage aktivet mod
at betale det overskydende beløb kontant til boet.
Fravigelse ved testamente mv.
§ 14. §§ 12 og 13 finder
ikke anvendelse for aktiver, som arveladeren har rådet over ved testamente, jf.
§§ 90 og 91, eller hvis andet er fastsat
i en samejeoverenskomst mv. om et aktiv, som ægtefællen ejer i sameje med boet.
Kapitel 3: Svogerskabsarv efter en længstlevende ægtefælle
§ 15. Dør den længstlevende ægtefælle efter at have arvet den førstafdøde
ægtefælle i henhold til § 9, stk. 2, herunder i henhold
til et testamente, deles boet med halvdelen til hver ægtefælles slægtsarvinger,
medmindre den længstlevende ægtefælle
1) har indgået nyt ægteskab,
2) efter den førstafdøde ægtefælles død har arvet en samlever efter et testamente
oprettet i medfør af § 87,
3) efterlader sig en samlever, der har arveret efter et testamente oprettet i
medfør af § 87, eller
4) efterlader sig livsarvinger.
Stk. 2. Er der ved den længstlevende ægtefælles
død kun slægtsarvinger efter en af ægtefællerne, arver de det hele.
Stk. 3. Har en af ægtefællerne truffet bestemmelse
ved testamente, deles den del af boet, der ikke er truffet testamentarisk bestemmelse
om, efter stk. 1 og 2, medmindre andet må anses for at følge af testamentet.
Stk. 4. Stk. 1-3 er ikke til hinder for, at
den længstlevende ægtefælle ved testamente kan råde over hele boet.
§ 16. Dør den længstlevende ægtefælle efter at have benyttet sig af sin
ret efter § 11, stk. 2, deles boet efter stk. 2-6, medmindre
den længstlevende ægtefælle
1) har indgået nyt ægteskab,
2) efter den førstafdøde ægtefælles død har arvet en samlever efter et testamente
oprettet i medfør af § 87, eller
3) efterlader sig en samlever, der har arveret efter et testamente oprettet i
medfør af § 87.
Stk. 2. Er der livsarvinger efter begge ægtefæller,
deles boet med halvdelen til hver ægtefælles livsarvinger. Er der alene livsarvinger
efter den længstlevende ægtefælle, arver disse alene.
Stk. 3. Er der alene livsarvinger efter den
førstafdøde ægtefælle, deles boet med halvdelen til førstafdødes livsarvinger og
halvdelen til længstlevendes slægtsarvinger. Er der ingen slægtsarvinger efter længstlevende,
arver førstafdødes livsarvinger alene.
Stk. 4. Er der ikke livsarvinger efter nogen
af ægtefællerne, deles boet med halvdelen til hver ægtefælles slægtsarvinger. Er
der alene slægtsarvinger efter en af ægtefællerne, arver de det hele.
Stk. 5. Har en af ægtefællerne truffet bestemmelse
ved testamente, deles den del af boet, der ikke er truffet testamentarisk bestemmelse
om, efter stk. 2-4, medmindre andet må anses for at følge af testamentet.
Stk. 6. Arv efter § 1, som
en særlivsarving har modtaget ved den førstafdøde ægtefælles død, fradrages i arv,
som særlivsarvingen modtager efter den længstlevende ægtefælle i medfør af stk.
2 og 3. Arvens værdi ved modtagelsen lægges til grund ved fradraget.
§ 47, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 7. Stk. 2-6 er ikke til hinder for, at
den længstlevende ægtefælle ved testamente kan råde over hele boet.
Kapitel 4: Uskiftet bo
Betingelser for uskiftet bo mv.
§ 17. Efter en ægtefælles død kan den længstlevende ægtefælle
overtage ægtefællernes delingsformue, jf. dog § 23, stk. 2-6,
til uskiftet bo med deres fælles livsarvinger.
§ 17 er ændret ved § 5.3 i
lov nr. 550 af 30.05.2017 fra d. 01.01.2018. I § 17 ændres »fælleseje« til:
»delingsformue«.
§ 18
Efterlader den førstafdøde ægtefælle sig særlivsarvinger,
kan boet kun udleveres til uskiftet bo med samtykke fra dem.
Stk. 2. Er en særlivsarving umyndig ifølge værgemålslovens § 1, stk. 1, eller er der beskikket
skifteværge for en særlivsarving, kan skifteretten tillade boets udlevering til
uskiftet bo, hvis værgen eller skifteværgen samtykker deri, og udleveringen er forsvarlig
under hensyn til livsarvingernes interesser og den længstlevende ægtefælles forhold.
Det samme gælder, hvis en særlivsarving er under værgemål efter
værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter
værgemålslovens § 7, hvis værgemålet angår dette anliggende. Er særlivsarvingen
under samværgemål, kræves tillige samtykke fra særlivsarvingen.
Stk. 3. Udleveres boet til uskiftet bo med den
afdødes mindreårige særlivsarvinger, overtager den længstlevende ægtefælle den afdødes
forsørgelsespligt over for dem.
§ 19. Et bo kan ikke udleveres til uskiftet bo, hvis den længstlevende ægtefælle
ikke i sin bodel og sit fuldstændige særeje råder over tilstrækkelige midler til
at dække sine forpligtelser. Ved vurderingen heraf tages hensyn til midler, som
den længstlevende ægtefælle vil modtage i arv fra den førstafdøde ægtefælles fuldstændige
særeje, samt erstatnings-, forsikrings- og pensionsbeløb, der tilfalder den længstlevende
ægtefælle i anledning af den førstafdøde ægtefælles død.
Stk. 2. Skifteretten kan tillade, at boet udleveres
til uskiftet bo, hvis en insolvens efter stk. 1 efter boets forhold må anses for
ubetydelig.
Stk. 3. Uanset stk. 1 kan boet dog udleveres
til uskiftet bo, hvis den førstafdøde ægtefælles livsarvinger samtykker heri efter
at være blevet gjort bekendt med den længstlevende ægtefælles insolvens.
Stk. 4. Et bo kan ikke udleveres til uskiftet
bo, hvis den længstlevende ægtefælle efter udleveringen ikke vil råde over tilstrækkelige
midler til at dække såvel den førstafdøde ægtefælles som egne forpligtelser.
§ 20. Anmodning om et bos udlevering til uskiftet bo fremsættes af ægtefællen
eller af dennes værge eller skifteværge.
Stk. 2. Er ægtefællen umyndig, under værgemål
efter værgemålslovens § 5, under samværgemål
efter værgemålslovens § 7, eller er der beskikket
skifteværge for ægtefællen, kan boet kun udleveres til uskiftet bo, hvis skifteretten
finder dette bedst for ægtefællen.
§ 21. Skifteretten skal underrette den førstafdøde ægtefælles
livsarvinger om udleveringen til uskiftet bo.
Det uskiftede bos midler mv.
§ 22. Inden 6 måneder efter dødsfaldet skal den længstlevende ægtefælle
til skifteretten indlevere en formueoversigt, som omfatter
1) den førstafdøde ægtefælles delingsformue,
2) den længstlevende ægtefælles delingsformue,
3) de i § 23, stk. 2-6, nævnte midler,
4) den længstlevende ægtefælles fuldstændige særeje og
5) den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje.
Stk. 2. I formueoversigten skal det særligt
være angivet, hvem der skal arve den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særejemidler.
Stk. 3. Skifteretten kan forlænge fristen i
stk. 1.
Stk. 4. Indgives formueoversigten ikke rettidigt,
kan skifteretten bestemme, at formueoversigten skal udarbejdes af en autoriseret
bobestyrer. Udgiften betales af den længstlevende ægtefælle. Den længstlevende ægtefælle
skal give bobestyreren oplysninger om den førstafdødes og egne økonomiske forhold.
§ 92, stk. 1, i lov om skifte af dødsboer
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Skifteretten skal efter anmodning udlevere
et eksemplar af formueoversigten til livsarvingerne.
Stk. 6. Justitsministeren fastsætter nærmere
regler om formueoversigten og om de blanketter, der kan anvendes.
§ 22, stk. 1, nr. 1 og 2 er ændret ved § 5.4 i
lov nr. 550 af 30.05.2017 fra d. 01.01.2018. I § 22, stk. 1, nr. 1 og 2, ændres
»fællesejemidler« til: »delingsformue«.
§ 23. I det uskiftede bo indgår alt, hvad den længstlevende ægtefælle erhverver,
for så vidt det ikke er gjort til fuldstændigt særeje.
Stk. 2. Livsforsikringer samt pensionsydelser
og lignende ydelser, der tilfalder den længstlevende ægtefælle i anledning af den
førstafdøde ægtefælles død, og som må antages ikke at være forbrugt, indgår ikke
i det uskiftede bo ved skifte af boet i den længstlevende ægtefælles levende live.
Stk. 3. Den længstlevende ægtefælles egne livsforsikringsordninger
samt pensionsrettigheder og lignende rettigheder indgår ikke i det uskiftede bo
ved skifte af boet i den længstlevende ægtefælles levende live.
Stk. 4. Beløb, der er udbetalt fra ordningerne
i stk. 3, indgår i det uskiftede bo. Dette gælder dog ikke udbetalinger fra kapitalpensionsrettigheder
og lignende rettigheder samt supplerende engangsydelser, som må antages ikke at
være forbrugt, medmindre beløbet ved udbetalingen har mistet sin karakter af pensionsopsparing.
Stk. 5. Stk. 2-4 finder tilsvarende anvendelse
på indtægter af og surrogater for beløbene.
Stk. 6. På øvrige rettigheder, som er uoverdragelige
eller i øvrigt af personlig art, finder reglerne om uskiftet bo kun anvendelse i
den udstrækning, hvori det er foreneligt med de særlige regler, der gælder for disse
rettigheder.
Stk. 7. Arv, gave og livsforsikringer samt pensionsydelser
og lignende ydelser, som tilfalder den længstlevende ægtefælle fra tredjemand, indgår
ikke i det uskiftede bo, hvis ægtefællen anmoder om skifte inden 3 måneder efter
formuegodets modtagelse.
§ 24. Den længstlevende ægtefælle udøver i levende live en ejers rådighed
over det uskiftede bo.
Stk. 2. Ved testamente kan ægtefællen kun råde
over så stor en del af det uskiftede bo, som ved ægtefællens død falder i arv efter
denne. Inden for denne grænse kan ægtefællen også råde over boets enkelte genstande,
for så vidt det ikke strider mod den førstafdøde ægtefælles testamentariske bestemmelse
i medfør af § 91.
§ 25. Den længstlevende ægtefælle bliver personligt ansvarlig for den førstafdøde
ægtefælles forpligtelser.
Stk. 2. Må det antages, at den førstafdøde ægtefælles
bo var insolvent, kan den længstlevende ægtefælle eller en kreditor anmode skifteretten
om, at boet tages under behandling ved bobestyrer. Imødekommes anmodningen, og opfylder
ægtefællen sine forpligtelser efter lov om skifte
af dødsboer § 104, hæfter den længstlevende ægtefælle uanset stk. 1 ikke
for den afdøde ægtefælles forpligtelser.
Skifte
§ 26. Den længstlevende ægtefælle kan når som helst skifte med en eller
flere af livsarvingerne.
Stk. 2. Ved indgåelse af nyt ægteskab skal den
længstlevende ægtefælle skifte. Livsarvingerne kan ikke give afkald på skifte af
det uskiftede bo og samtidig bevare deres arveret.
§ 27. En længstlevende ægtefælle, der i henhold til
§ 18, stk. 2, har fået boet udleveret til uskiftet bo med umyndige særlivsarvinger,
skal efter anmodning skifte med særlivsarvingerne, efterhånden som de bliver myndige.
Det samme gælder, hvis en livsarvings skifteværge på egen hånd har givet samtykke
til uskiftet bo, og livsarvingen selv senere anmoder om skifte.
Stk. 2. Dør en særlivsarving, der er umyndig,
eller for hvem en værge eller skifteværge efter § 18, stk. 2,
har meddelt samtykke til uskiftet bo, skal den længstlevende ægtefælle skifte med
den pågældendes livsarvinger, medmindre disse samtykker i, at skifte undlades.
Stk. 3. For mindreårige særlivsarvinger og særlivsarvinger,
for hvem der er beskikket værge, meddeles samtykke til undladelse af skifte af værgen
med skifterettens godkendelse. § 18, stk. 2, finder
tilsvarende anvendelse.
§ 28. Når en længstlevende ægtefælle har fået et bo udleveret til uskiftet
bo, arver livsarvingerne efter den førstafdøde ægtefælle kun denne, hvis
1) de overlever den længstlevende ægtefælle, eller
2) de lever på det tidspunkt, da anmodning om skifte fremsættes.
Stk. 2. Ved skifte efter den længstlevende ægtefælles
død beregnes der ikke arv efter den førstafdøde ægtefælle til den længstlevende
ægtefælle.
Stk. 3. Mellem den førstafdøde ægtefælles livsarvinger
deles arven efter arveforholdene ved den længstlevende ægtefælles død eller ved
udgangen af det døgn, hvor anmodning om skifte er modtaget i skifteretten. Er der
ved den længstlevende ægtefælles død ingen arvinger efter denne, tilfalder hele
boet den førstafdøde ægtefælles livsarvinger.
§ 28, stk. 3 er ændret ved § 3.1 i
lov nr. 221 af 21.03.2011 fra d. 01.07.2011. I § 28, stk. 3, ændres »på det tidspunkt,
hvor anmodning om skifte fremsættes« til: »ved udgangen af det døgn, hvor anmodning om
skifte er modtaget i skifteretten«.
§ 29. Hvis en livsarving efter den førstafdøde ægtefælle godtgør, at den
længstlevende ægtefælle ved misbrug af sin rådighed over det uskiftede bo væsentligt
har formindsket dette eller har fremkaldt nærliggende fare for en sådan formindskelse,
skal den længstlevende ægtefælle skifte med den eller de livsarvinger, som forlanger
dette.
Stk. 2. Som misbrug af rådighed over boet betragtes
navnlig uforsvarlige spekulationsforretninger, urimeligt forbrug, tegning af en
uforholdsmæssig stor pensions- eller forsikringsordning samt ydelse af gaver eller
andre begunstigelser, der står i misforhold til det uskiftede bos formue.
Stk. 3. Gør en arving gældende, at der foreligger
misbrug, skal den længstlevende ægtefælle efter skifterettens bestemmelse give oplysninger
om dispositioner over det uskiftede bos formue. Livsarvingerne har ret til at blive
gjort bekendt med oplysningerne.
Stk. 4. Har den længstlevende ægtefælle forsømt
sin forsørgelsespligt over for en særlivsarving, skal den længstlevende efter anmodning
skifte med denne.
§ 30. Har den længstlevende ægtefælle ved misbrug af sin rådighed over det
uskiftede bo væsentligt formindsket dette, kan enhver livsarving, når boet skiftes,
kræve vederlag derfor af det beholdne bo. Om fornødent kan livsarvingen endvidere
kræve vederlag for halvdelen af det manglende beløb af ægtefællens fuldstændige
særeje.
Stk. 2. En livsarving kan kræve vederlag efter
stk. 1, hvis den længstlevende ægtefælle har anvendt midler af det uskiftede bo
til erhvervelse eller forbedring af sit fuldstændige særeje eller sine rettigheder
omfattet af § 37 i lov
om ægtefællers økonomiske forhold, der ikke indgår i delingen ved skifte
af det uskiftede bo. Det gælder dog ikke midler anvendt til erhvervelse eller forbedring
af rettigheder omfattet af
§ 52 i lov om ægtefællers økonomiske forhold.
Stk. 3. Den længstlevende ægtefælle eller en
livsarving kan ved skifte af det uskiftede bo kræve vederlag af det beholdne bo,
hvis ægtefællen har anvendt midler af sit fuldstændige særeje til forbedring af
det uskiftede bo.
§ 30, stk. 2 er ændret ved §§ 5.5 og 5.6 i
lov nr. 550 af 30.05.2017 fra d. 01.01.2018. I § 30, stk. 2, 1. pkt., ændres
»§ 15, stk. 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger« til: »§ 37 i lov om ægtefællers
økonomiske forhold«, og i § 30, stk. 2, 2. pkt., ændres »§ 16 a i lov om ægteskabets
retsvirkninger« til: »§ 52 i lov om ægtefællers økonomiske forhold«.
§ 31. Har den længstlevende ægtefælle af boet givet gaver eller arveforskud,
hvis værdi stod i misforhold til boets formue, kan en livsarving kræve dispositionen
omstødt, hvis modtageren eller den begunstigede vidste eller burde vide, at ægtefællen
var i uskiftet bo, og at dispositionen stod i misforhold til boets formue.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse
ved udbetaling til en begunstiget af en livsforsikring eller lignende ordning, der
er oprettet for boets midler for et beløb, der stod i misforhold til boets formue.
Stk. 3. Efter den længstlevende ægtefælles død
finder stk. 1 og 2 ikke anvendelse, hvis den pågældende livsarving kan opnå dækning
for sin arveret ved, at der ydes livsarvingen vederlag af det beholdne bo, jf. § 30, stk. 1 og 2.
§ 32. Omstødelsessag efter § 31 kan kun anlægges, hvis
boet skiftes, eller den livsarving, der vil anlægge sagen, har anmodet om skifte.
Sagen anlægges ved skifteretten, der træffer afgørelse ved dom.
Retsplejelovens § 226 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. En sag efter § 31, stk.
1, skal anlægges inden 1 år efter, at livsarvingen har eller burde have fået
kendskab til fuldbyrdelsen af gaven eller arveforskuddet, og senest 5 år efter gavens
fuldbyrdelse.
Stk. 3. En sag efter
§ 31, stk. 2, skal anlægges inden 1 år efter, at livsarvingen har eller burde
have fået kendskab til udbetalingen og senest 5 år efter udbetalingen.
§ 32, stk. 1, 3. pkt. er ændret ved § 3.1 i
lov nr. 168 af 12.03.2008 fra d. 01.04.2008. I § 32, stk. 1, 3. pkt., ændres »§§ 226 og
227« til: »§ 226«.
§ 33. Ved skifte formodes alt, hvad den længstlevende ægtefælle ejer, at
høre til det uskiftede bo.
§ 34. Dør alle livsarvingerne efter den førstafdøde ægtefælle, overtager
den længstlevende ægtefælle uden skifte det uskiftede bo til fri rådighed.
§ 16 finder tilsvarende anvendelse.
Kapitel 5: Arvehenstand for længstlevende ægtefælle
§ 35. Skifteretten kan give en ægtefælle henstand med udbetaling af arven
eller en del heraf til en livsarving efter den førstafdøde ægtefælle, hvis arven
ikke kan udbetales uden afhændelse af fast ejendom, løsøre eller andre aktiver,
som er nødvendige, for at ægtefællen kan opretholde hjemmet eller sit erhverv.
Stk. 2. Ved afgørelsen af om henstand skal gives
helt eller delvist, kan skifteretten tage hensyn til, om en særlivsarving efter
den førstafdøde ægtefælle i medfør af §§ 6 og § 7
ønsker at overtage aktiver, som har en særlig erindringsværdi for den pågældende.
Stk. 3. Hvis der gives henstand efter stk. 1,
kan skifteretten bestemme, at en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle af
sin arvelod skal have udbetalt et efter boets forhold passende beløb til forsørgelse
i henstandsperioden, dog kun indtil særlivsarvingen fylder 24 år.
§ 36. Arvehenstand efter § 35, stk. 1, gives for 5 år
fra den førstafdøde ægtefælles dødsdag.
Stk. 2. Er betingelserne i §
35, stk. 1, opfyldt, kan skifteretten forlænge henstandsperioden med yderligere
5 år, hvis ægtefællen anmoder om det. En anmodning om forlængelse skal fremsættes
tidligst 6 måneder før og senest ved udløbet af henstandsperioden i stk. 1. Anmodning
om forlængelse har opsættende virkning.
Stk. 3. Udbetaling af arven skal dog tidligst
ske, når en fælles livsarving fylder 18 år. Tilsvarende gælder, hvis den længstlevende
ægtefælle i forbindelse med meddelelse af henstanden over for skifteretten erklærer
at ville overtage forsørgelsespligten over en særlivsarving efter den førstafdøde
ægtefælle.
Stk. 4. Arven udbetales kontant ved henstandsperiodens
ophør.
§ 37. Der skal stilles fuld sikkerhed for henstandsarv efter
§ 35, stk. 1. Skifteretten fastsætter sikkerheden.
Stk. 2. Skifteretten træffer afgørelse i tvister
om sikkerheden. Skifteretten kan efter anmodning fra en livsarving eller Familieretshuset,
hvis arvingen er umyndig, bestemme, at den længstlevende ægtefælle skal udbetale
arven, hvis der er sket en væsentlig forringelse af sikkerheden.
Stk. 3. Skifteretten kan efter anmodning fra
Familieretshuset bestemme, at den længstlevende ægtefælle skal udbetale arven, hvis
denne har forsømt sin forsørgelsespligt over en særlivsarving efter den førstafdøde
ægtefælle, jf. § 36, stk. 3, 2. pkt.
§ 37, stk. 2 og 3 er ændret ved § 19.1 i
lov nr. 1711 af 27.12.2018 fra d. 01.04.2019. I § 37, stk. 2, 2. pkt., og §
37, stk. 3, ændres »statsforvaltningen« til: »Familieretshuset«.
§ 38. Skifterettens afgørelser efter §§ 35-37
træffes ved kendelse. Afgørelsen kan indbringes for højere ret ved kære efter reglerne
i retsplejelovens kapitel
37.
§ 39. Justitsministeren fastsætter regler om forrentningen af henstandsarv
omfattet af § 35, stk. 1, administrationen af beløb omfattet
af § 35, stk. 3, og om sikkerhedsstillelse efter
§ 37, stk. 1.
Kapitel 6: Testamentsarvingers adgang til overtagelse efter vurdering
§ 40. §§ 6-8 finder tilsvarende anvendelse,
hvis en arving ved testamente er indsat til at arve en andel af boet, eller hvis
en arving er gjort til legatar ved testamente eller efter skifterettens bestemmelse.
Kapitel 7: Aftale om arv samt arveforskud
Forbud mod overdragelse og kreditorforfølgning af forventet arv
§ 41. En arving kan ikke sælge, pantsætte eller på anden måde overdrage
forventet arv. Mens arveladeren er i live, kan en arving heller ikke uden arveladers
samtykke indgå aftale med medarvinger om overtagelse af aktiver i boet.
Stk. 2. En arvings kreditorer kan ikke søge
fyldestgørelse i forventet arv.
Afkald på forventet og falden arv
§ 42. En arving kan mod eller uden vederlag give afkald på såvel forventet
som falden arv.
Stk. 2. Afkald på forventet arv skal gives over
for arveladeren. Hvis arveladerens ægtefælle er i uskiftet bo, kan afkald dog gives
over for denne.
Stk. 3. Et afkald på arv har også virkning for
arvingens livsarvinger, medmindre disses arveret er forbeholdt.
Arveforskud
§ 43. Arveforskud foreligger, hvis en arving fra arveladeren har modtaget
en ydelse af økonomisk værdi, og det må anses for aftalt, at værdien af ydelsen
senere skal fradrages i arvingens arv.
§ 44. Arveforskud, som en fælles livsarving har modtaget, skal, medmindre
andet er aftalt, så vidt muligt fradrages i arven efter den førstafdøde ægtefælle,
når
1) arveforskuddet er ydet af delingsformue, skilsmissesæreje eller andet særeje,
der bliver delingsformue ved ægtefællens død, og
2) der skiftes i den længstlevende ægtefælles levende live.
Stk. 2. Et testamente oprettet af den førstafdøde
ægtefælle skal vige i det omfang, det er nødvendigt for, at fradrag kan ske i medfør
af stk. 1.
Stk. 3. Den del af arveforskuddet, som ikke
er fradraget i arven efter den førstafdøde ægtefælle, skal fradrages i arven efter
den længstlevende ægtefælle.
Stk. 4. Ved skifte af et uskiftet bo efter den
længstlevende ægtefælles død, fradrages forskud til fællesbørn forholdsmæssigt i
arven efter hver af forældrene.
Stk. 5. Stk. 1-4 gælder også for forskud, som
ydes af en ægtefælle i uskiftet bo.
§ 44, stk. 1, nr. 1 er ændret ved § 5.3 i
lov nr. 550 af 30.05.2017 fra d. 01.01.2018. To steder i § 44, stk. 1, nr. 1,
ændres »fælleseje« til: »delingsformue«.
§ 45. Arveforskud, som en ægtefælle af delingsformue, skilsmissesæreje eller
andet særeje, der bliver delingsformue ved ægtefællens død, har givet et stedbarn
eller dets livsarvinger, fradrages i arven efter den anden ægtefælle, hvis det er
aftalt, at ydelsen skal være forskud på arven efter denne.
§ 45 er ændret ved § 5.3 i
lov nr. 550 af 30.05.2017 fra d. 01.01.2018. To steder i § 45 ændres »fælleseje«
til: »delingsformue«.
§ 46. Ved fradrag lægges arveforskuddets værdi ved modtagelsen til grund.
Under særlige omstændigheder kan der dog afviges herfra.
Stk. 2. Hvis et modtaget forskud overstiger
arvelodden, skal arvingen ikke betale det overskydende til boet, medmindre arvingen
særligt har forpligtet sig dertil.
Stk. 3. Hvis modtageren af et arveforskud dør
før arveladeren, fradrages forskuddet i den arv, som tilkommer arvingens livsarvinger.
§ 47. Arveforskud lægges til boet ved beregningen af arvelodder og tvangsarv.
Kan forskuddet ikke fuldt ud fradrages i modtagerens arv, tillægges der kun et beløb
svarende til modtagerens arvelod.
Stk. 2. Når et fællesbo skiftes i den længstlevende
ægtefælles levende live, lægges forskuddet også til boet ved beregningen af boslodderne.
Overstiger forskuddet modtagerens arv efter den førstafdøde ægtefælle samt et beløb,
der svarer til den pågældendes arv efter den længstlevende ægtefælle, tillægges
kun værdien af disse arvelodder.
Kapitel 8: Udelukkelse og bortfald af arveret
§ 48. Når en person har begået en forsætlig overtrædelse af
straffeloven, som har medført en andens død, kan det ved dom bestemmes,
at den pågældende fortaber retten til at få arv, forsikringssummer, pensioner eller
andre ydelser, der var afhængige af den dræbtes død. Tilsvarende kan det bestemmes,
at den pågældendes arv eller andel i forsikringssummer, pension eller andre ydelser,
ikke må forøges som følge af lovovertrædelsen.
Stk. 2. Den, der har forsøgt at dræbe en slægtsarving,
øvet vold mod eller groft krænket den pågældende eller truet vedkommende på strafbar
måde, kan efter den forurettedes anmodning fradømmes retten til arv, forsikringssummer,
pensioner eller andre ydelser, der er afhængige af den pågældendes død.
Stk. 3. Afgørelse i henhold til stk. 1 og 2
kan træffes ved straffedommen eller under en særlig sag.
Stk. 4. Den fradømte arveret kan helt eller
delvis tilbagegives den dømte ved testamente. En fradømt ret til at få forsikringssummer,
pensioner og andre ydelser mv. kan helt eller delvis tilbagegives ved at indsætte
den dømte som begunstiget i ordningen mv.
§ 49. Ægtefællers indbyrdes arveret bortfalder ved separation og skilsmisse.
Stk. 2. Dør en af parterne i et omstødeligt
ægteskab, arver den anden part ikke, hvis § 27,
stk. 1 eller 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning efter den pågældendes
anmodning anvendes, eller hvis sag til ægteskabets omstødelse af det offentlige
var anlagt eller ifølge den lov, der var gældende ved ægteskabets indgåelse, skulle
have været anlagt.
Kapitel 9: Testamentarisk bestemmelse over tvangsarv
Overtagelse efter vurdering
§ 50. Arveladeren kan ikke ved testamente råde over tvangsarv, medmindre
dette er hjemlet ved lov.
Stk. 2. Arveladeren kan ved testamente bestemme,
at en livsarving skal have sin tvangsarv udbetalt kontant. Arveladeren kan endvidere
ved testamente give en livsarving ret til for sin tvangsarv at overtage bestemte
aktiver eller aktiver efter eget valg til vurderingsbeløbet. Det kan ved testamentet
bestemmes, at denne ret også kan gives til aktiver, der overstiger værdien af den
pågældendes arvelod mod, at livsarvingen betaler det overskydende beløb kontant
til boet. Ægtefællens ret efter § 11, stk. 1, og
§ 91, stk. 2, skal respekteres.
Stk. 3. En arvelader, som efterlader sig både
delingsformue og fuldstændigt særeje, kan med respekt af ægtefællens rettigheder
efter § 11, stk. 1, og § 91, stk. 2, ved
testamente bestemme, om en livsarvings ret til tvangsarv skal dækkes af delingsformuen
eller af særejet.
§ 50, stk. 3 er ændret ved § 5.3 i
lov nr. 550 af 30.05.2017 fra d. 01.01.2018. I § 50, stk. 3, ændres »fælleseje«
til: »delingsformue«, og i § 50, stk. 3, ændres »fællesejet« til: »delingsformuen«.
Umyndiges arv
§ 51. En arvelader kan ved testamente bestemme, hvem tvangsarv, der tilkommer
en livsarving efter arveladeren, skal tilfalde, hvis livsarvingen dør før det fyldte
18. år uden at have indgået ægteskab og uden at efterlade sig børn.
Fordeling af tvangsarv efter en tvangsarving, der er ude af stand til at handle
fornuftmæssigt
§ 52. Justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil,
kan tillade, at en arvelader ved testamente bestemmer, hvordan tvangsarv efter arveladeren
skal fordeles ved tvangsarvingens død, hvis
1) tvangsarvingen ikke er i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente, jf.
§ 74,
2) denne tilstand må forventes ikke at være forbigående,
3) tvangsarvingen ikke efterlader sig tvangsarvinger,
4) tvangsarvingen ikke har oprettet gyldigt testamente, og
5) den testamentariske disposition godkendes af en værge, der er beskikket for
tvangsarvingen.
Stk. 2. Testamentariske bestemmelser efter stk.
1 får kun virkning, hvis betingelserne i nr. 3 og 4 fortsat er opfyldt ved tvangsarvingens
død.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler
om meddelelse af tilladelse efter stk. 1.
Båndlæggelse af tvangsarv
§ 53. Arveladeren kan ved testamente bestemme, at en livsarvings tvangsarv
helt eller delvis skal båndlægges, når arveladeren finder, at dette er bedst for
livsarvingen. Båndlæggelse kan dog kun ske for tiden, indtil livsarvingen fylder
25 år.
Stk. 2. Er arven af ringe værdi, kan justitsministeren
eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, fritage for opfyldelse af arveladerens
bestemmelse om båndlæggelse.
§ 54. Arven skal båndlægges i en forvaltningsafdeling, der er godkendt af
justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil.
Stk. 2. Hvis arvingen samtykker, kan arven med
tilladelse fra justitsministeren, eller den justitsministeren bemyndiger dertil,
båndlægges på anden måde, navnlig i fast ejendom.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler
om anbringelse af myndiges båndlagte midler.
§ 55. Når arven er båndlagt, kan arvingen ikke råde over arven i levende
live. Arvingen kan dog hæve renter og indtægter
Stk. 2. I den båndlagte kapital kan der, så
længe arvingen lever, ikke søges fyldestgørelse af arvingens kreditorer. Det samme
gælder uhævede renter og indtægter indtil 6 måneder efter forfaldsdagen.
Stk. 3. Skal arvingen betale erstatning eller
godtgørelse i anledning af en skade, som den pågældende forsætligt eller uagtsomt
har forvoldt på person eller ting, kan det ved dom bestemmes, at båndlæggelsen ikke
skal hindre, at beløbet betales af de båndlagte midler.
§ 56. Justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil,
kan tillade, at båndlagt arv frigives, når
1) det er en velfærdssag for arvingen,
2) arven er af ringe værdi, eller
3) det er åbenbart, at båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt formål.
§ 57. Indeholder testamentet bestemmelser om udbetaling af den båndlagte
arv til et bestemt tidspunkt eller ved bestemte begivenheders indtræden, foretages
udbetalingen af forvaltningsafdelingen. Afhænger det derimod af et skøn, om testamentets
betingelser er opfyldt, kan udbetaling kun ske efter bestemmelse af justitsministeren
eller den, justitsministeren bemyndiger dertil.
§ 58. Båndlagt arv er skilsmissesæreje. Den båndlagte arv bliver dog fuldstændigt
særeje ved arvingens ægtefælles død. Arvingen og dennes ægtefælle kan ved ægtepagt
bestemme, at arven skal være fuldstændigt særeje.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse,
når en båndlæggelse ophører som følge af, at
1) livsarvingen fylder 25 år, jf. § 53, stk. 1,
2) der sker fritagelse i medfør af § 53, stk. 2,
3) arven frigives i medfør af § 56, eller
4) arven udbetales i medfør af § 57.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 kan fraviges ved testamente.
§ 58 a.
Afgørelser efter § 53, stk.
2, og §§ 56 og 57 kan påklages til
Civilstyrelsen.
§ 58 a er indsat ved § 19.2 i
lov nr. 1711 af 27.12.2018 fra d. 01.04.2019.
Kapitel 10: Testamentarisk bestemmelse over friarv
Overtagelse efter vurdering
§ 59. § 50, stk. 2 og 3, finder tilsvarende
anvendelse ved friarv.
Successionsrækkefølger
§ 60. Friarv kan ved testamente indsættes i en successionsrækkefølge, således
at arven tilfalder en arving eller legatar på første plads og derefter en eller
flere andre arvinger eller legatarer på anden eller senere pladser.
Stk. 2. Ved testamente kan arv eller legat ikke
tillægges flere ved testators død ufødte personer efter hinanden.
Båndlæggelse af friarv
§ 61. Friarv kan båndlægges ved testamente, når arveladeren finder, at dette
er bedst for arvingen. § 53, stk. 2, og §§ 54-58
finder tilsvarende anvendelse. § 54, § 55, stk.
1, 2. pkt., og stk. 2, samt § 57 kan fraviges ved testamente.
§ 61, 3. pkt. er ændret ved § 3.2 i
lov nr. 168 af 12.03.2008 fra d. 01.04.2008.
I § 61, 3. pkt., ændres »§ 58« til: »§ 57«.
Kapitel 11: Oprettelse og tilbagekaldelse af testamente
Testationsalder
§ 62. Den, der er fyldt 18 år eller har indgået ægteskab, kan ved testamente
råde over sine ejendele, jf. dog §§ 5, 10
og 11.
Stk. 2. Den, der er fyldt 15 år, kan, jf. dog
§§ 5, 10 og 11, ved testamente
råde over ejendele, som den pågældende selv kan råde over efter
værgemålslovens § 42.
Notartestamente
§ 63. Testamente kan oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes
for en notar.
Stk. 2. Notaren skal i sin påtegning på testamentet
afgive erklæring om
1) testators identitet,
2) om testator er i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente,
3) hvilke personer der er til stede under notarialforretningen, og
4) andre omstændigheder, som kan være af betydning for testamentets gyldighed.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler
om notarens virksomhed, opbevaring af en kopi af testamentet, indberetning til Bil-
og Personbogen og adgangen til at få oplysninger om oprettede testamenter.
Vidnetestamente
§ 64. Testamente kan oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes
under samtidig tilstedeværelse af to vidner, der straks efter testators underskrivelse
eller vedkendelse af testamentet skal skrive deres navne på testamentet. Vidnerne
skal være til stede som testamentsvidner efter testators ønske, og de skal have
kendskab til, at de bevidner oprettelsen af et testamente.
Stk. 2. Vidnerne skal være fyldt 18 år og må
ikke på grund af forhold som nævnt i § 74 mangle forståelse
for vidnebekræftelsens betydning.
Stk. 3. En person kan ikke være testamentsvidne,
hvis testamentet begunstiger
1) den pågældende, dennes ægtefælle, samlever, beslægtede eller besvogrede i op-
eller nedstigende linie, søskende eller andre nærstående,
2) en person eller institution, som den pågældende ved testamentets oprettelse
har en sådan tilknytning til, at testamentsvidnet har haft en særlig interesse i
begunstigelsen, eller
3) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om
den pågældendes habilitet.
Stk. 4. En person kan være testamentsvidne,
selvom den pågældende er indsat som bobestyrer.
Stk. 5. Vidnerne bør i deres påtegning på testamentet
afgive erklæring om
1) deres stilling og bopæl,
2) tid og sted for deres underskrift på testamentet,
3) at de ved testators underskrift eller vedkendelse af testamentet har været
samtidig til stede som testamentsvidner efter testators ønske,
4) at testator er i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente, og
5) andre omstændigheder, der kan være af betydning for testamentets gyldighed.
Nødtestamente
§ 65. Den, der på grund af sygdom eller andet nødstilfælde er forhindret
i at oprette testamente efter § 63 og § 64,
kan på en hvilken som helst måde oprette et nødtestamente.
Stk. 2. Et nødtestamente bortfalder, når der
i 3 måneder ikke har været nogen hindring for at oprette testamente efter
§ 63 og § 64.
Fordeling af sædvanligt indbo mv.
§ 66. Testamentarisk bestemmelse om, hvem der skal arve sædvanligt indbo
og personlige effekter, kan oprettes skriftligt af testator ved en dateret og underskrevet
erklæring.
Stk. 2. For den, der i forvejen er arving, anses
en begunstigelse efter stk. 1 for en fortrinsret til inden for sin arvelod at overtage
de pågældende genstande til vurderingsbeløbet, medmindre andet fremgår af den testamentariske
bestemmelse.
Tilbagekaldelse af testamente
§ 67. Tilbagekaldelse eller ændring af et testamente skal ske i overensstemmelse
med reglerne om oprettelse af testamente.
Stk. 2. I de tilfælde, der er
omhandlet i § 49, skal et testamente, som den ene ægtefælle
har oprettet til fordel for den anden ægtefælle, anses for
tilbagekaldt, medmindre særlige omstændigheder taler imod det.
Stk. 3. Hvis et ægteskabslignende samliv ophører
på grund af uoverensstemmelser, skal et testamente, herunder et testamente efter
§ 87, som en samlever har oprettet til fordel for en anden samlever,
anses for tilbagekaldt, medmindre særlige omstændigheder taler imod det.
Uigenkaldelighed
§ 68. En arvelader kan forpligte sig til ikke at oprette eller tilbagekalde
et testamente.
Stk. 2. Erklæringen skal afgives i overensstemmelse
med reglerne om oprettelse af testamente. Er arveladeren umyndig, kræves værgens
og Familieretshusets samtykke.
Stk. 3. Familieretshusets afgørelser efter stk.
2, 2. pkt., kan påklages til Civilstyrelsen.
§ 68, stk. 2 er ændret ved § 19.3 i
lov nr. 1711 af 27.12.2018 fra d. 01.04.2019. I § 68, stk. 2, 2. pkt., ændres
»statsforvaltningens« til: »Familieretshusets«.
§ 68, stk. 3 er indsat ved § 19.4 i
lov nr. 1711 af 27.12.2018 fra d. 01.04.2019.
Kapitel 12: Testamenters ugyldighed og anfægtelse
§ 69. Et testamente er ugyldigt, hvis testator ikke ved oprettelsen opfyldte
betingelserne i § 62, eller hvis testamentet ikke opfyldte kravene
i §§ 63, stk. 1, 64, stk. 1-3, eller
66.
§ 70. Notarens påtegning på et testamente oprettet i medfør af
§ 63 skal anses som bevis for de forhold, der er omfattet af attestationen,
medmindre særlige omstændigheder giver grund til at betvivle påtegningens rigtighed.
§ 71. Hvis der rejses indsigelse mod testamente oprettet i medfør af
§ 64, skal den, der vil påberåbe sig testamentet, godtgøre, at testamentet
er gyldigt oprettet.
Stk. 2. Testamentsvidnernes påtegning på et
vidnetestamente om de forhold, der er nævnt i § 64, stk. 1,
skal anses som bevis herfor, medmindre særlige omstændigheder giver grund til at
betvivle påtegningens rigtighed.
§ 72. Et testamente oprettet i medfør af § 65 er ugyldigt,
hvis
1) det ikke kan anses for sikkert, at testamentet er udtryk for testators beslutning
og er oprettet af denne, eller
2) det må antages, at testator ikke var i stand til fornuftmæssigt at oprette
testamentet.
§ 73. En testamentarisk disposition efter § 66 er gyldig,
medmindre det må antages, at den ikke er oprettet af testator, eller at testator
ikke var i stand til fornuftmæssigt at fordele de pågældende genstande.
§ 74. En testamentarisk bestemmelse er ugyldig, hvis testator ved dens oprettelse
på grund af sindssygdom, herunder svær demens, hæmmet psykisk udvikling, forbigående
sindsforvirring eller en lignende tilstand, manglede evnen til fornuftmæssigt at
råde over sine ejendele.
§ 75. En testamentarisk bestemmelse er ugyldig, hvis den må antages at være
fremkaldt ved tvang, svig eller anden utilbørlig påvirkning, herunder ved misbrug
af testators manglende dømmekraft, svaghedstilstand eller afhængighed.
§ 76. En testamentarisk bestemmelse, der på grund af en fejlskrift eller
anden fejltagelse har fået et indhold, der afviger fra det tilsigtede indhold, skal
så vidt muligt gennemføres efter sin rette mening. Hvis denne ikke kan fastslås,
er den testamentariske bestemmelse ugyldig.
§ 77. En testamentarisk bestemmelse er ugyldig, hvis
1) testator ved oprettelsen befandt sig i en vildfarelse om omstændigheder, som
var afgørende for bestemmelsen, eller
2) forhold, som var afgørende for bestemmelsen, efter oprettelsen har ændret sig
på en sådan måde, at testator med kendskab dertil ville have tilbagekaldt bestemmelsen.
Stk. 2. Uanset stk. 1 skal bestemmelsen dog
gennemføres efter sin rette mening, hvis denne kan fastslås.
§ 78. En testamentarisk bestemmelse, der går ud på en anvendelse eller tilintetgørelse
af ejendelene, som åbenbart savner fornuftig mening, er ugyldig.
§ 79. Indsigelse mod et testamentes gyldighed kan rejses af
enhver, som vil arve, hvis testamentet erklæres ugyldigt.
Kapitel 13: Fælles testamente
Tilbagekaldelse af en fælles testamentarisk disposition
§ 80. Ensidig tilbagekaldelse af en fælles testamentarisk disposition skal
for at være gyldig meddeles den anden part, medmindre dette af særlige grunde er
udelukket.
Længstlevendes testationsret
§ 81. Har ægtefæller ved en fælles testamentarisk disposition truffet bestemmelse
om, hvordan arven skal fordeles ved længstlevendes død, kan den længstlevende ægtefælle
ved testamente råde over friarven i boet efter længstlevende, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Den længstlevende ægtefælle kan ikke
ved testamente råde over
1) friarv, der ifølge det fælles testamente skal tilfalde førstafdødes særlivsarvinger,
og
2) halvdelen af friarv, der ifølge det fælles testamente skal tilfalde fælles
livsarvinger.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse,
hvis den fælles testamentariske disposition indeholder anden bestemmelse om den
længstlevende ægtefælles testationsret.
§ 82. § 81 finder tilsvarende anvendelse, hvor et fælles
testamente er oprettet af andre end ægtefæller.
Længstlevendes dispositionsadgang i levende live
§ 83. Har ægtefæller ved fælles testamente truffet bestemmelse om arvens
fordeling efter den længstlevendes død, som den længstlevende ikke kan tilbagekalde,
kan den længstlevende ikke tilsidesætte denne bestemmelse ved
1) at give gaver eller arveforskud, hvis værdi står i misforhold til formuen,
eller
2) at indsætte en begunstiget i en livsforsikring eller lignende ordning, der
er oprettet for et beløb, der står i misforhold til formuen.
Stk. 2. Har den længstlevende foretaget en disposition
i strid med stk. 1, nr. 1, kan en arving efter den førstafdøde kræve dispositionen
omstødt, hvis modtageren vidste eller burde vide dette.
Stk. 3. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse,
når en livsforsikring eller lignende ordning omfattet af stk. 1, nr. 2, kommer til
udbetaling til en begunstiget.
Stk. 4. Efter den længstlevende ægtefælles død
finder stk. 2 og 3 ikke anvendelse i det omfang, den pågældende arving kan opnå
dækning for sin arveret ved, at der ydes den pågældende vederlag af det beholdne
bo, jf. § 85.
Stk. 5. Stk. 2-4 finder ikke anvendelse, hvis
dette er udelukket ved testamentet.
§ 84. Omstødelsessag efter § 83 anlægges ved skifteretten
i den retskreds, hvor den længstlevende ægtefælle har hjemting, jf.
retsplejelovens §§ 235 og 236,
eller hvor dødsboet efter den længstlevende ægtefælle behandles, jf.
lov om skifte af dødsboer § 2. Skifteretten afgør sagen ved dom.
Retsplejelovens § 226 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. En sag efter
§ 83, stk. 2, skal anlægges inden 1 år efter, at arvingen har eller burde have
fået kendskab til fuldbyrdelsen af gaven eller arveforskuddet.
Stk. 3. En sag efter
§ 83, stk. 3, skal anlægges inden 1 år efter, at arvingen har eller burde have
fået kendskab til udbetalingen.
§ 84, stk. 1, 3. pkt. er ændret ved § 3.1 i
lov nr. 168 af 12.03.2008 fra d. 01.04.2008.
I § 84, stk. 1, 3. pkt., ændres »§§ 226 og 227« til: »§ 226«.
§ 85. Har den længstlevende ægtefælle ved dispositioner som nævnt i
§ 83 væsentligt formindsket sin formue ved begunstigelse af en arving, kan
en anden arving, når boet skiftes, kræve vederlag af det beholdne bo.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis
dette er udelukket ved testamente.
§ 86. §§ 83-85 finder tilsvarende
anvendelse, hvor et fælles testamente er oprettet af andre end ægtefæller.
Udvidet samlevertestamente
§ 87. To personer kan ved testamente bestemme, at de helt eller
delvist vil arve hinanden og arves, som var de ægtefæller.
Stk. 2. Det kan ikke i et testamente efter stk.
1 bestemmes, at lovens regler om arv vedrørende delingsformue, herunder reglerne
om uskiftet bo, skal finde anvendelse.
Stk. 3. Et testamente efter stk. 1 indebærer
ikke, at § 10 finder anvendelse.
§ 87, stk. 2 er ændret ved § 5.3 i
lov nr. 550 af 30.05.2017 fra d. 01.01.2018. I § 87, stk. 2, ændres »fælleseje«
til: »delingsformue«.
§ 88. Et testamente efter § 87
er kun gyldigt, hvis parterne ved oprettelsen
1) opfyldte betingelserne i § 6, § 9 og § 10
i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og
2) ikke havde oprettet testamente efter § 87, hvorefter en
anden samlever har arveret.
Stk. 2.
Et testamente efter § 87 er endvidere kun gyldigt, hvis parterne
på tidspunktet for den førstafdøde samlevers død levede sammen på fælles bopæl og
1) ventede, havde eller havde haft et fælles barn eller
2) havde levet sammen på den fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold i de
sidste 2 år.
Stk. 3. En fælles bopæl anses ikke
for ophørt ved midlertidigt ophold i anden bolig eller ved ophold i institution.
§ 89. Testamentariske bestemmelser efter § 87
bortfalder, hvis parterne indgår ægteskab med hinanden, eller hvis en part indgår
ægteskab med en anden.
Kapitel 14: Ægtefælles testamentariske bestemmelse om overtagelse efter vurdering
§ 90. En ægtefælle kan ved testamente råde over enkelte genstande inden
for sit fuldstændige særeje.
§ 91. En ægtefælle, som efterlader sig aktiver, der er delingsformue i boet,
kan ved testamente råde over genstande, som tilhører den pågældende, og som ligger
inden for så stor en del af fællesboet, som ved ægtefællens død falder i arv efter
denne.
Stk. 2. Ægtefællen kan dog kun med den anden
ægtefælles samtykke testere over
1) fast ejendom eller andelsbolig, der tjener til familiens bolig, eller hvortil
ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet,
2) indbo i det fælles hjem,
3) den anden ægtefælles arbejdsredskaber, eller
4) et motorkøretøj, der har været anvendt af den anden ægtefælle.
§ 91, stk. 1 er ændret ved § 5.3 i
lov nr. 550 af 30.05.2017 fra d. 01.01.2018. I § 91, stk. 1, ændres »fælleseje«
til: »delingsformue«.
Kapitel 15: Permutation
§ 92. Har testator pålagt en arving en bestemt anvendelse af arven eller
indskrænkninger i rådigheden over arven, kan justitsministeren eller den, justitsministeren
bemyndiger dertil, tillade ændring af den testamentariske bestemmelse herom, når
særlige grunde taler for det.
Stk. 2. Ved afgørelse efter stk. 1 bør der navnlig
lægges vægt på testationens formål og karakter, ændrede forhold siden testamentets
oprettelse, bestemmelsens gennemførlighed og hensigtsmæssighed samt hensynet til
arvingen.
Stk. 3. Har testator indsat nogen til at påse
overholdelsen af en bestemmelse som nævnt i stk. 1, kan ændring ikke ske uden dennes
samtykke, medmindre særlige omstændigheder taler for det.
Kapitel 16: Dødsgaver mv.
§ 93. Reglerne om testamente finder tilsvarende anvendelse på
1) gaver, der gives i giverens levende live, men som er bestemt til at opfyldes
efter giverens død, og
2) gaver, der er givet kort før giverens død på et tidspunkt, hvor døden må anses
for nært forestående, og giveren var klar over dette.
Stk. 2. Stk. 1, nr. 2, gælder ikke for sædvanlige
gaver.
Kapitel 17: Overlevelseskravet
§ 94. Arveret tilkommer, medmindre andet er bestemt ved testamente, den,
som lever ved arveladerens død, eller som er undfanget forinden og senere bliver
levende født.
Stk. 2. Er to, som havde arveret efter hinanden,
døde, uden at det vides, hvem der er død først, anses den ene ikke for at have overlevet
den anden.
Kapitel 18: Arv, som tilfalder staten
§ 95. Er der ingen arvinger efter loven eller testamente, tilfalder afdødes
formue staten.
Stk. 2. Hvis arven tilfalder staten, kan justitsministeren
eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, efter anmodning bestemme, at arven
skal fordeles i overensstemmelse med bestemmelserne i et anfægteligt testamente,
hvis testamentet må antages at være udtryk for afdødes sidste vilje.
Stk. 3. Hvis arven tilfalder staten, og forholdene
særligt taler for det, kan justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger
dertil, endvidere efter anmodning afstå arven helt eller delvis til
1) afdødes samlever,
2) personer, der er opvokset hos afdøde som dennes sted- eller plejebørn,
3) personer, som er opvokset sammen med afdøde som dennes pleje- eller stedsøskende,
4) afdødes slægtninge i tilfælde, hvor formuen helt eller delvis stammer fra en
fælles slægtning, eller
5) andre personer eller institutioner, som stod den afdøde nær.
Stk. 4. Udbetaling Danmark administrerer arv, der tilfalder staten.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler
om forvaltningen af boer, hvor staten er arving.
§ 95, stk. 4 er indsat ved § 23.1 i
lov nr. 628 af 08.06.2016 fra d. 01.10.2016. Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
§ 96. Afgørelser efter § 95, stk. 2 og 3,
kan inden 3 måneder fra afgørelsen indbringes for den skifteret, hvor dødsboet behandles,
jf. lov om skifte af dødsboer § 2.
Stk. 2. Skifteretten træffer afgørelse ved dom.
Stk. 3.
Retsplejelovens § 226 finder tilsvarende anvendelse.
§ 96, stk. 3 er ændret ved § 3.1 i
lov nr. 168 af 12.03.2008 fra d. 01.04.2008.
I § 96, stk. 3, ændres »§§ 226 og 227« til: »§ 226«.
Kapitel 19: Reguleringsbestemmelser
§ 97. Beløbsgrænserne i § 5, stk. 2, og §
11, stk. 2, reguleres årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket
tilpasningskvotienten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Reguleringen sker på grundlag af den på reguleringstidspunktet gældende beløbsgrænse
før afrunding. Det regulerede beløb afrundes opad til det nærmeste hele kronebeløb,
der kan deles med 10.000.
Stk. 2. Justitsministeren bekendtgør årligt
reguleringerne.
Kapitel 20: Forholdet til fremmed lovgivning
§ 98. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem
dansk og fremmed rets regler om arv. Disse overenskomster finder anvendelse her
i riget efter bekendtgørelse i overensstemmelse med de gældende regler.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte
regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om arv.
Kapitel 21: Ikrafttræden og overgangsregler
§ 99. Loven træder i kraft den 1. januar 2008.
Stk. 2. Loven finder anvendelse, når arveladeren
er død efter lovens ikrafttræden, medmindre andet følger af §§ 100-102. Er arveladeren død før lovens ikrafttræden, finder de
hidtil gældende regler fortsat anvendelse, medmindre andet følger af
§ 103.
§ 100. Hvis et barn uden for ægteskab er født før 1. januar 1938, bestemmes
dets ret til arv efter faderen og hans slægt og disses ret til arv efter barnet
efter den før 1. januar 1938 gældende ret.
§ 101. Har en længstlevende ægtefælle udtaget boet efter sin ægtefælle efter
den hidtil gældende arvelovs § 7 b, stk. 2, finder
reglerne i den nævnte lovs § 7 b, stk. 2, 2. pkt.,
jf. § 7, stk. 2 og 3, anvendelse ved den længstlevende
ægtefælles død, selv om denne dør efter lovens ikrafttræden.
§ 102. Testamenter og andre arveretlige retshandler samt tilbagekaldelser
heraf, som ikke opfylder lovens krav med hensyn til habilitet og form, er gyldige,
hvis de er oprettet før lovens ikrafttræden og er i overensstemmelse med de regler,
der var gældende ved oprettelsen eller tilbagekaldelsen.
Stk. 2. Bestemmelser om arveafkortning, truffet
i overensstemmelse med §§ 10-13 i arveforordning af 21. maj 1845 bevarer deres retsvirkning,
selv om arveladeren er død efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3. Testamenter, som før den 1. april 1964
er konfirmeret efter arveforordning af 21. maj 1845, § 27, 1. punktum, bevarer retsvirkning
i henhold til denne bestemmelse, selv om arveladeren er død efter lovens ikrafttræden.
§ 103. § 15 finder tillige anvendelse i tilfælde, hvor
den længstlevende ægtefælle har arvet den førstafdøde efter den hidtil gældende
arvelovs § 7, stk. 1.
Stk. 2. §§ 24-34
anvendes også på uskiftede boer, hvor arveladeren er død før lovens ikrafttræden,
men ikke før den 1. april 1964. § 31, stk. 2, finder
dog kun anvendelse, hvis den disposition, der kan medføre omstødelse, er foretaget
efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3. Frigivelse af båndlagt arv efter § 56, nr. 3, kan også ske i tilfælde, hvor arveladeren er død før
lovens ikrafttræden.
Stk. 4. § 83 finder anvendelse
på dispositioner, der foretages efter lovens ikrafttræden, uanset om førstafdøde
er død før lovens ikrafttræden.
Stk. 5. § 92 finder også
anvendelse, hvor arveladeren er død før lovens ikrafttræden.
§ 104. Ved lovens ikrafttræden ophæves:
1) Den hidtil gældende arvelov, jf. lovbekendtgørelse
nr. 727 af 14. august 2001.
2) § 5, 1. punktum, i forordning af 13. maj 1769 om selveierbønder og de dem forundte
fordele.
3) §§ 1-10 og 12 i forordning af 22. november 1837 angående den selveierbønder
hjemlede testationsfrihed.
4) Plakat af 17. marts 1847.
5) § 26 og § 27, 2. pkt., i forordning af 21. maj 1845 indeholdende nogle forandringer
i lovgivningen om arv.
§ 105. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske
og grønlandske forhold tilsiger.
Justitsministeriet, den 15. juni 2021
Nick Hækkerup
/ Jørgen Jørgensen
Advokat Jørgen U. Grønborg
