Ægtefælleskiftet

Omkostningsspørgsmål

Sikkerhedsstillelse:

Den, der har anmodet om henvisning til bobehandler, skal efter skifterettens bestemmelse stille sikkerhed for omkostningerne ved boets behandling, jf. ÆSKL § 37, stk. 1. Skifteretten kan helt eller delvist fritage for sikkerhedsstillelse, hvis ægtefællen ikke kan betale eller stille sikkerheden. Det er en betingelse herfor, at det skønnes, at den pågældende vil få et boslodskrav, der er tilstrækkeligt til at dække udgifterne, jf. § 37, stk. 2.

TFA 2003.470 ØLK (FM 2003.187/2 ØLK): I forbindelse med et ægtefælleskifte afkrævede skifteretten i Hørsholm parterne sikkerhed på 600.000 kr for omkostningerne ved den fortsatte bobehandling. H tilkendegav at hun ikke agtede at stille sikkerhed og M forholdt sig passiv. Skifteretten erklærede herefter, at bobehandlingen var afsluttet - uden at boet var færdiggjort: ØL stadfæstede.

UfR 2011.2162 VLK (TFA 2011.366/2 VLK): H anmodede om off. skifte. Skifteretten i Århus krævede, at H stillede sikkerhed for betaling af hele retsafgiften. VL fandt, at der i RAL § 62, stk.2, 2. pkt. er hjemmel til - i overensstemmelse med fast praksis ved skifteretterne - at kræve sikkerhedsstillelse for hele retsafgiften og ikke kun for den del, som H hæfter for i medfør af RAL § 36, stk. 2, 1. pkt. VL stadfæstede derfor kendelsen.

TFA 2013.528 VLK (FM 2014.17 VLK): I forbindelse med off. ægtefælleskifte efter de gamle regler blev H pålagt at stille sikkerhed for omkostningerne, herunder hele skifteafgiften. H stillede herefter en sikkerhed på 76.000 kr. Skifteretten i Aalborg fandt, at parterne over for det offentlige hæftede for skifteafgiften på 24.570 kr. i henhold til størrelsen af deres bodele. H hæftede herefter for 6.142 kr. og M for 18.428 kr., jf. RAL § 36, stk. 2, Skifteafgiften afholdes i det indbyrdes forhold af parterne med halvdelen til hver, idet der ikke findes grundlag for at træffe anden bestemmelse. Da skifteretten havde krævet sikkerhed for hele skifteafgiften, og ikke kun for skifteafgiften af H's bodel, jf. UfR 2011.2162 VLK, kunne den samlede skifteafgift tages af sikkerhedsstillelsen. VL stadfæstede.

TFA 2013.607 ØLK: To andelsboliger skulle vurderes, og H skulle stille sikkerhed for omkostningerne.

Under et bobehandlerbo ønskede M og H vurdering af to andelsboliger, men M oplyste, at han ikke kunne betale sin del af vurderingsomkostningerne på 10.500 kr. H anmodede om, at M blev pålagt at stille sikkerhed for halvdelen af omkostningerne. M meddelte herefter, at han ikke ønskede en vurdering, at han ønskede andelsboligerne solgt, og at han derudover mente, at den ejendomsmægler, der skulle foretage vurderingen var inhabil, idet firmaet tidligere havde solgt en af boligerne. Skifteretten i Glostrup bestemte, at andelsboligerne skulle vurderes, og at H skulle stille sikkerhed for omkostningerne, jf. ÆSKL § 39. M kunne ikke ensidigt kræve, at boligerne blev solgt. Da ejendomsmægleren oplyste ikke tidligere at have solgt den pågældende bolig, var han ikke inhabil. ØL stadfæstede.

TFA 2015.569/1 ØLK: H blev ikke fritaget for at stille sikkerhed for boomkostningerne.

H havde ved indledningen af ægtefælleskifte stillet sikkerhed på 100.000 kr. Senere bestemte Skifteretten i Hillerød, at sikkerheden skulle forhøjes til 200.000 kr. Bobestyrer havde brugt 25,5 timer og vurderingen forventedes at ville koste 70-80.000 kr plus moms. H, der havde modtaget 738.000 kr. i boslod i forbindelse med M's overtagelse af den faste ejendom, anmodede om fritagelse for sikkerhedsstillelse, jf. ÆSKL § 37, stk. 2. Hun henviste blandt andet til, at den forhøjede sikkerhed navnlig skulle anvendes til vurdering af M's aktier, der havde en betydelig værdi, at hun var sygeplejerske med 3 børn og tjente lige over grænsen for fri proces, at hun havde haft betydelige advokatudgifter, og at M havde en indtægt på over 1 mio. kr. ØL tiltrådte, at sikkerheden blev forhøjet til 200.000 kr., og at H ikke blev fritaget for at stille sikkerhed.

TFA 2017.339 ØLK: Udgifter til tilstandsrapport, energimærke og elinstallationsrapport var ikke omfattet af sikkerhedsstillelsen efter ÆSKL § 37.

Under et ægtefælleskifte ønskede M, der havde fri proces, sikkerhedsstillelsen efter ÆSKL § 37 forhøjet med 40-50.000 kr. til dækning af rapport om ejendommens lovlighed, tilstandsrapport, energimærke og eleftersyn. Skifteretten i Holbæk fandt, at der ikke var tale om vurderingsomkostninger eller nødvendige boomkostninger. Udgifterne skulle således hverken foreløbigt efter ÆSKL § 37 eller endeligt efter RPL § 331 afholdes af statskassen. ØL stadfæstede, idet sådanne omkostninger efter formålet med ÆSKL § 37, stk. 1 , og forarbejderne hertil ikke kunne anses for omfattet af sikkerhedsstillelsen efter denne bestemmelse.

FM 2017.62 ØLK: En ægtefælle kunne ikke fremtvinge udskiftning af bobehandler ved at undlade at stille en yderligere sikkerhed med den virkning, at skiftet blev afbrudt, og derefter indgive en ny begæring om skifte.

Skifteretten henviste i feb. 2016 bodelingssag til bobehandler, efter at M havde stillet sikkerhed i medfør af ÆSKL § 37. I april 2016 forhøjede skifteretten sikkerheden med 30.000 kr. Sikkerheden blev ikke stillet, og i juli 2016 indgav bobehandleren i medfør af ÆSKL § 30 et foreløbigt udkast til boopgørelse. H klagede d. 02.08.2016 over bobehandleren og påstod herunder den sikkerhed, som M oprindeligt havde stillet, overført til en anden bobehandler. Skifteretten afsluttede sagen d. 25.08.2016 og afviste i den forbindelse klagen over bobehandleren. Kendelsen blev kæret til ØL, der d. 10.10.2016 stadfæstede skifterettens afgørelse. Skifteretten modtog d. 01.11.2016 den yderligere sikkerhed fra H, der nedlagde påstand om, at boet nu skulle udleveres til en anden bobehandler. M nedlagde påstand om, at skifteretten på ny skulle udpege den bobehandler, der tidligere havde behandlet sagen. Skifteretten bemærkede, at parterne under et ægtefælleskifte i medfør af ÆSKL§ 18, stk. 3, kan anmode om, at boet udleveres til en ny bobehandler, såfremt de er enige om det og forholdene taler for det. Ønsker en af parterne bobehandleren afsat, kan denne part klage over bobehandleren, og skifteretten tager herefter i medfør af ÆSKL § 48 stilling til, om betingelserne for at afsætte bobehandleren er til stede. I sagen havde ØL i oktober 2016 stadfæstet skifterettens kendelse om afvisning af H's klage over bobehandleren og om boets afslutning. Skifteretten fandt på denne baggrund ikke, at H ved at undlade at stille den forhøjede sikkerhed for efter kort tid at indgive en ny anmodning om skifte, skulle kunne opnå, at boet blev udleveret til en ny bobehandler. Skifteretten udpegede herefter den bobehandler, der tidligere havde behandlet boet. ØL stadfæstede.

TFA 2019.95 ØLK (FM 2019.39 ØLK): M, der havde begæret skiftet, skulle stille sikkerhed for vurdering af M's virksomhed, selv om vurderingen var begæret af H.

Skifteretten i Lyngby bestemte under et skifte, der var iværksat på grundlag af en anmodning fra M, at M skulle stille sikkerhed på 50.000 kr. for omkostningerne ved vurdering af en virksomhed tilhørende hans bodel, jf. ÆSKL § 37, selv om anmodningen om vurdering var fremsat af H. En vurdering, der var ensidigt indhentet af M, var ikke tilstrækkelig. ØL stadfæstede.

TFA 2020.302 ØLK: Sikkerhedsstillelse blev forhøjet med yderligere 125.000 kr. til 360.000 kr.

H og M indgav blev separeret i 2014, og H's advokat anmodede d. 29.01.2015 skifteretten i Lyngby om hjælp til deling af fællesboet. Sikkerhedsstillelsen blev d. 08.05.2015 fastsat til 50.000 kr., som H indbetalte, hvorefter boet blev henvist til bobehandler. På grundlag af løbende redegørelser fra bobehandler forhøjede skifteretten flere gange sikkerhedsstillelsen, således at den i august 2018 var på samlet 235.000 kr. Bobehandler sendte d. 04.09.2018 anmodning til skifteretten om forhøjelse af sikkerhedsstillelsen med yderligere 125.000 kr. til 360.000 kr., hvilket skifteretten imødekom. Bobehandler henviste i anmodningen til cirkulæreskrivelse nr. 134 i ægtefælleskiftet, der indeholdt en redegørelse over foretagne dispositioner og undersøgelser i boet samt forestående undersøgelser, ekspeditioner, udarbejdelse af diverse tekstforslag til parternes godkendelse og opgaver i øvrigt for bobehandler samt begrundet forslag til forhøjelsen af sikkerhedsstillelsen. Skifterettens afgørelse blev kæret af H. ØL henviste herefter til, at der i den konkrete sag ganske vist var forløbet et betragteligt tidsrum mellem den forrige forhøjelse af sikkerhedsstillelsen til 235.000 kr. og bobehandlers indgivne anmodning i september 2019, men at det samtidig fremgik af oplysningerne vedrørende boet, at der mellem parterne til stadighed havde været talrige tvistepunkter af større og mindre karakter, som bobehandler havde skullet udrede eller søge løst, tvistepunkter, som havde angået både væsentlige dele af fællesboets aktiver og den løbende fremgangsmåde under skiftet, og uoverensstemmelser, som havde givet anledning til skifterettens kendelser om spørgsmål om rådighedsfratagelse vedrørende den fælles ejendom og fratagelse af rådighed over salgsprovenu. Bobehandler havde ved kæremålets indgivelse måttet udsende ikke under 140 cirkulæreskrivelser i boet, heraf de 48 siden forrige forhøjelse af salæret i august 2018. Efter omstændighederne tiltrådte ØL derfor på denne baggrund, at skifteretten ved sit skøn havde fundet, at sikkerhedsstillelsen skulle forhøjes som ansøgt.

FM 2021.101 VLK: Ikke grundlag for at forhøje sikkerhedsstillelsen med 40.000 kr., da der allerede var stillet sikkerhed for 392.000 kr.

Boet mellem M og H blev i april 2016 henvist til behandling ved bobehandler, og skifteretten i Aarhus fastsatte sikkerhedsstillelsen til 100.000 kr. og anslog bobehandlerens tidsforbrug til 20 timer. H havde fri proces og skulle derfor ikke indbetale sikkerheden. I maj 2017 forhøjede skifteretten sikkerheden til 140.000 kr. og anslog tidsforbruget til 40 timer. I juni 2017 blev sikkerheden forhøjet til 202.000 kr. og i juni 2018 til 242.000 kr. med et anslået tidsforbrug på 60 timer. Ved forhøjelsen i juni 2018 anførte skifteretten, at yderligere forhøjelse ikke kunne forventes. I juni 2019 forhøjede skifteretten sikkerhedsstillelsen til 392.000 kr. hvoraf 222.000 kr. vedrørte udlæg til omkostninger og retsafgift. Skifteretten anførte igen, at yderligere forhøjelse ikke kunne forventes. I maj 2020 bestemte skifteretten, at da der alene var anvendt ca. 120.000 kr. til udlæg til omkostninger kunne ca. 102.000 kr. af sikkerheden til udlæg til omkostninger bruges til sikkerhed til bobehandlerens salær, således at 272.000 kr. af sikkerheden kunne bruges til bobehandlerens salær. Bobehandleren anmodede i nov. 2020 om forhøjelse af sikkerheden for udgifterne med 40.000 kr. og for hans salær med 30.000 kr. Bobehandleren anførte, at sagen afventede indgåelse af formidlingsaftale vedrørende salg af to lejligheder, men at han ikke kunne underskrive formidlingsaftalen, før sikkerhedsstillelsen var på plads. Skifteretten afviste at forhøje sikkerheden yderligere. Skifteretten anførte, at konsekvensen af nægtelsen var, at skiftet skulle afbrydes, og at bobehandleren inden for rammen af den stillede sikkerhed skulle udfærdige et udkast til boopgørelse. Efter oplysningerne om sagens forløb, herunder de forhøjelser af sikkerhedsstillelsen, der var sket løbende, og størrelsen af den samlede sikkerhed, tiltrådte VL, at der ikke var grundlag for at forhøje sikkerhedsstillelsen yderligere. Som kæremålet forelå, fandt VL ikke at kunne tage stilling til, om konsekvensen af, at sikkerhedsstillelsen ikke blev forhøjet var, at ÆSKL § 30, stk. 1, skulle bringes i anvendelse, og VL hjemviste sagen til fortsat behandling.

FM 2021.104 VLK: Sikkerhedsstillelsen i et ægtefælleskifte forhøjet med 40.000 kr. til 160.000 kr., da bobehandler skulle sælge ejendom på tvangsauktion.

Skifteretten i Aalborg havde behandlingen af et ægtefælleskifte bestemt, at bobehandleren kunne sælge den faste ejendom bedst muligt, og da et salg i fri handel ikke havde været muligt, blev det tilladt bobehandleren at sælge ejendommen på tvangsauktion. Skifteretten forhøjede sikkerheden på 120.000 kr. med 40.000 kr. svarende til det anslåede rekvirenthonorar for tvangsauktionen. M kærede forhøjelsen. VL stadfæstede skifterettens beslutning.

FM 2022.70 ØLK: Skifteretten skulle afgøre, om H, der havde fri proces, skulle stille sikkerhed for omkostninger til vurdering af to virksomheder.

Under et ægtefælleskifte, hvor H havde fri proces, anmodede H om, at M's to virksomheder skulle vurderes. Da den frie proces ikke dækkede omkostningerne ved vurderinger, bestemte Skifteretten i Roskilde, at H endelig skulle afholde udgiften til vurderingen. ØL ophævede skifterettens kendelse, da en afgørelse om den endelige fordeling af boomkostninger først skal træffes i forbindelse med skifterettens behandling af eventuelle indsigelser mod bobehandlerens indstilling til boopgørelsen, jf. ÆSKL § 31. ØL hjemviste sagen til skifteretten med henblik på, at skifteretten traf afgørelse om, hvorvidt H skulle stille sikkerhed for omkostningerne til vurderingen. (Det følger af RPL § 331, stk. 1, nr. 5, a), at H ikke skal stille sikkerhed for omkostningerne)

Sikkerhedsstillelse for omkostninger ved sagkyndig vurdering kan ikke anvendes til dækning af andre omkostninger:

TFA 2015.76/2 ØLK: Sikkerhedsstillelse for omkostninger ved sagkyndig vurdering kunne ikke benyttes til dækning af bobehandlers salær.

H havde i forbindelse med skifte ved bobehandler stillet sikkerhed efter ÆSKL § 37 for sagens omkostninger med 80.000 kr. Efterfølgende besluttede skifteretten at forhøje sikkerhedsstillelsen som følge af, at M havde fremsat anmodning om udmeldelse af regnskabskyndig medhjælp til vurdering af M's selskab. M blev herefter pålagt at stille sikkerhed med 50.000 kr. Af denne sikkerhed blev der senere betalt et salær til revisor med ca. 18.984 kr. + moms. Efter at der var udarbejdet endelig boopgørelse, anlagde M sag mod H om en række tvister, herunder fordelingen mellem dem af bobehandlerens salær. Bobehandler indstillede et salær på 100.000 kr. + moms, som blev godkendt af skifteretten. Under hensyn til den verserende retssag fandt Københavns Skifteret ikke, at der kunne træffes afgørelse om udbetaling af salæret, og skifteretten bestemte derfor, at der skulle betales et acontosalær til bobestyrer på 48.000 kr. + moms, og at halvdelen skulle betales af den sikkerhed, der var stillet af H, og halvdelen af den sikkerhed, der var stillet af M. M kærede. ØL stadfæstede afgørelsen om godkendelsen af salæret og afgørelsen om acontosalær. ØL lagde til grund, at M's sikkerhed var stillet i medfør af ÆSKL § 77, jf. § 74, stk. 2, om sikkerhedsstillelse i forbindelse med sagkyndig vurdering. ØL fandt herefter ikke, at der havde været hjemmel til at bestemme, at halvdelen af acontosalæret skulle dækkes af denne sikkerhed, og ophævede derfor bestemmelsen herom.

Bobehandlers salær

§ 40. En bobehandler må ikke kræve højere salær for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt.

Stk. 2. Hvis en ægtefælle har fri proces, kan denne ægtefælles andel af bobehandlerens salær højst omfatte det antal timer, skifteretten har fastsat. Retsplejelovens § 334, stk. 5, 1. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

§ 41. Acontosalær til bobehandleren kan udbetales med skifterettens godkendelse, hvis særlige grunde, herunder boets beskaffenhed eller behandlingstid, taler for det.

TFA 2017.40 ØLK: Bobehandlers salær på 21 timer a 2.500 kr. inkl. moms godkendt.

Bobehandler krævede et salær på 52.500 kr inkl. moms for sit arbejde med et tidsforbrug på 21 timer. Der havde i sagen været 4 tvister mellem parterne. Bobehandler havde afvist at fremlægge opgørelse over tidsforbruget. Skifteretten i København godkendte salæret. ØL stadfæstede.

UfR 2018.2832 ØLK (TFA 2018.245/1 ØLK og FM 2018.128 ØLK): Bobehandlers salær på 12 timer a 2.500 kr. inkl. moms godkendt.

I forbindelse med et ægtefælleskifte, som blev forligt, indstillede bobehandleren sit salær til 30.000 kr. incl. moms og en ligedeling af boomkostningerne mellem parterne. Begge parter rejste indsigelse mod indstillingen, herunder mod størrelsen af salæret. I forbindelse med behandlingen af indsigelserne oplyste bobehandleren, at hun havde anvendt 12 timer på bobehandlingen. Skifteretten i Næstved, der bemærkede, at der ikke var grundlag for at betvivle tidsforbruget, fastsatte salæret til 20.400 + moms, svarende til timetaksten på 1.740 kr. for forsvarere og beskikkede advokater i ægteskabssager. M kærede kendelsen med påstand om, at salæret skulle nedsættes til 10.000 kr., idet han gjorde gældende, at boet havde været ukompliceret, og at bobehandleren havde begået mange faktuelle fejl. Bobehandleren kærede med påstand om, at salæret skulle fastsættes til de indstillede 30.000 kr. incl. moms, og hun anførte navnlig, at det var uberettiget, at skifteretten havde anvendt taksterne for forsvarere og beskikkede advokater i ægteskabssager. Hun havde på det indledende møde oplyst om sin timetakst på 2.500 kr. inkl. moms, og hun bestred at have anvendt ufornøden tid, og at bobehandlingen havde været kritisabel. ØL bemærkede, at det fremgår af forarbejderne til ÆSKL § 40, at salæret skal fastsættes ud fra de sædvanlige parametre, der gælder for advokaters arbejde, og således vil afhænge af anvendt tid, de involverede værdier, retsforholdets beskaffenhed, sagens betydning for parterne, sagens udfald, omfanget af arbejdet og det hermed forbundne ansvar. ØL fandt på denne baggrund, at taksterne for forsvarere og beskikkede advokater ikke finder anvendelse på et ægtefælleskifte som det foreliggende, og ØL fandt ikke, at den til parterne meddelte timesats i sig selv var urimelig. ØL, der ikke fandt grundlag for at tilsidesætte skifterettens skøn vedrørende tidsforbruget eller grundlag for at nedsætte salæret på grund af eventuelle fejl, fastsatte herefter salæret til 30.000 kr. inkl. moms.

TFA 2020.84 VLK: Størrelsen af bobehandlers indstillede salær - 20 timer a 2.700 kr. incl. moms - ikke åbenbart urimeligt, hvorfor skifteretten ikke af egen drift kunne nedsætte det efter ÆSKL § 33

I forbindelse med et ægtefælleskifte indstillede bobehandler et salær på 54.000 kr. inkl. moms svarende til en timesats på 2.700 kr. inkl. moms. M og H gjorde ikke indsigelse herimod over for skifteretten. Skifteretten i Aarhus nedsatte af egen drift salæret til 44.000 kr. inkl. moms svarende til en timesats på 2.200 kr. inkl. moms, jf. ÆFL § 33. Under henvisning til forarbejderne til ÆSKL § 40 samt UfR 2018.2832 ØLK og TFA 2017.40 ØLK, og da der ikke var oplyst nærmere om baggrunden for den af skifteretten anvendte timesats, fandt VL, at en timesats på 2.700 kr. inkl. moms ikke var åbenbart urimeligt. Skifteretten havde derfor ikke været berettiget til af egen drift at nedsætte salæret.

TFA 2020.335 VLK: Bobehandler tilkendt acontosalær med 120.000 kr. incl. moms.

I forbindelse med henvisning af et ægtefælleskifte til bobehandling i starten af 2016 anslog skifteretten tidsforbruget til bobehandlingen til 20 timer og fastsatte sikkerheden til 100.000 kr. Sikkerheden blev løbende forhøjet, senest i juni 2019, til 392.000 kr., hvoraf 222.000 kr. vedrørte udlæg og retsafgift. Bobehandleren skønnede det samlede tidsforbrug til 85 timer. Skifteretten i Aarhus besluttede i marts 2020 at imødekomme en anmodning fra bobehandleren om at fastsætte et acontosalær på 120.000 kr. inkl. moms. Efter sagens forløb mv. fandt VL ikke grundlag for at tilsidesætte skifterettens beslutning om udbetaling af acontosalær og om fastsættelsen af størrelsen af dette

TFA 2022.12/2 VLK: M pålagt af betale 4/5 af omkostningerne ved et afbrudt ægtefælleskifte. Bobehandlers salær nedsat til 176.000 kr. plus moms.

Under et ægtefælleskifte, der var begyndt i 2016, angik en væsentlig del af bobehandlingen uenighed om vurderingen og salg af M’s selvstændige virksomhed. Ifølge bobehandler modarbejdede M behandlingen heraf, og M blev med fogedrettens bistand frataget rådigheden over virksomheden med henblik på salg. Da der imidlertid ikke inden for den stillede sikkerhed var tilstrækkelige midler til at sælge den, blev skiftet afbrudt, jf. ÆSKL § 30. Som følge af dette forløb bestemte skifteretten i Aarhus, at M skulle bære omkostningerne ved fogedsagen og 4/5 af de øvrige omkostninger til boets behandling, jf. ÆSKL § 42, 2. pkt., idet retsafgiften dog skulle deles ligeligt mellem parterne. Bobehandlers salær for 110 advokattimer nedsat fra 195.000 kr. til 176.000 kr plus moms. VL stadfæstede.

Omkostningernes fordeling

Boomkostninger, herunder bobehandlerens salær, deles ligeligt mellem ægtefællerne. Har en ægtefælle på uforsvarlig måde givet anledning til en større del af udgifterne, kan skifteretten pålægge denne en større del af omkostningerne, således at modparten friholdes, jf. ÆSKL § 42

TFA 2015.414 ØLK: M skulle betale 3/4 af boomkostningerne.

Bobehandler indstillede i delboopgørelse, at M skulle betale 3/4 af omkostningerne og H 1/4, idet M på intet tidspunkt havde fremkommet med sine egne ønsker til gennemførelse af indbodelingen og dermed i væsentlig grad havde vanskeliggjort denne med et kraftigt øget tidsforbrug til følge. Bornholm Skifteret traf afgørelse om fordeling af omkostningerne i overensstemmelse hermed. ØL stadfæstede.

UfR 2015.2666 VLK (TFA 2015.471 VLK, FM 2015.151 VLK): M skulle betale godt 65% af bobehandlers salær.

Bobehandler havde i forbindelse med boets afslutning indstillet, at skifteafgift og vurderingsomkostninger skulle ligedeles, og at bobehandlerens salær på 130.000 kr. inkl. moms skulle betales af H med 45.000 kr. og M med 85.000 kr., idet M efter bobehandlerens opfattelse på uforsvarlig måde havde givet anledning til en større del af salæromkostningerne, jf. ÆSKL § 42. M protesterede med henvisning til, at han ikke havde handlet uforsvarligt under sagen, og at bobehandleren ikke havde formået »at opnå holdbare løsninger i ægtefællernes konflikter på betryggende måde, hvor omkostningerne står i rimeligt forhold til boets værdier.« Skifteretten i Aarhus fulgte bobehandlerens indstilling. M kærede afgørelsen til landsretten, hvor han også gjorde gældende, at dommerfuldmægtigen, der behandlede boet, havde været inhabil. Dette fik M ikke medhold i. VL stadfæstede skifterettens afgørelse om skævdeling, idet VL ikke fandt grundlag for at tilsidesætte skifterettens vurdering, hvorefter der bl.a. var lagt vægt på, at M ved skiftende ønsker om at udtage en sommerhusandel på uforsvarlig måde havde givet anledning til en større del af salæromkostningerne, jf. ÆSKL § 42 .

TFA 2017.192 ØLK: M skulle betale 2/3 af bobehandlers salær på 213.625 kr. inkl. moms.

Efter et afbrudt skifte bestemte Skifteretten i Hillerød efter indstilling fra bobehandler, at M skulle betale 2/3 af bobehandlers salær på 213.625 kr. incl. moms, mens Statskassen skulle betales 1/3 af salæret, idet H havde fri proces. ØL lagde til grund, at det skyldtes M's forhold, at der måtte foretages omvurdering af en række ejendomme. Der var ikke er grundlag for at betvivle bobehandlers oplysning om, at M havde undladt at medvirke behørigt under skiftet. ØL stadfæstede.

TFA 2018.88/1 VLK: Skifterettens afgørelse om salær til bobehandleren og afgørelse om fordeling af omkostningerne i et ægtefælleskifte var ikke omfattet af kærebegrænsningsreglen i RPL § 389 a.

Skifteretten i Århus fastsatte d. 20.02.2017 bobehandlerens salær til 140.000 kr. + moms og traf i medfør af ÆSKL § 42 afgørelse om, at M skulle betale 3/4 af salæret og 1/2 af retsafgiften. M kærede skifterettens afgørelse d. 02.07.2017. VL bemærkede, at kæremålet ikke var omfattet af RPL § 389 a. Kæremålet blev udsat på stillingtagen til en anmodning om tilladelse til kære efter kærefristens udløb, jf. ÆSKL § 79, jf. RPL § 394, stk. 2. (VL bestemte d. 29.01.2018, at der ikke var grundlag for at meddele tilladelse til kære)

FM 2020.7 ØLK: Ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at skævdele omkostningerne ved et ægtefælleskifte.

I forbindelse med afslutningen af et ægtefælleskifte klagede M blandt andet over, at bobehandlerens salær var indstillet til skævdeling. Skifteretten i Helsingør var enig med bobehandleren i, at M vedrørende den faste ejendom på uforsvarlig vis havde givet anledning til, at udgifterne hertil havde været væsentlig højere end nødvendigt, og skifteretten bestemte, at bobehandlerens salær skulle fordeles som indstillet. Det fremgik af M's anbringender for ØL, at han havde været uenig i bobehandlerens værdiansættelse af ejendommen, og derfor havde kæret skifterettens afgørelse herom til landsretten, og at han bestred, at dette udgjorde en uforsvarlig adfærd. ØL bemærkede, at bobehandleren alene havde anført sparsomme oplysninger om, hvordan M skulle have vanskeliggjort salget af parternes faste ejendom. ØL fandt herefter ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fravige udgangspunktet i  ÆSKL § 42, hvorefter boomkostningerne og herunder bobehandlerens salær skal deles ligeligt mellem parterne. ØL ændrede derfor skifterettens kendelse.

TFA 2022/12/2 VLK: M pålagt at betale 4/5 af omkostningerne ved et afbrudt ægtefælleskifte. Bobehandlers salær fastsat til 174.000 kr. plus moms.

Under et ægtefælleskifte, der var begyndt i 2016, angik en væsentlig del af bobehandlingen uenighed om vurderingen og salg af M’s selvstændige virksomhed. Ifølge bobehandler modarbejdede M behandlingen heraf, og M blev med fogedrettens bistand frataget rådigheden over virksomheden med henblik på salg. Da der imidlertid ikke inden for den stillede sikkerhed var tilstrækkelige midler til at sælge den, blev skiftet afbrudt, jf. ÆSKL § 30. Som følge af dette forløb bestemte skifteretten i Aarhus, at M skulle bære omkostningerne ved fogedsagen og 4/5 af de øvrige omkostninger til boets behandling, jf. ÆSKL § 42, 2. pkt., idet retsafgiften dog skulle deles ligeligt mellem parterne. Bobehandlers salær for 110 advokattimer nedsat fra 195.000 kr. til 176.000 kr plus moms. VL stadfæstede.

FM 2022.8 ØLK: M pålagt at betale 2/3 af omkostningerne ved et ægtefælleskifte.

Efter indstilling fra bobehandleren bestemte skifteretten i Lyngby, at H skulle betale 1/3 og M skulle betale 2/3 af boomkostningerne på 312.621 kr., da M havde forlænget sagens behandling unødigt og havde påført sagen unødige omkostninger, jf. ÆSKL § 42, 2. pkt. Bobehandleren henviste til, at M, til dels gennem sin advokat, havde forhalet processen og havde fremsat irrelevante protester og forårsaget unødvendige udsættelser af sagen. Skifteretten fandt ikke grundlag for at udsætte afsigelse af kendelse vedrørende boomkostningerne på frist til anlæggelse af sag efter ÆSKL § 2. ØL stadfæstede.

TFA 2022.175 ØLK: Forgæves afholdte mægleromkostninger på 62.922 kr. skulle afholdes af M alene.

Under ægtefælleskifte mellem M og H blev der i april 2020 indgået formidlingsaftale om salg af parternes faste ejendom med en udbudspris på 3 mio. kr. I juli 2020 meddelte mægler M, at der var kommet et bud på 2,8 mio. kr. med hurtig overtagelse, og at H havde sagt ok hertil. Der var herefter nogen korrespondance mellem mægleren og M, som midt i juli 2020 bad mægler om hurtigst muligt at fremsende en af køber underskrevet købsaftale. Mægler fremsendte købsaftale d. 22.07.2020, hvorefter H 2 dage efter underskrev aftalen. M underskrev ikke, men meddelte, at han ønskede at udtage ejendommen for 2,8 mio. kr. Mægleren afregnede sagen med et salær på 62.922 kr., hvilket beløb bobestyrer i udkast til boopgørelse fandt burde afholdes af M. Skifteretten i København og ØL fandt, at det skyldtes M’s uforsvarlige forhold, at omkostningen til EDC var afholdt forgæves, og at han derfor skulle afholde udgiften til mægler, jf. ÆSKL § 42. Det forhold, at M efterfølgende havde udtaget ejendommen for 3 mio. kr., kunne ikke føre til andet resultat.

FM 2022.46 VLK: Omkostningerne i et ægtefælleskifte, herunder omkostningerne ved et afholdt syn og skøn, skulle ligedeles.

Skifteretten i Kolding bestemte, at omkostningerne i et ægtefælleskifte skulle ligedeles. M kærede afgørelsen med påstand om, at omkostningerne på 128.125 kr. ved et afholdt syn og skøn vedrørende M's skatteansættelse skulle afholdes af H alene, da resultatet i det hele svarede til det, som M's skattekonsulent havde beregnet. M anførte, at H ved at kræve syn og skøn havde taget en standpunktsrisiko og selv måtte afholde hele udgiften forbundet hermed. Bobehandler havde anført, at H ikke havde været advokatrepræsenteret under hele behandlingen, og at der var tale om en kompleks skattemæssig problemstilling om beskatning af en udlandsindkomst og dobbeltbeskatning. Skatten var ikke betalt. Skatten var opgjort af en rådgiver for manden, som ikke er statsautoriseret revisor. Det var H ubekendt, at der var så stort et mellemværende med skat. Herefter og under hensyn til, at det pågældende syn og skøn var afholdt efter skifterettens beslutning af 06.08.2019, der ikke var påkæret, så kunne det ikke lægges til grund, at H på uforsvarlig måde har givet anledning til skønsomkostningen. VL stadfæstede af de grunde, som bobehandler havde anført, skifterettens afgørelse om ligedeling af omkostningerne.

Hæftelse for omkostningerne

En ægtefælle hæfter subsidiært solidarisk for statskassens krav mod den anden ægtefælle for omkostninger i forbindelse med skiftet, jf. ÆSKL § 44, stk. 1. Dette svarer til hæftelsen ved simpel kaution. 

TFA 2020.336 VLK: Skifteretten kunne ikke anvende H's sikkerhedsstillelse for omkostningerne til at dække M's andel af omkostningerne, da skifteretten ikke forgæves havde søgt at inddrive beløbet hos M.

I forbindelse med et ægtefælleskifte stillede H i 2017 50.000 kr. i sikkerhed for boomkostningerne. I januar 2020 blev hun af skifteretten pålagt at betale 1/3 af de samlede omkostninger på 85.000 kr., svarende til 28.333,33 kr., mens M skulle betale de resterende 56.666,67 kr. H anmodede skifteretten om at få udbetalt differencen mellem den stillede sikkerhed og sin andel af omkostningerne, i alt 21.666,67 kr. Da M trods flere rykkere ikke havde betalt sin andel af omkostningerne, afslog skifteretten H’s anmodning, da de 21.666,67 kr. skulle anvendes til delvis dækning af M’s andel af omkostningerne, jf. ÆSKL § 44, stk. 1. Den resterende andel af M’s omkostninger på 35.000 kr. blev sendt til inddrivelse. VL ophævede skifterettens afgørelse, idet den subsidiære hæftelse ifølge forarbejderne til bestemmelsen svarer til, hvad der gælder for en simpel kautionist. Sagen hjemvistes herefter til skifteretten med henblik på at søge at inddrive beløbet hos M og derefter træffe afgørelse om, hvordan der skulle forholdes med den del af sikkerheden, der ikke var anvendt til betaling af H’s andel af boomkostningerne.

Sagsomkostninger til modparten

Skifteretten kan efter anmodning pålægge en ægtefælle at erstatte den andens udgifter til advokat, hvis ganske særlige grunde taler derfor, jf. ÆSKL § 43.

TFA 2013.352/1 VLK (FM 2013.98 VLK): Ikke grundlag for at pålægge M at betale omkostninger til modparten i en sag, som var blevet afvist af skifteretten, da boet var delt.

M havde anmodet om bistand til deling af fællesbo. H havde påstået sagen afvist, idet H gjorde gældende, at fællesboet var delt. Begge parter var repræsenteret af en advokat, og efter en procedure om spørgsmålet afviste skifteretten sagen, da det blev lagt til grund, at fællesboet var delt. H anmodede herefter om, at der i medfør af RPL § 312, stk. 1, blev tillagt hende sagsomkostninger. Skifteretten i Kolding anførte, at RPL § 312, stk. 1, ikke fandt anvendelse på sager, der var reguleret af ÆSKL, og at det af forarbejderne til loven fremgik, at det havde været lovgivers hensigt, at parterne i vid udstrækning skulle kunne få gennemført et skifte uden advokatbistand, og at der i meget begrænset omfang ville være behov for at pålægge den ene ægtefælle at erstatte den andens advokatudgifter. Der var i ÆSKL § 43 hjemmel til undtagelsesvist at pålægge den anden part at erstatte en ægtefælles udgifter til advokatbistand, men det fremgik direkte under bemærkningerne til § 43, at bestemmelsen angik advokatbistand til selve bobehandlingen. Skifteretten tog derfor ikke anmodningen til følge. VL stadfæstede.

FM 2020.220 ØLK: Ikke grundlag for at pålægge K at betale sagsomkostninger til M i et tilfælde, hvor K's anmodning om bistand til skifte af ugifte samlevendes sameje var tilbagekaldt inden skifteretsmødet.

M og K havde været samlevende. K's advokat indgav en anmodning til skifteretten om bistand til deling af samejeaktiver i form af indbo. K's advokat påstod i et svarskrift sagen afvist, idet det anførtes, at der ikke forelå nogen dokumentation for, at der var sameje om indbo, og idet han anførte, at der ikke forelå et bo i ÆSKL's forstand, da der alene var tale om indbo, jf. ÆSKL § 1, stk. 1. Der blev samtidig indsendt dokumentation for, at der efterfølgende var udtaget stævning i en civil sag om parternes økonomiske mellemværende. På denne baggrund anmodede skifteretten K's advokat om at oplyse, om der forelå en samejekontrakt, og hvis det ikke var tilfældet, hvilke genstande hans klient mente, at der var sameje om. K's advokat tilbagekaldte herefter sagen. Ms' advokat påstod herefter sin klient tillagt sagsomkostninger svarende til et tidsforbrug på 3,5 timer.

Skifteretten i Roskilde bemærkede, at der ikke var sameje i ægtefællelovens forstand, og anførte, at dette klart fremgik af såvel teori som praksis. Skifteretten anførte endvidere, at anmodningen derfor ikke burde have været indleveret, og tillagde på denne baggrund M sagsomkostninger med 6.300 kr. + moms. Kendelsen blev efter Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt for ØL, hvor K påstod afgørelsen ophævet, idet hun gjort gældende, at der ikke var grundlag for at pålægge hende sagsomkostninger.

ØL bemærkede, at det fremgår af forarbejderne til ÆSKL, at det har været lovgivers hensigt, at parterne i vid udstrækning skal kunne gennemføre et skifte uden advokatbistand, idet de efter loven skal vejledes af skifteretten på det indledende møde og af bobehandleren under skiftet. ØL bemærkede endvidere, at det fremgår af ÆSKL § 43, at skifteretten efter anmodning kan pålægge en ægtefælle at erstatte den anden ægtefælles udgifter til advokatbistand, hvis ganske særlige grunde taler for det, og at bestemmelsen også finder anvendelse i andre boer, der skiftes efter ÆSKL § 1. Det fremgår af bemærkningerne, at udgangspunktet er, at en ægtefælle selv skal afholde udgifterne til sin advokat, og at bestemmelsen i § 43 navnlig tager sigte på tilfælde, hvor den ene ægtefælles forhold har medført, at den anden ægtefælle er blevet nødt til at antage egen advokat. ØL fandt herefter, at der i den foreliggende sag, der var afsluttet uden skifte og inden afholdelsen af forligs- og vejledningsmødet, ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at pålægge M sagsomkostninger. ØL ændrede derfor skifterettens afgørelse således, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part i anledning af skiftesagen. ØL pålagde M at betale 2.500 kr. til K i kæremålsomkostninger

Indtil d. 01.03.2012 kunne en part pålægges sagsomkostninger i medfør af RPL § 660, stk. 1

§ 660. Behandlingen af tvister, der opstår under skiftebehandlingen, herunder bevisførelse, foregår ved skifteretten. Tvister angående anmeldte fordringer eller fremsatte krav afgøres ved dom, der kan fuldbyrdes efter almindelige regler. I andre tilfælde træffer skifteretten afgørelse ved kendelse, i hvilken det kan pålægges den part, der skønnes uden tilstrækkelig grund at have givet anledning til eller unødig at have vidtløftiggjort proceduren, at udrede sagsomkostninger til modparten, således at fuldbyrdelsesfristen med hensyn hertil fastsættes i kendelsen.
Stk. 2. Skifteretten kan om fornødent pålægge parter og andre at give møde og afgive forklaring efter reglerne om vidner.

Irene Nørgaard i Familieret, 5. udg., 2003, p. 514 note 15 og p. 517 note 28

UfR 1978.92 HKK: M havde i ØL fået medhold i, at der skulle ske skævdeling i medfør af SKL § 69 a. HR tiltrådte efter sagens karakter, at der ikke var tillagt M sagsomkostninger for landsretten.

UfR 1995.109 ØLD: Under et off. skifte ved Skifteretten i Hørsholm afholdtes 2 møder med procedure om eksistensen af nogle mundtlige aftaler vedr. boets deling og om deling af M's fratrædelsesgodtgørelse på netto ca. kr. 97.000. Skifteretten tilkendegav efter begge møder, at M ikke kunne få medhold. ØL tilkendte under anke af boopgørelsen H kr. 15.000 i sagsomkostninger vedr. de afholdte procedurer.

FM 1995.65 VLK: H, som havde fri proces til skifte, og som fandtes væsentligt at have vidtløftiggjort sagens forløb, blev ved afslutningen af et off. skifte ved skifteretten i Struer pålagt at betale kr. 45.000 i sagsomkostninger, hvoraf kr. 30.000 skulle tilfalde M og udredes af statskassen, og kr. 15.000 skulle tilfalde statskassen til dækning af statskassens omkostninger til advokathonorar vedr. M. H blev pålagt at erstatte statskassen beløbet på kr. 30.000.

TFA 1998.118 VLD: M's udgifter på 11.850 kr. til revisorbistand ved udfærdigelse af perioderegnskab til brug ved bodelingen kunne fradrages som en sagsomkostning ved opgørelsen af M's bodel.

TFA 1998.291 HKK (FM 1997.121/3 ØLK): M nedlagde under skifte påstand om, at anparter tilhørende H på nom. 40.000 kr. med en skattemæssig kursværdi på 9.662.000 kr. var fælleseje. H havde fået nom. 15.000 anparter d. 31.12.1982 som gave fra sin fader på vilkår, at gaven skulle være særeje. I 1984 havde H modtaget fondsanparter for 25.000 kr., da anpartskapitalen blev forhøjet fra 30.000 kr. til 80.000 kr. Skifteretten i Odense fandt, at gaven var ydet som særeje, og at fondsanparterne ikke var en indtægt, men et surrogat, og derfor også var særeje. Derimod fandtes det ikke bevist, at en række andre gaver til H til en værdi på ca. 237.000 kr. var ydet som særeje. Der fandtes ikke gavebreve, men alene afkrydsning af særeje i gaveanmeldelserne, som var underskrevet senere. Skifteretten hævede omkostningerne. ØL pålagde M at betale H kr. 300.000 i sagsomkostninger for skifteretten. Højesteret nedsatte omkostningsbeløbet til 200.000 kr. under hensyn til, at tvisten drejede sig om, hvorvidt anparterne skulle være særeje eller fælleseje.

TFA 1999.227 VLK (FM 1999.80 VLK): Da parterne havde forligt sagen udenretligt, var skifteretten ikke kompetent til - uden enighed mellem parterne - at fortolke den indgåede aftale om delingen af fællesboet, herunder at træffe afgørelse om fordelingen af vurderingsomkostningerne.

TFA 1999.243 VLK: M og H, der havde været gift i 8 måneder, havde indgået forlig, hvorefter boet blev skævdelt, således at H udtog sin nettoformue på ca. 550.000 kr. mod til M at betale 30.000 kr. Der forelå ikke sådanne omstændigheder, at der efter RPL § 660, stk. 1 var grundlag for at tillægge M sagsomkostninger.

TFA 1999.249 ØLD: Skifteretten i Maribo havde pålagt M at betalte delvise sagsomkostninger til H med 25.000 kr., da han i særlig grad havde givet anledning til sagens betydelige omfang og varighed. ØL ophævede omkostningerne for begge retter.

FM 2000.7/3 ØLK: H's begæring om genoptagelse af skifte var blevet afvist, da parterne i skifteretten i Frederikssund havde underskrevet bodelingsoverenskomst, og da der ikke var påvist nye aktiver eller andre grunde til en genoptagelse. ØL stadfæstede og pålagde H at betale 1.200 kr i sagsomkostninger.

TFA 2000.115 ØLD: Bobehandlingsudgifterne ved et offentligt skifte ved skifteretten i Gentofte udgjorde i alt 85.865 kr. M blev pålagt at skulle betale 59.181 kr. (69%) og H 26.684 kr. (31%). Henset til boets formuemasse, sagens forløb og resultat stadfæstede ØL skifterettens afgørelse.

FM 2001.124 VLK: H, der havde fri proces, havde ved skiftet fået en boslod på ca. 600.000 kr., hvoraf den væsentligste værdi var en fast ejendom. Skifteretten i Skive bestemte, at hver part skulle betale egne omkostninger, at H skulle betale 50% af skifteomkostningerne på 25.000 kr., og at H skulle refundere statskassen salæret til hendes beskikkede advokat med 60.000 kr. VL stadfæstede.

TFA 2002.85 VLK (FM 2001.145 VLK): H havde fri proces under ægtefælleskifte om værdier til ca. 2 mio. kr. Skifteretten i Haderslev bestemte, at M skulle godtgøre statskassen 50.000 kr. af omkostningerne, og at M skulle betale de fulde omkostninger på 4.260 kr. til vurdering af fast ejendom og indbo, jfr. RPL § 334, stk. 1. VL tiltrådte efter parternes påstande og sagens udfald, at M skulle godtgøre statskassen 50.000 kr., hvorimod udgifterne til vurdering skulle deles, idet begge parter havde haft behov herfor.

TFA 2002.416 VLK: H, der havde fri proces, havde ved skifteretten i Sønderborg anlagt sag med påstand om, at fællesboet ikke var delt. M fik medhold i, at boet var delt. Skifteretten bestemte, at hver part skulle betale sine egne omkostninger. VL fandt, at man efter sagens karakter og udfald burde tillægge M omkostninger for skifteretten, jfr. RPL § 451, stk. 3. Omkostningerne blev fastsat til 8.000 kr., som skulle betales af statskassen. (Da der ikke var tale om en ægteskabssag, finder RPL § 451, stk. 3 ikke anvendelse)

TFA 2003.91 VLK: M fik i skifteretten i Århus medhold i, at en påstået gæld på 275.000 kr. til en ven i Schweiz kunne medtages som passiv. VL fandt det ikke bevist, at der var etableret et gældsforhold. M blev pålagt at betale H 15.000 kr. i sagsomkostninger for landsretten.

TFA 2004.520 ØLK: H havde begæret off. skifte, hvilket blev afvist, da der var indgået bodelingsaftale i 1998, jfr. TFA 2004.415 ØLK. Skifteretten i Kalundborg hævde sagens omkostninger. Henset til sagens karakter og omstændighederne ved det lange tidsforløb, forinden sagen blev afvist fra skifteretten, samt da sagsforløbet ikke alene kunne tilskrives forhold hos H, tiltrådte ØL, at omkostningerne var ophævet.

TFA 2006.119 ØLD: M og H blev separeret d. 29.08.2000. M nedlagde under skiftet påstand om et vederlagskrav på 210.000 kr. efter RVL § 23, stk. 1 som følge af, at H havde medvirket til, at andelsboligforening med 4 medlemmer, herunder M og H, i juni 2000 - efter at M var blevet ekskluderet - havde solgt overetagen af foreningens to-familiehus til H for 1.200.000 kr. Lejlighedens handelsværdi var ifølge syn og skøn 1.650.000 kr. Skifteretten i København og ØL fandt ikke, at H havde foretaget sådanne økonomiske dispositioner i forbindelse med salget af lejligheden, at det berettigede M til vederlagskrav. H tilkendt 50.000 kr. i sagsomkostninger for begge instanser.

TFA 2007.132 ØLK: Under et langvarigt fællesboskifte havde M ikke indbetalt retsafgift i anledning af stævning vedrørende en ejendom til 8,8 mio. kr., og han udeblev fra en domsforhandling, efter at skifteretten havde afvist at udsætte den. Skifteretten i Nykøbing F. afviste sagen og bestemte under henvisning til sagsgenstandens størrelse på 5,6 mio. kr., at M skulle betale 25.000 kr. i sagsomkostninger til statskassen, idet H havde fri proces. ØL stadfæstede.

TFA 2007.343/1 ØLK: H havde begæret off. skifte i august 2005, da M vedholdende gjorde gældende, at der skulle være aftalt a contoudlæg af fællesboets faste ejendom pr. 18.11.2003. Skifteretten i Odense fandt, at M's standpunkt nødvendiggjorde det off. skifte med derefter følgende udgifter til vurdering af ejendommen, medhjælpersalær og retsafgift på i alt 45.080 kr. Hertil kom, at M's standpunkt udløste procedure i skifteretten, hvorunder det viste sig, at der ikke var sammenhæng mellem hans standpunkt og hans egen forklaring M havde således vidtløftiggjort fællesboskiftet, hvorfor han efter RPL § 660, stk. 1, 3. pkt. skulle betale 50.000 kr. i sagsomkostninger til H. ØL fandt omkostningsbeløbet passende fastsat efter en samlet vurdering af sagens omfang og udfald og henset til, at der under skiftesagen havde været en domsforhandling, hvor H fik medhold.

UfR 2008.1096 VLK: H havde under ægteskabet modtaget arv på 1,2 mio. kr. fra sine forældre og denne arv skulle ifølge testamente være H's skilsmissesæreje. De nu tidligere ægtefæller havde haft fælles bankkonto, og arven var blandt andet benyttet til at indfri et boliglån. Herudover var et overtræk på M's konto blevet dækket, der var indsat et beløb på en aktionærkonto tilhørende M, og der var indkøbt en bil, som blev registreret i M's navn. I forbindelse med bodelingen gjorde H gældende, at aktiverne tilhørte H, subsidiært at M skulle betale et vederlag på 1,2 mio. kr. M blev frifundet for kravet, idet skifteretten i Hjørring statuerede, at arven havde mistet sin status som særeje på grund af sammenblanding med fællesejemidler. Der var under sagen ikke hjemmel til at pålægge M et vederlagskrav, da dette efter RVL § 23, stk. 3 skulle dækkes af den disponerende ægtefælles bodel. Skifteretten bestemte, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden. Denne afgørelse kærede M, idet han påstod sig tillagt sædvanlige procedureomkostninger. Henset til tvistens karakter tiltrådte VL skifterettens afgørelse.

TFA 2009.73 VLK: M og H blev separeret i sept. 2007. H's advokat S skrev i marts 2008 til M og tilbød en forligsmæssig løsning af bodelingen på vilkår, at H til fuld og endelig afgørelse betalte 7.500 kr. svarende til S' honorar inkl. moms, og at M samtidig underskrev og returnerede en begæring om skilsmisse. I april 2008 skrev S til M, at H nu havde underskrevet aftalen om, at boet var endeligt delt, når M havde betalt de 7.500 kr., og bad M komme til S og underskrive bodelingsoverenskomsten samt betale. Det gjorde M. S begærede nu for H boet taget under offentlig skiftebehandling. Skifteretten i Hjørring afviste sagen, fa fællesboet var delt, og bestemte, at hver part skulle bære egne omkostninger. M kærede omkostningsspørgsmålet. VL bemærkede, at H's begæring om offentligt skifte burde være nægtet fremme, idet fællesboet var delt, og at det var en fejl fra S' side, at spørgsmålet om skilsmisse ikke også blev bragt i orden, da M underskrev bodelingsoverenskomsten og betalte de 7.500 kr. Da H på den baggrund uden tilstrækkelig grund havde givet anledning til procedure for skifteretten, skulle hun betale skiftesagens omkostninger til M med 5.000 kr. inkl. moms, jf. RPL § 660, stk. 1, 3. pkt., næstsidste led.

TFA 2009.92 VLD: M og H blev gift i april 2004 og købte pr. 01.05.2004 i lige sameje en ejendom for 892.500 kr. af M's far. Ejendommen var forud herfor vurderet af en ejendomsmægler til 1,1 mio. kr. I august 2006 blev parterne separeret, og fællesboet blev taget under off. skiftebehandling. M påstod skævdeling i medfør af SKL § 69 a, jf. § 69, og henviste til, at ejendommen skulle anses for indbragt af ham alene. Der var tale om en familieoverdragelse med et gaveelement, og hensigten hermed havde ikke været at forøge H's bodel. VL udtalte, at ejendommen var købt af parterne i fællesskab, og at den gave, der muligt var givet i den forbindelse, derfor var givet til parterne med lige meget til hver. Der var derfor ikke tale om, at M havde indbragt den væsentligste del af fællesboet på den måde, der er angivet i SKL § 69. Allerede af den grund stadfæstedes skifterettens frifindelse af H for påstanden om skævdeling. Da skifteretten havde truffet afgørelse ved dom, fandt RPL § 660, stk. 1, 3. pkt., ikke anvendelse, og der skulle derfor fastsættes sagsomkostninger efter de almindelige regler i kapitel 30.

TFA 2016.197 ØLK: Der skulle ses bort fra bestemmelse i skifterettens domskonklusion om, at skifteomkostningerne skulle deles lige mellem parterne.

Skifteretten i Lyngby havde i en dom af 23.12.2014 truffet afgørelse om 10 særskilte tvistepunkter under behandlingen af et ægtefælleskifte, der blev behandlet efter de gamle regler fra før d. 01.03.2012. I dommen blev det bl.a. bestemt, at skifteomkostningerne skulle deles lige mellem parterne, og at skifteretten fastsatte skifteomkostningerne endeligt i forbindelse med godkendelse af boopgørelsen. I forbindelse med skifterettens godkendelse d. 09.07.2015 af boopgørelsen blev det bestemt, at retsafgift, omkostninger til sikkerhedsstillelse og medhjælpers salær - i alt ca. 228.000 kr. - skulle betales af H med 1/3 af M med 2/3. M kærede med påstand om, at skifteomkostningerne skulle deles ligeligt i overensstemmelse med konklusionen herom i skifterettens dom af 23.12.2014, men fik ikke medhold heri under henvisning til, at spørgsmålet om de samlede boomkostninger, der også kunne vedrøre omkostninger angående tvistepunkter, som havde indgået under boets behandling, men som ikke var omfattet af dommen af 23.12.2014, herunder f.eks. fordi de kunne vedrøre perioden efter dommens afsigelse, ikke var omfattet af sagsomkostningerne ved dommen. I overensstemmelse med hvad der var anført i skifterettens høringssvar, fandt ØL herefter, at der skulle bortses fra domskonklusionens bemærkning om, at skifteomkostningerne skulle deles ligeligt mellem parterne.

Krænkelse af EMRK art. 6?

UfR 2010.1008 VLD (TFA 2010.259 VLD): M og H var blevet separeret d. 09.01.2002 efter 4½ års ægteskab. Skifteretten i Brædstrup tog boet under offentligt skifte i dec. 2002. Det væsentligste aktiv var den faste ejendom i Tørring tilhørende M's bodel, der før det offentlige skifte var blevet vurderet til 1.485.000 kr. H kunne ikke acceptere vurderingen. Skifteretten bestemte i juni 2004, at der ikke skulle foretages omvurdering, men den oprindelige ejendomsmægler skulle afgive en supplerende udtalelse om værdien på udlægstidspunktet. Den oprindelige ejendomsmægler var gået på pension. Der opnåedes enighed om, at en anden mægler skulle afgive den supplerende udtalelse, og denne udtalelse fremkom pr. 30.12.2004. Der blev udfærdiget udkast til boopgørelse, hvorefter M skulle udtage ejendommen pr. 30. 12.2004. Parternes advokater fremsatte indsigelser mod værdien af ejendommen. M gjorde gældende, at han havde udtaget ejendommen pr. 09.01.2002, subsidiært pr. 30.12.2004, men i begge tilfælde til den oprindelige vurdering. Skifteretten udskilte i 2007 spørgsmålet om udlægstidspunktet og udlægsprisen til delforhandling, og der blev afsagt dom d. 28.02.2008, hvorefter ejendommen skulle udlægges til M pr. 30.12.2004 til en værdi af 1.850.000 kr. Der blev endvidere ved dommen taget stilling til andre stridsspørgsmål. Boopgørelse med opgørelsesdag d. 31.12.2008 blev herefter udfærdiget. H nedlagde påstand om, at hendes boslodskrav skulle forrentes fra d. 30.12.2004, mens M gjorde gældende, at forrentning skulle ske fra datoen for den endelige boopgørelse. H og M gjorde endvidere gældende, at ægtefælleskiftet havde trukket uforholdsmæssigt ud, og der var sket krænkelse af EMRK. I skifterettens dom af 12.02.2009 blev det bestemt, at boslodskravet skulle forrentes fra d. 01.07.2007. Skifteretten i Horsens erkendte, at sagens behandling ikke var blevet afsluttet inden rimelig tid i overensstemmelse med EMRK art. 6, stk. 1. VL bestemte, at boslodskravet skulle forrentes fra d. 30.12.2004, idet M havde haft fordelen af værdistigningen af ejendommen fra udlægsdatoen, og der var derfor grundlag for at fravige det almindelige udgangspunkt for forrentning af boslodskrav. VL tiltrådte, at der var sket en krænkelse af parternes rettigheder efter EMRK art. 6, stk. 1, og at det som delvis kompensation for krænkelsen var bestemt, at parterne, der begge havde haft fri proces, ikke skulle godtgøre statskassen nogen andel af de meget betydelige beløb, der var afholdt i salærer til de beskikkede advokater. Endvidere fandt VL, at parterne som yderligere kompensation for krænkelsen hverken skulle godtgøre statskassen de positive udgifter, der havde været forbundet med skiftebehandlingen, eller skifteafgiften, jf. herved art. 13 i EMRK sammenholdt med princippet i RPL § 320.

TFA 2011.360 ØLD: M og H blev separeret i maj 2001, og i dec. 2002 blev deres fællesbo taget under offentlig skiftebehandling. Skifteretten i Lyngby stadfæstede boopgørelsen i juni 2010. Skifteretten bestemte samtidig, at salær til medhjælper på 500.000 kr., skifteafgift på 283.550 kr. og udgifter til vurdering af indbo på 23.590 kr. skulle betales af statskassen, idet skiftesagen ikke var afsluttet inden rimelig tid, jf. EMRK art. 6, stk. 1. M, der selv var advokat, ankede boopgørelsen og påstod under denne sag, at statskassen skulle friholde ham for hans udgifter til advokatbistand som følge af den lange sagsbehandlingstid. M fik ikke medhold i sine indsigelser mod boopgørelsen eller i sin påstand om, at statskassen skulle betale hans advokatudgifter.

TFA 2013.225 ØLK: Fællesbo blev taget under offentligt skifte ved Lyngby Skifteret i august 2002 og endeligt afsluttet ved landsretsdom af 09.11.2012. H gjorde gældende, at hun skulle fritages for at deltage i udgifterne ved skiftebehandling, fordi den lange sagsbehandlingstid udgjorde en krænkelse af EMRK art. 6, men fik ikke medhold heri. ØL fandt, at parterne selv havde givet anledning til skiftets tidsmæssige udstrækning, og at H i hvert fald havde været medvirkende til, at flere af de mange tvister havde været særdeles langvarige. Efter det oplyste var der derimod ikke - på trods af skiftets samlede udstrækning - grundlag for at fastslå, at skiftet er trukket urimeligt ud på grund af domstolenes forhold.

Advokat Jørgen U. Grønborg