Kaution
Retsregler
Lov om finansiel virksomhed §§ 47-48.
§ 47. Er der inden for erhvervsforhold stillet kaution for lån ydet af et pengeinstitut, og udebliver låntager med betaling af hovedstol, afdrag eller renter, skal der senest 6 måneder efter de pågældende ydelsers forfaldsdag skriftligt gives meddelelse til enhver af kautionisterne eller til den eller dem af disse, der er bemyndiget til at modtage meddelelsen på samtlige kautionisters vegne. Undladelse heraf medfører, at pengeinstituttet taber sit krav over for kautionisterne, i det omfang disses regreskrav mod låntageren er blevet forringet ved undladelsen.
§ 48. Inden der indgås aftale om en kautionsforpligtelse uden for erhvervsforhold for lån eller kreditter ydet af et pengeinstitut, skal pengeinstituttet sikre sig, at kautionisten er tilstrækkeligt informeret om indholdet af aftalen og konsekvenserne af at påtage sig en kautionsforpligtelse. Denne information skal indeholde oplysninger om, hvad den konkrete kautionsforpligtelse indebærer, og indeholde en afbalanceret beskrivelse af de risici, der er forbundet hermed. Endvidere skal pengeinstituttet for den debitor, hvis gæld kautionsforpligtelsen skal sikre, med samtykke fra debitor udlevere
1) den seneste årsopgørelse fra SKAT,
2) de seneste tre lønsedler eller
3) det seneste årsregnskab, hvis der kautioneres for en erhvervsdrivendes gæld.
Stk. 2. Et pengeinstitut, som ikke har overholdt stk. 1, kan kun gøre kautionsforpligtelsen gældende, såfremt kautionisten på anden vis har haft et forsvarligt grundlag for at bedømme de risici, der var forbundet med at indgå kautionsforpligtelsen.
Stk. 3. Kautionsaftaler efter stk. 1 skal udfærdiges på papir eller andet varigt medium for at kunne gøres gældende.
Stk. 4. En kautionist kan ikke hæfte for et beløb, der er større end lånets hovedstol eller kredittens maksimum ved kautionsaftalens indgåelse.
Stk. 5. Ved kautionsaftaler efter stk. 1 skal pengeinstituttet årligt skriftligt meddele kautionisten størrelsen af den gældspost, som kautionen er stillet til sikkerhed for.
Stk. 6. Hvis låntageren udebliver med betaling af hovedstol, afdrag eller renter, skal der senest 3 måneder efter de pågældende ydelsers forfaldsdag gives meddelelse herom til kautionisten på papir eller andet varigt medium. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis pengeinstituttet giver låntageren henstand, uden at kautionisten har givet samtykke hertil.
Stk. 7. Overskrides fristen i stk. 6, kan kautionsforpligtelsen kun gøres gældende over for kautionisten for det beløb, som låntagerens gæld efter den sikrede fordring ville have udgjort, hvis låntageren havde betalt alle ydelser rettidigt indtil det tidspunkt, som ligger 3 måneder forud for det tidspunkt, hvor meddelelse gives.
Stk. 8. Overskridelse af fristen i stk. 6 medfører uanset stk. 7, at pengeinstituttet taber sit krav over for kautionisten, i det omfang dennes regreskrav mod låntageren er blevet forringet.
Stk. 9. En kautionsforpligtelse efter stk. 1 bortfalder efter 10 år eller, hvis kautionsaftalen er indgået til sikkerhed for en kredit med variabelt beløb eller for et lån uden fast forfaldstidspunkt, efter 5 år, medmindre forpligtelsen forinden er gjort gældende af pengeinstituttet. 1. pkt. finder ikke anvendelse på lån, der efter deres vilkår kan finansieres ved udstedelse af særligt dækkede obligationer, såfremt kautionisten udtrykkeligt er oplyst herom og om virkningen heraf.
Stk. 10. En aftale om en kautionsforpligtelse efter stk. 1 kan tilsidesættes helt eller delvis, hvis den står i misforhold til kautionistens økonomi.
Stk. 11. Stk. 1-10 finder tilsvarende anvendelse på tredjemandspant uden for erhvervsforhold.
Regler for private kautioner - aftale af 14.09.2001 mellem Forbrugerrådet og Finansrådet trådt i kraft d. 01.01.2002
Bet. nr. 1295/1995: Eksportkreditgaranti og -finansiering
Bet. nr. 240/1960: Revision af eksportkreditordningen
1928 1994 Henry Ussing: Kaution, 1928, 440 sider, GadJura. Hele bogen kan læses her.
Bent Nebelong: Om forløfte, 1948, 157 sider Nyt Nordisk Forlag. Hele bogen kan læses her.
Carsten Smith: Studier i Garantiretten, 1963.
Halfdan Krag Jespersen: Kaution, 1. udg., 1965, DJØF.
Hans Verner Høyrup: Kaution, 1. udg., 1977, 98 sider, Akademisk Forlag.
Børge Dahl og Peter Møgelvang-Hansen: Garantier, 1. udg., 1985, 405 sider, DJØF.
Torsten Iversen: Støtteerklæringer, 1.udg., GadJura, 1994. Anmeldt af Erik Werlauff i UfR 1994 B.358.
Bert Lehrberg (red), Lars Gorton, Margareta Helldén, Gertrud Lennander, Stefan Lindskog og Jan Ramberg: Borgen - Förutsättningsfrågor - Regressfrågor - Konsumentfrågor, 1995. Norstedt Juridik. Anmeldt af Lennart Lynge Andersen i UfR 1996 B.472.
Peter Møgelvang-Hansen: Privat Kaution for banklån - kautionistproblemer og -beskyttelse, Nordisk Ministerråd, 1995. Anmeldt af Lennart Lynge Andersen i UfR 1996 B.472-473.
Halfdan Krag Jespersen, Asbjørn Grathe og Hans Helge Beck Thomsen: Solidaritet, 2. udg. 2002, 157 sider, Juridisk Bogformidling.
Nina Dietz Legind: Privat kaution - behovet for en kodifikation a privat kaution for banklån, 1. udg., juni 2002, 300 sider, DJØF. Anmeldt af Lennart Lynge Andersen i UfR 2002 B.435-436.
Hans Viggo Godsk Pedersen: Bankgarantier, 2. udg., 2003, 224 sider, DJØF. 1. udg. er anmeldt af Erik Werlauff i UfR 1995 B. 479-480 og af Niels Bolt Jørgensen i R&R nr. 5/1996 p. 51-54.
Nina Dietz Legind: Privat kaution for banklån, 1. udg., 2003, 174 sider, Gjellerup. Anmeldt af Ole Simonsen i UfR 2004 B.301-302.
Hans Helge Beck Thomsen og Claus Rohde: Kaution og tredjemandspant samt andre solidariske skyldforhold, 4. udg., mar. 2017, 284 sider, Karnov Group. 1. udg. 2004 er anmeldt af Ole Simonsen i UfR 2004 B.301-302.
Hans Viggo Godsk Pedersen: Kaution, 12. udg., 2022, 180 sider, DJØF. 1. udg., 1982, er anmeldt af Bente Jørgensen i JUR 1982.296-298 og af Niels Ørgaard i UfR 1982 B.274-276.
1968 2000 2007 Jørgen Nørgaard i UfR 1968 B.369-372: Om kaution for ugyldig hovedforpligtelse.
Vibeke Holbøll i Justitia nr. 5/1984: Eksportkreditrådet - Eksportkreditrådets garanti- og kautionsordninger behandlet ud fra traditionelle kautionsretlige problemstillinger.
Lars Halgreen Olsen og Søren K. Kokkenborg i UfR 1989 B.335-338: Byggelånskautionistens hæftelse efter bankkrak.
Jon Stokholm i ADV 1992.32: Fradrag i den skattepligtige indkomst for tab ved udlån eller kautionsforpligtelser - et perspektiv
Oplyser, at kautionstabet er fradragsberettiget, hvis hovedfordringen er angivet i udenlandsk valuta.John Peter Andersen i ADV 1992.95-96: Det nye skattehul - et par menige refleksioner
En kommentar til artiklen i ADV 1992.32.Øjvind Hulgaard i ADV 1992.96: Fradrag i den skattepligtige indkomst
En uddybning af de fremsatte synspunkter i ADV 1992.32.Erik Overgaard og Svend Erik Holm i ADV 1992.197-198: Fradrag for kautionstab - et unødvendigt og/eller utilstrækkeligt lovindgreb?
En yderligere kommentar til ADV 1992.32.Bjarne Bang Christensen i JUR 1992.422-428: Ny lov om eksportkredit.
F. Bang-Olsen i ADV 1994.45: Om kaution på pantebreve.
Asbjørn Grathe i ADV 1994.133: Skal kautionister underrettes om misligholdelse?
Svaret er, at underretning skal ske, hvor kautionister har en særlig interesse heri, eller hvis dette er aftalt.Jens Poulsen i Finansfokus nr. 2/1999 p. 21-23: Gælder garantien
Omhandler de falske garantier i PFA/Thorsen-sagen.Claes Nilas i Lov & Ret nr. 4/2000 p. 37-38: Forbrugerkredit
Om EF-Domstolens dom af 23.03.2000, hvorefter direktiv 87/102 om forbrugerkredit ikke omfatter kautionsaftaler.Bente Naver i Ejendomsmægleren nr. 11/2001 p. 23: Forbrugerrådet og Finansrådet har med virkning fra d. 01.01.2002 indgået aftale om privat kaution. Aftalen opstiller en række krav, som skal opfyldes, når private stiller kaution for andre.
Jens Poulsen i Finansfokus nr. 4/2001 p. 28-29: Etik og praktik i låneforhold.
Lars Sandager-Jørgensen i UfR 2001 B.57-63: Nogle bemærkninger om modregning og alskyldserklæringer særligt med henblik på bankfusion.
Michael Camphausen i R&R nr. 10/2002 p. 38-41: Nye lovbestemmelser om kaution og pengeinstitutter.
Lennart Lynge Andersen og Nina Dietz Legind i UfR 2002 B.347-355: Bank- og sparekasselovens regulering af privat kaution for banklån.
Bente Naver i Ejendomsmægleren nr. 1/2003 p. 11: Kaution - nye lovbestemmelser.
Torsten Iversen i Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard, 2003, p. 691-712: Tilbagesøgningskravet ved uberettiget garantitræk.
Nina Dietz Legind i JUR 2003.274-280: »Bedre vilkår for private kautioner« - betydningen af Finansrådets og Forbrugerrådets fælles regler
Michael Bjerg Hansen i JUR 2005.169-174: Alskyldserklæringer
Lennart Lynge Andersen og Nina Dietz Legind i UfR 2006.296-297: Kaution og administrative byrder
Omhandler overvejelserne om at ophæve nogle bestemmelser i lov om finansiel virksomhed om pengeinstitutters underretningspligt over for kautionister.Lennart Lynge Andersen og Nina Dietz Legind i Kapitalmarked og kunderelationer - hilsener til Lars Gorton, 2007, Forlaget Thomson, p. 9-22: Det er stadig aktuelt at arbejde med kautionsretten.
Dag Jørgen Hveem i Kapitalmarked og kunderelationer - hilsener til Lars Gorton, 2007, Forlaget Thomson p. 54-66: Sterkere beskyttelse av forbrugerkausjonisten - opplysningsplikt og frarådingsplikt.
Hans Viggo Godsk Pedersen og Nina Dietz Legind i ET nr. 3/2007, p. 200-207: Nyere domspraksis vedrørende garantier
Domspraksis vedrørende: garantens indtrædelsesret, ugyldighed af en kautionsaftale eller garantierklæring, udbetalingsbetingelser under AB 92 og ABT 93 og andre tilfælde, samt spørgsmålet om periodeafgrænsning eller ophørsdato.Michael Camphausen i ET nr. 2/2010 p. 132-136: En principiel afgørelse fra Højesteret om kaution
Omtale af Højesterets kendelse af 25. februar 2010 og vurdering af kendelsens rækkevidde. Vedrørende kautionists hæftelse for renter.Nina Dietz Legind og Hans Viggo Godsk Pedersen i UfR 2010 B.409-412: Kaution inden for erhvervsforhold og uden for erhvervsforhold
Andreas Sten Andersen i ET nr. 3/2019 p. 131-137: Kautionistens opsigelsesmuligheder - særligt med fokus på ophør af en kations materielle virknings efter DL 1-23-15
Lisbeth Louise Kristensen i RETTID 2019 Afhandling nr. 25: Kautionistens retsstilling ved kreditorskifte i hovedforholdet
Jens Peter Fabricius i UfR 2023 B.199-209: Forældelse af erhvervskaution for kassekredit uden aftalt forfald
Forskellige kautionsformer
1. Simpel kaution
2. Selvskyldnerkaution
UfR 2017.227 VLD: Selvskyldnerkaution var ikke uforbindende trods påberåbelse af AFTL § 33 og AFTL § 36.
K underskrev som skyldnerkautionist for et beløb på 350.000 kr. til sikkerhed for skadesløs betaling af ethvert krav Bygma A/S, B, måtte gøre gældende i forbindelse med tilgodehavende hos debitor, D. Kautionserklæringen var gældende til 01.06.2015. Retten i Hjørring fandt, at kautionen vedrørte fremtidige køb i B, bl.a. køb af materialer til K's hus, og K havde derfor ikke anledning til at tro, at hun ved betaling af 350.000 kr. var frigjort for kautionen. Behovet for kautionen blev aktuel, fordi forsikringsdækningen på D's konto i B var bortfaldet pga. overtræk. Gælden på kontoen på det tidspunkt, hvor kautionen blev gjort gældende, var på 825.000 kr. Kautionsaftalen kunne ikke anses for uforbindende, jf. AFTL § 33. Det ville dog være urimeligt fuldt ud at gøre kautionsforpligtelsen gældende, jf. AFTL § 36, da det var B, der tog initiativ til oprettelsen af kautionsforpligtelsen, og B havde kendskab til, at D befandt sig i en anstrengt økonomisk situation, herunder at D's pengeinstitut ikke ville medvirke til en anfordringsgaranti. Derudover blev mødet, hvor kautionsforpligtelsen blev underskrevet, afholdt i umiddelbar forlængelse af B's kontakt til K, og K, der ikke deltog i eller havde indsigt i D's virksomhed eller økonomiske forhold, blev ikke opfordret til at søge rådgivning, inden hun underskrev. K havde på tidspunktet for påtagelsen af kautionsforpligtelsen alene indtægter fra et fleksjob med brutto ca. 230.000 kr. om året, og hun havde ingen kontant formue ud over en kontant restarv. Efter en samlet vurdering og tillige henset til, at den hidtidige forsikringsdækning på kontoen var på 200.000 kr., sammenholdt med, at der hos B af D var købt materialer for 546.000 kr. til K's hus, blev kautionsforpligtelsen nedsat til 200.000 kr. VL fandt, at det på mødet i maj 2014 mellem B og K blev aftalt, at der skulle betales hhv. ca. 100.000 kr. og 350.000 kr. til nedbringelse af D's daværende gæld til B, og at den afgivne kautionserklæring herefter vedrørte restgælden og D's fremtidige varekøb hos B. K overførte i juni 2014 350.000 kr. til D, som herefter overførte beløbet til B. Det har stået K klart, at D's konto hos B ville blive lukket, hvis der ikke fandtes en samlet løsning hos B, og at D's fremtidige køb hos B bl.a. ville omfatte køb af materialer til renovering af K's hus. K havde ikke anledning til at tro, at hun ved betaling af 350.000 kr. i juni 2014 var frigjort fra kautionen. Kautionsaftalen kunne ikke anses for uforbindende efter AFTL § 33. Der var ikke et sådant misforhold mellem kautionsforpligtelsens omfang og K's økonomi, at AFTL § 36 kunne bringes i anvendelse til helt eller delvist at tilsidesætte eller ændre aftale. K skulle derfor betale 350.000 kr. til B. (2-1)3. Tabskaution
4. Begrænset kaution
5. Delkaution
6. Efterkaution
7. Kontrakaution
8. Samkaution
9. Støtteerklæringer - Comfort letters
10. Anfordringsgarantier
Det Internationale Handelskammer (ICC): Uniform Rules for Demand Guarantees, publikation nr. 458 af 1992. Kan rekvireres hos Det Danske Handelskammer
Kari Sørensen i R&R nr. 2/1997 p. 28-30: Koncipering af anfordringsgarantier.
Ole Reinholdt i Festskrift til Juridisk Klub, 1998, p. 113-120: Anfordringsgarantier gælder - på anfordring!
UfR 1982.1110 HD: Anfordringsgaranti stillet af en bank for en underentreprenør skulle udbetales, hvis entreprisekontrakten efter hovedentreprenørens skøn var misligholdt. Bank kunne ikke afvente voldgiftsafgørelse.
UfR 1994.228 HD: Garanti stillet af et pengeinstitut for en kommanditists indbetaling af 2 mio. kr. var bortfaldet, da den først blev anmeldt efter dækningsperiodens udløb.
UfR 1996.333 VLD: Amtssparekassen (A), Odense, havde i 1993 over for Steelcom Chimney A/S (S) stillet anfordringsgaranti på 366.000 kr. for Alustål's (L) opfyldelse af forpligtelser vedrørende levering af 2 skorstene. A udbetalte i 1994 292.676 kr. til S. Efter at L var gået konkurs, anlagde A sag mod S med påstand om tilbagebetaling af det udbetalte beløb, da der ifølge L og A ikke var mangler ved skorstenene. Retten i Esbjerg afviste sagen, da A ikke havde søgsmålskompetence. VL frifandt S, da A ikke havde noget krav mod L, uanset at L alene havde påstået stadfæstelse af afvisningsdommen.
UfR 1996.1525 ØLD: Postfunktionærernes Andel-Boligforening kunne ikke rejse krav på 3.516.500 kr. mod Dansk Kaution, som havde stillet anfordringsgaranti for Danbyg Totalentreprise, da kravet først blev rejst efter dækningsperiodens udløb.
UfR 2003.59 HD: Betalingsgaranti på 24 mio kr. stillet for køber af den gamle banegård i Odense blev fortolket således, at garantien dækkede sælgers tab på 10 mio kr. som følge af købers misligholdelse. Komm. af Jon Stokholm i Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard, 2003, p. 845-853: En højesteretsdom om en forsikringsgaranti.
UfR 2003.1126 ØLD: Arbejdernes landsbank havde over for hovedentreprenør stillet anfordringsgaranti på 356.345 kr. for entreprenørs udførelse af tømrer-, snedker- og fugearbejde. Garantien skulle udbetales, når der skete nøje angivelse af arten og omganget af den påståede misligholdelse samt størrelsen af det afkrævede beløb. Antaget at garantien skulle udbetales efter en skrivelse af 03.10.2000. (2-1).
UfR 2003.2214 VLK: Albani Bryggerierne A/S var ikke forpligtet til primært at søge sig fyldestgjort for tilgodehavende i henhold til dom i en bankgaranti stillet af Sydbank. Sagen blev derfor hjemvist til fogedretten i Esbjerg til fremme af udlægsbegæring.
UfR 2005.1775 HD: Bankgaranti fra Vestjysk Bank på 1,2 mio kr. kunne kræves udbetalt uafhængigt af det underliggende retsforhold.
UfR 2005.2837 HD: AB Traction Finans havde for en svensk aftager af DVD-afspillere påtaget sig en række garantier med hensyn til betaling for leverancer fra en dansk leverandør. Den svenske aftager misligholdt sin betalingsforpligtelse, og Hermes Kreditforsikring, der som kreditforsikrer for den danske leverandør havde foretaget udbetaling til leverandøren, rejste overfor AB Traction Finans efterfølgende krav om opfyldelse af garantierne. AB Traction Finans gjorde gældende bl.a., at kravet om betaling efter garantierne, som indeholdt en bestemmelse om tidsbegrænsning, skulle have været rejst inden udløbet af de tidsperioder, som var angivet i garantierne, og at der i øvrigt var indtrådt retsfortabende passivitet. Antaget, at garantierne var udstedt til sikkerhed for fremtidige leverancer, og at en tidsbegrænsning i en sådan garanti måtte forstås som en begrænsning, der alene angår forpligtelsens genstand, medmindre der er klare holdepunkter for, at begrænsningen vedrører forpligtelsens varighed. Sådanne holdepunkter forelå ikke, og der kunne således ikke stilles krav om, at garantierne skulle gøres gældende inden udløbet af de angivne perioder. Leverancerne var derfor omfattet af garantierne. Der var ikke indtrådt retsfortabende passivitet.
UfR 2006.3167 HD: I sommeren 1997 indgik Markol Entreprise, B, som bygherre og NEM-Total-Byg 97 ApS, E, som entreprenør aftale om ombygning af en ejendom. AB 92 var gældende for entreprisen. Som sikkerhed for opfyldelse af E’s forpligtelser udstedte Lollands Bank garanti til B for betaling af indtil 2.500.350 kr. B ophævede i august 1998 entrepriseaftalen og forlangte hele entreprenørgarantien udbetalt. E anmodede herefter Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed om en sagkyndig beslutning herom. Ifølge den sagkyndige beslutning fra november 1998 kunne der udbetales 2 mio. kr. under garantien. Da beløbet ikke blev betalt, anlagde B sag mod banken med påstand om betaling af 2 mio. kr. under henvisning til den sagkyndige beslutning. E gik konkurs og i februar 1999 anlagde banken som kreditor i konkursboet voldgiftssag mod B med krav om betaling af restentreprisesum mv. B påstod frifindelse under henvisning til modkrav som følge af ophævelsen af entrepriseaftalen. I juli 2002 frifandt voldgiftsretten B med bemærkning om at modkravet var større end restentreprisesummen mv. Under retssagen mod banken forhøjede B sin påstand med 500.350 kr. til 2.500.350 kr. under henvisning til, at det samlede krav mod E udgjorde ca. 9,7 mio. kr. Banken gjorde gældende bl.a., at voldgiftsretten havde taget endelig stilling til parternes økonomiske mellemværende, og at domstolene ikke havde saglig kompetence til at behandle sagen, da der var indgået en aftale om voldgift. HR fastslog, at den del af sagen, der angik udbetaling af 2 mio. kr., angik et ”spørgsmål om udbetaling under garantien”, som var undtaget fra aftalen om voldgift i garantien. Den del af sagen, der angik forhøjelsesbeløbet, og som ikke var støttet på den sagkyndige beslutning, henhørte under voldgift, men da banken ikke havde påstået afvisning, blev også denne del af kravet taget under pådømmelse. Banken var som følge af den sagkyndige beslutning efter garantien ubetinget forpligtet til at udbetale de 2 mio. kr. B’s krav mod E udgjorde efter betaling af de 2 mio. kr. mere end 500.350 kr., og banken blev derfor dømt til at betale hele garantibeløbet, 2.500.350 kr. til B.
UfR 2007.1795 HD: P.A. Tømrerforretning, E, havde i april 2003 indgået en entreprisekontrakt om at opføre 10 campinghytter. Af entreprisekontakten fremgik, at Almindelige Betingelser for Totalentreprise (ABT 93) var kontraktvilkår. Sparekassen sparTrelleborg, P, udstedte i medfør af ABT 93 § 7 en garanti som sikkerhed for bygherren, B’s, opfyldelse af sine betalingsforpligtelser over for E. I juni 2003 ophævede bygherren entreprisekontrakten med henvisning til, at E ikke kunne færdiggøre byggeriet til den aftalte tid. E bestred ophævelsen. Senere i juni 2003 anmodede E over for P om udbetaling fra garantien og anførte, at man var berettiget til betaling for det udførte arbejde og ekstraarbejder samt mistet avance. P bestred at være forpligtet til at foretage udbetaling efter garantien og anførte navnlig, at E ikke havde et krav mod B. Det var under sagen var ubestridt, at E's anmodning om udbetaling under den stillede garanti opfyldte kravene efter ABT 93 § 7, stk. 3, til en sådan anmodning. Det var endvidere ubestridt, at betingelserne for udbetaling efter § 7, stk. 3, herefter formelt var opfyldt, idet der ikke af bygherren, B, var indgivet begæring til Voldgiftsnævnet om iværksættelse af proceduren i ABT 93 § 46. HR fandt, at det fulgte af den stillede garanti, at der skulle ske udbetaling, når der var anmodet derom som foreskrevet i ABT 93, medmindre B havde indsigelser mod kravet og inden for den angivne frist iværksatte den aftalte procedure til en foreløbig og hurtig beslutning om kravets materielle berettigelse. Dette havde B ubestridt ikke gjort. Højesteret fandt derfor, at P var forpligtet til at foretage udbetaling af i alt 1.276.562,50 kr. som begæret af E med forrentning i medfør af ABT 93 § 22, stk. 11.
UfR 2008.1415 HD: Starmarine Denmark A/S, S, fik på Mjellem & Karlsen Verft AS, V, bygget M/S Kattegat, værftet var beliggende i Norge. S indgik en driftsaftale med Driftsselskabet Grenaa Hundested A/S, D, som skulle stå for driften af færgen. De to destinationskommuner, K, som var Grenaa og Hundested, stillede overfor S en garanti for D's forpligtelser i henhold til driftsaftalen. Efter leveringen blev der konstateret flere fejl og mangler, hvilket resulterede i en begrænset sejltilladelse fra Søfartsstyrelsen, disse begrænsninger gjorde at færgen ikke kunne sejle regelmæssigt. D og V indgik en aftale om, at hvis manglerne blev udbedret, ville D ikke hæve aftalen med S. Men da afhjælpningen ikke lykkedes, hævede D driftsaftalen. Der opstod tvist om, hvorvidt K var forpligtet til at betale i henhold til garantien, og om D havde været berettiget til at ophæve driftsaftalen. HR fandt at D havde været berettiget til at hæve aftalen, da færgen fortsat havde væsentlige fejl og mangler. HR udtalte yderligere at K's pligt til at betale i henhold til garantien, hang sammen med D's eventuelle hæveret, og da D havde været berettiget til at hæve, blev K frifundet i henhold til Garantien.
UfR 2009.592 VLD: Bygherren, B, og entreprenøren, E, indgik i år 2000 en entreprisekontrakt om opførsel af et enfamilieshus. Det var i kontrakten bestemt, at AB 92 skulle gælde. I overensstemmelse med AB 92 § 6 udstedte Løkken Sparekasse, L, en anfordringsgaranti som sikkerhed for E's opfyldelse af sine forpligtelser. Der opstod uenighed mellem B og E i forbindelse med byggeriets aflevering i november 2003. Uenigheden angik betaling af restentreprisesummen og ekstraarbejde, samt hvorvidt der forelå mangler ved byggeriet. E indbragte i marts 2004 sagen for Voldgiftsnævnet, V. I 2005 blev E erklæret konkurs. Konkursboet hævede i juni 2005 sagen ved voldgiftsretten efter fremkomsten af erklæringen fra syns og skønsmanden, da L ikke ville indtræde i sagen. B havde forinden dette i januar 2005 fremsat en anmodning til L om udbetaling af garantien, L havde nægtede at betale, hvorefter B havde anlagt sag mod L med krav om betaling af godt 362.000 kr. Retten havde med parternes tilslutning til særskilt afgørelse i medfør af RPL § 253 udskilt spørgsmålet om, hvorvidt L under sagen var afskåret fra at fremkomme med indsigelser vedrørende retsforholdet mellem B og E. VL stadfæstede Retten i Hjørrings afgørelse om, at L ikke under sagen kunne fremsætte indsigelser vedrørende kravets materielle berettigelse med den følge, at L blev forpligtet til at udbetale garantibeløbet.
UfR 2010.1675 HD: Entreprenøren S indgik betinget købsaftale med Hvidovre Kommune, K, om køb af nogle bygninger med henblik på indretning til andelsboliger. Efter andelsboligforeningen, B, var blevet stiftet, overdrog S en del af ejendommen til B, som samtidig indgik totalentreprisekontrakt med S. Inden byggeriet var færdigt, gik S konkurs, og såvel K som B måtte afholde en række udgifter i forbindelse med byggeriets færdiggørelse. Sagen angik, om og i givet fald i hvilket omfang K kunne kræve de afholdte udgifter betalt af banken, M, under en garanti, som M havde stillet for S' opfyldelse af sine forpligtelser efter den betingede købsaftale. M havde med forbehold for tilbagesøgning udbetalt det beløb til K, som den havde krævet dækket under garantien. M krævede nu ca. 6,7 mio. kr. tilbagebetalt. HR bestemte, at K skulle betale 2,5 mio. kr. tilbage til M. HR fandt, at der uden M's samtykke var sket en væsentlig forøgelse af dens risiko, som måtte føre til en nedsættelse af M's betalingsforpligtelse. Nedsættelsen blev skønsmæssigt fastsat til 2,5 mio. kr., som skulle tilbagebetales ud over et allerede betalt beløb på godt 5.000 kr., som M blev tilkendt ved ØL's dom. For HR blev der fremsat 2 nye anbringender. K's anbringende, om at M's garanti skulle dække hele projektet, blev tilladt fremsat, mens M's anbringende om bristende forudsætninger pga. en opdeling af entreprenørgarantien på byggeriets 2 afdelinger blev nægtet fremsat, jf. RPL § 384.
UfR 2011.3075/2 HD: I forbindelse med en entrepriseaftale stillede bygherren, B, efter aftale med entreprenøren, E, sikkerhed i form af en anfordringsgaranti udstedt af B's bank, A. Garantien var gyldig til d. 01.08.2007. Efter færdiggørelse af arbejdet sendte E i januar 2008 en slutafregning til B. B betalte delvis, idet han undlod at betale ca. 17.000 kr., som der var uenighed om. B anmodede E om at få garantien udleveret. E kunne ikke acceptere, at garantien blev fjernet. B havde efter afgørelsen ved Retten på Bornholm erkendt, at E havde krav på yderligere betaling for ekstraarbejder. B krævede, at E skulle erstatte B udgifter til garantiprovision, som A opkrævede for bankgarantien i perioden efter januar 2008. HR fandt, at E ikke var pligtig til at betale erstatning til B. HR udtalte bl.a., at garantien efter sit indhold var ophørt d. 01.08.2007. E havde efter omstændighederne ikke pligt til at give hel eller delvis afkald på en evt. beskyttelse efter garantien, da han havde krav på yderligere betaling. Endvidere havde E ikke pligt til at tilbagelevere dokumentet, da der ikke var knyttet særlige retsvirkninger til besiddelsen af den skriftlige garantierklæring. Det var derfor ikke godtgjort, at E havde pådraget sig et erstatningsansvar.
11. Kreditforsikring
Susanne Kier: Garanti- og kreditforsikring, 1. udg., 07.05.2004, 364 sider, Thomson. Anmeldt af Hans Helge Beck Thomsen i UfR 2004 B.355-356.
UfR 1991.523/3 HD: Baltica frifundet for krav på godt 1,5 mio SFR fra Alex Brask Thomsen i henhold til kreditforsikring, idet det efter bevisførelsen måtte lægges til grund, at kreditor vidste eller burde vide, at der forelå et svigagtigt forhold, jfr. AFTL § 30 (4-1). Komm. af Peter Blok i UfR 1992 B.25-33.
12. Pantebrevsgarantier
Otto Bisgaard i UfR 1983 B.89-91: Anmeldelse af forsikringsbegivenheden ved pantebrevsgarantier
Anfører, at dommen UfR 1982.958 ØLD er forkert, idet pantebrevsgarantien er en kreditforsikring og ikke en garantiforsikring, således at FAL § 21, stk. 4, 1. pkt. finder anvendelse.Thorkild Meedom i UfR 1985 B.208-212: Pantebrevsgarantier.
UfR 1982.958 ØLD: Forsikringsselskab blev frifundet over udbetaling af pantebrevsgaranti, da anmeldelsesfristen var overskredet.
UfR 1985.203 HD: Pantebrevsgaranti var omfattet af FAL, men FAL § 21, stk. 4, 2. pkt fandt ikke anvendelse. Overskridelse af anmeldelsesfristen kunne derfor ikke medføre garantiens bortfald. Komm. af Erik Riis i UfR 1985 B.243-246.
UfR 1996.1507 VLD: Sydbank Sønderjylland (S) havde afgivet garanti for et privat pantebrev, som blev misligholdt. Anmeldelse skulle ske senest 1 måned efter sidste rettidige betalingsdag. Kreditor havde først anmeldt misligholdelsen pr. 11.06.1994 til S d. 19.08.1994, og S blev derfor frifundet for betaling af garantien, idet der ikke fandtes grundlag for en analog anvendelse af FAL § 21.
Kautionsforpligtelsens ophør
1. Som følge af hovedmandens frigørelse
UfR 1996.1615 HD: Poul Nygaard (K) havde i 1983 kautioneret for investeringsselskabs låneengagement med Jyske Bank A/S, som fik pant i værdipapirdepot. I 1987 oprettedes nyt sikkerhedsdokument, som gentog kautionsforpligtelsen. I 1988 blev en væsentlig del af depotet solgt og provenuet indsat på 2 bankkonti, og der oprettedes et nyt sikkerhedsdokument, der gav banken pant i de to bankkonti, men som ikke nævnte kautionen. Indsættelsen af provenuet på de to bankkonti kunne ikke sidestilles med en indfrielse af skyldforholdet. Dokumentet fra 1988 fandtes derfor alene at supplere og ikke erstatte dokumentet fra 1987, og K blev dømt til at indfri kautionsforpligtelsen.
UfR 2008.1415 HD: Starmarine Denmark A/S, S, fik på Mjellem & Karlsen Verft AS, V, bygget M/S Kattegat, værftet var beliggende i Norge. S indgik en driftsaftale med Driftsselskabet Grenaa Hundested A/S, D, som skulle stå for driften af færgen. De to destinationskommuner, K, som var Grenaa og Hundested, stillede overfor S en garanti for D's forpligtelser i henhold til driftsaftalen. Efter leveringen blev der konstateret flere fejl og mangler, hvilket resulterede i en begrænset sejltilladelse fra Søfartsstyrelsen, disse begrænsninger gjorde at færgen ikke kunne sejle regelmæssigt. D og V indgik en aftale om, at hvis manglerne blev udbedret, ville D ikke hæve aftalen med S. Men da afhjælpningen ikke lykkedes, hævede D driftsaftalen. Der opstod tvist om, hvorvidt K var forpligtet til at betale i henhold til garantien, og om D havde været berettiget til at ophæve driftsaftalen. HR fandt, at D havde været berettiget til at hæve aftalen, da færgen fortsat havde væsentlige fejl og mangler. HR udtalte yderligere at K's pligt til at betale i henhold til garantien, hang sammen med D's eventuelle hæveret, og da D havde været berettiget til at hæve, blev K frifundet i henhold til Garantien.
2. Selvstændigt ophør
a. Opfyldelse
b. Forældelse
Niels Elmelund i UfR 1978 B. 41-48: Kautionsansvars forældelse.
UfR 1997.329 VLD: Jysk Diskontering A/S havde diskonteret en række købekontrakter. K havde kautioneret for gælden ifølge de enkelte købekontrakter. Da der ikke var kautioneret for et lån, var kravet mod K på ca. 188.000 kr. omfattet af 1908-lovens § 1, nr. 3. Restgælden på købekontrakterne var forfalden som følge af misligholdelse ultimo december 1987, og da sagen mod K var anlagt i nov. 1993, var kravet forældet.
UfR 2010.2351 ØLD: Et kautionsforsikringsselskab, K, havde rejst sag mod H, da K i 1994 havde indfriet en fordring for hendes mand, M, over for et pengeinstitut. H var, i kontrakten mellem K og M, indsat som selvskyldnerkautionist for K's forpligtelser. K rejste sit krav om tilbagebetaling i 2005. Aftalen mellem M og K var en forsikringsaftale omfattet af FAL. Her hjemledes det i FAL § 29, at kravet var forældet.
UfR 2023.4854 ØLD: Kreditor opsagde ikke restgæld til fuld og endelig indfrielse over for hovedskyldneren, hvilket udskød forældelsesfristens begyndelsestidspunkt i hovedforholdet efter forældelseslovens § 2, stk. 5, men denne udskydelse påvirkede ikke kautionsaftalen, som dermed var forældet
A havde udstedt et pantebrev til C d. 25.07.2008, og S havde d. 09.08.2008 underskrevet en selvskyldnerkautionserklæring. C misligholdt lånet. Terminen med forfaldsdato d. 01.03.2009 var ikke betalt. Sagen blev anlagt d. 20.05.2020. Dermed var kautionskravet forældet, såfremt begyndelsestidspunktet blev regnet fra forfaldsdatoen for den første ubetalte termin. A opsagde dog ikke restgælden til fuld og endelig indfrielse over for C, hvilket udskød forældelsesfristens begyndelsestidspunkt i hovedforholdet efter forældelseslovens § 2, stk. 5. Spørgsmålet var, om A kunne gøre et krav gældende mod S.
ØL fandt, at A ikke havde givet S særlig grund til at tro, at kravet var opgivet, hvorfor det ikke var bortfaldet som følge af passivitet. Selvskyldnerkautionserklæringen var indgået som led i erhvervsudøvelse, og der var ikke grundlag for at tilsidesætte selvskyldnerkautionserklæringen som ugyldig efter AFTL § 31, § 33 eller § 36. Selvom forældelseslovens § 2, stk. 5 fandt anvendelse på hovedkravet, indebar det ikke, at bestemmelsen fandt anvendelse på kautionskravet, da kravene hvilede på forskellige aftalegrundlag, og kautionsaftalen indeholdt ikke bestemmelser, der fraveg udgangspunktet, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1. Kautionskravet var forældet, hvorfor S blev frifundet.c. Præklusion
d. Tvangsakkord
Jørgen Nørgaard i JUR 19777.463-470: Kautionistens retsstilling ved frivillig akkord.
e. Risikoforøgelse
1). Henstand
Morten Kjærum i Justitia nr. 3/1984: Henstand i kautionsforhold.
Michael Camphausen i Justitia nr. 4/1995: Henstandsydelse i kautionsforhold.
2). Bortfald af andre sikkerheder
3). Manglende underretning efter lov om finansiel virksomhed § 48
UfR 1992.442 ØLD: Kautionist blev frifundet, da Unifinans ikke havde underrettet K. Ikke bevist at to alm. breve var modtaget af kautionisten.
FM 2018.109 VLK: En kautionsforpligtelse blev ikke anset for uforbindende efter lov om finansiel virksomhed § 48, selvom banken ikke årligt havde oplyst om størrelsen af gældsposten, idet der var tale om kaution for en samlevers gæld
A havde over for en bank, B, underskrevet en kautionserklæring, hvor A kautionerede for sin samlevers, S, gæld til B. A havde underskrevet en kautionserklæring i 2006, hvorefter hun i 2010 underskrev en ny kautionserklæring for samme kautionsforpligtelse med samme beløb. B begærede i 2017 udlæg hos A, hvorefter A gjorde gældende, at betingelserne i lov om finansiel virksomhed § 48 ikke var overholdt, da B ikke årligt og skriftligt havde meddelt A størrelsen af den gældspost, som kautionen var stillet til sikkerhed for. A mente derfor, at kautionsaftalen var uforbindende. Fogedretten i Sønderborg fremmede B’s udlægsbegæring. ØL fandt, at B ikke havde overholdt sin oplysningsforpligtelse i lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 5. Dette forhold kunne dog ikke i sig selv medføre, at A ikke var bundet. Da A underskrev kautionserklæringen i 2010, var hun bekendt med gældspostens størrelse, og hun var gjort bekendt med betingelserne for og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen. Derudover var der tale om, at A kautionerede for sin samlevers gæld. Ud fra dette fandt ØL ikke grundlag for at anse kautionsforpligtelsen for uforbindende, hvorfor udlægsanmodningen skulle fremmes ved fogedretten.
f. Personskifte
g. Afkald på kautionen.
UfR 1996.779 HD: A havde i september 1988 som led i tilbagesalg af vagtvirksomhed givet afkald på kautioner fra B, C og D for gældsbrev på ca. 1, 5 mio. kr. A's ophævelse af denne aftale i december 1988 fandtes ikke berettiget. Aftalen var heller ikke bortfaldet som følge af manglende opfyldelse af en betingelse eller forudsætning om, at vagtvirksomheden blev tilbageleveret i levedygtig stand. A måtte selv bære risikoen for, at hans forudsætning herom ikke viste sig at blive opfyldt.
Regresproblemer
UfR 1996.321 VLD: Moder (K) havde i 1986 kautioneret for banklån på 349.368 kr optaget af sønnen S. S havde i 1987 pantsat livsforsikring på 228.000 kr. til sikkerhed for banklånet. S optog i 1988 et yderligere banklån på 77.000 kr, for hvilket K også kautionerede. S indfriede i 1989 begge lån med i alt 341.000 kr. S døde i 1993 og livsforsikringssummen kom til udbetaling med ca. 287.000 kr, hvoraf banken havde pant for 54.000 kr. S's 2 mindreårige børn var begunstigede på livsforsikringen. Antaget, at bestemmelserne i kautionsdokumentet ikke afskar K fra i overensstemmelse med almindelige kautionsretlige regler at indtræde i sikkerheden i en situation, hvor forsikringen var pantsat til sikkerhed for enhver forpligtelse, som S måtte få over for banken. Dette måtte også gælde, selv om sikkerheden ikke var stillet, da K påtog sig kautionsforpligtelsen, og uanset om K havde en forventning om, at der var en sikkerhed, som hun eventuelt kunne indtræde i. Ikke grundlag for at statuere, at K havde fortabt sin ret ved passivitet.
UfR 1996.758 HD: Københavns Kommune (K) havde i 1984 i henhold til saneringslovens § 47 a afgivet garanti for et lån i Roskilde Bank. K indfriede kautionen i 1989 med 1.029.171,82 kr. Ingeniør Kaj Mäckler (M) havde givet banken håndpant i 2 pantebreve på hver 150.000 kr. K påstod nu M dømt til at anerkende, at K var berettiget til at få udleveret de 2 pantebreve samt indestående på sikkerhedskonto. M blev frifundet, da kommunen ikke havde hjemmel til at betinge garantien af, at pantet for lånet blev suppleret med sikkerhed fra tredjemand, og da et regreskrav i alt fald måtte forudsætte, at M aftalemæssigt klart havde forpligtet sig over for K.
UfR 1999.179 VLD: A og B havde kautioneret in solidum for deres anpartsselskabs gæld til Midtbank. Selskabet gik konkurs i 1993 og Midtbanks tab udgjorde 1.643.267 kr. B indgik forlig med Midtbank om betaling af 650.000 kr. og påstod nu A dømt til at betale 325.000 kr. Antaget, at A fortsat hæftede over for Midtbank, og at B havde er regreskrav mos A, der skulle gennemføres som en brøkdelsregres (og ikke en overskudsregres)
Stiftelse og indhold
UfR 1990.247 HD: Sparekasse, som overtog et engagement, ikke indtrådt i kaution.
UfR 1991.95 HD: Fortolkning af tidsbegrænset kaution
UfR 1991.330/2 HD: Ingeniør Jørgen Foss dømt som selvskyldnerkautionist
UfR 1991.945 HD: Sparekassen Ranum kunne ej annullere en nedskrivning.
UfR 1992.271 HD: Bankgaranti for købers betaling af købesummen, når der forelå endeligt anmærkningsfrit skøde i tinglyst stand, dækkede ikke sælgers erstatningskrav i anledning af købers misligholdelse af handelen.
UfR 1992.488/2 VLD: Kautionisterne frifundet, da ej gjort bekendt med, at et ejerpantebrev stort kr 250.000 tillige var pantsat for anden gæld. Bikuben havde bevisbyrden, da nærmest til at sikre sig bevis.
UfR 1993.949 VLD: Kaution på kr 100.000 underskrevet af 73-årig nervesvækket dame over for Sparekassen Nordjylland, Hadsund, tilsidesat i medfør af AFTL § 36.
Kendelse fra Pengeinstitutankenævnet af 11.02.1997 i sag nr. 960349: P kunne alene gøre H ansvarlig som kautionist for lån til M på 250.000 kr., uanset at hun havde underskrevet på en alskyldskaution uden beløbsbegrænsning. H var ikke blevet underrettet om udvidelsen af engagementet til i alt ca. 905.000 kr.
UfR 1996.1653 HD: Direktør D for Dansk Vinkompagni A/S blev dømt til som kautionist at betale Sydbank Sønderjylland 1.127.268 kr. Der var ikke grundlag for at antage, at kautionen var påtaget under urigtige forudsætninger med hensyn til anvendelse i 1990 af udlandslån.
TfS 1997.396 BRD: Garanti på 150.000 kr. stillet af Bikuben over for alle og enhver af en vognmands kreditorer fandtes ikke at være et aktiv i vognmandens konkursbo. Garantien skulle derfor udbetales til Told- og Skat, som havde anmeldt sit krav før andre kreditorer.
TfS 1997.417 BRD: Den Danske Banks garanti på 100.000 kr. for vognmand fandtes ikke at være bortfaldet ved vognmandens død, og garantien dækkede krav rejst af skattevæsenet.
UfR 1997.1638 HD (TfS 1997.811 HD): A havde i 1991 indestået som selvskyldnerkautionist for sit anpartsselskabs skatte- og momsgæld. Erklæringen måtte fortolkes således, at indbetalingerne skulle afskrives fuldt ud på den daværende gæld, og Told- og Skatteregion Hillerød havde derfor været uberettiget til at anvende ca. 140.000 kr. af de indbetalte beløb til dækning af de løbende A-skattetilsvar.
UfR 1997.1131 HD: Bankgaranti afgivet over for Aktivbanken, Vejle, der var importørs pengeinstitut, blev anset for stillet til sikkerhed for krav fra ægyptisk T-shirt producent. Aktivbanken (nu Sydbank) blev herefter dømt til at betale 947.062,45 til det ægyptiske firma.
UfR 1997.1333 HD: Amtssparekassen Fyn A/S dømt til at betale Cabinplant International A/S 690.840 kr., da Amtssparekassen havde været uberettiget til at udbetale kontragaranti, da den ikke var ledsaget af skriftlig erklæring om, at Cabinplant havde misligholdt sin leveringspligt af et blæksprutteanlæg i Frankrig.
UfR 1997.1376 HD: Forsikringsselskabs garanti for et udlandslån kunne overdrages, og forsikringsselskabet blev dømt til at opfylde garantien.
UfR 1998.566 HD: Bjarne Skov Larsen havde i 1987 mod garantiprovision kautioneret for maksimalt 3/20 af det tab, som SJL-Banken måtte få på kassekredit på 20 mio. kr. til rederi, som skulle bjærge lasten fra SS Medina, som sank i den engelske kanal i 1917. Der fandtes ikke grundlag for at tilsidesætte kautionsaftalen, hverken efter AFTL §§ 33 og 36 eller efter forudsætningssynspunkter.
TfS 1999.425 VLD (TfS 1997.892 BRD): Garanti på 250.000 kr. stillet af Bikuben over for alle og enhver af en vognmands kreditorer fandtes ikke at være et aktiv i vognmandens konkursbo, selv om den var et alternativ til den efter godsbekendtgørelsen krævede egenkapital. Bikuben havde derfor med rette udbetalt garantien til Told- og Skat.
UfR 2000.2449 HD: Læge (A) havde kautioneret over for BG Bank for hans selskabs (Medex) gæld til banken ud over 2,5 mio kr. I 1995 solgte virksomheden og det aftalte at kautionen blev nedskrevet til 125.000 kr., hvilket dog ikke skulle ske, hvis A opsagde sin stilling til fratræden før d. 31.12.1998 uden at selskabets forhold havde givet rimelig anledning hertil. A opsagde sin stilling og fratrådte pr. 01.05.1996. BG bank gjorde nu kautionen gældende for 1.189.940 kr. A havde ikke godtgjort, at opsigelsen var rimeligt begrundet i selskabets forhold. Der var ej heller grundlag for at lade kautionen bortfalde eller nedsætte i medfør af AFTL § 36. A dømtes herefter til betaling af 1.189.940 kr. (4-1) Dissens vedrørte begrundelsen.
UfR 2001.882/2 HD: Realkredit Danmark fik medhold i et krav på 633.000 kr. mod K, som havde kautioneret for realkreditlån på 5,2 mio kr. til et aktieselskab tilhørende K. Ved K's betaling af terminsydelser indtrådte K i RD's hertil svarende del af panteretten i ejendommen, men således at RD's panteret for resten af gælden havde forrang for hendes panteret. RD havde derfor været berettiget til at sælge ejendommen uden K's samtykke. RD havde ikke tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt. K fik ikke medhold i andre indsigelser mod kravet.
UfR 2001.1293 HD: Køber af Dansk Yacht Charter ApS var bundet af sin kautionsforpligtelse, idet sælger ikke havde tilsidesat sin oplysningspligt ved at undlade at omtale rapport vedr. branchens almindelige forhold.
UfR 2001.1543 HD: En tysk virksomhed K, der som aktionær deltog i et samarbejde om produktion af parketgulve i Scanparkett Production A/S, D, havde på d. 04.03.1997 påtaget sig at kautionere med 1 mio. kr. for et midlertidigt overtræk på 1.350.000 kr. på D's kredit hos Unibank. Unibank, Horsens, havde i skrivelse af 21.03.1997 bekræftet, at trækningsretten på 1.350.000 kr. bortfaldt den 30.06.1997, og desuden anført: "Ovennævnte har til følge, at kautionsforpligtelsen til et beløb af dkr. 1.000.000 bortfalder samme dato." Efter modtagelsen af denne skrivelse underskrev K kautionsdokumentet. D standsede sine betalinger d. 21.05.1997 og blev senere erklæret konkurs. Den 07.08.1997 fremsatte Unibank for K påkrav om indfrielse af kautionsforpligtelsen, hvilket K afviste med henvisning til, at den var bortfaldet d.30.06.1997. Højesteret fandt, at udtalelsen i skrivelsen af 21.03.1997 ikke som hævdet af K kunne forstås som en begrænsning af varigheden af selve kautionsforpligtelsen, men måtte forstås som alene sigtende til kautionsforpligtelsens genstand, dvs. som en præcisering af, at forpligtelsen ikke omfattede gæld stiftet efter d. 30. 06.1997. Der blev herved bl.a. lagt vægt på, at den af K hævdede fortolkning i meget betydeligt omfang ville begrænse kautionens værdi. Unibank havde ikke udvist retsfortabende passivitet ved først at gøre kautionen gældende d. 07.08.1997.
Pengeinstitutankenævnets kendelse af 03.07.2001 (Finansfokus nr. 3/2001 p. 32): Beløbsubegrænset alskyldskaution tilsidesat, så den kun omfattede de to lån, der eksisterede, da kautionen blev påtaget.
UfR 2002.6 HD: Axel Juhl-Jørgensen var som tidligere ejer af administrationsselskabet Danske Feriehoteller Management A/S ikke berettiget til delvis tilbagebetaling af beløb betalt af selskabet til opfyldelse af en garantiforpligtelse over for ejerlejlighedsforeningen Nordsøen.
UfR 2002.1464 HD: Dansk Stålkonstruktion A/S havde ikke ført bevis for, at der var indgået en mundtlig aftale om kaution med indehaveren af et selskab, som havde købt en flekshal.
UfR 2004.2094 HD: Direktør KJ i Jysk Biogas International ApS, underskrev den 25.10.1999 ”personally and on behalf of Jysk Biogas International ApS” en aftale med Hartz & Hartz Servicios S.L., som gjorde gældende, at KJ herved havde påtaget sig at hæfte for aftalens opfyldelse som medskyldner eller som kautionist. Højesteret frifandt KJ. Højesteret udtalte, at det forhold, at aftalen af 25.10.1999 var underskrevet af KJ ”personally and on behalf of Jysk Biogas International ApS”, hverken i sig selv eller i forbindelse med sagens øvrige omstændigheder gav grundlag for at fastslå, at KJ havde påtaget sig at hæfte personligt for aftalens opfyldelse, hverken som medskyldner på lige fod med Jysk Biogas International eller som kautionist.
UfR 2006.946 ØLD: I 1984 kom A til Danmark fra Iran som politisk flygtning. Senere kom hans søskende B, C og D. I 1986 ansøgte A's far, F, og mor, M, gennem den danske ambassade i Teheran om opholdstilladelse i 6 måneder med henblik på at besøge børnene. I 1989 blev de meddelt midlertidig opholdstilladelse, i hvilken forbindelse A og hans 2 søskende have underskrevet en garantierklæring, ifølge hvilken de påtog sig at forsørge F og M under opholdet i Danmark. Forældrene fik senere tidsubegrænset opholdstilladelse, men der blev ikke afgivet ny garantierklæring fra A. Odense Kommune rejste i 2000 krav mod A for betaling af udbetalt kontanthjælp til forældrene. Byretten gav A medhold for så vidt angik M, idet hun ikke var fyldt 60 år, da opholdstilladelsen blev meddelt, jf. den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 3. Kommunen ankede kun kravet vedr. F, der på tidspunktet var fyldt 60 år. ØL fandt heller ikke grundlag for at anse garantierklæringen som ugyldig efter aftaleretlige bestemmelser eller grundsætninger eller efter udlændingelovgivningen. Heller ikke forvaltningsretlige bestemmelser eller principper kunne føre til, at garantierklæringen ansås for ugyldig. Kommunen fandtes ikke at have udvist en passivitet, der kunne føre til, fortabelse af kravet og da garantierklæringen heller ikke på andet grundlag kunne anses for uforbindende, fik kommunen medhold.
UfR 2006.1814 HD: Eqtec Danmark indgik i november 1998 entreprisekontrakt med Gartnernes Kraftvarmeværk i Frankfri ApS om opførelse af et kraftvarmeværk. Fionia Bank stillede til sikkerhed for bygherres betaling bankgaranti på godt 8 mio. kr. Af garantien fremgik, at ”udbetaling under garantien forudsætter, at kraftvarmeværket er afleveret i.h.t. kontraktens tidsplan og i kontraktsmæssig korrekt stand”. I forbindelse med byggeriet opstod der bl.a. problemer med støj fra anlægget og med levering på grund af underleverandørers konkurs. Ved forsinkelse påløb dagbøder med 9.825 kr. Garantibeløbet blev i juli 1999 nedskrevet med bygherrens delvise betaling. I september 1999 blev Eqtec Danmark erklæret konkurs. Herefter blev garantien forlænget et antal gange. Konkursboet betalte for forlængelsen. D. 30.08.2001 meddelte banken konkursboet, at garantien var bortfaldet, da konkursboet på grund af støjproblemet ikke var i stand til at levere i kontraktmæssig korrekt stand. Konkursboet rejste krav om, at Fionia Bank betalte restgarantibeløbet på godt 3,1 mio. kr. Konkursboet anførte bl.a., at ordlyden af garantien skulle forstås i sammenhæng med, at garantien blev forlænget på et tidspunkt, hvor bygherren var bekendt med forsinkelse og lydproblemerne. Konkursboet anførte, at der derfor kun kunne ske reduktion i betalingsforpligtelsen som følge af forsinkelse og mangelskrav. Fionia bank anførte bl.a., at betalingsgarantien var bortfaldet, da udbetalingsbetingelserne ikke var blevet opfyldt. HR pålagde Fionia Bank at betale knap 2,4 mio. kr. til konkursboet. HR udtalte, at Fionia Bank ikke var berettiget til at anse garantien for bortfaldet. Fionia Bank hæftede for bygherrens betalingsforpligtelse overfor konkursboet og kunne kun modregne dagbøder med 520.725 kr. og mangelskrav med 231.500 kr. i garantibeløbet.
UfR 2006.1894 VLD: D. 10.12.1998 underskrev K og hendes søn H to selvskyldnerkautionserklæringer - en på 150.000 kr. og en på 125.000 kr. til brug for sikkerhed for enhver forpligtelse overfor Skjern Bank (B), som Skjold Cykler ApS (S) havde eller måtte have. D. 08.02.2000 meddelte B til S, at man ikke ønskede at forlænge selskabets kreditter. Samtidig opsagde B K's kaution til indfrielse d. 22.02.2000. D. 20.06.2000 optog H, et lån på 150.000 kr., som blev brugt til indfrielse af K's kautionsforpligtelse af 10.12.1998. K underskrev d. 20.06.2000 som kautionist for H's lån. H, der var ansvarlig for administrationen af K's økonomi, døde senere. K, hvis begavelse var nedsat på grund af hæmmet psykisk udvikling fik i august 2002 beskikket værge vedrørende de økonomiske forhold. B anlagde nu sag mod K og påstod principalt kautionsforpligtelsen af 20.06.2000 og subsidiært af 10.12.1998 anerkendt. Efter bevisførelsen, herunder Retslægerådets erklæringer, lagde VL til grund, at K på tidspunktet for underskriften af de to kautionistdokumenter var i permanent tilstand af nedsat intelligens. Kautionsforpligtelsen havde haft en karakter, der adskilte den fra sædvanlig familiekaution. VL fandt det herefter godtgjort, at K den 10.12.1998, i hvert fald ved en transaktion af denne karakter, på grund af hæmmet psykisk udvikling savnede evnen til at handle fornuftsmæssigt. VL tiltrådte, at begge aftaler var anset for uforbindende for K i medfør af VML § 46, stk. 1. Der var ikke grundlag for at tilkende B erstatning i medfør af VML § 46, stk.3.
UfR 2006.2082/2 HD: Esbjerg Oilfield Services (EOS) skulle i sommeren 2000 bygge et skib. EOS indgik aftaler om leverancer med en underleverandør, hvori bl.a. var anført, at underleverandøren skulle stille en bankgaranti. Ringkjøbing Bank udstedte på underleverandørens foranledning en garanti, som blev fremsendt til EOS af underleverandøren. I garantien var bl.a. anført, at den var gyldig til ”levering finder sted, dog senest den 1. juli 2001”. Underleverandøren anmeldte betalingsstandsning i juli 2001, og selskabet gik efterfølgende konkurs. EOS anmeldte sit krav til banken i henhold til garantien d. 13.07.2001. EOS krævede, at banken skulle anerkende kravet, bl.a. fordi underleverandørens afsluttende levering, ifølge kontrakten mellem underleverandøren og EOS, først skulle ske efter 1.07.2001. HR udtalte, at det udtrykkeligt fremgik af garantiens tekst, at garantien kun var gyldig til d. 1.07.2001. Da kravet var fremsat efter denne dato, blev banken frifundet.
UfR 2007.753 HD: Egmont Entertainment A/S, E, der senere fusionerede med Nordisk Film A/S, N, ydede i marts 2002 et lån på 1 mio. USD til filmproduktionsselskabet NWR ApS i forbindelse med produktionen af en spillefilm. Lånet skulle tilbagebetale senest d. 30.09.2003 med 1,25 mio. USD. E fik sikkerhed for lånet i en del af indtægterne fra filmen. Endvidere blev der indgået en garantiaftale, hvorefter Technical and General Guarantee Company Ltd., T, stillede garanti for betaling af lånet. Det fremgik af aftalens ordlyd, at det var en betingelse for udbetaling af garantien, at E’s sikkerhed i indtægterne fra filmen havde vist sig utilstrækkelig til at dække selskabets tilgodehavende hos NWR, og at E havde foretaget alle rimelige bestræbelser på at forfølge denne sikkerhed. Det fremgik endvidere af garantiaftalen, at den udløb d. 31.10.2003, således at garantiselskabet ikke havde nogen forpligtelser i henseende til krav modtaget efter denne dato. NWR, som d. 12.09.2003 gik konkurs, tilbagebetalte ikke lånet senest d. 30.09.2003, og N fremsatte herefter d. 08.10.2003 krav om betaling af garantibeløbet over for T. Da garantiselskabet afviste at betale beløbet, anlagde N d. 03.11.2003 sag med påstand om betaling af garantibeløbet. T påstod frifindelse for tiden, idet selskabet henviste til, at betingelserne for at frigive garantibeløbet endnu ikke var opfyldt. HR gav N medhold. HR fandt, at garantiaftalen måte forstås således, at bedømmelsen af, om betingelserne for udbetaling af garantibeløbet var opfyldt, skulle ske efter forholdene på tidspunktet for kravets fremsættelse. Da N’s sikkerhed i indtægterne fra filmen på dette tidspunkt havde vist sig utilstrækkelig til at dække selskabets tilgodehavende hos NWR, havde N været berettiget til at gøre sit krav over for T gældende som sket.
UfR 2007.1988 VLD: J købte i 1998 en landbrugsejendom med svineproduktion. Efter et dårligt resultat var J i slutningen af 2000 nødsaget til at prøve at få en akkordordning igennem. J's forældre, A og B, påtog sig i 2001 en selvskyldnerkaution på 750.000 kr. i forbindelse med, at Den Jyske Sparekasse, S, bevilgede J et lån på 1.5 mio. kr. til finansiering af akkordordningen. Det blev lagt til grund, at forældrene, især B, i det væsentligste havde været sammen med J i det omfang, han deltog i forhandlingerne med S. A og B var således godt inde i, hvorledes J's resultat havde været, siden han overtog gården og de var også bekendt med, at der var særdeles gode grunde til, at S krævede kaution, og at dette var en betingelse for, at S overhovedet ville gå med til at finansiere en akkordordning. Endvidere blev det lagt til grund, at spørgsmålet om risikoen ved kautionsforpligtelsen havde været drøftet på et møde mellem parterne, hvor J's advokat også bistod A og B. VL fandt, at det efter en samlet vurdering af på den ene side baggrunden for kautionsaftalen og forældrenes ønske om at hjælpe J og på den anden side oplysningerne om A og B's formueforhold ikke i tilstrækkelig grad var godtgjort, at der var et sådant misforhold mellem kautionen og forældrenes økonomiske formåen og formueforhold, at der var grundlag for at tilsidesætte kautionsaftalen i medfør af AFTL §§ 31, 33 eller 36.(2-1)
UfR 2008.1664 HD: I forbindelse med byggeri af 36 boliger i Tasiilaq på Grønland opstod der nogle sager der drejede sig om, hvorvidt Jyske Bank A/S, J, over for A/S Boligselskabet INI, B, ejet af Ammassalik Kommune var forpligtet som garant for forpligtelser, som påhvilede entreprenøren Nuna Byg A/S, N, og om J i givet fald havde et krav over for P/F J. & K Petersen, P, der havde kautioneret overfor J, og mod Knud Lausen, K, efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Garantien skulle stilles for N, der var ejet af K og P. J havde ved en telefax meddelt B, at den var indstillet på at stille garanti. Efter indholdet af og formålet med meddelelsen fra J, fandt HR, at banken ikke herved i forhold til B havde forpligtet sig til at afgive en garanti, når de forudsætninger, J havde opstillet, måtte blive opfyldt. J havde telefaxet en garanti, som var underskrevet af én person i banken, til K. HR lagde til grund, at banken herved havde givet K mulighed for at anvende garantien over for boligselskabet med bindende virkning for banken. HR lagde endvidere til grund, at K telefaxede garantien til B uden angivelse af, at der alene var tale om et udkast til garanti og fandt efter en konkret vurdering herefter, at B kunne støtte ret på garantien. HR lagde på baggrund af sagens nærmere omstændigheder til grund, at det var en forudsætning for P's kautionserklæring, at K påtog sig en tilsvarende forpligtelse, og at J var bekendt med denne forudsætning. K påtog sig imidlertid ikke en sådan kautionsforpligtelse, og J underrettede ikke P herom. HR fandt herefter, at P's hæftelse over for J skulle nedsættes til halvdelen. HR fandt, at K ikke havde handlet erstatningspådragende over for J, HR udtalte, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at K ikke på N's vegne underskrev og tilbagesendte modgarantien, idet N uanset den manglende underskrift hæftede for garantien som garantirekvirent.
UfR 2010.1436 HKK: Selskabet, S, optog i 2000 et lån hos banken, B. A, som var direktør og eneanpartshaver i S, kautionerede som selvskyldnerkautionist personligt for lånet. I 2002 gik S konkurs, og i 2003 rettede B henvendelse til A med henblik på inddrivelse af restfordringen. I 2008 blev lånets hovedstol indfriet af A. I 2009 kom sagen for fogedretten, og her påstod A, at kautionserklæringen alene omfattede lånets hovedstol, og ikke de kreditrenter, rykker- og inkassogebyrer, som var medtaget i B's opgørelse af kravet, og at hun derfor ved indfrielse af hovedstolen havde opfyldt sin forpligtelse som kautionist. Fogedretten i København gav A medhold i denne påstand. B kærede fogedrettens kendelse til ØL, der ændrede fogedrettens afgørelse, og dermed fremmede fogedforretningen. A opnåede herefter Procesbevillingsnævnets tilladelse til at indbringe spørgsmålet for HR. Til støtte for sin påstand for HR gjorde A bl.a. gældende, at hun i kautionserklæringen alene havde kautioneret for ”lån/-kredit”, og at en ordlydsfortolkning måtte føre til, at hun alene hæftede for lånets hovedstol, og altså ikke for renter, rykker- og inkassogebyrer. B gjorde for HR bl.a. gældende, at det af låneaftalens ”Fælles bestemmelser”, underafsnittet ”Sikkerhedsstillelsens omfang”, fremgik, at ”Pant samt kaution tjener til sikkerhed for betaling af kapital, renter, provision, sagsomkostninger og andre udgifter, som er afholdt i forbindelse med inddrivelsen af nærværende aftale.” HR anså bestemmelsen som bindende for A, hvorefter kautionen også omfattede kreditrenter, rykker- og inkassogebyrer. Herefter stadfæstede HR ØL's kendelse om, at fogedforretningen skulle fremmes.
UfR 2011.3248 VLD: To anpartshavere, A og C, ansås ikke for at være frigjort for deres forpligtelser i forbindelse med påtagelse af en række kautionsforpligtelser overfor banken, B, ved indfrielsen af et lån på 450.000 kr. Tværtimod ansås de for at have forpligtet sig for en samlet lånoptagning på 900.000 kr. VL lagde bl.a. vægt på, at kautionserklæringerne angik erhvervsforhold, og at erklæringerne klart og tydeligt angav, at der kautioneredes for enhver forpligtelse i henhold til nuværende og fremtidige mellemværender. Ligeledes talte det imod B og C's frifindelse, at de havde indsigt i og bestemmende indflydelse på deres anpartsselskabs låneforhold.
UfR 2015.558 HD: Rejsegarantifonden kunne trække på bankgaranti på 500.000 kr. stillet af udbyder af jagtrejser, der havde overdraget sin virksomhed til et selskab, som senere gik konkurs.
A havde drevet en jagtrejsevirksomhed, som han i 2008 solgte til selskabet B. Overdragelsen omfattede bl.a. solgte rejser, deposita og forudbetalinger fra rejsekunder. B skulle kontakte kunderne om overdragelsen og sørge for at få frigivet en bankgaranti, som A havde stillet over for Rejsegarantifonden, R. Garantien blev dog ikke frigivet, og B blev erklæret konkurs. R trak herefter på A's bankgaranti for at dække krav fra kunder, der før overdragelsen havde købt rejser af A. HR fandt, at A ikke ved overdragelsen til B var blevet frigjort fra sine forpligtelser over for kunder, der havde indgået aftale med ham som rejseudbyder. Det var endvidere berettiget, at R ikke havde frigivet A's bankgaranti, da betingelserne i bl.a. rejsegarantifondslovens § 16 ikke var opfyldt. A overlod det til B at udføre rejserne uden at være frigjort for sine forpligtelser over for kunderne, og A nægtede efter B's konkurs at opfylde kundernes krav på tilbagebetaling. Under disse omstændigheder måtte forholdet sidestilles med den situation, at en rejse ikke gennemføres på grund af udbyderens økonomiske forhold, jf. rejsegarantifondslovens § 5, og R havde hjemmel til at trække på A's bankgaranti. Også godtgørelse til kunder, der ikke havde modtaget jagttrofæer, som de havde betalt for som en del af rejseydelsen, var hjemlet ved § 5. HR stadfæstede herefter SHD om frifindelse af R.UfR 2021.5330 VLD: Kautionisters forpligtelser var ikke bortfaldet som følge af, at banken havde foretaget overførsler fra det nu konkursramte selskab, da kautionisterne havde fuld indsigt i de økonomiske forhold og havde forholdt sig passive
Et revisionsanpartsselskab, A, forhøjede i december 2011 sin kassekredit ved en bank, B, hvor A’s ejer, K1, kautionerede som debitor og selvskyldner. Det samme gjorde K1’s ægtefælle K2, dog kun i 5 år fra underskriftstidspunktet. A blev erklæret konkurs på begæring af SKAT i marts 2016, hvorefter B gjorde kautionistforpligtelserne gældende overfor K1-K2. K1 ejede et ejendomsselskab, C. Inden A’s konkurs havde B af flere omgange overført beløb fra A’s kassekredit til C for at dække overtræk på C’s konto.
Retten i Aarhus fandt, at selvskyldnerkautionistkravet for K2 var rejst inden for gyldighedsperioden for kautionistløftet. Der var ikke belæg for at anse A’s konkurs som forårsaget af B’s overførsler til C forud for konkursen, idet der ikke forelå oplysninger, der understøttede, at A ville have været i stand til at betale kravet til SKAT. Kautionsforpligtelserne kunne derfor ikke bortfalde af denne grund. Da K1 ikke protesterede over overførslerne, måtte det lægges til grund, at han og K2 havde fuld indsigt i A’s og C’s økonomiske forhold. B var berettiget til at kræve den udestående fordring forrentet efter bankens gældende rentebetingelser.
VL stadfæstede.
