Politiloven
Lovændringer
Kapitel 4
|
Politiets anvendelse af magt, §§ 14-21
|
Kapitel 5
|
Politiets selvhjælpshandlinger, § 22
|
Kapitel 6
|
Bemyndigelsesbestemmelser, §§ 22 a-24
|
Kapitel 6 a
|
Forsvarets bistand til politiet, §§ 24 a-24 e
|
Kapitel 6 b
|
Straffebestemmelser vedrørende kapitel 3, § 24 f
|
Kapitel 7
|
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v., §§ 25-28
|
Lovændringer
Lov
nr. 444 af 09.06.2004 om politiets virksomhed
Som ændret ved
§ 19 i lov
nr. 538 af 08.06.2006 (Politi- og domstolsreform) fra d. 01.01.2007: Overalt
i loven ændres »politimesteren (politidirektøren)« til: »politidirektøren«.
§ 4 i lov nr. 501
af 12.06.2009 (Styrket indsats mod bandekriminalitet m.v.) fra d. 15.06.2009.
§ 2 i lov nr. 1107
af 01.12.2009 (Styrket indsats mod omfattende forstyrrelse
af den offentlige orden m.v.) fra d. 03.12.2009.
§ 1 i lov nr. 249
af 30.03.2011 (Skærpelse af bødestraffen for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen
m.v.) fra d. 01.05.2011.
§ 4 i
lov nr. 733 af 25.06.2014 (Initiativer mod rocker- og bandekriminalitet
m.v.) fra d. 01.07.2014.
Nu lovbekg. nr.
956 af 20.08.2015, som ændret ved
§ 2 i
lov nr. 1722 af 27.12.2016 (Initiativer mod handel med hash m.v. og politiets
anvendelse af peberspray) fra d. 01.01.2017.
§ 1 i
lov nr. 671 af 08.06.2017 (Politiets anvendelse af databaserede analyseredskaber
og adgang til oplysninger om flypassagerer) fra et tidspunkt, der fastsættes af
justitsministeren.
§ 1 i
lov nr. 131 af 27.02.2018 (Udvidet bemyndigelse til at fastsætte regler
om zoneforbud) fra d. 01.03.2018. Ophæves 1. marts 2021.
§ 1 i
lov nr. 708 af 08.06.2018 (Forsvarets bistand til politiet og udvidelse
af politiklageordningen m.v.) fra d. 01.07.2018.
§ 2 i
lov nr. 1543 af 18.12.2018 (Skærpet straf-zone og skærpet straf for ledende
medarbejderes pligtforsømmelse i offentlig tjeneste eller hverv) fra d. 01.01.2019.
§ 1 i
lov nr. 83 af 30.01.2019 (Frihedsberøvelse) fra d. 01.02.2019.
Nu
lovbekg. nr. 1270 af 29.11.2019, som ændret ved
§ 2 i lov nr.
1174 af 08.06.2021 (Forbud mod deltagelse i nattelivet, udvidet adgang til beslaglæggelse af
værdigenstande og udvisning af udlændinge dømt for vanvidskørsel m.v.) fra d. 01.07.2021.
§ 60 i lov nr.
801 af 07.06.2022 (Lov om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester) fra d. 28.06.2022.
§ 1 i lov nr.
891 af 21.06.2022 (Styrket indsats mod utryghedsskabende adfærd og kriminalitet i nattelivszoner
og udvidelse af adgangen til at udøve vagtvirksomhed på offentlige områder) fra d. 01.07.2022.
§ 5 i lov nr. 897 af
21.06.2022 (Effektivisering af straffesagskæden og nævnsprocessen m.v. i Ungdomskriminalitetsnævnet,
øget adgang til videregivelse og optagelse af fotografier, forbedring af politiets muligheder
for efterforskning m.v.) fra d. 01.07.2022.
§ 2 i lov nr. 1786 af
28.12.2023 (Initiativer mod åbenlys og systematisk handel med ulovlige stoffer) fra d. 01.01.2024.
Kapitel 1: Politiets
formål og virke
§ 1. Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred
og orden i samfundet. Politiet skal fremme dette formål gennem forebyggende, hjælpende
og håndhævende virksomhed.
Kapitel 2: Politiets
opgaver
§ 2. Politiet har til opgave
1) at forebygge strafbare forhold, forstyrrelse af den offentlige fred og
orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed,
2) at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt
fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed,
3) at bringe strafbar virksomhed til ophør samt efterforske og forfølge strafbare
forhold,
4) at yde borgerne bistand i andre faresituationer,
5) at udføre kontrol og tilsynsopgaver efter gældende ret,
6) at yde andre myndigheder bistand efter gældende ret og
7) at udføre andre opgaver, der følger af gældende ret eller i øvrigt har
en naturlig tilknytning til politiets virksomhed.
§ 2 a. Politiet foretager tværgående informationsanalyser
på grundlag af de oplysninger, politiet behandler, når det er nødvendigt af hensyn
til udførelsen af politiets opgaver, jf. § 2.
Stk. 2. Politiet kan indsamle og behandle oplysninger
fra offentligt tilgængelige kilder, når det er nødvendigt af hensyn til udførelsen
af politiets opgaver, jf. § 2.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter nærmere
regler for politiets behandling af oplysninger, herunder den, der finder sted i
medfør af stk. 1 og 2. Justitsministeren fastsætter herunder regler om, til hvilke
formål oplysninger kan behandles, og hvornår sletning af oplysninger skal finde
sted, og om de tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der skal iagttages
ved behandlingen.
§ 2 a er indsat ved § 1.1 i lov nr. 671 af 08.06.2017 fra et tidspunkt, der fastsættes
af justitsministeren.
Kapitel 3:
Politiets indgreb
Almindelig bestemmelse
§ 3. Politiet kan uden for de tilfælde, hvor indgreb
er hjemlet i anden lovgivning, alene foretage indgreb over for borgerne i det omfang,
det følger af bestemmelserne i dette kapitel. Frihedsberøvelse i medfør af denne
lov skal begrænses til tilfælde, hvor mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige
til at afværge fare. Frihedsberøvelse forstås i denne lov i overensstemmelse med
Danmarks internationale forpligtelser.
§ 3, 2. og 3. pkt. er indsat ved § 1.1 i lov nr. 83 af 30.01.2019 fra d. 01.02.2019.
Orden og sikkerhed
§ 4. Politiet har til opgave at forebygge
fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den
offentlige sikkerhed.
Stk. 2. I det omfang, det er nødvendigt for at
forebygge fare som nævnt i stk. 1, kan politiet rydde og afspærre områder samt etablere
adgangskontrol til områder.
§ 5. Politiet har til opgave at afværge fare for forstyrrelse
af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed.
Stk. 2. Med henblik på at afværge fare som nævnt
i stk. 1 kan politiet foretage indgreb over for den eller de personer, der giver
anledning til faren. Politiet kan herunder
1) udstede påbud,
2) besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herunder
køretøjer, i den pågældendes besiddelse, når vedkommende formodes at være i besiddelse
af genstande bestemt til at forstyrre den offentlige orden eller bestemt til at
udgøre fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed, samt
3) fratage personer genstande.
Stk. 3. Findes mindre indgribende midler, jf.
stk. 2, ikke tilstrækkelige til at afværge faren, kan politiet om nødvendigt frihedsberøve,
jf. § 3, den eller dem, der giver anledning til faren. Frihedsberøvelsen
skal være så kortvarig og skånsom som muligt og må så vidt muligt ikke udstrækkes
ud over 6 timer.
Stk. 4. Politiet kan skaffe sig adgang til et
ikke frit tilgængeligt sted uden retskendelse, når det er nødvendigt for at afværge
fare som nævnt i stk. 1.
§ 5, stk. 3 er ændret ved § 1.2 i lov nr. 83 af 30.01.2019 fra d. 01.02.2019. I § 5, stk. 3,
1. pkt., indsættes efter »frihedsberøve«: », jf. § 3,«.
§ 5 a. På steder, hvor der efter § 1 i lov om knive
og blankvåben m.v. gælder forbud mod at besidde eller bære knive m.v., kan politiet besigtige en persons
legeme og undersøge tøj og andre genstande med henblik på at kontrollere, om vedkommende er i besiddelse
af eksplosivstoffer.
Stk. 2. Besigtigelse og undersøgelse som nævnt i stk. 1 kan ske, hvis der er
grund til det med henblik på at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for
personers liv, helbred eller velfærd.
Stk. 3. Beslutning om besigtigelse og undersøgelse efter stk. 1 træffes af
politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal være skriftlig og indeholde en
begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum, som beslutningen gælder for.
Stk. 4. Politiet kan tilbageholde en person, der undersøges i medfør af stk. 1,
i det tidsrum, der er nødvendigt til gennemførelse af undersøgelsen.
§ 5 a er indsat ved § 5.1 i
lov nr. 897 af 21.06.2022 fra d. 01.07.2022.
§ 6. På steder, hvor der efter lov
om knive og blankvåben m.v. § 1, gælder forbud mod at besidde eller bære
knive m.v., kan politiet besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre
genstande, herunder køretøjer, med henblik på at kontrollere, om nogen besidder
eller bærer våben, jf. stk. 2.
Stk. 2. Besigtigelse og undersøgelse som nævnt
i stk. 1 kan ske, hvis der er grund til det med henblik på at forebygge, at nogen
foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller
velfærd.
Stk. 3. Beslutning om besigtigelse og undersøgelse
efter stk. 1 træffes af politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil.
Beslutningen skal være skriftlig og indeholde en begrundelse og en angivelse af
det sted og tidsrum, som beslutningen gælder for.
§ 6, stk. 1 er ændret ved § 2.1 i lov nr. 1722 af 27.12.2016 fra d. 01.01.2017. I § 6, stk. 1,
ændres »lov om våben og eksplosivstoffer § 4, stk. 1,« til: »lov om knive og blankvåben
m.v. § 1«.
§ 6 a. Politiet kan for en nærmere bestemt tidsperiode
udpege et afgrænset geografisk område (skærpet strafzone), hvor
straffelovens § 81 c finder anvendelse. Politiet kan endvidere for en nærmere bestemt tidsperiode
udpege et afgrænset geografisk område (målrettet skærpet strafzone),
hvor straffelovens § 81 e finder anvendelse.
Stk. 2. Udpegning af en skærpet strafzone efter
stk. 1, 1. pkt., kan ske, hvis et ekstraordinært kriminalitetsbillede i det pågældende område
i væsentlig grad er egnet til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes
i området, og udpegning af en skærpet strafzone vurderes at være et egnet redskab
til at genskabe trygheden i området. Udpegning af en målrettet skærpet strafzone efter stk. 1, 2. pkt.,
kan ske, hvis der i det pågældende område i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer foregår
åbenlys og systematisk handel med euforiserende stoffer og dette i væsentlig grad er egnet til at
skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i området, og udpegning af en målrettet skærpet
strafzone vurderes at være et egnet redskab til at genskabe trygheden i området.
Stk. 3. En beslutning som nævnt i stk. 1 træffes
af politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal offentliggøres
og indeholde en begrundelse og en angivelse af det afgrænsede geografiske område
og tidsrum, som beslutningen gælder for.
§ 6 a er indsat ved § 2.1 i lov nr. 1543 af 18.12.2018 fra d. 01.01.2019.
§ 6 a, stk. 1, 2. pkt. er indsat ved § 2.1 i lov
nr. 1786 af 28.12.2023 fra d. 01.01.2024.
§ 6 a, stk. 2 er ændret ved § 2.2 i lov
nr. 1786 af 28.12.2023 fra d. 01.01.2024. I § 6 a, stk. 2, ændres »stk. 1« til: »stk. 1, 1. pkt.,«.
§ 6 a, stk. 2, 2. pkt. er indsat ved § 2.3 i lov
nr. 1786 af 28.12.2023 fra d. 01.01.2024.
§ 6 a, stk. 1 og 2 er ændret ved § 2.4 i lov
nr. 1786 af 28.12.2023 fra d. 01.01.2024. § 6 a, stk. 1 og to steder i stk. 2, ændres »straf-zone« til: »strafzone«.
Nattelivszoner
Overskriften før § 6 b er indsat ved § 1.1 i
lov nr. 891 af 21.06.2022 fra d. 01.07.2022.
§ 6 b. Politiet kan for en nærmere bestemt periode udpege et afgrænset
geografisk område (nattelivszone), hvor et opholdsforbud meddelt efter
straffelovens § 79 c, stk. 1, finder anvendelse.
Stk. 2. Udpegning af nattelivszoner efter stk. 1 kan ske, hvor
der i det pågældende område er en tæt koncentration af natklubber, barer, caféer og lign. med
åbningstid efter kl. 24 og udpegningen af en nattelivszone vurderes at være egnet til at
imødegå lovovertrædelser i aften- og nattetimerne.
Stk. 3. En beslutning som nævnt i stk. 1 træffes af
politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal offentliggøres og
indeholde en begrundelse og en angivelse af det afgrænsede geografiske område og tidsrum, som
beslutningen gælder for.
§ 6 b er indsat ved § 2.1 i
lov nr. 1174 af 08.06.2021
fra d. 01.07.2021.
§ 6 c. På serveringssteder, hvortil der er almindelig adgang, som er placeret i en
nattelivszone, og hvorfra der foregår salg af alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 2,8
eller derover til nydelse på eller ved salgsstedet, skal der i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5 gøres brug
af en autoriseret dørmand eller vagt, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Kravet i stk. 1 gælder ikke for serveringssteder, som ikke
holder åbent efter kl. 2.
Stk. 3. Stk. 1 finder anvendelse, 30 dage efter at nattelivszonen får virkning.
§ 6 c er indsat ved § 1.2 i
lov nr. 891 af 21.06.2022 fra d. 01.07.2022.
§ 6 d. Politiet kan med henblik på at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige
orden og fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed udstede påbud til en person om at forlade og ikke
at tage ophold eller færdes i en eller flere nattelivszoner. Påbuddet efter 1. pkt. kan udstedes, når den adfærd,
der begrunder påbuddet, er udvist i en nattelivszone og har tilknytning til nattelivet.
Stk. 2. Et påbud efter stk. 1 gælder fra tidspunktet for udstedelsen og indtil kl. 5.
Stk. 3. Påbud udstedt efter stk. 1 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
§ 6 d er indsat ved § 1.2 i
lov nr. 891 af 21.06.2022 fra d. 01.07.2022.
§ 6 e. Politiet kan med samtykke fra vejmyndigheden træffe afgørelse om, at ikkenødvendig
kørsel med motorkøretøjer er forbudt på hele eller dele af offentlige veje og private fællesveje i nattelivszoner
i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5, når ordensmæssige hensyn taler for det. Forbuddet skal være behørigt afmærket.
Stk. 2. Opstår der uenighed mellem politiet og vejmyndigheden,
afgøres sagen af rigspolitichefen.
Stk. 3. Et forbud mod ikkenødvendig kørsel efter stk. 1 omfatter
ikke erhvervsmæssig kørsel.
Stk. 4. En afgørelse som nævnt i stk. 1, 1. pkt., træffes af politidirektøren
eller den, som denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal offentliggøres og indeholde en begrundelse og en
angivelse af de veje, som omfattes af forbuddet mod ikkenødvendig kørsel.
Stk. 5. Afgørelser efter stk. 1 og 2 kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.
§ 6 e er indsat ved § 1.2 i
lov nr. 891 af 21.06.2022 fra d. 01.07.2022.
Offentlige forsamlinger og opløb
§ 7. Politiet har til opgave at beskytte borgernes ret
til at forsamle sig.
Stk. 2. Politiet har ret til at overvære offentlige
forsamlinger. Offentlige forsamlinger skal anmeldes til politiet i det omfang, det
følger af regler fastsat i medfør af denne lovs § 23.
Stk. 3. Politiet kan give påbud om, at en forsamling
skal afholdes et andet sted end det påtænkte, eller fastsætte andre vilkår for forsamlingens
afholdelse, når der er begrundet frygt for fare for betydelig forstyrrelse af den
offentlige orden, herunder betydelig forstyrrelse af færdslen, eller fare for enkeltpersoners
eller den offentlige sikkerhed.
Stk. 4. Politiet kan forbyde forsamlinger under
åben himmel, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.
Stk. 5. Er en forsamling under åben himmel til
fare for den offentlige fred, kan politiet give påbud om, at forsamlingen skal opløses.
Stk. 6. Efterkommes et forbud efter stk. 4 eller
et påbud efter stk. 5 ikke, anses mængden for opløst, og politiet kan da skride
ind som ved opløb.
§ 8. Politiet kan ved offentlige forsamlinger under åben
himmel gribe ind over for forsamlingsdeltagere, der giver anledning til fare for
betydelig forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller
den offentlige sikkerhed.
Stk. 2. Ved andre offentlige forsamlinger end
dem, der er nævnt i stk. 1, kan politiet efter anmodning fra forsamlingens leder
gribe ind over for forsamlingsdeltagere, der giver anledning til fare for ordensforstyrrelse.
Politiet kan uden anmodning fra forsamlingens leder gribe ind over for forsamlingsdeltagere,
der giver anledning til fare for alvorlig ordensforstyrrelse eller fare for sikkerheden.
Stk. 3. Med henblik på at afværge fare som nævnt
i stk. 1 og 2 kan politiet foretage indgreb over for den eller de personer, der
giver anledning til faren. Politiet kan herunder
1) udstede påbud,
2) besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herunder
køretøjer, i den pågældendes besiddelse, når vedkommende formodes at være i besiddelse
af genstande bestemt til at forstyrre den offentlige fred eller orden eller bestemt
til at udgøre fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed, samt
3) fratage personer genstande.
Stk. 4. Findes mindre indgribende midler, jf.
stk. 3, ikke tilstrækkelige til at afværge faren, kan politiet om nødvendigt frihedsberøve,
jf. § 3, den eller de personer, der giver anledning til faren.
Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt og må så vidt muligt
ikke udstrækkes ud over 12 timer.
Stk. 5. Politiet kan skaffe sig adgang til et
ikke frit tilgængeligt sted uden retskendelse, når det er nødvendigt for at afværge
fare som nævnt i stk. 1 og 2.
§ 8, stk. 4, 2. pkt. er ændret ved § 2.1 i lov nr. 1107 af
01.12.2009 fra d. 03.12.2009. I § 8, stk. 4,
2. pkt., ændres »6 timer« til: »12 timer«.
§ 8, stk. 4 er ændret ved § 1.3 i lov nr. 83 af 30.01.2019 fra d. 01.02.2019. I § 8, stk.
4, 1. pkt., indsættes efter »frihedsberøve«: », jf. § 3,«.
§ 9. Politiet har til opgave at afværge opløb, der indebærer
fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden eller fare for enkeltpersoners
eller den offentlige sikkerhed.
Stk. 2. Med henblik på at afværge fare som nævnt
i stk. 1 kan politiet foretage indgreb over for den eller de personer, der giver
anledning til faren. Politiet kan herunder
1) udstede påbud,
2) besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herunder
køretøjer, i den pågældendes besiddelse, når vedkommende formodes at være i besiddelse
af genstande bestemt til at forstyrre den offentlige fred eller orden eller bestemt
til at udgøre en fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed, samt
3) fratage personer genstande.
Stk. 3. Findes mindre indgribende midler, jf.
stk. 2, ikke tilstrækkelige til at afværge faren, kan politiet om nødvendigt frihedsberøve,
jf. § 3, den eller de personer, der giver anledning til faren.
Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt og må så vidt muligt
ikke udstrækkes ud over 12 timer.
Stk. 4. Politiet kan skaffe sig adgang til et
ikke frit tilgængeligt sted uden retskendelse, når det er nødvendigt for at afværge
fare som nævnt i stk. 1.
Stk. 5. Politiet kan sprede et opløb, hvis de
tilstedeværende tre gange i kongens og lovens navn forinden forgæves er opfordret
til at spredes. Angribes politiet, kan et opløb spredes, uden at de tilstedeværende
forinden er opfordret hertil. Politiet kan anvende magt for at sprede et opløb.
§ 9, stk. 3, 2. pkt. er ændret ved § 2.1 i lov nr. 1107 af
01.12.2009 fra d. 03.12.2009. I § 9, stk. 3,
2. pkt., ændres »6 timer« til: »12 timer«.
§ 9, stk. 3 er ændret ved § 1.4 i lov nr. 83 af 30.01.2019 fra d. 01.02.2019. I § 9, stk.
3, 1. pkt., indsættes efter »frihedsberøve«: », jf. § 3,«.
Svage og udsatte persongrupper
§ 10. Politiet skal tage sig af en person, der er ude
af stand til at tage vare på sig selv på grund af sygdom, tilskadekomst eller hjælpeløshed
i øvrigt, og som træffes under forhold, der indebærer fare for den pågældende selv
eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed. Er der mistanke om,
at personen umiddelbart har behov for lægehjælp, skal den pågældende straks undersøges
af en læge.
Stk. 2. Politiet kan besigtige den syge eller
hjælpeløse persons legeme, undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer,
i den pågældendes besiddelse samt skaffe sig adgang til et ikke frit tilgængeligt
sted uden retskendelse med henblik på
1) at vurdere personens tilstand og faren for den pågældende,
2) at afværge faren for personen eller andre eller for den offentlige orden
eller sikkerhed eller
3) at fastlægge den pågældendes identitet.
Stk. 3. Med henblik på at afværge faren for
den syge eller hjælpeløse person eller andre eller for den offentlige orden eller
sikkerhed kan politiet foretage andre indgreb over for den pågældende, herunder
udstede påbud og fratage vedkommende genstande.
Stk. 4. Findes mindre indgribende midler, jf.
stk. 2 og 3, ikke tilstrækkelige til at afværge faren for den syge eller hjælpeløse
person eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed, kan den syge
og hjælpeløse person om nødvendigt frihedsberøves, jf. § 3, med
henblik på hjemtransport, lægeundersøgelse eller overgivelse til andre, der på forsvarlig
måde kan tage sig af den pågældende. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og
skånsom som muligt.
§ 10, stk. 4 er ændret ved § 1.5 i lov nr. 83 af 30.01.2019 fra d. 01.02.2019. I § 10, stk. 4,
1. pkt., indsættes efter »frihedsberøves«: », jf. § 3,«.
§ 11. Politiet skal tage sig af en person, der er ude
af stand til at tage vare på sig selv på grund af indtagelse af alkohol eller andre
berusende eller bedøvende midler, og som træffes under forhold, der indebærer fare
for den pågældende selv eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed.
Er der mistanke om, at personen er syg eller har pådraget sig skader af ikke ringe
omfang, skal den pågældende straks undersøges af en læge.
Stk. 2. Politiet kan besigtige personens legeme,
undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, i den pågældendes besiddelse
samt skaffe sig adgang til et ikke frit tilgængeligt sted uden retskendelse med
henblik på
1) at vurdere personens tilstand og faren for den pågældende,
2) at afværge faren for personen eller andre eller for den offentlige orden
eller sikkerhed eller
3) at fastlægge personens identitet.
Stk. 3. Med henblik på at afværge faren for
den berusede eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed kan politiet
foretage andre indgreb over for den berusede, herunder udstede påbud og fratage
vedkommende berusende eller bedøvende midler eller andre genstande.
Stk. 4. Findes mindre indgribende midler, jf.
stk. 2 og 3, ikke tilstrækkelige til at afværge faren for den berusede eller andre
eller for den offentlige orden eller sikkerhed, kan den berusede om nødvendigt frihedsberøves,
jf. § 3, med henblik på hjemtransport, overgivelse til andre,
der på forsvarlig måde kan tage sig af den pågældende, indbringelse til hospital,
forsorgshjem eller lignende eller indsættelse i detention. Frihedsberøvelsen skal
være så kortvarig og skånsom som muligt.
Stk. 5. Justitsministeren fastsætter nærmere
bestemmelser om anbringelse i detention, herunder om lægeundersøgelse og tilsynet
med den anbragte.
§ 11, stk. 4 er ændret ved § 1.6 i lov nr. 83 af 30.01.2019 fra d. 01.02.2019. I § 11, stk. 4,
1. pkt., indsættes efter »frihedsberøves«: », jf. § 3,«.
§ 12. Et barn under 12 år, der træffes under de i § 11 nævnte omstændigheder, må ikke anbringes i detention.
Stk. 2. Et barn under 15 år, der træffes under
de i § 11 nævnte omstændigheder, må kun anbringes i detention,
hvis anden anbringelse er sikkerhedsmæssigt uforsvarlig som følge af barnets adfærd.
Træffes der beslutning om anbringelse af et barn under 15 år i detention, skal barnet
hurtigst muligt undersøges af en læge. Detentionsanbringelsen skal være så kortvarig
og skånsom som muligt og må ikke udstrækkes ud over 4 timer, medmindre det ikke
er muligt inden for denne tid at overgive barnet til andre, der på forsvarlig måde
kan tage sig af barnet.
Stk. 3. Har politiet frihedsberøvet et beruset
barn under 15 år, skal der hurtigst muligt ske underretning til forældremyndighedens
indehaver, de sociale myndigheder eller andre, der på forsvarlig måde kan tage sig
af barnet.
Stk. 4. Anbringes et barn i alderen 15 til og
med 17 år i detentionen, skal politiet rette henvendelse til hjemmet med henblik
på at underrette om detentionsanbringelsen.
§ 13. Træffes et barn i andre tilfælde end nævnt i §§ 10 og 11 under forhold, som indebærer fare
for barnets sikkerhed eller sundhed, skal politiet tage sig af barnet. Er der mistanke
om, at barnet er sygt eller har pådraget sig skader af ikke ringe omfang, skal barnet
straks undersøges af en læge.
Stk. 2. Politiet kan besigtige et barns legeme,
undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, i barnets besiddelse samt
skaffe sig adgang til et ikke frit tilgængeligt sted uden retskendelse med henblik
på
1) at vurdere faren for barnet,
2) at afværge faren for barnet eller
3) at fastlægge barnets identitet.
Stk. 3. Med henblik på at afværge faren for
barnet kan politiet foretage indgreb over for barnet, herunder udstede påbud og
fratage barnet genstande.
Stk. 4. Findes mindre indgribende midler som
nævnt i stk. 2 og 3 ikke tilstrækkelige for at afværge faren for barnet, kan barnet
om nødvendigt frihedsberøves, jf. § 3, med henblik på overgivelse
til forældremyndighedens indehaver, de sociale myndigheder eller andre, der på forsvarlig
vis er i stand til at tage sig af barnet. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig
og skånsom som muligt og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer.
§ 13, stk. 4 er ændret ved § 1.7 i lov nr. 83 af 30.01.2019 fra d. 01.02.2019. I § 13, stk. 4,
1. pkt., indsættes efter »frihedsberøves«: », jf. § 3,«.
Kapitel 4: Politiets
anvendelse af magt
Almindelige bestemmelser
§ 14. Bestemmelserne i dette kapitel gælder for politiets
magtanvendelse såvel inden for som uden for strafferetsplejen.
§ 15. Politiet må anvende magt
1) med henblik på at forebygge og afværge fare for forstyrrelse af den offentlige
fred og orden samt fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed,
2) med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben,
3) med henblik på at bringe strafbar virksomhed til ophør eller i forbindelse
med efterforskning og forfølgning af strafbare forhold,
4) som led i bistand til andre myndigheder,
5) som led i udførelse af kontrol- og tilsynsopgaver samt
6) med henblik på at vurdere, om et barn eller en beruset, syg eller hjælpeløs
person befinder sig i fare.
§ 16. Politiets magtanvendelse skal være nødvendig og
forsvarlig og må alene ske med midler og i en udstrækning, der står i rimeligt forhold
til den interesse, der søges beskyttet. Det skal indgå i vurderingen af forsvarligheden,
om magtanvendelsen indebærer risiko for, at udenforstående kan komme til skade.
Stk. 2. Magt skal anvendes så skånsomt, som
omstændighederne tillader, og således at eventuelle skader begrænses til et minimum.
Særlige bestemmelser om visse magtmidler
§ 17. Skydevåben må kun anvendes med henblik på
1) at afværge et påbegyndt eller overhængende farligt angreb på person,
2) at afværge overhængende fare i øvrigt for personers liv eller for, at
personer pådrager sig alvorlige helbredsskader,
3) at afværge et påbegyndt eller overhængende farligt angreb på samfundsvigtige
institutioner, virksomheder eller anlæg,
4) at sikre pågribelsen af personer, der har eller med rimelig grund mistænkes
for at have påbegyndt eller gennemført et farligt angreb på person, medmindre der
ikke skønnes at være risiko for, at den pågældende på ny vil gøre sig skyldig i
et sådant angreb,
5) at sikre pågribelsen af personer, der har eller med rimelig grund mistænkes
for at have påbegyndt eller gennemført et farligt angreb på samfundsvigtige institutioner,
virksomheder eller anlæg, eller
6) at sikre pågribelsen af personer, der har eller med rimelig grund mistænkes
for at have begået alvorlige forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed,
mod statsforfatningen eller de øverste statsmyndigheder.
Stk. 2. Før politiet afgiver skud, der indebærer
risiko for skade på person, skal det så vidt muligt først ved advarselsråb og dernæst
ved varselsskud tilkendegives vedkommende, at politiet har til hensigt at skyde,
hvis ikke politiets påbud efterkommes. Det skal endvidere så vidt muligt sikres,
at vedkommende har mulighed for at efterkomme påbuddet.
Stk. 3. Er der nærliggende risiko for, at udenforstående
kan blive ramt, må der kun skydes i yderste nødsfald.
Stk. 4. En polititjenestemand, der er under
direkte kommando, må kun anvende skydevåben efter ordre fra en leder, medmindre
der foreligger en situation som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller nr. 2.
Stk. 5. Har politiets skudafgivelse medført
skade på person, skal den pågældende straks undersøges af en læge.
§ 18. Stav må kun anvendes med henblik på
1) at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på person,
2) at afværge overhængende fare i øvrigt for personers liv eller helbred,
3) at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på samfundsvigtige institutioner,
virksomheder eller anlæg,
4) at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på ejendom,
5) at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres aktiv
modstand, eller
6) at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres passiv
modstand, såfremt tjenestehandlingens gennemførelse skønnes uopsættelig og anden
og mindre indgribende magtanvendelse skønnes åbenbart uegnet.
Stk. 2. Før stav tages i brug med henblik på
rydning af gader, bygninger m.v. for et større antal personer, skal det så vidt
muligt tilkendegives vedkommende, at politiet har til hensigt at bruge stav, hvis
politiets påbud ikke efterkommes. Det skal endvidere så vidt muligt sikres, at vedkommende
har mulighed for at efterkomme påbuddet.
Stk. 3. Har politiets brug af stav mod person
medført skade, skal den pågældende straks undersøges af en læge, medmindre det skønnes
åbenbart ubetænkeligt at undlade lægeundersøgelse.
§ 19. Hunde må kun anvendes med henblik på
1) at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på person,
2) at afværge overhængende fare i øvrigt for personers liv eller helbred,
3) at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på samfundsvigtige institutioner,
virksomheder eller anlæg,
4) at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på ejendom,
5) at sikre pågribelse af personer,
6) at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres aktiv
modstand, eller
7) at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres passiv
modstand, såfremt tjenestehandlingens gennemførelse skønnes uopsættelig og anden
og mindre indgribende magtanvendelse skønnes åbenbart uegnet.
Stk. 2. Før hund tages i brug mod person, skal
det så vidt muligt tilkendegives vedkommende, at politiet har til hensigt at bruge
hund, hvis ikke politiets påbud efterkommes. Det skal endvidere så vidt muligt sikres,
at vedkommende har mulighed for at efterkomme påbuddet.
Stk. 3. Har politiets brug af hund mod person
medført skade, skal den pågældende straks undersøges af en læge, medmindre det skønnes
åbenbart ubetænkeligt at undlade lægeundersøgelse.
§ 20. Gas må kun anvendes med henblik på
1) at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på person,
2) at afværge overhængende fare i øvrigt for personers liv eller helbred,
3) at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på samfundsvigtige institutioner,
virksomheder eller anlæg,
4) at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på ejendom eller
5) at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres aktiv
eller passiv modstand.
Stk. 2. Før gas tages i brug mod person, skal
det så vidt muligt tilkendegives vedkommende, at politiet har til hensigt at bruge
gas, hvis ikke politiets påbud efterkommes. Det skal endvidere så vidt muligt sikres,
at vedkommende har mulighed for at efterkomme påbuddet.
Stk. 3. Har politiets brug af gas mod person medført
gener, der skønnes at kræve lægehjælp, skal den pågældende straks undersøges af
en læge.
§ 20 a. Peberspray må kun anvendes med henblik på
1) at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på person,
2) at afværge overhængende fare i øvrigt for personers liv eller helbred,
3) at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på samfundsvigtige institutioner,
virksomheder eller anlæg,
4) at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på ejendom,
5) at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres aktiv modstand,
eller
6) at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres passiv modstand,
såfremt tjenestehandlingens gennemførelse skønnes uopsættelig og anden og mindre
indgribende magtanvendelse skønnes åbenbart uegnet.
Stk. 2. Før peberspray tages i brug mod person,
skal det så vidt muligt tilkendegives vedkommende, at politiet har til hensigt at
bruge peberspray, hvis ikke politiets påbud efterkommes. Det skal endvidere så vidt
muligt sikres, at vedkommende har mulighed for at efterkomme påbuddet.
Stk. 3. Har politiets brug af peberspray mod
person medført gener, der skønnes at kræve lægehjælp, skal den pågældende straks
undersøges af en læge.
§ 20 a er indsat ved § 2.2 i lov nr. 1722 af 27.12.2016 fra d. 01.01.2017.
§ 21. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
politiets anvendelse af skydevåben, stav, hund, gas og peberspray.
Stk. 2. Justitsministeren kan i øvrigt fastsætte
nærmere regler om politiets anvendelse af magt.
§ 21, stk. 1 er ændret ved § 2.3 i lov nr. 1722 af 27.12.2016 fra d. 01.01.2017. I § 21, stk.
1, ændres »politiets anvendelse af skydevåben, stav, hund og gas.« til: »politiets
anvendelse af skydevåben, stav, hund, gas og peberspray.«
Kapitel 5: Politiets
selvhjælpshandlinger
§ 22. Politiet kan lade foranstaltninger udføre, når
1) den ansvarlige har undladt at efterkomme påbud udstedt i medfør af denne
lov eller regler udstedt med hjemmel i loven og den ansvarlige er gjort bekendt
med, at undladelse af at efterkomme påbuddet kan få denne følge, eller
2) øjeblikkelig indgriben er nødvendig til beskyttelse af enkeltpersoners
eller den offentlige sikkerhed eller for at undgå betydelige forstyrrelser af den
offentlige orden.
Stk. 2. Den ansvarlige er forpligtet til at
dække politiets udgifter i forbindelse med foranstaltninger udført i medfør af stk.
1. Der er udpantningsret for disse udgifter.
Kapitel 6: Bemyndigelsesbestemmelser
§ 22 a. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om minimumskrav til alarmcentralernes
behandling af alarmkommunikationer fra slutbrugere, herunder en pligt til
1) at understøtte specifikke alarmkommunikationer og
2) at sikre informationsudveksling mellem alarmcentralerne og beredskabstjenesterne, herunder gennem etablering
af nødvendig teknisk infrastruktur.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om alarmcentralernes
behandling, herunder indsamling og videregivelse, af personoplysninger i forbindelse med alarmbehandlingen.
§ 22 a er indsat ved § 60.1 i
lov nr. 801 af 07.06.2022
fra d. 28.06.2022.
§ 22 b. Justitsministeren kan efter forhandling med forsvarsministeren og
sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om minimumskrav til beredskabstjenesternes behandling af
alarmeringer fra alarmcentralerne, herunder en pligt til
1) at understøtte specifikke alarmeringer og alarmkommunikationer ved alarmcentralernes viderestilling
af alarmkommunikationer og
2) at sikre informationsudveksling mellem alarmcentralerne og beredskabstjenesterne, herunder
gennem etablering af nødvendig teknisk infrastruktur.
§ 22 b er indsat ved § 60.1 i
lov nr. 801 af 07.06.2022
fra d. 28.06.2022.
§ 23. Justitsministeren fastsætter regler om sikring
af den offentlige orden samt beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed,
forebyggelse af fare eller ulempe for færdslen, dyr på offentligt sted, offentlige
anlæg, husnumre og opslag, erhvervsvirksomhed på veje, offentlige forlystelser,
renholdelse af veje m.v.
Stk. 2. De i medfør af stk. 1 fastsatte bestemmelser
kan indeholde regler om, at politidirektøren kan udstede midlertidige påbud eller
forbud med henblik på at forebygge fare for den offentlige orden eller enkeltpersoners
eller den offentlige sikkerhed. De bestemmelser, der er fastsat i medfør af stk.
1, kan endvidere indeholde regler om, at politidirektøren i visse nærmere angivne
særlige situationer kan meddele et zoneforbud, der omfatter en kommune, med henblik
på at forebygge fare for den offentlige orden eller enkeltpersoners eller den offentlige
sikkerhed.
Stk. 3. Det kan i regler fastsat i medfør af
stk. 1 og 2 besluttes, at overtrædelse af reglerne eller overtrædelse eller manglende
efterkommelse af påbud eller forbud udstedt i medfør af sådanne regler straffes
med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Det kan i den forbindelse
fastsættes, at der ved udmåling af straffen skal lægges betydelig vægt på hensynet
til sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige
sikkerhed. Det kan endvidere fastsættes, at der ved overtrædelser begået af selskaber
m.v. (juridiske personer) kan pålægges selskabet m.v. strafansvar efter reglerne
i straffelovens 5. kapitel.
§ 23, stk. 3 er ændret ved § 4.1 i
lov nr. 501 af 12.06.2009 fra d. 15.06.2009. I
§ 23, stk. 3, indsættes efter »med bøde«: »eller fængsel indtil 6 måneder«.
§ 23, stk. 3 er ændret ved § 1.1 i
lov nr. 249 af 30.03.2011 fra d. 01.05.2011.
§ 23, stk. 3, 1. pkt. er ændret ved § 4.1 i lov nr. 733 af
25.06.2014 fra d. 01.07.2014. I § 23, stk. 3, 1. pkt., ændres
»eller fængsel indtil 6 måneder« til: »eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder«.
§ 23, stk. 2, 2. pkt. er indsat ved § 1.1 i lov nr. 131 af 27.02.2018 fra d. 01.03.2018.
§ 23, stk. 3 er ændret ved § 2.5 i lov
nr. 1786 af 28.12.2023 fra d. 01.01.2024. I § 23, stk. 3, 1. pkt., ændres »fastsættes« til: »besluttes«.
§ 24. Justitsministeren kan for hver af landets politikredse
fastsætte en politivedtægt, hvis særlige lokale forhold tilsiger det.
Stk. 2. Forslag til en politivedtægt udarbejdes
af politidirektøren efter drøftelse med den eller de berørte kommuner.
Stk. 3. En politivedtægt kan indeholde bestemmelser
om sikring af den offentlige orden, bestemmelser om beskyttelse af enkeltpersoners
og den offentlige sikkerhed samt bestemmelser om udstedelse af midlertidige forbud
eller påbud.
Stk. 4. Det kan i en politivedtægt fastsættes,
at overtrædelse af vedtægtens bestemmelser eller overtrædelse eller manglende efterkommelse
af påbud eller forbud udstedt i medfør af vedtægten straffes med bøde. Det kan endvidere
fastsættes, at der ved overtrædelser begået af selskaber m.v. (juridiske personer)
kan pålægges selskabet m.v. strafansvar efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel.
Stk. 5. Politivedtægter offentliggøres i Lovtidende.
Kapitel 6 a er indsat ved § 1.1 i lov nr. 708 af 08.06.2018 fra d. 01.07.2018.
§ 24 a. Politiet kan anmode om og modtage bistand fra
Forsvaret i forbindelse med løsningen af følgende opgaver omfattet af denne lov:
1) Færdselsregulering, kontrol- og afspærringsforanstaltninger og lignende opgaver
i forbindelse med større arrangementer, ulykker, naturkatastrofer m.v.
2) Kontrol- og tilsynsopgaver, som efter gældende ret er henlagt til politiet.
3) Eftersøgning af genstande eller personer.
4) Evakuerings-, varslings-, observations-, afspærrings-, bevogtnings- og patruljeringsopgaver
m.v. med henblik på at forebygge og afværge alvorlig kriminalitet og andre hændelser,
der kan medføre fare for menneskers liv, helbred eller alvorlig skade på samfundsvigtige
institutioner, virksomheder eller anlæg.
5) Personbeskyttelse, gidselredning, det operative antiterrorberedskab, særlig farlige
anholdelser og andre særlige indsatsopgaver.
6) Øvrige opgaver, hvor opgaveløsningen har nær sammenhæng med den virksomhed, som
Forsvaret i øvrigt udøver, eller hvor Forsvaret har specialkompetencer eller råder
over særligt egnet udstyr.
Stk. 2. Anmodning om bistand efter stk. 1 kan
alene fremsættes, hvis politiets egne ressourcer ikke er tilstrækkelige eller lige
så egnede som Forsvarets ressourcer til løsning af den pågældende opgave.
§ 24 a er indsat ved § 1.1 i lov nr. 708 af 08.06.2018 fra d. 01.07.2018.
§ 24 b. Forsvarets bistand til politiet efter
§ 24 a sker under politiets ledelse og i overensstemmelse med de regler,
der gælder for politiets varetagelse af de pågældende opgaver. Forsvarets til enhver
tid gældende tekniske, operative og sikkerhedsmæssige bestemmelser finder i øvrigt
anvendelse, i det omfang disse ikke strider mod politiets tilsvarende bestemmelser.
Stk. 2. I forbindelse med bistand til politiet
kan nærmere udvalgt personale fra Forsvaret bemyndiges til at udøve beføjelser,
som tilkommer politiet efter denne lovs kapitel 3-5
og retsplejelovens kapitel 69,
72, 73,
74 og 75 b. Bemyndigelse
sker efter rigspolitichefens eller chefen for Politiets Efterretningstjenestes nærmere
bestemmelse og efter godkendelse fra forsvarsministeren eller den, der af ministeren
bemyndiges hertil.
§ 24 b er indsat ved § 1.1 i lov nr. 708 af 08.06.2018 fra d. 01.07.2018.
§ 24 c. Justitsministeren kan efter forhandling med
forsvarsministeren fastsætte nærmere regler om politiets anmodninger om bistand
fra Forsvaret, politiets ansvar for opgaveløsningen, politiets ledelse af det bistandsydende
forsvarspersonale og tildeling af beføjelser efter § 24 b,
stk. 2, herunder krav om uddannelse m.v.
§ 24 c er indsat ved § 1.1 i lov nr. 708 af 08.06.2018 fra d. 01.07.2018.
§ 24 d. Politiet kan i øvrigt modtage bistand fra Forsvaret
til varetagelse af politimæssige opgaver til søs og i luften i forbindelse med Forsvarets
øvrige opgavevaretagelse.
Stk. 2. Justitsministeren kan efter forhandling
med forsvarsministeren fastsætte nærmere regler om Forsvarets varetagelse af politimæssige
opgaver til søs og i luften efter stk. 1.
§ 24 d er indsat ved § 1.1 i lov nr. 708 af 08.06.2018 fra d. 01.07.2018.
§ 24 e. Justitsministeren kan efter forhandling med
forsvarsministeren fastsætte regler om Forsvarets adgang til at træffe foranstaltninger
om at oprette midlertidige militære områder med henblik på at forebygge og afværge
fare for dansk og udenlandsk militært personale og materiel, der befinder sig uden
for faste militære områder her i landet.
§ 24 e er indsat ved § 1.1 i lov nr. 708 af 08.06.2018 fra d. 01.07.2018.
Kapitel 6 b er indsat ved § 1.3 i lov nr. 891 af 21.06.2022 fra d. 01.07.2022.
§ 24 f. Med bøde straffes den, der overtræder § 6 c, stk. 1, eller
overtræder et forbud mod ikkenødvendig kørsel fastsat i medfør af § 6 e, stk. 1, 1. pkt.,
eller stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Stk. 2. Med bøde straffes endvidere den, som overtræder et påbud udstedt
efter § 6 d, stk. 1.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar
efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 24 f er indsat ved § 1.3 i lov nr. 891 af 21.06.2022 fra d. 01.07.2022.
Kapitel 7: Ikrafttrædelsesbestemmelser
m.v.
§ 25. Loven træder i kraft den 1. august 2004.
§ 26. Lov af 11. februar 1863 angaaende Omordning af
Kjøbenhavns politi m.v. og lov nr. 21 af 4. februar 1871 indeholdende Bestemmelser
om Politiet uden for Kjøbenhavn ophæves.
Stk. 2. De i medfør af de i stk. 1 nævnte love
udstedte politivedtægter forbliver i kraft indtil den 1. juli 2005.
§ 27. I lov om rettens
pleje, jf. lovbekendtgørelse nr.
815 af 30. september 2003, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 352 af 19. maj 2004,
ophæves § 108.
§ 28. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser,
som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Justitsministeriet, den 29. november 2019
Nick Hækkerup
/ Lene Steen
Advokat Jørgen U. Grønborg