Lov om renter og andre forhold ved forsinket betaling (renteloven)1)

Lovens titel er ændret ved § 1.1 i lov nr. 1244 af 18.12.2012 fra d. 01.03.2013. Hidtidig formulering: Renteloven

Lovændringer


Lovændringer

Lov nr. 638 af 21.12.1977 om renter ved forsinket betaling m.v.

Som ændret ved

Lov nr. 618 af 19. december 1984,
§ 4 i lov nr. 1098 af 21.12.1994,
Lov nr. 462 af 07.06.2001.
(Loft over rykkergebyrer m.v. i forbrugerforhold - fra d. 01.07.2001) og
Lov nr. 379 af 06.06.2002
(Gennemførelse af EF-direktiv om bekæmpelse af forsinkede betalinger i visse handelsforhold m.v. - fra d. 01.08.2002).

Nu lovbekg. nr. 743 af 04.09.2002, som ændret ved

§ 3 i lov nr. 554 af 24.06.2005 (Sagsomkostninger, retshjælp og fri proces) fra d. 01.07.2005.
§ 14 i lov nr. 523 af 06.06.2007 (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.) fra d. 01.01.2008.
§ 1 i lov nr. 1244 af 18.12.2012 (Gennemførelse af direktiv om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner og ændring af rentesatsen i visse formueretlige love) fra d. 01.03.2013.

Nu lovbekg. nr. 459 af 13.05.2014


§ 1. Loven gælder for rente af pengekrav på formuerettens område, jfr. dog § 8 og § 8 a

Stk. 2. § 9 a gælder for alle inddrivelsesomkostninger vedrørende fordringer på formuerettens område, mens § 9 b alene gælder for rykker- og inkassogebyrer vedrørende sådanne fordringer.

Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse, hvis andet er bestemt ved eller i henhold til lov, eller hvis andet er aftalt, jf. dog §§ 7, 9 a og 9 b. Loven finder endvidere ikke anvendelse, hvis andet følger af handelsbrug eller anden sædvane, jf. dog §§ 9 a og 9 b. Er der tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1, gælder 2. pkt. ikke.

Stk. 4. Angår kravet vederlag i henhold til aftale om levering af varer eller tjenesteydelser, der er indgået mellem erhvervsdrivende som led i deres erhverv eller mellem en erhvervsdrivende som led i dennes erhverv og en offentlig myndighed, kan fordringshavers ret til at kræve rente efter forfaldsdagen, jf. §§ 3-4, ikke udelukkes ved aftale, handelsbrug eller anden sædvane. Endvidere kan fordringshavers ret til at kræve rente efter § 5 ikke udelukkes ved handelsbrug eller anden sædvane.

Stk. 5. Angår kravet vederlag i henhold til en aftale omfattet af stk. 4, og er skyldner en offentlig myndighed, kan betalingsfristen i § 3 b og renten i § 5, stk. 1, ikke ved aftale fraviges til skade for fordringshaver.

§ 1, stk. 1 er ændret fra d. 01.07.2005 ved § 3.1 i lov nr. 554 af 24.06.2005: I § 1, stk. 1, ændres »§ 8« til: »§§ 8 og 8 a«.
§ 1, stk. 2 -4 er ændret fra d. 01.08.2002 ved lov nr. 379 af 06.06.2002:
§ 1, stk. 3 og 4 er ophævet og stk. 3-5 er indsat ved § 1.3 i lov nr. 1244 af 18.12.2012 fra d. 01.03.2013 og gælder for rente af pengekrav, som forfalder den 1. marts 2013 eller senere. Hidtidig formulering: Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse, hvis andet er bestemt ved eller i henhold til lov, eller hvis andet er aftalt, jf. dog §§ 7, 9 a og 9 b.
Stk. 4. Loven finder ikke anvendelse, hvis andet følger af handelsbrug eller anden sædvane, jf. dog §§ 9 a og 9 b. Dette gælder ikke, for så vidt angår fravigelse til skade for skyldneren, hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1. Der kan desuden kræves rente efter §§ 3-5, selv om andet følger af handelsbrug eller anden sædvane, hvis kravet angår vederlag i henhold til aftale om levering af varer eller tjenesteydelser, som er indgået mellem erhvervsdrivende som led i deres erhverv eller mellem en erhvervsdrivende som led i sit erhverv og en ordregivende myndighed som defineret i direktiverne 92/50/EØF, 93/36/EØF, 93/37/EØF og 93/38/EØF om offentlige indkøbskontrakter.

§ 2. Der skal ikke betales rente for det tidsrum, der ligger forud for forfaldsdagen.

§ 2 er ændret fra d. 01.08.2002, jfr. lov nr. 379 af 06.06.2002:
§ 2 er ændret ved § 1.4 i lov nr. 1244 af 18.12.2012 fra d. 01.03.2013 og gælder for rente af pengekrav, som forfalder den 1. marts 2013 eller senere. Hidtidig formulering: Der skal ikke betales rente for det tidsrum, der ligger forud for forfaldsdagen, jfr. dog § 1, stk. 3 og stk. 4, 1. og 2. pkt.

§ 3. Rente skal betales fra forfaldsdagen, hvis denne er fastsat i forvejen.

Stk. 2. I andre tilfælde skal der betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, da fordringshaveren har afsendt eller fremsat anmodning om betaling. Skyldneren skal ikke betale rente for det tidsrum, der ligger forud for modtagelsen af anmodningen.

Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 skal der tidligst betales rente, når der er gået 1 måned efter den dag, hvor skyldneren var i stand til at indhente de oplysninger, som må anses for nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse.

Stk. 4. Uanset stk. 2 og 3 skal der senest betales rente fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til betaling af gælden.

Stk. 5. Hvor særlige forhold begrunder det, kan retten bestemme, at rente skal betales fra et tidligere eller senere tidspunkt. Ved fordringer i henhold til aftaler som nævnt i § 1, stk. 4, kan retten dog alene bestemme, at rente skal betales fra et tidligere tidspunkt.

§ 3, stk. 2 er ændret fra d. 01.08.2002 ved. lov nr. 379 af 06.06.2002. Hidtidig formulering: § 3, stk. 2. I andre tilfælde skal der betales rente, når der er gået en måned efter den dag, da fordringshaveren har afsendt eller fremsat anmodning om betaling med angivelse af, at manglende betaling medfører pligt til at betale rente. Har fordringshaveren afsendt eller fremsat anmodningen på en månedsdag, som ikke findes i den følgende måned, skal skyldneren betale rente fra denne måneds sidste dag. Skyldneren skal dog ikke betale for det tidsrum, der ligger forud for modtagelsen af anmodningen.
Fra d. 01.08.2002 er 1 måned ændret til 30 dage i § 3, stk. 3, jfr. lov nr. 379 af 06.06.2002.
Fra d. 01.08.2002 er indsat nyt § 3, stk. 5, 2. pkt., jfr. lov nr. 379 af 06.06.2002

§ 3, stk. 5 er ændret ved § 1.5 i lov nr. 1244 af 18.12.2012 fra d. 01.03.2013 og gælder for rente af pengekrav, som forfalder den 1. marts 2013 eller senere. I § 3, stk. 5, og § 5, stk. 3, ændres »§ 1, stk. 4, 3. pkt.« til: »§ 1, stk. 4«.

§ 3 a. Angår kravet vederlag i henhold til en aftale omfattet af § 1, stk. 4, som er indgået mellem erhvervsdrivende, kan den aftalte betalingsfrist ikke være mere end 30 dage regnet fra det tidspunkt, da fordringshaver har afsendt eller fremsat anmodning om betaling. Dette gælder dog ikke, hvis fordringshaver udtrykkeligt har godkendt en længere betalingsfrist og betalingsfristen ikke er urimelig over for fordringshaver.

§ 3 a er indsat ved § 1.6 i lov nr. 1244 af 18.12.2012 fra d. 01.03.2013 og gælder for rente af pengekrav, som forfalder den 1. marts 2013 eller senere.

§ 3 b. Angår kravet vederlag i henhold til en aftale omfattet af § 1, stk. 4, og er skyldner en offentlig myndighed, kan den aftalte betalingsfrist ikke være mere end 30 dage regnet fra det tidspunkt, da fordringshaver har afsendt eller fremsat anmodning om betaling.

Stk. 2. Justitsministeren kan efter forhandling med erhvervs- og vækstministeren fastsætte regler om, at betalingsfristen i stk. 1 kan være op til 60 dage for offentlige myndigheder, der udfører økonomiske aktiviteter af industriel og kommerciel karakter ved at udbyde varer eller tjenesteydelser på markedet, når myndigheden som offentlig virksomhed er omfattet af definitionen i artikel 2, litra b, i direktiv 2006/111/EF om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virksomheder og om den finansielle gennemskuelighed i bestemte virksomheder.

§ 3 b er indsat ved § 1.6 i lov nr. 1244 af 18.12.2012 fra d. 01.03.2013 og gælder for rente af pengekrav, som forfalder den 1. marts 2013 eller senere.

§ 3 c. § 3 a og § 3 b, stk. 1, gælder ikke, hvis der er indgået aftale om ratevis betaling og den enkelte rates forfaldstid er fastsat i en betalingsplan, som er udtrykkeligt godkendt af fordringshaver.

Stk. 2. Hvis der er indgået aftale om ratevis betaling i henhold til en betalingsplan som nævnt i stk. 1, er hver rate eller afdrag omfattet af betalingsfristen i § 3 a eller § 3 b, stk. 1.

§ 3 c er indsat ved § 1.6 i lov nr. 1244 af 18.12.2012 fra d. 01.03.2013 og gælder for rente af pengekrav, som forfalder den 1. marts 2013 eller senere.

§ 3 d. Angår kravet vederlag i henhold til en aftale omfattet af § 1, stk. 4, og er der fastsat en godkendelses- eller kontrolprocedure, hvorved varens eller tjenesteydelsens overensstemmelse med aftalen skal konstateres, må varigheden af denne procedure ikke overskride 30 dage efter varens eller tjenesteydelsens modtagelse. Dette gælder dog ikke, hvis fordringshaver udtrykkeligt har godkendt en længere godkendelses- eller kontrolprocedure og en sådan procedure ikke er urimelig over for fordringshaver.

§ 3 d er indsat ved § 1.6 i lov nr. 1244 af 18.12.2012 fra d. 01.03.2013 og gælder for rente af pengekrav, som forfalder den 1. marts 2013 eller senere.

§ 4. Hvis fordringshaverens forhold hindrer betaling, skal der ikke betales rente, så længe hindringen varer. Dette gælder, uanset det er aftalt, at gælden forrentes forud for forfaldsdagen.

Stk. 2. Hvis rimelig hensyntagen til fordringshaveren efter hindringens særlige beskaffenhed kræver, at skyldneren indsætter beløbet i bank eller sparekasse, skal han betale fordringshaveren, hvad der ville være indvundet herved.

§ 5. Renten efter forfaldsdagen fastsættes til en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 8 pct. Som referencesats anses i denne lov den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.

Stk. 2. Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks Nationalbank og økonomiministeriet ændre renten, dog således at det i stk. 1 nævnte tillæg ikke kan fastsættes til mindre end 8 pct..

Stk. 3. Hvor særlige forhold begrunder det, kan retten bestemme, at der skal betales en højere eller lavere rente. Ved fordringer i henhold til aftaler som nævnt i § 1, stk. 4, kan retten dog alene bestemme, at der skal betales en højere rente.

§ 5 er ændret fra d. 01.08.2002, jfr. lov nr. 379 af 06.06.2002:. Hidtidig formulering: § 5. Renten efter forfaldsdagen fastsættes til en årlig rente, der svarer til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 6 pct. (Fra d. 01.01.1991 5%)
Stk. 2. Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks Nationalbank og økonomiministeriet ændre renten.
Stk. 3. Hvor særlige forhold begrunder det, kan retten bestemme, at der skal betales en højere eller lavere rente.

§ 5, stk. 3 er ændret ved § 1.5 i lov nr. 1244 af 18.12.2012 fra d. 01.03.2013 og gælder for rente af pengekrav, som forfalder den 1. marts 2013 eller senere. I § 3, stk. 5, og § 5, stk. 3, ændres »§ 1, stk. 4, 3. pkt.« til: »§ 1, stk. 4«.
§ 5, stk. 1 og 2 er ændret ved § 1.7 i lov nr. 1244 af 18.12.2012 fra d. 01.03.2013 og gælder for rente af pengekrav, som forfalder den 1. marts 2013 eller senere. I § 5, stk. 1 og 2, ændres »7« til: »8«.

§ 6. Kunne fordringshaveren på andet grundlag kræve højere rente, bevarer han retten hertil.

§ 7. § 5 kan ikke fraviges til skade for en skyldner ved aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når skyldneren hovedsagelig handler uden for sit erhverv.

Stk. 2. Vedtagelse i de aftaler, der er nævnt i stk. 1, om, at skyldneren efter forfaldsdagen i stedet for eller i tillæg til rente skal betale en løbende provision eller lignende, er ikke bindende for skyldneren i det omfang, summen af rente og provision overstiger renten efter § 5.

Stk. 3. Skal skyldneren for det tidsrum, der ligger forud for forfaldsdagen, betale en fast eller variabel rente, der, eventuelt med tillæg af en løbende provision eller lignende, er højere end den rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, bevarer fordringshaveren dog retten til den højere rente m.v. efter forfaldsdagen.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder ikke for aftaler, der indgås af et godkendt pengeinstitut, realkreditinstitut eller kreditinstitut.

§ 7, stk. 1 er affattet ved § 4 i lov nr. 1098 af 21.12.1994 fra d. 01.01.1995.
§ 7, stk. 4 er ændret ved § 14.1 i lov nr. 523 af 06.06.2007 fra d. 01.01.2008. Hidtidig formulering:
Stk. 4. Stk. 1-3 gælder ikke for aftaler, der indgås af banker, sparekasser, andelskasser samt realkreditinstitutter, der er godkendt af staten.

§ 8. Hvis pengekrav uden for formuerettens område ikke betales i rette tid, skal rente som fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, betales fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til betaling af gælden.

Stk. 2. § 3, stk. 5, § 4, stk. 1, § 5, stk. 3, og § 6 gælder også for pengekrav uden for formuerettens område.

§ 8 a. Sagsomkostninger tilkendt ved dom eller anden retsafgørelse i en borgerlig sag forrentes fra fuldbyrdelsesfristens udløb med rente som fastsat efter § 5, stk. 1 og 2.

Stk. 2. I tilfælde af appel skal rente betales fra udløbet af fuldbyrdelsesfristen for afgørelsen i den foregående instans, i det omfang afgørelsen om sagsomkostninger stadfæstes. Dette gælder, selv om appel fandt sted inden fuldbyrdelsesfristens udløb eller appellen i øvrigt havde opsættende virkning.

§ 8 a er indsat fra d. 01.07.2005 ved § 3.2 i lov nr. 554 af 24.06.2005

§ 9. Fører lovbestemmelser om rente for særlige krav til en lavere rente end den, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, skal skyldneren dog betale den der nævnte rente fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til betaling af gælden. § 5, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 9 a. Fordringshaveren kan kræve, at skyldneren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen, medmindre forsinkelsen med betalingen ikke beror på skyldnerens forhold.

Stk. 2. Stk. 1 kan ikke fraviges til skade for fordringshaveren ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sædvane. Hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1, kan reglen i stk. 1 endvidere ikke fraviges til skade for skyldneren ved aftale.

Stk. 3. Angår kravet vederlag i henhold til en aftale omfattet af § 1, stk. 4, kan fordringshaver kræve, at skyldneren betaler fordringshaver et fast kompensationsbeløb til dækning af inddrivelsesomkostninger i tilfælde af forsinket betaling. Kompensationsbeløbet påvirker ikke fordringshavers eventuelle betalingskrav efter stk. 1. Fordringshavers ret til at kræve kompensation efter 1. pkt. kan ikke udelukkes ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sædvane.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvilke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt efter stk. 1, med henblik på, at udgifterne skal være gennemsigtige og stå i passende forhold til fordringen, herunder regler om, at der ved fordringer inden for bestemte beløbsgrænser alene kan kræves betaling op til visse maksimumsbeløb. Endvidere fastsætter justitsministeren regler om størrelsen af kompensationsbeløbet i stk. 3, 1. pkt.

Stk. 5. For omkostninger ved retslig inddrivelse gælder retsplejelovens regler om sagsomkostninger.

§ 9 a er ændret fra d. 01.08.2002, jfr. lov nr. 379 af 06.06.2002:
§ 9 a, stk. 3 er indsat ved § 1.8 i lov nr. 1244 af 18.12.2012 fra d. 01.03.2013 og gælder for inddrivelsesomkostninger, hvor det pågældende betalingskrav opstår efter lovens ikrafttræden.
§ 9 a, stk. 4, 2. pkt. er indsat ved § 1.9 i lov nr. 1244 af 18.12.2012 fra d. 01.03.2013 og gælder for inddrivelsesomkostninger, hvor det pågældende betalingskrav opstår efter lovens ikrafttræden.

§ 9 b. For rykkerskrivelser vedrørende fordringer kan fordringshaveren kræve et gebyr, jf. stk. 2, såfremt skrivelsen er fremsendt med rimelig grund (rykkergebyr). Fordringshaveren kan endvidere kræve et gebyr, jf. stk. 3, for at anmode en anden om at inddrive fordringen på fordringshaverens vegne, såfremt dette er sket med rimelig grund (inkassogebyr).

Stk. 2. Der kan kræves et rykkergebyr på højst 100 kr. hver rykkerskrivelse, dog højst for 3 skrivelser vedrørende samme ydelse. Har skyldneren inden for en sammenhængende periode til stadighed været i restance vedrørende samme skyldforhold, kan der uanset 1. pkt. højst kræves rykkergebyr for 3 skrivelser vedrørende restancerne i den pågældende periode. Der kan kun kræves gebyr for rykkerskrivelser, som er sendt med mindst 10 dages mellemrum.

Stk. 3. Der kan kræves et inkassogebyr på højst 100 kr.

Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 kan ikke fraviges til skade for skyldneren ved aftale, hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1. I andre tilfælde kan reglerne i stk. 1-3 fraviges ved aftale eller handelsbrug eller anden sædvane i det omfang, som følger af § 9 a, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt.

§ 9 b er ændret fra d. 01.08.2002, jfr. lov nr. 379 af 06.06.2002:
§ 9 b, stk. 2 er ændret ved § 14.2 i lov nr. 523 af 06.06.2007 fra d. 01.01.2008. I § 9 b, stk. 2, udgår »inkl. moms«.
§ 9 b, stk. 3 er ændret ved § 14.3 i lov nr. 523 af 06.06.2007 fra d. 01.01.2008. I § 9 b, stk. 3, udgår »inkl. moms.«

§ 10. Loven finder anvendelse på pengekrav, som forfalder den 1. juli 1978 eller senere.

Stk. 2. § 7 finder også anvendelse på aftaler, der er indgået før den 1. juli 1978, hvis kravet forfalder den 1. juli 1978 eller senere.

Stk. 3. § 38 i lov nr. 102 af 6. april 1906 om køb, som ændret ved lov nr. 212 af 26. april 1973, og §§ 6 og 62 i lov nr. 146 af 13. april 1938 om gældsbreve, som ændret ved lov nr. 212 af 26. april 1973, ophæves.

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Lov nr. 462 af 7. juni 20012) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2001.

Stk. 2. Loven gælder for rykkergebyrer vedrørende rykkerskrivelser, der sendes efter lovens ikrafttræden, og for inkassogebyrer, hvor det pågældende gebyrkrav opstår efter lovens ikrafttræden.

Lov nr. 379 af 06.06.2002 3) (Gennemførelse af EF-direktiv om bekæmpelse af forsinkede betalinger i visse handelsforhold m.v. - fra d. 01.08.2002) indeholder denne ikrafttrædelsesbestemmelse

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2002.

Stk. 2. Loven gælder for rente af pengekrav, som forfalder den 1. august 2002 eller senere. § 1, nr. 54), gælder dog kun, hvis den pågældende betalingsanmodning er afsendt eller fremsat den 1. august 2002 eller senere.

Stk. 3. Loven gælder for inddrivelsesomkostninger, hvor det pågældende betalingskrav opstår efter lovens ikrafttræden. Loven gælder endvidere for rykkergebyrer vedrørende rykkerskrivelser, der sendes efter lovens ikrafttræden, samt for inkassogebyrer, hvor det pågældende gebyrkrav opstår efter lovens ikrafttræden.

Justitsministeriet, den 4. september 2002

Lene Espersen

/Henrik Øe

Officielle noter

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner, EU-Tidende 2011, nr. L 48, side 1.

Fodnoten til lovens titel er indsat ved § 1.2 i lov nr. 1244 af 18.12.2012 fra d. 01.03.2013.

2) Lovændringen gennemfører loft over rykker- og inkassogebyrer i forbrugerforhold (nu § 9 b).

3) Lovændringen vedrører § 1, stk. 2-4, § 2, § 3, stk. 2-3 og stk. 5, § 5, stk. 1-3, § 9 a og § 9 b.

4) § 1, nr. 5, i lov nr. 379 af 6. juni 2002 indebærer en ophævelse af den rentepåkravsregel, som tidligere fulgte af rentelovens § 3, stk. 2.

Advokat Jørgen U. Grønborg