Civilretsdirektoratets vejledning nr. 214 af 20.12.1995 om forældremyndighed og samvær (Ophævet fra. d. 01.01.2007)
| 1. Indledning | 5. Anden kontakt |
| 2. Fælles forældremyndighed | 6. Orientering om barnet |
| 3. Samvær | 7. Børnesagkyndig rådgivning |
| 4. Etablering af overvåget samvær | 8. Forældremyndighed i øvrigt |
Med virkning fra den 1. januar 1996 træder lov
nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær i kraft. Loven ophæver
kapitel 2 og §§ 35, 36 og 37 i myndighedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 443 af
3. oktober 1985, idet myndighedslovens regler om forældremyndighed og samvær nu
indeholdes i denne nye lov.
I medfør af lovens § 17, stk. 4 og § 31 er der ved
bekendtgørelse nr. 994 af 14. december 1995 om forældremyndighed og samvær
fastsat nærmere administrative regler.
I det følgende redegøres - især på baggrund af forarbejderne til loven om forældremyndighed
og samvær - for en række af de ændringer, som navnlig vil have betydning for statsamterne.
2. Fælles forældremyndighed
Efter lovens §§ 6 og 7, stk. 2, skal aftaler om fælles forældremyndighed for fremtiden
alene anmeldes til statsamtet. Hensigten hermed er at gøre det lettere for de mange
forældre, som ønsker fælles forældremyndighed. Statsamtet skal således alene modtage
og kvittere for anmeldelsen. Anmeldelse kan dog ikke finde sted, hvis aftalen om
fælles forældremyndighed er tidsbegrænset eller i øvrigt betinget.
Anmeldelsen af aftalen er en gyldighedsbetingelse og skal ske senest 14 dage efter,
at den første af forældrene har underskrevet blanketten. Modtager statsamtet anmeldelsen
efter fristens udløb, afvises anmeldelsen og forældrene orienteres om, at de i givet
fald må indgive en ny anmeldelse.
En anmeldelse anses for rettidig, selv om den måtte være indgivet til et andet statsamt
end det, hvortil anmeldelsen skal ske efter reglerne om stedlig kompetence i bekendtgørelsens
§ 20.
Aftale om fælles forældremyndighed kan indgås inden barnets fødsel, hvis faderskabet
er anerkendt eller anerkendes på dette tidlige tidspunkt.
Det forudsættes som hidtil, at forældre, der aftaler fælles forældremyndighed, er
og fortsat kan blive enige om de væsentlige spørgsmål om barnet. Fælles forældremyndighed
er således et frivilligt alternativ for ugifte, herunder fraskilte, og separerede
forældre, der kan samarbejde om barnet. Der er ikke adgang for myndighederne til
at træffe afgørelse i tvister mellem forældrene - bortset fra afgørelser om samvær.
En tvist mellem forældrene om f.eks. barnets bopæl vil således ikke kunne indbringes
for statsamtet til afgørelse.
Det følger af lovens § 16, at en tvist om samvær kan løses under fælles forældremyndighed,
idet der kan udfærdiges resolution om samvær, uanset at forældrene har fælles forældremyndighed.
Denne ændring forventes at komme til at betyde, at færre forældre ønsker ophævelse
af fælles forældremyndighed, idet fastsættelse af samvær således ikke er betinget
af, at man frasiger sig forældremyndigheden. (Se om samvær under fælles forældremyndighed
nedenfor under 3.)
3. Samvær
Samvær ved fælles forældremyndighed
Efter lovens § 16 har alle forældre, der ikke har barnet boende, som udgangspunkt
ret til samvær. Det er ikke længere afgørende, hvorledes forældremyndigheden er
fastlagt.
Denne adgang indebærer bl.a., at det vil være muligt at behandle tvister om samvær
forud for og uafhængigt af en afgørelse eller aftale om fordeling af forældremyndigheden.
En anmodning om en samværsresolution kan således indgives til statsamtet, når blot
det ligger fast, hvem barnet skal bo hos i en kortere eller længere tid. Spørgsmålet
om barnets bopæl kan bero på en aftale eller de faktiske forhold.
Hvis barnet bor lige meget hos hver af forældrene, antages begge at have barnet
boende, og der kan ikke udfærdiges samværsresolution.
Samvær ved eneforældremyndighed
Selv om ordvalget i § 16 kunne tyde på det modsatte, kan der ikke udfærdiges samværsresolution
for den af forældrene, der har forældremyndigheden alene. Det følger af forarbejderne,
at hensigten med det ændrede kriterium for fastsættelse af samvær alene er at sikre
forældre med fælles forældremyndighed adgang til at få samvær fastsat.
Den hidtidige forbindelse
Efter de hidtidige regler kunne statsamtet afslå at fastsætte samvær samt ophæve
eller ændre et samvær, hvis hensynet til, hvad der var bedst for barnet, talte derfor.
Ved afgørelsen skulle der navnlig tages hensyn til den pågældendes hidtidige forbindelse
med barnet.
Efter den nye lovs § 17, stk. 3, kan statsamtet afslå at fastsætte samvær eller
ophæve et fastsat samvær, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet. Bestemmelsen
om, at der ved afgørelsen navnlig skal tages hensyn til den pågældendes hidtidige
forbindelse med barnet, er ikke medtaget i den nye lov.
Dette indebærer ifølge forarbejderne til lovændringen bl.a., at der - også selv
om forældrene ikke tidligere har boet sammen eller kun har boet sammen i kort tid
- i videre omfang end hidtil skal lægges vægt på, at der i takt med barnets alder
og udvikling skal etableres en kontakt til den af forældrene, som det ikke bor hos.
Et kortvarigt eller manglende samliv vil således ikke længere tale afgørende mod
fastsættelse af samvær. Afgørelse om samvær skal dog træffes efter en konkret vurdering
af, hvad der er bedst for barnet.
Det fremgår således af forarbejderne, at samværet med et lille barn, vil kunne begrænses
til få timer ad gangen og derefter forøges i takt med barnets alder. Et eventuelt
samvær skal være regelmæssigt og uden for lange mellemrum. Der bør herved tages
særligt hensyn til, om samværet kan udøves i trygge omgivelser, og det bør overvejes,
om støtte og overvågning er hensigtsmæssig.
Spørgsmålet om, fra hvilket tidspunkt samvær med små børn kan fastsættes, har været
drøftet med børnesagkyndige og været forelagt Retslægerådet.
Har den, der anmoder om fastsættelse af samvær, boet sammen med barnet i nogle måneder
og deltaget i den daglige omsorg for barnet og søges samvær i umiddelbar forbindelse
med samlivsophævelsen, må det i almindelighed antages at være bedst for barnet,
at forbindelsen bevares kontinuerligt og uden afbrydelse. Også et sådant samvær
bør under hensyn til barnets alder begrænses til nogle få timer ad gangen. Da den
pågældende har deltaget i den daglige omsorg for barnet, vil der sjældent være behov
for at fastsætte overvåget samvær.
Ønsket om kontinuitet kan, afhængig af sagsbehandlingstiden og forholdene i øvrigt,
tale for at fastsætte midlertidigt samvær efter lovens § 26. (Se yderligere nedenfor
om midlertidigt samvær.)
Har den af forældrene, der søger samvær, ikke boet sammen med barnet, vil det i
almindelighed være bedst for barnet, at der ikke fastsættes samvær i de første 4
måneder af barnets liv. Baggrunden herfor er, at moderen og barnet skal have ro
til at opbygge deres forhold, og at barnet i den spæde alder normalt vil have bedst
af ikke at blive overladt til en person, som moderen ikke ønsker at betro det til.
Det er således normalt yderst uhensigtsmæssigt og utilrådeligt at fastsætte samvær,
før barnet er 4 måneder gammelt.
Særlige omstændigheder kan imidlertid efter en konkret vurdering føre til, at der
først fastsættes samvær på et endnu senere tidspunkt. Som eksempler kan nævnes forhold
omkring graviditeten eller fødslen, en for tidlig fødsel af barnet, eller en særlig
sarthed hos barnet eller hos moderen.
Man bør endvidere tage i betragtning, at barnet i almindelighed i den sidste tredjedel
af det første leveår ofte har angst for fremmede, således at det ikke vil være hensigtsmæssigt,
at barnet i denne periode skal stifte bekendtskab med en ukendt fader. Det bør desuden
tages i betragtning, at det kan være en stor belastning for barnet at lade samværet
begynde i nær tidsmæssig sammenhæng med, at barnet begynder i en pasningsordning
uden for hjemmet.
Også faderens forhold kan føre til tilbageholdenhed med at fastsætte samvær. Er
spørgsmålet om udlevering af barnet til faderen konfliktfyldt, eller er moderen
særligt sårbar, således at samværet vil påføre moderen en sådan belastning, at det
forstyrrer hendes forhold til barnet, vil der normalt ikke blive fastsat samvær
før barnet er 1 år gammelt, medmindre en konkret, børnesagkyndig vurdering taler
for, at der fastsættes samvær.
I ganske særlige tilfælde kan det være påkrævet, at kontakten først etableres, når
barnet har den nødvendige forståelse for, hvad der skal foregå, hvilket ifølge de
børnesagkyndige først er tilfældet, når barnet er godt 3 år gammelt.
Civilretsdirektoratet skal i særlig grad vedrørende små børn pege på muligheden
for børnesagkyndig rådgivning af forældrene, med henblik på at forældrene kan løse
deres konflikter. Der vil også kunne tilbydes børnesagkyndig rådgivning med henblik
på at følge barnets reaktioner og udvikling under udøvelsen af et fastsat samvær,
jf. lovens § 28, stk. 2.
Det kan være hensigtsmæssigt at holde møde med forældrene og vejlede dem om deres
retsstilling, herunder at lovens udgangspunkt er, at barnets kontakt med begge forældre
skal søges bevaret. Forældrene bør således på behørig vis vejledes om, at en protest
mod fastsættelse af samvær i givet fald alene kan føre til, at der ikke på nuværende
tidspunkt fastsættes samvær, og at det normalt anses for bedst for barnet, at der
så tidligt som muligt etableres kontakt med den anden af forældrene. Et afslag på
samvær med et lille barn vil i almindelighed ikke betyde, at der ikke på et senere
tidspunkt fastsættes samvær med barnet.
Langvarig manglende kontakt
Med hensyn til større børn, der i en årrække ikke har haft kontakt med den, der
ønsker samvær, opretholdes den gældende praksis. Der skal således fortsat ikke alene
lægges vægt på varigheden af adskillelsen - omkring 5 år i de normale tilfælde -
men også på årsagen hertil, f.eks. om det skyldes passivitet fra den samværsberettigedes
side. Man bør være opmærksom på, at barnet i sådanne tilfælde kan have etableret
en social kontakt til en anden voksen i den samværsberettigedes sted, ligesom fastsættelse
af et samvær i øvrigt kan gribe forstyrrende ind i barnets forhold.
Ændring af samvær ved forandrede
forhold
I lovens § 17, stk. 2, er der opstillet et særligt kriterium for ændring af samvær.
Den af forældrene, der anmoder om ændring af samværet, skal normalt kunne påvise,
at der foreligger nye forhold, før der kan blive tale om en ændring af den tidligere
aftale eller afgørelse. Dette gælder dog ikke, hvis det fremgår, at der tidligere
er sket en fejlbedømmelse af forældrenes og barnets livssituation.
Baggrunden for, at kriteriet for ændring af samværet er strammet, er i følge forarbejderne
til loven, at det i nogle tilfælde har skabt lange perioder med uro, at statsamtet
i princippet skulle gennemføre en fuldstændig sagsbehandling ved hver ny henvendelse
- også selv om der alene var tale om forandringer af detaljer vedrørende samværet
eller om indskrænkning og udvidelse af samvær, som kort tid forinden havde været
genstand for grundig sagsbehandling.
Afslag på og ophævelse af samvær
Efter lovens § 17, stk. 3, kan statsamtet afslå at fastsætte samvær eller ophæve
en aftale eller afgørelse herom, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet. Efter
bestemmelsens ordlyd skal afslaget eller ophævelsen således være påkrævet af hensyn
til barnet. Selvom ordvalget i forhold til tidligere ordvalg kunne tyde på det modsatte,
er det ifølge forarbejderne meningen, at praksis skal lempes. Man har fundet, at
kriteriet 'er påkrævet' er bedst stemmende med intentionerne, idet der også i fremtiden
skal meget til - dog ikke helt så meget som tidligere - for at der kan træffes afgørelse
om ophævelse af samværet eller gives afslag på at fastsætte samvær.
Det må bero på en konkret vurdering af samtlige momenter i sagen om afslag på og
ophævelse af samvær i det enkelte tilfælde er påkrævet af hensyn til barnet. Det
kan f.eks. være tilfældet, hvis samværet pga. forældrenes indbyrdes forhold vil
blive meget konfliktfyldt. Der bør således ske en lempelse i forhold til gældende
praksis, hvor kravet er, at der skal være tale om alvorlige forstyrrelser og skade
i familiesituationen, om negative egenskaber hos samværsberettigede ud over den
normale variationsbredde eller bestemt tilkendegivne ønsker fra barnet.
Der må som tidligere nævnt også lægges vægt på, om den af forældrene, der ønsker
samvær hidtil har været passiv i forhold til barnet og f.eks. gennem en årrække
ikke har haft kontakt til barnet.
I sager om afslag på og ophævelse af samvær skal der normalt udarbejdes børnesagkyndige
erklæringer til brug for vurderingen. Det kan undertiden være hensigtsmæssigt at
nøjes med - som led i sagsbehandlingen - at fastsætte samvær med overvågning, hvor
en børnesagkyndig kan se den samværsberettigede og barnet sammen.
Herved kan samspillet og barnets reaktioner vurderes, og den børnesagkyndige kan
få et indtryk af, om de grunde, der fremføres for, at yderligere kontakt skal undgås
eller afbrydes, er berettigede. Oplysninger om forløbet af et overvåget samvær kan
således indgå selvstændigt ved statsamtets afgørelse eller føre til, at der foretages
en egentlig børnesagkyndig undersøgelse.
Midlertidigt samvær
Efter lovens § 26 kan der som en nydannelse fastsættes midlertidigt samvær under
behandlingen af en sag om samvær. Reglen giver mulighed for at imødegå de problemer,
som opstår, når en sagsbehandling er langvarig. En sag kan trække længe ud, f.eks.
på grund af forvaltningslovens regler om partshøring, lovens krav om rådgivning
eller på grund af gennemførelse af en børnesagkyndig undersøgelse. Reglen gør det
muligt at etablere eller fastholde en forbindelse på et acceptabelt niveau under
en sådan sagsbehandling. Et midlertidigt samvær - f.eks. med overvågning - kan også
være en løsning i tilfælde, hvor der fremkommer anmodning om ophævelse af et eksisterende
samvær.
Midlertidigt samvær kan fastsættes, uden at alle de processuelle regler er fulgt
fuldt ud. Efter forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, gælder forpligtelsen til
at foranstalte partshøring efter § 19, stk. 1, således ikke, hvis partens interesse
i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til
offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse. Bestemmelsen
tilsiger netop at give den fornødne hjemmel til, at myndigheden kan træffe afgørelse
uden forinden at iværksætte partshøring i tilfælde, hvor det er af væsentlig betydning
at træffe en foreløbig afgørelse.
Et midlertidigt samvær ophører, når der foreligger en endelig samværsafgørelse.
Kriteriet for afgørelse efter § 26 vil i alle tilfælde være, hvad der er bedst for
barnet.
Omfanget af et midlertidigt samvær under en verserende forældremyndighedssag må
fastlægges i lyset af, at det er meningen, at barnet skal bevare kontakten med begge
forældre under forældremyndighedstvisten. Der vil således kunne fastsættes samvær
ud over det, der i øvrigt ville være muligt inden for rammerne af sædvanlig praksis
for fastsættelse af samvær.
Tidligere aftaler
eller tilkendegivelser i retten
Såfremt forældrene under en sag om forældremyndighed har fremsat tilkendegivelser
om det fremtidige samvær, vil disse tilkendegivelser fremgå af retsbogen eller dommen
i sagen. Statsamtet bør i givet fald være en part i en samværssag behjælpelig med
at anmode retten om en udskrift af eventuelle aftaler eller tilkendegivelser om
samværet, som er nedskrevet af retten under en retssag om forældremyndighed.
4. Etablering af overvåget samvær
Det følger af lovens § 17, stk. 1, at statsamtet kan etablere samvær med overvågning,
hvis dette er bedst for barnet.
Hensynet til barnet tilsiger, at overvågning varetages af en person, som barnet
kender og er tryg ved. Statsamtet bør således sikre, at overvågning i videst muligt
omfang varetages af familiemedlemmer eller personer fra forældrenes bekendtskabskreds.
Det er statsamtets opgave at tilrettelægge overvåget samvær efter en individuel
bedømmelse af behovet.
Det fremgår af lovens § 17, stk. 4, at justitsministeren kan fastsætte regler om
overvåget samvær. Bemyndigelsen er på nuværende tidspunkt endnu ikke udnyttet til
en udbygning i forhold til de tidligere gældende regler, men overvågning som et
offentligt tilbud er for tiden under overvejelse.
Hvis overvåget samvær skal finde sted i neutrale lokaler, bør forældrene og barnet
have mulighed for at se lokalerne, inden samværet iværksættes. For så vidt angår
små børn, kan der i øvrigt peges på, at vuggestuen vil være en god ramme for et
overvåget samvær, hvis det er muligt at samarbejde herom.
Overvåget samvær kan have forskellige formål og former. Der vil være en del tilfælde,
hvor man - for at få et samvær i gang - har behov for i en kort overgangsperiode
at fastsætte, at en person, som barnet kender og er tryg ved, skal overvære samværet.
Dette gælder situationer, hvor der er gået lang tid, siden barnet har set den af
forældrene, der ønsker samvær, og hvor der er ængstelse hos barnet eller hos den,
der skal udlevere barnet til samvær.
I andre tilfælde kan der være behov for i en periode at lade samværet foregå på
et sted, hvor en erfaren person kan tilkaldes og eventuelt yde støtte under samværet.
Undertiden kan der være behov for en udenforståendes hjælp til at afdramatisere
afhentning og aflevering af barnet.
Det vil formentlig fortsat være i et meget begrænset antal samværssager, at der
vil være behov for at etablere en fuld overvågning af samværet. Det kan navnlig
tænkes i situationer med mistanke om overgreb eller med risiko for bortførelse.
Overvågning bør normalt tidsbegrænses, således at det fremgår af resolutionen, hvad
der skal være gældende efter tidsbegrænsningen, herunder om samværet da skal tages
op til ny vurdering.
5. Anden kontakt
Ved lovens § 18 er der åbnet mulighed for, at statsamtet efter anmodning træffer
bestemmelse om anden kontakt med barnet i form af telefonsamtaler, brevveksling
og lignende. Af lovens forarbejder fremgår det, at udveksling af indspillede bånd
og videoer, telefaxer, elektronisk post samt anden form for skriftlig meddelelse
også er omfattet heraf.
Bestemmelsen kan anvendes, uanset at der er fælles forældremyndighed, men kan alene
anvendes i særlige tilfælde. Herved er det tilkendegivet, at der skal foreligge
en speciel situation, før statsamtet kan træffe beslutning om denne form for kontakt
mod den ene af forældrenes ønske. Det er således ikke hensigten, at det skal blive
almindeligt, at der fastsættes bestemmelse om anden kontakt med barnet i forbindelse
med statsamtets afgørelser om samvær. Statsamtet skal endvidere ikke fungere som
mellemled for denne kontakt.
Behovet for statsamtets bistand til at træffe bestemmelse efter lovens § 18 kan
efter forarbejderne til loven navnlig tænkes at foreligge, hvis den af forældrene,
der har barnet boende, griber ind i barnets kontakt med den anden af forældrene
uden rimelig grund.
Bestemmelsen kan også anvendes som supplement til et samvær, som på grund af afstanden
mellem forældrenes bopæle er meget eller noget mere begrænset end samvær i sædvanligt
omfang. Bor den samværsberettigede i udlandet, således at der kun kan blive samvær
i ferier, f.eks. 2-3 uger samlet en gang om året, kan telefonsamtaler eller skriftlig
kontakt være et godt middel til at bevare forbindelsen og dermed en kontinuitet
i relationerne. Det samme kan være tilfældet for børn af sømænd og langturschauffører
med længerevarende ophold uden for hjemmet.
Kontakten kan undertiden være et alternativ til et samvær, hvor dette af praktiske
grunde ikke kan gennemføres. Hvis det findes forsvarligt, vil det ikke være udelukket
at anvende § 18 i tilfælde, hvor samværet er nægtet eller ophævet efter § 17, stk.
3, fordi fysisk, personlig kontakt vil være til skade for barnet, eller fordi der
er konkret fare for bortførelse af barnet.
Bestemmelsen kan også anvendes til at afstikke grænserne for kontakten, f.eks. til
at fastlægge de dage og tidspunkter, hvor opringninger kan finde sted, hvis hyppige
opringninger i tide og utide er forstyrrende for familielivet.
Anmodes der om ændring eller ophævelse af den fastsatte kontakt, finder grundsætningerne
i § 17, stk. 2 og 3, om samvær, anvendelse.
Statsamtets afgørelser efter § 18 kan ikke gennemtvinges eller sanktioneres, f.eks.
gennem fogdens tvangsbøder eller umiddelbare magtanvendelse.
6. Orientering om barnet
Lovens § 19, stk. 1, giver den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden,
adgang til at få en orientering om barnet, fra skoler, institutioner, hospitaler
m.v. Bestemmelsen hjemler ikke ret til aktindsigt eller ret til at repræsentere
barnet.
Statsamtet skal ikke fungere som mellemled for denne orientering. Er statsamtet
i besiddelse af oplysninger, som er af betydning for den pågældendes mulighed for
at henvende sig til de rette myndigheder og institutioner, skal statsamtet dog som
udgangspunkt videregive disse oplysninger. I øvrige tilfælde kan statsamtet henvise
den pågældende til at søge oplysningerne gennem f.eks. skoleforvaltningen i barnets
bopælskommune, som kan oplyses af CPR-registret.
I særlige tilfælde kan statsamtet efter § 19, stk. 2, efter anmodning fra institutionen
eller indehaveren af forældremyndigheden fratage den af forældrene, der ikke har
del i forældremyndigheden, adgangen til at få orientering om barnet fra den pågældende
institution.
Anmoder institutionen om, at den pågældende fratages adgangen til at få orientering
om barnet, vil dette navnlig kunne ske, hvor den pågældende benytter adgangen til
at få orientering i et sådant omfang, at dette får karakter af en urimelig belastning
af institutionen. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den pågældende gentagne gange
- måske næsten dagligt - retter henvendelse til institutionen om mindre vigtige
spørgsmål vedrørende barnet.
Der kan ved afgørelsen om at fratage retten til orientering bl.a. tages hensyn til,
om der er tale om en lille skole eller børneinstitution med begrænsede ressourcer
til at imødekomme gentagne anmodninger om orientering om barnet.
Anmoder indehaveren af forældremyndigheden om, at den pågældende fratages adgangen
til at få orientering om barnet, vil grundsætningerne i § 17, stk. 2 og 3, om samvær
kunne finde anvendelse ved statsamtets afgørelse om ændring eller ophævelse af den
fastsatte kontakt. I tilfælde, hvor statsamtet imødekommer forældremyndighedsindehaverens
anmodning om at fratage den anden af forældrene adgangen til at få orientering alene
af hensyn til indehaveren af forældremyndigheden, er det op til denne selv at orientere
de respektive institutioner og myndigheder om statsamtets afgørelse.
Statsamtets afgørelse om at fratage den anden af forældrene adgangen til orientering
kan påklages til Civilretsdirektoratet.
Der henvises i øvrigt til Civilretsdirektoratets skrivelse
af 8. december 1995 til samtlige kommuner m.fl. vedrørende § 19 i lov om
forældremyndighed og samvær.
7. Børnesagkyndig rådgivning
Lovens § 28 indeholder på flere punkter en styrkelse af den børnesagkyndige rådgivning,
og det er ikke hensigten med udeladelsen af ordet 'familiesagkyndig' at se bort
fra den familiesammenhæng, hvori rådgivning indgår.
Formålet med rådgivningen ved uenighed om forældremyndighed og samvær er at hjælpe
parterne til at løse deres konflikt under hensyn til, hvad der er bedst for barnet,
jf. lovens § 28, stk. 1. En rådgivning, hvor det at opnå enighed mellem forældrene
er helt dominerende, vil måske kunne føre til uheldige resultater. Der bør ikke
fokuseres så meget på en løsning af konflikten, at et forlig eller et kompromis
bliver et altoverskyggende mål.
Således kan en ordning med fælles forældremyndighed, hvis der er konfliktfyldte
relationer, i det konkrete tilfælde være mere til skade end gavn for barnet. En
deleordning, som forældrene kan enes om som et kompromis, vil måske heller ikke
være den bedste løsning for barnet.
Rådgivningstilbud skal, hvis det findes hensigtsmæssigt, fremsættes over for både
forældre og børn, idet det således bør sikres, at barnet - hvis muligt - inddrages
i rådgivningen. Statsamtet kan efter en konkret vurdering tillade, at barnet medbringer
en bisidder til rådgivningen. Statsamtet bør, hvis det findes hensigtsmæssigt, vejlede
barnet om denne mulighed.
Statsamtet bør tillige være opmærksom på muligheden for en længerevarende eller
kontinuerlig rådgivning i henhold til sociallovgivningen.
Der er nu efter lovens § 28, stk. 2, mulighed for, at statsamtet efter en konkret
vurdering kan tilbyde børnesagkyndig rådgivning, selvom der ikke er uenighed om
forældremyndighed og samvær, hvis der er et særligt behov herfor. Det fremgår af
forarbejderne til loven, at tilbudet bl.a. kan fremsættes i situationer med fælles
forældremyndighed, hvor der er behov for rådgivning om vigtige enkeltspørgsmål med
henblik på, at forældrene selv bliver i stand til at løse deres problem.
Statsamtet kan efter lovens § 28, stk. 3, undlade at fremsætte tilbud om rådgivning,
hvis det i det enkelte tilfælde findes unødvendigt eller uhensigtsmæssigt. Efter
forarbejderne til loven tænkes der herved navnlig på situationer, hvor der inden
for de sidste måneder forgæves er gennemført en rådgivning, eller hvor henvendelsen
drejer sig om rene detailspørgsmål.
Nogle forældremyndighedssager kan også være uegnede til rådgivning, bl.a. hvis det
er oplagt, at sagen ender med en retssag. Som yderligere eksempler på situationer,
hvor rådgivningen er overflødig eller måske skadelig, kan nævnes, at forældrene
kan være meget umodne og som følge heraf ikke modtagelige for rådgivning, at den
ene eller begge er helt uden ressourcer, f.eks. på grund af alkohol- eller narkotikamisbrug,
eller at der har været vold i familien.
Der kan også være tilfælde, hvor den ene af forældrene klart nægter at medvirke
til en løsning, der går vedkommende imod, og hvor rådgivning derfor vil være forgæves.
Endelig kan der være sager, der på forhånd må anses for særligt vanskelige, og hvor
rådgivning ikke skønnes at være noget middel til løsning af forældrenes konflikt,
men hvor der snarere kan være et behov for en hurtig afgørelse af det spørgsmål,
der har givet anledning til konflikten.
Spørgsmålet om undladelse af at fremsætte tilbud om rådgivning må i hver enkelt
sag træffes efter en konkret vurdering af samtlige omstændigheder i sagen.
Af bekendtgørelsens § 13 fremgår det, at rådgivning skal finde sted blot en af forældrene
eller barnet har taget imod tilbudet. Af forarbejderne til loven fremgår det, at
begge forældre og barnet bør indkaldes til rådgivning, blot en af forældrene er
positiv over for et tilbud herom. Selvom kun den ene af forældrene møder til en
sådan rådgivning, bør rådgiveren som udgangspunkt bruge den afsatte tid til en samtale
med den pågældende.
Statsamtet kan træffe midlertidig afgørelse om samvær, hvis dette findes hensigtsmæssigt,
uanset at rådgivning er i gang.
Efter bekendtgørelsens § 12, stk. 4, er adgangen til åben rådgivning opretholdt,
og denne form for rådgivning bør styrkes gennem orientering om muligheden herfor.
Rådgiverne skal bestå af særlige sagkyndige, og disse skal have en indsigt i familiemæssige
problemstillinger. Det bør i den forbindelse tilstræbes, at rådgiverne oplæres og
efteruddannes, hvis dette er nødvendigt.
Der skal efter endt rådgivning gøres et notat om rådgivningens resultat og om eventuelle
aftaler mellem parterne til brug for det eventuelle videre sagsforløb. Hvis samtykke
kan opnås, bør der endvidere gøres notat om parternes eventuelle modsatrettede ønsker
og baggrunden herfor. Er forældrene uenige om samvær med et lille barn vejledes
forældrene om de særlige forhold, der her gør sig gældende, jf. ovenfor under pkt.
3.
Det bør sikres, at parterne får en grundig vejledning om, hvorledes rådgivningen
kan integreres i et eventuelt sagsforløb. Det fremgår således af bekendtgørelsens
§ 19, stk. 3, at sagsbehandleren - som hidtil - kan vejlede parterne om muligheden
for at aftale, at der på baggrund af rådgivningen udarbejdes en vurdering eller
erklæring til brug for det videre sagsforløb.
8. Forældremyndighed i øvrigt
Ved lovens § 14, stk. 1, 4. og 5. pkt., og § 14, stk. 3, er der indsat nye bestemmelser,
som regulerer tilfælde, hvor en af forældrene har forvoldt den andens død.
Lovens § 14, stk. 1, 4. og 5. pkt., finder anvendelse, hvis forældrene havde fælles
forældremyndighed, og den efterlevende boede sammen med barnet ved dødsfaldet. Hvis
barnet og den efterlevende ikke boede sammen gælder reglerne i lovens § 14, stk.
1, 2. og 3. pkt.
Dør den af forældrene, der har forældremyndigheden alene, gælder bestemmelsen i
lovens § 14, stk. 2.
Anvendelsesområdet for reglen i § 14, stk. 1, 4. og 5. pkt., er begrænset til tilfælde,
hvor det efter en konkret vurdering er af afgørende betydning af hensyn til barnet,
at forældremyndigheden tillægges en anden. Det er herved hensigten, at reglen ikke
skal anvendes i alle tilfælde, hvor den ene af forældrene har dræbt den anden, men
kun hvor hensynet til barnet, herunder hensynet til, at der skabes ro om barnet
fremover, gør det nødvendigt. Hvis den efterlevende af forældrene fortsat må anses
for egnet til at varetage opgaven som indehaver af forældremyndigheden over barnet,
vil det således ikke blive aktuelt at anvende bestemmelsen.
Det forhold, at den efterlevende frihedsberøves i forbindelse med drabet og i længere
tid ikke vil være i stand til at varetage den daglige omsorg for barnet, er derfor
ikke i sig selv tilstrækkelig grund til, at forældremyndigheden tillægges en anden.
Udgangspunktet er således, at den efterlevende af forældrene bevarer forældremyndigheden,
så barnet ikke samtidig mister begge forældre.
Bestemmelsen kan anvendes i tilfælde, hvor der foreligger manddrab efter straffelovens
§ 237. Hvis dødsfaldet er forvoldt af den anden af forældrene ved vold (straffelovens
§ 246, jf. § 245) eller ved, at denne har hensat den anden i hjælpeløs tilstand
(straffelovens § 250), kan det også blive aktuelt at anvende bestemmelsen. Det er
heller ikke udelukket at anvende bestemmelsen ved medvirken.
Der er kun adgang til at fratage forældremyndigheden, hvis en anden - eller et ægtepar
i forening - ønsker at overtage ansvaret for barnet og anmoder om at blive tillagt
forældremyndigheden. Formålet med fratagelse af forældremyndigheden må også være,
at der er udsigt til, at barnet vil få bedre opvækstvilkår hos en ny eller nye indehavere
af forældremyndigheden, mens der ikke er mulighed for at fratage forældremyndigheden,
hvis ingen ønsker at overtage dette ansvar.
De sociale myndigheder vil imidlertid kunne være opmærksomme på, at der efter omstændighederne
kan være særlige hensyn til barnet, der taler for, at en anden person er parat til
at påtage sig forældreansvaret.
En afgørelse efter bestemmelsen må afvente, at der foreligger en endelig dom. Omvendt
må det forudsættes, at anmodning fremsættes, inden der er gået længere tid efter
dommen.
En anmodning om at blive tillagt forældremyndigheden kan indgives til statsamtet,
inden der foreligger endelig dom, hvis den efterlevende af forældrene er sigtet
for forholdet. Den pågældende vil i almindelighed blive varetægtsfængslet i forbindelse
med sigtelsen. Der vil i så fald eventuelt være mulighed for at benytte bestemmelsen
i § 24, hvorefter der kan træffes en midlertidig afgørelse om forældremyndigheden.
For så vidt angår samvær mellem barnet og den efterlevende af forældrene gælder
de almindelige regler.
Den nye bestemmelse i § 14, stk. 3, vedrører tilfælde med eneforældremyndighed,
hvor indehaveren af forældremyndigheden forvolder den anden af forældrenes død,
og en anden anmoder om at få tillagt forældremyndigheden.
Det fremgår af forarbejderne, at betingelserne for at anvende bestemmelsen bliver
de samme, som gælder efter § 14, stk. 1. Anmodningen kan således kun imødekommes,
hvis det er af afgørende betydning af hensyn til barnet, at forældremyndigheden
ikke forbliver hos den efterlevende. Det kan i den forbindelse have betydning, i
hvilket omfang barnet har haft kontakt med den af forældrene, der er blevet dræbt.
Hvis der ikke har været kontakt af betydning mellem den afdøde og barnet, vil det
næppe være aktuelt at anvende bestemmelsen.
De nævnte bestemmelser omhandler ikke den situation, hvor den af forældrene, der
er eneindehaver af forældremyndigheden, dræber den anden af forældrene, uanset at
denne havde samvær med barnet.
