I næsten alle nye love viser der sig at være fejl og forglemmelser, som først opdages, efter at loven er vedtaget. Dette gælder også ægtefælleloven, som trådte i kraft d. 01.01.2018. Denne oversigt viser de fejl og forglemmelser, som foreløbigt er dukket op. Der viser sig sikkert at være flere.
Gitte Meldgaard Abrahamsen har d. 27.10.2017 henledt min opmærksomhed på fejlene nr. 12, 14 og 15. Se herom: Gitte Meldgaard Abrahamsen i UfR 2018 B.46-52: Begrebsafklaring eller begrebsforvirring?
Advokat Johan Stæger har henledt
min opmærksomhed på 9 af de øvrige fejl.
6 af fejlene (nr. 4, 6, 11, 12, 24 og 26) kan tilskrives Retsvirkningslovsudvalget,
medens de resterende 45 fejl kan tilskrives Børne - og Socialministeriet.
Der er formentligt og forhåbentligt tale om danmarkshistoriens mest
fejlfyldte lov!
Hele 12 af fejlene vedrører ÆFL § 51.
Ifølge ÆFL § 1 råder hver ægtefælle under ægteskabet over sin formue,
uanset om formuen er erhvervet før eller efter indgåelsen af ægteskabet, dog med
de begrænsninger som følger af stk. 2,
§ 2 samt
kapitel 2 og
3. Henvisningen til § 2 er upræcis, da begrænsningerne i en ægtefælles
særråden står i konkurslovens § 64 og
ÆFL § 2, stk.2 og 3
En ægtefælle må ifølge
ÆFL § 6 ikke uden den anden ægtefælles samtykke indgå aftale om at overdrage,
pantsætte, udleje eller bortforpagte familiens helårsbolig eller en bolig, der er
bestemt til familiens helårsbolig, når boligen helt eller delvist indgår i ligedelingen
efter ÆFL § 5,
stk. 1, 1. pkt. Ifølge bemærkningerne er en bolig, der er erhvervet for
en personskadeerstatning omfattet af
ÆFL § 36, ikke omfattet af bestemmelsen. Dette er ikke korrekt, da det kun
er erstatningsbeløbet, der kan udtages forlods. Ejendommen må derfor være omfattet
af ÆFL § 6,
jf. Irene Nørgaard i Familieret, 4. udg. 2019 p. 197 note 37.
Ifølge bemærkningerne kræves der ikke ægtefællesamtykke ved dispositioner over en
helårsbolig. der er erhvervet for midler fra en pensionsrettighed
omfattet af ÆFL §§ 34 og 35. Dette er ikke korrekt. Der skulle
have stået, at
ÆFL § 6 ikke omfatter boliger, der er erhvervet med en udbetaling,
der udelukkende hidrører fra en rimelig alders- og kapitalpension, supplerende engangssum
og supplerende engangsydelse, der er udbetalt ordinært, jf.
ÆFL § 34, stk. 2, eller enhver alders- og kapitalpension, supplerende engangssum
og supplerende engangsydelse, der er udbetalt, når ægteskabet er kortvarigt, jf.
ÆFL
§ 35, stk. 2.
Børne
- og Socialministeeriet har overset overset, at det kun er en
lille del af alle udbetalte pensioner, der ikke indgår i
delingsformuen.
Ifølge
ÆFL § 6, stk. 3 kræves der samtykke efter stk. 1 også efter separation eller
skilsmisse, indtil der er indgået aftale eller truffet endelig afgørelse om boligen
efter ÆFL §
48. Hvis der er tale om en ejendom, der ikke er omfattet
af krydsende udtagelsesret efter
ÆFL § 48, f. eks. en udlejningseejendom med 8 lejligheder, hvoraf ægtefællerne
bebor een lejlighed, må kravet om ægtefællesamtykke ophøre på ophørsdagen, selv
om lovens ordlyd siger noget andet. Problemet er overset i bemærkningerne.
Efter ÆFL § 8, stk. 2 skal retssag efter stk. 1 anlægges inden 3 måneder efter, at den anden ægtefælle fik kendskab til aftalen, dog senest 1 år efter, at aftalen blev gennemført. Blev aftalen tinglyst inden overtagelsesdagen, regnes fristen fra tinglysningen. Lovteksten er ikke korrekt udformet, Fristen skal regnes fra tinglysningen, hvis aftalen blev tinglyst inden overtagelsesdagen. Børne- og socialministeriet har overset, at der også kan ske omstødelse af pantsætninger, hvor der ikke er tale om tinglysning før eller efter en overtagelsesdag
Hvis der er tale om pantsætning, må 1-årsfristen regnes fra tinglysningen, hvilket dog ikke fremgår af lovens ordlyd.
Ifølge bemærkningerne til
ÆFL § 10 om omstødelse af gaver, skal gavegiver
ikke som i konkurslovens § 64 (se følgelovsforslagets § 3) godtgøre at have været
sufficient og likvid trods gaven, men alene at gaven ikke medførte begrundet risiko
for insufficiens og insolvens. Gavegiver er ikke part i sagen og skal derfor ikke
godtgøre noget i en sag mellem ægtefællen og gavemodtager. Ægtefællen må have bevisbyrden
for, at gaven medfører
en nærliggende risiko for, at ægtefællen ikke kan få dækning for sine regulerings-
og misbrugskrav efter ÆFL §§ 38-40, krav på kompensation i særlige situationer efter
ÆFL §§ 41 og 42, eller krav på fællesskabskompensation efter ÆFL § 44 og rimelighedskompensation
efter ÆFL § 45.
Ifølge
ÆFL § 10, stk. 2 skal retssag om krav efter
stk. 1 anlægges inden 1 år efter, at den anden ægtefælle har fået kendskab til gaven,
og inden 3 år efter det tidspunkt, hvor gaven blev givet. Hvis tinglysning eller
anden sikringsakt er nødvendig for, at gavemodtager opnår beskyttelse mod retsforfølgning
fra gavegivers kreditorer, anses gaven for givet på det tidspunkt, hvor sikringsakten
blev foretaget. Det fremgår ikke af bemærkningerne, om en gave
skal anses for givet på det tidspunkt, hvor gaveløftet er kommet til
modtagerens kundskab, eller på det tidspunkt, hvor gaven blev
fuldbyrdet. Efter min opfattelse er en gave givet, når gaveløftet er
kommet til modtagerens kundskab, men bemærkninger burde have taget
stilling til problemet.
Hvis ægtefællerne ønsker, at f. eks. M's erhvervsvirksomhed, som drives i selskabsform,
skal være M's fuldstændige særeje, og at familiens bolig skal være delingsformue,
kan ægtefællerne hverken aftale abstrakt eller genstandsrelateret sumdeling,
jf. ordlyden af
ÆFL § 12, stk. 2, 5), og de kan således ikke aftale, at f. eks. de første
2 mio. kr. af nettoværdien af M's anparter efter skat samt familiens bolig skal
være M's delingsformue, mens resten af M's formue skal være hans fuldstændige særeje.
Der er ikke i forarbejderne givet nogen begrundelse for, at en sådan fornuftig og
rimelig aftale ikke kan indgås.
Hvis der ved ægtepagt er
indgået aftale efter
ÆFL § 15 om, at værdien af en
alders- kapital- eller ratepension skal indgå i formuedelingen, er der udtagelsespligt til den
pågældende alders- kapital- eller ratepension, medmindre pensionen hæves, jf. ÆFL § 50,
som må antages at have afløst RVL § 16 h, stk. 3, selv om
ÆFL § 50 omhandler
pensionsrettigheder, der indgår i formuedelingen (ekstra pensioner), medens ÆFL
§ 15-aftaler omhandler værdien af pensionsrettigheden. Bemærkningerne omtaler slet
ikke RVL § 16 h, stk. 3. Der burde i ÆFL § 15 være indsat et sålydende stk. 2:
§ 50, jf. § 46,
stk. 2 og 3 og
§ 47 finder tilsvarende anvendelse..
ÆFL § 20
skal ifølge bemærkningerne forstås således, at det er tilstrækkeligt,
at en ægtepagt er underskrevet digitalt. Den nye regel er indført, som om
der er tale om en videreførsel af gældende ret, men det er ikke tilfældet. RVL §
35 krævede, at en ægtepagt var underskrevet under parternes hånd, og ægtepagter,
der kun er underskrevet digitalt før d. 01.01.2018, må anses for ugyldige.
Disse ugyldige ægtepagter er ifølge bemærkningerne blevet gyldige fra d. 01.01.2018,
selv om bemærkningerne er baserede på en retsvildfarelse.
Ifølge
ÆFL § 21 en ægtepagt kun ændres eller ophæves ved
ægtepagt. En ægtepagt kan ikke aflyses. En ophævelse af en tidligere
ægtepagt kan kun ske ved, at der oprettes et tillæg til den tidligere
ægtepagt. Et særeje kan ophæves, men en ægtepagt kan ikke ophæves -
den kan kun ændres.
Det er uklart, om
ÆFL § 23 kun gælder arv og gaver fra tredjemand, eller om den også gælder arv
og gaver mellem ægtefællerne indbyrdes. RVL-udvalget havde foreslået, at reglerne om arv og gave kun skulle gælde arv og
gaver fra tredjemand, jf. udvalgets overskrift til lovudkastet kap. 5. Overskriften
til ÆFL kap. 7 anfører kun ”arveladers og gavegivers bestemmelser om særeje”, og bemærkningerne til
ÆFL § 23
omtaler ikke, om bestemmelsen også gælder arv og gaver mellem ægtefællerne.
I
de almindelige bemærkninger 3.11. hedder overskriften ”Arv og gave fra tredjemand.
Ifølge
ÆFL § 23, stk. 1 kan arvelader og gavegiver træffe samme bestemmelser
om særeje, som ægtefæller kan aftale efter
ÆFL § 12, dog ikke om sumsæreje eller sumdeling efter
ÆFL 12, stk. 2, nr. 4 og 5. Dette skyldes ifølge bemærkningerne,
at en bestemmelse om sumsæreje bl.a. vil betyde, at en arving vil kunne forbruge
hele arven og stadig kunne udtage sumsærejet ved formuedelingen. Tilsvarende vil
arvingen ved bestemmelse om sumdeling kunne forbruge arven og alligevel ved formuedeling
kunne udtage den del af arven, der overstiger delingsformuen. Begrundelsen
er korrekt for så vidt angår abstrakt sumsæreje eller abstrakt sumdeling.
Der er derimod ikke nogen begrundelse for ar forbyde tredjemand at bestemme, at
arven eller gaven skal være genstandsrelateret sumsæreje eller sumdeling.
Der burde være præciseret, at en arvelader og gavegiver
også kan træffe bestemmelse om, at arven eller gaven skal være delingsformue.
Der skal således ikke sluttes modsætningsvist fra
ÆFL § 23, stk. 1.
Ifølge
ÆFL §
24, stk. 1 opstår der brøkdelssæreje, hvis et aktiv erhverves
for både særeje og delingsformue. Der er ikke i loven eller i bemærkningerne
taget stilling til, hvad der gælder, hvis et aktiv erhverves for
delingsformue og formue, der ikke skal deles, f. eks. en udbetalt kapitalpension,
jf.
ÆFL § 34, stk. 2, eller en personskadeerstatning, jf.
ÆFL § 36.
ÆFL § 24 kan ikke anvendes analogt ved oprindelig sammenblanding under
uskiftet bo, da AL § 30, stk. 2 og 3 ikke er blevet omformuleret på
samme måde som
ÆFL §§ 38 og
39, jf.
Nikolaj Maul Sørensen i
TFA 2024.17-22:
Oprindelig sammenblanding under uskiftet bo. Dette forekommer mig at
være uigennemtænkt og inkonsekvent.
Ifølge ÆFL §
26, stk. 1, 3) indgår pensionsrettigheder
efter ÆFL §
34 ikke i ligedelingen. Dette er ikke korrekt. Det er kun pensioner omfattet
af ÆFL § 34,
stk. 1-3, der ikke indgå i ligedelingen. Ekstra pensioner indgår ifølge
ÆFL
§ 34, stk. 4 i ligedelingen.
Ifølge ÆFL §
26, stk. 1, 5) indgår personlige og uoverdragelige
rettigheder omfattet af
ÆFL § 37 ikke i ligedelingen. Dette er ikke korrekt. Der kan godt
være personlige og uoverdragelige rettigheder, der indgår i ligedelingen. Dette
gælder f. eks. båndlagt gave, der ikke er gjort til særeje, jf. UfR 1954.990 HD.
Ifølge
ÆFL § 26, stk. 1, 8) indgår en ægtefælles krav på underholdsbidrag
fra den anden ægtefælle efter denne lov eller efter lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning ikke i ligedelingen. Ifølge
ÆSKL § 53, stk. 2, 2. pkt., som er ophævet pr. d. 01.01.2018, medregnes
krav på forfaldne underholdsbidrag ikke som aktiv i den berettigede ægtefælles bodel.
Sådanne krav skal efter gældende ret medregnes som passiv i skyldnerægtefællens
bodel, men dette skal tilsyneladende ikke længere gælde. Der er ikke givet nogen
begrundelse for denne ændring, som må være en lapsus. I Familieret,
4. udg., 2019
p. 269 f. antages det, at kravene fortsat kan medregnes som passiv hos skyldnerægtefællen.
Ifølge
ÆFL § 26, stk. 2 skal der inden ligedeling efter stk. 1 fradrages gæld
§ 29, jf. dog § 30.
Henvisningen til stk. 1 er meget uheldig, da stk. 1 ikke handler om ligedeling.
Der skulle have stået: inden ligedeling efter
§ 5, stk. 1, 1. pkt
ÆFL
§ 26, stk. 2 og 3 burde være suppleret med følgende bestemmelse i stk. 4:
Stk. 2 og 3 finder ikke anvendelse, hvis andet følger af ægtefællernes aftale efter
ÆFL § 18
Ifølge
ÆFL § 26, stk. 5 finder reglerne i afsnit IV anvendelse, hvis en
af ægtefællerne dør inden separation eller skilsmisse. Bestemmelsen er formuleret
forkert, da den også omfatter ægtefæller, der dør, uden at der er ansøgt om separation
eller skilsmisse. Meningen må være, at ophørsdagen er dødsdagen, hvis en ægtefælle
dør, efter at statsforvaltningen har modtaget anmodning om separation eller skilsmisse,
men inden at der er meddelt separation eller skilsmisse ved bevilling eller dom.
Godtgørelseskrav ved omstødelse i medfør af
ÆL § 26 skal ikke medtages
ved opgørelsen af formuen, jf. den nu ophævede bestemmelse i
ÆSKL § 53, stk. 2.
Reglerne
om deling ved omstødelse af ægteskab er overført til
ÆL § 25, stk. 2-4, men der
står intet om, at kompensation efter § 26 kan holdes uden for ligedelingen. § 25,
stk. 2 in fine og stk. 4 henviser til ÆFL afsnit III og IV – og i disse afsnit
står der heller ikke noget om, at godtgørelseskrav efter § 26 kan holdes uden for ligedelingen.
Der må være tale om en lapsus fra Børne- og Socialministeriets
side.
Ifølge ÆFL §
26, stk. 1, 2 indgår personlige genstande omfattet
af ÆLFL § 31
ikke i ligedelingen. § 31 omfatter ifølge bemærkningerne kun ægtefællers
delingsformue. Genstande omfattet af ÆFL § 31 er med andre ord delingsformue, der
ikke indgår i ligedelingen, hvilket er i strid med definitionen af delingsformue
i ÆFL
§ 5, stk. 2.
Ved udarbejdelsen af
ÆFL § 33 har Børne- og Socialministeriet glemt at anføre, at
der som hidtil også kan blive tale om skævdeling, hvis en
ægtefælle har overført midler fra sit særeje til delingsformuen.
Det må antages, at retsstillingen - trods forglemmelsen - ikke
er blevet ændret.
ÆFL § 36
har afløst EAL § 18, stk. 2 om forlodsudtagelse af personlige erstatninger, og de nye regler gælder også for skader, der er indtrådt før d. 01.01.2018.
Erstatning for skader, der er indtrådt før d. 01.10.1984, har hidtil været reguleret
efter RVL § 15, stk. 2, og dette indebar, at ikke blot erstatningsbeløbet, men også
renter og værdistigninger formentligt kunne udtages forlods, jf. Irene Nørgaard
i Familieret, 5. udg., 2003, p. 562-563. Efter lovens ordlyd gælder de nye regler
i ÆFL § 36 også erstatning for skader, der er indtrådt før d. 01.10.1984, hvilket
indebærer, at den skadelidtes ret til forlodsudtagelse er blevet forringet. Der er ikke noget steds i bemærkningerne en omtale af, at en sådan forringelse har
været tilsigtet. Der må være tale om en lapsus, hvor man har glemt skader, der er
indtrådt før d. 01.10.1984.
Anvendes en personskadeerstatning til indfrielse
af en gæld, der kan fratrækkes i delingsformuen, er erstatningen
i behold, hvis gælden bestod på tidspunktet for modtagelsen, jf.
ordlyden i
ÆFL § 36,
stk. 1, men ikke, hvis gælden er stiftet efter
modtagelsen. Det er ikke muligt at give en fornuftig forklaring
på denne retsstilling, jf. Nikolaj Maul Sørensen i
TFA 2023.389-396. Der er tale om en lapsus.
Ifølge bemærkningerne til
ÆFL § 48 er der ikke krydsende udtagelsesret til aktiver, der er erhvervet for
en personskadeerstatning omfattet af
ÆFL § 36. Dette er ikke korrekt, da det kun er erstatningsbeløbet, der kan
udtages forlods. Ejendommen må derfor være omfattet af
ÆFL § 48, jf. Irene Nørgaard i Familieret,
4. udg., 2019, p. 289.
Ifølge bemærkningerne til
ÆFL § 48 er der ikke krydsende udtagelsesret til aktiver. der er
erhvervet for midler fra en pensionsrettighed omfattet af §§ 34 og 35. Dette er ikke korrekt. Der skulle have stået, at ÆFL
§ 48 ikke omfatter aktiver, der er erhvervet med en udbetaling, der udelukkende
hidrører fra en rimelig alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende
engangsydelse, der er udbetalt ordinært, jf.
ÆFL § 34, stk. 2, eller enhver alders- og kapitalpension, supplerende engangssum
og supplerende engangsydelse, der er udbetalt, når ægteskabet er kortvarigt, jf.
ÆFL
§ 35, stk. 2.
Ifølge
ÆFL § 49, stk. 1 kan en ægtefælle udtage aktiver, selv om værdien overstiger
det beløb, der tilfalder denne ægtefælle efter
ÆFL § 26. Henvisningen
til
ÆFL § 26 er en lapsus fra Børne- og
Socialministeriets side, da en ægtefælles krav på boslod ikke
fremgår af
ÆFL § 26, som handler om, hvilke aktiver og krav, der ikke
indgår i ligedelingen. Henvisningen skulle have været til
ÆFL § 5, stk. 1, 1. pkt.
Hvis et uskiftet bo skiftes i længstlevendes levende live,
indgår i ligedelingen af ægtefællernes delingsformue de aktiver og passiver, som
hver ægtefælle havde ved dødsfaldet, jf.
ÆFL § 51. Dette er ikke korrekt. Der skulle have stået:
Ved en ægtefælles død og ved skifte af uskiftet bo i den
længstlevende ægtefælles levende live indgår i ligedelingen af ægtefællernes delingsformue
efter § 5, stk.
1, 2. pkt., de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved dødsfaldet
eller som fandtes i boet ved udgangen
af det døgn, hvor anmodning om skifte er modtaget i skifteretten,
bortset fra følgende aktiver og krav:
Ifølge
ÆFL § 51, 2) indgår førstafdødes personlige og uoverdragelige rettigheder
omfattet af
ÆFL § 37 ikke i dødsboskiftet. Det fremgår ikke af bemærkningerne,
hvad der er tænkt på. Sådanne rettigheder vil enten bortfalder ved død eller miste
deres personlige karakter ved død. Der tænkes muligvis på successors ret i en successionrækkefølge.
Ifølge
ÆFL § 51, 2) indgår længstlevende ægtefælles personlige og uoverdragelige rettigheder
omfattet af
ÆFL § 37 ikke i dødsboskiftet.
Dette er ikke korrekt, hvis ægtefællerne ved ægtepagt har indgået aftale om, at
den personlige og uoverdragelige rettighed helt eller delvist skal indgå i formuedelingen,
jf. ÆFL § 17.
Ifølge
ÆFL § 51, 3) indgår den længstlevendes ægtefælles personlige erstatninger
omfattet af
§ 36, stk. 1 og 2 ikke i dødsboskiftet. Dette er ikke korrekt, hvis ægtefællerne
ved ægtepagt har indgået aftale om, at den personlige erstatning helt eller delvist
skal indgå i formuedelingen, jf.
ÆFL § 16.
Ifølge
ÆFL § 51, 4) indgår den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder efter § 52
ikke i dødsboskiftet. Børne- og socialministeriet har overset, at
ÆFL § 52 også omfatter længstlevendes lignende rettigheder, og at
det følger af AL § 23, stk. 3, at længstlevende
ægtefælles egne livsforsikringsordninger samt pensionsrettigheder og lignende rettigheder
ikke indgår i det uskiftede bo ved skifte af boet i den længstlevende ægtefælles
levende live.
I opregningen i ÆFL § 51 af rettigheder,
der ikke skal indgå i bodelingen, har Børne- og
Socialministeriet også glemt
AL § 23, stk. 7, hvorefter arv, gave og livsforsikringer samt pensionsydelser
og lignende ydelser, som tilfalder den længstlevende ægtefælle fra tredjemand, ikke
indgår i det uskiftede bo, hvis ægtefællen anmoder om skifte inden 3 måneder efter
formuegodets modtagelse.
Ifølge
ÆFL § 51, 4) indgår den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder efter § 52
ikke i dødsboskiftet. Henvisningen skulle alene have været til
ÆFL § 52, stk. 1 og 2, da beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter
af pensionsopsparing, jf.
ÆFL § 52, stk. 3, skal indgå i dødsboskiftet
Ifølge ÆFL §
51, 7) indgår en ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden
ægtefælle efter denne lov eller efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning ikke
i ligedelingen. Ifølge ÆSKL
§ 53, stk. 2, 2. pkt., som er ophævet pr. d. 01.01.2018, medregnes krav
på forfaldne underholdsbidrag ikke som aktiv i den berettigede ægtefælles bodel.
Sådanne krav skal efter gældende ret medregnes som passiv i skyldnerægtefællens
bodel, men dette skal tilsyneladende ikke længere gælde. Der er ikke givet nogen
begrundelse for denne ændring, som må være en lapsus. Irene
Nørgaard antager i Familieret, 4. udg., 2019
p. 289, at kravene fortsat kan medregnes som passiv hos skyldnerægtefællen.
Godtgørelseskrav ved omstødelse i medfør af
ÆL § 26 skal
ikke medtages ved opgørelsen af formuen, jf. den nu ophævede bestemmelse i
ÆSKL
§ 53, stk. 2.
Reglerne om deling ved omstødelse af ægteskab er overført
til
ÆL § 25, stk. 2-4, men der står intet om, at kompensation efter § 26 kan holdes
uden for ligedelingen. § 25, stk. 2 in fine og stk. 4 henviser til ÆFL afsnit III
og IV – og i disse afsnit står der heller ikke noget om, at kompensation efter
§ 26 kan holdes uden for ligedelingen.
Der må være
tale om endnu en lapsus fra Børne- og Socialministeriets side.
I ÆFL § 51 om opgørelse af delingsformuen ved død skulle der ifølge bemærkningerne være indsat et stk. 2 og stk. 3 svarende til bestemmelserne i ÆFL § 26, stk. 2 og 3, som lyder således:
Stk. 2. Inden ligedeling efter stk. 1 fradrages gæld efter § 29, jf. dog § 30.
Stk. 3. En ægtefælles delingsformue indgår ikke i ligedelingen,
hvis ægtefællens gæld efter
§ 29, jf. dog
§ 30, overstiger ægtefællens delingsformue.
Det må bero på en lapsus fra Børne- og Socialministeriets side, at disse bestemmelser
ikke er kommet med i lovens tekst.
Ifølge
ÆFL § 70, nr. 1 finder ÆFL §§ 6-9 anvendelse, når en sag om
ægtefælles økonomiske forhold behandles i Danmark, selv om dansk ret
ikke finder anvendelse på ægtefællernes økonomiske forhold.
Bestemmelsen var foreslået af RVL-udvalget, som også foreslog, at ÆFL
§§ 6-9 skulle gælde for helårsboliger, der var særeje. Reglen er
medtaget i loven, selv om ÆFL §§ 6-9 kun gælder helårsboliger, der
er delingsformue. Det kan ikke have været meningen, at ÆFL §§ 6-9
skal finde anvendelse, hvis ægtefællerne f. eks. har særeje efter
engelsk ret. Anvendelsen af ÆFL §§ 6-9 må forudsætte, at boligen
indgår i en udenlandsk formueordning, der kan sidestilles med dansk
delingsformue, jf. ÆFL-komm. 458.
Ifølge
ÆFL § 75
finder ÆFL § 10 ikke anvendelse for gaver,
der er givet til tredjemand før lovens ikrafttræden.
En gave er i aftaleretlig forstand givet, når et gaveløfte er kommet til modtagerens
kundskab. Bemærkningerne tyder på, at det afgørende tidspunkt
er gaveløftet. Anne Louise Bormann antager imidlertid i ÆL-Kommentar p. 469. at
en gave i denne relation først kan anses for givet, når gaven
er fuldbyrdet, og ikke allerede på tidspunktet for gaveløftet.
Kræves der en sikringsakt, er tidspunktet for sikringsakten
afgørende. Det er meget uheldigt, at det ikke
i bemærkningerne er præciceret, om en gave må anses for givet, da
gaveløftet kom til modtagerens kundskab, eller først, når gaven er
fuldbyrdet
Børne- og Socialministeriet har i
lov nr. 550 af
30.05.2017 (Ændringer som følge af lov om
ægtefællers økonomiske forhold) glemt at konsekvensrette
bestemmelsen i
erhvervslejelovens § 54, hvori det hedder, at
bestemmelserne i § 18, stk. 2, og § 20 i lov om ægteskabets
retsvirkninger finder tilsvarende anvendelse. Dette er naturligvis
en klokkeklar lapsus.
Børne- og Socialministeriet har i lov nr. 550 af 30.05.2017 (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold) glemt at konsekvensrette bestemmelserne i AL § 30 om vederlagskrav ved dispositioner i uskiftet bo, således at bestemmelserne blev bragt i overensstemmelse med ÆFL §§ 38-40