Sagsomkostninger i ægteskabssager
Indtil 01.01.2007: RPL § 451, stk. 3: Retten bør kun, når der er særlig anledning dertil, pålægge en part at betale sagsomkostninger.
Fra 01.01.2007: RPL § 312, stk. 6: I de i kapitel 42, 42 a, 43, 43 a og 43 b omhandlede sager skal ingen part betale sagsomkostninger til nogen anden part. Retten kan dog pålægge en part at betale sagsomkostninger, hvis særlige grunde taler for det.
Fra 01.07.2014: RPL § 312, stk. 7: I de i kapitel 42, 42 a, 43, 43 a og 43 b omhandlede sager skal ingen part betale sagsomkostninger til nogen anden part. Retten kan dog pålægge en part at betale sagsomkostninger, hvis særlige grunde taler for det.
Kommenteret retsplejelov (4. udg.) I p. 574-575
Danielsen: Skilsmissesagen p. 219-220
Gomard i Civilprocessen 5. udg. 2000 p. 725.
Familieret p. 212 med note 49
Hver part skulle betale egne omkostninger
Part pålagt at betale sagsomkostninger
Hver part skulle betale egne omkostninger
TFA 1997.119 ØLK: Moder var blevet frifundet i en sag anlagt af faderen med påstand om overførsel af FM til 2 børn. Moder blev i medfør af RPL § 449, stk. 2 pålagt at erstatte statskassen salær til egen advokat på 10.000 kr. + moms. Moder påstod faderen idømt sagsomkostninger. ØL fandt ikke, at der var særlig anledning hertil, jf. RPL § 451, stk. 3.
TFA 1997.139 VLD: Ikke særlig anledning til at tilkende sagsomkostninger i forældremyndighedssag.
VLD af 19.03.1998 (6. afd. B-1214-97): Fader, som blev frifundet i sag om overførsel af forældremyndighed efter FML § 13, fik ikke tilkendt sagsomkostninger.
TFA 1999.55 ØLK: Fader, der fik tilkendt forældremyndigheden i en sag efter FML § 9, fik ikke tilkendt sagsomkostninger, jf. RPL § 451, stk. 3.
TFA 1999.199 VLD: Moder, der fik tilkendt forældremyndigheden til 4-årig dreng både i byretten og i landsretten, fik ikke tilkendt sagsomkostninger, jf. RPL § 451, stk. 3.
TFA 2000.107 VLK: Moder var i byretten i Århus blevet frifundet for faderens påstand om overførsel af forældremyndigheden til 14-årig datter. Moderen fik ikke tilkendt sagsomkostninger i medfør af RPL § 451, stk. 3. VL stadfæstede.
TFA 2000.460 ØLK: Moder havde ved aftale godkendt d. 30.09.1998 overført FM til datter født i 1994 til datterens farmor og dennes ægtefælle. Moderen fik ikke medhold i sag om tilbageførelse af forældremyndigheden, jf. FML § 13, stk. 1, og hun dømtes til at betale 12.500 kr i sagsomkostninger. ØL fandt ikke grundlag for at pålægge moderen at betale sagsomkostninger, jf. RPL § 451, stk. 3.
VLD af 07.10.2005 (11. afd. B-0920-05): 18 års ægteskab. M var 51 år og havde sammen med H drevet privat familiepleje. M drev desuden et bookingbureau, der gav et overskud på ca 250.000 kr. H var 47 år og var kommet alvorligt til skade ved tsunamikatastrofen d. 25.12.2004. Retten i Silkeborg fandt ikke grundlag for at grundlag for at tilkende H bidrag. VL stadfæstede og bemærkede, at som retspraksis havde udviklet sig, kunne der ikke tages hensyn til skader, der var sket efter samlivsophævelsen. VL fandt ikke grundlag for at pålægge H at betale sagsomkostninger til M.
TFA 2006.153 ØLK: Fader fik ved byretten i Helsingør overført FM over en søn på 15 år til sig, men ikke til en datter på 13 år. Han fik ikke tillagt sagsomkostninger. ØL fandt ikke særlige grunde til at pålægge moderen, dvs. statskassen, at betale sagsomkostninger, jf. RPL § 312, stk. 6.
TFA 2007.374 ØLK: M blev ved en separationsdom frifundet for at betale bidrag til H. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen. M kærede afgørelsen og påstod sig tilkendt sagsomkostninger. Til støtte herfor gjorde han gældende, at det ved sagens anlæg var åbenbart, at han ikke kunne pålægges bidragspligt, men at han under hensyn til H's sagsanlæg var nødsaget til at antage advokat, idet han i modsætning til H ikke havde mulighed for fri proces. VL udtalte, at det følger af RPL § 312, stk. 6, at ingen af parterne i en sag som den omhandlede skal betale sagsomkostninger til nogen anden part. Retten kan dog pålægge en part at betale sagsomkostninger, hvis særlige grunde taler for det. VL fandt ikke, at der forelå særlige grunde for at pålægge statskassen på vegne af H at betale sagsomkostninger til M i denne sag.
TFA 2007.375/1 VLK: M og H blev i november 1998 separeret ved bevilling. I 2006 påstod M dom til skilsmisse på separationens vilkår jf. ÆL § 31, stk. 1. Han indbetalte bevillingsgebyr på 500 kr. H ønskede ikke at medvirke ved bevilling, hvorfor det havde været nødvendigt for M at udtage stævning i sagen. Efter at have fået beskikket en advokat tog H bekræftende til genmæle. Der blev afsagt skilsmissedom og sagens omkostninger ophævedes, hvilket var i overensstemmelse med praksis i tilsvarende sager. M's advokat påkærede omkostningsafgørelsen under henvisning til, at betingelserne for skilsmisse var opfyldt, at gebyret ikke ville blive tilbagebetalt, at M havde haft advokatbistand til udfærdigelse af stævning, og at M selv skulle afholde omkostningerne, hvis ikke H blev pålagt at dække dem. VL udtalte, at M ikke havde anført særlige grunde, der talte for at pålægge H at betale sagsomkostninger, hvorfor omkostningsafgørelsen blev stadfæstet.
TFA 2008.51 VLK: M1 blev i ægteskabssag mellem registrerede partnere ved Retten i Sønderborg frifundet for krav om bidragspligt i 3 år og om en § 56-godtgørelse på 200.000 kr., og sagens omkostninger blev ophævet. M1 kærede omkostningsafgørelsen under henvisning til sagens udfald. VL stadfæstede, idet der ikke var grundlag for at ændre byrettens skøn, hvorefter der ikke var særlige grunde, der talte for at fravige udgangspunktet om ophævelse af sagsomkostningerne.
UfR 2008.1259 ØLK: I en skilsmissesag ved Helsingør Ret havde M nedlagt påstand om en § 56-godtgørelse og om tilsidesættelse af ægtepagt og bodelingsoverenskomst. H fik medhold i alle sine påstande. Der fandtes ikke at foreligge særlige grunde efter RPL § 312, stk. 6, til at M skulle pålægges at betale sagsomkostninger til H.
TFA 2008.368 ØLD: Lyngby Ret fandt, at der fortsat skulle være fælles FM til 4-årig D, uanset at F var idømt 30 dages betinget fængsel for en lussing han gav M i dec. 2006. Byretten lagde bl.a. vægt på de samstemmende forklaringer om, at samværet fungerede upåklageligt, og henviste til, at voldsdommen var en enkeltstående episode. ØL stadfæstede, at det ikke var påkrævet at ophæve den fælles FM. D skulle bo hos M. Byretten havde tilkendt F 9.000 kr. i sagsomkostninger, hvilket ØL ophævede under henvisning til RPL § 312, stk. 6.
TFA 2008.385 ØLD: 12 års ægteskab. M havde et særeje på godt 16 mio kr. H havde en formue på ca. 1,3 mio kr. Glostrup ret tilkendte H en § 56-godtgørelse på 500.000 kr., hvorfra skulle gå en gæld til M på 350.000 kr. ØL frifandt M for H's påstand om 1 mio. kr. i § 56-godtgørelse. Det bemærkedes, at det ikke var godtgjort, at H i nævneværdig grad havde deltaget i driften af M's virksomhed. Der skulle ikke betales sagsomkostninger, jf. RPL § 312, stk. 6.
TFA 2009.196/2 VLD: M og H blev separeret i 2003 efter 33 års ægteskab. I bodelingsaftalen blev der tilkendegivet en vis skævdeling til fordel for M, der bl.a. beholdt en lille landbrugsejendom. Endvidere skulle den 55-årige M ifølge aftalen betale tidsubegrænset bidrag til den 53-årige H med 4.500 kr. om måneden. Aftalen blev udfærdiget af H's advokat, og M blev opfordret til at rådføre sig med egen advokat, hvilket han fravalgte. Under ægteskabet havde M fuldtidsarbejde, mens H tog sig af de to børn samt passede ejendommen og en virksomhed knyttet hertil. H havde siden 1976 levet af førtidspension som følge af en ryglidelse. Retten i Kolding fandt det ikke bevist, at aftalens forudsætninger var ukorrekte, og bestemmelsen om bidrag var efter en samlet bedømmelse af aftalen sammenholdt med ægteskabets varighed, H's særdeles begrænsede erhvervsevne og parternes måde at indrette sig på ikke urimelig ved aftalens indgåelse, jf. ÆL § 58 og AFTL § 36.. Det var heller ikke bevist, at der var indtruffet væsentligt ændrede forhold, jf. ÆL § 52. Aftalen blev derfor opretholdt i sin helhed. Retten pålagde M at betale sagsomkostninger. VL stadfæstede, men bestemte, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for nogen af retterne til den anden part eller til statskassen, jf. RPL § 312, stk. 6.
UfR 2010.1314 VLK (TFA 2010.337/1 VLK): M blev i Retten i Sønderborg dømt til at betale bidrag i 1 år til H, der havde fri proces. Retten pålagde M at betale sagsomkostninger til statskassen med 9.000 kr. M fik tilladelse af Procesbevillingsnævnet til at kære omkostningsafgørelsen. VL ændrede omkostningsafgørelsen, således at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for byretten til den anden part eller til statskassen, idet VL med henvisning til RPL § 312, stk. 6 fandt, at der ikke var særlige grunde, der talte for at pålægge M at betale sagsomkostninger.
TFA 2010.704 ØLK: H havde sagsøgt M til betaling af et beløb i henhold til en bodelingsoverenskomst. Heroverfor gjorde M gældende, at overenskomsten var bortfaldet eller i hvert fald ikke forpligtede ham i den udstrækning, H. Sagen blev forligt. Retten i Lyngby dømte M til at betale 62.000 kr. i sagsomkostninger til statskassen. ØL fandt, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part, jf. RPL § 312, stk. 6, da sagen var omfattet af RPL § 448, nr. 5.
TFA 2013.91 ØLD: 17 års ægteskab og 1 års forudgående samliv. M var 46-årig ingeniør med årsindkomst på 1.150.000 kr. H var 50-årig førtidspensionist. To fællesbørn på 17 og 14 år boede hos H. Retten i Lyngby tilkendte H bidrag i 3 år under hensyn til samlivets varighed, diskrepansen mellem parternes nuværende indtægter samt H's mulighed for i hvert fald i nogle år at forblive boende i børnenes hjem. ØL stadfæstede. ØL fandt, at der ikke forelå sådanne særlige grunde, jf. RPL § 312, stk. 6, at det burde pålægges M at betale sagsomkostninger til H.
UfR 2013.2830 VLK (TFA 2013.645/2 VLK): Statsforvaltningen Midtjylland afviste d. 21.11.2012 at behandle en anmodning fra M om at få tillagt bopælen for sit barn B. M indbragte afgørelsen for byretten. Efter at have hørt parternes forklaring og læst sagens bilag var Byretten i Holstebro enig i statsforvaltningens afgørelse, idet der ikke var påvist væsentligt ændrede forhold i forhold til situationen i januar 2012, hvor der var truffet afgørelse om B's bopæl. Byretten stadfæstede herefter statsforvaltningens afgørelse og traf bestemmelse om, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part. Denne afgørelse blev kæret af F med påstand om, at M skulle pålægges at betale sagsomkostninger. VL anførte, at sagen af statsforvaltningen var indbragt for retten i medfør af FAL § 39, stk. 2, og at sagen således var omfattet af reglerne i retsplejelovens kapitel 42, jf. herved § 455 a. Det følger af RPL § 312, stk. 6, at ingen i de i kapitel 42, 42 a, 43, 43 a og 43 b omhandlede sager skal betale sagsomkostninger til nogen anden part. Retten kan dog pålægge en part at betale sagsomkostninger, hvis særlige grunde taler for det. Da der efter sagens oplysninger ikke forelå sådanne særlige grunde, at der var grundlag for at pålægge M at betale sagsomkostninger, tiltrådte VL, at sagens omkostninger var ophævet.
TFA 2014.318 ØLD: F søgte om fælles FM vedrørende 10-årige S, som han ikke havde set siden 2007. Under hensyn hertil og til, at F i 2008 var udeblevet fra hovedforhandling i byretten og i 2013 fra møde om samvær i Statsforvaltningen, pålagde retten i Holbæk F at betale sagsomkostninger med 12.500 kr. til M. ØL fandt ikke grundlag for at fravige udgangspunktet i RPL § 312, stk. 6 om, at hver part bærer egne sagsomkostninger.
UfR 2022.4181 ØLK (TFA 2022.386/1 ØLK): Der forelå ikke sådanne særlige grunde, at F helt undtagelsesvist skulle betale sagens omkostninger.
Familieretshuset afviste en sag om FM over B1 og B2 indgivet af F mod M, idet Familieretshuset ikke havde international kompetence til at behandle sagen, da M og børnene boede i England. F indbragte sagen for retten med påstand om, at Familieretshusets afgørelse skulle ophæves. Familieretten i København stadfæstede Familieretshusets afgørelse og bestemte, at F – henset til sagens karakter og udfald – skulle erstatte statskassen de afholdte omkostninger på 83.106,88 kr. til beskikket advokat for M og tolk. ØL fandt, at F’s anmodning om retlig prøvelse af Familieretshusets afgørelse ikke var af en sådan urimelig karakter, at der efter RPL § 312, stk. 7, var grundlag for at pålægge ham at betale sagens omkostninger. Det forhold, at F’s anmodning om FM over børnene blev afvist med henvisning til de danske myndigheders manglende kompetence i spørgsmålet, kunne ikke i sig selv føre til et andet resultat. Herefter, og da der ikke i øvrigt forelå sådanne særlige grunde, at F helt undtagelsesvist skulle pålægges at betale sagens omkostninger, ændrede ØL byrettens afgørelse således, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for byretten til den anden part eller til statskassen. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2022, p. 161 og 163.
Part pålagt at betale sagsomkostninger
UfR 1984.942 HKK: M pålagt at betale delvise omkostninger til statskassen med kr. 21.000 i landsretssag vedr. § 56-godtgørelse.
ØLD af 22.05.1990 (10. afd. 460/89) Fagl. Nyt 1990.131: M pålagt sagsomkostninger i begge instanser i tabt sag om ændring af bidragsaftale i medfør af AFTL § 36.
UfR 1991.51 ØLK: H pålagt at betale M kr. 5.000 i hævet ÆL § 58-sag.
VLD af 05.07.1993 Fagl. Nyt 1993.98: H pålagt at betale 100.000 kr. i sagsomkostninger i sag om tilsidesættelse af bodelingsoverenskomst i medfør af ÆL § 58 og AFTL § 36. H kunne ikke få tilsidesat bodelingsoverenskomst indgået d. 29.04.1986. M's revisor havde opgjort fællesformuen til ca. 20 mio. kr., og H fik ved bodelingen 10 mio. kr. kontant. D. 07.05.1986 solgte M virksomheden for ca. 136 mio. kr. H havde haft bistand i form af statsaut. revisor og advokat og måtte antages at have været vidende om virksomhedens reelle værdi ved underskrivelsen af bodelingsoverenskomsten. H måtte selv bære risikoen for, at der ikke var indsat et forbehold om bevarelse af virksomheden.TFA 1999.374 VLK: H fik ved byretten i Horsens medhold i tilsidesættelse af bodelingsaftale efter ÆL § 58, idet hun burde have fået ca. 50.000 kr. i boslod. H's beskikkede advokat fik tilkendt salær på 30.000 kr. plus moms. M blev pålagt at erstatte statskassen 10.000 kr., jf. RPL § 451, stk. 3.
TFA 2000.100 VLD: H fik ikke medhold i, at ejendom til 1,5 mio. kr. og bil var fælleseje. M tillagt 20.000 kr i sagsomkostninger i byretten, hvor statskassen skulle betale, og yderligere 20.000 kr i landsretten.
TFA 2001.290 VLK: H påstod som sagsøgt i skilsmissesag den tidligere bodelings- og vilkårsaftale tilsidesat samt tilkendelse af § 56-gidtgørelse. H fik under sagen beskikket advokat i medfør af RPL § 449, stk. 1. M blev ved retten i Grenaa frifundet og fik tilkendt 15.000 kr i sagsomkostninger, hvilket beløb skulle udredes af statskassen, jf. RPL § 451, stk. 2, 2. pkt.. M kærede. Efter sagens karakter var der uanset omfanget af M's advokats arbejde med sagen ikke grundlag for at ændre byrettens omkostningsafgørelse.
UfR 2003.1445/1 ØLK: Moderen havde ved Retten i Gentofte anlagt forældremyndighedssag mod faderen, der var engelsk statsborger, og som ikke opfyldte de økonomiske betingelser for at få beskikket advokat. Under domsforhandlingen medvirkede tolk. Udgifterne hertil på 5.537,50 kr. kunne ikke kræves dækket af statskassen, jf. RPL § 149, stk. 4, modsætningsvis.
TFA 2003.263 VLK: H, der havde fri proces, fik ved retten i Grenå tilkendt en § 56-godtgørelse på 100.000 kr. Der havde været afholdt to retsmøder og et ret langt tidsforløb for at fremskaffe regnskabsoplysninger. M pålagt at betale 15.000 kr. i sagsomkostninger til statskassen, jf. RPL § 451, stk. 3. VL stadfæstede.
TFA 2005.77 ØLD: M og H havde ved separation i 1999 efter 29 års samliv, heraf 14 års ægteskab, aftalt, at M skulle betale tidsubegrænset hustrubidrag, og at bidraget skulle udgøre 7.000 kr. om måneden i de første 5 år og derefter fastsættes af statsamtet. M var i 1999 leder i et byggemarked. Han blev afskediget i 2003 og var nu optaget på merituddannelse som folkeskolelærer. H havde været hjemmegående under ægteskabet og havde nu haft vikariater. Retten i Tårnby fandt ikke grundlag for i medfør af ÆL § 52 at ændre bidragspligtens længde eller det aftalte bidrags størrelse, som fra d. 01.08.2004 skulle fastsættes af statsamtet. ØL stadfæstede. M blev i medfør af RPL § 451, stk. 3 pålagt at betale 7.500 kr. i sagsomkostninger for byretten og 5.000 kr. i sagsomkostninger for landsretten.
UfR 2005.779 VLK: M og H blev separeret ved bevilling d. 24.06.2003. Parterne underskrev bodelingsoverenskomst d. 05.07.2003. H anlagde d. 25.05.2004 sag med påstand om, at bodelingsoverenskomsten var uforbindende. M blev frifundet og retten i Herning bestemte, at hver part skulle bære sine sagsomkostninger. Da aftalen var indgået efter separationen, var sagen ikke blevet behandlet som en ægteskabssag, jf. RPL § 448, nr. 6. Sagsomkostningsbestemmelsen i RPL § 451, stk. 3, fandt derfor ikke anvendelse. Spørgsmålet om sagsomkostninger skulle derfor afgøres efter reglerne i RPL kapitel 30. M havde ved byrettens dom fået medhold i sin påstand. Efter RPL § 312, stk. 1, skulle H derfor betale sagsomkostninger til ham, idet det bemærkes, at der ikke er særlig anledning til at fravige dette udgangspunkt. Sagsomkostningsbeløbet fastsættes efter sagens karakter og det oplyste om dens omfang til 15.000 kr. Da H har haft fri proces, men efter det oplyste ikke retshjælpsforsikring, skulle beløbet betales af statskassen.
TFA 2006.432 ØLK: H havde hævet en sag om tilsidesættelse af ægtepagt i medfør af AFTL § 31, jf. § 36, efter at M havde indgivet svarskrift. Byretten bestemte, at der ikke skulle betales sagsomkostninger. ØL henviste til, at sagen ikke var en ægteskabssag, jf. RPL § 448, nr. 6. Da sagen måtte anses hævet, fordi H havde opgivet kravet, skulle hun betale 10.000 kr. i sagsomkostninger til M, jf. princippet i RPL § 312.
TFA 2006.496 ØLD: 14 års ægteskab. M var 59 år og havde en særformue på ca. 12 mio kr, heraf rate- og kapitalpensioner på 5 mio kr. H var 53 år og havde en særformue på 800.000 kr., heraf 600.000 kr. i kapital- og ratepensioner. M's formue var i al væsentlighed erhvervet under ægteskabet. Byretten tilkendte H en § 56-godtgørelse på 250.000 kr. ØL forhøjede godtgørelsen til 400.000 kr. med procesrenter fra byrettens dom. Da ankesagen alene vedrørte et formueretligt krav, fandtes der at foreligge sådanne særlige grunde, at M skulle betale 25.000 kr. i sagsomkostninger, jf. RPL § 312, stk. 6, 2. pkt.
TFA 2008.355 ØLD: 13 års ægteskab og 7 års forudgående samliv. M havde en særejevirksomhed til en værdi af ikke under 15 mio kr., plus pensioner. H var læge med årsindkomst på 425.000 kr. og havde en formue på ½-1 mio kr. efter at fællesboet var delt, samt et evt. refusionskrav mod M på 835.000 kr. Byretten frifandt M for H's påstand om § 56-godtgørelse på 1 mio. ØL lagde til grund, at H havde været den, der primært tog sig af de 3 fællesbørn og hjemmet, hvorfor hun i flere perioder havde været uden erhvervsindtægt. Dette havde været medvirkende til, at M havde kunnet fokusere på sit arbejde i virksomheden og oparbejde den værdi, der var indeholdt heri. H blev tilkendt 300.000 kr., idet ØL herved blandt andet tog hensyn til, at H havde en ikke ubetydelig indtægt ved fuldtidsarbejde som læge, og at hun inden for en kortere årrække må forventes at forøge denne yderligere, når hun som ventet afsluttede speciellægeuddannelsen om ca. 2½ år. M skulle i sagsomkostninger for begge retter betale 60.000 kr.
TFA 2008.531/2 ØLD: M og H var blevet separeret i 1990 og skilt i 1991. H påstod, at skilsmissebevillingen var ugyldig, da separation var bortfaldet på grundlag af samliv. Parterne havde underskrevet en bodelingsoverenskomst i marts 1990, hvorefter M overtog den faste ejendom. H kunne ifølge en mundtlig aftale bo huslejefrit i huset i 10 år. Efter separationen blev parterne boende på 1. og 2. sal. I 1993 flyttede M ned i stueetagen. M havde siden 2000 boet sammen med sin nuværende kæreste. Nu krævede M, at H skulle flytte. Hun påstod principalt, at skilsmissebevillingen var ugyldig, da samlivet var fortsat. Subsidiært ønskede hun bodelingsoverenskomsten samt en aftale om bidrag og pension erklæret ugyldig. Retten i Glostrup fastslog, at den, der kræver den indgribende annullation af skilsmissen, må handle inden en rimelig frist. Da der var forløbet mere end 15 år efter bevillingen, da parterne ikke havde levet sammen i en længere årrække, og da H ikke havde anført vægtige grunde, kunne hun ikke nu påberåbe sig bevillingens ugyldighed. Hun havde på grund af passivitet fortabt kravet på at anfægte bodelingsoverenskomsten eller at gøre gældende, at bodelingen ikke var gennemført. ØL stadfæstede i henhold til grundene. H idømt sagsomkostninger på 25.000 kr. i byretten og yderligere 10.000 kr. i ØL, jf. RPL § 312, stk. 6
TFA 2009.246 VLD: M og H sammen i 1989 og blev senere gift. I 1999 startede M selvstændig virksomhed, der kort tid efter blev omdannet til et aps. H bistod med bogføringen, men var i øvrigt kontoransat på en anden arbejdsplads. Forud for separationen indgik parterne d. 28.04.2006 en bodelingsaftale, hvor værdien af M's anparter blev holdt uden for delingen. Aftalen, der blev indgået uden medvirken af advokat eller revisor, betød, at H's boslod blev på 923.379 kr. Efter H's forklaring om, at hun følte sig presset til at indgå aftalen på grund af, hvad hun opfattede som trusler på livet mod sig og børnene, fandt Retten i Aalborg, at aftalen var uforbindende, og M blev tilpligtet at betale yderligere 551.691,50 kr. til H. Efter aftalens indhold og omstændighederne ved dens indgåelse blev M, jf. RPL § 312, stk. 6 pålagt at betale sagsomkostninger med 58.337 kr. til statskassen. VL stadfæstede og pålagde M at betale yderligere 32.105 kr. til statskassen.
TFA 2009.374 VLD: H blev i Retten i Aalborg frifundet for M's påstand om bidragspligt i 3 år, hvilket M ankede. M, der var selvmøder, udeblev fra hovedforhandlingen, og anken blev afvist, jf. RPL § 386, stk. 1, 1. pkt. M blev på den baggrund pålagt at betale sagsomkostninger til H med 6.000 kr., jf. RPL § 312, stk. 6, jf. § 318.
TFA 2009.550 ØLK: Retten i Næstved stadfæstede statsforvaltningens afgørelse om, at FM til 10-årig D efter M's død skulle tillægges M's samlever S og ikke den biologiske F, jf. FAL § 15, stk. 2. Hver part skulle betale egne omkostninger. S kærede omkostningsafgørelsen. Henset til sagens særlige omstændigheder og baggrund fandt ØL, at der undtagelsesvist var anledning til i medfør af RPL § 312, stk. 6, 2. pkt., at træffe bestemmelse om, at F skulle betale sagsomkostninger til S. ØL udtalte, at beløbet til dækning af udgifter til advokatbistand måtte fastsættes med udgangspunkt i landsretspræsidenternes vejledende takster for blandt andet forældremyndighedssager, og fastsatte omkostningsbeløbet til 20.000 kr., som skulle udredes endeligt af statskassen, idet F havde haft fri proces, jf. RPL § 332, stk. 1
TFA 2010.27 ØLD: 7 års ægteskab og 3 års forudgående samliv. M var 47 år og uden væsentlige indtægter. Han havde en særformue på ca. 4 mio kr. H var 42-årig ejendomsmægler, som nu tjente 42.000 kr. om måneden. Hun var uden formue. H havde under ægteskabet arbejdet uden løn i M's køkkenfirma, som blev drevet som A/S, og som nu var gået konkurs. H havde indskudt en arv på 60.000 kr. i køkkenvirksomheden. Retten i Lyngby fandt, at H var berettiget til en § 56-godtgørelse, som i betragtning af, at M ved samlivsophævelsen havde betalt 125.000 kr. til indfrielse af H's gæld, blev fastsat til 175.000 kr. For ØL gjorde M gældende, at H uberettiget havde hævet 421.000 kr. i køkkenfirmaet. ØL fandt ikke grundlag for at tilsidesætte H's forklaring om, at de 421.000 kr. blev anvendt til dækning af henholdsvis udgifter i køkkenvirksomheden og udgifter til den fælles husholdning, og stadfæstede i øvrigt dommen i henhold til grundene. M pålagt at betale sagsomkostninger til statskassen med 42.000 kr. for byretten og 30.000 kr. for ØL
UfR 2014.256 ØLK (TFA 2014.87/2 ØLK): M og H blev separeret på vilkår, at ingen af parterne skulle betale bidrag til den anden part. Da H et år efter ønskede skilsmisse, modsatte M sig dette og nedlagde for Retten i Glostrup påstand om frifindelse, subsidiært at H pålagdes bidragspligt overfor ham. H havde et retskrav på skilsmisse, jf. ÆL § 31, og der var ikke grundlag for at ændre vilkåret om bidragspligt efter ÆL § 53, stk. 1. ØL pålagde M at betale sagsomkostninger til H med 8.375 kr., jf. RPL § 312, stk. 6.
TFA 2016.12/2 VLK (FM 2016.266 VLK): H pålagt at betale sagsomkostninger på 225.000 kr. i hævet sag om særejekompensation på 48 mio. kr.
H anlagde sag mod M med påstand om betaling af 48 mio. kr. i særejekompensation. M havde en formue på 320 mio. kr. H havde selv en formue på ca 17,6 mio kr. Kravet blev ved replikken nedsat til 12 mio. kr. Efter endt skriftveksling, der i det væsentlige bestod af stævning, svarskrift, replik og duplik, og ca. to måneder før hovedforhandlingen hævede H sagen. Herefter og henset til sagens omfang, karakter og resultat pålagde Retten i Kolding H at betale sagsomkostninger til M med 225.000 kr. inkl. moms. VL stadfæstede.UfR 2016.371 VLD (TFA 2016.15/1 VLD): Aftale fra 2003 om H's pligt til uden tidsbegrænsning at betale bidrag til M med 2.200 kr. om måneden havde været urimelig på indgåelsestidspunktet og blev ændret. M pålagt sagsomkostninger.
M og H havde ved separation i 2003 aftalt, at H hver måned skulle betale 2.200 kr. til M, at beløbet skulle indeksreguleres, og at bidraget skulle ydes uden tidsbegrænsning, dersom der ikke indtrådte væsentlige sociale og økonomiske begivenheder, som bevirkede, at H mistede betydelige indtægter. I 2014 anlagde H sag mod M principalt med påstand om, at H skulle fritages for at betale ægtefællebidrag til M. Ægteskabet var indgået i 1995, og H forklarede, at hun arbejdede som lærer, og at M i begyndelsen af 1990'erne var blevet tilkendt førtidspension på grund af Hortons hovedpine. Hun havde underskrevet aftalen om ægtefællebidrag for at få fred, fordi hun ville skilles og var bange for at miste børnene. M forklarede bl.a., at han i 2003 gerne ville blive boende i huset, men det forudsatte, at han fik ægtefællebidrag, og at det var ham, der havde skrevet aftalen om bidrag. Retten i Horsens gav H medhold i, at aftalen havde været urimelig for H på tidspunktet for aftalens indgåelse, og at betingelserne i ÆL § 58 for at ændre aftalen var opfyldt. Under hensyn til at M havde indrettet sig på at modtage bidrag, fandt retten, at parternes aftale skulle ændres således, at H's bidragspligt ophørte med udløbet af kalenderåret 2017, og bidraget, der i slutningen af 2014 udgjorde 3.132 kr. pr. måned, skulle nedtrappes til 2.400 kr. pr. måned i 2015, 1.600 kr. i 2016 og 800 kr. i 2017. VL stadfæstede og pålagde M at betale sagsomkostninger til H med 12.000 kr., jf. RPL § 312, stk. 7.
