Persondataforordningens kapitel XI
Afsluttende bestemmelser
KLIK FOR INDHOLDSFORTEGNELSE - KAPITEL XI:
Artikel 94: Ophævelse af
direktiv 95/46/EF
Artikel 95: Forhold til
direktiv 2002/58/EF
Artikel 96: Forhold til tidligere indgåede aftaler
Artikel 97: Kommissionsrapporter
Artikel 98: Gennemgang af andre EU-retsakter om databeskyttelse
Artikel 99: Ikrafttræden og anvendelse
Artikel 94
Ophævelse af direktiv 95/46/EF
1.
Direktiv 95/46/EF ophæves med virkning fra den 25. maj 2018.
2. Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til denne forordning.
Henvisninger til Gruppen vedrørende Beskyttelse af Personer i forbindelse med Behandling
af Personoplysninger, der er nedsat ved
artikel 29 i direktiv 95/46/EF, gælder som henvisninger til Det Europæiske
Databeskyttelsesråd oprettet ved denne forordning.
Artikel 95
Forhold til direktiv 2002/58/EF
Denne forordning indfører ikke yderligere forpligtelser for fysiske eller juridiske
personer for så vidt angår behandling i forbindelse med levering af offentligt tilgængelige
elektroniske kommunikationstjenester i offentlige kommunikationsnet i Unionen for
så vidt angår spørgsmål, hvor de er underlagt specifikke forpligtelser med samme
formål som det, der er fastsat i
direktiv 2002/58/EF.
Artikel 96
Forhold til tidligere indgåede aftaler
Internationale aftaler, der omfatter overførsel af personoplysninger til tredjelande
eller internationale organisationer, som er indgået af medlemsstaterne inden den
24. maj 2016, og som overholder den EU-ret, der finder anvendelse inden denne dato,
forbliver i kraft, indtil de ændres, erstattes eller ophæves.
Artikel 97
Kommissionsrapporter
1. Senest den 25. maj 2020 og hvert fjerde år derefter forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet
og Rådet en rapport om evaluering og revision af denne forordning.
2. I forbindelse med de i stk. 1 omhandlede evalueringer og revisioner undersøger
Kommissionen navnlig, hvordan følgende anvendes og fungerer:
a) kapitel V om overførsel af personoplysninger
til tredjelande eller internationale organisationer, særlig med hensyn til afgørelser
vedtaget i henhold til denne forordnings
artikel 45, stk. 3, og afgørelser vedtaget på grundlag af
artikel 25, stk. 6, i direktiv 95/46/EF
b) kapitel VII om samarbejde og
sammenhæng.
3. Kommissionen kan med henblik på stk. 1 anmode om oplysninger fra medlemsstaterne
og tilsynsmyndighederne.
4. Når Kommissionen foretager evaluering og revision, jf. stk. 1 og 2, tager den
hensyn til holdninger og resultater fra Europa-Parlamentet, fra Rådet og fra andre
relevante organer eller kilder.
5. Kommissionen forelægger om nødvendigt relevante forslag til ændring af denne
forordning, navnlig under hensyntagen til udviklingen inden for informationsteknologi
og i lyset af fremskridtene i informationssamfundet.
Artikel 98
Gennemgang af andre EU-retsakter om databeskyttelse
Hvis det er relevant, fremsætter Kommissionen lovgivningsforslag til ændring af
andre EU-retsakter om beskyttelse af personoplysninger for at sikre ensartet og
konsekvent beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling. Dette gælder
især bestemmelser om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med EU-institutioners,
-organers, -kontorers og -agenturers behandling og om fri udveksling af sådanne
oplysninger.
Artikel 99
Ikrafttræden og anvendelse
1. Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende.
2. Den anvendes fra den 25. maj 2018.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 27. april 2016.
På Europa-Parlamentets vegne
M. SCHULZ
Formand
På Rådets vegne
J.A. HENNIS-PLASSCHAERT
Formand
Advokat Jørgen U. Grønborg