Dødsboskiftet generelt

Arvinger og legatarer

a. Sondringen arving/legatar

Sondringen arving/legatar har hidtil været overladt til teori og retspraksis.

Som legatar anses den, der skal arve

1. en bestemt angivet pengesum (sumlegatar)
   
2. bestemt angivne formuegenstande (genstandslegatar)
   
3. en rentenydelse (rentenydelseslegatar)
   
4. sin egen gæld (liberationslegatar)

§ 13, stk. 1 omtaler kun sum- og genstandslegatarer, men alle 4 typer må være omfattet af definitionen.

Som arving anses den, der skal arve

1. hele boet (universalarving)
   
2. resten af boet (residualarving)
   
3. en brøkdel af boet (brøkdelsarving)
   
4. en brøkdel af resten (restbrøkdelsarving)

En legatar kan få status som arving, hvis dette er bestemt i testamente for så vidt angår friarv, jf. § 13, stk. 2, eller hvis skifteretten bestemmer dette, hvor særlige grunde taler derfor, jf. § 13, stk. 3, 1. pkt. Ifølge bem. p. 61 tilsigtes bestemmelsen navnlig anvendt i boer, hvor alle indsatte - som det er forekommet i praksis - ellers ville være legatarer, med den konsekvens, at boet ikke ville kunne skiftes privat. Endvidere vil der kunne være tilfælde, hvor det efter boets foreløbige stilling kan være tvivlsomt, om der vil blive fuld dækning til en sumlegatar, og hvor denne derfor ikke umiddelbart kan påregne at modtage en "bestemt angivet pengesum". Det er generelt forudsat, at skifteretten særligt vil tillægge legatarer, som skal modtage mere betydningsfulde dele af boet, stilling som arvinger. Legatarer med arvingsstatus kan kaldes sumarvinger eller genstandsarvinger. De opnår ikke dermed udtagelsesret til andre aktiver, jf. Birgit Ilkjær-Jordan og Taksøe-Jensen i UfR 1996 B. 477 note 14.

UfR 1934.268 HD: Den ugifte frøken A havde i 1927 testeret sit indbo og gangklæder til sin niece og salgsprovenuet for en ejendom til niecens børn, men ikke indsat en residualarving. Frk. A arvede i 1929 6.904 kr. og døde i 1931. Da A ved testamentet havde udtømt sine efterladenskaber, antoges det at have været hendes hensigt at udelukke de øvrige legale arvinger. Under hensyn til, at indbo m.m. kun vurderes til 65 kr., medens ejendommen sattes til 2.000 kr., blev det antaget, at niecens børn var universalarvinger.

UfR 1995.823 VLK: A havde i sit notartestamente fra 1983 bestemt, at B som legat skulle arve en ejerlejlighed. Arveafgiften skulle betales af boet. A's nevø C var indsat som universalarving. C begærede boet udleveret til privat skifte, hvilket B protesterede imod. Skifteretten i Århus tog begæringen til følge, idet hverken boets formueforhold eller B's interesse i bobehandlingen kunne begrunde, at B fik status som arving. VL stadfæstede med bemærkning om, at skifterettens afgørelse burde være truffet ved kendelse, jf. RPL § 660, stk. 1.

TFA 2011.166 VLK: M, der døde i 2010, havde i testamente fra 1993 indsat sin samlever K til at arve M's andel af deres fælles ejendom, der udgjorde boets hovedaktiv. Efter M's død gjorde hans datter D gældende, at M ved testationen til K havde overskredet sin testationskompetence, og bestred, at K var berettiget til arv. Der forelå ingen anmodning vedrørende skiftebehandlingen fra D, men K anmodede skifteretten om at udlevere boet til behandling ved bobestyrer. Da K ifølge testamentet skulle modtage en ganske betydelig del af boet, bestemte skifteretten i Viborg - uden at træffe afgørelse om K's arveret - at K skulle have stilling som arving i boet, jf. DSL § 13, stk. 3, og udleverede dette til bobestyrerbehandling. VL tiltrådte på den anførte baggrund skifterettens afgørelse.

TFA 2017.33 VLK (FM 2017.35 VLK): H, der ifølge notartestamente var legatar til ca 40% af boets formue, ikke anset som arving i dødsboet efter sin ægtefælle.

M oprettede d. 23.02.2016 et notartestamente, der bl.a. begunstigede M's samlever gennem ca. 30 år, H, der skulle arve indbo, løsøre, et kontantlegat på 1,3 mio. kr. og halvdelen af en byejendom, som skulle opdeles i to anparter i forbindelse med arveudlægget. Testamentets bestemmelser skulle også gælde, hvis M ved sin død var i ægteskab med H. H, der ikke søgte advokatbistand og heller ikke blev opfordret til at søge sådan, meddelte afkald på arv, herunder tvangsarv. M og H blev gift d. 05.03.2016. M døde d. 28.03.2016. H påstod, at hun skulle tillægges status som arving i boet. H anførte til støtte herfor bl.a., at hun var den, der i realiteten skulle arve den største del af formuen, og at hun derfor burde have indflydelse på boets behandling, herunder i forbindelse med opdelingen af ejendommen. Bobestyreren udtalte sig imod dette, ligesom 4 ud af 5 arvinger modsatte sig det. Nettobeholdningen blev af bobestyreren foreløbigt anslået til ca. 13 mio. kr., hvoraf knap 40 % udgjorde H's legater. Skifteretten i Aarhus fandt ikke, at der forelå sådanne særlige grunde, som nævnt i DSL § 13, stk. 3, der medførte, at H skulle tillægges status som arving. VL stadfæstede.

UfR 2024.4279 ØLK (TFA 2024.294/1 ØLK): Ikke grundlag for at tilsidesætte testamentarisk bestemmelse om, at foreninger skulle være legatarer i et bo, der var uden arvinger.

A havde i testamente bestemt, at fem begunstigede foreninger alene skulle have stilling som legatarer ved behandlingen af hendes dødsbo. Ønsket var begrundet med, at legatarerne ikke skulle få indflydelse på boets praktiske afvikling. Bestemmelsen medførte, at der ikke var arvinger i boet. Skifteretten i Svendborg imødekom ikke foreningernes anmodning om at få stilling som arvinger. ØL udtalte, at skifteretten i medfør af DSL § 13, stk. 3, kan bestemme, at en legatar skal have stilling som arving, hvis særlige grunde taler derfor. Boet var i overensstemmelse med testamentets bestemmelse herom udleveret til behandling ved bobestyrer, jf.  DSL § 36, nr. 4, og boets aktiver bestod efter det oplyste af en bankkonto og indbo fra afdødes lejemål. Under henvisning til lovforarbejderne til § 13, stk. 3, og sagens konkrete omstændigheder tiltrådte ØL, at der ikke forelå sådanne særlige grunde, at der var grundlag for at tilsidesætte den testamentariske bestemmelse om, at foreningerne skulle have stilling som legatarer. ØL bemærkede, at legatarer i  DSL er tillagt en række rettigheder og beføjelser under boets behandling, herunder adgang til at klage over bobestyrerens behandling af boet eller afgørelser truffet af bobestyreren. ØL stadfæstede herefter skifterettens afgørelse om, at foreningerne ikke skulle have stilling som arvinger.

En arving kan få status som legatar, hvis dette er bestemt i testamente for så vidt angår friarv, jf. § 13, stk. 2, eller hvis skifteretten bestemmer dette, såfremt den pågældende samtykker deri eller alene skal arve en ubetydelig del af boet, jf. § 13, stk. 3, 2. pkt. Den pågældende mister ikke derved sin ret til at forlange overtagelse efter vurdering i medfør af AL § 24 a (andelslegatar). Dette indebærer, at den pågældende skal orienteres, hvis boet påtænker at afhænde genstande, således at den pågældende får mulighed for at klage til skifteretten.

Tvister om, hvorvidt de, der skal arve af boet, har bestemmelsesret i boets anliggender, bør ifølge Birgit Ilkjær-Jordan og Taksøe-Jensen i UfR 1996 B. 478 note 16 afgøres af skifteretten ved kendelse og ikke ved dom i medfør af DSL § 81, stk. 1, nr. 1.

Legatarer hæfter som hidtil ikke for afdødes gæld, jf. § 27. De har normalt ikke nogen indflydelse på, efter hvilken skifteform boet skal behandles, og de har ikke stemmeret på bomøderne, jf. § 53, eller i øvrigt bestemmelsesret i de af boets forhold, som ikke vedrører deres eget legat.

b. Legatarens retsstilling

Legatarernes retsstilling er blevet præciseret og styrket på en række områder:

1. Skifteretten kan beskikke en skifteværge for en legatar, såfremt forholdene gør det påkrævet, jf. § 17.
   
2. Skifteretten skal ved dødsfald fra og med d. 01.07.2011 i forbindelse med boets udlevering give skriftlig meddelelse til legatarer om deres ret, jf. § 25, stk. 3
   
3. De privatskiftende arvinger hæfter som hovedregel personligt og solidarisk for opfyldelsen af legatet, såfremt arvingerne har delt boet mellem sig uden at dække legatarers krav, jf. § 28.
   
4. En legatar kan anmode om, at boet overgår til behandling ved bobestyrer, hvis der er nærliggende risiko for, at en fortsættelse af den private skiftebehandling vil udsætte vedkommende for tab, jf. § 30, stk. 1, 2)
   
5. Legataren har adgang til at gøre sig bekendt med meddelelser og oplysninger i bobestyrerboer, jf. § 45.
   
6. Bobestyreren skal snarest muligt give arvingerne og legatarerne meddelelse om boets udlevering og om deres ret til at arve, jf. § 47.
   
7. Vides det ikke, om en arving eller legatar er i live, eller er vedkommendes opholdssted ukendt, eller er det uklart, hvem der er arvinger, søger bobestyreren de nødvendige oplysninger derom tilvejebragt, jf. § 48.
   
8. En legatar, som har retlig interesse deri, kan forlange at blive gjort bekendt med åbningsstatus, jf. § 52, stk. 2.
   
9. Bobestyreren kan tilsidesætte arvingernes beslutning og afgøre et spørgsmål, såfremt arvingernes beslutning er åbenbart uhensigtsmæssig eller strider mod nogens ret, jf. § 53, stk. 3.
   
10. Vides det ikke, om en arving eller legatar har overlevet den afdøde, indstiller bobestyreren til skifteretten, hvorvidt der skal afsættes arv efter reglerne i § 25 i lov om borteblevne, jf. § 67, stk. 1
    
11. Bobestyreren giver snarest muligt boets arvinger, legatarer og kendte kreditorer samt den kommunale skattemyndighed meddelelse om skifterettens afgørelse om insolvensbehandling, jf. § 69, stk. 1.
    
12. Skifteretten skal revidere boopgørelsen, når der i boet er arvinger eller legatarer repræsenteret ved værge eller skifteværge, jf. § 79, stk. 3, 1).
    
13. Opkrævningen af bo- og tillægsboafgift sendes i privatskiftede boer til den i henhold til § 25, stk. 6, udpegede kontaktperson og i boer, der behandles ved bobestyrer, til denne, der derefter straks underretter arvingerne og legatarerne, jf. § 80, stk. 2.
    
14. Arvinger, legatarer og Told- og Skattestyrelsen kan klage over afgiftsberegningen til skifteretten, jf. DSL 80, stk. 3 og BAL § 35, stk. 3.
    
15. Afgørelsen om den endelige afgiftsberegning kan kæres af arvinger, legatarer, bobestyreren og Told- og Skattestyrelsen, jf. § 80, stk. 4.
    
16. Fyldestgøres en legatar, der skal modtage en bestemt angivet pengesum, ikke rettidigt, jf. § 14, har legataren ret til sædvanlig morarente efter rentelovens bestemmelser, jf. § 88, stk. 1.
    
17. Skifteretten har vejledningspligt også over for legatarer, jf. § 91.
    
18. En legatar kan klage over bobestyreren, jf. § 96.
    
19. En legatar kan anmode om genoptagelse eller omgørelse, hvis bo- eller tillægsboafgiften er beregnet forkert, jf. § 103, stk. 1, 4).
    
20. Reglerne i § 104 gælder også for legatarer.

c. Legaters opfyldelsestidspunkt

Indtil d. 01.07.2011 lød § 14 således:

Legater skal opfyldes senest samtidig med, at boets øvrige aktiver deles mellem arvingerne. Under særlige omstændigheder kan skifteretten bestemme, at et legat skal opfyldes på et tidligere tidspunkt.

Denne retstilstand gav anledning til kritik, da eventuelle renter, som legaterne indbragte i boperioden, tilfaldt boet, og arvingerne kunne derfor have en interesse i at udskyde delingen af boet og dermed udbetalingen af legaterne længst muligt.

Udvalget foreslog derfor, at der fastsattes et tidligere tidspunkt for udlodning af legater, hvor der tages hensyn til privat skiftende arvinger, som risikerer en personlig hæftelse for boets gæld ved udlodning, jf. DSL § 27. Legater skal fra d. 01.07.2011 udbetales, når proklamafristen er udløbet, og der ikke længere hersker tvivl om boets solvens. Derudover skal boet have de fornødne likvider til at kunne udbetale legaterne. Er disse tre betingelser opfyldt, er der efter udvalgets opfattelse ikke noget til hinder for at pålægge arvingerne en forpligtelse til at udlodde legaterne. Skulle arvingerne dele boet mellem sig inden, vil legatarerne dog fortsat skulle modtage udlodning samtidig hermed.

Fra d. 01.07.2011 lyder DSL § 14, stk. 1 således:

Legater skal opfyldes, når fristen for anmeldelse af krav, jf. § 81, stk. 3, nr. 2, er udløbet, og boet utvivlsomt er solvent og har tilstrækkelige likvide midler. Legater skal dog senest opfyldes samtidig med, at boets øvrige aktiver deles mellem arvingerne.

Bestemmelsens 1. pkt. indebærer, at legatarer har krav på at få deres legat udlagt fra boet, når proklamafristen er udløbet, og boet utvivlsomt er solvent og har tilstrækkelige likvide midler.

Betingelsen om, at der ikke må herske tvivl om boets solvens, hænger sammen med, at arvinger, der skifter privat, ifalder hæftelsesansvar ved en hel eller delvis deling, og dvs. også ved udlodning til en legatar, jf. DSL § 27.

Kravet om, at boet skal have tilstrækkelige likvide midler, indebærer, at forpligtelsen til at opfylde legatet først udløses, når der er tilstrækkeligt med kontante midler i boet. Denne betingelse skal sikre, at arvingerne ikke bliver nødsaget til at sælge ud af boets aktiver på et tidligere tidspunkt end efter gældende ret alene med henblik på at skaffe kontanter til opfyldelse af et legat.

Lyder legatet på en genstand, er betingelsen om likvide midler uden relevans, og genstanden vil således skulle udleveres til legataren, når proklamafristen er udløbet, og boet utvivlsomt er solvent.

Ifølge bestemmelsens 2. pkt. skal legatarerne som hidtil opfyldes senest samtidig med, at arvingerne deler boets øvrige aktiver. Vælger arvingerne således at dele boet mellem sig f.eks. inden proklamafristens udløb, eller selv om der ikke er tilstrækkeligt med likvide midler til at opfylde legatet, er arvingerne forsat forpligtede til at opfylde legatarerne samtidig med delingen. Skal en legatar modtage en indbogenstand, vil legatet også som efter gældende ret skulle udleveres til legataren senest samtidig med, at det øvrige indbo deles mellem arvingerne.

Opfylder arvingerne i et privat skiftet bo ikke et legat i overensstemmelse med § 14, kan legataren anmode skifteretten om at vurdere, om der er grundlag for at lade boet overgå til bobestyrerbehandling, jf. dødsboskiftelovens § 30. For så vidt angår bobestyrerboer kan legataren klage til skifteretten efter reglerne i DSL § 96 og § 97.

Har arveladeren i testamentet angivet et tidligere tidspunkt for opfyldelse af et legat end det, der følger af § 14, skal boet respektere dette, medmindre boets likviditets- eller solvensforhold suspenderer forpligtelsen. Har arveladeren fastsat bestemmelse om forrentning, det være sig som kreditrente eller som morarente, skal bestemmelsen herom i tilsvarende omfang respekteres. Jens Anker Andersen er i JUR 1995.230 kritisk over for den nye regel om legaters opfyldelsestermin.

Efter § 88, stk. 1, har en ikke dækket sumlegatar ret til sædvanlig morarente fra det tidspunkt, hvor den pågældende havde krav på dækning efter § 14. Hvis en genstandslegatar under tilsvarende omstændigheder skal have erstatning, må kravet herom ifølge bem. p. 106 støttes på dansk rets almindelige regler. Dette vil efter omstændighederne kunne være aktuelt, hvor et særligt tab ved forsinket modtagelse af genstanden kan dokumenteres, eller hvis legataren med rette har foretaget dækningskøb.

Det fremgår ikke af bet nr. 1270/1994 p. 292 eller af bem. p. 106, om sumlegataren tillige kan påberåbe sig rentelovens § 8, stk. 2, som indeholder hjemmel til at fastsætte morarenter med en højere eller lavere rente end 8% over Nationalbankens udlånsrente pr. 01.01. og 01.07. fra et tidligere tidspunkt end påbegyndt retsforfølgning, når særlige forhold begrunder det, jf. § 5, stk. 3 og § 3, stk. 5.

Får en legatar udbetalt morarenter af legatet, skal renterne ifølge DBL § 26, stk. 2 skattemæssigt behandles som en del af legatet. Renterne er således ikke fradragsberettigede ved opgørelsen af dødsboets indkomst, og renterne skal ikke indkomstbeskattes hos modtageren, jf. DBL § 40, stk. 2. Morarenterne skal indgå ved beregningen af bo- og tillægsboafgift.

Efter hidtil gældende ret har renterne - uanset KSL § 28 - været indkomstskattepligtige for legataren, som ikke skulle svare bo- eller tillægsboafgift heraf. Morarenterne har - uanset KSL § 28 - kunnet fratrækkes ved opgørelsen af boets skattepligtige indkomst. Morarenterne kunne formentlig ligeledes fratrækkes som en boudgift ved bo- og tillægsboafgiftsberegningen.

SKDM 1981.4: I et privatskiftet bo indrømmede den efterlevende ægtefælle to legatarer morarenter af de dem tilfaldne legater. Antaget, at morarentebeløbene måtte anses som skattepligtig indkomst og ikke en arveafgiftspligtig erhvervelse for de to legatarer.

d. Boafgift af legater

Legatarer skal svare en forholdsmæssig andel af boafgiften og eventuel tillægsboafgift, jf. BAL § 18, ganske som om der fortsat var tale om en arveafgift. Der skal ikke betales en højere bo- eller tillægsboafgift, hvis en arv eller et legat skal udredes fri for afgift, jf. bemærkningerne til BAL § 18 p. 27, hvor det hedder: "Sådanne testaments- eller aftalemæssige dispositioner vedrørende boafgifternes fordeling mellem arvingerne har ingen afgiftsmæssige konsekvenser."

TfS 1996.231 SKD: 2,8 mio. kr. af et bo på 6 mio. kr. skulle tilfalde en legatar fri for boafgifter, medens resten skulle tilfalde en almennyttig organisation, som var fritaget for afgift efter BAL § 3, stk. 2. Udtalt, at afgifterne af legatet skulle beregnes på samme måde, uanset om det skulle udredes fri for boafgifter.

Ifølge BAL § 14, stk. 1 skal kapitalarvingen svare bo- eller tillægsboafgift af kapitaler, hvorpå der hviler en brugs- eller indtægtsnydelse. Afgiften skal svares af hele kapitalens værdi, dvs. uden fradrag af den kapitaliserede værdi af rentenydelsesretten. Fra d. 01.01.1997 gælder dette, uanset om betingelserne for afgiftsfritagelse af kapitalen eller formuegodet i § 3 i øvrigt er opfyldt. Hvis kapitalarvingen er afdødes ægtefælle eller en velgørende institution, gælder afgiftsfritagelsen i BAL § 3 ikke. Ægtefællen skal ifølge bem. til L 91 p. 14 betale en afgift på 15%, selv om ægtefællen ikke er nævnt i BAL § 1, stk. 2, og de velgørende institutioner skal betale 36,25%. De nye skærpede regler finder anvendelse, når dødsfaldet er sket efter d. 31.12.1996, også selv om rentenydelsesretten er bestemt i et testamente oprettet før dette tidspunkt.

Legatarer hæfter i privatskiftede boer solidarisk for bo- og tillægsboafgiften, men kun med værdien af det modtagne, jf. BAL § 20, stk. 2, 2. pkt., som er blevet ændret pr. 01.01.1997. Indtil d. 01.01.1997 har det været omdiskuteret, om legatarer hæftede solidarisk for bo- og tillægsboafgiften, idet dette ikke fremgik udtrykkeligt af lovens tekst. Det blev således af mange antaget, at legatarer alene hæftede for afgiften af legatet, dvs. pro rata, jf. Bue Skammelsen i Karnov 1995 p. 1217 note 115 og Petersen og Skammelsen p. 118-119.

Legatarer kan med afgiftsretlig virkning give afkald på legatet, hvis afkaldet bliver meddelt over for skifteretten inden indlevering af den endelige boopgørelse, dog senest inden udlodning i et bo påbegyndes. jf. BAL § 5, stk. 4, således som ændret pr. d. 01.01.1997. Arvinger kan meddele afkald indtil samme tidspunkt.

Efter den gamle formulering i BAL § 5, stk. 4, 2. pkt. kunne legatarer give afkald, indtil udlodning påbegyndes.

Advokat Jørgen U. Grønborg