Bemærkninger til L 27 af 23.02.2005 om forslag til Navnelov
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Efternavne
Kapitlet regulerer adgangen og pligten til at tage et efternavn.
Bestemmelsen i § 1 fastsætter regler om børns efternavn ved fødslen. Efter den gældende regel i navnelovens § 1, stk. 1, får barnet ved fødslen forældrenes efternavn, hvis forældrene på dette tidspunkt har samme efternavn, mens stk. 2 omhandler den situation, hvor forældrene ikke har samme efternavn. Det foreslås, at den hidtidige bestemmelse i stk. 1 ændres, således at der fremover skal gælde ens regler, både hvor forældrene har fælles efternavn, og hvor dette ikke er tilfældet.
Bestemmelsen i stk. 1 svarer i det væsentlige til § 1, stk. 2, i den gældende navnelov, bortset fra at der ikke i forslaget er medtaget regler om, at navngivning ved fødslen kan ske ved anmeldelse. Forslaget til kapitel 1-3 indeholder således ingen regler om, hvilke myndigheder der træffer afgørelse om navngivning og navneændring. Reglerne herom findes i lovforslagets kapitel 4. Endvidere er det ikke længere afgørende, hvilket navn forældrene bar ved barnets fødsel. Ændringen er ikke til hinder for, at barnet kan tillægges forældrenes navn på fødselstidspunktet, hvis dette ønskes, jf. forslaget til § 4, stk. 1, nr. 2.
Bestemmelsen i stk. 2 svarer i det væsentlige til den gældende § 1, stk. 3. Som noget nyt er der i 2. og 3. pkt. fastsat særlige regler om navngivning i de tilfælde, hvor moderens navn er taget i medfør af § 7, stk. 1, nr. 1 eller 2, om patronymnavne. Formålet med denne bestemmelse er at undgå, at forældrenes manglende navngivning skal resultere i, at barnet får et kønsmisvisende efternavn. Det kunne f.eks. være tilfældet, hvis en dreng født af Marie Jonasdatter skulle have moderens efternavn. I bestemmelsen er det anført, at barnet, hvis moderens efternavn er taget i medfør af § 7, stk. 1, nr. 1 eller 2, afhængigt af sit køn får moderens fornavn med tilføjelsen -søn eller -datter, jf. § 7, stk. 1, nr. 1. Det er ikke anset for muligt at lave en tilsvarende udfyldningsregel for hvert af de mulige udenlandske patronymnavne, der kan tages efter forslaget til § 7, stk. 1, nr. 2. I disse tilfælde, hvor forældrene ikke selv har sørget for at få navngivet deres barn, vil barnet, hvis moren har et patronymnavn, også få et patronymnavn dannet efter moderens fornavn med tilføjelsen -søn eller -datter.
Forældrene vil efterfølgende kunne ændre barnets navn i medfør af reglerne i §§ 2-4 og 6-8.
Forslaget til §§ 2 og 3 indeholder en væsentligt ændret ordning af, hvilke efternavne der er beskyttede i henhold til navneloven.
For så vidt angår gældende ret og overvejelserne herom henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.
Efter forslaget til §§ 2 og 3 vil det afgørende herefter blive, om et navn bæres af flere end 1.000 personer. Hvis dette er tilfældet, kan navnet frit tages af enhver. Bæres navnet derimod af op til og med 1.000 personer, vil det kun kunne tages efter de øvrige regler i kapitel 1. Er der tale om et kønsbøjet efternavn, jf. forslaget til § 4, stk. 1, nr. 6, anses begge bøjninger af navnet for at være ét efternavn. Både antallet af bærere af navnet i hankønsformen og antallet af bærere af navnet i hunkønsformen skal således regnes med ved opgørelsen af antallet af bærere af det pågældende efternavn. Dette vil fremgå af de regler, der fastsættes i medfør af § 2, stk. 2, se nedenfor. Navne, der indgår i bindestregskombinationer, f.eks. Schmidt i Schmidt-Andersen, medregnes ikke ved opgørelsen af antallet af bærere af efternavnet Schmidt, da bindestregsnavnet anses som ét selvstændigt samlet efternavn, jf. forslaget til § 8, stk. 2, med tilhørende bemærkninger.
Det centrale er, om efternavnet aktuelt bæres af flere end 1.000 personer. Personer, der alene har ret til at tage et efternavn, men som ikke aktuelt benytter sig af denne ret (potentielle navnebærere), anses således ikke for bærere af navnet i henhold til bestemmelsen. Eventuelle potentielle navnebærere vil derfor ikke skulle tælles med ved opgørelsen af, om navnet er beskyttet i henhold til § 3. Således vil et navn, der ikke aktuelt bæres af nogen i Danmark, frit kunne tages af enhver efter § 6, uanset om der her i landet måtte være personer, der – uden at de udnytter denne ret – har en sådan tilknytning til navnet, at de ville kunne tage det efter §§ 4 og 5. Efternavne der bæres af personer, der midlertidigt opholder sig i udlandet eksempelvis på baggrund af en midlertidig udstationering for et dansk selskab eller myndighed, nyder dog fortsat beskyttelse efter § 3.
Efter forslaget til bestemmelsen i § 2, stk. 2, fastsætter ministeren for familie- og forbrugeranliggender nærmere regler om anvendelse af stk. 1 og bekendtgør en gang årligt en liste over navne, der ikke er beskyttet efter stk. 1. Det tænkes således fastsat, at det afgørende skal være det, Danmarks Statistik udviser pr. 1. januar i det pågældende år som opgjort på baggrund af CPR/Den Ny Kirkebog. Listen forventes offentliggjort i begyndelsen af året. Hvis et navn er optaget på listen, vil det frit kunne tages af enhver. Et navn, der en gang er optaget på listen, vil ikke igen kunne blive beskyttet. Det gælder uanset, om antallet af brugere senere falder til et niveau, der ligger under grænsen i stk. 1. Det forhold, at der i løbet af året bliver flere end 1.000 bærere af et bestemt navn, medfører ikke, at beskyttelsen af navnet bortfalder, før navnet er optaget i ministeren for familie- og forbrugeranliggenders årlige bekendtgørelse om ikke-beskyttede navne.
Efter stk. 2 vil det endvidere blive fastsat, at hun- og hankønsformen af et kønsbøjet efternavn skal anses for det samme navn, dvs., at både antallet af bærere af navnet i hankønsformen og antallet af bærere af navnet i hunkønsformen skal regnes med ved opgørelsen af antallet af bærere af det pågældende efternavn. Herudover vil det blive fastsat, at efternavne på personer, der midlertidigt opholder sig i udlandet, skal regnes med ved opgørelsen af, hvor mange der her i landet bærer det pågældende navn.
Navne, der ikke er optaget i bekendtgørelsen, vil kun kunne tages efter reglerne i §§ 4-9.
Grænsen på 1000 personer blev ændret til 2000 ifølge ændringsforslag fra Familieministeren:
Med ændringsforslagene foreslås personantalsgrænsen i §§ 2 og 3 i navnelovsforslaget hævet fra 1.000 personer til 2.000 personer. Herefter vil efternavne, der bæres af mere end 2.000 personer frit kunne tages af enhver. Efternavne, der bæres af 2.000 personer eller færre, vil derimod være beskyttede og kun kunne tages efter de øvrige regler i lovforslagets kapitel 1.
Ændringsforslagene bevirker, at der ved lovens vedtagelse frigives ca. 160 efternavne i stedet for 315 efternavne med en grænse på 1.000 personer. Ændringerne indføres for yderligere at sikre en minimal krænkelsesrisiko over for bærere af navne, der frit kan tages af enhver. Bæres et navn af over 2.000 personer i Danmark, er navnet så almindeligt udbredt i Danmark, at bærere af navnet ikke med rette kan forvente at have nogen slægtsmæssig tilknytning til andre bærere af navnet. Hensynet til bærere af et sådant navn er derfor ikke så tungtvejende, at det bør afholde andre fra frit at kunne tage navnet.
I stk. 1, nr. 1, fastsættes det, at det altid skal være muligt at tage et efternavn, der tidligere har været ansøgerens efternavn, herunder et efternavn erhvervet på grundlag af ægteskab. Bestemmelsen svarer til § 2, nr. 3, i den gældende navnelov, hvorefter en ansøger kan tage et navn, den pågældende tidligere har båret. Efter denne bestemmelse var det dog en betingelse, at navnet ikke måtte være erhvervet på grundlag af ægteskab. Denne betingelse falder efter lovforslaget bort, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 2.2. Et tidligere båret efternavn erhvervet på grundlag af ægteskab kan efter gældende ret i visse tilfælde genantages efter § 4, stk. 2. I andre tilfælde vil der kunne meddeles navnebevis efter § 8, nr. 5. Den foreslåede bestemmelse indebærer således ikke nogen vidtgående udvidelse i forhold til gældende ret, bortset fra at navnet ikke længere vil være et giftenavn.
Om adoptivbørns adgang til at bevare eller at tage efternavn efter deres oprindelige slægt henvises til § 9, stk. 3. Om adoptivbørns adgang til at bevare retten til et efternavn, der er erhvervet på grundlag af adoptionen, henvises til forslagets § 9, stk. 4.
Efter bestemmelsen er det – som hidtil – en forudsætning for at genantage et tidligere navn, at navnet har været båret med rette.
Efter § 4, stk. 1, nr. 2, kan et efternavn, uanset om det er beskyttet eller ej, tages, hvis navnet bæres eller har været båret som efternavn af en af ansøgerens forældre, bedsteforældre, oldeforældre eller tipoldeforældre. Bestemmelsen svarer i det væsentlige til § 8, nr. 1, i den gældende navnelov. Efter denne bestemmelse var det dog en betingelse, at navnet ikke måtte være erhvervet på grundlag af ægteskab. Denne betingelse falder efter forslaget bort, jf. de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2. Som noget nyt er der endvidere indført en adgang til at tage tipoldeforældres efternavne.
Særligt for forældres, bedsteforældres og oldeforældres efternavne, som de pågældende har erhvervet som et nydannet efternavn efter § 6 i den gældende navnelov, følger det af den gældende navnelovs § 8, nr. 1 og 4, at disse navne i dag kun kan tages med den oprindelige navneerhververs samtykke. Der er ikke behov for at opretholde dette krav, da den slægtsmæssige forbindelse anses at være tilstrækkelig til, at erhververens efterkommere bør kunne tage navnet, uanset at navnet oprindeligt er erhvervet som nydannet efternavn. Adgangen til at tage en forælders, bedsteforælders, oldeforælders og tipoldeforælders efternavn omfatter derfor også navne erhvervet som nye efternavne.
Efter nr. 3 kan et efternavn, uanset om det er beskyttet eller ej, tages, hvis det er eller har været ansøgerens mellemnavn. Om overvejelserne i den forbindelse henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.6.
Adgangen til at tage et tidligere båret mellemnavn som efternavn indebærer i øvrigt en administrativ lettelse for ansøgeren, idet det følger af forslaget til § 11, stk. 1, nr. 1, at en ansøger altid vil kunne genantage et mellemnavn, som den pågældende tidligere har båret. Med adgangen til at tage et tidligere båret mellemnavn som efternavn undgås det således, at en ansøger først vil være nødt til at genantage et mellemnavn for derefter at ansøge om det pågældende navn som efternavn.
Adgangen til at tage et mellemnavn som efternavn gælder dog ikke mellemnavne, der er taget i medfør af § 11, stk. 1, nr. 4, om muligheden for at tage et fornavn som mellemnavn, jf. § 4, stk. 3.
Efter forslaget til § 4, stk. 1, nr. 4 , kan et efternavn, uanset om det er beskyttet eller ej, tages, hvis navnet bæres som efternavn af ansøgerens mors eller fars nuværende eller tidligere ægtefælle eller samlever, når den pågældende stedfar eller stedmor samtykker. Bestemmelsen svarer som udgangspunkt til § 2, nr. 4, i den gældende navnelov. I modsætning til den nævnte bestemmelse er det imidlertid ikke længere et krav for, at en person kan anses for at være ansøgerens stedfar eller stedmor, at den pågældende er eller har været gift med en af ansøgerens forældre, idet ugifte samlivsforhold, der opfylder betingelserne i § 5, stk. 2, sidestilles med ægteskab. Det er således et krav, at parterne erklærer, at der er eller har været tale om et ægteskabslignende forhold, og at de enten har boet sammen i mindst 2 år eller har fælles børn under 18 år, der også har eller skal have navnet.
Kravet om fælles bopæl vil normalt kunne godtgøres i forbindelse med sagsbehandlingen ved opslag i CPR. Det er uden betydning, om ægteskabet eller samlivet er ophørt på ansøgningstidspunktet.
For så vidt angår muligheden for at tage en afdød stedforælders efternavn se § 4, stk. 5 og bemærkningerne hertil.
Efter nr. 5 kan et efternavn, uanset om det er beskyttet eller ej, tages, hvis navnet bæres som efternavn af ansøgerens plejefar eller plejemor, og den pågældende meddeler samtykke hertil. Bestemmelsen svarer til § 8, nr. 2, i den gældende navnelov. Det er uden betydning, om plejeforholdet er ophørt på ansøgningstidspunktet.
For så vidt angår muligheden for at tage en afdød plejeforælders efternavn se § 4, stk. 5 og bemærkningerne hertil.
Efter nr. 6 er det som noget nyt foreslået, at det skal være muligt at tage et efternavn, som ansøgeren har ret til efter de øvrige bestemmelser, med ændring af en kønsbestemt endelse af dette efternavn, hvis navnet har tradition i en kultur, som tillader dette. For så vidt angår overvejelserne herom henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.8.4.
Bestemmelsen tager sigte på navnetraditioner som f.eks. den polske, hvorefter kvinder får efternavnet med endelsen -a, mens mænds navne får endelsen -i. En tilsvarende tradition findes i Grækenland (-ou, -u eller -i for kvinder og -is for mænd) og i Tjekkiet (-ova for kvinder og -il for mænd). Som et kendt eksempel kan peges på, at efternavnet på den kvindelige tennisspiller “Navratilova” anvendt på en mand ville have været “Navratil”.
I de pågældende lande anses begge former af navnet for at være det samme navn. Lovforslaget forudsætter også, at der er tale om det samme navn. Både han- og hunkønsformen af et sådant kønsbøjet navn vil således skulle indgå i optællingen af navnet i forbindelse med listen over ubeskyttede navne efter forslagets § 2, se bemærkningerne hertil.
En kvinde, hvis far har heddet “Navratil”, vil i henhold til forslaget til nr. 6, jf. § 4, stk. 1, nr. 2, kunne tage navnet Navratilova.
Familiestyrelsen vil udarbejde en oversigt over en række kulturer med den særlige navnetradition, der tillader tilføjelser af kønsbestemte endelser. Oversigten vil blive offentliggjort på Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders (Familiestyrelsens) hjemmeside på Internettet.
Bestemmelsen omfatter ikke patronymnavne taget i medfør af § 7, stk. 1, nr. 1 eller 2, jf. stk. 2 og bemærkningerne hertil, og det ansøgte navn skal være kønskorrekt i forhold til den, der skal bære navnet, jf. stk. 4 og bemærkningerne hertil.
Bestemmelsen i § 4, stk. 1, nr. 7 , giver adgang til at antage et beskyttet efternavn, hvis den, der ønsker navnet, har kendskab til og har indhentet samtykke fra alle, der bærer navnet. Denne bestemmelse er i det væsentlige en gendannelse af retstilstanden før navneloven af 1961. Om overvejelserne om genindførsel af denne samtykkeregel henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.7.
I praksis vil bestemmelsen kun få betydning i de tilfælde, hvor den, der ønsker navnet, har kendskab til alle, der bærer navnet, og dermed kan indhente de nødvendige samtykker. Det er dog også muligt for enhver på Danmarks Statistiks hjemmeside www.dst.dk/navne at søge på et bestemt efternavn og få oplyst, hvor mange der bærer navnet som efternavn pr. den seneste 1. januar. Danmarks Statistik har valgt af diskretionshensyn at fjerne navne med kun én eller to forekomster fra navnedatabasen, så man får et lidt upræcist svar, hvis det navn, der søges på, er sjældent.
Der er imidlertid ingen sikkerhed for, at en person, der ønsker at antage et efternavn efter bestemmelsen, kan finde frem til oplysninger om navn og aktuel adresse for alle bærere af efternavnet, så vedkommende kan kontakte disse med henblik på indhentelse af samtykke.
Opslag i telefonbøger m.v. vil ikke i alle tilfælde give navne og adresser (telefonnumre) på alle i den søgte personkreds, bl.a. fordi en del mennesker ikke vil stå i telefonbøger, enten fordi de ikke selv har eller er registreret med et telefonabonnement, eller fordi deres telefonnummer er udeladt m.v.
Det er muligt for private gennem henvendelse til det kommunale folkeregister under visse betingelser at få oplyst en anden identificeret persons aktuelle navn og adresse mod et gebyr på op til 52 kr. pr. person, forespørgslen omfatter, jf. § 42 i lov om Det Centrale Personregister (CPR). Det er dog en betingelse, at spørgeren kan identificere den pågældende ved navn (nuværende eller tidligere) samt enten fødselsdato eller adresse (nuværende eller tidligere) eller personnummer. Og der gives ikke svar, såfremt personen har navne- og adressebeskyttelse i CPR, som det er tilfældet for ca. 30.000 personer.
Bestemmelsen vil således som nævnt kun have relevans i de tilfælde, hvor en person på forhånd har et vist kendskab til de aktuelle bærere af det ønskede efternavn, og det måske netop er derfor, at vedkommende ønsker at antage dette efternavn. Hertil kommer som nævnt, at en meget stor del af alle efternavne i dag bæres af en eller meget få personer. I sådanne situationer vil en kombination af de ovenfor nævnte søgninger i Danmarks Statistik, i telefonbøger og www.krak.dk samt i CPR som oftest give mulighed for den pågældende til selv at kunne kontakte alle aktuelle bærere af det ønskede efternavn med henblik på at indhente samtykke.
Findes navnet både i hun- og hankønsform, jf. § 4, stk. 1, nr. 6, skal der indhentes samtykke fra alle bærere af navnet i både hun- og hankønsformen.
Som det fremgår af bemærkningerne til § 20, 2. pkt. vil det både efter forvaltningsloven og offentlighedsloven som udgangspunkt være muligt at få aktindsigt i sagsoplysninger om navn og adresse på personer, der bærer et navn, som ansøgeren ønsker at opnå på grundlag af samtykke fra alle bærere af navnet. Det vil således være muligt at omgå hensynet bag reglen i § 4, stk. 1, nr. 7, om, at ansøgeren skal have kendskab til alle, der bærer navnet, og bag identifikationskravene i CPR-lovgivningen.
Lovudkastets § 20, 2. pkt., indeholder derfor en bemyndigelse til ministeren for familie- og forbrugeranliggender til at fastsætte regler om, at bestemmelserne om aktindsigt i lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven ikke finder anvendelse på oplysninger, der er indhentet fra CPR som et led i behandlingen af ansøgninger efter § 4, stk. 1, nr. 7, og som vedrører andre end den, der er omfattet af en sådan ansøgning. Ministeren vil herefter kunne fastsætte regler, der afskærer aktindsigt i oplysninger, der er indhentet til brug for behandlingen af en ansøgning efter § 4, stk. 1, nr. 7. Aktindsigt i disse registeroplysninger vil herefter alene kunne opnås i overensstemmelse med reglerne i CPR-loven. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 20, 2. pkt.
Efter forslaget til stk. 2 kan der ikke i medfør af stk. 1, nr. 2-7, tages et efternavn fra en slægtning m.v., hvis bæreren har taget navnet i medfør af § 7, stk. 1, nr. 1 eller 2. Bestemmelserne i § 7, stk. 1, nr. 1 og 2, giver adgang til at tage et såkaldt patronymnavn, der f.eks. angiver, at den pågældende er søn eller datter af en anden (Petersdatter). Forslaget skyldes, at disse navne er personlige i den forstand, at de betegner en tilknytning mellem den, der bærer navnet, og den fra hvem navnet er afledt. I eksemplet “Petersdatter” er bæreren af navnet datter af Peter. Navnet bør derfor ikke efter § 4 eller andre bestemmelser i loven kunne gives videre til andre, der ikke er datter af Peter. Bestemmelsen gælder også for udenlandske patronymer. Er navnet derimod ikke taget i medfør af de nævnte bestemmelser, er bestemmelsen ikke til hinder for, at man kan tage navnet, uanset at navnet f.eks. efter en fremmed navnekultur må anses for et patronymnavn. Det skyldes, at de danske myndigheder ikke bør pålægges i alle tilfælde at kontrollere, om et udenlandsk navn har karakter af et patronymnavn. I praksis er det formentlig kun nordiske patronymnavne på f.eks. -søn/-datter, der vil kunne virke sprogligt kønsmisvisende eller anstødelige for den almindelige danske sprogbruger.
En tilsvarende regel findes i forslaget til § 5 for så vidt angår muligheden for at tage ægtefællens eller samleverens efternavn samt i § 11, stk. 2, for mellemnavne, der er afledt af et efternavn.
Efter stk. 3 kan et mellemnavn ikke tages som efternavn i medfør af stk. 1, nr. 3, hvis mellemnavnet er taget i medfør af § 11, stk. 1, nr. 4, dvs. at der er tale om et egentligt fornavn. Bestemmelsen sikrer, at adgangen til at tage et fornavn som mellemnavn ikke medfører, at alle egentlige fornavne dermed kan tages som efternavne.
Efter s tk. 4 kan et efternavn ikke tages i medfør af stk. 1, nr. 6, hvis det betegner det modsatte køn i forhold til den, der skal bære navnet. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan dog fastsætte regler, der for transseksuelle personer gør undtagelse herfra. Bestemmelsen svarer til forslaget til § 13, stk. 2, 2. pkt., i forhold til fornavne og § 7, stk. 2 og 3, 2. pkt., vedrørende patronymnavne. Der henvises derfor til bemærkningerne til disse bestemmelser.
Efter stk. 5, 1. pkt. , kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætte nærmere regler om samtykke, jf. stk. 1, nr. 4-5 og 7. Ministeren vil kunne fastsætte krav om, at samtykket skal meddeles på blanketter (herunder elektronisk) samt krav til sikring af, at et skriftligt samtykke er afgivet af den rette person.
Efter stk. 5, 2. pkt., kræves der også samtykke fra børn, der er fyldt 12 år, for at få et efternavn i medfør af stk. 1, nr. 7, der forudsætter samtykke fra alle bærere af navnet. Nægter barnet at samtykke, kan ansøgeren ikke få det ønskede navn i medfør af bestemmelsen, uanset om forældremyndighedens indehaver har samtykket hertil. For yngre børn stilles ikke et sådant krav. I disse tilfælde meddeles samtykke således af den eller de, der har forældremyndigheden over barnet.
Om samtykke fra og høring af et barn ved ændring af dets eget navn henvises til forslaget til § 22.
Efter stk. 5, 3. pkt., kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender, hvor særlige forhold taler herfor, undtage fra kravet om samtykke i stk. 1, nr. 4-5. Der er tale om en snæver undtagelsesbestemmelse, der alene har til formål at sikre, at det som hidtil er muligt at tage en afdød sted- eller plejeforælders efternavn, hvis det må antages at være stemmende med afdødes ønske. Dette kan f.eks. ske ved en erklæring fra afdødes nærmeste slægt, dvs. børn, forældre eller søskende eller fra en ægtefælle eller samlever.
Efter forslagets stk. 1 kan den ene ægtefælle med den anden ægtefælles samtykke tage dennes efternavn, hvis parterne ønsker fælles efternavn. Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 4, stk. 1, i den gældende navnelov. Bestemmelsen i den gældende navnelov om, at navnet ikke må være erhvervet på grundlag af ægteskab, er dog foreslået ophævet. Dette bevirker, at en ægtefælle med den anden ægtefælles samtykke kan tage dennes efternavn, uanset at dette efternavn er erhvervet på grundlag af et tidligere ægteskab. Om overvejelserne herom henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.
Endvidere er det som noget nyt anført, at det ikke er muligt at tage en ægtefælles navn, hvis dette er taget i medfør af § 7, stk. 1, nr. 1 eller 2 om patronymnavne. Herom henvises til bemærkningerne til § 4, stk. 2.
Efter forslaget i stk. 2 kan ugifte samlevende under samme betingelser tage fælles efternavn. Om baggrunden herfor og overvejelserne herom henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.
Bestemmelsen omfatter personer, der ikke er gift, men som erklærer, at de lever i et ægteskabslignende forhold, og som enten har levet sammen i mindst 2 år eller har fælles børn under 18 år, der har eller skal have navnet som efternavn. Bestemmelsen finder også anvendelse på faste samlevende af samme køn.
Kravet om, at parterne skal erklære at leve i et ægteskabslignende forhold, sikrer, at det ikke er muligt for f.eks. studiekammerater, der bor sammen, at antage fælles efternavn efter denne bestemmelse. Tilsvarende vil det ikke være muligt for 3 eller flere voksne, der bor sammen, at antage fælles efternavn efter forslaget til § 5, stk. 2.
Ud over den nævnte erklæring stilles der som anført krav om, at parret skal have levet sammen i mindst 2 år. Kravet er begrundet i hensynet til at sikre, at der er tale om et vist fast samlivsforhold. Kravet kan normalt anses for opfyldt, hvis det dokumenteres, at parret har haft samme folkeregisteradresse i perioden.
Kravet om fælles bopæl i 2 år gælder dog ikke, hvis parret har fælles børn under 18 år, der har eller skal have samme efternavn som forældrene. Det er tilstrækkeligt, at parterne har ét fælles barn, der har eller skal have navnet. I dette tilfælde kan samlevende fra samlivets begyndelse på samme måde som ægtefæller få fælles efternavn. Bærer det fælles barn ikke det pågældende navn, skal der inden eller samtidig med indgivelse af ansøgning for forældrene (forælderen) indgives ansøgning om antagelse af det pågældende navn for det fælles barn.
I § 6 foreslås, at det som hidtil med visse begrænsninger skal være muligt at tage et efternavn, som ingen bærer som efternavn her i landet.
Afgørende for, om et navn aktuelt bæres her i landet, er det, som CPR udviser på tidspunktet for navneskiftet. Potentielle bærere af navnet medregnes således ikke. Efternavne på personer, der midlertidigt opholder sig i udlandet, nyder fortsat beskyttelse efter § 3 og kan derfor ikke tages som nyt efternavn. Hvis et kønsbøjet efternavn, jf. § 4, stk. 1, nr. 6, bæres her i landet af én person i f.eks. hunkønsformen, er dette til hinder for, at andre tager navnet i hankønsformen, da der er tale om samme efternavn. Ansøgere vil til en vis grad via Danmarks Statistiks hjemmeside på Internettet i de fleste tilfælde inden henvendelsen til de kompetente myndigheder selv kunne afklare, om et navn er i brug, idet det her er muligt at få oplyst antallet af bærere af et navn, hvis der er mere end 2 bærere af navnet i Danmark. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til § 4, stk. 1, nr. 7.
Efter forslaget til § 6, stk. 1, nr. 1 , kan et navn ikke tages som nydannet efternavn, hvis det let kan forveksles med et beskyttet efternavn. Bestemmelsen svarer for så vidt angår forbeholdte navne til den gældende navnelovs § 6, nr. 3, jf. nr. 1. Der skal herved lægges vægt på, om navnet ved enten udtale eller stavemåde kan forveksles med et beskyttet navn. Det er ikke til hinder for at tage et navn efter § 6, at navnet indgår som et led i et dobbelt efternavn, jf. § 8. Det skyldes, at et dobbelt efternavn i forhold til lovens øvrige bestemmelser anses som ét efternavn, jf. § 8, stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2 (firmanavne mv.) og nr. 3 (kunstnernavne) svarer som udgangspunkt til den gældende navnelovs § 7, stk. 2, nr. 2 og 3. Der henvises til det, der er anført vedrørende forslaget til stk. 2.
Bestemmelsen i nr. 4 vedrørende navnet på almindeligt kendte udenlandske og historiske personer eller navne, der let kan forveksles hermed, svarer med en sproglig præcisering til den gældende navnelovs § 6, nr. 2 og 4, dog således at beskyttelsen af almindeligt kendte udenlandske navne er udstrakt til også at omfatte navne, der let kan forveksles hermed. Navne som Tordenskjold, Hamlet, Chaplin og Kafka vil således ikke kunne tages som nye efternavne.
Efter bestemmelsen i nr. 5 kan man ikke tage et nyt efternavn, der er et egentligt fornavn. Denne bestemmelse svarer til § 6, nr. 6, i den gældende navnelov, se de almindelige bemærkninger pkt. 2.9.1.
Bestemmelsen i den gældende § 6, nr. 5, er i forslaget til § 6, nr. 6 , ændret således, at der ikke længere er forbud mod at tage nye navne, som “ved udtale eller skrivemåde afgjort strider mod dansk sprogbrug”. Derimod er det afgørende, om det ønskede navn er “uegnet til at blive anvendt som efternavn her i landet”. Om overvejelserne herom henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.9.2.2 og 2.9.3.
Kravet om, at navnet ikke må være uegnet til at blive anvendt som efternavn her i landet, skyldes efternavnets funktion som betegnelse for den enkelte, dels over for offentlige myndigheder, dels i forhold til andre private. Den ændrede formulering vil i vidt omfang afskære de samme forhold som den hidtidige bestemmelse, uden at der dog stilles særlige krav om forholdet til dansk sprogbrug.
Afgørelsen af, om et påtænkt navn er uegnet til at blive anvendt som efternavn her i landet, beror på en helhedsvurdering af, om navnet kan skrives og udtales i Danmark, og af om det i den forbindelse kan antages, at ordet vil kunne fungere nogenlunde hensigtsmæssigt som en betegnelse for bestemte personer i forhold til offentlige myndigheder og andre private.
Det anførte indebærer bl.a., at navnet skal kunne skrives med latinske bogstaver. Andre skriftsystemer eller tegn som f.eks. tal, %, @ eller lignende kan således ikke indgå i navnet. Man kan således f.eks. ikke tage navnet »Hansen 2.0«, »H@nsen«, eller »50%Hansen-50%Jensen«. Navnet skal følge almindelig dansk retstavning. Det vil sige, at det i almindelighed skrives med stort begyndelsesbogstav og i øvrigt med små bogstaver. Det vil således f.eks. ikke være muligt at få »navnet« »LarSen«. Dog vil det være muligt at tage navne, hvis stavemåde er inspireret af udenlandsk navneskik, som f.eks. »McPherson«.
Navnet skal også med en vis rimelighed kunne udtales på dansk. Et »navn« som f.eks. »Pkljihhmw« er således udelukket. I kravet om, at navnet med en vis rimelighed skal kunne udtales på dansk, ligger bl.a. også, at ord, der udelukkende består af et bogstav eller af konsonanter, normalt ikke vil kunne anvendes som efternavne her i landet. Det samme gælder længere ord, der alene består af vokaler.
Også sætningskonstruktioner er normalt uegnede som efternavne her i landet. Det er således f.eks. ikke muligt at tage navne som »Hennepåhjørnetborslagteren« eller »Jegerhendederengangharheddethanne«. Tilsvarende kan man f.eks. heller ikke tage (uddrag af) fortalen til Jyske Lov som efternavn. Det samme gælder navne, der er så lange, at de i praksis ikke vil kunne fungere som efternavne.
Herudover er visse ordtyper uegnede, da disse ikke i den daglige brug vil blive opfattet som et efternavn. Dette vil eksempelvis normalt være tilfældet for navneord som »Trillebør«, »Skraldespand« og »Urtepotte«.
Også forholdsord som »fra«, »til«, »de«, »von« og »á« er uegnede som efternavne, idet disse er uselvstændige led, som ikke vil blive opfattet som et efternavn af omverdenen og derfor ikke hensigtsmæssigt kan bruges som efternavn.
Efter forslaget til stk. 1, nr. 7, kan man ikke tage et nyt efternavn, der er upassende eller kan vække anstød. Denne bestemmelse svarer til § 6, nr. 7, i den gældende navnelov. Der henvises til bemærkningerne til § 14, stk. 3, nr. 3, vedrørende upassende eller anstødelige fornavne.
Bestemmelsen i stk. 2 er sammen med stk. 1, nr. 2 og 3, en videreførelse af bestemmelsen i den gældende navnelovs § 7, stk. 2, nr. 2 og 3. Det er således fortsat muligt at få beskyttet et kunstnernavn, et selskabsnavn, navnet på en forening, et varemærke eller lignende mod, at sådanne navne tages som nye efternavne. For så vidt angår overvejelserne herom henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.9.2.3. og 2.9.3.
I modsætning til den gældende navnelov foreslås det, at ikke kun firmanavne m.v., der er indregistreret her i landet, kan opnå beskyttelse. Således vil også udenlandske firmaer m.v. kunne opnå beskyttelse af deres navn ved anmeldelse efter stk. 2. Tilsvarende foreslås det, at det ikke længere skal være et krav for beskyttelse af et kunstnernavn, at den pågældende har bopæl her i landet.
For at få beskyttet et sådant »navn« skal der være tale om et »navn« i navnelovens forstand. Det er ikke muligt nærmere at definere eller opremse, hvad der er et »navn«, men foreningsnavne som eksempelvis »Den Danske Forening for Servietsamlere« er ikke et »navn« i navnelovens forstand og kan derfor ikke beskyttes efter stk. 2.
Den, der ønsker navneretlig beskyttelse af sådanne navne, skal som hidtil anmelde dette til Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender (Familiestyrelsen). Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender (Familiestyrelsen) vil på baggrund af de modtagne anmeldelser udarbejde og løbende opdatere en liste over beskyttede navne efter nr. 2 og 3. Listen vil blive offentliggjort på Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders (Familiestyrelsens) hjemmeside på Internettet til brug for myndighedernes sagsbehandling og for interesserede borgere, jf. 2. pkt.
Beskyttelse af navne anmeldt efter den gældende lov, vil kun være gældende i 6 måneder fra lovens ikrafttræden, medmindre de anmeldes på ny. Der henvises til § 30, stk. 2, og bemærkningerne hertil.
Efter § 7, stk. 1, nr. 1 og 2 , er der adgang til at tage patronymnavne på baggrund af forældres fornavne med tilføjelsen -søn eller -datter afhængig af den pågældendes køn eller en anden tilføjelse, der viser slægtskabet, hvis navnet har tradition i en kultur, der tillader dette. I stedet for -søn eller -datter vil det tillige være muligt at tilføje -ssøn eller -sdatter, medmindre det pågældende fornavn ender på bogstaverne s, x eller z. Som eksempel på navne, der kan tages, kan nævnes navnet Pedersøn eller Pederssøn og Anderssøn, hvorimod navnet Andersssøn efter almindelige retstavningsprincipper ikke kan tages.
Med bestemmelsen er det bl.a. muligt at følge islandsk navnetradition med at tage en af forældrenes fornavn med tilføjelsen –son eller dóttir.
Efter nr. 1 og 2 kan begge forældres fornavne som grundlag for dannelsen af et efternavn. Bestemmelsen i nr. 2 er ikke begrænset til anvendelsen af fremmed navneskik. Bestemmelsen stiller ikke krav om, i hvilken ende af navnet tilføjelsen skal ske. Det er således også efter denne bestemmelse muligt at tilføje forstavelserne el- eller al- efter muslimsk navneskik til muslimske fornavne.
I forbindelse med dannelse af sådanne patronymnavne vil der blive taget hensyn til grammatikken fra det pågældende land, således at der f.eks. ved dannelse af et patronym efter islandsk navneskik tages højde for islandsk ejefald, hvorefter det rette patronym for en person, der har en far, der hedder Hjörtur, er Hjartardóttir eller Hjartarson, og det rette patronym for en person, der har en mor, der hedder Kristín, er Kristínardóttir eller Kristínarson. Da danske myndigheder imidlertid ikke kan forventes at være bekendt med sådanne udenlandske grammatiske regler, er det ansøgeren, der må gøre opmærksom herpå og eventuelt dokumentere dette. Dokumentation kan eventuelt fremlægges i form af en erklæring fra det pågældende lands myndigheder herom.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.8.2.
Efter nr. 3 kan man tage en af forældrenes, bedsteforældrenes eller ægtefællens fornavn, når navnet har tradition i en kultur, som ikke skelner mellem for- og efternavn. Under samme betingelser er det også muligt at tage en ugift samlevers fornavn, hvis samlivet opfylder betingelserne i § 5, stk. 2. Bestemmelsen, der er ny i forhold til gældende ret, har til formål at tilgodese en række udenlandske navneskikke, herunder muslimsk navneskik. Der henvises herom til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.8.3. Uanset at de pågældende navneskikke primært tager udgangspunkt i mandlige familiemedlemmers navne, er bestemmelsen ligesom nr. 1 og 2 udformet kønsneutralt, se herom de almindelige bemærkninger, pkt. 2.8.1.2. og 2.8.1.3.
Bestemmelserne svarer i det væsentlige til de nye norske regler om disse forhold. Dog er der i nr. 2 ikke medtaget en adgang til at tage bedsteforældres fornavne med en endelse, der viser slægtskabet, da denne navnetradition ikke synes at være aktuel i Danmark.
Det bemærkes, at anvendelse af disse fremmede navneskikke ikke er foreslået forbeholdt for personer med en bestemt anden etnisk baggrund end dansk, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 2.8.1.2. og 2.8.1.3. Der er således ikke noget til hinder for, at en etnisk dansker kan tage et navn med en udenlandsk navnetradition.
Efter stk. 2 må et efternavn efter stk. 1, nr. 1 og 2, ikke betegne det modsatte køn i forhold til den, der skal bære navnet. Bestemmelsen, der er en konsekvens af, at patronymnavne i modsætning til, hvad der ellers gælder for danske efternavne, typisk er kønsspecifikke, svarer til, forslaget til § 13, stk. 2 om fornavne.
Efter stk. 3 kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætte supplerende og udfyldende regler på området. Bemyndigelsen i stk. 3 kan bl.a. benyttes til at fastsætte regler om, hvilke landes navnetradition der må antages at opfylde betingelserne i stk. 1, nr. 2 og 3, samt om, hvilke ændringer de pågældende navnetraditioner tillader.
Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender (Familiestyrelsen) overvejer at udarbejde en oversigt over en række navne, der har tradition i en kultur, som ikke skelner mellem for- og efternavne, jf. § 7, stk. 1, nr. 3. Oversigten vil i givet fald blive løbende offentliggjort på Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders (Familiestyrelsens) hjemmeside.
Efter bestemmelsens 2. pkt. kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender for transseksuelle personer gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 2 om, at efternavnet ikke må betegne det modsatte køn i forhold til den, der skal bære det. Der henvises til det, der er anført i bemærkningerne til § 13, stk. 2, 2. pkt., om transseksuelles fornavne og de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.
Efter bestemmelsen i stk. 1 kan 2 navne, der hver for sig kan tages som efternavn, sammen tages som efternavn, hvis navnene forbindes med bindestreg.
Efter forslaget er det alene muligt at forbinde 2 navne med bindestreg. Reglen i stk. 2 om, at bindestregsefternavne skal anses som ét efternavn, gælder kun for lovens øvrige bestemmelser. Forslaget indebærer således, at det fortsat ikke vil være muligt at forbinde et bindestregsefternavn til et andet efternavn, f.eks. “Haldgren-Jensen-Hansen”. Lovforslaget hviler som den gældende navnelov på den forudsætning, at det ikke er muligt at tage 2 efternavne, uden at disse er forbundet med bindestreg. Godtgøres det, at et eksisterende efternavn undtagelsesvis består af 2 eller flere led uden bindestreg, vil dette navn som hidtil kunne tages efter de almindelige regler i §§ 1-5 og 7-8. Det vil dog efter forslaget heller ikke være muligt at forbinde et sådant flerleddet efternavn med et andet efternavn med en bindestreg.
Efter stk. 2 anses et efternavn, der består af 2 navne forbundet med bindestreg, i forhold til lovens øvrige bestemmelser som ét efternavn. Dette er f.eks. af betydning ved opgørelsen af antallet af navnebærere efter §§ 2 og 3 samt ved afgørelsen af, om de fornødne samtykker er indhentet i medfør af § 4, stk. 1, nr. 7. Personer, der bærer navnet »Haldgren-Jensen«, skal ved opgørelsen efter lovforslagets §§ 2 og 3 ikke tælles med i opgørelsen af, hvor mange der hedder »Haldgren« eller »Jensen«, da »Haldgren-Jensen« anses for at være et selvstændigt navn. Dette betyder endvidere, at en person, der ønsker »Haldgren-Jensen« på samtykkegrundlag efter lovforslagets § 4, stk. 1, nr. 7, alene skal indhente samtykke fra personer, der hedder »Haldgren-Jensen« og ikke fra personer, der hedder »Haldgren« eller »Jensen«. Herudover har det betydning for, hvilke navne der skal tages højde for efter § 6, stk. 1, nr. 1, hvorefter man kan tage et nyt efternavn, medmindre dette let kan forveksles med et beskyttet efternavn efter § 3. Navnet »Haldgren-Jensen« vil således ikke i sig selv være til hinder for, at navnet »Haldgren« tillades i medfør af § 6, uanset at der er færre end 1.000 personer, der hedder »Haldgren-Jensen«, se nærmere herom i bemærkningerne til § 6, stk. 1, nr. 1.
Efter stk. 3 kan den, der bærer et efternavn bestående af 2 navne forbundet med bindestreg, bortkaste et af de pågældende navne og føre det andet navn som efternavn. Således vil f.eks. en person, der hedder »Haldgren-Jensen«, efter forslaget have ret til at hedde det beskyttede navn »Haldgren«, uanset at vedkommende ikke i øvrigt har en sådan tilknytning til dette navn, at det ville kunne tages som efternavn alene. Om overvejelserne i den forbindelse henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.10.2.3. og 2.10.3. Der vil normalt kun være tale om et 2-leddet bindestregsnavn, jf. ovenfor, men der findes enkelte bindestregsnavne med flere end 2 led. Bestemmelsen er udformet således, at den også finder anvendelse for sådanne efternavne.
Efter stk. 4, 1. pkt. får personer, der kan godtgøre, at de bærer et af de sjældne flerleddede efternavne uden bindestreg, som udgangspunkt adgang til at bortkaste et navn i et flerleddet efternavn. Sådanne navne anses – på linje med bindestregsnavne efter stk. 2 – for at udgøre ét efternavn. Bestemmelsen svarer som udgangspunkt til stk. 3 om bindestregsnavne. Ministeren for Familie- og Forbrugeranliggender kan dog efter 2. pkt. fastsætte regler, der begrænser denne mulighed. Bestemmelsen vil blive benyttet til at sikre, at der ikke bliver adgang til at tage uselvstændige led i et flerleddet efternavn som efternavn alene. Det vil f.eks. være tilfældet for forholdsord som von, de, eller á i et efternavn som »von Bülow«.
Bestemmelserne i forslagets stk. 1 og 2 svarer i det væsentlige til § 3 i den gældende navnelov.
Da adoptanten eller adoptanterne efter adoptionsreglerne skal anføre i adoptionsansøgningen, hvilket navn barnet skal bære efter adoptionen, vil henvisningen i stk. 1, 1. pkt., kun få betydning, såfremt der på trods heraf måtte være udfærdiget en adoptionsbevilling uden stillingtagen til navnespørgsmålet. Henvisningen indebærer da, at barnet får adoptantens efternavn, eller, hvis barnet er adopteret af ægtefæller, adoptivmorens efternavn. Hvis adoptionsbevillingen lyder på et unavngivent barn, og adoptivforældrene ikke inden 6 måneder efter adoptionen tillægger barnet et efternavn, følger det af henvisningen, at barnet får adoptivmorens efternavn, medmindre dette er et patronymnavn, jf. bemærkningerne til § 1.
Det navn, adoptivbarnet tillægges ved adoptionsbevillingen eller erhverver i medfør af § 1, kan senere ændres efter samme regler, som hvis der var tale om adoptantens/adoptanternes oprindelige (biologiske) barn.
Bestemmelsen finder endvidere anvendelse ved adoption af personer over 18 år. Et voksent adoptivbarn, der herved måtte have fået et navn, som den pågældende ikke ønsker, vil efter forslaget til § 9, stk. 3, jf. § 4, stk. 1, nr. 1, altid kunne genantage et tidligere båret efternavn.
I stk. 1, 2. pkt. , er det præciseret, at bestemmelsen giver adgang til, at adoptivbarnet kan vælge at beholde sit eget efternavn. I praksis har det hidtil været antaget, at adoptivbarnets mulighed for at bære sit hidtidige navn “i forbindelse med det navn, det får ved adoptionen,” giver barnet ret til at antage dette som mellemnavn. Dette vil fortsat kunne bestemmes, jf. § 11, stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen giver sammenholdt med forslaget til § 8 om dobbelt efternavn endvidere adoptivbarnet mulighed for at bære begge efternavne forbundet med bindestreg.
Er adoptivbarnet adopteret som anført i stk. 2 ved en udenlandsk afgørelse, der anerkendes efter adoptionslovens § 28, stk. 2, vil der ikke blive udstedt en dansk adoptionsbevilling, idet den udenlandske adoption jo er anerkendt. Barnet vil ved indrejsen blive registreret med det navn, barnet bærer ifølge den anerkendte udenlandske afgørelse, men vil herefter kunne ændre navn efter samme regler, som hvis der var tale om adoptantens/adoptanternes oprindelige (biologiske) barn.
I stk. 3 er det som noget nyt fastsat, at adoptivbarnet fremover også skal have ret til at tage efternavn efter sin oprindelige slægt. For så vidt angår overvejelserne herom henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.11.
Adgangen til at tage navn efter den oprindelige slægt er en personlig ret for adoptivbarnet. Bestemmelsen medfører således ikke, at adoptivbarnets børn og andre efterkommere i medfør af forslaget til § 4, stk. 1, nr. 2, vil kunne tage et efternavn efter adoptivbarnets oprindelige slægt, hvis adoptivbarnet ikke har båret dette efternavn efter adoptionen.
Efter s tk. 4 bevarer et adoptivbarn ved ophævelse af adoptionen retten til et efternavn, der er erhvervet på grundlag af adoption. Bestemmelsen svarer til § 3, stk. 2, i den gældende navnelov. En tilsvarende regel følger implicit af forslaget til § 4, stk. 1, nr. 1, men er medtaget her for at undgå enhver tvivl herom.
Efter forslaget til § 10 bortfalder et efternavn, hvis der tages et andet efternavn. Bestemmelsen præciserer, at en person, der tager et nyt efternavn, ikke samtidig kan bevare det hidtidige efternavn og således bære 2 efternavne. Hvis navnene forbindes med bindestreg, jf. forslaget til § 8, kan den pågældende bære begge navne samtidig, men de udgør i så fald ét efternavn.
Mellemnavne
Kapitlet regulerer adgangen til at tage mellemnavne.
Bestemmelsen i stk. 1 opregner, hvilke navne der kan tages som mellemnavne.
I nr. 1 fastsættes det, at det altid skal være muligt at tage et mellemnavn, der tidligere har været ansøgerens mellemnavn. Bestemmelsen viderefører § 25, nr. 2, i Justitsministeriets cirkulære nr. 139 af 17. december 2002. Bestemmelsen er i øvrigt udformet således, at den svarer til forslaget til § 4, stk. 1, nr. 1, om efternavne. Der henvises derfor til bemærkningerne til denne bestemmelse.
Som det fremgår heraf, indebærer denne bestemmelse bl.a., at det er muligt at genantage et navn, ansøgeren tidligere har båret i medfør af et samtykke, uden at der i den forbindelse stilles krav om fornyet samtykke.
Bestemmelsen giver ikke hjemmel til som mellemnavn at tage et adresseringsmellemnavn, som den pågældende har benyttet i henhold til CPR-lovgivningens regler herom.
Om adoptivbørns adgang til at tage mellemnavn efter den oprindelige slægt henvises til bemærkningerne til stk. 5.
Efter nr. 2 er der – som efter § 11, stk. 2, i den gældende navnelov – mulighed for at tage et mellemnavn, som den pågældende kan tage som efternavn. Liberalisering af reglerne om efternavne medfører således også en udvidelse af mængden af de mellemnavne, der kan tages efter denne bestemmelse.
Efter nr. 3 kan der tages et navn, der bæres eller har været båret som mellemnavn af ansøgerens forældre, bedsteforældre, oldeforældre eller tipoldeforældre. Bestemmelsen er en væsentlig liberalisering i forhold til den gældende retstilstand, hvorefter der som udgangspunkt kun er mulighed for at tage et mellemnavn, som ens forældre, samt – i visse tilfælde – ens bedsteforældre bærer eller har båret. Om overvejelserne herom henvises der til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.1. Tilknytningskravet er udformet således, at det svarer til bestemmelsen i § 4, stk. 1, nr. 2, om efternavne. Herefter kan man tage et mellemnavn fra den samme persongruppe, som man efter § 4, stk. 1, nr. 2, kan tage et efternavn fra. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse. Som efter den nævnte bestemmelse stilles der ikke krav om samtykke fra de pågældende familiemedlemmer.
I nr. 4 er det som noget nyt muligt som mellemnavn at tage et fornavn, der kan tages efter § 13, stk. 1, uanset om det pågældende fornavn betegner det modsatte køn i forhold til den, der ønsker navnet. Efter gældende ret er det som udgangspunkt kun muligt at tage et mellemnavn, hvis ansøgeren har en særlig familiemæssig eller lignende tilknytning til navnet. Det er således ikke muligt uden en sådan tilknytning at tage et almindeligt fornavn som mellemnavn. I praksis løses dette ofte ved, at forældre, der ønsker at navngive f.eks. en dreng med et nyt mellemnavn, i stedet giver barnet et andet fornavn, f.eks. Frederik Bjørn Jensen. Hvis forældrene efterfølgende får en pige og ønsker, at hun også skal have “Bjørn” som mellemnavn, vil de efter gældende ret være afskåret herfra, medmindre der er en tilstrækkelig familiemæssig tilknytning til navnet som mellem- eller efternavn. Om gældende ret henvises endvidere til betænkningen, side 47-48.
Bestemmelsen gør det i sådanne tilfælde muligt at tage et fornavn som mellemnavn, uanset om man har en familiemæssig eller anden tilknytning til navnet som mellemnavn. Et sådant mellemnavn kan uden videre benyttes af alle familiemedlemmer uanset de pågældendes køn. Mellemnavnet vil dog ikke senere kunne tages som efternavn, jf. forslaget til § 4, stk. 3.
Om baggrunden for forslaget henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.3.
Efter nr. 5 kan man med samtykke tage en stedfars eller stedmors mellemnavn. Bestemmelsen svarer som udgangspunkt til gældende ret, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 139 af 17. december 2002, § 24, stk. 1, nr. 3. Bestemmelsen er udformet således, at den svarer til § 4, stk. 1, nr. 4, om stedforældres efternavne. Der henvises derfor til bemærkningerne til denne bestemmelse. Som det fremgår heraf, er det ikke længere et krav for at blive anset for stedforælder, at vedkommende er gift med en af den pågældendes forældre.
Efter nr. 6 kan man med samtykke at tage en plejemors eller plejefars mellemnavn. Bestemmelsen svarer i det væsentlige til gældende ret, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 139 af 17. december 2002, § 24, stk. 1, nr. 3. Bestemmelsen er udformet således, at den svarer til § 4, stk. 1, nr. 5, om adgangen til at tage plejeforældres efternavne. Der henvises derfor til bemærkningerne til denne bestemmelse.
Efter nr. 7 kan man med samtykke tage et mellemnavn, som ens ægtefælle bærer som mellem- eller efternavn. Efter den gældende navnelov er det ikke muligt at tage en ægtefælles mellemnavn. Det er dog i medfør af CPR-lovgivningen muligt at få en ægtefælles mellemnavn registreret som et såkaldt “adresseringsmellemnavn” i CPR. Forslaget indebærer således, at de navne, som det tidligere har været muligt at benytte som adresseringsmellemnavn, nu kan tages som mellemnavne. Bestemmelsen i nr. 7 giver ikke hjemmel til at tage en tidligere ægtefælles mellem- eller efternavn som mellemnavn.
Om overvejelserne i den forbindelse henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.
Bestemmelsen giver endvidere adgang til som mellemnavn at tage et navn, som den pågældendes ægtefælle bærer som efternavn, hvis ægtefællen samtykker heri. Et sådant navn vil den pågældende kunne tage som efternavn efter reglerne i § 5, stk. 1. Der vil derfor som udgangspunkt allerede efter forslaget til § 11, stk. 1, nr. 2 være mulighed for at tage en ægtefælles efternavn som mellemnavn. Efter § 5, stk. 1, er det imidlertid en betingelse for at tage ægtefællens efternavn, at ægtefællerne derved får fælles efternavn. Da der af og til forekommer et ønske om, at ægtefæller på den ene side kan beholde deres eget efternavn, men på den anden side ønsker at tage ægtefællens efternavn som mellemnavn, er der i bestemmelsen givet særlig hjemmel hertil.
Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse på samlevende, såfremt betingelserne i forslagets § 5, stk. 2, er opfyldt. Det er således som noget nyt muligt for samlevende, der efter § 5, stk. 2, kan tage et fælles efternavn, med samtykke at tage hinandens mellem- og efternavn som mellemnavn.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 5, stk. 2, om betingelserne.
I stk. 2 fastslås det, at hvis ægtefællens, samleverens eller slægtens mellem- eller efternavn er et patronymnavn taget eller opnået på baggrund af lovforslagets § 7, stk. 1, nr. 1 og 2, kan det ikke tages som mellemnavn. Det gælder uanset, om det ansøgte navn ønskes taget på grundlag af et efternavn eller af et mellemnavn, jf. 1. og 2. pkt. Om baggrunden herfor henvises til det, der er anført i bemærkningerne til § 4, stk. 2.
I stk. 2, 3. pkt. , fastslås det endvidere, at man ikke kan tage et mellemnavn på grundlag af en slægtsmæssig eller lignende tilknytning til en person, der bærer navnet som mellemnavn, hvis navnet er et godkendt fornavn, som er taget som mellemnavn, jf. stk. 1. nr. 4. Et sådant fornavnsmellemnavn kan en ansøger altid selv tage direkte i medfør af bestemmelsen i stk. 1, nr. 4, og stk. 2, 3. pkt. indebærer således alene, at det ikke er muligt at omgå forbuddet mod, at sådanne mellemnavne kan tages som efternavn, jf. forslaget til § 4, stk. 3.
I medfør af stk. 3 kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætte nærmere regler om samtykke efter bestemmelserne i § 11, stk. 1, nr. 5-7. Bestemmelsen svarer til forslaget til § 4, stk. 5, om efternavne. Der henvises derfor til bemærkningerne til denne bestemmelse.
Efter stk. 4 kan et mellemnavn bortkastes, uden at der stilles nogen betingelser for dette. Bestemmelsen svarer med en mindre sproglig ændring til § 11, stk. 3, i den gældende navnelov. Bortkastelse kan efter forslaget ske ved ansøgning til ministerialbogsføreren (personregisterføreren), jf. § 16. Efter 2. pkt. bortfalder et mellemnavn, hvis det tages som efternavn. Bestemmelsen svarer til § 11, stk. 4, i den gældende navnelov.
I stk. 5 fastsættes regler for adoptivbørns mellemnavne. Bestemmelsen svarer til forslaget til § 9, stk. 3 og 4, om adoptivbørns efternavne. Der henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser. Da der ikke er pligt til at have et mellemnavn, er der ikke fastsat regler om mellemnavne svarende til § 9, stk. 1 og 2.
Fornavne
Kapitlet regulerer adgangen og pligten til at tage et fornavn.
Bestemmelsen svarer til gældende ret, jf. navnelovens § 10. I overensstemmelse hermed indføres der ikke en regel om tvangsnavngivning, hvis pligten til at give et barn et fornavn ikke overholdes. Overtrædelse af denne pligt vil derimod som hidtil kunne straffes med bøde, jf. § 26, stk. 2, ligesom der vil kunne pålægges de eller den, der har forældremyndigheden, tvangsbøder efter retsplejelovens § 997, stk. 3. Såfremt der er fælles forældremyndighed over et barn, der i strid med forslaget til § 12 ikke er navngivet, må begge forældremyndighedsindehavere pålægges tvangsbøder, da ingen af dem vil kunne opfylde pligten alene.
Efter den gældende navnelovs § 10 er der ikke nogen øvre grænse for, hvor mange fornavne en person kan tage. Reglerne om adresseringsnavne i CPR-lovens § 5, stk. 1-7, sikrer, at offentlige myndigheder og virksomheder for en person med særligt mange eller et særligt langt navn har adgang til en håndterbar forkortet udgave af den pågældendes navn. Det vil derfor ikke i praksis give anledning til større problemer for andre end den, der bærer navnet. Der er derfor heller ikke i lovforslaget fastsat nogen øvre grænse for, hvor mange fornavne en person kan tage.
Bestemmelsen fastsætter, hvilke navne en person kan tage som fornavn.
Efter stk. 1 skal der være tale om et navn, der er optaget på listen efter § 14, stk. 1, eller som er godkendt efter § 14, stk. 3. Der henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser.
Efter § 10 i den gældende navnelov må et navn ikke kunne være til ulempe for den, der bærer navnet. Dette ulempekrav er ikke videreført. Om overvejelserne herom henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.1.1.
Det gældende forbud mod et navn, der kan blive til ulempe for borgeren, fortolkes bl.a. således, at det indebærer, at en dreng/mand ikke kan tage et pige-/kvindenavn og omvendt. Dette krav fremgår nu udtrykkeligt af bestemmelsen i stk. 2. Bestemmelsen siger ikke noget om, hvilke navne der er henholdsvis drenge- eller pigenavne, ligesom det ikke er udelukket, at et konkret navn kan være både et drenge- og et pigenavn. I forslaget til § 14, stk. 1, er det således forudsat, at ministeren for familie- og forbrugeranliggender i forbindelse med optagelsen af et navn på den nævnte liste tager stilling hertil, herunder om navnet skal optages på pige- eller drengenavnslisten eller eventuelt på begge lister.
Det afgørende for, om der er tale om et drenge- eller pigenavn, er, om det med rimelig sikkerhed kan dokumenteres, at navnet har sin oprindelse i et drenge- eller pigenavn, eller om det har tradition for at være anvendt som drenge- eller pigenavn. Kan det godtgøres, at navnet oprindeligt både er et drenge- og et pigenavn, eller at der er tradition for at anvende det som både et drenge- og pigenavn (eventuelt i forskellige navnekulturer), kan navnet tages af begge køn. For at et navn kan siges at have tilstrækkelig tradition for at være f.eks. et drengenavn, må det godtgøres, at det har en ikke ubetydelig udbredelse som drengenavn, og at det er blevet brugt som sådant i mere end én generation. Den nærmere fastlæggelse heraf bør i øvrigt ske i praksis. Der må i den forbindelse lægges betydelig vægt på en eventuel navnefaglig vurdering.
Personer, der har gennemgået en kønsskifteoperation, kan i medfør af 1. pkt. tage et nyt fornavn svarende til det køn, den pågældende har erhvervet ved operationen. Endvidere følger det af forslaget til § 11, stk. 1, nr. 4, at enhver vil kunne tage et godkendt fornavn som mellemnavn, uanset hvilket køn det pågældende navn betegner. I medfør af stk. 2, 2. pkt. kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætte regler, der undtager transseksuelle personer fra kravet om navnets kønsidentitet.
Forslaget skal ses i lyset af, at Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet) i 2002 har etableret en forsøgsordning, der under visse betingelser giver transseksuelle personer mulighed for at skifte fornavn til et navn, der entydigt betegner det modsatte køn, jf. de almindelige bemærkninger, pkt. 4.4.1. Bestemmelsen vil blive udnyttet til at videreføre denne ordning. Reglerne vil dog kunne justeres, hvis der er behov herfor. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.
Bestemmelsen er således af betydning for transseksuelle personer, der ikke har gennemgået en kønsskifteoperation. F.eks. vil en mand, der er transseksuel, og som opfylder betingelserne i de regler, der fastsættes i medfør af bestemmelsen, kunne tage et kvindenavn som fornavn uden at have gennemgået en kønsskifteoperation.
I øvrigt vil der i de nye fornavnslister, der udarbejdes i medfør af § 14, kunne optages en række navne på både pige- og drengefornavnslisten, f.eks. Kim, Michell, Eli og Noa(h).
Forslaget til § 14 omhandler fornavne, som alle kan tage, jf. dog § 13, stk. 2 om kønskorrekthed.
Efter stk. 1 offentliggør ministeren for familie- og forbrugeranliggender en liste over drenge- og pigenavne, der kan tages af enhver uden særlig godkendelse.
Efter stk. 2 kan fornavne, der er eller har været almindeligt udbredt som fornavn her i landet, optages på den i stk. 1 nævnte liste.
Bestemmelsen indebærer for det første, at de navne, der efter den gældende navnelov er godkendte fornavne her i landet, vil kunne tages uden fornyet godkendelse, da disse må anses for at være eller at have været udbredt som fornavne her i landet. Det forudsættes, at andre navne, der tidligere har været udbredt, ikke skal optages på listen i medfør af denne bestemmelse.
Også navne, der efter lovens ikrafttræden bliver almindeligt udbredt her i landet, vil skulle optages på listen i medfør af bestemmelsen.
Et fornavn anses for at være almindeligt udbredt, hvis det her i landet bæres af 25 eller flere personer. For at være almindeligt udbredt som henholdsvis pige- og/eller drengefornavn, skal det pågældende navn bæres af 25 personer af det pågældende køn. For så vidt angår overvejelserne herom henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.2. Der stilles ikke krav om geografisk udbredelse.
De navne, der i dag findes på kirkeministerens lister over godkendte drenge- og pigefornavne anses for at være almindeligt udbredte og kan derfor optages på listen, uanset hvor mange der bærer navnene.
Et fornavn kan blive udbredt i Danmark som følge af, at personer, der i udlandet har fået et fornavn, og som efterfølgende tager bopæl her i landet, efter fast praksis kan beholde deres udenlandske navn, uanset om det pågældende navn ikke har været godkendt af de danske navnemyndigheder.
Bestemmelsen forpligter ikke ministeren for familie- og forbrugeranliggender til at foretage en løbende opdatering af, hvilke navne, der er almindeligt udbredt her i landet. Optagelse af sådanne navne på listen forudsættes således – ud over den første offentliggørelse ved lovens ikrafttræden – alene at ske i det omfang, der konkret er anledning hertil, f.eks. fordi det på baggrund af en konkret henvendelse har vist sig, at et navn er almindeligt udbredt her i landet.
Den nævnte liste vil blive opdateret og offentliggjort på Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders (Familiestyrelsens) hjemmeside på Internettet.
Efter stk. 3 kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender godkende et nydannet fornavn, der opfylder betingelserne i nr. 1 – 3 , se nærmere nedenfor. Det følger af stk. 2, at navne, der er godkendt efter stk. 3, skal optages på den i stk. 1 nævnte liste. Der vil således ikke længere være mulighed for i særlige tilfælde at godkende et fornavn, uden at en sådan godkendelse får virkning for alle, der ønsker det samme navn. Om overvejelserne i den forbindelse henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.3.
Efter forslaget til nr. 1 er det en betingelse, at der er tale om et egentligt fornavn. Der er tale om en videreførelse af et tilsvarende krav i den gældende navnelovs § 10. Som hidtil vil kælenavnsformer normalt ikke kunne anses for et egentligt fornavn. Det samme gælder titler (greve, baron, prins o. lign.) og forholdsord (von, de, á, o. lign.) samt talangivelser (f.eks. III). Der vil imidlertid være tale om et egentligt fornavn, hvis den, der ønsker navnet, kan dokumentere, at navnet er almindeligt brugt som fornavn i udlandet. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.1.2.2. Hvis der er tale om et navn, der er almindeligt udbredt som fornavn her i landet, vil navnet være omfattet af stk. 2, jf. ovenfor.
Kravet om, at der skal være tale om et egentligt fornavn, udelukker endvidere som hidtil ikke, at der tages fornavne, der ikke tidligere er anvendt som fornavne, dvs. nydannede fornavne. Det vil imidlertid fortsat være en betingelse, at der er tale om et navn, der har et vist fornavnspræg. Det kan f.eks. være tilfældet med nye staveformer for eksisterende fornavne, herunder eksisterende fornavne med nye endelser eller nye sammensætninger af eksisterende fornavne. Ved meget særprægede stavemåder eller sammensætninger vil navnet dog kunne afvige så meget fra det oprindelige navn, at det mister sit fornavnspræg. Et andet eksempel kan være ordtyper, som har en særlig tradition for at danne grundlag for fornavne. Som eksempel kan nævnes, at der i Danmark er tradition for, at blomsternavne bruges som pigenavne, f.eks. Rose og Viola. Navnene Magnolia og Amaryllis er på den baggrund for nylig blevet godkendt som fornavn. Denne navnegruppe er blevet udvidet til at omfatte nye navne som Chili og Paprika på listen over godkendte pigenavne, mens Persille og Papaya siden er blevet tilladt i konkrete tilfælde. Derimod vil andre navneord, der ikke har en sådan fornavnstradition, ikke uden videre kunne godkendes, f.eks. Urtepotte. Det er herudover vanskeligt at opstille generelle regler for denne type af navne, hvor f.eks. Ulv, Bjørn og Leo er godkendte som drengenavne, uden at dette automatisk indebærer, at et navn som f.eks. Løve (der er et efternavn) vil kunne godkendes. Det samme gælder ord som Hyæne, Sneleopard og Musvåge, idet disse ord ikke kan siges at have fornavnskarakter.
Et særligt problem opstår i den forbindelse, hvor det navn, der ønskes, er i brug som efternavn her i landet. Det gælder som hovedregel uanset, om der er tale om et beskyttet efternavn eller ej. Efter gældende ret vil der som udgangspunkt kun blive givet tilladelse til sådanne fornavne, hvis det godtgøres, at navnet er i brug som fornavn i udlandet, og i praksis har bestemmelsen medført en række afslag på fornavne som Trolle og Kastanje. Med forslaget forudsættes en vis liberalisering af denne praksis således, at det tillige skal være muligt at tage et navn som fornavn, uanset at det også er i brug som efternavn, hvis navnet også ved en anden stavemåde har tradition som fornavn i udlandet. Det vil endvidere være muligt at tage et (nyt) fornavn, der også bruges som efternavn, hvis navnet har tradition i en navnekultur, der ikke skelner mellem for- og efternavne. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.1.2.
Efter forslaget til nr. 2 , må der endvidere ikke være tale om et navn, der er uegnet til at blive anvendt som fornavn her i landet. Bestemmelsen er ny i forhold til den gældende navnelovs § 10, stk. 1. Om baggrunden for forslaget henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.1.2. Indholdet af bestemmelsen svarer i det væsentlige til reglen i forslaget til § 6, stk. 1, nr. 6, om nydannede efternavne. Der henvises derfor til bemærkningerne hertil.
Efter forslaget til nr. 3 må der ikke være tale om et navn, der er upassende eller kan vække anstød. Bestemmelsen er ny i forhold til den gældende navnelovs § 10, stk. 1, men et sådant krav har hidtil været indfortolket i kravet om, at der skal være tale om et egentligt fornavn.
Indholdsmæssigt svarer bestemmelsen i det væsentlige til den tilsvarende regel om nydannede efternavne i forslaget til § 6, stk. 1, nr. 7. Der er tale om en vurdering af, hvordan navnet må antages at kunne påvirke andre end den, der ønsker navnet. Vurderingen vil således være uafhængig af den pågældendes personlige forhold, herunder hvorvidt den pågældende selv oplever ordet som anstødeligt eller upassende.
Ord, der er egnet til at vække racistiske, latrinære eller i øvrigt vulgære associationer og lignende, vil efter bestemmelsen blive anset for at vække anstød. Det afgørende for, om et navn er upassende, er en vurdering af, om der er tale om et ord, der også bruges i en anden sammenhæng, der – uden at navnet er anstødeligt – gør, at det ikke bør anvendes som fornavn. Det kan f.eks. være tilfældet ved udråbsord (føj!, puh!, ha!), visse navneord (dulle, pølse el.lign.), udsagnsord (forsvind), tillægsord (dum, lyseblå, skæv), visse fiktive personer (f.eks. Batman og Superwoman) samt kendte varemærker. Sådanne ord vil dog i de fleste tilfælde være udelukkede som fornavne allerede som følge af den oven for nævnte betingelse om, at der skal være tale om et egentligt fornavn.
Der er imidlertid tale om en retlig standard, der vil kunne udvikle sig over tid. Som eksempler på navne, der er afvist efter den gældende praksis, og som også idag må anses for egnet til at vække anstød, er et navn som f.eks. Anus. Noget andet er tilfældet med navnet Laban, der er navnet på en person i Bibelen (1. Mos., 29-31), som bedrog Jakob. Navnet har af den grund tidligere været anset for upassende. Navnet er siden blevet tilladt som fornavn i konkrete sager efter den gældende navnelov, og det vil også kunne godkendes efter den foreslåede bestemmelse.
Efter bestemmelsen i stk. 4 kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætte nærmere regler om offentliggørelse og udformning af den liste, der er nævnt i stk. 1, og om de forhold, der er nævnt i stk. 2 og 3. Det forudsættes i den forbindelse, at fornavne, der ifølge Danmarks Statistik som opgjort på baggrund af oplysninger fra CPR/Den Ny Kirkebog bæres som første fornavn af flere end 25 personer af samme køn, i almindelighed vil blive optaget på listen. Om overvejelserne ved fastlæggelsen af denne grænse henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.2.
Efter § 15 kan et fornavn bortkastes, såfremt den pågældende beholder eller tager et andet fornavn. Baggrunden herfor er, at man skal have et kønsidentificerende fornavn ligesom man skal have et efternavn, jf. forslagets §§ 1og 12.
Bestemmelsen svarer til gældende ret, jf. navnelovens § 10, stk. 1, sammenholdt med stk. 3.
Kompetenceregler og klageadgang m.v.
Kapitlet regulerer administrationen af navneloven og indeholder bl.a. bestemmelser om kompetencefordelingen mellem ministerialbogsførerne og statsamterne, klageadgangen til Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender (Familiestyrelsen), vejledning, høringsregler, forholdet til fremmed lovgivning, straffebestemmelser m.v.
Bestemmelser herom skal ses i sammenhæng med et af formålene med lovforslaget; nemlig at lette adgangen for borgerne ved at etablere én indgangsportal og én klageinstans.
Se også bemærkningerne til L91/2018
Efter stk. 1 indgives en ansøgning om navngivning og navneændring til ministerialbogsføreren. For personer, der er fødselsregistreret i de sønderjyske landsdele, indgives ansøgningen dog til personregisterføreren. Udtrykket navneændring omfatter også ændringer i efternavne i medfør af § 4, stk. 1, nr. 6.
I stk. 2 er det fastsat, at det som udgangspunkt er ministerialbogsføreren (personregisterføreren), der træffer afgørelse i sagen. Det gælder dog ikke, hvis bestemmelserne i stk. 3 og 4 fører til et andet resultat. I stk. 3 er det således fastsat, i hvilke tilfælde statsamtet som udgangspunkt skal træffe afgørelse. Undtagelse herfra kan gøres i medfør af stk. 4.
Uanset om afgørelsen træffes af ministerialbogsføreren (personregisterføreren) eller af statsamtet, skal ansøgningen indsendes til ministerialbogsføreren (personregisterføreren), der herefter visiterer sagen og enten træffer afgørelse eller videresender ansøgningen til statsamtet til afgørelse.
Ansøgeren skal således ikke længere sætte sig ind i, hvilken myndighed der er kompetent til at træffe afgørelse om ansøgningen, inden denne indsendes.
Om overvejelserne vedrørende kompetencefordelingen henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.1 og 5.2.
Bestemmelserne i stk. 2-3 indebærer samlet en betydelig udvidelse af de navnesager, der kan behandles lokalt af ministerialbogsføreren (personregisterføreren). Det drejer sig som udgangspunkt om følgende navne:
Efternavne ,
- der frit kan tages af enhver, jf. § 2,
- som den pågældende har en slægtsmæssig eller lignende tilknytning til, jf. § 4, stk. 1, nr. 1-5,
- der stammer fra ens ægtefælle eller samlever, jf. § 5, eller
- som er patronymnavne, der dannes ved tilføjelsen af endelsen -søn eller -datter til en af forældrenes fornavn, jf. § 7, stk. 1, nr. 1.
Mellemnavne
- Alle mellemnavne bortset fra de tilfælde, hvor der er tale om et navn, som den pågældende kunne tage som efternavn, hvis tilladelse af dette efternavn skulle meddeles af statsamtet.
Fornavne
- Alle fornavne bortset fra nye fornavne (§ 14, stk. 3).
Endvidere kan beslutning om at godkende en ansøgning om bortkastelse af et navn træffes af ministerialbogsføreren (personregisterføreren).
Statsamtet vil herefter som udgangspunkt alene skulle træffe afgørelse i følgende sager:
Efternavne
- Efter samtykke fra samtlige bærere (§ 4, stk. 1, nr. 7)
- Nye efternavne (§ 6)
- Patronymnavne efter udenlandsk navneskik (§ 7, stk. 1, nr. 2 og 3)
- Ændringer i efternavne efter § 4, stk. 1, nr. 6,
Mellemnavne
- Mellemnavne på grundlag af et efternavn, hvis tilladelse af dette efternavn skulle meddeles af statsamtet, jf. § 11, stk. 1, nr. 2.
Fornavne
- Nye fornavne (§ 14, stk. 3)
Endvidere skal statsamtet godkende udenlandske statsborgeres ansøgning om navneskift på grundlag af navneændring i medfør af statsborgerskabslandets navnelovgivning, jf. § 24.
Efter stk. 4, 1. pkt. , kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender efter forhandling med kirkeministeren fastsætte regler om, at afgørelsen i andre tilfælde end de, der er nævnt i stk. 3, træffes af statsamtet.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at sagsbehandlingen i de sager, der behandles af ministerialbogsføreren (personregisterføreren), kan holdes på et relativt begrænset niveau. Hvis der i en bestemt sagstype skulle vise sig behov for mere indgående sagsbehandling, bør disse sager således behandles af statsamterne. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der skal tages stilling til udenlandske dokumenter eller fremmed ret. Det samme gælder transseksuelles fornavne (§ 13, stk. 2, 2. pkt.), kønsbestemte efternavne til transseksuelle og patronymnavne til transseksuelle (§ 4, stk. 4, og § 7, stk. 3).
Da det ikke på forhånd er anset for muligt i loven udtømmende at beskrive de nævnte situationer, kan disse fastsættes af ministeren for familie- og forbrugeranliggender i en bekendtgørelse. Der vil bl.a. blive fastsat regler om, hvilken dokumentation for, at en ansøger har ret til at tage et ansøgt navn, som ministerialbogsføreren (personregisterføreren) kan godtage. Hvis det fastsatte dokumentationskrav ikke opfyldes, men ansøgeren alligevel mener at kunne dokumentere, at betingelserne for en navneændring er opfyldt, vil afgørelsen skulle træffes af statsamtet.
Der kan endvidere fastsættes regler om, hvilken myndighed der træffer afgørelse, hvis en ansøgning omfatter forhold, som både ministerialbogsføreren (personregisterføreren) og statsamterne efter stk. 2-4 træffer afgørelse om.
Efter bestemmelsens 2. pkt. kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender efter forhandling med kirkeministeren endvidere fastsætte regler om, at afgørelse i visse tilfælde, som er omfattet af stk. 3, alligevel kan træffes af ministerialbogsføreren (personregisterføreren).
Bestemmelsen har til formål at sikre, at statsamterne ikke skal træffe afgørelse i en bestemt sagskategori, hvis denne ikke kræver en mere indgående sagsbehandling, uanset om sagen er omfattet af opregningen i stk. 3.
I bestemmelsen foreskrives en generel vejledningspligt for statsamterne. Bestemmelsen, der er ny, svarer til bestemmelsen i § 32 i børneloven.
Vejledningspligten omfatter efter bestemmelsen alle spørgsmål, der er reguleret i loven, uanset om der verserer en sag ved statsamtet.
Bestemmelsen pålægger ikke statsamterne en pligt til konkret at bistå ansøgere med at fremskaffe dokumentation for, at de har ret til at tage et navn, jf. herved bl.a. bemærkningerne til § 4, stk. 1, nr. 7.
Efter forslaget til § 18 kan navngivning ved dåb uden for Sønderjylland ske med såkaldt borgerlig gyldighed i folkekirken eller i et anerkendt trossamfund. Bestemmelsen svarer til § 13 i den gældende navnelov.
Bestemmelsen gælder som hidtil ikke for Sønderjylland, idet lov nr. 258 af 28. juni 1920, der indførte dansk person-, familie- og arveret i Sønderjylland, opretholder den gældende borgerlige personregistrering. De nærmere regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 572 af 22. november 1977 med senere ændringer.
For at undgå at bestemmelsen i forhold til § 16 indebærer, at ministerialbogsførerens kompetence udvides til også at gælde navngivning i de tilfælde, hvor afgørelsen efter § 16, stk. 3 og 4, skal træffes af statsamterne, vil det i medfør af forslaget til § 20 blive fastsat, at navngivning i disse tilfælde som hidtil kun kan ske, hvis statsamtets tilladelse hertil foreligger på forhånd.
Efter forslaget til § 19 kan navngivning og navneændring tillige ske ved adoptionsbevilling. Bestemmelsen svarer som udgangspunkt til § 3 (om efternavne) og § 12 (om for- og mellemnavne) i den gældende navnelov.
Det er dog fundet unødvendigt at videreføre bestemmelsen om, at navngivning og navneændring ved dansk adoptionsbevilling kan ske ved en udenlandsk adoptionsafgørelse, der anerkendes her i landet i medfør af adoptionslovens § 28, stk. 2. Om navngivning og navneændring i forbindelse med adoption henvises i øvrigt til § 9 og bemærkningerne hertil.
Efter forslaget til § 20, 1. pkt. , kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætte regler om behandlingen af navnesager. Om de særlige regler for behandlingen af klagesager henvises til bemærkningerne til § 21, stk. 2.
Der kan herved fastsættes regler om, til hvilken ministerialbogsfører (personregisterfører) en ansøgning om navngivning og navneændring skal indgives. Det forudsættes, at disse regler fastsættes efter aftale med kirkeministeren. Der kan endvidere fastsættes regler om fordelingen af sagerne mellem statsamterne samt om, i hvilke tilfælde en påtænkt navneændring eller navngivning kun kan ske efter forelæggelse for Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender (Familiestyrelsen). Det vil således bl.a. blive fastsat, at godkendelse af nye for- og efternavne kun kan ske efter forelæggelse for Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender (Familiestyrelsen).
Der vil i medfør af denne bestemmelse endvidere blive fastsat regler om, at statsamterne underretter ministerialbogsføreren om en navneændringstilladelse, således at denne kan blive indført i ministerialbogen, og der herefter kan udstedes ny dåbs- eller navneattest.
Bestemmelsen giver også hjemmel til at fastsætte regler for behandlingen af navnesager efter §§ 18 og 19, dvs. i forbindelse med dåb og adoption. Det forudsættes, at bestemmelser om behandlingen af navnesager i forbindelse med dåb fastsættes efter aftale med kirkeministeren.
Bestemmelsen giver endvidere hjemmel til at fastsætte regler om indberetning og registrering af navngivning og navneændring i Det Centrale Personregister (CPR). Sådanne regler fastsættes i overensstemmelse med § 2, stk. 2, i lov om Det Centrale Personregister efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren.
Efter 2. pkt. kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætte regler om, at bestemmelserne om aktindsigt i lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven ikke finder anvendelse på oplysninger, der er indhentet fra CPR som led i behandlingen af ansøgninger efter § 4, stk. 1, nr. 7, og som vedrører andre end den, der er omfattet af en sådan ansøgning.
Efter forslaget til § 4, stk. 1, nr. 7, er det muligt at tage et efternavn efter samtykke fra alle, der bærer dette. Som nævnt i bemærkningerne til denne bestemmelse var en del af baggrunden for ophævelsen af den tidligere adgang til at tage et efternavn på samtykkegrundlag, at det kunne give et vist ubehag for de hidtidige bærere af navnet. Bl.a. på den baggrund foreslås det, at det skal være en betingelse, at ansøgeren har kendskab til dem, der skal give samtykke. Forslaget forudsætter således, at navnemyndighederne ikke skal bidrage til, at en ansøger bliver i stand til at rette henvendelse til personer, der bærer det ønskede navn, og som ansøgeren ikke har kendskab til.
Som nævnt i bemærkningerne til § 4, stk. 1, nr. 7, vil det ikke i alle tilfælde være muligt via opslag i telefonbøger mv. at finde frem til alle, der bærer et ønsket efternavn. Sådanne oplysninger vil heller ikke kunne fås ved henvendelse til CPR, idet der efter CPR-lovens § 38, stk. 5, og § 42, stk. 6, stilles krav om en nærmere identifikation af den, der anmodes om oplysninger om.
Forslaget til § 4, stk. 1, nr. 7, forudsætter imidlertid bl.a., at navnemyndigheden for at kontrollere, om de nødvendige samtykker foreligger, indhenter oplysninger fra CPR om alle, der bærer et bestemt navn. Det vil dog ikke være nødvendigt for navnemyndigheden at indhente oplysninger fra CPR i de situationer, hvor ansøgeren kun er i besiddelse af samtykke fra færre navnebærere end, hvad et umiddelbart opslag på Danmarks Statistiks navnedatabase på Internettet udviser. I det omfang oplysninger fra CPR indgår i myndighedens sag, vil de som udgangspunkt være omfattet af de almindelige regler om aktindsigt i forvaltningsloven og offentlighedsloven.
Både efter forvaltningsloven og offentlighedsloven vil det som udgangspunkt være muligt at få aktindsigt i sagsoplysninger om navn og adresse på personer, der bærer et navn, som ansøgeren ønsker at opnå på grundlag af samtykke fra alle bærere af navnet. Det vil således være muligt at omgå hensynet bag reglen i udvalgets lovudkast § 4, stk. 1, nr. 7, om, at ansøgeren skal have kendskab til alle, der bærer navnet, og bag identifikationskravene i CPR-lovgivningen.
På den baggrund har ministeren for familie- og forbrugeranliggender i medfør af lovforslagets § 20, 2. pkt. adgang til at fastsætte regler om, at bestemmelserne om aktindsigt i lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven ikke finder anvendelse på oplysninger, der er indhentet fra CPR som et led i behandlingen af ansøgninger efter § 4, stk. 1, nr. 7, og som vedrører andre end den, der er omfattet af en sådan ansøgning.
Ministeren vil herefter kunne fastsætte regler, der afskærer aktindsigt i oplysninger, der er indhentet til brug for behandlingen af en ansøgning efter § 4, stk. 1, nr. 7. Det gælder også, selvom ansøgeren måtte ønske at tage det pågældende navn som mellemnavn i medfør af § 11, stk. 1, nr. 2, jf. § 4, stk. 1, nr. 7. Aktindsigt i sådanne oplysninger vil efter reglerne også være afskåret under behandlingen af en eventuel klagesag. Aktindsigt i disse registeroplysninger vil herefter alene kunne opnås i overensstemmelse med reglerne i CPR-loven.
I alle andre navnesager kan der ikke fastsættes regler om begrænsning af adgangen til aktindsigt. I disse sager finder reglerne om aktindsigt i forvaltningsloven og offentlighedsloven således anvendelse.
Det forudsættes som betingelse for at kunne afslå aktindsigt, at det kan godtgøres, at oplysningerne stammer fra CPR, f.eks. ved at de foreligger i form af en udskrift fra CPR.
Bestemmelsen giver kun hjemmel til at afskære aktindsigt i oplysninger, der vedrører andre personer end ansøgeren selv, da enhver har ret til oplysninger om sig selv efter offentlighedslovens § 4, CPR-lovens § 46 (attestation) samt efter persondatalovens § 31 (indsigtsret).
Se også bemærkningerne til L91/2018
I stk. 1 fastsættes, at afgørelser om navngivning og navneændring efter loven kan påklages til ministeren for familie- og forbrugeranliggender (Familiestyrelsen). Efter den gældende navnelov påklages ministerialbogsførerens afgørelser til Kirkeministeriet, mens personregisterførerens og statsamtets afgørelser påklages til ministeren for familie- og forbrugeranliggender (Familiestyrelsen). Med forslaget sikres således en enstrenget klagestruktur, der er mere sammenhængende og overskuelig for borgerne.
Klageadgangen gælder alle afgørelser om navngivning og navneændringer efter loven, herunder afgørelser truffet i medfør af § 22, stk. 3, § 23, stk. 3, § 24, stk. 1, og § 30, stk. 5.
Efter stk. 2 kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætte regler om klagers behandling, herunder om ministerialbogsførerens (personregisterførerens) og statsamternes adgang til af egen drift at genoptage behandlingen af en sag på baggrund af en klage (remonstration).
Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan således fastsætte regler om, at de nævnte myndigheder kan genoptage en sag, hvis der i forbindelse med en klage bliver påberåbt væsentlige nye oplysninger, der kan have betydning for afgørelsens resultat, eller hvis klagen indeholder nye ansøgninger. Det tilsigtes endvidere at gøre det muligt for myndighederne at genoptage sagen i situationer, hvor der ikke er taget konkret stilling til bestemte relevante oplysninger eller ansøgninger. Endvidere kan sagen genoptages ved alvorlige sagsbehandlingsfejl, der kan have betydning for afgørelsens resultat.
Myndighederne vil således på egen hånd kunne genoptage sager i de tilfælde, hvor klageinstansen normalt vil hjemvise sagen til fornyet behandling.
Når myndigheden vælger at genoptage en sag på baggrund af en klage, skal dette meddeles klageren med vejledning om, at klageren kan indbringe afgørelsen herom for klageinstansen efter stk. 1.
Der vil endvidere kunne fastsættes regler om, at en klage skal have opsættende virkning.
Bestemmelsen har ikke til formål at give mulighed for at fastsætte klagefrister.
Forslaget til § 22 fastsætter nærmere regler om høring af børn i forbindelse med navneforandring for barnet. Bestemmelsen svarer til § 14 i den gældende navnelov.
Efter stk. 1 kræver forandring af et barns navn samtykke fra barnet, hvis barnet er fyldt 12 år. Dette indebærer for eksempel, at børn, der er fyldt 12 år, ikke uden at have samtykket kan tillægges et nyt navn. Hvis særlige grunde taler herfor, kan navneforandring dog efter stk. 3 tillades, selvom der ikke foreligger samtykke fra barnet, se nærmere nedenfor.
Barnets samtykke skal normalt meddeles skriftligt, men dette er ikke et krav. Kan barnet således ikke skrive, må der, hvis dette er muligt, indhentes samtykke ved samtale med barnet.
Er barnet under 12 år, skal der efter stk. 2 foreligge oplysning om barnets holdning til den påtænkte navneforandring i det omfang, barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Efter bestemmelsen skal der ved afgørelsen i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte navneforandring.
Bestemmelsen i stk. 2 svarer til § 14, stk. 2, i den gældende navnelov. Denne bestemmelse blev indsat ved lov nr. 233 af 2. april 1997. Af bemærkningerne til forslaget fremgår, at baggrunden for indførelsen af bestemmelsen bl.a. var en udtalelse fra januar 1995, som FN's Komite om barnets rettigheder afgav i anledning af Danmarks første rapport fra juli 1993 om FN's børnekonvention. I udtalelsen udtrykte komiteen tilfredshed med den danske udvikling på en række punkter. Komiteen gav imidlertid også udtryk for bekymring over, at bl.a. børnekonventionens artikel 12 om børns mulighed for at blive hørt ikke blev tilstrækkeligt afspejlet i dansk lovgivning og planlægning. Der henvises til Folketingstidende 1996-97, Tillæg A, s. 1859 ff.
Barnets holdning skal tilvejebringes på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens omstændigheder. Der er ikke tale om en ubetinget høringspligt, idet barnet ikke skal sættes i en situation, som det ikke kan overskue eller har forudsætninger for at tage stilling til. Det bør endvidere indgå i vurderingen, om der er tale om ændring af barnets fornavn eller mellem- og/eller efternavn, idet det generelt må antages at børn under 12 år har en stærkere tilknytning til deres fornavn end til deres mellem- og/eller efternavn, da det er fornavnet, de identificerer sig med.
Efter stk. 3 kan navneændring med statsamtets tilladelse ske uden samtykke efter stk. 1, hvis der er særlige grunde, der taler herfor. Sådanne grunde kan for eksempel være, at barnet på grund af et mentalt handicap er ude afstand til at give samtykke, eller at navneforandringen skal ske i forbindelse med adoption, og der efter § 6 i adoptionsloven fritages for at indhente samtykke fra barnet.
Det fremgår af bestemmelsen, at ministerialbogsføreren i en sådan situation alene kan tillade den ansøgte navneændring efter at have forelagt sagen for statsamtet og herfra have fået tilladelse til at meddele navneændringen.
Hvis et barn bærer samme mellem- eller efternavn som en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden over barnet, eller barnet bærer forælderens fornavn som mellem- eller efternavn, følger det af forslaget til § 23, at der skal indhentes en erklæring fra den nævnte forælder, inden der træffes afgørelse om ændring af det pågældende navn. Bestemmelsen finder også anvendelse i den situation, hvor barnet som mellemnavn bærer efternavnet på den pågældende forælder.
Der skal dog efter stk. 2 ikke indhentes en erklæring fra forælderen uden del i forældremyndigheden, hvis det skønnes at kunne være til væsentlig skade for barnet eller at ville medføre en uforholdsmæssig forsinkelse af sagen. Bestemmelsen, der er ny, svarer til § 30 i lov om forældremyndighed og samvær og adoptionslovens § 13.
Efter stk. 3 kan ændring af et barns mellem- eller efternavn afslås, hvis hensynet til barnet eller den forælder, der har afgivet en erklæring i medfør af stk. 1, afgørende taler imod den ønskede navneændring. Denne bestemmelse har til formål at sikre, at der kan tillægges en erklæring efter stk. 1 den fornødne vægt ved afgørelsen om navneændring. Bestemmelsen er nødvendig, da lovens almindelige bestemmelser om mellem- og efternavne ellers giver en ansøger et retskrav på en ansøgt navneændring, hvis betingelserne i de enkelte bestemmelser er opfyldt.
Om baggrunden for og overvejelserne bag bestemmelsen henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.4. Det forudsættes, at afvejningen af hensynet til en eventuel protest fra en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, skal foretages i overensstemmelse med Menneskeretsdomstolens praksis efter artikel 8 på området.
Det må antages, at navneændring som udgangspunkt kan foretages imod den pågældende forælders protest, hvis forælderen ikke eller kun i ganske kort tid har boet sammen med barnet, medmindre der f.eks. ved samvær har været en lignende nær kontakt mellem barn og forælder, jf. nedenfor. I disse tilfælde vil der således i almindelighed ikke være behov for en nærmere vurdering af baggrunden for den ønskede navneændring. Der vil således i disse tilfælde i almindelighed være tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at tilsidesætte en eventuel protest fra en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden.
Har den pågældende forælder derimod igennem længere tid boet sammen med barnet og eventuelt også haft del i forældremyndigheden, skal hensynet til denne tillægges større vægt. Det samme gælder, hvis der f.eks. ved samvær har været en lignende nær kontakt mellem barn og forælder. Der skal derfor i disse tilfælde foretages en nærmere afvejning af hensynet til barnet / forældremyndighedsindehaveren og hensynet til den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden. Afgørende for denne afvejning må bl.a. være baggrunden for den ønskede navneændring og baggrunden for protesten.
Ønskes barnet f.eks. tillagt en stedforælders efternavn, vil der bl.a. kunne lægges vægt på, hvor længe den pågældende stedforælder har boet sammen med barnet, barnets alder og på, om der er andre halvsøskende, der bærer det ansøgte navn.
Kommer det frem, at protesten fra den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, ikke er begrundet i hensynet til fortsat at sikre, at navnet udadtil afspejler slægtskabet mellem barnet og den pågældende, men i andre (usaglige) overvejelser, vil der i almindelighed kunne ses bort fra en sådan protest.
Tilsidesætter navnemyndighederne en protest mod navneændring, vil den pågældende kunne påklage afgørelsen til Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender (Familiestyrelsen), jf. § 21, stk. 1. Der vil i medfør af § 21, stk. 2, ved en bekendtgørelse, som ministeren for familie- og forbrugeranliggender udfærdiger, blive fastsat, at en klage i sådanne tilfælde skal have opsættende virkning.
I forhold til andre landes navnelovgivning anvender Danmark domicilprincippet, jf. de almindelige bemærkninger, pkt. 5.7.1. Navneloven finder således anvendelse på personer, der har domicil her i landet, uanset hvilket statsborgerskab de pågældende har.
I § 24 foreslås det som en modifikation til domicilprincippet at give personer, der er statsborgere i andre lande, og som i henhold til lovgivningen i statsborgerskabslandet har taget et nyt navn, mulighed for i Danmark at tage det pågældende navn. Om baggrunden for og overvejelserne bag denne bestemmelse henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.7.
Efter § 25, stk. 1, kan regeringen indgå overenskomster med fremmede stater med henblik på at undgå sådanne regelkonflikter. For også uden indgåelse af sådanne aftaler at undgå de nævnte problemer, som fremmede statsborgere her i landet ville få ved ikke at kunne få et navn, som de har taget i henhold til lovgivningen i statsborgerskabslandet, foreslås det, at der gives særskilt mulighed herfor, medmindre andet er fastsat i medfør af § 25, stk. 2. Dette skal dog ikke gælde, hvis navnet er upassende, kan vække anstød eller er uegnet til at blive anvendt som navn her i landet. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til § 6, stk. 1, nr. 7, og § 14, stk. 3.
Bestemmelsen forudsættes også at finde anvendelse på danske statsborgere, der tillige er statsborgere i et andet land. Om den EU-retlige baggrund herfor henvises til de almindelige bemærkninger.
Efter forslaget til denne bestemmelse vil det både være muligt at tage et efternavn, et mellemnavn og et fornavn.
Efter forslaget er det en betingelse, at ansøgeren i henhold til statsborgerskabslandets lovgivning har taget det pågældende navn. Det er således ikke tilstrækkeligt for ansøgeren at anføre, at den pågældende i statsborgerskabslandet ville være berettiget til at tage det ønskede navn. Baggrunden for denne del af forslaget er dels, at de ovennævnte problemer i forhold til hjemlandets navnelovgivning kun opstår, hvis ansøgeren i hjemlandet har fået et andet navn, dels hensynet til at undgå, at de danske myndigheder i hver enkelt sag skal tage stilling til indholdet af fremmed ret.
Ansøgeren skal godtgøre at have taget det pågældende navn. Det vil normalt være tilfældet med en bekræftet udskrift af landets officielle personregister, et navnebevis eller lignende. Der kan desuden stilles krav om legalisering af udenlandske dokumenter, svarende til de krav, der stilles til andre dokumenter, såsom adoptionspapirer, skilsmisseattester og faderskabspapirer m.v.
I tvivlstilfælde må den danske myndighed ved henvendelse til landets myndigheder søge at få afklaret, om et indsendt dokument ifølge lovgivningen i det pågældende land er udtryk for, at ansøgeren har skiftet navn.
Efter stk. 2 kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætte nærmere regler om betingelserne for at erhverve navn i medfør af stk. 1. Bestemmelsen vil navnlig kunne anvendes til at fastsætte regler om dokumentation for, at en udenlandsk statsborger har taget et navn i henhold til statsborgerskabslandets lovgivning.
Bestemmelserne i stk. 1 svarer i det væsentlige til § 18, stk. 1, 1. pkt., i den gældende navnelov.
I medfør af stk. 2 kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætte regler til opfyldelse af de i stk. 1 nævnte overenskomster.
Efter stk. 3 kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om personnavne. Bestemmelsen svarer i til den § 18, stk. 2, i den gældende navnelov. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan således i forhold mellem de nordiske lande – ud over at indgå overenskomst, jf. stk. 1 – administrativt fastsætte regler af international privatretlig karakter. Det skyldes, at der mellem de nordiske lande er en tradition for, at man i stedet for at indgå traktater gennemfører ensartede regler enten ved lov eller administrativt fastsatte regler.
Som noget nyt kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender i medfør af stk. 3, 2. pkt. , efter forhandling med Færøernes Landsstyre fastsætte regler om forholdet mellem danske og færøske navneregler. Baggrunden herfor er, at Færøerne fra 1. januar 1992 har overtaget navneområdet som særanliggende.
Bestemmelsen i stk. 1. svarer til § 16, stk. 1, i den gældende navnelov, som var en videreførelse af § 17, stk. 1, i lov nr. 140 af 17. maj 1961 om personnavne. Bestemmelsen i stk. 2 svarer til § 16, stk. 3 i den gældende navnelov.
Det følger af bestemmelsen, at den, der uberettiget anvender et navn, straffes med bøde. Indledning af straffesag er betinget af, at en forurettet begærer politiet herom, eller at almene hensyn kræver det. Ved 1961-loven blev det præciseret, at straffebestemmelsen, som svarer til den foreslåede, omfatter enhver uberettiget navnebrug, dvs. f.eks. både anvendelse af et navn som efternavn, mellemnavn, kunstnernavn eller lignende, jf. Folketingstidende 1960-61 (2. samling), Tillæg A, sp. 379-380. Anvendelse og fortolkningen af bestemmelsen vil som hidtil være et domstolsanliggende.
Bestemmelsen, der giver mulighed for ved dom at få kendt en andens brug af et navn uberettiget, svarer til § 16, stk. 2, i den gældende navnelov, som var en videreførelse af § 17, stk. 2, i lov nr. 140 af 17. maj 1961 om personnavne.
Om uberettiget navnebrug, se bemærkningerne til § 26. Anvendelse og fortolkning af bestemmelsen vil som hidtil være et domstolsanliggende.
Efter bestemmelsen ophæves den hidtidige navnelov.
Om overgangsreglerne i den forbindelse henvises til § 30, stk. 2-5.
Bestemmelsen i § 5, stk. 8, i lov om det centrale personregister foreslås ophævet. Efter denne bestemmelse kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om registrering af adresseringsmellemnavn umiddelbart foran personens efternavn. Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 842 af 13. oktober 2003 § 5.
Forslaget er en følge af forslagets § 11, stk. 1, nr. 7, om mellemnavne, hvorefter det bliver muligt som mellemnavn at tage et navn, som i dag kun kan tages som adresseringsmellemnavn. Herom henvises til bemærkningerne til forslaget til § 11, stk. 1, nr. 7.
Der vil herefter ikke være behov for de særlige regler om adresseringsmellemnavne, hvorfor bestemmelsen foreslås ophævet.
Om de navne som efter de gældende regler er anmeldt som adresseringsnavne henvises til § 30, stk. 3 og bemærkningerne hertil.
Bestemmelsen i stk. 1 fastsætter lovens ikrafttrædelsesdato. Med henblik på at give den nødvendige tid til udarbejdelse af administrative forskrifter, informationsmateriale m.v., samt undervisning foreslås det, at loven træder i kraft den 1. april 2006.
De nye lempeligere regler finder anvendelse på sager, der ikke inden denne dato er endeligt afgjort. Det er i den forbindelse fastsat i stk. 1, at statsamterne skal færdigbehandle ansøgninger, der er modtaget inden lovens ikrafttræden, i stedet for at videresende dem til ministerialbogsføreren (personregistret). Et eventuelt indbetalt beløb i gebyr efter de hidtil gældende regler skal i den forbindelse tilbagebetales.
I stk. 2 foreslås en overgangsregel, der i en periode på 6 måneder efter lovens ikrafttræden sikrer beskyttelsen af navne, der udgør eller indgår i et firma, varemærke eller foreningsnavn, der er indregistreret her i landet, og af kunstnernavne og pseudonymer, der er almindeligt kendt her i landet og anvendes af en person med bopæl her i landet. Efter den gældende navnelov kan sådanne navne forbeholdes ved anmeldelse til justitsministeren (nu ministeren for familie- og forbrugeranliggender). En lignende ordning foreslås i forslaget til § 6, stk. 2. Efter denne bestemmelse vil rettighedshaverne dog af praktiske grunde på ny skulle foretage anmeldelse.
For at give rettighedshaverne mulighed for at forny anmeldelsen uden i mellemtiden at miste beskyttelsen, foreslås det, at de tidligere anmeldte navne uden fornyet anmeldelse efter § 6, stk. 2, fortsat er beskyttet i 6 måneder efter lovens ikrafttræden.
Efter stk. 3 kan eksisterende adresseringsmellemnavne forblive registreret i CPR, indtil den registrerede ændrer mellem- eller efternavn eller anmoder om, at det slettes. Bestemmelsen sikrer, at personer, der ikke opfylder betingelserne for at få et adresseringsmellemnavn som mellemnavn, bevarer retten til at benytte adresseringsmellemnavnet i CPR.
I medfør af stk. 4 kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætte regler om, at personer, der i medfør af den tidligere navnelovgivning har fået tilladelse til at bære et navn som 2. eller senere fornavn, kun kan bortkaste sit første fornavn, såfremt den pågældende samtidig beholder eller tager et andet første fornavn, der opfylder betingelserne i forslagets § 13.
Efter den gældende navnelov har det i særlige tilfælde været tilladt personer at tage et kønsukorrekt fornavn som 2. eller senere fornavn. Efter forslaget kan sådanne navne som udgangspunkt ikke længere tages som fornavn, men i stedet som mellemnavn. Der har endvidere været givet tilladelse til, at et patronymnavn har kunnet tages som 2. eller senere fornavn. Et sådant navn vil efter forslaget kun kunne tages som mellemnavn eller efternavn. Bestemmelsen hindrer, at disse personer kan tage et sådant særligt fornavn som deres første fornavn.
I stk. 5 fastsættes der særlige regler for efternavn til personer født uden for ægteskab inden den 1. januar 1938 samt for personer født efter denne dato, for hvem faderskabet ikke er fastslået, men hvor der alene er fastslået bidragspligt.
Bestemmelsen svarer til gældende ret, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 139 af 17. december 2002, § 14.
For børn født uden for ægteskab før 1. januar 1938 indebar en anerkendelse af faderskabet retligt ikke, at barnet blev anset for at være i slægt med den pågældende mand. Det samme gjaldt, hvis den pågældende blev pålagt bidragspligt.
Anerkendelse eller bidragspligt indebar således heller ikke, at barnet kunne tage navn efter den pågældende. Der var dog mulighed for at erhverve “faderens” efternavn, hvis denne gav samtykke hertil.
Hvis moderen senere giftede sig med “faderen”, blev barnet gennem ægteskabet legitimeret som ægtebarn med hertil hørende ret til at erhverve dennes efternavn. For andre børn var der mulighed for at opnå samme status gennem legitimationsbevilling eller kuldlysning. Der henvises i den forbindelse til betænkning nr. 1350 af 1997 om børns retsstilling, side 77 ff.
Andre børn født uden for ægteskab før 1. januar 1938 og deres efterkommere har siden da alene kunnet få “faderens” efternavn med samtykke fra den pågældende. Navnebevis er i disse situationer hidtil givet i medfør af navnelovens § 8, nr. 5, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 139 af 17. december 2002, § 14.
Børn født efter 1. januar 1938, hvor lov nr. 131 af 7. maj 1937 om børn født uden for ægteskab trådte i kraft, og hvor faderskabet blev fastslået, blev i henhold til denne lov “et lovligt medlem af faderens familie”, og de foreslåede regler om adgang til at tage f.eks. forældres efternavne, jf. forslaget til § 4, stk. 1, nr. 2, finder dermed anvendelse.
Hvis der i den konkrete sag ikke var grundlag for at fastslå faderskabet, kunne en eller flere mænd imidlertid efter omstændighederne kendes bidragspligtige. Der henvises i den forbindelse til betænkning nr. 1350 af 1997 om børns retsstilling, side 82-83. Navnebevis er i disse situationer hidtil givet i medfør af navnelovens § 8, nr. 5, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 139 af 17. december 2002, § 14.
Bestemmelsen i stk. 5 har til formål at bevare denne mulighed. Da det på den anden side kan forudses, at bestemmelsen alene vil finde anvendelse i en begrænset periode, er bestemmelsen herom anført i § 30 som en overgangsregel.
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Grønland og Færøerne, men at den ved kgl. anordning kan sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.
Den gældende navnelov er med enkelte ændringer ved anordning nr. 549 af 21. august 1986 sat i kraft for Grønland pr. 1. januar 1987.
Loven vil efter bestemmelsen ikke kunne sættes i kraft for Færøerne. Det skyldes, at Færøerne pr. 1. januar 1992 har overtaget navneområdet som særanliggende. Der vil således ikke kunne indgives ansøgninger om navngivning og navneændring til de færøske myndigheder, f.eks. i forbindelse med dåb på Færøerne, jf. forslaget til § 18. For personer, der har dansk domicil, og som derfor er omfattet af den danske navnelovgivning, vil ansøgning om navneændring f.eks. i anledning af en vielse på Færøerne således skulle indgives efterfølgende til ministerialbogsføreren (personregisterføreren) her i landet, jf. forslaget til § 16.
