Civilretsdirektoratets vejledning om behandling af samværssager

Ikke gældende fra 30.09.2007

November 1999

1. Indledning 2. Sagens start 3. Mødevirksomhed 4. Sagens oplysning 5. Samtaler med børn 6. Børnesagkyndige undersøgelser

7. Midlertidigt samvær 8. Overvåget samvær 9. Grænseoverskridende handlinger 10. Partshøring, aktindsigt 11. Sagens afgørelse m.v.

1. Indledning

Denne vejledning er udarbejdet til brug for statsamtets sagsbehandlere og børnesagkyndige. Som det fremgår af titlen, er der tale om en vejledning. Formålet er således, at den skal være et hjælperedskab i forbindelse med håndteringen af de specielle problemer af praktisk og forvaltningsretlig karakter, der opstår ved behandlingen af samværssager samt opstille mulige løsningsmodeller til håndteringen af disse.

Der har ikke tidligere været udarbejdet en samlet, struktureret vejledning på dette område. Dette skyldes, at en samværssags behandling som udgangspunkt beror på en konkret og individuel vurdering af, hvilke sagsbehandlingsskridt, der i den konkrete sag er nødvendige og hensigtsmæssige. Vejledningen har ikke til hensigt at ændre dette udgangspunkt. Tilrettelæggelsen af en samværssag beror derfor fortsat på sagsbehandlerens og den eventuelle børnesagkyndiges skøn over, hvad der i den konkrete sag vil være den mest effektive og resultatgivende sagsgang til løsning af forældrenes konflikt og til belysning af, hvad der er bedst for barnet. Enkelte steder er der dog krav til sagsbehandlingen, som ikke kan fraviges.

For andre end statsamtets sagsbehandlere og børnesagkyndige kan vejledningen betragtes som en orientering om, hvordan en samværssag kan disponeres, herunder hvilke løsningsmodeller, der kan benyttes. Der er således ikke tale om en ufravigelig anvisning på, hvordan en samværssag skal behandles.

2. Sagens start

Sagsbehandleren må ved vurderingen af sagen holde sig for øje, at forældrene fastholdes i et fælles ansvar for børnene. Det primære formål med sagsbehandlingen er derfor at få forældrene til at forstå, at de har et sådant ansvar, og at dette også indebærer, at de bør kunne blive enige om samværet og omfanget af dette. Forældrenes enighed vil ofte afspejle deres fælles holdning til, hvad der er bedst for børnene. Det at opnå enighed bør dog ikke blive så dominerende, at det fører til uheldige resultater for barnet.

Når statsamtet modtager en ansøgning om fastsættelse, ophævelse eller ændring af samvær, har statsamtet flere muligheder at vælge imellem for at få sagen i gang.

Statsamtet kan indkalde forældrene til et møde i statsamtet med sagsbehandleren eller bede om modpartens bemærkninger til ansøgningen. Statsamtet kan endvidere tilbyde forældrene og barnet børnesagkyndig rådgivning. Endeligt kan det også være nødvendigt at indhente flere oplysninger fra ansøgeren.

Ved den første gennemgang af sagen skal sagsbehandleren foretage en samlet vurdering af hvilke sagsbehandlingsskridt, der er nødvendige for at afgøre sagen. De enkelte sagsbehandlingsskridt vil afhænge af, om der er tale om en førstegangsfastsættelse, statsamtets kendskab til forældrene og barnet, problemstillingen i sagen, herunder konfliktens karakter, varighed og intensitet, og om der eventuelt er særlige problemer hos forældrene i form af misbrug, kriminalitet o.lign. Også særlige forhold hos barnet kan det være relevant at beskæftige sig med. I sager om førstegangsfastsættelse af samvær kan det være hensigtsmæssigt, at forældrene på et tidligt tidspunkt indkaldes til et møde med sagsbehandleren for at afklare mulighederne for at skabe enighed. Kan enighed ikke opnås, må sagsbehandleren vurdere, hvilken fremgangsmåde der herefter skal følges. Spørgsmål om, hvordan sagen oplyses, er nærmere gennemgået nedenfor i afsnit 4.

Såfremt der ikke er foretaget sagsbehandlingsskridt over for ansøgeren inden 1 måned fra sagens modtagelse, bør ansøgeren have en bekræftelse på, at statsamtet har modtaget sagen.

Tilbydes forældrene og barnet ikke straks børnesagkyndig rådgivning, skal statsamtet være opmærksom på, om der under den videre behandling af sagen opstår grundlag for at fremsætte et sådant tilbud. Børnesagkyndig rådgivning er nærmere beskrevet nedenfor i afsnit 3.2.

Vælger statsamtet at indkalde forældrene til et møde med sagsbehandleren, skal statsamtet være opmærksom på offentlighedslovens § 6 og forvaltningslovens § 7 og § 8. Disse bestemmelser finder anvendelse på alle stadier af sagens behandling.

Offentlighedslovens § 6, stk. 1, om notatpligt lyder: 

"I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter."

Afgørende for, om en oplysning skal noteres, er, om oplysningen er af en sådan karakter, at den bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller i øvrigt tilvejebringes for at skabe klarhed med hensyn til sagens faktiske omstændigheder, herunder f.eks. klarhed over indholdet af forældrenes ansøgninger og ønsker.

Forvaltningslovens § 7, stk. 1, om vejledningspligt lyder: 

"En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde."

Statsamtets pligt til i fornødent omfang at yde vejledning omfatter bl.a. orientering om de regler og den praksis, der gælder på det pågældende område samt om sagsgange, sagsbehandlingstider og hvilke oplysninger, der er eller kan være relevante for sagen.

Som eksempel kan nævnes, at forældre, som under et møde i statsamtet indgår en aftale om samvær, bør vejledes om betydningen af sådanne aftaler, såfremt der senere opstår uenighed om samværet, særlig § 17, stk. 2, i lov om forældremyndighed og samvær.

Forvaltningslovens § 8 om retten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre er gennemgået nedenfor i afsnit 3.1.

Sagsbehandleren skal endvidere være opmærksom på § 26 i lov om forældremyndighed og samvær om midlertidigt samvær. Er der ikke kontakt mellem barnet og den samværssøgende, eller er der kun kontakt i meget begrænset omfang, og er der sandsynlighed for, at behandlingen af sagen vil trække ud, skal sagsbehandleren vejlede forældrene om muligheden for at fastsætte midlertidigt samvær. Statsamtet har således en pligt til at påse, at kontakten mellem barnet og den samværssøgende ikke afbrydes eller begrænses i unødigt omfang under sagens behandling.

Der kan fastsættes midlertidigt samvær, selvom forældrene og barnet har accepteret tilbud om børnesagkyndig rådgivning, eller rådgivningen allerede er iværksat.

Midlertidigt samvær er nærmere beskrevet nedenfor i afsnit 7.

3. Mødevirksomhed

3.1. Generelt om mødevirksomhed i statsamtet

3.2. Børnesagkyndig rådgivning

Behandlingen af samværssager i statsamterne omfatter ofte en del mødevirksomhed.

I afsnit 3.1. gennemgås generelt mødevirksomhed i statsamtet, herunder de almindelige regler for adgangen til at lade sig repræsentere og bistå. I afsnit 3.2. behandles møder i form af børnesagkyndig rådgivning, herunder de særlige spørgsmål der kan opstå i forbindelse med brugen af bisiddere.

3.1. Generelt om mødevirksomhed i statsamtet

Sagsbehandleren indkalder til møder i statsamtet og tilrettelægger mødernes form og indhold.

Sagsbehandleren skal være særlig opmærksom på notatpligten efter offentlighedslovens § 6, vejledningspligten efter forvaltningslovens § 7 og retten til at få sagen udsat efter forvaltningslovens § 21.

Ønsker en part at lade sig repræsentere eller bistå af andre, tager sagsbehandleren stilling hertil. Reglerne herom findes i forvaltningslovens § 8, som lyder:

"Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.

Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov."

Efter denne bestemmelse har begge forældre i en samværssag som udgangspunkt altid ret til at lade sig repræsentere eller bistå af andre under hele eller dele af behandlingen af sagen. Kun i særlige konkrete tilfælde vil dette kunne nægtes.

Barnet vil normalt være repræsenteret af forældremyndighedsindehaveren. Et barn vil derfor ikke kunne lade sig repræsentere af andre under sagen. Derimod vil barnet i nogle tilfælde kunne lade sig bistå af andre, jf. f.eks. afsnit 3.2. om brug af bisiddere i forbindelse med § 28-rådgivning og afsnit 5.1. om samtaler med børn.

Der er ikke i forvaltningsloven fastsat regler om, hvem der kan repræsentere eller bistå en part. Parten kan derfor lade sig repræsentere eller bistå af såvel sagkyndige - f.eks. en advokat eller en socialrådgiver - som af andre, f.eks. en ægtefælle, en samlever eller en bekendt. Parten kan også lade sig repræsentere eller bistå af juridiske personer, f.eks. en forening eller en interesseorganisation. Parten betaler selv udgifterne herved.

For bisiddere gælder, at der ikke er noget til hinder for, at en mindreårig, der har den fornødne modenhed, bistår andre, f.eks. som tolk. Da en bisidder optræder sammen med parten, er der ikke yderligere bestemmelser om f.eks. grænser for fuldmagt e.lign.

Om adgangen til at lade sig repræsentere af andre gælder, at det normalt vil kunne kræves, at den, der repræsenterer andre, er myndig og ikke under værgemål efter værgemålslovens § 5.

Det er statsamtet, der afgør, om partsrepræsentanten skal fremlægge skriftlig fuldmagt eller på anden måde godtgøre, at den pågældende kan optræde som repræsentant. Statsamtet bør herudover være opmærksom på, om der er fastsat grænser for fuldmagten.

Bestemmelsen om partsrepræsentation gælder ikke de tilfælde, hvor det i lovgivningen er bestemt, at en part skal medvirke personligt, eller hvor partens personlige medvirken på grund af sagens karakter i øvrigt er af betydning. Som eksempler kan nævnes afgivelse af personlige erklæringer, deltagelse i børnesagkyndig rådgivning eller undersøgelser m.v. Det er statsamtet, der afgør, om personlig medvirken er nødvendig.

Er en part repræsenteret af en anden, bør henvendelser om sagen rettes til partsrepræsentanten. Når det findes hensigtsmæssigt, kan der dog samtidig gives underretning til parten selv. Dette bør f.eks. ske, hvis en ændring af samværet skal træde i kraft kort tid efter afgørelsen.

§ 8, stk. 2, indeholder mulighed for indskrænkning i en parts ret til at lade sig repræsentere eller bistå, hvis partens interesse heri findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.

I forarbejderne til bestemmelsen er det forudsat, at der kun i ganske særlige tilfælde bør nægtes en part adgang til at lade sig repræsentere eller bistå af andre under behandlingen af sagen.

Undtagelsesbestemmelsen indebærer, at statsamtet skal foretage en konkret afvejning af på den ene side partens interesse i at få den pågældende bistand og på den anden side de hensyn, der taler for at afskære partens adgang til at lade sig repræsentere eller bistå af andre.

Hvis den repræsentant eller bisidder, som parten har valgt, er ude af stand til at varetage partens tarv, og dette er til direkte skade for partens interesser, kan partsrepræsentanten eller bisidderen i ganske særlige tilfælde nægtes adgang til at repræsentere eller bistå parten.

Undtagelsesbestemmelsen vil f.eks. kunne anvendes i tilfælde, hvor parten under et møde i statsamtet ønsker at lade sig repræsentere eller bistå af flere, og statsamtet af hensyn til sagsbehandlingen, ro og orden eller af hensyn til andre parter finder at burde begrænse antallet af repræsentanter eller bisiddere eller helt at udelukke andre end parterne selv fra at deltage i et møde.

Statsamtets beslutning om at nægte partsrepræsentation eller bistand betragtes som en procesledende beslutning, som i almindelighed ikke kan påklages særskilt, og som derfor ikke kræver klagevejledning, jf. SKH 1988, pkt. D.1. Hvis en part klager herover, finder Civilretsdirektoratet dog, at statsamtet skal videresende klagen til direktoratet.

3.2. Børnesagkyndig rådgivning

Efter § 28 i lov om forældremyndighed og samvær har statsamtet som udgangspunkt pligt til at tilbyde børnesagkyndig rådgivning til forældre og børn i sager med uenighed om forældremyndighed eller samvær.

Formålet med børnesagkyndig rådgivning er at hjælpe forældrene til at løse konflikter under hensyn til, hvad der er bedst for barnet. Da rådgivning tillige omfatter barnet, er der således mulighed for, at konflikten kan løses i samarbejde også med barnet.

Der er tale om rådgivning og ikke om terapi eller behandling.

Forældremyndighedsbekendtgørelsen indeholder i kapitel 2 regler om de overordnede rammer for rådgivningen. Der er ikke fastsat regler om den nærmere tilrettelæggelse af rådgivningen. Det er således op til det enkelte statsamt at udfylde disse rammer.

Statsamtet kan ifølge § 28, stk. 3, undlade at fremsætte tilbud om rådgivning, hvis det findes unødvendigt eller uhensigtsmæssigt.

Efter forarbejderne til loven tænkes der herved navnlig på situationer, hvor der inden for de sidste måneder forgæves er gennemført en rådgivning, eller hvor henvendelsen drejer sig om rene detailspørgsmål. Som yderligere eksempler på situationer, hvor rådgivning er overflødig eller måske skadelig, kan nævnes, at forældrene kan være meget umodne og som følge heraf ikke modtagelige for rådgivning, at den ene eller begge er helt uden ressourcer, f.eks. på grund af alkohol- eller narkotikamisbrug, eller at der har været vold i familien. Der kan også være tilfælde, hvor den ene af forældrene klart nægter at medvirke til en løsning, der går vedkommende imod, og hvor rådgivning derfor vil være forgæves. Endelig kan der være sager, der på forhånd må anses for særligt vanskelige, og hvor rådgivning ikke skønnes at være noget middel til løsning af forældrenes konflikt, men hvor der snarere kan være et behov for en hurtig afgørelse af det spørgsmål, der har givet anledning til konflikten.

Beslutningen om at undlade at fremsætte tilbud om rådgivning træffes efter en konkret vurdering. Det skal fremgå af sagen, f.eks. i et notat, hvis statsamtet har besluttet at undlade at tilbyde rådgivning. Det samme gælder, hvis forældrene og barnet er blevet tilbudt rådgivning men ikke har ønsket at tage imod tilbudet.

Tilbudt rådgivning skal gennemføres, blot en af forældrene eller barnet ønsker at deltage.

Der er ikke nogen aldersgrænse for, hvornår børn skal have tilbud om rådgivning, da selv forholdsvis små børn kan have behov for rådgivning. Det aldersmæssige kriterium for inddragelse af børn i § 28-rådgivning er således ikke sammenfaldende med kriteriet for, hvornår børn indkaldelse til en samtale efter § 29, jf. afsnit 5 om samtaler med børn. Hvor små børn, der kan inddrages i rådgivningen, afhænger bl.a. af forældrenes og barnets holdning til rådgivning og statsamtets kendskab til sagen i øvrigt, herunder særligt sagens konfliktniveau.

Når et barn i det følgende tillægges særlige beføjelser, skal dette forstås i overensstemmelse med de i afsnit 5.1. nævnte principper i § 29 i lov om forældremyndighed og samvær. Barnet skal således have den fornødne alder og modenhed til at kunne overskue konsekvenserne og rækkevidden af det pågældende spørgsmål.

Formålet med at tilbyde børn rådgivning er, at barnet derved får mulighed for at tale med en børnesagkyndig om de problemer i familien, som berører barnet. Inddragelse af børn i rådgivning må dog ikke få den virkning, at barnet får følelsen af at blive pålagt ansvaret for familiens situation.

Beslutter statsamtet, at der skal afholdes en samtale med barnet efter § 29, skal barnet under denne samtale tilbydes rådgivning, jf. forældremyndighedsbekendtgørelsens § 12, stk. 2.

Det er af afgørende betydning, at rådgiveren gør sig klart, om barnet deltager i en § 28-rådgivning, eller om der afholdes en samtale med barnet efter § 29. Betydningen heraf er beskrevet nedenfor i afsnit 5.3.

Normalt vil tilbud om rådgivning til børn blive givet gennem forældrene. Tilbudet kan dog gives direkte til barnet, hvis barnet har den fornødne alder og modenhed til at forstå rådgivningstilbuddet, og der ikke i øvrigt er omstændigheder, taler herimod, jf. principperne i § 29, der er behandlet i afsnit 5.1.

Efter § 28, stk. 2, kan statsamtet i andre tilfælde tilbyde børnesagkyndig rådgivning, hvis der skønnes at være et særligt behov herfor, også selv om der ikke er uenighed om samværet. Statsamtet kan således også efter, at der er truffet afgørelse i en sag om samvær, i særlige tilfælde tilbyde forældre og børn børnesagkyndig rådgivning. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der er et særligt behov for at følge barnets reaktion på et iværksat eller ophævet samvær.

Med hensyn til spørgsmålet om sagsbehandlerens deltagelse i rådgivningen har der i praksis udviklet sig tre grundformer:

1.Rådgiveren gennemfører hele rådgivningsforløbet, uden at sagsbehandleren er involveret.

2.Sagsbehandleren er med ved starten og/eller afslutningen af rådgivningen.

3.Sagsbehandleren er til stede under stort set hele rådgivningen.

Det er en afgørende forudsætning for den børnesagkyndige rådgivning, at den opleves som et neutralt forum helt adskilt fra afgørelsesfasen. Den børnesagkyndige rådgiver eller sagsbehandleren skal derfor orientere forældrene og barnet om betydningen af dette, sådan at forældrene og barnet forstår sondringen mellem rådgivning og juridisk sagsbehandling. Sagsbehandlerens tilstedeværelse på et rådgivningsmøde forudsætter forældrenes og barnets tilslutning. Afholdes rådgivning med barnet alene, er det barnet, der skal være indforstået med sagsbehandlerens tilstedeværelse. Dette forudsætter dog, at barnet efter principperne i § 29 har den fornødne alder og modenhed, jf. afsnit 5.1.

Hvis begge forældre og barnet ønsker det, bør sagsbehandleren normalt komme til stede, jf. SKH 1997, pkt. C.2.

Det er ikke muligt at lade sig repræsentere af andre under et rådgivningsmøde, da personligt fremmøde her er nødvendigt.

Som nævnt ovenfor har forældrene - og i nogle tilfælde også barnet - efter forvaltningslovens § 8 som udgangspunkt altid ret til at lade sig bistå af andre. Dette gælder også ved rådgivning, hvor det om brug af bisiddere fremgår af forældremyndighedsvejledningens pkt. 7, andet afsnit, at statsamtet efter en konkret vurdering kan tillade, at barnet medbringer en bisidder til rådgivningen. Statsamtet bør, hvis det findes hensigtsmæssigt, vejlede barnet om denne mulighed.

I tilfælde af uenighed om deltagelse af bisiddere skal det understreges, at rådgivningen er et tilbud til forældrene og barnet. Hvis f.eks. forældrene ikke kan blive enige om, i hvilket omfang der skal deltage bisiddere i rådgivningen, må gennemførelse af rådgivning med begge forældre sammen antages at være formålsløs.

I sådanne situationer bør statsamtet overveje at gennemføre særskilt rådgivning med hver af forældrene, medmindre også dette skønnes at være formålsløst.

Efter endt rådgivning gøres notat om rådgivningens resultat og om eventuelle aftaler mellem forældrene til brug for det eventuelle videre sagsforløb. For at undgå senere tvivl om rådgivningens resultat og eventuelle aftaler bør forældrene underskrive rådgivningsnotatet. Ønsker en eller begge forældre ikke at underskrive, skal dette fremgå af notatet.

Rådgiveren må ikke uden samtykke videregive oplysninger til statsamtet, som forældrene eller barnet har givet under rådgivningen, jf. § 19, stk. 1, i forældremyndighedsbekendtgørelsen. Til brug for afgørelsen må statsamtet heller ikke indhente sådanne oplysninger.

Deltager sagsbehandleren i rådgivningen, og meddeles der mundtligt under denne del af rådgivningen oplysninger vedrørende faktiske omstændigheder, der er af betydning for statsamtets afgørelse, skal der gøres notat herom, jf. § 6 i offentlighedsloven. Tilsvarende notatpligt gælder for rådgiveren, hvis forældrene eller barnet giver samtykke til, at oplysningerne indhentes eller videregives, jf. bekendtgørelsens § 19, stk. 4.

Sagsbehandleren kan i øvrigt vejlede forældrene og barnet om muligheden for at aftale, at der på baggrund af rådgivningen udarbejdes en sagkyndig vurdering til brug for sagens videre behandling, jf. bekendtgørelsens § 19, stk. 3.

Forældrene og barnet skal samtidig med tilbud om rådgivning orienteres om indholdet af § 19, jf. bekendtgørelsens § 19, stk. 5, ligesom forældrene bør vejledes om, hvilken betydning en vurdering efter § 19, stk. 3, kan tillægges.

Samværssagen stilles i bero, sålænge rådgivningen varer. Statsamtet kan dog træffe midlertidig afgørelse om samvær efter lovens § 26, hvis dette findes hensigtsmæssigt, uanset at rådgivningen er i gang, jf.  forældremyndighedsbekendtgørelsens § 17 samt nedenfor i afsnit 7 om midlertidigt samvær.

Om oplysninger fremkommet under rådgivningen må videregives til andre myndigheder, afgøres efter de almindelige bestemmelser i forvaltningslovens §§ 28 og 31. Som udgangspunkt vil oplysninger, der fremkommer under et rådgivningsforløb, være rent personlige og vil derfor sædvanligvis kun kunne videregives til andre myndigheder med samtykke fra den, som oplysningen angår. Der henvises til SKH 1997, pkt. C.1.

Bliver rådgiveren under rådgivningen bekendt med forhold, der giver formodning om, at barnet har behov for særlig støtte el.lign., har rådgiveren pligt til at indberette dette til kommunen eller sikre, at der sker indberetning. Indberetning vil således også kunne ske til statsamtet. Indberetningspligten er nærmere beskrevet nedenfor i afsnit 9.4.

4. Sagens oplysning

Efter official- eller undersøgelsesprincippet er det statsamtet, der skal tilvejebringe et fyldestgørende faktisk og retligt grundlag for afgørelsen.

Bliver forældrene ikke enige under den indledende fase af sagen, påhviler det således statsamtet at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at afgøre sagen, eller at foranledige at forældrene fremlægger oplysningerne.

Spørgsmålet om, hvornår der foreligger et forsvarligt oplysningsgrundlag, beror på en skønsmæssig vurdering. Denne vurdering bygger først og fremmest på, hvilke spørgsmål der rejses i sagen, oplysningernes art og omfang, samt det anvendte retsgrundlags mere eller mindre detaljerede karakter. Det vil også kunne indgå i vurderingen, hvor indgribende en afgørelse, der kan blive tale om.

Samværsområdet er karakteriseret ved, at afgørelserne i vid udstrækning er skønsmæssige. I selve lovteksten er det blot anført, at afgørelser om omfanget og udøvelsen af samværet træffes efter, hvad der er bedst for barnet. For så vidt angår afslag på samvær eller ophævelse af samvær er kriteriet alene, at det er påkrævet af hensyn til barnet.

Samværsområdet er næsten udelukkende reguleret af de almindelige forvaltningsprocessuelle regler. Det skal i den forbindelse særligt bemærkes, at der er tale om partstvister, og at alle afgørelser derfor vil rumme bebyrdende elementer for mindst en af forældrene. Der findes kun enkelte specialregler, f.eks. §§ 28 og 29 i lov om forældremyndighed og samvær.

De generelle hensyn, som afgørelserne om samvær skal træffes efter, udfyldes i praksis med en række præciserende kriterier. Som eksempler på omstændigheder, der i almindelighed inddrages i vurderingen, kan nævnes: barnets alder, barnets egen holdning, den hidtidige kontakt mellem barnet og samværsforælderen, fritidsinteresser, tidligere samværsaftaler, forældrenes indbyrdes forhold, risikoen for at barnet lider overlast, afstanden mellem forældrenes bopæle, forældrenes og barnets psykiske og fysiske tilstand.

Tilvejebringelsen af et forsvarligt oplysningsgrundlag i samværssager sker i dag navnlig gennem forældrenes oplysning af sagen og eventuelt barnets holdning til spørgsmålet om samvær. Der indhentes således ikke automatisk oplysninger fra andre myndigheder, institutioner m.v.

Statsamtet er kun forpligtet til at følge en opfordring om at indhente oplysninger, som den pågældende forælder ikke selv kan fremskaffe, hvis oplysningerne skønnes at være relevante for sagen.

Indhentelse af oplysninger om forældrene og barnet er nærmere reguleret i forvaltningslovens kapitel 8.

Indhentelse af oplysninger om modparten er reguleret i forvaltningslovens § 28. Som udgangspunkt kan sådanne oplysninger ikke videregives til statsamtet uden samtykke fra den, oplysningen angår. Videregivelse af oplysningerne kan dog f.eks. ske, når videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, jf. § 28, stk. 2, nr. 3. Hensynet til barnet vil således i nogle tilfælde kunne begrunde videregivelse af oplysninger om modparten, selv om modparten modsætter sig videregivelsen.

Hvis modparten ikke ønsker at medvirke til sagens oplysning, kan dette tillægges processuel skadevirkning, sådan at statsamtet træffer afgørelse på det foreliggende grundlag.

Fremsætter den, der har barnet boende, anmodning om ophævelse af samværet på grund af mistanke om grænseoverskridende handlinger, og ønsker den, som beskyldningen rettes mod, ikke at medvirke til oplysning af sagen, vil statsamtet således kunne suspendere/ophæve samværet. I disse tilfælde bør statsamtet orientere om, at sagen kan genoptages, hvis den pågældende efterfølgende indvilger i at medvirke til sagens oplysning.

Beslutter statsamtet sig for at indhente oplysninger om ansøgerens rent private forhold fra andre dele af forvaltningen, skal der som udgangspunkt foreligge samtykke fra den pågældende, jf. forvaltningslovens § 29. Kravet om samtykke kan dog fraviges, når særlige hensyn til modparten eller barnet klart overstiger ansøgerens interesse i, at oplysningerne ikke indhentes, jf. § 29, stk. 2, nr. 3.

Indhentelse af oplysninger om barnet kræver som udgangspunkt samtykke fra begge forældre, når der er fælles forældremyndighed over barnet.

Hvis en af forældrene ikke ønsker at medvirke til indhentelse af oplysningerne, kan dette - hvis der ikke er modstående hensyn til barnet - tillægges processuel skadevirkning, jf. afsnit 6.1.6.

Det er den myndighed, der ligger inde med oplysningerne, der afgør, i hvilket omfang oplysningerne kan videregives.

I samværssager opstår der ofte det dilemma, at der er tale om meget indgribende afgørelser af væsentlig betydning for barnet og forældrene, og som derfor kræver en grundig sagsoplysning, samtidig med at der er tale om sager, der ofte kræver en hurtig afgørelse.

Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at de fleste sager som regel kan oplyses forsvarligt af forældrene, mens det kun i et begrænset antal sager er nødvendigt at indhente oplysninger fra andre myndigheder, institutioner m.v. Erfaringsmæssigt er sådanne oplysninger i mange sager unødvendige i forhold til sagens problemstilling, eller oplysningerne vil bevismæssigt kun kunne tillægges begrænset vægt. Dette skal navnlig ses i lyset af, at oplysninger fra andre myndigheder, institutioner m.v. sjældent kan bidrage til at belyse konflikten mellem forældrene samt denne konflikts betydning for samværet. Sådanne oplysninger vil derimod kunne be- eller afkræfte faktiske forhold i sagen, som f.eks. sygdomme, misbrugsproblemer e.lign., ligesom sådanne oplysninger kan føre til, at statsamtet iværksætter yderligere undersøgelser eller afslår at undersøge forholdene nærmere.

I tråd hermed har statsamterne og Civilretsdirektoratet hidtil været tilbageholdende med at indhente oplysninger fra andre myndigheder, institutioner m.v. Dette gælder både efter anmodning fra forældrene og i endnu højere grad ex officio.

I de senere år er der sket en udvikling af lovgrundlaget og praksis på samværsområdet, som også har indvirkning på sagsoplysningen. Der er således i dag i højere grad end tidligere fokus på barnets ret til to forældre, hvilket bl.a. har medført, at der fastsættes samvær i større omfang end tidligere.

Denne udvikling stiller nye og udvidede krav til sagsoplysningen. Eksempelvis skal der ifølge forarbejderne til lov om forældremyndighed og samvær i sager om afslag på eller ophævelse af samvær i videre omfang end tidligere foretages børnesagkyndige undersøgelser. Formålet hermed er at styrke grundlaget for afgørelserne i disse sager, ligesom det sikres, at kontakten til samværssøgende kun afslås eller afbrydes, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet.

Herudover stilles der også større krav end tidligere til begrundelserne for afgørelserne. Dette gælder navnlig særligt indgribende afgørelser som f.eks. afslag på fastsættelse af samvær.

Denne udvikling kan dog efter Civilretsdirektoratets opfattelse ikke føre til, at statsamtet altid skal indhente erklæringer fra barnets institution, skole, læge eller lignende eller fra kommunale myndigheder, som har kontakt med familien. Hensynet til at afgøre sagen inden for rimelig tid taler klart imod en sådan udvikling.

Anmoder forældrene om, at andre myndigheder inddrages i sagsoplysningen, skal statsamtet foretage en konkret vurdering, forinden en sådan anmodning efterkommes eller afslås.

Herudover har statsamtet selvfølgelig pligt til ex officio at vurdere, om der skal indhentes oplysninger fra andre myndigheder for at sikre et forsvarligt og tilstrækkeligt afgørelsesgrundlag.

Det kan i øvrigt ikke udelukkes, at andre hensyn end, hvad der følger af anvendelsen af officialmaximen, kan føre til, at statsamtet alligevel bør overveje at indhente yderligere oplysninger. Dette kan ske af hensyn til afgørelsens begrundelse og forståelighed samt til forældrenes "accept" af afgørelsen.

Statsamterne har ikke pligt til at lytte til eller gennemse lyd- eller videobånd, som forældrene indsender. Statsamterne bør i stedet returnere båndet og opfordre parten til at udarbejde en afskrift af de dele af båndet, som er relevante for sagen. En sådan udskrift vil indgå som et bilag i sagen.

5. Samtaler med børn

5.1. Generelt

5.2. Notatpligt og videregivelse af oplysninger

5.3. Forskellen på børnesagkyndig rådgivning efter § 28 og samtaler afholdt efter § 29

5.1. Generelt

Inddragelse af børn i samværssager er bl.a. behandlet i § 29 i lov om forældremyndighed og samvær, som lyder:

"Er et barn fyldt 12 år, skal der, før der træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed eller samvær, finde en samtale sted med barnet herom. Samtalen kan dog undlades, hvis det må antages at være til skade for barnet eller uden nogen betydning for sagen."

Ifølge forarbejderne til § 29 er aldersgrænsen på 12 år ikke absolut. Er barnet under 12 år og i stand til at udforme sine egne synspunkter, skal der således også foreligge oplysninger om dets holdning i det omfang, barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det.

Det fremgår endvidere af art. 12 i FN's Konvention om Barnets Rettigheder, som Danmark har tiltrådt, at et barn skal have ret til at udtale sig i enhver sag, der vedrører barnet. Barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.

Det er ikke muligt at opstille en aldersgrænse for, hvornår børn generelt er modne nok til at blive inddraget i en sag om samvær og dermed modne nok til at tage stilling til spørgsmål omkring deres kontakt med den forælder, som de ikke bor sammen med. Dette skyldes blandt andet, at børns modenhed er meget forskellig.

Ved vurderingen af, om barnet skal indkaldes til en samtale, tillægges det afgørende betydning, om barnet må antages at have den fornødne alder, modenhed og forståelse for sagens karakter, om barnet må antages at være i stand til at danne og udtrykke sine egne synspunkter herom, og om barnet kan antages at have evne til at overskue konsekvenserne og rækkevidden af de forhold, som samtalen skal dreje sig om, f.eks. om barnet kan overskue konsekvenserne af helt eller delvist at fastholde eller fravælge kontakten til den ene af forældrene.

I vurderingen indgår også forældrenes konfliktniveau, i hvilket omfang barnet inddrages i konflikten, om der er tale om mere eller mindre indgribende og uoverskuelige forhold samt sagens karakter i øvrigt.

Til brug for vurderingen af, om barnet skal indkaldes til en samtale, og hvilke forhold barnet i givet fald vil kunne tage stilling til, kan det være hensigtsmæssigt forinden at tale med forældrene. Det-te vil give den, der skal tale med barnet, indsigt i sagens konfliktniveau, herunder i hvilket omfang de forhold, der ønskes belyst, er integreret i en eventuel konflikt, og om forældrene har en positiv holdning til, at barnet inddrages i sagen.

Jo yngre barnet er, jo mere konkrete skal de forhold være, som barnet skal spørges om. Dette skal ses i lyset af, at et yngre barn ikke kan forventes at kunne overskue konsekvenserne af mere abstrakte forhold.

Såfremt omstændighederne taler for det, skal barnet således have medindflydelse vedrørende egne forhold. Barnet bør dog ikke bringes i en situation, som det ikke kan overskue, ligesom barnet ikke bør bringes i en alvorlig loyalitetskonflikt i forhold til forældrene. Der bør heller ikke stilles spørgsmål, som barnet ikke vil kunne have en kvalificeret mening om.

Finder statsamtet efter en konkret vurdering, at barnet skal høres, skal barnets mening tillægges vægt i videst muligt omfang. Dette gælder, uanset om barnet ønsker eller ikke ønsker samvær.

Fremgangsmåden ved afholdelse af samtalen afhænger i høj grad af samtalens tema. Der skal endvidere lægges vægt på, om de oplysninger, der fremkommer under samtalen, vil være af afgørende betydning for sagens afgørelse.

Ved indgribende afgørelser vil det normalt være mest hensigtsmæssigt, at samtalen foretages af eller med bistand af en børnesagkyndig. Det samme gælder, hvis der inden samtalen er tvivl om barnets modenhed.

Det skal understreges, at det er af afgørende betydning, at den, der afholder samtalen, sikrer sig, at det er barnets egen holdning, der kommer til udtryk under samtalen. Den, der afholder samtalen, skal således i videst muligt omfang "grave sig ned bag" de synspunkter, som barnet giver udtryk for.

I det omfang, der er behov herfor, bør den, der afholder en samtale med et barn, sikre sig, at barnet kender de forskellige muligheder for samvær. Hvis et barn ønsker, at samværet ophæves, bør det således vurderes, om barnet eventuelt vil medvirke til, at der er samvær i begrænset omfang, f.eks. at det fastsættes uden overnatning.

Det bemærkes, at selv om den børnesagkyndige eller sagsbehandleren efter en samtale med barnet finder, at barnets tilkendegivelser ikke er barnets egne, kan der være helt konkrete situationer, hvor fastsættelse eller gennemtvingelse af samvær vil være i strid med, hvad der er bedst for barnet.

Afholdes samtalen af en børnesagkyndig, der efterfølgende skal fremkomme med en vurdering/udtalelse om barnet, vil samtalen som oftest have karakter af en børnesagkyndig undersøgelse. I disse situationer finder principperne i afsnit 6 om børnesagkyndige undersøgelser anvendelse.

Statsamtet kan undlade selv at afholde en samtale med et barn, hvis barnet har en nær tilknytning til andre offentlige myndigheder, f.eks. fordi barnet er anbragt uden for hjemmet eller er i behandling. I sådanne tilfælde har statsamtet mulighed for at bede den behandlende myndighed om at gennemføre samtalen med barnet og afgive en erklæring, vurdering m.v. om barnets mening og modenhed. Hvis retten i forbindelse med en forældremyndigheds- eller fogedretssag har talt med barnet, kan statsamtet lægge vægt på eventuelle relevante oplysninger fra denne samtale.

Det afhænger af en konkret vurdering, om barnet kan medbringe en bisidder under samtalen, jf. afsnit 3.1. om mødevirksomhed i statsamtet.

Selv om barnets mening i høj grad tillægges vægt ved afgørelser om samvær, bør barnet ikke indkaldes til en samtale, såfremt dette vil være til skade for barnet. Dette følger direkte af § 29, 2. pkt., hvorefter samtalen kan undlades, hvis det må antages at være til skade for barnet eller uden betydning for sagen.

I mange samværssager fremkommer forældrene ofte med nye ansøgninger, eller de gentager tidligere fremsatte ansøgninger. I sådanne situationer bør det nøje overvejes, om det er i overensstemmelse med barnets tarv at indkalde barnet til en ny samtale, hver gang der fremkommer en ny ansøgning.

Statsamtets beslutning om, hvor ofte barnet bør indkaldes til en samtale, beror på en konkret vurdering, særligt hvilke forhold barnet skal tage stilling til. Det er i disse sager nødvendigt at være opmærksom på, at barnets ret til at blive hørt ikke må få den virkning, at det bliver lagt over på barnets skuldre at afgøre tvister mellem forældrene.

Hvis den, der har barnet boende, modsætter sig, at barnet skal til samtale, skal statsamtet overveje at anvende principperne om manglende medvirken og processuel skadevirkning, jf. afsnit 6.1.6.

Problemerne omkring, hvornår et barn bør indkaldes til samtale, samt hvilken vægt man kan tillægge mindre børns mening, er nærmere gennemgået i SKH 1998 s. 81 ff.

Det bemærkes i øvrigt, at det følger af forældremyndighedsbekendtgørelsens § 12, stk. 2, at "skal der efter lovens § 29 finde en samtale sted med barnet, skal barnet tilbydes rådgivning under statsamtets samtale med barnet."

5.2. Notatpligt og videregivelse af oplysninger

Det påhviler den, der afholder en samtale med et barn efter § 29, at udfærdige et notat om samtalen, jf. offentlighedslovens § 6. Det gør ikke nogen forskel, om det er en børnesagkyndig eller en sagsbehandler, der afholder samtalen.

Barnet skal under samtalen orienteres om, at der udfærdiges notat om samtalen, og at oplysningerne fra samtalen vil indgå i grundlaget for afgørelsen. Barnet skal endvidere orienteres om, at forældrene kan få aktindsigt i oplysningerne. Ved samtalens slutning bør det søges oplyst, om barnet har indvendinger mod, at de oplysninger, der er fremkommet under samtalen, helt eller delvist videregives til forældrene. Barnet bør i givet fald vejledes om statsamtets muligheder for at begrænse forældrenes aktindsigt i oplysningerne, men også om at spørgsmålet om aktindsigt kan indbringes for Civilretsdirektoratet, der har mulighed for at omgøre statsamtets beslutning. Barnet skal dog gøres klart, at en konklusion normalt ikke kan undtages fra aktindsigt.

Har barnet indvendinger mod, at oplysninger fra samtalen videregives til forældrene, kan det være tegn på, at barnet har problemer, som barnet har behov for at tale med nogen om. Den børnesagkyndige og/eller sagsbehandleren skal i disse situationer være opmærksom på muligheden for at tilbyde barnet rådgivning.

Det er vigtigt, at et notat om en samtale med et barn er så klart og udførligt, at der ikke senere kan herske tvivl om barnets mening. Notatet bør derfor som udgangspunkt indeholde følgende oplysninger:

Barnets stillingtagen til hel eller delvis videregivelse af oplysningerne til forældrene eller andre.

Tid og sted for samtalen samt varigheden heraf, hvem der har afholdt samtalen, samt om eventuelle bisiddere.

Barnets forhold til den samværssøgende.

Barnets syn på samværet. Det bør i den forbindelse overvejes, om barnet er klar over indholdet af den eksisterende samværs-ordning og hvilke ændringer, der søges foretaget heri. Hvis barnet har andre forslag til tilrettelæggelsen af samværet, bør disse noteres. Det kan f.eks. dreje sig om samvær i større eller mindre omfang eller samvær under bestemte betingelser så som tilstedeværelse af andre eller mulighed for deltagelse i fritidsaktiviteter.

Helhedsindtrykket af samtalen, herunder hvilken kontakt, der har været mellem den, der har afholdt samtalen, og barnet, og barnets reaktion på samtalen.

Notatets indhold kan variere afhængigt af sagens og samtalens karakter.

Henset til den betydning barnets mening tillægges, er det nødvendigt, at notatet udfærdiges så fyldigt som muligt. Således bør alle - personlige og faktiske - forhold vedrørende barnet noteres. Hvis der f.eks. på grund af barnets alder er tvivl om barnets modenhed og eventuel påvirkning fra forældrene eller andre, herunder om barnet kan overskue konsekvenserne af dets udtalelser, skal notatet endvidere indeholde en vurdering heraf.

Taler hensynet til barnets fremtidige forhold til forældrene for det, bør barnets udtalelser generaliseres. Den børnesagkyndige og barnet kan eventuelt i forbindelse med eller efter samtalen formulere barnets udtalelser sammen. Generalisering af barnets udtalelser må dog ikke få den virkning, at afgørende forhold/udtalelser udelades, og at essensen af udtalelserne således går tabt.

Efter forvaltningslovens § 9 kan forældrene forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter, herunder notater om samtaler med børn.

Retten til aktindsigt kan i medfør af forvaltningslovens § 15 begrænses i det omfang, den pågældende forælders interesse i at kunne benytte kendskab til sagens oplysninger til varetagelse af sine interesser findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private interesser, herunder barnet.

I vidt omfang vil de oplysninger, som barnet fremkommer med om sig selv og sit forhold til forældrene, kunne undtages fra aktindsigt, hvis barnet selv ønsker det, eller hvis statsamtet skønner, at videregivelse af oplysningerne vil være til skade for barnet, særligt barnets forhold til forældrene eller andre familiemedlemmer. Hensynet til barnets fremtidige forhold til og loyalitet overfor forældrene vil i disse tilfælde oftest veje tungere end hensynet til den, der anmoder om aktindsigt.

Oplysninger om samtalens konklusion (barnets mening) og vurderingen af barnets modenhed vil dog normalt aldrig kunne undtages fra aktindsigt.

Det er statsamtet, der vurderer, om den ene eller begge forældres interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne bør vige for hensynet til barnet.

Inden der træffes afgørelse i sagen, skal forældrene partshøres over notatet i henhold til forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Finder statsamtet, at notatet helt eller delvist kan undtages fra aktindsigt, er der ikke partshøringspligt med hensyn til disse oplysninger, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4. Tilsvarende er der ikke pligt til at videregive notatets indhold i begrundelsen for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 3. Der henvises til afsnit 10.1. og 10.2.

5.3. Forskellen på børnesagkyndig rådgivning efter § 28 og samtaler afholdt efter § 29

I forbindelse med samtaler med børn er det meget vigtigt at gøre sig klart, om der er tale om børnesagkyndig rådgivning efter § 28 eller en samtale efter § 29.

Dette skyldes, at der som nævnt ovenfor i pkt. 3.2. i rådgivnings-situationen er "vandtætte" skodder mellem rådgivningen og den øvrige sagsbehandling, hvorimod samtaler efter § 29 afholdes som led i statsamtets almindelige sagsbehandling.

Gennemføres rådgivning med barnet efter § 28, har rådgiveren ikke pligt til at tage notat af samtalen efter offentlighedslovens § 6, ligesom rådgiveren ikke må videregive oplysninger fra samtalen, medmindre barnet giver samtykke hertil.

Ønsker et barn, der deltager i en § 28-rådgivning, at der udfærdiges et notat om samtalen til brug for statsamtets videre behandling af sagen, vil samtalen ændre karakter til en § 29-samtale. I disse situationer består der en pligt til at vejlede barnet om forskellen mellem rådgivning og en § 29-samtale, jf. ovenfor, herunder særligt muligheden for, at forældrene bliver gjort bekendt med barnets oplysninger. Den, der holder samtalen, skal således sikre sig, at barnet har forstået, at samtalen har ændret karakter samt virkningerne heraf.

6. Børnesagkyndige undersøgelser

6.1. Generelle retningslinjer for børnesagkyndige undersøgelser

6.2. Egentlige børnesagkyndige undersøgelser

6.3. Andre børnesagkyndige undersøgelser

Lov om forældremyndighed og samvær indeholder ikke bestemmelser om børnesagkyndige undersøgelser.

Det er den gældende opfattelse, at en "børnesagkyndig undersøgelse" er en undersøgelse, der indeholder en observation samt en psykologisk vurdering af den ene eller begge forældre og/eller barnet. De børnesagkyndige undersøgelser er i vejledningen opdelt i de egentlige børnesagkyndige undersøgelser og i andre børnesagkyndige undersøgelser.

En egentlig børnesagkyndig undersøgelse er en undersøgelse, der foretages af en børnesagkyndig, og som indeholder en observation samt en psykologisk vurdering af begge forældre og barnet. En egentlig børnesagkyndig undersøgelse foretages i videst muligt omfang i overensstemmelse med Dansk Psykolog Forenings vejledende retningslinjer, jf. nærmere om disse retningslinjer nedenfor i afsnit 6.2.

Ved andre børnesagkyndige undersøgelser forstås undersøgelser af begrænset omfang, som foretages ved færre foranstaltninger end anført i de vejledende retningslinjer.

Efter Civilretsdirektoratets opfattelse omfatter de børnesagkyndige undersøgelser herudover også mindre undersøgelser, som en børnesagkyndig på grundlag af sin faglige ekspertise foretager som et led i behandlingen af en sag om samvær. En børnesagkyndig kan f.eks. med forældrenes og eventuelt barnets samtykke anmodes om at udfærdige en vurdering eller fremkomme med en udtalelse i forbindelse med en § 28-rådgivning, ved en § 29-samtale eller ved et overvåget samvær. Om disse former for undersøgelser henvises til afsnit 3.2. om børnesagkyndig rådgivning, afsnit 5 om samtaler med børn og afsnit 8 om overvåget samvær. Med de undtagelser, der følger af formålet med undersøgelsen og de deraf følgende begrænsninger i omfanget af undersøgelsen, gælder nedenstående principper også for sådanne mindre undersøgelser.

Dette kapitel indeholder i afsnit 6.1. generelle retningslinier for børnesagkyndige undersøgelser. I afsnit 6.2. gennemgås de egentlige børnesagkyndige undersøgelser, mens afsnit 6.3. handler om andre børnesagkyndige undersøgelser

6.1. Generelle retningslinjer for børnesagkyndige undersøgelser

6.1.1. Hvornår iværksættes børnesagkyndige undersøgelser ?

6.1.2. Hvilke krav kan/bør stilles til foretagelsen af en børnesagkyndig undersøgelse ?

6.1.3. Hvilke krav kan/bør stilles til udformningen og indholdet af en børnesagkyndig erklæring, vurdering m.v. ?

6.1.4. Retsstillingen under den børnesagkyndige undersøgelse

6.1.5. Hvilken vægt skal/kan en børnesagkyndig erklæring, vurdering m.v. tillægges ?  

6.1.6. Manglende medvirken til en børnesagkyndig undersøgelse

Kravene til den børnesagkyndiges faglige uddannelse varierer alt efter hvilken undersøgelse, der skal foretages. En børnesagkyndig kan således være en psykiater, psykolog, socialrådgiver, pædagog e.lign., jf. SKH 1997, pkt. D.4. Når der kræves en egentlig psykologisk udredning om barnet eller forældrene, bør der dog stilles krav om, at den børnesagkyndige er enten psykolog eller psykiater.

Mens undersøgelsen foregår, er der vandtætte skodder mellem den børnesagkyndige undersøgelse og sagsbehandlingen i øvrigt. Det er derfor uden betydning, om en børnesagkyndig undersøgelse foretages af en praktiserende børnesagkyndig uden for statsamtet eller af en børnesagkyndig, der er ansat af statsamtet.

Traditionelt har betegnelsen "børnesagkyndig erklæring" været anvendt om den "rapport", der udarbejdes, når der er foretaget en egentlig børnesagkyndig undersøgelse af en psykolog eller en psykiater. Herudover bør betegnelsen alene anvendes ved andre undersøgelser, når der i forbindelse med disse er foretaget en psykologisk udredning om forældrene og/eller barnet.

Foretages der ikke en psykologisk udredning, bør betegnelsen "erklæring" ikke anvendes. Den "rapport", der udarbejdes på baggrund af sådanne mere begrænsede undersøgelser, bør i stedet betegnes f.eks. "børnesagkyndig observation", "børnesagkyndig vurdering" eller "børnesagkyndig udtalelse"

Ved iværksættelsen af enhver form for børnesagkyndig undersøgelse bør temaet (kommissoriet) for undersøgelsen præciseres. Dette skyldes først og fremmest, at afgørelser om samvær træffes efter en konkret, individuel bedømmelse, og at de forhold, der er relevante at få undersøgt i samværssager, ofte er forskellige. Henset til denne differentiering bør alle former for børnesagkyndige undersøgelser målrettes i forhold til behovet i den konkrete sag, herunder særligt behovet i forhold til den/de børn, sagen drejer sig om.

Herved sikres det afgørende hensyn, at forældrene ved, hvad undersøgelsen går ud på, og hvad den skal bruges til.

En større målretning og præcisering af undersøgelsens tema vil også medvirke til, at det ikke senere bliver nødvendigt at indhente supplerende oplysninger, f.eks. fordi undersøgelsen har været for generel eller ikke har afdækket alle de forhold, som efter statsamtets opfattelse var relevante for sagen. På denne måde vil den børnesagkyndige få mulighed for at tilrettelægge undersøgelsen så hensigtsmæssigt som muligt, ligesom man kan undgå at inddrage forhold uden betydning for sagen.

Temaet til den børnesagkyndige skal formuleres så præcist, at der ikke senere opstår tvivl om undersøgelsens formål. Det anbefales, at temaet udformes skriftligt. Gives temaet til den børnesagkyndige telefonisk, skal der udfærdiges et § 6-notat over samtalen.

Når statsamtet har udfærdiget temaet til den børnesagkyndige, skal forældrene gøres bekendt hermed, inden undersøgelsen iværksættes. Forældrene bør samtidig orienteres om, i hvilket omfang sagens akter er sendt til den børnesagkyndige, eller om denne på anden måde har haft lejlighed til at gøre sig bekendt med disse.

Finder den børnesagkyndige, at statsamtets tema er upræcist, ufuldstændigt, eller opstår der nye problemer under undersøgelsen, skal den børnesagkyndige kontakte statsamtet med henblik på en afhjælpning heraf. Hvis den børnesagkyndige retter telefonisk henvendelse til statsamtet, skal der udfærdiges et § 6-notat over samtalen.

Inddrages barnet i den børnesagkyndige undersøgelse på en sådan måde, at der reelt er tale om afholdelse af en samtale med barnet, skal principperne i § 29 i lov om forældremyndighed og samvær følges, jf. afsnit 5 om samtaler med børn.

6.1.1. Hvornår iværksættes børnesagkyndige undersøgelser ?

I forarbejderne til lov om forældremyndighed og samvær er det fremhævet, at der i sager om afslag på eller ophævelse af samvær i videre omfang end tidligere bør udarbejdes børnesagkyndige erklæringer for at styrke grundlaget for disse indgribende afgørelser. Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at udmeldingen i forarbejderne skal forstås sådan, at der i disse sager skal udarbejdes børnesagkyndige erklæringer, hvis der ikke er andre omstændigheder i sagen, der med tilstrækkelig sikkerhed kan danne grundlag for afgørelsen, f.eks. at et ældre barn klart har udtalt sig for eller imod samvær.

Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at iværksættelsen af børnesagkyndige undersøgelser ikke bør undergives retningslinjer, som tilsidesætter den skønsmæssige vurdering af den konkrete sag. Afgørende er således fortsat, om hensynet til barnet og barnets mulighed for kontakt til den samværssøgende gør det påkrævet, at en børnesagkyndig undersøgelse iværksættes.

Efter direktoratets opfattelse bør brugen af børnesagkyndige undersøgelser særligt overvejes i følgende situationer:

Uigennemskuelige/særligt komplekse sager, herunder sager præget af meget langvarig og bitter strid mellem forældrene, hvor disse konflikters påvirkning af barnet bør undersøges nærmere.

Særlige forhold vedrørende barnets helbred eller psykiske konstitution, herunder disse forholds indvirkning på samværet.

Psykisk påfaldenhed eller misbrugsproblemer hos en eller begge forældre, der kan have indvirkning på samværet.

Visse sager om mistanke om fysiske eller psykiske overgreb mod barnet, jf. afsnit 9.

Inden statsamtet i disse situationer iværksætter en børnesagkyndig undersøgelse, bør det undersøges, om de relevante oplysninger kan indhentes fra anden side, f.eks. hvis der allerede er udfærdiget en undersøgelse til brug for en retssag, eller hvis familien på anden måde er i kontakt med andre offentlige myndigheder, f.eks. de sociale myndigheder.

Opnår statsamtet forældrenes samtykke til at indhente sådanne oplysninger, vil disse indgå ved vurderingen af, om og i hvilket omfang der er behov for en børnesagkyndig undersøgelse. Dette skal ses i lyset af, at deltagelse i en børnesagkyndig undersøgelse kan være en belastning for såvel forældrene som barnet, og at en sådan undersøgelse derfor bør undlades, hvis sagen kan oplyses tilstrækkeligt på anden måde.

6.1.2. Hvilke krav kan/bør stilles til foretagelsen af en børnesagkyndig undersøgelse ?

I første række er det den enkelte børnesagkyndige undersøger, der bestemmer, hvordan en undersøgelse skal foretages, afhængigt af temaet og de konkrete behov i sagen. Undersøgelsen vil således variere i omfang og form afhængigt af problemstillingen i sagen. Undersøgeren tilrettelægger selv indsamlingen af oplysninger, afholdelse af samtaler og foretagelse af observationer, og undersøgeren afgiver sin udtalelse ud fra det faglige ansvar, som han eller hun arbejder under.

Det er således den børnesagkyndiges opgave at målrette undersøgelsen og eventuelt begrænse den til, hvad der efter den børnesagkyndiges opfattelse vil udgøre et fagligt forsvarligt grundlag for en erklæring, vurdering m.v. Tilrettelæggelsen af undersøgelsen vil således i høj grad afhænge af, hvilket tema den børnesagkyndige har fået fra statsamtet, jf. ovenfor i afsnit 6.1.

De nærmere krav til foretagelsen af henholdsvis egentlige børnesagkyndige undersøgelser og andre børnesagkyndige undersøgelser er beskrevet i afsnit 6.2. og 6.3.

Kan en undersøgelse ikke gennemføres i overensstemmelse med de krav, der er fastlagt for den konkrete undersøgelse, skal undersøgeren straks kontakte statsamtet.

Fører en konkret vurdering herefter til, at gennemførelse af undersøgelsen i overensstemmelse med kravene vil være i strid med barnets tarv, f.eks. hvis barnet nægter at blive observeret sammen med samværsberettigede, må statsamtet i samarbejde med den børnesagkyndige tage stilling til undersøgelsens videre forløb. Den børnesagkyndige bør dog, hvis situationen er som i eksemplet, foretage en vurdering af årsagen til barnets modvilje.

Finder den børnesagkyndige det fagligt forsvarligt at udfærdige en erklæring, vurdering m.v., selv om det ikke har været muligt at gennemføre undersøgelsen i overensstemmelse med de stillede krav, bør manglerne ved undersøgelsen fremgå heraf sammen med grunden til, at det alligevel er fundet forsvarligt at udfærdige erklæringen, vurderingen m.v.

I sådanne situationer er det særdeles vigtigt, at statsamtet ved afgørelsen er opmærksom på eventuelle begrænsninger i erklæringen, vurderingen m.v., og at statsamtet tillægger erklæringen, vurderingen m.v. betydning i overensstemmelse hermed.

Mangler ved undersøgelsen, der skyldes, at en af forældrene eller barnet ikke har villet deltage i undersøgelsen, er gennemgået nedenfor i afsnit 6.1.6.

6.1.3. Hvilke krav kan/bør stilles til udformningen og indholdet af en børnesagkyndig erklæring, vurdering m.v. ?

Ligesom der kan stilles krav til foretagelsen af børnesagkyndige undersøgelser, kan der stilles krav til indholdet af den efterfølgende erklæring, vurdering m.v.

For så vidt angår erklæringer udarbejdede Dansk Psykolog Forening i 1993 - revideret i januar 1996 - nogle vejledende retningslinjer for børnesagkyndige undersøgelser og erklæringer. Disse retningslinjer tager som udgangspunkt sigte på forældremyndighedssager, men det er foreningens opfattelse, at retningslinjerne også kan følges i samværssager.

Ifølge disse vejledende retningslinjer bør erklæringen udformes med en klar skelnen mellem oplysninger/iagttagelser og vurderinger.

Erklæringen bør indeholde oplysninger om: opgavens art (tema), undersøgelsens tilrettelæggelse og forløb samt indhentede udtalelser, beskrivelse af barnets og forældrenes nuværende situation og barnets kontakt med hver af dem, forældrenes oplysninger om dem selv, om ægteskabet/samlivet, om deres nuværende samlivs-, bolig-, arbejdsforhold m.m., forældrenes beskrivelse af barnets udvikling og personlighed og deres forståelse for dets specielle psyke, beskrivelse af observationerne af barnet samt af samspillet mellem barnet og forældrene, vurdering af forældrenes egnethed som opdragere af barnet og en vurdering af deres holdning til samværet og samarbejdet herom samt en vurdering af barnets tilknytning til hver af forældrene og til eventuelle søskende.

Endeligt bør erklæringen indeholde en sammenfattende vurdering, der bl.a. omfatter en psykologfaglig belysning af sagen og bemærkninger om, hvad der skønnes at være bedst for barnet.

For så vidt angår barnets udtalelser oplyser Psykologforeningen, at disse som udgangspunkt ikke bør gengives ordret, men i det omfang det er muligt generaliseres. Civilretsdirektoratet finder, at Psykologforeningens retningslinjer indeholder en fyldestgørende redegørelse for de oplysninger og vurderinger, som en børnesagkyndig erklæring til brug for en samværssag bør indeholde.

Erklæringens indhold kan begrænses i forhold til Psykologforeningens retningslinjer, i det omfang undersøgelsen er indskrænket i forhold til en egentlig børnesagkyndig undersøgelse.

Ovenstående principper for udarbejdelse af børnesagkyndige erklæringer gælder tilsvarende for vurderinger m.v. med de modifikationer, som naturligt følger af, at disse undersøgelser f.eks. kan være begrænset til alene at vedrøre en af forældrene eller barnet.

6.1.4. Retsstillingen under den børnesagkyndige undersøgelse

6.1.4.1. Orientering om grundlaget for undersøgelsen

6.1.4.2. Partshøring/aktindsigt

6.1.4.3. Klagevejledning

6.1.4.1. Orientering om grundlaget for undersøgelsen

En børnesagkyndig undersøgelse iværksættes som udgangspunkt ikke uden samtykke.

Statsamtet skal i forbindelse med indhentelse af samtykket vejlede om, hvad der samtykkes til. Statsamtet bør først og fremmest orientere om årsagen til, at det er nødvendigt at foretage undersøgelsen. Statsamtet bør samtidig vejlede om, hvilken vægt en børnesagkyndig undersøgelse normalt tillægges, ligesom statsamtet om fornødent skal vejlede forældrene om muligheden for at få fastsat midlertidigt samvær, mens undersøgelsen foregår. Om nødvendigt skal statsamtet orientere om, hvilke konsekvenser det kan have, at forældrene og/eller barnet ikke medvirker, jf. afsnit 6.1.6.

Eventuelle problemer med hensyn til forældrenes og barnets medvirken - især observation af samspillet mellem barnet og den samværssøgende - bør således afklares på et så tidligt stadie af sagen som muligt.

Forældrene skal gøres bekendt med temaet for undersøgelsen, inden den iværksættes, jf. afsnit 6.1.

Den børnesagkyndige skal på det første møde orientere om tilrettelæggelsen og omfanget af undersøgelsen, ligesom den børnesagkyndige skal orientere om tidsperspektivet for undersøgelsen.

I det omfang barnet har den fornødne alder og modenhed, bør den børnesagkyndige tillige sikre, at barnet er orienteret om undersøgelsens formål m.v.

Beslutninger om at foretage eller nægte at iværksætte børnesagkyndige undersøgelser er procesledende. Der er derfor ikke selvstændig klageadgang over sådanne beslutninger, jf. SKH 1988, pkt. D.1.

6.1.4.2. Partshøring/aktindsigt

Ved de mere omfattende undersøgelser bør den børnesagkyndige - i det omfang det skønnes nødvendigt og er praktisk muligt - gennemgå erklæringen med forældrene, sådan at de har mulighed for at efterkontrollere f.eks. alle faktiske forhold.

Selvom undersøgeren har gennemgået erklæringen med forældrene, bør statsamtet alligevel inden afgørelsen give dem mulighed for at fremkomme med afsluttende bemærkninger til såvel erklæringen som hele sagen.

Ved andre erklæringer, vurderinger m.v. er det tilstrækkeligt, at forældrene partshøres herover i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19.

Der vil kun undtagelsesvis være adgang til at undtage oplysninger i erklæringen, vurderingen m.v. fra partshøring/aktindsigt, jf. afsnit 10.

6.1.4.3. Klagevejledning

Hvis forældrene udtrykker utilfredshed med en børnesagkyndig undersøgelse, skal de vejledes om, hvilke klagemuligheder de har. Klagevejledningen kan gives af den børnesagkyndige eller af statsamtet.

Det er op til statsamtet at beslutte, hvilken betydning en klage over en børnesagkyndig undersøgelse skal have for den fortsatte behandling af samværssagen. Det skal dog understreges, at en sådan klage ikke automatisk har opsættende virkning.

Om klagemulighederne henvises til bilag 1.

6.1.5. Hvilken vægt skal/kan en børnesagkyndig erklæring, vurdering m.v. tillægges ?  

En myndighed er ikke retligt forpligtet til at følge indstillinger i psykologerklæringer, vurderinger m.v., da det beror på myndighedens konkrete skøn, i hvilket omfang en sådan erklæring, vurdering m.v. skal indgå i sagen, og i hvilket omfang der også skal tages hensyn til forhold af mere social og juridisk karakter. Hvilken vægt, der skal lægges på en børnesagkyndig erklæring, vurdering m.v., beror således på statsamtets skøn, hvor hensynet til barnets bedste er det afgørende moment.

Statsamtet skal i den forbindelse påse, at erklæringen, vurderingen m.v. er udfærdiget på en hensigtsmæssig og faglig forsvarlig måde, således at det klart fremgår, hvad der er beskrivende, tolkende og vurderende, ligesom der ikke skal kunne rejses tvivl om grundlaget for erklæringen, vurderingen m.v. og dens konklusioner.

Er der uafklarede forhold ved erklæringen, vurderingen m.v., eller finder statsamtet, at det er påkrævet at indhente yderligere oplysninger for at have et forsvarligt grundlag at afgøre sagen på, kan statsamtet stille supplerende spørgsmål til den børnesagkyndige, mundtligt eller skriftligt. Besvares de supplerende spørgsmål mundtligt, skal statsamtet udfærdige et § 6-notat om samtalen. I helt særlige tilfælde kan statsamtet også anmode den børnesagkyndige om at foretage yderligere undersøgelser.

Det skal i den forbindelse understreges, at kravene til klarheden af erklæringen, vurderingen m.v. er større, jo mere indgribende afgørelsen er.

Såfremt formalia til undersøgelsen eller erklæringen, vurderingen m.v. er tilsidesat, har dette alene betydning for, hvilken vægt erklæringen, vurderingen m.v. kan tillægges, hvis tilsidesættelsen må antages at have haft indflydelse på det materielle indhold af erklæringen, vurderingen m.v.

6.1.6. Manglende medvirken til en børnesagkyndig undersøgelse

En børnesagkyndig undersøgelse forudsætter, at forældrene og barnet deltager i det omfang, undersøgeren finder det nødvendigt.

Hvis en af forældrene eller barnet ikke vil deltage eller afbryder sin deltagelse i undersøgelsen, afhænger det først og fremmest af hensynet til barnet, hvilken betydning dette skal have. Er der ikke modstående hensyn til barnet, vil statsamtet bl.a. have følgende reaktionsmuligheder:

Der træffes afgørelse på det foreliggende grundlag.

Den manglende medvirken tillægges processuel skadevirkning, fordi en af forældrene hindrer oplysningen af sagen.

Erklæringen, vurderingen m.v. udarbejdes på det foreliggende grundlag. I så fald kan mangler ved erklæringen, vurderingen m.v., som skyldes den manglende medvirken, fortolkes til ugunst for den af forældrene, der har afvist at deltage i undersøgelsen.

Fastsættelse af overvåget samvær til brug for undersøgerens observation af barnets samspil med den samværsberettigede. Der er ikke hjemmel til at gennemtvinge, at undersøgeren taler med barnet eller foretager en observation af barnet.

Hvilken reaktion, den manglende deltagelse skal medføre, afhænger af, hvilke foranstaltninger statsamtet finder nødvendige for at tilvejebringe et forsvarligt afgørelsesgrundlag.

I retspraksis er forældrenes manglende medvirken til en børnesagkyndig undersøgelse i nogle tilfælde blevet vurderet som tegn på manglende forældreevne.

Som nævnt ovenfor i afsnit 6.1.2. skal undersøgeren straks kontakte statsamtet for at få oplyst, hvordan undersøgeren skal forholde sig, hvis en af forældrene eller barnet afbryder deltagelsen i undersøgelsen. Statsamtet vil herefter - typisk i samarbejde med undersøgeren - træffe beslutning om sagens videre forløb, herunder f.eks. om undersøgelsen skal gøres færdig uden den ene forælders eller barnets deltagelse, eller om statsamtet vil forsøge at få forælderen eller barnet til at deltage ved at orientere ham eller hende yderligere om retsvirkningerne af den manglende deltagelse. Det er således statsamtet, der beslutter, hvordan undersøgelsen skal afsluttes. Til brug for denne beslutning kan statsamtet indhente en udtalelse om sagen fra undersøgeren.

Er det ikke muligt at færdiggøre undersøgelsen uden medvirken af begge forældre og barnet, beror det på den børnesagkyndiges vurdering, om det på baggrund af de allerede foretagne undersøgelser er muligt at udfærdige en foreløbig eller midlertidig erklæring, vurdering m.v. Er der grundlag herfor, skal erklæringen, vurderingen m.v. indeholde oplysninger om undersøgelsens mangler. Hvilken vægt erklæringen, vurderingen m.v. herefter skal tillægges, beror på statsamtets skøn, jf. afsnit 6.1.5.

6.2. Egentlige børnesagkyndige undersøgelser

Som nævnt ovenfor i afsnit 6.1. er en egentlig børnesagkyndig undersøgelse en undersøgelse, der foretages af en børnesagkyndig, og som indeholder en observation samt en psykologisk vurdering af begge forældre og barnet.

I Dansk Psykolog Forenings vejledende retningslinjer fremhæves det, at målet for undersøgelsen er at finde frem til, hvad der er bedst for barnet i fremtiden, og at det er barnets forhold i relation til forældre, søskende og øvrige netværk, der skal undersøges.

Ifølge Psykologforeningen bør en egentlig børnesagkyndig undersøgelse som udgangspunkt altid omfatte mindst to kliniske samtaler med hver af forældrene, en direkte observation af samspillet mellem hver af forældrene og barnet (gerne ved hjemmebesøg og på et neutralt sted) samt mindst to samtaler med barnet alene, eventuelt i forbindelse med en kontakt med hver af forældrene. Hvis det er muligt, bør hele familien ses samlet. Er der flere børn, kan det være hensigtsmæssigt at tale med dem samlet. Herudover indhentes med fornødent samtykke eventuelt yderligere information fra andre kilder, som kender børnene eller forældrene godt, f.eks. daginstitution, skole, de sociale myndigheder og hospitalsvæsenet.

Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at Dansk Psykolog Forenings vejledende retningslinjer i videst muligt omfang skal følges, når det er nødvendigt at foretage en egentlig børnesagkyndig undersøgelse.

6.3. Andre børnesagkyndige undersøgelser

Henset til samværssagers forskelligartede karakter er der ofte ikke behov for tilbundsgående undersøgelser af samtlige forhold og familierelationer, som nævnt ovenfor i afsnit 6.2. I en del sager vil det være muligt at finde frem til, hvad der er bedst for barnet ved foretagelse af færre undersøgelser end anført i Psykologforeningens vejledende retningslinjer. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor det alene er nødvendigt at fokusere på særlige forhold hos en af forældrene eller hos barnet.

Det er ikke muligt nærmere at afgrænse, hvornår der alene er behov for en mindre omfattende børnesagkyndig undersøgelse, da dette beror på en skønsmæssig vurdering af sagens karakter og omstændigheder i øvrigt.

Der er en glidende overgang mellem de egentlige børnesagkyndige undersøgelser og disse mindre undersøgelser.

Brugen af de mindre omfattende børnesagkyndige undersøgelser medfører, at der skal skabes nogle sikre rammer for foretagelsen af disse undersøgelser. Det er derfor direktoratets opfattelse, at der bør opstilles følgende minimumskrav til undersøgelser, som ikke alene fokuserer på en af forældrene eller barnet:

Samtlige parter i sagen skal inddrages i undersøgelsen, herunder begge forældre og de børn, som samværssagen vedrører. Dette vil typisk ske gennem samtaler med forældrene og barnet alene eller sammen.

Observation af samspillet mellem barnet og samværsberettigede.

Disse minimumskrav sikrer, at både forældrene og barnet får mulighed for at komme til orde, ligesom observationen giver grundlag for at vurdere samværets betydning for og indvirkning på barnet.

Hvorvidt der ud over disse to minimumskrav bør foretages yderligere undersøgelser, f.eks. afholdelse af yderligere samtaler, indhentelse af oplysninger udefra m.v., beror på den børnesagkyndiges vurdering af den konkrete sag.

Er der alene behov for en undersøgelse af en af forældrene eller barnet, behøver undersøgelsen som ovenfor nævnt ikke opfylde minimumskravene. I disse tilfælde finder principperne i 6.1. dog fortsat anvendelse.

7. Midlertidigt samvær

7.1. Fastsættelse af midlertidigt samvær under en samværssag

7.2. Fastsættelse af midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag

7.3. Midlertidige afgørelser om suspension eller begrænsning af samvær

Afgørelser om midlertidigt samvær træffes efter § 26 i lov om forældremyndighed og samvær, som lyder:

"Under en sag om forældremyndighed eller samvær kan statsamtet efter anmodning træffe afgørelse om midlertidigt samvær. Afgørelsen træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet under sagen."

Bestemmelsen giver adgang til at fastsætte samvær i to situationer: under behandlingen af en forældremyndighedssag og under behandlingen af en samværssag.

Civilretsdirektoratet har i cirkulæreskrivelse af 23. april 1997 understreget, at statsamterne i forbindelse med behandlingen af samværssager bør vejlede om muligheden for at fastsætte midlertidigt samvær.

Statsamtet skal være særlig opmærksom på at vejlede om muligheden for at fastsætte midlertidigt samvær, når der ikke er samvær mellem barnet og den samværssøgende, eller når der kun er kontakt i meget begrænset omfang. Vejledningspligten bortfalder dog, når det fremgår af sagen, at der er kontakt mellem barnet og den samværssøgende i et for den konkrete sag rimeligt omfang.

Efter § 27 kan en midlertidig afgørelse om samvær ændres, hvis det er bedst for barnet. Dette lempeligere ændringskriterium i forhold til § 17, stk. 2, er begrundet i, at midlertidige afgørelser ofte træffes på et mere spinkelt grundlag.

Hvis statsamtet beslutter at afslå en ansøgning om at fastsætte midlertidigt samvær, skal afgørelsen begrundes.

Spørgsmålet om fastsættelse af midlertidigt samvær er gennemgået i afsnit 7.1. og 7.2. I afsnit 7.3. gennemgås afgørelser om midlertidig suspension eller begrænsning af fastsat samvær.

7.1. Fastsættelse af midlertidigt samvær under en samværssag

Reglerne om midlertidigt samvær under behandlingen af en samværssag giver mulighed for at imødegå de problemer, som kan opstå, når sagsbehandlingen trækker ud, hvilket f.eks. kan skyldes forvaltningslovens partshøringsregler, gennemførelse af rådgivning eller nærmere undersøgelser i sagen. Ved at fastsætte midlertidigt samvær i sådanne situationer kan man sørge for, at barnets forbindelse med den forælder, som barnet ikke bor hos, etableres eller bevares på et passende niveau, mens sagen behandles.

For at nå dette mål er det nødvendigt hurtigt at træffe en afgørelse, hvilket efter omstændighederne kan medføre, at der fastsættes samvær, uden at alle de almindelige processuelle  regler er fulgt.

Efter forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, gælder partshøringspligten efter § 19, stk. 1, ikke, hvis partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse. Bestemmelsen tilsigter netop at give hjemmel til, at myndigheden kan træffe afgørelse uden iværksættelse af partshøring i de tilfælde, hvor det er af væsentlig betydning at træffe en foreløbig afgørelse. Det er i forarbejderne forudsat, at § 26 administreres på denne måde.

Der må normalt ikke fastsættes midlertidigt samvær, før den af forældrene, der har barnet boende, er blevet orienteret om ansøgningen om fastsættelse af samvær og har fået mulighed for at kommentere den.

Ved beslutningen om at træffe en midlertidig afgørelse uden fuldstændig partshøring kan det blandt andet tillægges betydning, hvor længe kontakten mellem barnet og den samværssøgende har været brudt, ligesom der kan lægges vægt på barnets alder.

Afgørende for fastsættelse af midlertidigt samvær er, hvad der er bedst for barnet under sagen, jf. § 26, 2. pkt. Dette kriterium er særlig vigtigt at holde sig for øje i tilfælde, hvor der træffes en afgørelse om midlertidigt samvær på grundlag af en mindre omfattende sagsforberedelse.

Ved afgørelsen anvendes principperne i § 17, jf. § 16. I lighed med afgørelser efter § 17, stk. 1, kan statsamtet således også træffe bestemmelse om vilkår for udøvelsen af det midlertidige samvær.

Som eksempler på, hvornår der bør fastsættes midlertidigt samvær, kan nævnes følgende situationer:

Der er lang ventetid på at komme til rådgivning.

Undersøgelser i sagen, f.eks. børnesagkyndige undersøgelser, trækker ud.

Den samværssøgende har indtil for nylig boet sammen med barnet eller på anden måde haft kontakt med barnet, og der ikke er grund til pause i samværet.

Der har tidligere været aftaler om samvær.

Er der tvivl om, hvad der i den konkrete sag vil være bedst for barnet, kan fastsættelse af overvåget samvær i en periode være et fornuftigt alternativ, indtil det nærmere er undersøgt, om der er noget til hinder for samvær uden overvågning. Overvågning er nærmere beskrevet nedenfor i afsnit 8.

Hvis statsamtet ikke er i tvivl om, at der skal være samvær, men der er usikkerhed om omfanget af samværet, bør der hurtigst muligt etableres samvær med et omfang, som statsamtet mener, samværet i hvert fald skal have.

Et midlertidigt samvær ophører, når der foreligger en endelig aftale eller afgørelse om samværet.

7.2. Fastsættelse af midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag

Også i sager om midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag kan der opstå behov for hurtigt at fastsætte samvær. Dette vil ofte være ubetænkeligt, når der er tale om opløsning af fælles forældremyndighed i situationer, hvor den samværssøgende typisk for nylig har boet sammen med barnet.

Omfanget af et midlertidigt samvær under en verserende forældremyndighedssag skal fastlægges i lyset af, at det er meningen, at barnet skal bevare kontakten med begge forældre under forældremyndighedstvisten, jf. lovforarbejderne samt forældremyndighedsvejledningen fra 1995, s. 4. Begrundelsen for dette er, at en manglende eller begrænset kontakt ikke skal kunne indgå som et selvstændigt argument ved den endelige afgørelse om forældremyndigheden. Henset hertil vil statsamtet således kunne fastsætte samvær ud over det, der i øvrigt ville være muligt inden for rammerne af sædvanlig praksis for samvær. Det bemærkes dog, at der ikke er hjemmel til efter § 26 at fastsætte samvær i form af en deleordning. Dette følger af, at en deleordning ligger udenfor rammerne af begrebet samvær, jf. T:FA 1998, s. 132.

En afgørelse om midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag bortfalder, når der er truffet afgørelse eller indgået aftale om forældremyndighed, der kan fuldbyrdes, herunder en afgørelse om midlertidig forældremyndighed. Statsamtet skal i disse situationer være opmærksom på, om der i forbindelse med behandlingen af en eventuel efterfølgende samværssag kan være behov for midlertidigt samvær.

Civilretsdirektoratet skal i den forbindelse henlede opmærksomheden på SKH 1996, punkt D.3., hvor direktoratet har orienteret om hensigtsmæssigheden af at fastsætte samvær under en forældremyndighedssag efter § 17, jf. § 16. Træffes en afgørelse om samvær efter § 17, jf. § 16, vil afgørelsen fortsat gælde efter en afgørelse om forældremyndighed. Statsamterne bør vejlede forældrene herom.

Selvom afgørelsen træffes efter § 17, jf. § 16, er der mulighed for at fastsætte udvidet samvær under behandlingen af forældremyndighedssagen.

7.3. Midlertidige afgørelser om suspension eller begrænsning af samvær

Efter § 26, jf. § 27, er der adgang til midlertidigt at begrænse eller suspendere et eksisterende samvær.

Inden statsamtet træffer afgørelse om suspension eller væsentlig begrænsning af samværet, skal samværsberettigede i overensstemmelse med de sædvanlige regler som udgangspunkt altid partshøres. Efter omstændighederne kan statsamtet fastsætte en kort svarfrist. Skønnes det, at barnets velfærd er truet, og er samværet umiddelbart forestående, kan afgørelsen undtagelsesvis træffes uden partshøring. Dette er nærmere omtalt nedenfor i afsnit 10.2. Der henvises også til afsnit 9 om beskyldninger om grænseoverskridende handlinger.

Kriteriet for afgørelser om afslag på eller ophævelse af samvær efter § 26, jf. § 27, er som efter § 17, stk. 3, at det skal være påkrævet af hensyn til barnet. Dette kriterium skal ses i sammenhæng med, at afgørelser om suspension eller midlertidig begrænsning af samvær ofte træffes efter en mindre omfattende sagsforberedelse.

Statsamtet skal således være opmærksom på, at en afgørelse om midlertidig begrænsning/suspension af samvær ikke må være mere indgribende, end situationen nødvendiggør.

8. Overvåget samvær

§ 17, stk. 1, i lov om forældremyndighed og samvær giver statsamtet hjemmel til at fastsætte vilkår for udøvelse af samvær. Reglen gør det muligt for statsamtet eksempelvis at fastsætte vilkår om, at samværet skal udøves under overværelse af andre og/eller på et bestemt sted.

I medfør af lovens § 17, stk. 4, er det i forældremyndighedsbekendtgørelsens § 19a bestemt, at overvåget samvær skal være et generelt offentligt tilbud. Efter denne bestemmelse skal statsamtet sikre, at der er  mulighed for overvåget samvær, når det i det enkelte tilfælde skønnes nødvendigt. Forældrene skal ikke betale for overvågningen. Bestemmelsen pålægger således statsamtet en egentlig pligt til at drage omsorg for, at der er mulighed for at gennemføre samvær under overvågning, når det er nødvendigt.

Overvåget samvær er alene tænkt som et vilkår, der kan anvendes, når der efter en konkret vurdering ikke er andre muligheder for at fastsætte samvær. Dette udgangspunkt er fremhævet i SKH 1998, s. 102ff. samt pkt. D.1.b.: "Overvågning skal som alle andre vilkår kun fastsættes, når det er nødvendigt af hensyn til barnet. Der skal således være konkrete, saglige grunde hertil." Baggrunden for denne tilbageholdenhed er, at et vilkår om overvågning begrænser barnets kontakt med den samværsberettigede og derfor normalt vil stride mod, hvad der er bedst for barnet. Henset hertil skal statsamtet nøje overveje, om der i den konkrete sag skal fastsættes vilkår om overvåget samvær, ligesom statsamtet skal sørge for, at en eventuel overvågning ikke bliver mere indgribende, end situationen gør dette nødvendigt.

Det skal klart fremgå af afgørelsen hvilke konkrete forhold, der gør vilkåret om overvågning nødvendigt.

Overvåget samvær anvendes typisk i følgende situationer:

Hjælp til forældrene til at få afhentnings- og afleveringssituationerne til at fungere.

Indkøringsperiode, hvis den samværsberettigede aldrig har haft kontakt med barnet eller kun har haft kontakt i ringe omfang, og hvor det vil være betænkeligt straks at fastsætte uovervåget samvær. Dette er især relevant ved mindre børn. På denne måde kan barnet på en skånsom måde lære den samværsberettigede at kende (igen) og således blive tryg ved at være sammen med vedkommende.

Hvis der er en berettiget tvivl om, at den samværsberettigede kan tage vare på og beskytte barnet.

Som et led i oplysningen af sagen.

Sikring mod at barnet lider psykisk eller fysisk overlast under samværet, f.eks. hvis den samværsberettigede har misbrugsproblemer eller psykiske problemer, hvis der er begrundet frygt for, at vedkommende vil bortføre barnet, eller hvis der er begrundet mistanke om, at vedkommende har begået vold eller andre grænseoverskridende handlinger over for barnet.

I disse situationer vil fastsættelse af overvåget samvær typisk være et alternativ til ophævelse eller suspension af samværet.

Et samvær kan overvåges på forskellige måder:

Af hensyn til barnet bør overvågningen i videst muligt omfang varetages af personer og under forhold, som barnet kender og er tryg ved. Det kan f.eks. være familiemedlemmer eller personer fra forældrenes bekendtskabskreds. Samværet foregår i disse situationer typisk i private hjem. Drejer sagen sig om mindre børn, kan f.eks. barnets vuggestue eller børnehave være en god ramme for et overvåget samvær.

Er det ikke muligt at etablere overvågning på ovenstående måde, eller er formålet med overvågningen at indhente oplysninger til brug for afgørelsen, skal statsamtet sørge for, at der er egnede personer til rådighed til at forestå overvågningen. Ved valg af overvåger bør statsamtet være opmærksom på formålet med overvågningen, særligt om der er behov for at indhente en udtalelse fra overvågeren.

Overvåges samværet af en børnesagkyndig med det formål, at den børnesagkyndige efterfølgende skal fremkomme med en vurdering/udtalelse til brug for statsamtets afgørelse af det fremtidige samvær, foretages der efter Civilretsdirektoratets opfattelse en børnesagkyndig undersøgelse. I disse situationer skal principperne i afsnit 6 anvendes.

Forældrene og barnet bør have mulighed for at se lokalerne, inden samværet iværksættes, hvis det overvågede samvær skal finde sted i neutrale lokaler.

Det er statsamtets opgave at tilrettelægge overvågningen efter en individuel bedømmelse af behovet. Det er f.eks. muligt at træffe bestemmelse om, at samværet ikke skal overvåges fuldt ud. I nogle situationer vil det være tilstrækkeligt, at den samværsberettigede alene har mulighed for at kunne tilkalde en person, som kan yde fornøden hjælp og støtte.

Overvågningen bør ikke udstrækkes længere end højst nødvendigt.

Statsamtet skal i forbindelse med anvendelse af overvågning tilstræbe, at kontinuiteten i samværet bevares, og at der ikke er en længere periode uden samvær, når overvågningsperioden er udløbet.

Det kan i den forbindelse nævnes, at der er mulighed for at indhente en foreløbig udtalelse fra overvågeren til brug for tilrettelæggelsen af samværet under den fortsatte behandling af sagen.

9. Grænseoverskridende handlinger

9.1. Afgørelse umiddelbart efter modtagelsen af ansøgningen

9.2. Oplysning af sagen

9.3. Endelig afgørelse af sagen

9.4. Fremgangsmåden ved indhentelse af oplysninger

9.5. Offentlige myndigheders underretningspligt

Alle offentlige myndigheder har pligt til at sikre, at børn ikke udsættes for seksuelle overgreb, vold eller andre grænseoverskridende handlinger. Hvis det i en samværssag er klart, at et barn udsættes for sådanne overgreb af en samværsberettiget, skal statsamtet hurtigst muligt fjerne muligheden for overgreb ved at ophæve/suspendere samværet eller ved at fastsætte samvær under overvågning. På den anden side skal statsamtet også hindre, at den samværsberettigedes forbindelse med barnet afbrydes og ødelægges som følge af grundløse - og/eller chikanøse - beskyldninger. Mellem disse klare yderpunkter findes imidlertid en række sager, hvor det er tvivlsomt, hvad der er foregået. Sådanne sager kan være vanskelige at løse, da det afgørende for sagens resultat er den bevisvurdering, som statsamtet må foretage.

Sager om grænseoverskridende handlinger er således ofte meget komplicerede. Dette skyldes, at det kan være vanskeligt - nogle gange nærmest umuligt - at få fastslået, om den samværsberettigede har udsat barnet for grænseoverskridende handlinger, om beskyldningen mod den samværsberettigede udspringer af et ønske om at chikanere samværet, eller om barnet har et dårligt eller traumatisk forhold til den samværsberettigede, og at de signaler, som barnet udsender herom, kan tolkes som udtryk for, at barnet har været udsat for grænseoverskridende handlinger. Endelig kan forældrenes konfliktniveau være årsag til, at barnet mistrives og herigennem udsender signaler af en sådan art, at der - i øvrigt ubegrundet - opstår mistanke om grænseoverskridende handlinger.

På grund af karakteren af sådanne beskyldninger er det ofte nødvendigt - umiddelbart efter modtagelsen af ansøgningen - at træffe en midlertidig afgørelse om samværet, der i sagens natur ofte må træffes på et spinkelt grundlag. Dette beskrives nærmere i afsnit 9.1.

Afsnit 9.2. indeholder en gennemgang af de oplysninger, som statsamtet typisk bør søge indhentet til belysning af disse sager. Samtidig understreges det, at statsamtet løbende skal overveje, om nye oplysninger giver anledning til at ændre samværet.

Endelig skal der træffes en afgørelse om det fremtidige samvær, når alle relevante undersøgelser er afsluttet, jf. afsnit 9.3.

9.1. Afgørelse umiddelbart efter modtagelsen af ansøgningen

Når statsamtet modtager en ansøgning om ophævelse/suspension af samværet på grund af ansøgerens mistanke om, at barnet udsættes for grænseoverskridende handlinger, tilsiger hensynet til barnet og mistankens alvorlige karakter, at der hurtigst muligt træffes en midlertidig afgørelse om samværet. Herved opstår det dilemma, at afgørelsen som oftest må træffes på et spinkelt grundlag, og at den samtidig vil være indgribende.

I disse situationer skal statsamtet snarest - og om overhovedet muligt inden næste samvær - overveje, om beskyldningen kan anses for at være grundløs, eller om det er tilstrækkeligt sandsynliggjort, at barnet kan have været udsat for grænseoverskridende handlinger.

Der bør ved denne vurdering lægges vægt på, om forholdet er anmeldt til politiet og/eller indberettet til de sociale myndigheder, og om anmeldelsen/indberetningen umiddelbart virker troværdig. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis den understøttes af en udtalelse fra en børnesagkyndig, der har undersøgt barnet. Også statsamtets eventuelle kendskab til forældrene og barnet i forbindelse med tidligere ansøgninger kan det være naturligt at inddrage ved vurderingen.

Inden afgørelsen træffes, bør statsamtet om muligt indhente de oplysninger, som er nævnt i afsnit 9.2. Afgørelse må dog ofte træffes på det foreliggende grundlag, da der typisk ikke vil være tid til at indhente supplerende oplysninger. Det skal i den forbindelse understreges, at det til brug for disse umiddelbare afgørelser kan være nødvendigt at lægge vægt på vurderinger, udtalelser e.lign., der ikke opfylder de krav, der er opstillet i afsnit 6.

Hvis samværet suspenderes eller gøres overvåget under den videre behandling af sagen, skal statsamtet straks iværksætte relevante foranstaltninger til afklaring af, om der er grundlag for at opretholde suspensionen eller overvågningen, jf. afsnit 9.2.

Hvis det efter en umiddelbar vurdering ikke i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort, at barnet har været udsat for grænseoverskridende handlinger, bør samværet ikke suspenderes under sagens fortsatte behandling. Statsamtet kan dog overveje undtagelsesvist at lade samværet foregå under overvågning af en børnesagkyndig, bl.a. for derigennem at styrke grundlaget for den endelige afgørelse, jf. afsnit 8.

Som nævnt ovenfor i afsnit 7 kan afgørelser om midlertidigt samvær træffes efter en mindre omfattende sagsforberedelse.

Statsamtet skal dog under alle omstændigheder hurtigst muligt fremskaffe det fornødne grundlag til afgørelse af det fremtidige samvær.

Det skal understreges, at statsamtets fortsatte undersøgelse af sagen ikke stoppes af, at den midlertidige afgørelse påklages til Civilretsdirektoratet. I disse situationer bør statsamtet fremsende kopi af sagens akter til direktoratet samt underrette forældrene og eventuelle involverede myndigheder om, at statsamtet fortsætter behandlingen af sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at direktoratet som udgangspunkt alene behandler klagesager ud fra de oplysninger, som statsamtet havde eller kunne/burde have haft på afgørelsestidspunktet. Hvis der under behandlingen af klagesagen fremkommer nye oplysninger, vil direktoratet videresende disse til statsamtet til brug for den videre behandling af sagen der.

9.2. Oplysning af sagen

I dette afsnit beskrives de oplysninger, som statsamtet skal overveje at indhente i sager med beskyldninger om grænseoverskridende handlinger. Oplysningerne indhentes - hvis det er muligt - umiddelbart efter modtagelsen af ansøgningen om suspension/ophævelse af samværet, jf. afsnit 9.1. Derudover skal oplysningerne også bruges ved statsamtets opfølgning på den midlertidige afgørelse om samværet under behandlingen af sagen, jf. nedenfor. Endelig indgår oplysningerne også i den endelige afgørelse af sagen, jf. afsnit 9.3.

De relevante oplysninger er bl.a. følgende:

Har ansøgeren anmeldt overgrebet til politiet og/eller indberettet det til kommunen ?

Er overgrebet anmeldt til politiet eller indberettet til de sociale myndigheder, og har disse myndigheder ikke "afvist" anmeldelsen, bør statsamtet suspendere samværet eller undtagelsesvist gøre dette overvåget.

Er der ikke sket anmeldelse eller indberetning, skal statsamtet undersøge baggrunden herfor. Har overgrebet angiveligt fundet sted kort tid inden ansøgerens henvendelse til statsamtet, kan manglende anmeldelse eller indberetning som udgangspunkt ikke tillægges afgørende betydning. Statsamtet har i disse situationer pligt til at vejlede ansøgeren om muligheden for anmeldelse og indberetning. Finder statsamtet behov herfor, bør ansøgeren samtidig orienteres om straffelovens § 164 om falsk anmeldelse samt om § 13 i lov om forældremyndighed og samvær om mulighed for overførsel af forældremyndighed på grund af samværssabotage.

Ønsker ansøgeren ikke at anmelde eller indberette overgrebet, vil dette kunne tillægges processuel skadevirkning, og der vil som regel kunne bortses fra påstanden om overgreb mod barnet. Om processuel skadevirkning, se afsnit 6.1.6.

Hvis der er rejst tiltale for seksuelle overgreb, bør samværet suspenderes, indtil straffesagen er afsluttet i byretten.

Hvornår fandt overgrebet angiveligt sted, hvornår fik ansøgeren kendskab til eller mistanke om overgrebet, og har ansøgeren herefter udleveret barnet til samvær ?

Kan der indhentes oplysninger fra andre myndigheder, institutioner m.v. ?

Henset til den alvorlige karakter af disse sager har statsamtet en særlig pligt til dels at søge sagen grundigt oplyst og dels at følge op på den, således at nye, relevante oplysninger hurtigst muligt indgår ved vurderingen af sagen. Det påhviler således statsamtet straks at iværksætte foranstaltninger til fremskaffelse af de oplysninger, der er nødvendige til brug for den midlertidige og senere endelige afgørelse om samværet. Statsamtet kan selv indhente de nødvendige oplysninger, eller statsamtet kan opfordre forældrene til at fremskaffe oplysningerne. Kan forældrene ikke fremskaffe de nødvendige oplysninger, skal statsamtet være dem behjælpelig hermed. 

De nødvendige oplysninger indhentes typisk fra politiet, som bl.a. vil kunne have oplysninger om fysiske undersøgelser af barnet samt fra afhøringer af barnet eller af de øvrige implicerede.

De sociale myndigheder vil kunne have oplysninger om ansøgerens og barnets forhold, f.eks. i form af udtalelser fra barnets daginstitution eller vurderinger fra en børnesagkyndig, der er udpeget til at undersøge barnets forhold nærmere med henblik på tilrettelæggelse af kommunens eventuelle indsats over for barnet. Sådanne udtalelser, vurderinger m.v. udarbejdes ofte med fokus på den aktuelle beskyldning. Ved vurderingen af, hvilken vægt de kan tillægges, bør det overvejes, om de er af foreløbig karakter, og om de bygger på en fuldstændig eller en begrænset undersøgelse.

De sociale myndigheder kan endvidere have oplysninger om barnet eventuelle tidligere behov for særlig støtte, og om barnet på nuværende tidspunkt anses for behandlingskrævende.

Det er vigtigt, at statsamtet i videst muligt omfang samarbejder med de sociale myndigheder om at løse problemerne omkring barnet.

I nogle tilfælde vil de sociale myndigheder allerede være inddraget, idet kommunen ifølge § 33, jf. § 6, i lov om social service har pligt til at føre tilsyn med børn på en sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt bliver opmærksom på tilfælde, hvor der er behov for særlig støtte. I følge § 38, stk. 1, skal kommunen sørge for, at barnets forhold undersøges, hvis det må antages, at barnet trænger til støtte. Som led i denne undersøgelse skal kommunen inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets og familiens forhold. Dette kan ske ved at inddrage sundhedsplejerske, pædagoger, psykologer, lærere eller andre.
Kommunen kan lade barnet undersøge af en læge eller en psykolog.

Undersøgelsen kan i særlige tilfælde gennemføres under ophold på en institution eller indlæggelse på hospital, herunder psykiatrisk afdeling, jf. § 39.

Er der på baggrund af undersøgelsen grundlag for at iværksætte foranstaltninger, kan kommunen bl.a. yde praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet eller yde familiebehandling eller lignende støtte, jf. § 40, stk. 2.

Kommunen har pligt til løbende at følge op på de enkelte sager, jf. § 113.

Der vil også kunne indhentes relevante oplysninger fra f.eks. daginstitution, skole, hospital, barnets egen læge o.lign.

Har ansøgeren tidligere beskyldt den samværsberettigede for grænseoverskridende handlinger eller har der gennem en længere periode været konflikt mellem forældrene om samværet ?

Har barnet enten tidligere eller i forbindelse med den nuværende behandling af sagen givet udtryk for forhold, der giver anledning til bekymring?

Er der behov for at foretage en børnesagkyndig undersøgelse ?

Dette vil ofte være tilfældet, hvis politiets efterforskning eller kommunens undersøgelse ikke har ført til en afklaring af sagen. Der henvises til afsnit 6 om børnesagkyndige undersøgelser.

Opremsningen er ikke udtømmende, og det kan således være nødvendigt at foretage andre undersøgelser. Omvendt skal der naturligvis kun foretages de undersøgelser, der er nødvendige til at træffe en midlertidig eller endelig afgørelse om samværet.

Fremkommer der under statsamtets undersøgelser af sagen nye oplysninger, der kan begrunde en ændring af det midlertidige samvær, skal statsamtet af egen drift træffe ny midlertidig afgørelse om samværet. Som eksempel kan nævnes situationer, hvor statsamtet umiddelbart har suspenderet samværet, og hvor der på baggrund af nye oplysninger ikke er noget til hinder for, at samværet udøves under overvågning.

Statsamtet skal enten selv kontakte de relevante myndigheder og indhente supplerende oplysninger eller sørge for, at de relevante myndigheder underretter statsamtet, når der er nyt i sagen. Statsamtet kan undtagelsesvist overlade det til forældrene at tilvejebringe de relevante oplysninger.

9.3. Endelig afgørelse af sagen

Når sagen er tilstrækkeligt oplyst, skal der på normal vis træffes en endelig afgørelse om samværet.

Skønnes afbrydelsen af kontakten eller begrænsningen af samværet ikke længere at være nødvendig, skal statsamtet snarest normalisere samværet.

Selv om der på baggrund af det foreliggende materiale ikke er grundlag for at konkludere, at barnet har været udsat for grænseoverskridende handlinger, skal statsamtet være opmærksom på, om materialet af andre grunde kan give anledning til at overveje at ophæve eller begrænse samværet, f.eks. fordi samværet vil være traumatisk for barnet.

Det skal i den forbindelse understreges, at det forhold, at en straffesag er sluttet f.eks. på bevisets stilling, ikke nødvendigvis er tilstrækkeligt til, at der uden yderligere undersøgelser kan fastsættes samvær som tidligere. Dette skyldes især, at der i straffesager stilles større krav til beviset end i civile sager, herunder sager om samvær. Der kan således være forhold omkring barnet, der nødvendiggør yderligere undersøgelser, før der kan træffes endelig afgørelse om samværet.

Hvis barnet har været udsat for alvorlige grænseoverskridende handlinger, vil de sociale myndigheder som udgangspunkt have pligt til at følge op på barnets situation. Dette omfatter også de tilfælde, hvor der skønnes behov for at den samværsberettigede og barnet - på trods af en grænseoverskridende handling - har behov for kontakt, f.eks. som led i et terapiforløb. I disse tilfælde vil samværet normalt blive ophævet af statsamtet og de videre overvejelser om barnets situation overgå til de sociale myndigheder.

Statsamtet skal i disse sager endvidere være opmærksom på, om barnet enten under eller efter sagens behandling kan have behov for rådgivning, jf. afsnit 3.2.

9.4. Fremgangsmåden ved indhentelse af oplysninger

Indhentelse af oplysninger om forældrene og barnet er nærmere reguleret i forvaltningslovens kapitel 8, jf. afsnit 4.

Indhentelse af oplysninger fra andre myndigheder - herunder fra politiet - er blandt andet reguleret i forvaltningslovens §§ 28 og 31.

På grund af den følsomme karakter af oplysningerne i sager med beskyldninger om grænseoverskridende handlinger kan andre myndigheder af hensyn til deres tavshedspligt eller deres behandling af en sag - f.eks. en straffesag - være tilbageholdende med at videregive oplysninger til statsamterne.

Ifølge § 28, stk. 1, må oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder blandt andet oplysninger om seksuelle og strafbare forhold, som udgangspunkt ikke videregives til statsamtet.

Videregivelse kan dog ske, hvis den oplysningen angår, har givet skriftligt samtykke, jf. § 28, stk. 2, nr. 1, eller når videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, jf. § 28, stk. 2, nr. 3.

Hvis der ikke foreligger samtykke fra den eller de personer, som oplysningerne om de rent private forhold angår, beror det således på en konkret vurdering, om den pågældende myndighed er berettiget til at videregive oplysningerne til statsamtet.

I forvaltningslovens § 31 er det bestemt, at en forvaltningsmyndighed, der efter § 28 er berettiget til at videregive en oplysning, på begæring har pligt hertil, hvis oplysningen er af betydning for den anden myndigheds virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.

Myndighedens ret til videregivelse bliver således en pligt til videregivelse, når statsamtet fremsætter begæring om at få de pågældende oplysninger.

I forhold til sager, hvor der er mistanke om, at barnet har været udsat for grænseoverskridende handlinger, vil statsamtet ofte have brug for oplysninger fra verserende eller afsluttede straffesager.

Om videregivelse af oplysninger i disse tilfælde har Rigsadvokaten oplyst, at politiet i hvert enkelt tilfælde, hvor et statsamt anmoder om oplysninger fra en straffesag, må foretage en vurdering efter reglerne i §§ 28 og 31.

Ved denne vurdering indgår på den ene side hensynet til den af forældrene, der er sigtet i straffesagen, og som kan have interesse i, at politiets oplysninger hemmeligholdes, og på den anden side især hensynet til barnet, der eventuelt har været udsat for overgreb.

Rigsadvokaten har oplyst, at det ikke er muligt nærmere at angive, i hvilket omfang politiet kan imødekomme statsamternes anmodninger om oplysninger om verserende eller afsluttede straffesager.

Rigsadvokaten har dog peget på, at det i nogle sager kan forekomme betænkeligt at videregive oplysninger til statsamtet inden straffesagens afgørelse, idet straffesagens parter herved vil kunne få adgang til sagens dokumenter i forbindelse med en anmodning om aktindsigt i samværssagen.

Rigsadvokaten finder endvidere, at der kan forekomme tilfælde, hvor hensynet til straffesagens efterforskning og behandlingen af straffesagen i retten taler afgørende imod, at sagens parter kan få aktindsigt i politirapporter eller andet materiale, der er tilvejebragt af politiet.

Endelig har Rigsadvokaten henstillet til statsamterne at være opmærksomme på, om hensynet til gennemførelse af en straffesag kan tale imod at imødekomme en anmodning om aktindsigt i samværssagen. I tvivlstilfælde kan statsamtet anmode politimesteren om en udtalelse herom.

I forbindelse med udlevering af oplysninger fra straffesagen kan politimesteren anmode statsamtet om at undtage bestemte oplysninger fra aktindsigt, jf. forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3, der er omtalt i afsnit 10.1.

Grundlaget for at undtage oplysninger fra aktindsigt af hensyn til efterforskningen af en straffesag kan eventuelt falde bort, når der er foretaget yderligere skridt i efterforskningen, f.eks. afhøring af den samværsberettigede.

Det bemærkes i den forbindelse, at indholdet af begrundelser for afgørelser i samværssager ifølge forvaltningslovens § 24, stk. 3, kan begrænses i relation til oplysninger, der kan undtages fra aktindsigt.

9.5. Offentlige myndigheders underretningspligt

Offentlige myndigheders underretningspligt fremgår af §§ 35 og 36 i lov om social service, som lyder:

§ 35:

"Socialministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte."

§ 36:

"Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen."

Socialministeriet har i bekendtgørelse nr. 875 af 27. november 1997 om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service fastsat nærmere regler herom.

Ifølge bekendtgørelsens § 2 foreligger underretningspligten blandt andet, når barnet har vanskeligheder i forhold til sine daglige omgivelser, skolen eller samfundet, eller når barnet i øvrigt lever under utilfredsstillende forhold.

10. Partshøring, aktindsigt

10.1. Partsaktindsigt

10.2. Partshøring

I vejledningens øvrige afsnit er forvaltningsretlige problemer, der knytter sig til de pågældende emner, blevet behandlet. I dette afsnit gennemgås nogle mere generelle forvaltningsretlige problemstillinger.

Så længe barnet er under forældremyndighed, vil det i sager om samvær være forældremyndighedsindehaveren, der på barnets vegne udøver partsbeføjelserne i relation til partshøring og aktindsigt.

10.1. Partsaktindsigt

Hovedreglen om partsaktindsigt findes i forvaltningslovens § 9, som lyder:

"Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter. Begæringen skal angive den sag, hvis dokumenter den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med."

En parts ret til aktindsigt omfatter som udgangspunkt alle dokumenter i sagen, jf. lovens § 10, stk. 1. Undtagelser til dette udgangspunkt findes i lovens §§ 12 - 15. Ved behandlingen af samværssager er det især § 15, der er relevant. Efter denne bestemmelse kan en parts adgang til aktindsigt begrænses i det omfang, partens interesse i at kunne benytte kendskab til de oplysninger, der fremgår af sagens akter, til varetagelse af sine interesser, findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser. Gør disse hensyn sig kun gældende for en del af et dokument, skal parten gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold.

Bestemmelsen forudsætter en konkret afvejning af de grunde, der kan tale for og imod at undtage oplysninger fra aktindsigt. Denne afvejning skal om nødvendigt foretages for hvert enkelt dokument eller oplysning.

Forarbejderne til § 15 indeholder en klar tilkendegivelse af, at undtagelsesbestemmelsen skal administreres med tilbageholdenhed. En begrænsning af partens ret til aktindsigt kræver derfor, at afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser taler for at undtage oplysninger, f.eks. fordi der er nærliggende fare for, at privates eller det offentliges interesser vil lide skade i væsentligt omfang. Det er således ikke tilstrækkeligt til at undtage en oplysning, at den, der har anmodet om aktindsigt, ikke ses at have behov for den pågældende oplysning.

I bestemmelsen er det ikke nærmere angivet hvilke hensyn, der kan indgå i afvejningen. Efter forarbejderne vil navnlig hensyn til erhvervsmæssige og økonomiske interesser samt til privatlivets fred og personlige anliggender i øvrigt kunne begrunde undtagelse fra aktindsigt. Herudover vil oplysninger om partens egne forhold, f.eks. helbredsoplysninger, samt oplysninger om andre end sagens parter kunne undtages.

Ved afgørelser i samværssager indgår et samlet skøn over parternes forhold. Der vil derfor kun undtagelsesvist kunne ske begrænsninger i parternes ret til aktindsigt, da alle oplysninger om parternes forhold som udgangspunkt vil kunne have betydning for sagen.

Som eksempel på oplysninger, der generelt vil kunne undtages fra aktindsigt, kan nævnes hemmelige adresser, opholdssteder, telefonnumre o.lign. Sådanne oplysninger kan dog ikke undtages fra aktindsigt uden en konkret afvejning af parternes interesser i spørgsmålet. Er der tvivl om, hvorvidt en oplysning vil kunne undtages fra aktindsigt, har statsamtet mulighed for at udsætte afgørelsen herom, sådan at spørgsmålet om aktindsigt kan undersøges yderligere.

Muligheden for at undtage oplysninger, som et barn er fremkommet med under en samtale efter § 29 i lov om forældremyndighed og samvær, er behandlet i afsnit 5.

Statsamterne har pligt til ex officio at overveje at undtage oplysninger fra aktindsigt.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt en oplysning skal undtages eller ej, bør statsamtet indhente en udtalelse om spørgsmålet fra modparten.

Ifølge forvaltningslovens § 16, stk. 2, skal ansøgninger om aktindsigt imødekommes eller afslås snarest og inden 10 dage. Sker dette ikke, skal parten underrettes om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.

Afgørelser om aktindsigt skal begrundes på sædvanlig vis, og afgørelserne kan påklages til Civilretsdirektoratet under behandlingen af sagen, jf. forvaltningslovens § 16, stk. 4. Klage over en aktindsigtsafgørelse betyder ikke, at behandlingen af samværssagen sættes i bero.

For at sikre en reel 2-instans behandling af afgørelser om ikke at undtage oplysninger fra aktindsigt, bør afgørelsen begrundes og udformes således, at der vil blive givet aktindsigt i de omhandlede oplysninger, medmindre afgørelsen påklagen inden en fastsat frist:

"Statsamtet har besluttet at afslå Deres anmodning om, at X´s aktindsigt i sagen begrænses. Statsamtet vil derfor give X aktindsigt i sagen, medmindre De senest den ... meddeler statsamtet, at De ønsker afgørelsen indbragt for Civilretsdirektoratet."

Forvaltningsloven giver ikke mulighed for at fastsætte vilkår for benyttelsen af de oplysninger, som en part får gennem aktindsigt.

Fremsætter en part under behandlingen af sagen en anmodning om aktindsigt, udsættes sagens afgørelse, indtil parten har fået mulighed for at gøre sig bekendt med dokumenterne, jf. forvaltningslovens § 11. Dette gælder dog f.eks. ikke, hvis partens interesse i, at afgørelsen udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse.

Hvis en sag derfor er afgjort, uden at en part har fået mulighed for at fremkomme med afsluttende bemærkninger, bør begrundelsen herfor fremgå af afgørelsen.

I stedet for at afslå at udsætte sagen, kan parterne meddeles en kort svarfrist.

Fremsætter en part en anmodning om løbende at blive gjort bekendt med materiale, der fremtidigt indgår i sagen ("løbende aktindsigt"), har statsamtet pligt til at gøre parten bekendt med nye (fremtidige) dokumenter i sagen. Da det er overladt til statsamtet selv at bestemme sagens tilrettelæggelse, vil en begæring om løbende aktindsigt kunne besvares ved, at statsamtet samler samtlige nye dokumenter og meddeler aktindsigt heri, inden der træffes afgørelse i den aktuelle sag. Statsamtet har således ikke pligt til løbende eller med regelmæssige mellemrum at gøre parten bekendt med nye dokumenter. Dog bør statsamtet være opmærksom på, om sagens karakter tilsiger noget andet. Endvidere skal der på sædvanlig vis partshøres over nye oplysninger, jf. afsnit 10.2. 10-dages fristen i forvaltningslovens § 16, stk. 2, gælder ikke for begæringer om aktindsigt i fremtidige dokumenter.

Undtages en oplysning fra aktindsigt, skal der efter forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4, ikke partshøres over oplysningen, jf. afsnit 10.2. Tilsvarende følger det af § 24, stk. 3, at begrundelsens indhold kan begrænses, hvis partens ret til begrundelse efter et konkret skøn findes at burde vige for afgørende hensyn til private eller offentlige interesser, jf. afsnit 11.2.

Forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3, giver mulighed for at undtage oplysninger fra aktindsigt af hensyn til politimæssig efterforskning. Der henvises til afsnit 9.4. og SKH 1996, s.  7ff.

10.2. Partshøring

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, indeholder følgende om partshøring:

"Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse."

Ifølge forarbejderne til bestemmelsen består pligten til partshøring i alle tilfælde, hvor der er en vis formodning for, at parten ikke er bekendt med, at en oplysning indgår i afgørelsesgrundlaget. En sådan formodning antages at bestå, medmindre parten selv har givet oplysningen til brug for behandlingen af sagen, eller det i øvrigt må være klart for parten, at oplysningen indgår i afgørelsesgrundlaget.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at sagens parter får lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere, supplere eller korrigere det faktiske afgørelsesgrundlag, inden afgørelsen træffes.

Hvilke oplysninger, der skal høres over, afhænger af oplysningens funktion. Bidrager oplysningen til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller medvirker den til at skaffe klarhed over sagens faktiske omstændigheder, skal der foretages partshøring.

Partshøringsreglerne er blandt de fundamentale retssikkerhedsgarantier. Der bør således altid partshøres, når parten skønnes at have interesse i at få lejlighed til at se og kommentere afgørelsesgrundlaget. Folketingets Ombudsmand har i beretningen fra 1987, s. 91, anført følgende om pligten til partshøring:

".. jeg bemærker herved, at hensynet til en part i familieretlige sager, herunder navnlig samværs- og bidragssager, tilsiger, at parten i videre omfang bliver gjort bekendt med oplysninger og synspunkter fra den anden part, uanset om de måtte være af betydning for sagens afgørelse, at det ikke kan udelukkes, at parten går ud fra, at oplysningen har (haft) betydning for sagens afgørelse, og at forvaltningslovens regler, herunder reglerne om partshøring, kun kan betragtes som minimumsregler."

I samværssager er forældrenes indlæg ofte meget lange og følelsesladede, og de indeholder jævnligt forskellige oplysninger og beskyldninger uden betydning for sagen. For ikke at bidrage til optrapning af forældrenes konflikter vil det være hensigtsmæssigt, at statsamterne i videre omfang udfærdiger konkrete temaer for partshøringerne eller i høringsskrivelsen alene citerer de relevante oplysninger. Hvis forældrenes indlæg ikke indeholder nye oplysninger af betydning for sagen, er der således efter forvaltningsloven ikke noget til hinder for, at statsamtet skærer partshøringerne til, og ikke hører over alle de senest indkomne breve. Endvidere kan det i høringen klart angives hvilke oplysninger, der er af betydning for sagen, og som statsamtet ønsker den anden forælders bemærkninger til.

Som anført i § 19, stk. 1, sidste pkt., kan statsamtet fastsætte en svarfrist for en udtalelse. Statsamtet kan samtidig meddele, at der vil blive truffet afgørelse i sagen, såfremt svar ikke fremkommer inden fristens udløb. Fristen bør fastsættes sådan, at parten får rimelig tid til at sætte sig ind i oplysningerne og overveje eventuelle bemærkninger. På den anden side bør fristen ikke være så lang, at det forsinker sagens afgørelse i unødigt omfang.

Forvaltningslovens § 19, stk. 2, indeholder en række undtagelser fra pligten til at foretage partshøring. Af særlig betydning for samværssager er undtagelsen i § 19, stk. 2, nr. 3, som vedrører hastende sager.

Efter denne bestemmelse gælder pligten til at partshøre ikke, hvis partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse.

Bestemmelsen forudsætter, at der foretages en konkret vurdering af på den ene side partens interesse i at blive hørt over oplysningerne og på den anden side modpartens - og barnets - interesse i en hurtig afgørelse. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis sagen drejer sig om et umiddelbart forestående samvær, hvor det tidsmæssigt ikke er muligt at partshøre inden samværets start.

Hvis sagen af tidsmæssige grunde er afgjort uden høring over oplysninger, som der ellers skulle have været hørt over, bør begrundelsen herfor fremgå af afgørelsen. Det bemærkes i den forbindelse, at der afhængig af sagens karakter er mulighed for at fastsætte endog meget korte svarfrister. Om nødvendigt kan høringen foretages telefonisk.

Ifølge § 19, stk. 2, nr. 4, skal der ikke partshøres over oplysninger, som parten ikke har ret til at få aktindsigt i, jf. afsnit 10.1.

11. Sagens afgørelse m.v.

11.1. Bevisvurdering

11.2. Afgørelsens indhold samt krav til begrundelsen

11.3. Krav til resolutionens indhold

11.1. Bevisvurdering

Som nævnt ovenfor i afsnit 4 om sagens oplysning påhviler det statsamtet at sørge for, at der tilvejebringes et fyldestgørende faktisk og retligt grundlag for afgørelsen. Hvornår dette er opfyldt, beror på en skønsmæssig vurdering, hvor det afgørende er, om der på baggrund af oplysningerne er tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, hvad der er bedst for barnet.

Tilvejebringelsen af et forsvarligt afgørelsesgrundlag forudsætter ikke kun, at alle relevante forhold er belyst, men også at de tilvejebragte oplysninger er pålidelige. Statsamtet vil derfor ved afgørelsen skulle foretage en kvalificeret bevisbedømmelse af oplysningerne i sagen. Dette gælder både de oplysninger, som forældrene har indsendt, og de oplysninger som er modtaget fra andre myndigheder e.lign.

Forældrenes egne oplysninger kan være meget følelsesladede, konfliktfyldte og stærkt kritiske over for den anden af forældrene. Statsamtet må derfor forholde sig kritisk over for sådanne udsagn. Det er ikke muligt at opstille eksakte kriterier for, hvilken vægt forældrenes egne oplysninger skal tillægges, ligesom det ikke er muligt nærmere at præcisere, hvordan forældrenes forskellige udsagn skal vægtes over for hinanden. Dette beror på en skønsmæssig vurdering, hvori bl.a. indgår statsamtets kendskab til forældrene og sagen i øvrigt. Tilsvarende gælder for eventuelle oplysninger og udtalelser fra barnet.

Oplysninger, udtalelser, erklæringer e.lign., som forældrene selv har indhentet fra andre myndigheder eller fra personer med en relevant faglig baggrund, bør også undergives en kritisk vurdering. Dette skyldes, at sådanne oplysninger m.v. kan være afgivet på et ufuldstændigt grundlag, ligesom der kan bestå et afhængigheds- og/eller loyalitetsforhold mellem den forælder, som har indhentet oplysningerne m.v., og den, der har afgivet oplysningerne. Dette udgangspunkt kan dog fraviges alt efter hvilken myndighed/person og hvilke oplysninger, der er tale om.

Er en oplysning relevant for sagen, men er statsamtet i tvivl om hvilken vægt, der kan lægges på den, kan statsamtet anmode den myndighed eller person, der har afgivet oplysningen, om at uddybe eller præcisere den eller om at redegøre for, på hvilket grundlag oplysningen er afgivet.

Som eksempler på tvivlsspørgsmål, der kan afklares på denne måde, kan nævnes, om en erklæring, vurdering m.v. bygger på egne observationer eller alene på oplysninger fra den ene af forældrene, og hvilket kendskab til forældrene/barnet, udstederen af erklæringen, vurderingen m.v. har. 

Oplysninger, som statsamtet selv har indhentet fra f.eks. andre myndigheder, vil oftest kunne tillægges betydelig vægt.

11.2. Afgørelsens indhold samt krav til begrundelsen

Når statsamtet træffer afgørelse i en sag om samvær, har forældrene ifølge forvaltningsloven krav på at få en fyldestgørende forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået netop det indhold, den har. Dette skyldes, at samværssager er partstvister, og at afgørelsen derfor som udgangspunkt altid vil fremstå som bebyrdende for den ene af forældrene.

§ 22 i forvaltningslovens lyder:

"En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold."

Begrundelsens indhold er beskrevet i lovens § 24, som lyder:

"En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15."

Efter Civilretsdirektoratets opfattelse kan en samværsafgørelse - afhængig af sagens karakter - opbygges med følgende indhold:

Forældrenes påstande, eventuelt suppleret med forældrenes hovedargumenter.

Henvisning til de lovbestemmelser og den administrative praksis, som har været relevant for afgørelsen.

Redegørelse for de faktiske omstændigheder, som er tillagt afgørende vægt ved afgørelsen, f.eks. barnets holdning, den samværsberettigedes hidtidige forbindelse   med barnet, tidligere udøvet samvær og relevante aftaler om samværet. Endvidere bør konklusionen af eventuelle erklæringer, vurderinger e.lign. fremgå.

Begrundelsen for afgørelsen, dvs. en opremsning af de hovedhensyn, der har været bestemmende for statsamtets skøn. Det skal således klart fremgå af afgørelsen hvilke konkrete oplysninger og forhold, der er tillagt afgørende vægt ved statsamtets vurdering af, hvad der i den konkrete sag er bedst for barnet.

Endvidere bør eventuelle bevisvurderinger nævnes. Samtidig bør forældrenes relevante anbringender kommenteres. Der består således ikke en pligt til at kommentere alt, hvad forældrene har gjort gældende.

En generel henvisning til forældrenes påstande og anbringende er ikke tilstrækkeligt til at opfylde begrundelseskravet.

Klagevejledning, herunder opfordring til at fremsende klagen gennem statsamtet.

Afgørelsen af alle de dele af samværet, som forældrene ikke er enige om, skal begrundes selvstændigt.

Om begrundelsespligten i samværssager har Folketingets Ombudsmand i sin beretning fra 1988, side 276 anført:

"... skal begrundelserne undtagelsesfrit indeholde henvisning til en eller flere paragraffer i lov eller bekendtgørelse... Afgørelserne skal således ofte indeholde en angivelse af de kriterier, der har været inddraget, og som har haft afgørende
betydning for afgørelsens resultat. Dette gælder for så vidt både kriterier, der taler for, og kriterier, der taler imod resultatet; men almindeligvis vil kun de hensyn, der understøtter udfaldet, have været bestemmende og dermed omfattet af begrundelsespligten."

Det kan ikke angives præcist, hvor udførligt en afgørelse skal begrundes, da dette beror på en konkret vurdering. Generelt kan man dog sige, at jo mere indgribende eller kompliceret en afgørelse er, jo større krav stilles der til begrundelsen. Afviger en afgørelse eksempelvis fra udgangspunktet i loven eller praksis, har forældrene krav på en fyldestgørende forklaring på hvilke forhold i sagen, der har nødvendiggjort denne afvigelse.

I sager om afslag på eller ophævelse af samvær stilles naturligt de største krav til begrundelsen.

Træffes en afgørelse om afslag på samvær f.eks. ud fra en formodning om, at samværet på grund af forældrenes indbyrdes forhold vil blive meget konfliktfyldt, skal afgørelsen indeholde en redegørelse for faktiske omstændigheder, der er lagt til grund for formodningen om, at forældrenes forhold er så konfliktfyldt, at det vil påvirke barnet negativt.

Om afslag i de "evigt-verserende" sager på at ændre en aftale eller afgørelse om samvær efter § 17, stk. 2, i lov om forældremyndighed og samvær henvises til SKH 1997, pkt. D.8.

Hvad angår forvaltningslovens § 24, stk. 3, om begrænsning af begrundelsens indhold, skal bemærkes, at hensynet til beskyttelse af enkeltpersoners personlige oplysninger i almindelighed må vige for det overordnede hensyn til modpartens interesse i at kunne kontrollere rigtigheden eller fuldstændigheden af de oplysninger, som statsamtet har tillagt betydning ved afgørelsen. Sådanne modhensyn vil kun i ekstraordinære situationer kunne begrunde en begrænsning af begrundelsespligten. Er begrundelsen efter § 24, stk. 3, begrænset, skal dette klart fremgå af afgørelsen, ligesom det skal fremgå hvilke hensyn, der begrunder begrænsningen.

Udstedelse af en samværsresolution på baggrund af forældrenes aftale/enighed kræver ikke begrundelse.

Ønsker en af forældrene at klage over statsamtets afgørelse, skal statsamtet indsende sagen til Civilretsdirektoratet. Indeholder klagen nye oplysninger, bør statsamtet i stedet kontakte klageren for at få afklaret, om klageren ønsker sagen genoptaget, eller om klageren ønsker sagen sendt til direktoratet. Statsamtet bør samtidig orientere klageren om, at sagen muligvis vil blive hjemvist til ny 1. instans behandling.

Hvis en klage indeholder en ny ansøgning, skal statsamtet behandle den uden fremsendelse til direktoratet. Der henvises til SKH 1998, pkt. K.1.

11.3. Krav til resolutionens indhold

I forbindelse med afgørelsen af en sag om samvær udfærdiger statsamtet en resolution, der indeholder en samlet oversigt over det samvær, der er fastsat ved afgørelsen.

Statsamternes afgørelser om samvær kan ifølge retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 3, danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse af samværet ved fogedrettens hjælp.

Det er ikke nærmere angivet hvilke krav, der stilles til klarheden af en samværsresolution, for at denne kan danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse. Hertil kræves, at resolutionen angiver, hvornår samværet skal starte og slutte, og hvor barnet skal afhentes og afleveres.

Afgørelser, der alene fastlægger de overordnede rammer for samværet, kan således ikke tvangsfuldbyrdes, f.eks.: "Der er samvær hver anden weekend, en hverdag hver anden uge, nogle dage i julen og påsken samt to uger i sommerferien". Som udgangspunkt bør forældrene derfor vejledes om, at en sådan resolution ikke kan danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse. Denne vejledning kan dog undlades, hvis omstændighederne taler derfor, f.eks. hvis der er risiko for optrapning af forældrenes konflikt.

Hvis der i en samværsresolution er indsat vilkår, der gør tvangsfuldbyrdelse vanskelig, bør statsamtet - når der opstår problemer med gennemførelsen af samværet - vejlede den samværsberettigede om muligheden for at ændre samværet eller vilkårene herfor.

Er der fælles forældremyndighed, skal det i resolutionen anføres: "Barnet kan kræves tilbage ved fogedrettens hjælp efter udøvelsen af samvær." Der henvises til forældremyndighedsbekendtgørelsens § 29.

BILAG 1

Behandling af klager over psykiatere og psykologer.

1. Klager over psykiatere.

En psykiater er uddannet læge, og klager indgives til Sundhedsvæsenets Patientklagenævnet.

Klager til Patientklagenævnet skal indgives senest 2 år efter at det, som man vil klage over, er foregået.

2. Klager over psykologer.

Hvis en part ønsker at klage over en psykolog, der har foretaget en børnesagkyndig undersøgelse, afhænger det først og fremmest af psykologens ansættelsessted, hvilken klageinstans, der er den rette:

Psykologer ansat i sundhedssektoren:

Klageinstans: Ansættelsesstedet, Patientklagenævnet eller embedslægen.

Psykologer tilknyttet Sygesikringsordningen:

Klageinstans: Sygesikringskontoret i amtet eller Patientklagenævnet.

Psykologer ansat hos en anden offentlig myndighed:

Klageinstans: Ansættelsesstedet eller Psykolognævnet.

Psykologer, der er privatansatte:

Klageinstans: Ansættelsesstedet eller Psykolognævnet.

Psykologer, der er selvstændige:

Klageinstans: Psykolognævnet.

Psykolognævnet kan alene anvendes, hvis psykologen er autoriseret.

Er der tvivl om, hvor psykologen er ansat, kan dette oplyses hos Dansk Psykolog Forening.

Ud over den offentlige klageadgang er der endvidere mulighed for at klage til Dansk Psykolog Forenings Etiknævn. Klager til Etiknævnet forudsætter, at den indklagede psykolog er medlem af Dansk Psykolog Forening.

Yderligere oplysninger kan fås i Dansk Psykolog Forenings pjece fra 1997 om klager over psykologer.

***

Adresser på de landsdækkende klageinstanser:

Patientklagenævnet
c/o Sundhedsministeriet
Middelfartgade 5,
2100 København Ø.

Psykolognævnet
c/o Socialministeriet
Holmens Kanal 22,
1060 København K.

Etiknævnet
c/o Dansk Psykolog Forening
Stockholmsgade 27,
2100 København Ø.

---

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til Advokat(H) Jørgen U. Grønborg