Separations- og skilsmissesagens gang

Retsregler

Ansøgning til statsforvaltningen

Vilkårsforhandling

Mægling

Separation eller skilsmisse ved bevilling

Gennemgående vilkår

 


Retsregler

Ægteskabsloven

Bekg. om separation og skilsmisse (fra 01.01.2016)

Opløsningsbekendtgørelsen (gældende indtil 01.07.2013)

Vejledning om separation og skilsmisse

Vejledning om international kompetence i sager om separation og skilsmisse

RPL kap. 42: Sager om ægteskab eller forældremyndighed, §§ 448-456

Nye regler om behandling af sager om separation og skilsmisse fra d. 01.01.2007

Nye regler om fri proces og advokatbeskikkelse i ægteskabssager fra d. 01.01.2007


Ansøgning til statsforvaltningen:

Statsforvaltningernes åbningstider og lukkedage

Cirkulæreskrivelse nr. 9556 af 28.10.2002 om stedlig kompetence i familieretlige sager. - Trykt i TFA 2002.499.

Ansøgningsblanketter kan downloades ved at klikke her.

Bekg. nr. 877 af 20.12.1989 vedr. gebyr på kr. 500 på ansøgning om skilsmisse ved bevilling. Med virkning fra d. 14.04.1992 lovhjemlet i ÆL § 42 a, stk. 2
Skarrildhus 1990.7 og 67: Ikke gebyr, hvis der kun ansøges om fri proces til skilsmisse. Gebyr kan tilbagebetales, hvis parterne hver for sig har betalt 500 kr. til hver sit statsamt.
Skarrildhus 1991.14-15: Hvis gebyret ikke betales, henlægges sagen, efter en advarsel herom. Der bør gives klagevejledning.
Skarrildhus 1994.7: Sagen afvises, hvis gebyret ikke er betalt. Gebyret tilbagebetales normalt ikke.
Skarrildhus 1996.1 om separation eller skilsmisse på grundlag af vielse foretaget i udlandet,
Skarrildhus 1997.71-72: Statsamtet er kompetent til at behandle sag, hvor parten afsoner længere fængselsdom i det pågældende amt, selv om den officielle bopæl er bevaret i et andet amt. Bopælssted og opholdssted er sideordnede.

Dorrit Sylvest Nielsen i Familieret og engagement. Hilsener til Svend Danielsen, 2009, p. 199-220: Rollefordelingen mellem domstole og statsforvaltningen i person- og familieretlige sager.

TFA 2000.228 CD: Gebyret på 500 kr. skulle ikke tilbagebetales, fordi det efterfølgende viste sig, at H ikke ville medvirke til skilsmisse ved bevilling.

UfR 2004.2166 VLD: M og H var i august 2002 blevet skilt ved bevilling på grund af H's utroskab. Utroskabserklæringen underskrevet af H og tredjemand var urigtig. H nedlagde nu påstand om, at skilsmissen var ugyldig. VL lagde til grund, at parterne var enige om at ophæve ægteskabet, og at parterne nu boede sammen med hver sin samlever. Herefter, og da det tiltrådtes, at det ikke var godtgjort, at M var eller burde være bekendt med, at utroskabserklæringen var urigtig, var der ikke grundlag for at anse skilsmissebevillingen for ugyldig. Efter oplysningerne om parternes indtægtsforhold og forholdene i øvrigt på tidspunktet for indgåelsen af bodelingsoverenskomsten var der ikke grundlag for i medfør af ÆL § 58 at anse aftalen om, at M ikke skulle betale bidrag til H, for uforbindende.

TFA 2013.645/1 VLK: M og H blev separeret ved dom i jan. 2013. H indleverede nu stævning om skilsmisse til Retten i Sønderborg. Sagen blev afvist, da anmodning om skilsmisse skulle indgives til statsforvaltningen, jf. ÆL § 37, stk. 1, som efterfølgende kunne henvise sagen til behandling ved retten, jf. ÆL § 43. Retten var således på stævningstidspunktet ikke kompetent til at behandle sagen. VL stadfæstede

Vilkårsforhandling

Skarrildhus 1995.11-12: Varer mellem 20 og 45 minutter afhængigt af vejledningens omfang.

Jonna Waage i Skarrildhus 2000.74-80: Statsamternes vejledning i forbindelse med vilkårsforhandling

ÆL § 38:

§ 38. Statsforvaltningen indkalder ægtefællerne til vilkårsforhandling, når

1) en ægtefælle anmoder om det,

2) betingelserne, jf. § 42, stk. 1, for at give bevilling til separation eller skilsmisse efter §§ 29, 30 og 32-36 ikke er opfyldt, eller

3) statsforvaltningen finder, at særlige omstændigheder taler for det.

Stk. 2. Vilkårsforhandling efter stk. 1, nr. 2, kan i særlige tilfælde undlades

Ægtefæller skal fra d. 01.07.2013 vælge vilkårsforhandling til frem for som i dag at skulle vælge vilkårsforhandling fra.

Finder statsforvaltningen, at særlige omstændigheder taler for det, skal der - som hidtil - foretages vilkårsforhandling. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor det er tvivlsomt, om den ene ægtefælle kan overskue rækkevidden af det aftalte om vilkårene for separationen eller skilsmissen.

Bestemmelsen i ÆL § 38, stk. 2 skal fortolkes restriktivt og er ligesom ÆL § 43, stk. 3 f. eks. tænkt anvendt i situationer, hvor en ægtefælle bor i udlandet, og hverken kan eller vil afholde udgifterne ved at rejse til Danmark og deltage i vilkårsforhandling, en ægtefælle har behov for en dom om separation eller skilsmisse, der kan anerkendes i et land, hvor det kan være vanskeligt at få anerkendt en administrativ separations- eller skilsmissebevilling, eller der for nylig i forbindelse med en tidligere anmodning om separation eller skilsmisse har været forgæves forligsbestræbelser. Hvis statsforvaltningen efter denne bestemmelse beslutter, at der ikke skal afholdes vilkårsforhandling, skal der ikke i denne situation betales det foreslåede gebyr for vilkårsforhandling.

Der er ikke mulighed for at fravælge vilkårsforhandling, selv om det er åbenbart, at parterne ikke kan nå til enighed om et vilkår om f. eks. lejligheden eller om ægtefællebidrag, således at tvisten skal afgøres af retten. Parterne skal indkaldes til vilkårsforhandling, og der skal betales 950 kr. i gebyr for den overflødige vilkårsbehandling!

Mægling, jf. ÆL § 41.

Bekg. nr. 1303 af 19.11.2015 om kirkelig mægling i sager om separation og skilsmisse (fra d. 01.12.2015)

Familieret p. 203
Emmy Glud i UfR 1978 B.393-396: Ophævelse af mæglingsinstituttet til fordel for hvad?. Status over en forsøgsperiode på halvandet år med rådgivning til ægtefæller i krise af team bestående af: advokat, socialrådgiver, psykiater og psykolog.
Finn Lykkegaard i FM 1983.36-37: Politiets rolle i ægteskabssager.
Karen Inger Bast i ADV 1990.87-88 om frivillig rådgivning af ægtefæller, jfr. ÆL § 43, stk. 2 om frivillig parrådgivning.
Hans Boserup i ADV 1993.309 om Mediation: Advokater kan profitere af at undgå retssager.
Hans Boserup: Een konflikt, to vindere, Mediation, Dansk Forligsnævn, 1993.
Hans Boserup og Susse Humle: Een konflikt, to vindere, Manual til træning i mediation, Dansk Forligsnævn, 1995
Vibeke Vindeløv og Lin Adrian i ADV 1994.146: Mægling - en anden konfliktløsningsmodel.
Lovforslag nr. L 104 af 14.12.1994 om frivillig parrådgivning, omtalt i Fagl. Nyt 1995.1. Lovforslaget blev ikke vedtaget.
Jens Smedegaard Andersen i Lov & Ret nr. 5/1995 p. 14-17: Mediation i praksis og Multi-door Courthouse.

Vibeke Vindeløv: Konflikt, tvist, mægling, 1997. Anmeldt af Ole Krarup i UfR 1997 B.527-528: Konflikt, tvist og mægling og af Peter Blume i UfR 1997 B.528-530: Konflikter og ret.

Lone Illum Christiansen og Claus Syberg Henriksen: Evaluering af konfliktmægling i Københavns Statsamt, april 1999, 88 sider, Center for Alternativ Samfundsanalyse, Linnésgade 25, 1361 København K. Tlf. 33 32 05 55. 310 forældrepar fik tilbudt mægling. Heraf accepterede 80 tilbudet og 69 par gennemførte mæglingen. 72% indgik en aftale.

Annelise Lemche og Anja Cordes i ADV 2000.89-92: FAF Mediation - en professionel løsning. (Indeholder aftale om mediation i familieforhold og regler for god mediatorskik.)

Pia Deleuran og Tuk Bagger i ADV 2003.218-221: Retsmægling - om advokaten som bisidder og partsrepræsentant.

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 3/2003 p. 28-29: Et nyt tilbud: retsmægling. (Om forsøgsordning i København, Århus Aalborg og Roskilde)

Jann Sjursen i Lov & Ret nr. 8/2003 p. 34: Ret til parrådgivning.

Claus Syberg Henriksen, Marianne Malmgren og Mette Marie Juul: Konfliktmægling i statsamterne, sept. 2004, 162 sider. Rapport udgivet af Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender

Rapporten evaluerer den konfliktmægling, som landets statsamter siden sommeren 2001 har tilbudt som supplement til den børnesagkyndige rådgivning i samværs- og forældremyndighedssager. 84 procent af forældre, der modtager konfliktmægling, finder helt eller delvist en løsning på deres uenighed om samvær eller forældremyndighed over deres børn. 71 procent af forældrene oplever, at konfliktmæglingen - alt i alt - var vellykket. Et halvt år efter konfliktmæglingen overholdt lidt mere end halvdelen af forældrene den aftale, de havde indgået under mæglingen, og 2/3 af forældrene havde fortsat en eller anden form for aftale.

Separation eller skilsmisse ved bevilling

Familieretten p. 49-50
Familieret 5. udg. 2003 p. 199 ved note 8 og9
Enighed skal foreligge indtil bevillingens udstedelse.

UfR 1993.409 VLD: H ikke bundet af skriftligt afkald på bidrag, som blev tilbagekaldt, før statsamtet udstedte bevilling. H tilkendt bidrag i 5 år. VL udtalte, at statsamtet ikke kan meddele bevilling til separation eller skilsmisse, såfremt en tidligere bestående enighed mellem parterne om deres bidragsforpligtelser over for hinanden ikke er til stede på tidspunktet for statsamtets meddelelse af bevilling til separation eller skilsmisse. Ved behandlingen af en sådan sag for domstolene, er retten ikke bundet af en sådan tidligere aftale, som den ene af parterne senere har ophævet eller tilbagekaldt.

TFA 2004.326 VLD: 6 års ægteskab og 13 års forudgående samliv. M var 45-årig rørsmed med årsindkomst på 340.000 kr. H var 39-årig dagplejemoder, som netop havde påbegyndt pædagogisk grunduddannelse. M og H havde i skilsmisseansøgningen anført, at der ikke skulle svares hustrubidrag, og de fastholdt denne enighed under mødet i statsamtet, selv om amtsfuldmægtigen ydede vejledning om ægteskabslovgivningens regler. Imidlertid meddelte H kort efter, at hun alligevel ønskede bidrag og der blev ikke udstedt skilsmissebevilling. Retten i Kolding tilkendte H bidrag i 2 år. VL stadfæstede og udtalte, at statsamtet ikke kunne meddele bevilling til separation eller skilsmisse, såfremt en tidligere bestående enighed mellem parterne om deres bidragsforpligtelser over for hinanden ikke var til stede på tidspunktet for statsamtets meddelelse af bevilling til separation eller skilsmisse. Ved behandlingen af en sådan sag for domstolene, var retten ikke bundet af en sådan tidligere aftale, som den ene af parterne senere havde ophævet eller tilbagekaldt.

TFA 2008.76 FS: M og H ansøgte om separation bl.a. på vilkår, at M skulle fortsætte deres lejemål. Sammen med ansøgningen var der vedlagt et brev fra H, hvori hun tilkendegav, at hun ønskede at beholde lejligheden. Statsamtet udstedte separationsbevilling, som Familiestyrelsen ophævede, fordi der ikke havde været den fornødne enighed om vilkårene til at udstede bevillingen. H's brev måtte således anses som tilbagekaldelse af accepten af vilkåret om lejligheden. Enigheden skal være til stede indtil det tidspunkt, hvor statsamtet udsteder bevilling.

TFA 2009.136 ØLD: Under en skilsmissesag tilkendte Københavns Byret H en andelslejlighed, som parterne ejede i lige sameje, og bestemte, at en 7-årig D skulle bo hos hende. ØL stadfæstede bopælsafgørelsen. ØL henviste til, at parterne i forbindelse med vilkårsforhandlingen i statsforvaltningen havde underskrevet et dokument med bl.a. følgende formulering: »Den fælles andelsbolig ... tilfalder manden«. Der fandtes ikke grundlag for at tilsidesætte denne aftale, og M fik tilkendt lejligheden.

TFA 2010.362 VLD: 22 års ægteskab. M var salgsdirektør med en månedsløn på 90.000 kr. H var sekretæruddannet og havde passede hjemmet og fællesbarn samt H's særbarn og varetaget repræsentative opgaver i forbindelse med M's arbejde i Sydafrika fra 1987-1999. Efter hjemkomsten i 1999 havde H ikke haft arbejde. I 2005 blev samlivet ophævet, og der blev udfærdiget en bidragsresolution. I 2006 genoptog de samlivet, men i sommeren 2007 blev det atter ophævet. I dec. 2007 underskrev parterne en aftale om, at M i ægtefællebidrag til H skulle betale 10.000 kr. om måneden fra d. 01.08.2007 til den 01.11.2013. M søgte om separation i aug. 2008. Der kunne ikke opnås enighed om bidragsvilkåret. M påstod principalt, at han skulle betale bidrag i overensstemmelse med aftalen, mens H principalt påstod tidsubegrænset bidrag. Retten i Århus tilkendte bidrag i 10 år. VL tiltrådte, at retten, da der ikke forelå enighed om bidragspligten under statsforvaltningens behandling af sagen, skulle afgøre spørgsmålet om bidragspligtens varighed uden at være bundet af parternes tidligere aftale. H's nuværende ringe tilknytning til arbejdsmarkedet kunne kun delvist antages at være forårsaget af, at hun i en årrække ikke har arbejdet uden for hjemmet. VL pålagde M bidragspligt i 8 år.

Spørgsmålet om evt. opløsning af fælles forældremyndighed er fra d. 01.01.2002 ikke længere være et vilkår for separation eller skilsmisse. FML § 7 er ophævet og ÆL § § 42, stk. 2 ændret, jf. lov nr. 461 af 07.06.2001

TFA 2005.305 VLK: Retten i Silkeborg havde udsat forældremyndighedssag på børnesagkyndig undersøgelse. Der var sideløbende udtaget stævning med påstand om separation og om bidragspligt, og M havde taget bekræftende til genmæle. H ønskede dom til separation nu af hensyn til bodelingen, M protesterede og retten i Silkeborg nægtede at afsige dom til separation. VL udtalte, at efter den ændring, der ved lov nr. 461 af 7. juni 2001 blev gennemført af bl.a. ÆL og FML, var det ikke længere et vilkår for separation og skilsmisse, at der træffes samtidig afgørelse om forældremyndigheden over fællesbørn. Der var efter det foreliggende ikke grundlag for at nægte at imødekomme H's ønske om, at retten nu traf afgørelse om separation og vilkåret i forbindelse hermed uden at afvente rettens stillingtagen til forældremyndighedsspørgsmålet, der kunne afgøres særskilt. Sagen om separation hjemvistes derfor til byretten med henblik på afsigelse af dom.

Henrik Andrup i UfR 1975 B.293-305: Om forenkling af behandlingen af ægteskabssager.

Ellen Margrethe Basse i UfR 1976 B.45-49: Nogle forfatningsretlige synspunkter vedrørende ægteskabssagernes fremtidige forum. (Er betænkelig ved Andrups forslag om statsamterne som familieretsdomstole, da de jo ikke er uafhængige.)

J. Kisbye Møller i UfR 1977 B.217-225: Skal alle familieretssager overgå til domstolene? Samt lidt om engelsk ægteskabsret. (Går ind for, at alle ægteskabssager behandles ved domstolene)

Hans Kaa i UfR 1977 B.225-231 Mere om behandlingen af ægteskabssager. (Går også ind for at alle ægteskabssager behandles ved domstolene)

Jørgen Lassen i UfR 1979 B.69-71: Underholdsbidrag og/eller skifte (Går ind for, at alle sager henlægges til særlige familieretter ved domstolene, hvorved der bliver større muligheder for helhedsløsninger).

Frants Thygesen i UfR 1980 B.144-146: Behandlingen af ægteskabssager m.m.

Henrik Andrup i JUR 1981.24-32: Behandling af ægteskabssager - forfra! (Går ind for, at statsamterne overtager byretternes arbejde i ægteskabssager)

Mor, Barn, Far skal skilles. Forslag vedrørende fremgangsmåde ved separation og skilsmisse, udarbejdet af tværfaglig gruppe under Dansk Retspolitisk Forening, 1980. Anmeldt af Jørgen Lassen i UfR 1981 B.132-135.

Vibeke Larsen og Karl-Frederik Bitsch i ADV nr. 10/2006 p. 50-51: Fra statsamter til statsforvaltninger.

TFA 1999.57 CD: Orientering om legaliseringsproceduren for danske skilsmissebevillinger. (Først skal Civilretsdirektoratet forsyne bevilling med retskraftspåtegning, derefter skal Indenrigsministeriet legalisere bevillingen, derefter skal Udenrigsministeriet legalisere påtegningerne og til sidst skal det relevante lands repræsentation i Danmark legalisere Udenrigsministeriets påtegning).

TFA 1999.279 CD: Der kunne ikke udstedes separationsbevilling i en situation, hvor ægtefællerne var enige om, at begge parter forbeholdt sig at rejse et § 56-krav, idet det af ÆL § 42, stk. 2 udtrykkeligt fremgår, at der skal være enighed om alle vilkår.

TFA 2001.73 CD: Civilretsdirektoratet fandt, at der kunne udstedes skilsmissebevilling trods en usædvanlig bidragsaftale, hvor manden efter 16 års ægteskab uden tidsbegrænsning skulle svare bidrag med 10.000 kr. om måneden (pristalsreguleret) til hustru, som tjente 270.000 kr årligt. (Bidragsaftalen blev senere ændret til 10 år i medfør af ÆL § 58 ved TFA 2004.225 ØLD)

TFA 2008.76 FS: M og H ansøgte om separation bl.a. på vilkår, at M skulle fortsætte deres lejemål. Sammen med ansøgningen var der vedlagt et brev fra H, hvori hun tilkendegav, at hun ønskede at beholde lejligheden. Statsamtet udstedte separationsbevilling, som Familiestyrelsen ophævede, fordi der ikke havde været den fornødne enighed om vilkårene til at udstede bevillingen. H's brev måtte således anses som tilbagekaldelse af accepten af vilkåret om lejligheden.

TFA 2008.78 FS: M ansøgte Statsforvaltningen Hovedstaden om separation, idet en tidligere separation efter hans opfattelse var bortfaldet, fordi ægtefællerne fortsat havde boet sammen i separationsperioden. H protesterede mod ansøgningen, da separationen efter hendes opfattelse ikke var bortfaldet. Statsforvaltningen fastslog, at separationen var bortfaldet, og indkaldte ægtefællerne til vilkårsforhandling. Familiestyrelsen udtalte, at efter d. 01.01.2007 har statsforvaltningen ikke længere kompetence til i tvistsituationer at afgøre, om en separation er bortfaldet.

TFA 2010.284 FS: M og H blev separeret ved bevilling i juli 2007. To år senere modtog statsforvaltningen en ansøgning fra H om skilsmisse. Statsforvaltningen orienterede M ved almindeligt brev. M reagerede ikke på brevet, og statsforvaltningen fremsendte et anbefalet brev, der kom retur til statsforvaltningen som uafhentet. Herefter udfærdigede statsforvaltningen en bevilling til skilsmisse på separationsvilkårene, hvilket M påklagede. FS lagde til grund, at M ikke var blevet hørt, inden bevillingen til skilsmisse blev udstedt. FS fandt, at der var tale om en så væsentlig mangel ved afgørelsen, at den var ugyldig. Separationsbevillingen var derfor fortsat gældende. FS tilkendegav, at statsforvaltningen burde have afsluttet sagen og videresendt den til retten, hvis H havde bedt om det.

TFA 2014.439 FS: M og H blev i jan. 2009 skilt ved bevilling på grund af utroskab. Tredjemand, der var en fælles ven, bekræftede utroskaben. M oplyste på et møde i marts 2013 under en sag om børns bopæl og samvær, at de var blevet skilt af økonomiske årsager, og at de reelt ikke havde ophævet samlivet før i 2013. På mødet bekræftede H oplysningerne, men hun bestred efterfølgende, at skilsmissen var pro forma, og M tilkendegav senere i marts, at han ønskede at forblive skilt. Statsforvaltningen annullerede i april 2013 skilsmissen med den begrundelse, at parret havde oplyst, at skilsmissen var proforma, at der ikke havde været tale om utroskab og at skilsmissen var søgt af økonomiske årsager. Statsforvaltningen fastholdt i 2014 afgørelsen. Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at annullere skilsmissen og lagde herved vægt på, at der var forløbet 4 år siden skilsmissen, at parret på tidspunktet for skilsmissen var enige om at blive skilt og om årsagen hertil, og at parterne havde indrettet sig på at være skilt. Det forhold, at H ikke havde været utro, og at den tidligere erklæring var i strid med sandheden, medførte ikke, at skilsmissebevillingen skulle annulleres.

Gennemgående vilkår, jf. ÆL § 45

Familieret p. 200-202
ÆL-kommentar 1993 p. 95-105
Jørgen Trolle i UfR 1972 B.301-303: Om § 45 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning. Eller: Er der troskabspligt, når separationstiden er udløbet?
Jørgen Lassen i UfR 1973 B.142-145: Indholdsløse ægteskabssager
Irene og Jørgen Nørgaard i UfR 1981 B.401-407: Kan ægtefæller aftale, at separationsvilkårene skal gælde for en eventuel skilsmisse, uanset på hvilket grundlag denne måtte blive opnået?
Lisbeth Victor Hansen i UfR 1982 B.248-250: Mere om separationsvilkår. (Går ligesom Irene og Jørgen Nørgaard ind for, at det skal være muligt at aftale, at separationsvilkårene også skal gælde efter skilsmisse, uanset på hvilket grundlag denne meddeles).

TFA 2001.400 VLD: M og H var blevet separeret ved dom i sept. 1999, hvor H havde fået tilkendt FM til to børn. H ønskede nu skilsmisse. M påstod frifindelse, da han herved fraskrev sig forholdet til børnene, som han ikke havde set i flere år. Antaget, at betingelser for skilsmisse i ÆL § 31, stk. 1. var til stede. Vilkårene kunne ikke gøres til genstand for en ny prøvelse, jfr. ÆL § 45, og dette fandtes ikke at stride mod EMRK art. 8 om retten til privatliv.

TFA 2017.308 ØLD: M og H var blevet separeret ved dom af 05.04.2015 på vilkår, at ingen af parterne skulle betale bidrag til den andens underhold. Ved skilsmissen påstod H sig tilkendt underholdsbidragi et af retten fastsat tidsrum. Parterne havde været gift i 13 år. M oppebar en nettoløn på ca. 17.000 kr om måneden. H var 42-årig tidligere klinikassistent, som nu oppebar ressourceydelse på 14.800 kr. om måneden. Retten på Frederiksberg bemærkede, at det fulgte af ÆL § 45, at de vilkår, der er fastsat ved en dom til separation, afsagt her i landet, også gælder for tiden efter en skilsmisse, opnået på grundlag af separationen. Der var ikke ved separationsdommen truffet bestemmelse om, at vilkåret alene skulle gælde for separationen. Selv om dette havde været tilfældet, fandt retten ikke, at der efter det oplyste om parternes økonomiske og personlige forhold ville have været grundlag for at pålægge sagsøgeren bidragspligt. ØL stadfæstede.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

15-11-18