Strafferetspleje

Retsmidler i straffesager

Udsættelse

UfR 2017.1894 VLK: Politisk tilkendegivelse om at ville ændre førerretsfrakendelsesreglerne var ikke tilstrækkeligt til at udsætte sag.

T var tiltalt for overtrædelse af kørehviletidsreglerne. Forsvareren, F, anmodede om, at sagen blev udsat, idet der forelå et lovforslag i forhold til ændring af FÆL § 129 a, stk. 1, som ville medføre, at grænsen for ubetinget førerretsfrakendelse ville blive hævet, og lovændringen ville derfor betyde, at T ville blive idømt betinget førefrakendelse. F henviste til berostillelse af sager, som skete forud for ændringen af FÆL § 54, stk. 1. Anklageren anførte, at straffesager skulle afgøres efter gældende lovgivning, og at det ikke var sikkert, at lovforslaget ville blive vedtaget. Retten i Hjørring fandt, at lovændringen havde betydning for, om T skulle idømmes en betinget eller ubetinget førerretsfrakendelse, og sagen blev derfor udsat som begæret. VL fandt, at udsættelse af sager på afventning af fremsættelse og vedtagelse af lovforslag kunne medføre, at der kunne gå lang tid før en overtrædelse, der berørtes af forslaget, blev afgjort ved domstolene. Efter det, der var oplyst for VL, var lovforslaget endnu ikke fremsat. Det var endvidere endnu uklart om eller i hvilket omfang, der i lyset af høringsprocessen ville blive foretaget ændringer i udkastet, inden dette udmøntedes i et konkret fremsat lovforslag. Der var ikke grundlag for, at sagen skulle udsættes, og BR's afgørelse blev derfor ændret, således at sagen ikke blev udsat.

UfR 2018.131 HKK: Hovedforhandling i en straffesag blev udsat i foreløbig 1 år på EU-Domstolens præjudicielle dom i en anden straffesag.

T1 og T2 A/S blev d. 15.03.2005 sigtet for overtrædelse af spillelovgivningen. Sagen blev to gange stillet i bero af anklagemyndigheden, A, med henblik på at afklare EU-retlige aspekter i andre sager om overtrædelse af spillelovgivningen. A rejste d. 18.07.2016 tiltale mod T1 og T2 A/S, og A anmodede samtidig om udsættelse af hovedforhandlingen, indtil EU-Domstolen havde besvaret et præjudicielt spørgsmål i en tilsvarende sag, som verserede ved en anden byret. HR fandt, at det som udgangspunkt kunne begrunde udsættelse af hovedforhandlingen, at en domstol havde forelagt et præjudicielt spørgsmål for EU-Domstolen om danske reglers overensstemmelse med EU-retten, der havde betydning for afgørelsen af en straffesag. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte Retten i Viborgs skøn i den foreliggende sag over nødvendigheden af at udsætte hovedforhandlingen på EU-Domstolens præjudicielle dom i sagen ved den anden byret. Sagsbehandlingstiden forud for tiltalerejsningen havde været meget langvarig og betydeligt havde oversteget det rimelige, og at dette måtte tillægges væsentlig betydning ved straffens fastsættelse. VL var nået til samme resultat.

UfR 2018.338 VLK (FM 2018.27 VLK): Ikke i strid med forbuddet mod selvinkriminering at behandle konkurskarantænesag sideløbende med straffesag.

D havde været direktør i et konkursramt anpartsselskab, og D's advokat anmodede om udsættelse af konkurskarantænesagen indtil straffesagen var afsluttet. Skifteretten i Aalborg fandt, at behandlingen af konkurskarantænesagen ikke skulle udsættes på afventning af afslutningen af straffesagen mod D. VL fandt, at konkurskarantæne var en civilretlig retsfølge i anledning af groft uforsvarlig forretningsførelse og konkurs. Af forarbejderne til bestemmelserne om konkurskarantæne i KL kap. 20 fremgik, at sager herom var et supplement til reglerne om straf og rettighedsfrakendelse efter STRFL § 79. Efter KL § 160, stk. 2, jf. § 243, behandledes sager om konkurskarantæne i den civile retsplejes former med de ændringer, som fulgte af forholdets natur. Det indebar bl.a., jf. KL § 162, stk. 6, at det kunne tillægges processuel skadevirkning, hvis den, der begæredes pålagt konkurskarantæne, udeblev eller undlod at besvare spørgsmål, eller svarene var uklare eller ufuldstændige. Processuel skadevirkning indtrådte imidlertid ikke, hvis den, der begæredes pålagt konkurskarantæne, var sigtet for et strafbart forhold, eller der var grundlag for at rejse sigtelse mod den pågældende, idet den pågældende efter RPL § 171 som et almindeligt princip ikke havde pligt til at besvare spørgsmål, som kunne have betydning ved bedømmelsen af et muligt strafbart forhold. På den baggrund fandtes det ikke at være i strid med forbuddet mod selvinkriminering, at Skifteretten behandlede konkurskarantænesagen mod D sideløbende med straffesagen. Anmodningen om udsættelse af sagen blev ikke taget til følge.

UfR 2019.2914 VLK: Fremsat, men ikke vedtaget lovforslag om lempelse af straf i transportegnethedssager, var ikke tilstrækkeligt til at udsætte sag, da der imellemtiden var udskrevet folketingsvalg og forslaget endnu ikke var vedtaget

T1-T4, der var hhv. landmand, vognmand og to chauffører, var tiltalt for overtrædelse af dyreværnsloven i transportegnethedssag. Der var d. 28.02.2019 fremsat lovforslag således, at grundlaget for at straffe chauffører i transportegnethedssager skulle lempes. På baggrund heraf anmodede T1-T4’s forsvarere om udsættelse af sagen til efter vedtagelse af lovforslaget. Retten i Hjørring fandt d. 09.04.2019, at det var mest hensigtsmæssigt at udsætte den samlede sag på færdigbehandling af det fremsatte lovforslag. Der blev lagt vægt på oplysningerne om de forventede ændringer ift. i hvert fald T3 og T4’s strafansvar og sanktionsspørgsmålet i transportegnethedssagerne, samt at bevisførelsen var den samme for T1-T4. VL fandt d. 24.05.2019, at lovforslaget ikke var vedtaget, og det var uvist om lovforslaget blev genfremsat, efter at der i mellemtiden var udskrevet folketingsvalg. Det var uvist om et evt. genfremsat lovforslag blev vedtaget i den nye folketingssamling. Der var allerede derfor ikke grundlag for at udsætte sagen på ubestemt tid som sket. Sagen blev derfor ikke udsat.

Retskraft

UfR 1989.1105 HD: Politimester tilkendegav d. 02.09.1988 T, at en sag om spirituskørsel i bil med en promille på mindst 1,70 kunne afgøres ved vedtagelse af en bøde på 9.000 kr. samt betinget frakendelse af førerretten. T vedtog d. 18.09.1988 tilkendegivelsen. Ved skrivelse af 04.11.1988 meddelte politimesteren T, at sagen efter helt fast praksis kun kunne afgøres med en ubetinget frakendelse af førerretten. T påstod en straffesag herom afvist, da tilkendegivelsen af 02.09.1988 var blevet endelig. Retten i Nykøbing F afviste dagen. ØL fremmede sagen til realitetsbehandling ved byretten, da tilkendegivelsen af 02.09.1988 vedrørende førerretten også for T måtte fremtræde som åbenbart fejlagtig og ikke kunne anses for en opgivelse eller standsning af forfølgningen i sagen. HR stadfæstede

UfR 1998.1103 HD (UfR 1997.339 VLD): T blev ved retten i Varde bl.a. spirituskørsel for 4. gang. Retten glemte at tage stilling til påstand om frakendelse af førerretten, og afviste ny sag herom, da dommen var endelig. VL fandt, at den omstændighed, at dommen var endelig, ikke var til hinder for, at spørgsmålet om frakendelse efterfølgende var blevet indbragt for retten, idet frakendelse er en obligatorisk retsfølge efter FÆL § 125. T frakendt førerretten for bestandig. HR fandt, at anklagemyndigheden var afskåret fra at anlægge ny sag, hvorfor denne blev afvist.

UfR 2007.323 ØLD: D. 10.06.1999 blev ejeren af en ejendom, S A/S, tiltalt for overtrædelse af planlovens § 64, stk. 1, nr. 4, ved i strid med en lokalplan, at have undladt at efterkomme Søllerød Kommunes, K, påbud om at fjerne et ulovligt opført terrasseanlæg og retablere skrænten på stedet inden d. 22.07.1996. I 2003 blev S A/S frifundet pga. forældelse, idet forholdet skulle have været lovliggjort d. 22.07.1996, fra hvilket tidspunkt den 2-årige forældelse skulle regnes. K udstedte et nyt påbud om lovliggørelse i 2004, som var identisk med det påbud udstedt i 1996. Påbuddet var rettet til S A/S som ejer, T1 som direktør og T2 som bestyrelsesmedlem og bruger af ejendommen. Fristen for efterlevelse af påbuddet blev overskredet og der blev herefter rejst tiltale mod de tre parter. ØL udtalte, at S A/S ved Lyngby Byrets dom fra 2003, blev frifundet for ikke at have efterkommet påbuddet fra 1996. Dommen fastslog med rette, at forældelsesfristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor fristen for handlepligten til lovliggørelse udløb, og at der derfor var indtrådt forældelse af et eventuelt strafansvar. Der havde dermed ikke på grundlag af det fornyede påbud fra 2004, der indholdsmæssigt modsvarede påbuddet fra 1996, kunnet rejses ny tiltale mod S A/S med påstand om strafansvar for fortsat ikke at have foretaget lovliggørelse. Som følge heraf blev tiltalen for S A/S' vedkommende afvist fra byretten. Når påbuddet fra 2004 som følge af den allerede indtrådte forældelse ikke kunne håndhæves på strafsanktioneret måde over for S A/S, og denne derfor ikke ville pådrage sig strafansvar ved fortsat undladelse af lovliggørelse, måtte det følge heraf, at der heller ikke kunne pålægges den, der som direktør eller bestyrelsesmedlem handlede på S A/S vegne, eller brugeren af ejendommen selvstændigt strafansvar til fremtvingelse af lovliggørelse. Det tiltrådtes derfor, at forældelse af et eventuelt strafansvar for disse personer under de foreliggende omstændigheder var anset for at være indtrådt på samme tidspunkt som for S A/S. ØL stadfæstede herefter frifindelsen for T1 og T2's vedkommende.

UfR 2014.2947 VLD: T blev d. 20.08.2013 frifundet ved Retten i Esbjerg for overtrædelse af STRFL § 252 ved i forbindelse med en fodboldkamp at have ramt en tilskuer med en ølflaske, idet anklageskriftet ikke opfyldte kravene i RPL § 834, stk. 1, nr. 3 og stk. 2, nr. 1. I oktober 2013 rejste anklagemyndigheden på ny tiltale mod T ved indgivelse af nyt anklageskrift. Retten i Esbjerg fandt T skyldig og idømte ham 20 dages betinget fængsel. T ankede dommen til VL bl.a. med påstand om afvisning, idet dommen af 20.08.2013 havde retskraft. VL fandt, at dommen af 20.08.2013 ikke havde retskraft i forhold til skyldspørgsmålet, idet dommen alene havde taget stilling til sagens formalitet, og VL stadfæstede derfor BR's dom.

UfR 2018.1675 ØLD: T blev idømt en bøde på 5.000 kr. for overtrædelse af PDL § 8, stk. 5, jf. § stk. 4, jf. § 70, stk. 1, nr. 1 ved at have delt et billede af en mistænkt blotter på sin Facebook-profil, hvor hensynet til offentlige eller private interesser ikke klart oversteg hensynet til hemmeligholdelse

T var tiltalt for overtrædelse af PDL § 8, stk. 5, jf. stk. 4, jf. § 70, stk. 1, nr. 1 ved uberettiget at have delt et billede af en person, F, via sin Facebook-profil, hvor det fremgik, at pågældende havde blottet sig foran T’s 10-årige datter og dennes jævnaldrende veninde. T var tidligere frikendt i samme sag for overtrædelse af PDL § 70, stk. 1, nr.1, jf. § 26 a, stk. 1, da T ikke var dataansvarlig for billederne, som var taget af et overvågningskamera i en forretning. Retten i Nykøbing Falster fandt, at den ændrede subsumption ikke var mere belastende end den oprindelige, samt at den tidligere frifindelsesdom ikke var et udtryk for en realitetsprøvelse af skyldsspørgsmålet. Den tidligere sag havde herefter ikke retskraft i forhold til skyldsspørgsmålet i den nærværende sag, hvorfor der ikke var grund til at afvise sagen. T blev idømt en bøde på 5.000 kr., idet måden hvorpå billederne blev lagt på Facebook svarede til en videregivelse i PDL’s forstand, og F ikke havde givet sit samtykke dertil. Der var efter sagens omstændigheder ikke grundlag for at anvende PDL § 8, stk. 5, 2. pkt. ØL stadfæstede dommen og lagde i forhold til PDL § 8, stk. 5, 2. pkt. vægt på, at forholdet var anmeldt til politiet, P, der den samme dag sikrede sig videoovervågningen fra forretningen, og at P på det grundlag identificerede F. Det blev også tillagt vægt, at T i sit første opslag på Facebook gav udtryk for, at hun "ville skide højt og flot på F’s følelser".

Tredjeinstansbevilling

Berigtigelse

UfR 2000.1004 ØLD: Retten i Gladsaxe have d. 22.07.1999 idømt T 30 dages betingelse fængsel og tillægsbøde og det skulle have sit forblivende med udsættelse af reststraffen efter en prøveløsladelse. Da dette var i strid med STRFL § 61, stk. 2 ændrede dommeren d. 30.07.1999 dommen til en fællesstraf på 60 dages betinget fængsel. Da ændringen ikke var omfattet af RPL § 221, blev dommen ophævet og sagen hjemvist.

UfR 2019.2611 ØLK: Skrivefejl i strafferetsdom blev berigtiget, så præmisserne passede med konklusionen, og berigtigelsen var hjemlet i RPL § 221, stk. 1, 1. pkt.

T var tiltalt for overtrædelse af STRFL § 232 ved at have klappet F én gang i bagdelen. F arbejdede som frivillig. Retten i Svendborg fandt, at T ikke efter det oplyste om forholdet mellem T og F og om den almindelige omgangstone på arbejdspladsen havde krænket F’s blufærdighed ved uanstændigt forhold, og at T havde været klar over dette. T blev straffet med 10 dagbøder a 250 kr., jf. STRFL § 232. BR berigtigede dombogen i medfør af RPL § 221, stk. 1 så ”ikke” udgik af præmisserne, da dette var en skrivefejl, og T var fundet skyldig i tiltalen. T kærede berigtigelsen. ØL fandt, at berigtigelse af en skrivefejl i dommen, hvorefter præmisserne blev bragt i overensstemmelse med konklusionen, var hjemlet i RPL § 221, stk. 1, 1. pkt. ØL stadfæstede.

UfR 2023.5047 ØLK: Domskonklusion kunne berigtiges, således at bestemmelse om førerretsfrakendelse blev indsat, idet BR udtrykkeligt havde taget stilling til spørgsmålet i dommens præmisser, og udeladelsen alene skyldtes en skrivefejl/forglemmelse

Retten i Glostrup havde ved en fejl ikke indsat en bestemmelse om førerretsfrakendelse i domskonklusionen, hvorfor retten efterfølgende blev anmodet om at berigtige denne, således at konklusionen stemte overens med bemærkningerne herom i præmisserne.
    Retten i Glostrup fandt, at dommen kunne berigtiges, jf. RPL § 221, stk. 3. Det blev bemærket, at der alene var tale om en skrivefejl/forglemmelse.
    ØL fandt, at der i præmisserne var gjort udførligt rede for BR’s vurdering af spørgsmålet om førerretsfrakendelse, ligesom det var anført, at T blev frakendt retten til at føre motordrevet køretøj. Der var således taget stilling til frakendelsesspørgsmålet, men bestemmelsen om førerretsfrakendelse var ved en forglemmelse ikke medtaget i dommens konklusion. ØL stadfæstede. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2023, p. 145.

Hjemvisning

UfR 1985.313/2 HD: På en afstand af 1-2 meter havde T affyret et skud mod en kvinde, som blev ramt i maven. T fandtes straffri p.g.a. sindssygdom, jf. STRFL § 16, men dømtes til at undergives psykiatrisk behandling på et hospital (3-2). T havde nedlagt en påstand om hjemvisning og havde til støtte herfor anført, at forsvareren i nævningetinget ikke i overensstemmelse med T's ønske havde indstillet til nævningerne, at der skulle svares nej til tillægsspørgsmålet vedrørende STRFL § 16, stk. 1. HR fandt dog ikke, at dette kunne betragtes som en tilsidesættelse af forsvarerens pligter, jf. RPL § 740, hvorfor påstanden om hjemvisning blev afvist.

UfR 2003.1363 VLK: T var i byretten idømt 30 dages fængsel for overtrædelse af dyreværnsloven. VL hjemviste sagen til fornyet behandling, da den udtalelse fra det Veterinære Dyreværnsråd ikke burde være indgået i bevisførelsen. Anklagemyndigheden indbragte sagen for byretten på ny 29 dage efter, hvilket ikke var for sent, jfr. RPL § 961, stk. 1. Forfølgningen af sagen kunne ikke anses for standset på en sådan måde, at forældelse var indtrådt, jfr. STRFL § 94, stk. 6, 2. pkt.

UfR 2008.1955 HD: T var i landsretten dømt for forsøg på manddrab, jf. STRFL § 237, jf. § 21, og udvist med indrejseforbud for bestandig. Parterne nedlagde for HR samstemmende påstande om ophævelse af ØL's dom og hjemvisning af sagen til fornyet behandling ved ØL. Begrundelsen var, at en af de landsdommere, der deltog under hovedforhandlingen i ØL, havde truffet beslutning om forlængelse af fristen for varetægtsfængsling for T efter RPL § 762, stk. 2, nr. 1. Landsdommeren burde derfor ikke have deltaget i hovedforhandlingen, jf. RPL § 60, stk. 2. HR udtalte i overensstemmelse med parternes påstande, at landsdommerens deltagelse i hovedforhandlingen var i strid med RPL § 60, stk. 2. Den manglende iagttagelse af habilitetsreglen var efter HR's opfattelse en fejl af en sådan karakter, at parternes påstande burde tages til følge. Herefter ophævede HR dommen og hjemviste sagen til fornyet behandling ved ØL.

UfR 2008.1970 HD: T var ved landsretten dømt 7 års fængsel for overtrædelse af STRFL § 246, jf. STRFL § 245, stk. 1, og udvist med indrejseforbud for bestandig. Parterne nedlagde for HR samstemmende påstande om ophævelse af ØL's dom og hjemvisning til ØL. HR udtalte, at de lægelige erklæringer gjorde domfældelsens rigtighed tvivlsom, og med henvisning til den hidtil gældende bestemmelse i RPL § 959, stk. 1, nr. 3, ophævede HR dommen og hjemviste sagen til ØL. De nye oplysninger i sagen rejste spørgsmål om, hvorvidt T var omfattet af STRFL § 16, hvilket nævningerne ikke havde taget stilling til under ØL's behandling af sagen.

UfR 2009.94 ØLK: A var den 15.01.2003 blevet idømt en foranstaltning med en længstetid på 5 år, jf. STRFL § 16, stk. 1, jf. § 68, 2. pkt., bla. for overtrædelse af STRFL § 252, stk. 1. Anklagemyndigheden anmodede d. 27.11.2007 om en forlængelse af længstetiden. Retten i Odense afviste d. 14.03.2008 anmodningen, da der ikke var hjemmel til at forlænge foranstaltningen i medfør af STRFL § 68 a, stk. 1, sidste punktum, da foranstaltningen var udløbet. ØL udtalte, at forarbejderne til STRFL § 68 a ikke indeholdt oplysninger om fremgangsmåden ved en forlængelse, herunder spørgsmålet om, hvorvidt der skulle være truffet afgørelse af retten om forlængelse inden længstetidens udløb. ØL fandt, at bestemmelsen i overensstemmelse med beslægtede retsområder måtte forstås således, at forlængelse af længstetiden kunne ske, når anklagemyndigheden havde indbragt spørgsmålet om forlængelse inden længstetidens udløb. ØL hjemviste derfor sagen til byretten til fornyet behandling.

UfR 2014.3474 VLK: VL havde d. 10.12.2012 hjemvist sag vedr. overtrædelse af bl.a. STRFL § 191 til fornyet behandling ved byretten, da det ikke kunne udelukkes, at det havde haft en betydning for dommen, at politiet havde begået en fejl, da en række dokumenter havde været undtaget fra forsvarernes, F, aktindsigt. Anklagemyndigheden, A, fremsendte d. 11.02.2013 nyt anklageskift til Retten i Randers, der modtog det d. 13.02.2013. F påstod T frifundet, idet A ikke havde indbragt sagen snarest for byretten. BR fandt, at sagen skulle realitetsbehandles. VL anførte, at RPL § 930, stk. 1 ikke indeholdt en præcis tidsgrænse, men alene en angivelse af, at indbringelsen skulle ske snarest, og at vurderingen måtte ske som en samlet vurdering af sagens konkrete omstændigheder, herunder sagens karakter og kompleksitet, den forventede retsfølge, begrundelsen for hjemvisningen og forløbet efter hjemvisningen. VL stadfæstede BR's kendelse om realitetsbehandling henset til begrundelsen for hjemvisningen, og da hjemvisningen fandt sted kort forinden sammenlægningen af statsadvokaturerne pr. 01.01.2013.

UfR 2016.2218 ØLK: Mindre overskridelse af fristen i straffelovens § 68 a, stk. 2, 3. pkt., førte ikke til ophævelse af den idømte foranstaltning.

A blev dømt for bl.a. brandstiftelse, jf. STRFL § 181, stk. 1, og skulle efter STRFL § 16, stk. 2, jf. § 68, jf. § 68 a, stk. 2, undergive sig tilsyn af amtskommunen vedr. personer med vidtgående psykiske handicap, hvorefter han skulle efterkomme tilsynsmyndighedens bestemmelse om ophold og arbejde. Anklagemyndigheden indbragte ved brev af 23.11.2015 sagen for retten med påstnad om, at den idømte foranstaltning opretholdtes. A var på dette tidspunkt varetægtsfængslet som sigtet for overtrædelse af STRFL § 181, stk. 1. Retten i Odense ophævede den idømte foranstaltning, da fristen i STRFL § 68 a, stk. 2, 3. pkt. ikke var overholdt. ØL fandt, at spørgsmålet om betydningen af en overskridelse af de frister, der var fastsat i STRFL § 68 a, stk. 2, ikke var nærmere omtalt i bestemmelsens forarbejder. Det måtte herefter bero på en konkret vurdering af alle sagens omstændigheder, hvorvidt en fristoverskridelse skulle medføre ophævelse af en idømt foranstaltning. Efter en samlet vurdering, herunder baggrunden for den idømte foranstaltning, og henset til, at der alene var tale om en mindre overskridelse af fristen i STRFL § 68 a, stk. 2, 3. pkt., fandt ØL, at BR burde have realitetsbehandlet spørgsmålet om, hvorvidt foranstaltningen kunne opretholdes. ØL ophævede BR's kendelse og hjemviste sagen til BR's stillingtagen til, om den idømte foranstaltning kunne opretholdes.

UfR 2016.3756 HD (UfR 2015.3010 VLD): Straffesag om kursmanipulation hjemvist til fornyet behandling i VL, idet der var lagt en forkert opfattelse af begrebet "værdi i markedet" til grund ved vurderingen af, om fire tiltaltes handlinger var strafbare.

T1 - T4 blev i VL frifundet for overtrædelse af forbuddet mod kursmanipulation i den dagældende værdipapirhandelslov. VL fandt det ikke godtgjort, at afgivelsen af to købsordrer havde været egnet til at påvirke kursen på en obligation i en retning, der afveg fra dens "værdi i markedet" som udtrykt i lovens § 38, stk. 1. For HR var spørgsmålet, om VL's dom skulle ophæves, og sagen hjemvises, da VL ved vurderingen af, om de to købsordrer afveg fra obligationens "værdi i markedet", havde anvendt § 38, stk. 1, urigtigt. HR fastslog, at udtrykket "værdi i markedet" i § 38, stk. 1 - også når det gjaldt illikvide værdipapirer - måtte forstås som den senest noterede børskurs, hvor kursen var resultat af en handel mellem uafhængige parter med modsatrettede interesser. Børskursen måtte dog fraviges, hvis den ikke kunne anses for et retvisende udtryk for værdipapirets værdi i markedet. Det ville efter omstændighederne kunne være tilfældet, hvis der efter den senest noterede børskurs var indtrådt generelle ændringer i markedet, f.eks. rente­ændringer, eller hvis udstederen af værdipapiret i en selskabsmeddelelse eller på lign. måde havde givet oplysninger, der havde betydning for værdien af papiret. Den kurs, som var angivet f.eks. i en salgsordre, men som ikke førte til en handel, viste derimod ikke i sig selv, at den senest noterede børskurs ikke kunne anses for retvisende. VL havde ikke anvendt den senest noterede børskurs ved vurderingen af obligationens værdi i markedet, da købsordrerne blev afgivet. VL havde dermed lagt en forkert forståelse af udtrykket "værdi i markedet" til grund. HR ophævede derfor VL's dom, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved VL.

UfR 2017.92 HD: Dom i straffesag blev ophævet, da en af domsmændene under dele af bevisførelsen fremstod, som om han sov.

I en sag, hvor T var blevet dømt for bl.a. seksuelle overgreb, blev ØL's dom ophævet. HR lagde vægt på, at parterne var enige om, at det kunne lægges til grund, at en domsmand under hovedforhandlingen i ØL, hvor der blev afspillet videoafhøring af F i sagens hovedforhold, i flere tilfælde fremstod, som om han var faldet i søvn. HR fandt herefter i overensstemmelse med parternes samstemmende påstande, at ØL's dom skulle ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved ØL.

UfR 2017.3146 ØLD: Offentlig beskikket forsvarer udeblev fra hovedforhandling, hvilket, henset til grundlæggende retsplejemæssige hensyn, medførte, at BR's dom blev ophævet og sagen hjemvist.

T var tiltalt for overtrædelse af FÆL § 118, jf. § 82, stk. 3, og blev dømt herfor uden advokat A's tilstedeværelse, da hun ikke mødte til hovedforhandlingen ved Retten i Lyngby. ØL fandt, at advokat A blev beskikket som offentlig forsvarer for T. T fik under et møde med A at vide, at han skulle medbringe fotos af ladvognens wirespil, hvilket ville stille sagen gunstigt for T. A mødte ikke ved hovedforhandlingen i BR pga. en forglemmelse. BR afventede ikke eller forsøgte at kontakte A. T anmodede om, at domsforhandlingen skulle foregå uden, at man afventede A, da han regnede med, at de medbragte fotos stillede ham gunstigt. Efter en samlet bedømmelse af omstændighederne, burde BR ikke have fremmet sagen uden A's tilstedeværelse. Henset til de grundlæggende retsplejemæssige hensyn, der lå bag bestemmelsen om den beskikkede forsvarers tilstedeværelse under hovedforhandlingen, jf. RPL § 852, stk. 1, og henset til det oplyste om sagens bevisligheder og forløbet af hovedforhandlingen for BR, burde dommen ophæves og sagen hjemvises. Bestemmelsen i RPL § 925, stk. 1, kunne ikke føre til et andet resultat.

UfR 2017.3261 VLD: Dommen var så fejlbehæftet, at den burde ophæves, hvorfor sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved BR.

T var tiltalt for overtrædelse af FÆL § 117, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 6, jf. § 53 og FÆL § 117 a, stk. 2, nr. 2, ved at have ført personbil, selvom han var frakendt førerretten, efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen efter en blodprøve viste en mindsteværdi på 0,86 promille. Retten i Esbjerg fandt efter vidneforklaringerne T skyldig. Straffen fastsattes til fængsel i 4 måneder. Der blev lagt vægt på, at der var tale om et 12. gangstilfælde af spirituskørsel begået i frakendelsestiden. VL fandt, at det i dommen ved BR blev anført i konklusionen, at T skulle straffes med fængsel i 4 måneder. Derefter fulgte sætningen: "Straffen skulle ikke fuldbyrdes, hvis T overholdt følgende betingelser". Der var imidlertid ikke fastsat en prøvetid og dommen indeholdte heller ikke en betingelse om, at T ikke i prøvetiden begik strafbart forhold, som det krævedes efter STRFL § 56, stk. 2. Der var heller ikke fastsat vilkår, jf. STRFL § 57. Det måtte antages at bero på en fejl, at sætningen, "straffen skulle ikke fuldbyrdes, hvis T overholdt følgende betingelser", stod i dommens konklusion. Den skete berigtigelse kunne imidlertid ikke anses for at have hjemmel i RPL § 221, stk. 1, 1. pkt. Dommen var så fejlbehæftet, at dommen burde ophæves, hvorfor sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved BR.

UfR 2017.3419 HKK: VL's afgørelse om afvisning af T's kære, der blev truffet dagen før hovedforhandlingen i anledning af, at T meddelte, at hun var syg og indlagt på sygehuset, blev ophævet og hjemvist til fornyet behandling, da der ikke i RPL var udtrykkelig hjemmel til at træffe afgørelse om afvisning forud for hovedforhandlingen.

T var i Retten i Randers fundet skyldig i overtrædelse af STRFL § 172, stk. 1, jf. § 171, og § 266 og idømt 60 dages betinget fængsel. T ankede dommen til frifindelse, subsidiært formildelse. Kæremålet angik, om VL med rette havde afvist T's anke. VL havde dagen før hovedforhandlingen taget stilling til spørgsmålet om afvisning af anken. Baggrunden for den forlods behandling af afvisningsspørgsmålet var oplysninger fra bl.a. T om, at hun ikke kunne komme til VL under hovedforhandlingen, fordi hun var syg og indlagt på sygehuset. VL fastslog, at betingelserne for afvisning var opfyldt og afviste herefter både T's bevisanke og udmålingsanke. VL tog i den forbindelse ikke stilling til, om T havde lovligt forfald. HR udtalte, at der ikke i RPL var udtrykkelig hjemmel til, at afgørelse om afvisning af T's anke træffedes forud for hovedforhandlingen, og fastslog, at VL i hvert fald under de foreliggende omstændigheder først under hovedforhandlingen kunne tage stilling til afvisningsspørgsmålet, forudsat at T ikke gav møde. Afgørelsen skulle i givet fald træffes under medvirken af domsmænd. Der var ikke hjemmel til at afvise T's subsidiære anke til formildelse, selvom T ikke mødte. Som følge heraf ophævede HR VL's kendelse om afvisning og hjemviste sagen til fornyet behandling i VL. VL var nået til et andet resultat.

UfR 2017.3422 HKK: Ophævelse af kendelse om afvisning af udmålingsanke og hjemvisning til ØL til behandling heraf.

T blev ved Retten i Roskilde fundet skyldig i overtrædelse af STRFL § 289 samt en række bestemmelser i moms- og skattelovgivningen. T blev idømt fængsel i 2 år og 6 måneder, en tillægsbøde på 4.870.000 kr., ligesom han blev frakendt retten til at udøve virksomhed med revision, bogføring eller regnskab. T havde anket BR's dom til frifindelse, subsidiært formildelse. Kæremålet angik, om ØL med rette havde afvist T's anke. HR udtalte, at den omstændighed, at Den Særlige Klageret i forbindelse med T's anmodning om genoptagelse af den afviste ankesag havde taget stilling til, om T havde haft lovligt forfald, ikke kunne føre til, at HR ikke kunne prøve spørgsmålet om lovligt forfald. Den lægeerklæring, som T havde fremsendt forud for ankesagens behandling i ØL, kunne ikke tjene som dokumentation for lovligt forfald. Heller ikke senere lægeerklæringer gav grundlag for at anse det for godtgjort, at T havde lovligt forfald. Da T's bevisanke ikke med nytte kunne fremmes uden T's tilstedeværelse, fastslog HR, at T's bevisanke med rette var blevet afvist. Derimod var der ikke hjemmel til at afvise T's subsidiære anke til formildelse. HR ophævede derfor ØL's kendelse fsva. afvisning af udmålingsanken og hjemviste sagen til ØL til behandling heraf. ØL var nået til et andet resultat.

UfR 2018.640/1 ØLK: BR’s kendelse blev ophævet, da betingelserne i RPL § 767, stk. 3, 5. pkt. ikke var opfyldt, og kendelsen var således afsagt af den forkerte domsmandsret

Anklagemyndigheden havde kæret en BR’s kendelse med påstand om, at T ikke længere skulle sidde varetægtsfængslet i surrogat i medfør af RPL § 765, stk. 2, nr. 4, men at T skulle overføres til et almindeligt arresthus i medfør af RPL § 762, stk. 1, nr. 2 og 3, og § 763, stk. 1, nr. 2. ØL fandt, at betingelserne i RPL § 767, stk. 3, 5. pkt. for at afgørelsen skulle træffes af en dommer eller afdeling, som ikke deltog i hovedforhandlingen, var ikke opfyldt. Kendelsen skulle således have været afsagt af den domsmandsret, der behandlede hovedforhandlingen, hvilket ikke var tilfældet. Derfor blev BR’s kendelse ophævet, og sagen blev hjemvist til behandling ved den dommandsret, der behandlede hovedforhandlingen, jf. herved tillige RPL § 12, stk. 6 og § 91, stk. 2.

UfR 2018.1731 HKK: Ophævelse af kendelse om afvisning af udmålingsanke og hjemvisning til VL til behandling heraf

T havde anket en byretsdom til frifindelse, subsidiært formildelse. T udeblev fra hovedforhandlingen i VL, og kæremålet angik, om VL med rette havde afvist T’s anke. HR fandt, at T var bekendt med tidspunktet for hovedforhandlingen i VL, og at der var sket forkyndelse. T var på trods af forkyndelsen udeblevet uden at have fremsendt dokumentation for lovligt forfald. Den del af T’s anke, der angik bevisbedømmelsen, kunne ikke med nytte behandles uden hans tilstedeværelse, hvorfor T’s bevisanke var afvist med rette. Der var derimod ikke hjemmel til at afvise T’s subsidiære anke til formildelse, og HR ophævede derfor VL’s kendelse for så vidt angik afvisning af udmålingsanken og hjemviste sagen til VL til behandling heraf.

UfR 2020.2339 HKK: Selv om T’s forhold begrundede manglende forkyndelse af indkaldelse til hovedforhandling, og at bevisanke derfor blev afvist, var der ikke hjemmel i RPL § 920, stk. 3 til at afvise T’s subsidiære anke til formildelse, og anken blev hjemvist til behandling som udmålingsanke

Under ØL’s behandling af en straffeankesag, hvori T, der var udlænding, var meddelt tilladelse til at anke efter udløbet af ankefristen, opstod der spørgsmål om forkyndelse for T. HR fandt, at forkyndelse af indkaldelsen til hovedforhandling var påkrævet, idet der var tale om en ekstraordinær anke. Da forkyndelsen ikke havde kunne foretages som følge af T’s forhold, skulle T’s bevisanke afvises, jf. RPL § 920, stk. 3. Forkyndelsen lykkedes ikke, fordi T havde forladt det opholdssted, hvor han boede, uden at give oplysning om, hvordan han kunne kontaktes. Da T’s anke måtte anses for at indeholde en subsidiær anke til formildelse, som RPL § 920, stk. 3 ikke gav hjemmel til at afvise, hjemviste HR sagen til ØL til behandling af T’s udmålingsanke.

UfR 2023.720 ØLD: Sag hjemvist til fornyet behandling ved BR, fordi BR ikke havde hjemmel til at afslutte sagen uden at træffe endelig afgørelse, og fordi anklagemyndigheden havde udvidet tiltalen og ændret beskrivelsen af forholdet, hvilket de ikke kunne uden T’s samtykke

Ved BRD af 25.05.2021 blev T bl.a. fundet skyldig i overtrædelse af FÆL § 117, stk. 1, nr. 3, jf. § 54, stk. 1 ved at have ført en bil med kokain i blodet. Sagen blev indledt d. 13.02.2019 ved indlevering af anklageskrift, og hovedforhandlingen begyndte d. 28.05.2019. Anklageren anmodede i retsmødet om, at ”sagen lukkes ved retten”, og BR sluttede derefter sagen. D. 16.07.2020 indleverede anklagemyndigheden et nyt anklageskrift, hvorved der skete en udvidelse af tiltalen og en ændret beskrivelse af forholdet. Sagen blev derefter berammet til hovedforhandling d. 18.05.2021.
    Retten i Lyngby bedømte sagen efter det nye anklageskrift og fandt T skyldig i kørsel med kokain i blodet, men frifandt T for overtrædelse af FÆL § 3 og § 21, stk. 1. T skulle betale en bøde på 7.500 kr. og blev frakendt førerretten i 2 år og 6 mdr.
    ØL fandt, at BR ikke havde haft hjemmel til at slutte sagen uden at have truffet endelig afgørelse, jf. RPL §§ 858 og 882, og hovedforhandlingen måtte på den baggrund anses som udsat ved retsmødet d. 28.05.2019. Udvidelse af tiltalen, der under hovedforhandlingens udsættelse skete ved anklageskriftet indleveret d. 16.07.2020, kunne ikke ske uden T’s samtykke. Den ændrede beskrivelse af forholdet gik ud over, hvad anklagemyndigheden kunne berigtige, jf. RPL § 836, stk. 2. Sagen burde derfor ved fortsættelsen af hovedforhandlingen d. 18.05.2021 have været afgjort på grundlag af den oprindelige tiltale i anklageskriftet indleveret d. 13.02.2019. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved BR.

UfR 2024.3923 ØLK: Kendelse skulle have været afsagt som dom, og sagen blev hjemvist til ny hovedforhandling for at sikre, at to-instanssystemet blev respekteret

T var tiltalt for vold efter STRFL § 244, stk. 1, ved at have tildelt F flere knytnæveslag i hovedet, mens denne sov, hvorved F fik en flænge i øjenbrynet og et blåt øje. F var indlagt på hospitalet i tre dage. Forsvareren nedlagde påstand om afvisning, da den tyske anklagemyndighed havde indstillet efterforskningen.
    BR afsagde kendelse om, at sagen blev afvist med den begrundelse, at nærværende anklageskrift vedrørte samme lovovertrædelse, som den tyske anklagemyndighed havde truffet afgørelse om at indstille efterforskningen af, hvorfor der forelå en bindende påtalebegrænsning.
    ØL fandt, at eftersom BR fandt, at der forelå en bindende påtalebegrænsning, burde der have været afsagt frifindelsesdom og ikke som sket en kendelse om afvisning. Under hensyn til sagens karakter og omstændighederne i øvrigt hjemviste ØL sagen til BR mhp. at få truffet afgørelse i domsform. Herved blev det sikret, at der var mulighed for prøvelse af sagen i to instanser under medvirken af domsmænd. BR’s kendelse i sagen mod T blev ophævet, og sagen blev hjemvist til ny hovedforhandling. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2024, p. 136.

Ophævelse

UfR 2020.32 HKK: Byretsdom i Pusherstreet-sag blev ikke ophævet, da kontakt mellem anklager og politiagenter, der blev ført som vidner, ikke havde påvirket agenternes forklaring til skade for de tiltalte

T1-T10 blev i KBR dømt for omfattende handel med hash. Under sagens behandling i BR var der kontakt mellem den mødende anklager, A, og de politiagenter, P, som afgav forklaring i BR. Kontakten blev ikke oplyst over for forsvarerne, F, og BR. Under ankesagens behandling i ØL, hvor B var anklager, var der kontakt mellem B og P. B gav over for ØL forkerte oplysninger om denne kontakt og forsøgte at påvirke P til at afgive falsk forklaring om deres kontakt med B. Sagen for HR angik, om BR’s dom skulle ophæves og sagen hjemvises til fornyet behandling i BR som følge af kontakten mellem A og P i BR. Endvidere angik sagen, om anklagemyndigheden, M, skulle afskæres fra at føre P som vidner under den videre behandling af sagen. HR fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at kontakten mellem A og P i BR kunne have påvirket P’s forklaringer til skade for T1-T10, eller at der under sagens behandling for BR var begået fejl, der kunne have haft betydning for sagens udfald. Det forhold, at kontakten mellem A og P ikke var blevet oplyst over for F og BR, kunne ikke føre til en anden vurdering. HR tiltrådte derfor, at BR’s dom ikke skulle ophæves, og M kunne føre P som vidner i ØL. ØL var nået til samme resultat.

Opsættende virkning

UfR 2025.231 HKK (HKK afsagt d. 30.10.2024): Anklagemyndighedens ansøgning til Procesbevillingsnævnet blev ikke tillagt opsættende virkning, da kendelse om ikke at udlevere udlænding til retsforfølgning ikke indeholdt en fuldbyrdelse, der kunne udsættes

VL havde afsagt kendelse om, at T ikke skulle udleveres til strafforfølgning i Ukraine. T blev herefter løsladt. Anklagemyndigheden, M, ansøgte Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at kære kendelsen til HR og anmodede endvidere HR om at tillægge ansøgningen opsættende virkning.
    HR fandt, at princippet i RPL § 969, stk. 2, efter omstændighederne kunne anvendes til at tillægge opsættende virkning til en ansøgning til Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at kære en afgørelse. Da VL havde afgjort, at T ikke skulle udleveres til strafforfølgning, var der i relation til afgørelsen ikke nogen fuldbyrdelse at udsætte. Det forhold, at T som en afledt virkning af udleveringsafgørelsen blev løsladt, ændrede ikke ved, at afgørelsen ikke indeholdt nogen beslutning, hvis udførelse kunne opsættes i medfør af princippet i RPL § 969, stk. 2. M’s anmodning om opsættende virkning kunne derfor ikke imødekommes.

Advokat Jørgen U. Grønborg

Oprettet 14-01-2021
Sidst ændret:20-02-2025