Tingsret
|
|
1884 1982 2005 2024 Henning Matzen: Forelæsninger over Den danske Tingsret, 2. udg., 1884.
Carl Torp: Dansk Tingsret, 2. udg., 1905, 770 sider, Gad
Alf Ross: Ejendomsret og ejendomsovergang, 1935, 368 sider, Munksgaard
Hele bogen kan læses her.Frederik Vinding Kruse: Ejendomsretten, 3. udg., 1951, 1.293 sider, Gad
Hele bogen kan læses her.W. E von Eyben og Thøger Nielsen: Fast ejendoms regulering og beskatning, 1. bind, 2. udg., 1967, 462 sider, DJØF
Hele bogen kan læses her.Knud Illum: Dansk Tingsret, 3. udg., 1976 ved Vagn Carstensen, 682 sider, DJØF. Anmeldt af Jesper Berning i UfR 1977 B.42-48. 1. udg., 1951 er anmeldt af von Eyben i JUR 1952.221-227.
Hans Verner Højrup: Ejendomsret, Almene emner, 1976, 185 sider, Akademisk Forlag. Anmeldt af Jesper Berning i UfR 1976 B.180-183.
Torgeir Austenå: Løsningsrettigheder. Forkjøps- tilbuds- og kjøperett til fast ejendom, 1976, 505 sider, Universitetsforlaget Oslo. Anmeldt af Fl. Tolstrup i UfR 1977 B.190-191.
Vagn Carstensen: Ting og sager, 1982, 160 sider, Akademisk Forlag. Anmeldt af Lennart Lynge Andersen i FM 1983.55-56.
W. E. von Eyben: Formuerettigheder, 7. udg., 1983.
Vagn Carstensen: Ting og sager 2, Løsøresælgerens sikkerhed i salgsgenstanden, 1984, 146 sider, Akademisk Forlag.
Michael Elmer og Lise Skovby: Ejendomsretten 1, 3. udg., 1995, DJØF.
Staffan Myrdal: Borgenärsskyddet - Om principerna för skyddet mot överlåtarens och pantsättarens borgenärer, 2002. 253 sider, Stockholm. Anmeldt af Peter Mortensen i UfR 2002 B.435.
Bo von Eyben, Peter Mortensen og Peter Pagh: Fast ejendom - Rådighed og regulering, 2. udg., sept. 2003, 287 sider, Thomson. 1. udg., 1999, er anmeldt af Lars Ramhøj i UfR 1999 B.523/2-524.
Mads Dambæk: Ejendomsret - 3 årsprøve (kompendium), 1. udg. okt. 2003, 245 sider, Thomson
Henrik Kure: Kompendium i Finansieringsret - ejendomsretlige forhold, 1. udg. 2005, 128 sider, Forlaget SB.
Emil Andresen og Nanna Ravn Eriksen: Formueret II - kompendium, 1. udg. sept. 2008, 191 sider, Forlaget Thomson
Kompendiet behandler pensum i faget Formueret II ved Københavns Universitet og omfatter obligationsretten, tinglysning og panteret.Peter Mortensen: Indledning til tingsretten - tredjemandskonflikter vedrørende løsøre, 2. udg., jan. 2009, 451 sider, Forlaget Thomson Reuters. 1. udg., 2003, er anmeldt af Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen i UfR 2003 B.269
Kan købes hos Karnov Group.Nikolaj Nielsen: Retten til et hjem. Ejendomsret, privatliv og forsørgelse, 1. udg., marts 2011, 266 sider, DJØF. Anmeldt af Mette Hartlev i UfR 2011 B.290-291.
Peter Pagh og Thomas Haugsted: Fast ejendom - Regulering og køb, 4. udg., nov. 2022, 901 sider, Karnov Group.
Caroline Overgaard: Tings- og kreditorret - kompendium, 2. udg, april 2023, 204 sider, Karnov Group
Frederik Alfast Damm og Oscar Møllgaard: Kompendium i Tings- og kreditorret, 2. udg., 235 sider, apr. 2024, Samfundslitteratur
Carsten Munk-Hansen: Fast ejendom III - ejerbeføjelsen, 3. udg., maj 2024, 175 sider, DJØF. 1. udg. er anmeldt af Peter Pagh i UfR 2015 B.436/2.
Torsten Iversen, Morten Midtgaard Fogt, Helle Isager, Susanne Karstoft, Susanne Kier, Lars Hedegaard Kristensen, Birgit Liin, Lars Henrik Gam Madsen, Palle Bo Madsen, Astrid Millung-Christoffersen, Claus Rohde og Kasper Steensgaard: Formueretlige emner, 10. udg., juli 2024, 500 sider, DJØF.
1980 Michael Alstrøm og Henrik Stakemann Spang-Hanssen i Justitia nr. 7/1980: Reducering, ombytning og tilføjelse
Omhandler den fysiske ændring af genstande, hvorover der hersker en rettighed.Jakob Hans Johansen i UfR B.2010.245-253: Forkøbs- og køberettigheders tinglige beskyttelse.
Lone Mai Truelsen i Rettid 2012 afhandling nr. 2: Abstraktionsprincippet og konsensusprincippet. En komparativ analyse af det tyske abstraktionsprincip og det danske konsensusprincip.
Specificatio og accessio
Michael Alstrøm og Henrik Stakemann Spang-Hanssen i Justitia nr. 7/1980: Reducering, ombytning og tilføjelse
Omhandler den fysiske ændring af genstande, hvorover der hersker en rettighed.Flemming Horn Andersen i Justitia nr. 4/1990: Prioritetskonflikter vedrørende ejendomsforbehold, underpant og udlæg ved tilvækstlæren i relation til køretøjet og dettes tilbehør.
UfR 1951.284 HD: Forpagtes konkursbo var berettiget til at fjerne en silo og et kølehus med køleanlæg, som han i forpagtningsperioden havde indlagt på landbrugsejendommen, selv om bekostningen ved fjernelsen og den efterfølgende istandsættelse ville overgå de værdier, som boet ville opnå. Komm. af Frost i TfR 1952.307-310.
FM 2002.63 ØLK: S havde i Lykkehjulet vundet et gavekort til et køkkenfirma på 25.000 kr. S fik installeret et køkken til yderligere 135.000 kr. i sit lejede rækkehus. S havde ikke orienteret uudlejer. Køkkenfirmaet kunne ikke gøre udlæg i køkkenelementerne, idet en fjernelse ville efterlade ejendommen i væsentlig ringere funktionel stand.
UfR 2003.2607 ØLD: Ejendomsforbehold i motor, som var blevet indlagt i leaset bus, havde ikke retsvirkning over for leasinggiver, der måtte fralægge sig berigelsen på 60.000 kr.
TFA 2006.60 ØLD: M havde i 1988 lejet en lod i en haveforening og opført et kolonihavehus på grunden. Hans samleverske K flyttede ind i 1997 og kom med på lejekontrakten i 2000. M døde i 2004. Retten i Tåstrup dømte K til at anerkende, at huset tilhøre boet efter M, at K skulle fraflytte huset og opsige lejeretten til grunden i forbindelse med boets salg af kolonihavehuset. ØL fandt det ikke godtgjort, at M helt eller delvist havde overdraget ejendomsretten til huset til K, eller at hun var blevet tillagt en livsvarig beboelsesret. Boet kunne ikke pålægge K at opgive lejeretten eller at medvirke til salget. Boet havde derimod ret til at fjerne huset i det omfang, der kunne ske, uden at havelodden led skade, og i den forbindelse pålægge K at rømme huset inden en passende frist.
Lov om gasforsyning (Gasforsyningsloven), jf. lovbekg. nr. 1100 af 16.08.2023
Lov om Forsyningstilsynet, jf. lov nr. 690 af 08.06.2018
Bekg. nr. 1356 af 03.12.2024 om pristillæg til opgraderet biogas leveret til et sammenkoblet gassystem og til renset biogas leveret til et bygasnet (Opgraderingsstøttebekendtgørelsen)
Bekg. nr. 1272 af 20.11.2024 om energivirksomheder og bygningsejeres oplysningsforpligtelser overfor slutkunder og slutbrugere om energiforbrug og fakturering m.v. (Energioplysningsbekendtgørelsen)
Bekg. nr. 1256 af 27.11.2024 om betaling for myndighedsbehandling i Forsyningstilsynet efter lov om gasforsyning
Bekg. nr. 1220 af 22.11.2024 om indtægtsramme og reguleringsregnskab for transmissionssystemejer
Bekg. nr. 1209 af 22.11.2024 om indtægtsramme og reguleringsregnskab for systemoperatør
Bekg. nr. 1170 af 14.11.2024 om Rådet for El- og Gasteknisk Sikkerhed
Bekg. nr. 726 af 12.06.2024 om udøvelse af erhverv som fagligt ansvarlig inden for gas-, vand- og kloakinstallationsområdet og asbestområdet på baggrund af udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer
Bekg. nr. 725 af 12.06.2024 om kvalitetsledelsessystemer for autoriserede virksomheder på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet og asbestområdet og for virksomheder med virksomhedsgodkendelse på gasområdet
Bekg. nr. 555 af 28.05.2024 om distributionsselskabers planer for det fremtidige behov for distributionskapacitet og systemudvikling (Udviklingsplansbekendtgørelsen)
Bekg. nr. 1818 af 28.12.2023 om systemansvarlig virksomhed og anvendelse af gassystemet
Bekg. nr. 1349 af 27.11.2023 om varetagelse af gasforsyningssikkerheden (Gasforsyningssikkerhedsbekendtgørelsen)
Bekg. nr. 913 af 22.06.2023 om oprindelsesgarantier for elektricitet, gas, fjernvarme og fjernkøling fra vedvarende energikilder
Bekg. nr. 577 af 25.05.2023 om indtægtsrammer for gasdistributionsselskaber (Gasindtægtsrammebekendtgørelse)
Bekg. nr. 341 af 23.03.2023 om fordeling af aftagenumre ved en gasleverandørs konkurs m.v. (Konkursbekendtgørelsen)
Bekg. nr. 340 af 23.03.2023 om forbrugeraftaler om levering af gas (Gasleveringsbekendtgørelsen)
Bekg. nr. 210 af 01.03.2023 om gasleverandørers indberetning af priser, tariffer, rabatter og vilkår til prisportalen for forbrugere på det danske detailmarked for gas
Bekg. nr. 209 af 01.03.2023 om gasselskabernes fakturering og specificering af omkostninger over for modtagere af transport- og energiydelser
Bekg. nr. 208 af 01.03.2023 om gasleverandørers indberetning af forsyningsafbrydelser og begrundelser herfor
Bekg. nr. 1443 af 09.11.2022 om gasdistributionsselskabernes reguleringsregnskaber
Bekg. nr. 2647 af 28.12.2021 om it-beredskab for el- og naturgassektorerne
BKI nr. 5 af 11.05.2021: Bekendtgørelse af aftale af 14. december 2020 med Tyskland om solidaritetsforanstaltninger til varetagelse af gasforsyningssikkerheden
Bekg. nr. 278 af 25.02.2021 om betaling for Ankenævnet på Energiområdet (Energiankenævnsbekendtgørelsen)
Bekg. nr. 2249 af 29.12.2020 om Forsyningstilsynets overvågning af det indre marked for el og naturgas m.v.
Bekg. nr. 1411 af 16.12.2019 om undtagelser for større nye anlæg i naturgasinfrastrukturen
Bekg. nr. 821 af 14.08.2019 om beredskab for naturgassektoren
Bekg. nr. 1415 af 03.12.2018 om godkendelse af fagligt ansvarlige på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet og på gasområdet m.v.
Bekg. nr. 563 af 02.06.2014 om individuel måling af el, gas, vand, varme og køling
Bekg. nr. 695 af 26.06.2012 om betaling for myndighedsbehandling efter lov om naturgasforsyning
Vejledning nr. 9781 af 26.09.2024 om intern overvågning for gasdistributions- og lagerselskaber
Vejledning nr. 9880 af 03.12.2020 til bekendtgørelse om individuel måling af el, gas, vand, varme og køling
Bet. nr. 259/1960: Undersøgelse af spørgsmålet om gennemførelse af en lovgivning på gasområdet m.m.
Mogens Rüdiger: Energi og regulering - Energipolitisk regulering og DONG A/S 1972-2004, 1. udg. april 2007, 150 sider, DJØF.
UfR 2024.3598 VLD: Forbruger blev frifundet for betaling af højt gasforbrug, da forsyningsselskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at forbrugeren boede i lejemålet i opgørelsesperioden, eller at hun på andet grundlag hæftede for gasforbruget
A havde indgået aftale med et forsyningsselskab, F, om gasforsyning til den ejendom, hvor hun boede til leje. Ifm. fraflytningen fremsatte F krav om betaling af 11.000 kr. iht. en faktura, der dækkede over en periode på to måneder. Af fakturaen fremgik, at der var foretaget ”flytteaflæsning”. Forbruget var opgjort til 1.600 kubikmeter. Fakturaen omfattede også en "overført saldo" på 1.700 kr., der omfattede gas for de fire måneder op til de to måneder inden fraflytningen. Forbruget af gas i den periode var opgjort til 276 kubikmeter. A ville kun betale 3.600 kr.
Retten i Horsens fandt, at der ikke forelå dokumentation for, hvem der havde foretaget måleaflæsningen, under hvilke omstændigheder den var foretaget, herunder om den faktisk var foretaget ifm. A’s fraflytning. F havde ikke løftet bevisbyrden for, at A boede i lejemålet i opgørelsesperioden, eller at hun på andet grundlag hæftede for gasforbruget i opgørelsesperioden. A skulle alene betale 3.600 kr. til F.
VL fandt, at forbruget på 1.700 kubikmeter var usandsynligt højt, da A bl.a. havde bevist, at hun tidligere havde haft et forbrug på 143 kubikmeter for tre måneder, samt det årlige forbrug af gas var på 700-900 kubikmeter. Det fandtes ikke godtgjort, at F havde krav på betaling ud over 3.600 kr. VL stadfæstede. (2-1)
UfR 2005.2213 HD: Fem personer købte i 1976 en beboelsesejendom med 6 lejligheder i Købmagergade 25-27, København. I den forbindelse blev en lejer, L, af en lejlighed i ejendommen indrømmet en køberet til denne lejlighed, og prisen blev fastsat til 1/6 af den på købstidspunktet opsparede kapital og 1/6 af restgælden på købstidspunktet. Der var ikke fastsat nogen bestemt tidsfrist, inden for hvilken køberetten skulle udnyttes. L afslog i de første år herefter flere opfordringer fra ejerkredsen om at købe lejligheden. I 1982 færdiggjorde L sine studier og fik job og startede egen virksomhed. I 1984/1985 ønskede L at udnytte sin ret til at købe lejligheden. Dette blev afslået af ejerkredsen bl.a. under henvisning til den medgåede tid. L fastholdt sine rettigheder, men gjorde ikke videre. I 1999 solgte ejerkredsen ejendommen til en investor for 28, 7 mio kr.. L gjorde nu sin køberet gældende og anførte, at hun havde en køberet til en 1/6 af ejendommen på de prisvilkår, der var fastsat i tilsagnet fra midten af 1970'erne. L anlagde herefter sag mod ejerkredsen af ejendommen og krævede sig økonomisk stillet som om, hun ved salget havde været medejer af ejendommen, dvs. ved betaling af 2.770.000 kr. ØL gav ikke L medhold. ØL henviste herved bl.a. til, at fristen for udnyttelsen af køberetten måtte fastsættes ud fra parternes forventninger, forholdets økonomiske betydning og L's spekulationsmulighed. Ud fra disse forhold fastslog ØL, at køberetten var bortfaldet allerede i 1985. L indbragte sagen for HR, der stadfæstede landsrettens dom af de grunde, som ØL havde anført, og idet resultatet fandtes yderligere bestyrket af oplysningerne om forløbet efter 1984/1985, tiltrådte HR, at L var afskåret fra at støtte ret på ejernes tilsagn om, at hun kunne blive medejer af ejendommen.
UfR 2014.3715 HD: Tom Jensen, T, købte 06.2009 en hund, H, af Kennel Svanekær, K. H blev 10. 2009 aflivet. T og K var enige om, at H ved aflivningen led af osteochondrose og hoftedysplasi. HR lagde til grund, at H ved aflivningen led af en mangel. Det skulle herefter afgøres, om manglen forelå på tidspunktet for købet i 06.2009. HR udtalte, at K ikke havde afkræftet, at manglen var til stede ved købet, jf. KBL § 77 a, stk. 3. Det var også lægges til grund, at H ved aflivningen var så angrebet af sine lidelser, at aflivning var uundgåelig efter dyreværnsloven. At H blev aflivet uden Ks samtykke, kunne ikke medføre, at T var afskåret fra at påberåbe sig rettigheder efter KBL. At K som følge af aflivningen ikke havde mulighed for at undersøge H, kunne ikke føre til, at T mistede retten til at påberåbe sig manglen, jf. KBL § 58. T var berettiget til at ophæve købet og få tilbagebetalt købesummen. T kunne ikke få dækket bl.a. dyrlægeudgifter, pga. manglende ansvarsgrundlag.
Lov om Ledningsejerregistret (LER-loven), jf. lov nr. 564 af 10.05.2022
Bekg. nr. 1315 af 27.11.2024 om Ledningsejerregistret (LER-bekendtgørelsen)
Vejledning nr. 9449 af 29.05.2023 om lov og bekendtgørelse om Ledningsejerregistret (Vejledning til LER-lov og bekendtgørelse)
Lov om råstoffer (Råstofloven), jf. lovbekg. nr. 1230 af 20.11.2024
Bekg. nr. 1680 af 17.12.2018 om efterforskning og indvinding af råstoffer fra søterritoriet og kontinentalsoklen
Vejledning nr. 10005 af 07.11.2024 om efterforskning og indvinding af råstoffer fra søterritoriet og kontinentalsoklen – ofte stillede spørgsmål og svar
Erik B. Aksig, Bo Brix, Karen Paabøl og Lisbeth Toft-Petersen: Råstofloven med kommentarer, 2. udg., 1992, DJØF.
Titti Kopp: Råstofvinding på land - retlige krav til skønsudøvelsen, 1. udg. 2005, 478 sider, DJØF. Anmeldt af Peter Pagh i UfR 2005 B.203.
Bekg. nr. 385 af 09.04.2019 om skelforretninger
Vejledning nr. 61 af 12.06.2003 om skelforretninger
UfR 2001.130 HD: Ejerne (E) af ejendom på 4.200 kvm, der lå ned til Sørup Sø, havde i 1988 afgivet erklæring om, at skellet gik på skråningen ned til søen, og der havde derved afgivet ca. 240 kvm. Kort og matrikelstyrelsen havde 5 år senere i en sag om naboejendommen udtalt, at noget talte for, at det var søgrænsen, der udgjorde skellet. E fik ikke medhold i, at aftalen fra 1988 var ugyldig i medfør af AFTL §§ 33 og 36.
UfR 2005.3129/2 VLK: A påstod B dømt til at anerkende at et nærmere angivet areal mellem det matrikulære skel mellem A's ejendom og B's ejendom tilhørte A.. VL tog - modsat byretten i Esbjerg - B's afvisningspåstand til følge, idet udstykningslovens § 38 er til hinder for, at en sag om beliggenheden af skellet mellem ejendommene anlægges, før der er afholdt en skelforretning.
UfR 2008.2348 ØLD: I 1966 skete der en udskiftning på Færøerne og i den forbindelse blev skelmærkerne ikke sat rigtigt. Dette medførte, at et areal på 177 m2 som tilhørte Hans Andrias Simonsen, S, kom til at fremstå som naboen, N's ejendom. N's datter Jórun Thommasen, J, og hendes datter Poula Eyðunsdóttir Thommasen, P, var nu ejere af ejendommen. Retten på Færøerne lagde til grund, at den offentlige myndighed ved en fejl ikke havde placeret skelmærkerne korrekt efter den endelige udskiftning i 1966, og at ejerne af begge ejendomme havde været i undskyldelig uvidenhed om dette forhold, da begge fik tilført jord i forbindelse med udskiftningen. J, P og de tidligere ejere af ejendommen, havde gennem alle årene i god tro udøvet en ejers råden over det omstridte areal, og de fandtes derfor at have vundet ejendomshævd til arealet, jf. bestemmelserne i Norske Lov. ØL stadfæstede dommen.
UfR 2008.2493 VLD: I forbindelse med tilbygning til et eksisterende sommerhus, kontaktede ejeren, M, Glindvad og Jeppesen I/S Arkitekter og Projektrådgivere, A. A fik til opgave at udarbejde tegninger over projektet, som skulle bruges i forbindelse med ansøgning om byggetilladelse hos Ebeltoft kommune, E. M havde via mail oplyst A om, at der ikke måtte bygges nærmere skellet end 5 meter. Da byggeriet senere stod færdigt viste det sig, at der var bygget for tæt på skel, og naboen, N, ønskede forholdet bragt i orden. M søgte E om dispensation og henviste til at der var benyttet sagkyndig bistand og handlet i god tro. E afviste at give dispensation, og forlangte lovliggørelse. M og N indgik en aftale, hvorefter der mod betaling af 300.000 kr. blev etableret et byggeretligt skel ca. 1,5 meter inde på N's grund. Herefter lagde M sag an mod A med påstand om erstatning på 400.000,29 kr. A nægtede at betale erstatning og påstod frifindelse, idet det blev gjort gældende, at der kun var ydet rådgivning vedrørende tilbygningen og ikke vedrørende skellet. Byretten i Randers lagde vægt på at A havde forklaret, at skorstenens og afløbenes placering på tegningerne fra 1966 og 1989 sammenholdt med det, han erfarede om skellet ude på grunden, gav ham det indtryk, at der ikke var bygget til mod øst. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte hans vurdering og fandt ikke, at A havde handlet ansvarspådragende ved at gå ud fra, at der var 8 meter til naboskel. Herefter, og idet M var klar over, at der mindst skulle være en afstand til naboskellet på 5 meter, fandt retten ikke grundlag for at pålægge A et erstatningsansvar, hvorefter A frifandtes. VL udtalte, at byggetilladelse gives under forudsætning af at bygningsreglementet overholdes, herunder afsnit 10.3.3 hvoraf det fremgår at sommerhuse skal holdes mindst 5 meter fra naboskel. Det påhvilede arkitekt A inden fremsendelsen af ansøgningen om byggetilladelse til ombygningen af M's sommerhus til E at sikre, at en ombygning af sommerhuset i overensstemmelse med tegningen ville kunne ske med overholdelse af denne forskrift. A foretog imidlertid ikke denne kontrol, om nødvendigt ved at foranledige, at en landinspektør foretog en opmåling på ejendommen, herunder af afstanden fra sommerhuset efter ombygningen til skellet til ejendommen mod øst. Herved havde A gjort sig skyldig i en faglig fejl, som medførte at A var erstatningsansvarlig over for M, vedrørende det tab, som denne fejl har påført hende. Det fandtes uden betydning, at M havde været vidende om at der ikke måtte bygges nærmere end 5 meter fra skel, og at M havde været til stede, da A besigtigede sommerhusgrunde. Den samlede erstatning blev udmålt til 397.750,29 kr.
UfR 2012.768 VLK: A kunne ikke kræve en sag anlagt af B om anerkendelsen af en utinglyst ret på A's grund afvist fra domstolene med henvisning til, at der ikke var afholdt skelforretning. VL henviste til, at sagen ikke drejede sig om skels beliggenhed, og derfor var der intet til hinder for, at domstolene behandlede sagen, uden at der var afholdt skelforretning.
UfR 2014.3037 ØLD: A fjernede i 2002 under en verserende skelsag et hegn, som var opført mellem to ejendomme på A's side af skellet. Hegnsynet, H, traf afgørelse om, at der var tale om et fælleshegn, og at det skulle genopføres af A på samme sted. A indbragte afgørelsen for Retten i Glostrup, som frifandt H. ØL udtalte, at der ved fælleshegn efter hegnsloven, HL, § 1 skulle forstås et hegn der var rejst således, at der til hegnet var afgivet jord fra begge de tilstødende ejendomme. Ved egne hegn skulle forstås hegn, som var rejst på egen grund langs ejendommens skel. ØL fandt det bevist, at hegnet blev opført af den tidligere ejer af A's ejendom, som også havde afholdt udgifterne hertil, ca. 25 cm fra skel på A's ejendom, hvorfor der var tale om et hegn på egen grund. Da det ikke kunne lægges til grund, at ejerne var enige om at anse hegnet som et fælleshegn, og da der ikke forelå andre særlige forhold for det modsatte resultat, ansås hegnet at være eget hegn, jf. HL § 1, 3. pkt. ØL ophævede herefter H's afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling med henblik på opførelse af fælleshegn i skel.
Lov om skove (Skovloven), jf. lovbekg. nr. 690 af 26.05.2023
Lov om Den Danske Klimaskovfond, jf. lovbekg. nr. 2186 af 29.12.2020
Bekg. nr. 1587 af 09.12.2024 om betaling af gebyr for behandling af sager efter skovloven
Bekg. nr. 1326 af 02.12.2024 om forstligt formeringsmateriale
Bekg. nr. 265 af 18.03.2024 om tilskud til privat skovrejsning 2024 og 2025
Bekg. nr. 214 af 01.03.2024 om tilskud til biodiversitetsskov 2024 og 2025
Bekg. nr. 1039 af 10.07.2023 om tilskud til privat skovrejsning 2023
Bekg. nr. 1008 af 27.06.2022 om tilskud til privat skovrejsning 2022
Bekg. nr. 309 af 11.03.2022 om tilskud til skov med biodiversitetsformål 2022
Bekg. nr. 2224 af 26.11.2021 om anvendelse af lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter ved tredjepartsverifikation af Den Danske Klimaskovfonds monitering af klimaeffekten af projekter
Bekg. nr. 1102 af 02.06.2021 om tilskud til privat skovrejsning
Bekg. nr. 404 af 12.03.2021 om tilskud til skov med biodiversitetsformål
Bekg. nr. 60 af 21.01.2019 om erstatningsskov og særlige regler vedrørende kystbeskyttelse på fredskovspligtige arealer m.v.
Bekg. nr. 956 af 27.06.2016 om tilskud til fremme af bæredygtig skovdrift
Vejledning nr. 9310 af 08.03.2024 om tilskud til privat urørt skov 2024
Vejledning nr. 9136 af 06.03.2024 om tilskud til biodiversitetsskov 2024
Vejledning nr. 9597 af 27.07.2023 om tilskud til privat skovrejsning 2023
Vejledning nr. 10428 af 01.07.2022 om tilskud til Privat skovrejsning 2022
Vejledning nr. 9326 af 25.03.2022 om tilskud til skov med biodiversitetsformål 2022
Vejledning nr. 9173 af 04.03.2016 til danske skovejere om EU´s Tømmerforordning (EUTR)
Bet. nr. 1267/1994: Strategi for en bæredygtig skovdrift
Bet. nr. 1261/1994: Produktudvikling i skovbruget og træindustrien
Bet. nr. 1090/1986: En fremtidig skovpolitik
Bet. nr. 909/1980: Beskatningsreglernes sammenhæng med fredningslovgivning og skovlovgivning
Bet. nr. 639/1972: Koordinering af småskovsforeningernes og Det danske Hedeselskabs virksomhed
Bet. nr. 528/1969: Statsskovenes distriktsadministration m.v.
Bet. nr. 209/1958: Mulighederne for anvendelse af brændeeffekter og affaldstræ
Peter Mortensen i TfL 2004.57-67: Naturlig regeneration af beskyttede skovnaturtyper - ekspropriation eller erstatningsfri regulering?
UfR 2023.3722 HD (HD afsagt d. 09.05.2023, ØLD afsagt d. 26.10.2018): Der var ikke grundlag for at tilsidesætte Taksationskommissionens afgørelse om erstatning for restriktioner på private skovområder, da ejer havde haft mulighed for at begrænse sit tab
Brahetrolleborg Skov- og Landbrug, B, ved godsejer A ejede og drev et skovområde på omkring 1.800 ha. Driften af en del af skovarealet var i en periode undergivet midlertidige restriktioner og for en dels vedkommende pålagt varige restriktioner som følge af, at arealerne var omfattet af skovlovens regler om Natura 2000. Restriktionerne omhandlede bl.a. forbud mod anvendelse af gødning og pesticider og fældning af visse træer. Taksationskommissionen, K, havde opgjort tabet som følge af de varige restriktioner til ca. 7 mio. kr. B påstod i alt næsten 36 mio. kr., efter et brugsværdiprincip (ca. 27 mio. kr.) og et fald i herlighedsværdi (ca. 7 mio. kr.). Der var enighed om ca. 2 mio. kr. vedr. enkelttræer, der ikke måtte fældes.
HR fandt, at K havde foretaget et samlet skøn over nedgangen i ejendommens handelsværdi, hvori bl.a. indgik forringelsen af arealernes brugsværdi og restriktionernes betydning for jagtindtægter og ejendommens herlighedsværdi. B kunne have begrænset tabet ved omprioritering af arealerne. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte K’s skøn vedr. tabet over de varige restriktioner, da B ikke havde tilvejebragt oplysninger om restriktionernes påståede betydning for jagtindtægter og ejendommens herlighedsværdi. Det var ikke godtgjort, at A havde krav på erstatning som følge af midlertidige restriktioner ud over et beløb på ca. 650.000 kr., som Miljøministeriet ved Miljøstyrelsen for HR havde anerkendt at skulle betale. ØL var, bortset fra den yderligere anerkendte erstatning på 650.000 kr., nået til samme resultat.
Lov om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat (Rørledningsloven), jf. lovbekg. nr. 200 af 27.02.2024
Lov om kontinentalsoklen og visse aktiviteter på søterritoriet (Kontinentalsokkelloven), jf. lovbekg. nr. 199 af 27.02.2024
Lov om maritim fysisk planlægning, jf. lovbekg. nr. 400 af 06.04.2020
Bekg. nr. 1235 af 26.11.2024 om betaling for transport af råolie og kondensat (Betalingsbekendtgørelsen)
Bekg. nr. 846 af 26.06.2024 om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter ved videnskabelige undersøgelser, forundersøgelser, efterforskning og indvinding af kulbrinter, lagring i undergrunden, rørledninger, m.v. offshore (Offshorehabitatbekendtgørelsen)
Bekg. nr. 1761 af 01.12.2020 om kundgørelse af havplanen m.v.
Bekg. nr. 1662 af 17.11.2020 om Danmarks eksklusive økonomiske zone
Bekg. nr. 654 af 19.05.2020 om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet
Bekg. nr. 516 af 23.04.2020 om bypass, nyttiggørelse og klapning af optaget havbundsmateriale
Bekg. nr. 1680 af 17.12.2018 om efterforskning og indvinding af råstoffer fra søterritoriet og kontinentalsoklen
Vejledning nr. 10005 af 07.11.2024 om efterforskning og indvinding af råstoffer fra søterritoriet og kontinentalsoklen – ofte stillede spørgsmål og svar
Hanne Mølbeck i UfR 2004 B.209-214: Planloven og vand
UfR 1946.844 HD: Staten kunne forlange fjernelse af raftehegn, som var ført 9 m ud i Øresund. Komm. i TfR 1947.355.
UfR 1947.146 VLD: Øen Skt. Thomas i Skanderborg Sø tilhørte lodsejer, og nabo fik ikke medhold i, at en del af øen tilhørte ham.
UfR 1948.194 HD: Badebroer kunne forlanges fjernet. Komm. i TfR 1948.341.
UfR 1975.415 HD: Gas og vandmester Bandholm blev dømt til at fjerne husbåd, som han siden 1965 havde haft liggende forankret ved en bro i Skaarupsund, idet en varig anbringelse på søterritoriet krævede tilladelse fra det offentlige som indehaver af højhedsretten. Komm. af Jørgen Trolle i UfR 1975 B.398-400.
UfR 2007.54 VLD: Da T havde sejlet med vandscooter på søterritoriet ud for Kolding, blev han idømt bøde på 1.500 kr. for overtrædelse af bekg. nr. 611 af 04.07.1994 om regulering af sejlads med vandscootere mv. § 12, jf. § 6. I sagen blev der procederet for at bekg. nr. 611 af 04.07.1994 var i strid med EU direktiv 2003/44 og artikel 28 i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. VL fandt at vandscooterbekendtgørelsen opfylder alle direktivets betingelser for en begrænsning af sejladsen med vandscootere mv., herunder de, der følger af henvisningen til traktaten, særligt den påberåbte artikel 28 og det gældende proportionalitetsprincip Heller ikke den restriktive praksis, jf. bekg.'s § 6, stk. 2 for, hvornår der meddeles tilladelse, kunne i sig selv føre til, at bekendtgørelsen var i strid med de omhandlede EU-regler. (2-1)
UfR 2016.2397 HD: Dansk bekendtgørelse, der efter dansk-svensk aftale fastsatte fiskeriforbud for danske fartøjer i et område, der tillige omfattede svensk territorialfarvand, var ikke i strid med EU-retten.
T1, T2 og T3 var fundet skyldige i overtrædelse af et forbud mod fiskeri i et område beliggende i Kattegat (område 3), der var fastsat i § 5 i bekendtgørelse nr. 391 af 16.04.2010, jf. fiskerilovens § 30. Forbuddet var indført pga. en dansk-svensk aftale af 26.11.2008 om bl.a. forbud mod fiskeri i det angivne område, og hvorefter hvert land var forpligtet til at foretage det nødvendige for at gennemføre aftalen, herunder at indføre nationale regler om fiskeriforbud for egne fartøjer i området og at håndhæve disse regler. Overtrædelserne havde fundet sted i sommeren 2010 i svensk territorialfarvand. Sagens hovedspørgsmål var, om bekendtgørelsens forbud mod fiskeri i det pågældende område er i strid med EU-retten og derfor ugyldigt, herunder fordi det område, fiskeriet var foregået i, ikke var omfattet af dansk jurisdiktion. HR fandt, at begrebet jurisdiktion i Grundforordningen og Teknikforordningen, som fastlå medlemsstaternes mulighed for at træffe foranstaltninger til bl.a. bevarelse af fiskeressourcerne, skulle forstås i overensstemmelse med det sædvanlige folkeretlige begreb, og at Danmark efter folkeretten ikke var afskåret fra at opnå jurisdiktion på svensk højhedsområde. Det kunne ske på baggrund af aftale eller på grundlag af sædvane, praksis eller fælles forståelse landene imellem. På baggrund af oplysningerne om aftalerne mellem Danmark og Sverige og om gennemførelsen heraf fandt HR, at Danmarks kompetence til i forhold til danske fartøjer at fastsætte regler, håndhæve dem og pådømme overtrædelser, indebar, at Danmark havde jurisdiktion vedr. hele området, herunder også den del af området, der hørte til svensk territorialfarvand. Herefter, og da der var tale om en foranstaltning omfattet af forordningerne, da der var sket behørig notifikation af den dansk-svenske aftale, da forbuddet ikke var i strid med det EU-retlige proportionalitetsprincip, og da de øvrige betingelser i Grundforordningen og Teknikforordningen for at træffe de nævnte foranstaltninger var opfyldt, var de danske regler ikke i strid med EU-retten. Der var heller ikke en sådan tvivl om forståelsen af bestemmelserne, at der var grundlag for at stille præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen. ØL var nået til det samme resultat.
Lov om anvendelse af Danmarks undergrund (Undergrundsloven), jf. lovbekg. nr. 1461 af 29.11.2023
Lov om Nordsøenheden og Nordsøfonden, jf. lovbekg. nr. 126 af 02.02.2023
Bekg. nr. 1067 af 27.09.2024 om område nær Thorning, der er åbent for meddelelse af tilladelser til efterforskning og lagring af kuldioxid
Bekg. nr. 845 af 26.06.2024 om geologisk lagring af CO2 m.v. (CCS-bekendtgørelsen)
Bekg. nr. 844 af 26.06.2024 om refusion af udgifter ved myndighedernes sagsbehandling i forbindelse med undergrundsaktiviteter m.v. (Refusionsbekendtgørelsen)
Bekg. nr. 1589 af 11.12.2023 om visse onshore områder i Danmark, der er åbne for meddelelse af tilladelser til efterforskning og lagring af kuldioxid
Bekg. nr. 810 af 16.06.2023 om afbrænding af kulbrinter (Flaringsbekendtgørelsen)
Bekg. nr. 1165 af 11.08.2022 om visse områder i Danmark, der er åbne for løbende meddelelse af tilladelser til efterforskning og lagring af kuldioxid (CO2-udbudsbekendtgørelsen)
Bekg. nr. 974 af 22.06.2022 om geologisk lagring af CO2 på under 100 kt med henblik på forskning, udvikling eller afprøvning af nye produkter og processer
Bekg. nr. 1255 af 26.11.2019 om indsendelse af oplysninger om indvinding (produktion) af kulbrinter fra Danmarks undergrund (Produktionsoplysningsbekendtgørelsen)
Bekg. nr. 805 af 13.08.2019 om andres brug af anlæg til indvinding, behandling og transport m.v. af kulbrinter (tredjepartsadgang) (Tredjepartsadgangsbekendtgørelsen)
Bo Sandroos: Undergrundsloven med kommentarer, 1. udg., maj 2012, 368 sider, DJØF
Lov om statsligt udpegede energiparker, jf. lov nr. 614 af 11.06.2024
Lov om testcentre for store vindmøller ved Høvsøre og Østerild, jf. lovbekg. nr. 1069 af 21.08.2018
Bekg. nr. 1388 af 03.12.2024 om testcenterbonus
Bekg. nr. 1154 af 02.11.2024 om grøn investeringsstøtteordning
Bekg. nr. 995 af 26.08.2024 om støj fra vindmøller (Vindmøllestøjbekendtgørelsen)
Bekg. nr. 964 af 14.08.2024 om investeringsstøtte til forsøgsvindmøller på land
Bekg. nr. 718 af 12.06.2024 om værditabsordningen, salgsoptionsordningen og taksationsmyndigheden
Bekg. nr. 717 af 12.06.2024 om VE-bonusordning til naboer til vindmøller, solcelleanlæg, bølgekraftanlæg og vandkraftværker (VE-bonusbekendtgørelsen)
Bekg. nr. 716 af 12.06.2024 om indberetning og offentliggørelse af oplysninger om lokale gevinster ved opstilling af vedvarende energianlæg
Bekg. nr. 648 af 31.05.2023 om teknisk certificering og servicering af vindmøller m.v. (CAS-bekendtgørelsen)
Bekg. nr. 2137 af 26.11.2021 om pristillæg til elektricitet fremstillet på forsøgsvindmøller på land uden for de to nationale testcentre
Bekg. nr. 2136 af 26.11.2021 om pristillæg til elektricitet fremstillet på forsøgsvindmøller på land inden for de to nationale testcentre
Bekg. nr. 923 af 06.09.2019 om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller
Bekg. nr. 617 af 03.06.2019 om pristillæg for vindmølleproduceret elektricitet m.v.
Bekg. nr. 1185 af 26.09.2018 om pristillæg for vindmølleproduceret elektricitet m.v.
Vejledning nr. 9317 af 26.01.2022 om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller
Henriette Sumstad i RETTID 2021 Afhandling nr. 55: Kravene til konsekvensvurderinger for etablering av havvindmølleparker etter norsk og dansk rett
Helle Tegner Anker, Lars Bracht Andersen og Birgitte Egelund Olsen i Festskrift til Bent Ole Gram Mortensen, 2022, DJØF, p. 31-62: Sol og vind – det samme sind?
Jacob C. Jørgensen i ET nr. 3/2022 p. 169-184: Offshore Installationskontrakter - udvalgte kontraktuelle problemstillinger
Artiklen tager udgangspunkt i havvindmølleparker og deres mulige kontraktuelle problemstillingerEllen Margrethe Basse i Festskrift til Peter Pagh, 2023, DJØF, p. 77-104: Direktivforslaget om tilpasning af EU’s naturlovgivning ved fremtidig udbygning af vindmølleparker – Nye forsyningssikkerhedspolitiske tiltag
UfR 2002.999 HD: Køber af vindmøller havde ikke krav på nedsættelse af købesummen som følge af, at Jysk Vindkraft som sælger havde fået tilbagebetalt 135.000 kr., som var opkrævet til ikke-medleveret reaktiv effekt.
Christian Just Werenberg i ET nr. 2/2021 p. 100-103: Hvad forstås ved "gravearbejde" i Ledningsejerlovens forstand - en kommentar til Højesterets dom i UfR 2021.103 H.
UfR 2021.103 HD (UfR 2020.24 VLD): En grøfteoprensning var ikke at betegne som gravearbejder efter ledningsejerloven, og det var ikke ansvarspådragende, at en kommune skar et telekabel over
I forbindelse med Hedensted Kommunes, K’s, oprensning af en vejgrøft blev et telekabel skåret over. Sagen angik, om K var erstatningsansvarlig for skaden. Det var et hovedspørgsmål, om K efter ledningsejerloven skulle have indhentet oplysninger fra ledningsejerregistret, inden grøfteoprensningen blev udført. Dette beroede navnlig på, om oprensningen indebar "gravearbejder" i lovens forstand.
Retten i Horsens fandt, at kablet havde været nedgravet siden 1975, så K burde have anset det for nærliggende, at der lå kabler langs grøften, samt at grøfterenserens bane var uregelmæssig. Da dette i sig selv var uagtsomt i en sådan grad, at det medførte erstatningsansvar, var det ikke nødvendigt at tage stilling til, hvorvidt grøfteoprensning var "gravearbejde" i ledningsejerlovens forstand.
VL fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at grøfteoprensningen var usædvanligt udført, og da grøfteoprensning ikke var at betegne som "gravearbejde" i ledningsejerlovens forstand, så havde K ikke handlet ansvarspådragende.
HR’s flertal fandt, at ordet "gravearbejder" ud fra en naturlig sproglig forståelse ikke omfattede overfladiske jordarbejder, og at de eksempler på gravearbejder, der var nævnt i lovens forarbejder, heller ikke vedrørte sådanne arbejder. Den grøfterenser, som K anvendte, var egnet til at fjerne blade, græsafklip og andre bløde materialer (humus) fra grøften, men ikke beregnet til at grave. Maskinens maksimale arbejdsdybde var 10 cm, og den kunne maksimalt grave sig 8 cm ind i siden på en grøft. På den baggrund var flertallet enig med VL i, at K’s grøfteoprensning ikke indebar "gravearbejder" omfattet af ledningsejerloven, og at K ikke havde handlet ansvarspådragende. (3-2)
UfR 2021.2010 VLD: Ledningsejer kunne ikke tilpligtes at fjerne udtjent vandledning på en ejendom, da det ikke var nødvendigt for anvendelsen af ejendommen, og da ledningen ikke var til gene for noget projekt
B opdagede A’s ledning ifm. et kloakeringsprojekt i 2013. En skønsmand, S, vurderede at udgiften for at fjerne kloakledningen og efterfølgende reetablering af grunden var 135.000 kr. Der kunne dog være risiko for personskade og/eller sætningskade på ejendommen ved udgravningen af ledningen. Ledningen var nedlagt efter aftale med den tidligere ejer af B’s ejendom og havde herefter ligget som en utinglyst brugsret og var derfor alene reguleret af det ulovbestemte gæsteprincip.
Retten i Sønderborg fandt, at det fulgte af gæsteprincippet, at der ikke kunne stilles krav om fjernelse af ledningen, før det konkret var nødvendigt af hensyn til B’s egen anvendelse af ejendommen. Ledningen var ikke til gene for noget projekt på B’s ejendom. Der var ikke grund til at antage, at ledningen skulle indeholde giftige eller forurenende stoffer. A skulle derfor ikke tilpligtes at fjerne vandledningen på B’s grund.
VL stadfæstede.
UfR 2021.3472 HKK: Nedlæggelse af forbud mod at afbryde leveringen af strøm mv. fra fællesledninger, der løb gennem en ejendom og forsynede en række naboejendomme, da ejeren af ejendommen måtte være bekendt med, at dette var i strid med grundejerforeningens vedtægter
A overtog i 1997 en ejendom, hvori der i en trappeopgang synligt løb ledninger, der forsynede en række naboejendomme med strøm samt tv- og internetsignal. A ønskede som led i en renovering at flytte ledningerne til en anden placering og rettede henvendelse til grundejerforeningen, G, mhp. at få ledningerne flyttet. G henviste imidlertid til, at A selv måtte afholde udgiften til flytning af ledningerne. På baggrund af uenigheden om, hvem der skulle betale for flytning af ledningerne, lukkede A i to perioder for levering af strøm mv. til de ejendomme, der blev forsynet af ledningerne.
HR fandt, at ledningerne i overensstemmelse med G’s vedtægter måtte antages at være udført i fælles interesse for G’s medlemmer, herunder A. Det måtte formodes, at ledningerne oprindeligt var anbragt med indforståelse fra den daværende ejer af ejendommen, og det var sandsynliggjort, at A var bekendt med ledningsføringen gennem hans ejendom til naboejendommene, da han overtog ejendommen. Det var sandsynliggjort, at A alene kunne kræve ledningerne omlagt, hvis de fortsat kunne forsyne naboejendommene, og hvis A selv afholdt udgifterne forbundet hermed. Gæsteprincippet fandt ikke anvendelse i den foreliggende situation, hvor der var tale om grundejerforeningens fælles ledninger. Da afbrydelse af leveringen af strøm mv. gennem ledningerne på A’s ejendom var i strid med G’s ret, blev ØL’s kendelse stadfæstet, og der blev nedlagt forbud mod, at A afbrød leveringen af strøm mv. til naboejendommene.
UfR 2022.1635 HD (UfR 2020.2614 VLD): Ledningsejer skulle ikke afholde udgifterne til omlægning af kloakledninger ifm. et privat ombygningsprojekt, da det ulovbestemte gæsteprincip ikke fandt anvendelse, idet ledningen var anbragt som følge af en offentligretlig afgørelse og dermed ikke ved aftale mellem arealejer og ledningsejer
Et selskab, A, overtog en ejendom med tilhørende ombygningsprojekt. Det viste sig, at kloakledninger på grunden var til hinder for projektet. Aalborg Kloak, B, flyttede som ledningsejer ledningerne, og A stillede sikkerhed for udgiften. Et selskab, C, indtrådte i A’s sted, og sikkerhedsstillelsen på 540.000 kr. blev frigivet. Sagen angik, om det ulovbestemte gæsteprincip var gældende og i den forbindelse, hvem der skulle afholde udgifterne.
Retten i Aalborg fandt, at kloakledningen på ejendommen var anbragt efter landvæsenskommissionen, K’s, kendelse d. 21.11.1975 iht. den dagældende vandløbslovs § 89, stk. 1. Kendelsen var lyst som servitut på ejendommen, og der var betalt erstatning for rådighedsindskrænkninger til lodsejeren jf. § 89, stk. 1. Lodsejeren modtog dermed vederlag for benyttelsen af arealet, og derfor fandt gæsteprincippet ikke anvendelse.
VL fandt, at det ikke var dokumenteret, at servitutten var pålagt ved ekspropriation, og at der i denne forbindelse var betalt erstatning til lodsejeren. Der var alene henvist til den dagældende vandløbslovs § 89, stk. 1 ifm. tinglysning. Gæsteprincippet var derfor gældende, og B blev pålagt at betale udgifterne til omlægning af kloakledningerne.
HR fandt, at anbringelsen af kloakledningerne på den i sagen omhandlede ejendom ikke beroede på en aftale, men på K’s kendelse. Der var tale om en offentligretlig afgørelse truffet med hjemmel i lov, og de hensyn, der ved aftaler mellem ledningsejer og arealejer kunne begrunde anvendelse af det ulovbestemte gæsteprincip, kunne ikke i almindelighed overføres på sådanne tilfælde. Som følge af kendelsen, skulle A selv afholde udgifterne til en omlægning af ledninger, der skete på A’s foranledning.UfR 2022.2004 HD: Vejdirektoratet skulle som arealejer selv afholde udgifter til arbejder vedr. ledninger placeret på arealet, da det skete på direktoratets foranledning, og ledningerne ikke var anbragt på gæstevilkår
Det var ifm. Vejdirektoratets, D’s, etablering af en motorvej nødvendigt at gennemføre arbejder vedr. 21 eksisterende ledninger, som ejedes af A1-A5. Ledningerne var anbragt iht. deklarationer, der alle var stiftet på privatretligt grundlag. Sagerne angik, om A1-A5 eller D som arealejer skulle afholde udgifterne til ledningsarbejderne. D havde henvist til det ulovbestemte gæsteprincip til støtte for, at A1-A5 skulle afholde udgifterne.
HR fandt, at alle de i sagerne omhandlede ledninger var anbragt på vilkår, der indebar, at D som arealejer skulle afholde udgifterne til ledningsarbejderne ifm. etableringen af motorvejen. De hensyn, der ved aftaler mellem ledningsejer og arealejer kunne begrunde anvendelse af det ulovbestemte gæsteprincip, kunne ikke overføres på sådanne tilfælde, hvor både ledningsejer og arealejer var den samme, som det var tilfældet med fire ledninger, der på anlægstidspunktet var ejet af Holstebro Kommune, K. Retsstillingen var ikke ændret som følge af, at ledningerne var overdraget fra K til A3-A5, hvorfor D skulle afholde udgifterne til arbejderne vedr. de fire ledninger. De øvrige 17 ledninger var anbragt iht. aftaler mellem de daværende ledningsejere og de daværende arealejere. For alle ledningers vedkommende var der aftalt erstatning. Det påhvilede arealejeren at godtgøre, at betalingen ikke udgjorde vederlag for, at ledningsanlægget ikke skulle ligge på gæstevilkår. Ingen af ledningerne fandtes af være omfattet af gæsteprincippet som udfyldende regel. Ordlyden af deklarationerne for de øvrige ledninger var forskellig, men de indebar alle, at D som arealejer selv skulle afholde udgifterne til arbejder vedr. ledningerne, der skete på arealejerens foranledning. VL var kommet til samme resultat.UfR 2022.2712 ØLD: Anlægsentreprenør var erstatningsansvarlig efter at have pågravet to føringsrør og et fiberkabel, bl.a. fordi anlægsentreprenøren var bekendt med, at der var ledninger, hvor de gravede
En anlægsentreprenør, A, havde ifm. anlægsarbejde for Vejdirektoratet pågravet to af et teleselskabs, T’s, føringsrør. Et andet selskab, C, fik ved samme lejlighed beskadiget et fiberkabel, som lå i T’s rør. T og C påstod, at A skulle betale hhv. 136.000 kr. og 273.000 kr. i erstatning. Der var enighed om, at C ikke havde oplyst om sit kabel, og at T alene havde givet generelle oplysninger om sine ledninger og ledningstracéet, hvor T’s rør lå.
Retten i Glostrup fandt, at A havde anerkendt sit erstatningsansvar ved i mails til C at anerkende både at have forvoldt skaden og at have overset, at en planlagt flytning af fiberkablerne endnu ikke var sket. Ledningstracéet, hvor T’s ledninger lå, var en del af et materiale, A var i besiddelse af, og der var ikke oplysninger om, hvad A havde taget af skridt for at lokalisere ledningstracéet. A havde ikke udvist fornøden agtpågivenhed, og A var erstatningsansvarlig over for T, uanset at ledningerne lå dybere end oprindeligt angivet. T’s erstatningskrav blev nedsat med 6.000 kr., mens C’s påstand blev taget til følge.
ØL fandt, at A var bekendt med tracéet, hvor de gravede, og A havde dermed udvist en betydelig grad af uagtsomhed og pådraget sig et erstatningsansvar over for T og C. Ledningsdybden på 4-5 meter under terræn havde ikke betydning for skadens indtræden. ØL stadfæstede.UfR 2022.3846 VLD: Entreprenør var ansvarlig for beskadigelse af højspændingskabel, da han ikke havde udvist den særligt påkrævede agtpågivenhed, idet han bl.a. havde spunset inden for respektafstanden
Et selskabs, S’, højspændingskabel blev beskadiget ifm. en entreprenørs, E’s, nedramning af spuns. Der var udarbejdet en borerapport, som ikke med præcision kunne angive kablets dybde og retning. E lagde til grund, at kablet ville være placeret 10 m under jorden.
Retten i Aalborg fandt, at E havde handlet ansvarspådragende. E foretog spunsarbejde med en spuns på 8 m over et højspændingskabel på et sted, hvor der var ca. 9,32 m ned til den formodede placering af kablet. De unøjagtigheder, der måtte antages at have været mellem borerapportens angivelser og kablets faktiske dybde, havde ikke en sådan størrelse, at E kunne fritages for ansvar.
VL fandt, at det fremgik af den dagældende stærkstrømsbekendtgørelse, at man ved arbejde i jorden inden for en respektafstand på 1 m skulle indhente nærmere anvisninger på arbejdets udførelse hos el-leverandøren. Det lagdes til grund, at N havde vanskeligt ved at udpege kablets placering, og at E var bekendt med dette. N udsendte en arbejdsinstruktion og arbejdstilladelse til E, hvor der blev givet tilladelse til at grave, men ikke til at spunse. E modtog en skitse, der viste et nedgravet kabel, og det var angivet med lodrette røde linjer, at respektafstanden var 1 m, og at gravning inden for zonen ikke måtte finde sted uden særlig aftale med elselskabet. E havde handlet ansvarspådragende ved at spunse på det pågældende sted ved N’s kabel. VL stadfæstede.UfR 2022.4185 ØLK: I en sag mellem TDC og en kommune om omlægning af ledninger, tog Transportministeriet ikke stilling til tvisten, da kommunen ikke havde handlet som vejmyndighed, og TDC’s efterfølgende sagsanlæg under anbringende af, at kommunen måtte anses som vejmyndighed, blev afvist, da Transportministeriets afgørelse ikke var blevet indbragt for domstolene
Høje-Taastrup Kommune, K, havde ønsket byggefelter fritlagt for ledninger. TDC skulle som ledningsejer selv omlægge ledningerne, men hævdede, at K skulle betale. TDC indbragte spørgsmålet for Transport- og Boligministeriet (senere Transportministeriet), M. K påstod, at de ikke havde handlet som vejmyndighed, og at der ikke var tale om en tvist mellem en vejmyndighed og en ledningsejer. M fandt ikke grundlag for at tilsidesætte K’s påstand og havde derfor ikke hjemmel til at tage stilling til tvisten. TDC anlagde sag mod K under anbringende af, at K måtte anses som vejmyndighed. K påstod sagen afvist som følge af, at TDC ikke havde udnyttet den administrative klagemulighed inden domstolsprøvelse.
Retten i Glostrup fandt, at M’s stillingtagen til K’s påstand var en forvaltningsretlig afgørelse. Bestemmelserne i vejlovens § 133, stk. 1, 2 og 6 måtte forstås således, at udnyttelse af klageadgangen til transportministeren var en betingelse for at indbringe sagen for domstolene. TDC havde kunnet indbringe M’s afgørelse for domstolene mhp. en stillingtagen til, om K havde handlet som vejmyndighed. Afgørelsen var ikke indbragt for domstolene, og fristen for indbringelse var overskredet. Derfor var de processuelle betingelser for at indlede et søgsmål ikke opfyldt, og sagen blev afvist.
ØL stadfæstede.UfR 2023.1168 ØLK: BR kunne ikke afvise domstolsprøvelse af Transportministeriets afgørelse med henvisning til, at 6-måneders fristen i vejlovens § 133, stk. 6 ikke var overholdt, da Transportministeriets afgørelse ikke var omfattet af vejlovens § 133
Ifm. Høje-Taastrup Kommunes, K’s, byudviklingsprojekt var det nødvendigt at gennemføre en række ledningsomlægninger. Forsyningsledningerne tilhørte forskellige forsyningsselskaber, herunder TDC. K og TDC var uenige om betalingsspørgsmålet, og i 2018 indbragte TDC sagen for Transportministeriet, M, i medfør af vejlovens § 133, stk. 2. Klagen var rettet mod K som vejmyndighed, jf. vejlovens § 77. M mente, at der var tale om en tvist mellem TDC og Arealudviklingsselskabet, som stod for byudviklingsprojektet, og som var ejet af K. Da der ikke var tale om en tvist mellem en kommunal vejmyndighed og en ledningsejer, var der ikke hjemmel i vejlovens § 133 til, at der kunne tages stilling til tvisten. TDC anlagde derefter sag mod K. Retten afviste at behandle sagen, fordi udnyttelse af klageadgangen til M var en betingelse for at indbringe sagen for domstolene. Da TDC ikke havde anlagt sag mod M, var de processuelle betingelser i vejlovens § 133, stk. 2 og stk. 6 ikke opfyldt. TDC anlagde herefter sag mod M med påstand om, at afgørelsen skulle hjemvises til fornyet behandling i M, fordi sagen vedrørte en tvist efter vejlovens § 133, og M derfor godt kunne træffe afgørelse.
KBR fandt, at M’s afgørelse først blev indbragt for retten mere end to år efter afgørelsen, og fristen på 6 måneder, jf. vejlovens § 133, stk. 6, var derfor ikke overholdt. Sagen blev afvist.
ØL fandt, at da M i sin afgørelse ikke tog stilling til tvisten, var der ikke tale om en afgørelse omfattet af vejlovens § 133. Da en begrænsning i adgangen til domstolsprøvelse måtte forudsætte klar lovhjemmel, kunne sagen ikke afvises med henvisning til overskridelse af søgsmålsfristen i vejlovens § 133, stk. 6. Sagen blev hjemvist til fortsat behandling. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2023, p. 129.
