Praksis vedr. dødsboskifteloven

Justitsministeriet henviste boet efter dansker, som ved sin død havde domicil i Frankrig, til behandling ved Københavns Byrets Skifteafdeling for så vidt angik aktiverne i Danmark, jf. DSL § 2, stk. 2.

Justitsministeriet henviste boet efter dansker, som ved sin død havde domicil i USA, til behandling ved dansk skifteret for så vidt angik fast ejendom i Danmark, jf. DSL § 2, stk. 2, selv om der ikke forelå samtykke hertil fra alle boets arvinger.

A, der var engelsk statsborger, var død i Danmark d. 19.12.2000. A efterlod sig foruden aktiverne i Danmark, aktiver i England for £ 117.102, og disse var taget under skifte i England. Skifteretten i Ringsted bestemte, at afdøde skulle betragtes som processuel indlænding i medfør af DSL § 2, idet A på dødsfaldstidspunktet havde haft bopæl i Danmark i mere end 2 år. Som følge heraf skulle samtlige afdødes aktiver, herunder aktiverne i England, være omfattet af skiftet.

M og H, der i en årrække havde boet i Australien, hvor de ejede en udlejningsejendom, rejste i maj 2000 til Danmark med returbillet. H var allerede ved indrejsen til Danmark vidende om, at hun grundet sin sygdom måske ikke ville komme tilbage til Australien, og H havde alene været i Danmark i kort tid, da det stod klart, at hun ikke ville komme tilbage til Australien. H havde straks ved ankomsten ladet sig registrere i folkeregisteret og modtog pension i en del af perioden i Danmark. M ønskede boet skiftet i Australien, men skifteretten i Varde fandt, at H havde etableret bopæl i Danmark, og H havde derfor hjemting i Danmark, jf. DSL § 2. VL stadfæstede.

F boede ved sin død d. 05.06.1998 i Luzern, Schweiz. Hele boet på ca. 31,5 mio. kr., der blev behandlet i Schweiz, tilfaldt F's søn S som enearving. F var i 1931 pålagt af svare bidrag til D, som var død i 1984. D's to sønner, A og B, anlagde ved VL sag mod S med påstand om , at de som forbigåede arvinger hver skulle have 1/8 af boet eller godt 3,9 mio. kr. VL fandt, at kravet, for så vidt det støttedes på lov om borteblevne § 25, stk. 1, var et berigelseskrav, der i givet fald skulle indgå i en samlet skiftebehandling af dødsboet efter F. Kravet måtte under de givne omstændigheder anskues på samme måde, også selv om det støttes på erstatningsretlige eller andre principper, da kravet uanset den retlige kvalifikation vedrørte fordelingen af midlerne i dødsboet efter F. På den baggrund fulgte det af DSL § 2, stk. 1 og 2, at danske domstole ikke havde kompetence til at behandle søgsmålet. VL tog derfor sagsøgtes påstand om afvisning til følge.

A afgik ved døden på Jamaica d. 24.10.2007, hvorefter A's brødre anmodede om, at boet blev udleveret til behandling ved en dansk bobestyrer. B var ved testamente indsat som A's arving, og B's advokat nedlagde påstand om, at boet hørte under de irske myndigheder, idet A måtte anses for processuel indlænding i Irland. A havde i perioden fra 1988 til 1998 haft folkeregisteradresse i Irland, hvor han både ejede hus og biler, men ellers i Danmark, hvor han også var registreret ved sin død. Skifteretten i København fandt, at det måtte tillægges betydelig vægt, at A ved sin død var tilmeldt en dansk adresse i folkeregistret, navnlig når der hensås til, at A tidligere har været registreret som udrejst til Irland i en periode på ca. 10 år, hvorefter han alene havde været tilmeldt en dansk adresse. Når A endvidere havde to fuldt møblerede boliger her i landet samt oprettede et dansk testamente med hjælp fra en dansk advokat, fandt retten, at A måtte anses for at have bevaret en mindst lige så stærk tilknytning til Danmark som til Irland. A måtte på den baggrund anses for at være processuel indlænding, hvorefter Københavns Byrets skifteafdeling havde skiftekompetence. ØL stadfæstede med bemærkning om, at det processuelle bopælsbegreb ikke er det samme som domicilbegrebet i den internationale privatret.

Arving i et bobestyrerbo ønskede, at boet efter AL, der ved sin død var bosat i Odense, blev henvist til behandling ved skifteretten i København, hvor AL havde boet næsten hele sit liv. Skifteretten i Odense afslog dette. AL ejede ikke aktiver i København, og ikke alle livsarvinger var bosiddende i Københavnsområdet. ØL fandt det derfor ikke væsentligt mere hensigtsmæssigt at behandle boet i København, jf. DSL § 2, stk. 3.

A, der var polsk statsborger, døde i januar 2014 i Kolding. En af A's døtre ønskede boet skiftet i Danmark, mens en anden datter ønskede det skiftet i Polen. Skifteretten i Kolding afviste at behandle boet, navnlig med henvisning til at A ikke havde været registreret som boende i Danmark og efter uenigheden herom arvingerne imellem. VL lagde til grund, at A og hans ægtefælle H siden sommeren 2012 og frem til A's død havde haft deres hjem i Fredericia hos en datter, hvor hovedparten af deres ejendele befandt sig, og hvor de varigt havde opholdt sig. På denne baggrund, og uanset at A ikke havde været registreret i folkeregisteret i Danmark, havde han ved dødsfaldet haft hjemting her i landet, jf. DSL § 2, stk. 1. ØL ophævede derfor skifterettens kendelse og hjemviste sagen til behandling ved skifteretten.

A døde i Ghana for 11 år siden og efterlod sig en enke i Ghana. Der var alene sket et skifte af A's aktiver i Ghana, men ikke af hans aktiver i Danmark. En arving B anmodede skifteretten i Viborg om at udlevere de danske aktiver til skifte i Danmark i medfør af DSL § 2, stk. 2, nr. 2 Skifteretten tog ikke anmodningen til følge. B kærede kendelsen og anførte navnlig, at DSL § 2, stk. 2, nr. 4, hvorefter anmodningen skal vedlægges en samtykkeerklæring fra samtlige arvinger, alene var et formkrav, og at bestemmelsen ikke var til hinder for, at skifteretten kunne udlevere de danske aktiver til skifte i Danmark, idet skifteretten var forpligtet til selv at oplyse sagen og indhente eventuelle manglende oplysninger. Endelig anførte B, at baggrunden for, at A's ghanesiske enke ikke ville give sit samtykke til skifte af de danske aktiver i Danmark, var chikane. VL stadfæstede med den begrundelse, at B ikke havde fremlagt en erklæring fra en offentlig myndighed i Ghana, hvoraf fremgik, at A's værdier og indeståender i danske pengeinstitutter ikke var eller ville blive omfattet af en bobehandling i Ghana. B havde herefter ikke dokumenteret, at betingelserne for bobehandling ved en dansk skifteret var opfyldt, jf. DSL § 2, stk. 2, nr. 2. VL var i øvrigt enig i, at betingelserne i DSL § 2, stk. 4 heller ikke var opfyldt, da der ikke med anmodningen om skifte var medsendt en samtykkeerklæring fra afdødes enke, og da der ikke forelå særlige omstændigheder, der gjorde, at samtykke ikke kunne indhentes.

To børn anmodede skifteretten i Ribe om at afsige dødsfaldskendelse i anledning af, at deres far havde været forsvundet i 8 år. Han var forsvundet i Italien, hvor man på en rasteplads ved Firenze havde fundet en bil, som han skulle køre til Schweiz, med tændingsnøglen i. Han havde været hospitalsindlagt efter et selvmordsforsøg lige inden sin forsvinden. Skifteretten fandt det sandsynligt, men ikke så sikkert som krævet i DSL § 5, at han var død, og der blev derfor ikke afsagt dødsfaldskendelse. VL stadfæstede.

M havde forladt sit hjem i deprimeret tilstand og var ikke vendt tilbage. Samleveren K anmodede om dødsfaldskendelse. Hjørring Skifteret afviste begæringen, idet det faktum, at M forlod hjemmet i deprimeret tilstand for 3 uger siden og ikke havde givet livstegn fra sig siden, på trods af, at hans bil, hue og trøje er fundet på - - -, ikke var tilstrækkeligt til, at det kunne anses for sikkert, at han var død, jf. DSL § 5. VL stadfæstede.

Skifteretten i Glostrup havde antaget midlertidig bobestyrer med henblik på salg af afdødes halvdel af lejlighed i Italien. Den anden halvdel ejedes af afdødes bror. Skifteretten besluttede nu at prisgive lejligheden undere henvisning til, at statskassen i boet, som var behandlet som et boudlæg, og som ikke havde tilstrækkelige midler til at fortsætte salgsbestræbelserne, ville komme til at hæfte for foreløbige udgifter på ca. 115.000 kr., hvis disse skulle fortsætte. Hvis skifteretten skulle fortsætte salgsbestræbelserne, skulle arvingerne stille en sikkerhed på 115.000 kr. for boomkostningerne. ØL fandt, at der i medfør af DSL § 12, stk. 4, skulle stilles sikkerhed for boomkostningerne, men fandt, at beløbet burde fastsættes til 90.000 kr., da der ikke ved sikkerhedsstillelsens størrelse burde medregnes salær til den midlertidige bobestyrer. ØL bemærkede endvidere, at der - for det tilfælde, at der ikke af arvingerne blev stillet sikkerhed som krævet - ikke var hjemmel til at prisgive den faste ejendom, men at boet burde afsluttes uden afhændelse af den faste ejendom, således at der - når der var sket afklaring vedrørende denne - skete genoptagelse af boet mod sikkerhedsstillelse for omkostningerne herved.

M, der døde i 2010, havde i testamente fra 1993 indsat sin samlever K til at arve M's andel af deres fælles ejendom, der udgjorde boets hovedaktiv. Efter M's død gjorde hans datter D gældende, at M ved testationen til K havde overskredet sin testationskompetence, og bestred, at K var berettiget til arv. Der forelå ingen anmodning vedrørende skiftebehandlingen fra D, men K anmodede skifteretten om at udlevere boet til behandling ved bobestyrer. Da K ifølge testamentet skulle modtage en ganske betydelig del af boet, bestemte skifteretten i Viborg - uden at træffe afgørelse om K's arveret - at K skulle have stilling som arving i boet, jf. DSL § 13, stk. 3, og udleverede dette til bobestyrerbehandling. VL tiltrådte på den anførte baggrund skifterettens afgørelse.

M oprettede d. 23.02.2016 et notartestamente, der bl.a. begunstigede M's samlever gennem ca. 30 år, H, der skulle arve indbo, løsøre, et kontantlegat på 1,3 mio. kr. og halvdelen af en byejendom, som skulle opdeles i to anparter i forbindelse med arveudlægget. Testamentets bestemmelser skulle også gælde, hvis M ved sin død var i ægteskab med H. H, der ikke søgte advokatbistand og heller ikke blev opfordret til at søge sådan, meddelte afkald på arv, herunder tvangsarv. M og H blev gift d. 05.03.2016. M døde d. 28.03.2016. H påstod, at hun skulle tillægges status som arving i boet. H anførte til støtte herfor bl.a., at hun var den, der i realiteten skulle arve den største del af formuen, og at hun derfor burde have indflydelse på boets behandling, herunder i forbindelse med opdelingen af ejendommen. Bobestyreren udtalte sig imod dette, ligesom 4 ud af 5 arvinger modsatte sig det. Nettobeholdningen blev af bobestyreren foreløbigt anslået til ca. 13 mio. kr., hvoraf knap 40 % udgjorde H's legater. Skifteretten i Aarhus fandt ikke, at der forelå sådanne særlige grunde, som nævnt i DSL § 13, stk. 3, der medførte, at H skulle tillægges status som arving. VL stadfæstede.

I et bobestyrerbo med en formue på ca. 500.000 kr., som hovedsagelig bestod af en fast ejendom, fandt skifteretten i Kalundborg, at der skulle beskikkes en skifteværge for en mindreårig arving, idet hans fader og faster var medarvinger i boet. Bobestyreren fandt dette overflødigt. ØL tiltrådte, at muligheden for en evt. interessekonflikt sammenholdt med arten og størrelsen af boets aktiver nødvendiggjorde beskikkelse af en skifteværge.

Statsamtets godkendelse af skifteværges tiltrædelse af arveudlægsskøde til en legatar i et privatskiftet bo var ufornøden, idet der ikke var tale om, at arvingen erhvervede eller solgte en ham tilhørende fast ejendom, jf. VBKG § 11, jf. § 6, nr. 1.

Under et privat skifte var der beskikket en skifteværge for en af de 3 arvinger. Statsamtets godkendelse af skifteværgens tiltrædelse af boets pantsætning af fast ejendom som led i boets salg af fast ejendom var ufornøden, idet der ikke var tale om, at arvingen pantsatte en ejendom, og idet arvingen ikke var under værgemål, jf. VBKG § 11, jf. § 6, nr. 1.

Skifteretsattest i et privatskiftet bo med enken og 6 arvinger, heraf to mindreårige arvinger, blev afvist fra lysning i forbindelse med boets lysning af ejerskiftelån ved boets salg af ejerlejlighed ejendom, idet statsamtet ikke havde meddelt godkendelse efter VBKG § 6, nr. 2. Komm. af Henrik Storr-Hansen i ADV 1999.263 og af Jens Kristiansen i Fagl. Nyt 2000.125, hvor det antages, at statsamtet skal godkende, hvis de umyndige repræsenteres af født værge, men ikke hvis det er en skifteværge.

M var død i april 1997, og under skiftet ved bobestyrer blev advokat A beskikket som skifteværge for afdødes søn, der blev myndig under skiftet. Skifteretten i Hillerød bestemte, at vederlaget til skifteværgen skulle afholdes af boet. ØL bestemte, at vederlaget skulle afholdes af arvingen, jf. DSL § 16, stk. 4.

Skifteretten i Hvidovre havde bestemt, at boet skulle behandles af den testamentsindsatte bobestyrer, advokat C, og at advokat V skulle beskikkes som skifteværge for en umyndig arving. Uanset at ingen af arvingerne ville modsætte sig privat skifte, fandtes der fortsat at være afgørende hensyn, der talte i mod et privat skifte. Der var ikke oplysninger, der afgørende talte imod, at boet blev behandlet af advokat C og ikke af en autoriseret bobestyrer. Det fandtes ikke hensigtsmæssigt at beskikke den af A foreslåede skifteværge, som var søster til A's ægtefælle. Skifterettens afgørelse blev herefter stadfæstet.

Dødsboet efter K, hvis eneste arvinger var hendes to mindreårige børn, behandledes ved bobestyrer, og der var udpeget skifteværge for arvingerne. Dødsboets salg af halvparten af ejendom til afdødes samlever M, som var børnenes fader, skulle ikke godkendes af statsamtet, og der var således ikke grundlag for at afvise skødet. Der var ej heller grundlag for at afvise pantebrevene. Det bemærkedes, at revision af boopgørelser i boet med umyndige arvinger foretages af skifteretten, jf. DSL § 79, stk. 3, nr. 1.

Søster og broder havde overtaget boet efter deres moder til privat skifte med bistand fra advokat A. Broderen, der var en 53-årig førtidspensionist, som boede i afdødes ejerlejlighed, besvarede ikke advokatens henvendelser, og advokaten anmodede nu om, at broderen fik beskikket en skifteværge. Skifteretten på Frederiksberg fandt det ikke godtgjort, at broderen var svækket i en sådan grad, at beskikkelse af skifteværge i medfør af DSL § 15, stk. 1, nr. 4 var nødvendig, og der fandtes ikke grundlag for at beskikke skifteværge efter DSL § 15, stk. 2. Skifteretten pålagde søsteren at betale omkostningerne ved advokatens besøg på 1.750 kr. ØL stadfæstede nægtelsen af at beskikke skifteværge, men fandt at omkostningerne skulle bæres af boet, da begæringen om beskikkelse af skifteværge var fremsat af advokat A på boets vegne.

I et bo med en formue på ca. 7 mio. kr. var afdødes 3 søskende arvinger. Søsteren S, der var i 80'erne og på plejehjem, underskrev et dokument, der ikke var et arveafkald. Skifteretten i Roskilde beskikkede en advokat som skifteværge ad hoc. Advokaten aflagde besøg hos S og meddelte skifteretten, at S ikke selv kunne varetage sine interesser. Derefter beskikkedes advokat som skifteværge, jf. DSL § 15, stk. 1, nr. 4. ØL ophævede denne beslutning, navnlig når hensås til, at S havde tilkendegivet, at hun ikke ønskede skifteværge beskikket, og til, at der ikke forelå lægeerklæring. (Skifteretten indhentede herefter en speciallægeerklæring, hvoraf fremgik, at det var yderst tvivlsomt, om S kunne opfatte, forstå, bearbejde og drage relevante konklusioner. Skifteretten beskikkede herefter på ny advokaten som skifteværge, hvilket ØL stadfæstede). Kritisk komm. af Henning Broman i FM 2001.79, da det vil være stærkt forsinkende at afvente lægeerklæringer før beskikkelse af skifteværger.

85-årig arving fik af skifteretten i Roskilde beskikket en skifteværge, idet det ifølge speciallægeerklæring var tvivlsomt, om hun kunne opfatte, forstå og bearbejde og for sin person drage relevante konklusioner og stillingtagender i forbindelse med bobehandlingen. ØL stadfæstede.

H var død, og hun efterlod sig M, der boede på plejehjem og var fremskreden dement, samt 2 sønner, der havde modtaget afgiftsfrie gaver fra M efter moderens død. Skifteretten i Randers beskikkede en skifteværge for M i medfør af DSL § 15, stk. 1, nr. 4, hvilket sønnerne påkærede. VL stadfæstede. Komm. af Henning Broman i FM 2002.80.

I et bobestyrerbo var en datter og en mindreårig søn arvinger. Sønnens værge havde afgivet tilbud på køb af boets ejendom på Bornholm. Da der var risiko for en interessekonflikt mellem den umyndige arving og dennes værge om et aktiv af ikke ubetydelig værdi, fandt skifteretten i København, at det i henhold til DSL § 15, stk. 1, nr. 6 var nødvendigt med beskikkelse af en skifteværge for den umyndige arving.

En mindreårig arving havde fået beskikket en skifteværge, efter at begge forældre var døde, jf. DSL § 15, stk. 1, nr. 8. Da arvingen fik beskikket en midlertidig forældremyndighedsindehaver, jf. FML § 24, tilbagekaldte skifteretten i Hobro beskikkelsen af skifteværgen. Den faste værge protesterede og henviste til, at den umyndige fortsat havde behov for bistand vedr. forsikrings- og erstatningsbeløb. Skifteretten fastholdt tilbagekaldelsen, idet arvingen enten kunne få bistand af bobestyreren eller måtte søge om fri proces. VL stadfæstede.

Advokat R havde været beskikket som skifteværge for M i perioden 12.12.200 til 06.07.2001, hvor M fik beskikket en fast værge. Skifteværgen oplyste at have haft et tidsforbrug på 26 timer plus 10 sekretær timer. Skifteretten i Helsingør tilkendte skifteværgen et honorar på 8.000 kr. plus moms og 100 kr til porto og fotokopiering. ØL fandt efter sagens karakter og forløb, at salæret passende burde forhøjes til 15.000 kr. plus moms, og at der herefter ikke var grundlag for at tilkende advokaten yderligere beløb som godtgørelse for udlæg.

H efterlod sig M og to fællesbørn. Som følge af de formelle interessemodsætninger mellem M og fællesbørnene var der enighed om, at der skulle udpeges en skifterværge for børnene. M indstillede, at H's moster, V, blev udpeget som skifteværge, hvilket Skifteretten i København afviste. Skifteretten bemærkede, at der ud over værgemålslovens regler ikke er nogen retningslinjer for, hvem der kan udpeges som skifteværge, men at det ved vurderingen heraf er afgørende, at den pågældende med sikkerhed kan anses som uvildig. Henset til, at M havde anmodet om udlevering til privat skifte, og uanset, at V ikke var hverken arving eller legatar i dødsboet, fandt skifteretten, at det under hensyn til det familiære bånd ikke med den fornødne sikkerhed kunne fastslås, at V var uvildig. Skifteretten udpegede herefter en autoriseret bobestyrer som skifteværge. ØL bemærkede, at det følger af DSL § 15, stk. 1, nr. 6, at skifteretten beskikker en skifteværge for en arving, såfremt arvingens værge har interesser under boets behandling, der kan komme i strid med arvingens. Da der ikke forelå oplysninger om, at V ikke opfyldte kravene i VML § 12 , og da hun hverken var arving eller legatar, sås der ikke at foreligge interessemodsætninger mellem hende og de mindreårige børn. V var således ikke inhabil, og kunne beskikkes som skifteværge. ØL hjemviste derfor sagen til skifteretten med henblik på afklaring, om V ønskede at påtage sig hvervet, og i givet fald afbeskikkelse af den autoriserede bobestyrer.

Skifteretten havde udlagt boet efter A, som døde d. 22.09.1997, som boudlæg til A's stedsøn, S. Boet bestod af indbo til 1.000 kr, et lejet TV og et mindre bankindestående, i alt under 25.000 kr. A's 7 børn protesterede efterfølgende. S havde bestilt begravelsen og indleveret A's forskellige aktiver til skifteretten. S erklærede at have taget sig af afdøde og kendte til hans forhold. Skifteretten fastholdt afgørelsen, som ØL stadfæstede.

I insolvent bobestyrerbo afholdtes d. 01.10.1997 afsluttende bomøde, hvor bobestyrer fremlagde boopgørelse, hvor der efter begravelsesudgifter på ca. 20.000 kr. og bobehandlingsudgifter på ca. 16.500 kr. var en nettobeholdning på 15.247 kr., som skulle tilfalde Lønmodtagernes Garantifond, som havde et privilegeret krav på godt 32.000 kr. Afdødes moder begærede d. 05.11.1997 boudlæg i medfør af DSL § 65, hvilket blev afslået, da boopgørelsen var endelig 4 uger efter det afsluttende bomøde, jf. DSL § 68, stk. 2, 4. pkt. ØL stadfæstede. (Bobestyreren, moderens advokat, skifteretten og landsretten har overset, at DSL § 68 ikke finder anvendelse i insolvente bobestyrerboer, idet insolvente bobestyrerboer skal afsluttes efter reglerne i KL kap. 18)

Skifteretten udlagde boet, som efter betaling af begravelsen udgjorde 1.308 kr., til afdødes niece, som havde taget sig af begravelsen. Niecen fordelte derpå løsøret efter afdødes ønsker. Et andet familiemedlem begærede boet genoptaget, fordi hun ønskede løsøre og familiebilleder udleveret til sig. Skifteretten fastholdt afgørelsen, idet niecen måtte betragtes som afdødes nærmeste efterladte. ØL stadfæstede.

Boet efter K var d. 01.05.1997 udlagt som boudlæg til hendes samlever S. K's to døtre begærede boudlægget genoptaget, da indboet var værdiansat for lavt, og da afdøde var medejer af en bankkonto. Der var ikke grundlag for en genoptagelse af boets behandling, jf. DSL § 103.

A efterlod sig en andelslejlighed til en værdi på 65.000 kr. og en gæld på ca. 300.000 kr. Ved købet i sommeren 1998 havde A optaget et lån i Unibank, som A's fader kautionerede for. Andelsbeviset, der ikke kunne belånes, havde været opbevaret i banken. ØL fandt, at andelsbevisets opbevaring i den långivende bank måtte sidestilles med en tinglig ret, og der kunne derfor ske boudlæg til faderen. (Kritisk kommenteret af Henning Broman i FM 1999.79: Når boudlægget rammer værdiloftet)

Afdødes moder anfægtede, at boet efter hendes søn blev udlagt som boudlæg til sønnens samlever. Skifteretten fandt, at samleveren igennem 10 år måtte betragtes som afdødes nærmeste efterladte, jf. DSL § 19, stk. 1. VL stadfæstede.

Afdødes søster havde sørget for begravelsen. Bobeholdningen udgjorde 17.558 kr., og både afdødes datter og søster begærede boudlæg. Skifteretten i Odense anså søsteren som afdødes socialt set nærmeste pårørende og udlagde boet til hende. ØL stadfæstede.

Efter at et bo var udlagt som boudlæg, begærede en afdødes samleverske K, som mente at have et tilgodehavende mod afdøde på ca. 641.781 kr. i henhold til omstødt gave, jf. TFA 1998.336 VLD, boet genoptaget, da afdøde kort før sin død til sin nærmeste familie havde ydet betydelige gaver, som muligvis kunne omstødes. Skifteretten i Randers genoptog boet, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 5, jf. § 36, nr. 2, jf. § 69, men bestemte, at K skulle stille sikkerhed for omkostningerne herved. VL tiltrådte, at boet skulle genoptages, men uden sikkerhedsstillelse, da man efter forarbejderne til DSL § 103, stk. 2 ikke fandt særlig anledning dertil.

Enke med 3 børn havde i 1997 givet gaver på 40.000 kr. til 2 børn og 10.000 kr. til et svigerbarn. Ved hendes død i 1999 blev udlagt som boudlæg. Det tredje barn krævet boet genoptaget under henvisning til, at enken ikke havde været i stand til at give gaver. Skifteretten i Silkeborg fandt det ikke påkrævet at genoptage boet, idet sag om omstødelse af gaverne kunne anlægges alligevel, og der var ikke påvist nye aktiver, som kunne begrunde en genoptagelse. VL stadfæstede, idet det ikke var påkrævet at genoptage boet på grund af de nye oplysninger, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 6, og idet betingelserne for genoptagelse i medfør af DSL § 103, stk. 1, nr. 1 ikke var opfyldt på nuværende tidspunkt.

Boet efter H var d. 08.01.1998 berigtiget som boudlæg, uden at der blev taget stilling til, hvorledes der skifteretligt skulle forholdes med boets mulige krav mod Sparekassen Kronjylland og den retssag, der på daværende tidspunkt var anlagt herom. Arvingernes advokat havde d. 08.01.1998 meddelt landsretten, at arvingerne var enige om at fortsætte sagen. Skifteretten i Skive genoptog d. 13.06.2000 boet og udleverede dette til bobestyrerbehandling, idet boet havde fået fri proces til anlæggelse af sag mod Sparekassen med påstand om betaling af 559.000 kr. Sparekassen fandtes at have den fornødne interesse i kære af skifterettens afgørelse, som blev stadfæstet, idet betingelserne for genoptagelse i DSL § 103, stk. 1 fandtes opfyldt, og idet arvingerne ikke havde opgivet kravet eller ud fra en passivitetsbetragtning var afskåret fra at begære boet genoptaget.

Afdøde var en 85-årig mand, hvis nærmeste var hans datter D og hans søster S. De begærede begge boudlæg. Skifteretten i Grenå lagde til grund, at S i hvert fald i de senere år havde haft væsentlig tættere kontakt til afdøde end D, og udlagde boet til S. VL stadfæstede.

Skifteretten i København udlagde boet, som var på 26.361 kr. efter at begravelse og skifteafgift var betalt, til afdødes niece, som havde betalt begravelsen. Afdøde havde i testamente fra 1980 betænkt A og B. Skifteretten var bekendt med, at A var i besiddelse af afdødes bankbog. Derfor burde skifteretten, under hensyn til beløbets størrelse, uanset testamentets alder og den mødende nieces oplysninger, have indkaldt i hvert fald A til at afgive forklaring om forbindelsen med afdødes i de senere år. Boudlægget blev derfor ophævet.

M var død d. 27.04.2000 efter at pensionen for maj 2000 var indbetalt. H, der havde fået boet udlagt som boudlæg, hæftede ikke for tilbagebetalingskravet.

Skifteretten i Helsingør havde udlagt boet som boudlæg til afdødes to sønner, et barnebarn og enken efter søn S, der var død under boets behandling. S havde for skifteretten gjort gældende, at en række indbogenstande, som ved dødsfaldet befandt sig i S's hjem, var givet som livsgaver til S. Skifteretten havde ikke truffet afgørelse om dette spørgsmål. Da skifteretten herefter ikke havde taget stilling til, hvilke aktiver der indgik i boet, ophævedes skifterettens kendelse, og sagen hjemvistes til skifteretten til fortsat behandling.

Afdøde efterlod sig aktiver for ca. 61.000 kr og begravelsesudgifterne var på knapt 20.000 kr. Afdøde havde 6 søskende, hvoraf 4 var døde og efterlod sig 12 børn, hvoraf nogle var døde. Skifteretten i Grindsted afslog nevøs begæring om boudlæg. VL fandt efter en samlet vurdering af boets overskud, antallet af arvinger og de forventede udgifter til eftersøgning af disse, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der kunne ske boudlæg efter DSL § 18, stk. 2. Komm. kritisk af Henning Broman i FM 2002.7, som håber, at der er tale om en enlig svale, som ikke gentages.

Bo var boudlagt til afdødes søn S, men blev genoptaget, da der til skifteretten blev udbetalt en forsikringssum for indbo på 85.000 kr. Boet blev herefter udlagt til 3 sønner til forenklet privat skifte og kontaktpersonen fik udbetalt de 85.000 kr. Efter begæring af en af sønnerne blev boet senere taget under bobestyrerbehandling. Skifteretten bestemte, at S skulle tilbagebetale de midler han fik udlagt ved det oprindelige boudlæg, da han måtte værende vidende om forsikringssummen, da han fik boet boudlagt. Der blev i fogedretten gjort udlæg for S's tilsvar til boet.

Boet efter K var d. 31.07.2001 udlagt som boudlæg til samlever gennem 6 år, M. Da det senere blev konstateret, at K var ejer af en bil og kontanter for 45.000 kr., blev disse ejendele d. 18.09.2001 udlagt som nyt boudlæg til M. K's forældre begærede sagen genoptaget, hvilket skifteretten i Hørsholm ikke fandt grundlag for. ØL fandt, at M på d. 31.07.2001 var bekendt med, at der forelå yderligere aktiver, uden at han oplyste dette til skifteretten. Under disse omstændigheder kunne boet, der på genoptagelsestidspunktet d. 18.09.2001 overskred værdigrænsen i DSL § 18, stk. 1, ikke sluttes med et nyt boudlæg, hvorfor sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved skifteretten. Komm. af Henning Broman i FM 2002.24, der finder afgørelsen fin og klar.

Enkemand ønskede boudlæg ændret til uskiftet bo, da han ved boudlægget havde mistet afdødes personfradrag og derved fik udløst en restskat for dødsåret. Skifteretten i Esbjerg fastholdt, at boudlægget var obligatorisk og derfor ikke kunne ændres. Sagen endte i øvrigt med, at den lokale skatteregion af sociale grunde eftergav enkemanden restskatten.

Skifteretten i Helsingør havde udlagt bo som boudlæg til to sønner, et barnebarn og en svigerdatter. Da skifteretten ikke havde taget stilling til, hvilke aktiver der indgik i boet, ophævedes kendelsen om boudlæg og sagen hjemvistes.

Skifteretten i Rødovre havde udlagt boet til afdødes stedsøn, der havde forestået begravelsen. Efterfølgende ønskede afdødes 3 søstre, der boede i Odense, Sverige og Polen, at få boet udlagt. Skifteretten fandt, at boet med rette var udlagt til stedsønnen, når hensås til oplysningerne om hans sociale og familiemæssige tilknytning til afdøde. ØL stadfæstede.

H, der havde adopteret en søn med testationsforbehold, havde i 1998 ved uigenkaldeligt testamente indsat sit barnebarn T som universalarving. Hun havde i 1999 som gave overdraget sin ejendom og sine møbler til sin adoptivsøn S mod at få livsvarig brugsret. Efter H's død protesterede T mod, at boet blev udlagt som boudlæg til S, idet gaven kunne være en dødsgave. Skifteretten i Hobro gav T medhold heri og udleverede boet til bobestyrerbehandling. VL stadfæstede.

Skifteretten i København udlagde bo på ca. 23.400 kr. netto, efter at begravelsen var betalt, til herboende søn, som havde tilbudt at rydde lejligheden. En anden søn, som boede i Canada, og som havde bestilt begravelsen, fik ikke medhold i, at boet blev udlagt til alle 3 børn i fællesskab. ØL stadfæstede.

Skifteretten i Tønder udlagde bo med et bankindestående på 16.500 kr. til afdødes datter B, som to år tidligere havde hævet 168.000 kr. fra moderens konto med henblik på at give gaver til børn og børnebørn. Skifteretten antog midlertidig bobestyrer og afhørte de to døtre: VL fandt ikke anledning til, at skifteretten foranstaltede yderligere undersøgelser af, hvorledes det hævede beløb var blevet anvendt.

Skifteretten i Grindsted udlagde boet efter M, der efterlod sig aktiver for ca. 40.000 kr. og begravelsesudgifter på ca. 25.000 kr., til M's nabo og ikke til M's datter, idet M selv i en skriftlig erklæring selv havde givet udtryk for, at hun skulle have hans ting, og idet hun som den eneste havde taget sig af ham det sidste år før hans død. VL stadfæstede.

Skifteretten i Store Heddinge tog bobestyrers anmodning om afslutning af boet i medfør af DSL § 65 som boudlæg til følge. Efter afholdelse af omkostninger, herunder bobestyrersalær på 15.000 kr. plus moms, var der alene et overskud på 1.079 kr. Boet udlagdes til søn, som igennem en lang årrække havde boet sammen med afdøde, selv om alle 3 børn havde haft tæt kontakt til afdøde.

Skifteretten i Hjørring udleverede i medfør af DSL § 18, stk. 3 bo til bobestyrerbo, selv om en arving anmodede om at få det udleveret som boudlæg. Afdøde havde siddet i uskiftet bo og havde solgt en ubehæftet fast ejendom og ydet betydelige gaver. Der kunne rejses tvivl om, hvorvidt afdøde havde misbrugt sin rådighed over boet. Landsretten tiltrådte, at der var anledning for skifteretten for nærmere at undersøge, hvorledes midlerne var anvendt, og stadfæstede afgørelsen.

Københavns Byrets Skifteafdeling udleverede bo til sønnen B, som måtte betragtes som afdødes nærmeste. En datter C havde i 1999 oppebåret en check på 120.000 kr. fra Bruun Rasmussens Kunstauktioner i forbindelse med salg af afdødes indbo. Da der var forløbet 4 år, var der ikke anledning til at foretage yderligere undersøgelser vedrørende afdødes aktiver på dødsfaldstidspunktet. ØL stadfæstede.

M have fået boet efter H udlagt som boudlæg. Han ønskede nu at få boet udleveret til hensidden i uskiftet bo Skifteretten i Skive afslog dette under henvisning til, at boudlægget var obligatorisk, når aktivmassen ikke var større. VL stadfæstede.

Afdøde H havde siddet i uskiftet bo efter M med 11 livsarvinger siden 1972. H havde i 1976 overdraget fast ejendom til sønnen S. De øvrige livsarvinger gjorde gældende, at købesummen aldrig var blevet betalt og derfor var et aktiv i boet, der således ikke kunne berigtiges ved et boudlæg. ØL fandt det ikke sandsynliggjort, at en bobestyrerbehandling af boet ville medføre konstatering af yderligere aktiver, hvorfor det tiltrådtes, at boet var udlagt som boudlæg til den arving, som havde betalt begravelsen.

Skifteretten i Køge havde foretaget boudlæg til afdødes to døtre A og B. A begærede boet genoptaget, da der var fjernet ting fra afdødes lejlighed, og da B dermed ikke havde overholdt deres indbyrdes aftale om fordeling af deres afdødes mors ejendele. Skifteretten fandt ikke grundlag for en genoptagelse, jf. DSL § 103, stk. 1. ØL stadfæstede.

Skifteretten i Ringsted havde foretaget boudlæg til M's samlever K, som havde bestilt og betalt begravelsen. Der var aktiver for 11.640,30 og begravelsesudgifter for 24.431 kr. M's to børn begærede boet genoptaget. Skifteretten tog ikke begæringen til følge. ØL stadfæstede, idet samleveren også efter det for landsretten oplyste måtte betragtes som afdødes nærmeste.

Dødsboet efter M var blevet udleveret til samlever S som boudlæg. M's datter D begærede boet genoptaget, da hun hævdede at afdøde havde ejendele i Tyrkiet og havde anlagt en retssag i Tyrkiet. Skifteretten i Lyngby tog genoptagelsesbegæringen til følge på betingelse af, at D inden 4 uger stillede sikkerhed på 75.000 kr. for omkostningerne forbundet med boets genoptagelse. ØL stadfæstede.

Skifteretten i Randers udlagde boet efter M som boudlæg til hans fraseparerede hustru, da hun - og ikke M's datter - måtte anses for at være M's nærmeste efterladte. VL stadfæstede.

Datter havde fået bo udlagt som boudlæg med en bobeholdning på 12.628 kr. Hun havde under strafansvar oplyst, at indboet ikke havde nogen værdi. Hun anmodede knap 3 måneder senere om genoptagelse, da der ved et privat skifte ville blive udbetalt ca. 16.000 kr. i overskydende skat. Hun oplyste nu, at indboet havde en så stor værdi, at boet oversteg beløbsgrænsen for boudlæg. Skifteretten i Herning afviste begæringen, da der ikke var fremkommet yderligere aktiver, og da der i øvrigt ikke var begået fejl i forbindelse med sagens behandling. VL stadfæstede.

A ejede ved sin død en andelsbolig. Andelsbeviset var håndpantsat til en Forstædernes Bank, B, der var indsat som begunstiget til en gruppelivsforsikring. A's samlede gæld til B, opgjort pr. dødsdagen til 367.116 kr., blev indfriet i kraft af udbetalingen fra gruppelivsforsikringen. Skifteretten i Brønderslev nægtede at udlevere boet til A's mor, M, som boudlæg efter DSL § 18, fordi A's gæld til B var indfriet pr. dødsdagen, hvorefter aktiverne i afdødes bo ikke længere var pantbehæftede, men måtte betragtes som frie aktiver. Da værdien af boets nettoaktiver herefter oversteg 32.000 kr., var betingelserne for boudlæg ikke opfyldt. VL stadfæstede.

M var død d. 24.10.2004. Glostrup Kommune indsatte pension og boligydelse for november 2005 på afdødes konto d. 29.10.2004. Boet (incl. pensionen) blev udlagt til afdødes datter ved boudlæg for 29.324 kr. Skifteretten i Glostrup fandt, at kommunens krav på tilbageførsel ikke havde en særlig retsstilling ved boudlæg, og beløbet skulle derfor ikke tilbageføres. ØL stadfæstede.

H efterlod sig M og 2 fællesbørn. Boet var insolvent. M opgjorde boets aktiver minus omkostninger til 15.107 kr. Skifteretten i Vordingborg afslog M's begæring om boudlæg og tog boet under bobestyrerbehandling som insolvent. ØL anførte, at der til boets aktiver skulle lægges SP-ratepension på 6.318 kr. En revisorudgift på 12.500 kr. kunne ikke medtages i boopgørelsen. Værdien af bobeholdningen, som den skulle opgøres efter DSL § 18, stk. 1, oversteg herefter 32.000 kr. Dette gjaldt, uanset at begravelsesudgifterne på 53.313 kr. kunne anses for rimelige, og uanset om en bank måtte have modregningsadgang ud over 14.400 kr. ØL stadfæstede derfor, at der ikke kunne ske boudlæg.

Skifteretten i København udlagde boet efter M som boudlæg til den ene af afdødes to sønner, som havde ordnet og betalt begravelsen. Broderen og afdødes enke, som lå i separationsforhandlinger med M på dødstidspunktet, kærede afgørelsen til ØL, som stadfæstede denne.

Skifteretten i Lyngby udlagde boet efter M som boudlæg til den ene af afdødes to sønner, som havde ordnet og betalt begravelsen. Den anden søn fik ikke medhold i, at der skulle ske boudlæg til ham, idet han ikke havde haft kontakt med faderen de sidste mange år. ØL stadfæstede.

H var død, og enearvingen S begærede boet udleveret til forenklet privat skifte. S havde afgivet insolvenserklæring i fogedretten. S skyldte H 200.000 kr., men fordringen måtte ansættes til kurs 0. Boet var ikke tilstrækkelig til at dække gælden, og der var ikke stillet sikkerhed herfor. Betingelserne i DSL § 33, jf. § 25, stk. 1, nr. 2, 3 og 5, var ikke til stede. S, der havde bestilt begravelsen, fik boudlæg i henhold til § 18, stk. 1.

Boet efter M var udlagt som boudlæg til datteren D. Sønnen S anmodede om genoptagelse. Københavns Skifteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte D's forklaring om at 28.000 kr. og 5.000 kr. var overført fra afdødes konto til hende til dækning af refusion af udgifter afholdt af D for afdøde. Der var endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte hendes forklaring om afdødes indbo, smykker og kuvert med påførslen "Tilhører S". Det måtte herefter lægges til grund, at boets aktiver bestod af de på anmodningen om boudlæg anførte 14.723,18 kr. med tillæg af begravelseshjælp fra sygesikringen og "Danmark" med i alt 2.050 kr. og indbo ansat til 6.230 kr. Aktiverne udgjorde således i alt 23.003,18 kr. Skifteretten fandt ikke, at S havde godtgjort, at betingelserne i DSL § 103, stk. 1, om genoptagelse var opfyldt. ØL stadfæstede.

A, som var søn af afdøde M, og som havde boet sammen med M, begærede boet udlagt til sig som boudlæg. B, der ligeledes var M's søn, gjorde indsigelse herimod og begrundede dette med, at der var forsvundet genstande fra det uskiftede bo, herunder barndomsbilleder, og at han ikke selv havde haft adgang til M's hjem, hvorfor han ikke var bekendt med, om der var værdier i hjemmet. Frederiksberg Skifteret udtalte, at det fremgår af DSL § 18, at boer, der ikke overstiger 33.000 kr. efter fradrag af rimelige udgifter til begravelsen, udlægges til nærmeste pårørende uden skiftebehandling. Skifteretten lagde til grund, at boet ikke oversteg grænsen for boudlæg. Der var herved lagt vægt på forklaringerne i sagen og på det forhold, at boet ifølge opgørelserne i sagen alene havde en bobeholdning på ca. 3.600 kr. Eftersom A igennem en årrække havde boet sammen med M, og idet han havde stået for begravelsen, blev han anset som nærmeste pårørende og hans anmodning blev taget til følge. ØL stadfæstede afgørelsen.

M og K havde boet sammen i mange år, da K døde i 2004. M, der havde to sønner, hvoraf den ene boede i USA, og den anden, S, på Sjælland, døde i 2007. S tog sig af rydningen af K's lejlighed og af begravelsen. S anmodede om udlevering af boet som boudlæg, jf. DSL § 18, stk. 1 og § 19, stk. 1. K havde 4 børn, og en af disse, C, krævede boet udleveret. M efterlod sig aktiver for 51.303 kr. Begravelsesudgifterne m.v. udgjorde 30.896,88 kr., således at bobeholdningen udgjorde 20.406,12 kr. Randers skifteret lagde til grund, at C og dennes familie også efter K's død jævnligt havde været i kontakt med M, at M de sidste år af sit liv deltog i højtider hos C og dennes familie, og at C og dennes familie tog sig af M i forbindelse med K's død i 2004 og i forbindelse med M's sygdom. S havde været i jævnlig kontakt med M. Det måtte imidlertid lægges til grund, at kontakten de senere år primært havde været telefonisk. Efter en samlet vurdering fandt skifteretten herefter, at C var at anse som M 's nærmeste efterladte i relation til DSL § 19, stk. 1. Boet efter M skulle udleveres som boudlæg til C, jf. DSL § 18, stk. 1, og § 19, stk. 1, mod at han betalte udgifterne ved begravelsen og boets behandling. VL fandt, efter de oplysninger, der forelå om tilknytningen mellem M og hans søn, S, ikke grundlag for at antage, at S ikke måtte anses for M's nærmeste efterladte, jf. DSL § 18, stk. 1, og § 19, stk. 1. VL ophævede derfor skifterettens kendelse og hjemviste sagen med henblik på udlæg af dødsboet til S.

Skifteretten i Aalborg havde udlagt boet efter 87-årig K som boudlæg til et af K's børn. Afdødes samlever M anmodede om genoptagelse og oplyste, at de reelt havde været samlevende i de sidste 12 år. K havde boet på 1. sal i en lejlighed i M's ejendom, og M havde boet i en lejlighed nedenunder. Skifteretten tog ikke anmodningen til følge. VL fandt ikke grundlag for at antage, at M ikke måtte anses for K's nærmeste efterladte, jf. DSL § 18, stk. 1 og § 19, stk. 1. VL ophævede derfor skifterettens kendelse og hjemviste sagen med henblik på udlæg af boet til M.

Skifteretten i Hjørring havde udlagt boet efter AL til D. Arvingerne A, B og C anmodede om genoptagelse, da AL i 2006 havde en formue på 174.000 kr., og da der var hævet 134.000 kr. på AL's konto kort før dødsfaldet. Skifteretten tog ikke begæringen til følge. Da det ikke fremgik af sagen, at D var gjort bekendt med anmodningen og havde haft lejlighed til at udtale sig, og da det ikke kunne udelukkes, at boet skulle genoptages i medfør af DSL § 103, ophævede ØL skifterettens kendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Afdøde efterlod sig aktiver for 96.773 kr., hvoraf 80.023 kr. var en opsagt pensionsordning. Begravelsesudgifterne og udgifterne til boets behandling udgjorde 48.022 kr., og der var således et overskud på 48.751 kr., eller 12.751 kr. over grænsen for boudlæg i 2009. Der var anmeldt krav i boet på næsten 2,7 mio. kr. Skifteretten i Helsingør foretog boudlæg til den efterlevende ægtefælle, jf. DSL § 18, stk. 2, idet en insolvent bobestyrerbehandling ikke kunne forventes at medføre dividende til kreditorerne, og idet pensionsbeløbet var tilfaldet ægtefællen uden om boet, hvis det ikke var blevet hævet. ØL stadfæstede.

A døde i 2009 og efterlod sig 3 fællesbørn. Boet blev udlagt som boudlæg til hendes søn P. I boet registreredes aktiver i form af begravelseshjælp på 1.050 kr. og et bankindestående på 38.150,62 kr. og passiver på i alt 24.500 kr. P meddelte efterfølgende skifteretten, at der var fundet 5.910 euro i A's bankboks svarende til 43.998 kr., og P anmodede skifteretten om yderligere boudlæg. A's datter D anmodede om, at boet blev udlagt til hende. A og hendes afdøde ægtefælle havde i 1993 i et testamente bl.a. anført, at det var deres ønske, at D forlods skulle arve alt sølvtøjet, alle smykkerne og A's tøj samt alt indboet. Skifteretten i Esbjerg udlagde på ny boet til P som boudlæg, hvilket D påkærede. VL anførte, at der efter det oplyste ikke var kreditorer, der havde anmeldt krav i boet, og boets formue bestod efter de foreliggende oplysninger alene af en kontantbeholdning og noget indbo, ligesom skifteretten var bekendt med arvingernes adresser. Der fandtes på denne baggrund ikke at foreligge sådanne ganske særlige omstændigheder, at boudlæg kunne finde sted, selv om værdigrænsen i DSL § 18, stk. 2, var overskredet. VL ophævede herefter skifterettens beslutning og hjemviste sagen til fornyet behandling ved skifteretten med henblik på stillingtagen til, hvordan boet skulle behandles.

I et bo var der samlet aktiver for 73.924 kr. der bestod af et bankindestående samt begravelseshjælp. Der var begravelsesudgifter for 25.806 kr. Der var modtaget anmeldelser fra 2 kreditorer på samlet 19.741 kr. Afdøde havde 3 arvinger, hvoraf afdøde ikke havde kontakt med den ene. Både afdødes nevø og afdødes tidligere ægtefælles datter havde anmodet om at få boet udlagt som boudlæg. Skifteretten i Randers lagde vægt på, at der i boet var en arving, som der ikke var kontakt med, og at der var anmeldt krav for næsten 20.000 kr. og fandt, at der forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at boudlæg kunne finde sted selvom værdigrænsen i DSL § 18, stk. 2 overskrides. Skifteretten fandt, at afdødes tidligere ægtefælles datter var nærmeste pårørende og udleverede boet til hende til boudlæg. VL fandt ikke, at der var sådanne ganske særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at boudlæg kan finde sted, når værdigrænsen var overskredet. Oplysningerne om, at der var en arving, som de øvrige 2 arvinger ikke havde kontakt med, kunne ikke på det foreliggende grundlag føre til et andet resultat. VL ophævede herefter skifterettens kendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Skifteretten i Roskilde afslog boudlæg, da aktiverne var på ca. 200.000 kr. og begravelsesomkostningerne var på ca. 102.000 kr. ØL stadfæstede allerede, fordi boets aktiver med fradrag af de afholdte begravelsesudgifter oversteg beløbsgrænsen, og idet der ikke forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at der var grundlag for at fravige værdigrænsen, jf. DSL § 18, stk. 2.

I et bo var der aktiver for 152.119,23 kr. og udgifterne til begravelse var oplyst til 175.435 kr. Der var anmeldt krav i boet for 345.369,97 kr. Afdødes datter anmodede om at få boet udlagt som boudlæg og havde anført, at begravelsesudgifterne var rimelige, da hun blot havde fulgt afdødes ønsker. Skifteretten i Holbæk fandt, at begravelsesudgifterne væsentligt oversteg rimelige begravelsesudgifter, hvorfor betingelserne for boudlæg ikke var opfyldt. Boet blev udleveret til insolvent skiftebehandling. ØL stadfæstede.

M døde i maj 2013, og dødsboet, der bestod af ca. 20.000 kr. kontant samt boslodstilgodehavende mod H, som drev virksomhed med udstoppede dyr, blev i juni 2013 udlagt til H. Mod H's protest afgjorde skifteretten i Helsingør, at aktiver omfattet af boudlægget efter genoptagelse af boet indgik i bobehandlingen. ØL stadfæstede afgørelsen.

Skifteretten i Næstved havde i et bo, hvor bobeholdningen var opgjort til 28.549 kr., besluttet at tage boet under bobestyrerbehandling efter anmodning fra en af A's sønner, B, der henviste til, at han og hans søskende ikke kunne blive enige. En anden søn, C, kærede beslutningen til ØL, der anførte, at henset til, at C's medarving ikke havde ønsket konkrete forhold undersøgt, og til, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger i sagen, som sandsynliggjorde, at der var behov for yderligere undersøgelse af boets aktiver og passiver, fandtes der ikke at være grundlag for bobehandling. Herefter, og idet værdien af boet ifølge anmodningen om boudlæg angaves at opfylde betingelserne for boudlæg efter DSL § 18, stk. 1, ophævedes skifterettens afgørelse, og sagen hjemvistes til fornyet behandling ved skifteretten.

Skifteretten i Horsens afslog boudlæg, da boet efter fradrag af passiver i henhold til DSL § 18 var på 51.564 kr. incl. løn og pensioner udbetalt efter dødsfaldet med 13.349 kr. VL var enig i, at de pensioner, der var udbetalt til A's konto efter dødsfaldet, skulle indgå i opgørelsen af aktiverne ved vurderingen af, om boet kunne udlægges som boudlæg, jf. DSL § 18, stk. 1. VL tiltrådte endvidere, at der ikke var grundlag for at udlevere boet som boudlæg, selv om værdigrænsen blev overskredet, jf. DSL § 18, stk. 2.

Skifteretten i Glostrup bestemte, at et bo ikke kunne udleveres til boudlæg på grundlag af skiftefuldmagt, der indeholdt bestemmelse om, at fuldmagten kun kunne tilbagekaldes, når fuldmagtsgiver havde betalt alle tilgodehavender til det begravelsesfirma, fuldmagten var udstedt til. ØL stadfæstede, da fuldmagten ikke var i overensstemmelse med AFTL §§ 13 og 16.

I dødsboet efter A, der var født i 1939, traf Skifteretten i Sønderborg efter anmodning fra afdødes samlever gennem 10 år afgørelse om boudlæg, idet der ifølge opgørelse var en bobeholdning på godt 20.000 kr. Arvingerne B og C kærede bl.a. under henvisning til, at der forud for vurderingsforretningen var fjernet en række aktiver fra boet, herunder værdifulde smykker, og til, at der efter skifterettens kendelse var anmeldt tyveri af smykker fra afdøde til politiet. VL stadfæstede afgørelsen med bemærkning om, at skifteretten kunne genoptage boet, jf. DSL § 103, stk. 1, såfremt der ved politiets efterforskning fremkom yderligere aktiver.

Skifteretten i København udleverede boet efter A, hvor der var et overskud efter betaling af begravelsesomkostninger på ca. 44.000 kr., til Københavns Kommune som boudlæg. Kommunen havde betalt begravelsen. Forinden havde sognepræst på vegne af afdødes søster S anmodet kommunen om, at boet blev udleveret til S. En medarbejder fra kommunen oplyste over for skifteretten, at S over for medarbejderen havde oplyst, at hun ikke ønskede at forestå begravelsen eller have noget at gøre med skifteretten. S anmodede skifteretten om at genoptage boet, hvilket skifteretten afslog. Da S ikke var blevet hørt inden udleveringen af boet til kommunen, fandt ØL, at der var begået væsentlige fejl ved behandlingen, og bestemte derfor, at boet skulle genoptages.

A efterlod sig efter betaling af begravelsen ca. 13.500 kr. samt indbo uden væsentlig værdi. Hans søn ønskede ikke boudlæg. Hans fraskilte ægtefælle Æ anmodede om boudlæg, og det samme gjorde hans 3 søstre S1, S2 og S3 i forening. Æ forklarede, at hun boede sammen med A fra 1989 og blev skilt fra ham i 2004. De havde dog derefter næsten daglig kontakt. A havde jævnligt haft kontakt til S1 og dennes mand og også en vis kontakt til S3, hvorimod S2 ikke havde haft kontakt til ham. Skifteretten i Holbæk fandt, at boet blev udlagt til Æ. ØL stadfæstede.

Boet efter M blev d. 11.02.2015 udleveret til H som boudlæg.I anmodningen, der var underskrevet d. 10.02.2015, var ejendommen opgjort til en værdi af 1.350.000 kr. og pantegælden til 1.350.000 kr. En bank anmodede d. 24.08.2015 skifteretten i Herning om at genoptage boet, da ejendommen var solgt for 1.955.000 kr. efter et tilbud, der var indkommet d. 08.02.2015. Skifteretten besluttede at genoptage boet og udlevere det til behandling efter reglerne om insolvente boer, hvilket H kærede. VL anførte, at den pågældende ejendom havde været sat til salg, således at mulige købere kunne byde på ejendommen inden for en frist. H havde umiddelbart efter fristens udløb indleveret en anmodning om boudlæg og havde i forbindelse hermed oplyst ejendommens værdi til 1.350.000 kr. i henhold til en vurdering af 16.12.2014. Da ejendommen efterfølgende var solgt på baggrund af et bud på 1.955.000 kr., der var afgivet inden for den fastsatte frist, var der begået væsentlige fejl i forbindelse med boets behandling, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 3. Da boet som følge heraf skulle udleveres til anden behandlingsmåde, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 5, havde det været påkrævet at genoptage boet. VL stadfæstede herefter skifterettens kendelse.

Afdødes søn og datter begærede hver for sig boudlæg. De var halvsøskende og havde begge haft kontakt til afdøde. Skifteretten på Frederiksberg fandt - efter oplysningerne om deres indbyrdes forhold - ikke grundlag for at udlægge boet til dem i fællesskab. Boet blev udlagt til sønnen. Efter datterens og sønnens forklaringer i skifteretten, hvorunder sønnen havde erklæret, at han var indstillet på at betale regningerne hos bedemanden, stadfæstede landsretten skifterettens kendelse.

Skifteretten i Viborg udleverede et dødsbo som boudlæg til afdødes far, F, dog med den begrænsning, at afdødes indbo i afdødes og dennes samlevers fælles hjem blev udlagt til samleveren. F kærede skifterettens kendelse om boudlæg med påstand om, at hele boet blev udlagt til ham. VL ophævede kendelsen og hjemviste sagen til skifteretten til fortsat behandling. VL henviste til DSL § 19, hvorefter et boudlæg skal ske til den eller dem, som efter skifterettens skøn er afdødes nærmeste efterladte. Et boudlæg kunne således ske til flere i forening, såfremt skifteretten skønnede, at de pågældende er lige nære efterladte til afdøde. VL udtalte, at skifteretten ikke havde forholdt sig til, hvem der var afdødes nærmeste efterladte, og at et boudlæg omfattede samtlige de aktiver, herunder indbogenstande, som tilhørte afdøde.

Dødsboet efter A var blevet udlagt broderen som boudlæg efter DSL §§ 18 og 19 da nettobeholdningen efter udgifter til begravelse mv. udgjorde godt 27.000 kr. Efter boudlægget blev der i afdødes bankboks fundet et testamente, hvor A havde indsat en forening som arving, en guldkæde, et guldarmbånd og 124.900 kr. i kontanter. Skifteretten i Odense besluttede herefter at genoptage boet og bestemte henset til størrelsen af det fundne beløb, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at det tidligere udlagte skulle indgå i boet, jf. DSL § 104 og § 20, 2. pkt. I skifterettens vurdering indgik det endvidere, at broderen allerede dagen efter, at han modtog boudlægget blev bekendt med størrelsen af kontantbeholdningen, og at han derfor allerede på dette tidspunkt måtte vide, at betingelserne for at slutte sagen som boudlæg ikke længere var til stede. ØL stadfæstede og henviste i den forbindelse blandt andet til forarbejderne til DSL § 20 ligesom det blev anført, at broderen endnu ikke havde nået at indrette sig tillid til at kunne beholde de tidligere udlagte aktiver.

Skifteretten i Glostrup udlagde et bo som boudlæg trods en arvings protest, idet det ikke var sandsynliggjort, at afdøde H, der havde siddet i uskiftet bo, havde foretaget dispositioner ved overdragelse af et kolonihavehus i 2013 eller ved pengegaver, der for langt hovedpartens vedkommende var ydet for mere end 5 år siden, som kunne danne grundlag for nu at rejse krav mod en arving. Skifteretten henviste i den forbindelse til, at der ikke var anlagt omstødelsessager vedrørende dispositionerne og til fristbestemmelserne herom i arvelovgivningen. ØL stadfæstede.

Skifteretten i Esbjerg udlagde et bo som boudlæg til 3 af afdødes 4 livsarvinger. Den fjerde arving krævede også boudlæg, da han havde stået for begravelsen. VL konstaterede, at grænsen for boudlæg i medfør af DSL § 18, stk. 1, var overskredet, og at der ikke var oplyst ganske særlige omstændigheder, der kunne begrunde et stort boudlæg i medfør af DSL § 18, stk. 2. VL ophævede derfor kendelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Afdøde H, der sad i uskiftet bo med sønnerne A og B efter M, som døde i 2003, døde i sept. 2018. Hun efterlod sig alene et bankindestående på 9.488 kr. A fremsatte anmodning om, at dødsboet blev udleveret til bobestyrerbehandling, idet han gjorde gældende, at overdragelsen af et kolonihavehus til B var omstødelig, og at B havde fået gaver, der urimeligt havde formindsket det uskiftede bo. B fremsatte anmodning om, at boet blev sluttet som et boudlæg. Af et dokument om haveoverdragelse af 03.11.2013 fremgik det, at H overdrog sin kolonihave til B. Ud for købesummen, der var 0 kr., var anført ordet “Familieoverdragelse". Af et dokument om haveoverdragelse af 21.08.2014 fremgik det, at B overdrog samme kolonihave til Y for 397.000 kr. Det fremgik af skatteoplysningerne for H for 2104, at hun ved årets udgang havde et bankindestående på 12.728 kr. og en bil fra 2002. Hun var registreret som ejer af kolonihaven frem til den 21.08.2014. I 2017 var hun alene registreret med et bankindestående på 14.370 kr. Skifteretten i Glostrup fandt ikke, at A havde sandsynliggjort, at dødsboet havde et krav på B. Skifteretten fandt det heller ikke godtgjort, at H ikke havde været indforstået med overdragelsen af kolonihaven til B. Skifteretten lagde endvidere vægt på, at A ikke indenfor 5 år efter overdragelsen af kolonihaven havde anlagt omstødelsessag mod A, jf. den tidligere arvelovs § 22, stk. 2. Vedrørende pengegaverne måtte det lægges til grund, at hovedparten af disse var givet for mere end 5 år siden. Det var endvidere ikke sandsynliggjort, at B havde fået pengegaver i større omfang, end A, og heller ikke sandsynliggjort, at der var givet pengegaver, der kunne betegnes som et misbrug. Skifteretten bestemte herefter, at dødsboet skulle berigtiges som et boudlæg. ØL, der bemærkede, at det var den nugældende AL § 32, stk. 2, der fandt anvendelse, jf. AL § 103, stk. 2, erklærede sig i øvrigt enig i skifterettens resultat og begrundelsen herfor, og stadfæstede afgørelsen.

Arvingerne efter afdøde, A, var to børn og to børnebørn.A efterlod sig på dødsdagen alene 11.240 kr. samt et muligt krav på 13.000 kr. vedrørende et boligindskud. Det var telefonisk oplyst til skifteretten, at A 2-3 uger før sin død havde foræret sønnen B 60.000 kr. A var på gavetidspunktet hospitalsindlagt. Skifteretten på Frederiksberg bemærkede, at der kunne være tale om gave, der var givet på et tidspunkt, hvor A anså døden for nært forestående, jf. AL § 93, hvorfor boet ikke kunne afsluttes som et boudlæg. Skifteretten fastsatte herefter en frist for, at arvingerne kunne anmode om privat skifte eller bobestyrerbehandling. ØL bemærkede, at det fremgår af DSL § 18, stk. 1, at et bo skal udlægges som boudlæg, hvis betingelserne er opfyldt. Det fremgår endvidere af DSL § 18, stk. 3, at skifteretten kan bestemme, at boet skal behandles ved bobestyrer, såfremt der er tvivl om, hvorvidt betingelserne er opfyldt, og herunder tvivl om, hvorvidt der er sket omstødelige dispositioner, således at aktiverne overstiger beløbsgrænsen for boudlæg. ØL stadfæstede med disse bemærkninger skifterettens afgørelse.

C havde d. 19.09.2020 fået udlagt boet efter A som boudlæg. I anmodningen om boudlæg var der som aktiv anført en handicapbil, Renault Partner, som var værdiansat til 60.000 kr. »jf. vurdering«. Som bilag til anmodningen var vedhæftet et dokument benævnt »Slutseddel indkøb af bil«, hvor bilen var prisfastsat til 60.000 kr. Bilen blev i februar 2020 solgt for 130.000 kr. Horsens Kommune anmodede herefter skifteretten i Horsens om at genoptage bobehandlingen med henblik på fordeling af provenuet ved salg af afdødes bil blandt boets kreditorer, idet boudlægget var baseret på åbenbart urigtige oplysninger, da bilens værdi havde været betydeligt over den værdi på 60.000 kr., som var blevet lagt til grund ved skifterettens beslutning om boudlæg. C oplyste, at der efter anmodning fra skifteretten var indhentet to vurderinger på henholdsvis 60.000 kr. (kaldet Slutseddel) og 65.000 kr. Bilen havde været i meget dårlig forfatning ved dødsfaldet, men den var efter boudlægget istandsat af arvingerne og solgt for 130.000 kr. Skifteretten i Horsens afviste at genoptaget sagen. VL anførte, at C i forbindelse med anmodningen om genoptagelse af boet havde redegjort for baggrunden for bilens højere værdi ved salget. VL fandt ikke grundlag for at betvivle denne redegørelse. På den baggrund var der ikke grundlag for at genoptage boet i medfør af DSL § 103, stk. 1.

Skifteretten i Aarhus fandt, at det ikke var muligt at udlægge boet til børnene i forening. Skifteretten fandt, at begge børn havde været tæt knyttet til deres mor på hver deres måde. Herefter blev boet udlagt til det barn, der havde arrangeret begravelsen, og som bestiller hæftede for omkostningerne herved. VL stadfæstede.

H sad i uskiftet bo med 4 fællesbørn. Skifteretten i Randers modtog særskilt anmodning om boudlæg fra to af børnene, B1 og B2. H havde i 2019, mens hun sad i uskiftet bo, solgt en ejendom til B1 og B4 for 750.000 kr. Skifteretten traf kendelse om, at boet skulle udleveres til boudlæg til B1. B2 kærede afgørelsen med påstand om, at boudlæg skulle ske til hende, og B3 kærede afgørelsen med påstand om, at boet skulle udleveres til behandling ved en bobestyrer. Det blev anført, at der var forsvundet 30.000 kr. i kontanter fra boet, og at afdøde i 2015 havde solgt et sommerhus for 948.000 kr., og der forelå ikke oplysninger om, hvad der var sket med købesummen. VL fandt, at boets forhold skulle undersøges nærmere, eventuelt ved bobestyrerbehandling, inden der kunne træffes afgørelse om et muligt boudlæg, og VL ophævede derfor skifterettens kendelse om boudlæg, og hjemviste sagen til fornyet behandling.

M, der i juli 1995 havde overtaget boet efter H i medfør af SKL § 57, jf. § 62 b, stk. 2, døde i 1997 uden at efterlade sig arveberettigede slægtninge. Skifteretten i Roskilde fandt, at H's søskende og disses livsarvinger i medfør af AL § 7 b, stk. 2, 2. pkt. var arvinger i boet, hvilket justitsministeriet tiltrådte. (Der er efter min opfattelse ikke hjemmel til dette resultat i lovens tekst)

Skifteretten i Holsted havde med rette nægtet ægtefælleudlæg, da arvingerne ikke havde samtykket i, at en fast ejendom blev ansat til den offentlige ejendomsværdi, og der ikke forelå en vurdering af den aktuelle handelsværdi.

Dødsbo, hvis væsentligste aktiv var en fast ejendom, der blev vurderet til 275.000 kr, og hvor passiverne udgjorde 46.450 kr., var blevet udleveret til bobestyrerbehandling. Efter at ejendommen var solgt for 170.700 kr., blev boet mod datterens protest udleveret til ægtefællen som ægtefælleudlæg, jf. DSL § 22.

Skifteretten i Nakskov havde d. 05.01.1999 bestemt, at et uskiftet bo skulle skiftes på grund af misbrug. Længstlevende M indleverede herefter en opgørelse, hvorefter nettoformuen var på 34.441 kr., og skifteretten udleverede boet som ægtefælleudlæg. ØL fandt, at skifteretten burde have foretaget nøjere undersøgelser og afholdt et retsmøde, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling.

H havde i 1968 fået boet efter M, der ikke efterlod sig livsarvinger, udleveret efter SKL § 57, jf. § 62 b, stk. 2. Efter H's død i 1999 begærede H's 13 udarvinger boet udleveret til privat skifte. Dette blev nægtet, da det for tiden var retligt uafklaret, om førstafdødes udarvinger havde arveret. En sådan tvist måtte afgøres af skifteretten ved dom.

M, der var barnløs, var død d. 06.01.1993, og H fik boet på 68.000 kr. udlagt i medfør af SKL § 57, jf. § 62 b, stk. 2. H døde d. 18.01.1997. Antaget på baggrund af lovmotiverne, at arven efter H skulle fordeles efter AL § 7, stk. 2.

M døde d. 25.01.1998, og H fik d. 10.03.1998 udlagt boet som ægtefælleudlæg. 50% af en ejendom var i opgørelsen medtaget med 750.000 kr. på baggrund af en vurdering af en EDC-mægler. Hele ejendommen var i sept. 1997 sat til salg for 2,1 mio kr., og ejendommen blev ikke sat til salg for 1,5 mio kr., men solgt d. 15.05.2000 for 1,95 mio kr. Skifteretten genoptog i sept. 1998 boet efter begæring fra M's særbarn. Bobestyrer opgjorde nu boet til 216.300 kr. Skifteretten i København bestemte, at kravet mod H om tilbagebetaling af de af boets midler, der oversteg 160.000 kr., bortfaldt, jf. DSL § 104, stk. 4. ØL fandt ikke grundlag for nogen nedsættelse af kravet mod H. Der lagdes vægt på oplysningerne om ejendommen forskellige værdiansættelser og senere salg, den omstændighed , at ejendommen ikke blev udbudt til den lavere pris, og til værdien af den ejerlejlighed, som H kort efter erhvervede.

M, der havde 2 særbørn, var død i 1981, og boet blev udlagt til H efter SKL § 57, stk. 1, jf. § 62 b, stk. 2. H døde i 1998 og efterlod sig ikke livsarvinger, men alene 3 brødre. Skifteretten i Roskilde antog, at boet skulle deles efter AL § 7, stk. 2. Særligt når hensås til, at forarbejderne til AL § 7 b, stk. 2 ikke sås at have taget klart stilling til spørgsmålet, fandt ØL ikke grundlag for at fortolke henvisningsbestemmelsen i AL § 7 b, stk. 2, 2. pkt. således, at også livsarvinger efter førstafdøde, som ikke er omfattet af AL § 7, stk. 2, tager arv efter længstlevende, når denne har udtaget boet efter 150.000 kr.'s reglen. Hele boet skulle herefter tilfalde H's 3 brødre. Højesteret fandt, at AL § 7 b, stk. 2, 2. pkt. fandt anvendelse i et tilfælde, hvor førstafdøde ægtefælle var død før d. 01.01.1997. Bemærkningerne talte for, at AL § 7 b, stk.2 ikke omfatter tilfælde, hvor der er livsarvinger efter førstafdøde. (3-2). Landsrettens dom er komm. af Henning Broman i FM 2000.57, som mener, at AL § 7, stk. 2 bør ændres.

Boet efter M, der døde d. 18.07.2002 blev udlagt som ægtefælleudlæg til H, som undlod at indrykke proklama. I foråret 1998 rejste 2 af M's kreditorer krav om betaling af i alt 365.000 kr. H henvendte sig til en advokat, og på det møde i skifteretten d. 18.08.1998 drøftede man mulighederne for genoptagelse af boet. Advokaten anmodede om at få sagen sat i bero i 1 måned. H begærede boet genoptaget d. 12.07.2001 med henblik på udbakning, jf. DSL § 23. Kreditorerne protesterede. Skifteretten i Tåstrup fandt, at enken havde udvist en sådan passivitet, at hensynet til kreditorerne talte mod at genoptage sagen. ØL stadfæstede.

Et bo var udleveret til privat skifte til M og H's to særbørn. M begærede senere boet udlagt som ægtefælleudlæg, hvilket blev afslået af skifteretten i Ringsted i medfør af DSL § 22, stk. 2, da der stadig var gæld i boet, som særbørnene hæftede for, hvorfor der ikke kunne ske ægtefælleudlæg uden særbørnenes samtykke. ØL konstaterede, at M's bodel var negativ med 32.459 kr. Allerede fordi han var klart insolvent, kunne hans begæring om ægtefælleudlæg ikke taget til følge. Komm. i FM 2003.189 af Henning Broman, som finder, at skifterettens begrundelse var den rigtige.

Boet efter H blev behandlet af bobestyrer, som nu begærede dødsboet udleveret til M som ægtefælleudlæg i medfør af DSL § 22. H's særbarn, B, protesterede herimod under henvisning til, at betingelserne herfor ikke var opfyldt, da værdierne i boet skal opgøres pr. tidspunktet for førstafdødes død og uden fradrag af efterfølgende omkostninger, og da beløbsgrænsen for ægtefælleudlæg herefter ville være overskredet. Skifteretten i Hjørring fandt, at der er hjemmel til at fradrage de medgåede bobehandlingsomkostninger inden vurderingen af, hvorvidt beløbsgrænsen i henhold til DSL § 22 er opfyldt, og at værdierne skal opgøres på tidspunktet for ægtefællens fremsendelse af anmodningen om ægtefælleudlæg. Da parterne var enige om, at beløbsgrænsen på dette tidspunkt var opfyldt, blev anmodningen om ægtefælleudlæg taget til følge. VL stadfæstede med den bemærkning, at resultatet endvidere støttedes af ordlyden af AL § 7 b, stk. 2.

Skifteretten i Kalundborg havde udlagt boet efter M til H i medfør af DSL § 22. Værgen for M's tre umyndige særbørn kærede. Under et møde i skifteretten havde værgens advokat rådet til, at H og M's tidligere hustruer i fællesskab skulle sørge for vurderingen af en fast ejendom. Det var ikke bestridt, at den udpegede mægler var accepteret af værgen. Den omstændighed, at værgen ikke fandt vurderingen sandsynlig, kunne ikke føre til tilsidesættelse af boudlægget. Det var ikke ved de fremlagte R-75 erklæringer godtgjort, at skifteretten havde bortset fra væsentlige aktiver. Ægtefælleudlægget stadfæstedes.

M anmodede om ægtefælleudlæg. Formuen udgjorde ifølge åbningsstatus ca. 120.000 kr. Rubrikken vedr. værdien af bl.a. smykker var udfyldt med "nil". H's særbarn, S, protesterede herimod og henviste til, at smykkerne måtte have en betydelig større værdi. M forklarede, at han havde lagt smykker for 4.000 - 5.000 kr. ned i H's kiste og selv beholdt for måske 500 kr. Aalborg Skifteret fandt det godtgjort, at der udelukkende var aktiver, herunder smykker af værdi som skønnet af M. Ved senere kæreskrift opgjorde S værdien af smykkerne til mellem 40.000 - 70.000 kr. VL udtalte, at et dødsbo kan udleveres til ægtefællen, hvis værdien af boet udgør mindre end 200.000 kr., jf. DSL § 22, stk. 1, nr. 1, jf. AL § 7 b, stk. 2. Herefter og af de grunde, som skifteretten havde anført, og da det der var anført for VL, ikke kunne føre til et andet resultat, stadfæstede VL.

H var afgået ved døden d. 30.06.2006. H's bodel var negativ med ca 511.000 kr. M's bodel var negativ med ca. 870.000 kr. Skifteretten i Køge afviste at tage M's begæring om ægtefælleudlæg til følge, idet boet efter H var insolvent. ØL stadfæstede, idet boet efter H måtte antages at være insolvent, og M's gæld oversteg hans aktiver, hvorfor hensynet til afdødes kreditorer fandtes at føre til, at boet ikke udleveredes efter DSL § 22 eller udleveredes til privat skifte.

M var død. Skifteretten besluttede, at boet ikke kunne udlægges til samleveren K i medfør af DSL § 22, ligesom boet ikke kunne udleveres hende til forenklet privat skifte i medfør af DSL § 34. K gjorde i den forbindelse gældende, at parterne havde oprettet et udvidet samlevertestamente, jf. AL § 87, hvorefter to personer ved testamente kan bestemme, at de helt eller delvis vil arve hinanden og arves, som var de ægtefæller. Hun havde derfor samme krav på suppleringsarv i medfør af AL § 11, stk. 2, og da nettoaktiverne med sikkerhed ikke oversteg den i bestemmelsen anførte beløbsgrænse, skulle boet ikke skiftes, men udlægges. VL stadfæstede skifterettens afgørelse, idet ægtefælleudlæg i medfør af DSL § 22, efter sin ordlyd, alene kunne ske til en efterlevende ægtefælle, og der var ikke grundlag for at fastslå, at denne ret også kunne benyttes af en efterlevende samlever, selv om denne efter AL § 87 arver afdøde som en ægtefælle.

M, der var 81 år, døde d. 02.11.2012. M efterlod sig 3 særbørn samt ægtefællen H, der var 77 år, begærede ægtefælleudlæg. M og H's formue udgjorde 348.625 kr. incl. 3 måneders efterindtægt á 11.543 kr. M havde været tjenestemand i DSB, og ægtefællepensionen udgjorde 95.876,18 kr. årligt. Nutidsværdien af ægtefællepensionen udgjorde 853.969 kr. før skat og 558.123 kr. efter skat - beregnet på Synopsis.dk. Skifteretten i Svendborg fandt, at der ikke kunne ske ægtefælleudlæg, da værdien af ægtefællepensionen skulle medregnes, jf. AL § 11, stk. 3, 1. pkt. ØL fandt, at ægtefællepensionen ikke skulle indgå i beregningen i henhold til AL § 11, stk. 2, da længstlevende kunne udtage pensionen forlods på et skifte, jf. AL § 11, stk. 3, 2. pkt., jf. RVL § 16 a, stk. 1. Komm. af Marianne Holdgaard og Jørgen Ulrik Grønborg i UfR 2013 B.455-460: Suppleringsarv og ægtefællepension. (Det konkluderes, at kendelsen burde have haft et andet udfald, og at den har skabt en unødig retsusikkerhed på området.)

Efter M’s død i maj 2019 anmodede H om at få boet udleveret som ægtefælleudlæg. M’s og H’s samlede formue var opgjort til i alt 461.475 kr., men H havde ikke medregnet den ægtefællepension, som hun fik i anledning af M’s død, idet hun gjorde gældende, at den ikke skulle medtages i beregningen. Ifølge en beregning af værdien af ægtefællepensionen på www.themis.dk udgjorde værdien efter skat 959.923 kr. Skifteretten i Hjørring afviste H's begæring. Efter AL § 11, stk. 2, kan den længstlevende ægtefælle af boet udtage så meget, at værdien heraf sammenlagt med den længstlevendes bos- og arvelod samt fuldstændige særeje udgør indtil 780.000 kr. (2019-beløb). I beregningen indgår forsørgertabserstatning, livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, der kommer til udbetaling til den længstlevende ægtefælle i anledning af dødsfaldet. Længstlevendes øvrige rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig karakter, medregnes kun i den udstrækning disse rettigheder, hvis de var delingsformue, ville indgå i ligedelingen på skifte i den længstlevende ægtefælles levende live, jf. AL § 11, stk. 3. VL henviste til forarbejderne til bestemmelsen og anførte herefter, at H som følge af M’s dødsfald fik udbetalt efterindtægt og ægtefællepension efter M. Der var tale om ydelser, som kom til udbetaling til længstlevende ægtefælle i anledning af dødsfaldet, og som tjente forsørgelsesformål. Ydelserne skulle derfor indgå i beregningen efter AL § 11, stk. 2, jf. stk. 3, 1. pkt. Betingelserne for at udlevere boet efter reglerne om ægtefælleudlæg var derfor ikke opfyldt.

Skifteretten i København havde afvist at tage en anmodning om ægtefælleudlæg til følge, da anmodningen ikke var underskrevet af længstlevende ægtefælle, men af en juridisk rådgiver X i et selskab beskæftiget med bobehandling i henhold til skiftefuldmagt. Skifteretten havde lagt til grund, at den længstlevende ægtefælle ikke kunne anses for at have vedgået sig ansvaret for afdødes gældsforpligtelser. ØL ændrede denne kendelse og tog således anmodningen om ægtefælleudlæg til følge. ØL henviste til, at X som kontaktperson for dødsboet på baggrund af en skiftefuldmagt på vegne af længstlevende ægtefælle havde anmodet skifteretten om ægtefælleudlæg i medfør af DSL § 22, og at det udtrykkeligt fremgik af skiftefuldmagten pkt. 2, at den gav fuldmagtshaver ret til for ægtefællen at vedgå det personlige gældsansvar for betaling af afdødes gæld, i de tilfælde, det er påkrævet.

Bedstemoderen A, der sad i uskiftet bo, havde d. 01.07.2004 solgt sit sommerhus på Fanø til sit barnebarn, B, og dennes samlever, C, for 555.000 kr. Sommerhusets værdi på salgstidspunktet blev af en syns- og skønsmand vurderet til 825.000 kr. Kort tid her efter havde A givet 50.000 kr. til sin datter, D, samt samme beløb til hvert af sine to børnebørn, B og E. D hævdede, at B og C havde udnyttet A til at sælge sommerhuset for billigt, jf. AFTL §§ 31, 33 og 36, at der også var tale om misbrug af det uskiftede bo, jf. den dagældende AL § 22 samt at A ikke havde været i stand til at handle fornuftsmæssigt i sommeren 2004, jf. VML § 46. Det blev hverken fundet bevist, at A skulle have lidt af sindssygdom eller lign., der skulle havde frataget hende evnen til at handle fornuftsmæssigt, eller at B og C skulle have lagt pres på A for at få hende til at sælge sommerhuset. Salget af sommerhuset var derfor ikke ugyldigt efter VML § 46 og VL udtalte, at der hverken efter de påberåbte ugyldighedsregler i AFTL eller efter almindelige erstatningsregler var grundlag for at dømme B og C til at betale erstatning. VL bemærkede, at det var reglerne om omstødelse i den nye AL §§ 31, stk. 1 og 32, stk. 2, der skulle anvendes, jf. AL § 103, stk. 2. Da sagen om omstødelse af salget af sommerhuset ikke var anlagt inden et år efter, at D var blevet bekendt med salget, var sagen anlagt for sent. Med gaven på 50.000 kr. til B, D og E havde A søgt at tilgodese både sin datter og sine to børnebørn, og der var således ikke tale om en illoyal råden over det uskiftede bo. På den baggrund stod gaven ikke i misforhold til boets formue, og gaven kunne derfor ikke kræves omstødt efter AL § 22. B og C blev derfor i det hele frifundet.

Enkemand M, der sad i uskiftet bo, begærede boet skiftet med fællesbarnet B. Skifteretten bistod med udfyldelsen af en boopgørelse på blanket. Da afgiftsopkrævning blev udsendt, begærede M og B boet udleveret til fornyet hensidden i uskiftet bo, da M havde opdaget, at skiftet havde negativ betydning for M's pension, hvilket skifteretten ikke havde vejledt om. Skifteretten afslog begæringen, da boet var sluttet, og da der ikke fandtes grundlag for, at skifteretten skulle have vejledt om pensionsreglerne. Kære til ØL afvist som for sent indgivet.

M afgik ved døden d. 02.12.1989 og H overtog boet til hensidden i uskiftet bo. D. 28.01.1997 begærede H boet taget under behandling ved bobestyrer, jf. AL § 16, stk. 2, da det havde vist sig, at boet var insolvent. Skifteretten i Maribo afslog at tage begæringen til følge. ØL fandt, at en modsætningsslutning fra § 2, stk. 2 i lov nr. 384 af 22.05.1996 om ændring af arveloven måtte føre til, at de øvrige bestemmelser i ændringsloven, herunder AL § 16, stk. 2, kun har virkning for de tilfælde, hvor førstafdøde er afgået ved døden efter lovens ikrafttræden. Dette resultat bestyrkedes af, at ikrafttrædelsesspørgsmålet ikke er omtalt i forarbejderne til ændringsloven. Det kunne ikke antages, at den meget vidtgående nye bestemmelse i § 16, stk. 2 er tillagt tilbagevirkende kraft, således at den er anvendelig på alle eksisterende uskiftede boer, uanset hvornår de er etablerede, uden at dette er kommet til udtryk i lovteksten eller dog i bemærkningerne til lovforslaget eller andre lovmotiver. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at det i DSL § 117, 2. pkt. er bestemt, at reglerne i denne lov finder anvendelse på skifte af uskiftede boer, hvor der anmodes om skifte i længstlevendes levende live, selv om den nyaffattede AL § 16, stk. 2 henviser til DSL § 104. ØL stadfæstede herefter den påkærede kendelse.

H havde i det første møde i skifteretten d. 20.05.1996 med en § 17a-fuldmægtig fået boet efter M udleveret til hensidden i uskiftet bo. H begærede d. 10.06.1996 boet udleveret til privat skifte, som straks blev afsluttet pr. dødsdagen. H begærede i 1997 boet genoptaget og udleveret til privat skifte pr. dødsdagen, da hun konstaterede, at hun mistede et ekstra personfradrag som følge af, at boet ikke straks var blevet udleveret til privat skifte. H fik medhold i begæringen, idet de skattemæssige konsekvenser ikke var blevet oplyst, ligesom H ikke var blevet opfordret til at søge den skattemæssige betydning af boets behandlingsmåde afklaret ved henvendelse til andre rådgivere, og idet den ændrede bobehandlingsmåde ikke ses at have haft indflydelse på tredjemands retsstilling.

Begæring om skifte af uskiftet bo blev afvist, da der hverken forelå bevis for moderens påståede misbrug af rådigheden eller for væsentlig forringelse. Arvingen blev i skifteretten pålagt 6.000 kr. i sagsomkostninger og i ØL yderligere 1.000 kr. i sagsomkostninger.

H døde d. 28.01.1997. H havde ved testamente bestemt, at boet i videst muligt omfang skulle skiftes ved hendes død, og at de to fællesbørn skulle arve mest muligt. Boet blev d. 17.04.1997 taget under bobestyrerbehandling. M anmodede d. 20.10.1997 om at få boet udleveret til hensidden i uskiftet bo. H's bodel udgjorde ca. 90.000 kr. M havde en positiv bodel på ca. 700.000 kr., der i det væsentlige bestod af den faste ejendom. Der var faste udgifter vedrørende ejendommen og bankgælden på ca. 220.000 kr. årligt. M havde ikke oplyst, hvorledes han ville kunne betale disse udgifter. Skifteretten i Hørsholm fandt herefter, at M ikke havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser, hvorfor begæringen om udlevering til uskiftet bo blev nægtet fremme. M blev frataget rådigheden over ejendommen i medfør af DSL § 75, stk. 2. ØL stadfæstede.

Længstlevende efterlod sig både et fællesbo og et særbo. Antaget, at der i afgiftsmæssig henseende forelå to boer, der i princippet kunne være undergivet forskellig skifteretlig behandling. Den omstændighed, at skifteretten havde registreret og udleveret boerne under ét til behandling ved autoriseret bobestyrer fandtes uden betydning for sagens afgørelse. Der skulle betales 9.000 kr. i retsafgift af fællesboet og 2.500 kr. i retsafgift i særboet.

M var død i 1943 og H sad i uskiftet bo til sin død i 1988. H havde desuden et fuldstændigt særeje. ØL fandt at hele H´s formue på 3.023.199 kr. måtte anses for at være H's særeje, hvilket var i overensstemmelse med hendes codicil fra 1984 og med afkrydsningen i § 14-opgørelsen og i boopgørelsen. HR fandt, at arvingerne havde sandsynliggjort, at provenuet fra salg i 1971 af ejendom, som var fælleseje, på 401.000 kr. indgik i H's samlede obligationsbeholdning, og at der således også forelå et fællesbo, jf. herved formodningsreglen i AL § 23. Sagen blev derfor hjemvist til skifteretten til fornyet behandling.

M var død d. 23.01.1993 og H havde overtaget boet til hensidden i uskiftet bo. Den Danske Bank havde i 1995 sagsøgt H til betaling af 2.149.125,68 kr. H begærede d. 07.01.1997 boet taget under behandling ved bobestyrer, jf. AL § 16, stk. 2. M's bodel bestod af pensionsordning til en værdi på 120.000 kr., 7 skibsanparter samt kautionsforpligtelser for 2.749.125 kr. Skifteretten i Horsens tog begæringen til følge, hvilket blev påkæret af Den Danske Bank. VL fandt, at en modsætningsslutning fra § 2, stk. 2 i lov nr. 384 af 22.05.1996 om ændring af arveloven - som anført i kendelse af 20.05.1997 fra ØL - førte til, at AL § 16, stk. 2 kun har virkning for de tilfælde, hvor førstafdøde er afgået ved døden efter lovens ikrafttræden. H's anmodning om skifte blev herefter ikke taget til følge. Højesteret stadfæstede. Det måtte kræve sikker lovhjemmel, hvis hæftelsesgrundlaget skulle ændres væsentligt i forhold til, hvad førstafdødes kreditorer havde kunnet indrette sig på.

75-årig enkemand M, der efter H's død i 1991 sad i uskiftet bo med enearvingen S, havde i 1992 købt en ejendom til sin 73-årige samleverske, A, for 695.000 kr. kontant. M havde desuden foræret A en brugt bil til 82.188 kr. Det uskiftede bo var på ca. 1 mio. kr. A solgte huset i 1994 for 750.000 kr. kontant. Ultimo 1994 ophævedes forholdet mellem M og A. S indgav begæring om skifte af det uskiftede bo i november 1995 og anlagde d. 21.11.1995 omstødelsessag mod A. Antaget at sagen var anlagt rettidigt, jf. AL § 22, stk. 2. A burde have bedt M dokumentere, at han havde skiftet med S, eller at han havde en meget betydelig formue. Da A havde undladt dette, fandtes hun ikke at have været i god tro, og gaver blev derfor omstødt. A blev dømt til boet at betale nettoprovenuet ved videresalg af ejendommen, 686.781 kr., samt værdien af bilen, 30.000 kr. med fradrag af 50.000 kr, som A havde foræret M, og 25.000 kr, som A havde brugt til forbedringer af huset, eller i alt 641.781 kr.

H, der sad i uskiftet bo, begærede d. 09.06.1998, uden forbehold om eventuel senere adgang til omberigtigelse, det uskiftede bo fra 1996 skiftet som bobestyrerbo. Skifteretten tog begæringen til følge samme dag. Livsarvingerne havde forinden, d. 29.04.1998, begæret boet skiftet, jf. AL § 20. Livsarvingerne havde ikke samtykket i, at boet på ny udleveres til uskiftet bo. Under disse omstændigheder tiltrådtes det, at H's begæring af 01.07.1998 om udlevering til uskiftet bo, ikke var taget til følge.

Efter ægtefællens død blev der anlagt umyndiggørelsessag mod længstlevende på grund af alderdomssvækkelse. Længstlevende blev frifundet og fik derpå beskikket en ad hoc værge. Skifteretten på Færøerne imødekom herefter længstlevende begæring om at få boet udleveret til hensidden i uskiftet bo. ØL stadfæstede, da længstlevende var myndig og solvent. Komm. af Henning Broman i FM 1999.117.

Arvingen A havde ved retten i Ringkøbing anlagt sag mod medarvingen B med påstand om omstødelse af gaver, jf. AL § 22, ydet af enke, der sad i uskiftet bo, og som var død i 1998. B påstod sagen afvist. Antaget, at sagen skulle anlægges ved de almindelige domstole, idet der ikke i forarbejder til DSL § 89 var holdepunkter for at antage, at det med bestemmelsen havde været tilsigtet at ændre den hidtidige retstilstand.

M, der sad i uskiftet bo med H's 3 særbørn, havde i 1996 - kort før sin død - solgt sit sommerhus, som havde en ejendomsværdi på 220.000 kr., til et af særbørnene, B, og et plejebarn C for 161.800 kr., hvoraf 136.800 kr. var en kapitaliseret brugsret for sælger. Antaget, at M ved salget af sommerhuset, der udgjorde boets eneste væsentlige aktiv, havde givet en gave, der stod i misforhold til boets forhold, idet den livsvarige brugsret ikke kunne fastsættes til nogen særlig værdi under hensyn til M's alder og uhelbredelige kræftsygdom. Det fandtes godtgjort, at B vidste og C burde vide, at M sad i uskiftet bo, og at gaven stod i misforhold til boets formue. Det forhold, at M kunne have krævet helle boet udlagt til sig, kunne ikke føre til et andet resultat. B og C dømt til at betale boet 103.000 kr.

Enke, der sad i uskiftet bo efter M's død i 1981 med 5 børn, havde i 1995 overdraget landbrugsejendom til en af sønnerne S for 2,7 mio kr., hvoraf 100.000 kr blev givet som gave. Handelsværdien blev vurderet til 3, 5 mio. kr. Broder anlagde omstødelsessag. VL lagde vægt på, at S havde arbejdet på gården i 14 år og efter faderens død forestået driften for en løn, der var væsentligt lavere end den, en fremmed bestyrer skulle have haft. Værditilvæksten kunne tillige tilskrives hans arbejde, hans lange arbejdstid og manglende ferier. Den betalte pris, der ikke svarede til markedsprisen, fandtes herefter rimelig og gaven blev ikke omstødt.

Enke i uskiftet bo havde d. 24.10.1997 overdraget landbrugsejendom på Fyn til barnebarn for 1.190.000 kr (15% under ejendomsvurderingen). To børn anlagde omstødelsessag d. 22.12.1998. Sagsøgerne havde på et møde d. 13.11.1997 fået oplyst, at gården var solgt, og de kunne og burde senest i begyndelsen af december 1997 have indhentet nærmere oplysninger om vilkårene for handelen. Fristen i AL § 22, stk. 2 var herefter ikke iagttaget, hvorfor sagsøgte blev frifundet.

Enke, der sad i uskiftet bo, havde i oktober 1998 solgt landbrugsejendom på Fyn til barnebarn for 1.190.000 kr (ejendomsvurderingen minus 15%). To fællesbørn fik ikke medhold i begæring om skifte af det uskiftede bo, da det ikke var godtgjort, at enken havde misbrugt sin rådighed over fællesboet ved at yde en gave, der stod i misforhold til boets formue. Fællesboets formue på 2,9 mio kr. var større end ved etableringen af det uskiftede bo.

M var død d. 22.05.1992, og H, der var født i 1920, sad i uskiftet bo med fællesbørnene S og D. Formuen var i 1992 på 601.000 kr. og var pr 31.12.1999 faldet til ca. 79.000 kr. H havde i 1995 giver D gaver for 64.000 kr. S begærede boet skiftet ved Skifteretten i Århus. Uanset at formuen var væsentligt formindsket, var det efter længden af det tidsrum, der var forløbet efter det uskiftede bos etablering, ikke godtgjort, at H ved sit forbrug af fællesbomidler havde misbrugt sin rådighed. Gaverne i 1995 på 64.000 kr. kunne ikke isoleret set føre til, at skiftebegæringen burde tages til følge. Komm. af Henning Broman i FM 2001.54.

H havde siden 1990 siddet i uskiftet bo med datteren D og 3 børnebørn, som var børn af afdød datter. Boet var i 1990 på ca. 5,5 mio. kr. H overdrog i 1992 et sommerhus og en ubebygget grund til D, hvilket ifølge skødet indebar en gave på 363.000 kr. I 1994 gav hun D sølvtøj for 35.000 kr. I 1995 fik D en gave på 500.000 kr. H døde i 1996, og boet var da på ca. 4,1 mio kr.. Antaget, at gaveoverdragelsen af sommerhuset og af de 500.000 kr. stod i misforhold til boets formue, og disse gaver blev omstødt, jf. AL § 22. Gaverne fandtes ikke hverken helt eller delvis at være vederlag for pasning og pleje. Der havde ikke ved tidligere gaver været væsentlige forskelle i, hvad der var tilfaldet de to grene af familien. (2-1). Sagen blev forligt under anke til Højesteret.

Skifteretten i Randers havde nægtet M at sidde i uskiftet bo, da han ikke havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser, jf. AL § 10. Han havde solgt sin forretning og ventede et skattekrav på ca. 80.000 kr. M oplyste i kæreskriftet, at han havde veteranbiler for ca. 125.000 kr. og en frimærkesamling med en værdi på ca. 15.000 kr. VL ophævede afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling, idet der forinden afgørelsen blev truffet, burde indhentes vurdering af de nævnte aktiver, og det burde oplyses, hvilken bodel de enkelte aktiver vedrørte.

Særbarn krævede i medfør af AL § 20 uskiftet bo skiftet som følge af stedfaders (M's) misbrug af rådigheden over det uskiftede bo, som ved etableringen i 1994 udgjorde ca. 100.000 kr. M havde brugt 20.000 kr. på rejser, giver egne børn 3 x 5.000 kr. i julegave og brugt 16.000 kr. på reparation af en bil, som han havde overladt til søn. Boet var fortsat på ca. 100.000 kr. Begæringen blev afvist af skifteretten i Terndrup. VL stadfæstede.

M, der i 1987 var dømt til at betale rekvirenten et beløb, var død i 1991, hvorefter H sad i uskiftet bo. Dommen over M kunne fuldbyrdes over for H, jf. AL § 16, stk. 1.

Boet efter M, der døde d. 18.07.2002 blev udlagt som ægtefælleudlæg til H, som undlod at indrykke proklama. I foråret 1998 rejste 2 af M's kreditorer krav om betaling af i alt 365.000 kr. H henvendte sig til en advokat, og på det møde i skifteretten d. 18.08.1998 drøftede man mulighederne for genoptagelse af boet. Advokaten anmodede om at få sagen sat i bero i 1 måned. H begærede boet genoptaget d. 12.07.2001 med henblik på udbakning, jf. DSL § 23. Kreditorerne protesterede. Skifteretten i Tåstrup fandt, at enken havde udvist en sådan passivitet, at hensynet til kreditorerne talte mod at genoptage sagen. ØL stadfæstede.

H, der sad i uskiftet bo med tre sønner, havde i 1996 solgt landbrugsejendom til den ene søn B for 15% under ejendomsværdien eller for 2.658.000 kr. En anden søn anlagde efter moderens død omstødelsessag mod B. Handelsværdien udgjorde 4.513.000 kr og B's forbedringer udgjorde 500.000 kr, således at handelsværdien herefter var 4.013.000 kr. Prisen i familiehandler ligger 25% under og familieprisen var herefter 3.010.000 kr. eller 352.000 kr mere end den aftalte pris. der var efter en samlet vurdering ikke grundlag for at antage, at der var ydet en gave, der udgjorde en så væsentlig del af fællesboet, at gaven skulle omstødes (2-1).

Københavns Byrets Skifteret havde d. 12.07.2001 udleveret boet efter M til enken, som efter dødsfaldet havde fået beskikket en skifteværge, som havde anbefalet udlevering til uskiftet bo. Der var ikke grundlag for at omgøre denne beslutning i medfør af DSL § 103.

H, der sad i uskiftet bo med 3 fællesbørn, havde d. 21.04.1999 overdraget ejendom i Hundested til datteren B for 459.000 kr. - svarende til ejendomsværdien minus 15%. H havde livsvarig bopælsret mod betaling af 2.000 kr. om måneden. H døde d. 30.05.1999. Antaget, at B på overdragelsestidspunktet indså eller burde have indset, at H højst kunne forventes at ville komme til at bo på ejendommen i en kortere periode. B fik en gave, der skønsmæssigt kunne fastsættes til 100.000 kr. En gave af denne størrelse stod i misforhold til det uskiftede bos størrelse, der på dødsdagen udgjorde 340.000 kr. B dømtes til at betale 100.000 kr. til dødsboet.

87-årig enke i uskiftet bo var kommet på plejehjem og havde overladt administrationen af sin økonomi til en datter og svigersøn. To andre børn var kommet besiddelse af oplysninger om, at enkens bankbeholdning skulle være blevet formindsket med 400.000 kr. Skifteretten i Hjørring pålagde enken at fremlægge kontoudskrifter, jf. AL § 13, stk. 4. VL stadfæstede.

Den 85-årige M, der sad i uskiftet bo med sønnen med og datteren C, havde i maj 2000 overdraget sin ejendom i Espergærde til sønnen B for 15% under nyeste ejendomsværdi, eller 816.000 kr. Handlen blev berigtiget af advokat Jørgen Dam, Espergærde. M søgte kort tid efter underskriften at få skødet annulleret. Handelsværdien var ifølge syn og skøn 1.650.000 kr., og det uskiftede bo var på 1.580.000 kr. Antaget, at der var ydet en gave, der stod i åbenbart misforhold til nettoværdien af det uskiftede bo, uanset af M var indrømmet livsvarig bopælsret på 1.salen, og at B vidste eller burde have indset dette. Overdragelsen blev omstødt efter AL § 22. M fik desuden medhold i, at overdragelsen var ugyldig i medfør af AFTL § 36.

M var død d. 20.11.2001, og H sad i uskiftet bo. Boets formue blev i løbet af de følgende 22 måneder nedbragt fra 781.000 kr. til 337.000 kr, hvoraf 285.000 kr var gaver til børn og børnebørn. Der var 3 børn og det ene barns familie havde fået 179.400 kr i gaver, mens de 2 andre børns familier havde fået i alt 105.800 kr. Det fandtes godtgjort, at H ved misbrug af sin rådighed over boet væsentligt havde formindsket dette, og H var derfor i medfør af AL § 20 forpligtet til at skifte med de 2 børn.

M var død i 1959, og H sad i uskiftet bo med fællesbørnene A og B. Fællesboets nettoformue udgjorde pr. dødsdagen godt 3,9 mio. kr. I 2002 begærede A det uskiftede bo skiftet i medfør af AL § 20. A gjorde navnlig gældende, at H ved sin livsførelse og sine økonomiske dispositioner, herunder indskud i fonde, ved misbrug væsentligt havde formindsket boet, og henviste herunder til, at H's formue ultimo 2002 udgjorde godt 10 mio. kr., hvilket svarede til en formindskelse på 75 %, idet de godt 3,9 mio. kr. i 1959 i henhold til udviklingen i forbrugerprisindekset svarede til godt 41 mio. kr. i 2002-kr. Udtalt, at det ikke i sig selv kunne karakteriseres som et misbrug, hvis den efterlevende ægtefælle undlod at sikre en opretholdelse af købekraften af formuen i det uskiftede bo. Ved afgørelsen af, hvorvidt pligt til at skifte i medfør af AL § 20 var indtrådt, måtte der anlægges en helhedsvurdering. Ved vurderingen indgik blandt andet værdien af det uskiftede bo på etableringstidspunktet, værdien af den efterlevende ægtefælles kritiserede dispositioner og værdien af det uskiftede bo på dispositionstidspunkterne. H fandtes ikke ved misbrug af sin rådighed over boet væsentligt at have formindsket dette eller fremkaldt nærliggende fare for en sådan formindskelse, hvorfor der ikke var pligt til at skifte med A i medfør af AL § 20.

H døde d. 24.03.2004 og M døde d. 06.04.2003. Boet efter H blev udleveret til privat skifte d. 13.05.2003. Skifteretten i Kolding afslog anmodning om udlevering af boet efter H til uskiftet bo, da anmodningen ifølge AL § 12 skulle fremsættes af ægtefællen eller dennes værge eller skifteværge. VL stadfæstede, idet adgangen til at sidde i uskiftet bo med livsarvinger efter AL § 8 alene tilkomme den efterlevende ægtefælle.

H, der sad i uskiftet bo, havde d. 06.02.2003 solgt sommerhus, der var boets væsentligste aktiv, til to af børnene for ejendomsværdien på 1.300.000 kr. minus 15% eller 1.105.000 kr., hvoraf 99.800 kr. blev berigtiget som gave, og 159.443 kr. var den kapitaliserede værdi af en livsvarig fribolig. H fraflyttede ejendommen ultimo april 2003. Odense Skifteret fandt det godtgjort, at H havde misbrugt sin rådighed over fællesboet og derved væsentligt havde formindsket dette, hvor det uskiftede bo skulle skiftes, jf. AL § 20, stk. 1. ØL stadfæstede med bemærkning, at beløbet 159.443 kr. i realiteten dækkede over en gavedisposition.

H havde siden 1993 siddet i uskiftet bo med to fællesbørn med en meget betydelig formue. I 1998 døde det ene barn og efterlod sig to umyndige børn. Disse anmodede i begyndelsen af 2004 i medfør af AL § 13, stk. 4, skifteretten i Gentofte om at pålægge H til skifteretten at indlevere oplysninger om sine dispositioner over det uskiftede bo, da de havde anledning til at tro, at H havde misbrugt sin rådighed over det. De ønskede endvidere udleveret en kopi af ægteparrets fællestestamente. H havde i den forløbne periode administreret boet gennem et administrationsråd, der havde indseende med hendes dispositioner. Hun ønskede ikke at udlevere testamentet. Skifteretten fandt ikke, at der var grundlag for at give et sådant pålæg. Arvingerne havde ikke henvist til konkrete ting, der kunne tyde på et misbrug, administrationsrådet havde ført tilsyn med enkens dispositioner, og enken havde selv givet oplysninger om sit forbrug, herunder gaver, der ikke virkede foruroligende. Skifteretten fandt heller ikke at kunne pålægge H at udlevere en kopi af testamentet og henviste til, at det i givet fald måtte afgøres af notaren, om de kunne få udleveret en kopi derfra. ØL stadfæstede.

M var død i 1966 og H sad i uskiftet bo med fællesbørnene S, der var advokat, og D, der var sygeplejerske. H havde i 1992 givet S's datter B gaver i form af aktier til en værdi på 289.900 kr. H døde i 1999. S havde fuld indsigt i moderens økonomi. S måtte have været klar over, at H ved at give aktierne i fællesboet bort udøvede et misbrug over det uskiftede bo, eftersom formuen i det uskiftede bo derved blev væsentligt formindsket. S havde ved sin bistand til moderens dispositioner, herunder ved oprettelse af gavebrev, og ved som værge for B at modtage gaverne, medvirket på en sådan måde til dette misbrug, at han var pligtig at erstatte boet det lidte tab på i alt 289.900 kr. Det forhold, at fristerne i arveloven for omstødelse af dispositionerne ved sagsanlægget var udløbet, kunne ikke føre til andet resultat.

H, der sad i uskiftet bo med fællesbørnene A og B, døde i 2002. B havde fuldmagt til H's bankkonti og tog sig af H's økonomiske forhold. B havde fra 1997 til 2001 overført mere end 486.000 kr. fra H's til B's bankkonti. På baggrund af H's regnskaber for 1998 og 1999 sammenholdt med B's forklaring fandtes det bevist, at B og C fra 1998 til 2001 årligt havde fået gaver på 40.000 kr. og 45.000 kr., og efter forklaring fra en bankbestyrer lagdes til grund, at overførslerne ikke i noget tilfælde var sket uden samtykke fra H. Selv om B kun i mindre omfang kunne dokumentere, hvad de enkelte overførsler vedrørte, var der herefter ikke bevis for misbrug af fuldmagten. Et vederlagskrav efter AL § 21 kunne ikke rejses mod B som modtager af gaven.

M var død i 2001, og H sad i uskiftet bo med fællesbørnene A. B og C. A begærede skifte af det uskiftede bo, idet boets faste ejendom var overdraget til C og dennes samlever. Der afholdtes et møde i skifteretten i Helsingør, hvor H og A mødte, hvorefter H kom under værgemål. Efter et nyt retsmøde udsattes sagen på en ejendomsmæglervurdering og en mulig ophævelse af overdragelsen. C's anmodning om et retsmøde blev ikke imødekommet, da han ikke var part i tvisten. ØL stadfæstede.

H døde i 2003 efter af have siddet i uskiftet bo siden 1992. Datteren A anlagde sag mod sin søster B og dennes ægtefælle E samt deres to børn C og D med påstand om omstødelse efter AL § 22 af gaver på 1 mio. kr. Efter salget af en ejendom i 1993 var boets formue ca. 2,6 mio. kr., og efter dødsfaldet var den ca. 1,8 mio. kr., idet værdien af en andelsbolig var steget med 200.000 kr. ØL fandt, at de samlede gaver på i alt 407.000 kr. til datteren, svigersønnen og to børnebørn, ydet over en kortere periode og størstedelen gennem få måneder i 2002-03, udgjorde et betydeligt beløb, der også set i forhold til formuen, samt til, at der ikke forelå sikre oplysninger om gavemotivet, stod i misforhold til formuen, jf. AL § 22. Datteren B, der havde en bankfuldmagt fra moderen, havde fuldt kendskab til formuen og gaverne og fandtes at være klar over misforholdet. Det samme burde hendes ægtefælle. Derimod fandtes det ikke godtgjort, at børnebørnene burde have haft en tilsvarende viden, og der fandtes ikke grundlag for alene at lægge vægt på deres mors viden. De skulle ikke tilbagebetale gaver på i alt 229.000 kr., men alene hver tilbagebetale 22.500 kr., som de ubestridt havde modtaget som dødslejegaver, jf. AL § 70. Datteren B skulle betale 101.000 kr. til boet og svigersønnen E 32.000 kr.

M døde i 1978 og H sad i uskiftet bo med fællesbarnet A. Efter at H var afgået ved døden i 1993, blev fællesboet udleveret til skifte med advokat Jens Chr. Lauridsen som eksekutor. Arvinger i boet efter M og H var fællesbarnet A og H's særbarn B. A anlagde sag mod dødsboet og B med påstand om krav på vederlag efter AL § 21 under henvisning til, at H havde misbrugt sin rådighed over det uskiftede bo og derved væsentligt formindsket dette. Han henviste navnlig til, at H i 1979 havde solgt aktier i den familieejede virksomhed til B til underpris, og at H i 1984 havde accepteret en væsentlig nedsættelse af den licensafgift, som familievirksomheden skulle betale til H. HR fastslog, at der ikke var grundlag for at anse H's salg af aktier til B for et misbrug af hendes rådighed over boet, selv om salget skete til en lavere pris, end aktierne var værd. Der blev herved lagt vægt på, at gaveelementet udgjorde mindre end 10 % af det uskiftede bos formue, og at formålet med overdragelsen var at sikre, at ledelsen af virksomheden forblev i familien. Heller ikke nedsættelsen af licensafgiften i 1984 indebar noget misbrug af rådigheden over det uskiftede bo. Det kunne lægges til grund, at licensafgiften ved nedsættelsen fik et niveau, der svarede til den markedsmæssige værdi af licensrettighederne, og at der forelå en række saglige grunde til at ændre aftalen som sket.

Efter H's død bestred H's særbarn E ægtheden af en samtykkeerklæring til uskiftet bo fra 1994. Efter udfaldet af en kriminalteknisk undersøgelse, hvorefter der var en overordentlig stor sandsynlighed for, at underskriften på den uigenkaldelige samtykkeerklæring til uskiftet bo var udført af E, lagde skifteretten i Århus til grund, at samtykkeerklæringen var underskrevet af E. Herefter var betingelserne for at udlevere boet til M til hensidden i uskiftet bo, jf. DSL § 24, til stede. VL stadfæstede.

To børnebørn anlagde omstødelsessag mod afdødes søn A om godt 3,2 mio. kr. i medfør af AL § 22, idet S havde modtaget en løn, der efter deres opfattelse stod i misforhold til arbejdsindsatsen. Afdøde H havde siddet i uskiftet bo siden 1979. Ved M's død i 1979 udgjorde fællesboets formue over 20 mio. kr. Ved H's død i 2003 var der godt 7,2 mio. kr. tilbage. A havde arbejdet i M's byggefirma i 19 år, før denne døde. Umiddelbart efter dødsfaldet indgik H og A aftaler om, at han skulle bestyre firmaet for en nærmere fastsat løn på det dobbelte af den vejledende løn til en .... ØL fastslog, at selv om arbejdsopgaverne gradvis var blevet færre, havde A reelt udført arbejde i 2000-04. Det beroede på et skøn, hvad der kunne anses for et rimeligt vederlag. Efter det oplyste havde principperne for lønberegningen været uændrede fra før 1979. På denne baggrund fandtes børnebørnene ikke at have bevist, at H ved ikke at opsige A eller ved ikke at ændre hans løn havde ydet en gave, der kunne omstødtes.

M og H havde begge tidligere været gift, og efterlod sig hhv. tre og to særbørn. I 2000 oprettede M og H et testamente, hvori de bl.a. fremsatte ønske om, at den længstlevende skulle kunne hensidde i uskiftet bo. Alle særbørn underskrev en påtegning om samtykke hertil på testamentet oven for M's og H's underskrift. I 1998 begyndte H at blive dement, og M passede hende i hjemmet indtil 2005, hvor hun kom på plejehjem, hvor hun senere døde i 2006. To af H's særbørn, A og B, tilbagekaldte et par måneder før H's død deres samtykke til, at M kunne sidde i uskiftet bo. De fastholdt efter H's død denne tilbagekaldelse, idet de gjorde gældende, at deres forudsætninger for at give forhåndssamtykke var væsentligt forandrede som følge af, at M kort tid efter H kom på plejehjem havde indledt et bekendtskab med en norsk kvinde. århus skifteret fandt, at forudsætningerne for det meddelte forhåndssamtykke til uskiftet bo ikke var ændret i en sådan grad, at det kunne anses for bortfaldet. VL udtalte, at forhåndssamtykket var en aftale mellem ægtefællerne og de 5 særbørn, og det kunne derfor ikke frit tilbagekaldes. En samlet vurdering af oplysningerne om M's relation til sin hustru i tiden før hun døde og om karakteren af det bekendtskab, M har haft til den norske kvinde, bevirkede ikke, at forudsætningerne for A og B's forhåndssamtykke var ændret i en sådan grad, at forhåndssamtykket var bortfaldet.

A påstod B dømt til at betale 4.594.708 kr. til boet efter deres forældre M og H. A anførte, at B i 2002 og 2003 havde modtaget gaver svarende til beløbet, og at gaverne, som B fik af M, der sad i uskiftet bo, stod i misforhold til boets formue, jf. AL § 22. B påstod frifindelse og anførte bl.a., at gaverne skulle sammenholdes med, at A ved overtagelse af nogle aktier i selskabet R A/S, som blev stiftet af M, var blevet begunstiget i væsentligt omfang. Aktierne i R A/S blev med virkning fra d. 01.05. 2003 solgt til D A/S. I 2000 var aktierne solgt af et ApS, i hvilket A og J ejede anpartskapitalen. B havde i forbindelse med sagens behandling anmodet A om at fremlægge overdragelsesaftalen mellem ApS og D A/S, men A oplyste, at hun ikke var i besiddelse af aftalen. B fremsatte herefter anmodning om, at det pålagdes ApS at fremlægge aftalen med D A/S om overdragelse af aktierne i R A/S, hvilket både R A/S og ApS protesterede imod. B havde til støtte for anmodningen bl.a. anført, at M tilbagesolgte boets sidste aktiepost i R A/S til selskabet kort før, at aktierne blev solgt til D A/S, og at det måtte formodes, at aktieposten blev solgt til en væsentligt lavere værdi end værdien, som aktierne blev realiseret til ved salget til D A/S. A var derfor enten direkte eller indirekte blevet begunstiget ved M's tilbagesalg af aktieposten til selskabet. D A/S ønskede - i overensstemmelse med D A/S' generelle holdning ved køb af fremmede virksomheder - ikke at oplyse om vilkårene for købet af aktierne i R A/S. VL udtalte at B ikke i tilstrækkelig grad havde påpeget omstændigheder, der godtgjorde, at det var relevant for afgørelsen af denne sag, at overdragelsesaftalen mellem D A/S og ApS skulle fremlægges i sin helhed. Derimod fandt VL, at dele af overdragelsesaftalen kunne have haft betydning for afgørelsen af, om gaverne, som B modtog fra M, der sad i uskiftet bo, stod i misforhold til boets formue, og om hun vidste eller burde vide dette, jf. AL § 22. De dele af aftalen, som kunne have været af betydning for sagens afgørelse, var oplysninger om den pris, som D A/S betalte for aktierne i R A/S, betalingsbetingelserne og tidspunktet for aftalens indgåelse. Da hensynet til kontraktparten D A/S på baggrund af det anførte ikke kunne føre til andet resultat, pålagdes det ApS i det nævnte omfang at fremlægge oplysningerne fra aftalen med D A/S. Endvidere tilføjede VL, at parterne under domsforhandlingen ville have mulighed for at anmode om dørlukning i medfør af RPL § 29, stk. 1, nr. 3.

M afgik ved døden d. 15.02.2002 og H hensad i uskiftet bo med M's to særbørn. Formuen var fra 2002 indtil H's død i 2004 reduceret fra 2,3 mio. kr. til 1,66 mio. kr. H's egen søn havde med en hævefuldmagt disponeret over samtlige konti. Han havde overført 302.905 kr. til sig selv, sin hustru og deres to børn samt 90.000 kr. til børnebørnene. Byretten i Kalundborg gav M's særbørn medhold i, at dispositionerne skulle tilsidesættes efter AL § 22. Det blev lagt til grund, at børnebørnene var i god tro, hvorfor de 90.000 kr. blev uddraget. H's søn blev dømt til at betale 300.000 til dødsboet. ØL stadfæstede. Henset til boets og gavernes størrelse samt at gaverne indebar en åbenbar skævdeling af boet til fordel for H's livsarvinger i strid med testamentets bestemmelse om ligedeling, fandt ØL, at gaverne stod i misforhold til boets formue, jf. AL § 22 og derfor kunne omstødes.

Efter M's død i 1997 hensad H i uskiftet bo med to fællesbørn A og B. A afgik ved døden i 1998 og efterlod sig to livsarvinger S. Fra 1997 og frem til sin død i 2003 gav H ved flere lejligheder gaver til A og B, og til de to livsarvinger, S, på en sådan måde, at der samlet skete en skævdeling til fordel for B. S anlagde sag med påstand om, at B skulle betale ca. 9,6 mio. kr. til fællesboet. S havde navnlig gjort gældende, at gaverne til fordel for B stod i misforhold til det uskiftede bos formue. Misforholdsvurderingen skulle efter deres synspunkt tage udgangspunkt i det uskiftede bos formueforhold på tidspunktet for de omtvistede gaver. Det var B's opfattelse, at gavernes værdi skulle holdes op mod boets værdi på tidspunktet for fællesboets etablering - dvs. ved M's død i 1997. HR fastslog, at afgørelsen af, om der skal ske omstødelse af en gave i medfør af AL § 22, beror på en samlet bedømmelse af, om gaven stod i misforhold til boets formue, og at der som udgangspunkt henses til gavens værdi og formuens størrelse på det tidspunkt, hvor gaven blev givet. HR anførte, at H i 1997 gav det samme beløb ca. 23 mio. kr. til både A og B. I 1999, efter A's død, modtog S (til deling) og B gaver for henholdsvis 7 og 13 mio. kr. I 2003 modtog B gaver for 4 mio. kr. Gaverne til B androg således i alt ca. 40 mio. kr., og gaverne til A og S ca. 30 mio. kr. Under disse omstændigheder fastslog HR, at afgørelsen skulle træffes i lyset af de samlede gavedispositioner og boets formue før gavedispositionerne. HR fastslog herefter, at der var sket en skævdeling til fordel for det B på ca.10 mio. kr. Set i lyset af, at der samlet var ydet gaver til livsarvingerne på ca. 70 mio. kr., stod skævdelingen ikke i misforhold til boets formue, der før gavedispositionerne var på ikke under 84 mio. kr., og B blev frifundet.

H var død d. 02.04.2007. Datteren D begærede på vegne M, der var 91 år, boet udleveret til uskiftet bo. M og H havde d. 23.03.2007 giver datteren D generalfuldmagt. Der var indledt sag om værgemål for M. Skifteretten i Odense nægtede at imødekomme begæringen for tiden - henset til principperne i AL § 11 sammenholdt med oplysningerne om M's aktuelle tilstand, hvor han ikke kunne gennemføre en relevant samtale. ØL ophævede kendelsen og hjemviste sagen til skifteretten med henblik på udlevering af boet til uskiftet bo, allerede fordi der var meddelt D generalfuldmagt, og da der ikke for landsretten var forelagt oplysninger, der gav tilstrækkelig grund til at drage gyldigheden af denne i tvivl.

M var død d. 13.10.2004. Han sad i uskiftet bo efter H1, som døde d. 30.04.1968. Han havde i 1982 indgået ægteskab med H2 og M's 3 særbørn havde forinden givet skifteafkald. H2 påstod sig tilkendt boslod på halvdelen af fællesboet med M. Skifteretten i Esbjerg fandt, at de sammenblandede boet skulle oprulles forfra, således at alle parter blev stillet som om det uskiftede bo blev skiftet ved M's indgåelse af nyt ægteskab. Det uskiftede bo efter H1 skulle deles mellem H1's livsarvinger og boet efter M, før der blev beregnet boslod og arvelod til H2. VL fandt, at det i overensstemmelse med gældende skifteretspraksis måtte antages, at der skulle beregnes arv til H1's livsarvinger, inden der sket deling af M's og H2's fællesbo. Da henholdsvis bestemmelserne om formuefællesskabet i RVL og arvelovens bestemmelser om det uskiftede bos omfang ikke var uforenelig hermed, måtte denne praksis anses for at være gældende ret.

M døde d. 30.03.1985 og efterlod sig H og 2 særbørn A og B. M havde testeret mest muligt til H. A ville ikke samtykke i uskiftet bo, og hun blev udskiftet med 1/12 af fællesbo, hvorefter H sad i uskiftet bo med B. H oprettede i 1996 testamente til fordel for H's slægtninge. H døde d. 29.11.2006. Bobestyrer fordelte i boopgørelsen boet med 5/12 til B og 7/12 til H's bror, nevøer og niecer. Skifteretten i Glostrup fandt, at boet skulle deles som anført af bobestyrer. ØL fandt, at der ved skiftet i 1985 skulle beregnes arvelod til H, således som antaget i den juridiske teori med støtte i bemærkningerne i bet. 291/1961 om arvelovningen. Den omstændighed, at det ikke havde været muligt at fremskaffe boopgørelsen, eller at der ikke var betalt arveafgift af arven til H, ændrede ikke herved. På skiftet i 1985 skulle boet deles med 1/12 til A, 3/12 til B og 8/12 til H. Da der var udloddet 1/12, skulle boet nu fordeles med 3/11 til B og 8/11 til H's arvinger.

M var død i 1974 og H sad i uskiftet bo med 4 fællesbørn. Hun solgte i nov. 2003 en landsbrugsejendom i Egtved på ca. 19 ha til sønnen K for 1.530.000 kr, svarende til den nyeste ejendomsvurdering minus 15%. 730.000 kr. blev berigtiget på et rentefrit anfordringsgældsbrev. H fraskrev sig mangelsansvaret. H sparede ved slaget til den lave pris en skat på 581.143 kr. Datteren D anlagde i maj 2007 omstødelsessag. Retten i Kolding fandt, at D først blev bekendt med en mæglervurdering af ejendommen i juli 2006, og at sagen derfor var rettidigt anlagt, jf. AL § 22, stk. 2. Retten fandt, at der var ydet en gave på forskellen mellem handelsværdien og købesummen eller 1.245.000 kr., og at gaven stod i misforhold til det uskiftede bo, som efter salget udgjorde ca. 2,5 mio kr. Overdragelsen blev derfor omstødt. VL tiltrådte, at sagen var rettidigt anlagt, jf. AL § 32, stk. 2. En ansvarsfraskrivelse ville ved salg til tredjemand have medført et prisnedslag på 200.000 kr., og der var ved salget til sønnen sparet omkostninger på 120.050 kr. Når hensås hertil og til de gunstige betalingsvilkår til beløbet på 730.000 kr. samt til skatteforholdene måtte den reelle forskel mellem købesum og handelsværdi anslås til ca. 800.000 kr. Efter fast praksis med hensyn til overdragelse af landbrugsejendomme i familieforhold skulle forholdsmæssigheden af et sådant gaveelement vurderes ud fra en helhedsbetragtning, hvori også indgik baggrunden for overdragelsen og andre dispositioner af betydning for forholdet mellem erhververen og boet. Efter en samlet vurdering fandtes der ikke at være tilstrækkeligt grundlag for at anse H's dispositioner over det uskiftede bo for at sådant misbrug, at overdragelsen kunne omstødes efter AL § 31, jf. § 29, stk. 2.

M døde i aug. 2003, og H, der var 86 år, sad herefter i uskiftet bo med 5 fællesbørn. Ifølge fællesboopgørelsen androg boets aktiver ca. 838.000 kr., herunder en fast ejendom til en værdi af 820.000 kr. H solgte pr. d. 01.03.2007 ejendommen til sønnen S for 722.500 kr., der berigtigedes kontant. H skulle betale de med oprettelsen og ekspeditionen af skødet forbundne omkostninger. Ejendomsværdien androg 850.000 kr. De 4 øvrige fællesbørn anlagde mod S med påstand om betaling af 357.096 kr., under henvisning til den dagældende AL § 22, En skønsmand vurderede ejendommens kontante handelsværdi til 1.035.000 kr. Retten i Aalborg anførte, at denne pris svarede til værdien i handel og vandel. Der var ikke tinglyst nogen bopælsret, men det blev lagt til grund, at H kunne forblive boende, og at overdragelsen var båret af hendes ønske om at kunne blive boende uden at have ejerforpligtelser. Under disse omstændigheder fandtes udgangspunktet for bedømmelsen af, om der forelå en gavedisposition, derfor ikke udelukkende at kunne tages i den af skønsmanden fastsatte vurderingspris, idet der også måtte tages hensyn til bopælsforpligtelsen, hvis værdi ikke nærmere var fastsat. Efter det oplyste lagde retten til grund, at overdragelsen indeholdt et gavemoment, men af en væsentlig lavere størrelse end påstået af sagsøgerne. Ved bedømmelsen af, om gaven stod i misforhold til boets formue, måtte endvidere ud over E's formål med overdragelsen også henses til, at S helt fra forældrenes erhvervelse af ejendommen og indtil E's død havde ydet væsentlig såvel praktisk som økonomisk bistand til forældrene. På denne baggrund fandtes det ikke godtgjort, at gaven havde stået i misforhold til boets formue, og S blev frifundet. VL stadfæstede dommen og bemærkede, at VL ikke herved havde taget stilling til, om appellanternes påstand om betaling af gaven i stedet for tilbageskødning af andre grunde ikke ville kunne tages til følge.

Ved M's død blev boet efter anmodning fra H udleveret til insolvensbehandling med advokat B som autoriseret bobestyrer. Ifølge åbningsstatus udgjorde fællesformuen 175.039 kr., M's bodel var negativ med 97.209 kr., og H's bodel var positiv med 272.248 kr. H henvendte sig efterfølgende til skifteretten i Holstebro om, at boet efter hendes opfattelse ikke var insolvent, og med anmodning om uskiftet bo. Ifølge en fremsendt opgørelse fra H var M's bodel positiv med 7.473 kr., og hendes bodel var positiv med 241.000 kr. Familiens bolig samt et sommerhus var medtaget med henholdsvis 1,5 mio. kr. og 1,1 mio. kr. Det måtte imidlertid lægges til grund, at der for så vidt angik boligen og sommerhuset mindst skulle ske en nedsættelse på henholdsvis 200.000 kr. og 50.000 kr. i forhold til åbningsstatus, og at der var betydelig usikkerhed om værdien af navnlig sommerhuset. Da fællesformuen ved anmodningen om boets udlevering til uskiftet bo herefter måtte anses for at være negativ med minimum 75.000 kr., og da H derfor ikke kunne anses for at råde over tilstrækkelige midler til at dække såvel M's som egne forpligtelser, fandt skifteretten, at boet ikke kunne udleveres til uskiftet bo, jf. AL § 19, stk. 4. VL stadfæstede.

Efter M's død blev advokat beskikket som værge for H og efter anmodning fra en arving blev boet taget under bobestyrerbehandling. Umiddelbart efter bad advokaten om, at boet blev udleveret til H til uskiftet bo. Skifteretten i Holbæk anmodede om, at det blev stillet sikkerhed for omkostningerne ved den hidtidige behandling, og advokaten gjorde indsigelse herimod, idet han ikke fandt, at H skulle betale omkostningerne. Inden skifteretten nåede at tage stilling til indsigelserne, døde H, og skifteretten meddelte derfor, at boet ikke kunne udleveres til uskiftet bo. Advokaten anmodede skifteretten om at afsige kendelse herom, hvilket skifteretten afviste, da advokaten ikke havde retlig interesse heri. ØL stadfæstede afvisningen, men bemærkede, at boet ikke kunne udleveres til uskiftet bo efter H's død.

I forbindelse med en arvings anmodning efter AL § 29. stk. 3 havde skifteretten i Lyngby truffet bestemmelse om, at H skulle indkaldes for at afgive forklaring i skifteretten om en række nærmere angivne forhold, jf. DSL § 92, jf. § 24, stk. 3 . Den pågældende arving havde principalt anmodet H om at fremlægge de nævnte oplysninger, og således uden, at H skulle indkaldes for at afgive forklaring. ØL fandt, at der var visse holdepunkter for at antage, at der havde fundet kritisable dispositioner sted i det uskiftede bo. ØL pålagde herefter H at give yderligere oplysninger om dispositionerne over det uskiftede bos formue i overensstemmelse med det af arvingen principalt påståede og ændrede herved skifterettens kendelse, således at oplysningerne ikke skulle meddeles ved, at H blev indkaldt for at afgive forklaring i skifteretten.

M afgik ved døden i 2019 og efterlod sig H samt to særbørn, A og B, der tidligere havde meddelt samtykke til, at H kunne hensidde i uskiftet bo. A og B. mente imidlertid, at den formueoversigt, som H havde indsendt til skifteretten efter AL § 22, ikke var retvisende i forhold til bl.a. M's bankindestående på dødsdagen. Skifteretten i Sønderborg afviste en anmodning fra A og B om, at skifteretten skulle antage en autoriseret bobestyrer til at udarbejde en formueoversigt, jf. AL § 22, stk. 4, ligesom skifteretten afviste at forlange yderligere oplysninger fremlagt, jf. DSL § 92 . Skifteretten begrundede det med, at oversigten navnlig har betydning ved vurderingen af boets skattemæssige forhold og eventuel misbrug af boets midler, og at særbørnenes interesser kunne varetages ved den indleverede formueoversigt sammenholdt med R75-oplysninger for 2018 og frem til et skifte. VL ophævede skifterettens kendelse, da H - inden skifteretten tog stilling til A og B's anmodning - inden en frist skulle have mulighed for at indlevere en berigtiget formueoversigt samt eventuelt at dokumentere, at posteringerne af indeståender på dødsdagen var retvisende.

M døde i 1986 og H overtog boet til uskiftet bo med de to fællesbørn, B1 og B2. I 2007 afbrød B1 og H kontakten med hinanden. I 2015 ønskede H, der da var 97 år, boet skiftet. B1 gjorde gældende, at der i perioden 2007-2015 var sket misbrug af det uskiftede bo med godt 5 mio. kr. i form af bl.a. gaver til B2 og to børnebørn, BB1 og BB2. Der forelå ingen oplysninger om fællesboets størrelse, da det uskiftede bo blev etableret, ligesom udviklingen i boet i tiden fra 1986 til 2002-2003 heller ikke var oplyst. Der blev tilvejebragt oplysninger om H’s indkomst og formueforhold fra 2003 og fremefter. Skifteretten i Aarhus lagde til grund, at boet i 2007 havde en samlet formue på ca. 29 mio. kr., heraf likvide midler på ca. 10,6 mio. kr. I 2015 udgjorde aktiverne i det uskiftede bo ca. 18,3. mio. kr., heraf likvide midler på ca. 5,4 mio. kr. Skifteretten fandt, at en reduktion med ca. 5,2 mio. kr. af likvide midler udgjorde en meget væsentlig nedgang og fandt efter en samlet vurdering, at H ved gaveoverdragelser havde misbrugt boet med skønsmæssigt 2 mio. kr. B1 ankede dommen, mens H og B2 påstod frifindelse. Da B1 ikke rettidigt indleverede ekstrakt, blev B1’s anke afvist. VL tog de indstævntes påstande om frifindelse til følge. VL lagde bl.a. vægt på, at de tilvejebragte oplysninger om H’s indkomst- og formueforhold var behæftet med usikkerhed, hvilket bl.a. havde sammenhæng med værdiansættelsen af faste ejendomme. Det stod imidlertid klart, at formuen gennem årene havde haft en sådan størrelse, at H havde haft mulighed for at give betydelige gaver, og at hun faktisk også havde givet gaver, herunder til B2, der havde hjulpet hende regelmæssigt i årene fra 2012. Under de anførte omstændigheder var der ikke grundlag for at fastslå, at nedgangen i aktivbeholdningen til de ca. 18,3 mio. kr., indebar, at H ved misbrug af det uskiftede bo væsentligt havde formindsket det.

Fru A døde d. 18.01.1998. Nogle pårørende rettede henvendelse til advokat med henblik på privat skifte, hvilket advokaten meddelte skifteretten i Holsted d. 11.02.1998. Skifteretten rykkede for begæring om privat skifte d. 12.03.1998 med frist til d. 26.03.1998. Advokaten svarede d. 25.03.1998, at han var i færd med at skaffe nogle oplysninger til sagen. Skifteretten bestemte d. 03.04.1998, at boet skulle behandles ved aut. bobestyrer. VL fandt ikke anledning til at tilsidesætte skifterettens skøn over, hvornår fristen i medfør af DSL § 36, nr. 7 var udløbet.

M var død d. 15.07.1997 og boet blev udleveret til M's broder til privat skifte. M's samlever gennem 40 år (S) anmodede om, at skifteretten omgjorde beslutningen, jf. DSL § 103, nr. 5, og udleverede boet til skifte ved bobestyrer, idet hun gjorde gældende, at hun var arving i henhold til et mundtligt testamente, subsidiært at hun havde et betydeligt kompensationskrav mod afdøde. Skifteretten tog begæringen til følge. VL fandt, at der ikke var en nærliggende risiko for, at en fortsættelse af den private skiftebehandling ville udsætte kreditorerne for ikke at få deres tilgodehavender. Uanset om S var kreditor eller ej, fandtes DSL § 30, stk. 1, nr. 2, derfor ikke at være opfyldt. Forinden afgørelse om anvendelse af DSL § 30, stk. 1, nr. 1 skulle det afklares, hvorvidt S var arving i boet. Sagen blev derfor hjemvist til fortsat behandling ved skifteretten.

A havde i sit testamente indsat sin brodersøn S til universalarving. Efter dødsfaldet gav S afkald, hvorefter boet blev udleveret til S's fader B til privat skifte. A's søster fik medhold i, at boet ikke burde være udleveret til privat samtykke uden hendes samtykke, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling i skifteretten.

A var død d. 06.10.1998 og hans søn S, der var hans eneste arving, fik d. 30.11.1998 boet udleveret til privat skifte. S begærede d. 11.01.1999 boet udleveret til boudlæg i medfør af DSL § 30, stk. 2, idet det efter udløbet af proklamafristen stod klart, at boet var insolvent. Skifteretten tog ikke begæringen til følge, idet enearvingen fra boets udlevering hæftede for boets gæld, jf. DSL § 27. Udbakning kunne herefter alene ske ved at lade boet overgå til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 29.

M's 2 sønner begærede privatskiftet bo genoptaget, da de mente, at faderens lægepraksis havde været hans særeje. Da behandlingen af boet var afsluttet med alle parters tiltrædelse af boopgørelsen, og da afdødes lægepraksis var fælleseje, var betingelserne for genoptagelse ikke opfyldt.

E, der var død d. 25.12.1998, havde i notartestamente af 05.11.1996 bestemt, at advokat T skulle behandle boet som eksekutor, hvilket dog ikke skulle være til hinder for, at advokat T behandlede boet som privat skifte, hvis betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. E's to arvinger begærede boet behandlet som privat skifte gennem en anden advokat. Skifteretten i Svendborg udleverede boet til bobestyrerbehandling ved advokat E. ØL fandt, at advokat T efter testamentets udformning ikke kunne hindre udlevering af boet til privat skifte, og at advokat T ikke kunne foreskrive, at han behandlede det private bo. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling af begæringen om privat skifte.

Bo var d. 18.11.1998 udleveret til uskiftet bo. Det viste sig efterfølgende, at ægtefællerne i 1997 havde oprettet ægtepagt med fuldstændigt særeje for bl. a. 3 ejendomme og en bil tilhørende afdøde. Den efterlevende ægtefælle og afdødes særbarn ønskede nu at få boet udlagt til privat skifte. Under hensyn til de tinglysningsmæssige problemer med en ejerlejlighed og da boopgørelse skulle indsendes senest d. 31.12.1999, besluttede skifteretten at boet skulle behandles ved bobestyrer. ØL stadfæstede.

Københavns Søfartskursus fik som kreditor i privatskiftet bo ikke medhold i begæring om, at boet skulle overgå til behandling ved autoriseret bobestyrer, idet der ikke fandtes at være en nærliggende risiko for, at kreditor ville lide tab, såfremt det private skifte fortsatte, jf. DSL § 30, stk. 1, nr. 2. Skifteretten satte som betingelse, at arvingerne og deres advokat, Peter Rud, skulle erklære, at der ikke udbetaltes arv i boet, før kreditorerne var betalt, ligesom realisationssummerne skulle indbetales til advokaten. ØL stadfæstede.

H havde i 1968 fået boet efter M, der ikke efterlod sig livsarvinger, udleveret efter SKL § 57, jf. § 62 b, stk. 2. Efter H's død i 1999 begærede H's 13 udarvinger boet udleveret til privat skifte. Dette blev nægtet, da det for tiden var retligt uafklaret, om førstafdødes udarvinger havde arveret. En sådan tvist måtte afgøres af skifteretten ved dom.

Skifteretten i Ringsted bestemte i medfør af DSL § 30, stk. 1, nr. 3, at privatskiftet bo skulle overgå til bebobestyrerbehandling, da arvingernes advokat ikke rettidigt havde indleveret boopgørelse. ØL stadfæstede.

M var død i 1976, og H sad i uskiftet bo med M's to særbørn, som havde samtykket heri, efter at H havde oprettet testamente til fordel for dem. Det var uigenkaldeligt, så længe hun sad i uskiftet bo, og omstødtes ved tidligere skifte end ved død. H begærede det uskiftede bo skiftet, og boet blev d. 20.12.2000 udleveret til bobestyrerbehandling. H oprettede d. 21.12.2000 notartestamente, hvor hun indsatte sin samlever S som sin universalarving. H døde d. 15.01.2001, og boet blev udleveret til samleveren til privat skifte. ØL fandt, at der var en vis usikkerhed om arveforholdene. Når hertil kom, at de to boer burde skiftes på samme måde, fandtes afgørende hensyn at have talt imod, at boet efter H var udleveret til privat skifte i medfør af DSL § 25. Derfor omgjordes skifteretten i Rønnes beslutning, jf. DSL § 103, og boet overgik til bobestyrerbehandling, jf. tillige DSL § 36, stk. 5.

Afdøde havde oprettet formløse testamenter til fordel for sin samleverske. Advokat indhentede skiftefuldmagter fra de legale arvinger og begærede boet udleveret til privat skifte. De legale arvinger var ikke udtrykkeligt blevet vejledt om mulighederne for at rejse indsigelse mod afdødes formløse testamentariske dispositioner. VL tiltrådte derfor, at skifteretten i Århus havde nægtet at udlevere boet til privat skifte, jf. DSL § 36, stk. 5.

En kreditor med et tilgodehavende på 20.000 kr. krævede, at privatskiftet bo overgik til bobestyrerbo, da boet havde anmodet en panthaver om at fremsende et pantebrev på 20.000 kr. i aflyst stand, hvorefter dette ville blive indfriet. Kreditor fik ikke medhold ved skifteretten i Horsens, da der ikke var nærliggende fare for at en fortsættelse af bobehandlingen ville medføre tab, jf. DSL § 30, stk. 1, nr. 2. VL stadfæstede.

Skifteretten i Gentofte traf i medfør af DSL § 30, stk. 1, nr. 4 bestemmelse om, at et privatskiftet bo skulle overgå til bobestyrerbehandling, da der ikke var indgivet åbningsstatus senest 6 måneder efter boets udlevering. ØL stadfæstede beslutningen.

I boet efter M og H var der tvivl om gyldigheden af sønnen S's arveafkald fra 1994 til fordel for hans børn. Rækkevidden af afdødes vidnetestamente fra 1999 forekom ikke helt klar, og det forekom tvivlsomt, i hvilket omfang den faste ejendom skulle inddrages i boet, når hensås til S's køberet og lejeret. Hertil kom, at to af arvingerne var bosat i England, at et anmeldt krav var bestridt, og at en kommune havde gjort udlæg i S's arv for 53.000 kr. S optrådte som fuldmagtshaver og kontaktperson. Skifteretten i Århus fandt, at afgørende hensyn talte mod udlevering af boet til privat skifte, jf. DSL § 25, stk. 1, nr. 5, og boet udleveredes til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 36, 1, nr. 5. VL stadfæstede.

H, som var længstlevende i et barnløst ægteskab, var død og arven skulle deles efter AL § 7. M's bror erklærede, at H ikke efterlod sig arvinger, og anmodede om at få boet udleveret til privat skifte. H's advokat oplyste, at H over for hans hustru havde oplyst, at hun havde en bror i Kina og en søster i USA. Da arveforholdene ikke var afklarede, udleverede skifteretten i Svendborg boet til bobestyrerbehandling. ØL stadfæstede.

Bo var d. 07.02.2002 udleveret til A, B og C til privat skifte. Skifteretten i København modtog d. 06.08.2002 åbningsbalance, som tillige skulle være endelig boopgørelse. Skifteretten modtog d. 26.08.2002 skattevæsenets kvittance. A anmodede d. 25.09.2002 om at boet overgik til bobestyrerbehandling. Da skifteretten ikke havde foretaget afgiftsberegning, var boet ikke afsluttet, og boet blev udleveret til bobestyrerbehandling, jf. § 30, stk. 1, nr. 1. ØL stadfæstede.

Afdødes eneste arving var en datter D, som var født uden for ægteskab i 1954, og hvor afdøde havde anerkendt faderskabet over for politimesteren. Afdødes søster protesterede mod, at boet blev udleveret til D til privat skifte, idet hun gjorde gældende, at D ikke var afdødes datter. Skifteretten i Hjørring fandt det ubetænkeligt at udlevere boet til privat skifte, forinden der var taget stilling til, hvorvidt faderskabssagen skulle genoptages. VL fandt ikke, at der var en sådan usikkerhed om arveforholdene, at boet skulle have været udleveret til behandling ved bobestyrer i medfør af DSL § 36, nr. 5. Da der i øvrigt ikke var afgørende hensyn, der talte imod udlevering af boet til privat skifte i medfør af DSL § 25, stk. 1, nr. 5, tiltrådte det, at boet var udleveret til privat skifte.

A havde siddet i uskiftet bo til sin død. Skifteretten i Kolding nægtede at udlevere boet på 339.269 kr. til forenklet privat skifte, da en gæld til 3 børn på i alt 189.000 kr. ikke kunne fradrages i bobeholdningen, idet der ikke var tale om et reelt gældsforhold, jf. BAL § 13, stk. 3. VL stadfæstede.

Skifteretten i Aalborg havde d. 07.01.2003 og d. 24.04.2003 tilladt, at boopgørelse vedrørende boets faste ejendomme blev henskudt til tiden efter boets afslutning, jf. DSL § 31, stk. 2. Sidste frist for indlevering af tillægsboopgørelse var d. 04.08.2003. Da ejendommene 1½ år efter dødsfaldet endnu ikke var solgt, og der ikke forelå konkrete omstændigheder, der pegede på, at boet kunne afsluttes inden for den nærmeste fremtid, var der ikke grundlag for at indrømme yderligere udsættelser. VL stadfæstede.

I et privatskiftet bo var 56 ha af jorden til boets ejendom solgt ved betingede skøder, og den resterende del af jorden med bygninger og maskiner var sat til salg ved statsautoriseret ejendomsmægler. Skifteretten i Holsted nægtede at tillade udsættelse efter DSL § 31, stk. 2 med indsendelse af tillægsboopgørelse, idet bestemmelsen efter skifterettens opfattelse ikke kunne anvendes, når aktivet var i boet på 1-årsdagen. Det måtte da udlægges til arvingerne til den værdi, det skønnedes at have. I kæreskriftet anførtes bl.a., at opgørelsen forventedes indleveret inden 3 måneder. Landsretten tillod, at endelig opgørelse for så vidt angik boets faste ejendom blev henskudt til efter boets slutning.

A døde d. 09.08.2003 og boet blev udleveret til privat skifte. Boets væsentligste aktiv var en fast ejendom med en værdi på ca. 600.000 kr.. Ejendommen blev sat til salg i efteråret 2003. Skifteretten i Thisted afviste at tillade, at fristen for indgivelse af boopgørelsen vedrørende den faste ejendom blev henskudt til efter boets afslutning. Det var for VL oplyst, at ejendommen forventedes solgt i løbet af efteråret 2004. Herefter, og da den omstændighed, at ejendommen udgjorde det væsentligste aktiv i boet, ikke i sig selv talte herimod, tillod VL i medfør af DSL § 31, stk. 2, at endelig opgørelse for så vidt angik den faste ejendom, blev henskudt til efter boets afslutning, således at fristen for indlevering af tillægsboopgørelse skulle indleveres senest d. 01.02.2005.

Skifteretten i Helsinge havde udleveret boet efter H til ægtefællen M som eneste arvinger til forenklet skifter i medfør af DSL § 34. Afdødes bror B's udaterede brev var ubestridt modtaget i skifteretten d. 24.11.2004 inden udleveringen til forenklet privat skifte. ØL fandt, at dette brev, navnlig i lyset af den forudgående korrespondance mellem B og skifteretten, måtte forstås som en indsigelse i anledning af det indgåede ægteskab. Da arveforholdene således ikke var afklaret, var skifterettens udlevering af boet til forenklet privat skifte i medfør af DSL § 34 uberettiget. Skifterettens udlevering ophævedes derfor, og sagen hjemvistes til fornyet behandling.

Afdøde efterlod sig arvingerne A, B og C. Boet blev udleveret B og C til privat skifte, idet A havde i et brev til skifteretten givet arveafkald »på vilkår« om udlevering af effekter fra barndomshjemmet, oplysning om afdødes ægtefælles pensioner og boets åbningsstatus. Arvingen krævede boet taget under offentligt skifte, da betingelserne i arveafkaldet ikke var opfyldt, medens advokaten for det privat skiftede bo mente, at det var tilfældet. Skifteretten i Hørsholm tog ikke A's begæring til følge. ØL bemærkede, at det private skifte ikke uden arvingens samtykke kunne afsluttes, før betingelserne for arveafkaldet kunne anses for opfyldt. Da der ikke på grundlag af boets advokats oplysninger kunne anses godtgjort, at det var tilfældet, hjemvistes sagen til fortsat behandling heraf.

A var død d. 26.03.2004 og boet blev udleveret til datteren B til privat skifte. Da boopgørelse, der skulle indsendes til skifteretten inden 3 måneder efter skæringsdagen d. 26.03.2005, ikke var indleveret rettidigt, anmodede skifteretten i Lyngby d. 04.07.2005 B om straks at indsende boopgørelsen. B ansøgte d. 11.08.2005 om udsættelse under henvisning til, at A's bolig var solgt med overtagelsesdag d. 21.05.2005. Skifteretten i Lyngby udtalte bl.a., at den ikke havde hjemmel til at forlænge fristen for indsendelse af boopgørelse, og der var ikke rettidigt ansøgt om tilladelse til, at endelig opgørelse vedrørende boets ejendom blev henskudt til tiden efter boets slutning. Da boopgørelsen ikke var indsendt inden den i DSL § 32 fastsatte frist, og inden den af skifteretten fastsatte frist, bestemte skifteretten, at boet i medfør af DSL § 30, stk. 1, nr. 3, skulle overgå til bobestyrerbehandling. ØL stadfæstede.

M havde indsat A til at arve en ejerlejlighed, hvis værdi udgjorde over 90% af boet. Legatet kunne ikke gennemføres mod tvangsarvingernes protest. Skifteretten på Frederiksberg udleverede boet til privat skifte. A kærede og oplyste, at hun ville søge spørgsmålet om testamentets fortolkning afklaret ved dom. jf. DSL § 101, jf. § 89, stk. 1, nr. 1. Da betingelserne for privat skifte derefter ikke var opfyldt, bestemte ØL, at boet skulle overgå til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 36, stk. 5.

Boet efter M blev udleveret til privat skifte til H og tre fællesbørn. Skifteretten i Terndrup afslog en anmodning om udsættelse med indlevering af boopgørelse, idet fristen for indlevering af boopgørelse var overskredet, og boet blev taget under bobestyrerbehandling, jf. DSL § 30, stk. 1, nr. 3. Boet blev skønnet at være solvent, og bruttoaktiverne blev i henhold til åbningsstatus anslået til 7.848.300 kr. Arvingerne kærede afgørelsen og anførte, at skifteretten under henvisning til DSL § 30, stk. 1, nr. 3, sammenholdt med BAL § 17, stk. 3, måtte kunne undlade at træffe bestemmelse om bobestyrerbehandling. VL stadfæstede afgørelsen, da boopgørelse ubestridt ikke var indleveret rettidigt, og da anvendelse af BAL § 17, stk. 3, er fakultativ og desuden forudsætter, at den afgiftspligtige arvebeholdning ikke kan opgøres.

Begge arvinger var bosat i udlandet og skifteretten i Nykøbing Sjælland fastsatte d. 21.07.2006 en frist til d. 03.08.2006 for betaling af en sikkerhed på 20.000 kr. som betingelse for udlevering dødsboet til privat skifte, jf. BAL § 21. Sikkerhedsstillelsen indgik på skifterettens konto d. 03.08.2006 efter kontortids ophør. Skifteretten omgjorde ikke beslutningen om bobestyrerbehandling. ØL fandt henset til fristens længde og omstændighederne i øvrigt ikke, at den korte fristoverskridelse burde føre til, at boet ikke kunne udleveres til privat skifte, jf. i øvrigt princippet i DSL § 65. Sagen hjemvistes til skifteretten med henblik på udlevering til privat skifte.

H døde d. 11.08.2006, og boet blev udleveret til privat skifte i september 2006. Skifteretten på Frederiksberg forlængede d. 30.11.2007 fristen for indgivelse af tillægsboopgørelse til d. 01.06.2008, jf. DSL § 31, stk. 2. Under hensyn til, at boets ejendom ikke var solgt, og til tidspunktet for udlevering til privat skifte afslog skifteretten at forlænge fristen. Hvis den ikke blev overholdt, ville boet blive udleveret til bobestyrerbehandling. ØL stadfæstede.

A efterlod sig en søn og en datter D, som oplyste, at hun på et forkert grundlag havde frasagt sig »enhver ret til afdødes begravelse, arv og hvad det indebærer«, og at hun ønskede at arve sin far. På den baggrund tog skifteretten i Sønderborg D's begæring om bobestyrerbehandling af boet til følge, jf. DSL § 36, nr. 5. VL stadfæstede, da der var tvivl om det afgivne arveafkald.

M døde d. 05.01.2006 og efterlod sig H og 3 fællesbørn. Skæringsdagen i det privatskiftede bo var d. 05.01.2007, og fristen for indsendelse af boopgørelse udløb d. 05.04.2007, der var skærtorsdag. D. 10.04.2007 modtog skifteretten en boopgørelse, hvoraf fremgik, at »børnene giver afkald på 65 % af arven«. Boopgørelsen var underskrevet i henhold til sædvanlig skiftefuldmagt. D. 09.07.2007 modtog skifteretten særskilte, skriftlige arveafkald dateret henholdsvis 10.04. og 12.04.12007 og underskrevet af arvingerne. Skifteretten havde herefter beregnet boafgift uden hensyntagen til arveafkaldene, da der ikke var givet skifteretten særskilt meddelelse om arveafkaldet. VL stadfæstede, da boopgørelsen var indleveret, efter at fristen herfor udløb. HR udtalte, at meddelelse om arveafkald til skifteretten kan gives særskilt eller i boopgørelsen. En skriftlig meddelelse skal være underskrevet af den arving, som giver afkald, eller vedlagt dokumentation for den underskrivendes fuldmagt til at repræsentere arvingen i dette forhold. En sædvanlig skiftefuldmagt giver ikke fuldmagt til på arvingens vegne at give arveafkald. Meddelelse om arveafkald til skifteretten skal ske senest samtidig med indgivelse af boopgørelsen eller udløbet af fristen for indgivelse af boopgørelsen, jf. BAL § 5, stk. 4. I den foreliggende sag udløb fristen på 3-månedersdagen for skæringsdagen, dvs. d. 05.04.2007, jf. DSL § 32, 1. pkt. Efter ordlyden af denne bestemmelse er det, som skal foretages inden for fristen, at boopgørelsen »indsendes« til skifteretten. Tilsvarende hedder det i BAL § 10, stk. 1, at boopgørelse »indsendes«. På denne baggrund fandt HR, at der ikke kan stilles krav om aflevering på skifterettens kontor inden fristens udløb. I den foreliggende sag indeholdt boopgørelsen, der var underskrevet i henhold til sædvanlige skiftefuldmagter, meddelelse om arveafkaldene. Meddelelsen var ikke vedlagt fornøden dokumentation for fuldmagt vedrørende arveafkaldene. Selv om boopgørelsen må anses for rettidigt indsendt, var behørig meddelelse først sendt til skifteretten med brev af 05.07.2007. Fristen for meddelelse om arveafkaldene var da sprunget, og der kunne derfor ikke tillægges arveafkaldene virkning ved beregningen af boafgift.

I et privatskiftet bo blev boopgørelsen modtaget af skifteretten i Lyngby d. 09.11.2009. I boopgørelsen blev der taget forbehold for nedsættelse af værdien af boets faste ejendom, hvis ejendomsværdien blev nedsat pr. 01.10.2009. Boopgørelsen blev godkendt af SKAT i januar 2010 og af skifteretten i februar 2010. I marts 2010 anmodede boets advokat skifteretten om at bekræfte, at der kunne udfærdiges en tillægsrepartition, hvis den nye ejendomsværdi, der ville blive udsendt i marts 2010, var betydeligt lavere. Skifteretten svarede, at forbeholdet i boopgørelsen ikke kunne anses for en anmodning om at henskyde en del af boet til tiden efter boets afslutning, jf. DSL § 31, stk. 2. Skifteretten anså derfor den indleverede boopgørelse som endelig. Skifteretten modtog d. 01.06.2010 en tillægsrepartition, hvori blandt andet værdien af boets ejendom var ændret. Skifteretten nægtede at godkende tillægsrepartitionen, idet forbeholdet ikke kunne anses for en anmodning i medfør af DSL § 31, stk. 2, eller at genoptage boet i medfør af DSL § 103, da der var ikke var hjemmel hertil, når begrundelsen var, at en arving ønskede at anvende en senere opgjort ejendomsværdi. ØL stadfæstede.

M døde i dec. 2009 og boet blev udleveret til privat skifte i feb. 2010. Det væsentligste aktiv - en fast ejendom - blev samtidig sat til salg for 1.395.000 kr. De privatskiftende arvingers advokat, A, forespurgte telefonisk inden 15-måneders-fristen for indlevering af boopgørelse skifteretten, om det var muligt at udskyde endelig opgørelse for den faste ejendom til efter boets slutning. Skifteretten i Nykøbing F. tilkendegav, at der ikke var grundlag herfor, og afsagde efterfølgende kendelse i overensstemmelse hermed. A indbragte afgørelsen for ØL, der i medfør af DSL § 31, stk. 2, efter A's redegørelse for salgsbestræbelserne fandt, at endelig boopgørelse vedrørende boets faste ejendom burde henskydes til tiden efter boets slutning. Det blev overladt til skifteretten eventuelt at fastsætte en frist for indlevering af tillægsboopgørelse.

D var død d. 06.06.2011. D's formue var faldet med ca. 2,3 mio. kr. siden 2007. Skifteretten i Viborg udleverede i okt. 2011 boet til bobestyrerbehandling, da der var en sådan usikkerhed om aktiver og passiver, at det ikke var muligt inden rimelig tid at tage stilling til, om boet kunne udleveres til privat skifte, jf. DSL § 36, nr. 7. VL udtalte, at A, der var enearving, havde krav på udlevering af dødsboet til privat skifte, medmindre afgørende hensyn talte imod, jf. DSL § 25, stk. 1, nr. 5. Som følge af undersøgelser vedrørende de afgiftsmæssige forhold samt af, om udlevering kunne ske til forenklet privat skifte, blev dødsboet imidlertid ikke udleveret til privat skifte inden rimelig tid. Disse forhold, der ikke kunne tilregnes enearvingen A alene, udelukkede ikke i sig selv udlevering til privat skifte, og SKATs eventuelle fiskale interesser ville kunne varetages via DSL § 30. SKAT havde i øvrigt heller ikke anmodet om bobestyrerbehandling. Herefter og da fristerne i DSL §§ 31 og 32 fortsat ville kunne overholdes, burde boet udleveres til privat skifte, såfremt A anmodede herom. Sagen blev herefter hjemvist til skifteretten til fornyet behandling.

Skifteretten i Esbjerg afsagde kendelse om, at et dødsbo, der var udleveret til privat skifte, i medfør af DSL § 30, stk. 1, nr. 4 skulle overgå til bobestyrerbehandling, fordi boet ikke blev behandlet forsvarligt og på betryggende måde. Skifteretten henviste til, at boets kontaktperson trods rykkere ikke havde kvitteret for modtagelse af SKAT's anmeldelse af et foretaget udlæg. VL ophævede kendelsen og hjemviste til fornyet behandling, da arvingerne ikke havde haft lejlighed til at komme med bemærkninger, før skifterettens kendelse blev afsagt.

H, der sad i uskiftet bo, afgik ved døden i januar 2012, og boet blev i august 2012 udleveret til privat skifte. I februar 2013 forlængede skifteretten i Kolding efter anmodning fra boets advokat fristen for indgivelse af endelig boopgørelse for boets faste ejendom til d. 01.10.2013 med bemærkning om, at 15 måneders fristen fortsat var gældende for den resterende del af boet. Da fristen for den resterende del af boet ikke blev overholdt, udleverede skifteretten boet til behandling ved bobestyrer. VL stadfæstede.

Boet efter A, som døde d. 08.011.2013, blev d. 12.02.2013 udleveret til privat skifte. Boets kontaktperson anmodede d. 01.05.2014 om udsættelse af fristen for indlevering af boopgørelse. Sidste frist for indlevering af boopgørelse var d. 08.04.2014, jf. DSL § 32. Skifteretten i Randers bestemte, at boet skulle overgå til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 30, stk. 1, nr. 3, da skifteretten ikke havde mulighed for at forlænge fristen. VL fandt ikke grundlag for at udsætte fristen, når der først søgtes om udsættelse, efter fristen var sprunget, og heller ikke selvom det eneste manglende aktiv - et sommerhus - faktisk var blevet solgt.

A døde i juli 2011, og boet blev udleveret til bobestyrerbehandling. Ifølge et notat dikteret af A dagen før dødsfaldet skulle B arve. En tvist mellem de legale arvinger og B faldt ved en ankedom i april 2014 ud til, at notatet skulle anses som et nødtestamente. På vegne af arvingen B anmodede dennes advokat herefter om udlevering af dødsboet til privat skifte. Anmodningen blev ikke taget til følge, da 1-års fristen i DSL § 31, stk. 1 var overskredet, da retssagen ikke medførte suspension af fristen for indlevering af boopgørelse, og da der ikke var hjemmel til at meddele yderligere frist udover den i lovens § 32 anførte. I øvrigt ville 15-måneders fristen regnet fra dødsdagen allerede være udløbet ved en udlevering til privat skifte, hvorfor der straks ville skulle træffes afgørelse om boets overgang til bobestyrerbehandling efter DSL § 30, stk. 1, nr. 3, og A måtte ikke handle som bobestyrer, jf. DSL § 115, stk. 1.

A døde d. 17.05.2014. A's datter D anmodede d. 29.07.2014 om, at boet blev udleveret til privat skifte. Skifteretten i Kolding nægtede at udlevere boet til privat skifte under henvisning til det skærpede solvenskrav i DSL § 25, stk. 1, nr. 2. D kærede kendelsen med påstand om, at boet blev udleveret til privat skifte. VL tiltrådte, at spørgsmålet om udlevering til privat skifte skulle bedømmes efter den nugældende formulering af DSL § 25, stk. 1, nr. 2, som affattet ved lov nr. 737 af 25.06.2014, der trådte i kraft d. 01.07.2014, idet anmodningen om privat skifte var modtaget i skifteretten d. 29.07.2014. Boets væsentligste aktiv var en fast ejendom med en offentlig ejendomsværdi på 930.000 kr. Der var gæld med pant i ejendommen med 611.156 kr., og ejendommen var udbudt til salg for 1.075.000 kr. Det var endvidere oplyst, at boets likvide beholdning var på ca. 15.000 kr., når udgifterne til begravelse var betalt, og at D afholdt de løbende udgifter vedrørende ejendommen. Efter de foreliggende oplysninger om ejendommen sammenholdt med oplysningerne om boets likviditet var der på nuværende tidspunkt ikke en sådan konkret risiko for, at boet ville blive insolvent under behandlingen, at boet ikke ville kunne udleveres til privat skifte. VL ophævede derfor kendelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling i skifteretten.

Da en tillægsboopgørelse vedrørende en ejendom og naturgrund i et privatskiftet bo ikke var modtaget inden en fastsat frist, bestemte Skifteretten i Randers, at boet skulle overgå til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 30, stk. 1, nr. 3. Boets kontaktperson havde over for skifteretten oplyst, at ejendommen var til salg, men at der ikke konkret var salgsforhandlinger. Under kære af afgørelsen blev det fra boets side gjort gældende, at arvingerne nu ønskede at udtage ejendommen og grunden. En underskreven tillægsboopgørelse var vedlagt kæreskriftet. VL udtalte, at det af DSL § 31, stk. 2, fremgår, at en tillægsboopgørelse skal indleveres inden for en af skifteretten fastsat frist eller snarest muligt efter hindringens bortfald. Da boet nu endeligt kunne afsluttes, ophævedes skifterettens kendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling med henblik på at afslutte boet.

I et privatskifte bi foretog en arving uberettigede hævninger på en bankkonto. Med henvisning hertil anmodede Nordea om, at boet blev udleveret til bobestyrerbehandling. Anklagemyndigheden meddelte, at der ville blive rejst tiltale mod arvingen. Skifteretten i Horsens tog bankens anmodning til følge. VL ophævede skifterettens beslutning og hjemviste sagen med henblik på, at boet på ny blev udleveret til privat skifte. VL anførte som begrundelse herfor, at banken ikke var kreditor i boet, hvorfor betingelserne for at lade boet overgå til behandling ved bobestyrer i medfør af DSL § 30, stk. 1, nr. 2, ikke var opfyldt. Der var heller ikke i øvrigt grundlag for at anse bobestyrerbehandling for påkrævet.

A døde d. 23.06.2016. Dødsboet blev skiftet privat. Det fremgik af boets åbningsstatus, at der var aktiver for 1.248.827 kr., og at A's ejendom var angivet til en værdi på 960.000 kr. Arvingerne anmodede d. 10.06.2017 om, at boets behandling blev udsat foreløbigt til d. 31.12.2017, idet boets faste ejendom ikke var solgt på grund af forurening i ejendommen. Region Nord havde igangsat tiltag for at fjerne forureningen, og ejendommen ville derfor inden for rimelig tid kunne sættes til salg. Skifteretten i Aalborg tog ikke anmodningen til følge. VL anførte, at skifteretten efter DSL § 31, stk. 2, kan tillade, at endelig opgørelse vedrørende nærmere afgrænsede dele af boet henskydes til tiden efter boets afslutning. Tilladelse kan, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, kun gives, hvis den del af boet, som henskydes, udgør en mindre væsentlig del af boet. Det fremgår af forarbejderne til DSL § 31, stk. 2, at formålet med ændringen i 2014 bl.a. var at begrænse muligheden for at henskyde en del af boet til tiden efter boets slutning. Det forhold, at ejendommen var forurenet, og at regionen havde iværksat udbedringstiltag, udgjorde ikke sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at tillade, at endelig opgørelse vedrørende ejendommen blev henskudt til tiden efter boets slutning. Herefter, og da ejendommen ikke udgjorde en mindre væsentlig del af boet, blev arvingernes anmodning ikke taget til følge (2-1).

I et privat skiftet bo anmodede kontaktpersonen om udsættelse med opgørelse af boets faste ejendom til efter boets afslutning. Allerede fordi anmodningen var indgivet efter seneste frist for indgivelse af boopgørelsen, afviste skifteretten anmodningen. VL bemærkede, at udsættelse i medfør af DSL § 31, stk. 2, alene kan ske, hvis det aktiv, der skal henskydes, udgør en mindre væsentlig del af boet. I boet udgjorde ejendommen langt den største del af boets aktiver. Herefter og i øvrigt af de grunde, som skifteretten havde anført, stadfæstede VL afgørelsen.

Et dødsbo var udleveret til privat skifte til tre livsarvinger. En bank anmodede skifteretten om at tage dødsboet under bobestyrerbehandling under henvisning til, at der var foretaget uberettigede hævninger på afdødes konto. Skifteretten konstaterede, at boet var udleveret til privat skifte på baggrund af skiftefuldmagter udstedt til boets kontaktperson, overfor hvem, der efter oplysning fra anklagemyndigheden, ville blive rejst tiltale. Det blev på denne baggrund besluttet at lade boet overgå til bobestyrerbehandling, idet skifteretten lagde til grund, at der var nærliggende risiko for, at fortsat privat skifte kunne pådrage kreditorerne tab. De tre arvinger kærede afgørelsen med påstand om boets udlevering til fortsat privat skifte. De gjorde blandt andet gældende, at banken ikke var kreditor i boet og derfor ikke havde adgang til at anmode om bobestyrerbehandling i medfør af DSL § 30, stk. 1, nr. 2 . Skifteretten anførte i fremsendelsesbrevet, at boet måtte antages at være solvent, men at det ikke kunne udelukkes, at kreditorer, og herunder SKAT for så vidt angår eventuel bo- og gaveafgift, ville kunne lide tab ved fortsat privat skifte. VL konstaterede, at banken ikke var kreditor i boet, og at betingelserne for at anvende DSL § 30, stk. 1, nr. 2 derfor ikke var opfyldt. Herefter, og idet der ikke i øvrigt var grundlag for at anse bobestyrerbehandling for påkrævet, ophævede VL skifterettens beslutning om at udlevere boet til bobestyrerbehandling.

M døde d. 29.04.2018 og dødsboet blev udleveret til privat skifte. En arving anmodede d. 08.09.2019 om, at fristen for indgivelse af boopgørelse blev udsat til okt./nov. 2019. Skifteretten i Viborg konstaterede, at fristen for at indlevere boopgørelsen var udløbet d. 29.07.2019, jf. DSL § 32. Skifteretten bemærkede, at der ikke er hjemmel til at udsætte opgørelsen for hele boet, jf. DSL § 31, og afslog derfor anmodningen. Da fristen for at indlevere boopgørelsen ikke var overholdt, besluttede skifteretten at udlevere dødsboet til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 30, stk. 1, nr. 3. Arvingen kærede afgørelsen. Han gjorde gældende, at han alene manglede at få en afsluttende regning, og at han ville kunne afslutte boet lige så hurtigt som en bobestyrer. VL bemærkede, at boopgørelse i privat skiftede dødsboet skal indgives senest 15 måneder efter dødsfaldet. VL tiltrådte herefter, at der ikke er hjemmel til at henskyde indsendelse af boopgørelsen for hele boet til efter dette tidspunkt. Da boopgørelsen ikke var indsendt inden fristens udløb, tiltrådte VL endvidere, at boet var taget under bobestyrerbehandling, jf. DSL § 30, stk. 1, nr. 3, og stadfæstede kendelsen.

ØL fastslog, at skifteretten i Odense havde handlet ansvarspådragende ved at udlevere et bo til bobestyrerbehandling i strid med DSL § 36, idet skifteretten burde have påset, om en enearving, hvorom der ikke forelå oplysninger om værgemål, ønskede boet udleveret til privat skifte, inden boet blev udleveret til en bobestyrer. Enearvingen var handicappet og boede på et bosted. Efter en samlet skønsmæssig vurdering fandt ØL, at statskassen skulle afholde en udgift på 15.000 kr. til salær, der svarede til differencen mellem en af en advokat tilbudt pris for privat skifte, 15.000 kr., og det salær, der var fastsat til bobestyreren (30.000 kr.). Den resterende del af bobestyrers salær var en omkostning i boet. Skifteretten i Odense havde bestemt, at hele salæret skulle være en omkostning i boet.

Boopgørelsen i et dødsbo, der blev skiftet privat, var ikke indleveret på 15-månedersdagen. Skifteretten på Frederiksberg rykkede for boopgørelsen, og da den fortsat ikke blev indleveret, blev boet taget under bobestyrerbehandling. En arving kærede afgørelsen. ØL bemærkede, at det fremgår af DSL § 32, stk. 1, 1. pkt., at boopgørelsen skal indsendes senest på 15-månedersdagen efter dødsfaldet, og at det fremgår af DSL § 30, stk. 1, nr. 3, at skifteretten træffer afgørelse om bobestyrerbehandling, såfremt fristen ikke overholdes. Da fristen for indlevering af boopgørelsen ikke var overholdt, tiltrådte ØL, at boet var taget under bobestyrerbehandling og stadfæstede afgørelsen.

Arvelader havde i testamente fra 1979, hvor en velgørende forening var eneste arving, indsat advokat M, Esbjerg, som eksekutor. Straks efter dødsfaldet antog skifteretten i Ribe advokat R som midlertidig bobestyrer. Skifteretten antog senere advokat R som medbobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 3. VL fandt, at der ikke var oplysninger i sagen, der kunne begrunde, at skifteretten - forinden der blev truffet afgørelse om at udpege en anden bobestyrer - undlod at indhente en udtalelse fra advokat M. Hertil kom, at ingen af betingelserne i DSL § 38, stk. 1, 2. led for at tilsidesætte indsættelsen af M som bobestyrer havde været opfyldt, ligesom der ikke var oplysninger, der efter DSL § 38, stk. 3 kunne gøre det betænkeligt at lade advokat M behandle boet. M skulle herefter være eneste bobestyrer i boet, forudsat at han opfyldte de almindelige betingelser herom i DSL § 39.

I afdødes testamente fra 1994 var advokat A indsat som eksekutor, hvilket dog ikke skulle være til hinder for privat skifte, hvis eksekutor ikke udtalte sig herimod. Boets 3 arvinger gav advokat A skiftefuldmagt, hvorefter boet blev udleveret til privat skifte. En af arvingerne anmodede senere om bobestyrerbehandling af boet og protesterede mod, at A blev udpeget som bobestyrer. Skifteretten fandt, at A ved at fremsætte anmodningen om privat skifte havde frafaldet bobestyrerindsættelsen og fandt derfor, at boets fortsatte behandling skulle ske ved en anden og autoriseret bobestyrer. ØL tiltrådte under henvisning til de foreliggende omstændigheder, at udpegning af bobestyrer skete efter DSL § 37 og stadfæstede afgørelsen.

84-årig fru T havde i sit testamente fra 1990 indsat Vagttårnet og Jehovas vidner som sine arvinger, mens 2 søstre skulle udtage indbo og diverse personlige effekter. Som eksekutor havde hun indsat den præsiderende tilsynsmand og sekretæren for den lokale menighed af Jehovas Vidner. Arvingerne begærede boet, som var på ca. 170.000 kr., skiftet privat, hvilket skifteretten afslog, da der ikke var påvist tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte bobestyrerbestemmelsen, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4. Skifteretten udpegede en autoriseret bobestyrer. Under kæremålet til ØL fremlagdes samtykkeerklæringer fra de 2 legatarer til, at boet blev udleveret til privat skifte. ØL ophævede kendelsen og hjemviste sagen til fortsat behandling ved skifteretten med henblik på udlevering til privat skifte.

A havde i sit testamente fra 1981 indsat advokat B som eksekutor, hvilket dog ikke skulle være til hinder for privat skifte, hvis lovens betingelser herfor var opfyldt, og eksekutor ikke udtalte sig herimod. A døde i 1997, og A's søn S, der var enearving, begærede boet udleveret til privat skifte, som han af økonomiske grunde selv ønskede at gennemføre. Skifteretten afslog dette under hensyn til, at boet var skattepligtigt, at boet havde en igangværende virksomhed i form af en landbrugsejendom, at boets eneste arving var bosiddende i udlandet, og at den testamentsindsatte bobestyrer havde udtalt sig herimod under henvisning til, at A's baggrund for bobestyrerindsættelsen fortsat var til stede. ØL stadfæstede.

T havde i testamente fra 1985 bestemt, at boet skulle behandles af advokat A som eksekutor, dog med mulighed for privat skifte, hvis advokaten skønnede eksekutorbehandling upåkrævet. Enearvingen E, der var afdødes niece og boede i Tyskland, begærede boet udleveret til privat skifte ved en anden advokat. Boet bestod af en fast ejendom med en ejendomsværdi på 370.000 kr. samt almindeligt indbo. Der var ikke oplysninger om baggrunden for eksekutorindsættelsen, og bobestyreren havde ikke oplyst, hvorfor han fandt bobestyrerbehandling påkrævet. VL fandt - i modsætning til skifteretten - at der ikke var rimelig grund til at opretholde afdødes bestemmelse, og boet blev udleveret til privat skifte - alene betinget af sikkerhed for boafgifternes betaling, jf. BAL § 21.

L, der sad i uskiftet bo, havde i dec. 1996 oprettet testamente, hvorefter samleveren R skulle have vederlagsfri livsvarig brugsret til sat ejendom og indbo på bopælen. Advokat A var indsat som bobestyrer. Under skiftet opstod der tvist om fortolkningen af testamentet. A's position som advokat for R medførte, at A ikke fremtrådte med den for en bobestyrer fornødne upartiskhed, og afgørende grunde talte således imod, at boet blev behandlet af A som bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5. Sagen blev hjemvist til skifteretten med henblik på, at skifteretten udpegede en anden bobestyrer, der er autoriseret.

T havde i sit testamente fra 1994 indsat advokat LJ som eksekutor. Der kunne ske privat skifte, hvis der var enighed herom mellem arvingerne og advokaten. Uanset at de 9 arvinger var enige om at begære boet skiftet privat, blev bobestyrerindsættelse ikke tilsidesat, da boets formueforhold ikke havde ændret sig væsentligt siden 1994, og forudsætningerne for eksekutorindsættelsen ikke havde ændret sig væsentligt.

En arving protesterede mod, at den testamentsindsatte bobestyrer, advokat Allan Falk, blev bobestyrer, idet han efter hendes opfattelse udelukkende havde været advokat for afdødes ægtefælle. Protesten blev ikke taget til følge. ØL stadfæstede.

T havde i sit notartestamente fra 1989 indsat advokat B som eksekutor, hvilket dog ikke skulle være til hinder for privat skifte, hvis lovens betingelser herfor var opfyldt, og eksekutor skønnede, at eksekutorbehandling var upåkrævet. T døde i 1997 og boet blev udleveret til bobestyrerhandling ved den testamentsindsatte bobestyrer. T's datter D begærede senere boet udleveret til privat skifte. De bestemmelser i landbrugslovgivningen, der i 1989 var til hinder for overdragelse af landbrugsejendommen til D, blev ændret i 1994. T's ønske om bobestyrerbehandling på grund af problemer med overdragelse af ejendommen, kunne derfor ikke længere tillægges væsentlig betydning. D, der efter 2 medarvingers arveafkald var enearving, havde siden 1989 drevet den landbrugsejendom, der var boets væsentligste aktiv. Da der ikke var forhold, der talte imod et privat skifte, var betingelserne i DSL § 38, stk. 1, nr. 4 opfyldt, og D's begæring om boets udlevering til privat skifte blev herefter taget til følge.

K var død i 1998, og K's tre børn protesterede mod, at den testamentsindsatte bobestyrer blev bobestyrer, idet han efter deres opfattelse havde taget parti for afdødes samlever M. Skifteretten i Maribo tog protesten til følge og udpegede en anden bobestyrer. ØL bestemte, at boet skulle udleveres til den testamentsindsatte bobestyrer, da afgørende grunde ikke talte imod at udlevere boet til denne, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5.

Afdøde havde i sit testamente indsat advokat H. C. Sibbesen, Sønderborg, som bobestyrer. Allerede fordi en af arvingerne ønskede boet behandlet som bobestyrerbo, tiltrådtes det, at boet ikke kunne udleveres til privat skifte, jf. DSL § 36, nr. 1. Der var ikke oplyst sådanne afgørende grunde, der talte imod at lade boet behandle ved den i testamentet indsatte bobestyrer, at betingelserne for i medfør af DSL § 38, stk. 1, nr. 5 for at udpege en anden bobestyrer var til stede.

Afdødes søn S fik ikke medhold i, at bobestyreren skulle afsættes som følge af, at han havde bistået med oprettelsen af faderens testamente, hvor Hjerteforeningen var indsat til at arve indboet.

H, der sad i uskiftet bo, begærede d. 12.02.1999 boet skiftet, da hun ville indgå nyt ægteskab. H oprettede d. 24.02.1999 et testamente til fordel for sin samlever og indsatte advokat Tom Tønnies, Vejen, (A) som bobestyrer ved skifte af boet efter hende. Efter at begæringen var taget til følge, begærede hun boet udlagt som ægtefælleudlæg, hvilket blev afslået, hvorefter hun døde d. 08.04.1999. Skifteretten i Holsted udleverede boerne til en autoriseret bobestyrer. VL fandt, at H i medfør af DSL § 38, stk. 1, nr. 6 sammenholdt med forarbejderne til denne bestemmelse og den tidligere retstilstand kunne træffe bestemmelse om bobestyrerbehandling også for så vidt angik boet efter førstafdøde/fællesboet, og at H på tilstrækkelig tydelig måde havde tilkendegivet, at boerne skulle behandles af advokat A, selv om testamentet ikke angik boet efter førstafdøde/fællesboet. Boerne blev herefter udleveret til advokat A til bobestyrerbehandling.

E, der var død d. 25.12.1998, havde i notartestamente af 05.11.1996 bestemt, at advokat T skulle behandle boet som eksekutor, hvilket dog ikke skulle være til hinder for, at advokat T behandlede boet som privat skifte, hvis betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. E's to arvinger begærede boet behandlet som privat skifte gennem en anden advokat. Skifteretten i Svendborg udleverede boet til bobestyrerbehandling ved advokat E. ØL fandt, at advokat T efter testamentets udformning ikke kunne hindre udlevering af boet til privat skifte, og at advokat T ikke kunne foreskrive, at han behandlede det private bo. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling af begæringen om privat skifte.

Afdøde, som boede i Lyngby, havde i sit testamente indsat advokat Sigurd Trolle, Kolding, som bobestyrer. 3 af de 4 arvinger ønskede en anden bobestyrer, da advokaten havde været advokat for den fjerde arving i nogle mindre sager med et samlet salær på ca. 10.000 kr. Skifteretten i Lyngby tog protesten til følge. Under hensyn til det begrænsede arbejde, som advokaten havde udført for den ene arving, fandt landsretten ikke at de andre arvinger havde anført afgørende grunde imod at lade ham behandle boet som indsat bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5. Komm. af Henning Broman i FM 1999.152, der anfører, at bobestyreren efter hans opfattelse var inhabil.

M og H havde i 1989 oprettet et gensidigt notartestamente, som også skulle gælde efter separation og skilsmisse. M oprettede d. 09.06.1999 et vidnetestamente, hvor han begunstigede J og indsatte advokat Henning Lyhne som bobestyrer. M døde d. 21.06.1999. Skifteretten i Kolding udpegede advokat Sigurd Trolle som bobestyrer, da vidnetestamentet var ugyldigt, jf. AL § 47. VL tiltrådte, at boet ikke var udleveret til behandling ved advokat Henning Lyhne, idet der under bobehandlingen skulle træffes afgørelse om, hvorvidt der ved vidnetestamentet var sket en gyldig tilbagekaldelse af det gensidige testamente fra 1989, og da advokaten havde bistået M med at oprette vidnetestamentet. Der forelå således afgørende grunde, der talte imod at lade boet behandle ved advokat Henning Lyhne, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5.

Boet efter M skulle skiftes, og H ønskede, at boet skulle behandles af advokat A, som var autoriseret bobestyrer. Skifteretten i Thisted udpegede en anden lokal autoriseret bobestyrer, idet advokat A efter dødsfaldet havde opfordret en af arvingerne til at give arveafkald mod vederlag. Advokat A havde ikke sendt arvingen åbningsstatus, idet han ikke havde været i stand til at fremskaffe oplysningerne. Antaget, at H kunne træffe bestemmelse om bobestyrerbehandling og tilkendegive, hvem der som bobestyrer skulle behandle boet - også uden testamentsbestemmelse herom, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 6, forarbejderne hertil og den tidligere retstilstand. Da der ikke forelå afgørende grunde, der talte imod at lade boet behandle ved den af H udpegede bobestyrer, blev skifterettens beslutning ophævet og sagen hjemvist til skifteretten med henblik på udlevering af boet til bobestyrerbehandling ved advokat A. Komm. af Henning Broman i FM 2000.8, hvor det anføres, at arvingen næppe fremover kan have den fulde tillid til advokat A, når han har forsøgt at "kaste ham af hesten". Se også Hans Holck i FM 2000.73-76: Om ægtefællers ret til at udpege bobestyrer og om bobestyreres inhabilitet.

Skifteretten i Roskilde afsatte bobestyrer, som havde bistået afdøde med gaveoverdragelse af fast ejendom og indbo til en af arvingerne, idet de øvrige arvinger kunne føle tvivl om bobestyrerens upartiskhed. ØL stadfæstede den i medfør af DSL § 38, stk. 1, nr. 5 trufne afgørelse.

Ægtepar havde indsat advokat A som bobestyrer. H havde som længstlevende i uskiftet bo i 1992 bestemt, at advokat B tillige skulle være bobestyrer. En livsarving protesterede mod, at B blev bobestyrer. Skifteretten i Haderslev tog ikke indsigelsen til følge VL stadfæstede, allerede fordi der ikke var hjemmel til at træffe bestemmelse om bobestyrerbehandling med den ene af to indsatte bobestyrere alene, jf. DSL § 38, stk. 1.

Skifteretten i Hvidovre havde bestemt, at boet skulle behandles af den testamentsindsatte bobestyrer, advokat C, og at advokat V skulle beskikkes som skifteværge for en umyndig arving. Uanset at ingen af arvingerne ville modsætte sig privat skifte, fandtes der fortsat at være afgørende hensyn, der talte i mod et privat skifte. Der var ikke oplysninger, der afgørende talte imod, at boet blev behandlet af advokat C og ikke af en autoriseret bobestyrer. Det fandtes ikke hensigtsmæssigt at beskikke den af A foreslåede skifteværge, som var søster til A's ægtefælle. Skifterettens afgørelse blev herefter stadfæstet.

T havde i testamente fra 1989 indsat advokat A som bobestyrer, hvilket dog ikke skulle være til hinder for privat skifte, hvis bobestyrer skønnede bobestyrerbehandling upåkrævet. T's datter, som var eneste arving, begærede boet skiftet privat, da hun mente, at advokat A var for langsom og skulle have et betydeligt salær. Boet var på ca 3 mio. kr. Der skulle ifølge codicil fra 1993 udredes et legat til et barnebarn på 100.000 kr. og 6 legater á 15.000 kr. til nevøer og niecer og 6 legater á 3.000 kr. til humanitære foreninger. Skifteretten i Roskilde fandt ikke anledning til tilsidesættelse af bobestyrerindsættelsen, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4. ØL stadfæstede. Komm. af Henning Broman i FM 2000.118-119.

Skifteretten i Lyngby bestemte, at boets skulle behandles af den testamentsindsatte bobestyrer advokat A, som i 1993 havde udfærdiget testamentet, hvorefter en datter skulle arve mest muligt, herunder en fast ejendom, hvorved testationskompetencen var overskredet. Afdødes to sønner gjorde gældende, at advokat A ikke ville være upartisk under bobehandlingen, men fik ikke medhold heri. ØL stadfæstede.

Enke, der sad i uskiftet bo med M's særbarn S, havde i vidnetestamente, hvor hun testerede sommerhus til sin nevø, indsat advokat A som bobestyrer. S havde efter rådgivning fra advokat A underskrevet tiltrædelse af testamentet. S's klagepunkter vedrørende advokat A's rådgivning var af en sådan karakter, at det ikke var hensigtsmæssigt, at advokat A behandlede boet, og retten fandt, at afgørende punkter talte imod at lade boet behandle ved advokat A som bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5, hvorfor boet blev udleveret til en anden bobestyrer.

M og H oprettede i 1959 et fælles testamente, hvorefter M's datter B alene skulle arve sin tvangsarv. M døde i 1985 og H, der nu sad i uskiftet bo med M's datter, i 1994 et nyt testamente, hvori det bl.a. bestemtes, at testamentet fra 1959 blev tilbagekaldt, og at B og to af H's niecer, C og D, hver skulle arve 1/3 af hendes formue. Som eksekutor indsattes advokat A, Virum, der også havde udfærdiget testamentet. Efter at H var død i 2001, rejste de to niecer indsigelse mod, at A blev indsat som bobestyrer, idet de gjorde gældende, at der var opstået uenighed mellem arvingerne om fortolkningen af de to testamenter, og at A, der havde udfærdiget testamentet fra 1994, havde en opfattelse af, hvorledes arven skulle fordeles, der stred mod C's og D's opfattelse heraf. Under hensyn til at den opståede tvist, hvis der ikke opnåedes enighed, skulle afgøres ved dom afsagt af skifteretten, fandtes der ikke at være anført afgørende grunde imod at lade A behandle boet som testamentsindsat bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5, hvorfor boet udleveredes til A som bobestyrer.

Svensk statsborger, der de sidste 7 måneder havde haft bopæl i Danmark, var død, og han efterlod sig en formue på ca. 20 mio svenske kr., der væsentligst befandt sig i Sverige. Han havde 6 måneder før sin død oprettet et vidnetestamente, hvor han indsatte en svensk advokat som eksekutor. Skifteretten i Helsingør udpegede en dansk bobestyrer, da det fandtes udelukket at blive bobestyrer, når man var bosat i udlandet. ØL udtalte, at der kunne opstå spørgsmål om anfægtelse af vidnetestamentet, ligesom der kunne være spørgsmål om, hvilket lands lov der skulle lægges til grund ved skiftet. Herefter burde boet behandles af en autoriseret bobestyrer.

T havde i 1978 indsat 12-årig som sin universalarving og advokat A som eksekutor. T døde i feb. 2002 og boet bestod af fast ejendom, en bil og værdipapirer, i alt ca 1,7 mio kr. Arvingerne fremsatte via advokat B ønske om udlevering af boet til privat skifte. Skifteretten i Odense tilsidesatte bobestyrerindsættelsen efter DSL § 38, stk. 1, nr. 4. ØL stadfæstede, da baggrunden for eksekutorindsættelsen ikke var oplyst, og under henvisning til testamentets alder, boets karakter og det forhold, at arvingerne ville lade boet berigtige ved advokat.

T havde i sit testamente fra november 1999 indsat advokat R som bobestyrer. Advokat R skulle være berettiget til at lade arvingerne overtage boet til privat skifte, såfremt hun skønnede, at betingelserne herfor forelå, dog under forudsætning af, at advokat R blev bobehandler. Skifteretten i Gladsaxe fastslog, at det ikke var advokat R, der bestemte, om betingelserne for privat skifte var opfyldt, og bestemte, at boet kunne udleveres til privat skifte, og at advokat R ikke kunne foreskrive, at hun skulle behandle det privatskiftede bo. ØL stadfæstede.

Arving rejste indsigelse mod udpegning af testamentsindsat bobestyrer, advokat A, da denne skulle været advokat for de to andre arvinger. Advokat A oplyste, at han alene havde været advokat for afdøde og fjernere familie. Skifteretten i Hørsholm fandt ikke, at der var påvist afgørende grunde, der talte imod at lade boet behandle ved den indsatte bobestyrer. ØL stadfæstede.

Advokat R, der var indsat som bobestyrer i afdødes testamente, havde medvirket til afdødes dispositioner, mens hun sad i uskiftet bo. Disse dispositioner skulle undersøges nærmere af den kommende bobestyrer. Skifteretten i Sorø fandt derfor advokat R inhabil efter DSL § 115, stk. 1, og afslog at antage advokat R som bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 1. ØL stadfæstede.

T havde i notartestamente fra 1999 indsat advokat A som bobestyrer, hvilket dig ikke skulle være til hinder for privat skiftet, såfremt dette måtte være mest hensigtsmæssigt, og bobestyreren ikke havde indvendinger herimod. De to livsarvinger rettede henvendelse til advokat B og bad ham forestå et privat skifte. Advokat A ønskede boet, der bestod af bankindeståender og værdipapirer for ca 1,2 mio. kr., udleveret til bobestyrerbehandling og henviste til, at afdøde mente, at der var forsvundet en sum penge hidrørende fra et grundsalg og til, at den ene søn skyldte T penge, hvor gælden ikke var opgjort. Arvingerne oplyste, at købesummen vedrørende grunden var indsat på afdødes konto, og at der var enighed om den ene søns gæld til boet. Skifteretten i Viborg fandt herefter ikke, at der var grundlag for at tillægge T's ønske om bobestyrerbehandling væsentlig betydning. Skifteretten lagde endvidere vægt på, at advokat A også selv måtte have anset det for forsvarligt at behandle boet som privat skifte, idet han havde fremsendt dokumenter til arvingerne med henblik herpå. Boet blev udleveret til privat skifte ved advokat B, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4. VL stadfæstede.

T havde oprettet et notartestamente i 2000 og senere to vidnetestamenter, hvori advokat A var indsat som bobestyrer. T havde to dage efter det seneste testamente på et særskilt stykke papir tilbagekaldt det. Skifteretten forespurgte advokat A, om han var personlig ven af en af testamentsarvingerne, men fik ikke svar. Skifteretten i Gentofte fandt, at der var tvivl om arveforholdene og om advokat A's mulige inhabilitet, og udleverede boet til en autoriseret bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5. ØL fandt også, at der var rejst en sådan tvivl om A's upartiskhed, at han var afskåret fra at behandle boet.

T havde i sit testamente indsat advokat A og direktør B som bobestyrere. Efter T's død d. 27.02.2002 begyndte advokat A sit arbejde med sagen. Skifteretten i Grenaa modtog d. 15.02.2003 fra advokat A begæring om privat skifte. Skifteretten besluttede at udlevere boet til bobestyrerbo, jf. DSL § 36, nr. 7. Da man samtidigt fandt det betænkeligt, at bobehandlingen blev fortsat af den, der hidtil ikke havde kunnet få det afviklet, udpegede skifteretten en autoriseret bobestyrer til at behandle boet i forening med den testamentsindsatte bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 3 VL stadfæstede.

T havde i sit testamente bestemt, at arven til hans datter, der var enearving, skulle båndlægges indtil hendes 55. år, og at boet skulle behandles af advokat som bobestyrer. Arvingen ønskede at få boet udleveret til privat skifte og at søge båndlæggelsen tilsidesat. den testamentsindsatte bobestyrer modsatte sig dette, da arvingen havde en dårlig økonomi, og T udtrykkeligt havde ønsket, at han skulle sikre arven for hende. Skifteretten i Assens fandt under hensyn til, at testamentet var mindre end 3 år gammelt, at arven skulle båndlægges, og at der var en begrundelse for afdødes ønske om bobestyrerbehandling ved en bestemt advokat, at boet ikke kunne udleveres til privat skifte. ØL stadfæstede.

M og H havde i juni 2001 oprettet testamente og indsat advokat A, der var i familie med ægtefællerne, som bobestyrer. H døde i 2002. Advokat A var død og der var ikke indsat en subsidiær bobestyrer. Boet omfattede bl. a. en væsentlig aktiepost i et større firma. M og arvingerne begærede boet udleveret til privat skifte, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4, hvilket skifteretten i Roskilde afslog. ØL stadfæstede under hensyn til det korte tidsrum mellem testamentets oprettelse og dødsfaldet samt særboets karakter.

T, der efterlod sig ca 6,3 mio kr. og een arving, havde i sit testamente fra 1992 indsat advokat A som bobestyrer. Advokat A havde efter dødsfaldet tilkendegivet, at boet godt kunne udleveres til privat skifte med fuldmagt til hende til at behandle boet. Skifteretten i Viborg fandt ikke grundlag for at tilsidesætte bobestyrerindsættelsen. VL fandt ikke rimelig grund til at opretholde afdødes bestemmelse om bobestyrerbehandling. T's formue var nogle år før dødsfaldet administreret af arvingens ægtefælle, og T havde ikke været i stand til at ændre testamentet. Boet blev herefter udleveret til privat skifte, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4. Komm. af Henning Broman i FM 2003.188.

M og H havde i testamente fra 1992 indsat advokat A som bobestyrer. De to arvinger ønskede boet behandlet ved en anden bobestyrer, da de var meget utilfredse med den pågældende advokat. Skifteretten i Hørsholm fandt ikke grundlag for at nægte advokat A at blive udpeget som bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5, og skifteretten fandt det ligeledes ikke overvejende betænkeligt, at boet blev behandlet ved den indsatte bobestyrer, således at dette tillige burde behandles af en anden autoriseret bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 3.

Boet efter A var udleveret til advokat HL som bobestyrer. En familiefond F var indsat som universalarving. En legatar, B, protesterede mod at HL var bobestyrer, bl. a. under henvisning til, at HL var bestyrelsesmedlem i F og derfor inhabil. Skifteretten i Århus udtalte, at B efter DSL § 115 måtte anses for nærtstående til F, og gav B medhold i protesten og afsatte HL, jf. DSL § 41. VL udtalte, at forarbejderne til DSL § 115, stk. 1 om begrebet nærtstående henviser til KL § 2. B kunne herefter ikke ved sit medlemskab af bestyrelsen anses som nærtstående i forhold til F, ligesom bestyrelseshvervet efter det oplyste om arveforholdene ikke alene kunne begrunde en tvivl om HL's upartiskhed ved boets behandling. Skifterettens afgørelse ophævedes derfor. Kritisk komm. af Henning Broman i FM 2003.274.

Bo var blevet udleveret til testamentsindsat bobestyrer, som på forespørgsel bekræftede, at han var advokat. Det viste sig, at han havde deponeret sin bestalling 4 måneder tidligere, og at han var påbegyndt bobehandlingen uden at have bobestyrerattest, ansvarsforsikring og kautionsforsikring. Skifteretten i Lyngby udpegede nu en autoriseret bobestyrer. ØL stadfæstede under henvisning til, at der var opstået tvistigheder mellem de to, der i testamentet var udpeget til at behandle boet. Komm. af Henning Broman i FM 2003.219, som med rette undrer sig over begrundelsen.

M havde indsat advokat A som testamentarisk bobestyrer. M døde 2½ måned efter indgåelse af ægteskab. H gjorde gældende at advokat A var inhabil, da han sad i bestyrelsen for M's selskab. Skifteretten i Slagelse anså ikke advokat A for at være inhabil. ØL henså tillige til, at boets formue hovedsageligt bestod af en virksomhed, der skulle afhændes til en tredjemand, og stadfæstede byrettens kendelse.

A havde i et vidnetestamente fra 1998 bestemt, at det "originale eksemplar af dette testamente opbevares hos advokat B, der skal forestå afviklingen af mit bo". Efter A's død anmodede B efter ønske fra arvingen skifteretten om at udlevere boet til B til behandling som bobestyrer. Skifteretten i Århus tog ikke anmodningen til følge, idet A ikke havde bestemt, at boet skulle behandles som bobestyrerbo, og heller ikke bestemt, at B skulle behandle boet som bobestyrer, jf. DSL § 36, nr. 4. Det forhold, at det efter B's oplysning var A's udtrykkelige ønske, at B skulle forestå bobehandlingen, kunne ikke ændre herved. Da B ikke var autoriseret bobestyrer, kunne skifteretten ikke tillægge arvingens ønske om boets udlevering til B som bobestyrer betydning, jf. herved DSL 37, stk. 2, modsætningsvist. VL stadfæstede skifterettens kendelse.

T havde i et vidnetestamente bestemt, at advokat A skulle være bobestyrer. Advokat A havde bistået T med oprettelsen af vidnetestamentet og med bodeling i anledning af separation pr. d. 01.07.2003. Skifteretten i Aalborg fandt det tvivlsomt, om A opfyldte inhabilitetsbetingelsen i DSL § 115, stk. 1 og udleverede boet til behandling ved en autoriseret bobestyrer i medfør af DSL § 38, stk. 1, nr. 5. VL fandt, at den omstændighed, at advokat A varetog T's interesser over for dennes fraseparerede H, ikke gav grundlag for at antage, at han ikke ville kunne varetage skiftet af dødsboet betryggende. Den omstændighed, at advokat A havde medvirket i forbindelse med T's oprettelse af vidnetestamente, kunne ikke føre til andet resultat. Boet blev udleveret til bobestyrerbehandling ved advokat A.

T havde d. 08.04.2003 oprettet et notartestamente, hvorefter arven skulle fordeles lige mellem hans 5 børn, herunder B, hvis mor T i 1952 var kendt bidragspligtig til. T havde i testamentet indsat advokat i Søren G. Dalgaard, Silkeborg, (X) som bobestyrer. Efter T's død i 2004 udpegede skifteretten i Kjellerup advokat X som bobestyrer. To af de andre arvinger oplyste, at de ønskede at anfægte testamentet. Under denne tvist, der skulle afgøres af skifteretten, ville der blandt andet opstå spørgsmål om forløbet før og efter oprettelsen af testamentet, herunder om advokat X særligt havde varetaget B's interesser. Advokat X havde udfærdiget testamentet. Advokat X havde på vegne B, med det formål at få fastslået faderskabet, den 11.06.2003 indgivet begæring til retten om genoptagelse af den faderskabssag fra 1952. Det måtte herefter lægges til grund, at advokat X havde medvirket i det forløb, der var genstand for tvist. VL fandt herefter, at advokat X ikke fremtrådte med den upartiskhed, som kræves af en bobestyrer. Afgørende grunde talte således imod, at boet behandledes af advokat X som bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5. VL ophævede derfor den påkærede afgørelse og hjemviste sagen til skifteretten med henblik på udpegelse af en anden autoriseret bobestyrer.

M og H havde i et fælles testamente fra 1999 indsat advokat B som bobestyrer. H, der døde d. 08.03.2004, havde som enke i 2003 underskrevet formløs erklæring, hvori hun tilkendegav, at hun ikke ønskede boet behandlet ved advokat B, men gerne ved advokat A, som behandlede boet efter M. Skifteretten i Helsinge bestemte, at boet skulle behandles med advokat A som bobestyrer. Tilbagekaldelsen af indsættelsen af advokat B krævede ikke testamentsform, jf. AL § 46. Indsættelsen af advokat A krævede nyt testamente, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 6. ØL kunne tiltræde, at skifteretten havde udpeget advokat A som bobestyrer, jf. DSL § 37, stk. 2.

M og H havde i 1995 oprettet testamente og indsat advokat A som bobestyrer. M døde som længstlevende i 2004. Boet var på ca. 2, 9 mio kr. Bobestyreren oplyste at baggrunden for bobestyrerindsættelsen var bekymringer om, at fællesbarnet ville kunne påvirke hustruens særbarn således, at der ikke skete ligedeling. Københavns Byrets skifteafdeling fandt under hensyn til boets karakter, testamentets udformning og alder samt det i øvrigt oplyste i sagen og om baggrunden for executorindsættelsen ikke grundlag for at tilsidesætte bobestyrerindsættelsen. ØL stadfæstede.

A havde i sit testamente fra marts 2003 indsat advokat S som bobestyrer. Ifølge testamentet skulle der oprettes et gravstedslegat til fordel for hendes afdøde søn. Sønnens enke protesterede efter A's død mod denne bestemmelse, og advokat S meddelte herefter, at han nok ville blive nødt til at bortse fra denne del af testamente, da man ikke kunne påtvinge H som gravstedsindehaver at modtage legatet. To af arvingerne protesterede herefter imod, at S blev bobestyrer, da de anså ham for forudindtaget imod dem. Skifteretten i Skjern fandt ikke, at advokat S havde befattet sig med boet på en sådan måde, at han ikke fortsat kunne anses for fuldstændig upartisk, hvorved bemærkedes, at bobestyrers opgave netop var at tage stilling til tvister i boet, der så eventuelt måtte indbringes for skifteretten. S blev herefter antaget som bobestyrer. VL stadfæstede.

Afdødes søn protesterede mod, at den testamentsindsatte bobestyrer, advokat A, blev udpeget som bobestyrer, da han havde repræsenteret den nuafdøde H i en tvist med sønnen, og da han efter dødsfaldet havde haft et møde med afdødes datter, da hun orienterede ham om dødsfaldet. Skifteretten i Næstved fandt ikke, at der forelå tvivl om advokatens upartiskhed i sagen, og udpegede boet til bobestyrerbehandling ved advokat A. ØL stadfæstede.

D havde 7 dage før sin død i januar 2005 oprettet testamente, hvorefter hans nevø A skulle være enearving, og advokat B skulle være bobestyrer. Denne bestemmelse skulle dog ikke være til hinder for privat skifte, såfremt betingelserne herfor var opfyldt, og B ikke udtalte sig herimod. A anmodede om, at boet - der var ukompliceret - blev udleveret til privat skifte, hvilket B protesterede imod. Boet var på ca. 1.261.000 mio kr. plus en ejendom i Sverige. ØL fandt ikke, at der var rimelig grund til at opretholde bobestyrerbehandling, og heller ikke at der længere var grundlag for at tillægge D's ønske herom væsentlig betydning, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4, hvorfor boet skulle udleveres til A til privat skifte.

H havde d. 12.11.2004 oprettet vidnetestamente med ført hånd. Som testamentarisk bobestyrer var indsat advokat R, der havde medvirket ved oprettelse af vidnetestamentet. Under hensyn til, at der under bobehandlingen skulle træffes afgørelse om, hvorvidt testamentet var gyldigt oprettet, idet afdødes bror havde gjort gældende, at afdøde på oprettelsestidspunktet savnede evnen til at handle fornuftsmæssigt, at det fremgik af vitterlighedspåtegningen, at testamentet var underskrevet med ført hånd, og at advokat R havde bistået afdøde med oprettelsen af vidnetestamentet, fandt ØL, at der forelå afgørende grunde, der talte imod at lade boet behandle ved advokat R, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5. Boet blev udleveret til en autoriseret bobestyrer.

M og H, der hver havde 3 særbørn, havde i 1970 oprettet notartestamente og indsat advokat A som eksekutor. M døde i 1996 og H sad i uskiftet bo med samtykke fra M's særbørn. H havde et arvet fuldstændigt særeje. H begærede i april 2004 boet efter M skiftet, og H døde i oktober 2004. Skifteretten i København afsatte advokaten A som bobestyrer i M's bo og udleverede H's boer til en autoriseret bobestyrer. ØL anførte, at selve den omstændighed, at den advokat A havde medvirket ved H's overdragelse af en ejendom i det uskiftede bo til hendes særbarn samt ved skifteanmodningen, ikke i sig selv kunne begrunde, at han ikke opfyldte betingelserne for at være bobestyrer. Der var ingen oplysninger om, at advokaten som bobestyrer havde tilsidesat enkelte arvingers interesser. Selv om det havde været naturligt, at advokaten havde indkaldt til bomøde efter udleveringen af M's bo, kunne den manglende afholdelse ikke i sig selv begrunde, at advokaten ikke kunne virke som bobestyrer. ØL bestemte, at advokaten kunne være bobestyrer i alle boerne.

Advokat R var i M og H's testamente indsat som bobestyrer. Advokaten havde bistået H med gaveoverdragelse af fast ejendom, medens H sad i uskiftet bo. Skifteretten i Svendborg udleverede boet til bobestyrerbehandling ved advokat R sammen med en autoriseret bobestyrer. Under hensyn til, at der under bobehandlingen skulle træffes afgørelse om, hvorvidt der skulle ske omstødelse af en eller flere af afdødes økonomiske dispositioner, og da advokat R havde bistået afdøde med udførelsen af disse dispositioner, fandtes der at foreligge afgørende grunde, der talte mod at lade boet behandle ved advokat R, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5. Boet blev derfor udleveret til behandling ved den autoriserede bobestyrer.

M havde i 2004 i sit testamente bestemt, at M's søn S alene skulle arve sin tvangsarv, og advokat A var indsat som testamentarisk bobestyrer. Efter M's død i 2005 anmodede S om udlevering af boet til en autoriseret bobestyrer. Advokat A oplyste, at han i 2003 havde anmodet om en politiundersøgelse af sønnens hævninger fra faderens konti. På baggrund af oplysningerne i sagen, herunder om advokat A's rolle i forbindelse med afdødes testamenter, måtte det lægges til grund, at der forelå et sådant modsætningsforhold mellem S og advokat A, at dette - sammenholdt med usikkerheden om, hvilket testamente der skulle lægges til grund, og den tid, der i givet fald vil medgå til en retssag herom - måtte indebære, at afgørende grunde talte imod at lade boet behandle af advokat A. Boet blev derfor ikke udleveret til advokat A, men til en af skifterettens autoriserede bobestyrere, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5.

T, der ikke have nogen børn, havde i 1994 indsat Hjerteforeningen som eneste arving, og advokat A var indsat til at behandle boet som bobestyrer. Hjerteforeningen anmodning om privat skifte blev imødekommet af Skifteretten i København, henset til testamentets alder og da der efter det oplyste om, at boets aktiver hovedsagelig var et bankindestående på 330.000 kr. og en ejerlejlighed til en værdi på 1.050.000 kr., ikke var rimelig grund til at opretholde bobestyrerindsættelsen, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4. ØL stadfæstede, da dødsboet kun indeholdt få og let realiserbare aktiver, og da en båndlæggelsesbestemmelse i testamentet nu var uden betydning.

Ernst Andersen og Tove Dobel Andersens Fond var universalarving. Advokat O. E. var bestyrelsesmedlem og indsat som bobestyrer i ægtefællernes testamente, men frasagde sig efter H's død hvervet til fordel for den subsidiært indsatte kompagnon, T.D. Skifteretten på Frederiksberg udleverede ikke boet til TD, idet hun fandtes inhabil. ØL fandt ikke, at advokaterne efter DSL § 115, stk. 1, kunne anses for nærstående i forhold til eller for afhængige af fonden. Medlemskabet af bestyrelsen indebar ikke sig selv, at der var tvivl om kompagnonens upartiskhed. Sagen hjemvistes til skifteretten med henblik på, at boet udleveredes til TD som bobestyrer.

Den testamentarisk indsatte bobestyrer havde udarbejdet testamentet, der ifølge skifteretten sandsynligvis var i strid med tvangsarvereglerne, og han havde tillige medvirket ved en ejendomsoverdragelse fem dage før dødsfaldet, og det var muligt, at der forelå en dødslejegave. Skifteretten i Odense fandt, at der forelå berettiget tvivl om upartiskheden, jf. DSL § 115, og beskikkede en autoriseret bobestyrer. ØL stadfæstede.

Enken, H, sad i uskiftet bo med 3 livsarvinger, A, B og C. H oprettede d. 07.04.2006 testamente, hvoraf bl.a. fremgik, at B skulle overtage H's ejendom til lavest mulig pris, beregnet som ejendomsværdien minus 15 %. H Indsatte samtidig sin advokat, X, som bobestyrer. H solgte d. 26.04.2006 ejendommen til B for ejendomsværdien på 3.050.000 kr. H døde d. 10.05.2006. Skifteretten i Lyngby udleverede boet til bobestyrerbehandling ved advokat X. Det blev for ØL oplyst, at A og C ønskede at anfægte navnlig H's ejendomsoverdragelse til B og testamentets bestemmelser i denne forbindelse. ØL fandt, at da X havde medvirket i det forløb, der var genstand for tvist, fremtrådte han ikke med den upartiskhed, som måtte kræves af en bobestyrer. Afgørende grunde talte således imod, at boet blev behandlet af X som bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5.

Efter M's død havde enken H i testamente bestemt, at arven til enearvingen D skulle båndlægges, og tilføjet, at dette principielt også skulle gælde for arven efter M. D ønskede ikke den indsatte bobestyrer udpeget, da han ikke var uvildig. Skifteretten i Korsør henviste til, at advokaten havde været værge for M, havde haft generalfuldmagt fra nu afdøde H og havde konciperet hendes testamente, hvis fortolkning arvingen havde rejst tvivl om. Derfor talte afgørende grunde mod, at boet behandledes af den testamentsindsatte bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5. ØL stadfæstede, at boet var udleveret til autoriseret bobestyrer.

M havde indsat advokat B som testamentarisk bobestyrer. Advokat A protesterede herimod, idet advokat B måtte betragtes som inhabil. Skifteretten i Lyngby fandt ikke, at det forhold, at advokat B var kompagnon med arvingen C, medførte, at advokat B måtte betragtes som nærtstående, således at denne ikke kunne indsættes som bobestyrer. Efter det om arveforholdene i boet oplyste fandt ØL, at der bestod en sådan risiko for interessekonflikter mellem arvingerne, at advokat B som kompagnon med en af arvingerne ikke burde udpeges som bobestyreren jf. DSL § 115, stk. 1 in fine. Sagen hjemvistes til skifteretten med henblik på udnævnelse af ny bobestyrer.

T, der havde datter som eneste arving, havde i februar 2007 i et notartestamente bestemt, at hendes dødsbo skulle behandles med advokat B som bobestyrer. Skifteretten i Aalborg fandt det ikke godtgjort, at T's forhold havde ændret sig fra, at hun oprettede testamente og indtil dødsfaldet, og at der efter boets karakter ikke var rimelig grund til at opretholde T's bestemmelse, og at der heller ikke længere var grundlag for at tillægge T's ønske om bobestyrerbehandling væsentlig betydning, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4. VL stadfæstede.

M, der havde 3 børn, havde i vidnetestamente indsat advokat A som bobestyrer. Skifteretten i Glostrup anså ham for inhabil, idet han under sagen havde repræsenteret to af arvingerne, herunder under et møde i skifteretten. Den tredje arving skulle kun have tvangsarven. Hendes værge havde anmodet om, at der blev udpeget en anden bobestyrer. ØL stadfæstede.

M og H havde i 1990 oprettet testamente, som ifølge § 11 ikke kunne ændres af længstlevende, bortset fra vedrørende enkelte indboeffekter. Ved en kodicil fra 1997 disponerede H som længstlevende over »mit øvrige indbo« til fordel for en samlever og indsatte advokat R som bobestyrer. Advokat R havde medvirket som anmelder og identitetsvidne. To fællesbørn protesterede mod, at advokat R blev bobestyrer. Frederiksberg Skifteret tog ikke protesten til følge. Under hensyn til, at rækkevidden af kodicillen skulle afklares under bobehandlingen, fandt ØL, at afgørende grunde talte mod, at R blev bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5.

I et gensidigt testamente fra 1999 var advokat A indsat som principal bobestyrer ved boets behandling efter længstlevendes død. Bestemmelsen skulle dog ikke være til hinder for privat skifte, hvis betingelserne herfor var til stede, og bobestyreren skønnede, at det ville være forsvarligt. Ved længstlevendes død anmodede de to fællesbørn om udlevering af boet til privat skifte, medens advokat A, anmodede om boets udlevering til bobestyrerbehandling. Boets formue var på ca. 1,5 mio. kr. og bestod af indestående i pengeinstitut samt værdipapirer. Den faste ejendom var overdraget til en af arvingerne. Selv om testamentet indeholdt bestemmelse om særeje for børnenes arv, måtte boets forhold betragtes som enkle. Da A ikke havde godtgjort, at der var forhold, som gjorde udlevering af boet til privat skifte uforsvarlig, og der ikke var rimelig grund til at opretholde bestemmelsen om bobestyrerbehandling, tog Skifteretten i Aalborg ikke begæringen om udlevering til bobestyrerbehandling til følge. VL stadfæstede.

Privatskiftende arvinger kunne ikke indlevere boopgørelse inden fristens udløb, og boet skulle derfor overgå til bobestyrerbehandling. Arvelader havde ved testamente bestemt, at advokat C, subsidiært advokat D, skulle være eksekutor, men C var afgået ved døden, og D kunne på grund af sygdom ikke påtage sig opgaven. Advokat A og B havde behandlet boet for arvingerne, men uanset at det ville medføre store omkostninger for arvingerne med udpegning af en anden som bobestyrer, kunne ingen af dem udpeges, da de ikke var autoriserede bobestyrere, jf. DSL § 37. Skifteretten i Århus udleverede boet til en autoriseret bobestyrer. VL stadfæstede.

M, der sad i uskiftet bo, havde i testamente oprettet i 2007 bestemt, at arven til hans sønner B og C skulle reduceres til tvangsarven, og at advokat A, der medvirkede ved oprettelsen af testamentet, skulle forestå skiftet. A havde endvidere medvirket ved overdragelsen af 2/7 af M's andelslejlighed til hans datter D, og der var strid mellem arvingerne om gyldigheden af denne gave. Skifteretten i Lyngby fandt det ikke hensigtsmæssigt, at A behandlede boet, og bestemte, at boet skulle behandles ved en af skifterettens autoriserede bobestyrere. ØL stadfæstede under henvisning til, at A havde medvirket ved overdragelsen af andelslejligheden og i den forbindelse udarbejdet gavebrev. Da overdragelsen var genstand for tvist, fandt ØL ikke, at A kunne fremtræde med den tilstrækkelige upartiskhed, som må kræves af en bobestyrer, og afgørende grunde talte således imod, at boet behandledes af A som bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5.

T havde i testamente oprettet i nov. 2005 bestemt, at hendes niecer C og D skulle arve hende, og indsat en advokat A som bobestyrer. Bobestyrerindsættelsen skulle dog ifølge testamentet ikke være til hinder for privat skifte, hvis betingelserne var opfyldt, og A ikke udtalte sig herimod. C og D ønskede boet udleveret til privat skifte. A udtalte sig herimod og henviste til, at han kendte T godt, og at de oplevelser, T havde haft i forbindelse med det private skifte af hendes ægtefælles bo, havde påvirket hende så stærkt, at hun ønskede, at hendes bo skulle skiftes med ham som bobestyrer. Skifteretten i Lyngby bestemte, at boet skulle udleveres til behandling ved den indsatte bobestyrer, idet testamentet var oprettet i 2005, og der ikke var oplyst, at afdødes formueforhold havde ændret sig væsentligt siden, og at det navnlig henset til bobestyrerens begrundelse for at udtale sig imod privat skifte ikke kunne afvises, at der var rimelig grund til at opretholde afdødes bestemmelse om bobestyrerbehandling. ØL stadfæstede.

M og H havde i 1998 ved testamente bestemt båndlæggelse af arven til deres enearving A, indtil han fyldte 60 år, og de havde indsat B som bobestyrer. H døde i 2004 og M døde i 2009. B, der ikke var uddannet jurist/advokat, var ved M's død bosiddende i udlandet, og der blev efter aftale mellem skifteretten og B udpeget en advokat som midlertidig bobestyrer til at bistå B med at undersøge, om der kunne ske båndlæggelse inden udleveringen af boet, således at der herefter kunne ske udlevering til privat skifte. Der opstod tvivl om, hvilket sæt arveretlige regler der skulle anvendes ved beregning af den del af arven efter længstlevende, der skulle båndlægges. Herefter, og da der ikke kunne gives A rådighed over den arv, der skulle båndlægges, fandt skifteretten i Viborg, at betingelserne for udlevering til privat skifte i medfør af DSL § 38, stk. 1, nr. 4 ikke var opfyldt. En anmodning herom fra A's advokat blev derfor ikke imødekommet, og boet blev udleveret til bobestyrerbehandling. VL stadfæstede.

A havde i testamente fra 2003 indsat advokat B som bobestyrer, da han var bekendt med afdødes forhold. Indsættelsen skulle ifølge testamentet ikke være til hinder for privat skifte, hvis advokaten og arvingerne var enige herom. Afdøde efterlod sig en søn S som arving og havde desuden bestemt, at S's datter skulle arve et kontantbeløb. S begærede boet udleveret til privat skifte og B protesterede. Skifteretten i Sønderborg udleverede boet til privat skifte. Efter det oplyste om boets ukomplicerede karakter var der ikke rimelig grund til at opretholde afdødes bestemmelse om bobestyrerbehandling. Testamentet gav mulighed for privat skifte, og det indeholdt kun en generel begrundelse for ønsket om bobestyrerbehandling. Efter de foreliggende oplysninger var der herefter ikke længere grundlag for at tillægge afdødes ønsker væsentlig betydning. B's anmodning om udlevering til bobestyrerbehandling blev derfor ikke taget til følge, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4.

M døde i 1959, og H hensad i uskiftet bo med to livsarvinger, en søn S samt et barnebarn B, der var datter af en afdød datter. S havde i 2003 anlagt sag mod H med påstand om misbrug af det uskiftede bo, men havde ikke fået medhold. H var under denne sag repræsenteret af advokat A. M og H havde i 1959 oprettet et fælles testamente, hvorefter deres formue skulle tilfalde børnene til lige deling. H havde siden M's død oprettet adskillige testamenter, og ifølge det seneste, der var oprettet i 2007 og konciperet af advokat A, skulle B arve mest muligt og S kun sin tvangsarv. Advokat A var i testamentet indsat som bobestyrer. S gjorde gældende, at H ved testamentet havde overskredet sin testationskompetence, og at hun havde misbrugt det uskiftede bo, og protesterede mod, at boet blev udleveret til advokat A som bobestyrer. Skifteretten i Lyngby gav ikke S medhold. ØL fandt ikke, at advokat A kunne fremtræde med den tilstrækkelige upartiskhed, som må kræves af en bobestyrer. Afgørende grunde talte således imod, at boet blev behandlet af advokat A som bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5.

AL havde i sit testamente indsat advokat B som bobestyrer. Advokat B havde fungeret som advokat for afdøde under en værgemålssag og senere som værge for hende. Kontakten mellem hende og advokat B var etableret af hendes søn C, og han havde under værgemålssagen betegnet sig som advokat for C. En arving A protesterede mod, at B blev udpeget som bobestyrer. Skifteretten i Lyngby fandt, at afgørende grunde talte imod, at advokat B blev bobestyrer, og udleverede boet til en af de autoriserede bobestyrere, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5. ØL stadfæstede.

H havde i sit testamente bestemt, at boet skulle skiftes privat, og at hvis dette ikke var muligt, skulle advokat A, subsidiært advokat C, være bobestyrer. Boet efter H blev udleveret til privat skifte. Efterfølgende anmodede en arving om, at boet overgik til bobestyrerbehandling, og at det ikke skulle være de testamentsindsatte, idet advokat A i mange år havde haft medarvingen B ansat, og idet advokat C var søn af B. Skifteretten i Odense rettede telefonisk henvendelse til advokat C for at spørge, om denne var enig i, at han var inhabil, men rettede ikke henvendelse til advokat A. Skifteretten udleverede herefter boet til en autoriseret bobestyrer. B og yderligere en medarving kærede med påstand om, at advokat A blev udpeget som bobestyrer. ØL tiltrådte, at udpegning af bobestyrer under disse omstændigheder skulle ske efter AL havde i sit testamente bestemt, at boet skulle skiftes privat, og at hvis privat skifte ikke var muligt, skulle advokat A, subsidiært advokat C, være bobestyrer. Boet efter AL blev udleveret til privat skifte. Efterfølgende anmodede en arving om, at boet overgik til bobestyrerbehandling, og at det ikke skulle være de testamentsindsatte, idet advokat A i mange år havde haft medarvingen B ansat, og idet advokat C var søn af B. Skifteretten rettede telefonisk henvendelse til advokat C for at spørge, om denne var enig i, at han var inhabil, men rettede ikke henvendelse til advokat A. Skifteretten udleverede herefter boet til en autoriseret bobestyrer. B og yderligere en medarving kærede med påstand om, at advokat A blev udpeget som bobestyrer. Landsretten tiltrådte, at udpegning af bobestyrer under disse omstændigheder skulle ske efter dødsboskiftelovens § 37. Det kunne ikke føre til andet resultat, at advokat A ikke var blevet hørt. Udlevering af boet til autoriseret bobestyrer blev således stadfæstet.

M og H oprettede i 1997 et fælles notartestamente, hvori advokat A blev indsat som bobestyrer. M døde i 2002, og H overtog boet til uskiftet bo med tre livsarvinger Dl, S og D2. D2 døde året efter og efterlod sig børnene Bl og B2. I 2013 blev det uskiftede bo skiftet privat under medvirken af advokat A. I 2015 døde H, og D1 og S ønskede boet udleveret til bobestyrerbehandling ved advokat A. B1 og B2 protesterede. Skifteretten i Lyngby fandt, at A i det private skifte ikke havde forholdt sig til et fælles indbotestamente, som testamentet fra 1997 henviste til, at hun i skiftet ikke havde medtaget et tilgodehavende hos D1, og at B1 ikke under skiftet havde fået oplysninger, som hun havde efterspurgt, om provenuet ved salg af huset. Afgørende grunde talte derfor imod, at boet blev udleveret til bobestyrerbehandling ved A. ØL tiltrådte, at advokat A ikke fremtrådte med den upartiskhed, som kræves af en bobestyrer. Afgørende grunde talte således imod, at boet behandlede af advokat A som bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5 og DSL § 115, stk. 1, og ØL stadfæstede derfor skifterettens afgørelse.

A havde i vidnetestamente fra april 2014 indsat advokat B som bobestyrer,. A's bror havde rejst indsigelse mod vidnetestamentets gyldighed. Hillerød Skifteret afviste at udpege advokat B som bobestyrer i boet. Det fremgår ikke af det omhandlede vidnetestamente, om betingelserne i AL § 64 for oprettelse af vidnetestamenter havde været opfyldt. Da A's havde fremsat indsigelse mod gyldigheden af testamentet, tiltrådte ØL, at skifteretten havde udleveret boet til anden bobestyrer.

M og H havde i 1997 oprettet et fælles testamente. Efter M's død i 2006 oprettede H i 2013 en kodicil, hvori H beskrev sin forståelse af testamentet og indsatte advokat B som bobestyrer. Efter H's død i 2014 protesterede M's arvinger mod, at B skulle være bobestyrer. Skifteretten i Lyngby fandt, at B var inhabil, og boet blev udleveret til en autoriseret bobestyrer. ØL stadfæstede. HR udtalte, at testators bestemmelse om behandling af boet ved en bestemt bobestyrer som udgangspunkt skal respekteres. Hvis arvingerne ønsker boet behandlet ved en anden bobestyrer, kan et sådant ønske kun imødekommes, hvis afgørende grunde taler imod at lade boet behandle ved den indsatte bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5. Denne bestemmelse forudsættes kun anvendt i tilfælde af alvorlig mangel på tillid, som medfører, at en forsvarlig gennemførelse af bobehandlingen ikke vil være mulig. Det forhold, at der var tvist om fortolkningen af testamentet og kodicillen udfærdiget af B, medførte ikke i sig selv inhabilitet for B som bobestyrer, idet tvister under et bos behandling, herunder om fortolkningen af testamente og arvens fordeling, skulle afgøres ved dom afsagt af skifteretten. Under hensyn hertil og da der ikke var påvist en sådan nær tilknytning mellem B og H eller hendes arvinger, at der konkret var tvivl om B's upartiskhed, havde der ikke foreligget afgørende grunde imod at lade B behandle boet som testamentsindsat bobestyrer.

Skifteretten i Esbjerg udleverede bo til bobestyrerbehandling ca. 3½ måned efter dødsdagen, jf. DSL § 36, nr. 7. Da skifteretten ikke forinden skriftligt havde givet boets kontaktperson eller andre med forbindelse til boet en frist til at oplyse om boets behandlingsform, herunder til at indgive begæring om privat skifte, og da usikkerheden om boets aktiver og passiver ikke i sig selv kunne medføre, at boet skulle udleveres til bobestyrerbehandling, ophævede VL kendelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.

A havde i sit testamente indsat advokat B som bobestyrer. Boet bestod af værdipapirer for ca. 19 mio. kr. og en fast ejendom. Arvingerne ønskede boet udlagt til privat skifte. Skifteretten i Odense fandt ikke grundlag for at tilsidesætte A's bestemmelse om bobestyrerbehandling ved den indsatte bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4, ligesom der heller ikke af arvingerne var anført forhold, der gav grundlag for at antage, at afgørende grunde talte imod, at boet blev behandlet af den testamentsindsatte bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5.

Advokat A havde for M udfærdiget et testamente, hvorefter det plejehjem, som M boede på, skulle arve ham. Advokat A var indsat i testamentet som bobestyrer. M's søster, S, anlagde ved M's død sag mod plejehjemmet med påstand om, at M's testamente var ugyldigt som følge af manglende testamentshabilitet ved oprettelsen. Skifteretten udpegede en af retskredsens autoriserede bobestyrere som bobestyrer i dødsboet efter M. Advokat A kærede afgørelsen med påstand om, at han skulle udpeges som bobestyrer, idet han navnlig anførte, at der ikke forelå inhabilitet, og at han ikke havde frafaldet indsættelse som bobestyrer. S nedlagde påstand om stadfæstelse, og anførte til støtte herfor, at der var tvivl om, hvem der skulle arve, og at boet derfor skulle udleveres til en autoriseret bobestyrer. Med bemærkning om, at S havde indgivet stævning mod plejehjemmet med påstand om, at testamentet var ugyldigt som følge af manglende testamentshabilitet, og at testamentet var udfærdiget af advokat A, tiltrådte ØL, at boet skulle udleveres til en autoriseret bobestyrer, og stadfæstede derfor skifterettens afgørelse. ;

M havde oprettet et testamente, hvori han blandt andet havde bestemt, at advokat A, subsidiært advokat B, skulle behandle boet som bobestyrer. Indsættelsen var begrundet med, at M havde tillid til advokat A, at han ønskede indflydelse på, hvem der skulle vejlede arvingerne, og ønskede mulighed for at kunne give konkrete instrukser til bobestyreren. Det var endvidere bestemt, at indsættelsen ikke skulle være til hinder for privat skifte, såfremt betingelserne herfor var opfyldt, såfremt bobestyreren ikke udtalte sig imod det, og såfremt arvingerne antog advokat A som medhjælp i forbindelse med skiftet. Advokat A var afgået ved døden før M. Advokat B anmodede om, at boet blev udleveret til ham til bobestyrerbehandling. To af arvingerne påstod boet udleveret til privat skifte. De to arvinger gjorde gældende, at alle arvinger var enige om privat skifte, at boet var simpelt, og at der ikke forelå omstændigheder, der godtgjorde, at boet ikke kunne udleveres til privat skifte. Advokat B gjorde gældende, at M havde truffet testamentarisk bestemmelse om bobestyrerbehandling, at M i den forbindelse havde begrundet indsættelsen, og at M havde bestemte ønsker vedrørende salg af boets landbrugsejendom. Skifteretten i Hjørring konstaterede, at den indsatte bobestyrer havde udtalt sig imod privat skifte under henvisning til afdødes ønsker og bekymringer, og at forholdene ikke kunne antages at have ændret sig væsentligt siden oprettelsen af testamentet. Skifteretten fandt det herefter ikke godtgjort, at der efter boets karakter og omstændighederne i øvrigt ikke var rimelig grund til at opretholde Ms ønsker om bobestyrerbehandling. De to arvinger kærede og gjorde gældende, at der ikke var gyldig grund for advokat B til at udtale sig imod bobestyrerbehandling, at arvingerne havde et godt internt forhold, og at advokat B ikke var bekendt med afdødes ønsker. VL stadfæstede skifterettens kendelse i henhold til grundene.

Afdøde havde oprettet et nødtestamente, hvorved hun tilbagekaldte et testamente, der havde begunstiget en legatar mest muligt, og i stedet bestemte, at arven skulle fordeles efter loven. Ved testamentet var advokat A indsat som bobestyrer, hvilket han tillige havde været i tidligere testamenter. To af afdødes sønner, B og C, der ikke anfægtede nødtestamentet som sådan, protesterede mod indsættelsen af advokat A som bobestyrer, og anmodede om, at der i stedet blev udpeget en autoriseret bobestyrer. De pegede på, at advokaten var en personlig ven til deres søster D, der egenhændigt havde fået ham indsat som bobestyrer. De anførte, at søsteren havde manipuleret deres mor til ensidigt at tilgodese hende i forbindelse med fordelingen af arven og herunder fordeling af indbo og familiebilleder, og at hun i den sidste tid havde monopoliseret adgangen til afdøde.I et svar til skifteretten rykkede advokat A for boets udlevering og anførte, at han ikke umiddelbart kunne se en hjemmel til, at han var forpligtet til at oplyse om sine relationer til arvingerne, men at han kunne oplyse, at han var medlem af bestyrelsen i og ydede rådgivning til et selskab, der var indirekte ejet af D. Han bestred, at han ikke skulle være habil til at behandle boet. Skifteretten henviste til DSL § 115. Skifteretten konstaterede, at afdøde på dødsdagen i et nødtestamente havde indsat advokat A som bobestyrer. Efter B og C's oplysninger om, at advokat A var bestyrelsesmedlem i og rådgiver for et selskab, som D indirekte var delvis ejer af, fandt skifteretten at der var skabt en sådan tvivl om advokat A's upartiskhed, at han ikke kunne handle som bobestyrer. Såvel D som advokat A kærede afgørelsen.D henviste til, at skifteretten alene havde afgjort sagen på baggrund af B og Cs oprindelige brev til skifteretten og ikke senere korrespondance, hvori de beklagede og bekræftede deres tillid til advokat A. Advokat A nedlagde påstand om, at han skulle udpeges som bobestyrer. Han henviste til, at han af afdøde var indsat som bobestyrer i tre på hinanden følgende testamenter, at han igennem 6 år havde været advokat for afdøde, at skifterettens kendelse alene baserede sig på indsigelser fra arvinger, der siden er tilbagekaldt, og at det forhold, at han havde en klientrelation til et selskab, der delvis var ejet af en arving, ikke i sig selv kunne skabe tvivl om hans upartiskhed. ØL fandt ikke, at de foreliggende oplysninger om advokat A's bistand til afdøde og til D, kunne begrunde en tvivl om advokat A's upartiskhed, jf. DSL § 115, stk. 1, in fine. ØL ændrede herefter skifterettens kendelse således, at dødsboet blev udleveret til advokat A som bobestyrer.

H havde i et notartestamente i 2018 besluttet, at boet efter hende skulle behandles som bobestyrerbo med advokat A som bobestyrer. Afdødes datter, D, protesterede mod, at boet blev udleveret til A og anførte til støtte herfor, at A’s far, L, havde været involveret i uoverensstemmelser mellem D og hendes bror og i, at afdødes testamente var blevet ændret til fordel for hendes bror. Skifteretten i Holstebro udleverede boet til A. VL anførte, at det fremgik af sagen, at A’s far havde bistået nu afdøde med praktiske ting og efter D’s oplysninger tillige i økonomiske anliggender. L havde været til stede, da nu afdøde over for notar havde underskrevet sit seneste testamente. Efter de indsigelser, som D var kommet med, kunne det forventes, at bobestyreren skulle forholde sig til spørgsmål, som involverede A’s far L, og som A ikke ville kunne behandle, jf. DSL § 115, stk. 1. VL ophævede herefter skifterettens kendelse og hjemviste sagen med henblik på, at boet blev udleveret til anden bobestyrer.

M havde oprettet testamente, hvori advokat X var indsat som bobestyrer. Efterfølgende indgik M ægteskab med H. Da M døde, anmodede advokat X på vegne M's særbørn, A og B, om, at dødsboet blev udleveret til bobestyrerbehandling. Han gjorde til støtte herfor navnlig gældende, at han var indsat hertil i afdødes testamente. H anmodede om, at den autoriserede bobestyrer, advokat Y, blev udpeget som bobestyrer. Hun gjorde til støtte herfor navnlig gældende, at afdøde og advokat X var raget uklar med hinanden, og at hun derfor ikke ønskede, at advokat X skulle behandle boet. Skifteretten i Aalborg bemærkede, at M og H var gift og havde haft fælleseje. Da H havde anmodet om udpegning af advokat Y, fandt skifteretten, at boet måtte udleveres til denne i medfør af DSL § 38, stk. 1, nr. 6. For VL gjorde advokat X navnlig gældende, at boet skulle udleveres til ham som testamentsindsat bobestyrer, og at dette var afdødes udtrykkelige vilje. H gjorde navnlig gældende, at samarbejdet mellem afdøde og advokat X var ophørt i 2013. VL bemærkede, at det fremgik af CPR-registeret, at M og H havde indgået ægteskab. Med denne bemærkning og af de grunde, som skifteretten havde anført, stadfæstede VL kendelsen.

Skifteretten havde udpeget en autoriseret bobestyrer til at behandle boet. En arving protesterede, da advokaten havde været advokat for modparten i en retssag anlagt af arvingen. Skifteretten fandt ikke anledning til at omgøre beslutningen. ØL stadfæstede, idet der ikke var grundlag for at nære tvivl om bobestyrerens upartiskhed, jf. DSL § 115.

Boets eneste arvinger var afdødes 2 mindreårige børn. Børnenes fader protesterede som værge mod bobestyrerbehandling, da der ikke i boet var kontante midler nok hertil, og han ønskede desuden at blive medbobestyrer. Lyngby Skifteret udleverede boet til bobestyrer og afslog at gøre værgen til medbobestyrer. ØL stadfæstede.

Afdøde havde i sit testamente indsat advokat H. C. Sibbesen som bobestyrer. Allerede fordi en af arvingerne ønskede boet behandlet som bobestyrerbo, tiltrådtes det, at boet ikke kunne udleveres til privat skifte, jf. DSL § 36, nr. 1. Der var ikke oplyst sådanne afgørende grunde, der talte imod at lade boet behandle ved den i testamentet indsatte bobestyrer, at betingelserne for i medfør af DSL § 38, stk. 1, nr. 5 at udpege en anden bobestyrer var til stede.

Værgen for en umyndig arving ønskede boet behandlet som bobestyrerbo, medens de øvrige arvinger ønskede privat skifte. Skifteretten i Esbjerg udleverede boet til behandling ved advokat Helga Madsen som bobestyrer. VL stadfæstede.

Skifteretten pålagde bobestyreren at foretage yderligere undersøgelser vedr. afdødes salg af ejendom i 1989 til en af arvingerne, da det ikke var oplyst, hvorledes købesummen på 520.000 kr. var berigtiget. VL stadfæstede.

H, der havde siddet i uskiftet bo med fællesbørnene A, B og C, var død d. 29.05.1997, og boet blev behandlet af advokat Anne Mette Ovesen som bobestyrer. A og B anlagde ved skifteretten sag mod boet med påstand om, at de havde et godtgørelseskrav i medfør af AL § 21 på 500.000 kr., idet H havde solgt sommerhus og aktier for billigt til C. Boet påstod sagen afvist, da den ikke var anlagt senest 4 uger efter bobestyrers indstilling. Der var mellem parterne enighed om, at vederlagskravet var omfattet af DSL § 56. Da bobestyrer ikke havde iagttaget bestemmelserne i DSL § 56, stk. 1 og 3, blev afvisningspåstanden ikke taget til følge.

Bobestyrer besluttede d. 10.02.1999 at sælge boets faste ejendom for 1.095.000 kr. uden afholdelse af bomøde, som var begæret af arving A i medfør af DSL § 53, stk. 2. Arving A havde d. 18.01.1999 meddelt, at hun ikke ønskede at udtage ejendommen for vurderingsprisen på 1.097.000 kr. og samtidigt fremsat et forligstilbud, som ville give de 2 øvrige arvinger en højere nettoarv. Skifteretten i Århus fandt, at bobestyreren ikke blot havde været berettiget, men af hensyn til boets fremme også været forpligtet til at sælge ejendommen uden afholdelse af bomøde. VL stadfæstede.

På afsluttende bomøde havde 5 af 6 arvinger tilkendegivet, at de ikke krævede forrentning af rentefrit anfordringsgældsbrev på 1 mio. kr., som en af arvingerne havde udstedt til afdøde, som forfaldt ved kreditors død. En af arvingerne klagede over, at bobestyreren ikke havde tilsidesat arvingernes beslutning i medfør af DSL § 53, stk. 3. Skifteretten i Randers bestemte, at gældsbrevet skulle forrentes fra dødsdagen. VL fandt, at der ved formuleringen af gældsbrevet ikke var truffet en sådan aftale om forfaldstid, jf. rentelovens § 3, stk. 1, som kunne give bobestyreren grundlag for at tilsidesætte arvingernes flertalsbeslutning som stridende mod en af arvingernes ret. Da bobestyreren heller ikke i øvrigt havde grundlag for at tilsidesætte beslutningen, jf. DSL § 53, stk. 3, blev den påkærede kendelse ophævet.

Testamentsindsat bobestyrer blev afsat af skifteretten i Roskilde, da de øvrige arvinger kunne føle tvivl om, hvorvidt advokaten ville være fuldkommen upartisk, når der skulle tages stilling til gyldigheden af gaver fra afdøde til en datter og til ejendomsretten til effekter i bankboks. Advokaten havde udfærdiget dokumenterne, og havde undladt at sikre afdødes boks, hvortil den pågældende datter havde adgang. ØL stadfæstede.

Arving, der havde fået beskikket advokat, udeblev fra skiftesamling på grund af sygdom. Skifteretten i Helsingør nægtede at udsætte skiftesamlingen, da der ikke forelå dokumentation for sygdom, og da arvingen var repræsenteret ved advokat. ØL fandt at skifteretten burde have udsat sagen, i hvert fald for at undersøge spørgsmålet om sygdom nøjere. Dertil kom, at arvinger havde krav på at være personligt til stede, selv om han var repræsenteret af advokat, hvorfor der burde indkaldes til ny skiftesamling.

Bobestyrer havde d. 28.10.1999 ved anbefalet og almindeligt brev til arvingen fremsendt indstilling vedrørende anmeldte fordringer. Arvingen anlagde sag ved Gentofte Skifteret d. 06.12.1999. Arvingen havde ikke oplyst, at det med almindelig post afsendte brev ikke var kommet frem til ham, og da 4-ugers fristen i DSL § 56, stk. 4 var overskredet, tiltrådtes det, at sagen var afvist.

To arvinger klagede til skifteretten i Thisted over, at bobestyrer ikke havde foretaget tilstrækkelige undersøgelser om afdødes overdragelse af aktier til to andre arvinger A og B to måneder før dødsfaldet i 1997. Skifteretten tog ikke klagen til følge. VL fandt, at det burde pålægges arvingerne A og B under vidneforklaring at afgive detaljeret forklaring om deres kendskab til ejerskabet til R Ltd. og om grundlaget for den kurs, som aktierne var blevet solgt for. Samtlige arvinger måtte endvidere afgive nærmere oplysninger til belysning af, om der forelå en dødslejegave i forbindelse med aktieoverdragelsen, jf. DSL § 92. Sagen hjemvistes til skifteretten til fortsat behandling.

Arving havde anmeldt et krav på 22.980 kr. Bobestyreren godkendte 12.831 kr. og afslog at honorere tilgodehavendet ved udlæg af en del af boets obligationer. Arvingen klage og skifteretten i Gråsten afviste klagen. VL fandt ikke, at arvingen havde krav på, at den godkendte del af hans tilgodehavende udbetaltes ved udlæg af boets værdipapirer. Indsigelse mod den delvise afvisning skulle gøres gældende ved sagsanlæg, jf. DSL § 56, stk. 4, og da en sådan sag ikke var anlagt, forelå der ikke nogen afgørelse, som landsretten kunne tage stilling til.

Arving klagede til skifteretten i Gentofte over, at bobestyreren havde godkendt en flytteregning på ca. 34.000 kr. Skifteretten afviste ved kendelse klagen, da arvingen ikke havde anlagt sag inden 4 uger. Da indsigelsen mod boregnskabet skulle have været afgjort ved dom, jf. DSL § 89, stk. 1, nr. 2, jf. § 101, stk. 1, ophævede landsretten kendelsen og henviste arvingen til evt. at anlægge retssag.

Arving havde klaget over boopgørelsen i et bobestyrerbo, idet han gjorde gældende, at noget indbo tilhørte ham, og at en flytteafregning ikke burde være godkendt. Skifteretten i Gentofte godkendte ved kendelse boregnskabet. ØL ophævede kendelsen, idet indsigelserne vedrørte spørgsmål, der skulle afgøres af skifteretten i domsform, jf. DSL § 101, stk. 1. Arvingen henvistes til at anlægge retssag.

Advokat A, der var indsat som testamentarisk bobestyrer, havde givet fuldmagt til advokat B til at behandle dødsboet. Skifteretten i Middelfart afsatte bobestyreren, da han nægtede at behandle boet personligt. ØL udtalte, at hvervet som bobestyrer er af så personlig karakter, at det ikke i større eller mindre omfang kunne overlades til andre. Bobestyreren blev genindsat, da behandlingen ikke havde været kritisabel. Kritisk komm. af Henning Broman i FM 2000.120.

H, der siden 1961 havde siddet i uskiftet bo, døde i 2000. Boet var på 1 mio. kr., og der var 7 fællesbørn og 1 særbarn. Der var efter de foreliggende oplysninger mindst 3 mellemdøde børn. Skifteretten i Roskilde fandt det usikkert, hvem der var arvinger, og bestemte, at boet skulle behandles ved bobestyrer, jf. DSL § 36, nr. 5. ØL stadfæstede.

Fogedretten i Roskilde havde med rette afvist privat udlægshavers begæring om tvangsauktion over fast ejendom, da bobestyrer ikke havde samtykket, jf. DSL § 51, jf. § 10, stk. 1, 2. pkt.

M's pension var d. 30.10.2000 blevet udbetalt på H's konto. Bobestyrer i boet efter H nægtede at udbetale beløbet på 4.542 kr. til M, idet proklamafristen ikke var udløbet, hvor det ikke vidstes, om boet var solvent. Skifteretten i Nakskov tiltrådte, at der ikke var sket a conto udlodning af boets midler, jf. DSL § 64. ØL stadfæstede.

Under behandlingen af et bobestyrerbo havde en arving A ved skifteretten i Køge anlagt sag mod T, der var indsat som arving ved testamente fra 1998, med påstand om, at dette testamente var ugyldigt. Bobestyreren havde afvist A's anmodning om at indhente oplysninger om værgemålsagerne for afdøde hos Roskilde Statsamt. Under den verserende sag fandt ifølge DSL § 98 retsplejelovens regler om borgerlige sager som hovedregel anvendelse. Tilvejebringelse af oplysninger måtte ske på samme måde, som i andre civile sager, og det fandtes ikke i medfør af DSL § 48 at kunne pålægges bobestyreren, der ikke havde været inddraget i værgesagen, at tilvejebringe oplysninger til brug for den ene af sagens parter.

Bobestyrer havde i brev af 22.12.2000 indkaldt til bomøde d. 12.01.2001, hvor indboet skulle fordeles mellem de 5 arvinger. En af arvingerne, A, gav ikke møde og klagede over bobestyreren. Skifteretten i Horsens og VL fandt, at der sædvanligvis bør ske indkaldelse til bomøder med 14 dages varsel. A var behørigt indkaldt til bomødet, og der var ikke grundlag for at omgøre beslutningen om fordelingen af indboet.

H døde d. 04.05.2001. H's nærmeste legale arving, en broder, var død i Sverige d. 11.05.2001, og H havde oprettet et formløst testamente om, at hendes broders børn skulle arve hende. Der var en køber til H's andelslejlighed. Skifteretten i København bestemte d. 13.09.2001, at boet efter H skulle tages under bobestyrerhandling, da der var usikkerhed om arveforholdene, jf. DSL § 36, stk. 5, og da der ikke inden rimelig tid havde kunnet træffes bestemmelse om, at boet skulle behandles på anden måde, jf. DSL § 36, nr. 7.

Bobestyrer ikke forpligtet til at fremskaffe oplysninger om afdødes læge eller på hvilke hospitaler, han sidst havde været behandlet. Oplysningerne skulle bruges til at skaffe vævsprøver til brug for en faderskabssag. Bobestyreren skal ifølge DSL § 48 skaffe oplysninger om, hvem der er arvinger og ikke om, hvem der kunne tænkes at være det.

Skifteretten i Store Heddinge havde efter ønske fra en af arvingerne udpeget den ene af retskredsens to autoriserede bobestyrere som bobestyrer. Den anden autoriserede bobestyrer, advokat X, som havde været advokat for afdøde, anmodede om at blive udpeget i medfør af DSL § 37, stk. 4. Skifteretten fandt ikke grundlag for at statuere inhabilitet hos advokat X. Skifteretten tillagde det afgørende vægt, at der ikke var enighed blandt arvingerne om udpegning af advokat X som bobestyrer, og der var ikke væsentlige hensyn, der talte for udpegning af en ny bobestyrer. ØL stadfæstede.

Under retssag mellem arvingerne om begravelsesudgifterne ved skifteretten i Rødovre blev bobestyrer pålagt at fremlægge sin korrespondance med arvingerne, da det ikke kunne udelukkes, at denne kunne være af betydning for sagen, jf. RPL § 298.

Afdøde havde oprette et vidnetestamente, hvor et af vidnerne F var far til de 3 begunstigede børnebørn. Et arveafkald fra børnebørnenes moder, datteren D, nævnt i testamentet var bortkommet. D havde haft en blodprop og kunne derfor ikke underskrive eller vedstå en arveafkaldserklæring. Da det var usikkert, hvem der var arvinger i boet, udleverede Gladsaxe Skifteret boet til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 36, stk. 5. ØL stadfæstede.

Afdøde havde i sit notartestamente indsat foreningen Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab som universalarving. Afdødes søster meddelte skifteretten, at hun ville anfægte testamentet. Skifteretten i Herning udpegede herefter en aut. bobestyrer til at forestå bobehandlingen, jf. DSL § 36, stk. 5 og DSL § 37, stk. 1. VL stadfæstede under henvisning til, at tvivlen om arvespørgsmålet skulle afgøres ved dom. Foreningen burde være hørt, inden afgørelsen blev truffet af skifteretten.

Bobestyrer havde solgt jorden fra boets landbrugsejendom og havde repræsenteret køberen i forbindelse med skødeskrivningen og udstykningssagen. E arving klagede og anførte, at bobestyreren havde gjort sig inhabil. Bobestyreren havde i mellemtiden meddelt, at hun ikke længere repræsenterede køberen, da der var rejst kritik heraf. Skifteretten i Lemvig fandt ikke, at der forelå væsentlige hensyn, der talte for at udpege en ny bobestyrer i medfør af DSL § 37, stk. 4. VL stadfæstede. Komm. af Henning Broman i FM 2002.190-191, der finder, at bobestyreren var inhabil, og at det vil klæde Vestre Landsret, hvis afgørelsen ikke blev gentaget.

I et bobestyrerbo deltog boets tre arvinger i et afsluttende bomøde d. 27.09.2002, hvor boopgørelsen blev godkendt, hvorefter de to arvinger gav arveafkald, således at den tredje arving arvede det hele. Bobestyrer udarbejdede som følge heraf en ny boopgørelse med den ændrede arvefordeling og sendte denne til enearvingen d. 30.09.2002. Arvingen klagede d. 05.11.2002 over bobestyrerens salær. Skifteretten i Næstved afviste klagen som for sent indgivet, jf. DSL § 68, stk. 2. ØL ophævede afgørelsen, da bobestyreren ikke havde indkaldt til afsluttende bomøde efter at den nye boopgørelse var fremsendt. Komm. i FM 2003.44 af Henning Broman, der finder det overflødigt og unødigt formelt at kræve, at der skal indkaldes til et nyt bomøde, for at arvingen kan fremsætte klage, som burde være fremsat på det (forrige) afsluttende bomøde eller inden 4 uger efter dette.

De 3 arvinger i boet efter C, begærede advokat H.M.V., Skanderborg, der var autoriseret bobestyrer i Skanderborg, udpeget som bobestyrer, jf. DSL § 37, stk. 2. Skifteretten i Rødovre besluttede at udpege en af de ved skifteretten i Rødovre autoriserede bobestyrere. Alene en af arvingerne boede i Skanderborg, og det ikke var oplyst, at de to øvrige arvinger havde særlige tilknytning til advokaten. Advokaten havde ikke særlig tilknytning til boet. og boet havde ikke særlig tilknytning til Skanderborg. De ikke afklarede arveforhold kunne medføre forhandling ved retten i Rødovre, og boet havde en fast ejendom i Rødovre. ØL stadfæstede.

Bobestyrer anset for inhabil, jf. DSL § 115, da han under skiftet var blevet beskikket som fast værge for afdødes ægtefælle, selv om der var beskikket en anden skifteværge under hele skiftet. Da den retsstridige tilstand var ophørt, og da der ikke var påvist omstændigheder, der gav anledning til tvivl om bobestyrerens upartiskhed under bobehandlingen, fandtes der ikke anledning til at afsætte ham på nuværende tidspunkt.

I et bobestyrerbo med afdødes to døtre A og C som eneste arvinger havde C fremlagt kopi af låneaftale, hvoraf fremgik at A i 1991 have lånt 100.000 kr. A gjorde gældende, at restgælden på 80.000 kr. mundtligt var eftergivet i 1995. A havde anført dette på sin selvangivelse for 1995. Bobestyreren havde opfordret C til selv at anlægge sag mod C i medfør af DSL § 109. Skifteretten i Taastrup fandt ikke grundlag for at ændre bobestyrers beslutning. ØL fandt, at spørgsmålet om opgivelsen af det eventuelle krav mod arvingen måtte anses for et væsentligt spørgsmål, og da de to arvinger ikke var enige om afgørelsen heraf, fulgte det af DSL § 53, stk. 2 sammenholdt med § 55, stk. 1, at spørgsmålet skulle drøftes på et bomøde. Da der ikke havde været afholdt et bomøde, og da der efter ordlyden af bestemmelsen ikke var adgang til at undlade at afholde et sådant bomøde, pålagdes bobestyreren af afholde et bomøde.

Bobestyrer havde afvist et anmeldt krav på 489.300 kr. fra en medinteressent B, som herefter anlagde sag ved Retten i Grenaa. Sagen blev afvist d. 11.09.2002, da sagen henhørte under voldgift i henhold til interessentskabskontrakten, og d. 22.11.2002 anmodede B boet om at bringe voldgiftsmand i forslag. Bobestyreren afslog dette, da sagen ikke var rettidigt anlagt. Skifteretten i Grenaa stadfæstede bobestyrerens afgørelse, idet sagen ikke unødig forsinkelse var indbragt ved voldgiftsret. I hvert fald da anmodningen om at bringe en voldgiftsmand i forslag var fremsat mere end 4 uger efter afvisningsdommen, jf. herved DSL § 56, stk. 4 og § 89, stk. 4, tiltrådte VL, at skifteretten havde stadfæstet bobestyrerens afgørelse.

Bobestyrer havde indkaldt arving til bomøde med 3 dages varsel. Skifteretten i Store Heddinge fandt, at varslet efter omstændighederne var passende, da der var tale om stillingtagen til salg af boets ejendom, og der var en køber til ejendommen. ØL stadfæstede.

På et bomøde i et bobestyrerbo besluttede et flertal, bestående af fællesbarnet B, som skulle arve 60%, at der ikke skulle gøres krav gældende mod B's datter D, som havde købt to sommerhuse af afdøde 6 måneder før dødsfaldet uden at betale restkøbesummerne på i alt ca. 1.240.000 kr. Bobestyrer tilsidesatte denne beslutning i medfør af DSL § 53, stk. 3. Skifteretten og VL stadfæstede, da det ikke på forhånd kunne udelukkes, at boet havde et krav mod D, og da en undladelse af at gøre kravet gældende ville kunne stride mod arvingernes ret, herunder mindretallets, og mod statskassens interesse i, at der beregnedes afgift af samtlige aktiver.

Afdøde H havde siddet i uskiftet bo med fællesbarnet B og 4 særbørn. Bobestyrer tilsidesatte i medfør af DSL § 53, stk. 3 flertalsbeslutninger (B's) om ikke at antage havemand, om ikke at anlægge sag mod B's datter med påstand om betaling af 1.242.466 kr., og om ikke at optage lån til driften af boets ejendom. Skifteretten i Grindsted fandt, at bobestyreren med rette havde tilsidesat flertalsbeslutningerne. Der var ikke nogen saglig begrundelse for at kritisere bobestyrers bobehandling, og der var ikke væsentlige hensyn, der talte for at der blev udpeget en anden bobestyrer, jf. DSL § 37, stk. 4. VL stadfæstede.

Boet efter M var udleveret til bobestyrerbehandling ved autoriseret bobestyrer B. Boet indeholdt en fast ejendom, som B foranledigede solgt gennem Nybolig for 1,9 mio. kr. uden forinden at afholde et bomøde. Skifteretten i Frederikssund fandt, at bobestyrer havde handlet bedst muligt for boet. Skifteretten lagde vægt på, at arvingerne var informeret om salgsbudget 18 dage inden salget. ØL udtalte, at salg af fast ejendom som udgangspunkt er et så væsentligt spørgsmål, at det burde være drøftet på et bomøde, jf. DSL § 53, stk. 2. Efter en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder i sagen, fandtes der ikke anledning til at påtale, at B havde solgt ejendommen uden afholdelse af bomøde. ØL lagde herved vægt på, at den solgte ejendom efter de foreliggende oplysninger var i særdeles dårlig stand, og at der på salgstidspunktet var terminsrestancer, som var taget til inkassobehandling. ØL lagde endvidere vægt på, at arvingerne havde tiltrådt, at ejendommen kunne arveudlægges for 1.825.000 kr., og at ejendommen blev solgt for 1.900.000 kr. ØL havde endelig tillige lagt vægt på, at en afstemning på et bomøde ikke ville have ført til en realitetsændring vedrørende den trufne beslutning.

A, der var en af 26 arvinger i boet efter M, klagede til skifteretten i Skive over, at bobestyreren i boet havde truffet afgørelse om at sælge boets faste ejendom for 180.000 kr. uden forinden at have indkaldt arvingerne til bomøde herom, jf. DSL § 53, stk. 2. Ved kendelse af 22.06.2004 tiltrådte skifteretten bobestyrerens afgørelse om salg af boets ejendom, hvilken afgørelse VL stadfæstede i henhold til grundene. Højesteret udtalte, at da A havde afvist at acceptere bobestyrerens anbefaling af, at boets faste ejendom blev solgt til 180.000 kr., og idet afgørelsen om salg af den faste ejendom var et væsentligt spørgsmål, skulle bobestyreren, have indkaldt til et bomøde, forinden afgørelsen om salg af ejendommen jf. DSL § 53, stk. 2, jf. § 55, stk. 1, 3. pkt. A var den eneste ud af 26 arvinger, der protesterede imod et salg for 180.000 kr., som var det højeste bud og højere end vurderingen. Henset hertil havde tilsidesættelsen af bestemmelserne i DSL ikke været af betydning for afgørelsen om at sælge boets faste ejendom, og skifteretten tiltrådte derfor med rette bobestyrerens afgørelse herom.

Skifteretten i København bestemte, at der skulle foretages en fuldstændig arvingsundersøgelse i alle bobestyrerboer. Bobestyrer protesterede, da der efter hans opfattelse ikke var uklart, hvem der var arvinger. M og H havde i testamente fra 1986 oplyst om deres livsarvinger. Der var ikke i cpr-registret oplysninger om børn efter afdøde, som var født i 1913, eller dennes tidligere afdøde ægtefælle. Under hensyn til de afdøde ægtefællers alder og det i det centrale personregister angivne om børn af ægtefællerne, tiltrådte landsretten, at bobestyrer skulle foretage yderligere arvingsundersøgelser ved landsarkivet.

Skifteretten i Haderslev udleverede boet efter A, som efterlod sig to børn, B og C, til bobestyrerbehandling ved advokat S. B klagede til skifteretten, idet han fandt at advokat S var inhabil. Den omstændighed, at S tidligere havde været beskikket som advokat for A under en værgemålssag, fandtes ikke i sig selv at gøre den pågældende advokat inhabil til senere at virke som bobestyrer under behandlingen af afdødes dødsbo. VL stadfæstede.

I et bobestyrerbo havde en arving havde rekvireret en beregning fra en revisor af ejendomsavancebeskatningen. Beregningen medførte, at bobestyrer udarbejdede en ny beregning, hvorefter boet skulle betale 76.423 kr. mindre i skat. Revisorudgiften var 6.250 kr. Skifteretten på Frederiksberg fastslog, at beregningen var ikke udarbejdet på boets vegne, og udgifterne skulle derfor ikke afholdes af boet. ØL stadfæstede.

A havde efterladt sig et vidnetestamente fra 1968, der ikke opfyldte reglerne for oprettelse af testamenter for vidner, og som derfor ikke på det foreliggende grundlag kunne danne grundlag for bobehandlingen. Der var derfor en sådan usikkerhed om arveforholdene, at boet udleveredes til behandling ved en autoriseret bobestyrer. ØL stadfæstede, jf. DSL § 36, nr. 5.

Bobestyrer traf afgørelse om, at boet havde et tilgodehavende på 300.000 kr. mod en arving M og dennes ægtefælle H. Skifteretten i Aalborg afviste i medfør af DSL § 97, stk. 5, en klage herover, da spørgsmålet skulle afgøres ved dom, såfremt bobestyrerens afgørelse ikke blev accepteret. VL stadfæstede med den tilføjelse, at bobestyreren havde indkaldt til et bomøde, bl.a. til drøftelse af spørgsmålet om et eventuelt lån til arvingen, og at bobestyreren efter karakteren af det omtvistede spørgsmål havde været beføjet til at træffe afgørelse i medfør af DSL § 53, stk. 3.

Skifteretten i Helsingør fandt, at en ejendom burde vurderes på ny henset til den generelle værdistigning, da der var forløbet 2 år. ØL henviste til, at værdiansættelsen på væsentlig måde kunne påvirke arvefordelingen. I hvert fald under disse omstændigheder og henset til de foreliggende interessemodsætninger var beslutningen om at kære så væsentlig, at spørgsmålet burde have været forelagt arvingerne, om nødvendigt på et bomøde, jf. DSL § 53, stk. 1 og 2. Kæremålet blev derfor afvist.

I boet efter H havde arvingen A med arvingen B i september 2003 indgået en aftale om, at A skulle have første prioritet til at overtage dødsboets aktie i et ejendomsaktieselskab med tilhørende lejlighed. A og B orienterede ikke bobestyrer, administrator eller bestyrelsen herom. I oktober 2003 skrev bestyrelsesformandens søn - K - til bobestyreren, at han ønskede at købe lejligheden. Bobestyreren videresendte brevet til administrator med bemærkning, at aftalen kunne fremsendes til underskrift for boet. Administrator udarbejdede en købsaftale mellem boet og K. På et bomøde i november 2003 meddelte arvingerne, at de ikke ønskede at sælge til K, men til den anden køber. Boet indgik herefter en skriftlig aftale med denne. Skifteretten på Frederiksberg henviste til, at bobestyreren efter udleveringen af skifteretsattesten havde kompetence og legitimation til at tegne boet, jf. DSL § 42 og § 49. Retten fandt, at bobestyrer havde givet K, administrator og ejendomsaktieselskabet indtryk af, at boet ville sælge til K uden at tage forbehold om arvingernes godkendelse. Arvingen B havde ikke haft retlig kompetence til at indgå aftalen på boets vegne. Skifteretten fandt, at bobestyreren, uanset at spørgsmålet ikke havde været forelagt for arvingerne, havde handlet inden for sin legitimation, og at der var indgået en aftale med K. Bobestyrerens aftale var først i tid og dermed bedst i ret. Boet dømtes til at anerkende aftalen med K. ØL lagde til grund, at K ved modtagelsen af et brev fra bobestyreren var i god tro om adgangen til at overtage lejligheden, og stadfæstede dommen.

Skifteretten i Roskilde havde d. 09.03.2006 udleveret boet efter D til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 36, nr. 7, da D's forældre ikke havde indleveret begæring om privat skifte. D var død d. 07.10.2005. Da der var usikkerhed om, hvorvidt forældrene havde modtaget skifterettens seneste rykker, fandt ØL, at boet burde udleveres til privat skifte, jf. DSL § 65.

S døde i oktober 2005 uden at efterlade sig livsarvinger. Eneste kendte arving var hans mor M. På S' dåbsattest var som far angivet en tysk statsborger. Bobestyreren B fremlagde en åbningsstatus, hvori omkostningerne ved boets behandling blev anslået til 42.000 kr. bl.a. under hensyn til, at der skulle foretages en nærmere undersøgelse for at få klarhed over, hvem der var arvinger i S' dødsbo. En svigersøn til M anmodede på vegne M om, at der blev udpeget en anden bobestyrer, da det anslåede salær var af en uacceptabel størrelse, og da man derfor havde mistet tilliden til B. Skifteretten i Fredericia afviste dette. VL udtalte, at det oplyste om B's hidtidige behandling af boet og det foreløbigt anslåede salærkrav ikke gav grundlag for at udpege af en ny bobestyrer, jf. DSL § 37, stk. 4, eller for at afsætte B som bobestyrer, jf. DSL § 41.

Efter H's død i 2004 sad M i uskiftet bo med fællesbarnet S. M skød i marts 2006 først S og derefter sig selv. M og H havde i 2003 oprettet vidnetestamente, hvorefter en udenforstående U skulle arve en fast ejendom, og hvorefter M's søstre og H's bror kunne udtage genstande af affektionsværdi. Det var ikke lykkedes at få kontakt med U. Skifteretten i Slagelse bestemte, at de to boer skulle udleveres til bobestyrerskifte. M's søstre og H's bror kærede. I en skrivelse til landsretten henviste skifteretten til usikkerheden om arveforholdene, jf. DSL § 36, nr. 5, idet der ikke bare var tale om skifte efter AL § 7. Der var uenighed om, hvem der var arveberettiget, og stor uenighed om løsørefordelingen. ØL fandt, at skifteretten burde have hørt de kærende og U, før der blev besluttet bobestyrerbehandling, og hjemviste sagen til skifteretten til fornyet behandling.

Bobestyrer havde indstillet, at to fordringer på i alt 77.750 kr., som var anmeldt af afdødes samlever, skulle godkendes. Arvingen A blev ved anbefalet brev underrettet dels om bobestyrerens endelige indstilling i boet, dels om at han, såfremt han ikke ønskede at godkende indstillingen, skulle anlægge sag ved skifteretten inden 4 uger efter modtagelsen af indstillingen, og at overskridelse af fristen ville medføre, at indstillingen var godkendt. A meddelte inden fristens udløb d. 01.11.2005 bobestyreren, at indstillingen ikke kunne godkendes, og sendte ham samtidig diverse papirer, men anlagde først sag d. 08.12.2005. Spørgsmålet om rettidighed blev udskilt til særskilt afgørelse. Skifteretten i Århus afviste ved kendelse sagen som for sent anlagt, idet A's henvendelse til bobestyreren var uden betydning for beregning af fristen i DSL § 56, stk. 4. VL stadfæstede afgørelsen ved dom med bemærkning om, at skifterettens afgørelse efter DSL § 89, stk. 1, nr. 2, jf. § 101, stk. 1, ligeledes skulle være truffet ved dom.

I den endelige indstilling til boopgørelse havde bobestyrer modregnet bl.a. et beløb på 2.048,15 kr. i A's arv, idet A ikke havde dokumenteret, hvad beløbet vedrørte. Skifteretten i Silkeborg godkendte dette, da A fortsat ikke på tilstrækkelig vis havde dokumenteret, hvad beløbet vedrørte. For VL forelå der oplysninger, der syntes at vise, at betalingen vedrørte ejendomsskat på en ejendom, der indgik i boet. Da spørgsmålet, om boet kunne gøre krav gældende mod A, eller A kunne gøre krav gældende mod boet som følge af boets modregning, imidlertid skulle afgøres ved dom og ikke under en klage over boopgørelsen, jf. DSL § 68, stk. 2, jf. § 97, stk. 5, afviste VL sagen.

I boet efter A var der tre arvinger, hvoraf den ene D arbejdede i udlandet for et dansk firma. Der var ikke oplyst adresse i udlandet. Skifteretten i Sønderborg tog boet under bobestyrerbehandling, da boet muligvis var insolvent, og da skifteretten ikke havde kendskab til D's adresse. VL fandt, at det ikke kunne antages, at boet var insolvent, og da det ikke var usikkert, hvem der var arvinger, var der for tiden ikke oplyst omstændigheder, der kunne begrunde udlevering til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 36. VL hjemviste derfor sagen til fornyet behandling i skifteretten.

Næstved Skifteret fastslog under en klagesag, at en bobestyrer i medfør af DSL § 53, stk. 3, havde haft beføjelse til at træffe afgørelse om, hvorvidt boet skulle gøre krav gældende mod den afdødes børnebørn i forbindelse med pengegaver til disse. En klage afvistes, idet spørgsmålet skulle afgøres ved dom, hvorfor skifteretten ikke kunne træffe afgørelse i klagesagen, jf. DSL § 97, stk. 5. ØL stadfæstede.

A indgav 13 dage efter det afsluttende bomøde klage til skifteretten i Gentofte over bobestyrerens salær. Skifteretten konstaterede, at klagen var rettidig, og besluttede at anmode bobestyreren om en specificeret opgørelse over sit tidsforbrug. ØL lagde til grund, at såvel efter ordlyden af DSL § 68, stk. 2, som efter betænkning 1270/1994 s. 245 skal klage indgives til bobestyreren, der derefter kan indbringe sagen for skifteretten. Herefter havde skifteretten ikke haft hjemmel til at påbegynde behandling af A's klage, der ikke havde været behandlet af bobestyreren. Skifterettens beslutning blev derfor ophævet.

M døde i februar 2007 og efterlod sig H samt 3 særbørn. Skifteretten i Sønderborg afsagde kendelse om udlevering af boet til B som bobestyrer i overensstemmelse med H's ønske. B, der havde været advokat for M og H i mange år, havde bl.a. medvirket ved udarbejdelse af skøde vedrørende et sommerhus, ægtepagtstillæg, ægtepagt vedrørende en gave på ca. 160.000 kr. fra M til H samt aftaler om særejets omfang. Særbørnene protesterede mod udleveringen til B, men skifteretten fandt ikke, at B var inhabil som følge af de nævnte forhold. l september 2007 overgik boet til insolvensbehandling, og skifteretten bestemte, at B fortsat skulle være bobestyrer. VL ophævede afgørelsen, da der nu kunne blive spørgsmål om omstødelse af gaven på ca. 160.000 kr., og der derfor nu var tvivl om B's upartiskhed, jf. DSL § 115, stk. 1. Sagen blev hjemvist til fortsat behandling og udpegning af en ny bobestyrer.

M døde d. 30.12.1999, og han efterlod sig børnene C og D og samleveren gennem 12 år, K. Han havde ikke oprettet testamente. Boet blev behandlet som et bobestyrerbo. M's formue var ifølge regnskab pr. 31.2.1998 på ca 83 mio kr., men det viste sig, at boet var insolvent, og Skifteretten i Nykøbing Sjælland tog i juni 2001 boet under insolvensbehandling, jf. DSL § 69, stk. 1. K lagde sag an mod boet med påstand om, at boet skulle anerkende, at hendes krav mod boet med urette var afvist af boet, da formalia i DSL § 56 ikke var overholdt, og at boet skulle betale hende 8 mio. kr., subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn. Boet påstod frifindelse og nedlagde en selvstændig påstand om betaling af 4.335.500 kr. Kravet var sammensat af et berigelseskrav på 2.500.000 kr., et vederlag på 153.000 kr. for K's benyttelse af M's ejendom samt et lån på 1.682.500 kr. ØL lagde efter de afgivne forklaringer til grund, at boets stillingtagen til K's krav var blevet drøftet i boet, at bobestyreren havde forelagt C og D en indstilling om, at de fremsatte krav skulle afvises, og at C og D tiltrådte denne indstilling. På denne baggrund blev boet frifundet for K's afvisningspåstand. Vedrørende påstanden på de 8 mio. kr. udtalte ØL, at der allerede som følge af den konstaterede insolvens ikke var grundlag for et kompensationskrav. Efter en samlet bedømmelse af M og K's økonomi og levefod var der herefter heller ikke grundlag for et berigelseskrav. K blev frifundet for berigelseskravet på 2.500.000 kr., da K som længstlevende var blevet eneejer af aktiepost i joint ownership på Cayman Island. Kravet om vederlag for K's benyttelse af M's ejendom blev taget til følge med et nedsat beløb på 60.000 kr. Lånet på 1.682.500 kr. fandtes at skulle tilbagebetales, da der havde været tale om et lån og ikke en gave.

H døde d. 08.08.2007. Seks arvinger havde givet arveafkald, for at en syvende kunne skifte privat som enearving. En arving tilbagekaldte afkaldet. Frederiksberg Skifteret bestemte bobestyrerbehandling, henset til, at der forelå en mulig tvist om et arveafkald og dermed, om vedkommende havde ret til arv, jf. DSL § 36, stk. 5, samt til at boet ikke var berigtiget ni måneder efter dødsfaldet, DSL § 36, nr. 7. ØL stadfæstede.

M døde d. 23.07.2006. Han sad i uskiftet bo med 4 fællesbørn med H, der døde i 1992. M havde 2 dage før sin død indgået nyt ægteskab med H2 - uden at skifte det uskiftede bo. Fællesbørnene gjorde gældende, at der ikke skulle afsættes arv til M i forbindelse med skiftet af det uskiftede bo. Bobestyreren sendte d. 14.11.2007 et brev til de pågældende børn, hvori han meddelte dem en frist til og med d. 31.12.2007 til at anlægge sag ved skifteretten, hvis de ikke var enige i, at M skulle arve H. Børnene anlagde først sag 2 dage efter fristens udløb, hvorefter Skifteretten i Viborg afviste sagen. VL anførte, at tvister om arveretten i henhold til DSL § 89, stk. 1, nr. 1, skulle afgøres af skifteretten. Der var ikke i DSL en udtrykkelig hjemmel til, at bobestyreren kunne fastsætte en frist, inden for hvilken der skulle anlægges sag i henhold til DSL § 89, stk. 1, nr. 1, med den virkning, at overskridelse af fristen bevirkede, at et sagsanlæg vedrørende spørgsmålet måtte afvises. En sådan hjemmel kunne heller ikke indfortolkes i DSL § 56, stk. 4, som vedrørte anerkendelse af fordringer og krav, eller i DSL § 54. Da bobestyreren ikke kunne fastsætte en frist for sagsanlægget, kunne sagen ikke afvises som for sent anlagt. VL ophævede derfor skifterettens dom og hjemviste sagen til fortsat behandling.

M var død og efterlod sig H og særbarnet D. Advokat A, der repræsenterede H, anmode skifteretten om at udpege advokat B, der var i kontorfællesskab med A, som bobestyrer. Advokat C protesterede på vegne af M's særbarn, D. Skifteretten i Sønderborg fandt, at der kunne være risiko for interessekonflikt mellem B og D og udpegede den autoriserede bobestyrer E. VL hjemviste sagen med henblik på udpegning af B, da H kunne træffe bestemmelse om bobestyrerbehandling og tilkendegive, hvem der som sådan skulle behandle boet, og da der ikke var grundlag for at antage, at B ikke ville kunne varetage skiftet betryggende.

Afdødes eneste arving - en umyndig søn ved værgen V - anmodede om udpegning af advokat D fra Sønderborg som bobestyrer. Skifteretten i Esbjerg tog ikke anmodningen til følge. Da D's kontor lå i nærheden af arvingens bopæl og boets ejendomme, og da det måtte lægges til grund, at såvel afdøde som værgen havde haft en vis tilknytning til D, ophævede VL skifterettens kendelse om ikke at udpege D og hjemviste sagen til fortsat behandling ved skifteretten, jf. DSL § 37, stk. 2.

Efter anmodning fra Skattecenter Køge og med samtykke fra bobestyreren afholdt Fogedretten i Roskilde d. 23.10.2009 tvangsauktion over en fast ejendom tilhørende dødsboet efter D. A, der var enearving i boet, kærede d. 04.11.2009 tvangsauktionen til ØL. Da kæremålet ikke var iværksat af bobestyreren, jf. DSL § 53, stk. 1, afviste ØL imidlertid kæremålet.

A klagede bl. a. over, at bobestyreren havde solgt nogle værdipapirer inden udløbet af den frist, som bobestyreren havde sat for arvingerne til at meddele, om de ønskede at overtage dem, at en udgift til ejendomsmægler på 86.575 kr. var medtaget i boopgørelsen, og over bobestyrerens salær på 95.000 kr. plus moms Skifteretten i Holbæk bestemte, at bobestyreren skulle godtgøre arvingen et beløb på 1.005 kr. som følge af kurstab i anledning af de solgte værdipapirer, og tog i øvrigt ikke klagen til følge. ØL ophævede bestemmelsen om, at bobestyreren skulle betale 1.005 kr., idet skifteretten ikke i forbindelse med en klagesag ved kendelse kunne træffe afgørelse om et erstatningskrav mod bobestyreren. Kravet måtte i stedet gøres gældende ved civilt søgsmål. ØL ophævede endvidere skifterettens kendelse for så vidt angår udgiften til ejendomsmægleren, idet arvingen, der ikke havde anerkendt ejendomsmæglerens krav og ikke kunne følge bobestyrerens indstilling herom, efter DSL § 56, stk. 4 inden 4 uger efter at have modtaget meddelelse om bobestyrerens indstilling skulle anlægge sag ved skifteretten. Advokaten oplyste et tidsforbrug på 88 timer, heraf 17 advokattimer. ØL nedsatte salæret til 75.000 kr. plus moms.

Bobestyrer ønskede arvingernes bemyndigelse til at indgå forlig med de britiske afgiftsmyndigheder om afgiften af afdødes aktiver i Storbritannien, således at bobestyreren var bemyndiget op til et beløb på 3 mio. £. Afdødes ægtefælle kunne tiltræde dette, men ikke de to livsarvinger. Livsarvingerne indbragte spørgsmålet for skifteretten i Holbæk, der afsagde kendelse om, at bobestyrer kunne forhandle på boets og arvingernes vegne med de britiske afgiftsmyndigheder om den arveafgift, der påhvilede boet og arvingerne. Arvingerne kærede denne kendelse, og skifteretten oplyste, at kendelsen skulle forstås således, at bobestyrer på boets vegne kunne indgå forlig med de britiske myndigheder. ØL tiltrådte, at bobestyrer på boets og arvingernes vegne kunne forhandle, men udtalte, at bobestyrers kompetence ikke på det foreliggende grundlag kunne udstrækkes til mod livsarvingernes ønsker at binde disse inden for en bestemt økonomisk ramme. Resultatet af forhandlingerne måtte i stedet forelægges arvingerne, og i tilfælde af uenighed måtte fremgangsmåden i DSL § 53 anvendes. De engelske myndigheders opkrævning af arveafgift skal derimod ikke behandles efter de danske regler om fordringsprøvelse, jf. DSL § 56.

Boet efter A var udleveret til privat skifte ved advokat D med missionsselskab som eneste arving i henhold til testamente fra 1988. A's niece sendte en erklæring fra 1992 oprettet af A med advokat D som vidne, hvorved bestemmelserne i testamentet om indsættelse af missionsselskabet som arving blev tilbagekaldt. Skifteretten i Roskilde udleverede nu boet til bobestyrerbehandling i medfør af DSL § 36, nr. 5 ved en anden advokat, idet der var tvivl om arveforholdene, og af hensyn til bobehandlers habilitet. ØL stadfæstede.

Fogedretten i Lyngby afviste udlæg for ejerforenings krav på skyldige fællesudgifter på 38.869 kr. i henhold til ejerforeningsvedtægter, der var lyst pantstiftende på afdødes ejerlejlighed, da boet behandledes som insolvent bobestyrerbo, jf. DSL § 51, jf. §§ 9 og 10. ØL stadfæstede, idet ejerforeningens krav ikke var omfattet af DSL § 10, stk. 6.

A døde d. 20.12.2009. Der var d. 07.01.2010 berammet tvangsauktion over hans faste ejendom med Nordea Kredit som rekvirent. Fogedretten i Holbæk udsatte auktionen som følge af dødsfaldet, og dødsboet blev udleveret til insolvent bobestyrerbehandling. Bobestyrer nægtede at samtykke i, at ejendommen blev solgt på tvangsauktion med kreditforeningen som rekvirent, og boet indgav d. 04.02.2010 anmodning om tvangsauktion. Skifteretten i Holbæk afslog at pålægge boet at meddele samtykke som ønsket af kreditforeningen. ØL stadfæstede under henvisning til DSL § 51, jf. § 10, stk. 1.

To bobestyrere tilsidesatte en beslutning på et bomøde om, at en gave fra afdøde til en datter på opførelsesomkostningerne til et hus - anslået 3.750.000 kr. - skulle ansættes til de faktiske udgifter på ca. 8,2 mio kr. Bostyret fandt, at gaven skulle ansættes til det anslåede beløb med et tillæg på 50% eller til 5.625.000 kr. Ifølge afdødes testamente § 6 skulle arvinger, der anfægtede hans dispositioner, alene arve deres tvangsarv. Skifteretten i Lyngby fandt, at der var på grund af testamentets § 6, at arvingsgruppe B havde undladt at stemme, og tiltrådte, at bostyret havde tilsidesat beslutningen i medfør af DSL § 53, stk. 3. ØL stadfæstede.

Ifølge M's testamente skulle H arve mest muligt, og mellem arvingerne opstod der uenighed om, hvorvidt den nugældende eller den tidligere gældende arvelov skulle finde anvendelse ved arvens fordeling efter testamentet. Det forhold, at testamentet var udfærdiget af en tidligere kollega på bobestyrer S' kontor, gjorde ikke S inhabil. Arvingerne A og B's anmodning om udskiftning af S ansås hovedsageligt begrundet i uoverensstemmelser mellem dem og S, der var ikke objektive holdepunkter for, at S havde taget parti for en arvingsgruppe frem for en anden eller diskrimineret A og B, der var ikke påvist fejl eller forsinkelser, som kunne henføres til S, og der var ikke risiko for, at boet ikke ville kunne afsluttes forsvarligt som følge af S' forhold, jf. DSL § 37, stk. 4. Skifteretten i Sønderborg fandt derfor, at S ikke skulle afsættes. VL stadfæstede.

A, der var indsat som arving i AL's formløse testamente og mor til livsarvingen B, anmodede om, at boet blev udleveret til bobestyrerbehandling ved advokat Y. Skifteretten I København fandt, at der kunne rejses tvivl om Y's habilitet som følge af, at advokat Z fra samme kontor var advokat for A og havde været advokat for AL og bistået denne med dennes virksomheder. ØL fandt, under hensyn til, at der var beskikket skifteværge for B, og efter det oplyste om advokat Z's bistand til afdødes erhvervsvirksomhed, at der ikke var grund til at nære tvivl om advokat Y's upartiskhed, og udleverede boet til denne som bobestyrer.

AL efterlod sig 4 arvinger A, B, C og D, der hver skulle arve 1/4. B og C mente, at boet havde et erstatningskrav mod A på 5-800.000 kr. for den periode, hvor A havde været værge for AL. Advokat Y, der repræsenterede B og C, oplyste om kravet på et bomøde, hvor der ikke blev truffet nogen beslutning. Bobestyreren meddelte herefter advokat Y, at han ikke havde indvendinger imod, at B og C anlagde og førte sagen på vegne de øvrige arvinger. A påstod sagen afvist, men fik ikke medhold heri i byretten i Nykøbing F. ØL tillod, at spørgsmålet om afvisning blev indbragt særskilt, jf. RPL § 253, stk. 4. Da bobestyreren ikke havde fulgt proceduren i DSL §§ 45 og 53, var beslutningen om udtagelse af stævning ugyldig, og sagen blev afvist.

Advokat B var indsat som bobestyrer i afdødes vidnetestamente fra 2011. Arvingen C anlagde sag mod boet med påstand om, at testamentet var ugyldigt, og at advokat B blev afsat som bobestyrer. Bobestyrer afgav svarskrift og påstod frifindelse, principalt fordi boet ikke var rette sagsøgte, subsidiært fordi testamentet var gyldigt. Skifteretten i Helsingør tilkendegav, at boet ikke var rette sagsøgte, hvilket C's advokat accepterede. Skifteretten afsagde herefter kendelse om afsættelse af advokat B som bobestyrer under henvisning til, at han var indtrådt aktivt på arving A's side. C anlagde efterfølgende sag mod A med påstand om testamentets ugyldighed. A var under denne sag ikke repræsenteret af advokat B. Advokat B kærede, og ØL ophævede afgørelsen om afsættelse, idet der ikke var grundlag for at antage, at advokat B havde indtaget rollen som partsrepræsentant for andre end det sagsøgte bo, og idet der ikke i øvrigt var oplysninger, der understøttede, at advokat B havde sådanne relationer til A, at han ikke måtte handle som bobestyrer, jf. DSL § 115, stk. 1. Statskassen skulle betale 2.500 kr. til bobestyrer i kæremålsomkostninger.

H døde i aug. 2011. Hun var enke efter M, der var død i 1982. To af de arvinger, der var nævnt i H's testamente, anmodede Skifteretten i Kolding om, at boet blev taget under bobestyrerbehandling, og at advokat R, der var autoriseret som bobestyrer ved Skifteretten i Esbjerg, blev udpeget som bobestyrer. Skifteretten beskikkede advokat B, der var autoriseret som bobestyrer i Kolding Retskreds, som bobestyrer, hvilket de to arvinger kærede. VL anførte, at det efter ordlyden af DSL § 37, stk. 2 sammenholdt med bemærkningerne hertil, kræver enighed blandt arvingerne, når ønsket om en bestemt autoriseret bobestyrer ikke er fra den længstlevende ægtefælle, før skifteretten i almindelighed bør udpege en bestemt autoriseret bobestyrer. Efter oplysningerne i sagen var der tre arvinger i boet, hvoraf alene to arvinger havde anmodet om, at boet blev behandlet ved en bestemt bobestyrer. Da den tredje arving ikke havde tiltrådt anmodningen, tiltrådte VL, at advokat B var udpeget som bobestyrer.

AL, der ikke efterlod sig testamente, døde i april 2011. Boet blev først behandlet af advokat B som privat skifte, men overgik efter arvingen A's anmodning til bobestyrerbehandling og insolvensbehandling i dec. 2011. A ønskede B, der ikke var autoriseret, udpeget som bobestyrer efter den gældende DSL § 37, stk. 3. Da denne bestemmelse først var trådt i kraft d. 01.07.2011 og dermed efter AL's død, fandt de tidligere gældende regler anvendelse, jf. lov nr. 221 af 21.03.2011 § 15, stk. 1 og stk. 2. Da der derfor efter DSL § 37, stk. 1 skulle udpeges en autoriseret bobestyrer, tog Skifteretten i Kolding ikke anmodningen om udpegning af B til følge. VL stadfæstede.

Dødsbo, der blev behandlet af bobestyrer, var blevet ekskluderet af andelsboligforening som følge af manglende betaling af boligafgift i 15 måneder. Frederiksberg Fogedret udsatte dødsboet. ØL fandt, at DSL's bestemmelser om beskyttelse af bobestyrerboer mod individualforfølgning, herunder de hensyn, der ligger til grund for disse bestemmelser, må anses for at være til hinder for eksklusion af et bobestyrerbo som følge af restance med boligafgiften. Fogedforretningen nægtedes fremme.

M døde i maj 2010 og efterlod sig H og to sønner A og B. M's bo blev behandlet af G som bobestyrer, som d. 18.09.2012 tillod, at A, der var handicappet kørestolsbruger, fik udbetalt 5 mio. kr. a conto mod at svare mellemrente på 0,19% p.a. H og B klagede over G's afgørelse, og Lyngby Skifteret tog klagerne til følge. ØL lagde til grund bl.a., at boet efter M havde en nettoværdi på 138,1 mio. kr., og at A i sommeren købte en lejlighed bl.a. i tillid til en positiv tilkendegivelse fra B's daværende skifteværge og på et tidspunkt, hvor en af H anlagt sag ved skifteretten om arvens fordeling var berammet til foretagelse i slutningen af august 2012. På denne baggrund fandt ØL, at boets forhold utvivlsomt tillod den omhandlede acontoudlodning, jf. DSL § 64, og at hverken H's eller B's indsigelser kunne begrunde, at anmodningen om acontoudlodning afvistes. ØL ændrede derfor skifterettens afgørelse, således at bobestyrerens afgørelse blev stadfæstet.

Tre privatskiftende arvinger ønskede, at boet overgik til bobestyrerbehandling, og at en autoriseret bobestyrer D fra Aarhus blev udpeget som bobestyrer. Skifteretten i Kolding imødekom anmodningen om overgang til bobestyrerbehandling, men skifteretten udpegede en bobestyrer fra egen retskreds og henviste til, at formålet med autorisationsordningen er, at der i hver retskreds er et begrænset antal bobestyrere, der gennem regelmæssig tildeling af sager opnår en høj grad af ekspertise. VL ophævede kendelsen og hjemviste sagen med henblik på udlevering til D som bobestyrer. Der var ikke oplyst omstændigheder, der talte imod at følge hovedreglen i DSL § 37, stk. 2, 2. pkt., om udpegning af den autoriserede bobestyrer, som arvingerne var enige om.

Arving klagede over bobestyrer, Birgitte Veggerby, herunder over, at et gavebrev til ham fra afdøde ikke blev lagt til grund ved fordelingen af indbo. Skifteretten i Odense fandt, at indboet var delt ved aftale mellem arvingerne, og tog derfor ikke klagen til følge. Der var ikke grundlag for at afsætte bobestyrer. ØL anførte, at arvingens påstand om ret til at udtage gaver før den almindelige bodeling angik retten til at arve, og skifteretten kunne derfor ikke tage stilling til denne påstand i forbindelse med en klage over bobestyrer. Kæremålet afvistes på dette punkt. kendelsen stadfæstet vedr. spørgsmålet om afsættelse af bobestyrer.

A havde i sit testamente indsat advokat S som bobestyrer. S havde efter dødsfaldet forestået et privat skifte mellem arvingerne B og C. C gjorde indsigelse mod S som bobestyrer. Skifteretten i Randers udpegede advokat S som bobestyrer. VL fandt, at de foreliggende oplysninger, herunder oplysningerne om S' dispositioner under behandlingen af det privatskiftede bo, ikke gav grundlag for at fastslå, at S var inhabil. Skifterettens afgørelse om at udlevere boet efter A til bobestyrerbehandling ved advokat S blev derfor stadfæstet.

A havde ved notartestamente i 2010 bestemt behandling af hans dødsbo ved autoriseret bobestyrer. En nabo, der havde konciperet testamentet, forklarede herom, at dette var begrundet i en frygt for, at bodelingen ellers ikke ville blive retfærdig, idet en af arvingerne, B, ikke kunne varetage egne interesser. Boet blev herefter udleveret til bobestyrerbehandling, og der blev udpeget en skifteværge for B. Skifteværgen anmodede efterfølgende om udlevering af boet til privat skifte. Skifteretten i Sønderborg tog ikke begæringen til følge og henviste til testamentets begrænsede alder og begrundelsen for ønsket om bobestyrerindsættelse. VL stadfæstede.

Under et bobestyrerbo blev indboet opmagasineret til en udgift på 700 kr. pr. måned. Arvingerne ønskede at udsætte fordelingen af indboet, til efter en retssag mellem arvingerne var afgjort. Bobestyreren traf beslutning om, at indboet blev udleveret til en af arvingerne til vurderingsprisen. Skifteretten stadfæstede bobestyrerens beslutning. Skifteretten begrundede kendelsen med, at bobestyreren havde oplyst, at opmagasineringen kunne medføre en værdiforringelse, og at boet afholdt en udgift hertil med 700 kr. pr. måned. ØL anførte, at det fremgik af åbningsstatus, at boets formue udgjorde 514.040 kr. Der forelå ikke nærmere oplysninger om karakteren af indboet. De kærende havde i kæreskriftet tilkendegivet at ville betale den månedlige udgift på 700 kr. for opmagasineringen, således at boet ikke belastes af denne udgift. ØL fandt det ikke sandsynliggjort, at opmagasineringen indebar nærliggende risiko for, at indboets værdi ville formindskes. Herefter, og efter en samlet vurdering, herunder af det tidsmæssige forløb, fandt ØL ikke, at flertallet af arvingernes beslutning om at udsætte fordelingen af indboet og bilen var åbenbart uhensigtsmæssig, jf. DSL § 53, stk. 3. ØL ændrede derfor skifterettens afgørelse, således at bobestyrers beslutning blev ophævet.

Bobestyrer havde ved brev sendt anbefalet og med almindelig post d. 19.12.2012 indkaldt til bomøde d. 03.01.2013. Det anbefalede brev blev returneret efter forgæves at have været søgt afleveret d. 20.12.2012. Arvingen klagede over, at der var indkaldt til bomøde med så kort varsel op til helligdagene. Frederiksberg Skifteret fandt, at bobestyrer havde indkaldt med et rimeligt varsel, uanset der var en mellemliggende helligdage. ØL stadfæstede.

En panthaver gjorde under tvangsauktion over ejendom tilhørende dødsbo indsigelse mod panthaverregnskabet, idet der heri var medtaget udgifter afholdt af boet ved de privatskiftende arvinger i tiden fra dødsfaldet og indtil overgangen til bobestyrerbehandling. Fogedretten i Holbæk fandt ikke, at disse udgifter skulle medtages, idet fogedretten dog medtog et skønsmæssigt fastsat beløb på 10.000 kr. vedrørende forsøg på salg af ejendommen i fri handel, jf. DSL § 59, stk. 2 og 3. Fogedretten nedsatte endvidere administrationssalæret, som af bobestyrer var foreslået til 15.000 kr. + moms, til 5.000 kr. + moms. Bobestyrer kærede, og ØL stadfæstede opgørelsen i det omfang, den var kæret.

Advokat, der ved testamente var indsat som bobestyrer, havde et par år tidligere rådgivet en af arvingerne i forbindelse med oprettelse af et testamente mellem arvingen og dennes ægtefælle. Skifteretten i Sønderborg fandt, at dette ikke medførte, at advokaten var inhabil til at foretage den bobehandling, der skulle finde sted. VL stadfæstede.

M døde i nov. 2012 og efterlod sig H og deres 3 umyndige børn. M drev frem til sin død en landbrugsejendom i I/S med sin bror, B, og der forelå en interessentskabskontrakt mellem dem af 01.11.2012. Boets midler androg ud over I/S-kontrakten ca. 41.000 kr. B tilbød boet at købe boets andel af I/S for en kontant købesum på 700.000 kr. Bobestyreren traf beslutning om accept af købstilbuddet, hvilket H klagede over. Det fremgik af en opgørelse fra en økonomikonsulent over værdier i forbindelse med opløsning af I/S, at hver interessents andel af formuen udgjorde 2.082.090 kr. Skifteretten i Viborg afviste klagen og stadfæstede bobestyrers beslutning. Da H havde valgt ikke at gøre brug af sin ret efter I/S-kontrakten til at indtræde i interessentskabet, havde B som den tilbageblevne interessent forkøbsret til at købe afdødes ideelle andel, som dødsboet efter kontraktens ordlyd og formål måtte anses for bundet af. Interessentskabets værdi skulle efter kontrakten fastsættes af interessentskabets seneste økonomikonsulent/revisor, men værdien kunne også fastsættes efter gensidig aftale »mellem os«. VL lagde på den baggrund til grund, at boet kunne indgå en aftale med B om prisen for hans overtagelse af andelen. Hvis der ikke kunne indgås en sådan frivillig købsaftale, og hvis enten boet eller B ikke kunne godkende den værdi, som seneste økonomikonsulent/revisor havde fastsat, skulle forholdet ifølge kontrakten afklares under et forligsmøde, alternativt ved voldgift. VL lagde til grund, at H, der efter det oplyste om arv og boslod skulle udtage 15/16 af bobeholdningen, ikke havde accepteret B's tilbud. Skifteværgen for de umyndige arvinger, der efter det oplyste skulle udtage 1/16 af bobeholdningen, havde derimod accepteret B's tilbud. VL anførte, at bobestyreren i medfør af DSL § 53, stk. 3, kan tilsidesætte arvingernes beslutning og afgøre et spørgsmål, såfremt arvingernes beslutning er åbenbart uhensigtsmæssig. Efter en samlet bedømmelse af de foreliggende oplysninger om boet og om interessentskabet, herunder kontraktgrundlaget og opgørelsen fra økonomikonsulenten, kunne H's forkastelse af B's købstilbud ikke anses for åbenbart uhensigtsmæssig, og der havde derfor ikke været grundlag for, at bobestyreren traf beslutning om at acceptere B's købstilbud vedrørende boets andel af interessentskabet som sket. VL tog herefter H's påstand om, at bobestyrerens beslutning om at acceptere salg af boets andel af interessentskabet til B skulle tilsidesættes, til følge.

M og H oprettede i 2007 fælles testamente, hvorefter M's plejebarn B, der var datter af en tidligere samlever, skulle være hans arving, således at H, hvis M døde først, skulle sidde i uskiftet bo, og således at boet ved H's død skulle deles med halvdelen til B og halvdelen til H's særbarn C. Testamentet indeholdt en tilsvarende bestemmelse om uskiftet bo for M med C, hvis H døde først. M, det ikke havde livsarvinger, døde først, og H ønskede boet udleveret til forenklet privat skifte. Skifteretten i Svendborg udleverede boettil bobestyrerbehandling, idet det efter testamentet var uklart, om B måtte anses for arving efter M, DSL § 36, nr. 5. ØL stadfæstede.

Efter henvendelse fra 3 ud af 4 arvinger i dødsboet anmodede en advokat, der var autoriseret bobestyrer i retskredsen, om at blive udpeget som bobestyrer. Den fjerde arving protesterede. Skifteretten, der lagde til grund, at bobestyreren tidligere havde været advokat for afdøde og dennes tidligere afdøde ægtefælle, og at han ikke havde været advokat for nogen af arvingerne, fandt ikke anledning til at betvivle hans upartiskhed, og udpegede ham ved kendelse. Den fjerde arving kærede afgørelsen. VL konstaterede, at det fremgik af forarbejderne til DSL § 37, stk. 2, 2. pkt., at skifteretten i almindelighed skal udpege den bobestyrer, som arvingerne i enighed peger på. Da den fjerde arving ikke ønskede den pågældende bobestyrer, ophævede VL skifterettens kendelse og hjemviste sagen med henblik på, at boet blev udleveret til en anden af de i retskredsen autoriserede bobestyrere.

Et enfamiliehus tilhørende et dødsbo blev solgt på tvangsauktion, og rekvirentsalæret udgjorde 20.156,25 kr. Derudover beregnede bobestyrer et administrationshonorar på 10.000 kr. + moms, der vedrørte 5 timers arbejde i boperioden med besigtigelse, korrespondance med panthavere og løbende administration, herunder vintersikring. Ejendommen var ikke udlejet. Udgiften til vintersikring var medtaget som en faktisk udgift. Auktionskøberne protesterede, og Nykøbing F. fogedret bestemte, at administrationshonoraret ikke kunne godkendes, idet de udførte opgaver måtte anses omfattet af rekvirentsalæret. ØL bestemte, at administrationshonoraret skønsmæssigt kunne godkendes med 2.000 kr. + moms.

Advokat A anmodede om udlevering af boet efter AL til privat skifte. Advokat A havde udfærdiget et testamente, og arving i henhold til tidligere testamente gjorde gældende, at AL ikke var testamentshabil på oprettelsestidspunktet for det seneste testamente. Roskilde Skifteret fandt på den baggrund ikke, at boet kunne udleveres til privat skifte eller til advokat A som testamentsindsat bobestyrer. ØL stadfæstede.

Skifteretten i Glostrup havde i medfør af DSL § 57, stk. 2, ved beslutning tillagt en testamentsindsat bobestyrer i et dødsbo et a conto-salær på 500.000 kr. med tillæg af moms. Tre arvinger kærede beslutningen. ØL bemærkede, at skifterettens afgørelse burde være truffet ved kendelse, jf. DSL § 97, stk. 5, 2. pkt., og at arvingerne burde have været hørt, inden afgørelsen blev truffet. En påstand om ophævelse af skifterettens kendelse på dette grundlag blev dog ikke taget til følge. ØL tiltrådte, at der skulle udbetales a conto-salær, men nedsatte salæret til 250.000 kr. med tillæg af moms under henvisning til, at skifteretten efterfølgende havde bestemt, at der skulle udmeldes en autoriseret bobestyrer som medbobestyrer, idet skifteretten havde fundet, at sagsbehandlingen bar præg af manglende kendskab til reglerne for behandling af bobestyrerboer.

Skifteretten i Roskilde havde udleveret et bo til en testamentsindsat bobestyrer. Boets syv arvinger anmodede om at få boet udlagt til privat skifte, subsidiært at der blev udpeget en navngiven autoriseret bobestyrer. Efter indholdet af afdødes testamentariske bestemmelser, herunder om arvefordelingen mellem de syv testamentsindsatte arvinger, boets økonomiske forhold, der efter det oplyste ikke kunne anses for væsentligt ændret siden oprettelsen af testamentet i 2016, samt til den konciperende advokats oplysninger om afdødes ønske om bestemmelse om bobestyrerbehandling, fandt ØL, at det ikke kunne afvises, at der var rimelig grund til at opretholde afdødes bestemmelse om, at boet skulle behandles ved den i testamentet nævnte bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4. Arvingernes subsidiære påstand om, at boet skulle behandles ved en anden autoriseret bobestyrer, blev ikke imødekommet, da der ikke var afgørende grunde, der i overensstemmelse med forarbejderne til bestemmelsen i DSL § 38, stk. 1, nr. 5, talte imod at lade boet behandle ved den testamentsindsatte bobestyrer.

Bobestyrer truffet afgørelse om, at tre arvinger i forbindelse med en aftalt intern auktion over en virksomhed drevet som ApS ikke kunne byde i forening. Afgørelsen var navnlig begrundet i, at denne fremgangsmåde ikke var forudsat i en mellem arvingerne indgået aftale af 17.06.2016. Skifteretten i Roskilde lagde til grund, at arvingsaftalen, der var udarbejdet af bobestyrer, var tilblevet på grundlag af omfattende og forudgående drøftelser med arvingerne og deres advokater. Den situation, hvori aftalen var udarbejdet, og aftalens angivne formål førte efter skifterettens opfattelse til, at aftalen måtte fortolkes indskrænkende, og skifteretten stadfæstede herefter bobestyrerens beslutning. ØL henviste til, at det under forløbet frem til indgåelse af arvingsaftalen blandt andet havde været drøftet, om to af arvingerne skulle udtage virksomheden i forening, og at den ene af disse to arvinger i marts 2016 havde tilkendegivet, at hun ikke længere ønskede at udtage virksomheden i forening med den anden arving, ligesom hun i april 2016 havde tilbudt at erlægge 30 mio. kr. for selskabets kapitalandele. Dette var blevet afvist af de to øvrige arvinger. Uanset dette forløb var der i arvingsaftalen intet anført om muligheden for, at to arvinger i forening kan afgive bud. Derimod fulgte det blandt andet af arvingsaftalen, at »måtte flere arvinger være højestbydende med samme beløb, fortsætter budprocessen med overbud. Indkommer ingen bud, trækkes der lod mellem de højestbydende.« På denne baggrund og i øvrigt af de grunde, der var anført af skifteretten, stadfæstede ØL herefter skifterettens kendelse.

Testamentsindsat bobestyrer B havde i et vist omfang været involveret i de dispositioner, der gav anledning til tvist i dødsboet. Afdøde A havde siddet i uskiftet bo. Tvisten drejede sig navnlig om, hvorvidt A havde misbrugt det uskiftede bo i forbindelse med overdragelse af ejendomme til en værdi på over 65 mio. kr. Overdragelsen var sket til en af arvingernes selskaber kort tid før A's død som 92-årig. Skifteretten i Aarhus fandt, at B måtte anses for inhabil, da B havde repræsenteret både A og den pågældende arving i forhold til overdragelsen af ejendommene. Da ejendommene udgjorde den væsentligste del af aktiverne i det uskiftede bo, var det ikke muligt at løse inhabilitetsproblematikken ved udpegning af en ad hoc bobestyrer. Advokat B blev derfor afsat som bobestyrer, jf. DSL § 115, stk. 1. VL stadfæstede.

Advokat O var indsat som bobestyrer i A's testamente. Advokat O havde udarbejdet testamentet og seks kodiciller. Efter A's død blev advokat O udpeget som bobestyrer. Der opstod under bobehandlingen tvist om fortolkningen af testamentet og kodicillerne. Det viste sig, at A i ikke uvæsentligt omfang havde overskredet sin kvantitative testationskompetence, idet der ikke var midler i boet til at udrede nogen del af et legat på 2 mio. kr. til afdødes veninde B. Ifølge åbningsstatus var der aktiver for over 12 mio. kr. og passiver for ca. 140.000 kr., hvoraf advokat O's salær var anslået til 64.000 kr. + moms. Aktiverne bestod af en virksomhed, nogle ejendomme og et større antal aktier. Da nogle af arvingerne klagede over O, valgte han at fratræde som bobestyrer under den fortsatte bobehandling. O indstillede et salær på 90.000 kr. + moms. Skifteretten i Hjørring fastsatte salæret til 75.000 kr. + moms under hensyn til bl.a., at der havde været tale om et ikke helt ukompliceret bo. VL fandt ikke, at O var inhabil. Det forhold, at O eller hans kontor havde konciperet testamentet og kodicillerne, og at der skulle foretages en fortolkning heraf, medførte ikke, at han var inhabil. O havde derfor krav på et salær. Under hensyn til, at Ø ikke på det første bomøde havde oplyst arvingerne om, hvordan hans salær ville blive beregnet og om muligt størrelsen heraf, jf. DSL § 47, stk. 2, påhvilede det ham at godtgøre, at salæret var rimeligt i forhold til det udførte arbejde og arvingernes berettigede forventninger. O havde bl.a. udarbejdet åbningsstatus og overdraget boets ejendomme, og han havde anvendt et betydeligt antal timer til fortolkning af testamentet og kodicillerne. Den senere bobestyrer havde for færdiggørelse af boet anslået et salær på 93.000 kr. + moms. Herefter og under hensyn til boets størrelse og aktivernes karakter fandt VL det ikke godtgjort, at O's indstillede salær var rimeligt. Efter en samlet vurdering fandt VL, at salæret til O passende kunne fastsættes til 50.000 kr. + moms.

A indsatte ved notartestamente i 2010 E som universalarving. A tilbagekaldte trestamentet i 2016 ved et nyt notartestamente og indsatte sin søster og svoger, S, som universalarvinger. Efter A's død anfægtede E det seneste testamente, idet E gjorde gældende, at A ikke havde været testamentshabil. S anmodede skifteretten om at få boet udleveret til privat skifte, mens E ønskede boet udleveret til bobestyrerbehandling. Skifteretten i Holstebro imødekom S' anmodning, idet det havde formodningen for sig, at A havde været testamentshabil, da testamentet var forsynet med sædvanlig notarpåtegning, hvori der ikke på nogen måde var taget forbehold for testators testamentshabilitet, ligesom E's opfattelse om habiliteten ikke var underbygget. E kærede afgørelsen, ligesom hun anlagde sag ved skifteretten, hvor hun anfægtede testamentet. VL fandt, at der forelå en sådan usikkerhed om, hvem der var arving i boet, at boet skulle udleveres til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 36, nr. 5.

I et bobestyrerbo var der uenighed om, hvordan der skulle forholdes vedrørende nogle B-anparter i et selskab. Bobestyreren indkaldte til bomøde med afhændelse af boets anparter som eneste dagsordenspunkt. I indkaldelsen indstillede bobestyreren, at anparterne blev solgt til en fond til kurs 160, idet dette blev angivet at ville give det bedste provenu til boet. Det fremgik, at baggrunden for indkaldelsen til mødet var, at en arving ønskede at sælge, mens de øvrige ønskede at udtage anparterne. På mødet var arvingerne A, B og C til stede, mens arvingen D ikke var mødt. Bobestyreren besluttede på mødet at udlægge anparterne til A, B og C med en tredjedel til hver til kurs 50. D klagede til skifteretten over bobestyrerens beslutning. Skifteretten ophævede bobestyrerens afgørelse under henvisning til, at bobestyreren ikke havde vejledt D om adgangen til at få anparterne værdiansat i medfør af DSL § 93. VL henviste til ordlyden af det brev, hvorved der blev indkaldt til bomøde, ifølge hvilken der på mødet skulle tages stilling til overdragelse af anparterne til kurs 160. Herefter og efter forløbet omkring drøftelserne om afhændelsen i øvrigt, kunne A, B og C ikke på bomødet træffe beslutning om, at de skulle overtage anparterne til kurs 50, uden at D var til stede eller repræsenteret, og VL stadfæstede derfor skifterettens kendelse.

E,n arving klagede over, at bobestyreren ikke havde taget stilling til, om boet havde et krav mod to arvinger, der havde modtaget gaver og lån af afdøde, der sad i uskiftet bo, og om nogle hævninger på afdødes konto havde været uberettiget foretaget. Klageren gjorde gældende, at bobestyreren var forpligtet til at undersøge, om boet havde krav mod de pågældende arvinger, og om der var sket misbrug af det uskiftede bo. Bobestyreren havde afvist at tage stilling under henvisning til, at der var tale om judicielle afgørelser, der skulle træffes af skifteretten. Skifteretten i Hjørringbemærkede, at det fremgår af DSL § 54, stk. 2, at bobestyreren skal redegøre for sin vurdering af omtvistede spørgsmål, og herefter på ny opfordre til sagsanlæg, hvis en arving ikke er enig i vurderingen. Da bobestyreren ikke sås at have redegjort for sin vurdering af de omtvistede spørgsmål, gav skifteretten klageren medhold, og pålagde bobestyreren at redegøre for sin vurdering efter at have fortaget de nødvendige undersøgelser. Bobestyreren kærede med påstand om, at den indgivne klage skulle afvises, idet han navnlig gjorde gældende, at det tidspunkt, hvor han efter loven skulle tilkendegive sin vurdering, endnu ikke var indtrådt. VL konstaterede, at bobestyreren på et bomøde havde vejledt arvingerne om reglerne for at anlægge sag efter DSL § 101, jf. § 89, stk. 1, nr. 1. VL bemærkede, at det ikke var oplyst, at arvingerne havde givet meddelelse om, at de ikke ville anlægge sag, og at bobestyreren på tidspunktet for klagens indgivelse heller ikke kunne gå ud fra dette. Da det således var uafklaret, om der ville blive anlagt sag, havde bobestyreren ikke på det pågældende tidspunkt pligt til at redegøre for sin vurdering af de omtvistede spørgsmål. Der havde herefter ikke været grundlag for at efterkomme klagen, og VL ændrede derfor skifterettens afgørelse og bestemte, at klagen ikke toges til følge.

Bobestyrer havde tilbageholdt i alt 14.420 kr. til dækning af udgift til kautionsforsikring, jf. DSL § 39, i et bo, hvor der forelå endelig og godkendt boopgørelse, men hvor den omhandlede udgift ikke var medtaget. Skifteretten på Frederiksberg pålagde bobestyrer at udbetale beløbene. Da boet var afsluttet og ikke genoptaget i medfør af DSL § 103, havde bobestyreren været uberettiget hertil, uanset at udgiften til kautionsforsikring afholdes som en boudgift.

M og H havde i 1979 oprettet et fælles testamente, hvor en navngiven advokat var indsat som eksekutor i fællesboet. Det var samtidig bestemt, at det skulle være arvingerne tilladt at skifte privat, hvis alle arvinger var enige om det. H oprettede i 1997 en kodicil til testamentet, hvor hun indsatte advokat X til som bobestyrer at forestå skiftet efter hende. I 2000 afgik M ved døden, og H sad i uskiftet bo. Ved kodicil i 2009 tilbagekaldte H blandt andet kodicillen fra 1997. I den nye kodicil var advokat X også indsat som bobestyrer, og denne bestemmelse blev ikke ændret ved en senere kodicil fra 2011. Skifteretten i Lyngby fandt, at boet skulle udleveres til advokat X til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 36, nr. 4, jf. § 38. Der forelå ikke forhold som nævnt i DSL § 38, stk. 1, nr. 4, som kunne danne grundlag for en beslutning om ikke at udlevere boet til advokat X. ØL stadfæstede.

A døde i 2018 efterladende sig tre børn. I en kodicil til et testamente havde A bestemt, at boet efter hende skulle behandles med advokat B som bobestyrer. Arvingerne O og P anmodede skifteretten om at træffe bestemmelse om, at B ikke blev udpeget som bobestyrer, idet han måtte anses for inhabil, da han var barndomskammerat med arvingen M’s ægtefælle. O og P anførte endvidere bl.a., at de ønskede en undersøgelse af, at A’s ejendom var blevet overdraget til M. B anmodede om at få boet udleveret og oplyste, at han havde kendt A gennem 15 år, og at han havde kendt M i 40 år, da hun var ægtefælle til hans gymnasiekammerat. B oplyste endvidere, at hans vennerelation til M og dennes ægtefælle begrænsede sig til, at de med års mellemrum havde deltaget i hinandens mærkedage, og at han havde foretaget en skødeekspedition for dem i 2004. Skifteretten i Aarhus lagde til grund, at der under bobehandlingen skulle tages stilling til, hvorvidt A på grund af demens havde været i stand til at disponere ved salg af sin ejendom til M og i stand til at indsætte en bobestyrer i forbindelse med oprettelsen af kodicillen i 2017. Henset til at B havde haft en vennerelation til M og dennes ægtefælle gennem adskillige år, og at der skulle tages stilling A’s dispositioner, forelå der en sådan tvivl om B’s upartiskhed, at han ikke måtte handle som bobestyrer, jf. DSL § 115, stk. 1. Skifteretten tog herefter anmodningen om, at boet ikke blev udleveret til B, til følge. VL stadfæstede med bemærkning om, at advokat B ikke har medvirket i forbindelse med afdødes overdragelse af sin ejerbolig til M i 2017.

Bagermester A døde i april 2017 og efterlod sig tre fællesbørn som arvinger. A havde drevet sit bageri med ca. 30 ansatte. Boet blev udleveret til bobestyrerbehandling med advokat B som bobestyrer. Boet drev bagerforretningen videre efter dødsfaldet. Salget af boets bagerforretning blev anset for et væsentligt spørgsmål, der skulle drøftes på et bomøde d. 08.03.2018, og der blev afholdt afstemning om spørgsmålet, da arvingerne ikke var enige. Arvingen J havde afgivet et købstilbud på 1.525.000 kr., mens F havde afgivet et købstilbud på 1.500.000 kr. Det blev lagt til grund, at de to købstilbud ellers var ens. Efter afstemningen var der flertal på 2-1 for, at boet skulle sælge bagerforretningen til J. B besluttede imidlertid at sælge bageriet til F. B forklarede bl.a., at han på første bomøde havde konstateret, at ingen af boets arvinger ville overtage bagerforretningen, og at han herefter havde haft langvarige forhandlinger med F, der havde afgivet et konditionsmæssigt tilbud, som formelt skulle vedtages på bomødet. J kom med et tilbud d. 08.03.2018 på 1.525.000 kr. uden finansiering. B kunne ikke udelukke, at købsaftalen var så langt i forløbet, at boet risikerede et erstatningskrav fra F. B besluttede herefter ud fra en helhedsvurdering at sælge bagerforretningen til F. J indbragte sagen for skifteretten med påstand om, at B’s beslutning blev omgjort, subsidiært tilsidesat. Skifteretten i Esbjerg tog ikke J’s påstande til følge og nægtede at tillægge J's kære opsættende virkning. B solgte herefter bagerforretningen til F. VL anførte, at eneste forskel på de to købstilbud var prisen og det forhold, at F havde finansieringstilsagn, mens J ikke på daværende tidspunkt havde et finansieringtilsagn. Efter en samlet bedømmelse af de foreliggende oplysninger om boet kunne arvingernes beslutning om forkastelse af F's købstilbud og antagelse af J’s købstilbud ikke anses for åbenbart uhensigtsmæssig, jf. DSL § 53, stk. 3. VL lagde herved navnlig vægt på, at det ikke var nærmere begrundet, hvorfor en undladelse af at sælge virksomheden til F skulle påføre boet et erstatningsansvar, og at J ikke havde fået lejlighed til at dokumentere, at han kunne finansiere købet af virksomheden. B burde derfor ikke havde tilsidesat arvingernes beslutning om at sælge bagerforretningen til J.

A indsatte i 1986 i sit testamente Vagttårnets Forlag- og trykkeriselskab ApS, B1, som universalarving. B1 var ejet af et religiøst trossamfund og forestod trykninger af trossamfundets bøger og blade mv. I forbindelse med en samling af trykkeriaktiviteterne i Europa blev B1 i 1995 opløst ved en solvent likvidation. B Bibel- og Traktatselskab, B2, overtog B1's aktiver og passiver og indtrådte i B1's rettigheder og pligter. Begge selskaber havde samme adresse og ledelse. B2 anmodede skifteretten om, at boet blev udleveret til privat skifte. Da der ikke var sket en fusion af de to selskaber, og da B1's aktivitet vedrørende trykning var flyttet til Tyskland, fandt Skifteretteni Aarhus, at der ikke var identitet mellem B1 og B2, og at det derfor var uklart, hvem der var arving. Skifteretten udleverede derfor boet til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 36, nr. 5 Under hensyn til det oplyste om overdragelsen af aktiver mellem B1 og B2 og A's faste tilknytning til trossamfundet, og da ingen havde gjort indsigelser mod privat skifte, fandt VL, at der ikke var en sådan usikkerhed om arveforholdene, at boet skulle udleveres til behandling ved bobestyrer. VL hjemviste derfor sagen til fornyet behandling i skifteretten.

Et dødsbo blev udleveret til livsarvingerne A og B til privat skifte.. Da arvingerne ikke kunne afhænde boets faste ejendom indenfor fristen i DSL § 31, anmodede de og advokat C om, at boet overgik til bobestyrerbehandling med advokat C som bobestyrer. Advokat C var ikke autoriseret bobestyrer, men hun påstod boet udlevereret under henvisning til DSL § 37, stk. 3, idet hun gjorde gældende, at hun havde “indgående kendskab til boets forhold ud fra drøftelserne med arvingerne”. Skifteretten lagde til grund, at arvingerne selv havde forestået det private skifte, og fandt herefter ikke, at det af arvingerne og advokat C anførte gav grundlag for at fravige udgangspunktet, hvorefter der skal udpeges en autoriseret bobestyrer. Advokat C og arvingerne kærede afgørelsen med påstand om, at advokat C udpegedes som bobestyrer. De kærende gjorde gældende, at advokat C havde et mangeårigt kendskab til afdøde og dennes families forhold, at kendskabet omfattede den faste ejendom, at der ikke forelå reelle grunde til ikke at udpege advokat C, og at det er til skade for konkurrencen og arvinger, såfremt skifteretten reelt ikke anvender bestemmelsen om udpegning af ikke-autoriserede bobestyrere. VL bemærkede, at advokat C ikke havde retlig interesse i at få prøvet, om det var med rette, at hun ikke var udpeget som bobestyrer, og afviste derfor hendes kæremål. VL erklærede sig herefter enig i skifterettens afgørelse og begrundelsen herfor, og da det for VL anførte ikke kunne føre til andet resultat, stadfæstede VL kendelsen.

Et dødsbo var udleveret til privat skifte. A, der var søn af afdøde, anmodede i medfør af DSL § 36, nr. 5, om bobestyrerbehandling. A havde skriftligt erkendt, at han var bortadopteret, og arvingerne bestred hans arveret. Skifteretten i Sønderborg havde forgæves opfordret A til at dokumentere sin arveret, og Ankestyrelsen havde oplyst, at A ikke var genindtrådt i retsforholdet til afdøde. Skifteretten bemærkede, at en tvist om arveret skal afgøres ved dom. Da skifteretten på det foreliggende grundlag ikke fandt, at der var nogen reel usikkerhed om arveforholdene, fandt den ikke grundlag for at udpege en bobestyrer, og afviste anmodningen. VL bemærkede, at A i et brev havde oplyst, at han på grund af stedbarnsadoption ikke var tvangsarving til afdøde, og at Ankestyrelsen havde oplyst, at adoptionen senere var blevet ophævet, men at der ikke i den forbindelse var truffet bestemmelse om, at A skulle genindtræde i forholdet til sin biologiske far. VL fandt herefter ikke, at der var en sådan usikkerhed om arveforholdene, at boet i medfør af DSL § 36, nr. 5, skulle udleveres til bobestyrerbehandling, og stadfæstede derfor kendelsen.

Advokat A havde som bobestyrer behandlet et bo, hvor aktiverne udgjorde 111 mio. kr. og passiverne 5,4 mio. kr. Han havde afholdt afsluttende skiftesamling og havde indgivet boopgørelsen og en tillægsboopgørelse. Skattemyndighederne havde godkendt værdiansættelserne. Skifteretten i Horsens fandt, at bobehandlingen havde været behæftet med fejl, og at nogle forhold gav anledning til kritik eller forekom usædvanlige. Det fremgik, at skifteretten blandt andet fandt, at advokat A's forvaltning af boets midler ikke havde været i overensstemmelse med bobestyrerbekendtgørelsens § 21 og § 22, og at nogle forhold medførte, at skifteretten var i tvivl, om boafgiften var beregnet på korrekt grundlag, og herunder at der ikke var sket vurdering af indbo, smykker og heste. Advokat A var afæsket en nærmere redegørelse, som han havde afgivet, men skifteretten fandt fortsat, at der var forhold ved bobehandlingen, der var uafklarede. Som følge af det anførte bestemte skifteretten, at advokat A skulle afsættes, og at der skulle udpeges en autoriseret bobestyrer, når afgørelsen om afsættelsen var endelig. Kendelsen blev kæret af advokat A med påstand om ophævelse, subsidiært hjemvisning. Advokat A gjorde navnlig gældende, at dødsboet var afsluttet, og at betingelserne for at afsætte ham ikke var til stede. VL konstaterede, at skifteretten på et tidspunkt, hvor boopgørelsen og en tillægsboopgørelse var indleveret, og hvor skattemyndighedernes godkendelse af værdiansættelserne var modtaget, i et brev til advokat A havde påpeget en række forhold, som skifteretten fandt var behæftet med fejl, gav anledning til kritik eller forekom usædvanlige. Advokat A havde ved to breve besvaret skifterettens brev med en nærmere redegørelse for forholdene. Skifteretten havde ikke anmodet advokat A om yderligere oplysninger. VL fandt på denne baggrund ikke, at sagens oplysninger og herunder advokat A's redegørelser til skifteretten gav grundlag for at fastslå, at advokat A ikke havde behandlet dødsboet forsvarligt, jf. DSL § 54 a, stk. 2. VL ophævede derfor kendelsen.

Boet efter M var i maj 2016 oprindelig blevet udleveret til forenklet privat skifte, men på grund af uenigheder mellem boets to arvinger, M's døtre D1 og D2 om bl.a. overtagelse og værdiansættelse af en række indboeffekter overgik boet i juli 2017 til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 104, stk. 1. Bobestyrer havde bestemt, at arving D1 skulle udlevere et maleri til boet efter M. Maleriet var under retssagen blevet vurderet til et beløb på ikke under 700.000 kr., og blev senere købt af et auktionshus for 1.000.000 kr.
Retten i Glostrup gav boet medhold i, at maleriet skulle udleveres til boet, jf. DSL § 104.
ØL bemærkede at hverken D2, der var afgået ved døden, eller D1 havde afgivet forklaring under sagen. Under disse omstændigheder, og da D1 ikke ved bevisførelsen havde sandsynliggjort, endsige godtgjort, at der uanset de uenigheder, som bestod mellem hende og D2 om fordelingen af indboeffekter mv., og som førte til, at D1 anmodede om, at boet overgik til bobestyrerbehandling, var indgået en bindende aftale om fordelingen af maleriet samt to andre malerier var ØL enig i, at maleriet skulle udleveres til boet.

Bobestyrer havde siden 2011 været skatterådgiver for de afdøde, som havde stiftet en udenlandsk trust, som ifølge LSR-kendelse fra 2014 skulle anses som transparent, således at afdøde var skattepligtig af trustens indtægter. Bobestyrer undlod at medtage trustens værdier i boopgørelsen. På foranledning af Skattestyrelsen afsatte Skifteretten i Hillerød bobestyrer, da han var inhabil, og da han ikke havde behandlet boet forsvarligt, jf. DSL § 54 a, stk. 2. ØL tiltrådte, at der forelå en sådan tvivl om hans fuldstændige upartiskhed, at han ikke måtte handle som bobestyrer, jf. DSL § 115, stk. 1.

A var død d. 29.04.1997. Boet blev udleveret til bobestyrerbehandling d. 25.02.1998. Begæring om udlevering til privat skifte, jf. DSL § 65, blev ikke taget til følge, da proklamafristen ikke var udløbet, og det ikke med sikkerhed kunne fastslås, om boet var solvent, og da en udlevering mere end 1 år efter dødsdagen ville kollidere med DSL § 31, stk. 1.

H, der sad i uskiftet bo, begærede d. 09.06.1998, uden forbehold om eventuel senere adgang til omberigtigelse, det uskiftede bo fra 1996 skiftet som bobestyrerbo. Skifteretten tog begæringen til følge samme dag. Livsarvingerne havde forinden, d. 29.04.1998, begæret boet skiftet, jf. AL § 20. Livsarvingerne havde ikke samtykket i, at boet på ny udleveres til uskiftet bo. Under disse omstændigheder tiltrådtes det, at H's begæring af 01.07.1998 om udlevering til uskiftet bo, ikke var taget til følge.

A var død d. 06.10.1998 og hans søn S, der var hans eneste arving, fik d. 30.11.1998 boet udleveret til privat skifte. S begærede d. 11.01.1999 boet udleveret til boudlæg i medfør af DSL § 30, stk. 2, idet det efter udløbet af proklamafristen stod klart, at boet var insolvent. Skifteretten tog ikke begæringen til følge, idet enearvingen fra boets udlevering hæftede for boets gæld, jf. DSL § 27. Udbakning kunne herefter alene ske ved at lade boet overgå til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 29.

Bo var d. 18.11.1998 udleveret til uskiftet bo. Det viste sig efterfølgende, at ægtefællerne i 1997 havde oprettet ægtepagt med fuldstændigt særeje for bl. a. 3 ejendomme og en bil tilhørende afdøde. Den efterlevende ægtefælle og afdødes særbarn ønskede nu at få boet udlagt til privat skifte. Under hensyn til de tinglysningsmæssige problemer med en ejerlejlighed og da boopgørelse skulle indsendes senest d. 31.12.1999, besluttede skifteretten at boet skulle behandles ved bobestyrer. ØL stadfæstede.

Efter at et bo var udlagt som boudlæg, begærede en afdødes samleverske K, som mente at have et tilgodehavende mod afdøde på ca. 641.781 kr. i henhold til omstødt gave, jf. TFA 1998.336 VLD, boet genoptaget, da afdøde kort før sin død til sin nærmeste familie havde ydet betydelige gaver, som muligvis kunne omstødes. Skifteretten i Randers genoptog boet, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 5, jf. § 36, nr. 2, jf. § 69, men bestemte, at K skulle stille sikkerhed for omkostningerne herved. VL tiltrådte, at boet skulle genoptages, men uden sikkerhedsstillelse, da man efter forarbejderne til DSL § 103, stk. 2 ikke fandt særlig anledning dertil.

Skifteretten i Store Heddinge tog bobestyrers anmodning om afslutning af boet i medfør af DSL § 65 som boudlæg til følge. Efter afholdelse af omkostninger, herunder bobestyrersalær på 15.000 kr. plus moms, var der alene et overskud på 1.079 kr. Boet udlagdes til søn, som igennem en lang årrække havde boet sammen med afdøde, selv om alle 3 børn havde haft tæt kontakt til afdøde.

I et bobestyrerbo udgjorde aktiverne 68.000 kr. og bobehandlingsudgifterne incl. salær 37.000 kr.. Bobestyreren anmodede herefter skifteretten om at boudlægge boet til en datter af sidste ægteskab. Københavns Byrets skifteafdeling afviste at boudlægge boet, da der var foretaget en egentlig bobehandling, som umiddelbart kunne afsluttes med udlodning til arvingerne og betaling af en anmeldte gæld. Som følge heraf var betingelserne for boudlæg, der efter DSL § 18 forudsætter, at der ikke har fundet en forudgående bobehandling sted, og arvingerne måtte have en berettiget forventning om at modtage deres arv. ØL stadfæstede. Komm. i FM 2003.248 af Henning Broman, som tilslutter sig afgørelsen og finder, at resultatet også gælder, hvis boet er insolvent. Jeg mener, at afgørelsen er i direkte modstrid med ordlyden af DSL § 65.

Afdøde efterlod sig arvingerne A, B og C. Boet blev udleveret B og C til privat skifte, idet A havde i et brev til skifteretten givet arveafkald »på vilkår« om udlevering af effekter fra barndomshjemmet, oplysning om afdødes ægtefælles pensioner og boets åbningsstatus. Arvingen krævede boet taget under offentligt skifte, da betingelserne i arveafkaldet ikke var opfyldt, medens advokaten for det privat skiftede bo mente, at det var tilfældet. Skifteretten i Hørsholm tog ikke A's begæring til følge. ØL bemærkede, at det private skifte ikke uden arvingens samtykke kunne afsluttes, før betingelserne for arveafkaldet kunne anses for opfyldt. Da der ikke på grundlag af boets advokats oplysninger kunne anses godtgjort, at det var tilfældet, hjemvistes sagen til fortsat behandling heraf.

M var død i 2008, og H, der havde to særbørn, sad i uskiftet bo med et fællesbarn samt M's to særbørn, hvoraf det ene, D, senere havde givet afkald på arv til fordel for sine to børn B og C. M og H havde ved testamente truffet bestemmelse om den nærmere fordeling af arven mellem samtlige børn. H fremsatte i februar 2009 begæring om, at B og C ved bobestyrerskifte fik udbetalt deres tvangsarv efter M. Skifteretten i Århus tog begæringen til følge og udleverede boet til bobestyrerbehandling. H tilbagekaldte begæringen om skifte i marts 2009. Da H ikke, som hun havde forudsat ved skiftebegæringen, kunne udskifte B og C ved udbetaling af deres tvangsarv, og da skifteretten ikke havde vejledt H om retsvirkningerne af, at skiftebegæringen blev taget til følge, tog skifteretten trods B og C's protest H's anmodning om omgørelse til følge, således at boet blev udleveret til H til fortsat hensidden i uskiftet bo. VL stadfæstede.

I insolvent bobestyrerbo afholdtes d. 01.10.1997 afsluttende bomøde, hvor bobestyrer fremlagde boopgørelse, hvor der efter begravelsesudgifter på ca. 20.000 kr. og bobehandlingsudgifter på ca. 16.500 kr. var en nettobeholdning på 15.247 kr., som skulle tilfalde Lønmodtagernes Garantifond, som havde et privilegeret krav på godt 32.000 kr. Afdødes moder begærede d. 05.11.1997 boudlæg i medfør af DSL § 65, hvilket blev afslået, da boopgørelsen var endelig 4 uger efter det afsluttende bomøde, jf. DSL § 68, stk. 2, 4. pkt. ØL stadfæstede. (Bobestyreren, moderens advokat, skifteretten og landsretten har overset, at DSL § 68 ikke finder anvendelse i insolvente bobestyrerboer, idet insolvente bobestyrerboer skal afsluttes efter reglerne i KL kap. 18)

Det afsluttende bomøde skal annonceres i Statstidende, jf. DSL § 70, stk. 1, jf. KL § 150, stk. 1, og der fandtes ikke grundlag for at fravige bestemmelsen herom. Samtlige arvinger og kendte kreditorer havde fået tilsendt boregnskabet med oplysning om dividenden og datoen for det afsluttende bomøde. Komm. af Henning Broman i FM 1998.155, som anfører, at annonceringen er åbenbart overflødig og blot pådrager boet en ekstraudgift på ca. 800 kr., og at flere skifteretter har valgt at se bort fra bestemmelsen.

Bobestyrer i et insolvent bo med en aktivmasse på godt 2,7 mio kr. anmodede skifteretten om, at boet blev behandlet efter DSL § 70, stk. 2. med henblik på at få afdødes søn udsat af boets faste ejendom i Kastrup i medfør af KL § 112. Antaget, at KL § 112, jf. KL § 105, stk. 2, ikke var anvendelig i dødsboer, da den vedrører faste ejendomme, der bebos af skyldneren, og at DSL § 70, stk. 2 alene var anvendelig i boer, hvor boet bestod af en større virksomhed i drift eller boer med kolliderende kreditorinteresser.

Advokat J i Thisted havde efter A's dødsfald d. 16.09.1996 og frem til boet d. 10.10.1996 blev taget under offentligt skifte som gældsfragåelsesbo søgt at sælge A's forretning og udført forskelligt arbejde for boet. J krævede et honorar på 25.200 kr. plus moms godkendt som massekrav. Antaget, at fuldmagten til at sælge virksomheden måtte anses for bortfaldet ved A's død, jf. AFTL § 21, stk. 1, 1. pkt., og at A ikke havde krav på honorering for sit salgsarbejde efter dødsfaldet. Det øvrige arbejde fandtes at burde godkendes som massekrav i boet med 8.000 kr. plus moms.

DLR havde begæret udlæg for udækket restfordring på 175.000 kr. mod S. Skifteretten i Varde nægtede ved kendelse i juni at fremme sagen, hvilket DLR påkærede. S døde d 28.07.2000, og boet blev taget under behandling som insolvent bobestyrerbo. Da der ikke kunne foretages udlæg, jf. DSL § 51, 1. pkt., jf. § 10, stk. 1, og da der ikke under en fogedsag kunne tages stilling til en anerkendelsespåstand om, at DLR havde et simpelt krav i boet, blev kæremålet afvist.

Efter A's død d. 17.08.2000 var A's månedsløn på 19.344,45 kr. d. 31.08.2000 indsat på lønkonto i Tønder Bank, som modregnede i beløbet over for A's insolvente bobestyrerbo. Modregningen måtte sidestilles med betaling af gæld efter fristdagen, hvorfor det fulgte af DSL § 69, stk. 3, jf. § 104, at beløbet skulle tilbagebetales til boet.

M og H havde d. 03.09.2001 oprettet ægtepagt, hvor en landbrugsejendom i Haarby, en bil og nogle aktier blev overført fra H's bodel til H's fuldstændige særeje. M havde en negativ bodel, da han skyldte Sydbank ca. 748.000 kr. M havde d. 13.08.2001 af lægerne fået at vide, at han havde lungekræft, der havde bredt sig og derfor ikke kunne opereres. Hans død kunne være nært forestående, men han kunne muligt også leve i flere år, og der blev iværksat strålebehandling. M døde d. 22.11.2001. Hans dødsbo var insolvent og krævede overførslen af ejendommen til H's særeje omstødt, således at hun skulle betale 267.932 kr. til boet, svarende til boslodskravet, hvis ejendommen havde været en del af hendes bodel i formuefællesskabet. HR frifandt H. Der var ikke ved ægtepagten sket en overførsel af ejendommen, der i sig selv kunne indebære en gave fra M til H. Ægtefællerne havde ikke ved oprettelsen af ægtepagten måttet anse M's død for nært forestående. M's krav på boslod i tilfælde af et skifte med hustruen havde derfor ikke en sådan aktualitet, at hans afkald på det udgjorde en gave, der kunne omstødes. (ØL havde omstødt gaven)

Et bobestyrerbo havde fortsat driften af en fiskekutter. Boet overgik til insolvensbehandling efter godt 1 år. Udgifterne ved fartøjets drift blev fra dette tidspunkt afholdt af panthaverne, mens udgifterne forud herfor indgik i boopgørelsen som massekrav. Skifteretten i Lemvig bemærkede, at udgifter til driften af pantsatte aktiver som udgangspunkt afholdes af panthaverne. Da det kunne lægges til grund, at de betydelige udgifter, der var pådraget boet i forbindelse med driften af fartøjet, var årsag til, at bobestyrerens honorarkrav ikke kunne dækkes af boets midler, havde bobestyreren ikke krav på dækning af sit resthonorar på 181.107 kr. efter DSL § 69, stk. 4. VL stadfæstede afgørelsen.

Et bo der i medfør af DSL § 2, stk. 2, var henvist til skifteretten i Århus, blev udleveret til bobestyrerbehandling. Efter modtagelsen af åbningsstatus og i overensstemmelse med bobestyrerens indstilling blev boet d. 02.11.2004 taget under insolvensbehandling. Af åbningsstatus, som bobestyreren ved fremsendelsen oplyste var meget foreløbig, fremgik, at boets aktiver da skønnedes at udgøre 6.910,25 kr., mens passiverne foreløbigt var angivet til 377.165,14 kr. I udkast til boopgørelse i dec. 2006 udgjorde aktiverne 109.458 kr., mens udgifterne - bortset fra salær til bobestyreren - var opgjort til 28.231,42 kr., hvorfor boet indstilledes til slutning efter KL § 143, jf. DSL § 70, stk. 1. Bobestyreren havde indstillet, at hans salær blev fastsat til 139.000 kr. + moms. Skifteretten bemærkede, at det tidligt under bobehandlingen havde vist sig, at passiverne væsentligt oversteg aktiverne, hvorfor det efter en samlet vurdering, der særligt omfattede boets størrelse og beskaffenhed samt det opnåede resultat, fandtes, at salæret passende kunne fastsættes til 75.000 kr. + moms. VL stadfæstede afgørelsen, da de fremkomne oplysninger ikke gav grundlag for en forhøjelse.

I forbindelse med opgørelsen af et dødsbo viste en foreløbig opgørelse over dødsboets aktiver og passiver en negativ formue på knap 20.000 kr. Under henvisning til oplysningerne i de fremlagte bilag besluttede Holstebro Skifteret at lade boet overgå til insolvent bobestyrerbehandling jf. DSL § 69. VL udtalte, at skifterettens beslutning om boets overgang til insolvensbehandling var truffet på grundlag af en foreløbig opgørelse. Boets mulige krav mod en af arvingerne var så usikkert, at det ikke kunne medtages som aktiv i opgørelsen over boets formuemasse. Der var herefter ikke grundlag for at ændre skifterettens beslutning, hvorfor VL stadfæstede afgørelsen.

Skifteretten i Nykøbing F fandt under revision af et bobestyrerbo, at begravelsesudgifter på 58.952,13 kr. oversteg, hvad der var rimeligt, henset til at boet var insolvent. Særligt sattes spørgsmålstegn ved en stenhuggerudgift på 9.515 kr. + moms og en udgift til gravstedsvedligeholdelse på 16.050 kr. ØL fandt ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for ikke at medtage de nævnte udgifter som rimelige begravelsesudgifter.

I boet efter A, der var insolvent, udleverede bobestyreren indbo og personlige effekter til A's samlever, B. A's mor, M, klagede over afgørelsen til skifteretten i Helsingør, der henviste klageren til at anlægge sag mod B med påstand om, at effekterne i stedet blev udleveret til M, og foretog sig herefter ikke videre i anledning af klagen. ØL udtalte, at der var tale om, at bobestyrer i et insolvent bo kan træffe afgørelse om udlevering af effekter til arvingerne, jf. DSL § 70 b, 1. pkt. En sådan afgørelse kan efter DSL § 96, stk. 1, påklages til skifteretten. Der var ikke tale om en tvist om retten til at arve eller retten til at overtage aktiver efter vurdering, jf. DSL § 89, stk. 1, nr. 1. På denne baggrund hjemvistes sagen til skifterettens videre behandling. (Skifteretten fandt efterfølgende, at bobestyrer havde været berettiget til at udlevere til samlever)

I et insolvent bo var der i alt indtægter for 95.072,54 kr. og udgifter for 104.902,87 kr., og bobestyrer havde indstillet, at boet blev sluttet i medfør af DSL § 70, jf. KL § 143. Udgifter til begravelsen var medtaget til 73.246,57 kr. Skifteretten fandt ikke, at begravelsesomkostningerne var rimelige og lagde vægt på, at der var tale om et insolvent bo, hvor der ikke var dækning til boets underbalance, som skulle afholdes af statskassen. Skifteretten fastsatte begravelsesomkostningerne til 63.416,24 kr. VL stadfæstede skifterettens afgørelse og bemærkede blandt andet, at størrelsen af begravelsesudgifterne måtte sammenholdes med oplysningerne om boets formueforhold.

C var død i 2010, og boet blev behandlet som privat skifte, indtil det viste sig, at afdødes ejendom ikke kunne sælges i fri handel og måtte sælges på tvangsauktion. Dødsboet var herefter ikke længere solvent, hvorfor skifteretten i november 2011 blev anmodet om at tage boet under behandling som insolvent bobestyrerbo. Advokat A havde bistået arvingerne, mens boet var under privat skifte, og A blev bobestyrer i det insolvente bobestyrerbo. I boopgørelsen var A's samlede honorar for boets behandling beregnet til 81.250 kr., og A anmodede om, at statskassen i medfør af DSL § 69, stk. 4, dækkede 75.393,13 kr. + retsafgift 2.500 kr., som manglede til dækning af advokatsalær. I et udkast til boopgørelse, der var udfærdiget, mens boet var under privat skifte, havde A beregnet et foreløbigt honorar på 56.250 kr. Skifteretten i Esbjerg bestemte, at statskassen efter DSL § 69, stk. 4, alene skulle betale boomkostninger svarende til differencen mellem 81.250 kr. og de 56.250 kr., eller 25.000 incl moms. A kærede kendelsen, idet A anførte, at DSL § 69, stk. 4 ikke udelukkede, at statskassens hæftelse blev udstrakt til at omfatte udgifter, der var påløbet, før boet blev taget under insolvent bobestyrerbehandling. VL stadfæstede skifterettens afgørelse, idet VL med henvisning til bemærkningerne til DSL § 69 udtalte, at der efter forarbejderne sammenholdt med bestemmelsens ordlyd og placering i skiftelovens kapitel 16 om bobestyrerbehandling, afsnittet om insolvente boer, ikke var grundlag for at antage, at der var hjemmel til, at bobestyrerens salær kunne omfatte arbejde udført som advokat for privatskiftende arvinger forud for skifterettens afgørelse om at tage boet under behandling som insolvent bobestyrerbo.

BRFkredit (K) klagede til skifteretten over, at bobestyreren B i boet efter A havde meddelt, at han havde besluttet ikke at beskæftige sig yderligere med boets faste ejendom. K var eneste kreditor med pant i ejendommen, som en ejendomsmægler havde ansat til 500.000 kr. K's krav var opgjort til 531.358,07 kr. ifølge åbningsstatus. K anførte under klagesagen bl.a., at DSL § 69, stk. 4, indeholdt hjemmel til, at statskassen kunne dække bobestyrerens salær, hvis ejendommen på en af bobestyreren begæret tvangsauktion ikke blev solgt. Heri var B uenig. Skifteretten i Odense tog ikke klagen til følge. ØL anførte bl.a., at efter ordlyden af DSL § 69, stk. 4, sammenholdt med bestemmelsens forarbejder fandtes det ubetænkeligt at lægge til grund, at statskassen i medfør af bestemmelsen hæftede for omkostningerne ved en tvangsauktion rekvireret af dødsboet, hvis det måtte vise sig, at der ikke fremkom bud. På denne baggrund tog ØL K's klage over bobestyrerens beslutning til følge og ophævede beslutningen.

Boet efter A blev d. 21.10.2009 udleveret til bobestyrerbehandling ved autoriseret bobestyrer, advokat B, og skifteretten skønnede i den forbindelse, at boet var solvent. Boets væsentligste aktiv var en fast ejendom, som viste sig at være svær at sælge, og skæringsdagen for boets opgørelse blev flere gange udskudt. Nettoformuen havde i åbningsstatus været angivet til omkring 445.000 kr. I dec. 2011 havde skifteretten modtaget en redegørelse om boets forhold, hvoraf fremgik, at boet måtte erklæres insolvent, hvis ejendommen ikke snarest blev solgt. I feb. 2012 begærede bobestyreren overgang til insolvensbehandling, og boet overgik til insolvensbehandling d. 01.03.2012 med B som bobestyrer. I okt. 2012 meddelte B, at ejendommen var solgt med fuld dækning til panthaverne, men at boet fortsat var insolvent. I feb. 2013 modtog skifteretten udkast til boopgørelse med anmodning om afslutning efter KL § 143. I boopgørelsen var der på udgiftssiden et salær til bobestyrer på 139.500 kr. plus moms. Skifteretten i Randers anmodede bobestyreren om at redegøre for arbejde før og efter dekretdagen. Bobestyreren meddelte, at han ikke mente, at dette var relevant, men det endte med, at bobestyreren opdelte boets udgifter efter KL § 93 og § 94, hvorefter der alene var delvis dækning til § 94-krav. Det var bobestyrerens opfattelse, at der ikke var hjemmel til at foretage en opdeling af salæret efter KL § 93 og § 94, og at han skulle have den del af salæret, der ikke var penge til i boet, erstattet af statskassen, jf. DSL § 69, stk. 4. Skifteretten bestemte, at alene bobestyrerens salærkrav efter 01.03.2012 var omfattet af KL § 93 og dermed af statskassens dækning efter DSL § 69, stk. 4. VL gav B medhold, idet VL - efter ordlyden af § 69, stk. 4, sammenholdt med bestemmelsens placering i lovens kapitel 16 om bobestyrerbehandling, afsnittet om insolvente boer, og lovens forarbejder - fandt, at det ikke kunne antages, at bestemmelsen ikke tillige omfattede bobestyrerens salærkrav vedrørende tiden forud for skifterettens afgørelse om at tage boet under behandling som insolvent bobestyrerbo.

Advokat B blev i sept. 2013 udmeldt som bobestyrer i dødsboet efter AL. l januar 2014 konkluderede skifteretten i Esbjerg, at boet var insolvent, og besluttede, at B skulle fortsætte som bobestyrer for det insolvente dødsbo på betingelse af, at B frafaldt krav mod statskassen for den solvente del af behandlingen (51.000 kr. plus moms). VL ophævede den af skifteretten fastsatte betingelse for udpegning af B, da ordlyden af DSL § 69, stk. 4, sammenholdt med bestemmelsens placering i lovens kapitel 16 og efter lovens forarbejder ikke gav grundlag for at antage, at bestemmelsen ikke tillige omfatter B's salærkrav vedrørende tiden forud for skifterettens beslutning om at tage boet under behandling som et insolvent bobestyrerbo.

A døde d. 30.12.2012. Boet blev udlagt til bobestyrer, og overgik senere til insolvent bobestyrerbehandling, efter at den faste ejendom, som var boets eneste væsentlige aktiv, var solgt i fri handel. Bobestyreren reserverede i boopgørelsen administrationssalæret på 17.250 kr. til bobestyrersalær efter en analogi af DSL § 71, 2. pkt. En begravelsesforretning protesterede mod dette og gjorde gældende, at administrationshonoraret, som var indgået i boet efter et underhåndssalg af den faste ejendom, forlods skulle gå til betaling af rimelige begravelsesudgifter, jf. DSL § 71, 1. pkt., idet § 71, 2. pkt., efter sin ordlyd alene finder anvendelse, når der er tale om omkostningsbeløb, der indgår i boet i forbindelse med en tvangsauktion over fast ejendom. Skifteretten i Sønderborg anførte, at afregningen og opgørelse i henhold til salg af ejendommen, som var solgt i fri handel, var foregået som ved en tvangsauktion. Bobestyreren havde ført særskilt timesagsregnskab over det arbejde, der vedrørte arbejdet med ejendommen. Panthaverne havde accepteret, at der ud over omkostningerne ved salg af ejendommen skulle beregnes et administrationssalær for bobestyrerens arbejde i boets regi med ejendommen. Administrationssalæret var således medregnet som et aktiv i boopgørelsen. Såfremt dette administrationssalær skulle anvendes til dækning af begravelsesomkostningerne, ville det udgøre en indtægt for boet, som var tilgået boet på baggrund af bobestyrerens arbejde i forbindelse med arbejdet med ejendommen, men som ikke anvendtes til bobestyrerens salær i forbindelse med dette arbejde. Dette var direkte i strid med hensynet bag lovændringen i 2011. Hertil kom, at det arbejde, som bobestyreren havde udført i forbindelse med ejendommen, i det væsentlige var det samme stykke arbejde, som han ville have udført, såfremt ejendommen var solgt på tvangsauktion. Skifteretten bestemte herefter, at administrationssalæret til boet skulle anvendes til bobestyrerens salær for det arbejde, han havde haft med ejendommen. VL stadfæstede.

Boet efter A blev udleveret til bobestyrer og umiddelbart efter taget under insolvensbehandling. Skifteretten tilkendegav I forbindelse hermed, at statskassens hæftelse var begrænset til de første 30.000 kr. af omkostningerne ved boets behandling, som ikke dækkes af boets aktiver. Det bemærkedes, at enhver indtægt, herunder salgsvederlag og rekvirentsalær, således medførte en tilsvarende nedsættelse af hæftelsen, medmindre andet var aftalt med skifteretten. I forbindelse med salg af boets ejendom tilgik der boet et administrationshonorar på 12.500 kr. inklusive moms. Boets øvrige aktiver blev anvendt til dækning af begravelsesudgifterne. Skifteretten i Holbæk besluttede herefter, at statskassen skulle dække 17.500 kr. af underskuddet ved bobehandlingen og dermed af bobestyrers salær, der blev fastsat til 22.917 kr. med tillæg af moms. Bobestyrer gjorde gældende, at begrænsningen i statskassens hæftelse alene relaterede sig til den del af salæret, der vedrørte perioden efter overgangen til insolvensbehandling, og at begrænsningen ikke omfattede den moms, der skal tillægges salæret. Bobestyrer fik ikke medhold heri. ØL stadfæstede.

I august 2012 udleverede Skifteretten i Holbæk boet efter D til bobestyrer, advokat A, som et solvent bobestyrerbo. D. 25.02.2014 besluttede skifteretten at lade boet overgå til insolvensbehandling. Samtidig begrænsedes statskassens hæftelse for boomkostninger efter DSL § 69, stk. 4, således, at »statskassen, med mindre andet er aftalt med skifteretten, alene dækker den del af de samlede omkostninger ved boets behandling, der ikke overstiger de første 30.000 kr., og som ikke dækkes af boets aktiver«.Ved boets slutning indstillede bobestyreren, at statskassen skulle betale underskuddet i boet med 46.275 kr. Under henvisning til maksimeringen fastsatte skifteretten statens hæftelse til 23.750 kr., svarende til den maksimale hæftelse på 30.000 kr. og med fradrag af et håndteringshonorar på 6.250 kr, som bobestyreren havde forsømt at opkræve hos køberen af overbehæftet ejendopm. Bobestyreren påkærede afgørelsen og gjorde gældende, at maksimeringen af statskassens hæftelse alene havde betydning for det arbejde, der var påløbet efter dekretdagen, mens statskassens hæftelse for det arbejde, der var udført under den solvente bobehandling, ikke var begrænset. Skifteretten anførte ved fremsendelsen af kæremålet blandt andet, at statskassen som udgangspunkt ikke hæfter for boomkostninger i et solvent bo, og at det forhold, at et bobestyrerbo påbegyndes som solvent, ikke medfører en udvidelse af hæftelsen. ØL konstaterede, at afgørelsen om maksimeringen af statskassens hæftelse var endelig. Herefter, og idet det af bobestyreren anførte ikke kunne føre til andet resultat, blev skifterettens kendelse stadfæstet.

Afdødes halvdel af en ejendom i et insolvent dødsbo var af bobestyreren sat til salg ved ejendomsmægler. Boet havde været under behandling i ca. 1 år. BRFkredit nedlagde påstand om, at bobestyreren skulle pålægges at sælge ejendommen på tvangsauktion. Der var ikke betalt terminsydelser i over 1½ år. BRFkredit henviste navnlig til princippet i KL § 86, hvorefter enhver panthaver med en forfalden fordring kan kræve boets ejendom på tvangsauktion 6 måneder efter dekretets afsigelse. Skifteretten i Randers fandt ikke grundlag for at pålægge bobestyrer at sælge ejendommen på tvangsauktion. VL bemærkede, at DSL § 70, stk. 4, ikke henviser til KL § 86, hvorfor denne bestemmelse ikke fandt anvendelse. VL tiltrådte, at bobestyrerens beslutning om, hvordan ejendommen skal sælges, ikke er et væsentligt spørgsmål, der skal forelægges for kreditorerne i medfør af DSL § 70, stk. 2, jf. § 53, stk. 1.

H, der sad i uskiftet bo efter M, var umiddelbart før sin død gået konkurs. Konkursboets aktiver udgjorde 200.000 kr., mens passiverne udgjorde ca. 400.000 kr. Advokat A var udpeget som kurator. Efter H's død udleverede skifteretten i Randers dødsboet til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 69. Boet blev i henhold til DSL § 36, nr. 2, udleveret til advokat B, der var en af skifterettens faste bobestyrere. Advokat A kærede skifterettens afgørelse med påstand om, at skifteretten skulle udlevere boet efter H og M til insolvent bobestyrerbehandling, og at han blev udpeget som bobestyrer. Advokat A anførte til støtte herfor navnlig, at udlevering af boet til advokat B ville medføre unødige ekstraomkostninger til betaling af bobestyrerhonorar til skade for kreditorerne, idet kurator kunne genanvende de oplysninger, han var i besiddelse af ved behandlingen af dødsboet. Han anførte tillige, at samtlige aktiver var overgået til konkursboet, og at der derfor alene resterede en formel behandling af dødsboet. Skifteretten i Randers anførte bl.a., at konkursboet er en selvstændig juridisk enhed, som færdiggøres uafhængigt af dødsboet, og ar det, som afdøde måtte have erhvervet efter konkursdekretet, tilhører dødsboet og ikke konkursboets kreditorer. VL stdfæstede, og tilføjede, at dødsboet ikke alene vedrørte H, men også M.

En mand, der var under konkurs, døde. Det fremgik af en af kurators cirkulæreskrivelser , at der var aktiver med 231.000 kr. og passiver 3.105.000 kr., og det fremgik af R75, at enken stort set var uden midler. Skifteretten konstaterede, at dødsboet måtte anses for insolvent, jf. DSL § 69, stk. 1, og udleverede boet til behandling hos en autoriseret bobestyrer. Kurator i mandens konkursbo påkærede afgørelsen med påstand om, at han skulle udpeges som bobestyrer i dødsboet. VL bemærkede, at skifteretten ved valg af bobestyrer for et insolvent dødsbo som udgangspunkt er frit stillet, jf. DSL § 69, stk. 1, jf. § 40, men at det forudsættes, at skifteretten skal udpege en advokat, der udover kendskab til dødsbobehandling tillige skal være kyndig i konkursbehandling. Da der efter det oplyste ikke var grundlag for at tilsidesætte skifterettens afgørelse om valg af bobestyrer, stadfæstede VL afgørelsen..

Skifteretten i Herning havde taget boet efter M under insolvensbehandling, jf. DSL §§ 69-73. A var medejer af 2 lejligheder i Frankrig. Bobestyreren indleverede en boopgørelse til skifteretten, der ikke omfattede de to lejligheder. Skifteretten i Herning stadfæstede boopgørelsen med henvisning til, at de pågældende lejligheder var skiftet i Frankrig, hvorefter den ene lejlighed var udlagt til H, og provenuet for salget af den anden lejlighed var fordelt til H og M's børn. Handelsbanken, som var kreditor, kærede skifterettens godkendelse af boopgørelsen og anførte til støtte herfor, at alle M's aktiver skulle inddrages under bobehandlingen i Danmark, uanset hvor i verden de befandt sig. VL anførte, at kreditorer i insolvente dødsboer skal dækkes forud for arvinger. Viser det sig efterfølgende, at boet er solvent, overgår boet til behandling efter reglerne om solvente dødsboer, når kreditorerne har fået dækning eller er sikret dækning, jf. DSL § 73. M var medejer af de 2 lejligheder i Frankrig, og VL antog, at universalsuccessionsprincippet, hvorefter arvingerne indtræder i arveladerens rettigheder og forpligtelser, er gældende i Frankrig. Banken skulle således have dækning eller ville være sikret dækning, forinden arv kunne udloddes til arvingerne. VL ophævede derfor skifterettens godkendelse af boopgørelsen, der ikke tog højde for nettoværdien af de faste ejendomme i Frankrig, og hjemviste sagen til fornyet behandling. HR bemærkede indledningsvis, at tvisten burde have været behandlet efter DSL § 89 og dermed være afgjort ved dom, jf. DSL § 101, stk. 1. Det fulgte af DSL § 2, stk. 1, at boet efter A skulle behandles i Danmark. Efter dansk ret gælder et princip om dødsbobehandlingens universalitet, der indebærer, at bobehandlingen som udgangspunkt omfatter alle afdødes aktiver og passiver, både i Danmark og i udlandet. De to lejligheder i Frankrig, som A ejede sammen med sin efterlevende ægtefælle, blev behandlet af en fransk notar. Efter det oplyste blev den ene lejlighed udtaget af den efterlevende ægtefælle, og notaren fordelte efter de franske arveregler provenuet fra salget af den anden lejlighed mellem arvingerne i Danmark. HR fandt, at dansk rets universalitetsprincip fører til, at værdien af lejlighederne skal indgå ved behandlingen og opgørelsen af det danske dødsbo. Handelsbankens adfærd og tilkendegivelser over for bobestyrer førte ikke til, at banken kunne anses for at have givet afkald på, at værdien af lejlighederne skullel indgå i det danske dødsbo. På den anførte baggrund tiltrådte HR, at skifterettens godkendelse af boopgørelsen blev ophævet, og at sagen hjemvistes til fornyet behandling ved skifteretten.

Skifteretten på Frederiksberg havde bestemt, at et bo ikke kunne udlægges til advokat som boudlæg, jf. DSL § 18, stk. 1 og 2, hvilket ØL tiltrådte. Boet skulle herefter behandles som et insolvent bobestyrerbo, og skifteretten havde herefter udleveret boet til advokat Y, der var autoriseret bobestyrer i retskredsen. Advokat X havde i overensstemmelse med afdødes testamente behandlet boet, da det oprindeligt blev udlagt til privat skifte. Det var endvidere bestemt i testamentet, at advokat X skulle behandle boet, hvis der blev truffet bestemmelse om bobestyrerbehandling. Da ingen væsentlige hensyn talte imod, at advokat X blev udpeget som bobestyrer i det insolvente bo, ophævede ØL skifterettens beslutning om i stedet at indsætte advokat Y som bobestyrer, således at advokat X blev bobestyrer, jf. DSL § 69, stk. 1, jf. § 40.

I et insolvent dødsbo efter M anmodede H om at få det fælles indbo udleveret. På et bomøde havde H oplyst, at hun og afdøde sammen ejede indboet, der var købt i genbrugsforretninger, og at indboet havde en samlet værdi på 5.000 kr. H havde tilkendegivet på mødet, at hun ønskede at beholde indboet, og hun blev i den forbindelse vejledt af bobestyreren om, at hun i så fald skulle købe boets andel af indboet for 2.500 kr. H klagede over dette til skifteretten i Kolding, der afviste klagen, da værdiansættelsen var fastsat efter en forhandling. VL anførte, at bobestyrerens tilkendegivelse i bomødet måtte anses som en afgørelse om ikke at udlevere indboet i medfør af DSL § 70 b, og at en sådan afgørelse efter DSL § 96, stk. 1, kan påklages til skifteretten. VL henviste herefter til forarbejderne til DSL § 70 b, der blev indsat ved lov nr. 221 af 21. marts 2011, hvor det bl.a. er anført, at der ved vurderingen af, om indbo og personlige effekter er af beskeden værdi, skal tages udgangspunkt i praksis efter RPL § 509 om det såkaldte trangsbeneficium. Ved afgørelsen af, hvad der kan udlægges til arvingerne, skal bobestyreren imidlertid tage i betragtning, at der i de insolvente dødsboer ikke på samme måde som i fogedsager skal tages hensyn til en skyldner og evt. dennes families leveforhold. Det var ubestridt, at H’s og afdødes fælles indbo havde en samlet værdi på 5.000 kr. Indboet havde derfor en beskeden værdi, jf. DSL § 70 b . VL tog derfor H’s påstand til følge, såldes at indboet skulle udleveres til hende uden betaling.

M og dennes samlever, S, ejede en fast ejendom i lige sameje. M’s to døtre havde i 2000 skriftligt erklæret, at S skulle have livsvarig bopælsret på ejendommen. M og S havde optaget et prioritetslån i banken, B, og provenuet fra dette lån stod på en indlånskonto i B. Efter M’s død i 2016 ønskede S lånet indfriet med de midler, der stod på indlånskontoen. Dette afslog bobestyreren, som fik halvdelen af beløbet på kontoen overført til dødsboet. S ønskede ikke samejet opløst ved salg af ejendommen, men ville overtage boets halvpart på vilkår, som boet ikke ville gå med til. S betalte halvdelen af prioritetslånet, og hendes datter K, indfriede resten. Banken gav herefter K transport i sin fordring mod dødsboet. K var eneste kreditor i boet. Det var bobestyrerens opfattelse, at dødsboet var insolvent. Han ville i øvrigt stævne S med påstand om, at hun skulle tåle, at samejet skulle opløses ved, at ejendommen blev solgt på auktion uden hensyn til aftalen med M’s to døtre. K klagede til skifteretten over, at hun som kreditor ikke var indkaldt til bomøder mv., når bobestyreren ikke ville betale hendes fordring, og når bobestyreren ville anlægge retssag med omkostningsrisiko til følge. Skifteretten i Aarhus tog ikke klagen til følge. VL ophævede kendelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling, da skifteretten ikke havde taget stilling til, om K var klageberettiget, herunder til om K havde krav på et blive indkaldt til bomøder mv.

Skifteretten i Svendborg anførte ved udlevering af et dødsbo til bobestyrerbehandling, at hvis boet skulle overgå til insolvensbehandling, så var statskassens hæftelse for omkostninger maximeret til 30.000 kr. Boet overgik til insolvensbehandling, og af boopgørelsen fremgik, at der var aktiver for 43.408,44 kr. + begravelseshjælp på 11.400 kr. - i alt 54.808,44 kr. Der var udgifter på 25.208,23 kr. til begravelse og 58.106,25 til boets behandling - i alt 83.314,48. Bobestyrer indstillede, at statskassen skulle dække underskuddet på 28.506,04 kr. Skifteretten imødekom alene et beløb på 14.697 81 kr. (58.106,25 kr. - 43.408,44 kr.), idet skifteretten ikke fandt, at statskassen skulle dække begravelsesudgifter. Bobestyrer kærede kendelsen og nedlagde påstand om, at hele underskuddet skulle dækkes af statskassen. Bobestyrer anførte navnlig, at beløbet var under 30.000 kr., samt at rimelige begravelsesudgifter var et massekrav. ØL bemærkede, at retten havde forstået kæreskriftet således, at det gjordes gældende, at statskassens hæftelse omfattede udgifterne til begravelse. Med henvisning til de specielle bemærkninger til DSL § 69, stk. 4, tiltrådte ØL, at statskassens hæftelse ikke omfattede udgifterne til begravelse. Påstanden om, at skifteretten skulle dække underskuddet ved boets behandling med 28.506,04 kr. blev derfor ikke taget til følge.

I et insolvent bobestyrerbo var boets aktiver opgjort til 34.880 kr., mens boets passiver var opgjort til 60.766. Passiverne omfatter blandt andet udækkede begravelsesudgifter på 2.459 kr. og skifteomkostninger på 48.086 kr., herunder salær til bobestyreren på 37.500 kr. inkl. moms. Skifteretten i Svendborg fandt, at statskassen alene hæftede for 34.880 kr - 48.086 kr. eller er underskud i boet på 13.216 kr. ØL fandt, at bobestyrerens salær var efterstillet rimelige begravelsesudgifter, jf. DSL § 71, 1. pkt., og at der således ikke var fuld dækning i boets midler. ØL bemærkede herved, at afdødes ejendom ifølge boopgørelsen var solgt i fri handel, hvorfor ingen del af bobestyrerens salær kunne anses for omfattet af DSL § 71, 2. pkt. Statskassen skulle derfor betale underskuddet ved boets behandling med 25.886 kr.

H var død i 1991 og M sad i uskiftet bo med 3 fællesbørn. M giftede sig i Las Vegas i maj 1994 uden samtykke fra fællesbørnene, som indgav skiftebegæring, der blev taget til følge d. 17.02.1995. Det blev på en skiftesamling aftalt, at skæringsdagen skulle være d. 17.02.1995. M, der fyldte 67 år d. 14.03.1995, havde indekskonto i Amagerbanken, hvor der pr. skæringsdagen indestod 126.619,51 kr. før 40% afgift. Indekstillægget udgjorde ca. 1.200 kr. om måneden. Indekskontrakterne fandtes at have en sådan personlig pensionsmæssig karakter, at de kunne holdes uden for delingen af det uskiftede bo. Bl. a. under hensyn til arveloddernes størrelse (ca. 63.500 kr. til hvert barn) fandtes der ikke at foreligge sådanne særlige omstændigheder omkring skiftet, at arvingerne havde krav på forrentning under skiftet, jf. grundsætningen, der er kommet til udtryk i DSL § 88, stk. 2. Derimod havde arvingerne krav på forrentning fra landsrettens dom.

Bobestyrer i boet efter M besluttede at inddrage en udlejningsejendom under skiftet. Bobestyreren tinglyste bobehandlingen på ejendommen, jf. DSL § 44, stk. 1, og overtog huslejeopkrævningen. H protesterede, da hun mente, at ejendommen tilhørte hendes fuldstændige særeje i henhold til ægtepagt fra 1991. Ejendommen tilhørte ifølge tingbogen M, der havde medtaget den på sin selvangivelse. Hverken skifteretten i Helsingør eller landsretten fandt anledning til at ændre bobestyrerens afgørelse.

Boet efter M blev udleveret af skifteretten i Gråsten til privat skifte til M's søn, efter at både H og de øvrige arvinger havde givet arveafkald. H fik medhold i, at hun som lodtager i boet også skulle stå på skifteretsattesten, da H havde krav på boslod.

M, der sad i uskiftet bo, havde i 1985 med børnenes samtykke indgået nyt ægteskab med H2 med rent fuldstændigt særeje. M overførte d. 23.04.1997 600.000 kr. til H2, og døde d. 14.05.1997. Fællesbørnene anlagde nu omstødelsessag mod H efter AL § 22. Antaget, at der ikke i DSL § 75, stk. 2 eller dennes analogi var hjemmel til at fratage H2 rådigheden over 450.000 kr., som tilhørte hende som fuldstændigt særeje.

Enke, der skiftede et uskiftet bo, fik ikke medhold i anmodning om henstand med udbetaling af arven til mindreårig arving S. Boet var på ca. 1,5 mio. kr, og arven til S udgjorde ca. 500.000 kr. Boets aktiver bestod af en fast ejendom til 1,2 mio. kr., en bil til 215.000 kr. og bankindeståender og værdipapirer for ca. 500.000 kr. Sammensætningen af boets aktiver fandtes at give mulighed for, at arven til S blev udredet, uden at det var nødvendigt at afhænde fast ejendom eller løsøre, der var nødvendigt for, at enken kunne opretholde hjemmet eller sit erhverv, jf. AL § 24 e.

H var afgået ved døden d. 28.08.1998. Hun havde kort før sin død i sit testamente bestemt, at hendes kapitalpension på ca. 160.000 kr. skulle tilfalde hendes særbarn. Da dette ikke var meddelt selskabet, skulle kapitalpensionen udbetales til M, som var begunstiget i policen. H havde indekskonti for ca. 61.000 kr. og M havde indekskonti for ca. 98.000 kr. M havde en privat kapitalpension i Sydbank på 76.527 kr. og en kapitalpensionsforsikring i Tryg-Baltica, som var tegnet som led i et ansættelsesforhold. Skifteretten i Ballerup antog, at M's indekskontrakter og kapitalpensioner skulle indgå i boet. ØL fandt, at M kunne holde sine kapitalpensioner og indekskonti uden for skiftet. M kunne ikke frit disponere over pensionsordningerne, idet en ophævelse i utide bl. a. udløste skatter/afgifter til staten. De tilbagebetalingsmæssige muligheder svarede herved til de pensionsordninger, der var omfattet af UfR 1962.870 HD og UfR 1998.1777 ØLD. De hensyn til længstlevende forsørgelse i pensionsalderen, der lå til grund for ovennævnte afgørelser, fandtes at måtte føre til, at M's pensionsordninger kunne holdes uden for fællesboet. Under disse omstændigheder og under hensyn til, at H også havde tegnet kapitalpension og indekskonti, var der heller ikke grundlag for at tage særbarnets påstand om vederlag på 287.270 kr. i medfør af RVL § 23 til følge. Ballerup Skifterets dom er komm. af Henning Broman i FM 2000.8. Se ligeledes Henning Broman i FM 2000.35, hvor det antages, at når afdødes indekskonti skal indgå i boet, skal længstlevendes naturligvis gøre det samme. Procesbevillingsnævnet har meddelt tredjeinstansbevilling d. 19.02.2001, jf. FM 2001.28. ØLD er stadfæstet af Højesteret d. 30.05.2002, som bl. a. udtalte, at spørgsmålet om, hvorvidt en ægtefælles rettigheder kan holdes uden for fællesboskifte i medfør af RVL § 15, stk. 2, ikke nødvendigvis skal afgøres på samme måde ved dødsboskifte som ved skifte i anledning af separation eller skilsmisse, og at alle de omtvistede ordninger var af pensionsmæssig art og var af rimelig størrelse. Vederlagskravet var desværre frafaldet for Højesteret. Komm. af Henning Broman i FM 2002.71(nr. 6): Pensionssagen er afgjort. (Er endnu et skridt i retning af at gøre førstafdødes særbørn "arveløse").

H var afgået ved døden d. 28.08.1998. H havde indekskonti for ca. 61.000 kr. og M havde indekskonti for ca. 98.000 kr. M havde en privat kapitalpension i Sydbank på 76.527 kr. og en kapitalpensionsforsikring i Tryg-Baltica, som var tegnet som led i et ansættelsesforhold. Højesteret fastslog i UfR 2002.1849 HD, at M kunne holde sine kapitalpensioner og indekskonti uden for skiftet. Skifteretten i Ballerup bestemte, at M ikke kunne kræve boslod af H's indekskonto. ØL fandt, at indekskontrakten ved indehaverens død mistede sin betydning som pensionsordning. Indekskontraktens indestående tilfaldt derfor dødsboet, jf. § 20, stk. 2 i bekg. om alderdomsreguleret alderdomsopsparing. Komm. af Henning Broman i FM 2003.115-116: Forsørgelsen sejrede over logikken.

Boet efter M blev behandlet ved bobestyrer. En arving klagede til skifteretten i Ringkøbing over, at H ikke havde udleveret oplysninger om sit fuldstændige særeje. Skifteretten fandt ikke grundlag for at kritisere bobestyreren. VL udtalte, at det efter DSL § 76, stk. 1 og 2 påhvilede H at udfærdige en opgørelse over samtlige sine aktiver og passiver med angivelse af, om disse er fælleseje eller fuldstændigt særeje, og efter anmodning at dokumentere oplysningernes rigtighed. Da en sådan opgørelse trods gentagne anmodninger ikke var udfærdiget, hjemvistes sagen med henblik herpå, eventuelt ved bobestyrerens foranstaltning, jf. DSL § 76, stk. 3.

I et privatskiftet bo havde skifteretten ved boafgiftsberegningen forhøjet bobeholdningen med 70.000 kr., som arvingerne havde hævet på afdødes bankbog dagen før dødsfaldet. Arvingerne klagede til skifteretten, som herefter uden at indkalde klagerne til et møde foretog en protokoltilførsel, hvori afgørelsen blev fastholdt. ØL konstaterede, at klagerne ikke havde været indkaldt til en mundtlig forhandling af klagen og dermed ikke havde haft mulighed for at afgive forklaring for retten og uddybe deres standpunkt. Afgørelsen burde have været truffet ved kendelse, jf. DSL § 102, stk. 1. Dermed burde Told- og Skattestyrelsen være underrettet, jf. DSL § 80, stk. 4. Under hensyn hertil blev afgørelsen ophævet og sagen hjemvist til fornyet behandling i skifteretten. Komm. af Henning Broman i FM 1998.14.

M var død i 1985 og H havde fået udlagt hele boet på 123.178 kr. ved et privat skifte. Adoptivsøn A blev først i 1997 bekendt med M's død og begærede boet genoptaget, hvilket skifteretten afslog d. 07.11.1997. I januar 1998 modtog A ved forlig 50.000 kr. fra H. Parterne anmodede nu skifteretten om at beregne arveafgiften, hvilket blev afslået, da boet ikke var genoptaget. ØL stadfæstede.

En arving indleverede boopgørelse, hvor en fast ejendom i Lohals var ansat til den nyeste ejendomsværdi på 280.000 kr. Efter skattemyndighedernes godkendelse af værdiansættelsen udsendte skifteretten i København afgiftsberegning d. 17.08.1998. Arvingens revisor begærede d. 15.09.1998 værdiansættelsen ændret, da vurderingsrådet ville nedsætte ejendomsværdien til 180.000 kr. Der fandtes ikke tilstrækkeligt grundlag for at genoptage bobehandlingen, jf. DSL § 103.

To privatskiftende arvinger havde med et-årsdagen d. 06.08.1998 som skæringsdag indleveret boopgørelse, hvor ejendom blev arveudlagt til 2,75 mio. kr. Værdiansættelsen blev godkendt og boafgiften betalt d. 20.04.1999. Arvingerne anmodede d. 09.06.1999 om genoptagelse, idet ejendommen nu var solgt for 2,4 mio. kr. Da værdiansættelserne var godkendt og boet sluttet, fandt Skifteretten i Randers ikke hjemmel til at genoptage bobehandlingen med det ene formål at nedsætte boafgiften. VL stadfæstede. Komm. af Henning Broman i FM 2000.10-11.

I privatskiftet bo blev ejendom udlagt til to arvinger for 600.000 kr., hvilket blev godkendt af skattemyndighederne, hvorefter skifteretten d. 12.07.1999 meddelte, at der ikke skulle betales boafgift. Arvingerne anmodede d. 26.01.2000 om genoptagelse med henblik på forhøjelse af ejendommens værdi til 800.000 kr., idet ejendommen var solgt for dette beløb. Da genoptagelsen alene var begrundet i ønsket om en ændret værdiansættelse, blev begæringen afvist.

I privatskiftet bo havde arvingerne d. 28.02.2000 til skifteretten i Rødovre indleveret åbningsstatus, hvor det med afkrydsning var markeret, at opgørelsen samtidigt var endelig boopgørelse med skæringsdag på dødsdagen. Arvingerne påklagede skifterettens afgiftsberegning, da ejendom var solgt d. 01.09.2000, og da dette førte til at bobeholdningen var reduceret med ca. 200.000 kr. Arvingerne fik ikke medhold, da afgiftsberegningen efter arvingernes valg skulle ske på grundlag af værdierne pr. dødsdagen.

Fast ejendom var i boopgørelsen i et privatskiftet bo værdiansat til 442.000 kr. Skifteretten i København beregnede boafgiften, som blev betalt. Værdien blev senere af vurderingsrådet nedsat til 240.000 kr., og arvingerne anmodede om, at bobeholdningen blev nedsat med differencen. Antaget, at værdiansættelsen af ejendommen var endelig, da ingen inden 3 måneder havde anmodet om særskilt vurdering af ejendommen, jf. BAL §12, stk. 3. At boopgørelsen for så vidt angik skattekravene blev anset for foreløbig, kunne ikke ændre dette resultat, jf. DSL § 31, stk. 2.

Skifteretten på Frederiksberg havde forhøjet aktivmassen i en boopgørelse med 1,5 mio kr. og d. 03.03.2003 udsendt en afgiftsberegning. Skifteretten modtog d. 04.04.2003 en klage over afgiftsberegningen. Da arvingerne måtte formodes at have modtaget afgiftsberegningen d. 04.03.2003, var 4-ugers fristen for klage oversiddet, og skifteretten afviste klagen. ØL stadfæstede.

Kære af beslutning om tillægsboafgift af et beløb svarende til værdien af indbo, blev afvist, da afgiftsberegningen ikke var endelig, jf. DSL § 80.

Arving A klagede over skifterettens afgiftsberegning med den begrundelse, at han havde et modkrav over for statskassen som følge af en fejlagtig bobehandling fra skifterettens og medhjælperens side. Skifteretten i Aalborg fastholdt afgiftsberegningen. VL stadfæstede, idet A's indsigelse ikke vedrørte selve afgiftsberegningen men et eventuelt modkrav og dermed betalingen af afgiften.

Skifteretten i Esbjerg godkendte ved kendelse et tillæg til boopgørelse i et bobestyrerbo samt et yderligere salær til bobestyrer på 5.000 kr. plus moms. I samme kendelse forhøjede skifteretten boafgiften med 15% af 231.800 kr. eller 34.770 kr. med bemærkning om, at bundfradraget fra førstafdøde var bortfaldet i medfør af BAL § 8, stk. 3. Da skifteretten ikke havde fulgt fremgangsmåden i DSL § 80 om at give meddelelse til bobestyrer om afgiftsberegningen og først efter en klagefrist på 4 uger træffe afgørelse, betragtedes kæreskriftet som en klage i medfør af DSL § 80, stk. 3, som skifteretten skulle tage stilling til. Herefter hjemvistes sagen til skifteretten.

A døde d. 28.04.2011 og hans 5 børn overtog boet til privat skifte. De oplyste over for skifteretten, at A i begyndelsen af april havde givet hver af dem 50.000 kr. Skifteretten i Esbjerg afsagde herefter kendelse om, at der var tale om dødslejegaver, og at det samlede gavebeløb på 250.000 kr. skulle tillægges den arvebeholdning, hvoraf der skulle betales boafgift. VL ophævede kendelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling, da skifteretten ikke havde fulgt den sædvanlige fremgangsmåde efter DSL § 80 og sendt en beregning og opkrævning til arvingerne, som de kunne klage over, før der blev truffet endelig afgørelse.

Lejer døde d. 12.10.1998. Udlejer tog i skrivelse af 25.11.1998 forbehold om anmeldelse af eventuelle krav. Da udlejers krav på 79.475 kr. først blev anmeldt d. 29.01.1999, uanset at proklamafristen var udløbet d. 27.01.1999, var kravet prækluderet.

M døde d. 28.08.1999, og boet behandlet ved bobestyrer. Proklama indrykket d. 15.09.1999. M havde i 1998 solgt en ejendom, og købernes advokat anmeldte d. 03.09.1999 til skifteretten et erstatningskrav på 50.000 kr. i anledning af afdødes salg af ejendommen og tog forbehold om regulering. Købernes advokat forhøjede d. 10.12.1999 kravet til 73.050 kr. på baggrund af indhentet tilbud på udbedringsomkostninger. Skifteretten i Store Heddinge fandt, at det havde været ønskeligt, at anmelderen havde uddybet baggrunden for anmeldelsen, men at dette ikke var en nødvendig betingelse for at anse den foreløbige anmeldelse for at være rettidig, jf. DSL § 82, stk. 3. Da endelig anmeldelse blev foretaget d. 10.12.1999 var kravet rettidigt anmeldt. ØL stadfæstede.

Lejer af lejlighed i Charlottenlund var død i efteråret 1998. Bobestyrer indrykkede proklama d. 04.12.1998. Bobestyrer opsagde i dec. 1998 lejemålet til fraflytning pr. d. 31.03.1999. Udlejer tog ved modtagelsen af opsigelsen forbehold om betaling af kontraktmæssige forpligtelser indtil 31.03.1999. Proklamafristen udløb d. 29.01.1999. Der afholdtes flyttesyn d. 04.02.1999, hvori bobestyrer deltog. Husleje frem til 31.03.1999 var anerkendt af boet. Udlejer anmeldte d. 10.03.1999 et krav ifølge flytteopgørelsen på 50.062,50 kr. Antaget, at kravet var prækluderet som for sent anmeldt, jf. DSL § 83, stk. 1. Kravet var ikke omfattet af DSL § 83, stk. 2, nr. 1, og udlejer havde ikke indgivet foreløbig anmeldelse efter DSL § 82, stk. 3. Boet havde ikke anerkendt kravet eller i øvrigt handlet således, at en foreløbig anmeldelse var ufornøden.

Advokatfirma i Kolding havde d. 12.02.1997 udtaget stævning mod E til betaling 8.845 kr. til dækning af tillægsboafgift og restsalær i et dødsbo, hvor E var arving. E døde d. 09.01.1998, og boet blev udleveret til 5 børn til forenklet privat skifte, jf. DSL § 33. Advokatfirmaet, der først blev bekendt med dødsfaldet i maj 1999, havde ikke anmeldt kravet i dødsboet inden for proklamafristen. Advokatfirmaet begærede nu dødsboet genoptaget, hvilket skifteretten i Esbjerg afslog, da kravet var prækluderet. VL anførte, at en af E's arvinger havde optrådt som fuldmægtig for E under retssagen, og at han først d. 13.05.1999 havde meddelt advokatfirmaet, at E var død. Under disse omstændigheder og da det på det foreliggende grundlag ikke kunne udelukkes, at advokatfirmaet havde et krav, fandtes det påkrævet, at dødsboet blev genoptaget, således at boet kunne underrettes om sagen, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 6, sammenholdt med DSL § 110, 2. pkt.

M var død d. 19.04.1997 og boet blev behandlet ved bobestyrer. Proklama blev indrykket d. 14.06.1997, og d. 08.08.1997 anmeldte kurator i et konkursbo et krav i dødsboet på minimum 739.600 kr., idet M i 1990 skulle have solgt et selskab til selskabstømmere. Det anførtes, at sagen var ved at blive gennemgået nærmere, og at der toges forbehold for at anmelde yderligere krav. Anmelderen foreslog i anmeldelsen, at fordringsprøvelsen blev stillet i bero indtil videre. I skrivelse af 22.03.2000 afviste bobestyrer det anmeldte krav som værende ikke korrekt anmeldt. Frederiksberg Skifteret fandt på baggrund af anvendelse af ordet "minimum", at anmeldelsen var en foreløbig anmeldelse. Det fremgik ikke af DSL § 82, stk. 3 eller dennes forarbejder, hvilke konsekvenser det havde, at kreditor ikke fulgte en foreløbig anmeldelse op med en endelig anmeldelse. Hensynet til boets behandling fandtes ikke at tale imod, at konsekvensen alene var, at kreditor afskæres fra muligheden for at forhøje sit foreløbigt anmeldte krav. Kravet var derfor ikke prækluderet. ØL tiltrådte, at kurators anmeldelse var en foreløbig anmeldelse, jf. DSL § 82, stk. 3. Det forhold, at den foreløbige anmeldelse ikke rettidigt var fulgt op af en endelig opgørelse af kravet, indebar ikke, at kravet var prækluderet, men at kreditor var bundet inden for det beløb, der var foreløbigt anmeldt. Komm. af Henning Broman i FM 2001.76-77.

Afdødes broder havde efter dødsfaldet rejst krav på 19.757 kr., som vedrørte refusion af nogle udgifter på en grund, som han havde ejet i sameje med afdøde. Antaget, at kravet var prækluderet. DSL § 83, stk. 2, nr. 1 fandt ikke anvendelse, idet broderen først 2 måneder efter proklamafristens udløb havde opgjort sit krav. Brevvekslingen med bobehandleren kunne ikke betragtes som et tilsagn om, at der ville blive set bort fra proklamaet.

Advokat Dick Norman døde d. 20.08.1991. Told og Skatteregion København anmeldte d. 01.10.1991 et krav og tog forbehold for eventuelle efterbetalinger, herunder reguleringsforpligtelser for investeringsgoder. Efter proklamafristens udløb anmeldtes krav på efterstillede renter med 64.476 kr. Da der ikke i anmeldelsen udtrykkeligt var taget forbehold for renter, blev kravet om renter anset for prækluderet. ØL stadfæstede med bemærkning, at dødsboskifteloven ikke var gældende i denne sag.

I et privatskiftet bo fremgik det af boopgørelsen, at afdøde havde modtaget afkast af en ejendom. Skattemyndighederne godkende opgørelsen uden forbehold, men anmeldte senere krav på ca. 100.000 kr. i restskatter vedr. det oppebårne afkast. Skifteretten fandt, at kravet var undtaget fra præklusion efter DSL § 83, stk. 2, nr. 4, men at godkendelsen af opgørelsen uden forbehold og med den oplyste viden om rentenydelsesretten var så bindende, at boet ikke senere kunne kræves genoptaget.

Advokat havde i brev af 16.08 2001 anmodet bobestyrer om at registrere, at K havde ydet afdøde et lån, og at afdøde havde kautioneret over for advokatfirmaet for nogle advokatregninger til nogle selskaber. Proklamafristen udløb d. 02.10.2001. Advokaten fremsendte d. 26.10.2001 nogle udokumenterede opgørelser over kravene på henholdsvis 208.800 kr og ca. 861.000 kr. Skifteretten i Gentofte fandt ikke, at de to kreditorer inden udløbet af proklamafrisen havde indgivet foreløbig anmeldelse med en skønsmæssig angivelse af kravet som opfyldte betingelserne i DSL § 82, stk. 3, 1. pkt., hvorfor begæring om forlængelse af fristen for endelig anmeldelse ikke blev imødekommet. ØL stadfæstede.

Ejerpantebrev på 22.000 kr. udstedt af M var tinglyst i 1973. Efter M's død solgte H ejendommen med overtagelse d. 01.12.2002, og H døde d. 11.12.2002. Tinglysningsdommeren i Århus afslog at aflyse det bortkomne ejerpantebrev i medfør af TL § 20, stk. 2. VL udtalte, at et ejerpantebrev som udgangspunkt ikke kunne slettes i medfør af TL § 20, stk. 2, men måtte søges mortificeret efter bestemmelserne i mortifikationsloven. Uanset det fremgår af DSL § 83, stk. 2, nr. 3, at krav sikret ved håndpanteret i et ejerpantebrev prækluderes, hvis fordringen ikke anmeldes rettidigt, og boet ikke er eller burde være bekendt med kreditorernes identitet, prækluderes selve panteretten i henhold til ejerpantebrevet ikke. Da der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet om, at ejerpantebreve ikke kan slettes efter TL § 20, stk. 2, stadfæstede landsretten tinglysningsdommerens afgørelse.

I et bobestyrerbo var proklamafristen udløbet d. 18.04.2002. Bobestyrer blev først bekendt med et muligt krav fra B d. 04.07.2002. Skifteretten i Helsingør fandt, at der indtrådt præklusion, og at kravet var bortfaldet. Det forhold, at B på forskellig vis havde forsøgt at finde frem til, hvem der var bobestyrer i afdødes bo, kunne ikke føre til et andet resultat. ØL stadfæstede.

Arkitekt A havde d. 05.10.2000 sagsøgt M til betaling af 320.723 kr. i skyldigt honorar. M døde d. 17.10.2001, og H overtog boet til privat skifte. A anmeldte ikke sit krav inden proklamafristens udløb d. 18.01.2002. Retten i Grindsted fandt, at A's krav var prækluderet. VL ophævede byrettens dom og hjemviste sagen til fortsat behandling, idet boet var indtrådt i sagen i afdødes sted i medfør af DSL § 110, hvorfor A's krav ikke var omfattet af det udstedte proklama.

Efter at proklamafristen var udløbet, anmeldte Københavns Kommune et restskattekrav for 1993 i dødsboet. Efterfølgende var der en omfattende skriftveksling mellem S og henholdsvis Københavns Kommune og Told- og Skatteregion København om sagen. D. 28.04.1998 meddelte regionen, at restskattekravet var endeligt prækluderet og ikke senere ville blive søgt inddrevet, hvorimod Københavns Kommune ved en skrivelse af samme dato forbeholdt sig ret til modregning, såfremt udfaldet af en verserende sag i Landsskatteretten måtte blive, at der fremkom en overskydende skat for indkomståret 1993. Resultatet af Landsskatterettens behandling af sagen blev, at der kom et beløb til udbetaling, og Københavns Kommune anvendte beløbet til modregning. ØL udtalte, at hoved- og modkravet hidrørte fra afdødes skatteansættelse for 1993, og at begge krav vedrørte de samme poster i skatteansættelsen. Præklusionen var dermed ikke til hinder for, at der kunne ske modregning. Endvidere fandt landsretten ikke, at det udelukkede modregning, at Told- og Skatteregion København havde meddelt, at kravet var endeligt prækluderet, og at beløbet ikke ville blive modregnet, idet Told- og Skatteregionen ikke var kompetent til at afgøre sagen.

M døde d. 06.12.2003, og H overtog boet til hensidden i uskiftet bo. Der blev udstedt proklama med frist til d. 05.03.2004. M var sagsøgt i 4 sager vedrørende fast ejendom. Ingen af sagsøgerne i de 4 sager mod M anmeldte krav mod boet, der herefter gjorde gældende, at kravene var boet uvedkommende. ØL udtalte, at sagerne var anlagt, før M afgik ved døden. Boet indtrådte derfor i sagerne i afdødes sted i medfør af DSL § 110, 1. pkt.. Bestemmelsens 2. pkt. om underretning til boet vedrørte alene spørgsmålet om sagsøgernes mulighed for at opnå retskraftig dom over for boet og medførte ikke, at kravene er omfattet af det udstedte proklama.

M døde i oktober 2002, og boet blev berigtiget ved et forenklet privat skifte med H som eneste arving. H døde i november 2003 uden at efterlade sig livsarvinger. Hun havde ved testamente bestemt, at hendes tre nevøer skulle arve hende, og boet blev sluttet i juni 2004. I november 2005 blev M's dødsbo genoptaget efter begæring fra D, der var M's datter af første ægteskab. I marts 2006 anmodede D om genoptagelse af dødsboet efter H. Skifteretten i Skive lagde til grund, at H ved M's død ikke kendte til D's eksistens. D's krav var af familie- og arveretlig karakter og dermed ikke omfattet af det i H's bo udstedte proklama. Arven efter M var ubestridt fordelt forkert. De nye oplysninger var af væsentlig betydning for behandlingen af H's bo og for D's retsstilling. Betingelserne i DSL § 103, stk. 1, nr. 6, for genoptagelse var derfor opfyldt. Kravet om genoptagelse var fremsat indenfor 5 års fristen i borteblevnelovens § 25, stk. 1. VL stadfæstede.

A døde i august 2008. U opgjorde i brev af 12.08.2008 til skifteretten et krav på husleje og varme og anførte, at der var et yderligere krav vedrørende istandsættelse af lejligheden, men der var ingen beløbsmæssig opgørelse af dette krav. Proklama i dødsboet udløb d. 21.10.2008. U anmeldte d. 18.03.2009 et krav på 119.000 kr. vedrørende istandsættelse. Frederiksberg Ret og ØL fandt, at U's krav var prækluderet. da den foreløbige anmeldelse af 12.08.2008 ikke indeholdt en skønsmæssig angivelse af kravet, og anmeldelsen således ikke opfyldte kravene i DSL § 82, stk. 3. U havde blandt andet gjort gældende, at bobestyreren burde have vejledt hende om proklamareglerne, men fik ikke medhold heri. ØL fandt det ikke godtgjort, at boets bestyrer havde handlet således, at U havde grundlag for at antage, at kravet vedrørende istandsættelsesudgifter var anmeldt i boet d. 12.08.2008.

Patientforsikringen tilkendte s. 16.11.2008 A 130.900 kr. i foreløbig godtgørelse som følge af forsinket diagnosticering på Odense Universitetshospital og Aarhus Sygehus. Det var anført i afgørelsen, at den endelige erstatningsopgørelse ikke kunne foretages på det da foreliggende grundlag. Region Midtjylland og Region Syddanmark udbetalte beløbene henholdsvis d. 15.12. og d. 26.11.2008. A klagede d. 11.01.2009 over afgørelsen til Patientskadeankenævnet. A døde d. 22.03.2009. D. 15.05.2009 sendte Patientforsikringen endnu en erstatningsopgørelse til boet efter A, og det fremgik af følgebrevet, at erstatningen var opgjort til yderligere 243.400 kr. Dette beløb blev herefter udbetalt af regionerne henholdsvis d. 02.06 og 09.06.2009. Den advokat, der repræsenterede boet, klagede d. 03.07.2009 til Patientskadesankenævnet over afgørelsen af 15.05.2009. Boet blev d. 1½6.07.2009 udleveret til bobestyrer, og der blev herefter udstedt proklama med frist til d. 15.09.2009. D. 11.02.2010 traf Patientskadeankenævnet afgørelse om at ændre afgørelsen af 16.11.2008 således, at A ikke fandtes påført en efter lov om patientforsikring erstatningsberettiget skade som følge af behandlingen på henholdsvis Odense Universitetshospital og Aarhus Sygehus. I konsekvens heraf ophævede Patientskadeankenævnet Patientforsikringens afgørelse af 15.05.2009. Regionerne fremsatte herefter krav mod boet om tilbagebetaling af de udbetalte beløb. Skifteretten i Hjørring fandt, at kravene ikke var prækluderede. VL anførte, at Patientforsikringens brev af 15.05.2009 var stilet til boet, og det havde således på dette tidspunkt været kendt af Patientforsikringen og som følge heraf også af de udbetalende myndigheder - de to regioner -, at A var død. Kravene var ikke opgjort endeligt, da proklamafristen udløb, og på denne baggrund var kravene ikke undtaget fra præklusion efter DSL § 83, stk. 2, nr. 1. På trods af kendskabet til A's død og til, at de afgørelser, der havde foranlediget udbetalingerne, var påklagede, da proklamaet blev udstedt, havde regionerne ikke foretaget foreløbige anmeldelser af deres krav efter reglerne i DSL § 82, stk. 3. På den baggrund var kravene prækluderet, og boet efter A blev herefter frifundet.(2-1)

En entreprenør havde udstedt og lagt en faktura på 150.416 kr. i A's postkasse 6 uger forud for, at A afgik ved døden. Entreprenøren anmeldte ikke inden proklamfristens udløb sit krav skriftligt i overensstemmelse med DSL § 82, stk. 1, jf. § 81, stk. 3. Retten i Svendborg fandt, at kravet ikke var prækluderet, da entreprnøren efter dødsfaldet havde aftalt med enearvingen, at denne skulle aflevere fakturaen til bobestyreren, hvilket måtte sidestilles med en anmelselse ØL fandt, at den omstændighed, at den testamentsindsatte arving B havde overdraget fakturaen til bobestyreren sammen med afdødes øvrige papirer, ikke kunne sidestilles med en anmeldelse. Kravet var derfor prækluderet, jf. DSL § 83, stk. 1.

A og B købte i juli 2017 et sommerhus af M for 1.495.000 kr. med overtagelse d. 01.09.2017. M afgik ved døden d. 24.08.2017, og ved skifteretsattest af 27.09.2017 blev boet udleveret til H til uskiftet bo. Der blev d. 29.09.2017 indrykket proklama i Statstidende, og proklamafristen udløb den 24.11.2017. Af proklamaet fremgik, at eventuelle krav kunne anmeldes til C. A og B sendte d. 04.11.2017 en mail til ejendomsmægleren om bl.a. vandproblemer på grunden med henblik på, at henvendelsen kunne sendes videre til H. Ejendomsmægleren videresendte d. 06.11.2017 henvendelsen til C, som samme dag besvarede henvendelsen over for ejendomsmægleren. Den 27.12.2017 skrev advokat X på vegne af A og B et brev til C, hvori han gjorde opmærksom på, at hans klienter havde krav mod boet i anledning af vandproblemerne på grunden. Kravet blev anslået til 250.000 kr. Retten i Glostrup fandt, at kravet ikke var prækluderet, jf. DSL § 83, stk. 1, 2. pkt., og fremmede sagen. ØL ændrede byrettens afgørelse, således at kravet var prækluderet. ØL fandt, at mailen af 04.11.2017 ikke opfyldte kravet efter DSL § 24, stk. 3, jf. § 82, stk. 3, hvorefter der skal indgives en foreløbig anmeldelse med en skønsmæssig angivelse af kravet inden udløbet af anmeldelsesfristen, hvis kravet ikke kan opgøres endeligt. Det forhold, at A og B i mailen stillede en række spørgsmål om vandforholdene på ejendommen og om mulige løsninger heraf, fandtes endvidere ikke at medføre, at kravet kunne gøres gældende efter DSL § 24, stk. 3, jf. DSL § 83, stk. 1, 2. pkt., efter udløbet af anmeldelsesfristen. Mailen havde således ikke været egnet til, at boet selv på en rimelig sikker måde havde kunnet gøre sig bekendt med kravets eksistens og størrelse.

B døde d. 23.08.2019. B var ejer af og direktør i tømrermesterselskabet C ApS, som var sagsøgt af A, som havde fået opført en idrætshal i 2012, med krav i anledning af mangler ved taget. Advokat for A skrev d. 02.09.2019 til Skifteretten: Ved nærværende skal jeg på vegne A anmelde følgende krav i boet efter B. Ethvert beløb/forpligtelse som C ApS ved endelig dom (byret eller landsret) i BS 8-345/2016 dømmes til at betale A. C ApS blev i 2021 dømt til betaling af 2.417,074 kr. incl. renter og sagsomkostninger. C ApS var nu gået konkurs.
Retten i Odense fandt, at kravet på tidspunktet for anmeldelsen ikke kunne opgøres endeligt, da der ikke var afsagt dom i sagen. Anmeldelsen opfyldte ikke betingelserne i DSL § 82, stk. 3, 1. pkt., hvorefter en foreløbig anmeldelse skulle angive en skønsmæssig angivelse af kravet. Der var ikke inden proklamafristens udløb sket yderligere anmeldelse af A’s krav, hvorved dette var prækluderet, jf. DSL § 83, stk. 1. Det forhold, at bobestyrer i sin egenskab af advokat for C var bekendt med A’s påstand i sagen BS 8-345/2016, fandtes ikke at ændre herved. Boet efter B blev frifundet.
ØL fandt, at BR ved sin subsumption havde inddraget omstændigheder, der utvivlsomt lå inden for rammerne af boets hovedanbringende om, at A ikke inden for proklamafristen havde foretaget behørig anmeldelse af et opgjort økonomisk krav. Påstanden om ophævelse og hjemvisning blev ikke taget til følge. Anmeldelsen opfyldte ikke formkravene efter DSL § 82, stk. 1 eller stk. 3. Fsva. undtagelsesbestemmelsen i DSL § 83, stk. 2, nr. 1 fandt ØL, at de hensyn, bestemmelsen tilgodeså, ikke tog sigte på en situation som den foreliggende. ØL stadfæstede.

S havde inden sin død anerkendt faderskab over for statsamtet. Skifteretten bemyndigede afdødes forældre til på boets vegne at søge faderskabssagen genoptaget. Barnets advokat kærede afgørelsen. ØL fandt, at skifteretten ikke i medfør af DSL § 89, stk. 1, nr. 1 havde haft hjemmel til ved beslutning at bemyndige den afdødes forældre til i boets navn at begære faderskabssagen genoptaget, og beslutningen blev derfor ophævet.

Afdødes børn klagede til skifteretten over enkens valg af gravsted, idet de ønskede urnen flyttet. Skifteretten i Næstved afviste at tage stilling til klagen, da begravelsen var sket. ØL stadfæstede, jf. bekg. nr. 527 af 19.06.1992 § 25.

Skifteretten havde afvist at tage stilling til en påstand om, at skifteretten skulle anerkende, at menneskerettighedskonventionens art. 6 og 26 var krænket som følge af varigheden af behandlingen af et bo, der var påbegyndt i 1996. ØL fandt, at bedømmelsen af, om varigheden af boets behandling udgjorde en krænkelse af konventionens art. 6 skulle foretages af skifteretten, og sagen blev hjemvist til skifteretten.

Arvingen A havde ved retten i Ringkøbing anlagt sag mod medarvingen B med påstand om omstødelse af gaver, jf. AL § 22, ydet af enke, der sad i uskiftet bo, og som var død i 1998. B påstod sagen afvist. Antaget, at sagen skulle anlægges ved de almindelige domstole, idet der ikke i forarbejderne til DSL § 89 var holdepunkter for at antage, at det med bestemmelsen havde været tilsigtet at ændre den hidtidige retstilstand.

I en sag om retten til nogle livsforsikringer og kapitalpensioner, der kom til udbetaling uden om et dødsbo, havde parterne aftalte skifteretten i Ribe som værneting. Retten blev beklædt af dommeren. Under anken ophævede VL dommen, da sagen burde være behandlet af byretten og ikke af skifteretten, idet parterne ikke kunne aftale, at sagen skulle behandles af skifteretten, jf. RPL § 245. Højesteret fandt, at spørgsmålet skulle afgøres efter de regler, der gjaldt forud for dødsboskiftelovens ikrafttræden, og skifteretten også efter de tidligere gældende regler kunne behandle en sådan tvist, i alt fald når parterne har indgået aftale herom. Vestre Landsrets dom er kritisk komm af Henning Broman i FM 1999.21-22. Højesterets afgørelse er komm. af Henning Broman i FM 1999.153.

Skifteretten i Holbæk havde udlagt gravstedsretten til afdødes samlever og forældre i forening, da de ikke kunne blive enige. ØL ophævede kendelsen, da tvisten om den fremtidige ret til gravstedet var opstået og begæret afgjort inden boets afslutning, og tvisten derfor var omfattet af skifterettens kompetence, jf. DSL § 89.

To anpartsselskaber havde ved retten i Maribo anlagt sag mod dødsbo, der behandledes ved bobestyrer. Dødsboet påstod sagen afvist, idet en ny sag da ville være for sent anlagt. ØL tiltrådte, at sagen var blevet henvist til Skifteretten, jf. RPL § 232, stk. 2, sammenholdt med § 248, stk. 2, jf. DSL § 89 og § 98.

Dødsbo havde med rette anlagt sag mod Københavns Kommune ved Københavns Byret. jf. DSL § 106, stk. 1, med påstand om at kommunen dømtes til at udstede gravbrev på enkeltgravsted til boet. Sagen kunne ikke på boets begæring mod kommunens protest henvises til skifteretten, selv om en af arvingerne intervenerede i sagen, jf. DSL § 89, stk. 1, nr. 5.

Bobestyrer i Kolding begærede sig indsat i besiddelsen af Toyota Corolla, årg. 1981, som en af arvingerne havde solgt til sin svigerdatter. Da parterne ikke havde vedtaget skifteretten som værneting, jf. DSL § 89, stk. 1, nr. 5, kunne fogedretten behandle udleveringskravet. Det var ikke godtgjort, at arvingen B havde en aftale med bobestyreren om at kunne købe bilen til vurderingsprisen på 17.400 kr. Da B's besiddelse af bilen efter M's død måtte betragtes som et betroelsestilfælde, kunne boet vindicere bilen fra svigerdatteren.

Efter at afdødes urne var nedsat på kirkegård anmodede enken efter afdødes søn om at urnen blev flyttet til den afdøde søns gravsted. Rødovre Skifteret henviste til, at ligflytning kun kan finde sted med stiftsøvrighedens tilladelse efter indhentet erklæring fra sundhedsmyndighederne. Da skifteretten alene havde kompetence til at tage stilling, såfremt der endnu ikke var sket urnenedsættelse eller jordfæstelse, afvistes klagen. ØL stadfæstede.

Skifteretten i Haderslev havde afslået at behandle klage over bobestyrers værdiansættelse af boets faste ejendom, da klagen var indgivet for sent. VL ophævede skifterettens beslutning, da spørgsmålet om ejendommen skulle udlægges til arvingerne til den offentlige ejendomsvurdering eller til handelsværdien angik fortolkning af afdødes testamente og skulle afgøres af skifteretten efter DSL § 89, stk. 1, nr. 1. Arvingen var således henvist til i givet fald at indlevere stævning ved skifteretten mod medarvingen. Komm. af Henning Broman i FM 2001.146.

Privatskiftet dødsbo kunne i medfør af DSL § 89, stk. 1, nr. 2 og stk. 2 sagsøges ved skifteretten i Lyngby af en kreditor, selv om boopgørelse var indleveret og boafgiften betalt, idet der fortsat henstod 60.000 kr. på boets konto hos bobehandlende advokat.

Ifølge testamente skulle ejendom i Charlottenlund udlægges til 3 fællesbørn i lige sameje. Arvingernes rettigheder og forpligtelser skulle reguleres i en af advokat Preben Kønig udarbejdet samejekontrakt. En af arvingerne nedlagde for Gentofte Skifteret påstand om, at boet og de to medarvinger skulle anerkende nogle ændringer i samejekontrakten. Sagen blev afvist, da det ikke er domstolenes opgave at foreskrive, hvorledes en samejekontrakt nærmere skal udformes.

Arving gjorde gældende, at en legatar havde fået flere effekter som dødslejegaver, og anmodede skifteretten i Tåstrup om at tage stilling til kravet. ØL tiltrådte, at skifteretten ikke i DSL § 89, stk.1, nr. 3 havde hjemmel til at tage stilling til tilbagesøgningskravet, og at kravet i overensstemmelse med § 106 måtte rejses af boet ved de almindelige domstole.

En arving i et privatskiftet bo fremsatte over for skifteretten i Lyngby begæring om syn og skøn til fastsættelse af værdien af en dragkiste og en frimærkesamling, som afdøde havde overdraget 2 år før sin død. Skifteretten fandt, at en retssag skulle anlægges som et civilt søgsmål. Da det således ikke henhørte under skifteretten, var det ikke relevant for denne sag, at der foretoges syn og skøn, hvorfor begæringen herom ikke blev taget til følge. ØL stadfæstede.

Skifteretten i Grenaa havde bestemt, at afdødes urne skulle forblive, hvor den var i eget gravsted. VL ophævede kendelsen, idet skifterettens kompetence efter § 9 i lov om begravelse og ligbrænding måtte være begrænset til tvister om valg af gravsted, inden begravelse er sket.

Skifteretten i Hillerød afviste at tage stilling til, om en urne burde flyttes. ØL stadfæstede, da kompetencen til at træffe afgørelse ved uenighed om valg af gravsted ikke længere tilkom skifteretten, da urnen var nedsat. Kompetencen til at tillade flytning af urner tilkommer den pågældende kirkegårdsbestyrelse, jf. § 25 i bekg. nr. 577 af 19.06.1992.

Bobestyrer i boet efter A anlagde sag mod C ved skifteretten i Køge med påstand om bl.a., at C tilpligtedes at fraflytte en ejendom, der tilhørte boet, og at C fra ejendommen skulle udlevere nærmere angivet indbo. Skifteretten i Køge afviste sagen. ØL tiltrådte, at skifteretten ikke havde saglig kompetence til at prøve de nævnte påstande, jf. DSL § 89, og udtalte, at retssag om disse påstande måtte anlægges ved de almindelige domstole, jf. samme lovs § 106, stk. 1, eller prøvelse ske ved fogedretten. RPL § 249, stk. 1, kunne ikke føre til andet resultat.

Boet efter M var udlagt som boudlæg til H i medfør af DSL § 18. Efterfølgende opstod der tvist om retten til en forsikring med A som begunstiget. Boet efter M v/H nedlagde som sagsøger påstand om, at A skulle anerkende, at M's underskrift på begunstigelseserklæringen var falsk, subsidiært at begunstigelsen var bortfaldet på grund af bristede forudsætninger. A påstod principalt afvisning. Skifteretten i Aalborg tog ikke A's afvisningspåstand til følge. VL udtalte, at boet efter M v/H var sluttet ved boudlæg og ikke genoptaget. Boet eksisterede således ikke som retssubjekt og kunne derfor ikke være sagsøger under sagen, som derfor hjemvistes til skifteretten med henblik på behandling af spørgsmålet om eventuel genoptagelse af boet efter DSL § 103.

Bobestyrer havde efter bomøde med afstemning blandt arvingerne besluttet at sælge boets ejendom til tredjemand. En arving A indbragte afgørelsen for skifteretten i Gråsten med påstand om, at han som arving var berettiget til at overtage ejendommen på samme vilkår som tredjemand. Skifteretten stadfæstede bobestyrerens afgørelse. VL ophævede skifterettens kendelse med den begrundelse, at spørgsmål om retten til at arve, herunder retten til at overtage aktiver efter vurdering, skal afgøres ved dom, jf. DSL § 97, stk. 5, jf. § 89, stk. 1, nr. 1. A var således henvist til at udtage stævning.

Et dødsbo var d. 18.04.2005 afsluttet ved boudlæg uden skiftebehandling, jf. DSL § 18. Herefter blev der i Aalborg skifteret i november 2005 anlagt retssag, først af boet, hvilket dog senere blev ændret til afdødes mor, mod afdødes tidligere samlever, S, om, hvem der var den begunstigede i en livsforsikring, som skulle udbetales efter afdøde. S påstod sagen afvist fra skifteretten, eftersom S ikke mente, at skifteretten var kompetent til at behandle dette spørgsmål. Skifteretten tog dog ikke den påstand til følge. VL udtalte, at efter DSL § 89, stk. 1, nr. 4, afgør skifteretten tvister, som opstår i forbindelse med boernes behandling, herunder spørgsmål om retten til en kapital ifølge en livsforsikring, der kommer til udbetaling i anledning af et dødsfald, når tvisten angår, hvem der som begunstiget er berettiget til at modtage kapitalen. VL bemærkede, at retssagen blev anlagt i november 2005, efter at dødsboet d. 18.04.2005 blev afsluttet ved boudlæg uden skiftebehandling, jf. DSL § 18, og overskriften til DSL kap. 12. Da tvisten herefter ikke var opstået under boets behandling, var skifteretten ikke kompetent til at behandle retssagen.

I et bobestyrerbo skulle to umyndige arvinger hver modtage ca. 446.000 kr. Arvingerne var bosat i udlandet. Bobestyreren anmodede skifteretten om at tage stilling til, om midlerne også i et sådant tilfælde skulle anbringes i forvaltning. Skifteretten - der antog, at værgemålsloven også finder anvendelse på udenlandske arvinger, og som henviste til bestemmelserne i VML § 33, jf. § 35 om, at midler over 75.000 kr. skal anbringes i forvaltning - afsagde kendelse om, at der skulle oprettes en forvaltningskonto for hver af de umyndige arvinger. Da det efter værgemålsloven er statsforvaltningen, der fører tilsyn med værger, da det ligeledes er statsforvaltningen, der fører tilsyn med værger i behandlingen af sager efter Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, og da skifteretten i forbindelse med revisionen af boopgørelsen alene skal påse, at statsforvaltningens tiltrædelse foreligger i fornødent omfang, har skifteretten ikke haft kompetencen til at træffe den påkærede afgørelse. VL ophævede derfor skifterettens kendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i skifteretten med henblik til oversendelse til statsforvaltningen.

Skifteretten på Frederiksberg havde ved kendelse bestemt, at afdødes ejerandele i 2 kommanditselskaber skulle indgå i et dødsbo. De pågældende ejerandele var overdraget fra afdødes far til nu afdøde ved gavebreve. ØL ophævede skifterettens kendelse, da der var tale om en tvist omhandlende såvel den længstlevende ægtefælles ret til at arve som gavegivers krav rettet mod dødsboet, hvilket skulle afgøres af skifteretten ved dom, jf. DSL § 89, stk. 1, nr. 1 og 2, jf. § 101 .

Efter at en lejer af en beboelsesejendom var død, opstod der tvist mellem dødsboet og udlejer om dels udbedring af skader for 5.971 kr. som følge af påstået vanrøgt af lejemålet, dels betaling af afdøde lejers gæld til et varmeværk med 1.180 kr. Udlejer anlagde sag mod dødsboet ved skifteretten. Da den største del af udlejers krav vedrørte et istandsættelseskrav efter fraflytning, var tvisten omfattet af huslejenævnets kompetence, jf. LL § 106, stk. 1, nr. 4, og sagen kunne efter LL § 107, stk. 1, ikke indbringes for boligretten som første instans. Skifteretten i Esbjerg afviste som følge heraf sagen. VL fandt, at skifteretten burde have henvist sagen til boligretten med henblik på, at boligretten tog stilling til spøgsmået om afvisning, jf. RPL § 232, stk. 2, og LL § 111, stk. 3, samt DSL § 89, stk. 4., og § 98. Da VL imidlertid var enig i, at sagen skulle afvises som følge af, at tvisten ikke havde væet forelagt huslejenænet, tiltrådte VL, at sagen var afvist. VL bemærkedei den forbindelse, at DSL § 56, stk. 4, jf. DSL § 89, stk. 4. , ikke er til hinder for, at en tvist indbringes for huslejenævnet.

M havde i levende live skiftet det uskiftede bo med bistand fra en § 17-fuldmægtig. Efter at skiftet var afsluttet, ønskede M skiftet annulleret, således at han på ny kunne sidde i uskiftet bo med sin datter, idet han nu havde opdaget, at det frivillige skifte havde negative konsekvenser for beregningen af hans pension på grund af reglerne om beregning af fiktiv indkomst af bortgiven formue. Skifteretten fandtes ikke at have tilsidesat sin vejledningspligt.

I et privatskiftet bo havde arvingerne valgt at udlægge fast ejendom til dem selv for ejendomsværdien og derefter solgt ejendommen, hvilket udløste ejendomsavancebeskatning. Skifteretten på Frederiksberg afviste at genoptage boet. ØL fandt det tvivlsomt, om skifteretten havde opfyldt sin vejledningspligt efter DSL § 91, og boet burde derfor genoptages. Komm. af Flemming Sorth i FM 2002.85-86.

Privatskiftede enearving havde i boopgørelse af 02.03.1998 udlagt ejendom til 290.000 kr. Skifteretten i Brønderslev foreslog, at ejendommen blev udlagt til ejendomsværdien minus 15%, hvis arvingen ønskede at beholde ejendommen, hvilket råd arvingen fulgte. Ejendommen blev senere solgt for 436.167 kr., hvorefter arvingen i 2001 begærede boet genoptaget med henblik på forhøjelse af værdiansættelsen, hvilket skifteretten afslog. VL udtalte, at genoptagelse af et dødsbo, der er sluttet, og hvor værdiansættelserne er endelige, sædvanligvis ikke kan ske med det formål at ændre værdiansættelserne. Selv om det havde været rigtigst, at skifteretten havde gjort arvingen opmærksom på spørgsmålet om ejendomsavancebeskatning ved salg, tiltrådtes det, at boet ikke kunne genoptages, idet en ændring af værdiansættelsen af boets ejendom ikke ville have medført en ændring af fordelingen af arv eller udlodning. Komm. af Flemming Sorth i FM 2002.85-86.

Arving havde haft to advokater beskikket i medfør af DSL § 100. Skifteretten i København afslog at beskikke en ny advokat for arvingen, idet der ikke var udsigt til, at en ny advokat ville kunne varetage arvingens interesser på den måde, som han ønskede det. ØL stadfæstede. Skifteretten fandtes at have opfyldt sin vejledningspligt, som ikke omfattede udformningen af processkrifter, som der i øvrigt ikke stilles formkrav til.

Skifteretten i Næstved havde ikke tilsidesat sin vejledningspligt, og klagen over bobestyrerens sagsbehandling blev ikke taget til følge.

Frederiksberg Skifteret havde afsagt dom om, at A ikke var testamentsarving efter afdøde B, idet B efterfølgende havde indgået ægteskab, hvorfor testamentet var bortfaldet. Tvisten skulle, jf. DSL § 98, have været behandlet i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige bestemmelser om civile sager herunder med sædvanlig skriftveksling. Under henvisning hertil og til at det ikke kunne lægges til grund, at A havde modtaget den i DSL § 7, stk. 3, og § 91 nævnte vejledning, ophævedes dommen og sagens hjemvistes.

B var død d. 30.04.1997, og boet blev ved skifteretten i Rønne udleveret til forenklet privat skifte. En befuldmægtiget kontorfunktionær bistod arvingen med at udarbejde åbningsbalance og boopgørelse og heri blev en fast ejendom ansat til ejendomsværdien på 230.000 kr. B havde købt ejendommen for 350.000 kr og arvingen solgte pr. 01.01.1999 ejendommen for dette beløb, hvilket udlæste ejendomsavanceskat på 52.000 kr. Skifteretten lagde til grund, at det var en fast og indarbejdet praksis at vejlede arvinger om ejendomsavancebeskatningsreglerne, og skifteretten fandt ikke anledning til at antage, at nævnte praksis havde været fraveget ved skifterettens behandling af nærværende bo, hvorfor skifteretten måtte afvise at have begået fejl, der kunne begrunde en genoptagelse af boet i medfør af DSL § 103, stk. 1, nr. 3. ØL stadfæstede.

Arvinger i privat skifte havde i oktober 2000 indleveret åbningsstatus, der samtidigt var boopgørelse pr. dødsdagen med angivelse af, at værdien af boets faste ejendom var 930.000 kr. Arvingerne solgte herefter ejendommen for en højere pris, og da de blev afkrævet ejendomsavanceskat, begærede de i november 2002 boet genoptaget. Skifteretten på Frederiksberg afslog genoptagelse, da arvingerne ikke var mødt til vejledningsmødet, og da en ændring af værdien af boets faste ejendom ikke ville ændre på fordelingen af arven. ØL fandt ikke, at boet kunne genoptages alene med den begrundelse, at man ønskede at ændre værdiansættelsen. ØL fandt imidlertid, at skifteretten ikke havde opfyldt sin vejledningspligt efter DSL § 91, og at arvingerne ikke havde frafaldet at modtage vejledning, og at den manglende vejledning havde haft betydning for deres valg af skæringsdag og værdiansættelse med væsentlige skatte- og afgiftsmæssige konsekvenser. Boet skulle derfor genoptages. Komm. af Henning Broman i FM 2003.113-114: Når skifteretten vildleder arvinger.

Skifteretten i Faaborg havde afslået at udlevere en ejendomsvurdering til en ejendomsmægler E, som optrådte på vegne en arvings værge, da E ikke havde noget krav på at få udleveret interne arbejdspapirer i boet. ØL lagde til grund, at E og /eller værgen ikke havde modtaget den i DSL § 91 nævnte vejledning, herunder om, at E efter skifterettens opfattelse ikke kunne fremsætte andragendet om udlevering af et dokument på vegne værgen. Da skifteretten anså E's henvendelse som en klage over en afgørelse truffet bobestyrer, burde klagen være behandlet efter regler i DSL § 96 og § 97, herunder burde klageren være gjort bekendt med bobestyrerens indlæg. Af disse grunde ophævedes skifterettens kendelse.

Skifteretten i Holstebro havde udlevet skattepligtigt bo til afdødes samlever K, der i testamente var indsat som enearving, til privat skifte. K oplyste, at hun ville søge bistand hos hendes broder, der var civiløkonom. K indleverede d. 22.04.2003 boopgørelse med dødsdagen d. 24.02.2003 som skæringsdag. K begærede d. 11.12.2003 boet genoptaget. Antaget, at kontorfuldmægtigen havde vejledt om, at boet var skattepligtigt, og at hun skulle rette henvendelse til skattemyndighederne med hensyn til overtagelsesdatoen for den faste ejendom. Der var ikke grundlag for at antage, at skifteretten havde tilsidesat sin vejledningspligt eller begået fejl ved vejledningen. Begæringen om genoptagelse blev derfor ikke taget til følge.

En kvinde var død og hendes arvinger var hendes broder B og søster samt to afdøde søskendes børn. Boet blev i juni 2002 udleveret til privat skifte, og der blev udloddet 1.550.000 kr. a conto arv d. 11.12.2002. Boopgørelsen blev indleveret til skifteretten d. 09.05.2003 vedlagt en erklæring af 09.11.2003, hvorefter B gav afkald på arv mod et vederlag på 200.000 kr. Bobeholdningen var på 4.489.156 kr. Skifteretten i Aalborg fandt, at B's arveafkald ikke kunne få virkning efter BAL § 5, stk. 1, og at det ikke var godtgjort, at der forelå et mundtlige testamente, eller at B havde givet afkald på forventet arv. Skifteretten havde ikke forsømt vejledningspligten ved ikke uden konkret anledning af have vejledt om BAL § 5, stk. 4. VL stadfæstede.

Skifteretten i Næstved havde i marts 2009 meddelt kontaktpersonen i et privatskifte bo, at 1-års-fristen ikke kunne udsættes og havde tilføjet »Du har mulighed for at anmode om bobestyrerbehandling« Arvingen indleverede herefter en boopgørelse i marts 2009, hvori ejendommen var optaget til en værdi af 1.9 mio. kr., svarende til salgsprisen i et betinget skøde. SKAT godkendte værdiansættelserne i februar 2010, og boafgift blev opkrævet i marts 2010. Arvingen anmodede herefter om genoptagelse af boet, idet salget af ejendommen ikke var blevet gennemført, og ejendommen nu var til salg for 1,35 mio. kr. Skifteretten afslog genoptagelse efter DSL § 103. Arvingen kærede og anførte i kæreskriftet, at han ikke var blevet vejledt om, at bobestyrerbehandling ville indebære, at det havde været muligt at udskyde indgivelsen af boopgørelsen. ØL anførte, at skifterettens vejledning havde været »noget kortfattet«, men at der ikke var begået sådanne fejl, at det var påkrævet at genoptage boet, og stadfæstede skifterettens kendelse.

Skifteretten i Ringsted havde indkaldt 3 arvinger til at afgive forklaring om afdødes forhold. Skifteretten bestemte, at de to øvrige arvinger ikke måtte overvære den første arvings forklaring, jf. RPL § 182. ØL fandt, at de to øvrige arvinger måtte anses som parter i sagen, jf. DSL § 99, og at de som følge heraf ikke kunne udelukkes fra at overvære et retsmøde i sagen.

Dommer i Skifteretten i Roskilde, der havde opfordret afdødes hustru om at medvirke til at fremskaffe oplysninger om afdødes konti i Schweiz, var ikke inhabil til at afgøre en begæring om editionspålæg over for enken. Se også UfR 2007.1464 ØLK.

Boet efter M blev behandlet som insolvent bobestyrerbo. M havde konto i schweizisk bank, og enken H havde fuldmagt til kontoen. Skifteretten i Roskilde pålagde i medfør af DSL § 92, stk. 2. H at bemyndige bobestyrer til at indhente oplysninger om afdøde M's engagement hos banken i Schweiz. ØL fandt, at der hverken efter ordlyden af bestemmelserne i DSL § 92, stk. 2, jf. RPL kapitel 28 eller forarbejderne hertil var givet skifteretten mulighed for at meddele pålæg i det skete omfang, og ophævede skifterettens kendelse herom. ØL havde ikke kunnet tage stilling til, i hvilket omfang der i øvrigt kunne være grundlag for meddelelse af pålæg i medfør af DSL § 92, stk. 2, jf. RPL kap. 28. Se også UfR 2007.1464 ØLK.

M, der var død i 2003, efterlod H, 3 særbørn og et fællesbarn. Særbørnene ønskede, at bobestyrer skulle indkalde H og fællesbarnet til afhøring i skifteretten i henhold til DSL § 92 vedrørende påståede gaver fra H til fællesbarnet gennem de sidste 11 år. Bobestyrer afslog dette. København Byrets Skifteafdeling fandt ikke grundlag for at tilsidesætte bobestyrers skøn og tog derfor ikke klage til følge. ØL stadfæstede.

Skifteretten i Roskilde fandt det bevist, at enken H bevidst modarbejdede, at bobestyrer i M's dødsbo og skifteretten fik oplysninger om hans konti i Schweiz. Hun ønskede ikke at give bobestyreren fuldmagt, hvorfor hun fortsat anvendte og kunne anvende sin fuldmagt vedrørende kontiene. H tilpligtedes at udlevere sit materiale vedrørende engagementerne, og hvis hun ikke havde det, dømtes hun til at indhente materialet fra Schweiz samt til at indhente årsopgørelser vedrørende perioden fra engagementernes begyndelse til dødsdagen, jf. DSL § 92, jf. RPL § 299.

Boet efter M blev behandlet som insolvent bobestyrerbo. M havde konto i schweizisk bank, og enken H havde fuldmagt til kontoen. Skifteretten i Roskilde pålagde i medfør af DSL § 92, stk. 2 H at bemyndige bobestyrer til at indhente oplysninger om afdøde M's engagement hos banken i Schweiz. ØL fandt, at der hverken efter ordlyden af bestemmelserne i DSL § 92, stk. 2, jf. RPL kapitel 28 eller forarbejderne hertil var givet skifteretten mulighed for at meddele pålæg i det skete omfang, og ophævede skifterettens kendelse herom. ØL havde ikke kunnet tage stilling til, i hvilket omfang der i øvrigt kunne være grundlag for meddelelse af pålæg i medfør af DSL § 92, stk. 2, jf. RPL kap. 28. H nægtede dog at medvirke til at fremskaffe materialet. I medfør af RPL § 178, stk. 1, jf. DSL § 92, stk. 2, jf. RPL § 299, blev H pålagt dagsbøder på 1.000 kr. der løb fra d. 01.04.2007 og foreløbig til d. 31.05.2007, såfremt H ikke senest 31.03.2007 opfyldte skifterettens kendelse af 15.03.2006. Da E fortsat ikke indhentede de fornødne oplysninger, bestemte skifteretten endvidere, at E skulle tages i forvaring af politiet. Denne afgørelse blev stadfæstet af ØL. HR udtalte, at bestemmelsesretten over boet for så vidt angår væsentlige spørgsmål lå hos boets kreditorer, jf. DSL § 70, stk. 1, og i øvrigt hos B, der var legitimeret til at tegne boet. Dokumenter i form af kontoudtog kunne derfor ikke antages at være undergivet E's rådighed. Da det heller ikke på andet grundlag var godtgjort, at E havde mulighed for at fremskaffe de ønskede oplysninger, var betingelserne for anvendelse af tvangsmidler i RPL § 178, stk. 1, nr. 4 og 5, ikke opfyldt. HR ophævede derfor ØL's kendelse.

D afgik ved døden i november 2001, hvorefter hans bo blev taget under behandling som bobestyrerbo. A boede sammen med D i et kolonihavehus på lejet grund og fortsatte efter D's dødsfald med at bebo huset alene. A var i ØL blevet dømt til at anerkende, at det pågældende kolonihavehus tilhørte dødsboet. A havde fået medhold i at være medlejer af havelodden. Skifteretten i Glostrup besluttede på bobestyrerens anmodning, at A skulle fraflytte huset med henblik på, at boet kunne fjerne huset fra grunden og sælge det til opstilling et andet sted. ØL udtalte, at det efter DSL § 53, stk. 1 og § 63, stk. 1, tilkommer bobestyreren, eventuel i samråd med arvingen, at træffe sådanne bestemmelser, og om fornødent at anmode om fogdens bistand. Derimod indeholder hverken DSL § 89, som regulerer skifterettens saglige kompetence i dødsboskiftesager, eller andre bestemmelser i DSL hjemmel til, at skifteretten på bobestyrerens anmodning i stedet kan træffe afgørelse herom. ØL ophævede derfor skifterettens beslutning.

Skifteretten i Odense havde i medfør af DSL § 92, stk. 2, jf. RPL §§ 299 og 300 om tredjemandsedition, pålagt afdødes bror at udlevere forskellige dokumenter vedrørende et selskab og en fast ejendom, som afdøde havde ejet i lige sameje med broren. Desuden havde skifteretten pålagt broren at udlevere en opgørelse over ejendomme, aktier, obligationer og værdipapirer, som afdøde havde være medejer af sammen med broren. Efter det oplyste drejede det sig om to ejendomme på Sicilien, værdipapirer og muligvis kontanter placeret i et pengeinstitut i Italien. ØL stadfæstede, idet dog den del af kendelsen, der vedrørte udlevering af en opgørelse over ejendomme, obligationer og værdipapirer, som afdøde havde været medejer af sammen med broren, blev ophævet, allerede fordi der efter RPL § 299, jf. § 300, ikke er hjemmel til at pålægge tredjemand at udfærdige et dokument.

I et bobestyrerbo havde en af skifteretten udpeget vurderingsmand fastsat værdien af et parcelhus i Risskov til 1.097.000 kr. Efterfølgende udarbejde en ingeniør en rapport, hvorefter udbedring af ejendommen ville koste ca. 250.000 kr., ligesom et forsikringsselskab påpege nogle fejl og mangler, som skulle udbedres, hvis der skulle kunne tegnes ejerskifteforsikring. En anden statsautoriseret mægler fastsatte værdien til 900.000 kr. Afdødes datter, der ifølge testamentet skulle arve ejendommen, begærede ejendommen omvurderet, jf. DSL § 94. Skifteretten i Århus fandt ikke, at der var udvist fejl ved vurderingen, selv om der ikke forelå tilstandsrapport, og at der ved den første vurdering var taget hensyn til de fejl og mangler, der senere blev påpeget. Da vurderingen tillige hvilede på et skøn, fandtes der ikke grund til at tilsidesætte vurderingen og tillade omvurdering. VL stadfæstede. (Komm. af Henning Broman i FM 1999.10: Man kunne have tilladt omvurdering mod, at den vurderingen gik imod, måtte betale udgifterne herved.)

Værdien af en fast ejendom var ved sagkyndig vurdering fastsat til 767.000 kr. To arvinger begærede omvurdering, da de mente, at værdien var mindst 1,1 mio. kr. Omvurderingen lød på 780.000 kr. Skifteretten i Odense besluttede, at de to arvinger skulle afholde udgifterne ved omvurderingen på 8.125 kr., jf. DSL § 95, stk. 3. ØL stadfæstede.

M var død d. 09.09.1998 og boet blev behandlet ved testamentarisk indsat bobestyrer. M efterlod sig H og særbarnet A. Ejendommen blev vurderet af ejendomsmægler d. 13.11.1998 til 2 mio. kr., og vurderingen blev forelagt for arvingerne. Ejendommen blev ved arveudlægsskøde af 10.01.1999 udlagt til H for 2 mio. kr. H solgte ejendommen d. 29.03.1999 for 2,975 mio. kr. A begærede nu ejendommen omvurderet. Begæringen blev ikke taget til følge, da A ikke havde haft indvendinger mod vurderingen, og da ejendommen var udlagt til H.

H, der sad i uskiftet bo, var død d. 30.06.1993. Boet blev behandlet som gældsfragåelsesbo ved skifteretten i Assens. Maleri af Dankvart Dreyer blev d. 24.02.1994 vurderet af skifterettens vurderingsmand til 20.000 kr. Skifteretten bestemt ved dom d. 08.06.1998, at datteren D ikke skulle udtage maleriet, som derfor skulle udlægges til sønnen S. D begærede nu maleriet omvurderet i medfør af SKL § 48, da andre malerier af samme kunster var solgt 60.000 kr. og 65.000 kr. med tillæg af omkostninger. D havde ikke gjort indsigelser i 4½ år. D havde ikke godtgjort, at vurderingen var et sådant fejlskøn eller led af så væsentlige mangler, at skifteretten skulle tilsidesætte den. (2-1).

H havde i forbindelse med begæring om ægtefælleudlæg uden tre særbørns medvirken indhentet en vurdering af ejendommen. Skifteretten i Århus bestemte, at ejendommen skulle omvurderes. VL fandt, at vurdering var korrekt og udført på betryggende måde, og at der ikke var påvist omstændigheder, der godtgjorde, at ejendommens handelsværdi afveg væsentligt fra vurderingen. Betingelserne for omvurdering i DSL § 94 var herefter ikke opfyldt. Kritisk komm. af Henning Broman i FM 2000.138-139.

Bobestyrer havde på et bomøde udpeget en ejendomsmægler til at vurdere boets faste ejendom. Ejendommen blev vurderet til 325.000 kr. og udlagt til ægtefællen for dette beløb. Det viste sig efterfølgende, at en anden mægler i anden anledning havde vurderet ejendommen til 365.000 kr. Skifteretten i Nibe nægtede omvurdering, da arvingerne ikke havde protesteret mod den udmeldte vurderingsmand, og da vurderingen måtte anses for udtryk for ejendommens værdi, forelå der ikke sådanne omstændigheder eller fejl, som kunne begrunde en omvurdering af ejendommen. VL stadfæstede.

I et bobestyrerbo var et sommerhus blevet vurderet af ejendomsmægler til 750.000 kr. Arving anmodede om omvurdering, idet en anden ejendomsmægler i en ensidigt indhentet vurderingsrapport havde vurderet ejendommen til 850.000 kr. Skifteretten i Slagelse fandt ikke grundlag for en omvurdering. ØL stadfæstede.

Skifteretten i Gråsten havde tilladt omvurdering af ejendom, som af statsaut. ejendomsmægler var vurderet til 3.100.000 kr., mod at arvingerne stillede sikkerhed for omkostningerne herved. En anden mægler havde vurderet ejendommen til.3.740.000 kr. VL fandt, at der ikke var grundlag for omvurdering, jf. DSL § 94.

I et bobestyrerbo var et hotel blevet vurderet til 10,45 mio kr., hvilket 6 uger senere nedsattes til 9,65 mio kr., da det viste sig, at der var problemer med lovliggørelse af køkkenet. Hotellet blev a contoudlagt til en af arvingerne. Skifteretten i Tønder bestemte, at udlægsprisen skulle fastsættes, så der blev taget højde for den værdistigning, der var sket i forbindelse med lovliggørelse af køkkenet. VL fandt, at spørgsmålet kunne afklares ved en henvendelse til vurderingsmanden, hvorfor sagen blev hjemvist til fornyet behandling.

Autoriseret bobestyrer i Århus havde ladet indbo vurdere uden at der var givet arvingerne mulighed for at være til stede under vurderingsforretningen, hvilket en af arvingerne havde ønsket. Skifteretten i Århus fandt ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen, selv om arvingerne burde have haft underretning, da der ikke var påvist fejl eller mangler ved vurderingen, jf. DSL § 94.

Ejerlejlighed i Charlottenlund var i juli 2002 vurderet til 2,9 mio. kr. eller 200.000 kr. under ejendomsværdien. Afdødes særbørn begærede omvurdering. Skifteretten i Gentofte tillod omvurdering efter DSL § 94, nr. 3, allerede fordi det ikke kunne afvises, at ejendomme i det pågældende område generelt handles væsentligt over den offentlige ejendomsværdi, og det derfor ikke kunne udelukkes, at handelsværdien afveg væsentligt fra vurderingsresultatet.

I bobestyrerbo blev sommerhusgrund, som var vurderet til 325.000 kr, efter begæring omvurderet. Omvurderingen nåede også frem til 325.000 kr. Skifteretten i Grenå pålagde herefter arvingen at betale vurderingsomkostningerne på 5.250 kr., jf. DSL § 95, stk. 3. VL fastslog, at udgangspunktet er, at boet skal afholde omkostningerne. Da beslutningen om omvurdering hvilede på en udtalelse fra en ejendomsmægler, bobestyreren havde anbefalet det og to arvinger udtalt, at grunden kunne sælges for 368.000 kr, og da den nu var sat til salg for dette beløb, var der ikke grundlag for at fravige hovedreglen, hvorefter boet skulle betale for omvurderingen.

Arvingerne havde i boopgørelsen sat en ejendoms værdi til 293.000 kr. Skattemyndighederne forhøjede værdien til 400.000 kr. svarende til ejendomsværdien. Skifterettens vurderingsmand vurderede herefter ejendommen til 695.000 kr. Arvingerne begærende omvurdering og fremlagde en vurdering fra en anden mægler på 105.000 kr. Skifteretten afviste omvurdering. VL fandt, at vurderingerne var så forskelligartede, at betingelserne for en omvurdering var til stede. Komm. af Henning Broman i FM 2003.221.

Bobestyreren havde efter aftale med arvingerne i boet og efter forslag fra arvingen A om, hvilke mæglere der skulle vurdere ejendommen E, rettet henvendelse til disse mæglere, som vurderede ejendommen til henholdsvis 1.625.000 kr. og 1.650.000 kr. som kontantpris. Bobestyreren havde på denne baggrund truffet beslutning om, at ejendommen blev værdiansat til gennemsnittet af disse to vurderinger, nemlig 1.637.500 kr. Skifteretten i Hørsholm fandt det ikke godtgjort, at der i forbindelse med vurderingerne forelå forhold som anført i DSL § 94, hvorfor der ikke fandtes baggrund for at foretage en omvurdering af ejendommen. Det fandtes rigtigt at lægge gennemsnittet af de to vurderinger til grund. ØL stadfæstede.

Ejerlejlighed var d. 15.09.2004 vurderet af Nybolig til 2.150.000 kr. Ejendomsværdien pr. 01.10.2003 var 2.300.000 kr. og Home havde i januar 2004 vurderet lejligheden til 2.200.000 kr. Bobestyrer havde på bomøde d. 19.10.2004 bestemt, at ejerlejligheden skulle overdrages til efterlevende ægtefælle for 2.150.000 kr. Særbørnenes anmodning om omvurdering blev afslået af skifteretten i Gentofte og ØL, da der ikke var grundlag for at antage, at værdien afveg væsentligt fra vurderingsresultatet, jf. DSL § 94, nr. 3.

På et bomøde blev det vedtaget af lade ejendommene E og F vurdere af EDC og HOME. Ved afgivelsen af vurderingen oplyste EDC-mægleren, at han var fætter til arvingen A's ægtefælle B. Bobestyrer besluttede herefter at udlægge ejendommen E til A og B til vurderingsprisen fra HOME, som var den højeste vurdering, og at sælge ejendomme F på auktion i henhold til RPL's regler, jf. DSL § 58. Skifteretten i Ringsted ophævede bobestyrers beslutning om udlæg af ejendommen, da der af formelle grunde burde bortses fra vurderingen fra EDC, og det pålagdes bobestyrer at lade ejendommen vurdere ved en 3. ejendomsmægler, før der blev truffet beslutning om ejendommens udlægsværdi. Skifteretten fandt ikke grundlag for at kritisere salget af ejendommen F ved auktion, da den foretagne vurderingsrunde herefter ikke var bestemmende for de vilkår, hvorunder ejendommen blev solgt. ØL stadfæstede.

Dødsbobeskatningen havde beregnet den kapitaliserede værdi af en livrenteforpligtelse på 45.000 kr. med en kapitaliseringsfaktor på 7,69 i henhold til bekg. nr. 996 af 08.11.2000. En arving ønskede, at der skulle ske sagkyndig vurdering af forpligtelsen, jf. DSL § 93. Skifteretten i Brøndbyerne afviste begæringen som åbenbart overflødig, da passiveringen skulle beregnes efter bekendtgørelsen. ØL stadfæstede.

Moderen til afdøde M's særbørn anmodede om omvurdering af boets faste ejendom. Skifteretten i Assens fandt ikke grundlag herfor, jf. DSL § 94. ØL henviste til, at boet var afsluttet i februar 2005 ved ægtefælleudlæg i medfør af DSL § 22. Begæringen om omvurdering var fremsat i april 2005. Allerede fordi en anmodning om omvurdering af boets aktiver efter DSL § 94 alene kunne fremsættes i forbindelse med boets behandling eller berigtigelse, tiltrådte ØL skifterettens afgørelse.

Bobestyreren havde i et dødsbo med 2 arvinger bestemt, at en tilstandsrapport, den ene arving havde indhentet, ikke skulle udleveres til vurderingsmanden. Skifteretten i Gladsaxe gav ikke medhold i en klage herover. Retten fandt ikke, at vurderingsmanden skulle gøres bekendt med en ensidig indhentet tilstandsrapport, udfærdiget uden at hverken medarvingen eller bobestyreren havde været til stede. ØL stadfæstede, idet der tillige henvistes til, at bobestyreren efter DSL § 53, stk. 3, kan tilsidesætte arvingernes beslutning og afgøre et spørgsmål, hvis beslutningen strider mod nogens ret.

En erhvervsejendom i Randers blev af to mæglere i forening i september 2004 vurderet til 19,5 mio. kr. På telefonisk forespørgsel fra en arving tilkendegav den ene af mæglerne i august 2005, at han ikke fandt det urealistisk at udbyde ejendommen til en kontantpris på 26,5 mio. kr. En arving begærede herefter omvurdering. Arvingen havde ikke udvist retsfortabende passivitet. Skifteretten i Randers antog, at handelsværdien afveg væsentligt fra værdien ifølge vurderingen fra 2004, og besluttede omvurdering, jf. DSL § 94, nr. 3. Det kunne ikke tillægges afgørende betydning, at lejeren af ejendommen, der havde en forkøbsret, havde anslået prisen til 15-18 mio. kr. VL tiltrådte, at der var skabt en sådan usikkerhed om ejendommens handelsværdi, at betingelserne for omvurdering var opfyldt.

I et bobestyrerbo var en ejerlejlighed vurderet af home til 5.200.000 kr. Afdødes særbarn var ikke orienteret om vurderingen og havde ikke været til stede. Skifteretten på Frederiksberg afslog omvurdering, da arvingen i 50 dage ikke havde reageret på bobestyrers afvisning af omvurdering. Dødsboet havde ikke, trods opfordring hertil, nærmere redegjort for fremgangsmåden ved vurderingens foretagelse. Det var endvidere uoplyst, i hvilket omfang ejendomsmægleren havde haft relevante oplysninger blandt andet vedrørende ejerlejlighedens renovering. På denne baggrund fandt ØL, at betingelserne for omvurdering i medfør af DSL § 94 var opfyldt.

En liebhaverejendom i Rungsted skulle ifølge testamente arveudlægges til den efterlevende ægtefælle H. 3 arvinger påklagede bobestyrerens afvisning af udmeldelse af sagkyndig vurderingsmand i henhold til DSL § 93. Helsingør Skifteret udtalte, at der i alt var foretaget 3 vurderinger, der alle måtte betegnes som sagkyndige. Der fandtes ikke grundlag for at antage, at betingelserne for omvurdering var til stede, hvorfor skifteretten tiltrådte bobestyrerens afvisning. ØL fandt ikke, at betingelserne i DSL § 94 var opfyldt, for at skifteretten skulle træffe bestemmelse om omvurdering. ØL stadfæstede herefter.

M døde i oktober 2004. Han ejede en ejendom i lige sameje med sin samlever K. Ejendommen blev december 2004 vurderet til 950.000 kr. K udtrykte ønske om at overtage M's halvpart, hvis det var økonomisk muligt for hende. Boets behandling var herefter udsat på en civil sag mellem boets arvinger, D og K. Sagen blev forligt i april 2007, og D begærede nu ejendommen omvurderet. Skifteretten i Herning fandt, at der ikke var sket udlodning af M's halvpart til K, og det var ikke godtgjort, at K havde aftalt med dødsboet, at hun på et senere tidspunkt kunne overtage den i overensstemmelse med vurderingen fra 2004. Da boets andel af ejendommens værdi efter vurderingen udgjorde ca. halvdelen af boets aktiver, og da ejendommens handelsværdi måtte antages at afvige væsentligt fra vurderingen fra 2004, tillod skifteretten omvurdering, jf. DSL § 94, nr. 3. VL stadfæstede.

I et bobestyrerbo ønskede afdødes to livsarvinger, at der sket omvurdering af afdødes bil og villa. Bilen var vurderet til 45.000 kr. ved køb i ren handel, men arvingerne havde på nettet set tilsvarende biler til salg hos forhandlere for 90.000 kr. Villaen var vurderet til 2.250.000 kr. Ejendomsværdien var 5.150.000 kr., og arvingerne oplyste, at andre mæglere uden besigtigelse havde anslået prisen pr. kvm til 20-25.000 kr. Villaen var på 178 kvm. Vurderingsmanden havde anført, at vurderingen var sket til brug for boets opgørelse af ejendommen, og at det ikke kunne udelukkes, at en eventuel liebhaver ville betale mere for villaen. Skifteretten i Lyngby fandt ikke grundlag for omvurdering. ØL stadfæstede vedr. bilen. ØL fandt, at der var skabt en sådan usikkerhed om villaens handelsværdi, at betingelserne for omvurdering efter DSL § 94 var opfyldte.

I boopgørelsen i okt. 2007 var boets to sommerhusejendomme udlagt til arvingerne til nyeste ejendomsværdi minus 15%, dvs. 2.762.500 kr. SKAT ændrede to måneder efter værdierne til 4.450.000 kr., hvilket var udbudsprisen på ejendommene. Skifteretten indhentede herefter efter anmodning fra boet sagkyndig vurdering, som nåede frem til en værdi på 3.400.000 kr. Arvingerne nedlagde nu påstand om, at ejendommene skulle anses for udlagt til ejendomsvurderingen med fradrag af 15 %, subsidiært at udlæggene af ejendommen til arvingerne skulle anses for bortfaldet som følge af bristende forudsætninger, og mere subsidiært, at ejendommen skulle anses for udlagt til arvingerne til en lavere værdi end den sagkyndige vurdering efter et af skifteretten udøvet skøn. Skifteretten i Roskilde gav ikke arvingerne medhold heri, idet der ikke var grundlag for omvurdering efter DSL § 94, og idet skifteretten ikke selvstændigt kan fastsætte værdien efter eget skøn. Der var endvidere ikke grundlag for på grund af bristende forudsætninger at genoptage bobehandlingen i medfør af DSL § 103 med henblik på at omgøre udlæggene af de to ejendomme til arvingerne. ØL stadfæstede.

I et bobestyrerbo var et sommerhus i maj 2009 vurderet af to ejendomsmæglere til henholdsvis 7.5 mio. kr. og 5.9 mio. kr. I september 2009 vurderede en tredje ejendomsmægler ejendommen til 4 mio. kr. Bobestyreren traf afgørelse om, at to arvinger, der i henhold til testamente havde fortrinsret til sommerhuset, kunne udtage det for gennemsnittet af de 3 vurderinger eller 5.8 mio. kr. Flere af de øvrige arvinger klagede til skifteretten i Lyngby, der bestemte, at der skulle indhentes en fjerde vurdering. ØL fandt, at der ikke var grundlag for på ny at tillade omvurdering af ejendommen, jf. DSL § 94, og skifteretten måtte, på det foreliggende grundlag, træffe afgørelse vedrørende klagerne over værdiansættelsen.

I et bobestyrerbo foretog ejendomsmægler E i juni 2009 vurdering af boets ejendomme, herunder et kommanditselskab, der ejede 11 ejendomme. I forhold til en opgørelse udarbejdet af boets revisor i maj 2008 blev nettoværdien af boets ejendomme reduceret fra ca. 60 mio. kr. til ca. 19 mio. kr., og nettoværdien af kommanditselskabet blev reduceret fra ca. 31.5 mio. kr. til ca. 2.6 mio. kr. Bostyret traf afgørelse om at lægge E's vurderinger til grund, og to arvinger klagede med påstand om, at der ikke var tale om en sagkyndig vurdering, subsidiært at omvurdering blev tilladt. Skifteretten i Lyngby fandt, at der var tale om en sagkyndig vurdering, men at der var skabt en sådan usikkerhed om værdierne, at omvurdering skulle tillades. jf. DSL § 94, nr. 3. ØL stadfæstede.

I et bobestyrerbo blev en erhvervsejendom vurderet af statsautoriseret ejendomsmægler og valuar til 6 mio. kr. To arvinger anmodede om omvurdering, idet vurderingen var alt for lav. De gjorde gældende, at der ikke var taget højde for lejeindtægten for to boliger på 2. sal i ejendommen, at den skønnede lejeindtægt for et erhvervslejemål med en stabil langtidslejer var sat for lavt, og at ejendommen havde en attraktiv beliggenhed. To andre arvinger protesterede mod omvurdering: Vurderingen var foretaget af professionelle vurderingsfolk, der var ikke tegn på, at der var begået fejl, der var taget højde for lejemålene på 2. sal, og der var en kort opsigelsesfrist på erhvervslejemålet. Skifteretten i Hjørring afslog omvurdering. VL tiltrådte, at betingelserne for omvurdering i medfør af DSL § 94 ikke var opfyldt, idet det ikke var sandsynliggjort, at den vurderede salgspris væsentlig afveg fra handelsprisen.

Skifteretten havde ved skrivelse meddelt, at man ikke fandt betingelserne i DSL § 100 for beskikkelse af advokat for længstlevende for opfyldt. ØL bemærkede, at skifterettens afgørelse skulle have være truffet ved kendelse, jf. DSL § 98 og § 102, stk. 1.

Skifteretten afslog ved kendelse at beskikke advokat for H under skiftet af fællesboet efter M's død, idet der ikke bestod nogen aktuel tvist mellem H og dødsboet, og idet såvel skifteret som bobestyrer kunne vejlede hende under skiftet. ØL stadfæstede.

Skifteretten i Kalundborg havde d. 13.07.1999 i medfør af DSL § 100 beskikket advokat for en arving, som havde klaget over en bobestyrer. Den beskikkede advokat fik senere tilkendt et honorar på 15.000 kr plus moms. ØL forhøjede salæret med 7.500 kr, idet der ved salærfastsættelsen også skulle tages hensyn til det arbejde, som med føje var foretaget før beskikkelsen, jf. RPL § 332, stk. 3.

VL tiltrådte, at skifteretten i Århus ikke havde fundet anledning til beskikkelse af advokat for arving i et bobestyrerbo, jf. DSL § 100.

Skifteretten i Skanderborg havde i medfør af DSL § 98, jf. RPL § 259, stk. 2, pålagt en arving at lade sagen føre gennem sin advokat. VL udtalte, at et advokatpålæg ikke i sig selv medførte, at arvingen ikke selv kunne ytre sig. Efter en analogi af RPL § 259, stk. 2 kunne parten pålægges at lade sagen føre gennem advokaten og afgørelsen blev stadfæstet.

Arving havde haft to advokater beskikket i medfør af DSL § 100. Skifteretten i København afslog at beskikke en ny advokat for arvingen, idet der ikke var udsigt til, at en ny advokat ville kunne varetage arvingens interesser på den måde, som han ønskede det. ØL stadfæstede. Skifteretten fandtes at have opfyldt sin vejledningspligt, som ikke omfattede udformningen af processkrifter, som der i øvrigt ikke stilles formkrav til.

Skifteretten i Nakskov afslog at beskikke advokat for en arving B i forbindelse med en afhøring af C i skifteretten i medfør af DSL § 92, stk. 2 vedr. nogle klart definerede dispositioner. ØL fandt, at afhøring af C kunne gennemføres på betryggende vis, selv om B ikke var bistået af advokat, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skifterettens skøn, jf. DSL § 100.

M var død og hans samlever gennem 4 år K fik udbetalt en forsikring fra Forenede Gruppeliv med fradrag af 36,25% i boafgift. K klage til skifteretten over afgiftsberegningen og anmodede om at få beskikket en advokat, jf. DSL § 100. Skifteretten i Århus afslog at beskikke advokat, da K ikke var part i dødsboskiftelovens forstand. VL udtalte, at den begunstigede i en forsikring m.v. kan klage over beregningen af boafgift til skifteretten, jf. BAL § 35, stk. 2, jf. DSL § 80, stk. 3. K måtte anses som part i denne sag, og hun kunne derfor få beskikket advokat i medfør af reglen i DSL § 100, hvis betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt. Navnlig henset til K's personlige forhold fandt VL, at der burde være beskikket advokat for hende i forbindelse med skifterettens behandling af afgiftsspørgsmålet. VL hjemviste derfor sagen til skifteretten med henblik på beskikkelse af advokat for K.

Eksekutor havde valgt at lægge afdødes uunderskrevne udkast til testamente til grund for skiftet, således at afdødes svigerinde S, der hidtil havde været universalarving, intet skulle arve - bortset fra et TV og et kinesisk tæppe. Hrs. Claus Christensen udarbejdede på vegne S udkast til stævning i maj 1994. Eksekutor afsluttede boet med afsluttende skiftesamling, hvortil S ikke var indkaldt, d. 09.12.1994. S anlagde sag mod eksekutor d. 01.02.1996. Eksekutor blev frifundet, da S ikke i tide havde gjort indsigelse mod grundlaget for bobehandlingen. (3-2)

Folkepartiet: Det Nye Skattesystem havde d. 03.06.1998 ved Østre Landsret anlagt sag mod et bobestyrerbo med påstand om, at boet skulle anerkende en fordring på 600.000 kr. ØL henviste sagen til Tårnby Skifteret, jf. RPL § 660 og DSL § 56, stk. 4. Højesteret tillod i medfør af RPL § 393, stk. 1, jf. § 253, at delafgørelsen blev kæret. Højesteret hjemviste sagen til fortsat behandling ved Østre Landsret, jf. DSL § 89, stk. 3.

H, der havde siddet i uskiftet bo med fællesbørnene A, B og C, var død d. 29.05.1997, og boet blev behandlet af advokat Anne Mette Ovesen som bobestyrer. A og B anlagde ved skifteretten sag mod boet med påstand om, at de havde et godtgørelseskrav i medfør af AL § 21 på 500.000 kr., idet H havde solgt sommerhus og aktier for billigt til C. Boet påstod sagen afvist, da den ikke var anlagt senest 4 uger efter bobestyrers indstilling. Der var mellem parterne enighed om, at vederlagskravet var omfattet af DSL § 56. Da bobestyrer ikke havde iagttaget bestemmelserne i DSL § 56, stk. 1 og 3, blev afvisningspåstanden ikke taget til følge.

Fogedretten havde afvist fogedsag, da rekvisitus, der boede i udlandet, var afgået var døden. VL hjemviste sagen til fornyet behandling, da boet ikke var undergivet dansk skifteretskompetence, hvorfor de regler, der udelukker individualforfølgning, ikke fandt anvendelse.

Under skiftet af boet efter M, som blev behandlet ved bobestyrer, gjorde H gældende, at en forsikringssum fra PFA, hvor hun var begunstiget, skulle udbetales til hende ubeskåret uden om boet, selv om forsikringen var pantsat til Lokalbanken til sikkerhed for et lån, som var indfriet af boets andre midler, inden forsikringssummen kom til udbetaling. Skifteretten i Hjørring afviste H´s krav, da hun ikke havde indgivet stævning til skifteretten inden 4 uger, jf. DSL § 56, stk. 4. VL fandt, at der ikke i DSL kap. 28 er en bestemmelse om, at der i alle tilfælde skal indleveres en stævning, der opfylder kravene i RPL § 348, og der er heller ikke fastsat frister for indlevering af en stævning i en situation som den foreliggende. DSL § 56, stk. 4 kan ikke finde anvendelse ved andre tvister end de i DSL § 89, stk. 1, nr. 2 anførte. Skifteretten burde have anset den skriftlige udtalelse vedrørende indsigelsen som tilstrækkelig til i overensstemmelse med reglerne i DSL kap. 28 at påbegynde behandlingen af tvisten eller i hvert fald have indrømmet H en frist til at afhjælpe de mangler, der måtte være ved udtalelsen, jf. herved DSL § 98, jf. princippet i RPL § 349, stk. 2. Sagen blev herefter hjemvist til fortsat behandling ved skifteretten. Skifteretten har ved dom af 12.10.1999 antaget, at enken havde ikke regres mod boet for den del af livsforsikringssummen, der var anvendt til indfrielse af afdødes bankgæld, jf. Fagl. Nyt 1999.386. VL's afgørelse er kritisk komm. af Henning Broman i FM 2000.77-78: Stævning eller ej?

Sydbank A/S havde anlagt sag mod bobestyrerbo med påstand om, at boet skulle anerkende, at 5 års renter af bankens fordring på 68.265 kr. måtte betragtes som rettidigt anmeldt. Bobestyreren påstod sagen afvist, da påstandsdokument var indleveret 10 dage for sent. En afvisning ville medføre retstab for sagsøger, idet denne var forhindret i på ny at anlægge sagen på grund af fristen i DSL § 56, stk. 4. Skifteretten i Store Heddinge fandt, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, der burde føre til, at sagen undtagelsesvist ikke afvistes. ØL stadfæstede med bemærkning, at skifterettens skrivelse med tilkendegivelse om udeblivelsesvirkninger havde hjemmel i DSL § 98, jf. RPL § 356 a.

Ifølge testamente fra 1979 skulle halvdelen af arven efter M og H tilfalde M's slægtning. Efter M's død i 1987 oprettede H nyt testamente, hvorefter hele arven skulle tilfalde hendes niece C og nevø D. E, der var arving efter testamentet fra 1979, anlagde ved skifteretten i Herning sag mod C og D med påstand om, at arven skulle fordeles efter testamentet fra 1979. D afleverede svarskrift, mens C blev dømt som udeblevet. VL fandt, at skifteretten burde have undladt at tillægge C's udeblivelse sædvanlig udeblivelsesvirkning, jf. RPL § 354, stk. 7. Disse forhold kunne påberåbes i medfør af RPL § 369, stk. 4 og sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved skifteretten.

DLR havde begæret udlæg for udækket restfordring på 175.000 kr. mod S. Skifteretten i Varde nægtede ved kendelse i juni at fremme sagen, hvilket DLR påkærede. S døde d 28.07.2000, og boet blev taget under behandling som insolvent bobestyrerbo. Da der ikke kunne foretages udlæg, jf. DSL § 51, 1. pkt., jf. § 10, stk. 1, og da der ikke under en fogedsag kunne tages stilling til en anerkendelsespåstand om, at DLR havde et simpelt krav i boet, blev kæremålet afvist.

K havde fået medhold i en sag mod et bobestyrerbo om udlevering af en række løsøreeffekter. Skifteretten i Gentofte hævede sagens omkostninger. ØL fandt efter sagens forløb og udfald, at boet skulle betale 15.100 kr. i sagsomkostninger.

Afdødes broder fik ikke medhold i, at invalideforsikringssum på knap 130.000 kr. skulle udbetales uden om det insolvente dødsbo, dels fordi der ikke kunne indsættes nogen begunstiget, dels fordi kreditorbeskyttelsen måtte være bortfaldet ved død. Skifteretten i Varde pålagde broderen af betale 15.000 kr. i sagsomkostninger til dødsboet. Dette blev kæret af broderen, der hævdede, at bobestyreren havde givet ham en anden opfattelse. VL fandt ikke grundlag for at antage, at broderen var blevet vildledt, og stadfæstede omkostningsafgørelsen.

Sø- og Handelsretten havde i august 2000 afsagt dom i sag anlagt af A mod Aarhus Oliefabrik. A ankede dommen til Højesteret, men døde under anken. Da A's arvinger ikke ønskede at indtræde i sagen, og inden således havde dokumenteret at være berettiget til at videreføre sagen, afvistes anken efter påstand af indstævnte.

K, der havde købt andelsbolig i Vordingborg af privatskiftet dødsbo, der nu var afsluttet, anlagde ved Byretten i Store Heddinge sag mod boet ved A med påstand om nedsættelse af købesummen med 102.457 kr. Byretten henviste sagen til Boligretten i Vordingborg, jf. ABL § 16, stk. 5, jf. DSL § 89, stk. 4. ØL fandt, at det var en forudsætning for at sagen kunne anlægges mod boet, der nu var ophørt med at eksistere som selvstændigt retssubjekt, at boet blev genoptaget i medfør af DSL § 103. Boet blev derfor henvist til skifteretten i Vordingborg med henblik på, at skifteretten kunne tage stilling til, om betingelserne for genoptagelse af boet var opfyldt. Det forhold, at skifteretten muligt ikke var kompetent til at behandle tvisten, jf. DSL § 89, stk. 4., kunne ikke føre til et andet resultat.

I privatskiftet dødsbo blev sommerhus arveudlagt til de tre arvinger for 977.500 kr, svarende til nyeste ejendomsværdi minus 15%. Dødsbobeskatningen fandt at ejendommens handelsværdi udgjorde 2.000.000 kr., da en af arvingerne havde oplyst denne værdi ved et møde med skatteforvaltningen. Skifteretten i Grenaa fandt, at ejendommen kunne arveudlægges for 977.500 kr. VL pålagde kommunen at betale 30.000 kr. i sagsomkostninger, jf. DSL § 102, stk. 2.

M's 2 sønner begærede privatskiftet bo genoptaget, da de mente, at faderens lægepraksis havde været hans særeje. Da behandlingen af boet var afsluttet med alle parters tiltrædelse af boopgørelsen, og da afdødes lægepraksis var fælleseje, var betingelserne for genoptagelse ikke opfyldt.

Skifteretten i Sønderborg havde tilkendegivet, at advokat, der hidtil havde behandlet privatskiftet bo i henhold til uigenkaldelige fuldmagter, skulle aflevere boets midler til bobestyrer, og at salærkrav skulle anmeldes til bobestyreren. Kæren blev afvist, da skifterettens tilkendegivelse ikke kunne betegnes som en beslutning, der kunne kæres, jf. DSL § 105, stk. 1, jf. RPL § 389, stk. 1.

Dødsboet efter A var afsluttet med udlodning til 128.610 kr til 3 søskendebørn. F begærede d. 10.05.1999 boet genoptaget, da det viste sig, at A's afdøde broder havde 7 børn. Oplysningen om, at broder var død barnløs, var givet af A's niece. VL tiltrådte herefter, at skifteretten i Randers havde genoptaget skiftet. Der fandtes ikke at være indtrådt passivitetsvirkninger i forhold til de forbigåede arvinger.

Efter at et bo var udlagt som boudlæg, begærede en afdødes samleverske K, som mente at have et tilgodehavende mod afdøde på ca. 641.781 kr. i henhold til omstødt gave, jf. TFA 1998.336 VLD, boet genoptaget, da afdøde kort før sin død til sin nærmeste familie havde ydet betydelige gaver, som muligvis kunne omstødes. Skifteretten i Randers genoptog boet, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 5, jf. § 36, nr. 2, jf. § 69, men bestemte, at K skulle stille sikkerhed for omkostningerne herved. VL tiltrådte, at boet skulle genoptages, men uden sikkerhedsstillelse, da man efter forarbejderne til DSL § 103, stk. 2 ikke fandt særlig anledning dertil.

To privatskiftende arvinger havde med et-årsdagen d. 06.08.1998 som skæringsdag indleveret boopgørelse, hvor ejendom blev arveudlagt til 2,75 mio. kr. Værdiansættelsen blev godkendt og boafgiften betalt d. 20.04.1999. Arvingerne anmodede d. 09.06.1999 om genoptagelse, idet ejendommen nu var solgt for 2,4 mio. kr. Da værdiansættelserne var godkendt og boet sluttet, fandt Skifteretten i Randers ikke hjemmel til at genoptage bobehandlingen med det ene formål at nedsætte boafgiften. VL stadfæstede. Komm. af Henning Broman i FM 2000.10-11.

Enke med 3 børn havde i 1997 givet gaver på 40.000 kr. til 2 børn og 10.000 kr. til et svigerbarn. Ved hendes død i 1999 blev udlagt som boudlæg. Det tredje barn krævet boet genoptaget under henvisning til, at enken ikke havde været i stand til at give gaver. Skifteretten i Silkeborg fandt det ikke påkrævet at genoptage boet, idet sag om omstødelse af gaverne kunne anlægges alligevel, og der var ikke påvist nye aktiver, som kunne begrunde en genoptagelse. VL stadfæstede, idet det ikke var påkrævet at genoptage boet på grund af de nye oplysninger, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 6, og idet betingelserne for genoptagelse i medfør af DSL § 103, stk. 1, nr. 1 ikke var opfyldt på nuværende tidspunkt.

H var død d. 06.10.1990 og M fik boet udleveret til hensidden i uskiftet bo. M gav ikke personligt møde og indleverede senere en fællesboopgørelse, hvor fællesformuen blev opgjort til 3.649.737 kr. incl. pensionsordninger og livsforsikringer for ca. 3,4 mio. kr. og en udestående fordring på 500.000 kr., som senere viste sig at være uerholdelig. Han vedlagde årsopgørelsen for 1989, hvor formuen var opgjort til -311.411 kr. M begærede i 1999 boet, der nu var på ca. 3,5 mio kr., skiftet, da han ville indgå nyt ægteskab. M begærede nu genoptagelse af skifterettens beslutning om udlevering af boet til hensidden i uskiftet bo. Skifteretten i Store Heddinge fandt ikke, at der forelå sådanne væsentlige fejl i den tidligere behandling af dødsboet, at der var grundlag for en genoptagelse, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 3. ØL stadfæstede.

H var død i 1938, og M sad i uskiftet bo med fællesbarnet F indtil sin død i 1995. Boet blev udleveret til F til privat skifte. M havde i 1944 med sin husholderske fået en datter D, som var bortadopteret i 1946. D begærede i efteråret 1999 boet genoptaget. Skifteretten i Esbjerg tog begæringen til følge, idet D ikke fandtes at have udvist passivitet. VL stadfæstede.

Boet efter H var d. 08.01.1998 berigtiget som boudlæg, uden at der blev taget stilling til, hvorledes der skifteretligt skulle forholdes med boets mulige krav mod Sparekassen Kronjylland og den retssag, der på daværende tidspunkt var anlagt herom. Arvingernes advokat havde d. 08.01.1998 meddelt landsretten, at arvingerne var enige om at fortsætte sagen. Skifteretten i Skive genoptog d. 13.06.2000 boet og udleverede dette til bobestyrerbehandling, idet boet havde fået fri proces til anlæggelse af sag mod Sparekassen med påstand om betaling af 559.000 kr. Sparekassen fandtes at have den fornødne interesse i kære af skifterettens afgørelse, som blev stadfæstet, idet betingelserne for genoptagelse i DSL § 103, stk. 1 fandtes opfyldt, og idet arvingerne ikke havde opgivet kravet eller ud fra en passivitetsbetragtning var afskåret fra at begære boet genoptaget.

M var død d. 02.02.1987 og boet på ca. 120.000 kr. blev skiftet privat af M's 3 børn, A, B og C. Et fjerde barn, D, som var født uden for ægteskab i 1954, begærede boet genoptaget. Skifteretten i Odense afslog dette, da det ikke fandtes antageligt, at der forelå svigagtig fortielse fra de øvrige arvingers side. Arvingerne var ikke orienteret om anmodningen om genoptagelse af faderens dødsbo. Landsretten hjemviste sagen til fornyet behandling, da arvingerne efter sagens omstændigheder burde have haft lejlighed til at ytre sig, inden skifteretten traf sin afgørelse.

Privatskiftende enearving havde i boopgørelsen sat landbrugsejendoms værdi til ejendomsværdien på 680.000 kr.. Hun havde nu sat ejendommen til salg for 1.230.000 kr. og ønskede boet genoptaget for at få forhøjet værdiansættelsen. Skifteretten i Roskilde afviste begæringen, idet vejledningspligten var opfyldt ved, at hun var blevet henvist til at søge advokatbistand. Landsretten stadfæstede og bemærkede, at der ikke i DSL § 103 er hjemmel til at genoptage et bo med den begrundelse, at et aktiv havde en anden værdi end den, der fremgik af boopgørelsen.

Advokatfirma i Kolding havde d. 12.02.1997 udtaget stævning mod E til betaling 8.845 kr. til dækning af tillægsboafgift og restsalær i et dødsbo, hvor E var arving. E døde d. 09.01.1998, og boet blev udleveret til 5 børn til forenklet privat skifte, jf. DSL § 33. Advokatfirmaet, der først blev bekendt med dødsfaldet i maj 1999, havde ikke anmeldt kravet i dødsboet inden for proklamafristen. Advokatfirmaet begærede nu dødsboet genoptaget, hvilket skifteretten i Esbjerg afslog, da kravet var prækluderet. VL anførte, at en af E's arvinger havde optrådt som fuldmægtig for E under retssagen, og at han først d. 13.05.1999 havde meddelt advokatfirmaet, at E var død. Under disse omstændigheder og da det på det foreliggende grundlag ikke kunne udelukkes, at advokatfirmaet havde et krav, fandtes det påkrævet, at dødsboet blev genoptaget, således at boet kunne underrettes om sagen, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 6, sammenholdt med DSL § 110, 2. pkt.

I privatskiftet bo havde boets kontaktperson A ved kryds i rubrik på åbningsstatus d. 01.07.2000 markeret, at denne samtidig var endelig boopgørelse. Københavns Byrets Skifteret beregnede d. 25.07.2000 boafgiften til 6.963 kr. A anmodede om omberegning d. 25.08.2000, da sommerhuset var solgt var 20.000 kr. lavere end angivet i åbningsstatus, hvortil kom udgifter til ejendomsmægler. Der fandtes ikke grundlag for at genoptage boet, jf. DSL § 103.

Bobestyrer begærede genoptagelse, da han efter udlodning og betaling af boafgift opdagede, at han havde overset et anmeldt og godkendt skattekrav på 73.942 kr., idet han ikke havde foretaget kontantafstemning. Skifteretten i Hørsholm nægtede at genoptage boet, da fejlen udelukkende var bobestyrerens. ØL fandt, at boet burde genoptages, jf. DSL § 103.

Tårnby Skifteret bestemte ved delafgørelse, at der ikke var sikkert grundlag for at fastslå, at afdødes søn savnede retlig interesse i at sagsøge insolvent bobestyrerbo med påstand om, at en anerkendt fordring ikke anerkendtes. ØL fandt, at en særskilt landsretsbehandling af kæremålet kunne indebære en omfattende sagsbehandling for at afklare de faktiske forhold, eventuelt en mundtlig forhandling. Der var derfor ikke grundlag for at meddele tilladelse efter RPL § 253, stk. 4.

Bobestyrerbo blev genoptaget, da skatteforvaltningen under en landsomfattende kontrol fandt ud af, at afdøde ikke havde betalt skat af avance på 168.276 kr. ved aktiesalg i 1997. Skifteretten i København bestemte, at skatteforvaltningen skulle stille sikkerhed på 10.000 kr. for omkostningerne. Da tillægsrepartition var udarbejdet, bestemte skifteretten, at omkostningerne ved genoptagelsen og øvrige boudgifter skulle betales af boet, da der ikke forelå fejl eller forsømmelser hos skattemyndighederne. ØL stadfæstede.

M var død i 1976, og H sad i uskiftet bo med M's to særbørn, som havde samtykket heri efter at H havde oprettet testamente til fordel for dem. Det var uigenkaldeligt, så længe hun sad i uskiftet bo og omstødes ved tidligere skifte end ved død. H begærede det uskiftede bo skiftet d. 20.12.2000, og boet blev taget under bobestyrerbehandling. H oprettede d. 21.12.2000 notartestamente, hvor hun indsatte sin samlever S som sin universalarving. H døde d. 15.01.2001, og boet blev udleveret til samleveren til privat skifte. ØL fandt, at der var en vis usikkerhed om arveforholdene. Når hertil kom, at de to boer burde skiftes på samme måde, fandtes afgørende hensyn at have talt imod, at boet efter H var udleveret til privat skifte i medfør af DSL § 25. Derfor omgjordes skifteretten i Rønnes beslutning, jf. DSL § 103, og boet overgik til bobestyrerbehandling, jf. tillige DSL § 36, stk. 5.

Adoptivbarn fra 1946 blev i 1994 klar over, at hans biologiske far var død i 1988. Boet var udleveret til enken som eneste arving til privat skifte, som afsluttedes i 1989. Han henvendte sig i 2000 til skifteretten i Thisted, som fandt, at sønnen havde udvist en sådan grad af passivitet, at genoptagelse måtte nægtes. VL stadfæstede.

I et privatskiftet bo fremgik det af boopgørelsen, at afdøde havde modtaget afkast af en ejendom. Skattemyndighederne godkende opgørelsen uden forbehold, men anmeldte senere krav på ca. 100.000 kr. i restskatter vedr. det oppebårne afkast. Skifteretten fandt, at kravet var undtaget fra præklusion efter DSL § 83, stk. 2, nr. 4, men at godkendelsen af opgørelsen uden forbehold og med den oplyste viden om rentenydelsesretten var så bindende, at boet ikke senere kunne kræves genoptaget.

Det fandtes ikke påkrævet at genoptage et privatskiftet bo, hvor der fejlagtigt var sket en dobbeltpostering på 10.538 kr., der alene havde fordelingsmæssige konsekvenser. Skifteretten i Brøndbyerne havde vejledet arvingerne om den korrekte udlodning af arven.

M, der døde d. 29.09.2001, havde ved ægtepagt lyst d. 21.09.2001 ydet en gave til H i form af obligationer. Advokat A anmodede på vegne H skifteretten i Gentofte om at pålægge Sydbank at overføre obligationerne til H. Skifteretten tog ikke begæringen til følge, da boet endnu ikke var berigtiget. ØL afviste kæremål, da advokat A ikke kunne optræde på boets vegne og derfor ikke havde retlig interesse i sagen.

I et privatskiftet bo havde arvingerne valgt at udlægge fast ejendom til dem selv for ejendomsværdien og derefter solgt ejendommen, hvilket udløste ejendomsavancebeskatning. Skifteretten på Frederiksberg afviste at genoptage boet. ØL fandt det tvivlsomt, om skifteretten havde opfyldt sin vejledningspligt efter DSL § 91, og boet burde derfor genoptages. Komm. af Flemming Sorth i FM 2002.85-86.

Privatskiftede enearving havde i boopgørelse af 02.03.1998 udlagt ejendom til 290.000 kr. Skifteretten i Brønderslev foreslog, at ejendommen blev udlagt til ejendomsværdien minus 15%, hvis arvingen ønskede at beholde ejendommen, hvilket råd arvingen fulgte. Ejendommen blev senere solgt for 436.167 kr., hvorefter arvingen i 2001 begærede boet genoptaget med henblik på forhøjelse af værdiansættelsen, hvilket skifteretten afslog. VL udtalte, at genoptagelse af et dødsbo, der er sluttet, og hvor værdiansættelserne er endelige, sædvanligvis ikke kan ske med det formål at ændre værdiansættelserne. Selv om det havde været rigtigst, at skifteretten havde gjort arvingen opmærksom på spørgsmålet om ejendomsavancebeskatning ved salg, tiltrådtes det, at boet ikke kunne genoptages, idet en ændring af værdiansættelsen af boets ejendom ikke ville have medført en ændring af fordelingen af arv eller udlodning. Komm. af Flemming Sorth i FM 2002.85-86.

Skifteretten havde i et bo på 7 mio. kr. tilrådet arvingernes repræsentant A at søge advokat- eller revisorbistand. A indleverede d. 02.11.2001 en åbningsstatus, der ved afkrydsning skulle gælde som boopgørelse pr. dødsdagen. Efter kontakt med skattemyndighederne fortrød hun dette og anmodede d. 22.01.2002 om genoptagelse med henblik på at ændre skæringsdagen. Skifteretten i Taastrup afslog dette og henviste til, at hun var blevet behørigt vejledet om, at valget af skæringsdato kan have skatteretlig betydning, og at A, da boet var skattepligtigt og af betydelig størrelse, blev henvist til at søge advokatbistand. ØL stadfæstede.

Københavns Byrets Skifteret havde d. 12.07.2001 udleveret boet efter M til enken, som efter dødsfaldet havde fået beskikket en skifteværge, som havde anbefalet udlevering til uskiftet bo. Der var ikke grundlag for at omgøre denne beslutning i medfør af DSL § 103.

Skifteretten i Køge havde udlagt bo som boudlæg til afdødes datter, D. Afdøde havde i 1996 solgt sin andelsbolig med et provenu på ca. 290.000 kr., og hun havde i 1997 arvet 79.000 kr. D havde modtaget begge beløb, som ikke var indgået på afdødes konto. Landsretten fandt, at D burde have været afhørt i skifteretten under strafansvar om disse forhold, inden boet kunne udlægges efter DSL § 18 eller skulle undergives skiftebehandling.

M var død i juli 1998. H sad i uskiftet bo med M's to særbørn, som desuden underskrev erklæring om, at de accepterede, at et hus, der var M's fuldstændige særeje, blev værdiansat til knap 2,2 mio. kr. - svarende til restgælden, og at der derfor ikke var aktiver i særboet. Der forelå nu en mæglervurdering, hvorefter husets værdi i 1998 var på 2.850.000 kr. Særbørnene fik i skifteretten i Lyngby medhold i begæring om genoptagelse af særboet. ØL fandt det ikke godtgjort, at der var begået fejl i forbindelse med boets behandling, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 3, hvorfor særboet ikke skulle genoptages.

H var død i 1995, og boet taget under off. skiftebehandling ved skifteretten i Aalborg, da der verserede umyndiggørelsessag mod M, som dog ikke blev umyndiggjort. Boet blev derefter udleveret M til hensidden i uskiftet bo. Søn krævede nu boet genoptaget, da han mente, at der var begået fejl ved boets salg af landbrugsejendom. Begæringen blev afvist, da sønnen ikke havde retlig interesse. Opbevaringsfirma begærede genoptagelse, da søn ikke havde afhentet nogle løsøreeffekter. Da disse tilhørte sønnen, kunne spørgsmålet om fjernelse af dem ikke begrunde en genoptagelse af boet.

Efter M's død fik H boet udleveret til privat skifte som enearving, da børnene efter dødsfaldet havde givet arveafkald. Boet var nu sluttet. Tilsyneladende havde H's advokat ikke været opmærksom på, at enken skatteretligt blev stillet, som om hun sad i uskiftet bo. H begærede nu boet genoptaget, så arveafkaldene kunne tilbagekaldes, og boet skiftes med børnene. Skifteretten i Kolding tog ikke begæringen til følge. VL stadfæstede.

B var død d. 30.04.1997, og boet blev ved skifteretten i Rønne udleveret til forenklet privat skifte. En befuldmægtiget kontorfunktionær bistod arvingen med at udarbejde åbningsbalance og boopgørelse og heri blev en fast ejendom ansat til ejendomsværdien på 230.000 kr. B havde købt ejendommen for 350.000 kr og arvingen solgte pr. 01.01.1999 ejendommen for dette beløb, hvilket udløste ejendomsavanceskat på 52.000 kr. Skifteretten lagde til grund, at det var en fast og indarbejdet praksis at vejlede arvinger om ejendomsavancebeskatningsreglerne, og skifteretten fandt ikke anledning til at antage, at nævnte praksis havde været fraveget ved skifterettens behandling af nærværende bo, hvorfor skifteretten måtte afvise at have begået fejl, der kunne begrunde en genoptagelse af boet i medfør af DSL § 103, stk. 1, nr. 3. ØL stadfæstede.

Skifteretten i Rønne havde foretaget en skønsmæssig opgørelse af bobeholdningen i et privatskiftet bo, idet boopgørelsen var mangelfuld, jf. boafgiftsbekg. § 11, jf. BAL § 17, stk. 3. Skifteretten havde ikke givet nedslag på 205.000 kr. vedrørende boets faste ejendom, da der var anlagt sag om et erstatningskrav for et tilsvarende beløb. Arvingerne havde senere måttet opgive dette krav. Skifteretten nægtede at genoptage boet. ØL fandt, at bobehandlingen burde genoptages, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 4 , således at der kunne ske tilbagebetaling af for meget erlagt boafgift. Komm. kritisk af Henning Broman i FM 2003.45.

I et privatskiftet bo havde skifteretten i Terndrup ansat bobeholdningen skønsmæssigt, jf. BAL § 17, stk. 3, da der ikke efter 15 måneder var indsendt en boopgørelse med bilag. Skifteretten modtog næsten 2 år efter en anmodning om genoptagelse med henblik på korrektioner, da der ikke var sket udlodning til de øvrige arvinger i boet. Under hensyn til den tid, der var gået, til at der ikke tidligere var kommet indsigelser, og da det ikke var godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse var behæftet med konkrete fejl, nægtede skifteretten at genoptage sagen. VL stadfæstede.

Arvinger i privat skifte havde i oktober 2000 indleveret åbningsstatus, der samtidigt var boopgørelse pr. dødsdagen med angivelse af, at værdien af boets faste ejendom var 930.000 kr. Arvingerne solgte herefter ejendommen for en højere pris , og da de blev afkrævet ejendomsavanceskat, begærede de i november 2002 boet genoptaget. Skifteretten på Frederiksberg afslog genoptagelse, da arvingerne ikke var mødt til vejledningsmødet, og da en ændring af værdien af boets faste ejendom ikke ville ændre på fordelingen af arven. ØL fandt ikke, at boet kunne genoptages alene med den begrundelse, at man ønskede at ændre værdiansættelsen. ØL fandt imidlertid, at skifteretten ikke havde opfyldt sin vejledningspligt efter DSL § 91, og at arvingerne ikke havde frafaldet at modtage vejledning, og at den manglende vejledning havde haft betydning for deres valg af skæringsdag og værdiansættelse med væsentlige skatte- og afgiftsmæssige konsekvenser. Boet skulle derfor genoptages. Komm. af Henning Broman i FM 2003.113-114: Når skifteretten vildleder arvinger.

Skifteretten i Aalborg havde d. 02.01.2002 ved kendelse afvist klage over bobestyrer. VL afviste arvings anmodning om kæretilladelse, da anmodning herom var modtaget mere end 6 måneder efter skifterettens kendelse, hvorfor der ikke var hjemmel til at meddele kæretilladelse i medfør af DSL § 105, stk. 1, jf. RPL § 394, stk. 2.

I privatskiftet bo, hvor A var død d. 16.09.2002, indleverede advokaten d. 20.12.2002 boopgørelse med skæringsdag d. 16.01.2003. Advokaten anmodede d. 30.01.2003 om genoptagelse af boet med henblik på at ændre skæringsdagen til d. 23.08.2003, idet boet var blevet beskattet af udbyttet på 130.000 kr. af nogle Danske Invest-obligationer. Skifteretten i Kolding afslog at ændre skæringsdagen. VL stadfæstede, da der ikke i DSL § 103 er hjemmel til at genoptage et bo med henblik på at ændre skæringsdagen af skattemæssige årsager.

Et privatskifte bo havde valgt dødsdagen som skæringsdag, idet man overså, at boet var skattepligtigt. Da man opdagede dette, og at der som følge heraf var mulighed for tilbagebetaling af overskydende skat med ca. 40.000 kr., anmodede man om genoptagelse med henblik på at ændre skæringsdagen og indgive selvangivelse for boet. Skifteretten i Roskilde afslog begæringen. ØL fandt, at en beskatning af boet ville tilføre boet et nyt aktiv, og da dette aktiv ikke var af uvæsentlig størrelse, var betingelserne for genoptagelse til stede, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 1.

Skifteretten i Nakskov havde d. 29.08.2002 meddelt bobestyreren, at B, der var tillagt en køberet til en fast ejendom, ikke kunne anses som arving eller legatar, hvorfor omkostningerne i forbindelse med salget af ejendommen ikke skulle indgå i boopgørelsen. Skifteretten havde i december 2002 afvist B's anmodning om omgørelse i medfør af DSL § 103 af skifterettens beslutning. Da der ikke var oplyst omstændigheder, som nødvendiggjorde, at skifteretten uanset sagens særlige karakter traf afgørelse uden at afvente tilvejebringelsen af oplysningerne om medarvingen C's holdning og eventuelt yderligere bemærkninger fra parterne, og da afgørelsen ikke var truffet ved kendelse, jf. DSL § 102, stk. 1, blev sagen hjemvist til skifteretten til fornyet behandling.

M var død i 1974, og H havde fået boet udlagt efter SKL § 62 b, stk. 2, jf. § 57. M og H var barnløse og efter H's død begærede H's søskende boet efter M genoptaget med henblik på at boet blev udlagt for begravelsesomkostningerne. Derved ville kun de og ikke også M's søskende arve. Skifteretten i Fredericia tog ikke begæringen til følge. VL fandt det ikke sandsynliggjort, at boets aktiver i 1974 ikke oversteg begravelsesomkostningerne, eller at der var begået væsentlige fejl ved behandlingen af M's bo. Betingelserne for genoptagelse af M's dødsbo var ikke opfyldt, jf. DSL § 103, stk. 1 nr. 5 og nr. 6.

Privatskiftet dødsbo havde solgt afdødes andelslejlighed pr. 01.09.2001 for 299.000 kr. Arvingerne sluttede boet, inden det endelige regnskab i andelsboligforeningen forelå. Køber rejse nu tilbagebetalingskrav på 102.457 kr., subsidiært 61.176 kr. Køberen af andelsboligen fik ved skifteretten i Vordingborg medhold i, at boet skulle genoptages efter DSL § 103, stk. 1, nr. 1 og nr. 6, da det var sandsynliggjort, at køberen havde et krav mod boet, og da arvingerne ikke med rimelighed kunne henvise køberen til at anlægge sag mod andelsboligforeningens rådgivere. Det måtte være i arvingernes interesse, at boet blev genoptaget, da et eventuelt tilbagebetalingskrav ville kunne berettige til tilbagebetaling af for meget opkrævet boafgift. ØL stadfæstede.

Skifteretten i Gentofte havde i en skrivelse afvist en begæring om omvurdering. Landsretten lagde til grund, at skifteretten ikke havde forelagt begæringen om omvurdering for boet til eventuel udtalelse, forinden skifteretten traf sin beslutning. Uanset at boets nærmere stillingtagen til begæringen således ikke kendtes, lagdes det til grund, at skifterettens afgørelse angik en tvist. Herefter, og da afgørelsen af tvisten ikke var truffet ved kendelse, jf. DSL § 102, stk. 1, hjemvistes sagen til fornyet behandling ved skifteretten.

A var død d. 17.01.1997, og boet blev behandlet ved bobestyrer. Boet blev fordelt mellem afdødes 2 børn og et barnebarn. B, der var født uden for ægteskab i 1942 , begærede boet genoptaget, da A havde anerkendt faderskabet. Skifteretten i Haderslev tog ikke begæringen til følge, da begæringen om genoptagelse først blev indgivet mere end 5 år efter A's død, jf. lov om borteblevne § 25, stk. 1, og da der ikke var belæg for at tro, at arvingerne var i ond tro om B's eksistens. VL tiltrådte, at B ikke var berettiget til arv, og stadfæstede derfor afgørelsen om ikke at genoptage boet, jf. DSL § 103.

Et privatskifte bo havde valgt dødsdagen d. 30.04.2003 som skæringsdag, idet man overså, at boet var skattepligtigt. Da man opdagede dette, og at der som følge heraf var mulighed for tilbagebetaling af overskydende skat med 42.803 kr., anmodede man om genoptagelse med henblik på at ændre skæringsdagen og indgive selvangivelse for boet. Skifteretten i Brøndbyerne afslog begæringen. ØL stadfæstede, idet DSL § 103 ikke indeholder hjemmel til at genoptage boet, fordi skæringsdagen ønskes ændret af skattemæssige årsager. DSL § 103, stk. 1, nr. 1 omhandler den situation, at der efter boets afslutning viser sig, at afdøde efterlod sig yderligere aktiver eller passiver.

Skifteretten i Holstebro havde udlevet skattepligtigt bo til afdødes samlever K, der i testamente var indsat som enearving, til privat skifte. K oplyste, at hun ville søge bistand hos hendes broder, der var civiløkonom. K indleverede d. 22.04.2003 boopgørelse med dødsdagen d. 24.02.2003 som skæringsdag. K begærede d. 11.12.2003 boet genoptaget. Antaget, at kontorfuldmægtigen havde vejledt om, at boet var skattepligtigt, og at hun skulle rette henvendelse til skattemyndighederne med hensyn til overtagelsesdatoen for den faste ejendom. Der var ikke grundlag for at antage, at skifteretten havde tilsidesat sin vejledningspligt eller begået fejl ved vejledningen. Begæringen om genoptagelse blev derfor ikke taget til følge.

A havde arvet hele bobeholdningen i boet efter hendes bedsteforældre eller 303.580 kr. i februar 2000. Boet var sluttet i august 2001. B begærede 1½ år efter boet genoptaget, da hun var arveberettiget til 50% af boet. B havde ikke udvist passivitet og skifteretten i Rødovre genoptog boet. A forklarede, at hun havde brugt arven til indfrielse af gæld på ca. 150.000 kr, køb af møbler for ca. 62.000 kr., udgifter til hest og rejse til Caribien for 38.000 kr. Skifteretten fandt ikke grundlag for at lade tilbagebetalingskravet nedsætte eller bortfalde, jf. DSL § 104, stk. 4, uanset at A havde været i god tro. ØL stadfæstede med bemærkning at afgørelsen vedr. tilbagebetalingskravet burde være truffet ved dom, jf. DSL § 101, stk. 1, jf. § 89, stk. 1, nr. 3.

Datter havde fået bo udlagt som boudlæg med en bobeholdning på 12.628 kr. Hun havde under strafansvar oplyst, at indboet ikke havde nogen værdi. Hun anmodede knap 3 måneder senere om genoptagelse, da der ved et privat skifte ville blive udbetalt ca. 16.000 kr. i overskydende skat. Hun oplyste nu, at indboet havde en så stor værdi, at boet oversteg beløbsgrænsen for boudlæg. Skifteretten i Herning afviste begæringen, da der ikke var fremkommet yderligere aktiver, og da der i øvrigt ikke var begået fejl i forbindelse med sagens behandling. VL stadfæstede.

H døde i 1997, og M sad i uskiftet bo med A, B og C. M døde i april 1999. Boet blev berigtiget som et forenklet privat skifte. C, der havde skiftefuldmagt, havde oplyst, at A, B og C var »de afdødes børn«, og arven blev fordelt med 1/3 eller 30.719 kr. til hver. I efteråret 2004 begærede C genoptagelse af boet efter M og henviste til, at han i forbindelse med skiftet ikke havde været klar over, at M ikke var B's biologiske far, at han først for 1½-2 år siden havde hørt om dette, og at han først i 2004, hvor hans bror A var død, var blevet klar over, at M ikke havde adopteret B. Skifteretten i Fjerritslev afviste genoptagelse efter DSL § 103, stk. 1, nr. 2 under henvisning til C's passivitet. Han burde have reageret i hvert fald senest, da han for 1½-2 år siden blev gjort bekendt med, at M ikke var B's biologiske far, således at spørgsmålet om arveret på grundlag af adoption da kunne være afklaret. VL stadfæstede.

Ved afslutningen af et privatskiftet bo med en bobeholdning på næsten 7,9 mio kr. klagede en arving til skifteretten over, at en ejendom i Frankrig var værdiansat til 89.931 kr. Skifteretten i Køge afviste klagen. Boets advokat undlod i forbindelse med A's klage at træffe afgørelse om, hvorvidt klagen gav boet anledning til at søge værdiansættelsen af ejendommen ændret. Boets stillingtagen hertil forelå heller ikke ved skifterettens efterfølgende godkendelse af boopgørelsen og beregning af boafgift. A's fornyede fremsendelse af brev af 25. 11.2004 - der heller ikke fremkaldte en tilkendegivelse fra boet - måtte herefter tillige betragtes som en anmodning om genoptagelse, jf. DSL § 103, og sagen hjemvistes til fornyet behandling ved skifteretten.

Skifteretten i Odense afslog at genoptage et ægtefælleudlæg, fordi der ønskedes en ændring af værdiansættelse af indboet. ØL stadfæstede, idet genoptagelse af boet, jf. DSL § 103, ikke kan ske alene med den begrundelse, at der ønskedes en ændring af værdiansættelsen af boets aktiver.

Boet efter H blev udleveret fællesbørnene A og B til privat skifte d. 12.08.2004. Åbningsbalance blev udfyldt under mødet med kontorfuldmægtig i skifteretten og værdien af en fast ejendom blev sat til den offentlige ejendomsværdi i 2003 på 1.050.000 kr. med fradrag af 15%. Dødsdagen d. 10.06.2004 blev valgt til skæringsdag, boopgørelse blev indsendt til og godkendt af skatteforvaltningen, og i oktober 2004 blev der betalt boafgift. A og B anmodede i april 2005 om genoptagelse af boet, da de havde besluttet at sælge ejendommen, der af en mægler blev vurderet til 1,9 mio. kr., og de nu skulle betale ejendomsavanceskat. Skifteretten i Frederikshavn lagde til grund, at ejendommens værdi var fastsat efter drøftelse med arvingerne, og at de var blevet vejledt om mulighederne for valg af skæringsdag og om, at de skulle betale ejendomsavanceskat, hvis de solgte ejendommen til en højere værdi. Herefter var det ikke påkrævet at genoptage boet for at ændre værdiansættelsen, jf. DSL § 103. VL stadfæstede kendelsen med den tilføjelse, at DSL § 103 ikke hjemler genoptagelse, når arvinger efter boets slutning beslutter at sælge ejendommen.

I et bobestyrerbo blev et maleri blevet vurderet af Bruun Rasmussen auktioner, som efter omvurdering forhøjede vurderingen til 60.000 kr. Maleriet blev udlagt til vurderingsprisen til arvingen C, som mindre end 1 år senere solgte maleriet gennem Bruun Rasmussen for 110.000 kr. Skifteretten i Kolding fandt, at det ikke herved var bevist, at vurderingen og bobestyrerens efterfølgende værdiansættelse var forkert, endsige forkert i en sådan grad, at det kunne begrunde genoptagelse af boet efter DSL § 103, stk. 1, nr. 1.

Afdødes datter A begærede d. 07.02.2006 boet efter moderen genoptaget, da hun ville sagsøge boet som følge af, at testationskompetencen var overskrevet. Skifteretten i Herning betingede genoptagelsen af en sikkerhedsstillelse på 15.000 kr, jf. DSL § 103, stk. 2. A blev ved skifterettens kendelse af 24.05.2004 bekendt med, at en tvist om testationskompetence skulle afgøres under et sagsanlæg efter DSL § 89. Til trods herfor udtog A hverken stævning på det tidspunkt eller i tiden efter, at der var meddelt fri proces, og indtil boet kunne anses for sluttet ved landsrettens afgørelse af 19.08.2005. På denne baggrund fandt VL, at A havde udvist et forhold, der gjorde det rimeligt at betinge genoptagelsen af sikkerhedsstillelse som sket.

Skifteretten i Aalborg besluttede at anmode politimesteren om at tage stilling til, om der skulle rejses værgemålssag for enken H, som var 84-år og lettere dement. Datteren, der havde været skifteværge for H, kærede afgørelsen. VL afviste kæremålet, da skifterettens beslutning om at rette henvendelse til politimesteren ikke rummede en afgørelse, men var af administrativ, diskretionær karakter og derfor ikke kunne påkæres.

M døde i oktober 2002, og boet blev berigtiget ved et forenklet privat skifte med H som eneste arving. H døde i november 2003 uden at efterlade sig livsarvinger. Hun havde ved testamente bestemt, at hendes tre nevøer skulle arve hende, og boet blev sluttet i juni 2004. I november 2005 blev M's dødsbo genoptaget efter begæring fra D, der var M's datter af første ægteskab. I marts 2006 anmodede D om genoptagelse af dødsboet efter H. Skifteretten i Skive lagde til grund, at H ved M's død ikke kendte til D's eksistens. D's krav var af familie- og arveretlig karakter og dermed ikke omfattet af det i H's bo udstedte proklama. Arven efter M var ubestridt fordelt forkert. De nye oplysninger var af væsentlig betydning for behandlingen af H's bo og for D's retsstilling. Betingelserne i DSL § 103, stk. 1, nr. 6, for genoptagelse var derfor opfyldt. Kravet om genoptagelse var fremsat indenfor 5 års fristen i borteblevnelovens § 25, stk. 1. VL stadfæstede.

Afdødes datter D havde fået boet udleveret til privat skifte. Hun mødte ikke i skifteretten og fik tilsendt »Vejledning om udfyldelse af åbningsstatus« og »Dødsbo 2005«. I åbningsstatus modtaget d. 04.02.2006 var sat kryds i rubrikken »Opgørelsen er samtidig endelig boopgørelse med skæringsdag på dødsdagen«. Skifteretten i Gentofte videresendte status til skattemyndighederne. D. 07.04.2006 meddelte D, at åbningsstatus ved en fejl var opfattet som endelig boopgørelse. Skifteretten meddelte, at valget af skæringsdag ikke kunne omgøres. Skattecenteret fremsendte værdigodkendelse og skatteberegning. Boafgift og retsafgift blev betalt i juli 2006. To dage senere anmodede D om revurdering, idet en blanket med overskriften åbningsstatus ikke ved en afkrydsningsfejl burde kunne ændres til en boopgørelse. Skifteretten afslog genoptagelse efter DSL § 103 under henvisning til, at D ikke havde ønsket at møde i skifteretten og var vejledt i muligt omfang ved fremsendelse af de nævnte vejledninger. ØL stadfæstede.

H, som sad i uskiftet bo, afgik ved døden d. 15.04.2000, hvorefter boet blev udleveret til privat skifte. De to arvinger A og B gav skiftefuldmagt til tredjemand. Boet blev afsluttet i oktober 2001. A gjorde efterfølgende indvendinger og begærede skiftet genoptaget. Haderslev Skifteret fandt ikke, at der på baggrund af A's oplysninger var grundlag for at genoptage boet, bl.a. fordi indsigelserne kunne have været fremsat, inden bobehandlingen blev afsluttet. A var flere gange blevet vejledt af skifteretten og havde tillige i 2003 været repræsenteret af advokat S, der ikke havde fundet anledning til at anmode skifteretten om genoptagelse af dødsboet. Da betingelserne i DSL § 103 ikke var opfyldt, blev genoptagelse nægtet. VL stadfæstede.

H døde i 2001. M udtog i forbindelse med skifte med H's særbørn en ejendom med to erhvervslejemål samt ægtefællernes bolig. Ejendomme blev i marts 2002 vurderet af Home til 2,5 mio. kr. M døde i juli 2004, hvorefter hans dødsbo i november 2004 solgte ejendommen for 6,5 mio. kr. Et af H's særbørn, B, begærede efter proklamafristens udløb boet efter H genoptaget, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 1 og nr. 6. Randers Skifteret udtalte bl.a., at en arving i princippet kan anmode om genoptagelse af en bobehandling efter DSL § 103 uden nogen form for tidsbegrænsning. Da B havde anmodet om genoptagelse af bobehandlingen - og ikke havde valgt at rejse et erstatningskrav mod boet efter M - gjaldt der således ingen tidsfrister, heller ikke efter reglerne om proklama. Da B ikke har bevist, at den væsentlig højere salgspris, som der var opnået for ejendommen i forhold til vurderingen, ikke skyldes prisudviklingen på ejendomsmarkedet, blev B's begæring afvist. VL tiltrådte, at der ikke var nogen tidsbegrænsning for genoptagelse. VL udtalte, at B ikke havde godtgjort, at vurderingen af ejendommen i 2002 ikke var retvisende, eller at den i øvrigt var behæftet med fejl. VL lagde herved vægt på, at der havde været store stigninger i priserne på fast ejendom i perioden fra vurderingen i marts 2002 og til salget i november 2004, og at dette navnlig havde gjort sig gældende for ejendomme som den foreliggende. VL lagde endvidere vægt på, at forholdene omkring ejendommens benyttelse havde ændret sig væsentligt frem til salget i november 2004, idet de store lejemål i ejendommen på daværende tidspunkt ikke var lejet ud. VL tiltrådte med denne begrundelse, at der ikke forelå sådanne nye oplysninger af væsentlig betydning for boets behandling, der gjorde det påkrævet at genoptage dødsboet efter H, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 6.

En retssag om et muligt tilgodehavende på overskydende skat verserede i dødsboet efter A, der var afsluttet ved betaling af boafgiften d. 16.05.2008. Boet nedlagde påstand om, at skifteretten skulle anerkende, at eventualkravet på bl.a. overskydende skat, som ikke kunne opgøres, var et aktiv, der var udlagt til arvingerne. Skifteretten i Lyngby udtalte, at boet skulle genoptages i medfør af DSL § 103, stk. 1, nr. 1, såfremt den verserende skattesag medførte et yderligere aktiv i boet. ØL fandt ikke, at skifterettens kendelse indebar, at skifteretten havde bestemt, at det eventuelle tilgodehavende hos SKAT ikke var et aktiv, men derimod, at skifteretten anså kravet for et aktiv, som dog ikke aktuelt kunne værdiansættes, og efter aktivets karakter heller ikke til 0 kr. På denne baggrund og af de grunde, skifteretten havde anført, tiltrådte ØL, at boet skulle genoptages, såfremt den verserende skattesag medførte et yderligere aktiv til boet.

M havde siden 1997 siddet i uskiftet bo med S. M ville indgå nyt ægteskab og fik i maj 2007 boet udlagt som ægtefælleudlæg, idet bobeholdningen blev oplyst til 206.666 kr. I de sidste 2½ måned forud for ægtefælleudlægget havde M i et pengeinstitut købt to checks på 30.000 kr. og 60.000 kr. og havde efter ægtefælleudlægget fået dem indløst samme sted. Pengene havde han senere på året anvendt til dækning af bl.a. bryllupsudgifter, men på udlægstidspunktet havde de endnu været i hans besiddelse. Boet blev derfor genoptaget. Da M måtte anses for at have hævet beløbene for at bringe bobeholdningen så langt ned, at de økonomiske betingelser for ægtefælleudlæg var opfyldt, fandt skifteretten i Hjørring, at M havde pådraget sig et almindeligt erstatningsansvar. Den bil og de aktier, der var blevet udlagt til M og nu var faldet i værdi, skulle derfor medtages i boopgørelsen til værdien på tidspunktet for ægtefælleudlægget. VL stadfæstede.

De privatskiftende arvinger havde indleveret åbningsstatus, der samtidig var endelig boopgørelse, i august 2008. De anmodede i april 2009 om genoptagelse, idet boets ejendom ikke var udlagt til A til den reelle handelsværdi, men alene var anført i opgørelsen til ejendomsværdien minus 15%. Arvingernes advokat anførte, at arvingerne ikke havde fået den fornødne vejledning, hvilket havde haft væsentlige skatte- og afgiftsmæssige konsekvenser. Skifteretten i Helsingør tog ikke anmodningen til følge, idet boet var udleveret uden vejledning i skifteretten på baggrund af en skriftlig anmodning fra arvingerne, hvorfor skifteretten ikke havde haft anledning til at vejlede arvingerne. ØL stadfæstede.

M havde i februar 2008 oprettet testamente, hvorefter et mindreårigt fællesbarn S skulle arve mest muligt, og hvorefter boet så vidt muligt ikke skulle udleveres til H til uskiftet bo, idet H havde et alvorligt alkoholmisbrug. M døde i oktober 2008. Skifteretten i Lyngby udleverede boet til bobestyrerbehandling og beskikkede en skifteværge for S. H anmodede om at få boet udleveret til uskiftet bo, og skifteværgen tiltrådte telefonisk over for skifteretten denne anmodning, hvorefter skifteretten udleverede boet til uskiftet bo i juni 2009. I august 2009 trak skifteværgen sit samtykke til uskiftet bo tilbage og anmodede om, at udleveringen til uskiftet bo blev omgjort og boet udleveret til bobestyrerbehandling. Det blev i den forbindelse oplyst, at H i juli 2009 var dømt for spirituskørsel, at den nu 11-årige S var frivilligt anbragt hos familie, og at H efter M's død havde stiftet en del gæld. Skifteretten omgjorde beslutningen om udlevering til uskiftet bo, idet der var en nærliggende risiko for misbrug af det uskiftede bo, således at boet derfor på ny skulle udleveres til skiftebehandling med henblik på udlevering af S's arv i henhold til testamentet. ØL udtalte, at når en arvelader i et nyere testamente konkret har begrundet sit ønske om, at sønnens arv skal indsættes i en forvaltningsafdeling, med H's alvorlige alkoholmisbrug, er en skifteværges samtykke til uskiftet bo uden begrundelse en usædvanlig disposition. Det kunne ikke lægges til grund, at skifteretten ved sin afgørelse om udlevering til uskiftet bo havde foretaget en nærmere afvejning af livsarvingens og H's interesser. Der var derfor begået sådanne fejl fra skifterettens side, at det var påkrævet at genoptage behandlingen og omgøre beslutningen om udlevering til uskiftet bo, jf. DSL § 103 , nr. 3 og 5. Det var ikke godtgjort, at H havde misbrugt sin råden over det uskiftede bo, og S havde derfor ikke krav på skifte i medfør af AL § 29, stk. 2. Efter afslutning af bobehandlingen kunne B's tvangsarv samt H's tvangsarv og boslod derfor udleveres til H til uskiftet bo.

Efter M's død i 2008 fik H dødsboet udleveret til privat skifte, idet ægtefællernes tre fællesbørn havde givet arveafkald. H indleverede d. 25.03.2008 til skifteretten boopgørelse med d. 31.12.2008 som skæringsdato, og boopgørelse og selvangivelse blev samtidig sendt til SKAT. H fremsendte d. 08.07.2009 en ny boopgørelse med skæringsdato d. 19.04.2009. Det blev lagt til grund, at en anmodning om behandling af boet på grundlag af den ny opgørelse skyldtes, at en af arvingerne havde foretaget en delvis tilbagekaldelse af sit arveafkald for derved at ændre boets skattemæssige stilling. Skifteretten i Holstebro fandt, at der ikke i DSL § 103 var hjemmel til at lægge den senere indleverede boopgørelse til grund ved boets behandling, og at boopgørelsen i boet med skæringsdato d. 31.12.2008 anvendes ved boets opgørelse og skattepligt. VL stadfæstede.

I et privatskiftet bo med skæringsdag d. 17.04.2009 skulle boopgørelsen have været indsendt senest d. 17.07.2009, men blev det først d. 19.10.2009. SKAT godkendte værdiansættelserne d. 06.11.2009. Skifteretten i Næstved modtog d. 25.11.2009 en korrigeret boopgørelse, idet boet mente, at ejendommen var mindre værd end anført i den første opgørelse. Skifteretten beregnede boafgiften uden at tage hensyn til den nye opgørelse, da den oprindelige opgørelse fremtrådte som endelig og var godkendt af SKAT vedrørende værdiansættelserne. Den korrigerede opgørelse fremsendtes på ny til skifteretten, der anså den som en anmodning om genoptagelse af boet i medfør af DSL § 103. Skifteretten fandt imidlertid ikke betingelserne herfor opfyldt, særligt under hensyn til at opgørelsen, som var lagt til grund i den videre behandling, var indgivet mange måneder for sent. ØL stadfæstede.

Skifteretten i Næstved havde i marts 2009 meddelt kontaktpersonen i et privatskifte bo, at 1-års-fristen ikke kunne udsættes og havde tilføjet »Du har mulighed for at anmode om bobestyrerbehandling« Arvingen indleverede herefter en boopgørelse i marts 2009, hvori ejendommen var optaget til en værdi af 1.9 mio. kr., svarende til salgsprisen i et betinget skøde. SKAT godkendte værdiansættelserne i februar 2010, og boafgift blev opkrævet i marts 2010. Arvingen anmodede herefter om genoptagelse af boet, idet salget af ejendommen ikke var blevet gennemført, og ejendommen nu var til salg for 1,35 mio. kr. Skifteretten afslog genoptagelse efter DSL § 103. Arvingen kærede og anførte i kæreskriftet, at han ikke var blevet vejledt om, at bobestyrerbehandling ville indebære, at det havde været muligt at udskyde indgivelsen af boopgørelsen. ØL anførte, at skifterettens vejledning havde været »noget kortfattet«, men at der ikke var begået sådanne fejl, at det var påkrævet at genoptage boet, og stadfæstede skifterettens kendelse.

I boopgørelsen i oktober 2007 var boets to sommerhusejendomme udlagt til arvingerne til nyeste ejendomsværdi minus 15%, dvs. 2.762.500 kr. SKAT ændrede to måneder efter værdierne til 4.450.000 kr., hvilket var udbudsprisen på ejendommene. Skifteretten indhentede herefter efter anmodning fra boet sagkyndig vurdering, som nåede frem til en værdi på 3.400.000 kr. Arvingerne nedlagde nu påstand om, at ejendommene skulle anses for udlagt til ejendomsvurderingen med fradrag af 15 %, subsidiært at udlæggene af ejendommen til arvingerne skulle anses for bortfaldet som følge af bristende forudsætninger, og mere subsidiært, at ejendommen skulle anses for udlagt til arvingerne til en lavere værdi end den sagkyndige vurdering efter et af skifteretten udøvet skøn. Skifteretten i Roskilde gav ikke arvingerne medhold heri, idet der ikke var grundlag for omvurdering efter DSL § 94, og idet skifteretten ikke selvstændigt kan fastsætte værdien efter eget skøn. Der var endvidere ikke grundlag for på grund af bristende forudsætninger at genoptage bobehandlingen i medfør af DSL § 103 med henblik på at omgøre udlæggene af de to ejendomme til arvingerne. ØL stadfæstede.

Ifølge A's testamente skulle et barnebarn som legatar arve et andelsboligbevis, dog således at A's datter D var tillagt en livsvarig bopælsret. Ved skiftet blev værdien af andelsbeviset fratrukket i fordelingen af arven mellem D og A's søn S. Det forhold, at andelsboligforeningen ikke ville acceptere en livsvarig boligret på testamentets vilkår, men alene en lejeaftale på almindelige vilkår, kunne ikke føre til en kapitalisering af bopælsretten med den virkning, at der skulle tillægges D et yderligere beløb. Dødsboet blev derfor ikke genoptaget.

En ejendom var i et dødsbo udlagt til arvingerne for 1.572.500 kr. Der var ikke taget højde for en tinglyst forkøbsret til ejendommen for 400.000 kr. Arvingerne anmodede derfor om genoptagelse af boet, hvilket skifteretten i Holbæk nægtede. Under kæren blev det oplyst, at arvingerne havde indgået et forlig, hvorefter forkøbsretten blev aflyst mod betaling af 200.000 kr. ØL fandt ikke ganske at kunne udelukke, at der var grundlag for ændring af boafgiften, og bestemte derfor, at boet skulle genoptages, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 4.

H døde d. 01.04.2010, og boet blev udleveret til M til forenklet privat skifte. Retsafgiften blev ikke betalt, og åbningsstatus blev ikke indsendt, hvorefter M døde d. 04.12.2012. Skifteretten i København afsluttede herefter boet. Boet efter M blev taget under behandling ved bobestyrer som insolvent. I maj 2001 anmodede bedemand B om genoptagelse af boet efter H, idet han ikke havde modtaget betaling for begravelsen. Skifteretten i København nægtede genoptagelse, idet boet efter H var udleveret til M efter en gennemgang af aktiver og passiver, hvorefter boet var solvent. Der var således ikke begået væsentlige fejl ved udleveringen, DSL § 103, nr. 3. ØL stadfæstede.

M og H blev separeret i Norge d. 05.02.2010. M døde i juli 2010. Boet blev udleveret til bobestyrerbehandling i medfør af DSL § 36, nr. 5, da det var usikkert, hvem der var arvinger. Der var tvist mellem H og M's fire brødre om, hvorvidt separationen var bortfaldet. Skifteretten i Holbæk afsagde dom, hvorefter separationen mellem M og H ikke var bortfaldet, og M's boslod derfor tilfaldt hans fire brødre. H ankede med påstand om ophævelse og hjemvisning. ØL udtalte, at bobestyreren i medfør af DSL § 48, stk. 1 og § 47 efter at have indhentet de nødvendige oplysninger, herunder eventuelt efter afhøringer i skifteretten, burde have tilkendegivet over for de involverede personer, hvem der efter bobestyrerens opfattelse var arvinger i boet, hvorefter eventuelle mulige arvinger, der var uenige, måtte anlægge sag ved skifteretten efter DSL § 89, stk. 1, nr. 1. Skifterettens behandling af sagen var endvidere ikke sket i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige regler om civile sager, jf. DSL § 98, idet der ikke var udtaget stævning eller afgivet svarskrift. Det var ikke fastlagt, hvem der var sagens parter, eller hvad der var parternes påstande og anbringender. Endelig havde der ikke været afholdt hovedforhandling. ØL ophævede på denne baggrund dommen og hjemviste sagen til fornyet behandling ved bobestyrer. ØL bestemte endvidere i medfør af RPL § 320 eller denne bestemmelses analogi, at statskassen skulle erstatte H's udgifter til advokat i ankesagen.

I januar 2013 udleverede Skifteretten i Næstved boet efter A til privat skifte til arvingerne B og C. Boet blev afsluttet med afgiftsberegning, men i sept. 2014 anmodede A om genoptagelse, fordi en fast ejendom var sat til en for stor værdi i boopgørelsen, ligesom der var andre fejl heri. Det fremgik af sagen, at en helårsejendom havde været til salg gennem ca. 1½ år under behandlingen af det private skifte. Ejendommen var gennem ejendomsmægler ved skøde tinglyst den 10. juli 2014 solgt til tredjemand for en købesum på 790.000 kr., hvilket var væsentlig under ejendomsvurderingen, som A havde opgjort værdien af ejendommen til i boopgørelsen af 20.04.2014. Skifteretten afslog genoptagelse. ØL lagde til grund, at B og C ved indsendelsen af boopgørelsen havde befundet sig i en vildfarelse om, at ejendommens værdi skulle ansættes til ejendomsvurderingen i boopgørelsen, når ejendommen da endnu ikke var solgt. B og C havde endvidere godtgjort, at boopgørelsen var behæftet med væsentlige fejl, idet opgørelsen af passiverne bl.a. ikke omfattede omkostningerne ved salget af ejendommen samt begravelsesomkostningerne. Med henvisning hertil samt BAL § 12, hvorefter aktiver og passiver i dødsboer ansættes til deres handelsværdi, og forarbejderne til DSL § 103, stk. 1, nr. 4, fandt ØL, at A's begæring om genoptagelse burde imødekommes, således at der kunne foretages en ny afgiftsberegning baseret på en korrekt boopgørelse.

P havde på vegne af en arving, A, indgivet en klage over bobestyreren i et dødsbo og havde samtidig anmodet om, at A fik boet udleveret som et boudlæg. Skifteretten i Aalborg afviste klagepunkterne og anmodningen om boudlæg. VL anførte, at kæreskriftet var underskrevet af P fra en begravelses- og servicebobehandlingsforretning, B. Det fremgik af sagen, at A havde givet skiftefuldmagt til B. Det fremgik ikke af fuldmagten, at den omfattede adgang til at iværksætte kære af skifterettens afgørelser. På den baggrund, og da P heller ikke efter RPL § 260, stk. 10, kunne antages at have fuldmagt til at kære skifterettens afgørelse, afviste VL kæremålet, jf. RPL § 265, stk. 1.

Boet efter M og H blev efter længstlevendes død skiftet privat. I 2014 anmodede K1 og K2, der havde købt de afdødes andelsbolig, om genoptagelse af boet, idet der verserede en tvist mellem andelsboligforeningen og Københavns Kommune om, hvorvidt en servitutbestemmelse kunne håndhæves. Hvis andelsboligforeningen tabte denne sag, ville K1 og K2 blive mødt med et krav på ca. 833.000 kr. som følge af overpris ved deres salg af boligen, og dette krav ønskede de at videreføre mod boet. Frederiksberg Skifteret genoptog boet, idet der kunne fremkomme yderligere passiver, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 1 og nr. 6. ØL anså det for usikkert, hvorvidt K1 og K2 kunne rette et krav mod boet efter M og H, og fandt det ikke påkrævet på nuværende tidspunkt at genoptage boet, jf. DSL § 103. ØL ændrede derfor skifterettens kendelse således, at boet efter M og H ikke blev genoptaget.

A døde i 2010. Hendes børn fik boet udleveret til privat skifte, og der blev indgivet boopgørelse i sept. 2011. Det fremgik, at arvingerne udtog afdødes ideelle anpart af en fast ejendom, der i boopgørelsen var værdisat til 650.000 kr. SKAT godkendte værdiansættelserne i nov. 2011, og samme måned udarbejdede skifteretten afgiftsberegningen. En af arvingerne anmodede d. 23.06.2014 om boets genoptagelse i medfør af DSL § 103, stk. 1, nr. 1, og nr. 3, idet den ideelle anpart nu var solgt til en lavere pris, end den i boopgørelsen var værdisat til og som var lagt til grund for afgiftsberegningen, ligesom han ønskede at fradrage handelsomkostninger. Under henvisning til, at der ikke var fremkommet yderligere aktiver eller passiver, og til, at værdiansættelsen af ejendommen, der var godkendt af SKAT, ikke kunne anses som udtryk for en væsentlig fejl, var der ikke grundlag for at genoptage dødsboet i medfør af DSL § 103, stk. 1, nr. 1, og nr. 3. Herefter, og da der ikke i øvrigt sås at foreligge omstændigheder, der kunne begrunde en genoptagelse, afslog skifteretten anmodningen. VL stadfæstede.

Boet efter E var udlagt til privat skifte. I maj 2016 modtog skifteretten fra afdødes nevø A, der var en af arvingerne og boets kontaktperson, en åbningsstatus, hvor der i blanketten var sat kryds i rubrikken »Opgørelsen er samtidig endelig boopgørelse med opgørelsesdag på dødsdagen«. Nettoaktiverne i boet blev opgjort til godt 660.000 kr., og under »AKTIVER pr. dødsdagen (handelsværdi)« blev der i pkt. 17 »obligationer, pantebreve« anført et beløb på 505.000 kr. Arven blev fordelt således, at A i henhold til E's testamente udtog pantebrevet, mens resten af arven ca. 160.000 kr. blev fordelt blandt tre andre familiemedlemmer. Efter skifterettens opkrævning af boafgift på ca. 210.000 kr. anmodede arvingerne om at få boet genoptaget med henvisning til bl.a., at pantebrevets handelsværdi var væsentligt lavere end dets pålydende på 505.000 kr., og at boafgiften derfor var beregnet med et for stort beløb. Skifteretten afviste at genoptage boet. VL stadfæstede. HR bemærkede, at alle aktiver og passiver i dødsboer skal ansættes til deres handelsværdi på opgørelsesdagen, jf. BAL § 12, og at boet selv skal foretage værdiansættelsen, der er bindende for boet og arvingerne. Det fremgik af den skriftlige vejledning om udfyldelse af åbningsstatus bl.a., at alle aktiver skal angives til handelsværdien, og at handelsværdien er den pris, som arvingerne forventer at få for aktiverne, hvis de sælges. Arvinger kan som som udgangspunkt ikke kræve genoptagelse af et bo efter DSL § 103 med henblik på ændring af en værdiansættelse af aktiver, som boet selv har foretaget. Der var ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt, og HR lagde herved navnlig vægt på, at boets kontaktperson, A, der var debitor i henhold til pantebrevet og ejer af den pantsatte ejendom, måtte vide, om pantebrevets handelsværdi var mindre end den pålydende værdi. Der var endvidere ikke grundlag for at fastslå, at skifteretten havde tilsidesat sin vejledningsforpligtelse

Boet efter B var udlagt til privat skifte. I nov. 2016 sendte advokat C på vegne arvingerne åbningsstatus med tilhørende bilag til skifteretten i Viborg. I åbningsstatus var der sat kryds i rubrikken »Opgørelsen er samtidig endelig boopgørelse med skæringsdag på dødsdagen«. Blandt aktiverne var anført en helårsbolig og et sommerhus. Efter skifterettens opkrævning af boafgift skrev C til skifteretten, at det ved en fejl var anført, at åbningsstatus samtidig var endelig boopgørelse, idet slutopgørelsen rettelig afventede afhændelse af boets faste ejendomme. Skifteretten afslog genoptagelse. VL stadfæstede. HR bemærkede, at alle aktiver og passiver i dødsboer skal ansættes til deres handelsværdi på opgørelsesdagen, jf. BAL § 12, og at boet selv skal foretage værdiansættelsen, der er bindende for boet og arvingerne. Det fremgik af den skriftlige vejledning om udfyldelse af åbningsstatus fremgår bl.a., at alle aktiver skal angives til handelsværdien, og at handelsværdien er den pris, som arvingerne forventer at få for aktiverne, hvis de sælges. Arvinger kan som udgangspunkt ikke kræve genoptagelse af et bo efter DSL § 103 med henblik på at omgøre angivelsen af, at opgørelsen samtidig er endelig boopgørelse med skæringsdag på dødsdagen. HR fandt ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt og lagde herved vægt på bl.a., at der var tale om en fejl fra C's kontors side. Der var endvidere ikke grundlag for at fastslå, at skifteretten havde tilsidesat sin vejledningsforpligtelse.

I et insolvent bobestyrerbo havde skifteretten i Svendborg tilkendt bobestyrer et a contosalær. Afdødes ægtefælle og en værge til en arving kærede skifterettens afgørelse. I gældbogen var der optaget et krav på cirka 8 mio. kr., der var anmeldt af den umyndige arvings familie. Det var i hovedsagen dette krav, der førte til bobestyrerens anmodning om insolvensbehandling. Den umyndige arving skulle arve aktierne i et selskab, der ejede en større ejendom, mod at købe nogle aktiver for en bestemt købesum, men med fradrag af et beløb, som den umyndige arvings far og dennes selskaber havde stillet til rådighed for afdøde. ØL fandt, at den umyndige arving havde retlig interesse i at kære skifterettens afgørelse, jf. DSL § 105, jf. RPL § 393, stk. 1. Ifølge testamentet skulle afdødes ægtefælle arve den del af afdødes formue, som der ikke var disponeret over. Det var oplyst, at der pågik forhandlinger mellem boets interessenter, der kunne føre til en forligsmæssig løsning, der ville medføre, at boet atter skulle overgå til solvent behandling. På den baggrund fandt ØL, at også ægtefællen havde retlig interesse i at kære skifterettens afgørelse.

Skifteretten på Frederiksberg afviste at udlevere et bo til privat skifte på en skiftefuldmagt udstedt til et begravelsesfirma, der blev drevet i selskabsform. Skifteretten begrundede afvisningen med, at skiftefuldmagter alene kan udstedes til fysiske personer, og med, at fuldmagten måtte anses for at være i strid med lov om juridisk rådgivning § 2, stk. 6, der fastlægger, at rådgiveren ikke må modtage betroede midler fra eller på kundens vegne, idet fuldmagten indeholdt bestemmelse om, at selskabet kunne foretage betalinger af boets udgifter og råde over boets konti. ØL afviste begravelsesfirmaets kæremål, da fuldmagten ikke indeholdt adgang til at kære skifterettens afgørelser.

Skifteretten i Lyngby udleverede i 2018 boet efter M til H til hensidden i uskiftet bo med et fællesbarn. M's særbarn, S, havde i 2004 i forbindelse med indgåelsen af en gave- og afkaldsaftale givet uigenkaldeligt afkald på arv efter M og H samt disses efterkommere. I 2010 oprettede M en testamentekodicil, hvori det under henvisning til afkaldsaftalen var anført, at S ikke var arving efter M, men at S, såfremt det måtte lykkes ham at få tilsidesat arveafkaldet helt eller delvist, og herunder i tilfælde af, at en tilsidesættelse måtte bero på bristede forudsætninger, alene skulle have sin tvangsarv. S kærede beslutningen om udlevering til uskiftet bo, idet han gjorde gældende, at arveafkaldet var bortfaldet på grund af bristede forudsætninger. ØL bemærkede, at S' indsigelser drejede sig om opretholdelse af et arveafkald, der havde betydning for hans ret til at arve. Dette spørgsmål kunne ikke behandles ved kære af skifterettens beslutning om at udlevere boet til ægtefællen til hensidden i uskiftet bo, men skulle gøres gældende under en civil sag mod de arvinger, der ville blive berørt af spørgsmålet, jf. DSL § 89, stk. 1, nr. 1. ØL stadfæstede derfor skifterettens kendelse.

I nov. 2015 indleverede bobestyreren boopgørelse, hvorefter B ikke ansås som arving. Ved brev af 25.11.2015 meddelte B's advokat skifteretten, at B ikke kunne godkende boopgørelsen for så vidt angår arvens fordeling, og da der manglede oplysninger om forholdene ved en bodeling umiddelbart før dødsfaldet mellem nu afdøde og dennes tidligere ægtefælle, C. Samtidig anlagde B sag mod boet med påstand om, at boet skulle anerkende, at B var arving. Ved skifterettens dom af 30.09.2016 fik B ikke medhold. Skifteretten sluttede d. 11. 10.2016 boet. Skifterettens dom blev ændret ved VLD af 24.05.2017, således at B var arveberettiget. Godt et år herefter anmodede B om genoptagelse af boet med henvisning til de indsigelser, der var anført i brevet af 25.09. 2015. Skifteretten i Esbjerg afslog at genoptage boet, bl.a. fordi B allerede i nov. 2015 var bekendt med begrundelsen for nu at genoptage boet, og fordi anmodningen om genoptagelse først var indleveret, mere end et år efter at VL havde fastslået, at B var arving. VL bestemte, at boet skulle genoptages, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 2 og 3, idet skifteretten havde afsluttet boet, før skifterettens dom af 30.09.2016 var endelig, og da der senere var anlagt en ny retssag om fordelingen af arven mellem B og C.

H, der sad i uskiftet bo efter M, som døde i 1976, døde i 2013. De afdøde efterlod sig to fællesbørn, A og B. B havde i 2005 afgivet følgende erklæring: “Personligt arveafkald Undertegnede giver herved personligt afkald på min arv efter min mor H, som sidder i uskiftet bo, med den virkning, at min søster A kommer til at arve mine værdier.” H havde kvitteret for modtagelsen af erklæringen. Boet blev udleveret til A til privat skifte, der blev afsluttet d. 30.09.2014. B anmodede i 2019 om boets genoptagelse, idet han gjorde gældende, at genoptagelse var påkrævet, da arven var fordelt forkert, da der formentlig var yderligere aktiver i boet i form af en fordring på B på 500.000 kr., og da der var sket væsentlige fejl i forbindelse med boets behandling. B anførte, at afkaldet efter sin ordlyd alene omfatter arven efter moderen, og at erklæringen, der var affattet af A, efter omstændighederne og den store betydning, den havde for ham, måtte fortolkes til fordel for ham. Skifteretten i Glostrup fandt ikke, at det kunne lægges til grundskifteretten ikke, at det kunne lægges til grund, at arven var fordelt forkert, eller at der var begået væsentlige fejl. Med hensyn til den mulige fordring på A fandt skifteretten ikke dette påvist på en sådan måde, at dødsboet burde genoptages, og bemærkede i denne forbindelse, at spørgsmålet ikke kunne rejses af B, da han ikke var arving i boet. ØL stadfæstede.

A, der ikke var anerkendt som arving i et dødsbo, der blev behandlet som bobestyrerbo, anlagde i medfør af DSL § 89 sag mod B, der var arving i boet, med påstand om, at A blev anerkendt som arving. Der var i nov. 2015 indleveret boopgørelse. Ved dom, der blev afsagt af skifteretten i Esbjerg d. 30.09.2016, fik A ikke medhold. Skifteretten sluttede boet d. 11.10.2016. A ankede dommen, og fik ved VLD af 24.05.2017 medhold, og der blev herefter udarbejdet en tillægsboopgørelse. Ved såvel tillægsboopgørelsen som boopgørelsen var det lagt til grund, at afdøde havde skiftet med sin fraskilte ægtefælle. Ved brev af 09.06.2018 anmodede A's advokat om sagens genoptagelse med henvisning til, at afdødes fraskilte ægtefælles bodel ved en fejl havde været holdt ude af boopgørelsen, hvorved arvemassen måtte antages at have været opgjort til mindre, end hvad den reelt burde være. Bobestyreren bestred, at der var begået væsentlige fejl, idet afdøde og ægtefællen i forbindelse med den nært forestående skilsmisse havde foretaget en bodeling, og bobestyreren gjorde gældende, at A havde udvist passivitet. Skifteretten konstaterede, at klagefristen over boopgørelsen var udløbet i dec. 2015, og at det fremgik af et brev af 25.11.2015 fra A's advokat, at A allerede på dette tidspunkt var bekendt med problemstillingen vedrørende bodeling. A blev anerkendt som arveberettiget ved VLD af 25.05.2017, men ventede næsten et år, inden hun anmodede om genoptagelse, og skifteretten fandt på denne baggrund, at A havde udvist passivitet i en sådan grad, at anmodningen om genoptagelse ikke kunne tages til følge. VL konstaterede, at skifterettens dom af 30.09.2016 ikke var endelig, da skifteretten sluttede dødsboet d. 11.10.2016. Det fremgik af det nævnte brev af 25.09.2015 fra As advokat, at A ikke kunne godkende boopgørelsen for så vidt angik arvens fordeling, og idet der manglede oplysninger om bodelingen mellem afdøde og dennes fraskilte ægtefælle. VL konstaterede, at skifterettens dom blev ændret af VL den 24.05.2017, og at A herefter var arveberettiget i boet, og at A siden havde anlagt endnu en sag mod B vedrørende arvens fordeling. Under disse omstændigheder fandt VL betingelserne for at genoptage dødsboet i medfør af DSL § 103, stk. 1, nr. 2, og nr. 3, opfyldt, og bemærkede, at det anførte om As passivitet ikke kunne føre til en anden vurdering.

Et dødsbo blev d. 27.02.2018 udleveret til privat skifte ved advokat. Skifteretten i Hjørring modtog henholdsvis d. 09.11.2018 og den 28.03.2018 boopgørelse og tillægsboopgørelse, der begge blev godkendt af skattemyndighederne. Skifteretten opkrævede boafgiften d. 29.03.2019. Boafgiften blev betalt samme dag, og dødsboet blev sluttet. Det fremgik af boopgørelsen, at proklama havde været indrykket d. 01.03.2018, at proklamafristen udløb d. 26.04.2018, og at selskabet A's anmeldelse af en fordring var indkommet for sent, og derfor var blevet afvist. Det fremgik, at A's advokat rettede henvendelser til arvingernes advokat d. 22. og d. 29.03.2019 og gjorde opmærksom på, at A fastholdt kravet på 645.738 USD, og at A bestred, at kravet var prækluderet. A anmodede herefter d. 01.04.201 skifteretten om at genoptage dødsboet under anbringende af, at der var fremkommet betydelige nye passiver på 645.738 USD, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 1, at der var begået væsentlige fejl ved bobehandlingen, idet arvingernes advokat fejlagtigt havde afvist As krav, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 3, og at der forelå nye oplysninger af væsentlig betydning for boets behandling og tredjemands retsstilling, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 6. Skifteretten lagde til grund, at der havde været indrykket proklama i Statstidende, og at dødsboet den 15.05.2018 afviste kravet fra A som værende prækluderet. Da parterne netop var uenige om, hvorvidt kravet var prækluderet, fandt skifteretten ikke at kunne lægge til grund, at der var fremkommet et yderligere passiv. Da tvisten mellem parterne skal afgøres ved et søgsmål, fandt skifteretten heller ikke at kunne afgøre, om der var begået væsentlige fejl i forbindelse med bobehandlingen. Skifteretten bemærkede endvidere, at A havde været bekendt med afvisningen siden maj 2018, og at det derfor var uklart, hvilke oplysninger i sagen, der var nye. Skifteretten fandt det herefter ikke påkrævet at genoptage dødsboets behandling, og bemærkede, at A måtte henvises til at anlægge en civil sag mod arvingerne. Skifteretten afviste herefter anmodningen om genoptagelse for tiden. VL tiltrådte på det foreliggende grundlag, at der ikke på tidspunktet var grundlag for at genoptage dødsboet, jf. DSL § 103, stk. 1, og at A måtte henvises til eventuelt at anlægge en civil sag mod arvingerne. VL stadfæstede derfor skifterettens kendelse.

I et privatskiftet bo havde skattemyndighederne godkendt værdiansættelserne i boopgørelsen, således som disse var oplyst af arvingerne. En arving anmodede få dage efter om genoptagelse af boet med henblik på ændring af værdiansættelserne, hvilket blev afvist af skifteretten på Bornholm. Med henvisning til forarbejderne til DSL § 103, stk. 1, nr. 4 og under henvisning til, at arvingen efter det oplyste ikke i forbindelse med udarbejdelsen af boopgørelsen havde haft advokatbistand, at der for landsretten var fremlagt vurderingsrapporter for to faste ejendomme med vurderinger, der lå væsentligt under de offentlige ejendomsvurderinger, og at der også var dokumentation for, at der i boopgørelsen var indsat en ratepension på 249.019 kr., der efter det oplyste ikke skulle indgå i boet, fandt ØL, at der skulle ske genoptagelse med henblik på stillingtagen til, om beregningen af boafgiften skulle ændres, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 4.

Frederiksberg Skifteretn traf i et dødsbo beslutning om udpegning af en midlertidig bobestyrer til at undersøge og afklare værdien af et kolonihavehus. A og B, der angav sig som tidligere og nuværende ejer af kolonihavehuset, kærede skifterettens afgørelse med påstand om ophævelse af beslutningen, idet de gjorde gældende, at afdøde ikke var ejer af kolonihavehuset. Skifteretten oplyste ved fremsendelsen, at boet efterfølgende var udleveret til bobestyrerbehandling som følge af konfliktniveauet i boet, og idet berigtigelse ikke havde kunnet ske inden for rimelig tid. ØL bemærkede, at skifterettens beslutning om i medfør af DSL § 12, stk. 1, at udpege en midlertidig bobestyrer til at udføre nærmere bestemte opgaver ikke kan indbringes for højere ret, jf. DSL § 105, stk. 2. ØL afviste derfor kæremålet.

En arving A klagede over en bobestyrer.Skifteretten i Glostrup afviste klagen. A kærede afgørelsen til landsretten. Skifteretten henholdt sig til kendelsen. ØL bemærkede, at A ikke havde nedlagt nogen påstand i kæreskriftet, og at påstanden heller ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne udledes af de anbringender, som A havde anført i kæreskriftet. Under henvisning til RPL § 393, stk. 3, 2. pkt., afviste landsretten herefter kæremålet. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2020, p. 110.

Ægtefællen efter en afdød gav skiftefuldmagt til et anpartsselskab, der herefter d. 26.05.2020 indgav anmodning til skifteretten i Næstved om forenklet privat skifte. Anmodningen var ikke underskrevet. Skifteretten anførte, at det følger af de almindelige fuldmagtsregler, at en fuldmagt ikke kan gives til et selskab, men skal gives til en person, jf. RPL kapitel 25. Skifteretten anførte endvidere, at anmodningen ikke var underskrevet, og at underskriftskravet ikke var ophævet. På denne baggrund traf skifteretten afgørelse om ikke at tage anmodningen til følge. Anpartsselskabet kærede afgørelsen på vegne af længstlevende og på egne vegne.

ØL bemærkede, at det fremgår af RPL § 260, stk. 1, at en part kan lade en anden møde for sig i retten i medfør af de i bestemmelsens stk. 2-10 gældende regler om rettergangsfuldmægtige. ØL bemærkede endvidere, at det ifølge RPL § 260, stk. 10, 1. pkt., under skiftebehandlinger er tilladt at lade andre end de i stk. 2 og 3 nævnte personer møde for sig. Dette gælder dog ikke, såfremt der skal foregå forhandling om en tvist, jf. stk. 10, 3. pkt. Bestemmelsen i stk. 10 omfatter ikke iværksættelse af kære, jf. UfR 2016.2747. Som følge heraf kunne anpartsselskabet ikke kære på vegne af længstlevende, og ØL afviste derfor denne del af kæremålet, jf. RPL § 261, stk. 2, jf. § 260, stk. 10. Da ØL ikke fandt, at anpartsselskabet havde en selvstændig interesse i at kære skifterettens afgørelse, afviste ØL tillige denne del af kæremålet, jf. RPL § 393.

Skifteretten i Aalborg bestemte, at et dødsbo, der i 2019 var sluttet som privat skifte, skulle genoptages, da det måtte lægges til grund, at arven ikke var fordelt korrekt. B2, der var svært hjerneskadet og blind, havde indfriet gælden på ca. 412.000 kr. i et sommerhus, der var udlagt til B1-B4. Da ikke alle arvinger i boet havde haft lejlighed til at udtale sig om de forhold, der begrundede genoptagelse af boet, ophævede VL afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling ved skifteretten. Komm. af Kristian Torp i Civilprocesretlig Julealmanak 2022, p. 68.

Praksis vedr. dødsboskifteloven

Stedlig kompetence

Dødsfaldskendelse

Midlertidige foranstaltninger

Arvinger og legatarer

Skifteværger

Boudlæg

Ægtefælleudlæg

Uskiftet bo

Privat skifte

Testamentariske bobestyrerindsættelser

Bobestyrerboer

Ændring af bobehandlingsform

Insolvente boer

Skifte med længstlevende ægtefælle

Skifterettens boafgiftsberegning

Proklama

Skifterettens kompetence

Skifterettens vejledningspligt

Arvingernes oplysningspligt

Sagkyndig vurdering

Beskikkelse af advokat

Sager mod dødsboet

Retsmidler mod skifterettens afgørelser

Retssager ved de almindelige domstole

Lempelse af tilbagebetalingskrav

Skifteretsattester

Aktindsigt

Synopsis

Synopsis